Forelæsninger over den norske Retshistorie/48

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1883 (2, s. 25-35).

For en stor Mængde Overtrædelser var Privathævnen ganske udelukket, og Bøder var deres eneste og umiddelbare Følge. Dette var, som foran bemærket, især Tilfældet ved Forseelser mod det Offentlige (Kongen eller Kirken) selv, idet kun de egentlige Ubødesager ogsaa i Forhold til det Offentlige var uudsonelige; hvorimod den simple útlegð her aldrig kom til Anvendelse i sin bogstavelige Skikkelse, da Samfundet selv naturligvis altid modtog Fyldestgjørelse gjennem Bod i alle Tilfælde, hvor en saadan var mulig. Ved Forbrydelser imod Private var det derimod en Følge af det hele System, at en nødvendig Afgjørelse ved Bøder fra først af alene kunde være foreskreven for de ringere Tilfælde, der i sig selv ingen naturlig Opfordring til Hævn indeholdt, saasom for uagtsomme eller dog mindre tilregnelige Handlinger, for ubetydelige Beskadigelser paa eller uberettiget Brug af Andres Ting o. s. v.^[1] Efter som imidlertid den stigende Retsudvikling indskrænkede Adgangen til Hævn til de groveste Fornærmelser, overgik en stor Del Forbrydelser, der tidligere i det mindste i Formen havde været Fredløshedssager, til Bødesagernes Klasse, idet den Fornærmede ikke engang paa Stedet ansaaes berettiget til at hævne sig, men ubetinget maatte forfølge Sagen ved Rettergang mod sin Modpart til de lovbestemte Bøder. Hertil henføres allerede i den ældre Gulatingslov enhver Beskadigelse eller ulovlig Brug af Gods, Ran samt Legems- og Æresfornærmelser med Undtagelse af de groveste. At imidlertid ogsaa her den Fornærmede var berettiget til at forsvare sig mod Angriberen eller den, som vilde hindre ham i et lovligt Foretagende, og at denne, hvis han derved mistede Livet, laa paa sine Gjerninger, forstaar sig selv, og udtales oftere (saaledes G. L. 35, 121, 143, 152; F. L. X. 17, XIII. 10, XIV. 12). Men naar der nu tages i Betragtning, at det heller ikke i de virkelige Utlegdsager var tilladt at hævne sig, efter at den Fornærmede havde budt lovlige Bøder, og paa den anden Side, hvor let Nødværge og øjeblikkelig Hævn gaar over i hinanden, saa vil man forstaa, at Adskillelsen mellem Utlegdsager og Bødesager heller ikke kunde være skarp. Den praktiske Forskjel kom alene til at bestaa i, at formeligt Tilbud af Bøder ikke udfordredes i de rene Bødesager; medens ogsaa i disse virkelig Fredløshed kunde indtræde, hvis den skyldige ikke betalte sine Bøder (jfr. Magnus Erlingssøns Rb. G. L. 32, F. L. V. 46, M. L. I. 8, hvorved dette forandres).

Oprindelig var Bodens størrelse altid lovbestemt, idet de med det konkrete Tilfælde forbundne særskilt skjærpende eller formildende Omstændigheder fik sin Indflydelse ved Afgjørelsen af selve Spørgsmaalet, om den skyldige skulde opnaa Forlig, – hvorved da efter Omstændighederne en forhøjet Præstation kunde blive nødvendig, eller en yderligere Lempning indvilges. Men ved Bestemmelsen af Bøderne for de forskjellige Forbrydelser gjorde et ganske forskjelligt Hensyn sig gjældende for den private og for den offentlige Bods Vedkommende.

