Det norske Folks Historie/8/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var en ligeſrem Følge af denne Overeenskomſt, at Hertug Albrecht af Mecklenburg, ſom imidlertid havde udruſtet en megtig Hær og Flaade, ſtrax gik i Søen for at angribe Danmark. Sandſynligviis havde han ventet ſaalenge, for at ſee, hvad Parti Hanſeſtæderne tog. Han ſkal ogſaa have anmodet ſin Søn Kong Albrecht i Sverige om at komme ham til Hjelp. I den Anledning var det vel, at han om Vaaren, ſamtidigt med Kong Olafs Udnævnelſe i Danmark, endnu engang havde beſøgt Sønnen i Stockholm. Toget, der udgik ſtrax efter den 8de Septbr., ſynes nærmeſt at have gjeldt Skaane, hvorfra Hertugen letteſt kunde ſette ſig i Forbindelſe med Kong Albrecht, og hvor han tillige ſynes at have haſt flere Tilhængere, blandt hvilke den megtige Tune Galen, Gjaldkere for hele Skaane, ſaavelſom de nysnævnte Anders Jakobsſøn, en af Landets meſt anſeede Mend. Disſe to Herrer gav idetmindſte ſenere Hertugen ſit Forſikkringsbrev paa, at de af al Magt vilde hjelpe til at ſkaffe den unge Albrecht hans „Arveret i Danmark“[1], uagtet de baade havde været med at opfordre Jyderne til at velge Olaf og deeltaget i andre vigtige Statsforhandlinger, ſom om de ikke agtede at ſkille ſig fra ſine Medborgere. Der antydes ogſaa, at mange vare enige med dem, og viſt er det, at Albrecht ej længe derefter var i Beſiddelſe af flere Hereder i den øſtre Deel af Skaane, ſom han pantſatte til andre ſkaanſke Adelsmend[2]. Det er ſaaledes ikke uſandſynligt, at allerede nu flere af disſe Beſiddelſer faldt i hans Hænder. „Men“, ſiger den gamle lübeckſke Chroniſt, „Riget vilde ikke indlade ſig paa at gjøre hans Søn (rettere „Sønneſøn“) til Konge, fordi det havde ſtørre Hengivenhed for den norſke Kongeſøn, der var ligeſaa nær fød til Tronen ſom hans Datterſøn, og de fik Hertugen ved Dagthingninger og venlige Ord til at drage bort igjen“. Hertil bidrog maaſkee ogſaa den Omſtændighed, at hans Skibe leed meget ved en heftig Storm, ſom den lübeckſke Chroniſt rigtignok førſt lader indtreffe efter Dagthingningen[3]. Denne ſluttedes i Kjøbenhavn, hvorhen Hertug Albrecht og hans Søn Henrik med ſyv af deres fornemſte Mend begav ſig den 21de September, altſaa efter et meget kort Felttog. Uden at erkjende Olaf for Konge, ſluttede han her en Overeenskomſt med Kong Olaf og hans Moder Margrete — Kong Haakon maa formodentlig ſtrax efter Fredsſlutningen i Kalundborg være dragen til Norge[4] — om at overlade Afgjørelſen af det Spørsmaal, hvorom der ſtredes, til en eller flere Voldgiftsmends Dom, ſaaledes at Kong Olafs Valg ikke ſkulde komme den unge Albrecht til Hinder eller Skade. Uagtet der ej tales udtrykkeligt om nogen Stilſtand, ligger det dog i Sagens Natur, at en ſaadan maa være bleven indgaaet, om end kun for en kort Tid. At Margrete bekvemmede ſig til at indgaa paa en ſaadan Ordning af Trætten, der antydede Muligheden af, at Kronen kunde blive fradømt hendes Søn, ſom ſaa nys var valgt og hyldet, kan neppe være ſkeet i anden Henſigt end at vinde Tid og undgaa Faren for Øjeblikket; Hertug Albrecht anſaa maaſkee Spillet allerede for ſaa godt ſom vundet, naar han blot kunde faa Sagen bragt under Voldgift, og følte vel, ved nærmere at lære Stemningen at kjende, at han for Øjeblikket ikke kunde udrette mere. Som Voldgiftsmend opſtilledes førſt Markgrev Frederik af Meisſen, dernæſt, hvis