Det norske Folks Historie/8/5b

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Valdemar var, ſom det forhen er omtalt, kommen tilbage til Danmark efter ſin lange Fraværelſe i Slutningen af 1371 eller den førſte Halvdeel af 1372 og tilbragte de faa Aar, han derefter levede, fornemmelig med Beſtræbelſer for fremdeles at indløſe og ſammenſanke til Kronen de mange Hereder og Slotte, ſom endnu befandt ſig i forſkjellige Panthaveres Hænder. I Særdeleshed ſynes Gjenforeningen af Sønderjylland med Riget at have ligget ham paa Hjertet, hvortil der nu ogſaa var ſaa meget bedre Udſigt, ſom den ſidſte Hertug af Abels Stamme, Henrik Valdemarsſøn, ingen Børn havde. Det lykkedes Kongen enkeltviis at faa flere af de ſønderjydſke Slotte med tilliggende Hereder i ſin Beſiddelſe, ſom Haderslev, Aabenraa, Lille Tønder, ſamt Slottene paa Als. Ogſaa Slesvig og Gottorp ſøgte han at indløſe fra de holſtenſke Grever, der havde haft dem i ſin Beſiddelſe lige fra Grev Gerhards Dage, men de negtede reentud at give dem tilbage, uagtet Valdemar tilbød dem Panteſummen, det var dem nemlig altfor magtpaaliggende ſelv at have et Fodfeſte i Hertugdømmet, ſom de gjorde Fordring paa, deels paa Grund af ſit Slegtſkab med Hertug Henrik, deels i Kraft af Forliget i Ribe 1330[1]. Denne deres Fordring, ſom de ikke lagde Dølgsmaal paa, var de Danſke intet mindre end behagelig: de mindedes nokſom, hvad ondt de allerede havde udſtaaet under Tydſkernes Velde. Herom brød imidlertid Greverne, det vil da egentligt ſige „den jernfaſte“ Grev Henrik, ſig ikke ſynderligt; han ſtolede paa ſin Magt og Krigsduelighed ſaavelſom paa ſine Forbindelſer i Tydſkland. Fornemmelig laa det i Forholdenes Natur, at de maatte have Interesſer fælles med Mecklenburgerne, med hvilke de desuden vare nøje forbundne ved Svogerſkab. Efter Hertug Henriks Død, der ſynes at være indtruffen i Midten af 1375[2], ſkal det endog allerede være kommet til Fjendtligheder mellem Kong Valdemar og Greverne. Der ſynes ej at kunne være nogen Tvivl om, hvorvel det ingenſteds tydeligt er udtalt, at denne aabenbare fjendtlige Holdning, ſom Holſterne antog ligeoverfor Kong Valdemar, og ſom tegnede ſig til at kunne blive en Kamp indtil det Yderſte, ogſaa maatte bidrage til at ſvekke Venſkabet mellem ham og Mecklenburgerne og bringe ham til at virke hvad han kunde for at ſkaffe ſin Datter Margretes og hendes Søns Fordringer Medhold hos Magthaverne i Riget. I alle Fald maatte Omſtændighederne af ſig ſelv føre det med ſig, at det antitydſke eller patriotiſke Parti i Danmark nu var uvenligt ſindet imod Mecklenburgerne, hvis Ætts Erhvervelſe af Danmarks Trone førſt og fremſt vilde medføre Befeſtelſen af det holſtenſke Herredømme i Jylland og ſaaledes blive eensbetydende med Rigets fuldkomne Underkaſtelſe under det tydſke Aag.

Hvad Dronning Margrete og hendes Mand Kong Haakon i denne Tid ſelv have virket for at befordre Sønnen Olafs Interesſer i Danmark, findes heller ikke nogenſteds omtalt, uagtet det dog er utænkeligt, at en Kvinde med ſaamegen Statsklogſkab og Handlekraft, ſom Margrete, ikke allerede nu ſkulde have ſat alle mulige Kræfter i Bevægelſe for at bringe Sønnen paa hendes Faders Trone. Der omtales ingenſteds, hvor Margrete opholdt ſig i Aaret 1375; men intet ſynes rimeligere, end at hun ſelv har været nede hos Faderen for baade at paavirke ham og ſkaffe Sønnen og ſig et Parti blandt Rigets Statsmend. Endog uden Henſyn til de politiſke Forhold ſynes det i ſin Orden, at hun, efter Faderens lange Fraværelſe, idetmindſte een Gang endnu aflagde ham et Beſøg og foreſtillede ham hans ſpæde Datterſøn. Det er navnlig høiſt ſandſynligt, at Margrete kan have været nede i Danmark om Høſten 1374 og henimod Julen, medens hendes Mand og Svigerfader var paa Veſtkanten, og den ſidſte afgik ved Døden. Under 14de Marts 1375 udgav nemlig Pave Gregorius en Skrivelſe, hvorved han paa Kong Haakons og Dronning Margretes Anſøgning overdrog den roeskildſke Klerk Magnus Petersſøn, der ſtod i deres Tjeneſte, et Canonicat i Roeskilde[3]. Vi have ſeet, at da Kongeparret ved en tidligere Lejlighed ſøgte Paveſtolen om Begunſtigelſer for flere geiſtlige og verdslige Herrer i Danmark, var det netop under et Ophold i dette Rige, og det er derfor ingen driſtig Slutning, at de, idetmindſte een af dem, ogſaa nu have opholdt ſig der, da de afſendte Anſøgningen, hvilket maa være ſkeet ſeenhøſtes 1374. Det er ikke i nogen Maade uſandſynligt, at Kong Haakon ſelv, da han om Høſten vendte tilbage fra Bergen, eller ſtrax efter Tilbagekomſten til Øſtlandet, har gjort en Reiſe til Danmark med ſin Dronning for at aflegge Svigerfaderen et Beſøg og for ellers at virke hvad han kunde til Huſtruens og Sønnens Bedſte.

