Det norske Folks Historie/8/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have nu fulgt Kong Haakon i hans Bestræbelser for at hevde sit Dynasties Rettigheder, udvide dets Besiddelser og frede Rigets Grændser. Vi ville her betragte den ikke ringe Virksomhed, som han i de faa Aar, han overlevede sin Fader, udfoldede med Hensyn til Rigets indvortes Anliggender, fornemmelig for saa meget som muligt at ordne Handelsforholdene til Undersaatternes Bedste og hindre de hanseatiske Kjøbmend fra at anmasse sig endnu større Friheder, end Fredsslutningen i 1377 og de eldre, derved bekræftede, Privilegier allerede tilstod dem. Han havde udentvivl ikke ringe Hjelp herved af Provsten Hr. Henrik Henrikssøn, der fremdeles forestod Cantsler-Embedet, uden dog at ophidses til denne Verdighed, og som i hans Fraværelse besørgede de løbende Expeditioner, medens hans Embedsmyndighed i Kongens Nærværelse synes ganske at være ophørt[1]. I Januar 1377, altsaa Vinteren efter at Kongen havde afsluttet Freden med Stæderne, holdt Kongen et Raadsmøde i Oslo, hvor flere Biskoper, Riddere og Svene vare tilstede[2]. Resultatet af Raadslagningerne var en Forordning vedkommende Hansens Privilegier, der tydeligt viser, hvor meget det var ham om at gjøre ikke at tilstaa Hanseaterne en Tøddel mere, end Privilegierne indeholdt. „De fleste“, begynder han, „vide vistnok, at de tydske Kjøbmend af Hansen have tiltaget sig Ting, som vi og vort Rige have haft stor Skade af, og sige, at de have hast disse Ting af vore Forfedres Naade og Privilegier. Men nu, da selve Søstædernes Mend, nemlig Borgermesteren i Lübeck, Hr. Jakob Pleskow, have overgivet os i vor egen Haand de Privilegier, som vore Forfedre have undet dem, og vi af vor Naade have stadfestet disse samme Privilegier, saa ville vi, at de stadigt skulle overholde dem efter vore Breves Lydelse, medens vi derimod paa ingen Maade ville taale af dem de Ting, som de have tiltaget sig uden Hjemmel af Privilegierne; og have vi derfor gjort denne Bestemmelse med vort Rigsraads Samtykke, som nu var hos os, baade Biskoper, Riddere og Svene, og ville siden gjøre end yderligere Forbedringer derved, naar vort større Rigsraad kommer sammen, saaledes som vi da blive enige med dette, og skal denne Forordning ubrødeligt overholdes i alle vore Kjøbstæder, og byde vi vore Lagmend at dømme herefter som Lov, ligesom og vore Sysselmend og Gjaldkerer at sagsøge derefter“. De enkelte Artikler, som i denne Forordning paabødes, vare følgende:

1. Alle indenlandske Varer, enten de til Lands eller Vands føres til Kjøbstaden, skulle bringes paa Torvet, dog saaledes at der af Korn, Malt, Meel eller Ruug, der udskibes i Leste- eller Skippundeviis, blot skal bringes en Prøveskjeppe paa Torvet, hvor da Handelen efter denne kan sluttes.

2. Ingen indenlandske Varer maa selges i Gaardene, og heller ikke maa noget Gods føres til Byen, uden naar Sol er oppe; Overtrædelse af disse Forbud straffes med Godsets Forbrydelse til Kronen, K og den, der kjøber eller selger andensteds end paa Torvet, skal bøde 8 Ertoger og 13 Mkr. i Brevebrud. Naar den kongelige Ombudsmand eller Foged mistenker Nogen for at drive Gaardhandel med indførte Varer, skal denne verge sig med Tremands-Eed.

3. Ingen Friller maa selge noget Gods, smaat eller stort, uden hvad der er deres eget, og de kunne bekræfte at være dette med deres egen og to skjellige Kvinders Eed.

4. Ingen Udlendinger maa indkjøbe noget i Landet, uden alene paa Torvet; heller ikke maa de selv brygge noget „Mungaat“ (simpelt Øl) enten til eget Brug eller Udsalg, men de skulle alene kjøbe det fra Borgen.

5. De maa ikke indkjøbe mere Spisevarer, end hvad de behøve til deres egen Kost, og slet ikke noget til Salg eller Udførsel.

6. De maa ikke selge Kornvarer uden i Skippundeviis, eller Bjor (tydsk Øl) og Mjød uden i Tøndeviis.

7. De maa ikke indføre andet Gods, end hvad der tilhører dem selv eller de Kjøbmend, der ere i Hansen.

8. Torvet stiller Kongen under Guds Varetegt og tager det i sit Vern, forbydende Enhver voldeligen at tage eller røve fra nogen Mand det Gods, han bringer til Torvs for at selge; Overtræderen dømmes utlæg. Sammenligne vi disse Artikler, der øjensynligt vise sig kun at være, hvad der i Indledningsordene antydes, foreløbigt opsatte Punkter, med de eldre Privilegier af 1294 og 1296, som vel egentlig især var de, Stæderne paaberaabte sig og nu havde faaet fornyede[3], da ville vi see, at de virkelig heller ingen Indgreb gjøre i disse, men kun sette en Skranke for, at Tydskerne ikke skulde tiltage sig endnu større Rettigheder, end Privilegierne, hjemlede dem. Man kan være temmelig vis paa, at ethvert af de Forbud, Forordningen indeholder, er rettet mod et egenmegtigt Tiltag af de Tydske, og giver saaledes middelbart Oplysning om, hvori disse Tiltag bestod. For det første see vi, at de tydske Kjøbmend fremdeles søgte at overtrede eller eludere de udtrykkelige Forbud mod Landprang og Forprang, eller mod Forhandling af indenlandske Varer andensteds end paa Torvet, men at de deels selv gjorde Indkjøb paa Landet, ej alene til eget Forbrug, men ogsaa til Udførsel, deels søgte at lokke dem, der førte Varer til Torvs, til sig i Gaardene, for der, uhindret af nogen Opsigt fra Øvrighedens Side, og med Tilsidesettelse af Kongens Forkjøbsret at forsyne sig med hvad de ønskede til billigere Kjøb, og naturligviis ogsaa imod andre af dem selv indførte Varer, trods Forbudet mod at selge disse i smaa Partier. Ja man maa endog af Forordningens Ord i den sidste Artikel slutte, at de i deres Overmod stundom vovede aabenlyst at anholde dem, der bragte Varer til Torvs, og med Magt at fratage dem disse, formodentlig vel ikke uden at betale dem noget derfor, men dog med Vold og frek Tilsidesettelse af Lovens bestemte Forbud. Overhoved seer man, at de søgte at fortrænge de indfødde Kjøbmend fra Handelsmarkedet, eller reent ud at hindre indfødde Kjøbmend fra at komme op. Men desforuden tales der her for første Gang om en Uskik, der vel ogsaa tidligere havde fundet Sted, men formodentlig ikke i en saa foruroligende Grad, som i de sidste Tider, og som giver os en Forestilling om, hvor frekt de fremmede Handelsmend traadte den offentlige Anstændighed under sine Fødder, nemlig at de ganske aabenlyst holdt Friller, der drev Smaahandel, og at de endogsaa benyttede sig heraf til at eludere hine Forbud mod at udselge deres Varer i Smaat, idet de lod hine „Friller“ selge dem ud som sine egne Varer. At de i Byerne bosatte tydske Handelsfactorer holdt Friller og overhoved førte et højst udsvævende Liv, var en ubehagelig, men vistnok uundgaaelig Følge deraf, at de ikke havde Lov til at gifte M„ for ej derved at drages ind i andre Interesser, end deres Principalers; men at Forholdet var saa aabenlyst, at disse „Friller“ endog, som det synes, dannede en egen anerkjendt Klasse Fruentimmer, der levede for sig selv og havde Tilladelse til at drive Smaahandel, viser, hvor slap den offentlige Moralitet omsider var bleven[4]. En egen Omstændighed, hvorom der ikke tidligere nævnes noget, er den, der synes merkelig nok, at Udsalget af det simplere Øl eller saakaldte Mungaat var blevet et Monopol for Kongens Borgfolk, idetmindste kan maa ikke anderledes forklare de Ord, at Udlendingerne skulle kjøbe det „fra Borgen“.

Med denne Forordning kunde Stæderne, der for fem Aar siden blandt andet udtrykkeligt havde fordret Tilladelse til at drive Tuskhandel, neppe være tilfreds; men da ingen Indgreb skete i Privilegierne, var der vel intet andet for dem at gjøre end at finde sig deri, og overlade det til Kjøbmendene selv at eludere eller overtrede deres Bud, eftersom de saa Lejlighed dertil. Ved de Tilleg og Forordninger, som Kongen havde lovet at faa istand, naar han kunde samles med „det større Rigets Raad“, altsaa holde et formeligt Høvdingemøde, kan han neppe have forestaaet andet end en fuldstendig Handelsanordning. En saadan blev ogsaa given, men desverre kjender man ikke Tiden, da Dateringen mangler i de faa og daarlige Afskrifter, som vi have tilbage deraf[5]. Der staar kun, at Kongen havde givet den med Rigsraadets Samtykke, da han nu i Tunsberg var samlet med dette, og at han der i Tunsberg havde ladet den kundgjøre for Almuen og vedtage med Vaabentag. Dette viser altsaa, at et Raadsmøde har været holdt i Tunsberg. Men naar der tales om, at Almuen havde været samlet og vedtaget Anordningen med Vaabentag, saaat den herefter skulde ansees som Lov, da kan dette kun betegne en Vedtagelse paa Haugathing[6], og gjør det nødvendigt at antage, at Kongen siden har ladet eller villet lade den samme Anordning vedtage paa Frosta- og Gula-Thing for de to andre Stæder. Da slige Forordninger i de Tider ikke udferdigedes eenslydende for alle Stæder, men i særskilte Gjenparter for hver enkelt Stad, saaledes at kun denne nævntes, og der alene hentydedes til dennes Stedforhold, medens Hovedindholdet dog blev eens for dem alle, er det ogsaa i sin Orden, at det Exemplar, hvorefter hiin Afskrist er tagen, og som sees at have været det, der udferdigedes til Oslo, kun omtaler Tunsberg og Haugathing, under hvilket Oslo tilhørte. Spørsmaalet bliver nu kun: naar kan et større Raadsmøde have været holdt mellem Januar 1377 og Høsten 1380, saaledes at den nu vedtagne Forordning sidenefter kunde blive vedtagen paa Frosta- og Gulathings Thi om noget Aar før 1377 kan ej være Tale, da Anordningen aabenbart er den „Forbedring“, der bebudes ved den nysnævnte Forordning af 29de Januar i hiint Aar, og den desuden utrykkeligt omtaler Stædernes bekræftede Privilegier. Man vil vanskeligt finde noget Aar mellem 1377 og 1380, hvor et Rigsmøde kunde være afholdt, med mindre det skulde være om Sommeren 1380, kort før Kongens Død, da han i længere Tid synes at have opholdt sig i Tunsberg[7]. Men da bliver der igjen ingen Tid til at Forordningen kunde være vedtagen i Bergen og Throndhjem. Alligevel maa man blive staaende derved og heller antage at Vedtagelsen paa de øvrige Thing ej fandt Sted førend efter hans Død, og at dette maaskee endog kan være Aarsag i, at de Afskrifter, vi have, kun nævne Oslo, da nemlig i saa Fald Haakon selv ikke naaede at udferdige nogen Gjenpart til de øvrige Steder, for hvilke Forordningen ligesaa meget var bestemt[8]. Ja den gjaldt egentlig det hele Land, eftersom den ogsaa indeholder nogle Artikler, deels af almindeligt Indhold, deels vedkommende Landdistricterne; kort, den er egentlig en af disse større, alminlige Retterbøder, som Kongerne stundom udstedte, i tidligere Dage hyppigere end i den senere Tid, saa at altsaa Kong Haakon her synes at have villet gjenoplive en gammel og roosverdig Skik, der var nær ved at gaa af Brug.

Forordningens Indhold er i Korthed følgende:

1. At Kongen vil selv holde og lade holde sin Mynt saa god, som den var, da den blev slagen, saa at den skal være gild og gængse alle Mand imellem; de, der vurdere sin Varer højere for rede Penge end for Varer, skal bøde Brevebrud, 8 Ertoger og 13 Mk; den, der ligefrem vrager Kongens Mynt, skal første Gang bøde dobbelt Brevebrud, anden Gang være utlæg, og dog bøde det samme, tredie Gang have forbrudt baade Liv og Gods; det paalagdes Sysselmendene udtrykkeligt at refse slige Personer „til Liv og Gods“ efter Anordningens Bud.

2. Alle Varer, inden- og udenlandske, skal føres til Kjøbstad, selges og kjøbes for rede Penge paa Torvet eller paa de Steder, Loven byder; Overtrædelsen straffes med Brevebruds Bod.

3. Ingen, enten Læg eller Lærd, skal drive Tuskhandel (varningaskifti), hemmeligt eller aabenbart, under Brevebruds Straf; mistænkes nogen, rense sig ved Settareed.

4. Ingen maa fare om paa Landet eller Strandene med Smaahandel for enten at kjøbe eller selge, og heller ikke maa Bønderne selge Naut, Sauder, Sviin, Smør, Salt, Vaadmaal, Lerred, Høns, Gjæs, eller andet deslige, uden hvad vejfarende Mend kunne behøve til eet Maaltid eller to, men alle Varer skulle føres til Kjøbstaden; heller ikke maa nogen Skipper bryde sin Last i Havner udenfor Kjøbstæderne til Udsalg, uden hvad der behøves til at kjøbe Mad for, medens Skibet lades, eller andet nødvendigt Erende besørges. Ogsaa i disse Tilfelde straffes Overtrædelsen med Brevebrud.

5. Samme Straf paabydes for Kjøb eller Salg af Varer, der fra Landet føres til Kjøbstaden, inde i Gaardene og ikke paa Torvet.

6. Ingen Udlendinger maa kjøbe Sperrer, Bordtømmer, Spirer, eller anden indenlandsk Vare til Udsalg indenlands, hvilket ogsaa er forbudt i deres Privilegier. Heller ikke maa nogen Bonde eller Heredsmand, Læg eller Lærd, tage Sild, Klæde eller andet Gods hos Kjøbmendene og siden selge disse Varer ud for Sperrer, Tømmer eller Naut; Overtrædelsen straffes med Brevebrud og Varernes Forbrydelse.

7. Naar udenlandske Kjøbmend komme til Staden med sine Varer og ikke ville selge dem før den Taxt, Kongen og Raadet har foreskrevet, da er Straffen ligeledes Varernes Forbrydelse og Brevebrud.

8. Ingen Folk paa Landet maa have Huusmend eller Huuskoner i sine Huse, men alle de, der eje mindre end 12 Mk. Peningers Verdi, skulle tage sig Tjeneste og arbeide for Riddere, Prester eller Bønder, mod saadan Løn, som fra gammel Tid har været brugelig. Heller ikke maa Biskoper, Riddere eller andre kongelige Mend tage Arbeidsfolk eller Lejedrenge i „Hovgaard“, d. e. paa deres Herregaard, uden til saadan Syssel, som de ere opfødte med; løber nogen fra sin Tjeneste hos Prester eller Bønder, skal Sysselmanden straffe ham efter Loven.

9. Udlendinger, der kommer til Byen[9], maa ej kjøbe Naut eller Fødevarer til Udførsel, men alene til deres Fortæring, medens de opholde sig i Landet, og dette kun paa Torvet. Overtrædelsen straffes med Varernes Forbrydelse og Brevebruds Bod.

10. Ingen Indenlandske maa legge Fellig med nogen Udlending enten om at bygge Skib, eller andet deslige.

11. Sutererne eller Skomagerne[10] maa ikke opkjøbe flere Huder, end de behøve til sin Haandverksbedrift, under Brevebruds Bod og Varernes Forbrydelse. Mistænkes de, verge sig med Settareed.

12. Komme Skibe til nogen Stad i Norge og der betale Kronen den skyldige Told, da betales ingen yderligere Told, om nogle af de indladede Varer siden indføres til en anden Kjøbstad, men Leding skulle Ejermendene svare paa hvert Sted af saameget Gods, som der ankommer.

13. Naar Klæde udskibes og Klædespakker aabnes, har Kongens Foget Ret til Pakkelinerne og Omslagsdugene. Aabnes slige Pakker uden hans Tilladelse, bødes 1 Mark for hvert Stykke.

14. Ingen Nordmand skal indskibe eller udskibe Varer, førend der ringes til Ottesang ved Smaakirkerne, under 1 Mark Sølvs Bod for hver Nordmand, som gjør det til anden Tid; Udlendingen skal i saa Fald losse tilbage igjen, bede paany om Tilladelse til Ind- eller Udskibning, og bøde 1 Mark Sølv for hvert Stykke, smaat eller stort.

15. Man kan stevne til Lagmanden før Annfredstid saaledes, at de Dage, denne omfatter, ikke regnes med, naar alene de foregaaende og efterfølgende sammentalte udgjør den rette Stevnefrist.

16. Lagmanden skal dømme efter alle disse Artikler som Lov.

Der fastsettes ogsaa overeensstemmende med den 7de Artikel Karter for indenlandske og udenlandske Varer. Til disse Karter ville vi senere hen komme tilbage. Muligt, at de, saaledes som de forekomme i Afskrifterne, kun gjelde for Oslo, thi der findes et Brudstykke af en lignende Anordning for Bergen[11], maaskee endog af den bergenske Gjenpart selv, hvor der ogsaa fastsettes Taxter, i enkelte Dele noget afvigende fra disse. Der er endog Grund til at antage, at disse Taxter fra Tid til anden ere blevne forandrede, medens Forordningen selv bestod uforandret som Grundlaget for den gjeldende Handelslovgivning.

Det er nu for os en let Sag at indsee de flere Misgreb, som i denne Anordning begaaes, først og fremst deri, at den lovgivende Myndighed med et Magtsprog vil opstille Regler for Myntcours, Varepriser m. m., og dernæst, at den overhoved legger for meget Baand paa Handelsforholdene. Men saadanne vare i den Tid over hele Europa de herskende Grundsetninger i Handelspolitiken; hverken Kongen eller hans Raadgivere ere at dadle, fordi de ikke havde tilegnet sig et friere Blik i dette Stykke, end nogen anden paa deres Tid, og de handlede kun efter bedste Overbeviisning til Landets Vel, idet de søgte at ophjelpe Kjøbstæderne og sikkre de indenlandske Handelsmend Markedet ligeoverfor de rigere og klogere Udlendinger. At det dog i Længden vilde være forgjeves at kæmpe mod Overlegenhed i Capital og Handelsklogskab, indsaa man ej. Men man maa ogsaa holde sig de tydske Stæders og Kjøbmends ideligen stigende Handelstyranni ret klart for Øje for at finde det begribeligt, ja endog fortjenstligt, at Kongen og Raadet søgte at indskrænke det saa meget som muligt. Hvor skarpt de have haft dette for Øje, sees navnligt af den 3die Artikel, hvor det „varningaskifti“ udtrykkeligt forbydes, som Stæderne ved Mødet i Tunsberg 1372 havde bedet Kongen om at tilstede.

