Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/8/5b

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kong Valdemar var, som det forhen er omtalt, kommen tilbage til Danmark efter sin lange Fraværelse i Slutningen af 1371 eller den første Halvdeel af 1372 og tilbragte de faa Aar, han derefter levede, fornemmelig med Bestræbelser for fremdeles at indløse og sammensanke til Kronen de mange Hereder og Slotte, som endnu befandt sig i forskjellige Panthaveres Hænder. I Særdeleshed synes Gjenforeningen af Sønderjylland med Riget at have ligget ham paa Hjertet, hvortil der nu ogsaa var saa meget bedre Udsigt, som den sidste Hertug af Abels Stamme, Henrik Valdemarssøn, ingen Børn havde. Det lykkedes Kongen enkeltviis at faa flere af de sønderjydske Slotte med tilliggende Hereder i sin Besiddelse, som Haderslev, Aabenraa, Lille Tønder, samt Slottene paa Als. Ogsaa Slesvig og Gottorp søgte han at indløse fra de holstenske Grever, der havde haft dem i sin Besiddelse lige fra Grev Gerhards Dage, men de negtede reentud at give dem tilbage, uagtet Valdemar tilbød dem Pantesummen, det var dem nemlig altfor magtpaaliggende selv at have et Fodfeste i Hertugdømmet, som de gjorde Fordring paa, deels paa Grund af sit Slegtskab med Hertug Henrik, deels i Kraft af Forliget i Ribe 1330[1]. Denne deres Fordring, som de ikke lagde Dølgsmaal paa, var de Danske intet mindre end behagelig: de mindedes noksom, hvad ondt de allerede havde udstaaet under Tydskernes Velde. Herom brød imidlertid Greverne, det vil da egentligt sige „den jernfaste“ Grev Henrik, sig ikke synderligt; han stolede paa sin Magt og Krigsduelighed saavelsom paa sine Forbindelser i Tydskland. Fornemmelig laa det i Forholdenes Natur, at de maatte have Interesser fælles med Mecklenburgerne, med hvilke de desuden vare nøje forbundne ved Svogerskab. Efter Hertug Henriks Død, der synes at være indtruffen i Midten af 1375[2], skal det endog allerede være kommet til Fjendtligheder mellem Kong Valdemar og Greverne. Der synes ej at kunne være nogen Tvivl om, hvorvel det ingensteds tydeligt er udtalt, at denne aabenbare fjendtlige Holdning, som Holsterne antog ligeoverfor Kong Valdemar, og som tegnede sig til at kunne blive en Kamp indtil det Yderste, ogsaa maatte bidrage til at svekke Venskabet mellem ham og Mecklenburgerne og bringe ham til at virke hvad han kunde for at skaffe sin Datter Margretes og hendes Søns Fordringer Medhold hos Magthaverne i Riget. I alle Fald maatte Omstændighederne af sig selv føre det med sig, at det antitydske eller patriotiske Parti i Danmark nu var uvenligt sindet imod Mecklenburgerne, hvis Ætts Erhvervelse af Danmarks Trone først og fremst vilde medføre Befestelsen af det holstenske Herredømme i Jylland og saaledes blive eensbetydende med Rigets fuldkomne Underkastelse under det tydske Aag.

Hvad Dronning Margrete og hendes Mand Kong Haakon i denne Tid selv have virket for at befordre Sønnen Olafs Interesser i Danmark, findes heller ikke nogensteds omtalt, uagtet det dog er utænkeligt, at en Kvinde med saamegen Statsklogskab og Handlekraft, som Margrete, ikke allerede nu skulde have sat alle mulige Kræfter i Bevægelse for at bringe Sønnen paa hendes Faders Trone. Der omtales ingensteds, hvor Margrete opholdt sig i Aaret 1375; men intet synes rimeligere, end at hun selv har været nede hos Faderen for baade at paavirke ham og skaffe Sønnen og sig et Parti blandt Rigets Statsmend. Endog uden Hensyn til de politiske Forhold synes det i sin Orden, at hun, efter Faderens lange Fraværelse, idetmindste een Gang endnu aflagde ham et Besøg og forestillede ham hans spæde Dattersøn. Det er navnlig høist sandsynligt, at Margrete kan have været nede i Danmark om Høsten 1374 og henimod Julen, medens hendes Mand og Svigerfader var paa Vestkanten, og den sidste afgik ved Døden. Under 14de Marts 1375 udgav nemlig Pave Gregorius en Skrivelse, hvorved han paa Kong Haakons og Dronning Margretes Ansøgning overdrog den roeskildske Klerk Magnus Peterssøn, der stod i deres Tjeneste, et Canonicat i Roeskilde[3]. Vi have seet, at da Kongeparret ved en tidligere Lejlighed søgte Pavestolen om Begunstigelser for flere geistlige og verdslige Herrer i Danmark, var det netop under et Ophold i dette Rige, og det er derfor ingen dristig Slutning, at de, idetmindste een af dem, ogsaa nu have opholdt sig der, da de afsendte Ansøgningen, hvilket maa være skeet seenhøstes 1374. Det er ikke i nogen Maade usandsynligt, at Kong Haakon selv, da han om Høsten vendte tilbage fra Bergen, eller strax efter Tilbagekomsten til Østlandet, har gjort en Reise til Danmark med sin Dronning for at aflegge Svigerfaderen et Besøg og for ellers at virke hvad han kunde til Hustruens og Sønnens Bedste.