Hanſeſtæderne, paa hvis Samtykke det maatte komme Prætendenten til Danmarks Krone ſaa meget an, ſynes ikke at have været Margretes og Olafs Fordringer ugunſtige. Hertil bidrog flere Omſtændigheder. For det førſte var det dem nu virkelig om at gjøre at bringe Underhandlingerne med Norge til Ende og faa ſine Privilegier i dette Land bekræftede, og derfor laa det i deres Interesſe at viſe ſig venlige mod det norſke Kongehuus, med hvem de desuden ſtod i Penge-Underhandlinger. For det andet ſtod Danmarks mægtigſte Mand næſt Kongen, Drottſeten Hr. Henning Putbuſch, der i Kongens Fravær havde været Danmarks Høvedsmand, i den nøjeſte Forbindelſe med Stæderne, ſaaſom han endog, lige fra Fredsſlutningen af, ifølge en udtrykkeligt med Stæderne afſluttet Overeenskomſt, paa deres Vegne havde overtaget Befalingen over og Forſvaret af de fire Slotte i Skaane, der ifølge Tractaten ſkulde overlades Stæderne paa femten Aar, mod Fjerdedelen af de Dele af Tolden og Indkomſterne, der ſkulde tilfalde Stæderne. Dette Hverv kunde han ikke have overtaget, hvis der ikke nu havde været den bedſte Forſtaaelſe mellem Kong Valdemar, hvis tro Mand han var, og Stæderne[4]. Og da vi nu i det følgende ville ſee Hr. Henning afgjort paa Margretes og Olafs Side, ſynes det heraf at maatte følge, at ogſaa Stæderne allerede nu vare dem gunſtigt ſtemte. Paa Hanſedagen i Lübeck ved Midſommertid 1375 lod Valdemar endog allerede fremſette en Anmodning om at maatte faa disſe Slotte, ſom han kaldte ſin fedrene Arv, tilbage, og vel troede Stæderne at maatte afſlaa ham dette, men de foreſlog ham dog en nærmere Dagthingning derom, og anmodede fremdeles Hr. Henning om at foreſtaa Slottene[5]. Paa ſamme Møde lod Kong Haakon ved ſin Notarius, Decanen Gottſkalk, atter Klager fremſette over de tydſke Kjøbmends Uſtyrlighed i Norge, og Stæderne ſvarede paa den allerhøfligſte Maade, tilkjendegivende, at de gjerne vilde holde en Dagthingning med ham næſte Aars 1ſte Mai, eller før Pints, og bad ham imidlertid at tage naadigt mod Kjøbmendene og deres Tjenere, idet de ej tvivlede paa hans Godhed, og at han gjerne vilde lade Alt blive ordnet til det Bedſte, hvorimod de ogſaa vilde viſe ſig velvillige imod ham. Med Mecklenburgerne i Sverige derimod og deres Tilhængere var han fremdeles paa en fjendtlig Fod. Foruden de Klager, han tidligere havde fremſat over, at enkelte af de tydſke Kjøbmend kom hans Uvenner til Hjelp, klagede han nu ogſaa over, at da tre Skibe ſidſtforløbne Høſt[6] vare komne fra Stockholm til Marſtrand, ladede med hans Uvenners Gods og Varer, og hans Folk vilde legge Beſlag paa Godſet, hindrede de tilſtedeværende tydſke Kjøbmend dem deri; han kunde vel, yttrede han, ſelv have taget Hevn over dette, men havde undladt det, i Haab om at Stædernes egen Anſtændighedsfølelſe vilde tilſige dem at gjøre, hvad Ret var. Med Henſyn til dette, og mere lignende, ønſkede Kongen at vide, om Stæderne, iſær Lübeck, vilde ſkaffe ham hans Øiet, eller om han ſelv ſkulde tage ſig til Rette. Hvad de Privilegier angaar, ſom Stæderne ønſkede fornyede, yttrede Kongen, at han, lige ſiden han tiltraadte Regjeringen, endnu aldrig havde ſeet de af ſine Formend derom til Stæderne givne beſeglede Breve, og førend han kunde indlade ſig paa at bekræfte alle de Rettigheder, ſom Kjøbmendene i Kraft af dem tilegnede ſig, maatte han vide, om de virkelig ſtod der; det var ſaaledes hans Anmodning, at man maatte tillade hans Sendebud og Klerk Gottſkalk at afſkrive dem og lade Afſkrifterne bekræfte af Biſkopen i Lübeck og andre gode Mend. Man ſkulde næſten formode, at Kongen og hans Raadsherrer havde haft Mistanke til Stæderne om, at de havde forfalſket de eldre Privilegiebreve; og mistænkeligt ſynes det virkelig, at Stædernes Raadmend ſelv aabenbart gjorde Vanſkeligheder ved at fremlegge endog kun verificerede Copier af dem. Men paa den anden Side er det ogſaa beſynderligt, at man ikke ved det norſke Cancelli ſkulde have Copibøger, hvor de ſamme Breve ſtode indførte. Maaſkee var det dog netop Afvigelſen mellem de foregivne Privilegier og de indførte Copier, ſom gjorde Kongen og Raadet mistænkelige. Angaaende dette ſaavelſom alt det øvrige ønſkede Kongen en ny Samtale med Geſandter fra Stæderne, hvilke han derfor bad, at man maatte ſkikke ham, men forſynede med en fuldkommen Fuldmagt, ſaa at de kunde afſlutte alt; og han bad, at man vilde lade ham vide, naar og hvor disſe Sendebud kunde møde ham. Herpaa ſvarede ſamtlige Stæders Deputerede ved et Brev, dateret fra Lübeck den 24de Juni, at de vare villige til at holde et Møde med ham paa et bekvemt Sted næſte Aars Valdborgsmesfe eller 1ſte Mai, og at de gjerne ønſkede det ſluttet før Pintſen (1ſte Juni); om alt dette vilde Gottſkalk kunne give ham nærmere Beſkeed. Imidlertid bad de ham om, at han vilde med Naade modtage Kjøbmendene og deres Tjenere og lade alt bero til det Bedſte, hvorimod de ogſaa i alle deres Beſiddelſer vilde viſe ſig velvillige mod ham[7]. Det er heraf temmelig umiskjendeligt, at man nu fra begge Sider for Alvor nærmede ſig hinanden venſkabeligt og ſøgte at bringe et endeligt Forliig iſtand, hvilket derfor ogſaa lykkedes, ſom vi ſnart ville faa at ſee.