I Forbindelse med denne Handels-Anordning staar sikkert ogsaa en, som det synes af Bergens Byfoged og Raadmend vedtagen Samling af Statuter, (eller, som det heder i Privilegierne for Oslo af 1358, „Setninger, som Lagmanden, Raadmendene og Gjaldkeren sette, samtykke, og kundgjøre paa Bymødet“[12], der egentlig kun slutte sig til bestemte Lovbud, men i enkelte Stykker indeholde nærmere Bestemmelser, især vedkommende Politiet. En lignende Samling af Statuter havde allerede i Januar 1377 været vedtagne i Nidaroos, altsaa førend der kunde være Tale om Hansens Privilegier, hvilke da heller ikke vedkom Nidaroos synderligt, eller om hiin Anordning. Om hiin bergenske Statutsamling siges der kun, at „den skete i Bergen paa Kong Haakons Tid“[13]. Flere af Bestemmelserne ere, som sagt, Gjentagelser af eldre Lovbud, som f. Ex. at Udlendinger ikke maa opkjøbe Varer til Udsalg, at de Udlendinger, der sidde om Vintren og ej bringe Kornvarer til Landet, heller ikke maa kjøbe Smør m. m., om Arvesøgsmaal efter udenlandske Mend, som dø inden Riget, og fremdeles de fleste Artikler af Privilegierne for Stæderne af 1294[14]. Men desforuden indeholder den enkelte særegne Bestemmelser, der synes at være givne af Kong Haakon eller paa hans Tid, og som ere merkelige nok. Disse ere: a) at i de lovlige (det vil vel sige „dertil berettigede“) Gaarde maatte Øl ikke udtappes ved Andre end ved Gaardsbønderne selv, eller ved skjellige Dandekvinder, som de selv ville paatage sig Ansvar for, men ikke ved Friller eller løse Kvinder; b) at ingen Huusbonde maatte i sit Huus under Husets Fortabelse have Hoorkvinder eller Tyve, Meeneedere og andre Udaadsfolk, Mend eller Kvinder, hvilke skulle fare af Byen og aldrig komme tilbage igjen; skete dette, skulde de „miste Øret og drage Steen af By“; c) at da Egteskabet bør holdes i Ære, var det og passende, at Dandekvinder saavel rige som fattige, hver efter sin Stand, nød større Heder end løse Kvinder og Friller, og for saaledes at kjende hine fra disse, skulde uegte Dandekvinder“ bære saadan Klædeboned, som Gud havde givet dem Raad til, dog kun efter Landets gode Sedvane hver efter sin Stand, medens løse „Puter eller almindelige Koner“ ej maatte bære bedre Klæde end slet og ret Vareklæde, hvoraf Alnen gjaldt to Sh. engelsk; paa samme Maade skulde og en Kone, der var sin Mand utro, bære slig Frilledragt, indtil hun havde bødt til Gud og sin Huusbonde, og han havde tilgivet hende; d) ingen tilflyttende Haandverksmend, indenlandske eller udenlandske, maatte sette noget Verksted op i Byen, førend de havde været hos Lagmanden og Raadmendene og „festet Borgerskab og svoret Staden Troskabseed, og ladet sit Navn indskrive i Stadsbogen“, under en Bod af 3 Mkr. for hver Dag, han sad dette Bud overhørigt; det samme gjaldt Oprettelsen af Krambod eller Høkerudsalg. Endelig gives der her en nøjagtig Bestemmelse for Gjaldkerens eller, som han her, og ved denne Tid allerede sedvanligt kaldes, Byfogdens Valg og Embedssysler. „Saa bør det at være, heder det, efter Kongens Anordning, at Lagmanden og Raadmendene skulle udvelge Byfogden; den, som beklæder dette Embede, skal være Kongen og Byen huld og tro, (o. s. v. her følger hele Eedsformularen), aflegge Regnskab over Skatter, Sagøre og andre Byens Indtegter hver Maaned, gaa ideligen om i Byen og høre efter, om nogen Lovovertrædelse skeer, og i saa Fald anlegge Søgsmaal o. s. v.; i Løn for sit Arbeide skal han have en Trediedeel af Sagøren. De ovenfor omtalte throndhjemske „Setninger“, vedtagne, som det heder, paa Stadens Lagthing den 19de Januar med Samtykke af Raadmendene og hele Lagretten uden og inden Vebaandene, samt Løverdagen derefter (den 24de) paa almindeligt Thing og Møde samtykkede af alle Byens Mend, inden- og udenlandske, lærde og læge, indeholde fornemmelig endeel Karter og derhos nogle faa Bestemmelser, især om Ølbrygning og Øltapning, der her, som i de øvrige Byer, var en meget yndet Bedrift, men som saavidt muligt indskrænkedes fra Øvrighedens Side, saavelsom Udskjenkning af Øl, Mjød og Viin, for at hindre det overvettes Fylderi, der snarere var i Tiltagende end i Aftagende[15].

