Det norske Folks Historie/8/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſaaledes at have kaſtet et foreløbigt Blik paa Forholdene og de meſt fremragende og indflydelſesrigeſte Perſoner, fortſette vi den i vort forrige Afſnit afbrudte Fortællings Traad og ſkride til at ſkildre de politiſke Begivenheder nærmeſt efter Norges Adſkillelſe fra Sverige om Høſten 1371. Ved denne Adſkillelſe havde Norge og dets Konger kjøbt Freden med Sverige, og derved var al Feide for Øjeblikket bragt til Ende, thi ogſaa med Hanſeſtæderne befandt man ſig, nu paa midlertidig Fredsfod. Imidlertid var Freden endnu ikke ſikkret med nogen af disſe Magter. Med Hanſeſtæderne var der kun indgaaet en Stilſtand, der fra Tid til anden fornyedes, og under de gjentagne Forhandlinger om en endelig Fred havde begge Parter endnu fremdeles mange Ankepoſter at fremføre mod hinanden, ſaa at det ej var let at ſige, om Freden nogenſinde ret vilde komme iſtand. At den mellem Norges Konger og Mecklenburgerne i Sverige ſtod paa ſvage Fødder, ligger i Sagens Natur. Tabet af et ſtort og megtigt Rige, ſom i over hundrede Aar havde været i Ætten, lod ſig ikke let glemme, og vi ville ſee, at Kongerne blandt ſine Anker mod Hanſeſtæderne fornemmelig anførte den, at de ved at begunſtige Mecklenburgerne havde gjort det muligt for disſe at berøve dem deres Rige Sverige. At Kongerne ikke et Øjeblik opgav Haabet om at vinde det tilbage igjen, eller Tanken om ved førſte Lejlighed at forſøge derpaa, kan anſees for ligeſaa viſt, ſom at Mecklenburgerne heller ikke et Øjeblik tvivlede herom. Derfor laa der allerede heri Spire nok til ny Krig imellem dem, om ikke ogſaa hertil kom, at Succesſionen i Danmark, ſom begge Parter lagde an paa, ſeent eller tidligt maatte lede til Fjendtligheder. Endvidere var der vel ogſaa endnu ſiden ſidſte Krig mange ſærlige, deels offentlige, deels private Sager at afgjøre, ſom kunde lede til nye Forviklinger. Alene Beſtemmelſen om, at Kong Magnus ſkulde beholde en Deel af Sverige, uden dog at Frelſemændene i denne Deel vare forpligtede til at lyde ham, maatte gjøre Forholdet ſvævende og Freden uſikker, ej at tale om de private Stridigheder, der vanſkeligt kunde undgaaes mellem de overmodige og uregjerlige Stormend af begge Partier indbyrdes, naar de ſkulde afgjøre ſit Mellemværende, og ordne de nye Grændſeforhold, ſom nu, idet mindſte for en Tid maatte opſtaa. At Fjendtligheder, trods Fredsſlutningen, virkelig endnu af og til have været øvede mellem Kongerne og Mecklenburgerne, ſaavel i ſom udenfor Sverige, og at Kongerne betragtede ſig ſom endnu ſtaaende paa Krigsfod med dem, maa man med Beſtemthed ſlutte af flere Yttringer ved de Fredsunderhandlinger, deri September 1372, ſom vi ſtrax nedenfor ville ſee, førtes mellem Kongerne og Stædernes befuldmegtigede Raadmend. Kongerne klagede ligefrem over, at Borgerne i Roſtock og Wismar, altſaa de Stæder, ſom lød under Mecklenburgerne, ej havde holdt Stilſtanden, og ſiden, i Stilſtandsbrevet, blev det udtrykkeligt beſtemt, at disſe to Stæder ej maatte tilføje Kongerne eller deres Underſaatter nogen Skade eller ſtaa deres egne Hertuger bi mod