Det norske Folks Historie/8/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er forøvrigt meget lidet, ſom vi vide om Kongernes Gjøren og Laden efter Magnus’s Befrielſe af Fangenſkabet indtil hans Død. Der er ingen Spor af, at de i denne Tid forlod Landet, med Undtagelſe af, at Kong Haakon maaſkee om Høſten 1374 var paa et kort Beſøg nede i Danmark, ſom det nedenfor ſkal omtales; det lader til, at de fra Sommeren 1373 af og hele det følgende Aar havde ſit ſtadige Tilhold i Bergen eller paa Veſtlandet, og tidligere ſynes Oslo og Tunsberg at have været deres ſedvanlige Tilholdsſted; den 18de Februar 1373 finde vi Kong Haakon paa Frauner i Lider, viſtnok under en Reiſe mellem de tvende ſidſtnævnte Byer[1]. Det er tydeligt nok, at Baagahuus og overhoved Egnene ved Elven nu ikke længer dannede Midtpunktet i Kongernes Beſiddelſer, heller ikke længer ſaa hyppigt og langvarigt afgave Reſidensſeder for Kongerne. At Hovedhenſigten med de hyppige Reiſer ellers var at ſkaffe Penge til Magnus’s Løſeſum, kan neppe betvivles. I dette Øjemed var det vel og, at Kongerne ved Underhandlinger med Hanſeaterne i Tunsberg androg om at faa laant 8000 Mk. brendt mod Pant i Baagahuus. Hvorvidt det lykkedes dem at faa Laanet, kan af de forhaandenværende Kilder ikke ſees, men merkeligt nok er det, at Baagahuus fra denne Tid af i nogle Aar ſlet ikke nævnes i et eneſte af de os endnu levnede Brevſkaber fra hine Dage, ikke engang ſom Udſtedelſes-Sted for et eller andet Kongebrev: det er ſaaledes i ſig ſelv ikke ſaa urimeligt, at Kongerne i den Tid ej havde det til ſin Raadighed, og at ſaaledes Pantſettelſen virkelig har fundet Sted. Ligeledes pantſatte de, ſom allerede nævnt, Kindahered i Veſtergøtland med alle kongelige Rettigheder og Indtægter til Harald Magnusſøn for 600 Mk. Peninger, ſom han havde lovet at udrede til Æsbjørn Blaapannes Befrielſe fra Fangenſkabet. Altſaa ſeer man, at netop disſe Anliggender, Berigtigelſen af Gjeld, ſom de ved Krigen havde paadraget ſig, ſterkt beſkjeftigede dem. Ved Siden heraf holdt Kong Haakon ogſaa ſkarpt Øje med Kronens Indtægter, ſom det nu mere end nogenſinde gjaldt at pasſe paa, og ſom maaſkee nok under den ſidſte Krigens og Urolighedens Tid kunne have lidt endeel Afbrek ved de kongelige Ombudsmends Skjødesløshed og den Vanſkelighed, ſom det for Kongen var forbundet med ſelv at have det tilbørlige Tilſyn. Saaledes forordnede han i Bergen den 15de September 1373, at da den ſaakaldte Petersgaard paa Stranden i Bergen lenge havde ligget øde, og ingen af Kronens Rettigheder vare ſvarede deraf, ſom Leding, Strædet-Brolegning og Møde- eller Thing-Gang, kaldte han herved ſamme Petersgaard med Tomt og Huus tilbage under Kronen, og da han ikke vilde, at denne Uſkik og Ulydighed ſkulde blive til Vane, beſtemte han, at naarſomhelſt Nogen paa den Maade lod ſine Tomter ligge øde uden at ſvare den tilbørlige Afgift deraf, ſkulde de være hjemfaldne til Kronen[2]. Den følgende Sommer (den 20de Juli) under et Ophold i Karmtſund, formodentlig efterat have været i Stavanger, lod han udgaa en Befaling til at kverſette eller beſlaglegge alt det Gods, en paa Grønland afdød Mand, Baard Dees, ejede i Gaarden Holmedalen ved Bryggerne i Bergen. En kongelig Hirdmand, Sigurd Kolbeinsſøn, hvem Kongen havde ſendt i ſit Ombud til Grønland, havde nemlig der kjøbt alt Jordegods og al anden Arv etter hiin Baard, og da Kongen fandt dette utilbørligt af ham, ſaaſom Loven hjemlede Kongen Forkjøbsret i alle Handeler, lod han, ſom ſagt, hiin Beſlagleggelſe af Baards forrige Ejendom ſette i Verk[3]. Man finder og enkelte andre Forordninger og Beſtemmelſer fra denne Tid, deels af begge Kongerne tilſammen, deels af Kong Haakon alene. Den vigtigſte af disſe er en Forordning, ſom Kong Haakon udgav under ſit Ophold paa Nordmøre om Vaaren 1372, da han formodentlig var under Vejs fra Throndhjem til Bergen, og efterat han havde holdt et Raadsmøde, hvorved man var kommen overeens om, hvad han herved paabød for at verne om de gamle Kjøbſteders, fornemmelig Throndhjems og Bergens, Rettigheder, der nu lede ſtort Afbrek derved, at Flere havde taget ſig til at ſejle ind i Fjordene og til Fiſkeverene og der handle umiddelbart med Bønderne ſelv. Han forbød derfor ſtrengeligt alſlags „Fjordekjøb“ og „Ver-Sejling“ ſamt Kræmeri og Kjøbmandſkab paa ſaadanne Steder, under Straf af Godſets Forbrydelſe, og Brevebrud, 8 Ertuger og 13 Mkr. Heller ikke maatte nogen ſelge ſit Skib andenſteds end i en af de gamle Kjøbſteder, helſt Bergen eller Throndhjem. Kjøbſtedsmendene befaledes det at underſtøtte den kongelige Fehirde eller Ombudsmand i at confiſkere ſaadant Skib og Gods, og for deſto mere at opmuntre dem dertil, beſtemtes det, at de, ſom ſaaledes hjalp den kongelige Ombudsmand, ſkulde nyde Halvdelen af det confiſkerede Skibs og Godſets Verdi, medens de, der ſøgte at hindre ham, ſkulde ſvare Brevebruds Bod. Heller ikke maatte den kongelige Ombudsmand forunde Nogenſomhelſt Fritagelſe fra at rette ſig efter denne Anordning. Og for deſto bedre at befordre Throndhjems Opkomſt fik Fehirden der Fuldmagt til at uddele Tomter og Grundſtykker for dem, der vilde boſette ſig der, med ſamme Gyldighed, ſom om det var ſkeet af Kongen ſelv. Ved „gamle Kjøbſteder“, ſom her omtales, menes ej alene Throndhjem eller Nidaroos og Bergen, der udtrykkeligt nævnes, men og, ſom man af en ſenere Anordning om ſamme Sag[4] kan ſee, Borgund paa Søndmøre, Vedø i Raumsdal, og Vaagen paa Haalogaland, hvilket ſidſte Sted altſaa i de Tider virkelig regnedes for en Kjøbſtad. Forordningen, der er henvendt til alle dem, der bygge og bo mellem Stad og Umøſund i Nordland, er udſtedt den 3die Mai fra Folſkn paa Nordmøre[5]. Det er dog ikke ſandſynligt, at Raadsmødet holdtes paa denne Ø, men derimod i Nidaroos, ſom Kongen gjerne Dagen forud kan have forladt, ſaa at Ordene i Forordningen „vort Raad, ſom nu hos os var“, ligefuldt pasſe. Hvad der mere blev forhandlet ved dette Møde, vides ikke, uden det ſkulde være dette, ſom allerede forhen er omtalt, at begge Kongerne den 16de April ſtadfeſtede alle de