Hansestæderne, paa hvis Samtykke det maatte komme Prætendenten til Danmarks Krone saa meget an, synes ikke at have været Margretes og Olafs Fordringer ugunstige. Hertil bidrog flere Omstændigheder. For det første var det dem nu virkelig om at gjøre at bringe Underhandlingerne med Norge til Ende og faa sine Privilegier i dette Land bekræftede, og derfor laa det i deres Interesse at vise sig venlige mod det norske Kongehuus, med hvem de desuden stod i Penge-Underhandlinger. For det andet stod Danmarks mægtigste Mand næst Kongen, Drottseten Hr. Henning Putbusch, der i Kongens Fravær havde været Danmarks Høvedsmand, i den nøjeste Forbindelse med Stæderne, saasom han endog, lige fra Fredsslutningen af, ifølge en udtrykkeligt med Stæderne afsluttet Overeenskomst, paa deres Vegne havde overtaget Befalingen over og Forsvaret af de fire Slotte i Skaane, der ifølge Tractaten skulde overlades Stæderne paa femten Aar, mod Fjerdedelen af de Dele af Tolden og Indkomsterne, der skulde tilfalde Stæderne. Dette Hverv kunde han ikke have overtaget, hvis der ikke nu havde været den bedste Forstaaelse mellem Kong Valdemar, hvis tro Mand han var, og Stæderne[4]. Og da vi nu i det følgende ville see Hr. Henning afgjort paa Margretes og Olafs Side, synes det heraf at maatte følge, at ogsaa Stæderne allerede nu vare dem gunstigt stemte. Paa Hansedagen i Lübeck ved Midsommertid 1375 lod Valdemar endog allerede fremsette en Anmodning om at maatte faa disse Slotte, som han kaldte sin fedrene Arv, tilbage, og vel troede Stæderne at maatte afslaa ham dette, men de foreslog ham dog en nærmere Dagthingning derom, og anmodede fremdeles Hr. Henning om at forestaa Slottene[5]. Paa samme Møde lod Kong Haakon ved sin Notarius, Decanen Gottskalk, atter Klager fremsette over de tydske Kjøbmends Ustyrlighed i Norge, og Stæderne svarede paa den allerhøfligste Maade, tilkjendegivende, at de gjerne vilde holde en Dagthingning med ham næste Aars 1ste Mai, eller før Pints, og bad ham imidlertid at tage naadigt mod Kjøbmendene og deres Tjenere, idet de ej tvivlede paa hans Godhed, og at han gjerne vilde lade Alt blive ordnet til det Bedste, hvorimod de ogsaa vilde vise sig velvillige imod ham. Med Mecklenburgerne i Sverige derimod og deres Tilhængere var han fremdeles paa en fjendtlig Fod. Foruden de Klager, han tidligere havde fremsat over, at enkelte af de tydske Kjøbmend kom hans Uvenner til Hjelp, klagede han nu ogsaa over, at da tre Skibe sidstforløbne Høst[6] vare komne fra Stockholm til Marstrand, ladede med hans Uvenners Gods og Varer, og hans Folk vilde legge Beslag paa Godset, hindrede de tilstedeværende tydske Kjøbmend dem deri; han kunde vel, yttrede han, selv have taget Hevn over dette, men havde undladt det, i Haab om at Stædernes egen Anstændighedsfølelse vilde tilsige dem at gjøre, hvad Ret var. Med Hensyn til dette, og mere lignende, ønskede Kongen at vide, om Stæderne, især Lübeck, vilde skaffe ham hans Øiet, eller om han selv skulde tage sig til Rette. Hvad de Privilegier angaar, som Stæderne ønskede fornyede, yttrede Kongen, at han, lige siden han tiltraadte Regjeringen, endnu aldrig havde seet de af sine Formend derom til Stæderne givne beseglede Breve, og førend han kunde indlade sig paa at bekræfte alle de Rettigheder, som Kjøbmendene i Kraft af dem tilegnede sig, maatte han vide, om de virkelig stod der; det var saaledes hans Anmodning, at man maatte tillade hans Sendebud og Klerk Gottskalk at afskrive dem og lade Afskrifterne bekræfte af Biskopen i Lübeck og andre gode Mend. Man skulde næsten formode, at Kongen og hans Raadsherrer havde haft Mistanke til Stæderne om, at de havde forfalsket de eldre Privilegiebreve; og mistænkeligt synes det virkelig, at Stædernes Raadmend selv aabenbart gjorde Vanskeligheder ved at fremlegge endog kun verificerede Copier af dem. Men paa den anden Side er det ogsaa besynderligt, at man ikke ved det norske Cancelli skulde have Copibøger, hvor de samme Breve stode indførte. Maaskee var det dog netop Afvigelsen mellem de foregivne Privilegier og de indførte Copier, som gjorde Kongen og Raadet mistænkelige. Angaaende dette saavelsom alt det øvrige ønskede Kongen en ny Samtale med Gesandter fra Stæderne, hvilke han derfor bad, at man maatte skikke ham, men forsynede med en fuldkommen Fuldmagt, saa at de kunde afslutte alt; og han bad, at man vilde lade ham vide, naar og hvor disse Sendebud kunde møde ham. Herpaa svarede samtlige Stæders Deputerede ved et Brev, dateret fra Lübeck den 24de Juni, at de vare villige til at holde et Møde med ham paa et bekvemt Sted næste Aars Valdborgsmesfe eller 1ste Mai, og at de gjerne ønskede det sluttet før Pintsen (1ste Juni); om alt dette vilde Gottskalk kunne give ham nærmere Beskeed. Imidlertid bad de ham om, at han vilde med Naade modtage Kjøbmendene og deres Tjenere og lade alt bero til det Bedste, hvorimod de ogsaa i alle deres Besiddelser vilde vise sig velvillige mod ham[7]. Det er heraf temmelig umiskjendeligt, at man nu fra begge Sider for Alvor nærmede sig hinanden venskabeligt og søgte at bringe et endeligt Forliig istand, hvilket derfor ogsaa lykkedes, som vi snart ville faa at see.

De nysanførte Klagemaal i Kong Haakons Brev til Stæderne vise, at der enten allerede var udbrudt Fjendtligheder ved det mecklenburgske Parti i Sverige, eller at der idetmindste øvedes saadanne gjensidige Ubehageligheder med Opbringelse eller Beslagleggelse af Gods, Paagribelse af Personer o. s. v., som omsider maatte medføre en aabenbar Krig. Kong Albrechts Stilling i Sverige var intet mindre end misundelsesverdig, og der vare alle Udsigter til, at det gamle Dynasti atter vilde kunne vinde den svenske Krone tilbage, endog uden synderlig Medvirkning af andre, ved kun at lade Tingene der skytte sig selv. Thi Kong Magnus’s Fordrivelse og Mecklenburgernes Indkaldelse havde aldrig været det egentlige Folks Sag, men var kun udgaaet fra et megtigt og selvraadigt Aristokrat-Parti, tildeels endog mod Folkets Ønske, som den hele Tid synes at have haft mest tilovers for „den ærlige og gode Herre“, Kong Magnus. Alene ved at støtte sig til dette Aristokrat-Parti kunde Kong Albrecht vente at holde sig paa Tronen, og naar det først vendte ham Ryggen, vilde det snart være ude med hans Kongedømme. Hans kloge Fader, Hertug Albrecht, havde vistnok efterhaanden søgt at gjøre sig og Sønnen uafhængige af Stormendene ved at tilvende sig som Pant eller Ejendom saa mange faste Slotte og Besiddelser inden Sverige som muligt, og betro dem i mecklenburgske Herrers Hænder, paa hvis Troskab de naturligviis kunde lide. Men han havde heri aabenbart gaaet altfor raskt frem, og overhoved var det hans, som de øvrige tydske Herrers, navnlig de holstenske Grevers, Fejl, at de stolede for meget paa sin Krigsmagt og Besiddelsen af faste Slotte, uden at tage Folkets Stemning med i Beregningen. Forbittrelsen over Tydskernes Velde i Sverige havde især været Aarsag i Opstanden 1371, og selv de svenske Stormend, som da stod paa Albrechts Side, havde dog for saa vidt gjort fælles Sag med Insurgenterne, som de, medens Kong Haakon fra sin Lejr paa Norrmalm truede Stockholm med Belejring, aftvang den raad- og hjelpeløse Kong Albrecht en Overeenskomst, hvorved denne maatte overlade alle sine Slotte og næsten al sin kongelige Magt til Raadet – det vil sige Stormendenes fornemste Ledere. Derved var allerede Spiren lagt til et virkeligt Uvenskab mellem ham og Stormendene, følgelig til hans.Undergang. Det laa i Sagens Natur, at en Overeenskomst som denne, aftvungen Kongen i Farens Øjeblik, og som berøvede ham det meste af hans Magt og en stor Deel af hans Indtægter, ej kunde betragtes af ham og hans Tilhængere uden med Ærgrelse, og at der ikke fra deres Side kunde være Tale om nogen samvittighedsfuld Overholdelse heraf. Den vilde saaledes ingenlunde være skikket til at forebygge nye Stridigheder, om den end havde været langt mere bestemt affattet, end den i Virkeligheden var. Den Bestemmelse, at Slottene skulde overlades til Raadet, for at man saaledes kunde blive fri for de tydske Slotsherrer, blev ikke ordentligt overholdt. Hertug Albrecht sad endnu inde med alle sine Pante-Lehn, uagtet Kongen skulde have seet til at indløse dem, for at overgive dem til Raadet. Det var udtrykkeligt bestemt, at Viborgs, Tavastehuus og Borgholms Slotte skulde overgives til Bo Jonssøn paa Raadets Vegne, men endnu i 1375 indehavdes det sidste af en mecklenburgsk Høvding paa Hertugens Vegne, og der var ikke Tale om at overlevere det, førend Bo Jonssøn betalte Pantesummen[8]. Nu er det vel saa, at Kongen formodentlig manglede Penge til at udløse sin Fader og de øvrige Under-Panthavere og saaledes for en stor Deel endog med sin bedste Vilje ikke kunde opfylde sit givne Tilsagn-thi om uden Videre at tage et bortpantet Slot fra Indehaveren kunde der i de Tider blot være Tale, naar man laa i aabenbar Krig med ham; – men der er heller ingen Grund til at tro, at han eller Faderen gjorde sig nogen særdeles Umage for at skaffe Penge til Veje, thi det laa altfor meget i deres Interesse at have Slottene besatte med Tydskere, til at de skulde fremskynde den Tid, da de maatte give Slip paa dem. Det synes endog næsten, som om Albrecht ikke følte sig tryg, uden han var omgiven af Tydskere, og mere end een Gang sendtes tydske Krigsmend af Hertugen over til Sverige for at gaa i Kong Albrechts Tjeneste[9].

Saaledes vare de Klager, som havde været fremførte over de tydske Høvdingers Haardhed og Anmasselser, ikke afhjulpne, og Tilstanden forsaavidt endog verre end før, som den Magt, de svenske Stormend havde tiltrodset sig paa Kronens Bekostning, ogsaa løste dem fra alle Hensyn. Plyndring, Privatfejder, Voldgjestning og alle Anarchiets Onder hørte nu til Dagens Orden. Det gik saa vidt, at endog Biskop Gottskalk paa en Reise blev overfaldt og drebt af Ridderen Hr. Matthias Gøtstavssøn med Følge, og Gods ranet fra hans Tjenere (3 Febr. 1374), uden at der fra den verdslige Magts Side skete noget Skridt til at lade ham undgjelde derfor; tvertimod var dette Tegnet for flere af de nærmeste tydske og svenske Høvedsmend til at sette sig i Besiddelse af den drebte Biskops Løsøre og Biskopsstolens Gods og Indtægter. Først imod Slutningen af 1376 stillede Hr. Matthias Biskop Gottskalks Efterfølger, Nikolas, noget Jordegods til Pant for en Pengesum, der skulde anvendes til Oprettelse af en Præbende i Domkirken for Gottskalks Sjæl, og ikke førend i 1370 blev Sagen fuldstændigt bilagt. Imod Høsten 1374, da Kong Albrecht atter kom over fra Mecklenburg til Sverige, var Spendingen mellem Kongen og de svenske Stormend meget betænkelig. Det lader til, at han, for at skaffe Penge til Veje, enten havde paalagt eller vilde paalegge alt Gods i Riget, endog Pantelehnene, en Skat eller Udredsel, og dette kunde ikke andet end vekke Forbittrelse hos Stormendene, der netop fordrede Skattefrihed og havde gjort Opstand mod Kong Magnus, just fordi han vilde indskrænke den. Fornemmelig synes den nysnævnte Bo Jonssøn, som vi allerede i det foregaaende have haft Anledning til at omtale, og som nu var den megtigtste og rigeste af alle de svenske Stormend, at have staaet paa en spendt Fod med Kongen. Denne Bo Jonssøn, en Mand af fornem Ætt, og som formodentlig allerede ved Arv havde erhvervet store Rigdomme, havde i sin Tid været en af Kong Albrechts ivrigste Tilhængere, blev i 1367 Høvedsmand paa Stockholms Slot, var eller blev ogsaa Heredshøvding over Dalarne, og udnævntes i 1369 til kongelig General-Embedsmand samt Lagmand i Østergøtland[10]. Sin Magt og Indflydelse anvendte han til uafladeligt, og ofte ved lidet rosverdige Midler, at forøge sine Rigdomme og Besiddelser[11]. Ved Forliiget i Eedsviken nævnes han udtrykkeligt som indehavende flere Lande og Stæder paa Kongens Vegne. Ved Overeenskomsten med Kong Albrecht i 1371 blev han naturligviis en af de tolv Raadsmedlemmer, og uagtet han kun nævnes langt ude i Rekken, da han ej var, heller ikke nogensinde blev Ridder, er det dog aabenbart, at han betragtedes som Raadets første Medlem, thi det bestemtes særskilt, at han paa Raadets Vegne skulde modtage Slottene Viborg, Tavastehuus og Borgholm[12]. Om Sommeren og Høsten 1374 opholdt han sig i Finland for at underhandle om en ny Fred eller Stilstand med Russerne, da den forrige snart var udløben[13]; og hvor uvenligt Forholdet da maa have været mellem ham og Kongen samt Hertugen, der imidlertid var ankommen til Sverige, sees bedst deraf, at han fandt det nødvendigt at lade dem udstede et Lejdebrev for ham og hans Venner samt Tjenere, at komme til dem til Stockholm eller andensteds, og dagthinge med dem[14]. Den følgende Sommer fandt vel ved Hertugens Bestræbelser et Slags Megling Sted, men saaledes, at den snarere havde Udseende af en Stilstand mellem de Svenske og Tydske som to krigførende Magter, end af en venskabelig Overeenskomst mellem Konge og Undersaatter. En heel Deel saavel svenske som tydske Høvedsmend, Riddere og Svene, forsamledes og vedtog for tre Aar en almindelig Landefred, hvorved alle private Fejder, Voldgjesining o. s. v. forbødes, og alle Rigets Indbyggere, svenske som tydske, tilholdtes at besverge den[15]. Ligeledes maatte Kongen med sin Faders Samtykke udstede en Bekræftelse paa saavel det geistlige som det verdslige „Frelses“ Privilegier, hvorved det udtrykkeligt forbødes hans egne og Hertugens Fogder at bebyrde Frelsemendene og deres Landbønder med Paaleg. Bo Jonssøn blev Rigets Drottsete og fik derved den øverste Dommermyndighed i sine Hænder. Ogsaa udnævntes der en Marsk, nemlig Steen Benedictssøn, en Stifsøn af Erngisl Jarl, hvilket viser, at Erik Ketilssøn, som egentlig skulde indehave denne Verdighed, ikke længer ansaaes verdig for at beklæde den, eller vel endog nu betragtedes som Fjende. Hertugen maatte nu gjøre Alvor af at afstaa til Kongen eller vel rettere til Bo Jonssøn endeel af sine Pantelehn, og overhoved synes hans Indflydelse i Riget at være bleven ringere, uden at hans Søns Stilling derved blev stort bedre[16].

