Side:En Nihilist/115

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Han troede fuld og fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se mere klart.

VI. KAPITEL.

Et Vendepunkt.


 Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere, og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig godt.

 Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt efter al den megen Talen.

 De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og passiarede nu let og utvungent sammen.

 Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. „Den maa vi anbefale vore Venner!“ sagde han. „Jeg véd ingen anden Historie, der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!“

 „Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.“

 „Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt Prisen,“ sagde Andrey smilende. „Jeg haaber da, at du, efter hvad du har oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!“

 „Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,“ svarede Tania, lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første større Flugt. „Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg skal være bleven saa vant til at tale til den jævne