Den private Bod var Fyldestgjørelse for en lidt Uret. De Hensyn, som ved dens Fastsættelse maatte komme i Betragtning, var saaledes dels den Fornærmedes Stilling i Samfundet, dels Skadens størrelse. Det førstnævnte Hensyn, hvilket i Landslovene i det ældre Tidsrum kom i overvejende Betragtning, gav sig tilkjende i den de forskjellige Samfundsklasser tillagte personlige Ret (fullrétti, réttr einarðr)^[2], hvilken dels umiddelbart angav Bodens Størrelse, dels dannede Maalestokken for dens Beregning (G. L. 200; F. L. X. 34 og 85). I Drabssager, hvor Privathævnens Berettigelse vedligeholdt sig gjennem det hele Tidsrum, og Fornærmelsen betragtedes som forøvet af Æt mod Æt, var Mandeboden en hel Række af Bøder fra Drabsmanden og hans Slægt til den Dræbtes Slægtninge, hvis Størrelse var afpasset efter den Dræbtes Stand. For Saar var derimod Bødernes Størrelse nøje bestemt i Forhold til Saarets Beskaffenhed, uden Hensyn til den Saaredes Stand (G. L. 185 jfr. 179 og 180; F. L. IV. 42–49). Sandsynligvis har disse Saarbøder oprindelig kun været Tillæg til den Saaredes personlige Ret; men sednere synes Retten for saar i de fleste Tilfælde at være bortfalden (jfr. F. L. IV. 11 og 21) og de faste Saarbøder blevne eneste Bod til den Fornærmede; dog føjedes hertil efter Frostatingsloven i de grovere Tilfælde en Tillægsbod (øfundarbót), bestaaende af ¼ af Retten (F. L. IV. 12, 49). For andre personlige Fornærmelser enten paa Legeme, Frihed eller Ære var Boden ligefrem den personlige Ret eller Halvdelen deraf; i enkelte Tilfælde ogsaa dobbelt Ret (G. L. 195, 196 jfr. 189 og 199; F. L. IV. 16–22). Ran har ganske vist ogsaa medført Bod af fuld Ret til den Fornærmede; skjønt de ældste Love ikke udtrykkelig siger det (jfr. F. L. Indl. 23). Modvillig Ødelæggelse af anden Mands Løsøre bødedes i de grovere Tilfælde ligeledes, foruden Erstatning, med fuld Ret til den Fornærmede; i ringere Tilfælde derimod – med en mindre Bod (þokkabót, øfundarbót), hvilken i Frostatingsloven udgjør ¼ af den Fornærmedes personlige Ret (6 Ører for en Hauld og for de øvrige Klasser i Forhold), men i Gulatingsloven er sat til et fast Beløb af 6 Ører, uden Hensyn til den Fornærmedes Stand (se G. L. 96, 139; F. L. XV. 10–13 jfr. V. 21). Ulovlig Brug og Beskadigelse af fast Ejendom medførte ligeledes, foruden Skadegjæld, en efter den fornærmede Ejers Stand afpasset Bod (landnám) = ⅛ af Retten (G. L. 91; F. L. XIII. 15). Uberettiget Brug af anden Mands Løsøre, forsaavidt den ikke ved modvillig Nægtelse gik over til Ran, bødedes derimod med en fast, ringe Bod (áfang) uden Hensyn til den Fornærmedes Stand (G. L. 95 jfr. 71 Slutn., F. L. X. 41–45 jfr. XIII. 10).

I Byerne var alle frie Mænds personlige Ret lige (B. R. 47).

