Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/8/4

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Om de kirkelige Forhold og Tildragelserne inden Kirkens Omraade i de første Aar efter Fredens Gjenoprettelse vides ikke meget andet, end hvad der stod i Forbindelse med de pavelige Pengefordringer og Indkrævninger. Allerede Pave Urbanus den 5te havde, som det i det Foregaaende er omtalt, i 1363 paalagt en ny Treaarstiende og udnævnt Guido af Croix til sin Nuncius og Overindsamler for Norden. Mod Slutningen af hans Levetid døde Guido[1], og han beskikkede nu i hans Sted den forrige Nuncius, Henrik Biscop, der imidlertid var bleven Biskop i Slesvig[2]. Han havde endnu ikke tiltraadt sin Sendelse, da Urban døde og Gregorius den 11te blev Pave; men Gregorius bekræftede ham i hans Hverv og overdrog ham tillige at inddrive alle de Fordringer, det pavelige Kammer paa nogen Maade kunde have til Gode i Danmark, Sverige og Norge, idet han tilbagekaldte enhver af de hidtil fungerende Nuncier og Collectorer paa en Maade, der næsten synes at tilkjendegive Misfornøjelse med deres Ferd, som om de ikke med tilbørlig Redelighed eller tilstrækkelig Kraft havde udført sit Hverv. Biskop Henrik fik meget udstrakt Fuldmagt til at handle paa Pavestolens Vegne, sagsøge de Gjenstridige med Anvendelse af de kirkelige Tvangsmidler, indgaa Forliig o. s. v., men det blev udtrykkeligt paalagt ham ikke at give Nogensomhelst Henstand paa længere Tid end to Aar[3]. Faa Uger derefter bekjendtgjorde Paven, at da han til Bestridelse af Kammerets mangfoldige Udgifter nødsagedes til at anvende alle mulige honette Midler, fulgte han sin Forgængers Exempel og forbeholdt sig, saalænge han ej efter sit Godtbefindende maatte bestemme anderledes, Indtægterne af alle de geistlige Embeder eller Beneficier, der enten allerede vare, eller herefter maatte blive ledige ved Curien og saaledes vare hans umiddelbare Disposition forbeholdte, indtil de bleve besatte[4]. Disse Indtægter kunde vel ikke for Norges Vedkommende afgive saa meget, da der her forholdsviis ej blev saa mange Beneficier ledige ved Curien, men desto mere indbragte de i de øvrige romersk-katholske Lande, hvor Lykkesøgeriet og Provisionsvæsenet var mere gængse. Ved en ny Skrivelse af 27de November 1371 fik Biskop Henrik yderligere Instruction om at indkræve saavel Rumaskatten som den af Pave Urbanus paalagte Treaarstiende og en saakaldet Procuration eller Visitatsafgift, hvilken Paven nys synes at have fordret af Nordens Geistlige alene, men hvorom der forøvrigt ingen nærmere Oplysning forefindes; skulde han trænge til den nys (21de October) udnævnte Erkebiskop Thronds Bistand, da kunde han frit henvende sig til ham og benytte hans Raad, da han baade for Paven havde viist sig villig dertil, og denne desuden udtrykkeligt havde paalagt ham det[5]. Det samme Hverv overdroges for Syderøernes Vedkommende, der endnu bestandigt betragtedes som henhørende under Nidaroos Kirkeprovins, til Archidiaconen af Down i Irland, Jon Doncan, en fød Manboer[6]. Biskop Henrik maa omtrent paa denne Tid have begivet sig til Norden, da der findes en Skrivelse fra Paven til Kong Albrecht i Sverige, dateret den 13de Marts 1372, hvori Paven, som havde hørt, at Kongen lagde Kammerets Collertorer Hindringer i Vejen ved deres Indsamlinger i Sverige, bad ham nu at høre op dermed og heller at modtage Biskop Henrik vel og, om det behøvedes, meddele ham Lejdebrev[7]. Omtrent samtidigt dermed, kun lidet senere, fandt Paven sig nødsaget til at gjentage sin Tilbagekaldelse af alle de tidligere udnævnte Collectorer, saasom han havde bragt i Erfaring, at flere af dem, som Guido af Croix havde beskikket, slet ikke vilde give Slip paa Bestillingen[8].

