Det norske Folks Historie/8/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om de kirkelige Forhold og Tildragelſerne inden Kirkens Omraade i de førſte Aar efter Fredens Gjenoprettelſe vides ikke meget andet, end hvad der ſtod i Forbindelſe med de pavelige Pengefordringer og Indkrævninger. Allerede Pave Urbanus den 5te havde, ſom det i det Foregaaende er omtalt, i 1363 paalagt en ny Treaarstiende og udnævnt Guido af Croix til ſin Nuncius og Overindſamler for Norden. Mod Slutningen af hans Levetid døde Guido[1], og han beſkikkede nu i hans Sted den forrige Nuncius, Henrik Biſcop, der imidlertid var bleven Biſkop i Slesvig[2]. Han havde endnu ikke tiltraadt ſin Sendelſe, da Urban døde og Gregorius den 11te blev Pave; men Gregorius bekræftede ham i hans Hverv og overdrog ham tillige at inddrive alle de Fordringer, det pavelige Kammer paa nogen Maade kunde have til Gode i Danmark, Sverige og Norge, idet han tilbagekaldte enhver af de hidtil fungerende Nuncier og Collectorer paa en Maade, der næſten ſynes at tilkjendegive Misfornøjelſe med deres Ferd, ſom om de ikke med tilbørlig Redelighed eller tilſtrækkelig Kraft havde udført ſit Hverv. Biſkop Henrik fik meget udſtrakt Fuldmagt til at handle paa Paveſtolens Vegne, ſagſøge de Gjenſtridige med Anvendelſe af de kirkelige Tvangsmidler, indgaa Forliig o. ſ. v., men det blev udtrykkeligt paalagt ham ikke at give Nogenſomhelſt Henſtand paa længere Tid end to Aar[3]. Faa Uger derefter bekjendtgjorde Paven, at da han til Beſtridelſe af Kammerets mangfoldige Udgifter nødſagedes til at anvende alle mulige honette Midler, fulgte han ſin Forgængers Exempel og forbeholdt ſig, ſaalænge han ej efter ſit Godtbefindende maatte beſtemme anderledes, Indtægterne af alle de geiſtlige Embeder eller Beneficier, der enten allerede vare, eller herefter maatte blive ledige ved Curien og ſaaledes vare hans umiddelbare Dispoſition forbeholdte, indtil de bleve beſatte[4]. Disſe Indtægter kunde vel ikke for Norges Vedkommende afgive ſaa meget, da der her forholdsviis ej blev ſaa mange Beneficier ledige ved Curien, men deſto mere indbragte de i de øvrige romerſk-katholſke Lande, hvor Lykkeſøgeriet og Proviſionsvæſenet var mere gængſe. Ved en ny Skrivelſe af 27de November 1371 fik Biſkop Henrik yderligere Inſtruction om at indkræve ſaavel Rumaſkatten ſom den af Pave Urbanus paalagte Treaarstiende og en ſaakaldet Procuration eller Viſitatsafgift, hvilken Paven nys ſynes at have fordret af Nordens Geiſtlige alene, men hvorom der forøvrigt ingen nærmere Oplysning forefindes; ſkulde han trænge til den nys (21de October) udnævnte Erkebiſkop Thronds Biſtand, da kunde han frit henvende ſig til ham og benytte hans Raad, da han baade for Paven havde viiſt ſig villig dertil, og denne desuden udtrykkeligt havde paalagt ham det[5]. Det ſamme Hverv overdroges for Syderøernes Vedkommende, der endnu beſtandigt betragtedes ſom henhørende under Nidaroos Kirkeprovins, til Archidiaconen af Down i Irland, Jon Doncan, en fød Manboer[6]. Biſkop Henrik maa omtrent paa denne Tid have begivet ſig til Norden, da der findes en Skrivelſe fra Paven til Kong Albrecht i Sverige, dateret den 13de Marts 1372, hvori Paven, ſom havde hørt, at Kongen lagde Kammerets Collertorer Hindringer i Vejen ved deres Indſamlinger i Sverige, bad ham nu at høre op dermed og heller at modtage Biſkop Henrik vel og, om det behøvedes, meddele ham Lejdebrev[7]. Omtrent ſamtidigt dermed, kun lidet ſenere, fandt Paven ſig nødſaget til at gjentage ſin Tilbagekaldelſe af alle de tidligere udnævnte Collectorer, ſaaſom han havde bragt i Erfaring, at flere af dem, ſom Guido af Croix havde beſkikket, ſlet ikke vilde give Slip paa Beſtillingen[8].

Strax efter fik Biſkop Henrik det ſærſkilte Hverv at indfordre og ad retslig Vei ſætte Kammeret i Beſiddelſe af alt Løsøre, der havde tilhørt Erkebiſkop Olaf, og ſom Paven allerede inden dennes Død havde lagt Beſlag paa, ſaaledes ſom det allerede i det Foregaaende er omtalt[9]. Alt dette rørlige Gods, indeſtaaende eller udeſtaaende, ſkulde Biſkopen kræve og modtage, hvori det ſaa beſtod, og hvem det ſaa var, der ſad inde dermed, tvingende enhver den, ſom ſatte ſig derimod, han maatte endog beklæde den højeſte geiſtlige eller verdslige Verdighed, ſaavel med kirkelige Straffe ſom ved Paaberaabelſe af den verdslige Myndighed, hvis den udfordredes, og naar galt var inddrevet, ſkulde han ſende det til Kammeret ſaa ſnart ſom muligt. Dog ſkulde der fradrages, hvad Erkebiſkopens Bo ſkyldte for Udgifter til ſin egen og Kirkens uundgaaelige Nødvendigheder, hvad hans Begravelſe koſtede, hvad der maatte ſkyldes en og anden i Skadeserſtatning, hans Tjeneres Løn, og de Bøger og andre Sager, ſom Erkebiſkopen havde erhvervet ved Arv eller eget Arbeide eller af Kirkens Gods; ligeledes ſkulde de ſaakaldte Legitimparter afgives til hans Arvinger, om han havde ſaadanne, og derhos ſkulde man ikke befatte ſig med de Bøger eller kirkelige Prydelſer, ſom hørte til Kirken og Erkeſtolens Inventarium. Imidlertid var det kommet til Pavens Kundſkab, at Erkebiſkop Thrond uberettiget havde ſat ſig i Beſiddelſe af endeel af det ſaaledes forbeholdte Gods og heller ikke nu vilde give Slip derpaa; derfor befalede Paven ved Skrivelſe af 29de Mai Biſkop Henrik, ſaafremt hiin ej godvillig vilde afſtaa det, at indſtevne ham til at møde ved Pavehoffet inden ſex Maaneder for der at modtage Dom efter Rettens Medfør[10]. Kong Haakon blev af Paven ved en ſæregen Skrivelſe anmodet om at være Biſkop Henrik eller hans Undercollectorer behjelpelig. Biſkop Henrik fik ſiden den Befaling, der allerede tidligere havde været Johan Doncan paalagt, at remittere, hvad han maatte faa indſamlet, til nogle udtrykkeligt navngivne florentinſke Kjøbmend, der udførte Curiens Forretninger, i London eller Brügge, imod deres Qvittering, der ſkulde være tilſtrækkelig til hans Legitimation[11].

Hvor meget der ved denne Leilighed tilvejebragtes i Norge, eller om Erkebiſkopen virkelig maatte ſtevnes, inden han gav Slip paa det fordrede Løsøre, vides ikke, da man kun kjender til Biſkop Henriks Virkſomhed i Sverige under denne Sendelſe. Han gik her ſtrengt til Verks imod Biſkop Gottſkalk af Linkøping, idet han i Februar 1373, da han opholdt ſig i Stockholm, erklærede Gottſkalk og hans Capitel forfaldne under Excommunications Straf, fordi de ikke i rette Tid havde betalt Treaarstienden, og befuldmegtigede derhos ſin Capellan til at inddrive hos dem ej alene denne Tiende, men ogſaa andre Gjeldsfordringer, hvoriblandt 200 Mkr. brendt, ſom de endnu ſkyldte i Kraft af den i ſin Tid for Kongens Laan indgaaede Caution[12]. Ogſaa umiddelbart til Kong Magnus ſelv henvendte Biſkop Henrik ſig, ſom vi have ſeet, om Indfrielſen af dette Laan, ved en Skrivelſe fra Stockholm af 14de September 1373[13], og beſynderligt nok angaves det her endnu, uagtet de flere Udbetalinger, der havde fundet Sted, til 15000 Guldgylden.

