Det norske Folks Historie/8/9

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Paa Orknøerne synes det i denne Tid at have hersket megen Uro, men vi have desverre kun faa Efterretninger derom. Det er allerede fortalt, at saa tidligt som i 1369 var der en alvorlig Strid mellem Biskop Villjam og den daværende kongelige Ombudsmand Haakon Jonssøn, deels som det synes, paa dennes egne, deels paa Kongens Vegne. Striden blev da paa en Maade bilagt og et Forliigsdocument oprettet, men det kan ikke have varet længe, førend den atter luede op igjen, siden Kong Haakon, da han udnævnte Alexander de le Ard til Høvedsmand paa Orknø, udtrykkeligt paalagde ham blandt Andet at give Underretning om, hvorledes det nu stod sig med Fejden mellem ham – det kan da her alene betegne Kongedømmet eller Kongens Repræsentant – og Biskopen. Om Alexanders Bestyrelse af Øerne vides der intet, men vist er det, at Biskopens fjendtlige Forhold til Kronen vedblev. Imidlertid optraadte Malise Jarls yngre Dattersønner, Henrik af St. Clair, Herre til Rosslin i Skotland, og Malise Sperra, med Fordringer paa Jarledømmet. Alexander, der egentlig kun var udnævnt til Hirdstjore paa eet Aar, og ligesom paa Prøve, synes ikke at have bestaaet denne og at være falden i Kongens Unaade, thi han blev ikke bekræftet i sin Forlening, og end, mindre ophøjede Kongen ham til Jarleverdigheden. Af denne Aarsag var det vel, at de to nysnævnte Mend, Sønner af hans Moders Halvsystre, i 1379 meldte sig til Forleningen og Jarletitlen. Kongen gav Henrik St. Clair Fortrinet. Formodentlig havde Malise Sperra allerede nu givet Prøver paa den Urolighed og Egenmegtighed, som han siden lagde for Dagen. Hans senere Opførsel giver al Grund til at tro, at begge disse Medbejlere allerede nu havde bekriget hinanden indbyrdes, ligesom de tidligere Jarler stundom havde plejet, og at Kong Haakon efter sine Forfedres Exempel stevnede dem over til Norge for i Forening med Raadet at dømme imellem dem og ende deres Tvist. Men der er intet udtrykkeligt berettet derom; alt hvad vi vide med Vished er, at baade Henrik og Malise om Sommeren 1379 med flere af sine skotske Venner og Frænder kom over til Norge, og at Kongen i Marstrand, hvor han sandsynligviis opholdt sig paa Grund af Krigen med Sverige, udnævnte Henrik til Jarl og ej alene forlenede ham med Orknøerne, men overdrog ham ogsaa Forsvaret af Hjaltland, det lige siden Kong Sverres og Harald Jarls Tider havde været skilt fra hine og lagt umiddelbart under Kronen. Paa hvilken Dag og hvilken Maade han udnævntes til Jarl, vides ikke; vi have kun hans Forsikringsbrev, udstedt den 2den August til Kongen og sexten verdslige Raadsherrer[1], efter at han allerede havde faaet Jarlenavn. Men da en saadan Højtidelighed, som en Ophøjelse til Jarleverdigheden, sedvanligviis plejede at skee paa en af de større Højtider, er det sandsynligt, at den denne Gang havde fundet Sted paa St. Olafs Dag, fire Dage forud. I det vidtløftige Forsikringsbrev, som endnu haves[2], og hvori Henrik udtrykkeligt erklærer, at Kongen af sin Naade havde ophøjet ham til Jarl over sine Lande Orknøerne, hvorfor han med Kys paa Haand og Mund havde hyldet Kongen som sin Lehnsherre og svoret ham Troskabs-Eed[3], opregnes de enkelte Artikler, til hvis Overholdelse Jarlen høitideligt forpligtede sig, saaledes: a) at han skulde inden eller udenfor Orknø tjene Kongen med 100 eller flere gode fuldrustede Mend, naarsomhelst han ved Budskab eller Brev blev behørigt tilsagt derom, i tre Maaneder, dog paa Kongens Kost, hvis de maatte indfinde sig hos ham og følge ham. b) Hvis Nogen fjendtligt angreb Orknøerne eller Hjaltland, skulde Jarlen forsvare disse Landskaber med al den Styrke, han kunde opdrive ikke alene af Øerne selv, men ogsaa ellers hos sine Frænder og Tjenere (altsaa fra Skotland); c) dersom Kongen nødsagedes til at angribe noget fremmed Land eller Rige, skulde Jarlen være ham behjelpelig med al sin Magt. d) Han skulde ikke uden Kongens Samtykke opføre Borge eller Befestninger paa Øerne. e) Han skulde