Strax efter hans Tilbagekomst til Mecklenburg afgik Kong Valdemar ved Døden, den 24de October 1375[17]. Nu gjaldt det altsaa, hvo der skulde blive den lykkelige og vinde Danmarks Krone, Hertug Albrechts Sønnesøn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Som Sagerne nu stod, var det næsten at forudsee, at Afgjørelsen af dette Spørsmaal ogsaa i Tidens Løb vilde bestemme Sveriges Skjæbne, om det skulde forblive under det mecklenburgske Dynasti, eller vende tilbage til det folkungske, thi det af disse tvende, som beherskede Danmark, vilde derved faa en afgjort Overvegt over det andet. Udsigterne var forsaavidt gunstige for Hertugen, som han havde faaet Kong Valdemars Tilsagn i 1371 og Keiser Karls Bekræftelse derpaa, og denne just i den samme Tid var ankommen til Lübeck og strax efter begav sig til Wismar, hvorfra han saaledes desto eftertrykkeligere maatte kunne staa ham bi. Derhos havde Albrecht et megtigt Parti for sig blandt Danmarks Stormend. Men Hertugens sedvanlige Statsklogskab synes her at have forladt ham. Han forhastede sig ved allerede strax at lade den unge Albrecht antage Titlen „Konge i Danmark“ og det danske Rigsvaaben, som om han dertil var arveberettiget[18]: en Paastand, som de danske Herrer, der holdt saa skinsygt paa sin Valgret, ikke kunde andet end forarges over. Derhos fik han Keiser Karl til at tilskrive det danske Rigsraad et Anbefalingsbrev for den unge Albrecht; hvilket, foruden at Keiseren derved tiltog sig en Myndighed, der ej tilkom ham, maatte være de Danske saa meget mere ubehageligt, som han faa Dage forud endog havde anmasset sig Overherredømmet over Sønderjylland ved at give de holstenske Grever Stadfestelsesbrev paa en Told, de havde paalagt i Gottorp, idet han udtrykkeligt erklærede det slesvigske Biskopsdømme for et Lehn af det tydske Rige[19]. Men imidlertid havde Dronning Margrete strax begivet sig til Danmark med sin femaarige Søn, om hun ikke – hvad der efter det ovenfor paapegede maa ansees for det sandsynligste – var der allerede før Faderens Død, – og havde, som man seer, med den største Klogskab benyttet Tiden til i Stilhed at skaffe sig og sin Søn et Parti. Det er vist, at hun allerede den 10de November var i Kalundborg[20]. Hendes Mand Kong Haakon lod heller ikke længe vente efter sig, thi han var der allerede i de første Dage af December, og det lader til, at han alene har tøvet saa længe med Afreisen, indtil han fik skrabet sammen de nødvendige Penge[21]. Margretes Bestræbelser for at skaffe sig Tilhængere kunne skjønnes deraf, at hun i Slagelse den 7de December overlod Biskopen af Roeskilde Nebbe Slot paa Sjæland med Tilliggende for hendes Faders Sjæl, i Erstatning fordi han havde haft Kjøbenhavn saa længe i sin Besiddelse m. m.; ligesaa pantsatte hun ham og hans Kirke flere Hereder og de tre kongelige Parter af Roeskilde Stad med Told, Vasaller, Bønder o. s. v. for 3000 Mk. Sølv. I Brevet herom, hvormed tillige et ligelydende udstedtes, beseglet af hendes Mand og Sønnen, samt de fornemste danske Raadsherrer, kaldes denne endnu kun slet og ret „Junker Olaf“, og hun selv kalder sig Norges og Sveriges Dronning samt Datter og Arving af Kong Valdeinar[22]. Herved antydes vel egentlig kun, at hun var Arving til hans private Efterladenskaber og ingen Arveret havde til Riget, hvilket vilde have været betegnet ved Ordene „Danmarks Riges Arving“, men det var dog allerede en Disposition over Rigets Lehn, der alene tilkom den regjerende Konge, som her var skeet, og de fornemste Raadsherrer, der vare med at besegle Brevene, maa saaledes allerede have været enige om at ville velge Olaf til Konge[23]. En yderligere Erkjendelse af hendes Ret til at forføje over Kronens Lehn var det og, at hun den 14de December fik sig overladt Holbek Slot og By med Tilbehør uden Vederlag af de daværende Besiddere, og at hun faa Dage derefter pantsatte det for 400 Mkr. brendt til Drottseten Hr. Henning Putbusch, der her, ligesaavel som hine Slottes forrige Besiddere, allerede kaldte hende „Dronning i Norge, Sverige og Danmark“[24]. Herved havde Hr. Henning saa godt som allerede antydet, at han betragtede hende og hendes Søn som nærmest berettigede til Tronen.

Hr. Henning havde strax efter Valdemars Død sammenkaldt Raadsherrerne til et Møde i Odense for at raadslaa om Kongevalg, og her yttrede endnu tre Meninger sig, idet nogle vilde velge Junker Olaf, deels fordi han var Margrete Valdemarsdatters Søn, deels ogsaa fordi Norge og Danmark derved vilde blive forenede, andre stemte for Albrecht af Mecklenburg, og atter Andre, uden at stemme for denne, dog „ikke fandt det passende, at Danmark, der var et frit Valgrige og kunde føde sin egen Konge, skulde give sig under Norge, som var et Arverige“, hvorfor de helst vilde, at man skulde velge en indfød dansk Adelsmand til Kongen[25]. Sagen kom ej til nogen Afgjørelse paa dette Møde, hvis Afholdelsestid ikke angives, saa at man ej kan see, om den indtraf tidligere eller senere, end Kongens og Dronningens Ophold i Slagelse. Under alle Omstændigheder maa de her forsamlede „ypperste Raadsherrer“ have været de samme, som i Odense erklærede sig for Junker Olaf, og deres Parti var aabenbart allerede det sterkeste. Den Idee, at velge en indfød Adelsmand, synes snart at være bleven opgiven, og kan heller ikke have været næret af ret mange, da den gjensidige Skinsyge dertil var for stor.