Den offentlige Bod var Forsoning for Bruddet paa Samfundets Fred og den retlige Orden, og nærmede sig saaledes mere en virkelig Straf i moderne Betydning. Hvor en Privatmand var fornærmet, kunde den saaledes alene komme til Anvendelse i de grovere Tilfælde, hvor et virkeligt Fredsbrud havde fundet Sted og en Mellemkomst fra Samfundets Side var nødvendig til Fredens Gjenoprettelse, altsaa aldrig uden for forsætlige Forbrydelser, og i Regelen kun for saadanne, der i Mangel af mindeligt Forlig drog Fredløshed efter sig. Sager, der ubetinget skulde afgjøres ved Bøder, medførte derimod ingen særskilt Bod til Kongen, men alene til den Fornærmede, undtagen hvor de tillige umiddelbart krænkede den retlige Orden (saasom Selvtægt og Dombrud); kun nogle enkelte Sager, der i en sednere Tid er gaaede over fra útlegðarmál til Bødesager (Ærekrænkelser og Spildeværk), medførte Bod til Kongen ved Siden af den Fornærmedes Ret. – Ved Bestemmelsen af den offentlige Bods størrelse maatte fornemmelig de objektive Hensyn, Fredsbruddets egen Betydelighed og den deraf følgende større eller mindre Vanskelighed ved Fredens Gjenoprettelse, komme i Betragtning. Og ved Siden heraf maatte tillige Gjerningsmandens personlige Forhold faa Indflydelse, altsaa det modsatte Princip af, hvad der gjaldt for den private Bod, komme til Anvendelse; det maatte aabenbart fremstille sig som en større Fredsforstyrrelse, at en højtstaaende Mand krænkede Loven end en ringere. Den offentlige Bod kom saaledes i de betydeligere Tilfælde af sig selv til at antage Præget af en Tugtelse, der tillige paa Forhaand kunde afskrække den forbryderske Vilje, medens den private Bod omvendt mere og mere maatte antage Karakteren af en Erstatning. – I Drabstilfælde var vistnok den egentlige Bod til Kongen (þegngildi) lige stor i alle Tilfælde, nemlig 40 Mark eller efter Haakon Haakonssøns Nedsættelse 8 Ørtuger og 13 Mark (F. L. Indl. 2; M. L. IV. 2 og X. 1). Men, foruden at dette overhovedet var Lovens højeste Bod, var der desuden, i det mindste efter den sednere Ret, Adgang til at lade de særegne Omstændigheder ved Sagen faa Indflydelse derigjennem, at Meddelelsen af Landsvist var afhængig af Kongens Naade, og at herfor maatte erlægges, foruden Mandeboden og Tegngildet, et eget Fredkjøb efter Kongens Bestemmelse (F. L. Indl. 5). – For Saar var derimod Bøderne til Kongen (løgbaugar) bestemte efter Fornærmerens Stand, regelmæssigen det tredobbelte af hans personlige Ret (G. L. 185, F. L. IV. 53) jfr. G. L. 208. – Men overalt var det dog Fredsbruddets Størrelse som saadant, hvorefter Boden til Kongen bestemtes, og Gjerningens egen Forargelighed eller Farlighed kom mindre i Betragtning. Mærkelig er i denne Henseende Regelen i G. L. 207, at den, der hjælper den flygtende Voldsmand, skal bøde 40 Mark, om end hin slipper med 15 Mark (jfr. 189), hvilket vidner om, at Hjælpen ikke har været opfattet som nogen (efterfølgende) Delagtighed i hins Forbrydelse, men som en selvstændig Modstand mod Retshaandhævelsen, jfr. G. L. 152 hvor Fyrgetyvemarksboden for at hjælpe den flygtende Drabsmand ligefrem benævnes friðbrot.

Ved Lovovertrædelser, der ikke krænkede nogen enkelt Mands Ret, men umiddelbart rammede det hele Samfund, Staten eller Kirken, kunde der naturligvis ikke være Tale om nogen privat Bod. Her fremtraadte Samfundet selv som Modpart; men ogsaa her var det Bruddet paa den retlige Orden, ikke en Kongen eller Biskoppen personlig tilføjet Fornærmelse, som ved Boden skulde forsones, og ved dens Ansættelse kom saaledes alene selve Retsbruddets størrelse i Betragtning.