forsvare Orknøerne og alle deres Indbyggere, geistlige og verdslige, rige og fattige, i Nydelsen af deres Rettigheder. f) Han skulde aldrig bortselge, eller pantsette, eller paa anden Maade afhende fra Kongen eller Riget enten hele Jarldømmet eller de dertil hørende Øer, eller sin nu erhvervede Ret dertil. g) Hvis Kongen eller hans Efterfølgere, enten for at forsvare Øerne eller af anden rimelig Aarsag, selv begav sig derhen eller sendte sine Raadsherrer og Mend derhen, skulde Jarlen med hele sin Magt være dem behjelpelig og forsyne dem med alt hvad de behøvede til deres passende Udgifter. h) Han skulde hverken med Udenlandske eller Indenlandsk.e begynde nogen Feide, hvorved Kongen eller Riget eller Øerne kunde lide nogen Skade. i) Hvis Jarlen tilføjede nogen Mand paa Øerne nogen merkelig Forurettelse, som medførte Døden eller Lemlestelse, eller Ejendomsberøvelse, skulde han staa Sagsøgerne til Rette for Kongen og Raadet og svare for Brøden efter Landets Love. k) Naar Kongen indkaldte ham til sig til almindeligt Møde, eller af anden Aarsag, skulde han uvægerligt indfinde sig og tjene Kongen med Raad og Daad. l) Den Fred, som Kongen maatte have sluttet med Uden- eller Indenlandske, og den Grid og Leide, han maatte have tilstaaet Nogen, skulde Jarlen ikke bryde, men derimod efter Evne hevde, og ansee Kongens Bundsforvandte som sine egne. m) Han skulde ikke uden Kongens Samtykke indgaa noget Forbund med Biskopen af Orknø eller slutte noget Venskab med ham, men derimod hjelpe Kongen mod Biskopen, indtil denne havde gjort ham sin Ret, og hvad der var hans Skyldighed i de Dele, hvorfor Kongen anklagede ham. n) Hvis Jarlen døde, skulde Jarldømmet med alle Øerne falde tilbage til Kongen eller hans Arvinger, og efterlod Jarlen lig Børn, skulde den af Sønnerne, som attraaede Jarldømmet efter ham, anholde om Kongens eller hans Efterfølgers Samtykke dertil. o) Førstkommende Martinsmesse (11te November) skulde Jarlen udbetale til Kongen eller hans Ombudsmand i Tunsberg 1000 engelske saakaldte Nobler. p) Jarlens Frænde Malise Sperra skulde aldeles tabe og frasige sig al den Ret, han maatte kjendes at have til Øerne, saaledes at Kongen eller hans Efterfølgere ingen Ulemper havde at lide af ham eller hans Arvinger, og dersom Jarlen indgik noget Forliig med sin Frænde Alexander de le Ard, skulde han tage den samme Forpligtelse af ham. Alt dette lovede ej alene Jarlen selv, men ogsaa, i Forening med ham, een for alle og alle for een, hans Venner og Frænder, Simon Rodde og William Dalyell, Riddere, Malise Sperra, William Crykton, David Crykton, og fire andre, Svene, til Kongen, hans førstefødte Søn Kong Olaf, og hans Mend og Raadsherrer, Hr. Jon Hasthorssøn, Hr. Sigurd Hafthorssøn, Hr. Agmund Finnssøn, Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Narve Ingevaldssøn, Hr. Jon Odderssøn, Hr. Ulf Holmgerssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Hr. Gynter af Wedhausen, Hr. Jon Danssøn, Hr. Haakon Eivindssøn, Riddere, samt Haakon Jonssøn, Alf Haraldssøn, Gaute Erikssøn, Erlend Philipssøn og Otte Rømer, Svene. Til yderligere Sikkerhed lovede Jarlen at skaffe beseglet Forløfte paa alt dette af ti fornemme skotske Herrer, geistlige og verdslige, hvoriblandt Biskoperne af St. Andrews og Glasgow, William Jarl af Douglas og Georg Jarl af March, m. fl. Og indtil dette Forløftesbrev blev overleveret Kongen og hiin Pengesum betalt, skulde hans Venner og Frænder, William Dalyell, Malise Sperra, David Crykton og Simon Roddes Søn Alexander blive tilbage i Norge som Gisler, og disse lovede selv, at de ikke skulde forlade Kongen eller det Sted i Norge, han maatte anvise dem til Opholdssted, førend alt var efterkommet – her sigtes naturligviis deels til Pengelaanet, deels til Forløftesbrevene.– Endelig lovede Jarlen ikke at befatte sig med de Landstykker eller Rettigheder, som Kongen eller hans Forfedre særskilt havde forbeholdt m, og gav den højtidelige Erklæring, at hvis nogen af de her opførte Forpligtelser ej blev efterkommet, skulde hele Forleningen bortfalde.

