Det norske Folks Historie/8/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Saaledes var da den norſke Kongeſøn og Tronarving valgt til Danmarks Konge, og Udſigterne vare ſaaledes for Haanden til en Peronal-Union med Danmark, af ſamme Slags, ſom den, der nys havde fundet Sted med Sverige. Ja, egentlig var denne Union allerede indtraadt, forſaavidt ſom det faldt af ſig ſelv, at den femaarige Konges Foreldre optraadte ſom hans Formyndere og handlede ganſke paa hans Vegne. Hvorledes man i Norge dømte om denne Forening, findes ingenſteds anført. Der er al Anledning til at tro, at man idetmindſte i Førſtningen var nok ſaa ſtolt deraf, da den Omſtændighed, at Olaf var norſk Kongeſøn og i ſin Tid ſkulde blive Norges Arvekonge, efter de Tiders Foreſtillinger paa en vis Maade ſtillede Danmark under Norge — hvad der ogſaa havde vakt nogen Betenkelighed hos flere af de danſke Raadsherrer. Man frygtede endnu neppe for, at danſke Mend ſkulde komme til at inddrages i Norge og begunſtiges paa de Indfødtes Bekoſtning. Overhoved var paa denne Tid, idetmindſte hos de mere højtſtaaende og toneangivende Mend, Foreſtillingen om Kongens Magtfuldkommenhed og hans Ret til at forføje over hvilkenſomhelſt af de ham undergivne Landſkaber, ſom om det var hans Ejendom, der kunde bortgives, ſelges eller pantſettes, bleven ſaa almindelig, at Nationalitetshenſyn kun lidet kom i Betragtning. Desuden havde Foreningen, ſaa længe Kong Haakon levede, endnu kun Udſeendet af et Statsforbund; Omſtændighederne medførte, at Kong Haakon forholdsviis kun lidet befattede ſig med de danſke Regjerings-Anliggender og Formynderſkabet for Sønnen, men overlod dette til ſin Huſtru Dronning Margrete, der fra denne Tid af næſten ſynes at have taget ſit ſtadige Ophold i Danmark.

De nys forenede Riger dannede ogſaa en ganſke ſammenhængende og ret godt afrundet Landſkabsmasſe. Thi foruden at Kyſtlandene, Viken og Halland, hiint et norſkt, dette et danſkt Landſkab, allerede næſten berørte hinanden, havde, ſom det allerede er viiſt, Kong Haakon endnu Magten over Vermeland, Dal og den veſtlige Deel af Veſtergøtland, medens den ſydligſte Deel af dette Landſkab og formodentlig Finnveden og Verend eller det ſydveſtlige af Smaaland, var i danſke Høvedsmends Hænder. Den virkelige Øſtgrændſe for de forenede Riger gik ſaaledes fra Bleking af i nordveſtlig Retning omtrent til Kindeviken i Venern, og fra Venerns nordøſtligſte Hjørne i Nordveſt og Nord til Fjeldegnene mellem det daværende Øſterdalen, (hvortil ogſaa Idre og Serna hørte), Dalarne og Herjedalen. I Sammenligning hermed var det, ſom Kong Albrecht endnu havde tilbage af Sverige, temmelig ringe, og endog deraf havde han ſelv egentlig den mindſte Deel; det meſte var i Henderne paa Bo Jonsſøn og andre Stormend, der nu kun var lidet at ſtole paa, og ganſke ſikker kunde han egentlig ikke være paa andet, end hvad der var under tydſke Høvedsmend eller Fogder. At han ikke uden fremmed Hjelp vilde kunne beſtaa i den nu i dobbelt Henſeende uundgaaelige Strid med Norge og Danmark, ſynes at maatte være indlyſende for Enhver.