De nysanførte Klagemaal i Kong Haakons Brev til Stæderne viſe, at der enten allerede var udbrudt Fjendtligheder ved det mecklenburgſke Parti i Sverige, eller at der idetmindſte øvedes ſaadanne gjenſidige Ubehageligheder med Opbringelſe eller Beſlagleggelſe af Gods, Paagribelſe af Perſoner o. ſ. v., ſom omſider maatte medføre en aabenbar Krig. Kong Albrechts Stilling i Sverige var intet mindre end misundelſesverdig, og der vare alle Udſigter til, at det gamle Dynaſti atter vilde kunne vinde den ſvenſke Krone tilbage, endog uden ſynderlig Medvirkning af andre, ved kun at lade Tingene der ſkytte ſig ſelv. Thi Kong Magnus’s Fordrivelſe og Mecklenburgernes Indkaldelſe havde aldrig været det egentlige Folks Sag, men var kun udgaaet fra et megtigt og ſelvraadigt Ariſtokrat-Parti, tildeels endog mod Folkets Ønſke, ſom den hele Tid ſynes at have haft meſt tilovers for „den ærlige og gode Herre“, Kong Magnus. Alene ved at ſtøtte ſig til dette Ariſtokrat-Parti kunde Kong Albrecht vente at holde ſig paa Tronen, og naar det førſt vendte ham Ryggen, vilde det ſnart være ude med hans Kongedømme. Hans kloge Fader, Hertug Albrecht, havde viſtnok efterhaanden ſøgt at gjøre ſig og Sønnen uafhængige af Stormendene ved at tilvende ſig ſom Pant eller Ejendom ſaa mange faſte Slotte og Beſiddelſer inden Sverige ſom muligt, og betro dem i mecklenburgſke Herrers Hænder, paa hvis Troſkab de naturligviis kunde lide. Men han havde heri aabenbart gaaet altfor raſkt frem, og overhoved var det hans, ſom de øvrige tydſke Herrers, navnlig de holſtenſke Grevers, Fejl, at de ſtolede for meget paa ſin Krigsmagt og Beſiddelſen af faſte Slotte, uden at tage Folkets Stemning med i Beregningen. Forbittrelſen over Tydſkernes Velde i Sverige havde iſær været Aarſag i Opſtanden 1371, og ſelv de ſvenſke Stormend, ſom da ſtod paa Albrechts Side, havde dog for ſaa vidt gjort fælles Sag med Inſurgenterne, ſom de, medens Kong Haakon fra ſin Lejr paa Norrmalm truede Stockholm med Belejring, aftvang den raad- og hjelpeløſe Kong Albrecht en Overeenskomſt, hvorved denne maatte overlade alle ſine Slotte og næſten al ſin kongelige Magt til Raadet — det vil ſige Stormendenes fornemſte Ledere. Derved var allerede Spiren lagt til et virkeligt Uvenſkab mellem ham og Stormendene, følgelig til hans.Undergang. Det laa i Sagens Natur, at en Overeenskomſt ſom denne, aftvungen Kongen i Farens Øjeblik, og ſom berøvede ham det meſte af hans Magt og en ſtor Deel af hans Indtægter, ej kunde betragtes af ham og hans Tilhængere uden med Ærgrelſe, og at der ikke fra deres Side kunde være Tale om nogen ſamvittighedsfuld Overholdelſe heraf. Den vilde ſaaledes ingenlunde være ſkikket til at forebygge nye Stridigheder, om den end havde været langt mere beſtemt affattet, end den i Virkeligheden var. Den Beſtemmelſe, at Slottene ſkulde overlades til Raadet, for at man ſaaledes kunde blive fri for de tydſke Slotsherrer, blev ikke ordentligt overholdt. Hertug Albrecht ſad endnu inde med alle ſine Pante-Lehn, uagtet Kongen ſkulde have ſeet til at indløſe dem, for at overgive dem til Raadet. Det var udtrykkeligt beſtemt, at Viborgs, Tavaſtehuus og Borgholms Slotte ſkulde overgives til Bo Jonsſøn paa Raadets Vegne, men endnu i 1375 indehavdes det ſidſte af en mecklenburgſk Høvding paa Hertugens Vegne, og der var ikke Tale om at overlevere det, førend Bo Jonsſøn betalte Panteſummen[8]. Nu er det vel ſaa, at Kongen formodentlig manglede Penge til at udløſe ſin Fader og de øvrige Under-Panthavere og ſaaledes for en ſtor Deel endog med ſin bedſte Vilje ikke kunde opfylde ſit givne Tilſagn-thi om uden Videre at tage et bortpantet Slot fra Indehaveren kunde der i de Tider blot være Tale, naar man laa i aabenbar Krig med ham; — men der er heller ingen Grund til at tro, at han eller Faderen gjorde ſig nogen ſærdeles Umage for at ſkaffe Penge til Veje, thi det laa altfor meget i deres Interesſe at have Slottene beſatte med Tydſkere, til at de ſkulde fremſkynde den Tid, da de maatte give Slip paa dem. Det ſynes endog næſten, ſom om Albrecht ikke følte ſig tryg, uden han var omgiven af Tydſkere, og mere end een Gang ſendtes tydſke Krigsmend af Hertugen over til Sverige for at gaa i Kong Albrechts Tjeneſte[9].

