En Nihilist/Anden Del/VI. Kapitel

←Atter i St. Petersborg.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann Et Vendepunkt.

I Themis’ Tempel.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere, og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig godt.

 Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt efter al den megen Talen.

 De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og passiarede nu let og utvungent sammen.

 Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. „Den maa vi anbefale vore Venner!“ sagde han. „Jeg véd ingen anden Historie, der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!“

 „Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.“

 „Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt Prisen,“ sagde Andrey smilende. „Jeg haaber da, at du, efter hvad du har oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!“

 „Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,“ svarede Tania, lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første større Flugt. „Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg skal være bleven saa vant til at tale til den jævne Mand, at jeg helt har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.“

 „Vilde det da være saadan en stor Ulykke?“ spurgte Andrey godmodigt.

 „Ja, selvfølgelig især nu!“ udbrød Tania med ungdommelig Varme.

 „Af hvad Grund?“ Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag.

 „Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,“ svarede hun, „og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af mine Venner. Hørte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?“

 Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg. Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem — ikke en Sky gik over hendes smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres fælles Arbejde her.

 „Længes du saa meget efter at komme til Moskva?“ spurgte han bedrøvet.

 Hun svarede ikke paa hans Spørgsmaal, men sad med lukkede Øjne og et lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekræftende Nik.

 Andreys Læber blev hvide.

 „Jeg forstaar saa godt, at du kan længes efter at komme til Moskva,“ sagde han med rolig, dæmpet Stemme, medens han indvendig kogte af Raseri. „Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trælsomt Arbejde evig og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld almindelige Arbejdere. Selvfølgelig er det langt interessantere at glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhørere, som forstaar at værdsætte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden omkring!“

 Tania havde løftet sine Øjne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste Forbavselse paa ham. Hun vilde næppe tro sine egne Øren; hvad bragte ham til at tale saaledes til hende?

 „Antager du mig da virkelig for saa letsindig?“ spurgte hun endelig med skælvende Stemme og taarefyldte Øjne.

 Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var, som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde Gift og Galde i hans Ord.

 „Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,“ udbrød han med Heftighed, „naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, — — naar jeg ser, at Tanken om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker fylder dig med Glæde — — naar jeg ser — — —“ han var ikke i Stand til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord til Afsked ud af Døren.

 Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver Anledning.

 Tania modtog hans første Bebrejdelser uden at forsøge at forsvare sig; men da han vedblev at være uretfærdig og haard, begyndte hun at miste sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst, hvorledes hver Dag bragte dem længere bort fra hinanden.

 Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til hende, saa han, at hun havde grædt. Han sagde til sig selv, at han var den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt, men hun optog hans første Ord saa unaadigt, at dette Besøg endte i endnu større Disharmoni end noget tidligere.

 Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres fælles Arbejde førte dem sammen; men allerede næste Dag mødte han hos hende længe før den fastsatte Tid for Mødet under Foregivende af at maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.

 Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for første Gang i sit Liv var det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han ærgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humør.

 „Hvor længe siden er det, at du har set Lisa?“ spurgte han endelig for dog at sige noget.

 Lisa var en Kusine af Tania og hørte til det fornemme Selskab i Moskva; det var hos hende, den unge Pige skulde bo under sit Ophold der.

 „Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg,“ svarede hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden.

 Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania søgte at afbryde ved at begynde at tale om deres fælles Arbejde; men Andrey gav kun korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette Arbejde?

 Saa begyndte han pludselig med stigende Heftighed at tale om hendes Rejse til Moskva.

 Tania gjorde sig den største Umage for at være rolig og svarede stille uden at se op fra sit Sytøj; om tre Dage skulde hun rejse, hun vilde saa nødigt skilles fra ham i Uvenskab. Hendes Ro ophidsede ham dog kun yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstændige Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggøre hendes Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og Forhaabninger.

 Dette var mere, end Tania kunde holde ud; hun rejste sig med et Sæt og sagde med en af Vrede dirrende Stemme:

 „Nej, Andrey, nu kan det være nok!“

 Ogsaa han var sprunget op og stod og støttede sig med den ene Haand til Bordet, hans Ansigt var blegt og havde et lidende, sørgmodigt Udtryk.