dem, undtagen hvis Kongerne angreb Hertugerne i disſes eget Land. Ligeledes klagede Kongerne over, at Stæderne efter Stilſtanden i 1370 havde i Marſtrand med Magt befriet de fornemme ſvenſke Herrer Benedict Philipsſøn og Karl Ulfsſøn, hvilke der vare anholdte ſom ſande og offentlige Forrædere og Fiender mod Kongerne, og ſiden med væbnet Haand ført dem gjennem Riget og Kongernes Lande, det vil da vel altſaa ſige langs Kyſten, indtil de med Sikkerhed kunde begive ſig hjem: hvad der neppe kan forſtaaes anderledes, end at begge disſe Herrer paa en Søreiſe have været fordrevne af Storm til Marſtrand og der ere blevne anholdte. Da ſaavel Benedict Philipsſøn ſom Karl Ulfsſøn deeltoge i Dagthingningen ved Eedsviken og ſandſynligviis forblev i eller ved Stockholm lige til Fredsſlutningen i Auguſt, ſynes det at være viſt, at denne deres Paagribelſe af Kongernes Ombudsmend og Befrielſe ved tydſke Skibe har fundet Sted enten ſidſt i 1371, eller i Begyndelſen af 1372. Omvendt.erfares det, at Kongernes Tjeneſte-Mand Æsbjørn Blaapanne endnu i Mai 1373 var i Fangenſkab, ſandſynligviis hos Mecklenburgerne eller deres Tilhængere, da hine udſtedte deres Gjeldsbrev til en vis Harald Magnusſøn, der havde paataget ſig at udlegge Løsningsſummen, 600 Mk. ſvenſk, for denne Sum og til Sikkerhed pantſatte ham Kindahered med alle kongelige Indtægter og Rettigheder[1]. Muligt, at hiin Æsbjørn havde været fangen ſiden Krigen, muligt og, at han ſenere havde været greben. Ikke engang alle de Slotte, ſom Kong Haakon. eller Inſurgenthæren paa Toget til Stockholm havde faaet i ſin Magt, bleve overgivne umiddelbart efter Freden, thi ikke førend i Februar 1372 underrettede Tubbe Eriksſøn, der havde holdt Ørebro beſat, ſine Herrer Kongerne Magnus og Haakon om, at han nu var „ſtilt fra Ørebro“, hvad enten han ifølge Fredsſlutningen havde maattet fravige det, eller det var ham frataget med Magt. Han laa, ſkrev han, og ventede paa Svar, om Kongerne vilde have hans Tjeneſte fremdeles og unde ham noget i den Deel af Veſtergøtland, der nu hørte under Norge; han havde mange Folk om ſig og kunde derfor ikke vente længe, men vilde dog ikke gribe til nogen anden af de Udveje, der ſtod ham aabne, førend han havde hørt deres Beſtemmelſe[2]. En af disſe Udveje var formodentlig den at gaa i Mecklenburgernes Tjeneſte. Denne Udvej kom han vel ikke til at velge, da han forblev Kongerne tro og, ſom det lader, ogſaa fik ſit Ønſke opfyldt[3]; men vi lære dog heraf, hvor vaklende flere af de fornemme Herrers Stilling maa have været — thi Tubbes Exempel kan ej have været eneſtaaende — og hvor megen Anledning dette maa have givet til idelige Sammenſtød og Trætter, ſandſynligviis og Fjendtligheder. Forreſten ſeer man, at mange af de ſvenſke Stormænd, der havde deeltaget i Opſtanden mod Kong Albrecht, benyttede ſig af Fredsſlutningen til at vende tilbage under Albrechts Herredømme og fik ſine inddragne Godſer tilbage, blandt dem Erngiſl Jarl, der nu atter indtog ſin Plads i det ſvenſke Raad og formodentlig opgav al Forbindelſe med Norges Konger eller Fordringer paa Jarldømmet, hvilket ogſaa ej længe efter blev overdraget til en Anden.

