Pierre Daniel Huets Reise i Norden

Fra Wikikilden

Pet. Dan. Huetii, episcopi Abrincensis commentarius de rebus ad eum pertinentibus. Amstelodami 1748. 8.

Ejusdem „Iter Svecicum.“ (Poetarum ex Academia Gallica, qui Latine aut Graece scripserunt, carmina. Ed. 2. Hagae Comitum 1740. 8. p. 72–81.)

Naar undtages de Forfattere, som have beskjæftiget sig med Tyge Brahes Levnetsbeskrivelse, have de nordiske Historikere ladet upaaagtet et vist ikke uinteressant lidet Bidrag til at lære at kjende Tilstanden i Norden ved Midten af det syttende Aarhundrede. Dette Bidrag indeholdes i de Erindringer, som den berømte franske Lærde Huet har meddelt om sit Besøg i Danmark og Sverige i Slutningen af Dronning Christinas Regjeringstid. Han har beskrevet sin nordiske Reise baade i Prosa og i Vers, og af disse Skildringer er den sidste, der, som Huets Digte overhoved, indtager en særdeles høi Plads blandt nyere Forsøg i den latinske Poesi, hidtil, saavidt vides, bleven endog fuldkommen overseet.

Pierre Daniel Huet var født i Caen i Normandiet 1630. Hans Fader var Calvinist, men blev omvendt af Jesuiterne, der ogsaa paatoge sig at opdrage Sønnen til en ivrig Katholik. Lige fra sin Barndom kastede han sig over Studierne med en Begeistring og en Udholdenhed, der snart skaffede ham en Plads blandt Frankriges lærdeste Mænd. Udmærket som Humanist og elegant latinsk Digter samt ved sit omfattende Kjendskab til Philosophien, især den cartesianske, og sine Indsigter i Mathematik, Historie o. s. v. har han dog især vundet Berømmelse som en af Aarhundredets betydeligste katholske Theologer[1].

Huet blev 1670 en af den franske Dauphins Lærere[2], 1674 Medlem af det franske Akademi, modtog 1676 geistlig Indvielse, fik 1678 et Abbedi, blev 1689 Biskop af Soissons og senere Biskop af Avranches. Sine sidste Aar tilbragte han i Paris, hvor han døde, et og niti Aar gammel, 26de Januar 1721. Sit store Bibliothek skjænkede han endnu i levende Live til Jesuiterne i Paris, som senere Ludvig Holberg besøgte under sin sidste franske Reise[3].

Huets meste Tid henrandt i klosterlig Ensomhed, og den Reise i Norden, hvortil vi nu gaa over, var en af de faa Udflugter, han nogensinde foretog udenfor Fædrelandet.

Mellem de mange Videnskabsmænd, som mod Slutningen af Dronning Christinas Regjeringstid opholdt sig i Stockholm, var ogsaa den udmærkede hollandske Philolog Isaak Voss. Han stod i megen Forbindelse med en reformert Theolog Samuel Bochart i Caen og fremkaldte hos hin Dronning Ønsket om ogsaa at se denne Mand hos sig i Sverige. Bochart blev altsaa indkaldt til Stockholm og besluttede, skjønt han var Præst for den calvinske Menighed i sin Hjemstad, og uagtet flere Baand budt ham til denne, at efterkomme Indbydelsen. Dog vilde han nødig reise alene og overtalte da den unge, kun to og tyve Aar gamle Huet, der trods deres forskjellige Religion var hans fortrolige Ven, til at gjøre Følge til Norden. Huet havde just beredt sig til at drage til Italien og vilde i Begyndelsen nødig afsted til Sverige, men gav dog tilsidst efter. Han forlod da Caen i Midten af April 1652 og drog til Holland, hvor Bochart allerede ventede ham. Her besøgte Huet først Universitetet i Leyden, dengang et af Verdens allerberømteste Lærdomssæder, udstyret med et fortrinligt Bibliothek, en rig botanisk Have og andre videnskabelige Samlinger, og gjorde i denne Stad Bekjendtskab med Salmasius. I Utrecht besøgte Reisefællerne en navnkundig Dame, Anna Schurmann, som paa den Tid gjaldt for et Vidunder baade i Lærdom og Kunstfærdighed. Paa den videre Reise gjennem Nordtydskland omtales især Kloster-Seven, Bremen og det allerede dengang store og folkerige Hamburg. Denne prægtige Hansestads Rigdomme bragte Huet til en Henrykkelse, som han giver Luft i følgende begeistrede Udbrud:

...... Junonius ales
Talia non varia pandit spectacula cauda
Nec tot in imbrifera pinguntur nube colores.

