Det norske Folks Historie/8/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have nu fulgt Kong Haakon i hans Beſtræbelſer for at hevde ſit Dynaſties Rettigheder, udvide dets Beſiddelſer og frede Rigets Grændſer. Vi ville her betragte den ikke ringe Virkſomhed, ſom han i de faa Aar, han overlevede ſin Fader, udfoldede med Henſyn til Rigets indvortes Anliggender, fornemmelig for ſaa meget ſom muligt at ordne Handelsforholdene til Underſaatternes Bedſte og hindre de hanſeatiſke Kjøbmend fra at anmasſe ſig endnu ſtørre Friheder, end Fredsſlutningen i 1377 og de eldre, derved bekræftede, Privilegier allerede tilſtod dem. Han havde udentvivl ikke ringe Hjelp herved af Provſten Hr. Henrik Henriksſøn, der fremdeles foreſtod Cantſler-Embedet, uden dog at ophidſes til denne Verdighed, og ſom i hans Fraværelſe beſørgede de løbende Expeditioner, medens hans Embedsmyndighed i Kongens Nærværelſe ſynes ganſke at være ophørt[1]. I Januar 1377, altſaa Vinteren efter at Kongen havde afſluttet Freden med Stæderne, holdt Kongen et Raadsmøde i Oslo, hvor flere Biſkoper, Riddere og Svene vare tilſtede[2]. Reſultatet af Raadſlagningerne var en Forordning vedkommende Hanſens Privilegier, der tydeligt viſer, hvor meget det var ham om at gjøre ikke at tilſtaa Hanſeaterne en Tøddel mere, end Privilegierne indeholdt. „De fleſte“, begynder han, „vide viſtnok, at de tydſke Kjøbmend af Hanſen have tiltaget ſig Ting, ſom vi og vort Rige have haft ſtor Skade af, og ſige, at de have haſt disſe Ting af vore Forfedres Naade og Privilegier. Men nu, da ſelve Søſtædernes Mend, nemlig Borgermeſteren i Lübeck, Hr. Jakob Pleſkow, have overgivet os i vor egen Haand de Privilegier, ſom vore Forfedre have undet dem, og vi af vor Naade have ſtadfeſtet disſe ſamme Privilegier, ſaa ville vi, at de ſtadigt ſkulle overholde dem efter vore Breves Lydelſe, medens vi derimod paa ingen Maade ville taale af dem de Ting, ſom de have tiltaget ſig uden Hjemmel af Privilegierne; og have vi derfor gjort denne Beſtemmelſe med vort Rigsraads Samtykke, ſom nu var hos os, baade Biſkoper, Riddere og Svene, og ville ſiden gjøre end yderligere Forbedringer derved, naar vort ſtørre Rigsraad kommer ſammen, ſaaledes ſom vi da blive enige med dette, og ſkal denne Forordning ubrødeligt overholdes i alle vore Kjøbſtæder, og byde vi vore Lagmend at dømme herefter ſom Lov, ligeſom og vore Sysſelmend og Gjaldkerer at ſagſøge derefter“. De enkelte Artikler, ſom i denne Forordning paabødes, vare følgende:

1. Alle indenlandſke Varer, enten de til Lands eller Vands føres til Kjøbſtaden, ſkulle bringes paa Torvet, dog ſaaledes at der af Korn, Malt, Meel eller Ruug, der udſkibes i Leſte- eller Skippundeviis, blot ſkal bringes en Prøveſkjeppe paa Torvet, hvor da Handelen efter denne kan ſluttes.

2. Ingen indenlandſke Varer maa ſelges i Gaardene, og heller ikke maa noget Gods føres til Byen, uden naar Sol er oppe; Overtrædelſe af disſe Forbud ſtraffes med Godſets Forbrydelſe til Kronen, K og den, der kjøber eller ſelger andenſteds end paa Torvet, ſkal bøde 8 Ertoger og 13 Mkr. i Brevebrud. Naar den kongelige Ombudsmand eller Foged mistenker Nogen for at drive Gaardhandel med indførte Varer, ſkal denne verge ſig med Tremands-Eed.

3. Ingen Friller maa ſelge noget Gods, ſmaat eller ſtort, uden hvad der er deres eget, og de kunne bekræfte at være dette med deres egen og to ſkjellige Kvinders Eed.

4. Ingen Udlendinger maa indkjøbe noget i Landet, uden alene paa Torvet; heller ikke maa de ſelv brygge noget „Mungaat“ (ſimpelt Øl) enten til eget Brug eller Udſalg, men de ſkulle alene kjøbe det fra Borgen.

5. De maa ikke indkjøbe mere Spiſevarer, end hvad de behøve til deres egen Koſt, og ſlet ikke noget til Salg eller Udførſel.

