En Nihilist/Anden Del/V. Kapitel

←Vasily i Knibe.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann Atter i St. Petersborg.

Et Vendepunkt.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse — alt var dækket af et skinnende hvidt Tæppe, funklende i Solens Skær. Luften var frisk og klar, nogle enkelte Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og fornøjede ud, stolte over at være de første til at byde Vinteren velkommen.

 Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene Zubovas Bopæl; han mødte hende i Gadedøren. Hun havde en lille Pelshue paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.

 „Men er du der, Andrey!“ udbrød hun og rakte ham glædestraalende Haanden: „Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hændet i Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end før dernede. Kommer du tilbage for at blive?“

 „Ja!“ svarede han.

 Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv, opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i Dubravnik og Vennerne der. hvori der laa baade Ømhed og Sorg — op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte Andrey; han kunde ikke forklare sig det.

 Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede, hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.

 En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.

 Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans Taler var fulde af Glød og „sødere end Honning“, som hans Modstandere plejede at sige.

 Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte, kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.

 I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.

 Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en formel Beretning.

 Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.

 „Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,“ foreslog hun, „hun arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.“

 „Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,“ begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.

 „Vilde det ikke være heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses til Narva-Distriktet? — I hvert Fald for en Tid —“ foreslog Taras Kostrov.

 „Det er netop, hvad jeg tænker,“ sagde Helene. „Men vi har ingen fri for Øjeblikket. Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op udfordres der absolut en Mand.“

 Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under dette betegnende Blik.

 „Shepelev kan forlade sin Plads!“ sagde en Stemme.

 Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.

 „Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet!“ lød nu flere Stemmer.

 Helene var af en anden Mening. „Jeg synes,“ vedblev hun, „at Andrey passer langt bedre end Shepelev,“ og begyndte saa med den største Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mænds Kvalificationer. Hun indrømmede, at Shepelev var en udmærket Taler, som Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og til at hverve ny Mænd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.

 Helene talte paa sin sædvanlige, forretningsmæssige Maade uden at hæve Stemmen det ringeste; hendes store, blaa Øjne vandrede fra den ene til den anden af de to Mænd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.

 Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar, lyttede opmærksomt til Helenes kritiske Bemærkninger, og smilede nu og da, naar hun blev særlig skarp. Han syntes at more sig over den unge Piges usminkede Oprigtighed.

 „Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg,“ sagde han til Andrey, da Helene var færdig. „Kan du gøre dig fri?“

 „Naturligvis kan han det,“ faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.

 Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny Plads.

 Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes Arbejdere at kende og derefter selv dømme.

 De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat, og Tania vidste det.

 Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa helt paa dette Punkt — det ømmeste i hendes Liv.

 Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ældre Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes nogen særlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle — som gamle, prøvede Tjenere — var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse Damer — tidligere Zinas Amme — blev givet Tania som Husbestyrerinde og fingeret Værtinde.

 Tanias ny Lejlighed var ikke særlig hyggelig og saa ulig som vel muligt det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod af fem Værelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; — men hun havde ikke kunnet finde noget bedre paa det Strøg, der passede hende. I det største af Værelserne stod et langt Fyrretræsbord og nogle tilsvarende Stole og Bænke; her var det, at hun holdt sine Møder.

 Et Øjeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte Arbejderne at komme, — af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bosætte sig i deres Kreds for at tage Del i det fælles Arbejde. Alle modtog denne Efterretning med Glæde, og han blev straks behandlet som hørende hjemme iblandt dem.

 Han tog dog ikke nogen særlig Del i Forhandlingerne, men nøjedes med at iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i høj Grad forbavset over at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge Pige forstod at bevæge sig iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja, hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede sammen til ét med sine Tilhørere.

 Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse, som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin Gangers Dristighed.

 Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig, ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.

 I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet, lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde, man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i sig selv.

 Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde. Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine lidende Medmennesker.

 Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis Ledelse man overdrog to unge Mænd.

 Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed, hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for; det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis ventede hende.

 Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.

 For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede. Han troede fuld og fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se mere klart.