Breve, ſom de tidligere forhen havde forundt Fehirden og Hirdſtjoren Otte Rømer, angaaende det ham af dem ſkjenkede Jordegods, ſaaledes at disſe Breve ſkulde ſtaa ved Magt, om Kongerne end maatte kalde andre af dem udſtedte Breve tilbage[6]. Efterat Kong Haakon ſiden var kommen til Bergen, tog han ſig ivrigt af de allerede forhen ſaa begunſtigede tydſke Skomagere i Staden, der nu klagede over at „andre Skomagere i Byen greb ind i deres Næring ved at ſidde inden Byen og gjøre Sko til Udſalg imod den Sedvane, ſom hidtil havde været i Riget“. Kongen gjorde nu ved Forordning af 8de Auguſt 1372 den Beſtemmelſe, at ingen Skomager maatte ſidde inden Byen og gjøre nye Sko (Skoflikkeri var altſaa tilladt) uden de Tydſke, ſom ſad ſammen i een Gaard i Bergen, alene med den Undtagelſe, at Biſkopen ſkulde kunne holde en Skomager i ſin Gaard, der ſyede for hans Folk, men ikke til Udſalg[7]. Dette er, ſaavidt vides, førſte Gang, at der er Tale om denne Skomagergaard eller Sutaregaarden i Bergen, der ſiden oftere nævnes. Der findes ogſaa fra disſe Tider et Brev fra Kong Haakon, udſted i Bergen, dog formodentlig kun ved Vicecantſleren, angaaende en Overeenskomſt mellem ham og Bønderne i Aarlandshered (Samnanger). Han fritog dem nemlig fra den Tyngſel, der hidtil havde paahvilet dem, at ſkulle ſkydſe Provſter, Sysſelmend, Kjøbmend og Andre, og tillod dem derhos frit at ſelge, hvad de havde, i By og Bygd, dog Kongens Forkjøbsret uforkrenket, imod at de hver Mortensmesſe og Kyndelsmesſe bragte et viſt Antal Kvæg, Faar og Høns til hans Gaard i Bergen[8]. Dette viſer, at enkelte Bygder paa den Maade kunde frikjøbe ſig fra Skydspligtigheden. Forøvrigt have begge Konger viſtnok ogſaa ladet udgaa mange af de ſedvanlige Varnadarbreve og Bekreftelſer af ſaadanne, ſkjønt man ej kjender flere end tvende fra denne Tid, et.af Magnus og et af Haakon. Magnus udgav under et Ophold paa Aas i Jalund et alvorligt Brev til Indbyggerne af Varne Skibrede og Vaaler om at opfylde ſine Forpligtelſer til Chorsbrødrene ved Mariekirken i Oslo. Disſe havde klaget for Kongen og hans Raad over, at flere af hans Indbyggere, baade mod Gud og mod Loven, viiſte ſig uvillige til at betale dem Vaar- eller Høſtledingen, der med Rette tilkom dem. Kongen, ſom ikke vilde, at Guds og Jomfru Marias Tjeneſte i Capellet herved ſkulde forfalde eller ſpildes, befalede nu alle og Enhver, baade haandgangne Mend og dem, der boede paa Hoſpitalets Jorder, at udrede denne Leding ordentligt, naar den paakrevedes, Høſt og Vaar, og forbød iſær udtrykkeligen Hoſpitalets Landboer at unddrage ſig denne Ydelſe. Straffen for den, der ej rettede ſig herefter, var 4 Mkr. i Brevebrud, og de, ſom nu ſad inde med Afgiften, ſkulde ſtrax ved Brevets Forkyndelſe for dem være ſelvſtevnte ind for Lagmanden i Oslo, for der at modtage Dom[9]. Kong Haakons Varnadarbrev, ſom han udſtedte under ſit føromtalte Ophold paa Frauner i Lider[10], gjaldt kun en vis Bjørn Thoresſøn, Saalekarl paa Nedſteſtuen, det vil ſige Opſynsmand over og Vert i en Saaleſtue af dette Navn, hvis Beliggenhed desverre ikke angives, men ſom vel maa være at ſøge paa en eller anden Fjeldvej der i Nærheden, ſom befaredes af Pilegrime til Nidaroos, ſiden det udtrykkeligt heder, at Kongen tog ham i ſit og St. Olafs Vern. Maaſkee var det paa Krokaſkogen. Det forbødes under Ransmands Straf baade Indenlandſke og Udenlandſke at tage noget hos ham uden for fuldt Pengeverd: et Forbud, ſom viſer, at den i Sverige ſaa gængſe og ſkadelige Voldgjeſtning heller ikke var ganſke ukjendt i Norge.

Fra Sommeren 1373 af, da Kongerne tog et længere Ophold i Bergen, ſynes det, ſom om Kong Magnus her førte Regjeringen paa Sønnens Vegne, naar denne ikke var tilſtede. Saaledes erfares der, at der i Juli 1373 holdtes et Raads- eller Høvdinge-Møde i Bergen, hvor blandt andre Erkebiſkopen, Hr. Agmund Finnsſøn, Hr. Narve Ingevaldsſøn, Otte Rømer, Jon Darre og flere andre Herrer vare nærværende, men hvorved alene Kong Magnus da var tilſtede, uden dog at have ſtørre Myndighed, end at den endelige Afgjørelſe af en Retsſag mellem to anſeede Hirdmend henſkødes til Kong Haakon og hans Raads Beſtemmelſe[11]. Om Haakons Nærværelſe i Bergen hører man intet, førend midt i September, da han udſtedte hiint Brev vedkommende Petersgaarden i Bergen. Det er i lig ſelv højſt rimeligt, at han havde flere Ting at udrette paa Øſtlandet, førend han kunde komme afſted for at tage et lengere Ophold i Bergen, og at han imidlertid har ſendt Faderen i Forvejen for at indtage Forſædet i Raadsmødet og afgjøre forefaldende Sager. Dog maa man antage, at ogſaa Kong Haakon indtraf, inden Mødet endnu var hævet, og hvis man ſkal ſlutte fra en Yttring i et ſenere Brev, der maaſkee hentyder hertil, var dette Møde uſedvanligt talrigt, idet ogſaa flere Biſkoper, Prelater og Riddere vare nærværende. Hvad vi nu vide om Forhandlingerne paa dette Møde, indſkrænker ſig kun til, at der atter blev raadſlaaet om de henſigtsmesſigſte Foranſtaltninger til at hindre Fjordekjøb og al anden ulovlig Handel til Kjøbſtædernes Skade, thi det ſiges i en ſildigere Forordning om dette Emne udtrykkeligt, at Forbud derimod udſtedtes af begge Konger efter Samraad med Erkebiſkopen og hine øvrige anſeede Mend, og dette Forbud haves netop i en Forordning, ſom begge Konger tilſammen udſtedte i den paafølgende Marts Maaned[12]. Men denne Sag, ſaa meget den end ſynes at have ligget Kongerne og Høvdingerne paa Hjertet, kan dog umuligt have været Hovedſagen, hvorfor ſaa mange Stormend fra alle Landets Kanter ſamledes. De egentlige Forhandlingsemner maa have været vigtigere Anliggender, hvis Afgjørelſe vare mere trængende, navnlig førſt og fremſt det fremtidige Forhold til Danmark (hvorom nedenfor), ſamt dernæſt det endnu ikke ordnede Forhold til Hanſeaterne og de Klagemaal, man fremdeles havde at føre over Tydſkernes Ferd i Norge, ſaavelſom ogſaa Midlerne til at udrede Kong Magnus’s Løſeſum, eller maaſkee endog til at føre en ny Krig, hvis den nærværende, allerede ufuldkomne Fredstilſtand, der mere var at kalde en Vaabenhvile, ſkulde ophøre.