Kong Haakon forblev efter Sønnens Hylding ikke længe i Danmark, men reiſte tilbage til Norge, hvor vi allerede de ſidſte Dage af Mai og førſt i Juni 1376 finde ham i Bergen, beſkjeftiget med allehaande Regjerings-Anliggender[1]. Dog kan dette neppe have været Hovedhenſigten med hans Reiſe til Bergen, der maa være ſkeet umiddelbart fra Danmark; man maa derfor antage, at det fornemmelig var den endnu ikke afſluttede Underhandling med Stæderne, ſom førte ham did for at underſøge og ordne flere Forhold og komme til en ſaa venſkabelig Forligelſe med Kjøbmendene, ſom det efter Omſtændighederne lod ſig gjøre. Et Beviis paa denne hans Henſigt torde det være, at han ved et Brev, udſtedt hiin 24de Mai, gav de tydſke Skomagere i Nidaroos Tilladelſe til at udføre ſaa mange af ſine Varer til Bergen, ſom udfordredes til at dekke et her optaget Laan paa 44 Mk. brendt, ſom de efter et af Otte Rømer, Fehirden, iſtandbragt Forliig havde maattet betale i Bod for et af dem i ſelve Chriſtkirken begaaet Drab paa en vis Hans Panne[2]. Thi Laanet var ganſke viſt gjort hos de tydſke Kjøbmend og deres Lagsbrødre Sutererne eller Skomagerne i Bergen, og det var en Begunſtigelſe for disſe, naar deres Landsmend i Throndhjem fik Lejlighed til ſnart at betale dem deres Gjeld. Det af Hanſeſtæderne til den 18de Mai berammede Møde i Stralſund blev vel holdt, og Biſkop Nikolas af Roeskilde ſaavelſom den ſkaanſke Ridder Hr. Anders Jakobsſøn indfandt ſig ogſaa for at modtage Beſkeed paa begge Rigers Vegne, men endnu, heed det, kunde man ikke afgjøre noget om de danſke Anliggender, det vil ſige, hvorvidt man ſkulde godkjende Kong Olafs Valg, ſaaſom heller ikke denne Gang nogen Afſendinger fra de preusſiſke Stæder havde indfundet ſig, og heller ikke nogen fra de nederlandſke, undtagen fra Kampen. Derfor aftaltes der et nyt Møde i Stralſund til den 19de eller 20de Juni for at afgjøre med hine Sendebud, hvad de havde at afhandle, og 8 Dage derefter ſkulde Stæderne ſende ſine befuldmegtigede Sendebud til Vordingborg for at underhandle med Kong Haakon og det danſke Raad om de mange Ting, hvorover Stæderne havde at beſvære ſig[3]. Nu, da Succesſionsſpørsmaalet i ſig ſelv allerede var afgjort, ſynes det, ſom om Stæderne ved denne Udhaling alene kan have haft til Henſigt at gjøre ſin Erklæring ſaa koſtbar ſom muligt og derved tilvende ſig de ſtørſt mulige Handelsfordele, thi egentlig laa der allerede en ſtiltiende Erkjendelſe af det ſkete i deres Svar. Det er ellers merkeligt og betegner allerede Unionen ſom indtraadt, at de to danſke Herrer her ogſaa optraadte paa Norges Vegne. Mødet blev holdt, og der indfandt ſig omſider Befuldmegtigede ſaavel fra de preusſiſke Stæder Elbing og Thorn, ſom fra de nederlandſke Kampen og Zütphen, men derimod ingen fra Roſtock og Wismar: et tydeligt Tegn paa, at disſe Stæder anſaa Forhandlingerne ſom ſtridende mod deres Fyrſters Interesſer og derfor ikke torde eller vilde deeltage i dem[4]. Kong Haakon var imidlertid nu i Norge, ſaa at der ikke kunde underhandles med ham og den danſke Regjering under eet, heller ikke lader det til, at de danſke Geſandter havde indfundet litt. Raadmendene beſluttede derfor at ſende nogle af ſin egen Midte baade til Danmark og Norge. I en Skrivelſe, ſom man derom udferdigede til