Forelæsninger over den norske Retshistorie/49

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Allerede mod Slutningen af det ældre Lovgivnings-Tidsrum mærker man kjendelige Spor til en Stræben fra det Offentliges Side efter at tage Straffemyndigheden i sin egen Haand og alene anvise den fornærmede Privatmand en Anklagers Rolle. Derhos sees navnlig Kirken, saa snart den havde vundet en nogenlunde fast Stilling og Magt inden Samfundet, at have gjort sin Auktoritet gjældende til Strafferettens Omdannelse overensstemmende med den kristelige Opfatning af Forbrydelsen som Synd og Straffen som en retfærdig Gjengjældelse. En saadan Udvikling af strafferetten kunde ogsaa meget vel foregaa uden noget aabenbart Brud paa selve det gamle Princip, ved paa den ene Side efterhaanden at begrænse Privathævnen inden stedse snevrere Grænser, og paa den anden Side i stedse større Udstrækning at benytte den Adgang, som det Offentlige altid havde til at optræde som fornærmet Part ved alle forsætlige Lovovertrædelser. – Heraf maatte det da igjen blive en naturlig Følge, at man, uden at opgive Straffens oprindelige Betydning af Opreisning og Fyldestgjørelse for den Fornærmede, efterhaanden kom til at forbinde hermed en Forestilling om, at den tillige skulde virke afskrækkende fra Forbrydelser i Almindelighed. – Men en saadan Opfatning af Forbrydelse og Straf maatte igjen, naar den først havde vundet en almindeligere Indgang, paa mange Maader føre til et helt forandret System saavel i Henseende til Bedømmelsen af Lovbruddets egen Karakter, som ved Ansættelsen af Straffen og Strafondets Art.

I Magnus Erlingssøns Retterbod af 1164, G. L. 32, F. L. V. 44 – 46, som netop for en væsenlig Del skyldes Gejstlighedens Indflydelse, er den forandrede Opfatning særdeles kjendelig[1], og end mere fremtræder denne i Haakon Haakonssøns i F. L. Indl. og i Jærnsiden indtagne Retterbøder et Aarhundrede sednere: Ubødesagernes Tal forøges, og det netop med saadanne Forbrydelser, hvis indre Strafværdighed er størst, saasom Barnemord, der tilforn blot var en 3 Marks Sag (G. L. 22); Forpligtelsen til at overholde lovlig fældede Domme indskjærpes paa det alvorligste, og Straffen for Domrov forhøjes; Privathævnen indskrænkes betydelig, og Kongen faar det endog i sin Magt gjennem Meddelelse af Landsvist at tvinge Eftermaalsmændene til at lade Drabssager afgjøre ved Dom, hvorhos det nyere Sagetal (F. L. VI. 2) giver Domsmændene Myndighed til efter Omstændighederne at moderere Mandeboden. Paa den anden Side bestemmes det nu, at Bøder skal erlægges, selv om Gjerningsmanden virkelig mister sin Fred (F. L. Indl. 3, 4, 8), og de kongelige ombudsmænd indskjærpes Pligten at efterspore og straffe Misdædere (F. L. Indl. 12).

