Det norske Folks Historie/8/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Foreningen mellem Norge og Sverige opløſtes ved Fredsſlutningen i Stockholm 1371, befandt Norge ſig, fra det ſedvanlige politiſke Standpunkt at dømme, i en bedre Stilling end det ſidſtnævnte Rige. Medens der i Sverige herſkede indbyrdes Splid og Anarchi, havde man i Norge Rolighed og en ordnet Styrelſe, hvis Myndighed af alle Underſaatter villigt og ærbødigt erkjendtes. Medens Sverige havde en udenlandſk Konge, der, ſelv ubetydelig, egentlig kun var et Redſkab i ſin ſtatskloge Faders Haand, hvorved denne, ubekymret om Sveriges Interesſer, kun ſøgte at benytte det til at fremme ſine ærgjerrige Planer i Tydſkland, havde Nordmendene en indfødt Konge, hvis Interesſer, om de end tildeels ogſaa gik ud paa Indflydelſe i Naborigerne, dog idetmindſte ikke ſtrakte ſig udenfor Norden, og for hvem Norges Velmagt og Anſeelſe dog altid var Hovedſagen. Medens Kongedynaſtiet i Sverige, deels paa Grund af hine Forhold, deels og formedelſt Kongens perſonlige Ubetydelighed og hans egen, i alle Fald hans Omgivelſers, Uelſkværdighed, var i højeſte Maade upopulært, og for at verne ſig mod Virkningen af denne Upopularitet maatte gribe til Midler, der alene forøgede den, nemlig fremdeles at omgive ſig med overmodige, tøjlesløſe Landsmend, der udſugede Rigets bedſte Kraft og tyranniſerede dets Indbyggere, var Norges Kongedynaſti aabenbart almindelig afholdt, og dets nærmeſte Omgivelſer ſaavelſom Befalingsmendene fordetmeſte indfødde eller i alle Fald fuldkommen naturaliſerede, og om end ikke bedre, ſaa dog i alle Fald ikke ſlettere end dem, man nu havde haft i henved et Aarhundrede. Medens Sverige under de ſidſte Uroligheder havde miſtet dyrekjøbte Erhvervelſer — Skaane med Tilbehør — havde Norge ej alene intet tabt, men endog ſaa godt ſom vundet en Udvidelſe paa Sveriges Bekoſtning, idet de veſtlige Dele af dette, Vermeland, Dalsland, tildeels endog Veſtergøtland, havde fulgt det forrige Kongedynaſti og vilde, om den nærværende Tilſtand længe havde vedvaret, ſandſynligviis endog for ſtedſe have løsrevet ſig fra Sverige og ſluttet ſig til Norge.

Ikkedeſtomindre var Norge, nøjere betragtet, mere at beklage end Sverige. I Sverige var der vel Uorden og Anarchi, men der var Liv og Rørelſe. Folket var vaagnet til Bevidſthed, Nationalfølelſen vakt og ſkerpet, og Interesſen for de offentlige Anliggender opfriſket, endog hos de ringere Klasſer. Nationen befandt ſig aabenbart i en Gjenfødelſestilſtand og vilde, om det lykkedes den at overvinde den nærværende Kriſis, ſkride frem med ungdommelig Kraft. I Norge derimod var der Døſighed, Dvale, Stilleſtand. Folket havde ſaa at ſige overlevet ſig ſelv. Dets høje Cultur, politiſke Udvikling, Magt og Anſeelſe i de forrige Aarhundrede, tildeels fremdrevne ved Tronkrigene, vare Frugterne af en altfor tidlig Modenhed, der ſtod i et fuldkomment Misforhold til Folkets Kræfter og medførte en ſaadan Fortærelſe af disſe, at der ſiden, da den glimrende Periode var forbi, indtraadte Slappelſe og Kraftløshed. Nationen behøvede efter hine Overanſpendelſer Aarhundreder til at udhvile, men det laa i Sagens Natur, at disſe Aarhundreder tillige bleve Svaghedens, Tilbagegangens, Fornedrelſens, medens Sverige, der i ſaa lang Tid havde ſtaaet i Skyggen, nu førſt kunde ſiges at være traadt virkſomt frem paa den hiſtoriſke Skueplads, og ved en heldig Tilſkikkelſe havde undgaaet en altfor tidlig Udvikling, for med deſto friſkere Kræfter at kunne tage Deel i Begivenhederne, naar den rette Tid kom. Derfor ville vi og i det følgende Tidsrum ſee det ſvenſke Folk efterhaanden arbeide ſig op til det mægtigſte og meſt anſeede af de trende nordiſke, altſaa til den Rang, hvorpaa allerede dets gamle Konger gjorde Paaſtand, medens Norge næſten forſvinder af Staternes Række, og Danmark, uagtet det fik Norge under ſig og kunde raade over dets Kræfter, dog kun med Møje formaaede at holde Sverige Stangen.

Imidlertid maa man ikke foreſtille ſig, at Samtiden i Almindelighed havde nogen ret Foreſtilling om disſe Forhold. Dertil var den politiſke Indſigt endnu for ubetydelig, Begreberne for lidet opklarede. Det er af mange Omſtændigheder tydeligt nok og ligger desuden i Sagens Natur, at ej alene Nordmendene ſelv betragtede ſig ſom bedre farne end de Svenſke og tildeels de Danſke, men at ogſaa idetmindſte de Svenſke, ved at ſammenligne den urolige Tilſtand hos dem ſelv med den Ro og Orden, der herſkede i Norge, anſaa Nordmendene for langt bedre farne end dem ſelv, hvilket vel ogſaa var en af Hovedgrundene til, at de ſvenſke Grændſelandſkaber foretrak at blive i Forening med Norge under det gamle Dynaſti[1]. Man havde viſtnok i Norge en vis Følelſe af Afmagt, af Fattigdom, af Mangel paa Hjelpekilder, der ſtundom endog kom til Orde[2] og røbede, at Ondet, om man end ikke ret var ſig bevidſt, hvori det beſtod, dog var tilſtede og trykkende; men nogen rigtig Foreſtilling om Sagens ſande Beſkaffenhed havde neppe Nogen, uden det maaſkee ſkulde være de ſtatskloge Hanſeater, hvis overmodige Optræden i Norge i alle Fald viſer, hvor ringe de nu agtede Folket i Sammenligning med tidligere Dage. Men ganſke klart var det viſt heller ikke for dem, hvorledes dette egentlig var gaaet til; de følte kun, at de havde faaet Overhaand.