Ikke fuldt saa storartet et Indtryk .orde derimod den lille By Hardemberg. Om dette Sted fortæller Huet ikke alene i sin ungdommelige poetiske Reisebeskrivelse, men ogsaa senere for fuldt Alvor i sin prosaiske Autobiographi, at dets Borgere pleiede at vælge sine Borgermestre paa en helt eiendommelig Maade. De skjæggede Tydskere, siger han, sætte sig rundt et Bord og bøie sine uredede Hager (hispida menta) ned mod dets Skive, paa hvilken der slippes løs et ilde anseet Insekt. Den, hvis skjæg Dyret nu udvælger sig til Opholdssted, ansees af skjæbnen bestemt til Borgermester og udraabes strax som saadan[4].

Fra Nordtydskland gik Reisen nu til Danmark gjennem Sønderjylland. De lærde Reisende besøgte den hertugelige Residentsstad Slesvig, hvor nuet havde en lang samtale med Hertug Frederik den Tredie. Denne Fyrste var ligesom sin Fader Johan Adolf og sin Søn Christian Albrecht (Stifteren af Universitetet i Kiel) en ivrig Beskytter af Videnskaberne, ja han dyrkede dem endog selv. Hans Fader havde 1606 grundlagt det anseelige Gottorpske Bibliothek[5], og det havde, da Huet kom til Slesvig, en lærd og berømt Bibliothekar i Adam Olearius, noksom bekjendt ved den Reise til Persien, som hans Hertug lod ham foretage, og som han senere beskrev i et stort, ogsaa for Ruslands Historie særdeles vigtigt Værk. Ogsaa paa Tilbagereisen tilbragte Huet nogen Tid i Slesvig, hvor han gjorde sig bekjendt med Bibliothekets Skatte og afskrev flere af dets værdifulde Haandskrifter.

Over Haderslev naaede han frem til Fyen, hvor han passerede Odense og Nyborg. Om den sidste By giver han den noget paafaldende Efterretning, at en „kongelig Frille“ her levede indespærret i et mørkt Fængsel, fordi hun havde forsøgt at give Kongen en giftig Drik:

Niburgi potimur nocturni, ubi regia pellex
Clausa latet tenebris et caeco carcere, postquam
Lurida regali contrivit toxica mensae,
Dignior infami tetro pro crimine morte.

Den kongelige Frille er naturligvis ingen anden end Fru Kirstine Munk, hvis Forsøg paa at give Christian den Fjerde „Blysukker“ for ikke at forstyrres af ham i sin Liaison med „Rhingreven“[6] altsaa er kommet Huet for Øre. Fru Kirstine, som ellers gjerne boede paa Boller i Jylland, har da formodentlig opholdt sig paa det udenfor Nyborg liggende Herresæde Koxbølle, da almindelig kaldet Ellensborg efter hendes Moder Ellen Marsvin, og nu omdøbt til Holkenhavn. Men at Fru Kirstine sad i et mørkt Fængsel er utvivlsomt ikke rigtigt[7].

Fra Nyborg droge vore Reisende over til Sjæland. Her vaktes deres Opmærksomhed ved et besynderligt Syn, nem lig de idelig forekommende Galger:

Illic corporibus videas permixta luporum
Robore ferali pendentia corpora furum,
Qvam multo autumno pendent ex arbore mala.

I disse hang Tyve og Ulve Side om Side. I Galgerne saaes

endvidere hyppig Knive, tildels meget smukke (elegantes), som vare stukne fast i Træverket. De forundrede Franskmænd spurgte, hvad dette skulde betyde, og fik det Svar, at det var Syge, især Feberpatienter, som troede, at man paa den Maade kunde blive sin Sygdom kvit, men at Sygdommen, hvis Nogen borttog Kniven, strax gik over i dennes Legeme. Man har altsaa her et Træk bevaret af gamle Tiders Overtro. Bemærkningen om Ulvene er heller ikke uden Interesse. At Forfatteren i sit Digt udtrykkelig omtaler, at han saa dem hængende ogsaa i Sjæland, bliver et (hidtil savnet) Bevis for, at disse Udyr endnu i det syttende Aarhundrede fandtes ogsaa paa Øerne, hvilket ellers almindelig betvivles. At hænge Ulve ved Tyvenes Side i Galgerne var en ældgammel dansk Skik, der af Saxo (ed. Müller, p. 247–248) endog siges at være befalet af Frode Fredegod, og det omtales ogsaa af en anden Fremmed, en af Huets Samtidige, Polakken Joh. Chrysostomus Passek, at man i Danmark, istedenfor at flaa Ulven, pleiede at hænge den ved en stærk Jernkjæde i en Galge eller et Træ, indtil den raadnede og Knoklerne af sig selv faldt ned[8].

