Det norske Folks Historie/8/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakons førſte Foretagende efter at have erfaret Faderens Død var viſtnok at tage de Landſkaber i Beſiddelſe, ſom hidtil havde tilhørt denne. Med Beſtemthed vide vi dette ikke, uden om Island, hvor Kong Haakon, uagtet man forhen havde ſvoret ham Troſkabseed der, da hans Fader var tagen til Fange, nu atter foreſkrev, at en ſaadan Troſkabseed ſkulde aflegges, førſt paa Althinget af tre Tylfter Bønder, ſiden enkeltviis i Syſlerne[1]. Hans Ophold paa Tunsbergshuus i Januar 1375 og, ſom det lader, indtil over Paaſken havde upaatvivleligt ſamme Øjemed, og maa man derfor ligeledes formode, at han i ſamme Erende var over paa Øſtſiden, i Borgeſysſel, Ranrike og Elveſysſel. Ogſaa over Orknøerne forføjede han, idet han paa et Raadsmøde i Oslo, hvor navnlig Hr. Sigurd Hafthorsſøn var tilſtede, den 30te Juni 1375 forlenede den forhen nævnte Alexander de le Ard, Datterſøn af Maliſe Jarl, med Jarledømmet for et Aar, det vil ſige indtil næſte St. Hansdag[2]. Denne Alexander, der havde begivet ſig over til Norge, ſom det heder, for at gjøre ſig fortjent til Kongens Naade og Velvilje, fik Forleningen paa de Vilkaar, at han af de kongelige Indtægter, der ej hørte til Sagøren, ſkulde have det Halve, og ſende den anden Halvdeel til Bergens Fehirdſle, men at han ſkulde beholde den hele Sagøre undtagen Thegngilde og Ubødemaal, hvilke Kongen forholder ſig ſelv. Heller ikke fik han Jarletitel, men kaldes alene Kongens „veldige Høvedsmand og Gjemmer“[3], formodentlig ogſaa ofte „ Hirdſtjore“, hvilket vilde ſige det ſamme. Af en Skrivelſe til Orknøingerne af ſamme Dag, hvorved Kongen bekjendtgjorde dem dette, idet han udtrykkeligt erklærede at have truffet denne Beſtemmelſe med ſin kjære Frænde Sigurd Hafthorsſøns og flere ſine gode Mends Raad, erfarer man, at denne Forlening kun var foreløbig, .indtil Alexander havde fuldſtændigt godtgjort ſin Arveret til Jarledømmet, og at det viſtnok maa have været Kongens Henſigt, hvis Beviſerne vare fyldeſtgjørende, virkelig at udnævne ham til Jarl eller idetmindſte at meddele ham Forleningen paa lengere Tid. Thi det paalagdes ham til næſte St. Hansdag (altſaa i 1376) atter at indfinde ſig hos Kongen „for at aflegge ham Beviisning paa, hvad Ret og Skjel han ſiger ſig at have til Herredømmet eller Jarledømmet, ſamt derhos aflegge fuldſtændigt Rede for Kongens Indtægter, ſom han allerede havde oppebaaret eller herefter kom til at oppebære, og oplyſe, hvorledes det har ſig med Trætten mellem ham og Biſkopen. Imidlertid ſkulde han kunne afſe-tie og indſette Ombudsmend og foreſtaa Landet og. Almuen paa Kongens Vegne, ſaaledes ſom han vilde ſvare for Gud og gode Mend. Hvis nogen Ufred hjemſøgte Landet, ſkulde Lagmanden ſaavelſom den hele Almue være ham og hans Ombudsmend behjelpelige til alt, hvad der kunde gavne Landet og maatte forlange, og fornemmeligen paalagdes det Biſkop Viljam ſaavelſom alle de kongelige Mend at underſtøtte ham, iſær hvis udenlandſke eller indenlandſke Mend vilde tvinge ham eller hans Ombudsmend fra ſin Ret eller gjøre Landet Skade. Overhoved paalagdes det Alle, Lærde ſom Læge, at være ham og ingen anden lydige og villige i alt, hvad de vare Kongedømmet og Jarlen ſkyldige efter Landſens Ret, ſaaſandt ſom ingen af dem vilde betragtes ſom Landraademand mod Kongen og Norges Krone. Lige.ledes tilholdtes Alexander og hans Ombudsmend at tale Lov og Ret til Enhver, og med Skaanſel, hvor det kunde behøves, men ikke at tynge Nogen mod Lov og Ret; og udtrykkeligen blev det fremhævet, at Kongen ikke havde overdraget ham Landet paa anden Maade, end ſom ſin „veldige Høvedsmand, Gjemmer, og rette Sysſelmand“[4]. Naar Kongen i dette Sysſelbrev udtrykkeligt bød Orknøingerne ikke at lyde nogen anden end Alexander og at underſtøtte ham mod Angreb af indenlandſke eller udenlandſke Mend, faa kan han vel i Almindelighed have haft de andre Prætendenter for Øje, der ſom Ætlinger af Maliſe Jarl gjorde Fordring paa Jarledømmet eller en Deel deraf, men nærmeſt har han dog vel tænkt paa Erngiſl Jarl, der fremdeles bibeholdt Titlen, uagtet han nu havde underkaſtet ſig Kong Albrecht, og ſaaledes, om han juſt ikke egentlig havde ſtillet ſig i noget fjendtligt Forhold til Kong Haakon, dog i alle Fald ikke længer kunde betragtes ſom hans Mand eller Vaſall. Erngiſls Rettigheder til Jarldømmet ſynes ogſaa nu ganſke at maatte være ophørte, da hans anden Huſtru, med hvem han fik det, Annot Maliſesdatter, forlængſt var død uden Arvinger, og han allerede længe havde været gift med ſin tredie Huſtru, Ingeborg Magnusdatter, Enke efter Hr. Benedict Thuresſøn. Man finder ogſaa, at han efter denne Tid ſtundom kaldte ſig ſlet og ret Ridder og en enkelt Gang „Baron“; men ſom ofteſt bibeholdt han dog Jarletitlen[5]. Af andre Prætendenter, der kunde melde ſig, og maaſkee allerede havde meldt ſig, maa Henrik af St. Slaa: og Maliſe Guthormsſøn Sperra, begge to Datterſønner af Maliſe Jarl, have været de fornemſte. Vi ville i det følgende ſee, at det lykkedes den førſte at erhverve Jarleverdigheden; hvorfor dette ikke ſkete ſtrax, vides ikke. Formodentlig maa hans Fetter Alexander, ſom Søn af Maliſe Jarls eldſte Datter, have været anſeet for bedſt berettiget; han arvede ogſaa, heder det, Hovedgaarden, der tilhørte Jarledømmet Katanes, og ſkal endog have faaet Titel af Jarl derover, men ſolgte ſaavel Gaarden ſom Titlen til Kong Robert Stuart i Skotland; han ſkal ligeledes ſom Arvedeel efter ſin Moder have faaet Beſiddelſer paa Orknøerne. At han i Egenſkab af kongelig Høvedsmand eller Hirdſtjore tog Øerne og Slottet i Kirkevaag i Beſiddelſe, kan man ikke tvivle paa — der fortælles udtrykkeligt, at han „gererede ſig ſom Sysſelmand og Høvding over Orknøerne“[6] — men om han efter Beſtemmelſen kom tilbage til Norge med ſine Beviisligheder i 1376, er et ſtort Spørsmaal. Der nævnes ikke et Ord derom i Annaler eller Breve, og maa man derfor helſt ſlutte, at han efter vel at være kommen til-Øerne, har ſøgt at gjøre ſig uafhængig, eller idetmindſte ladet haant om at opfylde ſin Forpligtelſe, og at dette har været Hovedaarſagen, hvorfor han ej alene ikke fik Jarleverdigheden, hvad der dog aabenbart har været den oprindelige Beſtemmelſe, men endog efter fire Aars Forløb maatte give Slip paa Høvedsmands-Embedet, hvortil han efter det førſte Aars Forløb ikke mere vilde have nogen Ret, naar denne ej var bleven udtrykkeligt fornyet.

Fra Island begav Hirdſtjoren Andres Sveinsſøn og Lagmanden, forhen Hirdſtjore, Thorſtein Eyjulfsſøn, ſig over til Norge i 1375, upaatvivleligt enten ifølge Indkaldelſe af Kongen, eller ved Efterretningen om Kong Magnus’s Død, for ſaa ſnart ſom muligt at ſøge Bekræftelſe i ſine Embeder. Denne fik de ogſaa; de vendte i 1376 begge to tilbage til Island, Andres ſom Hirdſtjore over hele Landet, og Thorſtein ſom Lagmand over Nordlandet og Veſtlandet. Det er viſtnok upaatvivleligt disſe to Mend, hvilke Kongen overdrog at tage den føromtalte Troſkabs-Eed af Islendingerne; men da de ikke kom ud til Øen førend i October 1376, kunde det ej ſkee førend paa følgende Aars Althing, og ſiden ſysſelviis, ſom det ovenfor er nævnt[7]. Dog vedblev ogſaa Andres Giſlesſøn af Mark, der 1358 og 1366—67 var Hirdſtjore, fremdeles at kaldes „Kongens Ombudsmand“: han kaldes netop ſaaledes i et Brev, ſom Kongen udgav i April 1375, og havde da bragt endeel Gods tilhørende Kongen, maaſkee Skatten, fra Island; men paa Tilbagereiſen til Island omkom han paa Skibet „Sunnivesſuden“, der gik til Grunde[8].

Hvorledes det forholdtes med den ſydøſtlige Deel af Landet, Baagahuus med Elveſysſel, der maaſkee var pantſat til Hanſeaterne, vides ikke med Vished. Førſt langt ſenere hen i Tiden erfare vi at Baagahuus med Tilliggende, altſaa netop Elveſysſel, var Dronning Margretes Morgengave[9]. Men da dette Landſkab paa den Tid, da hun egtede Haakon, nemlig i 1363, endnu tilhørte Dronning Blanche ſom Morgengave eller rettere ſom Æqvivalent for hendes tidligere Morgengave, kan det ikke da have været givet til Margrete, men i det højeſte kun være lovet hende. Imidlertid have vi ſeet, at det allerede lidt før Blanches Død i et Par Aars Tid var overladt til Kong Valdemar eller dennes Ombudsmand Hertug Erik af Saxen, der igjen lod det beſtyre af Tydſkeren Gottſkalk Skarpenberg. Dette ſtod, ſom det ogſaa tidligere af os er paapeget, upaatvivlelig i Forbindelſe med den Overdragelſe af Skaane m. m. til Margrete ſom Morgengave, hvilken af en enkelt Forfatter omtales; men da vi nu ſee, at Vardbergs Overdragelſe til Kong Valdemar var Betingelſen for Baagahuus’s Tilbageleverelſe til Kong Magnus (eller Haakon under Faderens Fangenſkab), med andre Ord at Baagahuus ſtilledes ſom midlertidigt Pant for Vardbergs Afſtaaelſe, og dette virkelig i 1366 blev overladt til Kong Valdemar[10], medens Baagahuus atter fik en af Kong Haakons Mend til Befalingsmand, ligger den Slutning nær, at der allerede i 1363, kort før Kong Magnus ophørte at kalde ſig „Skaanes Rangen blev ſluttet en Overeenskomſt om, at Baagahuus med Elveſysſel, eller maaſkee endog alle de Landſkaber, der tidligere havde udgjort Dronning Blanches Morgengave i Norge, nu ſkulde tilfalde Margrete ſom Morgengave iſtedetfor Skaane og Halland m. m., og at dette egentligen har været den Tractat om Skaanes godvillige Afſtaaelſe til Kong Valdemar, hvorover der af Kong Magnus’s Fjender i Sverige ſiden blev gjort ſaa ſtore Ophævelſer. Under denne Forudſetning, ſom vel er den rette, at Baagahuus med Elveſysſel nu betragtedes ſom egentlig tilhørende Dronning Margrete, beſtyredes det formodentlig i hendes Navn af forſkjellige Høvedsmend, indtil Kong Magnus var kommen paa fri Fod, og det— maaſkee — overlodes i Pant til Hanſeaterne, hvorved der da rigtignok maa have været ſtillet Margrete nogen anden Sikkerhed, hvad det nu kan have været. Om det ſtod i nogen Forbindelſe hermed, at Dronning Margrete idetmindſte kort Tid efter var i Beſiddelſe af Elfsborgs Slot (hvortil og den gotiſke Deel af Hiſingen hørte), eller hun arvede det efter ſin Fader, og denne havde haft det i ſin Beſiddelſe lige ſiden 1366, er af Mangel paa tilſtrækkelige Oplysninger nu umuligt at afgjøre. Derimod maa det anſees for temmelig viſt, at Baagahuus under alle Omſtændigheder blev tilbagegivet efter ikke ſaa lang Tids Forløb. Men den danſke Kong Valdemars Død, ſom indtraf allerede paa denne Tid, gav Tingene en aldeles ny og til de ſildigſte Aarhundreder virkende Vending.