Den føromtalte Forbindelſe mellem Norge og de ſvenſke Grændſeprovinſer var af en egen Natur. Da Kongerne Magnus og Haakon ved Fredstractaten i Stockholm gav Afkald paa Sverige, blev kun Skara Biſkopsdømme, eller Veſtergøtland, Dalsland og Vermeland forbeholdte Kong Magnus for Livstid til Underholdning, medens det ſaakaldte „Frelſe“ i disſe Landſkaber ſkulde lyde under Kong Albrecht. Dette kan ikke forſtaaes anderledes, end at Kong Magnus ikke egentlig ſkulde have noget at beſtille med Landſkabets Regjering, og at alle Herrerne eller Frelſemendene ſkulde være Kong Albrechts Underſaatter[3]. Men paa den anden Side kunde det der efter de Tiders Begreber heller ikke være Meningen, at Albrechts Befalingsmend ſkulde opkræve Indtægterne og udbetale dem til Kong Magnus; denne maatte ſaaledes ſelv holde Ombudsmend til Indkrævning, og disſe Ombudsmend være forſynede med den dertil nødvendige Myndighed, hvilket efter de Tiders Begreber medførte en virkelig Styrelſe, ſaadan ſom Sysſelmændene udøvede i Kongens Navn i Norge Altſaa var dog allerede herved den egentlige Regjering i Kong Magnus’s Hænder. Ligeledes er det viſt, at de vigtigſte Slotte, idetmindſte i Vermeland, Dalsland og den nordre Deel af Veſtergøtland, vare i Kongernes eller deres Mends Vold, thi Agnaholm i Vermeland, der med tilhørende Lehn (Vermeland) endnu i Februar 1371 lød under Kong Haakon og indehavdes af Kongernes tro Mand Hr. Erik Ketilsſøn, blev ikke overleveret til Mecklenburgerne, da det endnu lang Tid derefter havde Hr. Erik til Befalingsmand, og denne visſelig ikke hyldede Kong Albrecht, ja ikke engang indtog den Stilling i Kong Albrechts Raad, der var ham beſtemt, men vedblev at holde ſig til Magnus og Haakon, ſamt deres Huus[4]. Ljodhuus med tilliggende Diſtrict og Egnen ſøndenfor Venern lige til Kindahereds Øſtgrændſe vedblev ligeledes at ſtaa under Kongerne, altſaa følgelig ogſaa hele Dalsland med Dalaborg, hvor Hr. Knut Algøtsſøn, deres ivrige Tilhænger, ſynes en Tidlang at have været Befalingsmand, og hvor desuden Hr. Ulf Jonsſøn idetmindſte ſenere hen var Heredshøvding, ligeſom ogſaa Jon Martinsſøn havde ſtore Beſiddelſer og meget at ſige der[5]. Overhoved lader det til, at hele „Frelſet“ i de nysnævnte Grændſe-Egne vedblev at holde ſig til Magnus og Haakon, ſiden de fornemſte Herrer endog indtraadte i det norſke Rigsraad, og der ikke findes Spor af, at en eneſte Stemme løftede ſig til Fordeel for Kong Albrecht. Derimod naaede Kongernes Herredømme ikke over hele Veſtergøtland. Den ſydveſtlige Deel, med Elfsborgs, Openſteens og ſandſynligviis ogſaa Øreſteens Slotte vare endnu i de Danſkes Magt[6]. Den nordøſtlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnsſøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[7], ogſaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændſerne for de norſke Kongers Omraade i denne Tid maa ſaaledes fra Sammenſtødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Øſtgrændſe til Venern og fra dennes i Veſt-ſydveſt ved Kindahered noget øſtenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danſke Herredømme tog ved og ſtrakte ſig øſtover indtil Smaalands Grændſe veſtenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disſe i Egenſkab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes ſom Nordmend; de erkjendte ſig fremdeles ſom ſvenſk Lov undergiven[8], og de betragtede ſaaledes maaſkee den nærværende Tilſtand kun ſom midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de viſtnok førſt og fremſt regnede den gamle Kongeæts Gjenindſættelſe paa Sveriges Trone, kunde indtræde i ſit gamle Forhold til Riget. Dette ſynes ogſaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omſtændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viſer nokſom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.

Med Danmarks Kongehuus var det norſke nu formedelſt Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelſe, der om føje Tid ogſaa førte Nationernes Forbindelſe og omſider ſaagodtſom deres Sammenſmeltning med ſig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelſe ſkulde drage ſaadanne Følger efter ſig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Datterſønner og eneſte nulevende mandlige Efterkommere med Tiden ſkulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danſke Trone ikke Openſteens og ſandſynligviis ogſaa Øreſteens Slotte vare endnu i de Danſkes Magt[9]. Den nordøſtlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnsſøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[10], ogſaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændſerne for de norſke Kongers Omraade i denne Tid maa ſaaledes fra Sammenſtødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Øſtgrændſe til Venern og fra dennes i Veſt-ſydveſt ved Kindahered noget øſtenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danſke Herredømme tog ved og ſtrakte ſig øſtover indtil Smaalands Grændſe veſtenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disſe i Egenſkab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes ſom Nordmend; de erkjendte ſig fremdeles ſom ſvenſk Lov undergiven[11], og de betragtede ſaaledes maaſkee den nærværende Tilſtand kun ſom midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de viſtnok førſt og fremſt regnede den gamle Kongeæts Gjenindſættelſe paa Sveriges Trone, kunde indtræde i ſit gamle Forhold til Riget. Dette ſynes ogſaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omſtændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viſer nokſom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.