De tydſke Kjøbmends Overmod og Voldſomhed kunde viſtnok foraarſage alvorlig Bekymring; thi de overtraadte uden Sky endog de Befalinger, deres egne Stæders Raadmend havde givet dem fra Hanſedagen til Forebyggelſe af nye Stridigheder. Ikke engang Kongernes Nærværelſe var iſtand til at holde dem i Sum„ og hvis det, ſom ſlet ikke er uſandſynligt, netop var en af Henſigterne med Kongernes lange Reſidens i Bergen at hindre deres Overgreb, ſaa ſer man nokſom heraf, at de allerede vare voxede dem over Hovedet. Uagtet de for Lovovertrædelſer ſkulde ſvare for norſk Ret og efter norſk Lov, vægrede de ſig dog altid derved, men afgjorde Sagerne ſig ſelv imellem ved ſelvvalgte Dommere, eller rettere Voldgiftsmend, og faſtſatte Forliig og Bøder, ikke efter Norges Lov, men med Tilſideſettelſe af denne efter ſin egen Vilje. Vi have allerede ſeet af Kjøbmendenes Skrivelſer, at de intet frygtede mere end Englændernes og de Flamſkes Medbejlerſkab paa Handelsmarkedet i Bergen. Da de nu ikke vare bange for, om det gjaldt, at anvende voldſomme Midler for at holde disſe Medbejlere borte, havde nogle Englændere, der ankom, medens Kong Magnus og Raadsherrerne vare ſamlede, for Sikkerheds Skyld ſkaffet ſig disſes Lejde. Desuagtet angreb Tydſkerne dem og drebte flere af dem; de lovbeſtemte Bøder blev hverken betalte til Kongen eller Arvingerne, men Drabsmendene med Magt førte fra Norge; da Kong Haakon ſiden kom til Bergen og fordrede Bod, tilbød Tydſkerne alene en Godtgjørelſe af 20 Tønder Øl, hvilket man med Rette fandt at være et fornærmeligt Tilbud for tre anſeede Mends Drab. Ogſaa andenſteds i Landet bare Tydſkerne ſig ad paa ſamme Maade. Oftere brød deres Sømend ind i de Huſe, de kom ſejlende forbi, og tvang Beboerne til at give dem, hvad de forlangte; de holdt ogſaa fremdeles paa med at hugge i Kongens og hans Underſaatters Skove og at bortføre hele Huſebygninger fra afſides beliggende Gaarde[13]. Man maa formode at Kong Haakon og Raadet har gjort alt, hvad der ſtod i deres Magt for at hemme dette Uvæſen, og Stæderne ſelv, der øjenſynligt havde haft nok af den ſidſte Krig, og oprigtigt ønſkede Fred og god Forſtaaelſe, ſynes ogſaa nogenledes at have rakt dem Haanden dertil, men forgjeves.

Af andre Sager, der behandledes ved dette Mode, var en Arveſag mellem Erlend Philipsſøn paa Losna, kongelig Fehirde i Bergen, og Ingemund Uthyrmesſøn. De gjorde nemlig begge Fordring paa Arv efter Gaute Haakonsſøn i Tolga i Ryfylke[14], Ingemund, der ſelv havde hjemme i Ryfylke, paa ſin Huſtru Holmfrid Anundsdatters, Erlend paa ſin Frende Thorgeir Thorſteinsſøns Vegne. Da Sagen drejede ſig mellem ſaa anſeede Mend, blev den ogſaa afgjort ved en Hirddom, og Kong Magnus, der da, ſom vi allerede have omtalt, førte Befalingen paa Sønnens Vegne, udnævnte Erkebiſkop Thrond og Haakon Jonsſøn til at paadømme den i Forening med fem andre Mend, ſom de ſelv kunde velge. De valgte Provſten ved Apoſtelkirken Hr. Thorſtein Hallgrimsſøn, Hr. Narve Ingevaldsſøn, Otte Romer, Viljam Eriksſøn, Lagmanden Gunnar Hjarandesſøn og Jon Reidarsſøn Darre. Dommerne traadte ſammen den 23de Juli i Chriſtkirkens Chorsbrødres Sommerhall og hørte begge Parters Beviisligheder. Erlend fremlagde en eldre Lagmandsdom, bekræftet af Kong Haakon, der tilkjendte ham Halvdelen af det Gods, hvormed Ingemund ſad inde, og paa Grund heraf erklærede nu ogſaa Dommerne, at Lagmandens Dom og Kongens Stadfeſtelſe ſkulde ſtaa ved Magt, indtil Kongen ſelv med ſit Raad nærmere underſøgte Sagen og fandt andet at være rettere efter Loven, eller udnævnte ſæregne Dommere til at behandle Sagen. Om denne Underſøgelſe og endelige Afgjørelſe fandt Sted, vides ikke med Vished, men der kan neppe være nogen Tvivl derom. Forøvrigt afgiver denne Dom atter et Exempel paa de uendelige Domme, hvilket det i hiin Tid var ſaa almindeligt at give, der nemlig gjorde Rets-Udſlaget afhængigt af nye Beviisligheder og ſaaledes forlængede iſtedetfor at tilendebringe den uvisſe Retstilſtand.

Det allerede ovenfor omtalte Forbud mod Fjordekjøb, ſom begge Konger ſidenefter, i Marts 1374, udgav i Forening fra Bergen, er merkelig deraf, at det ogſaa gaar ud paa overhoved at ſette en Skranke for den Lyſt til at fare om paa Handel, ſom fremdeles herſkede hos Folket, og ſom paa denne Tid maa have taget en betænkelig Overhaand, maaſkee paa Grund deraf, at Tydſkernes Handel endnu ikke var kommen ret i Gang igjen ſiden Krigen, og det ſaaledes bedre end ellers lønnede ſig for de indfødte Handelskarle at reiſe omkring. „Vi have“, heder det i de indledende Ord, „ideligen hørt Klagemaal af Rigets Raad og de fleſte af vore gode Mend ſaavelſom af hele Almuen over, at hele Landet legges øde, fordi de gode Mend, der ville holde ſine Bool oppe i Herederne og dyrke Ager og Eng, kunne ingen Tjeneſtefolk faa, da alle de tinge Mend, der opfødes, ville legge ſig paa Kjøbmandſkab, og derved forderves alt Riget og Landfolket“. Klagemaalet var viſtnok udtalt oftere før, men ikke ſaa ſterkt ſom nu, hvor maaſkee ogſaa Affolkningen ſiden Mandedøden og de følgende Sotter gjorde Savnet af arbeidsføre Mend føleligere. Tilſtanden har ganſke viſt været foruroligende, men Middelet, ſom anvendtes til at afhjelpe den, var ogſaa temmelig deſpotiſk: der beſtemtes, at Ingen maatte blive Kjøbmand, ſom ikke ejede mindſt 15 forngilde Mkr. (5 Mkr. brendt Sølv), ſom han ikke havde laant, til Capital; blev Nogen befunden at handle med mindre Capital ved Hjelp af Laan, da ſkulde hver eneſte Pening, han havde hos ſig, være forbrudt til Kongens Kasſe. Spørsmaalet er kun, hvorledes ſaadant ſkulde kunne beviſes uden hadefulde og nærgaaende Underſøgelſer. Forbudet mod Fjordekjøb gjentog Straffen af Brevebrud ſaavelſom Forbrydelſen af Varerne for hver den, der handlede andenſteds, end hvor der fra gammel Tid havde været Kjøbſtevne og Takmark. At Kong Magnus deeltog i Udſtedelſen af disſe Forbud, kom naturligviis deraf, at det ogſaa vedkom Indbyggerne i hans Landsdeel[15].