Over Roskilde, hvis Kongegrave Huet omtaler, kom man til Kjøbenhavn. Her faldt især i Øinene det dengang nye og prægtige Rundetaarn, om hvilket det heder, at man kan kjøre derop med Vogn; maaske er da dette virkelig forsøgt ogsaa tidligere, end da Peter Czar skal have vovet det. Den med Taarnet forbundne Trinitatiskirke var just under Reparation; ved den saa de Reisende endel Runestene, og dette giver Forfatteren Anledning til at omtale den gamle Ole Worms Lærdom og Fortjeneste samt hans betydelige Samlinger, hvilke Huet selv tog i Øiesyn. Men især var Reiseselskabet nysgjerrigt efter at faa selve Kongen, Frederik den Tredie, at se. Hertil var foreløbig lettest Anledning ved en Søndag at gaa i den Kirke, hvori Kongefamilien skulde overvære Gudstjenesten. De gik da ogsaa derhen og skaffede sig Plads paa et ophøiet Sted, hvorfra hele Hoffet bekvemt kunde sees. Huet var imidlertid uheldigvis nærsynt og pleiede derfor at bruge Briller eller Seglas (vitrea conspicilla). Disse anvendte han ogsaa nu, idet han med største Iver stræbte at iagttage Kongen og Dronningen. Men herover blev Frederik den Tredie yderst forbitret og beklagede sig strax efter høilig over en saadan Uforskammethed af de Fremmede, hvorfor Huet fandt det raadeligst strax at forføie sig bort fra Kjøbenhavn:

Haud tulit hanc speciem Princeps, mihi jamque parabat
Vincula bile tumens; fugio Portusque relinquo.

Fra Hovedstaden, hvor han altsaa gik glip af et nærmere og behageligere Bekjendtskab med en Konge, der ellers var bekjendt som en Ven af de Lærde, begav Huet sig over til Hveen, hvor han med største Pietet undersøgte Levningerne af den overalt i Europa saa berømte Tyge Brahes („Astronomiae parens“) Bygninger. De interessante Meddelelser, som han giver om Uranieborgs og Stjerneborgs Ruiner og om Tyge Brahes Liv og Karakter idet Hele, ville vi dog her forbigaa, da de for en Del, som allerede før omtalt, tidligere ere benyttede andensteds[9], og desuden vilde en nærmere Omtale af Tyge Brahes Forhold her føre os for vidt.

Ved at seile over Øresund og omtale dette stræde kom- mer Huet naturlig nok til at omtale den uhyre Mængde af Skibe, som her idelig var at se, samt den store Fordel, som Danmark høstede af Sundtolden. Han fortæller i den Anledning, at Louis de Geer, som havde forpagtet de svenske Kobberverker og udførte deres rige Udbytte, men fandt sig uretfærdig behandlet af de danske Toldere, havde vidst at lade sine Fartøier ledsage af tyve Krigsskibe og paa den Maade tiltvunget sig en lempeligere Behandling[10].