6. De maa ikke ſelge Kornvarer uden i Skippundeviis, eller Bjor (tydſk Øl) og Mjød uden i Tøndeviis.

7. De maa ikke indføre andet Gods, end hvad der tilhører dem ſelv eller de Kjøbmend, der ere i Hanſen.

8. Torvet ſtiller Kongen under Guds Varetegt og tager det i ſit Vern, forbydende Enhver voldeligen at tage eller røve fra nogen Mand det Gods, han bringer til Torvs for at ſelge; Overtræderen dømmes utlæg. Sammenligne vi disſe Artikler, der øjenſynligt viſe ſig kun at være, hvad der i Indledningsordene antydes, foreløbigt opſatte Punkter, med de eldre Privilegier af 1294 og 1296, ſom vel egentlig iſær var de, Stæderne paaberaabte ſig og nu havde faaet fornyede[3], da ville vi ſee, at de virkelig heller ingen Indgreb gjøre i disſe, men kun ſette en Skranke for, at Tydſkerne ikke ſkulde tiltage ſig endnu ſtørre Rettigheder, end Privilegierne, hjemlede dem. Man kan være temmelig vis paa, at ethvert af de Forbud, Forordningen indeholder, er rettet mod et egenmegtigt Tiltag af de Tydſke, og giver ſaaledes middelbart Oplysning om, hvori disſe Tiltag beſtod. For det førſte ſee vi, at de tydſke Kjøbmend fremdeles ſøgte at overtrede eller eludere de udtrykkelige Forbud mod Landprang og Forprang, eller mod Forhandling af indenlandſke Varer andenſteds end paa Torvet, men at de deels ſelv gjorde Indkjøb paa Landet, ej alene til eget Forbrug, men ogſaa til Udførſel, deels ſøgte at lokke dem, der førte Varer til Torvs, til ſig i Gaardene, for der, uhindret af nogen Opſigt fra Øvrighedens Side, og med Tilſideſettelſe af Kongens Forkjøbsret at forſyne ſig med hvad de ønſkede til billigere Kjøb, og naturligviis ogſaa imod andre af dem ſelv indførte Varer, trods Forbudet mod at ſelge disſe i ſmaa Partier. Ja man maa endog af Forordningens Ord i den ſidſte Artikel ſlutte, at de i deres Overmod ſtundom vovede aabenlyſt at anholde dem, der bragte Varer til Torvs, og med Magt at fratage dem disſe, formodentlig vel ikke uden at betale dem noget derfor, men dog med Vold og frek Tilſideſettelſe af Lovens beſtemte Forbud. Overhoved ſeer man, at de ſøgte at fortrænge de indfødde Kjøbmend fra Handelsmarkedet, eller reent ud at hindre indfødde Kjøbmend fra at komme op. Men desforuden tales der her for førſte Gang om en Uſkik, der vel ogſaa tidligere havde fundet Sted, men formodentlig ikke i en ſaa foruroligende Grad, ſom i de ſidſte Tider, og ſom giver os en Foreſtilling om, hvor frekt de fremmede Handelsmend traadte den offentlige Anſtændighed under ſine Fødder, nemlig at de ganſke aabenlyſt holdt Friller, der drev Smaahandel, og at de endogſaa benyttede ſig heraf til at eludere hine Forbud mod at udſelge deres Varer i Smaat, idet de lod hine „Friller“ ſelge dem ud ſom ſine egne Varer. At de i Byerne boſatte tydſke Handelsfactorer holdt Friller og overhoved førte et højſt udſvævende Liv, var en ubehagelig, men viſtnok uundgaaelig Følge deraf, at de ikke havde Lov til at gifte M„ for ej derved at drages ind i andre Interesſer, end deres Principalers; men at Forholdet var ſaa aabenlyſt, at disſe „Friller“ endog, ſom det ſynes, dannede en egen anerkjendt Klasſe Fruentimmer, der levede for ſig ſelv og havde Tilladelſe til at drive Smaahandel, viſer, hvor ſlap den offentlige Moralitet omſider var bleven[4]. En egen Omſtændighed, hvorom der ikke tidligere nævnes noget, er den, der ſynes merkelig nok, at Udſalget af det ſimplere Øl eller ſaakaldte Mungaat var blevet et Monopol for Kongens Borgfolk, idetmindſte kan maa ikke anderledes forklare de Ord, at Udlendingerne ſkulle kjøbe det „fra Borgen“.

Med denne Forordning kunde Stæderne, der for fem Aar ſiden blandt andet udtrykkeligt havde fordret Tilladelſe til at drive Tuſkhandel, neppe være tilfreds; men da ingen Indgreb ſkete i Privilegierne, var der vel intet andet for dem at gjøre end at finde ſig deri, og overlade det til Kjøbmendene ſelv at eludere eller overtrede deres Bud, efterſom de ſaa Lejlighed dertil. Ved de Tilleg og Forordninger, ſom Kongen havde lovet at faa iſtand, naar han kunde ſamles med „det ſtørre Rigets Raad“, altſaa holde et formeligt Høvdingemøde, kan han neppe have foreſtaaet andet end en fuldſtendig Handelsanordning. En ſaadan blev ogſaa given, men desverre kjender man ikke Tiden, da Dateringen mangler i de faa og daarlige Afſkrifter, ſom vi have tilbage deraf[5]. Der ſtaar kun, at Kongen havde givet den med Rigsraadets Samtykke, da han nu i Tunsberg var ſamlet med dette, og at han der i Tunsberg havde ladet den kundgjøre for Almuen og vedtage med Vaabentag. Dette viſer altſaa, at et Raadsmøde har været holdt i Tunsberg. Men naar der tales om, at Almuen havde været ſamlet og vedtaget Anordningen med Vaabentag, ſaaat den herefter ſkulde anſees ſom Lov, da kan dette kun betegne en Vedtagelſe paa Haugathing[6], og gjør det nødvendigt at antage, at Kongen ſiden har ladet eller villet lade den ſamme Anordning vedtage paa Froſta- og Gula-Thing for de to andre Stæder. Da ſlige Forordninger i de Tider ikke udferdigedes eenslydende for alle Stæder, men i ſærſkilte Gjenparter for hver enkelt Stad, ſaaledes at kun denne nævntes, og der alene hentydedes til dennes Stedforhold, medens Hovedindholdet dog blev eens for dem alle, er det ogſaa i ſin Orden, at det Exemplar, hvorefter hiin Afſkriſt er tagen, og ſom ſees at have været det, der udferdigedes til Oslo, kun omtaler Tunsberg og Haugathing, under hvilket Oslo tilhørte. Spørsmaalet bliver nu kun: naar kan et ſtørre Raadsmøde have været holdt mellem Januar 1377 og Høſten 1380, ſaaledes at den nu vedtagne Forordning ſidenefter kunde blive vedtagen paa Froſta- og Gulathings Thi om noget Aar før 1377 kan ej være Tale, da Anordningen aabenbart er den „Forbedring“, der bebudes ved den nysnævnte Forordning af 29de Januar i hiint Aar, og den desuden utrykkeligt omtaler Stædernes bekræftede Privilegier. Man vil vanſkeligt finde noget Aar mellem 1377 og 1380, hvor et Rigsmøde kunde være afholdt, med mindre det ſkulde være om Sommeren 1380, kort før Kongens Død, da han i længere Tid ſynes at have opholdt ſig i Tunsberg[7]. Men da bliver der igjen ingen Tid til at Forordningen kunde være vedtagen i Bergen og Throndhjem. Alligevel maa man blive ſtaaende derved og heller antage at Vedtagelſen paa de øvrige Thing ej fandt Sted førend efter hans Død, og at dette maaſkee endog kan være Aarſag i, at de Afſkrifter, vi have, kun nævne Oslo, da nemlig i ſaa Fald Haakon ſelv ikke naaede at udferdige nogen Gjenpart til de øvrige Steder, for hvilke Forordningen ligeſaa meget var beſtemt[8]. Ja den gjaldt egentlig det hele Land, efterſom den ogſaa indeholder nogle Artikler, deels af almindeligt Indhold, deels vedkommende Landdiſtricterne; kort, den er egentlig en af disſe ſtørre, alminlige Retterbøder, ſom Kongerne ſtundom udſtedte, i tidligere Dage hyppigere end i den ſenere Tid, ſaa at altſaa Kong Haakon her ſynes at have villet gjenoplive en gammel og roosverdig Skik, der var nær ved at gaa af Brug.

Forordningens Indhold er i Korthed følgende:

1. At Kongen vil ſelv holde og lade holde ſin Mynt ſaa god, ſom den var, da den blev ſlagen, ſaa at den ſkal være gild og gængſe alle Mand imellem; de, der vurdere ſin Varer højere for rede Penge end for Varer, ſkal bøde Brevebrud, 8 Ertoger og 13 Mk; den, der ligefrem vrager Kongens Mynt, ſkal førſte Gang bøde dobbelt Brevebrud, anden Gang være utlæg, og dog bøde det ſamme, tredie Gang have forbrudt baade Liv og Gods; det paalagdes Sysſelmendene udtrykkeligt at refſe ſlige Perſoner „til Liv og Gods“ efter Anordningens Bud.

2. Alle Varer, inden- og udenlandſke, ſkal føres til Kjøbſtad, ſelges og kjøbes for rede Penge paa Torvet eller paa de Steder, Loven byder; Overtrædelſen ſtraffes med Brevebruds Bod.

3. Ingen, enten Læg eller Lærd, ſkal drive Tuſkhandel (varningaskifti), hemmeligt eller aabenbart, under Brevebruds Straf; mistænkes nogen, renſe ſig ved Settareed.

4. Ingen maa fare om paa Landet eller Strandene med Smaahandel for enten at kjøbe eller ſelge, og heller ikke maa Bønderne ſelge Naut, Sauder, Sviin, Smør, Salt, Vaadmaal, Lerred, Høns, Gjæs, eller andet deslige, uden hvad vejfarende Mend kunne behøve til eet Maaltid eller to, men alle Varer ſkulle føres til Kjøbſtaden; heller ikke maa nogen Skipper bryde ſin Laſt i Havner udenfor Kjøbſtæderne til Udſalg, uden hvad der behøves til at kjøbe Mad for, medens Skibet lades, eller andet nødvendigt Erende beſørges. Ogſaa i disſe Tilfelde ſtraffes Overtrædelſen med Brevebrud.

5. Samme Straf paabydes for Kjøb eller Salg af Varer, der fra Landet føres til Kjøbſtaden, inde i Gaardene og ikke paa Torvet.

6. Ingen Udlendinger maa kjøbe Sperrer, Bordtømmer, Spirer, eller anden indenlandſk Vare til Udſalg indenlands, hvilket ogſaa er forbudt i deres Privilegier. Heller ikke maa nogen Bonde eller Heredsmand, Læg eller Lærd, tage Sild, Klæde eller andet Gods hos Kjøbmendene og ſiden ſelge disſe Varer ud for Sperrer, Tømmer eller Naut; Overtrædelſen ſtraffes med Brevebrud og Varernes Forbrydelſe.

7. Naar udenlandſke Kjøbmend komme til Staden med ſine Varer og ikke ville ſelge dem før den Taxt, Kongen og Raadet har foreſkrevet, da er Straffen ligeledes Varernes Forbrydelſe og Brevebrud.

8. Ingen Folk paa Landet maa have Huusmend eller Huuskoner i ſine Huſe, men alle de, der eje mindre end 12 Mk. Peningers Verdi, ſkulle tage ſig Tjeneſte og arbeide for Riddere, Preſter eller Bønder, mod ſaadan Løn, ſom fra gammel Tid har været brugelig. Heller ikke maa Biſkoper, Riddere eller andre kongelige Mend tage Arbeidsfolk eller Lejedrenge i „Hovgaard“, d. e. paa deres Herregaard, uden til ſaadan Sysſel, ſom de ere opfødte med; løber nogen fra ſin Tjeneſte hos Preſter eller Bønder, ſkal Sysſelmanden ſtraffe ham efter Loven.

9. Udlendinger, der kommer til Byen[9], maa ej kjøbe Naut eller Fødevarer til Udførſel, men alene til deres Fortæring, medens de opholde ſig i Landet, og dette kun paa Torvet. Overtrædelſen ſtraffes med Varernes Forbrydelſe og Brevebruds Bod.

10. Ingen Indenlandſke maa legge Fellig med nogen Udlending enten om at bygge Skib, eller andet deslige.

11. Sutererne eller Skomagerne[10] maa ikke opkjøbe flere Huder, end de behøve til ſin Haandverksbedrift, under Brevebruds Bod og Varernes Forbrydelſe. Mistænkes de, verge ſig med Settareed.

12. Komme Skibe til nogen Stad i Norge og der betale Kronen den ſkyldige Told, da betales ingen yderligere Told, om nogle af de indladede Varer ſiden indføres til en anden Kjøbſtad, men Leding ſkulle Ejermendene ſvare paa hvert Sted af ſaameget Gods, ſom der ankommer.

13. Naar Klæde udſkibes og Klædespakker aabnes, har Kongens Foget Ret til Pakkelinerne og Omſlagsdugene. Aabnes ſlige Pakker uden hans Tilladelſe, bødes 1 Mark for hvert Stykke.

14. Ingen Nordmand ſkal indſkibe eller udſkibe Varer, førend der ringes til Otteſang ved Smaakirkerne, under 1 Mark Sølvs Bod for hver Nordmand, ſom gjør det til anden Tid; Udlendingen ſkal i ſaa Fald losſe tilbage igjen, bede paany om Tilladelſe til Ind- eller Udſkibning, og bøde 1 Mark Sølv for hvert Stykke, ſmaat eller ſtort.

15. Man kan ſtevne til Lagmanden før Annfredstid ſaaledes, at de Dage, denne omfatter, ikke regnes med, naar alene de foregaaende og efterfølgende ſammentalte udgjør den rette Stevnefriſt.

16. Lagmanden ſkal dømme efter alle disſe Artikler ſom Lov.

Der faſtſettes ogſaa overeensſtemmende med den 7de Artikel Karter for indenlandſke og udenlandſke Varer. Til disſe Karter ville vi ſenere hen komme tilbage. Muligt, at de, ſaaledes ſom de forekomme i Afſkrifterne, kun gjelde for Oslo, thi der findes et Brudſtykke af en lignende Anordning for Bergen[11], maaſkee endog af den bergenſke Gjenpart ſelv, hvor der ogſaa faſtſettes Taxter, i enkelte Dele noget afvigende fra disſe. Der er endog Grund til at antage, at disſe Taxter fra Tid til anden ere blevne forandrede, medens Forordningen ſelv beſtod uforandret ſom Grundlaget for den gjeldende Handelslovgivning.

Det er nu for os en let Sag at indſee de flere Misgreb, ſom i denne Anordning begaaes, førſt og fremſt deri, at den lovgivende Myndighed med et Magtſprog vil opſtille Regler for Myntcours, Varepriſer m. m., og dernæſt, at den overhoved legger for meget Baand paa Handelsforholdene. Men ſaadanne vare i den Tid over hele Europa de herſkende Grundſetninger i Handelspolitiken; hverken Kongen eller hans Raadgivere ere at dadle, fordi de ikke havde tilegnet ſig et friere Blik i dette Stykke, end nogen anden paa deres Tid, og de handlede kun efter bedſte Overbeviisning til Landets Vel, idet de ſøgte at ophjelpe Kjøbſtæderne og ſikkre de indenlandſke Handelsmend Markedet ligeoverfor de rigere og klogere Udlendinger. At det dog i Længden vilde være forgjeves at kæmpe mod Overlegenhed i Capital og Handelsklogſkab, indſaa man ej. Men man maa ogſaa holde ſig de tydſke Stæders og Kjøbmends ideligen ſtigende Handelstyranni ret klart for Øje for at finde det begribeligt, ja endog fortjenſtligt, at Kongen og Raadet ſøgte at indſkrænke det ſaa meget ſom muligt. Hvor ſkarpt de have haft dette for Øje, ſees navnligt af den 3die Artikel, hvor det „varningaskifti“ udtrykkeligt forbydes, ſom Stæderne ved Mødet i Tunsberg 1372 havde bedet Kongen om at tilſtede.

I Forbindelſe med denne Handels-Anordning ſtaar ſikkert ogſaa en, ſom det ſynes af Bergens Byfoged og Raadmend vedtagen Samling af Statuter, (eller, ſom det heder i Privilegierne for Oslo af 1358, „Setninger, ſom Lagmanden, Raadmendene og Gjaldkeren ſette, ſamtykke, og kundgjøre paa Bymødet“[12], der egentlig kun ſlutte ſig til beſtemte Lovbud, men i enkelte Stykker indeholde nærmere Beſtemmelſer, iſær vedkommende Politiet. En lignende Samling af Statuter havde allerede i Januar 1377 været vedtagne i Nidaroos, altſaa førend der kunde være Tale om Hanſens Privilegier, hvilke da heller ikke vedkom Nidaroos ſynderligt, eller om hiin Anordning. Om hiin bergenſke Statutſamling ſiges der kun, at „den ſkete i Bergen paa Kong Haakons Tid“[13]. Flere af Beſtemmelſerne ere, ſom ſagt, Gjentagelſer af eldre Lovbud, ſom f. Ex. at Udlendinger ikke maa opkjøbe Varer til Udſalg, at de Udlendinger, der ſidde om Vintren og ej bringe Kornvarer til Landet, heller ikke maa kjøbe Smør m. m., om Arveſøgsmaal efter udenlandſke Mend, ſom dø inden Riget, og fremdeles de fleſte Artikler af Privilegierne for Stæderne af 1294[14]. Men desforuden indeholder den enkelte ſæregne Beſtemmelſer, der ſynes at være givne af Kong Haakon eller paa hans Tid, og ſom ere merkelige nok. Disſe ere: a) at i de lovlige (det vil vel ſige „dertil berettigede“) Gaarde maatte Øl ikke udtappes ved Andre end ved Gaardsbønderne ſelv, eller ved ſkjellige Dandekvinder, ſom de ſelv ville paatage ſig Anſvar for, men ikke ved Friller eller løſe Kvinder; b) at ingen Huusbonde maatte i ſit Huus under Huſets Fortabelſe have Hoorkvinder eller Tyve, Meeneedere og andre Udaadsfolk, Mend eller Kvinder, hvilke ſkulle fare af Byen og aldrig komme tilbage igjen; ſkete dette, ſkulde de „miſte Øret og drage Steen af By“; c) at da Egteſkabet bør holdes i Ære, var det og pasſende, at Dandekvinder ſaavel rige ſom fattige, hver efter ſin Stand, nød ſtørre Heder end løſe Kvinder og Friller, og for ſaaledes at kjende hine fra disſe, ſkulde uegte Dandekvinder“ bære ſaadan Klædeboned, ſom Gud havde givet dem Raad til, dog kun efter Landets gode Sedvane hver efter ſin Stand, medens løſe „Puter eller almindelige Koner“ ej maatte bære bedre Klæde end ſlet og ret Vareklæde, hvoraf Alnen gjaldt to Sh. engelſk; paa ſamme Maade ſkulde og en Kone, der var ſin Mand utro, bære ſlig Frilledragt, indtil hun havde bødt til Gud og ſin Huusbonde, og han havde tilgivet hende; d) ingen tilflyttende Haandverksmend, indenlandſke eller udenlandſke, maatte ſette noget Verkſted op i Byen, førend de havde været hos Lagmanden og Raadmendene og „feſtet Borgerſkab og ſvoret Staden Troſkabseed, og ladet ſit Navn indſkrive i Stadsbogen“, under en Bod af 3 Mkr. for hver Dag, han ſad dette Bud overhørigt; det ſamme gjaldt Oprettelſen af Krambod eller Høkerudſalg. Endelig gives der her en nøjagtig Beſtemmelſe for Gjaldkerens eller, ſom han her, og ved denne Tid allerede ſedvanligt kaldes, Byfogdens Valg og Embedsſyſler. „Saa bør det at være, heder det, efter Kongens Anordning, at Lagmanden og Raadmendene ſkulle udvelge Byfogden; den, ſom beklæder dette Embede, ſkal være Kongen og Byen huld og tro, (o. ſ. v. her følger hele Eedsformularen), aflegge Regnſkab over Skatter, Sagøre og andre Byens Indtegter hver Maaned, gaa ideligen om i Byen og høre efter, om nogen Lovovertrædelſe ſkeer, og i ſaa Fald anlegge Søgsmaal o. ſ. v.; i Løn for ſit Arbeide ſkal han have en Trediedeel af Sagøren. De ovenfor omtalte throndhjemſke „Setninger“, vedtagne, ſom det heder, paa Stadens Lagthing den 19de Januar med Samtykke af Raadmendene og hele Lagretten uden og inden Vebaandene, ſamt Løverdagen derefter (den 24de) paa almindeligt Thing og Møde ſamtykkede af alle Byens Mend, inden- og udenlandſke, lærde og læge, indeholde fornemmelig endeel Karter og derhos nogle faa Beſtemmelſer, iſær om Ølbrygning og Øltapning, der her, ſom i de øvrige Byer, var en meget yndet Bedrift, men ſom ſaavidt muligt indſkrænkedes fra Øvrighedens Side, ſaavelſom Udſkjenkning af Øl, Mjød og Viin, for at hindre det overvettes Fylderi, der ſnarere var i Tiltagende end i Aftagende[15].

Uagtet de tydſke Skomagere i Stæderne, fornemmelig i Bergen, opførte ſig langtfra ſom de burde, men ofte tillod ſig alſkens Voldſomheder og trodſede den lovlige Øvrighed, ſkjenkede Haakon dem dog, ligeſom ogſaa hans Fader havde gjort, megen Naade og tilſtod dem betydelige Forrettigheder. Hans Grunde dertil ere nu vanſkelige at gjette, thi vel heder det i et af hans Breve, dem angaaende, at det var udgivet i „Betragtning af den Nytte, Almuen havde af deres Sko-Gjerning og Skoſalg“. Men denne Nytte ſynes dog ikke at kunne opveje de Ulemper, de gjorde. Vi have allerede omtalt deres Trodſighed angaaende Tienden i den førſte Deel af Aarhundredet; af og til hører man om andre af deres Handlinger, der viſe, at de maa have været yderſt beſværlige Medindvaanere i de Stæder, hvor de opholdt ſig, ikke at tale om, at naar der opſtod alvorlige Sammenſtød mellem deres Landsmend, de tydſke Kjøbmend, og Landets egne Borgere, da vare de altid rede til at yde de førſte ſin Hjelp. Det er i det foregaaende nævnt, at under Krigen med Stæderne i 1368, 1369, havde de tydſke Skrædere i Bergen endog drebt en Broder af Erkebiſkop Olaf[16]; det var ſaaledes vel ikke egentlig Skomagerne, ſom her vare de brødefulde, men alle de tydſke Haandverkere i Bergen dannede, ſom bekjendt; et ſtort Samfund, benævntes meget ofte, iſær i ſenere Tider, under eet „Skomagere“ og vare visſelig lige gode om alle de Utilbørligheder, der udøvedes enten under Skomagernes, eller andre Haandverkeres Navn. Men dette hindrede, ſom vi have ſeet, ikke Kongen fra, i 1370 at give dem fri for Told, Skat og Tyngſel, imod at de tilſammen betalte 20 Mkr. Peninge aarligt i Afgift til Kronen, og to Aar efter forbød Kongen endog alle Andre at drive Skomagerhaandtering i Bergen, uden de, ſom Biſkopen holdt i ſin Gaard for ſig og ſine Folk, men heller ikke disſe maatte ſelge ud til Andre[17]. Siden have vi ogſaa ſeet (S. 67), hvorledes Skomagerne i Nidaroos havde været med at begaa et Drab i ſelve Chriſtkirken, for hvilket de naturligviis havde maattet bøde, og det ikke ſaa ubetydeligt — 44 Mk. brendt Sølv, — hvoraf de maatte laane endeel i Bergen; men det var ſaa langt fra, at Kongen ſiden var dem unaadig, at han endog for at lette dem Tilbagebetalingen af Laanet tillod dem at udføre ſit Arbeide til Udſalg andenſteds, indtil Laanet var betalt. Endvidere gav han dem under ſit Ophold i Nidaroos om Vaaren 1377 (15de Mai) tyve Aars Frihed for at „gaa Vaabengang“, ſom det kaldtes, det vil ſige at indfinde ſig paa det aarlige Vaabenthing, hvor hver voxen Mand ſkulde møde frem og foreviſe ſine lovbefalede Vaaben til Efterſyn; og naar de tyve Aar vare omme, var det nok, at een Mand indfandt ſig fra hver Bod[18]. Derhos ſatte han en ret fordeelagtig Taxt paa deres Varer, f. Ex. for det bedſte Slags Støvler omtrent Mk. eller henved 2 Sh. engelſk Parret, hvilket efter vore Priisforhold nu vilde ſvare til henved Spd.[19]. Alt dette kunde lade ſig høre, hvis ingen anden i Landet forſtod at ſy ordentligt Skotøj. Men da man ſeer, at der idetmindſte i Bergen var andre, ſom ſyede Sko, og ſaa forſvarligt, at endog Biſkopen og hans Mend var tjent dermed, kan heller ikke dette have været Grunden, hvorfor hine ſaaledes begunſtigedes. Vi ville i det Følgende ſee, til hvilken foruroligende og oprørende Grad deres Tøjlesløshed gik.