Med Hanſeſtæderne maatte det nu være Kong Haakon ſaa meget mere magtpaaliggende at være paa en venſkabelig Fod, ſom den ſidſte Fredstractat mellem dem og Danmark gjorde det afhængigt af deres Samtykke, hvo der ſkulde blive Kong Valdemars Efterfølger paa Danmarks Trone. Der blev ogſaa, ſom nys nævnt, ivrigt underhandlet om en endelig Fred, men det taler fordeelagtigt for Kongernes Henſyn paa Rigets Bedſte, at de ikke kjøbte denne Fred og Stædernes Tilſagn om Underſtøttelſe i den danſke Succesſionsſag ved nogen utilbørlig Eftergivenhed og ſkyndſomme Indrømmelſer, men eftertrykkeligt fremſatte ſine Anker over Stædernes Ferd og forſvarede hvert enkelt Punkt til det Yderſte. Efter Beſtemmelſen paa Hanſedagen ved Midſommertid 1371 ſkulde den næſte Dagthingning mellem Stædernes Geſandter og Kong Haakon holdes ved Valdborgsmesſetider, altſaa 1ſte Mai, i det følgende Aar, paa Baagahuus eller et andet Sted[4]. Men denne Sammenkomſt blev udſat, viſtnok paa Grund af Kongernes Reiſe til Throndhjem og Bergen, eller overhoved fordi Fredsſlutningen med Sverige og Kong Magnus’s Befrielſe flyede Kong Haakon mangt og meget andet at varetage og udrette, ſom ej kunde opſettes. Herom ſynes man allerede om Høſten 1371 at have næret underrettet i Tydſkland, thi paa Hanſedagen i Stralſund den 27de October, da Kong Valdemar omſider beſeglede Fredstractaten, blev det blandt andet ogſaa beſluttet, at naar Dagen var berammet mellem Kong Haakon og Stæderne, ſkulde man lade alle disſe det vide i Tide, for at de kunde ſende ſine Bud[5]. Dagen beſtemtes, ſom man erfarer, endelig til den 8de September 1372, og Samlingsſtedet til Tunsberg. Her indfandt der ſig til den Tid Raadmend fra Lübeck, Stralſund, Roſtock, Wismar og Kampen for at dagthinge med Kongerne, der ligeledes mødte med deres Raad, af hvilke Hr. Hallvard Jonsſøn Næpa, Hr. Haakon Eivindsſøn og Gaute Eriksſøn udtrykkeligt nævnes[6]. Raadmendene begyndte igjen med at fremſette de gamle Fordringer paa Erſtatning for deres Udleg og Tab i Krigen med Kong Valdemar 1361 og 1362, ſaavelſom om Godtgjørelſe for alle de Fornærmelſer, der havde været Stæderne tilføjede ved de kongelige Ombudsmend under Fred og Trygd. De lod oplæſe, hvad derom havde været fremſat paa Baagahuus 1370. Kongerne ſvarede ſom før, at de ej anſaa ſig forpligtede til at yde nogen Erſtatning. Raadmendene lode da Forbundsbrevene af 1361, ſom de fremdeles paaberaabte ſig, oplæſe for Kongerne og Raadet, men Kongerne erklærede begge, at disſe Forbundsbreve vare gjorte uden deres Vidende og Samtykke, og at de derfor ikke anſaa ſig bundne ved dem. Paa Raadmendenes Indvending, at det dog havde været deres fornemſte Raadgivere, der i deres og Rigernes Navn havde indgaaet alt dette, og at de ſelv havde medgivet dem Fuldmagtsbreve dertil, ſvarede Kongerne, at de ej havde givet Raadsherrerne Fuldmagt til at indgaa ſaa ſtore Forpligtelſer, og at disſe Raadsherrer vare deres „ſande Forrædere“. Dette, mente Raadmendene, kom ej Stæderne ved, da disſe jo ikke kunde holde ſig til andet end de dem forelagte Breve med Kongernes Segl, ja Kongerne havde jo desuden ved Overeenskomſten i Søderkøping, da de i Stedet for Baagahuus overlod Stæderne Borgbolm, factiſk godkjendt Forpligtelſerne. Ogſaa dette, ſvarede Kongerne, havde de kun gjort nødtvungne, fordi Grev Henrik af Holſten var gaaet i Borgen for Kong Magnus[7]. Men om end Kong Magnus’s Hænder vare bundne, indvendte Raadmendene, ſaa havde dog Haakon fuld Raadighed over ſit Rige, og han var ſelv gaaet i Borgen for ſin Fader. Kongerne fremſatte nu ogſaa ſine Klagepunkter, af hvilke den fornemſte var den, at Stæderne, ſom de ſagde, var Skyld i, at de havde miſtet ſit Rige Sverige, ſaaſom de havde ſkaffet Hertugen af Mecklenburg baade Skibe, Levnetsmidler og andre Nødvendigheder. Raadmendene ſvarede hertil kun, at Stæderne vare uſkyldige deri. Paa denne Maade hengik flere Dage med gjenſidige Klagemaal, da ingen af Parterne vilde være den førſte til at rykke ud med ſin egentlige Henſigt og Mening. Endelig ſøgte Kong Magnus den 22de September at bringe en Afgjørelſe iſtand og ſpurte Raadmendene, hvad da Stædernes egentlige Fordring var. Hertil ſvaredes: Skadeserſtatning og Stadfeſtelſe ſamt Forbedring af deres Privilegier. Kunde Kongerne ikke nu ſtrax betale den hele Sum, ſom Erſtatningen kom til at udgjøre, ſaa var man tilfreds med, at de nu kun betalte noget, og derpaa det øvrige afdragsviis, eller og i dets Sted forbedrede Privilegierne. Kongerne forlangte nu at høre disſe Privilegier oplæſte. Dette ſkete to Gange, for dem ſelv og deres Raad, men nogen Afſkrift deraf vilde Raadmendene af visſe Grunde, ſom det heder, endnu ikke meddele, derimod vilde de ſkriftligt indgive de Artikler, ſom de ønſkede bekræftede og forbedrede. Nu fremſatte Kongerne paa ſin.Side fire Punkter, nemlig, at den paa begge Sider lidte Skade kunde gaa op mod hinanden; at Stæderne erklærede, hvad Tjeneſte og Underſtøttelſe de vilde yde Kongerne for Privilegiernes Stadfeſtelſe; at der ſkete dem billig Erſtatning, fordi Stæderne havde benyttet og udøvet Privilegier og Friheder uden at være bekræftede deri af Kong Haakon og mod hans Vilje, og endelig at de ſelv, ſom de forbeholdt ſig, kunde nyde ſin Ret mod dem, der under Stilſtanden havde fornærmet dem og deres Mend. Herpaa vilde Raadmendene, ſom venteligt var, ikke indlade ſig, og tilſidſt forlangte Kongerne derfor kun, at de, efter ſit Tilbud, ſkulde indgive ſine Fordringspoſter ſkriftligt, for at de ſelv ſiden kunde raadſlaa derom med deres Raad, paa ſin Side ſkulde ogſaa de overgive dem ſine Modfordringer, for at de kunde forelægges Stæderne.

Denne Udvexling af Indlegg ſkete tre Dage derefter (25de September) i St. Laurentii Kirke i Tunsberg. Stædernes Artikler vare disſe: 1) at hvilkeſomhelſt af Stædernes Folk, der leed Skibbrud i Kongernes Lande, maatte bjerge Vrag og Gods ved ſig ſelv og Andre, og at de Omkomnes Gods ved de kongelige Ombudsmends Foranſtaltning ſkulde bevares og tilſtilles Arvingerne inden halvandet Aars Forløb. 2) De, der ranede ſaadant Gods til Lands eller Vands, ſkulde være utlæge i Kongernes Lande og forfølges af dem og deres Mend, indtil de havde givet lovlig Erſtatning. 3) Da Tuſkhandel, paa Norſk kaldet varningskifti, fra gammel Tid af havde været gængſe i Norge, ſkulde Kongerne ſtadfeſte dens Lovlighed, ſaa at Stædernes Borgere overalt i Norge, baade i Byer og ved Markeder paa Landet, kunde bytte baade ſtort og ſmaat Gods mod andre Valer, ſaa og ſelge ſine uldne og linnede Klæder alenviis, og efter gammel Vegt og Maal. 4) Kongerne og deres Raad ſkulde bekræfte alle de Privilegier, Friheder o. ſ. v., ſom de tilſammen eller hver enkelt havde faaet af dem ſelv, deres Forfedre og Formend, og Stædernes Borgere, Kjøbmend og Sendebud ſkulde kunne opholde ſig i Fred og Trygd overalt i deres Riger og Lande. Alt dette ønſkede de maatte blive alle Stæderne meddeelt, og at enhver af dem kunde faa ſine Privilegier ſtadfeſtede. 