Det er hiint ſidſte Forbud mod Fjordekjøb, hvorom Erkebiſkopen, flere Biſkoper, Prælater og verdslige Herrer ſkulle have raadſlaaet. Og dette kan muligtviis gjerne ogſaa nære ſkeet kort forud for Udſtedelſen, idet nemlig flere af de forſamlede Herrer, iſær de, der havde længſt Vej, formodentlig blev hos Kongerne hele Vinteren 1373—74. En af dem var formodentlig Erkebiſkop Thrond, der ſiden begav ſig til Øſtlandet, hvor vi den 9de October 1374 finde ham i Tunsberg, udgivende et Indulgensbrev for St. Laurentii Kirke der i Staden[16]. Omtrent paa ſamme Tid, ſom Erkebiſkopen drog øſtover, maaſkee endog i Følge med ham, var det vel, at Kong Haakon begav ſig til Ryfylke, hvor vi, ſom det allerede er nævnt, finde ham i Karmtſund den 21de Juli 1374. Formodentlig havde han da enten været paa Kongsgaarden Agvaldsnes og i Stavanger, eller ſkulde begive ſig derhen; man veed ikke mere om, hvad han forøvrigt tog ſig for i hele dette Aar. Man erfarer ellers af islandſke Annaler, at der ved denne Tid ſkete et Hirdſtjore-Skifte paa Island. Hirdmanden Thorgaut Jonsſøn, der ſiden 1371 havde været Hirdſtjore paa Øen, og om hvem der fortælles, at han lod en Manddraber, der havde ſøgt Tilflugt i Thingeyre Kloſterkirke, tage ud af denne og levende begrave, efterat han var bleven overbeviiſt om at have begaaet Mordet paa en ſkammelig Maade, blev maaſkee paa Grund heraf eller og maaſkee alene fordi Kong Magnus nu atter indtraadte i ſin Ret til at beherſke Island, tilbagekaldt enten i 1373 eller 1374, og i hans Sted udnævntes en Andres Sveinsſøn, ſaavidt man kan ſee islandſk af Herkomſt, der kom ud til Øen ſtrax efter og forblev i længere Tid i Embedet[17]. Maaſkee havde disſe Foranſtaltninger med Henſyn til Island fundet Sted paa ſamme Tid, ſom Kong Haakon, hvad vi allerede havde ſeet, ſendte Sigurd Kolbeinsſøn ſom ſin Ombudsmand til Grønland. Da det ſaa ſjelden omtales, at nogen kongelig Ombudsmand ſendtes derhen, kunde man maaſkee heri, at Kong Haakon ſendte Sigurd i denne Egenſkab, ſee et Tegn paa, at han ſøgte at tage ſig af den fjerne, og nu viſtnok mere og mere haardt betrængte Colonie. Vel er det muligt, at Sigurd fornemmelig var afſendt for at gjøre Indkjøb af de ſjeldne og koſtbare grønlandſke Varer paa Kongens Vegne, men han har dog vel neppe faaet noget ſaadant Hverv uden tillige at have faaet Beſkikkelſe til at indkræve den kongelige Skat, og ſaaledes at være beklædt med en Sysſelmands eller kongelig Ombudsmands ſedvanlige Myndighed, iſær da han var kongelig Hirdmand. At han der benyttede Leiligheden til at kjøbe Arven efter den bergenſke Bymand Baard Dees, der ſynes at være død paa Grønland, betragtedes af Kongen ſom en ulovlig Ferd fra hans Side, efter hvad vi allerede have ſeet.

Om Kong Haakon fra Ryfylke drog videre øſtover, eller vendte tilbage til Bergen, for ſiden at drage til Øſtlandet, vides ikke; det førſte er det ſandſynligſte, og det lader endog til, at han ſeenhøſtes beſøgte ſin Svigerfader i Danmark. Viſt er det kun, at han d. 11te Januar 1375 var paa Tunsbergshuus[18]. Men imidlertid var hans Fader Kong Magnus død ved et Ulykkestilfelde paa Søen d. 1ſte December i Nærheden af Lyngholmen ſtrax nordenfor Sletten, ved Indløbet til Bømlfjorden og Bergens-Leeden. De nærmere Omſtændigheder derved angives noget forſkjelligt. Et ſvenſk Chronicon beretter, at hans Skib kom i Fare mellem Skærene ved Lyngholmen, og at han for at redde ſig ſprang ſaa uforſigtigt overbord, at han, uagtet hans Tjenere fik trukket ham op og bragt ham levende i Land, dog opgav Aanden under Krampetrekninger[19]. De islandſke Annaler derimod fortælle, uden nærmere at betegne Stedet, at han og alle hans Mend, 25 i Tallet, druknede, og at hans Liig var det eneſte af dem alle, ſom drev i Land: heri troede man maaſkee at ſee et Beviis paa, hvad der umiddelbart derefter tilføjes, „at han efter Sigende var hellig“[20]. Den førſte Beretning er unegteligt den ſandſynligſte. Anledningen til, at Kong Magnus juſt paa den Tid ſejlede over det ſtormende Hav ved Sletten, kan enten tænkes at være den, at han havde fulgt med ſin Søn til Ryfylke og nu, enten i Følge med ham, eller alene vendte tilbage til Bergen for der at tilbringe Julen, — i ſidſte Tilfelde har da Haakon ſtrax ſkyndt ſig øſtover for ſiden at komme til Danmark — eller at han kom ſejlende fra Bergen enten alene eller i Følge med Haakon for at naa frem til Øſtlandet — Tunsberg eller Oslo — inden Juul, og at Haakon allerede enten var dragen forud derhen eller nu fortſatte Reiſen. Enhver af disſe Forklaringsmaader kan have noget for ſig, men det ſandſynligſte er dog, at Haakon allerede ved Høſtens Begyndelſe var reiſt øſter, og at han endog ſiden havde været i Danmark. Man kunde lettelig komme paa den Tro, at Kong Haakon endnu den 11te Januar paa Tunsbergshuus ikke vidſte noget om Faderens Død, ſiden et Brev, udſtedt i Tunsberg den 18de April 1375 af Sysſelmanden ſammeſteds, Ketil Vigleiksſøn, ſynes at viſe, at denne end ikke da vidſte noget om Magnus’s Død, ſaaſom han regner Aaret efter Magnus’s Regjerings-Tiltrædelſe og kalder det hans 56de[21]. Men det ſynes jo rigtignok utroligt, at Kong Haakon ikke allerede den 11te Januar, over en Maaned efter hans Død, ſkulde være bleven underrettet derom, eller at en ſaa høitſtaaende Mand, ſom Sysſelmanden paa det Sted, hvor Kong Haakon opholdt ſig i Januar, ſkulde være uvidende derom den 18de April, iſær da man af et Brev, udſtedt i Stockholm den 13de April[22], ſeer, at man allerede da vidſte Beſked om Dødsfaldet der, ſaa langt borte fra Stedet, hvor Magnus omkom. Man maa ſaaledes formode, at hiint Brev er urigtigt dateret, og at der ſtaar det 56de iſtedetfor det 55de Aar, ſaa at Brevet egentlig er af 1374.