Med Danmarks Kongehuus var det norſke nu formedelſt Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelſe, der om føje Tid ogſaa førte Nationernes Forbindelſe og omſider ſaagodtſom deres Sammenſmeltning med ſig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelſe ſkulde drage ſaadanne Følger efter ſig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Datterſønner og eneſte nulevende mandlige Efterkommere med Tiden ſkulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danſke Trone ikke egentlig var arvelig, ſaa forſtod det ſig dog ligeſom af ſig ſelv, at man til Konge alene kunde velge et Medlem af Kongehuſet, og ſaaledes var det ſikkert at vente, at en af hans to Datterſønner vilde blive valgt: den mecklenburgſke Hertug Henriks Søn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Begge Fedre havde beſtemte Forhaabninger, ja endog Fordringer, i dette Henſeende. Da man med Grund anſaa Kong Valdemars egen Stemme for meget formaaende, om ikke afgjørende, i dette Stykke, ſøgte idetmindſte den ene af dem, og formodentlig begge to, at ſikkre ſig den. Mecklenburgeren var førſt paa Ferde, idet han benyttede den bekvemme Lejlighed, medens Kong Valdemar endnu var i Tydſkland. Den 14de Auguſt 1371, ſamme Dag, ſom Kong Albrecht ſluttede Fred med Kong Haakon og Kong Magnus, indgik Hertug Henrik af Mecklenburg en Overeenskomſt med Kong Valdemar, hvorved han afſtod til denne alle de Slotte og Befeſtninger, ſom han og hans Hjelpere havde erobret i Danmark, imod at hans Søn med Valdemars Datter Ingeborg, Albrecht, ſkulde blive Konge i Danmark efter Valdemar, hvis denne ingen mandlige Arvinger efterlod, og Margrete, Kong Haakons Dronning, ſaavelſom hendes Søn Olaf, alene ſkulde have hvad der ellers maatte tilkomme dem i Danmark[12]. At Valdemar gjerne gik ind paa at give et ſaadant Løfte, ſom egentlig ingen forbindende Kraft havde, naar han derved kunde faa de af Mecklenburgerne gjorte Erobringer tilbage, er ej ſynderligt at undres over. En Følge af denne Tractat var det vel ogſaa, at Kong Albrecht fra 1372 af opgav ſin nys antagne Titel af „Herre til Skaane“, ſaa meget mere ſom nu ogſaa Hanſeſtæderne, hvis Gunſt det gjaldt at ſikkre ſig, havde faaet Raadighed over de vigtigſte ſkaanſke Slotte. At Haakon ogſaa paa ſin Side ikke undlod at varetage Sønnen Olafs Krav i ſamme Retning, kan man ej betvivle, om end intet udtrykkeligt derom er nævnt: ſaaledes var der al Udſigt til, at den Strid mellem Mecklenburgerne og det folkungſke Kongehuus, der nys var ført om Sveriges Trone, med det førſte vilde opſtaa igjen mellem dem om Danmarks. Til end yderligere Betryggelſe for ſit Dynaſti udvirkede Hertug Albrecht ſidenefter hos den tydſke Keiſer, Karl den 4de, Tilſagnsbreve om hans venlige Biſtand til, ſaavel at hans Sønneſøn ſkulde faa Kongedømmet i Danmark, ſom at hans Søn ſkulde beholde Sverige[13]. Alle disſe Breve havde vel i ſig ſelv ikke ſtort at betyde, naar de ikke underſtøttedes af et ſterkt Parti i Danmark ſelv, men ogſaa et ſaadant havde det lykkets Mecklenburgerne at ſikkre ſig, ſom det i det Følgende vil viſe ſig, og det tegnede ſig derfor til, at en alvorlig Strid vilde vente Kong Haakon og Dronning Margrete, naar de i ſin Tid ſkulde til at gjøre de Fordringer gjeldende, ſom de anſaa ſig berettigede til at fremſette paa deres Søn Olafs Vegne.

Ogſaa Hanſeſtæderne vare nøje interesſerede i Spørsmaalet om den danſke Succesſion. I Fredstractaten mellem dem og Danmark var det udtrykkeligt beſtemt, at der ikke ſkulde udnævnes nogen Efterfølger efter Valdemar uden med Stædernes Samtykke. Derfor kom det nu ogſaa ſærdeles meget an paa at beſidde deres Venſkab, og deres Magt og Indflydelſe i Norden var ſtørre end nogenſinde. De vare nu midlertidigt igjen tildeels indtraadte i ſine gamle Forhold i Norge, ſkjønt endnu ingen endelig Fred var kommen iſtand, og der fremdeles underhandledes om en ſaadan, ſom det i det Følgende vil blive nærmere omtalt. Deres Rettighed med Henſyn til Kongevalget i Danmark kan neppe andet end have forøget deres Anſeelſe i de tvende andre nordiſke Magters Øjne og gjort det dobbelt ønſkeligt for hvert af de tvende Dynaſtier, der nu tviſtede om Nordens Troner, at vinde dem for ſig.

Disſe vare Rigets Forhold til de nærmeſte Naboer. Inden Riget ſelv indtraadte nu atter de Forhold, ſom havde fundet Sted før Kong Magnus’s Tilfangetagelſe, og idetmindſte af Navn tog denne nu atter ſin beſtemte Deel af Riget (Tunsberg, Skiensſysſel m. m.) under ſin Beſtyrelſe[14]. Endnu ſamme Høſt, ſom han var kommen paa fri Fod, bereiſte han denne Deel og udgav fra Gimsø Kloſter ved Skien den 21de November 1371 et Brev, hvori han bekræftede de af ham ſelv og Sønnen tidligere givne Frihedsbreve for denne Stad, og forbød navnlig alle og Enhver at holde nogen Kjøbmandſkab i Gimsø, undtagen hvad Abbedisſen behøvede at kjøbe til Kloſtrets Ophold[15]. Henſigten med denne Kong Magnus’s Reiſe til Skien var neppe nogen anden end at opdrive Penge for at ſkaffe den ved Fredsſlutningen i Stockholm vedtagne Løsningsſum til Veje. Af denne Aarſag var det vel ogſaa iſær, at Kongerne, efterat have tilbragt Julen i Oslo[16], tidligt om Vaaren det følgende Aar (1372) reiſte førſt til Throndhjem, hvor der holdtes et Raadsmøde, ſiden langs Kyſten til Bergen, hvor idetmindſte Kong Haakon og ſandſynligviis ogſaa hans Fader Magnus endnu befandt ſig i Begyndelſen af Auguſt. Magnus havde Aaret forud henvendt en Anmodning til Bønderne i flere Hereder om at unde ham en Hjelp til Løsningen[17]. De ifølge denne Anmodning indkomne Penge — thi noget maa dog vel være kommet ind — har Kongerne formodentlig paa denne Reiſe modtaget. Paa denne Reiſe var ogſaa Dronning Margrete med, og Tydſkerne i Bergen ſkulle have grebet ſig meget an og gjort ſtore Udgifter ved at opvarte Kongerne og hende[18]. Magnus ſkyldte ogſaa, ſom det allerede tidligere er viiſt, endnu fremdeles mange Penge paa det ſtore Laan af 1371, der vel ikke længer ſynes at have været krævet tilbagebetalt med ſaadan Strenghed, ſom før, men hvorom dog Fordringen fra Tid til anden blev fremſat, ſidſte Gang endog, ſom vi ville ſee, efter Magnus’s Død, og hvoraf idetmindſte Cautioniſterne engang imellem maatte udrede Afdrag[19]. Fuldſtændigt betalt blev Gjelden ikke.

