Forelæsninger over den norske Retshistorie/47

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Forbrydelsens regelmæssige Retsfølge hos Oldtidens Nordmænd var altsaa Fredløshed, idet Boden i alle Tilfælde var at betragte som en Løskjøbelse for hin.

Fredløsheden (útlegð), der, hvor den indtraadte, strakte sig over hele den norske Konges Omraade (landeign konungs várs), altsaa over hele Norge og dets Skatlande, indtraadte enten ubetinget eller kun betingelsesvis. Ubetinget indtraadte den kun for de groveste og skjændigste Forbrydelser, der betegnede Gjerningsmanden som hele Samfundets Fiende (vargr, niðingr; – úbotamál, niðingsverk). Som saadanne nævnes i de ældste Love: Landsforræderi (hit mesta niðingsverk), Hærfærd mod Fædrelandet uden forud opsagt Fred, Tryghedsbrud, Gridbrud, hemmeligt Drab (morð), Mordbrand (brennuvargr), Hjemsøgelse og Husbrud (gorvargr), Valrov og Hævn for Tyve (se G. L. 98, 178, 314; F. L. IV. 2–14 jfr. XV. 1–4). Hertil kom sednere: Barnemord, Trolddom, Stimandsværk (flugumenn), Voldtægt og gifte Koners Bortførelse, Blodskam (G. L. 22, 24, 28, 32; B. K. R. 15; E. K. R. 52; F. L. Indl. 10, III. 3, 15, V. 45; B. R. II, 12, 69, 73)[1]. Ved Magnus Lagabøters Lovrevision tilføjes endvidere: Drab paa Forældre, Børn og søskende eller paa Ægtefælle i utugtig Hensigt (jfr. F. L. IV. 35), Drab i Kongens Gaard eller paa hans Skib, Drab paa den, der har Kongens Lejdebrev, Drab paa Lagmanden for Retten, samt Selvmord; endvidere betydelige Lemlæstelser og Forfalskning af Kongens Mynt eller Segl samt Hævn for alle Ubødemænd (M. L. IV. 3 og 4, B. L. 3.) – Gjerningsmanden blev fredløs (útlagr) ved selve sin Gjerning, uden at foregaaende Dom var nødvendig (G. L. 32[2]), og berøvet personlig Beskyttelse (óheilagr), havde forbrudt alt sit Gods, saavel Odelsjord som Løsøre, og kunde forfølges og dræbes af Enhver ligesom Vildtet i skoven (skógarmaðr). Han kunde aldrig benaades hverken af Konge eller Jarl, med mindre han bragte sandt Hærsagn, som Landets Mænd ikke tidligere vidste (se G. L. 312 jfr. F. L. IV. 52). „Svá er óbótamaðr sem andaðr“, heder det i den gamle Eidsivatingslov (gl. L. II. S. 523), – Ingen maatte huse, føde, befordre eller paa nogen Maade understøtte den Fredløse (úæll), handle med ham eller endog blot være sammen med ham; alene Hustruen kunde ustraffet føde sin fredløse Mand i 5 Døgn men ikke længere. Overtrædelse heraf paadrog oprindelig Hjælperen selv den samme Fredløshed, hvilket imidlertid sees at være gaaet over til en lovbestemt Bod af 40, 3 eller 1½ Mark efter Sagens Beskaffenhed (se G. L. 140, 152, 153, 202, 203 og 217; F. L. III. 23, IV. 9 og 41; B. R. 101).