han ej vilde paatage ſig Hvervet, Borggreven af Nürnberg, eller hvis denne ikke vilde, Kongen af Frankrige, ſamt hvis heller ikke denne vilde det, Kongen af Ungarn, og endelig, hvis alle disſe vegrede m„ en ſammenſat Commisſion af lige mange danſke og mecklenburgſke Raadsherrer. Formodentlig havde Albrecht det bedſte Haab om, at hans Ven Keiſerens Indflydelſe vilde gjøre ſig gjeldende hos Voldgiftsmendene. I denne Stilſtand indbegrebes ogſaa alle Hertugens „Hjelpere“, hvoriblandt Keiſeren, og det beſtemtes udtrykkeligt, at de holſtenſke Grever ſkulde give ſit Forſikringsbrev derpaa[5]. Noget ſaadant vides rigtignok ikke at være udſtedt; imidlertid ſynes det næſten at falde af ſig ſelv, at ogſaa de lode Vaabnene hvile lige ſaa længe ſom Hertugen. Kort efter at denne var dragen bort, ſluttede Kong Haakon, der imidlertid var kommen tilbage til Danmark, den 21de October i Roeskilde paa Sønnens og egne Vegne et Forbund med de pomerſke Hertuger, hvorved disſe lovede at ſtaa dem bi i alle deres Krige, navnlig mod Mecklenburgerne[6]; og den 1ſte November indgik han i Kalundborg et lignende Forbund med Hertug Erik den yngre af Saxen (Søn af den eldre, ſom ovenfor oftere er nævnt), og lovede at ſende ham Hjelpetropper, om han for Olafs og Haakons Skyld blev angreben i Tydſkland, ſamt for en betydelig Pengeſum at indløſe Slottene Openſteen i Veſtergøtland, Falkenberg og Lagaholm, hvilke hans Fader altſaa maa have beholdt i Pant ſiden den ſidſte Krig[7]. Dette viſer, at man var forberedt paa, at Freden ej vilde være af Varighed. Nogen Voldgiftsdom ſynes heller ikke at være bleven afſagt, hvad enten nu ingen af de nævnte Voldgiftsmend vilde paatage ſig Hvervet, eller Stilſtandstractaten imidlertid være bleven overtraadt. Herfor gav idetmindſte Mecklenburgerne Kong Haakon og Margrete Skylden, idet de den 9de Januar 1377 lod udgaa en højtidelig Proteſt mod den norſke Konges og Dronnings tractatſtridige Skridt — hvad enten der nu her ſigtedes til Forbundet med de pomerſke og ſaxiſke Hertuger, eller til de Fjendtligheder, ſom imidlertid fandt Sted imellem Kong Haakon og Kong Albrecht i Sverige[8]. Man ſøgte nu at faa en Megling iſtand ved Stædernes Hjelp, og ſaavel Hr. Henning Putbuſch ſom to mecklenburgſke Herrer anmodede paa en Hanſedag i Lübeck den 24de Juni 1377 Stæderne om at ſende Geſandter i dette Øjemed til et Danehof, der ſkulde holdes i Nyborg den 1ſte Juli, og hvor mecklenburgſke Geſandter ſkulde underhandle med Rigsraadet[9]. Danehofet blev vel holdt og en almindelig Landefred vedtagen[10], men der tales ikke et Ord om tydſke Geſandters Nærværelſe eller noget Meglingsforſøg, derfor er Sagen neppe kommen til Udførelſe. Saaledes indtraadte det fjendtlige Forhold paany, ſkjønt det rigtignok lader til, at Krigsforetagenderne nu meſt beſtode i Kaperier paa Søen, udøvede af begge Partiers Tilhængere, medens Hertugen indſkrænkede ſig til at befæſte ſin Magt i Skaane og vinde flere Tilhængere blandt dette Landſkabs Adelsmend. Thi ſtrax efter dette Danehof var det, at Tuve Galen, der ſelv havde deeltaget deri, og Anders Jakobsſøn den 4de Auguſt i Wismar tilſagde Hertugens Datterſøn ſin Hjelp. Ligeledes ſøgte de holſtenſke Grever ved Liſt og Magt at tilvende ſig endnu flere af de ſønderjydſke Slotte, og kaldte ſig uden Videre „Herrer til Sønderjylland[11]. Hertugen paakaldte derhos fremdeles den tydſke Keiſers Biſtand mod det danſke Raad, og denne indſtevnede virkelig in September en heel Deel danſke Slots-Høvedsmend til at ſtaa til Rette for ſin Domſtol[12]. Men herom brød man ſig naturligviis ikke i Danmark, og Keiſerens Tilſagn om at underſtøtte det mecklenburgſke Huus i dets Fordring paa Danmarks Trone blev ſaaledes af ingen Nytte. Alligevel maa denne Krigstilſtand i Længden have været ubehagelig nok for Danmark, deels fordi en ſtor Deel af Skaane, ſaaledes ſom det allerede er nævnt, var i Mecklenburgernes Hænder, deels ogſaa fordi Høvedsmendenes Selvraadighed og Voldſomhed ved Krigstilſtanden fik en ny Næring, da enhver af dem, iſær de, der havde Slotte i Forvaring, under de nu herſkende Forhold kunde optræde næſten ſom en felvſtændig liden Fyrſte, hvilken Haakon og Margrete maatte være ængſtelig for at ſtøde for Hovedet, medens Mecklenburgerne viſtnok ikke ſparede paa de bedſte Tilbud for at vinde dem. Saaledes have vi ſeet, at tre ſkaanſke Adelsmend fik hvert ſit Hered til Pantelehn og lovede til Gjengjeld at underſtøtte Mecklenburgerne i Krigen mod Danmark med et ikke ubetydeligt Antal Krigsfolk. Søen foruroligedes af Kapere baade fra Danmark og Mecklenburg, der ſværmede om i Farvandene og hindrede Skibsfarten, ſaa at Hanſeſtæderne og Kong Haakon maatte holde Krydſere ude for nogenledes at frede den[13]. Paa denne Viis gik Tiden hen, uden at Mecklenburgerne kom nærmere mod ſit Maal, men ogſaa uden at man fra danſk Side udrettede ſynderligt mod dem. Der underhandledes fremdeles, af og til, under Stædernes Megling, og man ſeer, at Hertug Albrecht altid kun henvendte ſig til det danſke Raad, da han ej vilde erkjende Olaf ſom Konge og følgelig heller ikke Haakon og Margrete ſom hans Formyndere. Men ved den talentfulde og driftige Hertug Albrechts Død (den 18de Februar 1379[14]) ophørte for det førſte al Fare for det folkungſke Dynaſti i Danmark fra Mecklenburgernes Side, om end hans Sønner ſenere fornyede Fjendtlighederne, der i nogen Tid ſynes at have gaaet i Staa.

Ogſaa mellem Sverige og Norge var der i denne Tid ført Krig, og denne Krig var vel for en ſtor Deel Skylden i, at Kong Albrecht ikke kunde komme ſin Fader og Broderſøn til Hjelp. Men man kjender ikke de nærmere Omſtændigheder derved. Ganſke fredeligt havde det vel ingenſinde ſiden 1371 været mellem Kong Albrechts og Kong Haakons Mend, men efter Kong Magnus’s Død maatte et aabenbart Krigsforhold mellem begge Kongerne indtræde, da Kong Haakon fremdeles beholdt de veſtlige ſvenſke Landſkaber, uagtet det var beſtemt i Kong Magnus’s Befrielſes-Tractat, at disſe Landſkaber, eller Indtægterne deraf, kun ſkulde tilkomme ham for Livstid os følgelig ved hans Død falde tilbage til Albrecht. Men fra Haakons Side ſynes der ikke at have været Tale om nogen Tilbagegivelſe; derimod behandlede han disſe Landſkaber, eller hvad han deraf havde inde, ſom ſin retmesſige Beſiddelſe. I 1377 forlenede han ſaaledes en vis Gudmund Grein, i Betragtning af hans tro Tjeneſte, med Kongsgaarden Alveim i Aalehered ved Ljodhuus[15]. At hans Tilhængere, Hr. Erik Ketilsſøn, Knut Algøtsſøn, Ulf Jonsſøn o. fl. fremdeles havde Tilhold, Beſiddelſer og Myndighed i Vermeland, paa Dal og i Veſtergøtland, er allerede forhen omtalt, og endnu kort før hans Død vedblev man i Vermeland at betragte Haakon ſom ſin Landsherre[16]. Elfsborg, ſom Dronning Margrete tidligere