Det norske Folks Historie/8/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Orknøerne ſynes det i denne Tid at have herſket megen Uro, men vi have desverre kun faa Efterretninger derom. Det er allerede fortalt, at ſaa tidligt ſom i 1369 var der en alvorlig Strid mellem Biſkop Villjam og den daværende kongelige Ombudsmand Haakon Jonsſøn, deels ſom det ſynes, paa dennes egne, deels paa Kongens Vegne. Striden blev da paa en Maade bilagt og et Forliigsdocument oprettet, men det kan ikke have varet længe, førend den atter luede op igjen, ſiden Kong Haakon, da han udnævnte Alexander de le Ard til Høvedsmand paa Orknø, udtrykkeligt paalagde ham blandt Andet at give Underretning om, hvorledes det nu ſtod ſig med Fejden mellem ham — det kan da her alene betegne Kongedømmet eller Kongens Repræſentant — og Biſkopen. Om Alexanders Beſtyrelſe af Øerne vides der intet, men viſt er det, at Biſkopens fjendtlige Forhold til Kronen vedblev. Imidlertid optraadte Maliſe Jarls yngre Datterſønner, Henrik af St. Clair, Herre til Roſslin i Skotland, og Maliſe Sperra, med Fordringer paa Jarledømmet. Alexander, der egentlig kun var udnævnt til Hirdſtjore paa eet Aar, og ligeſom paa Prøve, ſynes ikke at have beſtaaet denne og at være falden i Kongens Unaade, thi han blev ikke bekræftet i ſin Forlening, og end, mindre ophøjede Kongen ham til Jarleverdigheden. Af denne Aarſag var det vel, at de to nysnævnte Mend, Sønner af hans Moders Halvſyſtre, i 1379 meldte ſig til Forleningen og Jarletitlen. Kongen gav Henrik St. Clair Fortrinet. Formodentlig havde Maliſe Sperra allerede nu givet Prøver paa den Urolighed og Egenmegtighed, ſom han ſiden lagde for Dagen. Hans ſenere Opførſel giver al Grund til at tro, at begge disſe Medbejlere allerede nu havde bekriget hinanden indbyrdes, ligeſom de tidligere Jarler ſtundom havde plejet, og at Kong Haakon efter ſine Forfedres Exempel ſtevnede dem over til Norge for i Forening med Raadet at dømme imellem dem og ende deres Tviſt. Men der er intet udtrykkeligt berettet derom; alt hvad vi vide med Vished er, at baade Henrik og Maliſe om Sommeren 1379 med flere af ſine ſkotſke Venner og Frænder kom over til Norge, og at Kongen i Marſtrand, hvor han ſandſynligviis opholdt ſig paa Grund af Krigen med Sverige, udnævnte Henrik til Jarl og ej alene forlenede ham med Orknøerne, men overdrog ham ogſaa Forſvaret af Hjaltland, det lige ſiden Kong Sverres og Harald Jarls Tider havde været ſkilt fra hine og lagt umiddelbart under Kronen. Paa hvilken Dag og hvilken Maade han udnævntes til Jarl, vides ikke; vi have kun hans Forſikringsbrev, udſtedt den 2den Auguſt til Kongen og ſexten verdslige Raadsherrer[1], efter at han allerede havde faaet Jarlenavn. Men da en ſaadan Højtidelighed, ſom en Ophøjelſe til Jarleverdigheden, ſedvanligviis plejede at ſkee paa en af de ſtørre Højtider, er det ſandſynligt, at den denne Gang havde fundet Sted paa St. Olafs Dag, fire Dage forud. I det vidtløftige Forſikringsbrev, ſom endnu haves[2], og hvori Henrik udtrykkeligt erklærer, at Kongen af ſin Naade havde ophøjet ham til Jarl over ſine Lande Orknøerne, hvorfor han med Kys paa Haand og Mund havde hyldet Kongen ſom ſin Lehnsherre og ſvoret ham Troſkabs-Eed[3], opregnes de enkelte Artikler, til hvis Overholdelſe Jarlen høitideligt forpligtede ſig, ſaaledes: a) at han ſkulde inden eller udenfor Orknø tjene Kongen med 100 eller flere gode fuldruſtede Mend, naarſomhelſt han ved Budſkab eller Brev blev behørigt tilſagt derom, i tre Maaneder, dog paa Kongens Koſt, hvis de maatte indfinde ſig hos ham og følge ham. b) Hvis Nogen fjendtligt angreb Orknøerne eller Hjaltland, ſkulde Jarlen forſvare disſe Landſkaber med al den Styrke, han kunde opdrive ikke alene af Øerne ſelv, men ogſaa ellers hos ſine Frænder og Tjenere (altſaa fra Skotland); c) derſom Kongen nødſagedes til at angribe noget fremmed Land eller Rige, ſkulde Jarlen være ham behjelpelig med al ſin Magt. d) Han ſkulde ikke uden Kongens Samtykke opføre Borge eller Befeſtninger paa Øerne. e) Han ſkulde forſvare