Regelmæssigen sees der at have gjældt tre faste Satser for den offentlige Bod: 40 Mark, 3 Mark og 12 Ører. Hertil kom en Mellemsats paa 15 Mark for enkelte temmelig skarpt afgrænsede Klasser af Tilfælde. For mindre overtrædelser og Pligtforsømmelser af ublandet offentlig Karakter anvendtes almindelig en Bod af 3 Ører. Dog forekommer ogsaa Bøder paa 1, 2, 6 og 8 Ører, hvorhos i visse Tilfælde en Bod af 18 Ører sees anvendt, hvilken sidste imidlertid ligesom 15-Marks-Boden synes at være af en sildigere Oprindelse og, ligesom denne, indskrænket til ganske enkelte Anvendelser.

Fyrgetyvemarksboden var den egentlige Frikjøbelsesbod for Fredløsheden: den gjaldt for Brud paa selve Landefreden. Saaledes navnlig for Drab, – fordi Samfundet er berøvet et Medlem (þegngildi), – og for at sælge fri Mand som Træl (G. L. 71); for Røveri (búrán) og ulovligt atfør samt voldsom Modstand mod Rettens Haandhævelse (G. L. 141, 142, 213, 35, 269, 121; F. L. V. 14 jfr. IV. 50–52), Strandhug, Overfald og Herjing i Landet (G. L. 303 og 314; F. L. VII. 25 og IV. 62); for Rømning under Leding (G. L. 302); for ulovlig at paalægge Bann i Landet saavelsom for Overtrædelse af Kongens lovlige Bann (G. L. 313; F. L. V. 43 og VII. 27); for Hedenskab og hvad dermed stilledes lige (G. L. 20, 22, 28); endelig for direkte Bistand til Fredløse eller undvigende Ugjerningsmænd (G. L. 152, 153, 162, 171, 202 og 207, jfr. F. L. III. 23 og IV. 41, hvor Meningen med, „at han skal være undergiven samme Fredløshed som hin“, uden Tvivl er, at han maa tilkjøbe sig sin egen Fred med 40-Marks-Boden, se og B. R. 13 og 43).

Tremarksboden anvendes aldrig for Krænkelser paa Person, men var den regelmæssige Bod for de ringere Fredsbrud. Saaledes navnlig for Haandran (G. L. 143 jfr. 90; F. L. Indl. 23); for Delagtighed i Rov, Boran, Strandhug, Herjing og voldsom Modstand mod Rettens Haandhævelse (se de ovenfor citerede Steder); for Nægtelse af at stille Tak (G. L. 102; F. L. III. 20); for Undladelse af at møde til Leding og for Forsømmelse af Vitevagt (G. L. 299, 301 og 311; F. L. V. 1, VII. 7, 12 og 20); for Bigami (G. L. 25; F. L. III. 5); Mened og urigtigt Vidnesbyrd (G. L. 60, 266.; F. L. II. 46 og XIII. 25); for gjentagende at spise Kjød i Fasten eller Hestekjød til andre Tider (G. L. 20); for at handle med fredløs Mand eller bringe ham Føde i hans Tilholdssted (G. L. 140, 202; F. L. III. 23) m. fl.

Tolvøresboden eller, som den ogsaa ofte kaldes, „en Baug“ (jfr. G. L. 185; F. L. IV. 53), – gjaldt for Voldsomheder mod Person, som dog ikke indeholdt noget Angreb paa den almindelige Fred, saasom Misgang (G. L. 162), tørre Hug og athlaup (G. L. 190 og 191 jfr. 195; F. L. IV. 18). Fremdeles for Selvtægt (G. L. 34, 90 og 216, jfr. F. L. X. 1) og modvillig Retsfornægtelse (G. L. 37, 75 jfr. 88; F. L. X. 24 og XIII. 11) samt Brud paa Lovfæstning (G. L. 72, 91; F. L. XIII. 11, 19 og 23); for Vægring af pligtig Bistand til Rettens Haandhævelse eller af anden medborgerlig Skyldighed, saasom for at nedfælde opskaaren Drabspil (G. L. 151; F. L. IV. 52, V. 14), undlade at sætte efter den flygtende Voldsmand (F. L. IV. 9 og 13), være tilstede ved Slagsmaal uden at skille de Stridende ad (G. L. 185 jfr. 187), nægte Skjødning (F. L. XII. 4); for mindre Ledingsforsømmelser, saasom for kun at opfylde sin Ledingspligt delvis, for at sovne paa Vitevagt (G. L. 311, jfr. F. L. V. 1, VII. 4, 5 og 12); for Frilleliv (G. L. 25); for at færdes sammen med Fredløse (G. L. 202 og 203) m. fl.