I det ſamme Aar, hvori Freden gjenoprettedes med Sverige, og Kong Magnus igjen erholdt ſin Frihed, fik Norges Kirke ogſaa et nyt Overhoved. Erkebiſkop Olaf var, ſom det tidligere er nævnt, død i Oslo den 14de Auguſt, den ſelvſamme Dag Freden blev ſluttet. Umiddelbart derefter maa der være gaaet Bud til den pavelige Curie om hans Død, thi Pave Gregorius, ſom ſtrax ved denne Efterretning forbeholdt ſig den ledige Erkeſtols Beſættelſe, udnævnte dertil allerede den 22de October, ikke ſtort over ſex Uger efterat Budſkabet kan have naaet ham, den throndhjemſke Chorsbroder Thrond Gardarsſøn, der havde preſtlig Vielſe[20]. Det er ikke uſandſynligt, at Thrond ſelv var den, der bragte Budſkabet, da det ellers ikke er let at forſtaa, hvad han juſt paa denne Tid havde at gjøre ved Curien, hvor han ganſke viſt maa have været, og det endnu i December 1371, da han den Dag fik flere ſaadanne Gunſtbeviisninger af Paven, ſom Biſkoperne ſedvanlig fik, naar de perſonligt vare tilſtede ved Curien for at modtage ſin Bekræftelſe og Indvielſe. Der nævnes heller ikke nogenſteds om, at Palliet blev ham tilſendt, hvad der heller ikke efter de gjeldende Vedtægter godt kunde finde Sted, da det alene plejede at ſkee, naar en allerede indviet Biſkop ophøjedes til erkebiſkopelig Verdighed. Det er derfor ikke uſandſynligt, at Thrond i al Stilhed var valgt og nedſendt af Capitlet, der nu næſten paa Forhaand kunde vide, at Beſættelſen af Erkeſtolen var reſerveret Paven, og at et offentligt, officielt Valg af dem vilde blive underkjendt. De Gunſtbeviisninger, Thrond modtog af Paven, var førſt denne, at han i Betragtning af den ſtore Afgang paa Geiſtlige, ſom de forſkjellige Peſtſygdomme havde bevirket, ſaa at der nu i alt ikke fandtes flere end 40 Preſter, og disſe gamle og affeldige, medens der tidligere havde været henved trehundrede, fik Tilladelſe til at dispenſere 30 Perſoner, der ellers vare ſkikkede til at modtage Preſteverdigheden, fra de Mangler ved deres Fødſel, ſom ifølge de kanoniſke Beſtemmelſer hindrede dem fra at modtage den, nemlig tyve, der vare fødte af ugifte Forældre, og ti, der vare Sønner af Preſter og ugifte Kvinder; fremdeles at han fik et Indulgensbrev til Bedſte for Nidaroos Chriſtkirke, der trængte til en betydelig Reparation, og endelig fik for ſig ſelv den ſedvanlige Tilladelſe til at velge en Skriftefader, der paa hans Dødsleje kunde meddele ham fuldſtændig Abſolution[21]. Kort efter maa Erkebiſkop Thrond være reiſt hjem til ſin Erkebiſkopsſtol, thi det er viſt, at han ſidſt i Mai det følgende Aar allerede havde været hjemme en god Stund. Om hans foregaaende Liv, Charakter og Talenter, ſaavelſom om hans følgende Embedsvirkſomhed vides forreſten ſaagodtſom intet[22]. Ogſaa i Bergen og Oslo fandt der Biſkopsſkifter Sted omtrent paa ſamme Tid, ſom i Nidaroos. Den i Januar 1370 ved Proviſion udnævnte Biſkop, Broder Benedict Ringſtad, døde allerede det følgende Aar efter en kort og ubetydelig Embedsførelſe, og atter nød den pavelige Pønitentiarius for Norden — han heed Jakob Jensſøn og var danſk af Fødſel ſamt Predikebroder — godt af ſin indflydelſesrige Stilling ved Curien, idet Paven ved Proviſion befordrede ham til Bergens Biſkopsſtol (d. 7de April 1372), hvilken han beklædte i en lang Række af Aar, og ſom det lader til, ikke uden Nidkjærhed[23]. Biſkop Hallvard i Oslo døde ſandſynligviis kort efter; Capitlet valgte ſtrax af ſin egen Midte Chorsbroderen Jon, ordineret Preſt, til hans Efterfølger, uvidende eller foregivende Uvidenhed om, at Paven havde reſerveret ſig Biſkopsſtolens Beſettelſe. Følgen var altſaa den ſedvanlige, at Paven ved hans Ankomſt til Curien erklærede Valget ugyldigt, men derimod ſelv ved Proviſion overdrog ham Biſkopsſtolen. Jon kom formodentlig førſt i det følgende Aar (1373) tilbage til ſit Sæde, ſom han nu beklædte i henved femten Aar[24]. Biſkoperne i Hamar og Stavanger, Magnus Slangesthorp og Botulf, ere allerede tidligere omtalte, de levede fremdeles i hele Kong Haakons Tid og døde ſamme Aar ſom han.