5) Men iſær forlangte de Erſtatning for Udgifter og Skade, ſom Stæderne havde lidt for Kongernes Skyld, efter hvad Kongerne ſkriftligt havde lovet, og tillige for den Skade, Kongerne og deres Mend havde tilføjet dem under Freden og Trygden. Af disſe Artikler er der ingen, ſom der egentlig er noget at ſige paa, uden den tredie, men denne gaar ogſaa ligefrem ud paa at omſtyrte Grundvolden for alle de Betingelſer, under hvilke det tillodes de tydſke Kjøbmend at handle i Norge, nemlig den, at de ej maatte beſkjeftige ſig med Landhandel og Smaahandel, hvilken kun ſkulde være i de indenlandſke Handelsmends Hænder, medens Tydſkerne alene ſkulde ſelge ſine Skarer i ſtore Partier og indſkrænke ſin Virkſomhed til Stæderne. — Uden enkeltviis at beſvare disſe Artikler afgave ogſaa Kongerne ſine, af følgende Indhold: 1) de ønſkede Udſkrift af alle de Bevilgninger og Privilegier, ſom Kjøbmendene og Stæderne havde faaet af dem og deres Forfedre, ſaa at deres Klerk, ſom de desangaaende agtede at ſende til Lübeck, kunde afſkrive hvert enkelt Brev; 2) de ønſkede at vide, hvad Hjelp og Tjeneſte Stæderne vilde yde til Gjengjeld for ſaadanne Privilegier; 3) de fordrede Erſtatning for den Skade og de Fornærmelſer m. m., ſom Stæderne havde tilføjet dem og Deres, o. ſ. v.; 4) de fordrede Ret over Borgerne i Roſtock og Wismar, der ikke havde holdt den nysſluttede Stilſtand, hvilket kunde beviſes ved mange Exempler; 5) de vilde have Stæderne paamindede om, at disſe havde krænket Stilſtanden ved at befrie de ſvenſke Herrer Benedict— Philipsſøn og Karl Ulfsſøn (ſ. ovfr.); 6) ligeledes havde Borgere af Stæderne under Stilſtanden drebt nogle af Kongernes Mend og kaſtet dem overbord, og Gjerningsmendene havde ej givet nogen Bod, men vare af ſine Egne med Magt blevne førte fra Riget; 7) Erſtatning fordredes, fordi Stæderne mangeſteds i Riget havde nedhugget Skove og brendt Borgernes Huſe; 8) Stæderne ſkulde paalegge ſine Kjøbmend, at de ikke maatte føre daarlige eller bedærvede Tøjer, opblandet Meel, eller anden ſaadan forfalſket Kjøbmandsvare til Norge, men alene gode, rene og egte Varer; 9) Kongerne ønſkede laant en Sum af 8000 Mk. brendt og tilbød ſig at ſtille Baagahuus Slot ſom Sikkerhed; 10) den i Baagahuus ſluttede Stilſtand ſkulde imidlertid fremdeles ſtaa ved Magt.

Da man ſaaledes denne Gang ikke kom videre, og der nu paa begge Sider ſkulde overlegges nøje over disſe Artikler, var der for Øjeblikket intet andet tilbage end at forlænge Stilſtanden. Dette ſkete den 30te September[8] paa Tunsbergshuus. Raadmendene, dertil befuldmegtigede af Stæderne, udgav ſit foreløbige Brev om Stilſtandens Forlængelſe paa to Aar. I denne Tid ſkulde Kongernes Underſaatter frit og med fuld Sikkerhed kunne handle og beſørge ſine Forretninger i Stæderne, ſamt der nyde alle ſine Friheder. De mecklenburgſke Stæder Roſtock og Wismar maatte i denne Tid ikke gjøre Kongerne eller deres Underſaatter nogen Skade, eller hjelpe ſine Herrer, de mecklenburgſke Hertuger, imod Kongerne, enten med Folk, Skibe eller Andet, dog ſkulde Hertugerne for egne Penge kunne leje Folk og kjøbe Levnetsmidler i hine Byer, ligeſom ogſaa disſe ſkulde kunne hjelpe Hertugerne, om Kongerne angreb dem i deres eget Land, uden at Tilſtanden derfor ſkulde anſees ſom brudt. Enhver af alle de forenede Stæder, der antog Stilſtandsforlengelſen, ſkulde have fremſendt ſit Brev derom til Oslo inden St. Hansdag, og naar alle Brevene vare fremkomne, ſkulde nærværende foreløbige Brev være uden Kraft; ogſaa kunde den ene Stad gaa i Borgen for den anden. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Kongerne paa ſin Side maa have givet et Gjenbrev, hvori de midlertidigt bekræftede Stæderne i Nydelſen af enkelte Privilegier, men dette Brev har hidtil ikke været opdaget.

