En paatænkt tydsk Menighed i Christiania 1676
Medens Danmark rundt omkring i sine Provindser, navnlig i det syttende Aarhundrede, har talt temmelig mange tydske Menigheder[1], forekommer i Norge egentlig kun i to Byer, Bergen og Kongsberg, sidestykker hertil. En liden tydsk Menighed, der opstod i Reformationsaarhundredet i Thelemarken, hvorhen en Del Grubearbeidere vare indkaldte fra Sachsen, havde kun en kort Tilværelse og liden Betydning. Som man af det nedenfor meddelte Brev vil kunne se, paatænktes imidlertid en tydsk Menigheds Oprettelse i Christiania for henved to hundrede Aar siden. De i Brevet forekommende Ytringer om Tydskernes Antal i Staden ved den Tid ere paatagelig overdrevne, men oplysningerne om deres Redebondhed til store Opofrelser for at erholde Gudstjeneste i sit Modersmaal blive ligefuldt mærkelige, og det Hele lader ane et stærkere tydsk Element i Byens Befolkning end hidtil formodet. Sandsynligvis tør man antage, at Hovedmændene for dette Forsøg have været de tydske Militære, som i betydelig Mængde kom til at tjene i Norge netop paa denne Tid, da en ny Krig (Gyldenløve-Feiden) var udbrudt med Sverige.
I en Brevsamling, betitlet Commercium Epistolicum Leibnitiamun, findes (Tomi prodromi, P. 2. p. 1293. 8. Hannoviae & Göttingae, 1745) et tydsk Brev, dateret Wolfenbüttel 25 Aug. 1676, fra David Hanisius, Bibliothekar i Wolfenbüttel, til Tobias Fleischer, en Tydsker, som ved den Tid havde en betroet Hofstilling i Kjøbenhavn regis Daniae secretis camerae adhibitus). Her forekommer bl. A. Følgende, som her meddeles i Oversættelse:
„....... Den tydske Menighed i den norske Residentsstad Christiania har nylig i Kjøbenhavn ladet mig tilbyde et tusinde Dukater, foruden Godtgjørelse af de fornødne Omkostninger, for det Tilfælde, at jeg kunde ved tydske Hertugers og Herrers Mellemkomst udvirke hos Hs. Majestæt Kongen af Danmark og Norge, at den nævnte Menighed maatte erholde Tilladelse til at kalde og underholde tydske Præster, saaledes som Tilfældet er i Kjøbenhavn og i Bergen i Norge. Den tydske Menighed i Christiania er nemlig større end den norske, den har en hjertelig Længsel efter Guds Ord, og som ubekjendt med det norske Sprog forretter den sin Gudstjeneste med Suk og Bedrøvelse. Det er hidtil paa Grund af to eller tre Personers private Interesse bleven Menigheden forment at maatte høre Guds ord forkyndt i sit Modersmaal.
„Ville vi nu vise pligtskyldig Barmhjertighed mod vore Medchristne der samt ogsaa ved dette Middel befordre det almindelige Bedste, da maa vi tilstaa, at Hans høifyrstelige Durohlauchtighed Hertug Johan Friedrich, hos hvem jeg underdanigst beder mig anbefalet, kan gjøre det første Skridt hos sin Fru Søster, Enkedronningen, som igjen kan lede Kongens Hjerte, hvorhen hun vil, i Besynderlighed til Herrens Frygt og hans Navne Ære.
„Prinds Georg kan, naar han ansøges derom, ikke undlade at befordre, hvad der tjener Gud til Ære og hans Menighed til Opbyggelse.
„Grev Gyldenløve kan som statholder tilligemed sin tydske Gemalinde selv nyde godt af denne tydske Gudstjeneste, ligesom de mange derhen kommende reisende negotierende Tydskere.
„Ligesaa maatte ogsaa Hans Durchlauchtighed Hertug Rudolf August lægge et godt Ord ind hos Grev Anton af Oldenburg, hvis Frøken bliver gift derhen[2], og saaledes fortjene mange Millioners Løn af Gud ved at befordre hans Ære, den tydske Menigheds Andagt i Norge og det almindelige Bedste. Han kunde maaske ogsaa bevirke, at jeg kom til at holde den første tydske Prædiken der, fik Anledning til at befordre et dygtigt Subjekt derhen og, paa denne
Maade understøttet med de fornødne Midler, blev istand til bedre at betjene og forøge dette Bibliothek. Det er et Verk, som vil blive Guds Børn gjengjældt. Jeg beder min høitærede Herre i Hemmelighed at sende mig Deres Videtur herom ......“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |