Det norske Folks Historie/8/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakons første Foretagende efter at have erfaret Faderens Død var vistnok at tage de Landskaber i Besiddelse, som hidtil havde tilhørt denne. Med Bestemthed vide vi dette ikke, uden om Island, hvor Kong Haakon, uagtet man forhen havde svoret ham Troskabseed der, da hans Fader var tagen til Fange, nu atter foreskrev, at en saadan Troskabseed skulde aflegges, først paa Althinget af tre Tylfter Bønder, siden enkeltviis i Syslerne[1]. Hans Ophold paa Tunsbergshuus i Januar 1375 og, som det lader, indtil over Paasken havde upaatvivleligt samme Øjemed, og maa man derfor ligeledes formode, at han i samme Erende var over paa Østsiden, i Borgesyssel, Ranrike og Elvesyssel. Ogsaa over Orknøerne forføjede han, idet han paa et Raadsmøde i Oslo, hvor navnlig Hr. Sigurd Hafthorssøn var tilstede, den 30te Juni 1375 forlenede den forhen nævnte Alexander de le Ard, Dattersøn af Malise Jarl, med Jarledømmet for et Aar, det vil sige indtil næste St. Hansdag[2]. Denne Alexander, der havde begivet sig over til Norge, som det heder, for at gjøre sig fortjent til Kongens Naade og Velvilje, fik Forleningen paa de Vilkaar, at han af de kongelige Indtægter, der ej hørte til Sagøren, skulde have det Halve, og sende den anden Halvdeel til Bergens Fehirdsle, men at han skulde beholde den hele Sagøre undtagen Thegngilde og Ubødemaal, hvilke Kongen forholder sig selv. Heller ikke fik han Jarletitel, men kaldes alene Kongens „veldige Høvedsmand og Gjemmer“[3], formodentlig ogsaa ofte „ Hirdstjore“, hvilket vilde sige det samme. Af en Skrivelse til Orknøingerne af samme Dag, hvorved Kongen bekjendtgjorde dem dette, idet han udtrykkeligt erklærede at have truffet denne Bestemmelse med sin kjære Frænde Sigurd Hafthorssøns og flere sine gode Mends Raad, erfarer man, at denne Forlening kun var foreløbig, .indtil Alexander havde fuldstændigt godtgjort sin Arveret til Jarledømmet, og at det vistnok maa have været Kongens Hensigt, hvis Beviserne vare fyldestgjørende, virkelig at udnævne ham til Jarl eller idetmindste at meddele ham Forleningen paa lengere Tid. Thi det paalagdes ham til næste St. Hansdag (altsaa i 1376) atter at indfinde sig hos Kongen „for at aflegge ham Beviisning paa, hvad Ret og Skjel han siger sig at have til Herredømmet eller Jarledømmet, samt derhos aflegge fuldstændigt Rede for Kongens Indtægter, som han allerede havde oppebaaret eller herefter kom til at oppebære, og oplyse, hvorledes det har sig med Trætten mellem ham og Biskopen. Imidlertid skulde han kunne afse-tie og indsette Ombudsmend og forestaa Landet og. Almuen paa Kongens Vegne, saaledes som han vilde svare for Gud og gode Mend. Hvis nogen Ufred hjemsøgte Landet, skulde Lagmanden saavelsom den hele Almue være ham og hans Ombudsmend behjelpelige til alt, hvad der kunde gavne Landet og maatte forlange, og fornemmeligen paalagdes det Biskop Viljam saavelsom alle de kongelige Mend at understøtte ham, især hvis udenlandske eller indenlandske Mend vilde tvinge ham eller hans Ombudsmend fra sin Ret eller gjøre Landet Skade. Overhoved paalagdes det Alle, Lærde som Læge, at være ham og ingen anden lydige og villige i alt, hvad de vare Kongedømmet og Jarlen skyldige efter Landsens Ret, saasandt som ingen af dem vilde betragtes som Landraademand mod Kongen og Norges Krone. Lige.ledes tilholdtes Alexander og hans Ombudsmend at tale Lov og Ret til Enhver, og med Skaansel, hvor det kunde behøves, men ikke at tynge Nogen mod Lov og Ret; og udtrykkeligen blev det fremhævet, at Kongen ikke havde overdraget ham Landet paa anden Maade, end som sin „veldige Høvedsmand, Gjemmer, og rette Sysselmand“[4]. Naar Kongen i dette Sysselbrev udtrykkeligt bød Orknøingerne ikke at lyde nogen anden end Alexander og at understøtte ham mod Angreb af indenlandske eller udenlandske Mend, faa kan han vel i Almindelighed have haft de andre Prætendenter for Øje, der som Ætlinger af Malise Jarl gjorde Fordring paa Jarledømmet eller en Deel deraf, men nærmest har han dog vel tænkt paa Erngisl Jarl, der fremdeles bibeholdt Titlen, uagtet han nu havde underkastet sig Kong Albrecht, og saaledes, om han just ikke egentlig havde stillet sig i noget fjendtligt Forhold til Kong Haakon, dog i alle Fald ikke længer kunde betragtes som hans Mand eller Vasall. Erngisls Rettigheder til Jarldømmet synes ogsaa nu ganske at maatte være ophørte, da hans anden Hustru, med hvem han fik det, Annot Malisesdatter, forlængst var død uden Arvinger, og han allerede længe havde været gift med sin tredie Hustru, Ingeborg Magnusdatter, Enke efter Hr. Benedict Thuressøn. Man finder ogsaa, at han efter denne Tid stundom kaldte sig slet og ret Ridder og en enkelt Gang „Baron“; men som oftest bibeholdt han dog Jarletitlen[5]. Af andre Prætendenter, der kunde melde sig, og maaskee allerede havde meldt sig, maa Henrik af St. Slaa: og Malise Guthormssøn Sperra, begge to Dattersønner af Malise Jarl, have været de fornemste. Vi ville i det følgende see, at det lykkedes den første at erhverve Jarleverdigheden; hvorfor dette ikke skete strax, vides ikke. Formodentlig maa hans Fetter Alexander, som Søn af Malise Jarls eldste Datter, have været anseet for bedst berettiget; han arvede ogsaa, heder det, Hovedgaarden, der tilhørte Jarledømmet Katanes, og skal endog have faaet Titel af Jarl derover, men solgte saavel Gaarden som Titlen til Kong Robert Stuart i Skotland; han skal ligeledes som Arvedeel efter sin Moder have faaet Besiddelser paa Orknøerne. At han i Egenskab af kongelig Høvedsmand eller Hirdstjore tog Øerne og Slottet i Kirkevaag i Besiddelse, kan man ikke tvivle paa – der fortælles udtrykkeligt, at han „gererede sig som Sysselmand og Høvding over Orknøerne“[6] – men om han efter Bestemmelsen kom tilbage til Norge med sine Beviisligheder i 1376, er et stort Spørsmaal. Der nævnes ikke et Ord derom i Annaler eller Breve, og maa man derfor helst slutte, at han efter vel at være kommen til-Øerne, har søgt at gjøre sig uafhængig, eller idetmindste ladet haant om at opfylde sin Forpligtelse, og at dette har været Hovedaarsagen, hvorfor han ej alene ikke fik Jarleverdigheden, hvad der dog aabenbart har været den oprindelige Bestemmelse, men endog efter fire Aars Forløb maatte give Slip paa Høvedsmands-Embedet, hvortil han efter det første Aars Forløb ikke mere vilde have nogen Ret, naar denne ej var bleven udtrykkeligt fornyet.

Fra Island begav Hirdstjoren Andres Sveinssøn og Lagmanden, forhen Hirdstjore, Thorstein Eyjulfssøn, sig over til Norge i 1375, upaatvivleligt enten ifølge Indkaldelse af Kongen, eller ved Efterretningen om Kong Magnus’s Død, for saa snart som muligt at søge Bekræftelse i sine Embeder. Denne fik de ogsaa; de vendte i 1376 begge to tilbage til Island, Andres som Hirdstjore over hele Landet, og Thorstein som Lagmand over Nordlandet og Vestlandet. Det er vistnok upaatvivleligt disse to Mend, hvilke Kongen overdrog at tage den føromtalte Troskabs-Eed af Islendingerne; men da de ikke kom ud til Øen førend i October 1376, kunde det ej skee førend paa følgende Aars Althing, og siden sysselviis, som det ovenfor er nævnt[7]. Dog vedblev ogsaa Andres Gislessøn af Mark, der 1358 og 1366–67 var Hirdstjore, fremdeles at kaldes „Kongens Ombudsmand“: han kaldes netop saaledes i et Brev, som Kongen udgav i April 1375, og havde da bragt endeel Gods tilhørende Kongen, maaskee Skatten, fra Island; men paa Tilbagereisen til Island omkom han paa Skibet „Sunnivessuden“, der gik til Grunde[8].