De fornemſte verdslige Embedsmænd, fornemmelig Hirdſtjorer og Sysſelmænd paa den Tid, da Foreningen opløſtes, ere tildeels allerede i det foregaaende Afſnit omtalte. Hr. Agmund Finnsſøn, nylig Rigets Drottſete, var nu atter ſlet og ret Hr. Agmund, og ſandſynligviis fremdeles Sysſelmand i ſin Hjemſtavn, Ryfylke, maaſkee endog Hirdſtjore over hele det Veſtenfjeldſke, man veed nemlig ikke med Sikkerhed, hvo der til ſamme Tid var Befalingsmand i Bergen, eller om Nogen afløſte Hr. Sigurd Hafthorsſøn i Hirdſtjornen her. Hirdſtjore og Fehirde i Nidaroos, og derfor vel ogſaa etſlags Statholder i hele det nordlige Norge, var fremdeles Otte Rømer, der under Kongernes Ophold i Staden ved Paaſketider 1372 paa deres Reiſe til Bergen udvirkede Stadfeſtelſesbrev af dem paa alle de tidligere Gave- og Forleningsbreve, de havde forlenet ham, ſaaledes følgelig ogſaa paa det, hvori det audunſke Gods overdrages ham og hans Arvinger[25]. Beſynderligt nok, at han, der aabenbart ſtod ſaa høit i Kongernes Gunſt, endnu en lang Tid maatte vente, inden han fik Ridderværdigheden Hr. Sigurd Hafthorsſøn var Sysſelmand (maaſkee Hirdſtjore?) paa Oplandene[26], medens Hr. Hallvard Jonsſøn, kaldet Ræpa, var Fehirde i Oslo og tillige, ſaavidt man kan ſee, Sysſelmand i den kongelige Deel af Oslo Sysſel[27], medens Provſten ved Mariekirken, nu Hr. Henrik Henriksſøn, fremdeles havde Syſlen paa Follo og Bergheimshered m. m. I Jemteland nævnes førſt i 1374 en Olaf Salvesſøn ſom „Foged“, men det er ikke uſandſynligt, at den egentlige Høvedsmand derover allerede nu var Hr. Narve Ingevaldsſøn, der ſenere nævnes ſom ſaadan. I Kong Magnus’s Landsdeel nævnes Ketil Vigleiksſøn, forhen Sysſelmand i Skien, ſom Sysſelmand i Tunsberg, og ſom hans Eftermand i Skien Bjørn Thorleifsſøn, medens det tillige lader til, at Gaute Eriksſøn, der ſenere optreder ſom Fehirde paa Tunsbergshuus, allerede nu havde denne Beſtilling, eller idetmindſte udøvede en Embedsmyndighed i Fylket[28]. I Borgeſysſel maa Hr. Jon Hafthorsſøn have vedblevet ſom Sysſelmand eller Hirdſtjore. Men hvo, der havde Befalingen over det egentlige Viken og det vigtige Baagahuus Slot, vides ikke. Pantſat til Fremmede var det ikke længer: vi have ſeet, at Kong Haakon allerede fik det tilbage i 1366 og da overlod det til Hr. Narve Ingevaldsſøn, ſiden til Laurents Bjørnsſøn, der dog, ſom vi have ſeet, kort efter forflyttedes til Arevall og gik i Kong Albrechts Tjeneſte. Det er ikke uſandſynligt, at Hr. Narve efter Laurents’s Forflyttelſe atter for en Tid har faaet ſit forrige Lehn tilbage og beholdt det, indtil han flyttede til Jemteland. — Af Lagmænd ere de fleſte allerede i det foregaaende nævnte: Guthorm Gudbrandsſøn i Oslo, Berg Hermundsſøn i Tunsberg, Sigurd Gyrdsſøn i Skien og Gunnar Hjarandesſøn i Bergen og for Gulathing. Hvo, der var Lagmand ved Froſtathing og i Nidaroos, vides ikke, førend lengere ned i Tiden. Dette gjelder og Haalogeland, Jemteland og tildeels om de øvrige Lagſtole, da man f. Ex. ikke kan ſee, om Sigurd Eriksſøn, der nævnes allerſidſt ſom Oplandenes Lagmand i 1371, blev umiddelbart afløſt af Thorſtein Gunnarsſøn, der ikke nævnes førend i 1384, om Thorleif Gudmundsſøn, Lagmand i Ryfylke 1362, afløſtes af Haavard Sigurdsſøn, førſte Gang nævnt 1383, eller om Thoralde Steinbjørnsſøn, der nævnes ſom Lagmand i Viken en Stund forud for 1396, beklædte Embedet juſt paa den Tid, vi her have for os[29].

Af de her nævnte Mend, iſær Sysſelmendene, vare de fleſte Medlemmer af Rigsraadet, og foruden dem flere andre, hvis Stilling ikke udtrykkeligt kjendes, men ſom ganſke viſt maa have haft en Sysſel eller beklædt et eller andet vigtigt kongeligt Ombud. Det er oftere nævnt, at ogſaa flere ſvenſke eller halvſvenſke Herrer, fra de Landſkaber, der nu for Øjeblikket vedblev at adlyde Magnus, bleve Medlemmer af det norſke Raad. Fuldſtændigt at opregne hele dette Perſonale er umuligt; det er her tilſtrækkeligt at nævne de fornemſte, nemlig foruden Biſkoperne og den midlertidige Seglbevarer, Hr. Henrik Henriksſøn, Agmund Finnsſøn, begge Hafthorsſønnerne, Hr. Haakon Eivindsſøn, den forhen omtalte Fru Elin Bergſveinsdatters førſte Mand[30], Ulf Jonsſøn, Haakon Jonsſøn, Narve Ingevaldsſøn, Gaute Eriksſøn, Otte Rømer, Erlend Philipsſøn, og de ſvenſke eller halvſvenſke Erik Ketilsſøn, Ulf Holmgersſøn, Henrik Michelstorp, Jon Erngiflsſøn Hjerne, og, i alle Fald noget ſenere, Jon Martinsſøn og Jon Oddsſøn. Af disſe ſtode viſtnok enkelte alene i Kong Magnus’s Tjeneſte, men desuagtet var der, ſom man tydeligt ſeer, aldrig Tale om mere end eet Rigsraad, hvoraf begge Kongers Mend vare Medlemmer.