Raadet i Reval den 24de Juni, heed det, at man havde ſendt Raadmend til Danmark for at faa ſine Friheder og Privilegier erkjendte og beſeglede af „den danſke Konge“, og til Norge for at underhandle med dette Lands Konge om Fred mellem ham og Stæderne ſaavelſom de forenede Kjøbmend. I dette Brev tog man ſaaledes ej længer i Betænkning at kalde Olaf „Danmarks Konge“, med andre Ord, man var allerede faſt beſtemt paa at anerkjende ham ſom ſaadan, men vilde kun ſette den offentlige Anerkjendelſe ſom Betingelſe for hiin Tilſtaaelſe og Bekræftelſe af Friheder og Privilegier. I Brevet heed det tillige, at til at beſtride Udgifterne ved disſe Geſandtſkabsreiſer, ſaavelſom ved de Skibe, ſom de hele Sommeren igjennem maatte holde krydſende i Søen for at frede Farvandene, ſkulde der et Aar, og maaſkee mere, hæves den ſaakaldte Pundgjeld[5]; dog blev man enig om, at Kjøbmendene i Bergen kunde hjelpe noget til med Udgifterne ved Geſandtſkabet til Norge[6]. Hiint Brev viſer, at Geſandtſkaberne virkelig afgik. Men der tales dog hverken om Forhandlinger i Norge eller Danmark, det være ſig nu i Vordingborg eller andenſteds, ſaa at det er meget uviſt, om ſaadanne virkelig have fundet Sted. Derimod er det viſt, at Kong Haakon ſluttede den i hiint Brev omtalte endelige Fred med Stæderne den 14de Auguſt i Kalundborg, og at der ſamtidigt i Korsør ſluttedes en Overeenskomſt mellem Befuldmegtigede fra Stæderne og det danſke Raad om, at Kong Olaf ſkulde ſtadfeſte alle deres Privilegier og bekræfte Fredsſlutningen med Kong Valdemar. Her kan man altſaa tenke ſig tvende Ting, enten at de tydſke Udſendinger ved Ankomſten til Norge, der maatte have fundet Sted ſidſt i Juni eller førſt i Juli, ikke traf Kong Haakon, men fik høre, at han allerede var afreiſt til Danmark, og derfor vendte om igjen, ſamt ſiden aftalte en ny Sammenkomſt i Kalundborg, udſettende ogſaa Forhandlingerne med Danmark til ſamme Tid, eller at baade de Geſandter, der gik til Norge, have haft en Sammenkomſt med Kong Haakon og hans Raad i Løbet af Juli Maaned, f. Ex. i Tunsberg, og ſamtidigt de Sendebud, der afgik til Danmark, have forhandlet med de danſke Raadsherrer og Dronningen, enten paa Vordingborg eller andenſteds, og at dette paa begge Steder var de egentlige Hoved-Underhandlinger, hvorved alle enkelte Punkter bleve drøftede og en endelig Beſlutning fattet, men at Brevenes Udſtedelſe udſattes til Sammenkomſten i Kalundborg og Korsør, deels fordi ſandſynligviis uopſettelige Erender (ſom f. Ex. den mecklenburgſke Fejde) kaldte Kongen til Danmark, deels ogſaa fordi det maaſkee anſaaes for ønſkeligt, at Kong Haakon ſelv var tilſtede og gav ſit Samtykke tilkjende, inden noget Brev udferdigedes paa Sønnens Vegne. Denne ſidſte Antagelſe, at der førſt har været underhandlet foreløbigt i Danmark og Norge, og at den ſidſte Haand lagdes paa Fredens Afſlutning i Danmark, har unegteligt meſt for ſig. Der underhandledes endogſaa her paa to Steder, i Kalundborg og Korsør; hiſt med Kong Haakon, her med det danſke Raad, men Afſtanden mellem begge Steder var ikke ſtørre, end at Kongen og de danſke Underhandlere ſnart kunde naa hinanden, hvis de havde noget at overlegge om. Egentlig var det vel ogſaa med Kong Haakon i Kalundborg, at den vigtigſte Underhandling førtes.