Magnus Lagabøters Love, der helt igennem bærer Præg af den store Tilvæxt, Kongedømmet som Central-Auktoritet i Samfundet nu havde modtaget, viser ogsaa i Strafferetten et fuldstændigt Omslag af den gamle Opfatning. Al Straf udgaar her fra Staten selv, og Privathævnen bliver fuldkommen afskaffet (M. L. IV. 12 jfr. 16 og 20 og X. 2; Hkb. 42 jfr. Hdsk. 36). Selv hvor den, der har øvet Drab eller Legemsfornærmelse, ikke kan betale Bøderne, maa han dog ikke refses eller dræbes af Andre end den kongelige Ombudsmand; „ti det er Loven, som refser, og ikke han, hvor han gjør sin Skyldighed, efter som Loven byder; men Andre gjør det af Had og Avind“[2]; Drab paa den, der her kongeligt Lejde, gjøres til Ubødesag (M. L. IV. 4). Ubødesagernes Antal er forøget; den ubetingede Fredløshed overgaar til Livsstraf, og legemlig Refselse anvendes nu i flere Tilfælde (M. L. IV. 16, Beg. og X. 2, No. 11). – Derimod forsvinder den simple útlegð i sin gamle Betydning. I de groveste Tilfælde bibeholdes Fredløsheden i Betydning af Landsforvisning og Formuekonfiskation, saasom i M. L. III. 3 og 5. IV. 11, X. 1; men iøvrigt gjælder nu overalt som Regel, at alle Sager, som kan, ogsaa skal afgjøres ved Bøder. Naar det alligevel paa nogle Steder heder, at Fornærmeren skal fare utlæg, hvis han ikke vil bøde, saasom for Legemsfornærmelse (M. L. IV. 19), for Hor (IV. 25), da viser Lovstederne selv, at dette alene er en Talemaade, og at det ogsaa i dette Tilfælde er Kongens Ombudsmand, der bringer den subsidiære Straf i Udøvelse. Enkelte Steder staar útlegð igjen som en Levning fra de ældre Kilder, medens Straffen i Virkeligheden er Bøder, saasom M. L. IX. 5, hvor der menes en Bod af 4 Mark, jfr. Kap. 7 og Kilden, G. L. 254. Paa samme Maade er vistnok Slutningsbestemmelsen i M. L. IV. 25, der tillader Blodhævn for gjentaget Hor, alene ved Uopmærksomhed indkommet i enkelte Afskrifter i Landsloven fra F. L. XI. 14; medens dette Tillæg mangler saavel i det tilsvarende Kap. 26 af Byloven som i Parallelstedet i G. L. 32. – Endelig undergik Bødesystemet i den nye Lov den gjennemgribende Forandring, at den personlige Ret ikke længere var bestemt alene i Forhold i Vedkommendes Stilling i Samfundet, men for hvert enkelt Tilfælde skulde bestemmes ved Skjøn af 6 eller 12 af Lagmanden eller Sysselmanden opnævnte Mænd efter Sagens samtlige Omstændigheder, ligesom Landnamet skulde rette sig efter Aaværkets Størrelse indtil et efter den Fornærmedes Stand afpasset Maximum (M. L. IV. 12 og VII. 20 jfr. 48). Ogsaa Bøderne til Kongen for Legemsfornærmelser er nu bestemte efter Fornærmelsens egen Beskaffenhed, istedetfor at Saarbøder tidligere rettede sig efter Fornærmerens Stand (M. L. IV. 19); og hvor Domsmændene paa Grund af formildende Omstændigheder nedsætter Boden til den Fornærmede, loves der udtrykkelig i Kap. 20, at Bøderne til Kongen skal eftergives i samme Forhold. – Iøvrigt maatte den almindelige Reduktion af de offentlige Bøder til Tredjedelen af deres tidligere Størrelse uundgaaelig bidrage til at forstyrre Systemet med absolut lovbestemte Bøder, da de reducerede Satser, især under Pengenes stadig synkende Værdi, hyppig maatte vise sig ganske upassende.

De mærkelige Forskrifter i M. L. IV. 17, der vistnok som Læresætninger skriver sig fra en tidligere Tid, men som Lovbud dog først er udtalte af Kong Magnus, viser noksom at den nye Lov aabent vedkjender sig og vil hævde Opfatningen af Forbrydelsen som Brud paa den sædelige Livsorden og Straffen som en, fra Øvrighedens af Gud forlenede Straffekald udgangen, retfærdig Gjengjældelse[3]. Men ved Siden heraf fremhæver dog Loven Samfundets Sikkerhed mod Ildgjærningsmænd som Straffens nærmeste Hensigt (se M. L. IV. 3, 4: „ef konungr eða hans umbodsmaðr láta refsa til lanðhreinsanar ok friðar“).

Endelig maa det mærkes, at den nye Lov i ethvert Tilfælde gjør Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred afhængig af, at han erholder kongelig Landsvist, i hvis Mangel Livets Tab og Formuekonfiskation lige saa vel rammer ham som Morderen; medens det efter de ældre Love var tilstrækkeligt, at han forligte sig med den Dræbtes Frænder og erholdt Tryghedstilsagn af dem (M. L. IV. 1 jfr. 2 og 16). – Ligeledes er den undvegne Ubødemands Adgang til at gjenerholde sin Fred ved at bringe sandt Hærsagn efter den nye Lov afhængig af kongelig Landsvist; medens han efter de ældre Love lik sin Fred tilbage uden videre (M. L. III. 6). Derhos er det neppe tvivlsomt, at Kongen nu har anseet sig berettiget til ogsaa i Ubødesager under særegne Omstændigheder at gjengive den skyldige Freden, saa at den tidligere skarpe Forskjel mellem Ubødemaal og Utlegdarmaal efterhaanden udslettedes, og de forskjellige Fredløshedstilfælde alene adskillede sig ved den lettere eller vanskeligere Udsigt til at opnaa Benaadning.