Orknøerne og alle deres Indbyggere, geiſtlige og verdslige, rige og fattige, i Nydelſen af deres Rettigheder. f) Han ſkulde aldrig bortſelge, eller pantſette, eller paa anden Maade afhende fra Kongen eller Riget enten hele Jarldømmet eller de dertil hørende Øer, eller ſin nu erhvervede Ret dertil. g) Hvis Kongen eller hans Efterfølgere, enten for at forſvare Øerne eller af anden rimelig Aarſag, ſelv begav ſig derhen eller ſendte ſine Raadsherrer og Mend derhen, ſkulde Jarlen med hele ſin Magt være dem behjelpelig og forſyne dem med alt hvad de behøvede til deres pasſende Udgifter. h) Han ſkulde hverken med Udenlandſke eller Indenlandſk.e begynde nogen Feide, hvorved Kongen eller Riget eller Øerne kunde lide nogen Skade. i) Hvis Jarlen tilføjede nogen Mand paa Øerne nogen merkelig Forurettelſe, ſom medførte Døden eller Lemleſtelſe, eller Ejendomsberøvelſe, ſkulde han ſtaa Sagſøgerne til Rette for Kongen og Raadet og ſvare for Brøden efter Landets Love. k) Naar Kongen indkaldte ham til ſig til almindeligt Møde, eller af anden Aarſag, ſkulde han uvægerligt indfinde ſig og tjene Kongen med Raad og Daad. l) Den Fred, ſom Kongen maatte have ſluttet med Uden- eller Indenlandſke, og den Grid og Leide, han maatte have tilſtaaet Nogen, ſkulde Jarlen ikke bryde, men derimod efter Evne hevde, og anſee Kongens Bundsforvandte ſom ſine egne. m) Han ſkulde ikke uden Kongens Samtykke indgaa noget Forbund med Biſkopen af Orknø eller ſlutte noget Venſkab med ham, men derimod hjelpe Kongen mod Biſkopen, indtil denne havde gjort ham ſin Ret, og hvad der var hans Skyldighed i de Dele, hvorfor Kongen anklagede ham. n) Hvis Jarlen døde, ſkulde Jarldømmet med alle Øerne falde tilbage til Kongen eller hans Arvinger, og efterlod Jarlen lig Børn, ſkulde den af Sønnerne, ſom attraaede Jarldømmet efter ham, anholde om Kongens eller hans Efterfølgers Samtykke dertil. o) Førſtkommende Martinsmesſe (11te November) ſkulde Jarlen udbetale til Kongen eller hans Ombudsmand i Tunsberg 1000 engelſke ſaakaldte Nobler. p) Jarlens Frænde Maliſe Sperra ſkulde aldeles tabe og fraſige ſig al den Ret, han maatte kjendes at have til Øerne, ſaaledes at Kongen eller hans Efterfølgere ingen Ulemper havde at lide af ham eller hans Arvinger, og derſom Jarlen indgik noget Forliig med ſin Frænde Alexander de le Ard, ſkulde han tage den ſamme Forpligtelſe af ham. Alt dette lovede ej alene Jarlen ſelv, men ogſaa, i Forening med ham, een for alle og alle for een, hans Venner og Frænder, Simon Rodde og William Dalyell, Riddere, Maliſe Sperra, William Crykton, David Crykton, og fire andre, Svene, til Kongen, hans førſtefødte Søn Kong Olaf, og hans Mend og Raadsherrer, Hr. Jon Haſthorsſøn, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, Hr. Agmund Finnsſøn, Hr. Erik Ketilsſøn, Hr. Narve Ingevaldsſøn, Hr. Jon Oddersſøn, Hr. Ulf Holmgersſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Hr. Gynter af Wedhauſen, Hr. Jon Dansſøn, Hr. Haakon Eivindsſøn, Riddere, ſamt Haakon Jonsſøn, Alf Haraldsſøn, Gaute Eriksſøn, Erlend Philipsſøn og Otte Rømer, Svene. Til yderligere Sikkerhed lovede Jarlen at ſkaffe beſeglet Forløfte paa alt dette af ti fornemme ſkotſke Herrer, geiſtlige og verdslige, hvoriblandt Biſkoperne af St. Andrews og Glasgow, William Jarl af Douglas og Georg Jarl af March, m. fl. Og indtil dette Forløftesbrev blev overleveret Kongen og hiin Pengeſum betalt, ſkulde hans Venner og Frænder, William Dalyell, Maliſe Sperra, David Crykton og Simon Roddes Søn Alexander blive tilbage i Norge ſom Giſler, og disſe lovede ſelv, at de ikke ſkulde forlade Kongen eller det Sted i Norge, han maatte anviſe dem til Opholdsſted, førend alt var efterkommet — her ſigtes naturligviis deels til Pengelaanet, deels til Forløftesbrevene.— Endelig lovede Jarlen ikke at befatte ſig med de Landſtykker eller Rettigheder, ſom Kongen eller hans Forfedre ſærſkilt havde forbeholdt m, og gav den højtidelige Erklæring, at hvis nogen af de her opførte Forpligtelſer ej blev efterkommet, ſkulde hele Forleningen bortfalde.

Man ſeer heraf for det førſte, at Kongen og Raadet have benyttet Leiligheden til, ſom de vel maatte, at gjøre Baandet mellem Jarldømmet og Riget faſtere, end det forhen havde været, ved alene at tildele Jarlen Forleningen paa Livstid, og mod Forpligtelſer, hvortil de forrige Jarler ikke vare bundne. Men hvad deri ved førſte Øjekaſt vekker Forundring, er at Maliſe Sperra, der ſaaledes gik Glip af Jarldømmet, ſelv indtraadte ſom Medforlover for et Document, hvori han udtrykkeligt forpligtedes til at fraſige ſig al Fordring derpaa, og ſiden endog ſtilledes ſom Gisſel for Opfyldelſen af Betingelſer, der yderligere ſkulde udelukke ham fra hvad han anſaa for ſin Ret. Men det er øjenſynligt, at han kun nødtvungen har gjort det, og at Jarlen formodentlig endog har bragt ham med, mere ſom en Art af Fange, end efter hans frivillige Ønſke, og nu ladet ham blive tilbage i Norge ſom Gisſel for derved at vide ſig ſaa meget mere ſikkret mod hans Forſøg paa at tilvende ſig Jarldømmet. Vi ville i det Følgende ſee, at han bedrog ſig heri. Giſlerne anviiſtes Opholdsſted i Tunsberg, og de maatte give ſit ſærſkilte Brev paa ikke at forlade Byen, førend de ovennævnte Forpligtelſer vare opfyldte, ligeſom man ogſaa ſeer, at de have givet ſærſkilte Breve paa at ville overtage tilſammen at betale 180 Nobler af de ovennævnte Tuſende[4].

Denne Sum, ſom Jarlen forpligtede ſig til ſaa ſnart at udbetale, 1000 Nobler, var heel betydelig. Den ſvarede dengang til omtrent 330 Pund Sterling, eller det tidobbelte nuomſtunder[5]. Det var maaſkee til Hjelp ved Udredelſen af disſe Penge — hvis det ellers ikke var til andre Øjemed, ſom Cancelli-Sportler, Gratificationer til Hoffolkene o. ſ. v. — at Jarlen laante af Haakon Jonsſøn 200 Nobler, hvoraf han forpligtede ſig at tilbagebetale det halve til førſtkommende Pinds, og det øvrige til næſte Aars Mortensmesſe, begge Dele i Kirkevaag, til Haakon ſelv eller dennes Fuldmegtig[6]. En merkelig Omſtendighed herved er, at han ikke ſtillede Haakon noget Pant, idetmindſte omtales ingen ſaadan i Gjeldsbrevet. Men da Haakon Jonsſøn tidligere ſelv havde været Befalingsmand paa Orknø og havde Beſiddelſer der, bliver det heel ſandſynligt, at han og Henrik St. Clair længe havde ſtaaet i nærmere Forbindelſe med hinanden, og at denne maaſkee endog nærmeſt ſkyldte Haakon Jonsſøns mægtige Beſkyttelſe ſin Ophøjelſe til Jarleverdigheden, hvad der ogſaa beſtyrkes deraf, at han fremdeles, ſom vi ville ſee, vedblev at ſtaa i Forbindelſe med ham og laane Penge af ham.

Om Henrik af St. Clair vide vi forreſten ikke ſtort andet, end hvad der allerede i det foregaaende er nævnt, at han var Datterſøn af Maliſe Jarl, og at han beſad ſaavel Herſkabet Roſslin ikke langt fra Edinburgh ſom Godſer ved Aberdeen, uviſt om ved Arv eller ved ſit Giftermaal med Joneta, en Datter af Walter Haliburton, Lord Dirleton. Det erfares endvidere, at hans Moder Iſabelle, Maliſe Jarls Datter, endnu var i Live, ja endog overlevede ham, hvilket viſer, at han maa have været en ung Mand, da han blev Jarl, at hun havde arvet en Deel af Katanes og Godſer ſaavel i Orknøerne ſom paa Hjaltland, og hun foruden Henrik ogſaa havde en Søn ved Navn David, hvem Jarlen i 1391 overlod ſine Godſer Newburgh og Auchdale ved Aberdeen, imod at David afſtod ham ſin tilkommende Lod at Godſerne paa Øerne[7]. Af alt dette ſynes man at maatte ſlutte, at Henrik St. Clair var en temmelig bemidlet og i Skotland anſeet Adelsmand. Det er forhen beviſt, at Ætten St. Clair allerede før ſynes at have haft noget Fodfeſte i Orknøerne, forſaavidt ſom Thomas af St. Clair i 1364 var Kong Haakons Sysſelmand paa Øerne, og en Alexander St. Clair nævnes i Forbindelſe med ham[8]. I Aaret 1321 var en Henrik af St. Clair Kong Robert Bruces Befalingsmand paa Katanes[9]: det er ikke uſandſynligt, at dette har været en Farfader af Henrik Jarl, og at det har været denne hans Stilling, ſom ogſaa bragte ham nærmere i Berørelſe med Orknøerne og foranledigede Giftermaalet mellem Sønnen William og Maliſe Jarls Datter. Ætten St. Clair (udtalt „Sinclar“, paa Latin „de Sancto Claro“), der nu fik Jarledømmet paa Øerne og beholdt det, ſaa længe de ſtod under Norges Herredømme, var oprindeligt af nordmanniſk Herkomſt og en af de Ætter, der kort efter Englands Erobring af Nordmannerne i 1066 ogſaa erhvervede Beſiddelſer i Skotland og derved indlemmedes i dette Riges Ariſtokrati. Den var allerede forhen anſeet og, ſom det lader, meget talrig og fik ved Henriks Ophøjelſe til Jarledømmet forøget Glands.

Strax efter vendte Henrik Jarl tilbage til Skotland, hvor han allerede den 11te September i St. Andrews udſtedte et nyt Forſikringsdrev[10], beſeglet ej alene af de ti i forrige Brev nævnte Herrer, men ogſaa to andre til, ſom Forlovere, ſaa at der nu i alt var tolv af disſe. Forſaavidt var alt godt og vel. Men alligevel bar dette Brev ikke paa langt nær fyldeſtgjørende, thi det indeholdt ikke nogen anden Artikel end den, at han ikke ſkulde afhende eller pantſette Jarledømmet eller nogen Deel deraf uden Kongens Samtykke: det var altſaa denne hans Forpligtelſe, ſom Forløftet gjaldt, men ingen af de øvrige; dertil udfordredes, efter de Tiders Forretningsſtiil, at hele hans Forſikkringsbrev af 2den Auguſt eller hver enkelt Artikel deraf ſkulde have været optaget i Forløftebrevet, og at dette ikke er ſkeet, er vanſkeligt nok at forſtaa, med mindre man ſkulde antage, at Jarlen paa en underfundig Maade ſøgte at unddrage ſig Opfyldelſen af ſine Forpligtelſer — hvad dog heller ikke hans ſenere Ferd giver ret Anledning til at tro. Kongen anſaa lig imidlertid, ſom venteligt var, brøſtholden dermed, da Brevet endelig var blevet ham overſendt med en ſvenſk Geiſtlig ved Navn Johannes, men, ſom det ſynes, ikke førend i det følgende Aar De tre Giſler, der allerede da ſkulde have faaet ſin Frihed, maatte nu, den 11te Juni 1380, da Kongen var i Tunsberg, erkjende, at de fremdeles vare forpligtede til at holde ſig ſtille der i Staden, indtil Forpligtelſerne vare opfyldte. Men desuagtet gav Kongen dem Tilladelſe til at vende tilbage til Skotland imod deres Æresord paa, at de ſkulde ſkaffe Kongen det attraaede Forløfte af de ſkotſke Herrer paa alle Artiklerne og ſende det, tilligemed de 180 Nobler, ſom de ſelv overtog at betale, til Kongen inden næſte Mortensmesſe, ſamt at de, hvis dette ikke ſkete, ſkulde ſelv indſtille ſig igjen i Tunsberg inden denne Dag[11]. Men der er ikke Tegn til, at de enten vendte tilbage eller ſkaffede de forlangte Breve. Kong Haakons Død, der indtraf, før hiin Friſt var udløben, gav dem formodentlig Anledning eller Paaſkud til at udeblive, hvilket vel ogſaa Maliſe Sperra under alle Omſtændigheder vilde have gjort. Og nu ſynes en vild og urolig Tid at have begyndt paa Øerne. Biſkopen, hvilken allerede Jarlens Forſikkringsbrev viſer os ſtaaende paa en meget uvenſkabelig Fod med Kongen, blev endog drebt i 1382, 1381 eller 1383[12], og Maliſe Sperra ſatte ſig ulovligt i Beſiddelſe af Ejendomme, der tilhørte Hafthorsſønnerne og deres Børn, ſaaledes vel ogſaa Haakon Jonsſøn, Jarlens Ven. At imidlertid denne ikke havde til Henſigt at ſvige ſit Troſkabsløfte til Norges Konge og hans Efterfølgere, ſees baade deraf, at han oftere deeltog i de norſke Raadsſorhandlinger, og at han endog ſiden førte en Fejde mod ſin Frende Maliſe, der endte med dennes Drab, ſom det i det efterfølgende ſkal fortælles. Men med alt dette var han dog i Virkeligheden kun en ſkotſk Magnat, hvis Interesſer fornemmelig drejede ſig om Skotland og dets Anliggender, og ſom formodentlig ogſaa levede mere i Skotland, end paa Orknø, og ſom omgav ſig næſten udelukkende med Skotter, hvis Antal ſaaledes blev endnu hyppigere paa Øerne end før og bidrog meget til at fremſkynde den Denationaliſering af Befolkningen, der allerede var i ſterk Gang.

Ogſaa paa Island ſynes der at have forefaldt mange voldſomme Scener, thi der tales i Aarbøgerne ſaa hyppigt om Drab og Henrettelſer. Blandt en af dem, der ſaaledes henrettedes, var Nikolas Broddesſøn, der i 1363, ſom der fortælles, kom ud med Beſkikkelſe til Lagmand, men paa Althinget Sommeren efter blev befunden at være Landraademand, hvilket maaſkee ſkal betegne, at han havde ſkaffet ſig en falſk Beſkikkelſe. Han maatte da forlade Landet og drage til Norge, hvor han havde det Uheld at blive plyndret af Gottſkalk Skarpenberg paa Baagahuus, men uden at han fra Kongens eller Regjeringens Side ſynes at have lidt nogen Forfølgelſe. Men i 1376, eller, efter en anden Beretning, ej førend i 1383, blev han henrettet paa Island efter Dom. I 1377 blev en Preſt drebt i ſelve Kirken paa Petersmesſedag, og ligeledes en Bonde paa Thingø Fjerdingsthint i Borgarfjorden, hvor Lagmendene Thorſtein Eyjulfsſøn og Sigurd Gudmundsſøn ſelv var tilſtede[13]. Maaſkee var det paa Grund af alle disſe Uroligheder, at Biſkop Oddgeir og Andres Hirdſtjore i 1379 ſelv reiſte over til Norge, hvorfra Andres ej kom tilbage førend i 1382, og Oddgeir ſlet ikke, da han døde under Opholdet i Norge. Ogſaa af Landeplager hjemſøgtes Landet. I Aarene 1373 til 1376 vare Vintrene ſaa haarde og langvarige, at man ſnareſt kunde ſige, at de alle tre dannede en eneſte ſammenhengende Vinter. Allerede det førſte Aar var der næſten ingen Gresvext nordenlands, og Hav-Iſene laa til heelt ud i Slutningen af Auguſt Maaned. I det andet Aar døde Fattigfolk i hundredeviis, og Nøden var ſaa ſtor, iſær paa Nordlandet, at Biſkop Jon foreſkrev og fik vedtaget baade af Læge og Lærde, at man, for at nyde den hellige Jomfru Marias Forbøn hos Gud om Frelſe for al den Froſt og Snee, ſom nu rugede over det hele Biſkopsdømme, ſkulde herefter højtideligholde hendes Undfangelſesdag, den 8de December, ſom en ſtørre Feſtdag, og at enhver, ſom ejede ti Hundreder og derover, ſkulde give den Fattige, der kom til hans Huus i Løbet af de tre Dage, efter at denne Foranſtaltning var vedtaget i Sognet, et fuldt Maaltid, medens de mindre Bemidlede ſkulde læſe Mariemesſen fem Gange. Dette Bud udgik Kyndelmisſedag 1375. Men Froſten og Sneen vedblev, om end maaſkee ikke fuldt ſaa ſtrengt ſom før; der blev ſaa lidet Hø indbjerget, at i den følgende Vinter var Kvæget paa Nordlandet næſten udſultet ved Faſtelavnstider. Da beſluttede de fornemſte lærde og læge Mend paa Nordlandet med Biſkop Jons Samtykke, at man ſkulde paakalde den hellige Biſkop Gudmunds Forbøn, og at man ſkulde give en Alen af hvert Hundrede (altſaa eller Procent af ſin Ejendom) for at ſkaffe de nødvendige Penge til at ſende et Par Mend til Paven og hos ham udvirke Gudmunds formelige Canoniſation[14]. Der kom ogſaa mange Penge ind, og man havde virkelig den Trøſt, at Vejrliget bedredes, og at Kvæget ikke bortdøde i dette Aar. Med den indſamlede Pengeſum afſendtes to Preſter Sigurd Loftsſøn og Thorſtein Brynjulfsſøn, men der fortelles intet om Udfaldet af deres Reiſe; der ſiges kun, at Sigurd Loftsſøn døde det følgende Aar. Muligt, at han og Thorſtein ikke engang naaede frem til Curien, thi det var netop om Høſten 1376, paa den Tid, da hine to Preſter maa antages at være komne afſted, at Pave Gregorius den 11te forlod Avignon og begav ſig til Rom. Herom kunde man ej være underrettet i Norden, og det er ſaaledes let tænkeligt, at begge Preſter drog afſted, fik i Frankrige høre, at Paven ej længer var i Avignon, og vendte tilbage med uforrettet Sag. At Biſkop Gudmund aldrig blev canoniſeret eller af den romerſke Kirke har været anerkjendt ſom en Helgen, er viſt nok.