Uagtet de tydske Skomagere i Stæderne, fornemmelig i Bergen, opførte sig langtfra som de burde, men ofte tillod sig alskens Voldsomheder og trodsede den lovlige Øvrighed, skjenkede Haakon dem dog, ligesom ogsaa hans Fader havde gjort, megen Naade og tilstod dem betydelige Forrettigheder. Hans Grunde dertil ere nu vanskelige at gjette, thi vel heder det i et af hans Breve, dem angaaende, at det var udgivet i „Betragtning af den Nytte, Almuen havde af deres Sko-Gjerning og Skosalg“. Men denne Nytte synes dog ikke at kunne opveje de Ulemper, de gjorde. Vi have allerede omtalt deres Trodsighed angaaende Tienden i den første Deel af Aarhundredet; af og til hører man om andre af deres Handlinger, der vise, at de maa have været yderst besværlige Medindvaanere i de Stæder, hvor de opholdt sig, ikke at tale om, at naar der opstod alvorlige Sammenstød mellem deres Landsmend, de tydske Kjøbmend, og Landets egne Borgere, da vare de altid rede til at yde de første sin Hjelp. Det er i det foregaaende nævnt, at under Krigen med Stæderne i 1368, 1369, havde de tydske Skrædere i Bergen endog drebt en Broder af Erkebiskop Olaf[16]; det var saaledes vel ikke egentlig Skomagerne, som her vare de brødefulde, men alle de tydske Haandverkere i Bergen dannede, som bekjendt; et stort Samfund, benævntes meget ofte, især i senere Tider, under eet „Skomagere“ og vare visselig lige gode om alle de Utilbørligheder, der udøvedes enten under Skomagernes, eller andre Haandverkeres Navn. Men dette hindrede, som vi have seet, ikke Kongen fra, i 1370 at give dem fri for Told, Skat og Tyngsel, imod at de tilsammen betalte 20 Mkr. Peninge aarligt i Afgift til Kronen, og to Aar efter forbød Kongen endog alle Andre at drive Skomagerhaandtering i Bergen, uden de, som Biskopen holdt i sin Gaard for sig og sine Folk, men heller ikke disse maatte selge ud til Andre[17]. Siden have vi ogsaa seet (S. 67), hvorledes Skomagerne i Nidaroos havde været med at begaa et Drab i selve Christkirken, for hvilket de naturligviis havde maattet bøde, og det ikke saa ubetydeligt – 44 Mk. brendt Sølv, – hvoraf de maatte laane endeel i Bergen; men det var saa langt fra, at Kongen siden var dem unaadig, at han endog for at lette dem Tilbagebetalingen af Laanet tillod dem at udføre sit Arbeide til Udsalg andensteds, indtil Laanet var betalt. Endvidere gav han dem under sit Ophold i Nidaroos om Vaaren 1377 (15de Mai) tyve Aars Frihed for at „gaa Vaabengang“, som det kaldtes, det vil sige at indfinde sig paa det aarlige Vaabenthing, hvor hver voxen Mand skulde møde frem og forevise sine lovbefalede Vaaben til Eftersyn; og naar de tyve Aar vare omme, var det nok, at een Mand indfandt sig fra hver Bod[18]. Derhos satte han en ret fordeelagtig Taxt paa deres Varer, f. Ex. for det bedste Slags Støvler omtrent Mk. eller henved 2 Sh. engelsk Parret, hvilket efter vore Priisforhold nu vilde svare til henved Spd.[19]. Alt dette kunde lade sig høre, hvis ingen anden i Landet forstod at sy ordentligt Skotøj. Men da man seer, at der idetmindste i Bergen var andre, som syede Sko, og saa forsvarligt, at endog Biskopen og hans Mend var tjent dermed, kan heller ikke dette have været Grunden, hvorfor hine saaledes begunstigedes. Vi ville i det Følgende see, til hvilken foruroligende og oprørende Grad deres Tøjlesløshed gik.

Hvad Mynten angaar, om hvilken det i den store Forordning bestemmes, at den fremdeles skal gjelde som før og ikke vrages, da er det beklageligt, at der ikke nu findes noget Pengestykke, der med Vished kan henføres til Haakons Tid, og hvoraf vi saaledes kunne erfare Myntens Gehalt. Naar man afsluttede Penge-Laan eller verdsatte Jordegods og andet Løsøre, regnede man sedvanligviis efter Mark (Ører – Ertoger) brendt Sølv, eller efter forngilde Mark o. s. v., der forholdt sig til det brendte Sølv som 1:3; men der angives sjelden, hvor mange myntede Penge af et vist Slags der skulde til for at udgjøre den opgivne Sum. Vi have seet, at Forholdet mellem myntede Penge og brendt Sølv ved Midten af Aarhundredet var eller skulde være omtrent som 1 til 5, men at man ved 1353 slog en ny Mynt, som man med et Magtsprog vilde tvinge op i Coursen 1 Mark Peninge = 1 Sol Grus Tournois eller 3 Sh. Sterling (dette gjør Forholdet 1:[20]. Det lader til, at Kong Haakons Mynt var af samme, eller endnu slettere Gehalt, siden han fremdeles vedblev med at forbyde at vrage den, og med et Magtsprog fastsatte Coursen til den oprindelig bestemte, der ej kan have været nogen anden end 1 Mark = 3 Sh. Sterling, siden han selv i sine egne Breve regner saaledes, men hvorved dog en endnu større Forringelse giver sig tilkjende, siden Magtsprog maatte behøves til, endog nu, at holde hiin Cours fast, efterat de engelske Penge selv havde tabt 10 til 15 pCt. i Gehalt, saaat Forholdet mellem reent Sølv og myntede Penge nu maa have været 1: 5 eller 1:. Thi deels finder man, at en Mark brendt nu stundom beregnedes til 15 Sh. engelsk[21], istedetfor , hvilket betegner et Tab i Gehalt af 10 pCt., og hvorved den norske Mark, der skulde holde 3 Sh., blev saameget ringere, eller forholdt sig til 1 Mark reent Sølv som 1 til 5. Deels sees der, at man i det Throndhjemske regnede et Spann, der skulde indeholde tre forngilde Ører, for ikke ubetydeligt mere end 20 engelske Peninge eller Sh., hvilket endog antyder en Forringelse af over 15 pCt.[22]. Og naar nu de myntede Penge endda ikke uden ved Tvang kunde holdes i denne Cours, og vel heller ikke holdtes deri, kan man vist antage, at de i Virkeligheden neppe have været af bedre Gehalt, end 1: 6, et Forhold, som ogsaa allerede i længere Tid synes at have været det gængse i Sverige. Denne Usikkerhed i Coursen gjorde, at man nu oftere end forhen ved Kjøb og Salg angav Pengebeløbene i udenlandske Pengesorter, fornemmelig Pund Sterling eller franske Gros de Tours, naar man ikke bibeholdt den nationale Beregning efter „forngilde Mark“ o. s. v., hvilken nu efterhaanden gik mere og mere af Brug. Kong Haakon selv angav oftere de Summer, han modtog eller lod udbetale, i fremmede Myntsorter, uagtet hans Forbud mod at vrage hans egen Mynt; vistnok følger ikke heraf, at ogsaa Betalingen selv skete i fremmede Penge, thi man kunde jo udgive saameget i den slette norske Mynt, som svarede til den angivne Sum, men Paastanden, at fastholde en bestemt Cours, var dog derved allerede opgivet. Endog i Taxterne for de tydske Skomageres Arbeider i Throndhjem, paabudne af Kongen selv, have vi seet, at Angivelsen i engelske Penge og forngilde Ører afvexle med hinanden. I det følgende ville vi see den tydske Myntsort „Gylden“ at blive den, hvori Summerne hyppigt angaves.