Fra Helsingør og Kronborg fortsattes Reisen over til Skaane og derfra ind i det allerede midlertidig til Sverige afstaaede Halland. I Halmstad maatte Isaak Voss, som var ilet sin Ven Bochart imøde, forlade Selskabet og drage til Holland paa Dronning Christinas Bud. Han havde nemlig lagt sig ud med dennes Yndling Salmasius, og Christina fordrede, at han skulde retfærdiggjøre sig herfor hos Rektoren ved Universitetet i Leyden, førend han atter vendte tilbage til Sverige. Den, der overbragte Voss dette Bud, ledsagede nu Bochart og Huet videre langs med Vetterns Bredder. De Reisende forbausedes over disses rige Blomsterpragt, især over Lilieconvallen, som de ikke havde troet at skulle finde hos Hyperboræerne. Ligeledes lagde Huet med Forundring Mærke til, at en af Skydsgutterne sang Davids Psalmer. Han hørte her ogsaa et allerede af Olaus Magnus[11] omtalt Saga om en Troldmand „Gilbertus“ og hans Kamp med en anden Troldmand, der havde bundet ham og fængslet ham i en Hule paa en Ø i Vettern. Den lærde Olaus Magnus og hans Broder Johannes, Sveriges sidste Erkebiskop, vare naturligvis de reisende Lærde vel bekjendte, og Huet omtaler derfor ogsaa, da han kommer til Linkøping, at denne By var disse berømte Mænds Fødested. Forøvrigt nævnes som Stæder, der paa Veien besøgtes, Norrkøping, hvor Sveriges Mynt dengang var, samt Nykøping, hvor Gustav Adolfs Enke, Eleonora af Brandenburg, havde sin Residents:

– – Nicopiae statio, gratissima sedes,
Matris Reginae, postquam est orbata marito,
Carpitur atque illic tristi Leonora senecta.

I Telge fik Franskmændene se et af Nordens største Vidundere, en prægtig tam Elg. De maatte her mod sin Villie ogsaa tage sig et Rus, men stode dog nu snart ved sit Maal:

Imposuit longis erroribus Holmia finem.

I sine Erindringer om Sverige beretter Huet først Adskilligt om Landets Klimat, Bygningsmaade m. M. (bl. A. ogsaa om de svenske Ovne), som her forbigaaes. Han omtaler ogsaa Landets Overtro, f. Ex. Nøkken i Vandene, og beskriver en Afbildning i Storkirken i Stockholm, forestillende Himmelens Udseende paa den Dag, da Gustav Adolf forlod Staden for at drage til Tydskland; paa den Dag skulde nemlig tre Sole have vist sig paa Himmelen, omgivne af lysende Kredse. Han finder det underligt, at de Svenske ikke vidste, hvad deres egen Landsmand Olaus Magnus forlængst havde oplyst om saadanne tilsyneladende Bisoles Forekomst i Norden.

Dernæst gaar han over til at skildre Dronningen. Paa denne Tid var en fransk Læge Bourdelot (et Navn, han havde antaget efter en lærd Morbroder) den, som stod høiest i Christinas Gunst. Han havde opnaaet sin indflydelsesrige Post gjennem sin Landsmand Salmasius’s Protektion, skjønt han egentlig ikke havde stort at betyde som Læge og heller ikke kunde fortjene Navn af Lærd, men mere udmærkede sig ved Kjendskab til Hoflivets Hemmeligheder. Hans Maade at helbrede Dronningen, som hyppig led af Feberanfald, var den, at han fjernede alle hendes Bøger fra hende og truede hende med de største Farer for Helbreden, om hun igjen vilde begynde at studere. I private Samkvem udlod han sig ogsaa over, at mellem det franske Hofs Damer vilde en lærd Dame alene vække Latter. Christinas letbevægelige Pigesind (puellaris animus) blev ikke upaavirket heraf. Thi hun var, efter Huets Opfatning, i allerhøieste Grad uselvstændig og saa ganske afhængig af Andres Domme og Meninger, at det kun kom an paa, hvem der sidst havde havt Leilighed til at paavirke hende. Dette havde til Følge, at Christina ikke viste Bochart den Yndest og Opmærksomhed, hvorpaa han efter hendes tidligere Indbydelse havde troet at kunne gjøre Regning, hvorfor baade han og Huet følte sig meget skuffede efter den lange Reise. De begyndte ogsaa at tro, at det var Bourdelot, som havde foranlediget, at Voss maatte forlade Sverige, da det af gode Grunde var denne ulærde Person (scurra) om at gjøre at fjerne de Lærde fra hans Herskerindes Nærhed.

Christina nærede som bekjendt en stor Uvillie for Ægteskab og fandt sin Fornøielse i spøgende at foreholde den unge to og tyveaarige Huet, som dengang endnu ikke var indtraadt i den geistlige Stand, at han burde afholde sig fra at gifte sig. Spøgende fortalte hun ham, at hun havde læst i Pausanias om en Argiver Ὑήτιος, der altsaa var Huets Navne, hvis Hustru var greben i Utroskab, og at dette altsaa var et slet Varsel, og at han følgelig burde vogte sig. Huet svarede, at for det første havde denne Argiver taget Havn over sin Hustru ved at dræbe baade hende og hendes Elsker, og dernæst hed han ikke saaledes som Argiveren, men derimod Ὑέτιος, som var et af Jupiters Tilnavne.