Man seer heraf for det første, at Kongen og Raadet have benyttet Leiligheden til, som de vel maatte, at gjøre Baandet mellem Jarldømmet og Riget fastere, end det forhen havde været, ved alene at tildele Jarlen Forleningen paa Livstid, og mod Forpligtelser, hvortil de forrige Jarler ikke vare bundne. Men hvad deri ved første Øjekast vekker Forundring, er at Malise Sperra, der saaledes gik Glip af Jarldømmet, selv indtraadte som Medforlover for et Document, hvori han udtrykkeligt forpligtedes til at frasige sig al Fordring derpaa, og siden endog stilledes som Gissel for Opfyldelsen af Betingelser, der yderligere skulde udelukke ham fra hvad han ansaa for sin Ret. Men det er øjensynligt, at han kun nødtvungen har gjort det, og at Jarlen formodentlig endog har bragt ham med, mere som en Art af Fange, end efter hans frivillige Ønske, og nu ladet ham blive tilbage i Norge som Gissel for derved at vide sig saa meget mere sikkret mod hans Forsøg paa at tilvende sig Jarldømmet. Vi ville i det Følgende see, at han bedrog sig heri. Gislerne anviistes Opholdssted i Tunsberg, og de maatte give sit særskilte Brev paa ikke at forlade Byen, førend de ovennævnte Forpligtelser vare opfyldte, ligesom man ogsaa seer, at de have givet særskilte Breve paa at ville overtage tilsammen at betale 180 Nobler af de ovennævnte Tusende[4].

Denne Sum, som Jarlen forpligtede sig til saa snart at udbetale, 1000 Nobler, var heel betydelig. Den svarede dengang til omtrent 330 Pund Sterling, eller det tidobbelte nuomstunder[5]. Det var maaskee til Hjelp ved Udredelsen af disse Penge – hvis det ellers ikke var til andre Øjemed, som Cancelli-Sportler, Gratificationer til Hoffolkene o. s. v. – at Jarlen laante af Haakon Jonssøn 200 Nobler, hvoraf han forpligtede sig at tilbagebetale det halve til førstkommende Pinds, og det øvrige til næste Aars Mortensmesse, begge Dele i Kirkevaag, til Haakon selv eller dennes Fuldmegtig[6]. En merkelig Omstendighed herved er, at han ikke stillede Haakon noget Pant, idetmindste omtales ingen saadan i Gjeldsbrevet. Men da Haakon Jonssøn tidligere selv havde været Befalingsmand paa Orknø og havde Besiddelser der, bliver det heel sandsynligt, at han og Henrik St. Clair længe havde staaet i nærmere Forbindelse med hinanden, og at denne maaskee endog nærmest skyldte Haakon Jonssøns mægtige Beskyttelse sin Ophøjelse til Jarleverdigheden, hvad der ogsaa bestyrkes deraf, at han fremdeles, som vi ville see, vedblev at staa i Forbindelse med ham og laane Penge af ham.

Om Henrik af St. Clair vide vi forresten ikke stort andet, end hvad der allerede i det foregaaende er nævnt, at han var Dattersøn af Malise Jarl, og at han besad saavel Herskabet Rosslin ikke langt fra Edinburgh som Godser ved Aberdeen, uvist om ved Arv eller ved sit Giftermaal med Joneta, en Datter af Walter Haliburton, Lord Dirleton. Det erfares endvidere, at hans Moder Isabelle, Malise Jarls Datter, endnu var i Live, ja endog overlevede ham, hvilket viser, at han maa have været en ung Mand, da han blev Jarl, at hun havde arvet en Deel af Katanes og Godser saavel i Orknøerne som paa Hjaltland, og hun foruden Henrik ogsaa havde en Søn ved Navn David, hvem Jarlen i 1391 overlod sine Godser Newburgh og Auchdale ved Aberdeen, imod at David afstod ham sin tilkommende Lod at Godserne paa Øerne[7]. Af alt dette synes man at maatte slutte, at Henrik St. Clair var en temmelig bemidlet og i Skotland anseet Adelsmand. Det er forhen bevist, at Ætten St. Clair allerede før synes at have haft noget Fodfeste i Orknøerne, forsaavidt som Thomas af St. Clair i 1364 var Kong Haakons Sysselmand paa Øerne, og en Alexander St. Clair nævnes i Forbindelse med ham[8]. I Aaret 1321 var en Henrik af St. Clair Kong Robert Bruces Befalingsmand paa Katanes[9]: det er ikke usandsynligt, at dette har været en Farfader af Henrik Jarl, og at det har været denne hans Stilling, som ogsaa bragte ham nærmere i Berørelse med Orknøerne og foranledigede Giftermaalet mellem Sønnen William og Malise Jarls Datter. Ætten St. Clair (udtalt „Sinclar“, paa Latin „de Sancto Claro“), der nu fik Jarledømmet paa Øerne og beholdt det, saa længe de stod under Norges Herredømme, var oprindeligt af nordmannisk Herkomst og en af de Ætter, der kort efter Englands Erobring af Nordmannerne i 1066 ogsaa erhvervede Besiddelser i Skotland og derved indlemmedes i dette Riges Aristokrati. Den var allerede forhen anseet og, som det lader, meget talrig og fik ved Henriks Ophøjelse til Jarledømmet forøget Glands.