Femtenmarksboden synes at være sednere indført for Forbrydelser, der vel ikke i nogen høj Grad forstyrrede Samfundets Fred, men som ellers antoges grovelig at krænke den borgerlige Orden, navnlig Kongedømmets eller Kirkens Ret. Den var saaledes foreskreven i G. L. 10, jfr. F. L. II. 7, naar et helt Fylke forsømte at holde sin Kirke istand; G. L. 35 jfr. 253, naar Tingmændene nægtede Dom; G. L. 214 og 256 for ulovlig Forligelse (at drepa niðr rétt konungs). Fremdeles for Drab af Kongens Aarmand (G. L. 170; F. L. IV. 57), Slagsmaal i Fylkeskirke (F. L. II. 10), Misdeild i Gildehus (G. L. 187), ulovlig Fængsling saavelsom ulovlig Løsladelse (G. L. 253; F. L. V. 15, XIV. 12), enkelte overtrædelser af Hvalretten (G. L. 150, jfr. F. L. XIV. 10) og for Ildspaasættelse paa Sæter eller desl. i Almenning (F. L. XIV. 8). Ved en Retterbod af Magnus Erlingssøn blev den endvidere foreskreven for Dombrud (G. L. 32; F. L. V. 46) og for mened (G. L. 28). – Særskilt forekommer denne Bod, under Benævnelsen skógarkaup, som en Tillægsbod for de saakaldte øfundardrep, se G. L. 200 jfr. 189 og 207; F. L. IV. 22 jfr. 19 og 42. Ved denne gjaldt den Særegenhed, at der af den forlods skulde udredes fuld Ret til den Fornærmede anden Gang foruden den, som Fornærmeren strax havde maattet udrede, og alene Overskuddet tilfaldt Kongen.