Ved Siden af disſe Forhandlinger, vedkommende Rigets Forhold til Stæderne overhoved, bleve ogſaa ſærſkilte, tildeels private Anliggender, der kunde medføre Forviklinger, bragte paa Bane. Saaledes erfarer man, at der var Spørsmaal om nogle Penge, ſom den lübeckſke Raadmand Hermann v. Oſenbrügge, en af de befuldmegtigede Geſandter, i ſin Tid ſkulde have udbetalt Biſkop Gottſtalk paa den for ni Aar ſiden afdøde Fru Herdiis Thorvaldsdatters Regning. Den 24de September udgav begge Konger tilſammen ſin Erklæring, medbeſeglet af de tre ovennævnte tilſtedeværende Raadsherrer Hr. Hallvard Jonsſøn (Fehirden i Oslo, Hr. Haakon Eivindsſøn, og Gaute Eriksſøn, om, at Hermann v. Oſenbrügge i deres Paahør høitideligen erklærede, at han aldrig havde udbetalt flere Penge i Fru Herdiſes Navn eller paa hendes Vegne til Biſkop Gottſkalk end fem lübeckſke Guldgylden, hvilke han udredede for en af hendes Tjenere. Formodentlig har man troet, at Summen var ſtørre, og krævet Raadmanden til Anſvar for den[9]. Da Fru Herdiis var død, førend Broder Gottſkalk endnu var bleven Biſkop, maa denne Udbetaling være ſkeet, medens denne endnu ſtod i Kong Magnus’s Tjeneſte ſom hans Capellan og Secretær, og formodentlig under et Ophold i Lübeck paa Kong Magnus’s Vegne.

Geſandterne afgjorde ogſaa ſig ſelv imellem enkelte Anliggender af det Slags, der ellers plejede at afgjøres hjemme paa Hanſedagene, ſaa at man egentlig kan ſige, at der nu holdtes en Hanſedag i Tunsberg[10]. Man vedtog, at der ſkulde holdes Dagthingning i Lübeck næſte St. Hansdag for at raadſlaa nærmere om, hvad der nu var forhandlet. Endvidere behandlede man nogle Andragender fra Kjøbmendene i Bergen, der viſe, at disſe fremdeles ſtod paa en meget ſpendt Fod med Nordmendene. De klagede nemlig over, at nogle af de tydſke Kjøbmend i Staden havde giftet ſig og tilføjet dem ſtor Skade, hvilket med andre Ord vil ſige, at disſe, ved at boſette ſig og erhverve Indfødsret i Landet, ſtrax betragtedes, ſom om de vare traadte i et fjendtligt Forhold til dem, og ſom om deres hele Virkſomhed var fordærvelig for Stæderne. For det Tilfelde, at de ſelv atter maatte forlade Byen, bad de om at faa vide, hvorledes de ſkulde komme bort uden Skade for Handelen, og hvorledes man ſkulde forholde ſig mod dem, der imod Stædernes Forſkrift bleve tilbage; var det nødvendigt at drage bort, ſaa bad de om, at ikke Englænderne og de Flamſke maatte ſettes iſtand til at befare Bergen i deres Sted, hvilket vilde være Kjøbmendene til den ſtørſte Skade. Altſaa var man dog altid forberedt paa et lignende Brud, ſom det, der havde fundet Sted i 1368: ſaa uſikkre maa Tydſkerne have følt ſig i Staden. Endelig forlangte Bergens tydſke Kjøbmend, at den Afgift, ſom de med Stædernes Tilladelſe hævede af ſine Landsmend, ſom ſøgte did, endnu maatte vedblive en Stund, indtil de havde betalt deres Creditorer. De fik Tilladelſe til at hæve Afgiften endnu i et Aar, fornemmelig i Betragtning af de Udgifter, de nys havde haft ved at opvarte Kongerne og Dronningen under deres ſidſte Beſøg i Staden, ſaaledes ſom det ovenfor er nevnt. Om de øvrige Sager ſynes ingen Beſlutning at være bleven fattet[11]. Hanſedagen blev holdt, men tidligere end faſtſat, nemlig den 1ſte Mai, og ikke 24de Juni 1373. Paa dette Møde taltes der førſt om Underhandlinger med Kong Haakon, og det beſtemtes, at om han ſendte Bud derned for at handle derom, ſkulde man igjen ſende befuldmegtigede Bud over Havet til ham. Kjøbmendene i Bergen fik endnu i to Aar beholde den omtalte Afgift. Da Nordmendene havde klaget over, at det Klæde, Tydſkerne ſolgte dem, var daarligt og for kort, og det Meel, de bragte, bedærvet, anmodedes hver enkelt Stad om at tilholde ſine Borgere ej at føre andre end gode Varer til Norge. Og da der her ſkete mange.Slagsmaal og Voldsgjerninger (her menes vel deels blandt Tydſkerne ſelv, eller mellem dem og Nordmendene indbyrdes), ſkulde der holdes Ret over enhver Kjøbmand og Søfarende, ſom gjorde ſig ſkyldig i ſaadant, og han bøde derfor efter den Stads Ret, hvor der klagedes over ham.