Ved mindre grove Forbrydelser, saasom simpelt Drab og større Legemsfornærmelser og Krænkelser paa Frihed og Ære, havde Forbryderan derimod Udsigt til gjennem mindeligt Forlig at faa beholde sin Fred og faa afsone sin Gjerning med Bøder. Fredløsheden indtraadte altsaa ikke ipso facto, men først efter Dom (jfr. G. L. 156[3]; F. L. III. 24[4], IV. 30, 62). Gjerningsmanden blev vistnok ogsaa her ved selve sin Gjerning fredløs ligeoverfor den Fornærmede; men hvis han strax tilbød lovlige Bøder „helligede han dermed sin Person, indtil Sagen paa lovlig Maade var afgjort. Blev han greben, maatte Paagriberne ikke dræbe ham: „deres Haand helliger ham til Thinget“; kun de notoriske Misdædere: Drabsmanden, der gribes paa selve Thinget, og Tyven, der gribes med Koster ihænde, har ingen Ret til at fordre Lejde. Men dersom Hævnen rammede Forbryderen, forinden han paa denne Maade havde helliget sin Person, var ogsaa denne lovlig og medførte intet Ansvar (se G. L. 152, 183[5], 189, 195 og 196; F. L. Indl. 6, IV. 10[6], 11, 12, 22, 30; B. R. 42).

Det er imidlertid efter de gamle Loves Indhold vanskeligt at bestemme, hvorvidt den Fornærmede, naar Sagen saaledes kom for Thinget, var pligtig at modtage det tilbudte Forlig eller ikke; det er ogsaa netop i dette Punkt, hvor Lovens Herredømme over Privathævnen skal vise sig. Saa længe og for saa vidt, som Privathævnens Berettigelse overhovedet anerkjendes, maa den Fornærmede ogsaa have Ret til at afslaa Forlig, og den oprindelige Regel maa derfor have været, at det Offentliges Mellemkomst i alle útlegðarmál indskrænkede sig til en Mægling, som Forbryderen var berettiget til at paakalde, og hvis Udfald den Fornærmede i saa Fald var pligtig at oppebie, men uden at han dog behøvede at underkaste sig nogen Afgjørelse mod sin Vilje. Vidnesbyrd herom afgiver allerede Navnet sátt, at sættast om Misgjerningssagers Afgjørelse, saavelsom den hele Indretning med grið og trygð (jfr. G. L. 32) og Jævnetseden (B. R. 31 og 32); ligesaa de ovenfor nævnte Bestemmelser i G. L. 216 og 240, samt F. L. V. 10. – Det forstaar sig imidlertid at denne Frihed under Samfundsordenens videre Udvikling mere og mere maatte tabe sig, og at det snart maatte blive en Nødvendighed for den, der ikke var en saa meget mægtigere Mand, at underkaste sig den Afgjørelse, som hans Medborgere fandt fyldestgjørende, da han i modsat Fald udsatte sig for, at disse tog hans Modparts Parti[7]. Denne Nødvendighed er vistnok tidlig gaaet over til en Retspligt; men man kan ikke vænte at finde denne overgang skarpt afpræget i Lovene. Sikkert kan det dog antages, at det efter de ældste Love, saaledes som vi nu besidder dem, alene i Drabstilfælde har staaet Eftermaalsmanden frit for at modsætte sig Sagens Afgjørelse ved Bod (se især G. L. 183 og 189, F. L. IV. 10, 22 og 30), medens i alle andre Útlegðsager lovligt Tilbud af Bøder endelig udelukkede Hævn, hvilken altsaa alene blev lovlig, hvor den fuldbyrdedes umiddelbart ovenpaa Gjerningen, samt hvor Gjerningsmanden trodsigen ikke vilde paakalde mindelig Afgjørelse. Dette synes ligefrem at ligge i G. L. 189 og