Det var en talrig Sammenkomſt, ſom nu holdtes i Kalundborg. I Følge med Kong Haakon var flere af hans Raadsherrer, nemlig Hr. Erik Ketilsſøn, Hr. Narve Ingevaldsſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Haakon Jonsſøn, Gaute Eriksſøn, Alf Haraldsſøn, Erlend Philipsſøn og Gudbrand Alfsſøn; paa Stædernes Vegne mødte Borgermeſter Jakob Pleſkow og Raadmanden Hermann von Oſenbrügge fra Lübeck, Borgermeſtrene Bertram Wulflam og Hans Ruge fra Stralſund, Raadmanden Henrik Scupelenberg fra Greifswalde, Borgermeſtrene Hans Volmeſten fra Elbing og Eberhard Borſe fra Kampen, ſamt Raadmanden Hans Meinhardsſon fra Amſterdam, befuldmegtigede paa de øvrige Stæders Vegne. Man maa have været ſamlet i de førſte Dage af Auguſt. Om Underhandlingernes Gang, enten i Norge (forudſat at der her blev underhandlet) eller i Kalundborg, veed man ikke andet, end at Borgermeſteren Jakob Pleſkow denne Gang virkelig forelagde Kongen de meget omtalte Privilegier, og hvad man forreſten af Underhandlingernes Udfald kan ſlutte ſig til. Kongen bekræftede nu virkelig disſe Privilegier, ſaa meget det end ſynes at have koſtet ham. Men Godkjendelſen af Sønnens Kongeverdighed og Betryggelſen af Hanſeſtædernes Venſkab var nu ſaa meget mere at eftertragte, ſom det ikke kunde være Kongen og hans Omgivelſer ubekjendt, at Hertugen af Mecklenburg allerede udruſtede en ſtor Hær og Flaade mod Danmark, og vel ogſaa mod Norge, alt efterſom Krigens Gang kunde falde. Imidlertid var Kongen faſt beſluttet paa, heller ikke at indrømme Stæderne en Tøddel mere, end hvad der indedeholdtes i de eldre Privilegier. Dette ſeer man nokſom af de Foranſtaltninger, ſom han ſenere traf, og ſom vi i det Følgende komme til at omtale. Det Fredsbrev, ſom Kongen udſtedte paa Kalundborgs Slot den 14de Auguſt, indeholder, at Kongen med de ovennævnte Afſendinger fra Stæderne og ved dem med ſamtlige Stæder ſelv, (nemlig Lübeck, Stralſund, Hamburg, Bremen, Roſtock, Wismar, Greifswalde, Anklam, Kolberg og Neuſtargard; Riga, Dorpat og Pernau; Kulm, Thorn, Elbing, Danzig, Königsberg og Braunsberg; Kampen og de øvrige i Utrechts Biſkopsdømme; Zirikzee, Briel, Middelburgh og Arnemuyde i Zeeland; Dordrecht, Amſterdam, Enckhuyſen og Woringen i Holland; Hardewyck, Zütphen, Ellburg, Deventer i Geldern; Stavern og Hindelopen i Frisland), havde ſluttet fuldkommen Forliig, Fred og Enighed paa følgende Vilkaar:

1. At disſe Stæders Borgere og Indbyggere herefter altid frit og uhindret ſkulde kunne beſøge Norge for at handle, ſaavel til Lands ſom til Vands, og der nyde fuldkommen Sikkerhed ſaavel paa Henreiſen ſom paa Tilbagereiſen, baade for Perſon og Gods.