Saaledes vare de Klager, ſom havde været fremførte over de tydſke Høvdingers Haardhed og Anmasſelſer, ikke afhjulpne, og Tilſtanden forſaavidt endog verre end før, ſom den Magt, de ſvenſke Stormend havde tiltrodſet ſig paa Kronens Bekoſtning, ogſaa løſte dem fra alle Henſyn. Plyndring, Privatfejder, Voldgjeſtning og alle Anarchiets Onder hørte nu til Dagens Orden. Det gik ſaa vidt, at endog Biſkop Gottſkalk paa en Reiſe blev overfaldt og drebt af Ridderen Hr. Matthias Gøtſtavsſøn med Følge, og Gods ranet fra hans Tjenere (3 Febr. 1374), uden at der fra den verdslige Magts Side ſkete noget Skridt til at lade ham undgjelde derfor; tvertimod var dette Tegnet for flere af de nærmeſte tydſke og ſvenſke Høvedsmend til at ſette ſig i Beſiddelſe af den drebte Biſkops Løsøre og Biſkopsſtolens Gods og Indtægter. Førſt imod Slutningen af 1376 ſtillede Hr. Matthias Biſkop Gottſkalks Efterfølger, Nikolas, noget Jordegods til Pant for en Pengeſum, der ſkulde anvendes til Oprettelſe af en Præbende i Domkirken for Gottſkalks Sjæl, og ikke førend i 1370 blev Sagen fuldſtændigt bilagt. Imod Høſten 1374, da Kong Albrecht atter kom over fra Mecklenburg til Sverige, var Spendingen mellem Kongen og de ſvenſke Stormend meget betænkelig. Det lader til, at han, for at ſkaffe Penge til Veje, enten havde paalagt eller vilde paalegge alt Gods i Riget, endog Pantelehnene, en Skat eller Udredſel, og dette kunde ikke andet end vekke Forbittrelſe hos Stormendene, der netop fordrede Skattefrihed og havde gjort Opſtand mod Kong Magnus, juſt fordi han vilde indſkrænke den. Fornemmelig ſynes den nysnævnte Bo Jonsſøn, ſom vi allerede i det foregaaende have haft Anledning til at omtale, og ſom nu var den megtigtſte og rigeſte af alle de ſvenſke Stormend, at have ſtaaet paa en ſpendt Fod med Kongen. Denne Bo Jonsſøn, en Mand af fornem Ætt, og ſom formodentlig allerede ved Arv havde erhvervet ſtore Rigdomme, havde i ſin Tid været en af Kong Albrechts ivrigſte Tilhængere, blev i 1367 Høvedsmand paa Stockholms Slot, var eller blev ogſaa Heredshøvding over Dalarne, og udnævntes i 1369 til kongelig General-Embedsmand ſamt Lagmand i Øſtergøtland[10]. Sin Magt og Indflydelſe anvendte han til uafladeligt, og ofte ved lidet rosverdige Midler, at forøge ſine Rigdomme og Beſiddelſer[11]. Ved Forliiget i Eedsviken nævnes han udtrykkeligt ſom indehavende flere Lande og Stæder paa Kongens Vegne. Ved Overeenskomſten med Kong Albrecht i 1371 blev han naturligviis en af de tolv Raadsmedlemmer, og uagtet han kun nævnes langt ude i Rekken, da han ej var, heller ikke nogenſinde blev Ridder, er det dog aabenbart, at han betragtedes ſom Raadets førſte Medlem, thi det beſtemtes ſærſkilt, at han paa Raadets Vegne ſkulde modtage Slottene Viborg, Tavaſtehuus og Borgholm[12]. Om Sommeren og Høſten 1374 opholdt han ſig i Finland for at underhandle om en ny Fred eller Stilſtand med Rusſerne, da den forrige ſnart var udløben[13]; og hvor uvenligt Forholdet da maa have været mellem ham og Kongen ſamt Hertugen, der imidlertid var ankommen til Sverige, ſees bedſt deraf, at han fandt det nødvendigt at lade dem udſtede et Lejdebrev for ham og hans Venner ſamt Tjenere, at komme til dem til Stockholm eller andenſteds, og dagthinge med dem[14]. Den følgende Sommer fandt vel ved Hertugens Beſtræbelſer et Slags Megling Sted, men ſaaledes, at den ſnarere havde Udſeende af en Stilſtand mellem de Svenſke og Tydſke ſom to krigførende Magter, end af en venſkabelig Overeenskomſt mellem Konge og Underſaatter. En heel Deel ſaavel ſvenſke ſom tydſke Høvedsmend, Riddere og Svene, forſamledes og vedtog for tre Aar en almindelig Landefred, hvorved alle private Fejder, Voldgjeſining o. ſ. v. forbødes, og alle Rigets Indbyggere, ſvenſke ſom tydſke, tilholdtes at beſverge den[15]. Ligeledes maatte Kongen med ſin Faders Samtykke udſtede en Bekræftelſe paa ſaavel det geiſtlige ſom det verdslige „Frelſes“ Privilegier, hvorved det udtrykkeligt forbødes hans egne og Hertugens Fogder at bebyrde Frelſemendene og deres Landbønder med Paaleg. Bo Jonsſøn blev Rigets Drottſete og fik derved den øverſte Dommermyndighed i ſine Hænder. Ogſaa udnævntes der en Marſk, nemlig Steen Benedictsſøn, en Stifſøn af Erngiſl Jarl, hvilket viſer, at Erik Ketilsſøn, ſom egentlig ſkulde indehave denne Verdighed, ikke længer anſaaes verdig for at beklæde den, eller vel endog nu betragtedes ſom Fjende. Hertugen maatte nu gjøre Alvor af at afſtaa til Kongen eller vel rettere til Bo Jonsſøn endeel af ſine Pantelehn, og overhoved ſynes hans Indflydelſe i Riget at være bleven ringere, uden at hans Søns Stilling derved blev ſtort bedre[16].