Saadant bedrøveligt Endeligt fik Kong Magnus, efter en lang og urolig Regjering, i ſit 59de Aar. De, der ved hans Tiltrædelſe til Regjeringen ſom fuldmyndig Konge betragtede Forholdene, ſaaledes ſom de alene viiſte ſig paa Overfladen, maatte priſe ham lykkelig ſom en af de mægtigſte blandt Europas Fyrſter paa den Tid. To Kongeriger lød jo under hans Sceptere, og dermed havde han forenet en ſtor Deel af det tredie; hans Herredømme ſtrakte ſig lige fra Ladoga til Veſterhavet, over Øer og Lande i dette lige til det yderſte Nordveſten, og lige fra Nordiishavet til Halvøens yderſte Spidſe ved Øſterſøen. For dem maatte det ſynes utænkeligt, at han ved ſin Død kun ſkulde have nogle faa Landſkaber tilbage af den hele Herlighed, og ſelv disſe egentlig kun i Fellesſkab med ſin Søn. Men for Enhver, der paa nær Hold iagttog alle Forhold og lærte dem nøjere at kjende, kunde den ulykkelige Vending, ſom hans politiſke Livsbane tog, ikke være overraſkende. Det maatte forlængſt have været dem indlyſende, at allerede Stormands-Veldet og Stormands-Selvraadigheden i Sverige alene var mere end nok til endog at kunne drive en kraftigere og forſtandigere Mand end Magnus til Fortvivlelſe, endſige at han ved Siden deraf ogſaa ſkulde kunne overtage at vedligeholde og befeſte en Union, der allerede i ſin Stiftelſe bar Spiren til ſin Opløsning i ſig. Kong Magnus arbeidede ſaa godt han kunde og med den bedſte Vilje mod Strømmen i begge Retninger, men Strømmen var ham for ſterk, og han maatte bukke under for den. Vi have ſeet ham modigt og ufortrødent gjøre idelige Forſøg paa at hevde Kronens og Folkets Ret lige over for de anmasſende Stormend. Vi have ſeet ham roosverdigt beſkjeftiget med at forbedre Lovgivningen, ideligen arbeidende paa at løsrive ſine Underſaatter fra et ydmygende Handelsaag, benyttende Leiligheden til at vinde en fordeelagtig Tilvext for det ene af ſine Riger, medens han derved ogſaa ſikkrede det en tryggere Grændſe, forſvarende ſine Riger mod raa Barbarers Angreb i Øſten, uophørligt reiſende fra det ene af Rigerne til det andet for ikke at forſømme noget af dem, og fornemmelig velgende ſin Reſidens paa Grændſen, hvorfra han paa een Gang kunde holde Øje med dem begge, og hvorved tillige Bevidſtheden om Unionens Tilværelſe maatte blive mere levende hos Indbyggerne i dem begge: kort, vi have ſeet ham udfolde en Virkſomhed, der legger for Dagen, at han baade klarligen var ſig ſine Pligter bevidſt, og havde den redeligſte Vilje til at opfylde dem. Under gunſtigere Forholde vilde han maaſkee endog have glimret ſom en udmerket Regent. Men her vare Forholdene ej alene det modſatte af gunſtige, men endog ſaa fortvivlede, at ſelv en langt mere begavet Fyrſte end han neppe vilde have kunnet overvinde dem, end mindre at Magnus, med ſine aabenbart kun tarvelige Evner, ſkulde kunne rede ſig ud af dem med Held, iſær da det tillige var ham beſkikket at have tvende ſaa overlegne liſtige og henſynsløſe Medbejlere at kappes med ſom Albrecht af Mecklenburg og Valdemar af Danmark. Endog en Mand med Kong Sverres Talent og Udholdenhed vilde her have haft Vanſkelighed ved at holde Stand. En og Anden vil maaſkee indvende, at Margrete Valdemarsdatter, ſkjønt kun en Kvinde, ſenere formaaede at jevne Vanſkelighederne og gjøre ſig de ſtridige Gemytter underdanige. Det kan heller ikke negtes, at hun i Handlekraft og Statsklogſkab viſtnok ſtod langt over Magnus. Men man maa erindre, at hun ei traadte frem og greb ind, førend en Reaction var indtraadt, og da de ſamme ſvenſke Stormend, der engang havde været ſaa ivrige i at faa Magnus forjaget, nu vare ligeſaa ivrige i at gjøre ſit Verk om igjen, og at de ſandſynligviis, om Magnus da havde levet, paa ſamme Maade vilde have henvendt ſig til ham. Det er forøvrigt en Kjendsgjerning, ſom man altid maa have for Øje, naar man bedømmer Magnus’s Charakter og Virkſomhed, at det Antal af hans Underſaatter, der holdt af ham, langt overvejede det, ſom var ham fjendtligt, og at dette fjendtlige Parti derhos var det ſletteſte og meſt upatriotiſke, men at han har haft det ſæregne Uheld, at hans Liv og Levnet egentlig kun har været ſkildret for Efterverdenen i det hadefulde Lys, hvori dette Mindretal, der blev det ſejrende, fandt for godt at fremſtille det, medens de Yttringer til hans Roos, ſom hørtes fra Fleerheden, og man kan ſige fra Kjernen af begge Nationer, ere blevne forglemte eller lidet paaagtede. Thi Magnus’s Liv og Regjering er, ſom vi allerede forhen have nævnt, fornemmeligen bleven fremſtillet og bedømt efter de Skildringer, der forefindes deels i den rimede ſvenſke Krønike, ſom forfattedes et Par Generationer efter hans Tid, og ſom kun gjengiver det ham fjendtlige Stormandspartis hadſke Domme, deels i den noget ſenere levende uppſalſke Geiſtlige Erik Olafsſøns (Erici Olai) ſvenſke Krønike, der for det meſte er bygget paa Riimkrøniken, men desforuden har benyttet og tildeels misforſtaaet de Udladelſer om Kongens og Dronning Blanches foregivne Fejl, der findes i St. Birgittas „Aabenbarelſer“, hvilke igjen, hvad dette angaar, kun grunde ſig paa de Skildringer, ſom hendes egne Frænder og Venner, der næſten ſamtlige hørte til Kongens Fjender, ſendte hende under hendes langvarige Ophold i Rom. De eldre, ſvenſke Krøniker, der dog heller ikke ere ſamtidige, meddele i ſine korte Notitſer kun meget lidet og afholde ſig fra at give nogen beſtemt Dom om Kongens Charakter eller Dygtighed. Men vi have ſeet, at Almuen i Uppland, efterat have ſmagt Mecklenburgernes og Stormendenes Herrevælde i nogle Aar, ønſkede Magnus igjen paa Tronen og kaldte ham ſin „ærlige og gode Herre“; vi ville ſee, hvorledes der ſtrax i Begyndelſen af det følgende Aarhundrede klagedes over ſamme Herrevelde ſom „Tyranners forvorpne Regimente“[23], og endelig er det en merkelig Omſtændighed, at der fra Norge ikke findes et eneſte dadlende Ord udtalt om ham, medens vi tvertimod have ſeet, at de islandſke Annaler, der viſtnok iſær udtrykke Folkemeningen i Norge, ſaamegetmere ſom Øen ſelv ikke kunde roſe ſig af ſynderlig Lykke under hans Regjering, yttre, at han efter ſin Død anſaaes for hellig, og en anden islandſk Optegnelſe, nedſkreven ikke mere end 13 Aar efter hans Død, kalder ham „den gode“[24]. At hine partiſke og ufordeelagtige Fremſtillinger blev de, der iſær lagdes til Grund for nyere hiſtoriſke Forfatteres Arbeider, var for ſaa vidt naturligt, ſom de var de eneſte, der indeholdt noget rigere hiſtoriſk Stof og meddeelte en ſammenhængende Fortælling, medens derimod de nysnævnte mere umiddelbare Udtryk af hans Samtids og de fleſte af hans Underſaatters Dom om ham tildeels vare ubekjendte. Man kan altſaa i Korthed ſige, at de uſkaanſomme og ufordeelagtige Domme om Kong Magnus mere tilhøre en ſildigere Tidsalder, og blandt hans Samtid kun en enkelt forholdsviis lidet talrig, men mægtig Klasſe, der følte ſine Fordringer og uberettigede Tiltag truede ved hans Foranſtaltninger; og at derimod den ſkaanſomme eller endog fordeelagtige Bedømmelſe af hans Ferd tilhører hans Samtid og udtrykker den Mening om ham, der herſkede i hele Norge og hos den ſtørſte Fleerhed af hans ſvenſke Underſaatter. Gjelder altſaa her, ſom ellers, det Udſagn, at Samtidens Bedømmelſe af en Mand i det Hele taget er rigtig, da har Samtidens Stemme„ der overvejende erklærer ſig til Bedſte for Kong Magnus, derved ogſaa givet ham et Vidnesbyrd, ſom udviſker de fleſte af de Pletter, hvilke en ubillig og partiſk Efterſlegt har ſat paa hans Minde.

Det er allerede forhen nævnt, at ſaavel Kong Magnus, ſom Dronning Blanche havde beſtemt at ville begraves ved Vadſtena Kloſter, og til det Øjemed ſkjenket en overvettes ſtor Pengeſum[25]. Denne Beſtemmelſe blev neppe efterfulgt. Da Dronning Blanche døde, var Vadſtena Kloſter langtfra ſaaledes iſtand, at det kunde modtage Liig til Begravelſe, og vi have ogſaa ſeet, at hun efter en næſten ſamtidig Beretning ſkulde være begraven i Danmark; dette er nu viſtnok neppe rigtigt, da hun ſnarere blev begraven i Tunsberg, men man ſeer dog ſaa meget deraf, at hun ikke antages at være begraven i Vadſtena. Heller ikke ved Magnus’s Død var Vadſtena Kloſter kommet ret iſtand. At Magnus’s Liig under den nærværende Krigs- eller uſikkre Freds-Tilſtand ſkulde være ført derhen i hans og hans Søns Fjenders Omraade, er lidet troligt, og der er ogſaa en — viſtnok ikke af eldre Vidnesbyrd ſtøttet — Beretning om, at det blev ført enten til Gudheems eller Varnheems Kloſter i Veſtergøtland[26]. Det ſandſynligſte ſynes ellers at være, at det blev ført til Bergen, ſiden Kongens Død indtraf ſaa nær denne Stad. Men noget Sagn om, at han ſkulde have været begravet der, findes dog ikke. Det er ikke umuligt, at Kong Magnus, da Sverige var falden fra og havde taget ſig en ny Konge, forandrede den Beſtemmelſe i ſit Teſtamente, hvori det forordnedes, at han ſkulde begraves i Vadſtena, og valgte ſig et nyt Begravelſesſted, men at dette Tillæg til hans Teſtamente kan være tabt. Vi finde idetmindſte, at han ſkjenkede Gaarden Henden paa Raumarike til Chorsbrødrenes Commune ved Domkirken i Oslo[27]. Hans tidligere, i ſin Barndom afdøde, Børn — der ſkal have været tre døde — var blevne begravne ved —Aas Kloſter i Halland.