Uagtet saaledes det gamle Straffesystem med Fredløshed og Bod i Navnet er bibeholdt i det væsenligste uforandret i Magnus Lagabøters Lovgivning, saa er dog i Virkeligheden Strafferetten i denne saa forandret og har i den Grad tilegnet sig de nyere Grundsætninger, at Overensstemmelsen med den ældre egentlig alene er tilstede i Navnet. Dette har netop sin Grund deri, at Apparatet for en virkelig Strafferet selv under Privathævnens Herredømme var tilstede, men kun tildækket af denne, saa at, hvad der kom an paa, egentlig alene var en forandret Opfatning af det, som skede, og dettes Betydning Det Punkt, hvori Sporene af Straffens oprindelige Væsen endnu bevaredes og holdt sig længst, er Straffeondets egen Art, idet Frihedestraffe manglede; men dette blev af ganske andre Grunde, nemlig af Hensyn til de fiskale Interesser, først i en meget sednere Tid forandret gjennem Benyttelse af Forbrydernes Arbejdskraft. I den virkelige Brug havde man allerede mod Slutningen af det 13de Aarhundrede: Livs- og Legemsstraffe, Landsforvisning, Formuekonfiskation og Bøder.

Livs- og Legemsstraffe opfattes i den nye Lov som selvstændige Strafonder og ikke som blot naturlige Følger af Fred- og Retløsheden. Livsstraf modsættes udtrykkelig Fredløshed i M. L. IX. 1, jfr. IV. 11[4]. Den fuldbyrdedes altid ved Halshugning, jfr. G. L. 259; F. L. IV. 10 se og Jomsvikinga S. Kap. 47. I Borgretten foreskrives Hængning for Tyveri. Hexer skulde man efter den ældre Gulatingslov føre ud paa Søen, knække Ryggen paa dem og drukne dem, Sv. K. R. 98. N. gl. L. II. S. 495, se og J. K. R. 65.

Legemsstraffe anvendtes efter de ældre Love kun i enkelte Tilfælde paa Frie, nemlig for smaat Tyveri, Gadeløb (G. L. 253, F. L. XIV. 2, B. R. 168), og efter Kristenretten for Omgjængelse mod Naturen, Gilding (G. L. 30, F. L. Indl. 11). Derimod havde disse sin regelmæssige Anvendelse paa Trælle, hvor de imidlertid nærmest er at betragte som Tugtelser, ikke som egentlige Straffe. Saaledes for at spise Kjød i Fasten (G. L. 20), for at udsætte sit Barn (G. L. 22, F. L. II. 2), for Helligbrøde (G. L. 16, F. L. II. 28), for at løbe bort (F. L. X. 40). Selv for Kongens Aarmand, der i Regelen forudsættes at være Træl, foreskriver F. L. V. 43 legemlig Refselse efter Kongens Bestemmelse naar han misbruger sin Embedsmyndighed og ikke kan bøde. For Tyveri bestemte G. L. 259, at indenlandsk Træl skulde halshugges men udenlandsk Træl pidskes; Trælkvinde eller frigiven Kvinde, som stjal, skulde miste Ørene og Næsen. – Den nyere Lovgivning anvender derimod Pidskning som regelmæssig Straf for simpelt Tyveri, subsidiært for Bøder, i Gjentagelsestilfælde i Forbindelse med Brændemærke (M. L. IX. 1), hvorhos den paabyder legemlig Straf i en Flerhed af nye Tilfælde. Saaledes sætter M. L. IV. 14, B. L. 15, jfr. Hkb. 44 Haandens Gjennemstikning som Straf for at stikke med Kniv, og M. L. IV. 15, B. L. 16, jfr. Hkb. 45 Fortændernes Udbrydning for Mænd, som bides. Borgretten (gl. L. III. S. 144) sætter Haandens Tab som Straf for Hug eller Stik og Haandens Gjennemstikning som Straf for Pust; hvis en Hirddreng slog en Væbner, skulde han miste sin Haand, og hvis ban skjeldte ham ud, stikkes gjennem sin Arm. Sammesteds foreskrives „at ligge i Sækken paa Vand og Brød“ som Straf for at hæve Vaaben mod Nogen i vred Hu samt for Vagtforsømmelse i Fejdetid. Mørkt Fængsel (at setjast í myrkvastofu) foreskrives i Byloven VI. 3 (jfr. Epilog gl. L. II. S. 286) for Vægternes Forsømmelse (medens III. 4 anvender Pidskning som Straf for ikke at ville holde Vitevagt); ligeledes foreskrives mørkt Fængsel for den, der nægter at indfinde sig paa Kongens Kaldelse (Rb. 11 Oktbr. 1303), samt for den, der gaar med skjulte Vaaben i Kjøbstæderne. I Magnus Lagabøters Retterbod af 1273 (Hirdskraa 36) forudsættes Fængsel regelmæssig anvendt istedetfor Livsstraffen for Drab under formildende Omstændigheder[5]. Refselse (Pidskning) efter lovlig Dom foreskrives endvidere i M. L. V. 2 for Koblersker; i VII. 37 for dem, som patter Andres Kjør, samt i VIII. 5, B. L. 13, for den insolvente Debitor, der løber bort. Ved Rb. 18 Febr. 1348 blev Brændemærke føjet til Lovbogens Straf for Mened (IX. 16).