havde givet den danſke Høvding Jakob. Muus til Pantelehn, indløſte hun under ſit Ophold i Lund i September 1377[17]. Saaledes var nu, efter Hertug Eriks Afſtaaelſe af Openſteen, hele den Deel af Veſtergøtland, der grændſede til Kong Haakons Beſiddelſer, kommen under hendes umiddelbare Raadighed. Det var formodentlig iſær Krigen med Albrecht, eller, ſom Kong Haakon, der ej vilde erkjende Albrechts Ret til Kronen, udtrykte ſig, „de Tydſke i Sverige“, der ſeent ud paa Aaret i 1376, ſtrax efter hiin Tractat med Hertug Erik, kaldte Haakon tilbage til Norge, hvor han formodentlig tilbragte Julen i Oslo, ſiden vi finde ham der ved et Raadsmødet Januar Maaned[18]. Det var ſtrax efter, nemlig den 3die Februar, at han paa Akershuus ſkjenkede hiin Forlening ved Ljodhuus til Gudmund Grein: et Tegn paa at han da var beſkjeftiget med at ordne Forſvaret paa Grændſen. Om Vaaren gjorde han en Reiſe over Oplandene lige til Throndhjem[19], maaſkee for en Deel i den Henſigt at frede Grændſen og opbyde Leding eller fordre Krigshjelp, da vi erfare, at en ſaadan „Utgreidſle“ fordredes af Idre og Serna Sogne, ſom dengang hørte til Øſterdalen, og at den blev ydet i Idre, men derimod negtet i Serna, hvor en vis Hallvard Smid ſatte ſig i Spidſen for Almuen og fik flere til at ſette ſig op imod den kongelige Befaling. Denne Sag blev ſiden bilagt i Bergen, den 30te Mai 1378, hvor Kongen, ſom da befandt ſig i denne Stad, tilgav Sernaboerne deres Ulydighed, fornemmelig paa Raadsherren Hr. Narve Ingevaldsſøns Forbøn[20]. Denne troe Tilhænger af Kongen maa ſaaledes have haft noget over hine Bygder at ſige, og ſnareſt ſkulde man formode, at Kongen har overdraget ham Befalingen over alle Grændſe-Landſkaberne nord for Vermeland, nemlig Øſterdalen, eller den øſtlige Deel deraf, Herdalen og Jemteland. Thi nogle Aar ſenere finde vi ham udtrykkeligt nævnt ſom Høvedsmand over dette ſidſte Landſkab, og det ſamme Embede beklædte han viſt.allerede nu, da der neppe kan være nogen Tvivl om, at det var han, ſom, faa Dage efterat han havde udvirket Tilgivelſe for Sernaboerne, fik Kongen, fremdeles i Bergen, til at bekræfte det Regulativ for Preſte-Indtægterne i Jemteland, ſom Kong Haakon Magnusſøn den eldre havde udgivet i 1305, og udtrykkeligt forbyde den uppſalſke Erkebiſkops Provſter og andre Geiſtlige at tynge dem med andre Paaleg og Fordringer, end Regulativet hjemlede[21]. Hr. Narve er altſaa rimeligviis kommen til Kongen for at raadſlaa med ham om Grendſens Forſvar og om andre vigtige Anliggender i hine Egne og har da baade bedet om Naade for Sernaboerne og medbragt Regulativet til Bekræftelſe, for at hindre de ſvenſke Geiſtliges Anmasſelſer. Kongens Ophold i Bergen, der formodentlig ſtrakte ſig lige fra Høſten 1377 til Sommeren 1378, ſynes for en ſtor Deel at have haft til Henſigt at anordne Søforſvaret og treffe Forholdsregler i Forbindelſe med de tydſke Kjøbmend til at ſtandſe Kaperierne. Thi paa en Hanſedag, ſom holdtes i Stralſund den 30te Mai 1378, indløb der et venſkabeligt Brev fra ham, hvorfor de forſamlede Raadmend i ſin Svarſkrivelſe takkede, idet de bad ham med ſine Mend „at frede Søfarten“, og anmodede ham om at ſende nyt Skyts (formodentlig dog kun Kaſtemaſkiner) ſaavelſom Mandſkab til Skibene[22]. Heraf ſeer man, at han enten ſelv har haft Skibe ude, eller hjulpet til at udruſte og bemande Hanſeaternes Krydſere.