Det var ligefrem i Medfør af den sidste mellem Danmark og Hansestæderne sluttede Fredstractat, at det danske Rigsraad tilskrev disse om det forestaaende Kongevalg og, som det synes, eskede deres Mening. Men selv uden nogen saadan udtrykkelig Bestemmelse var deres Stilling nu saadan, at Spørsmaalet om Valgets Udfald fornemmelig beroede paa dem. Ligevegten mellem begge de stridende Hovedparter var saa nøje afpasset, at deres bestemt udtalte Ønske og Tilsagn om Understøttelse under enhver Omstændighed maatte gjøre Udslaget. Dette vidste og følte ogsaa begge Parter og deres Venner altfor vel og henvendte sig derfor strax til dem med Breve og Forestillinger, hver i sit Interesse, og det er let at forstaa, at Stæderne heller ikke lod denne Leilighed gaa ubenyttet til at varetage fine politiske og commercielle Fordele. Den 20de Januar holdtes det første Møde om denne Sag, i Wismar, af Sendebud fra denne By selv samt fra Lübeck, Rostock, og Stralsund. Tiden havde været for knap til at indkalde Sendebud fra de fjernere nederlandske og preussiske Stæder. Da var der indkommen Forestillinger baade fra Hertug Albrecht af Mecklenburg og fra Kong Haakon og Dronning Margrete. Ogsaa Keiser Karl, hvem det ikke kostede stort at udferdige Skrivelser, men som sjelden understøttede dem ved Handling, havde den 16de Januar tilskrevet Lübeckerne et Brev, hvori han, i Betragtning af, „at Albrecht, Hertug Henriks Søn af Mecklenburg, var en Søn af Kong Valdemars eldste Datter, og han, men ikke den norske Dronnings Søn, havde nogen Ret til Danmarks Krone, og han desuden selv stod i en saa venskabelig Forbindelse med sine mecklenburgske Frænder, at han ej vilde forsage dem, men hjelpe dem til sin Ret“, bød Lübeckerne alvorligt, saasandt de vilde nyde hans Huldskab, „ikke at understøtte samme Dronnings Søn imod den mecklenburgske Fyrste og ikke hindre denne fra at erhverve Kongedømmet i Danmark, hvortil han var berettiget; alt hvad de gjorde imod ham, vilde Keisereen betragte, som om det var gjort mod ham selv“[26]. Men i disse Ord ligger allerede umiskjendeligt en Mistanke om, at Lübeckerne heldede til Olafs Side, og da Lübeck var den fornemste Stad i Forbundet, kom det især an paa, hvad den besluttede, om end Wismar og Rostock, som mecklenburgske Stæder, vanskeligt kunde undlade at staa paa Hertugens Side. Da kun saa faa Stæders Deputerede vare samlede, kunde der ved dette Møde ingen Beslutning tages om Hovedspørsmaalet; man vedtog kun at holde et nyt Møde i Lübeck den 23de Marts og dertil at indbyde Deputerede fra de øvrige Stæder. Der blev da i den Anledning den 20de Januar udfærdiget Skrivelser saavel til de Nederlandske, som til de Preussiske, hvori man meldte Kong Valdemars Død, at begge hans Dattersønner opstilledes som Kronprætendenten og at saavel Hertugen paa sin Side, som den norske Konge og Dronning paa sin lovede at stadfeste Stædernes Privilegier og „gjøre mere mod dem, end nogen anden Fyrste kunde gjøre“, eftersom de erklærede sig for den ene, eller den anden; men at de ikke paa egen Haand havde kunnet afgjøre noget derom, og at det derfor var deres indstændige Bøn, at de øvrige Stæder, efter nøje at have overlagt Sagen, vilde lade møde til den bestemte Tid for at tage en Beslutning paa samtlige Stæders Vegne[27]. Dette Møde blev ogsaa holdt, dog, formodentlig af Frygt for Holsternes og Mecklenburgernes Nærhed, ikke i Lübeck, men i Stralsund. Men heller ikke her var der nogen Deputerede fra de preussiske Stæder tilstede, og af de Nederlandske kun fra Kampen; saaledes blev der svaret saavel de danske som de mecklenburgske Sendebud, der havde indfundet sig, at man endnu intet endeligt Svar kunde give, men at der den 18de Mai skulde holdes et nyt Møde i Stralsund for at treffe en endelig Bestemmelse og at frede Søen[28]. Men ved at sette en saa lang Frist, hvor der krævedes en saa snar Afgjørelse, synes det næsten, som om Stæderne med Flid have villet undgaa at give nogen bestemt Erklæring, førend Sagen allerede, tilsyneladende uden deres Medvirkning, var bleven ordnet.

Thi Sagen var nu allerede paa det nærmeste afgjort til den norske Kongesøns Fordeel, og Afgjørelsen var fremskyndet ved den retmæssige Uvilje, som alle Danske, saavel de sande Fædrelandsvenner, som de paa sin egen Magt skinsyge Stormend, maatte føle ved Mecklenburgernes vedholdne Trodsen paa sin foregivne Ret, og deres – man kunde næsten sige forblindede – Forsøg paa at hevde denne ved Vaabenmagt, istedetfor at gaa Underhandlingernes lovlige Vej. Hertugens uklogeste Skridt var vistnok, at han den 21de Januar tilligemed sin Sønnesøn Albrecht sluttede et formeligt Krigsforbund mod de holstenske Grever om Danmarks Erobring og forpligtede ham, fremdeles under Titlen „Danmarks Konge“, saavelsom sig selv ved tre særskilte Brev til at forskaffe dem hele Hertugdømmet Jylland (d. e. Sønderjylland) med Als og Langeland o. s. v., overdrog dem det til arvelig Besiddelse, satte dem til Brugspant for 30000 Vik. Sølv og alle Krigsomkostninger Laaland med Aalholms og