  1. Isl. Annaler, Udgaven S. 328. Om Tiden, da denne Hylding ſkete, ſee nedenfor.
  2. Dipl. N. II. 1375.
  3. I Brevet, der er affattet paa Latin, ſtaar der „verum et potentem capitaneum et custodem“, hvilket i det paa Norſk affattede Brev til Orknøingerne, ſom vi ſtrax nedenfor omtale, gjengives med „sem várum völdugum höfuðsmanni, geymara ok réttum sýslumanni“.
  4. Dipl. Norv. II. 438.
  5. At opregne alle de Gange, Erngiſl Sunesſøn kalder ſig og kaldes Jarl indtil ſin Død i 1392, vilde være for vidtløftigt. I Diarium Vazstenense (Scr. r. Sv. I. S. 107), hvor hans Død, 26de Decbr. 1392, omtales, kaldes han „Jærl, et comes Orcadensis“. I ſit ſidſte Teſtament af 19de Jan. 1392 kalder han ſig dog ſelv kun „Ridder“ (miles). I ſine tidligere Gavebreve af 23de April 1378 og 23de Jan. 1379 kalder han ſig „Jarl“. Derimod kaldes han „Baron“ i et Brev af 20de Octbr. 1377, og ſelv kalder han ſig ſlet og ret „Ridder“ i et Brev formodentlig af 1382.
  6. See Symbolæ ad hist. ant. Norvegiæ, S. 24. 25.
  7. De isl. Annaler, l. c. Herved er forøvrigt at bemerke, at Flatø-Annalerne lade Andres og Thorſtein komme ud til Island i 1375 og Troſkabseden blive aflagt 1376, hvilket visſelig ſynes at være rimeligere, end at begge Dele ſkulde rykkes et Aar frem, iſær da det jo udtrykkeligt ſiges, at de ankom til Island lidt for Vinterdag, hvilket netop var rimeligt, naar de vendte tilbage fra Norge efter allerede tidligere paa Sommeren at være dragne hjemme fra. Thi at det baade laa i deres egen og Kongens Interesſe, at de ſaaſnart ſom muligt vendte tilbage til Island og ikke laa et heelt Aar uvirkſomme i Norge, er aabenbart. Men Jon Sigurdsſøn ſees dog i „Safn til Sögu ÍslandsII. 1. S. 71 at antage 1376 og 1377 for de rette Aar, og under den ſørgelige Forvirring, hvori Udgaven af Annalerne har bragt Tidsregningen, maa man rette ſig efter hans, den i disſe Materier meſt Kyndiges Autoritet, indtil en ny kritiſk Gjennemgaaelſe af de forſkjellige Annalhaandſkrifter har fundet Sted.
  8. Dipl. N. II. 435. Isl. Ann. S. 325. Sunnivesſuden havde i 1373 gjort to Reiſer frem og tilbage mellem Norge og Island.
  9. See Suhm XIV. S. 237.
  10. Hvad der herom i det Foregaaende er nævnt, kan ſuppleres dermed, at Kong Valdemar af de „Ældſte Danſke Rigsregiſtraturer“ l. S. 156 ſees i 1366 at have været i Nordrehalland (navnlig paa Kongsbakke) og da formodentlig har taget det i Beſiddelſe.