overvættes Lykke? — Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hænder rakt ud imod ham kom hun hen til ham, og — han forstod alt. Med et Glædesraab laa hun om hans Hals.
„Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af mig?“ spurgte han med skælvende Stemme.
Hun klyngede sig kun tættere ind til ham.
„Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?“ hviskede hun smilende.
„Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt overstaaet!“ udbrød han jublende. „Nu er vi lykkelige — aa Gud, hvor vi er lykkelige!“ Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende Ansigt med glødende Kys.
„Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!“ sagde han endelig.
„Georg er den bedste Mand — meget bedre end du!“ sagde hun og satte sin lille Finger energisk paa hans Pande. „Men siden den Aften, da du første Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus — har mit Hjerte tilhørt dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! — Jeg véd ikke selv hvorfor,“ — tilføjede hun smilende og saa paa ham med et langt, ømt Blik.
Lyden af Entréklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det første Hold Arbejdere, der kom.
Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bød dem velkommen og begyndte sit Arbejde som sædvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et eget forklaret Skær af en stor og højtidelig Lykke laa over hende.
Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nærværelse formaaede ikke at dæmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end for sin egen nye, overvældende Lykke. Han tog Afsked og gik.
Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dækkede Huse, Træer og Gader; men Andrey ænsede ikke Kulden, i hans Bryst var der Foraar og Solskin.
Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig havde han egentlig