Æresstraf som saadan var ganske uforenelig med det gamle Straffesystem. En Mands borgerlige Ære var ikke noget, hvorover der vilkaarlig kunde disponeres, eller som kunde afgives til en Andens Fyldestgjørelse. Derimod forstaar det sig, at den faktiske Infami, der ledsager visse efter den almindelige Mening skammelige Handlinger, heller ikke hos vore Forfædre kunde være uden retlig Betydning. Dette viser sig allerede i de ældste Love deri, at Handlingens skammelige Karakter stundom udtales i selve Loven, saa at Domfældelsen altsaa indeslutter en foragtelig Karakteristik af den Dømte; den legemlige Refselse var jo ogsaa, hvor den anvendtes, ligefrem beregnet paa Forhaanelse. I Forbindelse hermed ser man tillige, at visse Forbrydelser medførte Tabet af personlig Ret, uden at dog Forbryderen mistede sin Fred. Dette var saaledes Tilfældet for smaat Tyveri, Hvinske samt for dem der pattede Andres Kjør eller stjal i Andres Urtehaver (G. L. 253; F. L. XIV. 12, 13, 14; B. R. 147, 148. 168; M. L. IX. 1, 9, 10 jfr. VII. 37); endvidere for den, som skar Andres Sildegarn istykker (F. L XV. 6); for arbejdsføre Betlere (F. L. V. 32 (Hkb. 40) og X. 39, jfr. B. R. 163; M. L. IV. 28); for den, der nægtede at opfylde sin Vidnepligt eller aflagde urigtigt Vidnesbyrd (F. L. IV. 7 og XIII. 25, jfr. M. L. IV. 11. IX. 16 og Rb. 18 Febr. 1348); for den, der manglede Vaaben (F. L. VII. 13). Disse Folk kunde altsaa af Enhver ustraffet forhaanes og slaaes, jfr. B. R. 112 og 131, hvorefter den, som mødte tomhændt ved Ildebrand, skulde være „snattaðr (udplyndret?) maðr,“ brødig 3 Mark og retløs. I M. L. III. 11 bestemtes det, at den, som manglede de anordnede Vaaben, skulde være Halvrettesmand, og i IV. 27, at Slagskjæmper, (boðslottar), som ubudne trængte sig ind i Gjestebud, alene skulde tage halv Ret, om de blev bortjagede med Hug og Slag. – Da den personlige Ret efter de Gamles Opfatning ligefrem var Udtrykket for Individets Plads og Betydning i det borgerlige Samfund, kan man paa en vis Maade betragte Retløsheden som en virkelig Æresstraf, idet Beskyttelse paa Liv og Lemmer naturligvis ikke unddroges den Retløse, og vistnok heller ikke, i alle Fald de grovere, Forgribelser paa hans Ejendom var tilladte[6].