Strax efter vendte Henrik Jarl tilbage til Skotland, hvor han allerede den 11te September i St. Andrews udstedte et nyt Forsikringsdrev[10], beseglet ej alene af de ti i forrige Brev nævnte Herrer, men ogsaa to andre til, som Forlovere, saa at der nu i alt var tolv af disse. Forsaavidt var alt godt og vel. Men alligevel bar dette Brev ikke paa langt nær fyldestgjørende, thi det indeholdt ikke nogen anden Artikel end den, at han ikke skulde afhende eller pantsette Jarledømmet eller nogen Deel deraf uden Kongens Samtykke: det var altsaa denne hans Forpligtelse, som Forløftet gjaldt, men ingen af de øvrige; dertil udfordredes, efter de Tiders Forretningsstiil, at hele hans Forsikkringsbrev af 2den August eller hver enkelt Artikel deraf skulde have været optaget i Forløftebrevet, og at dette ikke er skeet, er vanskeligt nok at forstaa, med mindre man skulde antage, at Jarlen paa en underfundig Maade søgte at unddrage sig Opfyldelsen af sine Forpligtelser – hvad dog heller ikke hans senere Ferd giver ret Anledning til at tro. Kongen ansaa lig imidlertid, som venteligt var, brøstholden dermed, da Brevet endelig var blevet ham oversendt med en svensk Geistlig ved Navn Johannes, men, som det synes, ikke førend i det følgende Aar De tre Gisler, der allerede da skulde have faaet sin Frihed, maatte nu, den 11te Juni 1380, da Kongen var i Tunsberg, erkjende, at de fremdeles vare forpligtede til at holde sig stille der i Staden, indtil Forpligtelserne vare opfyldte. Men desuagtet gav Kongen dem Tilladelse til at vende tilbage til Skotland imod deres Æresord paa, at de skulde skaffe Kongen det attraaede Forløfte af de skotske Herrer paa alle Artiklerne og sende det, tilligemed de 180 Nobler, som de selv overtog at betale, til Kongen inden næste Mortensmesse, samt at de, hvis dette ikke skete, skulde selv indstille sig igjen i Tunsberg inden denne Dag[11]. Men der er ikke Tegn til, at de enten vendte tilbage eller skaffede de forlangte Breve. Kong Haakons Død, der indtraf, før hiin Frist var udløben, gav dem formodentlig Anledning eller Paaskud til at udeblive, hvilket vel ogsaa Malise Sperra under alle Omstændigheder vilde have gjort. Og nu synes en vild og urolig Tid at have begyndt paa Øerne. Biskopen, hvilken allerede Jarlens Forsikkringsbrev viser os staaende paa en meget uvenskabelig Fod med Kongen, blev endog drebt i 1382, 1381 eller 1383[12], og Malise Sperra satte sig ulovligt i Besiddelse af Ejendomme, der tilhørte Hafthorssønnerne og deres Børn, saaledes vel ogsaa Haakon Jonssøn, Jarlens Ven. At imidlertid denne ikke havde til Hensigt at svige sit Troskabsløfte til Norges Konge og hans Efterfølgere, sees baade deraf, at han oftere deeltog i de norske Raadssorhandlinger, og at han endog siden førte en Fejde mod sin Frende Malise, der endte med dennes Drab, som det i det efterfølgende skal fortælles. Men med alt dette var han dog i Virkeligheden kun en skotsk Magnat, hvis Interesser fornemmelig drejede sig om Skotland og dets Anliggender, og som formodentlig ogsaa levede mere i Skotland, end paa Orknø, og som omgav sig næsten udelukkende med Skotter, hvis Antal saaledes blev endnu hyppigere paa Øerne end før og bidrog meget til at fremskynde den Denationalisering af Befolkningen, der allerede var i sterk Gang.