  1. Den 2den Februar 1376 udstedte saaledes Hr. Henrik i Kongens Navn et Mandat for Oslo, Dipl. N. II. 494 og III. 402, hvorved Kongen ej var tilstede, siden hans Nærværelse ikke omtales; han var nemlig da vistnok i Danmark.
  2. Erkebiskopen og flere Biskoper havde just været ved Concilium i Bergen, sidst i November eller først i December (Dipl. N. I. 441). Flere af Biskoperne maa saaledes fra Bergen have begivet sig til Oslo.
  3. See ovenfor, IV. D. 2 B. S. 234–243.
  4. See herom ovenfor, IV. D. 2 B. S. 246, 247. De omtalte „Friller“ ere formodentlig de samme Slags løse Fruentimmer, der ogsaa omtales i „den norske So“, (Walkendorffs Transactioner med de Contoirske, o. fl. St.; der berettes, at baade Kjøbmendene og de tydske Haandverkere havde hver en „aabenbar Skjøge, der boede paa Øvregaden og i Byen“, og at der var „ligesaamange Skjøger ved Bryggen, som Garpehunde“ (d. e. Hunde til at bevogte de Tydskes Handelsstuer og Pakboder). See Sagen og Foss, „Bergens Beskrivelse“, S. 137, 155, 157. Vi ville strax hernedenfor see særskilte Bestemmelser vedtagne imod dem for Bergens Vedkommende, hvor de Fremmedes Mængde og derfor ogsaa Uvæsenet var størst, og hvor vi faa Aar senere see Biskop Jakob give en frygtelig Skildring af den herskende Usedelighed.
  5. Ingen af Haandskrifterne er eldre end Midten af det 15de Aarhundrede, undtagen een (nu i det kgl. Bibl. i Stockholm), der er fra c. 1400, men denne indeholder neppe en Trediedeel af den hele Anordning. De øvrige ere mest Oversettelser, ligeledes med flere Udeladelser og Forkortninger. See Norges gl. L. III. S. 202–210.
  6. Et Thing ved Tunsberg maatte være Haugathing, skjønt det ikke udtrykkelig nævnes: men dette Thing traadte nu, efter de større Lagthings Adskillelse, ganske vist i Stedet for det saakaldte Borgarthing, eftersom Lagmanden havde sin faste Residens i Tunsberg og der ogsaa paadømte Sager vedkommende Borgesyssel.
  7. Kongen var vistnok i Tunsberg i Juli Maaned 1378 (see ovenfor), men Anordningens egne Ord antyde, at Raadsmødet gik umiddelbart forud for dens Vedtagelse, og da nu denne maa have skeet paa det sedvanlige Lagthing, der begyndte ved Botulfsvake, den 17de Juni, kan Kongen, der den 16de Juni 1378 endnu var i Bergen, (Norges gl. L. S. 20i), ikke have været i Tunsberg enten strax før, eller under dette Aars Haugathing. Om 1377 kan ej være Tale, thi da var han den 15de Mai i Throndhjem og reiste sandsynligviis derfra til Bergen, hvorfra han neppe kom til Østlandet førend mellem hiin 16de Juni og 29de Juli 1378: Sommeren 1379 var han formodentlig ved Rigsgrændsen, beskjeftiget med den svenske Krig. I 1380 var han derimod, som vi ville see, længe i Tunsberg, netop om Sommeren, og havde da ganske vist flere af sine Raadsherrer hos sig.
  8. At Anordningen ogsaa ansaaes for gjeldende i de andre Stæder, viser ej alene dens almindelige Charakter af dens Indhold, men og især den Omstændighed, at der i en af Afskrifterne staar „Throndhjem“ istedetfor Oslo, og i en af Oversettelserne „Byen“.
  9. Her staar der i den fuldstændigste Text, vi have, „Oslo“, men det er aabenbart, at denne Artikel ogsaa gjelder de øvrige Byer.
  10. Her staar ligeledes „i Oslo“, og det er maaskee nok muligt, at denne Artikel gjelder Oslo alene, da Skomagerne i Throndhjem og Bergen havde større Friheder.