Hidtil havde den unge Dronning, Margrete, ingen ſynderlig Lejlighed haft til at gjøre ſine overlegne politiſke Talenter gjeldende, idetmindſte er ingen ſaadan Fremtreden af hende omtalt, hvad Indflydelſe hun end kan have udøvet paa ſin Mand, eller hvad hun maaſkee allerede da end i Stilhed kan have virket. Efter den Driftighed og ſjeldne Duelighed, hun ikke mange Aar derefter lagde for Dagen for at ſkaffe ſin Ætt Herredømmet i Danmark, og ſiden over hele Norden, er man berettiget til at ſlutte, at hun allerede nu, iſær efter Sønnen Olafs Fødſel, udøvede ikke ringe Inflydelſe paa ſin Mand. Saaledes maa man antage, at hun benyttede alle de Forbindelſer og al den Indflydelſe, hun havde i Danmark, til at modarbeide Mecklenburgernes Forſøg paa at ſikkre ſig Tronfølgen i dette Rige. Om Vaaren 1373 ledſagede hun, ſom vi have ſeet, ſin Mand og Svigerfader til Bergen. Muligt at hun har haft nogen Deel i den danſke Broder Jakobs Udnævnelſe til Biſkop i denne Stad. Af et merkeligt Brev fra hende til Kongen, ſom endnu er opbevaret, ſer man, at hun, idetmindſte i Kongens Fraværelſe, befattede ſig med Regjeringsſager, ja maaſkee endog nu ſelv udøvede en Hirdſtjores Myndighed paa Akershuus, hvor hun fremdeles havde ſit Tilhold, men forreſten var temmelig ilde forſynet med det nødvendige til ſit og ſine Folks Underholdning. Skade, at Aaret ikke er angivet paa dette Brev, men kun Dagen, den 18de October, og at man ikke kan ſee, hvor Kongen opholdt ſig, da det blev ſkrevet. Kun ſaameget ſeer man, at dette maa være efter 1371, ſiden Hr. Henriksſøn tydeligt nævnes ſom Seglbevarer[31]. Størſt Sandſynlighed har det for ſig, at det er ſkrevet 1372, da Kong Haakon var reiſt til Tunsberg for at underhandle med Geſandter fra Hanſeſtæderne, ſom det ſtrax nedenfor ſkal blive omtalt[32]. „Eder, min allerkjæreſte Herre“, ſaaledes lyder Brevet, „hilſer jeg, Margrete, inderligen med Gud, og kundgjør Eder, at jeg lever vel; Gud lade mig høre det ſamme fra Eder. Vide maa I, min kjære Herre, at jeg og mine Tjenere liide ſtor Nød for Mad og Drikke, ſaa at hverken jeg eller de faa vor Nødtørft. Derfor beder jeg Eder, min kjære Herre, at I udfinde nogen Udvej til, at dette maatte kunne bedres, ſaa at de, ſom ere hos mig, ikke ſkulle ſkilles fra mig for Hungers Skyld, og beder jeg Eder, at I ſkriver til Weſtfal om, at han vil borge mig, hvad jeg maatte forlange og behøve, og ſig ham, at I ville betale ham godt, for han borger mig. Derſom I vil tilſkrive ham herom, da ſkriv mig ogſaa et Brev, hvori I melder mig hvad I ſkrive. Endvidere beder jeg Eder, at I tilfredsſtiller Hans Mynter (Myntmeſter), ſaa at han kan blive i Eders Tjeneſte og ikke ſkilles fra Eder, thi jeg har erfaret af ham, at han gjerne er Eder til Vilje og Tjeneſte, og derſom I komme overeens med ham, da ordner det ſaaledes med ham, at han kan borge mig noget, hvis Skibe kunde komme her, og ſkriv mig ogſaa Svaret herpaa. Fremdeles melder jeg Eder, kjære Herre, at jeg fik et Bud fra Bartholomæus Guldſmed, hvori han beder mig gjøre Undſkyldning for ham hos Eder, at han ikke kom til Eder, ſaaledes ſom I tilſkriver ham, af den Aarſag, at var han kommet til Eder, da var Skibet ſejlet fra ham med det Gods, ſom han ſkulde betale i Flandern; han bad mig ſige Eder, at han havde tænkt med Guds Hjelp at komme tilbage før Vintren, og hvad han da maatte have hidført, det ſkal være til Eders Raadighed ſaa meget, ſom I behage; vær altſaa for Guds og min Skyld ſaa god, ikke at være ublid paa ham, og heller ikke paa Gaute Eriksſøn, fordi han ikke før var iſtand til at komme efter Eder, ſaaſom han ikke før kunde blive ferdig[33]. Gud være med Eder, min kjære Herre. Skrevet paa Akershuus Slot, St. Lucas’s Dag (Efterſkrift:) Min kjære Herre, ſend Claus Stueſven ſtrax fra Eder; viid og, kjære Herre, at jeg har undt Hr. Henrik det Thegngjeld fra Ketil af Hovland, ſom I gav mig; Hr. Henrik handlede for min Skyld og for mit Bedſte og gjorde mig ſaa megen Fyldeſt for den Thegngjeld, ſom jeg fandt tilſtrækkeligt. Jeg har lovet Hr. Henrik, at jeg ſkal ſkrive til Eder, om I for min Bøns Skyld ikke vil give Ketil af Hovland og hans Medſkyldige Landsviſt, førend Hr. Henrik kommer tilbage fra Bergen, eller og at I vilde viſe Budet til Hr. Henrik i Bergen om ſamme Landsviſt, derſom han ikke vil bie, til Hr. Henrik kommer igjen, ellers er Hr. Henrik ikke betrygget, og dette er min Bøn til Eder, for at jeg ſkal kunne holde mine Ord, ſom jeg desangaaende har lovet ham. Skriv mig Eders Vilje herom tilbage“. Man faar af dette Brev — det er ſkrevet paa Svenſk, med lidt Spor af norſk Paavirkning, hvad der dog, ſaa rimeligt det end vilde være med Henſyn til Dronningens Ungdomsopdragelſe, at hendes Sprog var halvſvenſk, dog ikke afgiver noget Beviis herpaa, da det uden al Tvivl er ſkrevet af en eller anden Secretær — det tydelige Indtryk, at den unge attenaarige Dronning allerede ivrigt tog ſig af de løbende Forretninger, ej alene vedkommende Hoffets Styrelſe og Underholdning, men ogſaa virkelige Stats- og Regjeringsſager, og det ſynes næſten, ſom om hun allerede udøvede ſtor Indflydelſe paa ſin Mand, thi hendes Foreſtillinger til ham i Brevet gaa ikke ud paa, kun at raade eller give Vink, men ligefrem at anmode ham om at gjøre dette eller hiint og foreſkrive ham hans Handlemaade. Naar hun i et eneſte Brev kunde omhandle ſaamange forſkjelligartede Ting ſkriftligt, hvor meget maa hun da ikke, naar de vare ſammen, have afhandlet mundtligt med ham? Var hun ikke den, der egentlig beherſkede ham, ſaa var hun dog idetmindſte hans fornemſte Raadgiverinde. Dette Forhold maatte nødvendigviis medføre, deels, at hun ſaavidt muligt ledſagede ham paa hans Reiſer, ſom da han i 1372 var i Bergen, deels at der førtes en ivrig Brevvexling mellem dem, naar de vare adſkilte, hvad ogſaa det nysanførte Brev nokſom bekræfter. Men deſto ſtørre Savn er det, at dette Brev ſkal være det eneſte, ſom er tilbage af alle disſe Breve, der vilde kunne have meddelt os ſaa nøjagtige Efterretninger om de Tiders Begivenheder.