Strax efter fik Biskop Henrik det særskilte Hverv at indfordre og ad retslig Vei sætte Kammeret i Besiddelse af alt Løsøre, der havde tilhørt Erkebiskop Olaf, og som Paven allerede inden dennes Død havde lagt Beslag paa, saaledes som det allerede i det Foregaaende er omtalt[9]. Alt dette rørlige Gods, indestaaende eller udestaaende, skulde Biskopen kræve og modtage, hvori det saa bestod, og hvem det saa var, der sad inde dermed, tvingende enhver den, som satte sig derimod, han maatte endog beklæde den højeste geistlige eller verdslige Verdighed, saavel med kirkelige Straffe som ved Paaberaabelse af den verdslige Myndighed, hvis den udfordredes, og naar galt var inddrevet, skulde han sende det til Kammeret saa snart som muligt. Dog skulde der fradrages, hvad Erkebiskopens Bo skyldte for Udgifter til sin egen og Kirkens uundgaaelige Nødvendigheder, hvad hans Begravelse kostede, hvad der maatte skyldes en og anden i Skadeserstatning, hans Tjeneres Løn, og de Bøger og andre Sager, som Erkebiskopen havde erhvervet ved Arv eller eget Arbeide eller af Kirkens Gods; ligeledes skulde de saakaldte Legitimparter afgives til hans Arvinger, om han havde saadanne, og derhos skulde man ikke befatte sig med de Bøger eller kirkelige Prydelser, som hørte til Kirken og Erkestolens Inventarium. Imidlertid var det kommet til Pavens Kundskab, at Erkebiskop Thrond uberettiget havde sat sig i Besiddelse af endeel af det saaledes forbeholdte Gods og heller ikke nu vilde give Slip derpaa; derfor befalede Paven ved Skrivelse af 29de Mai Biskop Henrik, saafremt hiin ej godvillig vilde afstaa det, at indstevne ham til at møde ved Pavehoffet inden sex Maaneder for der at modtage Dom efter Rettens Medfør[10]. Kong Haakon blev af Paven ved en særegen Skrivelse anmodet om at være Biskop Henrik eller hans Undercollectorer behjelpelig. Biskop Henrik fik siden den Befaling, der allerede tidligere havde været Johan Doncan paalagt, at remittere, hvad han maatte faa indsamlet, til nogle udtrykkeligt navngivne florentinske Kjøbmend, der udførte Curiens Forretninger, i London eller Brügge, imod deres Qvittering, der skulde være tilstrækkelig til hans Legitimation[11].

Hvor meget der ved denne Leilighed tilvejebragtes i Norge, eller om Erkebiskopen virkelig maatte stevnes, inden han gav Slip paa det fordrede Løsøre, vides ikke, da man kun kjender til Biskop Henriks Virksomhed i Sverige under denne Sendelse. Han gik her strengt til Verks imod Biskop Gottskalk af Linkøping, idet han i Februar 1373, da han opholdt sig i Stockholm, erklærede Gottskalk og hans Capitel forfaldne under Excommunications Straf, fordi de ikke i rette Tid havde betalt Treaarstienden, og befuldmegtigede derhos sin Capellan til at inddrive hos dem ej alene denne Tiende, men ogsaa andre Gjeldsfordringer, hvoriblandt 200 Mkr. brendt, som de endnu skyldte i Kraft af den i sin Tid for Kongens Laan indgaaede Caution[12]. Ogsaa umiddelbart til Kong Magnus selv henvendte Biskop Henrik sig, som vi have seet, om Indfrielsen af dette Laan, ved en Skrivelse fra Stockholm af 14de September 1373[13], og besynderligt nok angaves det her endnu, uagtet de flere Udbetalinger, der havde fundet Sted, til 15000 Guldgylden.

Men imidlertid havde ogsaa Pave Gregorius ved Bulle af 13de Januar 1373 paalagt en ny Tiende af geistlige Indtægter, som rigtignok ikke skulde strekke sig videre end eet Aar. Den skulde, heder det, anvendes til Gjenerhvervelse og Forsvaret af Kirkens Landskaber, hvortil Pavestolens egne Midler ikke forslog ligeoverfor de endnu tiloversblevne Fjender[14]. Tienden, som han, forsikkrede han, kun høist nødigt paalagde, skulde regnes for et Aar fra Bullens Udstedelsesdag og indbetales i to Terminer, Halvdelen næste Allehelgensdag, og Halvdelen den paafølgende Paaske[15]. Den egentlige Inddrivning paalagdes Biskoperne og de af dem udnævnte Collectorer. Men Pengene, som indkom, skulde udbetales til Elias af Vodron, Cantor i Saintes, pavelig Nuncius, der ved sin Skrivelse af 20de Januar fik det udtrykkelige Hverv at forestaa Indsamlingen af denne Eetaarstiende i Tydskland, Ungarn, Bøhmen, Polen, Sverige, Danmark og andre Lande[16]. Hvad der blev gjort for at inddrive denne Tiende i Norge, vides ikke, da Efterretningerne om deslige Sager fra disse Tider ere yderst sparsomme. At Biskoperne ej torde sidde Pavens Bud overhørige, og at der saaledes vel altid indkom en Deel fra Norge, maa man antage, men det er nok muligt, at det kom meget seent frem. Endnu engang, og det efter Kong Magnus’s Død, hører man noget om hans Gjeld til Pavestolen i Anledning af det store Laan, idet Provst Hermann i Lübeck, Biskop Henriks Fuldmegtig, den 13de April 1375 meddeelte Biskop Nikolas af Skara Qvittering for 13 Mk. brendt Sølv i Afdrag paa 25 Mk„ som han skyldte som Cautionist for den salig Konges Laan: en Udbetaling, som Biskop Nikolas dog siden, nemlig i November 1377, fordrede tilbage, eftersom Provst Hermanns Hverv som Collector skulde være ophørt, da hiin Betaling skete[17]. Dette er forresten den sidste Gang, at dette Laan kommer paa Bane. De fleste Cautionister var vel nu for det meste døde, saa at man ikke havde nogen egentlig at holde sig til, og Schismet, som siden indtraf, maatte gjøre det vanskeligt for hvilkensomhelst af begge de indbyrdes fjendtlige Paver at fordre det med Strenghed indfriet. Derfor er det heller ikke nogensinde blevet indfriet, og Gjeldsbrevet samt de øvrige dertil hørende Documenter ligge endnu i det pavelige Archiv.

Om Erkebiskop Thronds Virksomhed og Embedsførelse i disse Aar veed man foruden det lidet, som allerede er omtalt, intet andet at.berette, end at han fordrede Palliehjelp ogsaa af Island, da der udtrykkeligt fortælles, at Biskop Oddgeir til Skaalholt, der i 1373 kom tilbage fra en Reise til Norge, ogsaa havde Brev med fra Erkebiskopen, hvori dennes Hjelp fordredes[18]. Det er meget muligt, ja endog heel sandsynligt, at Thronds Forgængere.ligeledes havde fordret den, men der er i alle Fald intet udtrykkeligt nævnt derom.

Kort før Kong Magnus’s Død blev ogsaa, saavidt vides, den sidste Biskop til Syderøerne indviet, over hvilken Erkebiskopen af Nidaroos endnu udtrykkeligen erkjendtes at have Supremati som Metropolitan. Dette var den føromtalte Jon Doncan, Archidiaconus i Som. Biskop William døde den 21de April 1374, og den 1ste Juni valgte Geistligheden paa Man denne Jon Doncan, der var mansk af Fødsel og nu maaskee netop befandt sig paa Øen i Anledning af sit Collectorhverv, til hans Efterfølger. Han begav sig da strax til Pavesædet og blev her ogsaa den 6te November derefter bekræftet i Verdigheden, men merkeligt nok, ved Provision, uden at dog det tidligere Valg, som det ellers var sedvanligt, omtales eller casseres. Blandt de sedvanlige Anbefalingsskrivelser udstededes ogsaa en til Erkebiskopen i Nidaroos. Han indviedes den 25de November af en Cardinal og begav sig strax paa Hjemvejen, men blev i Boulogne, der siges ikke hvorfor, greben og fængslet; han blev vel siden løskjøbt for 500 Mk., men neppe førend efter et Aars Forløb, thi først den 25de Januar 1376 holdt han sin Indtrædelse[19]. Hvor længe han forestod Biskopsstolen, vides ikke, kun er det vist, at han levede i 1380[20]. Efter hans Tid bleve neppe Biskoperne over Syderøerne mere udnævnte ved pavelig Provision, og deraf fulgte ogsaa, at de ikke længere tog nogen Notits af Erkebiskopen i Nidaroos.

  1. ↑ Guido omtales nemlig som død i Pavebrev af 29de Marts 1372, og det er saaledes tydeligt, at hans Død var Aarsagen i Biskop Henriks Bestikkelse.
  2. ↑ Denne Beskikkelse, dateret 7de Mai 1371, der tillige i Originalexpeditionen indeholder den, som Pave Urban havde givet Biskop Henrik, findes i Regest. Gregor. XI. Secr. de Curia ann. I. fol. 182.
  3. ↑ Reg. Gregor. XI. Bullæ Camerales ann. I. fol. 33. Underligt nok, er Skrivelsen herom af et tidligere Datum, end den egentlige Bekræftelse af Biskop Henriks Beskikkelse til Nuncius.
  4. ↑ Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. XV. fol. 85.
  5. ↑ Sammesteds, Secr. de Cur. ann. I. fol. 309.
  6. ↑ Chronia Regum Manniæ, Udg. af 1860. S. 182. Jon Doncan var ligesom Biskop Henrik allerede beskikket til Nuncius af Pave Urban, der i Jan. 1367 havde udnævnt ham, som da var Sogneprest til Camelin i Downs Biskopsdømme, til Archidiaconus sammesteds. Chron. r. M. S. S. 176.
  7. ↑ Celse, Bullar. S. 133.
  8. ↑ Pavebrev af 29de Marts 1372, Reg. Greg. XI. Secr. de Curia, ann. 2. fol. 105.
  9. ↑ Reg. Gregor. XI Secr. de Curia. ann. II. f. 126.
  10. ↑ Dipl. Norv. V. 272. 373.
  11. ↑ Regest. Greg. XI. Bull. Cameral. ann. II. fol. 87. Befalingen er dateret den 2den Septbr. 1372.
  12. ↑ Celse, Bull. S. 133. 134.
  13. ↑ Sammesteds, S. 135.
  14. ↑ Under Gregor den 11te fuldførtes nemlig Pacificationen af det urolige Romagna, see bl. a. Theiner, Codex diplomat. Domin. S. Sedis T. II. S. VI. VII.
  15. ↑ Regest. Gregor. XI. Scr. de Cur. ann. 3 fol. 11–13.
  16. ↑ Sammesteds, fol. 13. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotenoten henviser til.]
  17. ↑ Celses Bullarium, S. 136, Breve i det fra. Rigsarchiv. I Brevet af 1377, der er dateret 4de November, taler Biskop Nicolas om den hele Sum af 25 Mk. br. som allerede betalt. Aarsagen, hvorfor Provst Hermanns Hverv som Undercollector skulde ansees fem ophørt, var formodentlig den, at Biskop Henrik af Slesvig, der havde ansat ham, imidlertid var død.
  18. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 324.
  19. ↑ See herom Chron. Reg. Manniæ, udgaven af 1860 S. 31, 184.
  20. ↑ Sammesteds, S. 189.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/4&oldid=84417»