I Juli 1378 var Haakon kommen tilbage til Tunsberg[23]; men ud paa Høſten finde vi ham nede i Ranrike, ſammen med Marſken Hr. Erik Ketilsſøn[24], oppebærende Penge og formodentlig i fuld Virkſomhed med Krigen mod Sverige. Samtidigt opholdt Kong Albrecht ſig i Veſteraas og ſøgte at ſikkre ſig ſine ſvenſke Høvdingers vaklende Hengivenhed ved at give dem en ny Forſikkring om, at de ſkulde nyde ſine gamle Friheder, at han aldrig vilde betynge Frelſemendene med Skattepaaleg, og at det ſkulde være de ſvenſke Mend, der ej torde opholde ſig i.Riget, tilladt at komme tilbage inden en vis Dag. At der denne Høſt og den paafølgende Vinter øvedes Fjendtligheder, og det endog ikke ſaa ganſke uheldigt fra Albrechts Side, ſees deraf, at en vis Olaf Magnusſøn, der maa have ſtaaet i Kongens Tjeneſte, den 15de October i Køping overdrog Hr. Karl Ulfsſøn af Tofta, hvis Fange han var, noget Jordegods for at løskjøbe ſig, og at Kong Albrecht ſelv den 19de Januar 1379 overlod ſin Marſk Steen Benedictsſøn nogle Ejendomme i Veſtergøtland, ſom han havde frataget Hr. Jon Hafthorsſøn, fordi denne havde været og fremdeles var Rigets Fjende[25]. Det tyder ogſaa paa noget mere end almindeligt, at Dronning Margrete, der ellers plejede at opholde ſig i Danmark, nu havde begivet ſig til Norge og, ſom det ſynes, tilbragte Vinteren der[26]. Hun var derimod den næſte Sommer atter i Danmark[27]. Men Kong Haakon ſynes at have holdt ſig i Grændſe-Egnene Størſtedelen af det følgende Aar, og det har ſikkert iſær været for Krigens Skyld. I Begyndelſen af Auguſt Maaned var han i Marſtrand, omgiven af ſine ypperſte Mend, nemlig Hafthorsſønnerne, Hr. Agmund Finnsſøn, Hr. Narve Ingevaldsſøn, Hr. Jon Oddesſøn, Hr. Ulf Holmgersſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Hr. Gynther af Wedhauſen, Hr. Jon Dansſøn, og Hr. Haakon Eivindsſøn, ſamt Haakon Jonsſøn, Alf Haraldsſøn, Gaute Eriksſøn, Erlend Philipsſøn og Otte Rømer. Der blev her vel afgjort Sager, ſom ikke ſtod i Forbindelſe med Krigen, men Hovedhenſigten af alle disſe Mends Sammenkomſt fra ſaa fjerne Dele af Riget, og paa en Kant ſaa nær den ſvenſke Grændſe, kan neppe have været nogen anden end at krige med Kongens Fjender i Sverige[28]. Imidlertid blev der dog ſluttet en “Stilſtand eller, ſom det heder, taget.en Dag. Man kjender hverken Tiden eller de nærmere Beſtemmelſer, kun ſaameget erfarer man, at den, ſom ſedvanligt, ſkulde kunne opſiges fra hvilkenſomhelſt af Siderne, og med Henſyn til Tiden bliver det rimeligſt at antage, at dette ſkete den ſamme Høſt, da Kongen havde alle de nævnte Herrer hos ſig, ſaa at vi vilde finde deres Navne paa Stilſtandstractaten, om den endnu var til. Imidlertid vedblev Kong Haakon at ferdes paa disſe Kanter, ſom om han ikke ret troede Freden. Sidſt i November maa han have været paa Daleborg ved Venern, ſiden han i Nærheden deraf, ved Holms Kirke, tog den ſvenſke Høvding Nisſe Knutsſøn til Naade og i ſin Tjeneſte, hvordan nu Sammenhængen er dermed[29]. Vi høre nu intet fra Kong Haakon