Kong Haakon Haakonssøn nedsatte ved en Retterbod fra Slutningen af sin Regjeringstid Bøderne til Kongedømmet til en Tredjedel (feldi sekt til þriðjungs, M. L. X. 1 No. 1 og 5, jfr. IV. 2; F. L. Indl. 2, Hkb. 15), – saaledes at 40 Mark nedsattes til 13⅓ Mark (= 8 Ørtuger og 13 Mark), 15 Mark til 5, 3 Mark til 1 og 12 Ører til ½ Mark. – I M. L. X. 2, No. 1 siges der fremdeles, at Magnus Haakonssøn ved sin Lov-Revision videre nedsatte Bøderne til en Fjerdedel af de gamle Beløb. Men dette kan ikke være ment som en almindelig Reduktion, men alene som en delvis Nedsættelse af Satserne; thi i den nye Lov, saadan som den foreligger, viser sig Kong Haakon Haakonssøns Bødesatser, Tredjedelen af de gamle, altsaa 8 Ørtuger og 13 Marks, 5, 1 og ½ Marks samt for Smaaforseelser 1 Øres Bod, gjennemgaaende at være bibeholdte. I nogle Tilfælde gaar derimod Nedsættelsen til en Fjerdedel; saaledes er Boden for at drage Kniv imod Nogen nedsat fra 12 til 3 Ører (M. L. IV. 14, jfr. Hkb. 44); for Selvtægt fra 12 til 3 Ører, samt for Boran, ulovlig Hjemsøgelse og voldsom Modstand mod Rettens Udøvelse fra 40 til 10 Mark (M. L. VIII. 1 og V. 17, jfr. G. L. 34. 141, 142 og 121); derimod er 40-Marks-Boden for ulovligt Strandhug i G. L. 303 i M. L. III. 13 bleven til de regelmæssige 8 Ørtuger og 13 Mark. Boden for Ledingsfald er nedsat fra 3 Mark til 6 Ører (M. L. III. 6 jfr. G. L. 296, 299 og 301; F. L. VII. 12 og 20); ligesaa for at handle med fredløs Mand fra 3 Mark til 6 Ører (M. L. VIII. 13, jfr. G. L. 140 og F. L. III. 23); for at vise sin Umage bort og lade ham gaa og tigge fra 3 Mark til 6 Ører (M. L. V. 15 jfr. G. L. 70), og for ulovlig Bemægtigelse af, hvad en Anden har aavirket i Almenning, fra 3 Mark til 6 Ører (M. L. VII. 62 jfr. F. L. XIV. 8). Ligeledes er 15 Marks-Boden i fire Tilfælde nedsat til 4 (istedetfor 5) Mark: nemlig for Dombrud (M. L. I. 8, jfr. G. L. 32); for Mened (M. L. IX. 16, jfr. G. L. 28; for hver uskyldig Medsværger fra 3 Mark til 6 Ører); for ulovlig Forligelse i Tyvssager (M. L. IX. 2, 3 og 7, jfr. G. L. 256) samt for Hæleri og i Almindelighed for det ikke aabenbare Tyveri (M. L. IX. 4, 6 og 7, hvor Kildernes „Fredløshed“ i Virkeligheden betyder 15 Marks-Bod): samt for at fæste funden Hval uforsvarlig (M. L. VII. 64, jfr. F. L. XIV. 10). – Paa lignende Maade sees Erkebiskop Jon i sin Kristenret at have nedsat den ældre (Erkebiskop Sigurds) Kristenrets Bøder for Kristendomsbrud til det Halve, medens Forholdet iøvrigt er bibeholdt uforandret.

Den offentlige Bod for almindelige Forbrydelser tilfaldt i Gulatings- og Frostatingslagen i Almindelighed Kongen alene. Kun Bøder for overtrædelse af Tingordningen, saasom for Nævndermændenes Udeblivelse, tilfaldt Bønderne (G. L. 3; F. L. I. 1, X. 33)^[3]. Paa Oplandene og i Vigen synes ogsaa her en Tredeling at have fundet Sted, jfr. M. B. K. R. 26 jfr. Eidsl. (gl. L. II. S. 523). Derhos tilfaldt de Bøder, som Kongen selv eller hans Aarmænd maatte erlægge, Bønderne, medens Bøder, som Lændermændene erlagde, deltes mellem Kongen og Bønderne (G. L. 71 og 152^[4], F. L. IV. 53^[5], V. 13, X. 33 jfr Indl. 12 hvor det samme siges om Sysselmændene). – I Byerne deltes Bøderne mellem Kongen og Bymændenes Kasse (B. R. 13–17, 20, 22 o. fl.). – Bøder for Kristendomsbrud tilfaldt efter G. L. 22, hvis de ikke oversteg 3 Mark, Biskoppen alene, medens de større Bøder deltes mellem ham og Kongen; dog tillægger G. L. 8 Biskoppen alene 6 Marks-Boden for gjentaget Tiendefald. I de øvrige Lagdømmer tilfaldt ogsaa de større Bøder Biskoppen alene (F. L. III. 23; B. K. R. 16; E. K. R. 30 og 32), idet Kongen kun i Fredløshedstilfælde tog en Andel af det forbrudte Gods (paa Oplandene og i Vigen). – Efter Magnus Lagabøters Love tilfaldt de verdslige Bøder paa Landet Kongen alene; dog tilfaldt Bøder for Overtrædelser af Tingordenen Kongen og Bønderne hver for det Halve, undtagen i Fredløshedstilfælde, hvor ogsaa for disse Overtrædelser Bøderne tilfaldt Kongen alene (M. L. I. 5). – I Byerne tilfaldt derimod 2 Tredjedele af alle Bøder Kongen og en Tredjedel Bymændenes Kasse, undtagen i Fredløshedssager, hvor Boden tilfaldt Kongen alene (B. L. I. 4 og Epilog, gl. L. II. S. 2860. – Bøderne for Kristendomsbrud tilfaldt Biskoppen alene, undtagen i Fredløshedssager, hvor Boden tilfaldt Biskoppen og Kongen hver for det Halve (M. G. K. R. 3, 9, 10 o. fl.; J. K. R. 19, se og 13, 14 og 65). – Bøder, som de kongelige Ombudsmænd maatte erlægge, tilfalder i den nye Lov altid Kongen (M. L. IV. 20, VIII. 1 o. fl.)