især i F. L. IV. 22[8] og 42, der alene gjør den undvegne Voldsmands Gjenerholdelse af Fred afhængig af de lovbestemte Bøders Erlæggelse, uden engang at antyde, at det i nogen Maade kommer an naa den Fornærmedes Samtykke. Udtrykkelig udtalt i Loven findes Regelen først ved Haakon Haakonssens Retterbod, F. L. Indl. 6[9], der siger, at, hvor nogen saarer sageløs Mand eller tilføier ham en fuldrets Fornærmelse, er den Fornærmede pligtig at modtage Forlig og Bøder, naar Fornærmeren byder: kun hvis den, der engang saaledes har opnaaet Forlig, overmodigen atter forøver sligt Værk, er den Fornærmede ikke pligtig til mod sin Vilje at modtage Forlig. – Selv Adgangen til at hævne sig paa Stedet viser sig at være bleven indskrænket til de mest nærgaaende Fornærmelser, se G. L. 195 og 196, der ved visse grove Legems- og Æresfornærmelser særskilt fremhæver, at den Fornærmede kan hævne dem med Døden (þar má hann vega um), samt G. L. 160, jfr. 143; F. L. IV. 39, 40, jfr. B. K. R. (II) 15; B. R. 18, 28, der ved udtrykkelig at opregne de Tilfælde, hvori man er berettiget til paa Stedet at dræbe Forbryderen og „give den dræbte Sag“, – nemlig Horkarlen, som man finder i Horesæng med sin Kone eller nærmeste Frændkvinder, samt Ransmanden, som man griber i sin Gaard ifærd med at bortføre Gods eller Kreaturer, – tydelig nok giver tilkjende, at man for andre Fornærmelser ikke er berettiget til, udenfor Nødværgestilfælde, paa Stedet at nedlægge Fornærmeren. Men den foran nævnte G. L. 186 afgiver dog et Vidnesbyrd om, at Loven i dette Stykke har haft en Kamp at bestaa med de Gamles Begreber om det Hæderlige.

Var Fredløsheden virkelig indtraadt, synes det i Regelen at have kommet an paa den Fornærmedes Vilje, hvorvidt han bagefter vilde tilstaa Forbryderen Forlig. I dette Tilfælde maatte denne ogsaa, som det hed, „løse sig af Skoven“ eller erlægge en særskilt Bod til Kongen (skógarkaup, landkaup, friðkaup), hvilken Bods Størrelse oprindelig synes at have været overladt til Kongens Bestemmelse, men sednere for visse Tilfælde er bleven lovbestemt, se G. L. 244; F. L. III. 24, IV. 35 og 44; B. R. 72. At Forbryderens Gjenerholdelse af sin Fred ved saadant efterfølgende Forlig altid maatte være afhængigt af Kongens eller hans Ombudsmands Samtykke, forstaar sig selv.

Paa den anden Side formildedes den gamle Strenghed ogsaa for Drabstilfælde ved Kongens Ret til, hvor Omstændighederne talede derfor, at tilstaa Drabsmanden Lejde eller Landsvist. I dette Tilfælde var Eftermaalsmændene forpligtede til at modtage Bøder efter skjellige Mænds Dom, og Enhver kunde sagesløs færdes med Gjerningsmanden; ihvorvel han fremdeles var fredløs lige over for Eftermaalsmændene, hvis han ikke erlagde Bøderne og erholdt Tryghedstilsagn (se F. L. Indl. 5, jfr. Hkb. 17; IV. 41[10], B. R. 101, og om Kristenretssager III. 24, B. R. 72). – Denne Kongens Benaadningsmyndighed er imidlertid en Institution af sildigere Oprindelse, neppe ældre end Sverrers Tid, og vidner om, at statsmyndigheden fuldstændig har vundet Herredømme over Privathævnen. I den ældre Gulatingslov omtales Landsvist endnu ikke.