Kong Magnus maa have efterladt en betydelig Gjeld. For det førſte var endnu ikke det ſtore Laan af de pavelige Penge tilbagebetalte. Derhos maa der endnu have være meget ubetalt af hans Løſeſum. Og endelig erfarer man, at han ſkyldte de fleſte Kirker i Elveſysſel tre Aargange Tiende af Krongodſet, formodentlig for den Tid, da han havde ſtadigere Reſidens paa Baagahuus Slot. Det er muligt, at han kan have ſkyldt ligeſaameget til andre Kirker, men ſom da rigtignok ikke kan have ligget i Oslos Biſkopsdømme, efterſom ingen ſaadanne tilbageſtaaende Fordringer opføres for disſe. Dog ſeer det ikke ud til, at Sønnen har plaget ſig med at faa disſe Gjeldspoſter betalte, thi de forekomme endnu ſaa ſildigt ſom 1393 opført blandt de næſten opgivne Gjeldsfordringer[28], og vi ville ſee, at ogſaa han ſtod i en lignende Gjeld til de ſelvſamme Kirker. Der maa ellers ved disſe Tiende-Aargange have været en egen Sammenhæng, ſom nu ikke lader ſig godt oplyſe, ſiden Hr. Orm Eyſteinsſøns Bo, ſom vi have ſeet, var disſe ſamme Kirker, eller de fleſte af dem, tre Aargange ſkyldige. Thi vel kan dette, og maa det for en Deel have været Tilfeldet paa Grund af, at han havde Privat-Ejendomme inden Syſlen, men det ſynes ogſaa at have maattet ſtaa i Forbindelſe med den Myndighed, han fra 1355 af ſom Kong Magnus’s Drottſete udøvede, om han maaſkee kan have været forlenet med Baagahuus Slot og Syſlen, og at dette maaſkee kan have paadraget ham Forpligtelſer, ſom ellers paahvilede Kongerne ſelv.

Der findes i enkelte Haandſkrifter af de gamle novgorodſke Annaler under Navn af „Kong Magnus’s Teſtament“ eller „Haandſkrivelſe“ en Advarſel til de Svenſke om at opføre ſig vel og fornemmelig holde Fred med Rusſerne, affattet i Kong Magnus’s eget Navn, og, hvad der er det forunderligſte, efter hiint Uheld paa Søen 1374, der blev hans Død, men fra hvilket han, ſom det her foregives, ſkal være bleven frelſt og omſider være kommen til et rusſiſkt Kloſter, hvori han ſom angergiven Synder lod ſig optage, og hvorfra han da ſenere paa ſin Sotteſeng ſkulde have ladet Skrivelſen udgaa til ſine ſvenſke Underſaatter, i hvilken han til yderligere Advarſel ſkildrer ſine egne Misgreb med de mørkeſte Farver. Skrivelſen begynder ſaaledes[29]: „Jeg, den ſyndige Magnus Sveakonge, ſom i den hellige Daab har faaet Navnet Gregorius, men ſom ſnart vandrer heden til et andet Liv, byder herved mine Brødre, mine Børn og hele Sven Land at leve i Fred og Kjærlighed, afholde ſig fra Svig og Uſandhed, Overdaadighed, Drukkenſkab og falſkt Spil, ikke at forurette Nogen eller bruge Vold mod Nogen, ikke overtrede Korskysningen, og ikke gaa over til Rusſernes Land, førend Fred bliver ſluttet og Korſet kysſet, da vi deraf ikke have nogen legemlig Fordeel, men Sjælen fortabes“. Derpaa gjennemgaaes i Korthed de Svenſkes tidligere Krigsforetagender mod Rusland for at viſe, at de kun havde Skade deraf. Byrge Jarl, ſiges der, trængte frem til Neva med en Krigshær, men blev ſlagen paa Flugten af Fyrſt Alexander Jaroſlavitſch; ſiden gjorde Marſkalken (Marſken Thorgils Knutsſøn) et Tog til Neva og anlagde en Stad ved Ochta, hvor han efterlod en ſterk Beſetning[30]; derefter var der Ufred med Rusſerne i 40 Aar, indtil der ſluttedes Fred med Storfyrſt Jurje Danilovitſch paa 40 Aar, med beſeglede Breve; men uden at agte dette drog Magnus 30 Aar derefter med hele Sveriges Magt mod Rusſerne for at tage dem til Fange, fordi de ikke vilde gaa over til hans Lære, lod ogſaa mange af dem døbe, indtog Orechov og efterlod en Beſetning der, men ſaaſnart han var dragen hjem over Havet, erobrede Novgoroderne Staden tilbage og dræbte Beſetningen. Desuagtet, heder det videre, kom han Aaret efter tilbage med en Krigshær for at angribe Orechov, vendte ſig, da den var forſvaret af en rusſiſk Hær, til Koporje, og flygtede ſiden derfra over Havet, men miſtede en Deel af ſin Hær ved en ſterk Storm i Mundingen af Narva; ſiden den Tid havde Guds Vrede hjemſøgt Sverige med Hungersnød, Peſt og indbyrdes Fejde. „Og mig arme Synder“, heder det derpaa, „har Gud for mine mange Synders Skyld berøvet Forſtanden, og jeg har ſiddet fangen i mit Slot et Aar, faſtſmeddet til Veggen ved en Jærnkjede. Siden kom min Søn Haakon[31] fra Norge til mig og tog mig ud af Slottet, og da han betragtede mig og ſaa, hvorledes jeg var bleven mørk af Farve og udtæret, mine Øjne indfaldne, mine Hænder og Fødder afmagrede, Huden og Aarerne faſttørrede til Benene, og at jeg næſten ikke kunde faa Stemmen frem, ſaa at min Røſt lignede en ſvag Bieſurren, og alle, ſom ſaa mig, feldte Taarer: da faldt han af Bedrøvelſe til Jorden, ſørgede og græd over mig. Han førte mig derpaa til ſit Land Norge, og jeg gik atter ombord paa et Fartøj. Men paany opſtod der en heftig Storm, ſaaat man ej kunde ſee vore Skibe og Sejl blandt Bølgerne, og ſaa druknede alle mine Folk, men jeg ſelv blev frelſt efterat have ſvømmet om paa Kjølen i tre Dage og tre Nætter; og Gud førte mig med Vinden til Floden Polnaja tætved den hellige Frelſers Kloſter[32], og de derværende Munke løftede mig op og bare mig ind i Kloſtret, hvor jeg tog Munkedragten og af dem blev indviet til Munkeliv og Kloſterdragt. Alt dette haver Gud ladet mig times for min Hovmodighed og mine Indbildninger om mig ſelv, og min Svigagtighed, thi der findes ingen i Verden ſaa hovmodig, ondſkabsfuld og fyndig, ſom jeg, og derfor har Ulykken rammet mig. Jeg har i Mangt og Meget overtraadt Korskysningen, og øvet Vold mod det rusſiſke Rige, men Gud har ydmyget mig og ladet mig døje uſigeligt ondt. Og nu befaler jeg Eder, mine Brødre og Børn og hele Sveriges Rige, at I ej ſkulle elſke Svig og Uſandhed og denne Verdens forgængelige Tant, thi alt forſvinder ſom en Røg og en Drøm og farer forbi ſom en Skygge. Øver ikke Vold mod Rusſernes Land, overfalder det ikke, og overtreder ikke Korskysningen, paa det at I ej ſkulle gaa til