førend anden Paaſkedag (26de Marts) 1380, da han befandt ſig paa Tunsbergshuus og derfra lod udgaa Ledingsopbud til Indbyggerne i Sogn, ſaaſom „de Tydſke i Sverige havde opſagt den Dag, ſom de havde med ham og hans Rige, og laa nu ferdige med deres hele Magt til at angribe ham ſelv, hans Rige Norge, og Almuen“. Der opbødes Fjerdedeels Leding af Folk og fuld Almenning af Koſt; de ſkulde være fuldſtændig indſkibede inden en Maaned efter at Brevet var dem forkyndt, og derpaa drage ſyd til ham ved Landsenden det raſkeſte de kunde. Skibsſtyremendene ſkulde efter Lovens Bud opnævne dem, der ſkulde fare. Og desforuden bød Kongen alle ſine Tjenere, haandgangne Mend og Sverre ufortøvet at indfinde ſig hos ham med Vaaben ved Landsenden til Rigets Vern[30]. Lignende Breve ere naturligviis udgaaede til de øvrige Fylker i Norge, og Friſten formodentlig angiven forſkjellig efter Afſtanden, for at alle kunde indtreffe nogenlunde ſamtidigt. I Sogn blev det ej forkyndt førend omkring den 5te Mai[31]. Anledningen til at Freden ſaa ſnart blev opſagt, vides ikke: formodentlig ſtod dette i Forbindelſe med et Tog, ſom Kong Albrecht ved disſe Tider ſynes at have foretaget til Skaane og Halland. Men Nordmendene og de Danſke hevnede dette ved et Indfald i Veſtergøtland og det veſtlige Smaaland, ja endog i Nærike og Veſtermanland, hvorved Skara med dens Domkirke, Ørebro, Veſteraas og Staden Jønkøping opbrendtes. Sandſynligviis har Kong Haakon eller hans Mend, maaſkee under Anførſel af Hr. Erik Ketilsſøn, førſt taget Vejen mod Axevall, for at erobre denne Borg, og de danſke Høvdinger paa Openſteen og Øreſteen m. m. rettet ſine Beſtræbelſer mod Jønkøping og Rumblaborg. Dette Tog foregik ſandſynligviis i Juli Maaned, ſaaſom det ej kan have begyndt førend en god Tid efter hiin 5te Mai, og Kongen, ſom vi ville ſee, endnu efter Midten af Juni var i Tunsberg; derimod maa det være tilendebragt inden Begyndelſen af Auguſt, idetmindſte var Jønkøping da allerede afbrendt[32]. Kong Haakons Død, der kort efter indtraf, har formodentlig ſtandſet Krigsforetagenderne paa disſe Kanter, medens Albrecht fornemmelig rettede ſine Beſtræbelſer mod Skaane og Halland. Haakon beholdt de omſtridte Landſkaber ſaa længe han levede.

  1. Tuve Galens og Anders Jakobsſøns Breve af 4de Auguſt 1377, i det ſchwerinſke Archiv, er aftrykt hos Styffe, Bidrag No. 68, S. 171. Her ſtaar viſtnok ikke udtrykkeligt, at de vilde forhjelpe Albrecht til Danmarks Krone: der tales alene om hans „Arv og Rettighed“, og herunder kunde man ogſaa blot forſtaa de Slotte og Godſer, ſom han i privat Arv efter Valdemar var berettiget til. Men da hans Morfader altid udtrykkeligt paaſtod hans Arveret til Danmarks Krone, er det dog aabenbart dette, ſom her er meent, iſær da begge Herrer love at hjelpe hans Arveret „med ſin ganſke Magt og med alt det, de kunne udrette, og med alle ſine Venner, ſom de kunne faa dertil, ſamt med alle ſine Feſtninger og Slotte og Gods, ſom de have i Kongeriget Danmark“. Mere herom nedenfor.