Da Fredløsheden i simple Utlegdsager aldrig, saaledes som i Ubødesager, indtraadte ipso facto, men altid først efter Dom eller mislykket Nægtelsesed, – i hvilket sidste Tilfælde den sigtede, foruden de 10 Ugers Edsfrist, endnu beholdt sin Fred i 5 (eller 15) Dage derefter, G. L. 24, 30, E. K. R. 43 (fimtargrið frá kirkjudyrum), – maatte den skyldige, om han foretrak det, næsten altid have Adgang til at søge sin Frelse ved Flugten. Det synes endog, at dette Udfald, idetmindste hvor den skyldige ikke har været greben i Gjerningen, af Loven selv har været forudsat som regelmæssigt og tildels som ønskeligt. Den simple útlegð maatte saaledes i mange Tilfælde komme til at bestaa i Landfiygtighed, hvorved den skyldige da altid havde Udsigt til efter en Tids Forløb gjennem kongelig Landsvist og fortsatte Underhandlinger at opnaa Forlig med sin Modpart og erholde sin Fred tilbage. Denne Betydning som Landsforvisning, efter Omstændighederne for en Tid eller for bestandig, maatte Fredløsheden naturlig især antage i offentlige Sager, hvor ingen privat Fornærmet havde en personlig Interesse i at søge Hævn, og Lovene bærer hyppig Spor heraf, navnlig ved Kristendomsbrud, hvor Anger og Bod aldrig kunde komme forsilde, og hvor útlegð endog regelmæssig omskrives med at fara ór landeign konungs várs, se saaledes G. L. 7, 20. 21, 22, 24, 25, 28, 29; B. K. R. 3, 4, 5, 11, 15, 17; E. K. R. 3[11], 28, 37, 52; F. L. II. 4, 5; III. 3, 16 og 24. – Og det var da igjen en naturlig Følge heraf, at Adskillelsen mellem Fredløsheden for úbótamál og for simple útlegðarmál i slige Sager maatte tabe sin Skarphed. Thi, skjønt Fredløsheden i Ubødesager indtraadte ipso facto, var det dog Forudsætning, at Gjerningen var bevist; i modsat Fald stod Benægtelsesed, og altsaa de ti Uger + 5 Dage, ogsaa her aaben. Forskjellen laa saaledes i Virkeligheden alene i den større Vanskelighed for den Skyldige i at slippe bort og den ringere Udsigt til at vinde Benaadning. Uagtet Kristenretterne paa samme Maade som den verdslige Lov fastholder Adskillelsen mellem begge Arter af Fredløshed, benytter de dog jevnlig begge saaledes om hinanden, at man vanskelig kan antage, at der i Virkeligheden har været andet end en faktisk Forskjel: i Ubødesager ubetinget Landflygtighed uden Udsigt til Benaadning, og i grovere Tilfælde Døden; i Utlegdsager kun i Tilfælde af Modvillighed saavelsom under kvalificerende Omstændigheder Landflygtighed eller Døden, men ellers Bøder. Dette fremgaar kjendelig af de nys anførte Lovsteder. I G. L. 21 heder det saaledes, at, hvis Nogen modvilligen forsømte et helt Aar at lade sit Barn døbe, skulde han „have forbrudt hver Pening af sit Gods“, og, hvis han ikke skriftede og gjorde Bod, skulde „begge Forældre fare ud af Landet“; jfr. ogsaa E. K. R. 50, hvor úbótamaðr bruges i Betydningen: grov Misdæder i Almindelighed uden egentlig teknisk Betydning. Den samme Ubestemthed viser sig ogsaa, skjønt i mindre Grad, i den verdslige Lov. Saaledes ser man af F. L. IV. 62 og VII. 25, at selv den, der havde øvet Hærfærd mod Landet, kunde vinde sin Fred tilbage, uagtet han i F. L. IV. 4 og G. L. 314 ligefrem erklæres for Ubødemand; G. L. 133 vidner ligeledes, ved, i Modsætning til Eidsivatingsloven (gl. L. II. S. 523), alene at foreskrive Nægtelse ved Settered for niðingsher, om en mildere Bedømmelse, og G. L. 142 jfr. F. L. V. 14 betegner udtrykkelig den Fredløshed, som indtraadte for Røveri (búrán), for saa vidt den ikke afsonedes med Bøder, som Landflygtighed, medens Eidsivatingsloven erklærer dette for Ubødesag; F. L. V. 31 erklærer den Træl, som saarer en fri Mand, for Ubødemand[12]; men siger dog, at hans Herre kan forlige Sagen, og F. L. I. 5 betegner den Fredløshed, der indtraadte for Brud paa Lagtingets Fred, som en Landsforvisning[13].