Ogsaa paa Island synes der at have forefaldt mange voldsomme Scener, thi der tales i Aarbøgerne saa hyppigt om Drab og Henrettelser. Blandt en af dem, der saaledes henrettedes, var Nikolas Broddessøn, der i 1363, som der fortælles, kom ud med Beskikkelse til Lagmand, men paa Althinget Sommeren efter blev befunden at være Landraademand, hvilket maaskee skal betegne, at han havde skaffet sig en falsk Beskikkelse. Han maatte da forlade Landet og drage til Norge, hvor han havde det Uheld at blive plyndret af Gottskalk Skarpenberg paa Baagahuus, men uden at han fra Kongens eller Regjeringens Side synes at have lidt nogen Forfølgelse. Men i 1376, eller, efter en anden Beretning, ej førend i 1383, blev han henrettet paa Island efter Dom. I 1377 blev en Prest drebt i selve Kirken paa Petersmessedag, og ligeledes en Bonde paa Thingø Fjerdingsthint i Borgarfjorden, hvor Lagmendene Thorstein Eyjulfssøn og Sigurd Gudmundssøn selv var tilstede[13]. Maaskee var det paa Grund af alle disse Uroligheder, at Biskop Oddgeir og Andres Hirdstjore i 1379 selv reiste over til Norge, hvorfra Andres ej kom tilbage førend i 1382, og Oddgeir slet ikke, da han døde under Opholdet i Norge. Ogsaa af Landeplager hjemsøgtes Landet. I Aarene 1373 til 1376 vare Vintrene saa haarde og langvarige, at man snarest kunde sige, at de alle tre dannede en eneste sammenhengende Vinter. Allerede det første Aar var der næsten ingen Gresvext nordenlands, og Hav-Isene laa til heelt ud i Slutningen af August Maaned. I det andet Aar døde Fattigfolk i hundredeviis, og Nøden var saa stor, især paa Nordlandet, at Biskop Jon foreskrev og fik vedtaget baade af Læge og Lærde, at man, for at nyde den hellige Jomfru Marias Forbøn hos Gud om Frelse for al den Frost og Snee, som nu rugede over det hele Biskopsdømme, skulde herefter højtideligholde hendes Undfangelsesdag, den 8de December, som en større Festdag, og at enhver, som ejede ti Hundreder og derover, skulde give den Fattige, der kom til hans Huus i Løbet af de tre Dage, efter at denne Foranstaltning var vedtaget i Sognet, et fuldt Maaltid, medens de mindre Bemidlede skulde læse Mariemessen fem Gange. Dette Bud udgik Kyndelmissedag 1375. Men Frosten og Sneen vedblev, om end maaskee ikke fuldt saa strengt som før; der blev saa lidet Hø indbjerget, at i den følgende Vinter var Kvæget paa Nordlandet næsten udsultet ved Fastelavnstider. Da besluttede de fornemste lærde og læge Mend paa Nordlandet med Biskop Jons Samtykke, at man skulde paakalde den hellige Biskop Gudmunds Forbøn, og at man skulde give en Alen af hvert Hundrede (altsaa eller Procent af sin Ejendom) for at skaffe de nødvendige Penge til at sende et Par Mend til Paven og hos ham udvirke Gudmunds formelige Canonisation[14]. Der kom ogsaa mange Penge ind, og man havde virkelig den Trøst, at Vejrliget bedredes, og at Kvæget ikke bortdøde i dette Aar. Med den indsamlede Pengesum afsendtes to Prester Sigurd Loftssøn og Thorstein Brynjulfssøn, men der fortelles intet om Udfaldet af deres Reise; der siges kun, at Sigurd Loftssøn døde det følgende Aar. Muligt, at han og Thorstein ikke engang naaede frem til Curien, thi det var netop om Høsten 1376, paa den Tid, da hine to Prester maa antages at være komne afsted, at Pave Gregorius den 11te forlod Avignon og begav sig til Rom. Herom kunde man ej være underrettet i Norden, og det er saaledes let tænkeligt, at begge Prester drog afsted, fik i Frankrige høre, at Paven ej længer var i Avignon, og vendte tilbage med uforrettet Sag. At Biskop Gudmund aldrig blev canoniseret eller af den romerske Kirke har været anerkjendt som en Helgen, er vist nok.