Grunde. Men den, ſom overfalder Rusland og overtreder Korskysningen, han har imod ſig Gud, Ild og Vand, hvormed han har ſtraffet mig for min Ugudelighed, min Bedragerſkhed og Uſandferdighed, min Indbildſkhed og Hovmod, og min Voldſomhed, Ubarmhjertighed og alt det andet onde, jeg har begaaet. Alt dette har Gud ved ſit guddommelige Forſyn gjort til min Sjæls Frelſe“. At dette Brev ſtrax efter Kong Magnus’s Død er ſammenſat af en eller anden rusſiſk Geiſtlig, der i det Hele taget — enkelte Undtagelſer fraregnede — har været ret vel bekjendt med de Begivenheder, han berører, er øjenſynligt, ſaavelſom at hans Henſigt maa have været den, derved at afſkrekke de Svenſke, idetmindſte Grændſeboerne, fra at øve Fjendtlighod mod Rusſerne, iſær efterat der, ſom man maa antage, netop i Aaret 1374 var indgaaet en ny Fred eller længere Stilſtand mellem Rusland og Sverige. Men at Forfatteren ſelv for Alvor ſkulde have troet, at Kong Magnus endte ſine Dage i et rusſiſk Kloſter, er utenkeligt; han maatte dog vide bedre Beſkeed: han maatte idetmindſte vide, at om Magnus end havde overſtaaet Faren ved Lyngholmen, ſaa var han dog i alle Fald ikke kommet til noget rusſiſk Kloſter. Naar han alligevel foregiver dette, kan man neppe forklare det anderledes, end at han har troet at kunne benytte ſig af den Omſtændighed, at Magnus omkom i Norge, ſaa langt fra de yderſte Grændſer mod Rusland, til at indbilde de ſvenſke Grændſeboer noget ſaadant. Dog er det ikke umuligt, at der paa disſe Kanter virkelig herſkede nogen Uvished om, hvorvidt Kong Magnus var omkommen ved hiint Ulykkestilfelde eller ej. J de Tider kunde det nok vare længe, inden man erfarede den ſikkre Sandhed om en Tildragelſe, der havde fundet Sted i ſaa fjerne Egne, iſær da der nu endog var et ſpendt Forhold mellem Norge og Sverige, og Rygter eller Beretninger om Begivenheder i det veſtlige Norge derfor vel og maatte have ſtørre Vanſkelighed ved at arbeide ſig frem til Sverige og gjennem dette, indtil de naaede de yderſte Grændſeſtrøg i Øſten. Naar Forfatteren lader det være 40 Aar mellem Thorgils Knutsſøns rusſiſke Krig (1293—1300) indtil Freden i Orechovetz 1323, ſamt 30 Aar mellem denne og Kong Magnus’s Tog til Rusland i 1348, da tør det vel hende, at disſe Unøjagtigheder alene ere at ſkrive paa ſenere ſkjødesløſe Afſkriveres Regning, ſkjønt man ogſaa meget godt kan tænke ſig, at Forfatteren, uagtet vel bekjendt med Begivenhederne overhoved, ikke ſaa nøje erindrede Aarene. Skildringen af Sveriges ulykkelige Tilſtand under Magnus’s Regjering, hvorvel noget overdreven, ſtemmer nok ſaa godt med, hvad vi andenſtedsfra vide om Forholdene der. Beſkrivelſen over Kongens haarde Fangenſkab og elendige Udſeende, da han omſider blev befriet deraf, tør maaſkee paa det nærmeſte medføre Sandhed. Den viſer os her udtrykkeligt Haakon ganſke ſom den kjærlige Søn, vi ellers alene kunne ſlutte os til, at han maa have været. Hvad der fortælles om Ulykkestilfeldet paa Søen, ſom Magnus ifølge denne Beretning ſkulde have overſtaaet, ſtemmer beſynderligt nøje med den islandſke Fortælling, og det er maaſkee endog muligt, naar det kommer til Stykket, at dennes Tillæg om, at Magnus var hellig, kunde ſtaa i nogen Sammenhæng med den Tro, at han ſkulde være bleven optagen i et Kloſter og der have endt ſine Dage. Herom faar man vel tenke, hvad man vil: vi have ikke villet undlade at meddele et Uddrag af dette beſynderlige Product, fordi det dog altid indeholder Oplysninger, der, hvor daarlige de end i ſig ſelv ere, ved en ſaadan Mangel af udførlige hiſtoriſke Beretninger, ſom den, der herſker med Henſyn til Kong Magnus’s Hiſtorie, dog ikke ere at foragte.

  1. Vi hidſette fremdeles her for Overſigtens Skyld de Steder i chronologiſk Orden, hvor man af de os levnede paalidelige Data med Vished erfarer, at Kongerne opholdt ſig fra Fredsſlutningen i Stockholm indtil Kong Magnus’s Død: den 27de Septbr. 1371, begge Konger i Ljodhuus; den 21de Novbr 1371, Kong Magnus i Gimsø; d. 25de Febr. 1372, Kong Magnus i Oslo; den 27de, Kong Haakon ſammeſteds. Den 16de April 1372, begge Konger i Nidaroos; den 3die Mai, Kong Haakon paa Folſkn, Nordmøre. Den 8de Aug. 1372, Kong Haakon i Bergen. Den 8de-30te Septbr. 1372, begge Kongerne i Tunsberg. Den 18de Marts 1373, Kong Haakon paa Frauner i Lider. Den 28de Mai 1373, begge Konger i Tunsberg. Den 26—28de Juli, Kong Magnus i Bergen. Den 15de Septbr. 1373, Kong Haakon i Bergen. Den 10de Marts 1374, begge Kongerne i Bergen. Den 20de Juli 1374, Kong Haakon i Karmtſund.
  2. Norges gl. L. III. S. 193.
  3. Dipl. Norv. III.
  4. Nemlig en Forordning, udſtedt i Kong Olafs Navn den 19de Auguſt 1384, N. gl. Love III. S. 222.
  5. N. gl. L. III. S. 190. Man har denne Forordning kun i en ſildig og ſlet Afſkrift; Udſtedelſes-Stedet er der ſkrevet „Faſte paa Nordmøre“, hvilket ikke kan være andet end en Fordrejelſe af „Folſkn“, nu udtalt Foſen, den Ø ved Indløbet til Throndhjemsfjorden, efter hvilken Fogderiet nu har ſit Navn, og hvor der i eldre Tider var en Kongsgaard. Ligeledes ſtaar der ganſke viſt urigtigt „Viniarſund“ iſtedetfor „Umeygjarſund“.
  6. Dipl. N. II. 422.
  7. N. gl. Love III. S. 191.
  8. N. gl. Love III. S. 192. Forordningen er dateret 23de Decbr. 1372, men i den ſlette Afſkrift, der haves deraf, nævnes der intet om Kongens perſonlige Nærværelſe. Det er altſaa muligt, at han da ej var tilſtede, hvilket ogſaa er det rimeligſte, og at Forordningen er udſtedt af Hr. Henrik Henriksſøn, der da ogſaa (ſee o. S. 3) ſandſynligviis var i Bergen.
  9. Dipl. Norv. II. 430. Brevet er udateret og angiver kun Aaret, Kong Magnus’s 54de: det kan altſaa være neſten hvilkenſomhelſt Dag i Tiden fra 26de Aug. 1372 til 25de Aug. 1373. Formodentlig tilhører den Tiden mellem 3die Septbr. 1372, da Modet med Hanſeaternes Geſandter ophørte, og Juni eller Juli 1373, da Kong Magnus reiſte til Bergen.