Dronningens Bibliothek forøgedes stadig med kostbare Bøger, som strømmede ind til det fra alle Kanter. Til de store Skatte, som Gustav Adolf havde bemægtiget sig i Tydskland, kom Erhvervelser fra Mazarins Bibliothek, da det adsplittedes, og hele Joh. Gerh. Voss’s Bogsamling, som Christina for en høi Betaling afkjøbte Sønnen Isaak. Det Petavianske Bibliothek, som helt og holdent bestod af græsk og latinsk Literatur, deriblandt mange herlige Haandskrifter, kom fremdeles til, og Isaak Voss var desuden virksom for overalt, hvor Leilighed gaves, at gjøre Indkjøb for Dronningen. Huet benyttede Leiligheden til med Christians Tilladelse at afskrive et vigtigt Manuskript, som han siden selv udgav, nemlig Origenes’s Commentar til Matthæus. Ogsaa den lærde Polyhistor Slesvigeren Marcus Meibom, senere kongelig Bibliothekar i Kjøbenhavn, bidrog til Forøgelse af Dronningens Samling og var en Tid ogsaa ansat som en af dennes Bestyrere[12].

Et Par Aar før Huets Ankomst til Stockholm var den store Cartesius død der. Hans Grav saaes paa en Kirkegaard i den nordlige Del af Staden, der var bestemt til Ikkelutheraneres Jordfæstelse. Buet begav sig hen til denne Kirkegaard for at besøge sin berømte Landsmands Grav. Der var anbragt et stort Monument, men rigtignok kun af Træ, forsynet med Indskrifter, der forkyndte Cartesius’s Berømmelse; det skulde være den franske Gesandt i Stockholm, Pierre Chanut, som havde foranstaltet Monumentet, da Cartesius var død i hans Hus. Paa de hvidmalede Planker læstes blandt Andet Ordene: Sub hoc lapide, men af en ubekjendt satirisk Haand var her tilføiet: ligneo.

Christina havde ogsaa indbudt to andre franske Lærde, nemlig Raphael Frenæus og den berømte Læge, Bogelsker og Polyhistor Gabriel Naudæus, af hvilke den første skulde forestaa hendes Samling af Pretiosa og Rariteter og den anden være hendes Overbibliothekar. Da man hørte, at de havde begivet sig paa Reisen, glædede naturligvis den franske Koloni i Stockholm sig ved denne Tilvæxt, men de Svenske vare misfornøiede. De klagede over, at Christina anvendte altfor mange Penge paa alle disse fremmede, fornemmelig franske, Yndlinge, som strømmede til Sverige ligesom for at fortære Landets Gods. Saadanne Bemærkninger kom ogsaa for Huets Øren og bragte ham til, end mere end hidtil, at angre paa, at han havde foretaget denne Reise. Han henvendte sig derfor til Christina og bad om Orlov for at reise hjem igjen. Hun vilde nødig give slip paa ham og forestillede ham, at han netop her, i Besiddelse af fuldstændigt Otium og med den frieste Adgang til hendes Bibliothek, vilde kunne udrette mere end andensteds for sine Studier. Endelig fik han dog Lov til at gjøre et Besøg i sit Hjem, dog under den Betingelse, at han skulde vende snart tilbage. De Rygter,N som allerede nu vare i omløb om Dronningens Tilbøielighed til at nedlægge Regjeringen af Forkjærlighed ror det friere Privatliv, bevirkede dog, at han i sit stille Sind lovede aldrig mere at gjense Sverige. Han tiltraadte Hjemreisen i Følge med en Landsmand Fierville og udtrykte sin Hjemve i et latinsk Digt til Mercurius, hvori det bl. A. heder:

Magnis passibus Holmia relicta,
Nec non Vandalia Sveciaque,
Gothis, Ostrogothis, Visigothisque
Atque ipso Borea valere jusso,
Et quidquid fuit uspiam Trionum,
Tandem in Celtica passibus citatis,
Aptis sarciculis et expeditis,
Tandem in Celtica cogitamus arva.
At noe Mercurio, Deo viarum,
Cui sunt compita curae & angiportus.
Illud concipimus perenne votum,
Istas numquam iterum vias ituras,
Si nos incolumes domum remittat.