1. I K. v. Amiras Skrift, Das altnorwegische Vollstreckungsverfahren, München 1874, er den simple útlegð opfattet som et ublandet Tvangsmiddel, ved hvilket den Skyldige skal sættes i den Nødvendighed at falde tilføje og efterkomme sin Pligt (betale sin Gjæld, erlægge sine Bøder m. v.), se især S. 48–49. – Saa sikkert det imidlertid end er, at Fredløsheden i denne sin mildere Form faktisk har virket paa denne Maade, saa maa man dog altid fastholde, at Utlegden i sit Væsen er det selvsamme Institut saavel hvor den, som i Ubødesager, er uafsonelig, som hvor Freden kan gjenerholdes ved Erlæggelse af en Bod. Formuekonfiskationen viser i begge Tilfælde med Bestemthed hen til Hævn som dens Grundlag. Skjønt Fredløsheden i Oldtidens Betydning ikke er nogen sand Straf eller Gjenstand for Exekution (udenfor Godset), er den dog noget andet og mere end et Exekutiv-Middel; den er overalt selv Forbrydelsens principale Retsfølge, – og de Bøder, ved hvis Erlæggelse Freden vindes tilbage, indtræder alene som en substitueret Følge. I de virkelige Bødesager derimod (af hvilke dog mange endnu i Lovene benævnes Utlegdsager) indtræder Fredløsheden først in subsidium, hvis Boden ikke erlægges. Men heller ikke her vilde det være rigtigt at opfatte Fredløsheden alene som et Middel til at fremtvinge Bodens Erlæggelse; ogsaa her indtræder den som umiddelbar, skjønt subsidiær Følge af Retsbruddet, fordi den skyldige mangler Evne eller Vilje til at stande til Rette paa anden Maade. Jfr. Krit. Vierteljahrschrift XVI. S. 92 fgg. – Finsens Mening: at útlegð oprindelig betyder Bod (af leggja), se Glossarium til Gragás III. S. 685–6, synes ganske uforenelig med Institutets hele Stilling i den norske Ret.
2. Jfr. Forel. over Retshist. I. S. 77 fgg.
3. Ifølge G. L. 3 tilfaldt 40-Marks-Boden for et helt Fylkes Udeblivelse fra Lagtinget, – hvilket har været betragtet som en Art oprør, – Kongen og Lagdømmets Bønder hver for det Halve. Det samme foreskrives i G. L. 313 (ikke i F. L. V. 43), naar Fylkesmændene ulovlig paalagde Bann.
4. þat fé eigu bœndr at hafa, er ármaðr skal gjalda, en konungr þat fé hálft, er lendrmaðr skal gjalda, en bœndr hálft.
5. Ef konungr særir mann, hann skal bœta átta baugum hins fimta tigar, ok tólf aurar í hverjum baugi, ok bœta øllum løgunautum.