 „Sig mig dog, Andrey,“ begyndte hun, „hvorfor har du i den senere Tid været saa forandret over for mig? Hvad har jeg gjort? Er der noget, hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?“

 Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig.

 „Ja, gid jeg kunde, Tania! Gud give, jeg aldrig havde truffet dig!“ sagde han med næppe hørlig Stemme og blev endnu en Skygge blegere.

 „Men hvorfor? Hvad er — —?“

 Hun holdt pludselig inde som ramt af en Anelse.

 „Er du da blind? Ser du da ikke?“ — raabte Andrey med hæs Stemme, — „forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!“

 Han saa op paa hende, og — hvad var det for et Under, der pludselig fik hele hans Legeme til at skælve i Følelsen af en overvættes Lykke? — Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hænder rakt ud imod ham kom hun hen til ham, og — han forstod alt. Med et Glædesraab laa hun om hans Hals.

 „Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af mig?“ spurgte han med skælvende Stemme.

 Hun klyngede sig kun tættere ind til ham.

 „Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?“ hviskede hun smilende.

 „Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt overstaaet!“ udbrød han jublende. „Nu er vi lykkelige — aa Gud, hvor vi er lykkelige!“ Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende Ansigt med glødende Kys.

 „Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!“ sagde han endelig.

 „Georg er den bedste Mand — meget bedre end du!“ sagde hun og satte sin lille Finger energisk paa hans Pande. „Men siden den Aften, da du første Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus — har mit Hjerte tilhørt dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! — Jeg véd ikke selv hvorfor,“ — tilføjede hun smilende og saa paa ham med et langt, ømt Blik.

 Lyden af Entréklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det første Hold Arbejdere, der kom.

 Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bød dem velkommen og begyndte sit Arbejde som sædvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et eget forklaret Skær af en stor og højtidelig Lykke laa over hende.

 Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nærværelse formaaede ikke at dæmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end for sin egen nye, overvældende Lykke. Han tog Afsked og gik.

 Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dækkede Huse, Træer og Gader; men Andrey ænsede ikke Kulden, i hans Bryst var der Foraar og Solskin.

 Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig havde han egentlig ikke været imod ham, han maatte op til ham for at se at faa alt udjævnet!

 Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bøger og Manuskripter. I samme Øjeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hændet, og inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og ønskede ham til Lykke — ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa Øjne.

 „Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,“ sagde han roligt som Svar paa Andreys spørgende Blik.

 „Hvor kunde du vide det?“

 „Paa den simpleste Maade af Verden — hun fortalte mig det selv — ved en bestemt Anledning!“ svarede Georg og syntes et Øjeblik optaget af sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornøjet videre.

 Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor:

 „Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til Moskov?“

 „Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!“ svarede Andrey og lo.

* * *

 Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord. Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort derefter blev de gifte. Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de tilhørte.

 Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden, da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for „hedt“. I en beskeden Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Værelser og Køkken.

 Værelserne var smaa og tarveligt møblerede, Gulvet uden Tæppe, og der var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt end den lange, kedsommelige Husrække paa den anden Side af Gaden. Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, — hvis dette Udtryk i det hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere nøgterne Sprog.

 Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med det Liv, de levede, og det, de saa omkring sig — var snart forbi og havde veget Pladsen for en roligere og ædlere Følelse. De nød fuldt ud den Lykke, som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle Følelser og Tanker, og som først faar den rette Værd og Betydning efter Foreningen.

 De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested paa Vejen, at et Damoklessværd stadig hang over deres Hoveder, og at hver Dag kunde være deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert Øjeblik, de havde sammen, blev for dem derved kun dobbelt kært og dyrebart.

 Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania læste højt for Andrey af et Hæfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de havde tilbragt den foregaaende Aften.

 Pludselig genlød hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa Entréklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!