Hvad Mynten angaar, om hvilken det i den ſtore Forordning beſtemmes, at den fremdeles ſkal gjelde ſom før og ikke vrages, da er det beklageligt, at der ikke nu findes noget Pengeſtykke, der med Vished kan henføres til Haakons Tid, og hvoraf vi ſaaledes kunne erfare Myntens Gehalt. Naar man afſluttede Penge-Laan eller verdſatte Jordegods og andet Løsøre, regnede man ſedvanligviis efter Mark (Ører — Ertoger) brendt Sølv, eller efter forngilde Mark o. ſ. v., der forholdt ſig til det brendte Sølv ſom 1:3; men der angives ſjelden, hvor mange myntede Penge af et viſt Slags der ſkulde til for at udgjøre den opgivne Sum. Vi have ſeet, at Forholdet mellem myntede Penge og brendt Sølv ved Midten af Aarhundredet var eller ſkulde være omtrent ſom 1 til 5, men at man ved 1353 ſlog en ny Mynt, ſom man med et Magtſprog vilde tvinge op i Courſen 1 Mark Peninge = 1 Sol Grus Tournois eller 3 Sh. Sterling (dette gjør Forholdet 1:[20]. Det lader til, at Kong Haakons Mynt var af ſamme, eller endnu ſlettere Gehalt, ſiden han fremdeles vedblev med at forbyde at vrage den, og med et Magtſprog faſtſatte Courſen til den oprindelig beſtemte, der ej kan have været nogen anden end 1 Mark = 3 Sh. Sterling, ſiden han ſelv i ſine egne Breve regner ſaaledes, men hvorved dog en endnu ſtørre Forringelſe giver ſig tilkjende, ſiden Magtſprog maatte behøves til, endog nu, at holde hiin Cours faſt, efterat de engelſke Penge ſelv havde tabt 10 til 15 pCt. i Gehalt, ſaaat Forholdet mellem reent Sølv og myntede Penge nu maa have været 1: 5 eller 1:. Thi deels finder man, at en Mark brendt nu ſtundom beregnedes til 15 Sh. engelſk[21], iſtedetfor , hvilket betegner et Tab i Gehalt af 10 pCt., og hvorved den norſke Mark, der ſkulde holde 3 Sh., blev ſaameget ringere, eller forholdt ſig til 1 Mark reent Sølv ſom 1 til 5. Deels ſees der, at man i det Throndhjemſke regnede et Spann, der ſkulde indeholde tre forngilde Ører, for ikke ubetydeligt mere end 20 engelſke Peninge eller Sh., hvilket endog antyder en Forringelſe af over 15 pCt.[22]. Og naar nu de myntede Penge endda ikke uden ved Tvang kunde holdes i denne Cours, og vel heller ikke holdtes deri, kan man viſt antage, at de i Virkeligheden neppe have været af bedre Gehalt, end 1: 6, et Forhold, ſom ogſaa allerede i længere Tid ſynes at have været det gængſe i Sverige. Denne Uſikkerhed i Courſen gjorde, at man nu oftere end forhen ved Kjøb og Salg angav Pengebeløbene i udenlandſke Pengeſorter, fornemmelig Pund Sterling eller franſke Gros de Tours, naar man ikke bibeholdt den nationale Beregning efter „forngilde Mark“ o. ſ. v., hvilken nu efterhaanden gik mere og mere af Brug. Kong Haakon ſelv angav oftere de Summer, han modtog eller lod udbetale, i fremmede Myntſorter, uagtet hans Forbud mod at vrage hans egen Mynt; viſtnok følger ikke heraf, at ogſaa Betalingen ſelv ſkete i fremmede Penge, thi man kunde jo udgive ſaameget i den ſlette norſke Mynt, ſom ſvarede til den angivne Sum, men Paaſtanden, at faſtholde en beſtemt Cours, var dog derved allerede opgivet. Endog i Taxterne for de tydſke Skomageres Arbeider i Throndhjem, paabudne af Kongen ſelv, have vi ſeet, at Angivelſen i engelſke Penge og forngilde Ører afvexle med hinanden. I det følgende ville vi ſee den tydſke Myntſort „Gylden“ at blive den, hvori Summerne hyppigt angaves.