Der kom i denne Tid heller ikke mange Skibe til Island. Det ublide Vejrligt hindrede dem. Om Sunnivesudens Undergang i 1375 er der allerede talt, og i det Aar kom der ingen Skibe til Island, fordi alle de øvrige, der løb ud fra Norge og agtede sig derhen, maatte gjøre Vendereise. I 1376 skulde ni Skibe fra Norge gaa til Island, men kun sex af dem ankom. Det lader ogsaa til, at Regjeringen eller Kongen i Norge med altfor stor Ængstelighed søgte at holde de saakaldte Uberettigede ude fra at fare paa Island, og at derved flere, som kunde have skaffet Øen Tilførsel, hindredes derfra, medens de Berettigede ikke altid formaaede det eller fandt det lønnende. Der fortelles saaledes, at da Biskop Jon med et Skib, han selv havde ladet gjøre og kaldet „Mariebollen“, kom til Norge, formodentlig i 1375, erklærede Kongen – det vil da formodentlig sige vedkommende Fehirde i hans Navn – Skibet for sin Ejendom. Grunden dertil angives ikke, men det maa vel verre den, at han ikke bar været anseet berettiget til at lade det bygge, eller at det maaskee bar varet bygget af Tømmer, hugget uden Tilladelse i Kongens Skove, eller en anden lignende Aarsag. Der tales intet om, at Biskopen fik det igjen; der berettes kun, at han Aaret efter kom tilbage til Island og landede paa Vestmannøerne[15].

Til Uaaret og Manglen paa Livets Nødvendigheder kom ogsaa Smittsott, der sandsynligviis fandt desto større Næring i Folkets usle Tilstand. I Norge gik paa denne Tid Kopperne sterkt, uden at der forresten tales om, at de medførte nogen betydelig Dødelighed. Men i 1380 kom der sex Skibe fra Norge til Island, der alle havde Koppesygdom ombord, og fra dem udbredte Smitten sig over hele Øen, antagende en meget ondartet Charakteer, saa at den blev til „en stor Mandedød“, som det heder. Sotten vedvarede ogsaa det følgende Aar, medens Vejrliget vedblev at være haardt og ugunstigt for Gresvexten og Høbjergningen[16]. Dette var ganske vist et af de sørgeligste Tidsrum, som Øen havde gjennemgaaet, og negtes kan det vel ikke, at den Afhængighed af Norge, hvori Landet havde stillet sig endog med Hensyn til Handelsdriften og Sejladsen, saaledes at dets Forsoning med Nødvendighedsartikler fornemmelig skulde være den norske Regjerings Sag, og ikke længer Gjenstand for privat Foretagelsesaand og Kappelyst, ogsaa for en stor Deel maa have bidraget til at svekke al saadan Foretagelsesaand og Kappelyst hos Folket selv, saa at det i slige ulykkelige Tider, som de her skildrede, følte sig hjelpeløst og raadløst. Men det ukloge Forbud mod, at fremmede Kjøbmend besejlede Skatlandene, gjorde Ondet værre.

Hvad der her er sagt øm Island, gjelder end mere om den fjerne Coloni Grønland, der nu formodentlig slet ikke saa andre Skibe, end den norske Grønlandsknarr, der hovedsageligt synes at have været udrustet for kongelig Regning, og de enkelte Islandsfarere, som af Stormen fordredes saa langt imod Vesten. Der tales et Par Gange om, at Grønlandsknarren forliiste ved Norges Kyst, 1367 og 1369, maaskee er det en og samme Begivenhed, hvortil der her sigtes, men henført til et forskjelligt Aar i de forskjellige Annalhaandskrifter[17]. I Aaret 1378 døde Biskop Alf paa Grønland, men saa ringe var Forbindelsen med Norge, at man ikke erfarede dette Dødsfald førend paa sjette Aar derefter, i 1383, da et Skib ankom, som i to Aar havde ligget over i en grønlandsk Havn[18]. I det følgende Aar, 1379, rammedes Colonien af et haardt Stød, idet nemlig Skrælingerne eller de indfødte Eskimoer herjede paa Colonisterne, dræbte 18 af dem og førte to Drenge bort med sig i Trældom[19]. Det er i det Foregaaende[20] nævnt, at det formodentlig var et lignende Anfald af Skrælingerne, der bevirkede, at Vestbygden blev forladt i 1342; men dette Angreb i 1379 er det første, der udtrykkeligt omtales, og det maa have gjeldet Hovedcolonien eller Østerbygden. Dette er saaledes et Tegn paa, at Eskimoerne, eller Stamfedrene til Grønlands nuværende Befolkning, ved den Tid maa være rykkede nærmere mod den christne Colonies Enemerker, end hidtil. Formodentlig var det her omtalte Angreb heller ikke det eneste, men kun det meest ødeleggende og saaledes merkeligste af dem, der ved denne Tid fandt Sted. Der foreviistes endnu henimod Reformationstiden to grønlandske Kajaker, ophængte over den vestre Indgangsportal til St. Hallvards-Kirken i Oslo, og det heed da, at de skulde være tagne fra „grønlandske Sørøvere“ paa et Søtog, som Kong Haakon foretog imod dem[21]. Nu var vistnok ikke Kong Haakon nogensinde i Grønland, ligesaalidet som man kan antage, at noget saadant Tog, som det her omtalte, nogensinde har fundet Sted; men siden Baadenes Erhvervelse tilskrives Haakon, er det klart, at de maa være bragte til Norge i hans Tid, og paa hans Befaling ophengte over Kirke-Indgangen; de vidne altsaa dog om Sammenstød, som i hans Tid have fundet Sted mellem Colonisterne og Eskimoerne, og dette kunde maaskee have været i 1372 eller 1373, da hans Hirdmand Sigurd Kolbeinssøn i hans Ombud havde været i Grønland, thi var det skeet i 1379, da vilde ikke Kong Haakon kunne siges at have erhvervet Baadene, saasom der efter 1378 eller vel endog siden 1373 intet Skib kom fra Grønland til Norge førend i 1383. Angrebet af Skrælingerne i 1379 synes ikke at have haft videre Følger, men siden blev Angrebene hyppigere, og vi ville i det Følgende see, hvorledes de omsider førte til Coloniens Undergang.