Strax efter hans Tilbagekomſt til Mecklenburg afgik Kong Valdemar ved Døden, den 24de October 1375[17]. Nu gjaldt det altſaa, hvo der ſkulde blive den lykkelige og vinde Danmarks Krone, Hertug Albrechts Sønneſøn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Som Sagerne nu ſtod, var det næſten at forudſee, at Afgjørelſen af dette Spørsmaal ogſaa i Tidens Løb vilde beſtemme Sveriges Skjæbne, om det ſkulde forblive under det mecklenburgſke Dynaſti, eller vende tilbage til det folkungſke, thi det af disſe tvende, ſom beherſkede Danmark, vilde derved faa en afgjort Overvegt over det andet. Udſigterne var forſaavidt gunſtige for Hertugen, ſom han havde faaet Kong Valdemars Tilſagn i 1371 og Keiſer Karls Bekræftelſe derpaa, og denne juſt i den ſamme Tid var ankommen til Lübeck og ſtrax efter begav ſig til Wismar, hvorfra han ſaaledes deſto eftertrykkeligere maatte kunne ſtaa ham bi. Derhos havde Albrecht et megtigt Parti for ſig blandt Danmarks Stormend. Men Hertugens ſedvanlige Statsklogſkab ſynes her at have forladt ham. Han forhaſtede ſig ved allerede ſtrax at lade den unge Albrecht antage Titlen „Konge i Danmark“ og det danſke Rigsvaaben, ſom om han dertil var arveberettiget[18]: en Paaſtand, ſom de danſke Herrer, der holdt ſaa ſkinſygt paa ſin Valgret, ikke kunde andet end forarges over. Derhos fik han Keiſer Karl til at tilſkrive det danſke Rigsraad et Anbefalingsbrev for den unge Albrecht; hvilket, foruden at Keiſeren derved tiltog ſig en Myndighed, der ej tilkom ham, maatte være de Danſke ſaa meget mere ubehageligt, ſom han faa Dage forud endog havde anmasſet ſig Overherredømmet over Sønderjylland ved at give de holſtenſke Grever Stadfeſtelſesbrev paa en Told, de havde paalagt i Gottorp, idet han udtrykkeligt erklærede det ſlesvigſke Biſkopsdømme for et Lehn af det tydſke Rige[19]. Men imidlertid havde Dronning Margrete ſtrax begivet ſig til Danmark med ſin femaarige Søn, om hun ikke — hvad der efter det ovenfor paapegede maa anſees for det ſandſynligſte — var der allerede før Faderens Død, — og havde, ſom man ſeer, med den ſtørſte Klogſkab benyttet Tiden til i Stilhed at ſkaffe ſig og ſin Søn et Parti. Det er viſt, at hun allerede den 10de November var i Kalundborg[20]. Hendes Mand Kong Haakon lod heller ikke længe vente efter ſig, thi han var der allerede i de førſte Dage af December, og det lader til, at han alene har tøvet ſaa længe med Afreiſen, indtil han fik ſkrabet ſammen de nødvendige Penge[21]. Margretes Beſtræbelſer for at ſkaffe ſig Tilhængere kunne ſkjønnes deraf, at hun i Slagelſe den 7de December overlod Biſkopen af Roeskilde Nebbe Slot paa Sjæland med Tilliggende for hendes Faders Sjæl, i Erſtatning fordi han havde haft Kjøbenhavn ſaa længe i ſin Beſiddelſe m. m.; ligeſaa pantſatte hun ham og hans Kirke flere Hereder og de tre kongelige Parter af Roeskilde Stad med Told, Vaſaller, Bønder o. ſ. v. for 3000 Mk. Sølv. I Brevet herom, hvormed tillige et ligelydende udſtedtes, beſeglet af hendes Mand og Sønnen, ſamt de fornemſte danſke Raadsherrer, kaldes denne endnu kun ſlet og ret „Junker Olaf“, og hun ſelv kalder ſig Norges og Sveriges Dronning ſamt Datter og Arving af Kong Valdeinar[22]. Herved antydes vel egentlig kun, at hun var Arving til hans private Efterladenſkaber og ingen Arveret havde til Riget, hvilket vilde have været betegnet ved Ordene „Danmarks Riges Arving“, men det var dog allerede en Dispoſition over Rigets Lehn, der alene tilkom den regjerende Konge, ſom her var ſkeet, og de fornemſte Raadsherrer, der vare med at beſegle Brevene, maa ſaaledes allerede have været enige om at ville velge Olaf til Konge[23]. En yderligere Erkjendelſe af hendes Ret til at forføje over Kronens Lehn var det og, at hun den 14de December fik ſig overladt Holbek Slot og By med Tilbehør uden Vederlag af de daværende Beſiddere, og at hun faa Dage derefter pantſatte det for 400 Mkr. brendt til Drottſeten Hr. Henning Putbuſch, der her, ligeſaavel ſom hine Slottes forrige Beſiddere, allerede kaldte hende „Dronning i Norge, Sverige og Danmark“[24]. Herved havde Hr. Henning ſaa godt ſom allerede antydet, at han betragtede hende og hendes Søn ſom nærmeſt berettigede til Tronen.

Hr. Henning havde ſtrax efter Valdemars Død ſammenkaldt Raadsherrerne til et Møde i Odenſe for at raadſlaa om Kongevalg, og her yttrede endnu tre Meninger ſig, idet nogle vilde velge Junker Olaf, deels fordi han var Margrete Valdemarsdatters Søn, deels ogſaa fordi Norge og Danmark derved vilde blive forenede, andre ſtemte for Albrecht af Mecklenburg, og atter Andre, uden at ſtemme for denne, dog „ikke fandt det pasſende, at Danmark, der var et frit Valgrige og kunde føde ſin egen Konge, ſkulde give ſig under Norge, ſom var et Arverige“, hvorfor de helſt vilde, at man ſkulde velge en indfød danſk Adelsmand til Kongen[25]. Sagen kom ej til nogen Afgjørelſe paa dette Møde, hvis Afholdelſestid ikke angives, ſaa at man ej kan ſee, om den indtraf tidligere eller ſenere, end Kongens og Dronningens Ophold i Slagelſe. Under alle Omſtændigheder maa de her forſamlede „ypperſte Raadsherrer“ have været de ſamme, ſom i Odenſe erklærede ſig for Junker Olaf, og deres Parti var aabenbart allerede det ſterkeſte. Den Idee, at velge en indfød Adelsmand, ſynes ſnart at være bleven opgiven, og kan heller ikke have været næret af ret mange, da den gjenſidige Skinſyge dertil var for ſtor.