Blandt de vanærende Prædikater hvormed Lovene belægger visse Handlinger, kan mærkes: at heita drengr at verri eller at heimskari. Saaledes: naar Nogen utilbørligen tager Hjemmegift til Systeren af den umyndige Broders Gods (F. L. XI. 9; M L. V. 3); naar Ombudsmanden tager Bestikkelse ved Bortbygsling af en Gaard (M. L. VII. 7); naar Nogen hugger Halen af anden Mands Hest (M. L. VII. 37); naar Nogen ubeviseligen roser sig af at have ligget hos en Kvinde (M. L. IV. 29: snápr); for Hvinske (M. L. IX. 10, jfr. F. L. XIV. 12: hvinn); naar en Handel var sluttet uden Vidner, skal Sælgeren efter M. L. VIII. 10, B. L. 9 nægte den med sin Ed, „eða haldist kaup þeirra snápa“; naar en Færgemand vidende satte en Tyv over Færgested, skulde han efter M. L. VII. 47 (Kilden til Lovb. 3–11–8) miste sin Hud „ok heita þjófs nautr“. – I en Retterbod for Bergen af Haakon Magnussen den yngre (gl. L. III. S. 210) jfr. Dronning Filippas Anordning af 1425 (Paus S. 237) foreskrives, at Horkvinder, Tyve, Menedere og andet udædisk Folk, som, efter at være bortviste fra Byen, kommer tilbage igjen, skal „miste Øret og drage Stene af By“ hvilken sidste Straf oftere forekommer for Kvinder i de svenske og danske Kjøbstadslove[7].

Ved M. L IV. 23 blev som almindelig Straf for ærekrænkende Beskyldninger, hvilke i den ældre Ret var betegnede som útlegðarmal, men i den virkelige Brug forlængst gaaede over til Bødesager, fastsat en Bod af 4 Mark til Kongen (jfr. Hkb. 37; B. R. 152 og G. L. 138). Denne samme Bod, der vistnok er dannet efter den gamle 15-MarksBod, er i den nye Lov ligeledes sat for Hæleri og uhjemlet Besiddelse af Tyvekoster, der efter den ældste Lov ogsaa havde medført útlegð (M. L. IX. 4, 6, 7, jfr. G. L. 254, 257, 258), saavelsom for Mened, der efter Loven ogsaa medførte Tabet af personlig Ret og sednere tillige belagdes med Brændemærke (M. L. IX. 16 og Rb. 18 Febr. 1348). Det var saaledes naturligt, at denne Bod maatte antage en særlig odiøs Karakter; man finder ogsaa, at den i og for sig har været betragtet som vanærende, uden Hensyn til Forbrydelsens Beskaffenhed, jfr. Chr. IV. L. I. 6, der finder det fornødent udtrykkelig at sige, „at man ikke bliver æreløs for Domrov, uagtet man bøder 4 Mark“. For ærekrænkende Beskyldninger tilføjer derimod Chr. IV. L III. 21 udtrykkelig, idet den gjentager Bestemmelsen i M. L. IV. 23 om 4-Marks Bod: at Injurianten skal „blive en Løgner derfor“, hvorved denne Bod paa samme Maade som den tilsvarende Tremarks-Bod i Danmark (J. L. II. 109) ligefrem betegnes som infamerende[8]. – I Borgretten (gl. L. III. S. 144) bestemmes ligeledes, at den, der kalder en Anden Tyv, eller bruger andre Ukvemsord, skal i alle Borgfolkenes Nærværelse bede den Fornærmede om Forladelse „og sige, at han løj som en Skalk“.

Paa denne Maade udviklede den faktiske Infami, der i visse Tilfælde havde faaet Udtryk i selve Loven, sig efterhaanden paa en halv tilfældig Maade til virkelig Æresstraf. Uden Tvivl havde dette for en væsenlig Del sin Grund i, at, paa samme Tid, som Straffens offentlige Karakter mere og mere gik ind i Bevidstheden, forbandt man i den almindelige Mening et strengere juridisk Begreb med den i Domsform udtalte dadlende Karakteristik. – Særskilte juridiske Virkninger udenfor dem, som umiddelbart fulgte af den manglende Beskyttelse mod Ærefornærmelser, samt Udygtigheden til at være Vidne og, i den sednere Tid, til at vinde Kjøbstadborgerskab, omtales ikke i vore ældre Retskilder.

Heller ikke findes der i vore gamle Love Spor til, at nogen juridisk Infami har fulgt visse Stillinger eller Næringsveje, saasom Bøddeltjeneste, uægte Fødsel o. dl. – Om den, der blev Skyldtræl, fordi han ikke kunde betale sin Gjæld, er det i G. L. 71 udtrykkelig sagt, at han beholder sin personlige Ret mod alle Andre end Kreditor, dennes Hustru og øvrige Trælle, jfr. M. L. VIII. 5, B. L. 13.