  2. Sammeſteds, No. 69—71, S. 173—175; jvf. nedenfor.
  3. Tingenes rimeligſte Gang ſynes viſtnok at være den, at der førſt indtraf en Storm, og at dette bevegede Hertugen til at dagthinge. Saaledes fortæller ogſaa Rudloff, Meckl. Geſch. II. S. 500; han ſiger, at Flaaden afſejlede den 13de September og blev ſtrax ved Udſejlingen ſaaledes hjemſøgt af Storm, at Hertugen deri ſaa et Vink til at prøve Underhandlinger. Men han angiver ingen Autoritet, og man kan derfor ikke vide, om han her har haft nogen ſaadan for ſig, eller er gaaet efter Gisning. Derimod udtrykker Detmar ſig aldeles beſtemt ſaaledes: „Samme Aar, ved vor Frue Fødſelsdagstider (8de September), havde Hertug Albrecht ſamlet en heel Deel Folk og drog dermed til Danmark; med Dagthingningen o. ſ. v. aſviiſte de ham, ſaa at han drog tilbage og kom ſejlende hjem i ſtor Nød paa Søen, mange af hans Folk druknede, og ſaaledes fik han intet Gavn, kun Skade, af Reiſen (Detmar, S. 304). Da Detmar var ſamtidig med disſe Begivenheder, burde han dog antages at vide god Beſkeed derom. Og uſandſynligt kunde det vel heller ikke være, at Albrecht ej ſaa meget ved Stormen, ſom ved Raadets faſte Holdning har ladet ſig beſtemme til at indgaa Dagthingningen, hvorved han dog ikke opgav noget af ſin Datterſøns foregivne Ret, men alene fegte Spørsmaalet afgjort ved Voldgift, iſtedetfor ved Krig. I een Ting fejler dog Detmar, nemlig at han antager Albrechts Søn Henrik, ikke dennes Søn Albrecht, for Prætendenten til den danſke Krone.
  4. Kong Haakon nævnes nemlig ikke ſom deeltagende i Dagthingningen, der tales kun om Olaf, Margrete og Danmarks Indbyggere.
  5. Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 500—508.
  6. Huitfeld, S. 560.
  7. Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 503—505, hos Scheidt, v. deutſchen Adel, Mantisſa, S. 368, og efter denne i Schl. H. L. Urk. II. S. 323—324.
  8. Rudloff citerer udtrykkeligt denne Proteſt (l. c. S. 502), ſigende, at„de mecklenburgſke Hertuger derved forvarede ſig mod alle det norſke Hofs tractatmesſige Skridt“; men desverre gjengiver han ikke Indholdet nærmere, og Originalbrevet ſelv maa nu være tabt, ſiden det ikke findes blandt de Breve i det ſchwerinſke Archiv, ſom Styffe har meddelt i ſine „Bidrag“.
  9. Suhm, XIV. S. 36, 37.
  10. Sammeſteds, S. 39.
  11. Rudloff, l. c. S. 500, Styffe, Bidrag S. LXVIII. Keiſerens Stevnebreve ere daterede den 12te September 1377, altſaa er vel Anmodningen derom fra Hertugen indgiven i Juli eller Auguſt.
  12. Scr. r. D. VII. S. 99. 100.
  13. Allerede paa Hanſedagen i Stralſund 1377 taltes der om at udruſte Kogger mod Sørøverne, ligeledes handledes derom paa Hanſedagen den 25de Januar og 30te Mai 1378, o. fl., ſee Suhm, XI. S. 37, 53—55. Det ſees her, at Wismar og Roſtock ingen Skibe vilde udruſte mod Sørøverne, ſaa længe ſom Hertugen af Mecklenburg var uforliigt med Danmark; kun naar et ſaadant Forliig var kommet iſtand, og Sørøverne da angreb dem, ſkulde de udrede Krigsfolk ligeſom de andre. Deraf kan man ſlutte, at Kaperne, iſær i den førſte Tid, fornemmelig udgik fra mecklenburgſke Havne, og ſandſynligviis endog fra Wismar og Roſtock ſelv, ligeſom ſenere, da Vitalianerne udſendtes. Senere nævnes dog ogſaa danſke Herrer og Slotshøvdinger, ſom Johan Grubendal, Høvedsmand paa Søborg, Johan Lembeke, Høvedsmand paa Ribe, og Nikolas Svarteſkaaning, paa Vardberg, (i 1382 ligeſaa Henrik Vardenberg og Paſchedach, Høvedsmand paa Abrumsthorp, ſee Suhm, XIV. S. 104, 106, Bunge, Urk. B. III. No. 1188, S. 397. Men af dem var Johan Lembeke gaaet i Forbund med Mecklenburgerne, ſee Rudloff, l. c. S. 500, Suhm, l. c. S. 9. Formodentlig udruſtedes der ſlige Kapere fra de fleſte ved Søen beliggende Slotte, og maaſkee iſær af Mecklenburgernes Tilhængere l Skaane.