Det var ligefrem i Medfør af den ſidſte mellem Danmark og Hanſeſtæderne ſluttede Fredstractat, at det danſke Rigsraad tilſkrev disſe om det foreſtaaende Kongevalg og, ſom det ſynes, eſkede deres Mening. Men ſelv uden nogen ſaadan udtrykkelig Beſtemmelſe var deres Stilling nu ſaadan, at Spørsmaalet om Valgets Udfald fornemmelig beroede paa dem. Ligevegten mellem begge de ſtridende Hovedparter var ſaa nøje afpasſet, at deres beſtemt udtalte Ønſke og Tilſagn om Underſtøttelſe under enhver Omſtændighed maatte gjøre Udſlaget. Dette vidſte og følte ogſaa begge Parter og deres Venner altfor vel og henvendte ſig derfor ſtrax til dem med Breve og Foreſtillinger, hver i ſit Interesſe, og det er let at forſtaa, at Stæderne heller ikke lod denne Leilighed gaa ubenyttet til at varetage fine politiſke og commercielle Fordele. Den 20de Januar holdtes det førſte Møde om denne Sag, i Wismar, af Sendebud fra denne By ſelv ſamt fra Lübeck, Roſtock, og Stralſund. Tiden havde været for knap til at indkalde Sendebud fra de fjernere nederlandſke og preusſiſke Stæder. Da var der indkommen Foreſtillinger baade fra Hertug Albrecht af Mecklenburg og fra Kong Haakon og Dronning Margrete. Ogſaa Keiſer Karl, hvem det ikke koſtede ſtort at udferdige Skrivelſer, men ſom ſjelden underſtøttede dem ved Handling, havde den 16de Januar tilſkrevet Lübeckerne et Brev, hvori han, i Betragtning af, „at Albrecht, Hertug Henriks Søn af Mecklenburg, var en Søn af Kong Valdemars eldſte Datter, og han, men ikke den norſke Dronnings Søn, havde nogen Ret til Danmarks Krone, og han desuden ſelv ſtod i en ſaa venſkabelig Forbindelſe med ſine mecklenburgſke Frænder, at han ej vilde forſage dem, men hjelpe dem til ſin Ret“, bød Lübeckerne alvorligt, ſaaſandt de vilde nyde hans Huldſkab, „ikke at underſtøtte ſamme Dronnings Søn imod den mecklenburgſke Fyrſte og ikke hindre denne fra at erhverve Kongedømmet i Danmark, hvortil han var berettiget; alt hvad de gjorde imod ham, vilde Keiſereen betragte, ſom om det var gjort mod ham ſelv“[26]. Men i disſe Ord ligger allerede umiskjendeligt en Mistanke om, at Lübeckerne heldede til Olafs Side, og da Lübeck var den fornemſte Stad i Forbundet, kom det iſær an paa, hvad den beſluttede, om end Wismar og Roſtock, ſom mecklenburgſke Stæder, vanſkeligt kunde undlade at ſtaa paa Hertugens Side. Da kun ſaa faa Stæders Deputerede vare ſamlede, kunde der ved dette Møde ingen Beſlutning tages om Hovedſpørsmaalet; man vedtog kun at holde et nyt Møde i Lübeck den 23de Marts og dertil at indbyde Deputerede fra de øvrige Stæder. Der blev da i den Anledning den 20de Januar udfærdiget Skrivelſer ſaavel til de Nederlandſke, ſom til de Preusſiſke, hvori man meldte Kong Valdemars Død, at begge hans Datterſønner opſtilledes ſom Kronprætendenten og at ſaavel Hertugen paa ſin Side, ſom den norſke Konge og Dronning paa ſin lovede at ſtadfeſte Stædernes Privilegier og „gjøre mere mod dem, end nogen anden Fyrſte kunde gjøre“, efterſom de erklærede ſig for den ene, eller den anden; men at de ikke paa egen Haand havde kunnet afgjøre noget derom, og at det derfor var deres indſtændige Bøn, at de øvrige Stæder, efter nøje at have overlagt Sagen, vilde lade møde til den beſtemte Tid for at tage en Beſlutning paa ſamtlige Stæders Vegne[27]. Dette Møde blev ogſaa holdt, dog, formodentlig af Frygt for Holſternes og Mecklenburgernes Nærhed, ikke i Lübeck, men i Stralſund. Men heller ikke her var der nogen Deputerede fra de preusſiſke Stæder tilſtede, og af de Nederlandſke kun fra Kampen; ſaaledes blev der ſvaret ſaavel de danſke ſom de mecklenburgſke Sendebud, der havde indfundet ſig, at man endnu intet endeligt Svar kunde give, men at der den 18de Mai ſkulde holdes et nyt Møde i Stralſund for at treffe en endelig Beſtemmelſe og at frede Søen[28]. Men ved at ſette en ſaa lang Friſt, hvor der krævedes en ſaa ſnar Afgjørelſe, ſynes det næſten, ſom om Stæderne med Flid have villet undgaa at give nogen beſtemt Erklæring, førend Sagen allerede, tilſyneladende uden deres Medvirkning, var bleven ordnet.