  1. ↑ Jfr. Munchs Hist. II. S. 936–38.
  2. ↑ M. L. IV 16: Svá er mælt ok staðfest um alt landit, at ef maðr drepr mann eða veitir þær ákomur eða gerir þau nøkkur verk, at hann á at láta lif eða limu at løgum, þá skulu þeir, sem næstir eru, eða þeir, sem fyrst megu ná, taka þann mann ok fœra syslumanni bundin eða fjøtraðan. … Syslumaðr er skyldugr at taka þann mann ok fœra á þing, en bœndr eru skyldugir at dœma hann eptir løgum á þingi, en syslumaðr at láta refsa eptir løgum. Nú er því svá skipat, at engi má þetta sektarlaust gera, nema sé dómari, er konungr hefir til þess skipat; því at løgin refsa, en eigi hann, þó at hann geri sína skyldu eptir því, sem løgin bjóða hánum, en aðrir gera með heipt ok øfund; ok því veitir þat all-opt, at þeir fá fyrst mannskaðan ok svara síðan stórum skriptum með frekum fjár-gjøldum. Nú hverr, sem öðruvís gerir, ok profast svá, at hann mátti þvísa viðkoma, þá er hann útlægr til þess, er konungr gerir skipan á eptir mála-vøxtum, hvat nauðsyn til dró þann, sem gerði. – 20. Nú vill sá eigi bœta, er misgerði, þá skal sá, er misgert er við, kera fyrir konungs umboðsmanni þeim, er hann hefir réttinda-vald í henðr fengit; þá skal réttarinn þeim báðum til sín stefna ok nefna 12 hina skynsamastu menn til, at dœma millum þeirra, ok setja á sala-stefnur. En ef sá vill eigi gjalda, er misgerði, slíkt sem dœmt var, þá sœki út með dómrofum ok atførum. Nú vill sá eigi gjalda, er misgerði, en konungs umboðsmaðr afrœkist rétt at gera, ok hefnist sá siðan, er misgert var við, sinnar vanvirðingar, ok verðr hefndin meiri, en til var gert, þat sem millum ferr eptir skynsamra manna dómi, þá er þeir sættast, þat skal hálfr gjalda sá, er hefndist sín, en hálft konungs umboðsmaðr bæði konungi ok þeim, er fyrir vanvirdingu varð, því at hann afrœktist rétt at gera. En ef hann hefnist svá, at eigi varð hefndin meiri, en til var gert, þá er hann saklaus við konung, því at hann beiddist réttar síns áðr; en konungs umboðsmaðr gjaldi einsamann konungi slíka sekt sem við liggr, því at hann afrœktist rétt at gera. Nú verðr maðr skemdr saklaus, ok hefnist hann þegar í hriðinni, ok eru þar til tveggja manna vitni skynsamra, þá vinnr hann á úgildum manni, ok á konungr engan rétt þar af, né sjalfr hann, hvart sem hann fær sár eða ben; en ef hann deyr af, þá sé undir konungs miskun eptir málavøxtum.
  3. ↑ M. L. IV. 17: En af því, at løgbók váttar svá víða, at þá menn, sem til refsinga hafa gert, þá skal á þing fœra ok dœma ok eptir þeim dómi refsing á leggja, þá hœfir þeim innvirðiliga at rannsaka, er til dómanna eru teknir, ok með mikilli hófsemi at meta, hvárt misgert er við saklausan mann, eða fyrir litlar sakir ok þó nøkkurrar, eða miklar sakir ok þó eigi nógar, eða svá nógar, at full nauðsyn þikkir til hafa rekit. Svá ok hvárt nøkkur laga-boð hafa móti komit eða engi, eða þat sem harðast er, at sá hefir bóta beiðst, er misþyrmt var, og þó engar fengit. Svá ok hvárt nøkkut var kert fyrir réttaranum; en laga orskurðrinn er sjálfskipaðr þeim, sem á saklausum mønnum vinna. En því er dómrinn til nefndr, at þá skal sakir meta ok misgerningar, ok tempra svá dóminn eptir málavøxtum, sem þingmenn ok réttarinn sé sannast fyrir guði eptir sinni samvitsku: en eigi svá sem margr snápr hefir svarat her til: at þeir dœma ekki annat en løg; því at sannliga skulu þeir því fyrir svara, sem løg vátta þeim á hønd, er vánda menn láta údœmda undan ganga, af vanrefst er af