Der kom i denne Tid heller ikke mange Skibe til Island. Det ublide Vejrligt hindrede dem. Om Sunniveſudens Undergang i 1375 er der allerede talt, og i det Aar kom der ingen Skibe til Island, fordi alle de øvrige, der løb ud fra Norge og agtede ſig derhen, maatte gjøre Vendereiſe. I 1376 ſkulde ni Skibe fra Norge gaa til Island, men kun ſex af dem ankom. Det lader ogſaa til, at Regjeringen eller Kongen i Norge med altfor ſtor Ængſtelighed ſøgte at holde de ſaakaldte Uberettigede ude fra at fare paa Island, og at derved flere, ſom kunde have ſkaffet Øen Tilførſel, hindredes derfra, medens de Berettigede ikke altid formaaede det eller fandt det lønnende. Der fortelles ſaaledes, at da Biſkop Jon med et Skib, han ſelv havde ladet gjøre og kaldet „Mariebollen“, kom til Norge, formodentlig i 1375, erklærede Kongen — det vil da formodentlig ſige vedkommende Fehirde i hans Navn — Skibet for ſin Ejendom. Grunden dertil angives ikke, men det maa vel verre den, at han ikke bar været anſeet berettiget til at lade det bygge, eller at det maaſkee bar varet bygget af Tømmer, hugget uden Tilladelſe i Kongens Skove, eller en anden lignende Aarſag. Der tales intet om, at Biſkopen fik det igjen; der berettes kun, at han Aaret efter kom tilbage til Island og landede paa Veſtmannøerne[15].

Til Uaaret og Manglen paa Livets Nødvendigheder kom ogſaa Smittſott, der ſandſynligviis fandt deſto ſtørre Næring i Folkets uſle Tilſtand. I Norge gik paa denne Tid Kopperne ſterkt, uden at der forreſten tales om, at de medførte nogen betydelig Dødelighed. Men i 1380 kom der ſex Skibe fra Norge til Island, der alle havde Koppeſygdom ombord, og fra dem udbredte Smitten ſig over hele Øen, antagende en meget ondartet Charakteer, ſaa at den blev til „en ſtor Mandedød“, ſom det heder. Sotten vedvarede ogſaa det følgende Aar, medens Vejrliget vedblev at være haardt og ugunſtigt for Gresvexten og Høbjergningen[16]. Dette var ganſke viſt et af de ſørgeligſte Tidsrum, ſom Øen havde gjennemgaaet, og negtes kan det vel ikke, at den Afhængighed af Norge, hvori Landet havde ſtillet ſig endog med Henſyn til Handelsdriften og Sejladſen, ſaaledes at dets Forſoning med Nødvendighedsartikler fornemmelig ſkulde være den norſke Regjerings Sag, og ikke længer Gjenſtand for privat Foretagelſesaand og Kappelyſt, ogſaa for en ſtor Deel maa have bidraget til at ſvekke al ſaadan Foretagelſesaand og Kappelyſt hos Folket ſelv, ſaa at det i ſlige ulykkelige Tider, ſom de her ſkildrede, følte ſig hjelpeløſt og raadløſt. Men det ukloge Forbud mod, at fremmede Kjøbmend beſejlede Skatlandene, gjorde Ondet værre.

Hvad der her er ſagt øm Island, gjelder end mere om den fjerne Coloni Grønland, der nu formodentlig ſlet ikke ſaa andre Skibe, end den norſke Grønlandsknarr, der hovedſageligt ſynes at have været udruſtet for kongelig Regning, og de enkelte Islandsfarere, ſom af Stormen fordredes ſaa langt imod Veſten. Der tales et Par Gange om, at Grønlandsknarren forliiſte ved Norges Kyſt, 1367 og 1369, maaſkee er det en og ſamme Begivenhed, hvortil der her ſigtes, men henført til et forſkjelligt Aar i de forſkjellige Annalhaandſkrifter[17]. I Aaret 1378 døde Biſkop Alf paa Grønland, men ſaa ringe var Forbindelſen med Norge, at man ikke erfarede dette Dødsfald førend paa ſjette Aar derefter, i 1383, da et Skib ankom, ſom i to Aar havde ligget over i en grønlandſk Havn[18]. I det følgende Aar, 1379, rammedes Colonien af et haardt Stød, idet nemlig Skrælingerne eller de indfødte Eſkimoer herjede paa Coloniſterne, dræbte 18 af dem og førte to Drenge bort med ſig i Trældom[19]. Det er i det Foregaaende[20] nævnt, at det formodentlig var et lignende Anfald af Skrælingerne, der bevirkede, at Veſtbygden blev forladt i 1342; men dette Angreb i 1379 er det førſte, der udtrykkeligt omtales, og det maa have gjeldet Hovedcolonien eller Øſterbygden. Dette er ſaaledes et Tegn paa, at Eſkimoerne, eller Stamfedrene til Grønlands nuværende Befolkning, ved den Tid maa være rykkede nærmere mod den chriſtne Colonies Enemerker, end hidtil. Formodentlig var det her omtalte Angreb heller ikke det eneſte, men kun det meeſt ødeleggende og ſaaledes merkeligſte af dem, der ved denne Tid fandt Sted. Der foreviiſtes endnu henimod Reformationstiden to grønlandſke Kajaker, ophængte over den veſtre Indgangsportal til St. Hallvards-Kirken i Oslo, og det heed da, at de ſkulde være tagne fra „grønlandſke Sørøvere“ paa et Søtog, ſom Kong Haakon foretog imod dem[21]. Nu var viſtnok ikke Kong Haakon nogenſinde i Grønland, ligeſaalidet ſom man kan antage, at noget ſaadant Tog, ſom det her omtalte, nogenſinde har fundet Sted; men ſiden Baadenes Erhvervelſe tilſkrives Haakon, er det klart, at de maa være bragte til Norge i hans Tid, og paa hans Befaling ophengte over Kirke-Indgangen; de vidne altſaa dog om Sammenſtød, ſom i hans Tid have fundet Sted mellem Coloniſterne og Eſkimoerne, og dette kunde maaſkee have været i 1372 eller 1373, da hans Hirdmand Sigurd Kolbeinsſøn i hans Ombud havde været i Grønland, thi var det ſkeet i 1379, da vilde ikke Kong Haakon kunne ſiges at have erhvervet Baadene, ſaaſom der efter 1378 eller vel endog ſiden 1373 intet Skib kom fra Grønland til Norge førend i 1383. Angrebet af Skrælingerne i 1379 ſynes ikke at have haft videre Følger, men ſiden blev Angrebene hyppigere, og vi ville i det Følgende ſee, hvorledes de omſider førte til Coloniens Undergang.