Men imidlertid havde ogſaa Pave Gregorius ved Bulle af 13de Januar 1373 paalagt en ny Tiende af geiſtlige Indtægter, ſom rigtignok ikke ſkulde ſtrekke ſig videre end eet Aar. Den ſkulde, heder det, anvendes til Gjenerhvervelſe og Forſvaret af Kirkens Landſkaber, hvortil Paveſtolens egne Midler ikke forſlog ligeoverfor de endnu tiloversblevne Fjender[14]. Tienden, ſom han, forſikkrede han, kun høiſt nødigt paalagde, ſkulde regnes for et Aar fra Bullens Udſtedelſesdag og indbetales i to Terminer, Halvdelen næſte Allehelgensdag, og Halvdelen den paafølgende Paaſke[15]. Den egentlige Inddrivning paalagdes Biſkoperne og de af dem udnævnte Collectorer. Men Pengene, ſom indkom, ſkulde udbetales til Elias af Vodron, Cantor i Saintes, pavelig Nuncius, der ved ſin Skrivelſe af 20de Januar fik det udtrykkelige Hverv at foreſtaa Indſamlingen af denne Eetaarstiende i Tydſkland, Ungarn, Bøhmen, Polen, Sverige, Danmark og andre Lande[16]. Hvad der blev gjort for at inddrive denne Tiende i Norge, vides ikke, da Efterretningerne om deslige Sager fra disſe Tider ere yderſt ſparſomme. At Biſkoperne ej torde ſidde Pavens Bud overhørige, og at der ſaaledes vel altid indkom en Deel fra Norge, maa man antage, men det er nok muligt, at det kom meget ſeent frem. Endnu engang, og det efter Kong Magnus’s Død, hører man noget om hans Gjeld til Paveſtolen i Anledning af det ſtore Laan, idet Provſt Hermann i Lübeck, Biſkop Henriks Fuldmegtig, den 13de April 1375 meddeelte Biſkop Nikolas af Skara Qvittering for 13 Mk. brendt Sølv i Afdrag paa 25 Mk„ ſom han ſkyldte ſom Cautioniſt for den ſalig Konges Laan: en Udbetaling, ſom Biſkop Nikolas dog ſiden, nemlig i November 1377, fordrede tilbage, efterſom Provſt Hermanns Hverv ſom Collector ſkulde være ophørt, da hiin Betaling ſkete[17]. Dette er forreſten den ſidſte Gang, at dette Laan kommer paa Bane. De fleſte Cautioniſter var vel nu for det meſte døde, ſaa at man ikke havde nogen egentlig at holde ſig til, og Schismet, ſom ſiden indtraf, maatte gjøre det vanſkeligt for hvilkenſomhelſt af begge de indbyrdes fjendtlige Paver at fordre det med Strenghed indfriet. Derfor er det heller ikke nogenſinde blevet indfriet, og Gjeldsbrevet ſamt de øvrige dertil hørende Documenter ligge endnu i det pavelige Archiv.

Om Erkebiſkop Thronds Virkſomhed og Embedsførelſe i disſe Aar veed man foruden det lidet, ſom allerede er omtalt, intet andet at.berette, end at han fordrede Palliehjelp ogſaa af Island, da der udtrykkeligt fortælles, at Biſkop Oddgeir til Skaalholt, der i 1373 kom tilbage fra en Reiſe til Norge, ogſaa havde Brev med fra Erkebiſkopen, hvori dennes Hjelp fordredes[18]. Det er meget muligt, ja endog heel ſandſynligt, at Thronds Forgængere.ligeledes havde fordret den, men der er i alle Fald intet udtrykkeligt nævnt derom.