2. Stædernes Borgere og Indbyggere ſkulde i Norges Rige, dets Stæder, Havne, og inden dets Grændſer nyde alle de Friheder, Rettigheder og Privilegier, ſom de nogenſinde meſt uhindret havde nydt; men for at Geſandterne og Stædernes øvrige Indbyggere ſkulde finde Kongens Naade ſaa meget fordeelagtigere og virkſommere og ſelv blive ſaa meget mere velvillige mod Kongen og Riget, bekræftede han herved med Raadsherrernes Samtykke for alle Borgere og Kjøbmend af de nævnte Stæder og de øvrige tydſke Hanſeſtæder alle de Rettigheder, Friheder, Naadesbeviisninger, Privilegier og Vedtægter ſamt Breve, der havde været dem tilſtaaede og forundte af hans Fader Kong Magnus og hans øvrige Forgængere, og fornyede, ratificerede og ſtadfeſtede dem ved nærværende Brev.

3. Hvis nogen Indlending eller Udlending forbrød ſig mod Kongen eller hans Love, ſaaledes at han derfor feldtes til Pengebod, ſkulde førſt hans Gjeld til andre udredes af hans Gods, førend Boden blev udredet. Dette er ſimpelthen en Anvendelſe af en af Lovbogens egne Artikler.

4. Det ſkulde være ethvert Skib tilladt at løbe ind i Havnen ved en af fire fornemſte norſke Stæder med ſaakaldet Top-Caſtell paa Maſten, men maatte ikke legge til Bryggen eller ſkyde Landgangsbro i Land, førend efterat Top-Caſtellet var nedtaget. Herved vilde man vel forebygge en Overrumpling og overhoved hindre de fremmede Kjøbmend fra at udøve Vold.

Denne Traktat med dens enkelte Artikler lovede Kongen og de nævnte Raadsherrer med ham ubrødeligt at holde og beſeglede alle de herom udferdigede Breve. Stædernes Gjenbreve, der ſom ſedvanligt ſiden udſtedtes enkeltviis, efterat der her foreløbigt blev udferdiget til Kongen et Forſikringsbrev derom, indeholdt kun den ene Artikel om Fred og Enighed og tilſikkrede Kongen og hans Underſaatter den ſamme Frihed til at beſøge Stæderne og handle der, ſom der i Kongens Brev var tilſtaaet Stædernes Indbyggere. Hiint Forſikkringsbrev blev overleveret Kong Haakon ſamme Dag, og det ſkulde gjelde ſaa længe, indtil Kongen havde modtaget Stædernes ſærſkilte Gjenbreve, hvilke alle ſkulde være indſendte til Baagahuus inden førſtkommende Mortensdag. De lübeckſke Geſandter gave dog Kongen allerede nu en Afſkrift af det Brev, han da ſkulde faa. Det beſtemtes udtrykkeligt, at hvis Roſtock og Wismar vilde være indbegrebne i Freden — man havde for en Sikkerheds Skyld nævnt dem —, da maatte de, foruden at ſende ſine Frihedsbreve, ikke tilføje Kongen eller hans Hjelpere nogen Skade, eller hjelpe ſine Herrer de mecklenborgſke Hertuger imod ham, uden hvis han gjorde Indfald i Hertugernes eget Land, ligeſom ogſaa Hertugerne maatte kunne kjøbe Heſte og hverve Folk hos dem; vilde de hjelpe de Mecklenburgſke udenfor Hertugdømmets Grændſer, med andre Ord, hæve Freden, da ſkulde de opſige den et Fjerdingaar forud. Kampens Borgere fik allerede ſtrax af Kongen et Bekræftelſesbrev paa Privilegierne; det er meget muligt, at et ſaadant ogſaa udſtedtes til enhver af de øvrige Stæder, der havde ſendt Geſandter[7].