  10. Dipl. N. IV. 502.
  11. Herom mere nedenfor, hvor den i Dipl. N. III.}} 384 omhandlede Retsſag meddeles.
  12. N. gl. Love III. 184. Denne Forordning er her dateret fra Bergen Fredag for Gregorii Dag i Kong Haakons 9de Aar, hvilket ſaaledes ſkulde være 8de Marts 1364. Men da Kong Magnus og Haakon i hele Begyndelſen af 1364 vare i Sverige, iagttagende K. Albrechts og Oprørernes Bevægelſer, er det umuligt, at Forordningen kan være udſtedt i dette Aar; endmindre i de følgende mat 1365—1371, da Kong Magnus var fangen; den kan ej være udſtedt i 1372, da Kongerne endnu ſidſt i Februar vare i Oslo, og.i April i Nidaroos, ſamt førſt derfra kom til Bergen: 1373 kan det heller ikke være, da K. Haakon den 18de Marts var i Lider; altſaa maa det være 1374, og Afſkriveren (den eneſte Afſkrift, vi have, er meget ny og ſlet) maa have ſkrevet 9de (IX) for 19de (XIX): en ikke uſedvanlig Fejltagelſe. Det er i en Forordning af 19de Aug. 1384, at der udtrykkeligt ſiges,at Kongerne Magnus og Haakon „med Erkebiſkopens, andre Biſkopers, lærde Mends, Ridderes og andre deres Mends Raad“ havde aflagt og forbudet Fjordekjøb. (Norges gl. Love III. S. 223).
  13. Suhm, XIII. S. 738, 738. Alt dette nævnes i Kong Haakons til Hanſedagen i Juni 1375 indgivne Klageſkrift; her ſiges det udtrykkeligt, at det usle Tilbud, Tydſkerne havde gjort, var bleven fremſat, „da Kongen nys var i Bergen“.
  14. Om ham ſee forrige Bind, S. 402.
  15. I en af de faa daarlige Afſkrifter, man har af denne Forordning, er den ſærſkilt henvendt til Indbyggerne i Bergen. Dette kan alene være kommet deraf, at Afſkriveren har haft et ſærſkilt til Bergen henvendt Exemplar for ſig; thi det er tydeligt nok, at Forordningen er af almindeligt Indhold. Formodentlig har der af denne, ſom ſaamange, været udſtedt flere Exemplarer, ſærſkilt henvendte til de forſkjellige Landſkaber eller Stæder; i en Afſkrift er ogſaa Ordene „i Bergen“ udeladte.
  16. Dipl. Norv. I. 429.
  17. Islandſke Annaler Udgaven S. 324. Her er ellers et af disſe Steder, hvor man ſkulde tro, at Udgiverne med Flid havde ſøgt at gjøre det umuligt for Læſerne at udfinde det rette Aar. Saaledes omtales Anders Sveinsſøns Ankomſt til Island 2 Gange, baade under 1373 og 1371, og paa det førſte Sted henføres den ogſaa til 1372, paa det ſidſte til 1373 og 1374, medens Thorgaut Jonsſøns Afreiſe fra Island førſt omtales under 1373, og det dog ſiden under 1374 meddeles, hvorledes han lod hiin Misdæder henrette. Men formodentlig henhører dette ſidſte til 1371 eller 1372, da Erkebiſkop Thronds Udnævnelſe til Erkebiſkop, ſom fandt Sted ſidſt i 1371, omtales for ſamme Aar, efterat det allerede for 1375 er meddeelt, at Biſkop Oddgeir i Skaalholt kom til Island med Erkebiſkopens Brev om Palliehjelpen. Thorgauts Død omtales ſiden under 1375. Forholder det ſig rigtigt, da maa han være forſkjellig fra den Thorgaut Jonsſøn, der, fem det ſynes, i Egenſkab af Sysſelmand var tilſtede ved en Delegang i Myrehvarvet (Røken Sogn) den 23de Juni 1383 (Dipl. N. III. 448).
  18. Han lod da et Landsviſtbrev beſegle „i ſin Nærværelſe““. Dipl. N. VI.
  19. Dette fortælles, uden nogen Angivelſe af Aarstal, i de visbyſke Minoriters Annaler, Scr. R. D. I, 290, Scr. R. Sv. I. 45. De ſaakaldte Sigtuna-Annaler melde kun ſimpelthen, at han døde 1374 (Scr. R. Sv. I. 291; et andet Chron. ſammeſteds S. 58) ſetter hans Død til 1372 og tilføjer, at han døde i en Indſø (stagno, her menes dog vel nok „en Fjord“) i Norge. Riimkrøniken nævner Lyngholmen og Bømlfjord.
  20. Isl. Ann. Udg. 326, hvor Dagen, 1ſte Decbr., er angiven, men hvor Aarene ſom ſedvanligt variere, her mellem 1373, 1374, 1375. Aaret 1374 maa anſees ſikkert deraf, at den lübeckſke Provſt Hermann, Fuldmegtig for Biſkop Henrik af Skening, pavelig Nuncius, i et Brev fra Stockholm den 13de April 1375 omtaler Magnus ſom død. Kong Haakon omtaler ham ogſaa i Juni 1375 ſom død, ſee her ſtrax nedenfor. Et rusſiſk Sagn om Magnus’s Død ſtemmer, ſom vi ville ſee, nærmeſt med den islandſke Beretning.
  21. Dipl. Norv. III. 397.
  22. See nysanførte Brev fra Provſt Hermann i Lübeck. Jfr. nedenfor S. 45 øverſt.
  23. Klage fra Linkøpings Domkapitel.
  24. See Flatøbogen I. S. 28. Fornaldar sögur Norðrlanda II. S. 14. 15. Han kaldes ſaaledes ikke mindre end tre Gange.
  25. S. foregaaende Bind, S. 478.
  26. Mesſenius, Scondia T. III. S. 27, T. XII. 204. Paa førſte Sted nævnes Varnheem, paa andet (i Apologien) Gudheem, og nogle Annaler paaberaabes. Hvilke disſe ere, vides ikke: de ere idetmindſte ikke nu til. I Vadſtenas Annaler nævnes der heller ikke noget om, at Magnus’s Liig ſenere flyttedes derhen, og ſlige Flytninger plejede altid at omtales.
  27. Biſkop Eyſteins Jordebog fol. 123. Sammeſteds, fol. 56, ſtaar der, at han gav 1 Mk. B. Audigſtad i Lider til Frauner Kirke for Tiende.
  28. Tillægget i Biſkop Eyſteins Jordebog fol. 3—6. Kirkerne, til hvem han ſkyldte, ere Thoresby, Bjorland, Sjove, Thorsland, Eykrey, Bakke, Mariekirken i Kongehelle, Yttraby, Karlaby, Jorland, Holte, Rymaland, Spikkarjod, Solberg, Noreim, Audsmaal, Aukland, Grindarjodr, Lyng, Riſtarjord, Forſøle, Viſtuland, Maggarjodr, Bevje, Herekſtad, Haukaas, Skriksvik; Gjelden til enhver af dem var 3 Aargange, undtagen til Thoresby, hvem der kun ſkyldtes to. Vi kunne her tilføje, at ovenfor (forr. Bi S. 668), hvor de Kirker opregnes, hvilke Hr. Orm ſkyldte Tiende, ere Thoresby, Bjorland, Harundarſtav, Sjove, Thorsland, Eykrey, Bakke, Marie (i Kongehelle) og Rymaland udeglemte.
  29. De novgorodſke Ann. Suomi f. 1848, S.101-104, jfr. fr. B. S. 524, 525.
  30. Byrge Jarl kaldes her „Knæs og Befalingsmand Belgerd“: Thorgils Knutsſøn, ligeſom allerede i de novg. Annaler ved 1300, „Maſkalka“ (d. e. Marſkalk, Marſk) ſamt Kongens „Broder“, det vil ſige „Frænde“. Der ſigtes til Anleggelſen og Erobringen af Borgen Landskrone ved Neva og Ochta 1300 og 1301.
  31. Haakon kaldes, maaſkee kun ved Fejlſkrift, „Sakun“.
  32. Ifølge Suomi, l. c. S. 104, ſkulde der være et Sagn, ſom angiver dette Kloſter at være Valamo Kloſter i Ladoga.