domarans hendi, ok svá ef ofrefst er þeim, sem miskunnar eru verðir. Finnast ok nóg dœmi til þess, at þeir hafa hlotit harðar hefnðir af guði, er vandœmt hafa, ok þó enn harðari hinir, er ofdœmt hafa, ók því skal dóminn hvervetna til hins betra fœra, ef þeir vitu bæði jamvíst; því at allmjótt er mundangs-hófit. En því mjóra sem er, þá eru þeir því sælli, er svá fá hœft þeirra fjóra systra hófi, sem í øllum réttum dómum eigu at vera, svá at guði liki ok mønnum hœfi. En þat er miskunn ok sannindi, réttvísi ok friðsemi: Miskunn á at varast, at eigi komi grimd eða heip í dóma; sannindi hœfir at geyma, at eigi verði lýgi framborin; réttvisi á at varast, at eigi verðí með rangindum hallat réttum dómi; friðsemi á at varðveita þar til, er réttr dómr fellr á, at eigi verði með ofmikilli bræði ákafr áfellis-domr álagðr. Ok því geymi dómarar þessa, at þetta er því þurftuligra, sem gerr verðr atreynt í øllum dómum. En at menn varist því meir ranga dóma, þá má varla illt varast, nema viti; ok því minnist menn á, at með fjórum háttum verða rangir dómar: annathvárt með hræðslu, þar sem maðr óttast þann, sem hann skal um dœma; elligr með fégirnd, þar sem maðr snikir til nøkkurar mútu; eða með heipt, þar sem maðr hatar þann, sem hann skal um dœma; eða með vináttu, þar sem maðr vill veita lið félaga sínum. Ok er þá illa skipat, er þessum hórbørnum er innvísat, en hinar skilgetnu systr em bróttreknar, sem áðr váru taldar; því at illa man sá dómr virðast fyrir góðum mønnum, en allra verst fyrir guði. Er æ því betr, er þetta kapitulum er optarr lesit þar, sem um stór mál er at dœma. – Minnist menn ok á einkanliga at fá þeim mønnum prest, sem til bana eða lima láts eru dæmdir, ok gefi til þess góða stund ok tóm, áðr en hánum verði refst; því at ill verk skal hata, en elska manninn at náttúruligu eðli, en sálina allra hellst sem jafnkristinn sér. – Jfr. Munchs Hist. IV 1. S. 523.
  4. ↑ Det siges her, at, hvor Viglysningen og den Dræbtes sigtelse samtidig fremkommer paa første Ting, skal den sidste staa for fulde fremfor den første, dog saa, at Gjerningsmanden ikke bliver Morder men alene fredløs. Fredløsheden er i dette Tilfælde aabenbart strengere end i de Drabssager, hvor Viglysningen stod forfulde, og hvor Drabsmanden havde Adgang til at slippe med Bøder, – men paa den anden Side mildere end i Mordtilfælde, hvor den medførte Livsstraf. Jfr. F. L. IV. 7 og G. L. 240.
  5. ↑ Hdsk. 36: Ef þeir menn verða afteknir, er full nauðsyn rekr til, þá skal sýslumaðr sende veganda til konungs í griðum með þeirri herming, sem þeir vilja svara fyrir guði at sønn er. Dœmist mannsbani svá, at hann sé verðr myrkvastofu, en eigi bana, þá skulu sýslumenn senda í þá staði, sem hér fylgir: allir fyrir sunnan Svertiborg til Konungahellu; en norðr fra Svertiborg til Valdinshólma; en inn í frá Kamborn ok af Raumaríki ok út hit vestre til Drafns til Oslóar; en út frá Drafni ok af Þelamørk ok alt vestr til Rygiarbits til Tunsbergs; en af øllum Upplendum nema Raumaríki til Mjarsar-kastala.
  6. ↑ Jfr. derimod v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 71 fgg., hvor Retløsheden opfattes som en lavere Grad af Fredløshed og, som denne, sigtende til at øve en psykologisk Tvang paa Lovens Overtræder til at opfylde sin Pligt.
  7. ↑ Se Kofod Anchers Skr. II. S. 743.
  8. ↑ Se Kolderup-Rosenvinge, Retshistorie II. S. 115–116.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/49&oldid=186385»