Den ſamme Dag blev det ogſaa paa Korsør Slot afgjort mellem Befuldmegtigede fra Stæderne og det danſke Raad, at Kong Olaf med ſit Raad ſkulde give Stæderne ſit aabne beſeglede Stadfeſtelſesbrev paa alle de tidligere med Kong Valdemar ſluttede Overeenskomſter, ſaavelſom paa den ſidſte „evige Fred“, navnlig hvad de ſkaanſke Slotte angik, ſamt paa Stædernes ſamtlige Privilegier. Men det egentlige Hovedbrev, hvorved Stæderne opnaaede Lønnen for, at de erkjendte Olaf ſom Konge, udſtedtes ikke førend den 16de Auguſt, viſtnok fordi Kong Haakon og Dronning Margrete da førſt ankom til Korsør; den 15de var nemlig idetmindſte Dronningen endnu paa Kalundborg[8]. Her meddeltes da de forlangte Stadfeſtelſer, fornemmelig paa Beſtemmelſerne i Fredsbrevet af 1369 og 1370, vedkommende Slottene og Privilegierne ved Sildefangſten paa Skaanes Kyſter, ſom derved forblev næſten udelukkende i Stædernes Hænder, hvorimod Artiklen om deres Stemme ved Kongevalget og Beſettelſen af Vardbergshuus til Sikkerhed for de ſkaanſke Stæder udtrykkeligt undtoges. I deres Gjenbrev fraſkrev Stæderne ſig udtrykkeligt begge disſe Rettigheder og erklærede, at Vardbergshuus med deres fri Vilje var tilbagegivet[9]. Ved at underhandle med Kong Olaf og i ſine Gjenbreve at give ham Kongetitel havde Stæderne allerede i Gjerningen godkjendt hans Valg; ved hiin Forſkrivelſe blev enhver udtrykkelig Godkjendelſe fra deres Side overflødig.

Saaledes var da Freden med Stæderne gjenoprettet og deres Samtykke til Olafs Ophøjelſe paa Danmarks Trone ſikkret, — hvilket paa det nærmeſte ogſaa var det ſamme, ſom om Olafs Kongeverdighed ſelv var ſikkret — paaſaa taalelige Vilkaar, ſom man efter Omſtændighederne kunde vente. Hvad Norge angaar, da havde Kong Haakon dog ikke gjort Stæderne nye Indrømmelſer, om han end havde ſeet ſig nødſaget til at bekræfte de tidligere, ſom han i Førſtningen havde tænkt at kunne faa afſkaffet. Det er vel muligt, at han endnu en Tidlang vilde have betænkt ſig paa dette Skridt, maaſkee endog ſlet ikke bekvemmet ſig dertil, hvis der ej havde været Tale om at ſkaffe Sønnen Danmarks Krone, og det kan vel derfor ikke negtes, at dette Henſyn, der paa en vis Maade kunde ſynes at være Norge uvedkommende, her væſentligt beſtemte hans Handlemaade. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at Norges Stilling i denne Tid var ſaadan, at det dog omſider ſenere eller tidligere maatte have givet efter, naar det ikke paany ſkulde ſee ſig hjemſøgt af en farlig og ødeleggende Krig; og desuden anſaa viſtnok, ſom vi allerede ovenfor have antydet, baade Kongen ſelv og de Fleſte med ham det ſom en Fordeel for Norge, at blive ſaa nøje forbundne med Danmark, og derved at kunne vinde Overvegten over Sverige. At dette Forbund nu allerede anſaaes ſom etſlags Union, ſees bedſt deraf, at Stæderne betragtede begge de nys ſluttede Overeenskomſter ſom en eneſte Fællestractat. Da Lübecks Raad den 6te Septbr. udſtedte ſine Gjenbreve, baade til Norge og Danmark, ſendte de Copier deraf ogſaa til de liflandſke og eſtlandſke Stæder, Riga, Dorpat, Reval og Pernau, med en Circulær-Anmodning til ſamme Stæders Raad, om at ogſaa disſe, ſiden de forbundne Stæder nu.efter en Dagthingning i Danmark havde med Tilſideſettelſe af alt forhenværende Uvenſkab indgaaet en venſkabelig og beſtandig Fred med Kongerne Haakon i Norge og Olaf i Danmark, vilde ſnareſt muligt indſende til Lübeck ſine Gjenbreve efter medfølgende Copier, ſaafremt de ellers ønſkede at være indſluttede i Freden, for at Lübecks Raad derpaa kunde ſende dem til Kongerne, helſt inden næſte Michelsdag, men ogſaa inden et Aar derefter, „ſaaledes ſom det var dagthinget med Norges Konge“. Herved er altſaa ligefrem udtalt, at Kong Haakon førte Hovedunderhandlingen og afſluttede den endelige Overeenskomſt baade paa Norges og Danmarks Vegne. Lignende Skrivelſer ſendtes formodentlig ogſaa til alle de øvrige Stæder, der ej havde haft Geſandter i Danmark. Stralſunds Gjenbrev udſtedtes den 8de September; omtrent paa ſamme Tid blev vel disſe fleſte af Gjenbrevene udſtedte, undtagen de eſtlandſke, forſaavidt de overhoved bleve givne, da nemlig hiint Circulære fra Lübeck ikke ſendtes fra Dorpat til Reval førend den 2lde October, og derfor neppe kan have circuleret rundt førend ved Aarets Udgang[10].