  1. Da ingen Geiſtlige nævnes iblandt dem, ſynes det temmelig klart, at de have ledſaget Kongen paa Grund af Krigen mod Sverige, og ikke formeligt været ſammenkaldte til Mode i Anledning af denne Sag.
  2. Viſtnok ikke i Original, men i verificeret Copi, tagen i 1426. Denne er aftrykt ſaavel i Torfæi Orcades S. 174—177, ſom i Dipl. N. II. 459.
  3. I Forbindelſe hermed maa det omtales, at Th. Torvesſøn i ſin Orcades S. 174 fortæller, at Henrik, Jarl af St. Clair, allerede 1369 foreſtod Orknøerne „fiduciario jure“ (ſom midlertidig Beſtyrer?) og ved Brev af 11te Juni anholdt hos Kong Haakon om at bekræftes i denne Beſtyrelſe, hvilket han ogſaa l 1370 opnaaede naa visſe Betingelſer. Dette maa vare en Fejltagelſe, ſkjønt Anledningen dertil nu ej kan paapeges. Viſt er det, at Henrik ej blev Jarl førend i 1379, og at han, om han umiddelbart ſer 13de Juni 1369 havde foreſtaaet Øerne, nødvendigviis maatte have været omtalt i det paa ſit Sted berette Forliigsdocument af 25de Mai 1369 mellem Biſkop Villjam og Haakon Jonsſøn, og endvidere, om han i 1370 havde opnaaet hiin Bekræftelſe i de Breve, ſom Kongen udferdigede i 1375, da han gjerde Alexander de le Ard til Befalingsmand. Hvis Henrik St. Clair omtales i hiint Document af 1369, da er det alene ſom en af Vidnerne, og ſlet og ret under Benævnelſen „Henry Williamsſøn“. See foreg. B. 916. Jvfr. Dipl. N. I. 404.
  4. See nedenfor S. 101.
  5. Kong Edward den 3die lod i 1344 udmynte Guld-Nobler til en Cours af 6⅔ Shillings; ſamme Slags Nobler udmyntedes ogſaa efter hans Død 1377 under Eftermanden Richard den 3die. Det er altſaa dette Slags Nobler, ſom her menes: 1000 af dem ſvarer til 6666⅔ Shillings, hvilke, eller den ſedvanlige Inddeling af 20 Sh. i eet Pd. Slerling udgjør 333⅓ Pd., men hvis her menes de ſlette Shiliings af 22½ paa Pundet, bliver det kun 296827.
  6. Dipl. N. II. 341.
  7. At han var gift med Joneta af Dirleton, ſaavelſom at hans Moder overlevede ham og havde arvet en Deel af Katanes, medens den Deel, hvortil, Jarlenavnet var knyttet, var ſolgt af Alexander le Ard til Kong Robert Stuart, ſiges i det ſtore Brev af 1443 om Orknøjarlernes Ætt (Symbolæ ad hist. aut. rer. Norv. p. 24. 25), med Tilføjende af at flere da endnu levende Felt havde ſeet hende og talt med hende; om hans Broder Davids Afſtaaelſe af ſin tilkommende Mødrenearv paa Øerne imod Godſerne ved Aberdeen handle Dipl. N. II 524, 530.
  8. Han nævnes i det af os forhen (f. B. S. 133) omtalte Brev fra Kong Robert Bruce til de norſke Sysſelmend paa Øerne af 1321, men ſom hos Suhm XIV. 176) er urigtigt henført til Robert Stuart og 1386. Walter af Haliburton, Henrik Jarls Svigerfader, var en af de ſkotſke Herrer, hvis Forløfte han i Forſikringsbrevet af 1379 lovede at ſkaffe. En anden af dem, Alexander af Haliburton, var maaſkee hans Svoger.