  1. De allerede for over 30 Aar tilbage af Biſkop Hallvard fra Hamar og Biſkop Haakon i Bergen brugte Udtryk: „det ſtaar meget ilde til i Sverige og end værre i Skaane“ (ſee forrige Bind S. 219), viſer allerede da, hvorledes man i Norge, ved at bedømme Forholdene i Sverige, betragtede dette Rige med en vis overlegen Medynk, uagtet dets Tilſtand da langtfra var ſaa beklagelig ſom i 1370.
  2. Udtryk ſom „dette vort fattige Land“ var allerede i hiin Tid ikke ſjeldne og bleve ſtadigt hyppigere.
  3. Det er ilde, at vi her ſkulle ſavne Tractaten ſelv, ſaa at vi ej kunne erfare, hvorledes Ordene egentligt lød. Olaus Petri, efter hvis korte Referat vi omtrentligt lære Indholdet at kjende, ſiger kun: „Och ſkulle Kong Magnus haffua alt Skara ſticht til uppehelle i ſin liffz tijdh, utan frelßet ſom ſkulle lydha under konung Albrecht“.
  4. Den 28de Februar 1371 udſtedte Kong Haakon fra Aaranes i Kindahered i Veſtergøtland en Befaling til Indbyggerne i Agnaholms Fogderi (Vermeland) om at adlyde Hr. Erik Ketilsſøn; altſaa raadede denne da for Slottet og Fogderiet. Endnu i 1386 ſees Hr. Erik eller Ulf Holmgeirsſøn at have haft Raadighed over Agnaholms Slot, og Ulf bortbyttede da ſin Andeel deri til Erik for Gods paa Solør. Om Hr. Sigurd Hafthorsſøns Beſiddelſer i Vermeland er i det foregaaende talt. I 1379 kalde tvende Sognepreſter Kong Haakon udtrykkeligt ſin „allerkjæreſte Herre Norges og Sveriges Konge“, Styffe, Bidrag No. 73, S. 177.
  5. I 1371 pantſatte Hr. Knut Algotsſøn Gods i Dalsland til Gaute Eriksſøn, 1372 til Jon Martinsſøn, paa Dalaborg i Hr. Erik Ketilsſøns Nærværelſe. (Styffe, Bidrag, S. LIV.); heraf ſees, at han da maaſkee havde Befalingen over Dalaborg; Gaute Eriksſøn havde hiint Gods endnu i 1387, da han overdrog det til Vadſtena Kloſter (Dipl. i ſv. Rigsarchiv). Kong Haakon forlenede i 1377 en af ſine Mend med Gods i Aale Hered, ganſke nær ved Ljodhuus, ſee Styffe, Bidrag S. LXX. Kindahered (der ſtaar vel in Ostgocia — i Øſtergøtland, — men dette maa ganſke viſt være en Skrivfejl for Vestgocia, da Magnus og Haakon umuligt kan have beholdt noget af dette,) forlenede de i 1373 bort ſom Pantelehn, Dipl. N. III. 383 (ſee nedenfor). I 1372 erhvervede Hr. Erik Ketilsſøn Gods i Kindahered; Brevet derom (i ſv. Rigsarchiv) er udſtedt paa Forsholms Slot (ved Sjøraas i ſ. Hered), der altſaa ogſaa ſynes at have været i Hr. Eriks Beſiddelſe.
  6. Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsſlutningen mellem Danmark og Hanſeſtæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675—677.
  7. Laurents Bjørnsſøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer ſom Lagmand i Veſtergøtland, ogſaa ſees det af et Brev i det ſvenſke Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altſaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
  8. I Brevet af 20de Auguſt 1378, hvori Hr. Ulf Jonsſøn omtales ſom Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig ſvenſk Lov (ſom lag eru i Swerike).
  9. Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsſlutningen mellem Danmark og Hanſeſtæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675—677.
  10. Laurents Bjørnsſøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer ſom Lagmand i Veſtergøtland, ogſaa ſees det af et Brev i det ſvenſke Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altſaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
  11. I Brevet af 20de Auguſt 1378, hvori Hr. Ulf Jonsſøn omtales ſom Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig ſvenſk Lov (ſom lag eru i Swerike).
  12. Suhm, XIII S. 690. Skade, at Originalen til dette merkelige Brev ingenſteds er trykt, ſaa at man ikke veed, hvor det er udſtedt.
  13. Styffe, Bidrag o. ſ. v. S. LXII. No. 52, S. 147.
  14. Dette vil ſees af det følgende, jvfr. forrige Bind S. 613. Allerede d. 25de Febr. 1372 udſteder Kong Magnus i Oslo Landsviſtbrev for en Thov Gunnarsſøn i Nisſedal, Thelemarken (Dipl. N. I. 417). Vel findes Forhørsbrevet over denne Sag at være hervendt til K. Haakon og dateret ſenere, 2den Juni 1372 (Dipl. N. I. 420), men efter nærmere Overveielſe bliver det os klart, at Udſtederen, Sysſelmanden Bjørn Thorleifsſøns Lensmand, maa have ſkrevet XVII iſtedetfor XVI (17de iſtedetfor 16de Aar), hvilket let kunde skee, og at Brevet ſaaledes er af 1371; dermed pasſer det netop, at det er henvendt til Haakon, ſaaſom Magnus da endnu var fangen. Desuden ſees Forhørsbrevet ved Magnus’s eget Segl, paatrykt ved Udſtedelſen af Landsviſtbrevet, at have været forbundet med dette, følgelig maa det være eldre.
  15. Norges gl. Love III. S. 189.
  16. See nysanførte Landsviſtbrev ſamt K. Haakons Gavebrev af 27de Febr. 1372, Dipl. N. I. 418.
  17. Den 16de April vare begge Konger i Nidaroos (Dipl. N. II. 421); den 3die Mai var Kong Haakon paa Nordmøre, ſandſynligviis paa Vejen til Bergen (N. gl. Love III. 190) og Kong Magnus muligviis i Følge med ham, thi de islandſke Annaler (Udg. S. 322) melde udtrykkeligt, at Kong Magnus ſtrax efter ſin Befrielſe reiſte lige til Bergen, og den 8de Auguſt finde vi K. Haakon der (Norges gl. L. III. S. 191).