Ravnsborgs Slotte, Kolding, Ribe, det kongelige Frisland m. m., indtil de i dets Sted kunde skaffe dem Fyn med Tilbehør, og forpligtede sig til i den forestaaende Krig at godkjende de Leidebreve, som Greverne maatte udstede[29]. Mecklenburgerne opførte sig altsaa, som om de allerede vare Danmarks Herrer. Ogsaa Kong Albrecht af Sverige gjorde fælles Sag med sine Frænder, sluttede sig til Forbundet og optog det danske Vaaben i sit Skjold. Og de holstenske Grever skrede strax til at sette sig i Besiddelse af Sønderjylland, hvor det lykkedes dem deels ved Magt, deels ved Forræderi eller Modløshed af vedkommende Høvedsmend at faa flere af de nordslesvigske Slotte i sin Vold. Alt dette var det vel, som nu bragte Jyderne til at fatte en rask Beslutning om at velge Olaf til Konge, saafremt kun Skaaningerne vare enige med dem deri. Og aldrig saasnart vare de skaanske Herrer underrettede herom, førend de ved en Skrivelse af 4de Marts, udstedt af Erkebiskopen og flere andre geistlige og verdslige Herrer, tilkjendegav, at ogsaa dette var deres Ønske, og at de deri vilde understøtte dem, forudsat at Junker Olaf vilde tilsikkre dem deres Privilegier, Friheder og Rettigheder, som de hidtil havde nydt[30]. Samme Dag indgik Hertug Bugislav af Stettin, Fyrste af Rügen, der stod paa en spendt Fod med sine mecklenburgske Naboer, paa Aalholms Slot (paa Laaland) et bestandigt Forbund med Kong Olaf og hans Foreldre, hvorved han allerede kaldte Olaf Konge af Danmark, erkjendte ham som sin Lehnsherre for Rügen, og tilsagde ham sin Troskab som Vasall, med andre Ord, aflagde ham fin Lehnshylding[31]. Nu betænkte Jyderne sig ikke længer, men valgte Olaf til sin Konge paa Viborg Thing, paa samme Tid, som hiin Hansedag holdtes i Stralsund[32]. Man maa formode, at de øvrige Landskaber strax fulgte efter. Endogsaa Visbys Indbyggere paa Gotland sendte Kong Olaf sit Hyldingsbrev, skjønt ikke førend i August, hvorved de for sig og Efterkommere lovede stedse at blive ham som deres rette „Arveherre“, og hans Arvinger, saavelsom Danmarks Krone troe, aldrig at velge nogen Mand i sit Raad, som ej svor Danmarks Konge Troskab, at betale en aarlig Skat 60 Mk. brendt, og aldrig tage nogen Hevn over de „Hertuger, Herrer, Grever, Riddere, Svene, eller Skibsfolk, som havde hjulpet Kong Valdemar til at erobre Staden“. Det forstaar sig, at med Staden Visby fulgte ogsaa hele Øen Gotland[33]. Det var nu kun næsten en Latterlighed, at Mecklenburgerne endnu lode sig give Tilsagn om Bistand af Keiseren og Bekræftelser paa Albrechts foregivne Ret til den danske Trone. Uden at ense saadant, sandsynligviis endog uvidende derom, tog de danske Rigsstænder paa et Danehof i Slagelse den 3die Mai 1376 Junker Olaf til sin Konge, imod at han selv, og hans Foreldre, der begge vare tilstede, paa hans Vegne vedtog og beseglede den fremlagte Haandfestning[34]. Sandsynligviis reiste nu idetmindste Dronning Margrete om med Sønnen i de enkelte Landskaber, for efter den sedvanlige Skik at lade ham hylde som Konge. At han iallefald blev hyldet paa Viborg Thing, veed man med Vished, thi 48 Aar senere bevidnede en gammel jydsk Ridder og Raadsherre, at han selv havde seet ham aflegge Hyldings-Eeden[35].

  1. ↑ Scr. R. Dan. VII. S. 400–402. Suhm, XIII. 745, 771.
  2. ↑ Han levede endnu den 7de Juli, men var død før 25de September, see Suhm, XIII. 747.
  3. ↑ Reg. Gregor. XI. cod. chart T. 23 (ann. 5.) fol. 38.
  4. ↑ Suhm, XII. 685, 693.
  5. ↑ Sammesteds, S. 737, 738.
  6. ↑ Originalen har her „autumno proxime transacto“, hvilket ikke kan betegne andet end Høsten 1374; altsaa øvedes der da Fjendtligheder.
  7. ↑ Suhm, XIII. S. 738–741.
  8. ↑ Styffe, Bidrag No. 56, S. 153.
  9. ↑ Herom, saavelsom det nærmest følgende, jevnfør den fortrinlige Fremstilling i Styffe’s „Bidrag“, S. LXII.–LXVI., hvilken jeg i det væsentligste har fulgt.
  10. ↑ Styffe, Bidrag, S. LXXIII. og LXXIV., jvfr. Lagerbring, III. S. 663–666.
  11. ↑ Som særdeles betegnende for hans Hensynsløshed, naar det gjaldt Gods og Penge, kan anføres, hvad et Brev i det sv. Rigsarchiv viser, at han, da hans første Hustru Margrete, Datter af Peter Porse, døde i Kalmar 1360 i Barselseng, lod han hendes Liig aabne for at bevise, at Barnet havde levet længere end hende, og saaledes at komme i Besiddelse af Arven efter hende; siden laa han henved fire Aar i Strid derom med hendes Fader og Slegtninger. Jfr. Styffe, l. c.
  12. ↑ See Hadorph, Riimkr. II. S. 35–38.
  13. ↑ See herom Bo Jonssøns Brev til Erkebiskopen fra Aabo af 9de Mai 1334 hvorved han yttrer, at han derfra skulde drage til Aabo for at underhandle med Russerne. Troil, Skrifter och Handling. til Upplysn. af Sv. Kyrcko- och Reform. Historie II. 351. 352. IV. Jfr. Styffe, l. c. S. LXIV., Not. 2.
  14. ↑ Styffe, Bidrag, No. 55, S. 150. I dette Brev sees der først at have staaet et Forbehold om Beskatning af Bo Jonssøns og hans Tjeneres Vanter og Gods, „som af andre Vanter og Gods i Riget“, men som man har maattet overstryge, naturligviis fordi han ej vilde finde sig deri.