  1. ↑ Da ingen Geistlige nævnes iblandt dem, synes det temmelig klart, at de have ledsaget Kongen paa Grund af Krigen mod Sverige, og ikke formeligt været sammenkaldte til Mode i Anledning af denne Sag.
  2. ↑ Vistnok ikke i Original, men i verificeret Copi, tagen i 1426. Denne er aftrykt saavel i Torfæi Orcades S. 174–177, som i Dipl. N. II. 459.
  3. ↑ I Forbindelse hermed maa det omtales, at Th. Torvessøn i sin Orcades S. 174 fortæller, at Henrik, Jarl af St. Clair, allerede 1369 forestod Orknøerne „fiduciario jure“ (som midlertidig Bestyrer?) og ved Brev af 11te Juni anholdt hos Kong Haakon om at bekræftes i denne Bestyrelse, hvilket han ogsaa l 1370 opnaaede naa visse Betingelser. Dette maa vare en Fejltagelse, skjønt Anledningen dertil nu ej kan paapeges. Vist er det, at Henrik ej blev Jarl førend i 1379, og at han, om han umiddelbart ser 13de Juni 1369 havde forestaaet Øerne, nødvendigviis maatte have været omtalt i det paa sit Sted berette Forliigsdocument af 25de Mai 1369 mellem Biskop Villjam og Haakon Jonssøn, og endvidere, om han i 1370 havde opnaaet hiin Bekræftelse i de Breve, som Kongen udferdigede i 1375, da han gjerde Alexander de le Ard til Befalingsmand. Hvis Henrik St. Clair omtales i hiint Document af 1369, da er det alene som en af Vidnerne, og slet og ret under Benævnelsen „Henry Williamssøn“. See foreg. B. 916. Jvfr. Dipl. N. I. 404.
  4. ↑ See nedenfor S. 101.
  5. ↑ Kong Edward den 3die lod i 1344 udmynte Guld-Nobler til en Cours af 6⅔ Shillings; samme Slags Nobler udmyntedes ogsaa efter hans Død 1377 under Eftermanden Richard den 3die. Det er altsaa dette Slags Nobler, som her menes: 1000 af dem svarer til 6666⅔ Shillings, hvilke, eller den sedvanlige Inddeling af 20 Sh. i eet Pd. Slerling udgjør 333⅓ Pd., men hvis her menes de slette Shiliings af 22½ paa Pundet, bliver det kun 2968⁄27.
  6. ↑ Dipl. N. II. 341.
  7. ↑ At han var gift med Joneta af Dirleton, saavelsom at hans Moder overlevede ham og havde arvet en Deel af Katanes, medens den Deel, hvortil, Jarlenavnet var knyttet, var solgt af Alexander le Ard til Kong Robert Stuart, siges i det store Brev af 1443 om Orknøjarlernes Ætt (Symbolæ ad hist. aut. rer. Norv. p. 24. 25), med Tilføjende af at flere da endnu levende Felt havde seet hende og talt med hende; om hans Broder Davids Afstaaelse af sin tilkommende Mødrenearv paa Øerne imod Godserne ved Aberdeen handle Dipl. N. II 524, 530.
  8. ↑ Han nævnes i det af os forhen (f. B. S. 133) omtalte Brev fra Kong Robert Bruce til de norske Sysselmend paa Øerne af 1321, men som hos Suhm XIV. 176) er urigtigt henført til Robert Stuart og 1386. Walter af Haliburton, Henrik Jarls Svigerfader, var en af de skotske Herrer, hvis Forløfte han i Forsikringsbrevet af 1379 lovede at skaffe. En anden af dem, Alexander af Haliburton, var maaskee hans Svoger.