  18. See nedenfor, hvor der handles om Stædernes Underhandlinger 1372.
  19. I 1375, efter Kong Magnus’s Død, betalte Biſkop Nicolas af Skara et lidet Afdrag paa Magnus’s Gjeld, ſom han dog ſiden fordrede tilbage, da det var betalt til en uberettiget Perſon.
  20. Regest. Gregor. XI. cod. chart. T. I. fol. 180.
  21. Dipl. Norv. V. 268. Regest. Gregor. XI. De indult. et privil. Ann. I. cod. chartae. T. II. f. 380.
  22. Thrond Gardarsſøn nævnes ſom Chorsbroder i Nidaroos allerede i et Brev af 23de Auguſt 1363, udſtedt i Bergen, Dipl. N. II. 374.
  23. Biſkop Jakobs Proviſion, der ſees at have koſtet i Cancelligebyr 120 Gylden, ſtaar i Reg. Gregor. XI. eccl. chart. T. XIV. (ann. 3). fol. 156. At Jakob var danſk ſiges udtrykkeligt i de isl. Annaler ved 1372. (Udg. S. 324).
  24. Jons Proviſion, der kun ſees at have koſtet 110 Gylden, uagtet Oslos Biſkopsſtol var bedre end Bergens, findes i i Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. XIV. (ann. 2.) fol. 183. Det er ikke uſandſynligt, at Jon tidligere var Preſt til Gerpen og Provſt, hvilke Embeder ſedvanligviis beklædtes af Chorsbrødre fra Oslo, thi det lader til, at han havde flere Ejendomme paa de Kanter og ſkjenkede Gods fortrinsviis til Gerpens og de nærmeſt liggende hellige Steder, ſaaledes til Gerpen Kirke alle Kvernerne ved Nedre Fosſeim, til Gimsø Kloſter ½ Mk. Bool i Fenes, og til Michelsbergs-Hulen, der brugtes ſom en Kirke, 2 Mk. Bool i Seljugerde i Heitradal. (Biſkop Eyſteins Jordebog, fol. 37, 32, 29).
  25. See foranførte Brev af 4de April 1372, Dipl. N. II. 422.
  26. Han nævnes ſom ſaadan endnu i 1376, Dipl. N. V. 286.
  27. Jvfr. forrige Bind S. 865. Hr. Hallvard Jonsſøn døde før 26de Auguſt 1375, Dipl. N. II. 439. Han var gift med Cecilie, Datter af Hr. Haakon Agmundsſøn Bolt, ſee for. B. S. 390. Jvfr. Samll. VI. 574, fgg.
  28. Dipl. Norv. I. 416. 418. 423.
  29. Dipl. Norv. II. 270. IV. 429. III. 587. o. fl.
  30. Om Fru Elin Bergſveinsdatter ſee i foregaaende Bind S. 907. Hvad der her anføres om hende, kan fuldſtændiggjøres ſaaledes, at hun, ſaavidt det af gamle Brevſkaber og Biſkop Eyſteins Jordebog lader ſig udfinde, førſt var gift med Hr. Haakon Eivindsſøn og ſiden med Haakon Munaansſøn Stumpe. Da begge disſe Mænd vare ſamtidige og havde ſamme Fornavn, ere de ſtundom blevne forvexlede; bedſt ſkjelnes de fra hinanden derpaa, at Haakon Eivindsſøn ſom Ridder altid kaldes Hr. Haakon, men Haakon Stumpe, der ej naaede Ridderverdigheden, kaldes kun ſlet og ret „Haakon Stumpe“, hvilket dog ikke havde nogen Inflydelſe paa Huſtruens Titel, da hun allerede ved ſit førſte Egteſkab var bleven „Frue“. I Eyſteins Jordebog fol. 53 b. ſiges der udtrykkeligt, at Fru Elin gav 11 Øres Bool i Midaker, Søndreſtuen, paa Eker til Hougs Kirke ſammeſteds, til beſtandigt Aartidehold for ſig og Hr. Haakon Eivindsſøn, „fordum hendes Huusbonde“. Men ſidenefter tales der kun om „Haakon Stumpe“ ſom hendes Mand. Hr. Haakon Eivindsſøn nævnes meget ſjelden, og vi have ikke fundet ham efter 2den Aug. 1379, da han forekommer ſom Raadsherre og Ridder. Dipl. N. II. Ved det Brev af 24de Septbr. 1372, der udſtedtes paa Sammenkomſten i Tunsberg angaaende Udbetalingen af Penge paa Fru Herdiſes Vegne, og ſom nu opbevares paa Skokloſter i Sverige, hænger Hr. Haakons Segl endnu ved, foreſtillende et kronet Hoved.
  31. Dipl. N. I. 409. At Hr. Henrik her optreder ſom Seglbevarer eller Vicecantſler ſees deraf, at han har at beſtille med Thegngilde og Udſtedelſe af Landsviſtbreve.
  32. Der er i Brevet Tale om, at Hr. Henrik ſenere ſkulde reiſe til Bergen og der udſtede et Landsviſtbrev, altſaa medbringende Storſeglet. Det er højſt ſandſynligt, at det er ham, der den 23de Decbr. 1372 udgav i Bergen i K. Haakons Navn det Frihedsbrev for Bønderne i Aarlandshered, ſom er aftrykt i Norges gl. Love III. 192, og hvor der intet er tilføjet om, at Kongen var nærværende, ligeſom det ogſaa er højſt uſandſynligt, at Kongen da kan have været i Bergen.
  33. Her ſigtes ſandſynligviis til den Raadsſamling, ſom ſkulde finde Sted i Tunsberg i September, i Anledning af Underhandlingerne med Stædernes Geſandter (ſee nedenfor). Som Medlem af Raadet ſkulde Gaute Eriksſøn være tilſtede, men kom maaſkee ikke i Betids. Om de øvrige i Brevet nævnte Mend vides intet nærmere at oplyſe. Weſtfal og Bartholomæus Guldſmed have viſt begge været Udlendinger, ligeſom Hans Mynter.