Hvorledes det forholdtes med den sydøstlige Deel af Landet, Baagahuus med Elvesyssel, der maaskee var pantsat til Hanseaterne, vides ikke med Vished. Først langt senere hen i Tiden erfare vi at Baagahuus med Tilliggende, altsaa netop Elvesyssel, var Dronning Margretes Morgengave[9]. Men da dette Landskab paa den Tid, da hun egtede Haakon, nemlig i 1363, endnu tilhørte Dronning Blanche som Morgengave eller rettere som Æqvivalent for hendes tidligere Morgengave, kan det ikke da have været givet til Margrete, men i det højeste kun være lovet hende. Imidlertid have vi seet, at det allerede lidt før Blanches Død i et Par Aars Tid var overladt til Kong Valdemar eller dennes Ombudsmand Hertug Erik af Saxen, der igjen lod det bestyre af Tydskeren Gottskalk Skarpenberg. Dette stod, som det ogsaa tidligere af os er paapeget, upaatvivlelig i Forbindelse med den Overdragelse af Skaane m. m. til Margrete som Morgengave, hvilken af en enkelt Forfatter omtales; men da vi nu see, at Vardbergs Overdragelse til Kong Valdemar var Betingelsen for Baagahuus’s Tilbageleverelse til Kong Magnus (eller Haakon under Faderens Fangenskab), med andre Ord at Baagahuus stilledes som midlertidigt Pant for Vardbergs Afstaaelse, og dette virkelig i 1366 blev overladt til Kong Valdemar[10], medens Baagahuus atter fik en af Kong Haakons Mend til Befalingsmand, ligger den Slutning nær, at der allerede i 1363, kort før Kong Magnus ophørte at kalde sig „Skaanes Rangen blev sluttet en Overeenskomst om, at Baagahuus med Elvesyssel, eller maaskee endog alle de Landskaber, der tidligere havde udgjort Dronning Blanches Morgengave i Norge, nu skulde tilfalde Margrete som Morgengave istedetfor Skaane og Halland m. m., og at dette egentligen har været den Tractat om Skaanes godvillige Afstaaelse til Kong Valdemar, hvorover der af Kong Magnus’s Fjender i Sverige siden blev gjort saa store Ophævelser. Under denne Forudsetning, som vel er den rette, at Baagahuus med Elvesyssel nu betragtedes som egentlig tilhørende Dronning Margrete, bestyredes det formodentlig i hendes Navn af forskjellige Høvedsmend, indtil Kong Magnus var kommen paa fri Fod, og det– maaskee – overlodes i Pant til Hanseaterne, hvorved der da rigtignok maa have været stillet Margrete nogen anden Sikkerhed, hvad det nu kan have været. Om det stod i nogen Forbindelse hermed, at Dronning Margrete idetmindste kort Tid efter var i Besiddelse af Elfsborgs Slot (hvortil og den gotiske Deel af Hisingen hørte), eller hun arvede det efter sin Fader, og denne havde haft det i sin Besiddelse lige siden 1366, er af Mangel paa tilstrækkelige Oplysninger nu umuligt at afgjøre. Derimod maa det ansees for temmelig vist, at Baagahuus under alle Omstændigheder blev tilbagegivet efter ikke saa lang Tids Forløb. Men den danske Kong Valdemars Død, som indtraf allerede paa denne Tid, gav Tingene en aldeles ny og til de sildigste Aarhundreder virkende Vending.

  1. Isl. Annaler, Udgaven S. 328. Om Tiden, da denne Hylding skete, see nedenfor.
  2. Dipl. N. II. 1375.
  3. I Brevet, der er affattet paa Latin, staar der „verum et potentem capitaneum et custodem“, hvilket i det paa Norsk affattede Brev til Orknøingerne, som vi strax nedenfor omtale, gjengives med „sem várum völdugum höfuðsmanni, geymara ok réttum sýslumanni“.
  4. Dipl. Norv. II. 438.
  5. At opregne alle de Gange, Erngisl Sunessøn kalder sig og kaldes Jarl indtil sin Død i 1392, vilde være for vidtløftigt. I Diarium Vazstenense (Scr. r. Sv. I. S. 107), hvor hans Død, 26de Decbr. 1392, omtales, kaldes han „Jærl, et comes Orcadensis“. I sit sidste Testament af 19de Jan. 1392 kalder han sig dog selv kun „Ridder“ (miles). I sine tidligere Gavebreve af 23de April 1378 og 23de Jan. 1379 kalder han sig „Jarl“. Derimod kaldes han „Baron“ i et Brev af 20de Octbr. 1377, og selv kalder han sig slet og ret „Ridder“ i et Brev formodentlig af 1382.
  6. See Symbolæ ad hist. ant. Norvegiæ, S. 24. 25.
  7. De isl. Annaler, l. c. Herved er forøvrigt at bemerke, at Flatø-Annalerne lade Andres og Thorstein komme ud til Island i 1375 og Troskabseden blive aflagt 1376, hvilket visselig synes at være rimeligere, end at begge Dele skulde rykkes et Aar frem, især da det jo udtrykkeligt siges, at de ankom til Island lidt for Vinterdag, hvilket netop var rimeligt, naar de vendte tilbage fra Norge efter allerede tidligere paa Sommeren at være dragne hjemme fra. Thi at det baade laa i deres egen og Kongens Interesse, at de saasnart som muligt vendte tilbage til Island og ikke laa et heelt Aar uvirksomme i Norge, er aabenbart. Men Jon Sigurdssøn sees dog i „Safn til Sögu ÍslandsII. 1. S. 71 at antage 1376 og 1377 for de rette Aar, og under den sørgelige Forvirring, hvori Udgaven af Annalerne har bragt Tidsregningen, maa man rette sig efter hans, den i disse Materier mest Kyndiges Autoritet, indtil en ny kritisk Gjennemgaaelse af de forskjellige Annalhaandskrifter har fundet Sted.
  8. Dipl. N. II. 435. Isl. Ann. S. 325. Sunnivessuden havde i 1373 gjort to Reiser frem og tilbage mellem Norge og Island.
  9. See Suhm XIV. S. 237.
  10. Hvad der herom i det Foregaaende er nævnt, kan suppleres dermed, at Kong Valdemar af de „Ældste Danske Rigsregistraturer“ l. S. 156 sees i 1366 at have været i Nordrehalland (navnlig paa Kongsbakke) og da formodentlig har taget det i Besiddelse.