Efterat Dronning Christina havde antaget den katholske Religion og bosat sig i Rom, gjorde hun Huet Tilbud om at komme til hende der paa glimrende Vilkaar (Attalicis condicionibus). Men han kjendte hendes Vægelsind og afslog Kaldelsen. Han modtog ogsaa senere en Indbydelse fra den svenske Regjering om at gaa til Stockholm som Lærer for den unge og umyndige Carl den Ellevte, men han følte ingen Lyst til denne Stilling og vægrede sig derfor ved at modtage den.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Christian Bartholoméss: Huet, évêque d’Avranches. Paris 1830. 8.
  2. Til denne sin høie Discipels Formæling med en bayersk Prindsesse skrev Huet et latinsk Epithalamium, en elegant Efterligning af Catulls carmen LXIV. Det heder her bl. A.:

    Anteqvam decimam rotis
    Luna triverit orbitam,
    Maris ex utero simul
    Delphis exierit, bona
    Spe replebitur orbis.
    Mox ut hic adoleverit
    Et comam galea premet,
    Arva Thracia protinus
    Tinget Othomanus cruor
    Bosporique fluenta.

    Vi høre her en Digterstemme fra hine Tider, da Tyrkerne paany forskrækkede Europa og for anden Gang indesluttede Wiens Mure.

  3. L. Holbergii Opusc. Latina. Lips. 1737, 1, p. 104.
  4. Bestia, pes mordax, sueta inter crescere sordes,
    Ponitur in medio. Tum, cujus numine divum
    Barbam adiit, festo huic gratantur murmure patres,
    Atque celebratur subjecta per oppida consul.

  5. Levningerne af dette Bibliothek indlemmedes i 1749 i det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn. Endel af de Doubletter, som paa denne Maade fremkom, afgaves siden til det nye Universitets-Bibliothek i Christiania. De Gottorpske Exemplarer ere tildels endnu kjendelige ved sine særegne Bind af brunt Læder med grønt Snit og Baand; de ere forsynede med det hertugelige Vaaben, hvortil som bekjendt ogsaa hørte den norske Løve. Se forøvrigt Werlauffs Efterretninger om det st. kgl. Bibliothek, 2. Udg. S 158–166.
  6. Suhms Samlinger til den danske Historie, 2, S. 109.
  7. Om Fru Kirstines Forhold ved denne Tid se Oluf Bangs Samling af adskillige nyttige og opbyggelige Materier, 1, S. 328 ff.
  8. Denkwürdigkeiten des Joh. Chrysost. Passek, deutsch v. G. A. Stenzel, Breslau 1838, Side 13; de Danmark vedkommende Partier af dette interessante Skrift ere meddelte af Prof. Schiern (Dansk hist. Tidsskr. 3, S. 293 ff.) Forøvrigt har Ulvenes Historie i Danmark netop ganske nylig været Gjenstand for Behandling, dels af E. Erslev (Om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland, Kbhavn. 1871. 8), dels i en særdeles interessant Recension af det sidstnævnte Skrift af C. F. Bricka (Hist. Tidsskr. 4 R, 2, S. 841 ff.). Huets Notits har dog undgaaet Brickas Opmærksomhed.
  9. Nemlig i Danske Magazin, 2. B., medens derimod Tyge Brahes nyeste Biograph, F. R. Friis (Tyge Brahe. En historisk Fremstilling. Kbhvn. 1872. 3.) neppe i tilbørlig Grad har taget Hensyn til disse vigtige Oplysninger, ja man fristes endog til at tro, at han kun paa anden Haand har kjendt Huets Skrift, som han aldrig citerer, skjønt han to Gange i Forbigaaende nævner hans Navn.
  10. Dette skede dog paa den Tid, da der var Krig mellem Sverige og Holland paa den ene og Danmark paa den anden Side 1643–45. De Geer udrustede 21 Skibe, hvoriblandt 12 Linjeskibe; disse forenede med den svenske Flaade bidroge væsentlig til den store Søseier ved Laaland 13de Oktober 1644, som for en længere Tid brød det danske Herredømme over Østersøen. (Sammenlign Sv. Biogr. Lex. 4, S. 71.)
  11. De gentib. septentr. III, p. 20.
  12. Se om Meibom Werlauffs Efterretninger om det st. kgl. Bibl., hvor Huets Meddelelser ikke ere benyttede, 2. Udg. S. 42 ff.