  1. Den 2den Februar 1376 udſtedte ſaaledes Hr. Henrik i Kongens Navn et Mandat for Oslo, Dipl. N. II. 494 og III. 402, hvorved Kongen ej var tilſtede, ſiden hans Nærværelſe ikke omtales; han var nemlig da viſtnok i Danmark.
  2. Erkebiſkopen og flere Biſkoper havde juſt været ved Concilium i Bergen, ſidſt i November eller førſt i December (Dipl. N. I. 441). Flere af Biſkoperne maa ſaaledes fra Bergen have begivet ſig til Oslo.
  3. See ovenfor, IV. D. 2 B. S. 234—243.
  4. See herom ovenfor, IV. D. 2 B. S. 246, 247. De omtalte „Friller“ ere formodentlig de ſamme Slags løſe Fruentimmer, der ogſaa omtales i „den norſke So“, (Walkendorffs Transactioner med de Contoirſke, o. fl. St.; der berettes, at baade Kjøbmendene og de tydſke Haandverkere havde hver en „aabenbar Skjøge, der boede paa Øvregaden og i Byen“, og at der var „ligeſaamange Skjøger ved Bryggen, ſom Garpehunde“ (d. e. Hunde til at bevogte de Tydſkes Handelsſtuer og Pakboder). See Sagen og Foſs, „Bergens Beſkrivelſe“, S. 137, 155, 157. Vi ville ſtrax hernedenfor ſee ſærſkilte Beſtemmelſer vedtagne imod dem for Bergens Vedkommende, hvor de Fremmedes Mængde og derfor ogſaa Uvæſenet var ſtørſt, og hvor vi faa Aar ſenere ſee Biſkop Jakob give en frygtelig Skildring af den herſkende Uſedelighed.
  5. Ingen af Haandſkrifterne er eldre end Midten af det 15de Aarhundrede, undtagen een (nu i det kgl. Bibl. i Stockholm), der er fra c. 1400, men denne indeholder neppe en Trediedeel af den hele Anordning. De øvrige ere meſt Overſettelſer, ligeledes med flere Udeladelſer og Forkortninger. See Norges gl. L. III. S. 202—210.
  6. Et Thing ved Tunsberg maatte være Haugathing, ſkjønt det ikke udtrykkelig nævnes: men dette Thing traadte nu, efter de ſtørre Lagthings Adſkillelſe, ganſke viſt i Stedet for det ſaakaldte Borgarthing, efterſom Lagmanden havde ſin faſte Reſidens i Tunsberg og der ogſaa paadømte Sager vedkommende Borgeſysſel.
  7. Kongen var viſtnok i Tunsberg i Juli Maaned 1378 (ſee ovenfor), men Anordningens egne Ord antyde, at Raadsmødet gik umiddelbart forud for dens Vedtagelſe, og da nu denne maa have ſkeet paa det ſedvanlige Lagthing, der begyndte ved Botulfsvake, den 17de Juni, kan Kongen, der den 16de Juni 1378 endnu var i Bergen, (Norges gl. L. S. 20i), ikke have været i Tunsberg enten ſtrax før, eller under dette Aars Haugathing. Om 1377 kan ej være Tale, thi da var han den 15de Mai i Throndhjem og reiſte ſandſynligviis derfra til Bergen, hvorfra han neppe kom til Øſtlandet førend mellem hiin 16de Juni og 29de Juli 1378: Sommeren 1379 var han formodentlig ved Rigsgrændſen, beſkjeftiget med den ſvenſke Krig. I 1380 var han derimod, ſom vi ville ſee, længe i Tunsberg, netop om Sommeren, og havde da ganſke viſt flere af ſine Raadsherrer hos ſig.
  8. At Anordningen ogſaa anſaaes for gjeldende i de andre Stæder, viſer ej alene dens almindelige Charakter af dens Indhold, men og iſær den Omſtændighed, at der i en af Afſkrifterne ſtaar „Throndhjem“ iſtedetfor Oslo, og i en af Overſettelſerne „Byen“.
  9. Her ſtaar der i den fuldſtændigſte Text, vi have, „Oslo“, men det er aabenbart, at denne Artikel ogſaa gjelder de øvrige Byer.
  10. Her ſtaar ligeledes „i Oslo“, og det er maaſkee nok muligt, at denne Artikel gjelder Oslo alene, da Skomagerne i Throndhjem og Bergen havde ſtørre Friheder.
  11. Norges gl. Love III. S. 59. Brudſtykket er her ſat blandt Kong Haakon den 5tes udaterede Retterbøder, dog med den udtrykkelige Bemerkning, at det ikke er viſt, om det er at henføre til ham eller til Haakon den yngre. De anførte Priſer ſynes at tyde paa den ſenere Tid, og l et, rigtignok yngre, Haandſkrift er Brudſtykket ganſke ſlaaet ſammen med „Setningerne“ for Nidaroos af 1377, hvorom her ſtrax nedenfor.
  12. Saaledes ſtaar der i Kong Magnus’s Privilegier for Oslo, Norges gl. Love III. 166, 177.
  13. Norges gl. Love III. S. 210—212.
  14. Man gjenkjender (N. gl. L. S. 211) Art. 4, 6, 9, 11, 13, 14, 15, 16, 17 af Privilegierne af 1294, ſ. o. IV. D. 2 B. S. 236.
  15. N. gl. L. III. S. 196—198.
  16. See forr. B. S. 816.
  17. See ovf. S. 27.
  18. N. gl. Love III. S. 201. Om Vaabengangen ved Midfaſtetider, ſee den nyere Bylov, Landvernsbaalken Cap. 13, Norges gl. L. II. S. 207.
  19. Priſen er angivet at være 1 Spann; hvorledes dette ſkal beregnes, antydes her ſtrax nedenfor.
  20. See f. B. S. 883, 884.
  21. Brev af 17de Apr. 1372, Dipl. N. III. 378. Her tales der om forſkjellige Summer, to Mkr. Selv til 15 sh. for hver Mark, og 3 Mark Sølv til 13 sh. 4 P. (ɔ: 13½ sh.) for Marken; der ſigtes ſaaledes til engelſke Penge af forſkjellige Myntninger. Nu veed man, at Kong Edward den 3die i Aaret 1344 lod mynte Sølv, hvoraf eet Pund Sterling, uden at forøges i Vegt og Gehalt, dog kom til at indeholde 266 Pence, og i 1346 endog lod mynte Pence, hvoraf der gik 270 og følgelig 22½ Sh. paa Pundet. Disſe Shillinger forholde ſig netop til det normale, 20 Sh. paa Pundet, ſom 15 til 13½, og ſaaledes maa det være Shillinger og mente af denne Myntning, hvortil der i det nysanførte Brev ſigtes.
  22. Dette ſees tydeligt af de nysomtalte Taxter for Skomagerne i Nidaroos. Her heder det, at det bedſte Slags Støvler ſkulle koſte 1 Spaan, det midlere 20 engelſke Pence, og det ſimpleſte 2 Ører. Her kan ikke de myntede norſke Penge være meent ved „Spann“ og „Ører“, thi efter Courſen 1 = 3 Sh. engelſk vilde man da faa det ſimpleſte Par til at koſte 9 engelſke Vente, hvilket var altfor lidet i Forhold til det midlere, og det bedſte Slags vilde koſte mindre end dette, nemlig 13½. Nu kan det heller ikke være brendt Selv, ſom menes, thi da vilde igjen det ſimpleſte Par koſte mere end det mellemſte, nemlig (efter Forholdet 1:4½) 20¼. Altſaa kan der alene menes forngilde Penge. Men regnede man her efter det oprindelige Forhold, at den brendte Mark indeholdt 13⅓ Sh. eller 10 Pence, og den forngilde ſaaledes 53⅓ Pence, vilde ⅜ deraf eller 1 Spaan (= 3 Ører) netop udgjøre 20 Pence, altſaa Priſen for det bedſte Slags være det ſamme ſom for det midlere. Det er ſaaledes klart, at et Forhold ſom 1 Mk. br. = 15 Sh. eller deromkring ligger til Grunden; ved dette Forhold, hvorved den forngilde Mark faar 60 mente, og Øren 7½, Pence, bliver Priſen paa de bedſte Støvler 22½, og for de ſimpleſte 15 Pence; men man ſkulde endog ſnarere antage, at Spannet her regnedes for 24 og Øren for 8 Pence, hvilket gav Gradationen 24—20—16, og antydede et Forhold mellem den myntede Mark og reent Sølv, ſom 1:5⅓. Dette Forhold, hvorved den forngilde Mark fik 64 Pence (6 Sh. 4 P.) og den brendte Mark 16 Sh., er allerede udtrykkeligt angivet i et Brev af 1345, ſee Dipl. N. II. 267.