 Andrey gik ud for at lukke op, og Tania, som blev siddende, hørte ham udbryde i et Glædesraab, som naar man uventet ser en god Ven; men pludselig dæmpedes hans Stemme, der fulgte en hurtig Hvisken og derefter dyb Tavshed.

 Da Andrey vendte tilbage, var han dødbleg. Han kom med Georg og en ung Mand, som Tania ikke kendte — begge saa alvorlige og bedrøvede ud.

 „Hvad er der hændet?“ spurgte hun angst og gik dem i Møde.

 „En frygtelig Ulykke!“ svarede Andrey. „Zina og Vasily er blevne arresterede efter en heftig Kamp — begge bliver rimeligvis dømte til Døden — Annie Vulitch blev dræbt i Kampen!“

 Han kastede sig ned paa en Stol og strøg sig med Haanden over Panden. De to Gæster havde ligeledes sat sig; hun mødte den fremmede unge Mands Blik.

 „Mit Navn er Vatajko!“ sagde han, idet han forestillede sig, da ingen af de andre tænkte derpaa. „Jeg er lige kommen fra Dubravnik med den forfærdelige Efterretning og med en Besked til Deres Mand!“

 „Hvornaar skete det?“ spurgte hun.

 „For tre Dage siden. Politiet har forsøgt at holde det hemmeligt; men det er ikke lykkedes; i Morgen vil det staa i alle Aviser. Hele Byen taler allerede derom.“

 Saa begyndte han med dæmpet, behersket Stemme at fortælle alle Enkeltheder; men efterhaanden, som han skred frem i sin Beretning, blev han heftigere, og da han endelig naaede til selve Kampen, var han i fuldstændig Ekstase.

 Midt i Nattens Stilhed havde Politiet forsøgt at trænge ind i Zinas Hus, hvor Vasily nu ogsaa boede. For at være fuldstændig lydløse og muligvis kunne overraske dem i Søvne, skruede de Hængslerne af Dørene og vilde rimeligvis ogsaa have naaet deres Hensigt, hvis ikke Annie Vulitch imod Sædvane havde siddet oppe endnu og læst. Hun blev opmærksom paa den besynderlige Lyd, og da det gik op for hende, hvad det var, begyndte hun at fyre. Det uventede Angreb drev Gendarmerne tilbage, og det lykkedes hende ved at affyre Skud paa Skud at holde dem borte i flere Minutter, indtil hun selv blev truffen af en Kugle i Hovedet. Hun døde i det Øjeblik, Vasily kom løbende til Undsætning.

 „Hvilken Helt hun var, denne unge Pige! — og hvilken smuk Død!“ udbrød Andrey begejstret.

 „De to andre,“ vedblev Vatajko, „gjorde et Forsøg paa at bane sig Vej med deres Revolvere; men det var umuligt. Saa trak de sig tilbage til de indre Værelser, barrikaderede Døren og brændte alle kompromitterende Papirer. Efter i en halv Time at have holdt Politiet Stangen og efter at have brugt alle deres Patroner, overgav de sig.“

 Han tilføjede, at de, efter hvad man havde hørt, rimeligvis vilde blive forhørt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst. Vasily skulde tiltales for bevæbnet Modstand, og der var næppe Tvivl om, at alle tre vilde blive dømte til Døden.

 „Men dette maa ikke ske!“ udbrød han lidenskabeligt. „De maa befries, om det saa skal ske i et Haandgemæng!“

 Han sprang op, og idet han, heftigt gestikulerende, snart gik frem og tilbage og snart blev staaende — saa for den ene og saa for den anden af de tre, fortalte han, at Dubravnik Sektionen havde bestemt at sætte alle Kræfter ind paa et Befrielsesforsøg. Der skulde hverves nye Folk iblandt alle Klasser i Byen, iblandt de studerende unge Mænd og iblandt Haandværkerne. I hvert Fald var man fast bestemt paa at gøre et Forsøg; alle som én var varme for Sagen! Men man trængte til en Leder, man havde valgt Andrey, og Vatajko skulde spørge, om han tog imod Valget.