Overalt hvor Fredløshed indtraadte, medførte den Fortabelse af al Ejendom (alleigumál); dog saaledes, at Odelsjord kun i Ubødesager forbrødes. Se saaledes G. L. 8. 24, 178; F. L. Indl. 1, I. 5, III. 3, IV. 1[14], 4[15] og 22; B. R. 12, 37. Ingen kunde forbryde mere, end han paa den Tid eiede, og den Fredløses Hustru beholdt, hvad der lovligen tilhørte hende (jfr. F. L. II. 5, III. 1, V. 13[16]). Den Fredløse skal ifølge Eidsivatingsloven betragtes som.død (gl. L. II. S. 523), og Arv, der tilfalder ham, skal næste Arving tage (jfr. G. L. 148, F. L. XVI. 1, se og Olaf den Helliges Saga Kap. 239). Ved Haakon Haakonssøns Forordning (F. L. Indl. 4 og 5) forbødes det imidlertid Arvingen at sælge den Fredløses faste Gods, saalænge denne var ilive, og fik den Fredløse sin Fred tilbage, var Arvingen pligtig at tilbagelevere ham alt det Gods, fast og løst, hvormed han sad inde, dog uden Renter. Af den Fredløses forbrudte Gods skulde først hans lovlige Gjæld betales tilligemed Bøderne og Erstatningen til den Fornærmede; Resten tilfaldt i Gulatings- og Frostatingslagen Kongen; paa Oplandene deltes det forbrudte Gods mellem den Fornærmede, Kongen og Bønderne[17], og i Byerne synes ligeledes altid en Andel, maaske Halvparten, at være tilfaldt Bymændenes Kasse. Hvor den Fredløses Arving tog hans Jordegods, skulde saavel Gjælden, som de Trængende, hvis Forsørgelse havde paahvilet den Fredløse, forholdsvis fordeles mellem dette og Løsøret. Se herom G. L. 162; F. L. IV. 22 og V. 13; B. R. 13, 14 jfr. 15 og 33. – Ved Kristendomsbrud tilfaldt den Fredløses forbrudte Gods i Trøndelagen Erkebiskoppen alene (F. L. III. 15 og 23), i Gulatingslagen Kongen og Biskoppen, hver for det Halve (G. L. 7, 8, 24), i Vigen Biskoppen indtil 3 Mark og Kongen det overskydende (B. K. R. 11 og 16), og paa Oplandene Kongen, Biskoppen og Bønderne, hver en Tredjepart (E. K. R. 8, 25, 30, 32, 44 og 45). – Ifølge Haakon Haakonssøns Forordning om Drabssager (F. L. Indl. 2) skulde Kongen imidlertid, selv hvor Fredløshed virkelig indtraadte, ikke tage mere end den lovbestemte Tegngjæld (8 Ørtuger og 13 Mark) af Godset, og altsaa det Øvrige med Fradrag af Gjælden tilfalde hans Arvinger, undtagen i Ubødesager.

  1. ↑ Jfr. Munchs Hist. II. S. 937–38.
  2. ↑ Ef maðr er gerr at úbótamanni, ok hefir eigi sakar-áberi styrk til eða kunnastu at skera örvar upp, þá er hann þó úbótamaðr jamvel sem áðr.
  3. ↑ Ef þeir synja hánum þinggöngu, þá helga þeir hann ok eyri hans allan.
  4. ↑ Engi verðr útlægr, nema hánum stefni þing maðr eða ör eða horn í kaupangi til móts.