  9. ↑ En Jon Sinclar nævnes ogsaa i Forliigsbrevet af 1369.
  10. ↑ Dipl N. II. 460.
  11. ↑ Dipl. N. II. 465.
  12. ↑ Isl. Annaler S. 336.
  13. ↑ Et nyt Exempel paa, hvor stor Forvirring der hersker i de islandske Annaler, idetmindste i Udgaven, med Hensyn til Tidsangivelsen, er det, at hiin Prests (Nikolas Peterssøns) Drab omtales under 1379, og at Renselsen af den Kirke, hvori han blev drebt (Holt i Anundfjord) ved Biskop Oddgeir, omtales under 1377. (Udg S. 328). Dette er det rette Aar, hvilket noksom sees af det Brev, udstedt af Biskop Oddgeir fra Vatnsfjord paa Vestlandet den 13de Juli 1377, som Finn Jonssøn meddeler i sin isl. Kirkehistorie II. S. 127.
  14. ↑ Paabudet om Høitideligheden af Jfr. Marias Undfangelsesdag 8de December (det vil sige simpelthen Nimaanedersdagen før 8de September, hendes antagne Fødselsdag) erfares af det Brev, som Biskop Jon havde udstedt, og som er meddelt hos Finn Jonssøn, II. S. 211, 212; Beslutningen, at udvirke Biskop Gudmunds Canonisation, nævnes i Annalerne, ung. S. 326, 328. Imidlertid er der ogsaa her Uvished med Hensyn til Aarstallene, saaat det ej kan ansees aldeles afgjort, om ikke de tre Uaar var 1372–1375, og at den sidst omtalte Beslutning var samtidig med Paabudet om Højtideligholdelsen af Maria Undfangelsesdag.
  15. ↑ Finn Jonssøn mener (II. S. 205), at Biskop Jon ved Tilbagekomsten medbragte et Varnararbrev fra Kong Haakon: dette grunder han paa et Vidnesbyrdsbrev derom, som han ogsaa meddeler (S. 213), udstedt, som det angives, den 1ste Juli i Kong Magnus’s 56de Aar. Men dette vilde blive 1375, og ved den Tid var det utænkeligt, at ikke engang Lagmend paa Island, som Thorstein Eyjulfssøn, der er en af Udstederne, skulde være vidende om Magnus’s Død. Men da man seer, at Thorstein Eyjulfssøn og Orm Snorressøn omtales som Lagmend, og Olaf Peterssøn som Hirdstjore, er det temmelig klart, at Brevet maa være fra 1365, da netop Thorstein baade var Lagmand sammen med Orm og Hirdstjore sammen med Olaf (see f. B. S. 942–926). Ligeledes omtales Birken Thorarin, som om han enten endnu levede, eller i alle Fald for kort Tid siden havde været i Live. Der staar saaledes i Dateringen ved Fejlskrift „fjortugta ok sextanda“ istedetfor „fjortugta ok setta.
  16. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 330.
  17. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 316, 320.
  18. ↑ Sammesteds, S. 380, 334. Jevnfør „Grønlands hist. Mindesmerker“ III. S. 32. 34.
  19. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 330. Grønl. hist. M. III. S. 32.
  20. ↑ See foreg. Bd. S. 314.
  21. ↑ Det er den bekjendte svenske Erkebiskop Olaus Magnus, der beretter herom i sit Verk „de gentibus Septemtrionis“, lib II. cap. 9, og han siger, at han selv saa begge Skindbaadene henge over St Hallvards Kirkedør i Aaret 1505; og naturligviis har man da underrettet ham om den foregivne Anledning til deres Erhvervelse. Han siger, at disse Baade havde tilhørt et Slags Sørøvere, der fandtes i Grønland, og som pleiede at efterstræbe Kjøbmendenes Skibe ved at gjennembore Strøget nederst ved Kjølen. Sandsynligviis har dette kun været de forevisende Nordmends Gjetning, hentet fra Baadenes lange og spidse Form. Thi at Eskimoerne paa den Maade skulde angribe Kjøbmendenes Skibe, er lidet rimeligt. Derimod er det heel sandsynligt, at Baadene have tilhørt Eskimoer, der ellers kom for at røve og plyndre i Land, og paa en Viis kunne de saaledes nok kaldes „Serøverbaade“. Jvfr. Grønlands hist. Mindesmerker III. S. 464, 465. At det forøvrigt er Haakon Magnussøn den yngre, som her menes, er klart, da der i Haakon den eldres Tid ej var Tale om Skrælinge-Angreb.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/9&oldid=84423»