 Andrey saa op og sagde:

 „Har I ogsaa vel overvejet eders Valg? Jeg har aldrig før været Formand for en saa vanskelig og farlig Affære!“

 „Ja, vi er enige om, at vi ikke kan faa nogen bedre end dig!“ svarede den unge Mand med Varme.

 „Nuvel, saa lad det blive, som I vil! Jeg er rede til at tjene en Sag som denne paa hvilken som helst Maade, der fordres af mig!“ sagde Andrey.

 „Det sagde jeg dem ogsaa!“ udbrød Vatajko og trykkede heftigt hans Haand. „For Resten mener vi alle, at du ikke behøver at komme til Dubravnik lige straks,“ vedblev han. „Hvis Politiet skulde faa Nys om, at du var der, vilde man være paa sin Post. Det er bedre, du bliver her, indtil det afgørende Øjeblik staar for Døren; vi skal holde dig à jour med, hvad der foregaar, og raadspørge dig om alt!“

 Saaledes gik det til, at Andrey atter blev taget fra sit Arbejde og fra sit stille, lykkelige Liv for igen at blive kastet midt ind i Revolutionens vildeste Malstrøm.

 Han gjorde en kort Rejse til Dubravnik nærmest for at undersøge Forholdene. Da han kom dertil, erfarede han en ny Ulykke: et Par Dage før var Søstrene Duderov og en ung Mand ved Navn Botsharov, en af Sagens mest begejstrede Tilhængere, blevne arresterede og skulde forhøres sammen med Boris, Zina og Vasily — et Kompagniskab, som intet godt spaaede dem.

 Men forøvrigt var de Indtryk, Andrey fik, ret gunstige, bedre, end han havde ventet; der var rigeligt og udmærket Kampmateriale, og Planen var lagt med stor Dygtighed. Han tvivlede ikke om, at det vilde lykkes dem. Hans gamle Kampinstinkt var vakt, og han ænsede ikke Farerne, ja, saa dem knapt. Men for Tania var de lykkelige Dage til Ende. Hun erkendte fuldt ud, at det var Andreys Pligt at træde til her — hendes Andrey kunde ikke holde sig tilbage i en Sag som denne! men hendes Angst og Sorg for ham blev ikke mindre derved.

TREDJE DEL

Alt for den store Sag!

I. KAPITEL.

I Themis’ Tempel.

 I et af de tarveligere Kvarterer i Dubravnik sad en Aften i Begyndelsen af Foraaret to unge Mænd foran et aabent Vindue. Den ene af dem spejdede ivrigt hen ad den mørke Gade og iagttog opmærksomt enhver, der kom inden for den mat brændende Lygtes Lyskreds. Denne unge Mand var Vatajko; den anden var Andrey, som for fjorten Dage siden var kommen til Byen og nu sammen med sin Ven boede i denne stille, beskedne Bydel.

 „Ser du endnu ingen?“ spurgte Andrey.

 „Nej!“

 „Det er besynderligt! Forhøret maa være forbi for mindst tre Timer siden. Han har haft rigelig Tid til at kunne tale med Kusinen og burde allerede for længe siden have været her.“

 „Jeg forstaar det ikke! Han er ellers saa uhyre punktlig,“ sagde Vatajko. „Han skulde da vel ikke være sprængt i Luften!“ tilføjede han leende.

 „Det kunde saamænd godt være muligt,“ bemærkede Andrey alvorligt. „Han er rasende uforsigtig med alt det Kram!“

 „Skal jeg ikke hellere løbe hen til ham og spørge ad?“

 „Hvis han er sprængt i Luften, kan han dog ikke svare dig — det er bedre, du venter; han kommer nok!“

 I dette Øjeblik hørte de Larmen af en Vogn paa Gaden.

 „Der er han endelig!“ udbrød Vatajko.

 Ogsaa Andrey gik hen til Vinduet og saa den Mand, de ventede paa, komme kørende hurtigt ned ad Gaden i en aaben Vogn. Det var en midaldrende Mand med et uhyre langt, graat Skæg og en Skikkelse som en Herkules.