  11. Norges gl. Love III. S. 59. Brudstykket er her sat blandt Kong Haakon den 5tes udaterede Retterbøder, dog med den udtrykkelige Bemerkning, at det ikke er vist, om det er at henføre til ham eller til Haakon den yngre. De anførte Priser synes at tyde paa den senere Tid, og l et, rigtignok yngre, Haandskrift er Brudstykket ganske slaaet sammen med „Setningerne“ for Nidaroos af 1377, hvorom her strax nedenfor.
  12. Saaledes staar der i Kong Magnus’s Privilegier for Oslo, Norges gl. Love III. 166, 177.
  13. Norges gl. Love III. S. 210–212.
  14. Man gjenkjender (N. gl. L. S. 211) Art. 4, 6, 9, 11, 13, 14, 15, 16, 17 af Privilegierne af 1294, s. o. IV. D. 2 B. S. 236.
  15. N. gl. L. III. S. 196–198.
  16. See forr. B. S. 816.
  17. See ovf. S. 27.
  18. N. gl. Love III. S. 201. Om Vaabengangen ved Midfastetider, see den nyere Bylov, Landvernsbaalken Cap. 13, Norges gl. L. II. S. 207.
  19. Prisen er angivet at være 1 Spann; hvorledes dette skal beregnes, antydes her strax nedenfor.
  20. See f. B. S. 883, 884.
  21. Brev af 17de Apr. 1372, Dipl. N. III. 378. Her tales der om forskjellige Summer, to Mkr. Selv til 15 sh. for hver Mark, og 3 Mark Sølv til 13 sh. 4 P. (ɔ: 13½ sh.) for Marken; der sigtes saaledes til engelske Penge af forskjellige Myntninger. Nu veed man, at Kong Edward den 3die i Aaret 1344 lod mynte Sølv, hvoraf eet Pund Sterling, uden at forøges i Vegt og Gehalt, dog kom til at indeholde 266 Pence, og i 1346 endog lod mynte Pence, hvoraf der gik 270 og følgelig 22½ Sh. paa Pundet. Disse Shillinger forholde sig netop til det normale, 20 Sh. paa Pundet, som 15 til 13½, og saaledes maa det være Shillinger og mente af denne Myntning, hvortil der i det nysanførte Brev sigtes.
  22. Dette sees tydeligt af de nysomtalte Taxter for Skomagerne i Nidaroos. Her heder det, at det bedste Slags Støvler skulle koste 1 Spaan, det midlere 20 engelske Pence, og det simpleste 2 Ører. Her kan ikke de myntede norske Penge være meent ved „Spann“ og „Ører“, thi efter Coursen 1 = 3 Sh. engelsk vilde man da faa det simpleste Par til at koste 9 engelske Vente, hvilket var altfor lidet i Forhold til det midlere, og det bedste Slags vilde koste mindre end dette, nemlig 13½. Nu kan det heller ikke være brendt Selv, som menes, thi da vilde igjen det simpleste Par koste mere end det mellemste, nemlig (efter Forholdet 1:4½) 20¼. Altsaa kan der alene menes forngilde Penge. Men regnede man her efter det oprindelige Forhold, at den brendte Mark indeholdt 13⅓ Sh. eller 10 Pence, og den forngilde saaledes 53⅓ Pence, vilde ⅜ deraf eller 1 Spaan (= 3 Ører) netop udgjøre 20 Pence, altsaa Prisen for det bedste Slags være det samme som for det midlere. Det er saaledes klart, at et Forhold som 1 Mk. br. = 15 Sh. eller deromkring ligger til Grunden; ved dette Forhold, hvorved den forngilde Mark faar 60 mente, og Øren 7½, Pence, bliver Prisen paa de bedste Støvler 22½, og for de simpleste 15 Pence; men man skulde endog snarere antage, at Spannet her regnedes for 24 og Øren for 8 Pence, hvilket gav Gradationen 24–20–16, og antydede et Forhold mellem den myntede Mark og reent Sølv, som 1:5⅓. Dette Forhold, hvorved den forngilde Mark fik 64 Pence (6 Sh. 4 P.) og den brendte Mark 16 Sh., er allerede udtrykkeligt angivet i et Brev af 1345, see Dipl. N. II. 267.