  5. ↑ G. L. 152: Ef maðr er í flokki veginn, þa er vel, ef hefnt verðr. En ef hann undan rennr til skógs, þá skulu allir eptir renna ok engi fyrir standa. En ef þeir falla, er forstöð veita, þá falla þeir útlagir ok eigi fé þeirra útlagt. En þó at þeir falli eigi, þá skulu þeir þó bœta friðbrot konungi, fjóratigu marka. En ef hann verðr handnuminn í þeirri rás, þá helgar hönd hann til þings ok þeðan til bana. Hafi frændr hins dauða at halda hann, ef þeir vilja, ok halda hann til þings: ellar fœri ármanni konungs; hann er sekr 40 marka, ef hann vill eigi við taka. Lendrmaðr skal við taka, ef eigi er ármaðr til; hann skal ok gjalda 40 marka, ef hann tekr eigi viðr. Nú skal ármaðr konungs eða lendrmaðr fá bana til, ellar gjalda 40 marka. – 183: Ef maðr særir annan í flokki, ef hann býðr lög fyrir sik ok leggr niðr vápn sinn, þá skal hann í fjötur setja. En ef hann deyr ór sárum, þá drepi hann á fœtr hinum dauða, ok leysi svá sik úr fjötri. Nú ef hinn lífir lengr, en hrúfa sé á sari, bœti hánum sárbótum en baugi konungi.
  6. ↑ F. L. IV. 10: Ef maðr er særðr a þingi ok renna allir eptir þeim manni til skógs, er víg vakti. Nú verðr hann farinn, þá, ef hann vill at lögum verjast, þá leggi hann vápn niðr ok bjóði løg fyrir sik. En þegar hann er handlagðr eða leggr hann vápn sín niðr, þá er hann friðheilagr maðr, meðan hinn lífir, ok eigi dræpr, meðan hinn er lífs hinn sari. Binda skal þann mann ok ármanni fœra, en hann á vørð at veita ok svá lendrmaðr. Nú ef ármaðr þarf liðs at gæta hans, þá skal nefna frændr hins sára at gæta með hánum, eða greiða bœnðr með hánum svá marga, sem ármaðrinn þarf. En ef hann hleypr frá ármanni, ok verðr hinn sári dauðr, þá skal drepa ármanninn. En ef ármaðrinn er ekki heima, þá skal fá þann mann bundinn konu hans; en ef hvárki er heima, þá skal fá i hønd verkhus-bryta ok svá lið með hanum at halda hann. En frændr hins sárá eigi kost at halda hánum, ef þeir vilja, at ekki varðar þá þó at hann hlaupi frá þeim. En ef ármaðr synjar viðtøku, þá skulu þeir hafa vitni til ok setja þann mann bundinn á flet hans; þá varðar hánum æ hit sama, nema ofríki taki af henum. En hvervetna er ármaðr tekr útlegðar-fé manns, þá skal hann fá mann til at høggva þann mann, er á þing kemr, nema arfi sé nær. En arfa liggr ekki við, þó at hann gefi hánum gang, ok búandum liggr ekki við, þá at hann gangi af þinginu, ef erfingi hins dauða gefr hánum gang. En ef erfingi hins dauða gefr hánum eigi gang, þá drepi ármaðr þann mann, sem fyrr var mælt.
  7. ↑ Saa siger ogsaa den islandske Lovsigemand Thorkel Maane ligefrem, Hørdss. Kap. 10. – Jfr. ovf. I. S 89; K. v. Amira, Das Vollstreckungsverfahren S. 48 fgg.; K. Maurer i Krit. Vierteljahrsschrift XVI. S. 83; E. Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 102 fgg.
  8. ↑ Aldregi er hann heilagr fyrr en hann hefir bœtt við sakar-ábera ok ármanni konungs; en ef hann býðr bœtr báðum þeim, þá helgar hann sik, hvárt sem þeir taka við eða eigi.