  14. Saaledes opgives Dagen hos Detmar, S. 310.
  15. Brevet, udſtedt paa Akershuus den 3die Februar 1377, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 509.
  16. Styffe, Bidrag No. 73. S. 177.
  17. Suhm, XIV. S. 507.
  18. Den 29de Januar var Kongen i Oslo, Norges gl. L. III. S. 198.
  19. Den 4de Marts var Kongen paa Thotn (Dipl. N. II. 497), den 5te Mai i Nidaroos (Norges gl. L. III. S. 900.
  20. Dipl. N. VI. Dipl. Dalekarl. No. 84.
  21. Norges gl. L. III. S. 201.
  22. Suhm, XIV. 55.
  23. Man har et Landsviſtbrev af Haakon, dateret Tunsberg den 29de Juli 1378 Dipl. N. I. 451.
  24. Den 8de November var Kong Haakon ved Tuneims (nu Tanums) Kirke i Ranrike, og modtog der Penge af „ſin Tjener“ Ivar Ludvigsſøn (D. N. VI.), ſamme Dag var Hr. Erik Ketilsſøn paa Knee i Tuneim og overdrog Jordegods til Kongen, hvilket Jordegods denne 6 Dage efter, ved Neſine Kirke der i Nærheden, henlagde til en af fine Gaarde. Dipl. N. I. 452, 453. Samme Dag, nemlig den 14de November, udgav Kong Albrecht fra Veſteraas hiin Forſikkring (Hadorph, Riimkr. II. S. 37, 38). Som Medbeſegler nævnes hans Fader Hertug Albrecht og Broder Hertug Magnus; men om de have været magte„ ex vel et ſtort Spørsmaal; de kunde ſenere have ladet Brevet beſegle.
  25. Breve i det ſvenſke Rigsarchiv; jfr. Styffe, Bidrag S. LXX.
  26. See det hos Suhm S. 59 i Uddrag meddelte Brev af 21de December 1378, hvor Margrete ſiger, at hun „for Forretningers Skyld“ var dragen til Norge.
  27. Den 10de Juli 1379 var hun i Lund, Suhm S. 64.
  28. Dipl. Norv. II. 459, I. 458. Jevnfør nedenfor S. 99.
  29. Brev af 26de November, Dipl. N. V. 314. Han tilgiver her „velbaarne Mand“ Nisſe Knutsſøn, der nu er traadt i hans Tjeneſte, hvad han har forbrudt ſig imod ham, paa det Vilkaar at han forliger „de tviſtende Parter“ (málsêgande), uden at man faar nøiere Underretning om, hvem disſe Parter var. Nisſe Knutsſøn gik dog nok atter ſiden i Albrechts Tjeneſte, ſiden han i Marts 1381 var Heredshøvding i Nærike (Br. i ſv. Rigsarchiv). Formodentlig havde han været tagen til Fange af Kong Haakons Mend.
  30. Dipl. N. II. 461.
  31. Paa den Dag udſtedtes nemlig Gjenpart deraf i Viik i Sogn, aabenbart til Oplæsning for Almuen, Dipl. N. II. 462.
  32. Toget henføres i Chron. Scr. R. D. I. S. 66 til 1380. I de visbyſke Minoriters Chron. (ſſteds S. 45) ſiges der ogſaa, at Skara og Jønkøping brendtes, men der angives intet Aarstal, derimod ſiges det udtrykkeligt, at dette Indfald af Danſke og Norſke ſkete for at hevne Kong Albrechts Herjetog til Skaane og Halland. At i alle Fald Jønkøpings Brand maa have fundet Sted nogen Tid for den 7de Auguſt 1380 ſees deraf, at Høvedsmanden i Øſtergøtland, Erik Karmen, denne Dag paa Kong Albrechts Vegne tilſtod Jønkøpings Borgere Skattefrihed i fire Aar, paa Grund af den Brand og Ødeleggelſe, Staden havde lidt. Brev i Jønkøpings By-Archiv, Handl. rør. Skand. Hiſt. 32 B. S. 374, Styffe, Bidrag S. LXXI.