Kort før Kong Magnus’s Død blev ogſaa, ſaavidt vides, den ſidſte Biſkop til Syderøerne indviet, over hvilken Erkebiſkopen af Nidaroos endnu udtrykkeligen erkjendtes at have Supremati ſom Metropolitan. Dette var den føromtalte Jon Doncan, Archidiaconus i Som. Biſkop William døde den 21de April 1374, og den 1ſte Juni valgte Geiſtligheden paa Man denne Jon Doncan, der var manſk af Fødſel og nu maaſkee netop befandt ſig paa Øen i Anledning af ſit Collectorhverv, til hans Efterfølger. Han begav ſig da ſtrax til Paveſædet og blev her ogſaa den 6te November derefter bekræftet i Verdigheden, men merkeligt nok, ved Proviſion, uden at dog det tidligere Valg, ſom det ellers var ſedvanligt, omtales eller casſeres. Blandt de ſedvanlige Anbefalingsſkrivelſer udſtededes ogſaa en til Erkebiſkopen i Nidaroos. Han indviedes den 25de November af en Cardinal og begav ſig ſtrax paa Hjemvejen, men blev i Boulogne, der ſiges ikke hvorfor, greben og fængſlet; han blev vel ſiden løskjøbt for 500 Mk., men neppe førend efter et Aars Forløb, thi førſt den 25de Januar 1376 holdt han ſin Indtrædelſe[19]. Hvor længe han foreſtod Biſkopsſtolen, vides ikke, kun er det viſt, at han levede i 1380[20]. Efter hans Tid bleve neppe Biſkoperne over Syderøerne mere udnævnte ved pavelig Proviſion, og deraf fulgte ogſaa, at de ikke længere tog nogen Notits af Erkebiſkopen i Nidaroos.

  1. Guido omtales nemlig ſom død i Pavebrev af 29de Marts 1372, og det er ſaaledes tydeligt, at hans Død var Aarſagen i Biſkop Henriks Beſtikkelſe.
  2. Denne Beſkikkelſe, dateret 7de Mai 1371, der tillige i Originalexpeditionen indeholder den, ſom Pave Urban havde givet Biſkop Henrik, findes i Regest. Gregor. XI. Secr. de Curia ann. I. fol. 182.
  3. Reg. Gregor. XI. Bullæ Camerales ann. I. fol. 33. Underligt nok, er Skrivelſen herom af et tidligere Datum, end den egentlige Bekræftelſe af Biſkop Henriks Beſkikkelſe til Nuncius.
  4. Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. XV. fol. 85.
  5. Sammeſteds, Secr. de Cur. ann. I. fol. 309.
  6. Chronia Regum Manniæ, Udg. af 1860. S. 182. Jon Doncan var ligeſom Biſkop Henrik allerede beſkikket til Nuncius af Pave Urban, der i Jan. 1367 havde udnævnt ham, ſom da var Sognepreſt til Camelin i Downs Biſkopsdømme, til Archidiaconus ſammeſteds. Chron. r. M. S. S. 176.
  7. Celſe, Bullar. S. 133.
  8. Pavebrev af 29de Marts 1372, Reg. Greg. XI. Secr. de Curia, ann. 2. fol. 105.
  9. Reg. Gregor. XI Secr. de Curia. ann. II. f. 126.
  10. Dipl. Norv. V. 272. 373.
  11. Regest. Greg. XI. Bull. Cameral. ann. II. fol. 87. Befalingen er dateret den 2den Septbr. 1372.
  12. Celſe, Bull. S. 133. 134.
  13. Sammeſteds, S. 135.
  14. Under Gregor den 11te fuldførtes nemlig Pacificationen af det urolige Romagna, ſee bl. a. Theiner, Codex diplomat. Domin. S. Sedis T. II. S. VI. VII.
  15. Regest. Gregor. XI. Scr. de Cur. ann. 3 fol. 11—13.
  16. Sammeſteds, fol. 13. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotenoten henviser til.]
  17. Celſes Bullarium, S. 136, Breve i det fra. Rigsarchiv. I Brevet af 1377, der er dateret 4de November, taler Biſkop Nicolas om den hele Sum af 25 Mk. br. ſom allerede betalt. Aarſagen, hvorfor Provſt Hermanns Hverv ſom Undercollector ſkulde anſees fem ophørt, var formodentlig den, at Biſkop Henrik af Slesvig, der havde anſat ham, imidlertid var død.
  18. Isl. Annaler, Udg. S. 324.
  19. See herom Chron. Reg. Manniæ, udgaven af 1860 S. 31, 184.
  20. Sammeſteds, S. 189.