Thi Sagen var nu allerede paa det nærmeſte afgjort til den norſke Kongeſøns Fordeel, og Afgjørelſen var fremſkyndet ved den retmæsſige Uvilje, ſom alle Danſke, ſaavel de ſande Fædrelandsvenner, ſom de paa ſin egen Magt ſkinſyge Stormend, maatte føle ved Mecklenburgernes vedholdne Trodſen paa ſin foregivne Ret, og deres — man kunde næſten ſige forblindede — Forſøg paa at hevde denne ved Vaabenmagt, iſtedetfor at gaa Underhandlingernes lovlige Vej. Hertugens uklogeſte Skridt var viſtnok, at han den 21de Januar tilligemed ſin Sønneſøn Albrecht ſluttede et formeligt Krigsforbund mod de holſtenſke Grever om Danmarks Erobring og forpligtede ham, fremdeles under Titlen „Danmarks Konge“, ſaavelſom ſig ſelv ved tre ſærſkilte Brev til at forſkaffe dem hele Hertugdømmet Jylland (d. e. Sønderjylland) med Als og Langeland o. ſ. v., overdrog dem det til arvelig Beſiddelſe, ſatte dem til Brugspant for 30000 Vik. Sølv og alle Krigsomkoſtninger Laaland med Aalholms og Ravnsborgs Slotte, Kolding, Ribe, det kongelige Frisland m. m., indtil de i dets Sted kunde ſkaffe dem Fyn med Tilbehør, og forpligtede ſig til i den foreſtaaende Krig at godkjende de Leidebreve, ſom Greverne maatte udſtede[29]. Mecklenburgerne opførte ſig altſaa, ſom om de allerede vare Danmarks Herrer. Ogſaa Kong Albrecht af Sverige gjorde fælles Sag med ſine Frænder, ſluttede ſig til Forbundet og optog det danſke Vaaben i ſit Skjold. Og de holſtenſke Grever ſkrede ſtrax til at ſette ſig i Beſiddelſe af Sønderjylland, hvor det lykkedes dem deels ved Magt, deels ved Forræderi eller Modløshed af vedkommende Høvedsmend at faa flere af de nordſlesvigſke Slotte i ſin Vold. Alt dette var det vel, ſom nu bragte Jyderne til at fatte en raſk Beſlutning om at velge Olaf til Konge, ſaafremt kun Skaaningerne vare enige med dem deri. Og aldrig ſaaſnart vare de ſkaanſke Herrer underrettede herom, førend de ved en Skrivelſe af 4de Marts, udſtedt af Erkebiſkopen og flere andre geiſtlige og verdslige Herrer, tilkjendegav, at ogſaa dette var deres Ønſke, og at de deri vilde underſtøtte dem, forudſat at Junker Olaf vilde tilſikkre dem deres Privilegier, Friheder og Rettigheder, ſom de hidtil havde nydt[30]. Samme Dag indgik Hertug Bugislav af Stettin, Fyrſte af Rügen, der ſtod paa en ſpendt Fod med ſine mecklenburgſke Naboer, paa Aalholms Slot (paa Laaland) et beſtandigt Forbund med Kong Olaf og hans Foreldre, hvorved han allerede kaldte Olaf Konge af Danmark, erkjendte ham ſom ſin Lehnsherre for Rügen, og tilſagde ham ſin Troſkab ſom Vaſall, med andre Ord, aflagde ham fin Lehnshylding[31]. Nu betænkte Jyderne ſig ikke længer, men valgte Olaf til ſin Konge paa Viborg Thing, paa ſamme Tid, ſom hiin Hanſedag holdtes i Stralſund[32]. Man maa formode, at de øvrige Landſkaber ſtrax fulgte efter. Endogſaa Visbys Indbyggere paa Gotland ſendte Kong Olaf ſit Hyldingsbrev, ſkjønt ikke førend i Auguſt, hvorved de for ſig og Efterkommere lovede ſtedſe at blive ham ſom deres rette „Arveherre“, og hans Arvinger, ſaavelſom Danmarks Krone troe, aldrig at velge nogen Mand i ſit Raad, ſom ej ſvor Danmarks Konge Troſkab, at betale en aarlig Skat 60 Mk. brendt, og aldrig tage nogen Hevn over de „Hertuger, Herrer, Grever, Riddere, Svene, eller Skibsfolk, ſom havde hjulpet Kong Valdemar til at erobre Staden“. Det forſtaar ſig, at med Staden Visby fulgte ogſaa hele Øen Gotland[33]. Det var nu kun næſten en Latterlighed, at Mecklenburgerne endnu lode ſig give Tilſagn om Biſtand af Keiſeren og Bekræftelſer paa Albrechts foregivne Ret til den danſke Trone. Uden at enſe ſaadant, ſandſynligviis endog uvidende derom, tog de danſke Rigsſtænder paa et Danehof i Slagelſe den 3die Mai 1376 Junker Olaf til ſin Konge, imod at han ſelv, og hans Foreldre, der begge vare tilſtede, paa hans Vegne vedtog og beſeglede den fremlagte Haandfeſtning[34]. Sandſynligviis reiſte nu idetmindſte Dronning Margrete om med Sønnen i de enkelte Landſkaber, for efter den ſedvanlige Skik at lade ham hylde ſom Konge. At han iallefald blev hyldet paa Viborg Thing, veed man med Vished, thi 48 Aar ſenere bevidnede en gammel jydſk Ridder og Raadsherre, at han ſelv havde ſeet ham aflegge Hyldings-Eeden[35].

  1. Scr. R. Dan. VII. S. 400—402. Suhm, XIII. 745, 771.
  2. Han levede endnu den 7de Juli, men var død før 25de September, ſee Suhm, XIII. 747.
  3. Reg. Gregor. XI. cod. chart T. 23 (ann. 5.) fol. 38.
  4. Suhm, XII. 685, 693.
  5. Sammeſteds, S. 737, 738.
  6. Originalen har her „autumno proxime transacto“, hvilket ikke kan betegne andet end Høſten 1374; altſaa øvedes der da Fjendtligheder.
  7. Suhm, XIII. S. 738—741.
  8. Styffe, Bidrag No. 56, S. 153.
  9. Herom, ſaavelſom det nærmeſt følgende, jevnfør den fortrinlige Fremſtilling i Styffe’s „Bidrag“, S. LXII.—LXVI., hvilken jeg i det væſentligſte har fulgt.
  10. Styffe, Bidrag, S. LXXIII. og LXXIV., jvfr. Lagerbring, III. S. 663—666.
  11. Som ſærdeles betegnende for hans Henſynsløshed, naar det gjaldt Gods og Penge, kan anføres, hvad et Brev i det ſv. Rigsarchiv viſer, at han, da hans førſte Huſtru Margrete, Datter af Peter Porſe, døde i Kalmar 1360 i Barſelſeng, lod han hendes Liig aabne for at beviſe, at Barnet havde levet længere end hende, og ſaaledes at komme i Beſiddelſe af Arven efter hende; ſiden laa han henved fire Aar i Strid derom med hendes Fader og Slegtninger. Jfr. Styffe, l. c.
  12. See Hadorph, Riimkr. II. S. 35—38.
  13. See herom Bo Jonsſøns Brev til Erkebiſkopen fra Aabo af 9de Mai 1334 hvorved han yttrer, at han derfra ſkulde drage til Aabo for at underhandle med Rusſerne. Troil, Skrifter och Handling. til Upplysn. af Sv. Kyrcko- och Reform. Hiſtorie II. 351. 352. IV. Jfr. Styffe, l. c. S. LXIV., Not. 2.