  9. En Jon Sinclar nævnes ogſaa i Forliigsbrevet af 1369.
  10. Dipl N. II. 460.
  11. Dipl. N. II. 465.
  12. Isl. Annaler S. 336.
  13. Et nyt Exempel paa, hvor ſtor Forvirring der herſker i de islandſke Annaler, idetmindſte i Udgaven, med Henſyn til Tidsangivelſen, er det, at hiin Preſts (Nikolas Petersſøns) Drab omtales under 1379, og at Renſelſen af den Kirke, hvori han blev drebt (Holt i Anundfjord) ved Biſkop Oddgeir, omtales under 1377. (Udg S. 328). Dette er det rette Aar, hvilket nokſom ſees af det Brev, udſtedt af Biſkop Oddgeir fra Vatnsfjord paa Veſtlandet den 13de Juli 1377, ſom Finn Jonsſøn meddeler i ſin isl. Kirkehiſtorie II. S. 127.
  14. Paabudet om Høitideligheden af Jfr. Marias Undfangelſesdag 8de December (det vil ſige ſimpelthen Nimaanedersdagen før 8de September, hendes antagne Fødſelsdag) erfares af det Brev, ſom Biſkop Jon havde udſtedt, og ſom er meddelt hos Finn Jonsſøn, II. S. 211, 212; Beſlutningen, at udvirke Biſkop Gudmunds Canoniſation, nævnes i Annalerne, ung. S. 326, 328. Imidlertid er der ogſaa her Uvished med Henſyn til Aarstallene, ſaaat det ej kan anſees aldeles afgjort, om ikke de tre Uaar var 1372—1375, og at den ſidſt omtalte Beſlutning var ſamtidig med Paabudet om Højtideligholdelſen af Maria Undfangelſesdag.
  15. Finn Jonsſøn mener (II. S. 205), at Biſkop Jon ved Tilbagekomſten medbragte et Varnararbrev fra Kong Haakon: dette grunder han paa et Vidnesbyrdsbrev derom, ſom han ogſaa meddeler (S. 213), udſtedt, ſom det angives, den 1ſte Juli i Kong Magnus’s 56de Aar. Men dette vilde blive 1375, og ved den Tid var det utænkeligt, at ikke engang Lagmend paa Island, ſom Thorſtein Eyjulfsſøn, der er en af Udſtederne, ſkulde være vidende om Magnus’s Død. Men da man ſeer, at Thorſtein Eyjulfsſøn og Orm Snorresſøn omtales ſom Lagmend, og Olaf Petersſøn ſom Hirdſtjore, er det temmelig klart, at Brevet maa være fra 1365, da netop Thorſtein baade var Lagmand ſammen med Orm og Hirdſtjore ſammen med Olaf (ſee f. B. S. 942—926). Ligeledes omtales Birken Thorarin, ſom om han enten endnu levede, eller i alle Fald for kort Tid ſiden havde været i Live. Der ſtaar ſaaledes i Dateringen ved Fejlſkrift „fjortugta ok sextanda“ iſtedetfor „fjortugta ok setta.
  16. Isl. Annaler, Udg. S. 330.
  17. Isl. Annaler, Udg. S. 316, 320.
  18. Sammeſteds, S. 380, 334. Jevnfør „Grønlands hiſt. Mindesmerker“ III. S. 32. 34.
  19. Isl. Annaler, Udg. S. 330. Grønl. hiſt. M. III. S. 32.
  20. See foreg. Bd. S. 314.
  21. Det er den bekjendte ſvenſke Erkebiſkop Olaus Magnus, der beretter herom i ſit Verk „de gentibus Septemtrionis“, lib II. cap. 9, og han ſiger, at han ſelv ſaa begge Skindbaadene henge over St Hallvards Kirkedør i Aaret 1505; og naturligviis har man da underrettet ham om den foregivne Anledning til deres Erhvervelſe. Han ſiger, at disſe Baade havde tilhørt et Slags Sørøvere, der fandtes i Grønland, og ſom pleiede at efterſtræbe Kjøbmendenes Skibe ved at gjennembore Strøget nederſt ved Kjølen. Sandſynligviis har dette kun været de foreviſende Nordmends Gjetning, hentet fra Baadenes lange og ſpidſe Form. Thi at Eſkimoerne paa den Maade ſkulde angribe Kjøbmendenes Skibe, er lidet rimeligt. Derimod er det heel ſandſynligt, at Baadene have tilhørt Eſkimoer, der ellers kom for at røve og plyndre i Land, og paa en Viis kunne de ſaaledes nok kaldes „Serøverbaade“. Jvfr. Grønlands hiſt. Mindesmerker III. S. 464, 465. At det forøvrigt er Haakon Magnusſøn den yngre, ſom her menes, er klart, da der i Haakon den eldres Tid ej var Tale om Skrælinge-Angreb.