ikke været imod ham, han maatte op til ham for at se at faa alt udjævnet!
Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bøger og Manuskripter. I samme Øjeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hændet, og inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og ønskede ham til Lykke — ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa Øjne.
„Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,“ sagde han roligt som Svar paa Andreys spørgende Blik.
„Hvor kunde du vide det?“
„Paa den simpleste Maade af Verden — hun fortalte mig det selv — ved en bestemt Anledning!“ svarede Georg og syntes et Øjeblik optaget af sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornøjet videre.
Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor:
„Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til Moskov?“
„Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!“ svarede Andrey og lo.
Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord. Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort derefter blev de gifte. Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de tilhørte.
Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden, da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for „hedt“. I en beskeden Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Værelser og Køkken.
Værelserne var smaa og tarveligt møblerede, Gulvet uden Tæppe, og der var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt end den lange, kedsommelige Husrække paa den anden Side af Gaden. Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, — hvis dette Udtryk i det hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere nøgterne Sprog.
Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med