  9. ↑ Ef maðr særir mann saklausan, eða skemmir fullréttis-verkum opinberliga, ok fær hinn hefnt sín sidan eda frændr hans, fyrr en løgboð komi fyrir hann með fullum vørðslum, þá er hinn útlægr, hvart sem hann fær hana eða aðrar skammir, er fyrri braut friðin, nema konungi ok øðrum skynsømum mønnum virðist aðrir atburðir á þvísa máli. En ef hann kemr boðum fyrir sik með fullum vørðslum, þá er hann friðheilagr, en hann útlægr, er sidan drepr hann. En þó at sá maðr komi í sættir, er of sinn vann á saklausum manni, ok vinnr hann enn slíkt verk annat sinni, ok traustir svá fé sínu eða . frændum sínum, ok kemr hann enn boðum fyrir sik, þá taki hinn því at eins sættir, at hann vili, er síðar var misgert við, þó at hann sé fridheilagr við konung ok bótamadr, þó at hann nefni sín, hvárt sem hinn deyr eða lifnar.
  10. ↑ F. L. IV. 41: Ef konungr leyfir útlægum manni landsvist, þá skulu menn fœða þann mann at orsekju, ok samvistum með vera. En hann er þó útlagr við eptirsýnar-menn, þar til er hann bœtr við þá ok trygðar eru þeirra á millum. En mannsbani skal eigi í land koma, nema han hafi jartegnir konungs til þings, eða sá syslumaðr geri hann innlendan, er hann sýnir þær jartegnir konungs á þingi því, er hann skal ílenda á, at hann skal øll mál setja í því fylki af konungs hendi.
  11. ↑ B. K. R. 3: – – – þá heitir móðir morðingi át barni sínu; hon hefir fyrirgert fé ok friði, landi ok lausum eyri, fari á land heiðit ok komi aldri þar, sem kristnir menn eru. – E. K. R. 3: – – – þá er hon útlæg, ok skal biskup skripta henni af landi brótt, ok skal hon svá lengi brottu vera, sem hann skriptar henni.
  12. ↑ útlagr ok úheilagr ok ubótamaðr, ok komi aldrigi í land aptr.
  13. ↑ Ef einhverr þeirra gengr á þau grið, þá hefir sá fyrirgert landi ok lausum eyri ok friði sínum við alla menn ok komi aldrigi í land aptr.
  14. ↑ Engi má jørðu sinni fyrirgera, nema hann vegi skemðarvíg eða geri níðingverk.
  15. ↑ Engi maðr má meiri fé fyrirgera at einu sinni en því, er hann er eigandi at.
  16. ↑ Ef fé manns verðr útlægt, þá skal ármaðr gera fimtarstefnu øllum mønnum á þingi, er fé eigu at hinum, er þat fé átti, þangat er féit er, ok komi hverr þangat með váttum sínum. Slika skuld skal hverr hafa brótt, sem vitni berst til, meðan fé vinst til … En alt þat, er konuni er goldit með vitum ok með váttum eða í øðru fé, þá á hon þat allt. … Ef erfingi útlags manns tekr jørð eptir hann, en ármaðr ok yfirsóknar-menn útlagan eyri allan, þá skal virða á fimtar-stefnu þeirri, er mønnum er til grei, skulda sinna bæði jørð ok útlagan eyri; skulu ørvasar ok úmagar á þann hlut hverfa fleiri, er betri þykkir. – – En ef ármaðr tekr fé útlags manns, ok átti hann enga jørð, þá skulu ørvasar fé fylgja; en ef útlagr maðr á jørð ok tekr ármaðr ekki af fé útlags manns, þá skal hann ok ekki taka úmegð hans.
  17. ↑ Se Brudstykket af den ældre Eidsivatingslov i N. gl. L. II. S. 523, M. B. K. R. 26: þrídeili á.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/47&oldid=186256»