  15. ↑ Hadorph, Bjarkø-Retten, S. 27.
  16. ↑ Styffe, l. c. No. 63, 64 (S. 161, 163), jfr. S. LKVI.
  17. ↑ Kong Valdemars Død indtraf efter de fleste og bedste Annaler paa den 24de eller 25de Sum; Dagen betegnes deels som „Dagen efter St. Severinsdag eller Dagen før Crispini, eller endelig selve Crispins Festdag; Severini Dag var 23de og Crispini (og Crispiniani) den 25de; Scr. r. D. I. 41. 192. VI. 533. Men besynderligt er det, at Detmar (S. 303) nævner St. Mauritii Dag, den 22de Septbr., og siger, at han døde paa Søborg, da de danske Annaler ellers ere enige om at lade ham dø paa Gurve eller Gurre. Dette kan ikke være andet end en Fejltagelse, hvis ikke hans Omgivelser (og maaskee Margrete selv) reentud have skjult hans Død indtil 24de Oktober.
  18. ↑ Suhm, XIV. S. 1.
  19. ↑ Schl. Holst. Lauenb. Urkunden II. S. 309. No. 239. Brevet er dat. Wismar, 31te October.
  20. ↑ Danske Magazin, IV. S. 291.
  21. ↑ Den 13de Novbr. var Kongen endnu i Tunsberg og udstedte da Qvittering til Fehirden i Bergen, Erlend Philipssøn og Jon Hallvardssøn for de 15 Pund Sterling, som de havde udbetalt til hans Klerk Provst Henrik Henrikssøn (D. N. II. 441). Den 7de havde Provsten, ligeledes i Tunsberg, qvitteret for samme Sum, der her benevnes 100 Skill. Grovt (ɔ: 100 Sous gros Tournois, hvoraf enhver = 3 Sh. St; altsaa 300 = 15 L. St.) Sammesteds 440. Formodentlig er mange saadanne Smaasummer indbetalte.
  22. ↑ Suhm, XIV. S. 493–495.
  23. ↑ I Margretes Gavebrev til Roeskilde Biskop staar det udtrykkeligt, at de ligelydende Breve derom, som K. Haakon og K. Olaf havde udstedt, vare beseglede af „de fornemste danske Raadsherrer“ (sigillis potiorum consiliariorum regni Daciæ). Hendes eget er medbeseglet af de skaanske Herrer Jakob Olafssøn, Tuve Galen og Anders Jakobssøn. Gavebrevet samt den Pantsettelse af visse Hereder, hvorom der ovenfor tales, blev ogsaa umiddelbart efter K. Olafs Valg udtrykkeligt bekreftet (Suhm. XVI. 20).
  24. ↑ Hr. Hennings Brev af 23de December 1375, hos Suhm XIV. 495.
  25. ↑ Huitfeld, S. 555. Han synes her at have haft de originale Forhandlingsprotokoller for sig. Naar Jahn (Danm. politisk-militære Hist. under Unionskongerne S. 5) siger, at Hr. Henning sammenkaldte et „Danehof“ i Odense, og at det var der, de tre Meninger gjorde sig gjeldende, strider dette mod Huitfelds udtrykkelige Ord, og han er dog her den eneste Kilde. Et Danehof lod sig desuden ikke saa hurtigt sammenkalde.
  26. ↑ utrykt Brev i det lübeckske Archiv.
  27. ↑ Suhm, XIV. S. 8.
  28. ↑ Sammesteds, S. 13.
  29. ↑ Disse 4 Breve, der alle forefindes i det schwerinske Archiv, med samtlige nedhængende Segl (Fyrsternes og en Mængde Medforloveres), ere aftrykte i Schl. Holst. Lau. Urk. B. II. S. 315–321 som No. 244–247.
  30. ↑ Brevene meddeles af Huitfeld, S. 556; deraf erfarer man og, at Jyderne havde bestemt sig for Olaf.
  31. ↑ Huitfeld, S. 560.
  32. ↑ At et saadant Thing holdtes paa den Tid, sees af det hos Suhm (XIV. S. 496) meddeelte Brev fra Jens Muus, Høvedsmand paa Langeland, til „Jyllands Indvaanere og alle de Øvrige, der besøgte Allherjarthinget i Viborg“, hvori han samtykker i, at Olaf velges til Konge, paa det Vilkaar, at han lover at bekræfte og overholde de Danskes Love og Rettigheder; Brevet er dateret Fredag før Søndagen Lætare, altsaa 21de Marts. Thinget var sandsynligviis berammet til hiin Søndag.
  33. ↑ Hvad Gotland og Visby angaar, da have vi seet, at Albrecht af Mecklenburg efter en rigtignok heel usikker Beretning skal have landet paa Gotland og tiltvunget sig Hylding paa Reisen til Stockholm i 1363 (s. forr. B. S. 754), og det er vist, at han siden pantsatte Staden og Øen til Grev Henrik (S. 758); men i saa Fald maa de have været tilbageerobrede ved Kong Haakons og Hertug Eriks Expedition til Øland og Kalmar 1366, siden de i Overeenskomsten paa Aalholm omtales blandt de Slotte og Landskaber, der allerede vare i Valdemars Besiddelse (S. 777, 779, 782, 783). Men sandsynligviis havde hverken Kong Albrecht eller Grev Henrik nogensinde faaet Øen egentlig i sin Vold, og den foregivne Hylding var maaskee kun fremtvungen af de nærmestboende Bønder ved en pludselig Landgang, uden at efterlade videre Følger.
  34. ↑ Suhm, XIV. 496–500.
  35. ↑ Scr. R. Dan. VII. S. 412, 413. Ridderen heed Jens Nilssøn og var, da han bevidnede det i 1424, 80 Aar gammel.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/5b&oldid=84419»