  1. See den her ſtrax efter anførte Forordn. af 24de Mai 1376, og Brev af 3die Juni 1376 (Dipl. N. I. 436), begge udſtedte fra Bergen.
  2. Norges gl. Love III. S. 195. Mere herom nedenfor, S. 93.
  3. Suhm, XIV. S. 21.
  4. Suhm, XIV. S. 21, 22.
  5. Dette merkelige Brev findes aftrykt hos Bunge, Liv. Eſt. Curl. Urk. B. III. S. 318 (No. 1119), og ſkjønt det mangler Aarstal, er det ſammeſteds, i Regeſterne, S. 192, fuldſtændigt godtgjort, at det hører til 1376.
  6. Suhm, l. c. Dette beſtyrker endvidere Rigtigheden af, at det nysomtalte Brev hører til dette Aar.
  7. Kong Haakons Fredsbrev af 14de Auguſt er aftrykt hos Th. Torvesſøn, Hist. Norv. IV. S. 500—502, og paa Tydſk i Willebrands „Hanſiſche Chronik“ III. S. 32—34. Stædernes Gjenbrev til Kong Haakon findes ſom Bilag til det Cirkulære fra Lübecks Raad til de eſtlandſke og liflandſke Stæder, hvorom der her nedenfor tales, og ſom er aftrykt i Bunge’s Liv. Eſt. Kurl. Urkundenb. III. S. 322—326, No. 1122. Kongens Brev til Kampen findes i Dipl. N. V. 291. Jvf. forreſten Suhm, XIV. S. 23, 24.
  8. Suhm, l. c. S. 25.
  9. Suhm, l. c. S. 24. Bunge, l. c. 326, jvfr. Jahn, Unionshiſtorien S. 7. Not. 3. Kong Olafs Bekræftelſesbrev paa den ſidſt ſluttede Fred, medbeſeglet af mange geiſtlige og verdslige Raadsherrer, men merkeligt nok ikke af Kong Haakon og Dronning Margrete, er aftrykt hos Bunge l. c. S. 320—322, No 1121. De øvrige tvende af Kong Olaf udſtedte Breve (den udførlige Bekræftelſe af Beſtemmelſerne om Slottene og Stædernes Privilegier ved de ſkaanſke Fiſkepladſe, ſamt Ophævelſen af Beſtemmelſen om Stædernes Godkjendelſe af Kongevalget og Beſettelſe af Vardbergshuus) er endnu ej trykt, men findes i Recessus Hansæ.
  10. Bunge l. c. Her meddeles ſom No. 1122 det dorpatſke Raads Skrivelſe til det revalſke af 21de October, hvori dette igjen meddeler Lübecks Raads Circulære med de to Copier ſom Bilag. Circulæret er dateret 7de September. Lübecks Gjenbreve ere ifølge Suhm l. c. daterede den 6te og 7de Septbr., Stralſunds den 8de.