Herom ſkulde enhver Afſending tale med ſit Raad og have Svar med til næſte Møde[12]. Der blev fra dette Møde ogſaa udferdiget et Brev til Kong Haakon i alle de tilſtedeværende Raadmends Navn angaaende nogle Klager, ſom de tydſke Kjøbmend, der handlede paa Oslo, havde fremført. Kongen beſvarede Brevet i en Skrivelſe til Lübecks Raad, hvilken dette i et ſærdeles forbindtligt, ja endog krybende, Brev til Kongen af 8de September erkjendte at have modtaget og lovede at ſende om til de andre Stæder[13]. Men Indholdet af Klagen og Kongens Svar erfarer man ikke. Lübeckerne ſluttede ſit Brev med at anbefale ſine Landsmend, ſom kom til Norge, paa det Bedſte, og ønſkede alt Godt over Kongen. Det er ſaaledes tydeligt nok, at de intet heller ønſkede end at ſtaa paa en god Fod med ham.

Det næſte Møde holdtes den 21de Mai 1374 i Lübeck[14], men uden at der i Forhandlingerne findes Tegn til, at disſe norſke Anliggender have været paa Bane. Heller ikke er der Spor af, at de kom paa Tale ved det næſte Møde, ſom den 25de Juli og de følgende Dage ſ. A. holdtes i Stralſund[15]. Sagen ſynes i de nysnævnte to Aar at have hvilet, indtil Kong Haakon efter Faderens Død var bleven Landets Eneherre og derfor i flere Henſeender kunde træde op med ſtørre Eftertryk end forhen. Men imidlertid vedblev de tydſke Kjøbmend i Bergen at føre ſig op med deres ſedvanlige Overmod og Voldſomhed.

  1. Brev af 28de Mai 1373 i Dipl. N. III. 383. Her ſtaar der, ſom ſagt, viſtnok kun ved Trykfejl eller Skrivfejl „„Kindahærad in Ostgocia“ iſtedetfor „K. in Vestgocia“, thi det er umuligt, at Kongerne endnu kunde have nogen Beſiddelſe i Øſtergøtland eller kalde det provincia nostra.
  2. Dipl. N. IV. 501. Ordene i Brevet „vilen j mik nokot vnna j Vestragötland tel Noreghes“ kunne neppe tages i anden Betydning, end ſom ovenfor anført. Idetmindſte maa det betegne „den Deel af Veſtergøtland, der nu ſkulde høre eller ſlutte ſig til Norge“.
  3. Den 19de Juli 138i finde vi Tubbe Eriksſøn ſom Heredshøvding i Veſtbo Hered i Finnveden, ſom da neppe lød under Albrecht.
  4. See foregaaende Bind, S. 834.
  5. Suhm, XIII. S. 691.
  6. Forhandlingerne ved dette Møde ere efter Recessus Hansæ udtogsviis meddelte hos Suhm S. 701, fgg. De nævnte Raadsherrer findes anført ſom Vidner i Kongernes Erklæring ang. Hermann v. Oſenbrügge’s Pengeudbetaling i Fru Herdiſes Navn, (ſee nedenfor).
  7. Dette er noget dunkelt, idetmindſte ſaaledes ſom det anføres hos Suhm; man ſkulde næſten tro, at Grev Henrik i Kongens Navn havde beſeglet Overeenskomſten eller uopfordret gaaet i Borgen for ham, (paa ſamme Tid, ſom Geſandterne egenmegtigt handlede om Giftermaalet mellem hans Syſter og Kong Haakon) for derved desmere at tvinge ham til at godkjende Tractaten.
  8. Suhm, XIII. S. 706.
  9. Brev i Bibliotheket paa Skokloſter i Sverige.
  10. Som ſaadan er ogſaa dette Mode opført i Recessus Hansæ.
  11. Suhm, XIII. S. 705.
  12. Sammeſteds, S. 715, 716.
  13. Dipl. N. II. 503.
  14. Suhm, XIII. 725.
  15. Sammeſteds, S. 727—729.