  14. Styffe, Bidrag, No. 55, S. 150. I dette Brev ſees der førſt at have ſtaaet et Forbehold om Beſkatning af Bo Jonsſøns og hans Tjeneres Vanter og Gods, „ſom af andre Vanter og Gods i Riget“, men ſom man har maattet overſtryge, naturligviis fordi han ej vilde finde ſig deri.
  15. Hadorph, Bjarkø-Retten, S. 27.
  16. Styffe, l. c. No. 63, 64 (S. 161, 163), jfr. S. LKVI.
  17. Kong Valdemars Død indtraf efter de fleſte og bedſte Annaler paa den 24de eller 25de Sum; Dagen betegnes deels ſom „Dagen efter St. Severinsdag eller Dagen før Criſpini, eller endelig ſelve Criſpins Feſtdag; Severini Dag var 23de og Criſpini (og Criſpiniani) den 25de; Scr. r. D. I. 41. 192. VI. 533. Men beſynderligt er det, at Detmar (S. 303) nævner St. Mauritii Dag, den 22de Septbr., og ſiger, at han døde paa Søborg, da de danſke Annaler ellers ere enige om at lade ham dø paa Gurve eller Gurre. Dette kan ikke være andet end en Fejltagelſe, hvis ikke hans Omgivelſer (og maaſkee Margrete ſelv) reentud have ſkjult hans Død indtil 24de Oktober.
  18. Suhm, XIV. S. 1.
  19. Schl. Holſt. Lauenb. Urkunden II. S. 309. No. 239. Brevet er dat. Wismar, 31te October.
  20. Danſke Magazin, IV. S. 291.
  21. Den 13de Novbr. var Kongen endnu i Tunsberg og udſtedte da Qvittering til Fehirden i Bergen, Erlend Philipsſøn og Jon Hallvardsſøn for de 15 Pund Sterling, ſom de havde udbetalt til hans Klerk Provſt Henrik Henriksſøn (D. N. II. 441). Den 7de havde Provſten, ligeledes i Tunsberg, qvitteret for ſamme Sum, der her benevnes 100 Skill. Grovt (ɔ: 100 Sous gros Tournois, hvoraf enhver = 3 Sh. St; altſaa 300 = 15 L. St.) Sammeſteds 440. Formodentlig er mange ſaadanne Smaaſummer indbetalte.
  22. Suhm, XIV. S. 493—495.
  23. I Margretes Gavebrev til Roeskilde Biſkop ſtaar det udtrykkeligt, at de ligelydende Breve derom, ſom K. Haakon og K. Olaf havde udſtedt, vare beſeglede af „de fornemſte danſke Raadsherrer“ (sigillis potiorum consiliariorum regni Daciæ). Hendes eget er medbeſeglet af de ſkaanſke Herrer Jakob Olafsſøn, Tuve Galen og Anders Jakobsſøn. Gavebrevet ſamt den Pantſettelſe af visſe Hereder, hvorom der ovenfor tales, blev ogſaa umiddelbart efter K. Olafs Valg udtrykkeligt bekreftet (Suhm. XVI. 20).
  24. Hr. Hennings Brev af 23de December 1375, hos Suhm XIV. 495.
  25. Huitfeld, S. 555. Han ſynes her at have haft de originale Forhandlingsprotokoller for ſig. Naar Jahn (Danm. politiſk-militære Hiſt. under Unionskongerne S. 5) ſiger, at Hr. Henning ſammenkaldte et „Danehof“ i Odenſe, og at det var der, de tre Meninger gjorde ſig gjeldende, ſtrider dette mod Huitfelds udtrykkelige Ord, og han er dog her den eneſte Kilde. Et Danehof lod ſig desuden ikke ſaa hurtigt ſammenkalde.
  26. utrykt Brev i det lübeckſke Archiv.
  27. Suhm, XIV. S. 8.
  28. Sammeſteds, S. 13.
  29. Disſe 4 Breve, der alle forefindes i det ſchwerinſke Archiv, med ſamtlige nedhængende Segl (Fyrſternes og en Mængde Medforloveres), ere aftrykte i Schl. Holſt. Lau. Urk. B. II. S. 315—321 ſom No. 244—247.
  30. Brevene meddeles af Huitfeld, S. 556; deraf erfarer man og, at Jyderne havde beſtemt ſig for Olaf.
  31. Huitfeld, S. 560.
  32. At et ſaadant Thing holdtes paa den Tid, ſees af det hos Suhm (XIV. S. 496) meddeelte Brev fra Jens Muus, Høvedsmand paa Langeland, til „Jyllands Indvaanere og alle de Øvrige, der beſøgte Allherjarthinget i Viborg“, hvori han ſamtykker i, at Olaf velges til Konge, paa det Vilkaar, at han lover at bekræfte og overholde de Danſkes Love og Rettigheder; Brevet er dateret Fredag før Søndagen Lætare, altſaa 21de Marts. Thinget var ſandſynligviis berammet til hiin Søndag.
  33. Hvad Gotland og Visby angaar, da have vi ſeet, at Albrecht af Mecklenburg efter en rigtignok heel uſikker Beretning ſkal have landet paa Gotland og tiltvunget ſig Hylding paa Reiſen til Stockholm i 1363 (ſ. forr. B. S. 754), og det er viſt, at han ſiden pantſatte Staden og Øen til Grev Henrik (S. 758); men i ſaa Fald maa de have været tilbageerobrede ved Kong Haakons og Hertug Eriks Expedition til Øland og Kalmar 1366, ſiden de i Overeenskomſten paa Aalholm omtales blandt de Slotte og Landſkaber, der allerede vare i Valdemars Beſiddelſe (S. 777, 779, 782, 783). Men ſandſynligviis havde hverken Kong Albrecht eller Grev Henrik nogenſinde faaet Øen egentlig i ſin Vold, og den foregivne Hylding var maaſkee kun fremtvungen af de nærmeſtboende Bønder ved en pludſelig Landgang, uden at efterlade videre Følger.
  34. Suhm, XIV. 496—500.
  35. Scr. R. Dan. VII. S. 412, 413. Ridderen heed Jens Nilsſøn og var, da han bevidnede det i 1424, 80 Aar gammel.