Det norske Folks Historie/8/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Foreningen mellem Norge og Sverige opløstes ved Fredsslutningen i Stockholm 1371, befandt Norge sig, fra det sedvanlige politiske Standpunkt at dømme, i en bedre Stilling end det sidstnævnte Rige. Medens der i Sverige herskede indbyrdes Splid og Anarchi, havde man i Norge Rolighed og en ordnet Styrelse, hvis Myndighed af alle Undersaatter villigt og ærbødigt erkjendtes. Medens Sverige havde en udenlandsk Konge, der, selv ubetydelig, egentlig kun var et Redskab i sin statskloge Faders Haand, hvorved denne, ubekymret om Sveriges Interesser, kun søgte at benytte det til at fremme sine ærgjerrige Planer i Tydskland, havde Nordmendene en indfødt Konge, hvis Interesser, om de end tildeels ogsaa gik ud paa Indflydelse i Naborigerne, dog idetmindste ikke strakte sig udenfor Norden, og for hvem Norges Velmagt og Anseelse dog altid var Hovedsagen. Medens Kongedynastiet i Sverige, deels paa Grund af hine Forhold, deels og formedelst Kongens personlige Ubetydelighed og hans egen, i alle Fald hans Omgivelsers, Uelskværdighed, var i højeste Maade upopulært, og for at verne sig mod Virkningen af denne Upopularitet maatte gribe til Midler, der alene forøgede den, nemlig fremdeles at omgive sig med overmodige, tøjlesløse Landsmend, der udsugede Rigets bedste Kraft og tyranniserede dets Indbyggere, var Norges Kongedynasti aabenbart almindelig afholdt, og dets nærmeste Omgivelser saavelsom Befalingsmendene fordetmeste indfødde eller i alle Fald fuldkommen naturaliserede, og om end ikke bedre, saa dog i alle Fald ikke slettere end dem, man nu havde haft i henved et Aarhundrede. Medens Sverige under de sidste Uroligheder havde mistet dyrekjøbte Erhvervelser – Skaane med Tilbehør – havde Norge ej alene intet tabt, men endog saa godt som vundet en Udvidelse paa Sveriges Bekostning, idet de vestlige Dele af dette, Vermeland, Dalsland, tildeels endog Vestergøtland, havde fulgt det forrige Kongedynasti og vilde, om den nærværende Tilstand længe havde vedvaret, sandsynligviis endog for stedse have løsrevet sig fra Sverige og sluttet sig til Norge.

Ikkedestomindre var Norge, nøjere betragtet, mere at beklage end Sverige. I Sverige var der vel Uorden og Anarchi, men der var Liv og Rørelse. Folket var vaagnet til Bevidsthed, Nationalfølelsen vakt og skerpet, og Interessen for de offentlige Anliggender opfrisket, endog hos de ringere Klasser. Nationen befandt sig aabenbart i en Gjenfødelsestilstand og vilde, om det lykkedes den at overvinde den nærværende Krisis, skride frem med ungdommelig Kraft. I Norge derimod var der Døsighed, Dvale, Stillestand. Folket havde saa at sige overlevet sig selv. Dets høje Cultur, politiske Udvikling, Magt og Anseelse i de forrige Aarhundrede, tildeels fremdrevne ved Tronkrigene, vare Frugterne af en altfor tidlig Modenhed, der stod i et fuldkomment Misforhold til Folkets Kræfter og medførte en saadan Fortærelse af disse, at der siden, da den glimrende Periode var forbi, indtraadte Slappelse og Kraftløshed. Nationen behøvede efter hine Overanspendelser Aarhundreder til at udhvile, men det laa i Sagens Natur, at disse Aarhundreder tillige bleve Svaghedens, Tilbagegangens, Fornedrelsens, medens Sverige, der i saa lang Tid havde staaet i Skyggen, nu først kunde siges at være traadt virksomt frem paa den historiske Skueplads, og ved en heldig Tilskikkelse havde undgaaet en altfor tidlig Udvikling, for med desto friskere Kræfter at kunne tage Deel i Begivenhederne, naar den rette Tid kom. Derfor ville vi og i det følgende Tidsrum see det svenske Folk efterhaanden arbeide sig op til det mægtigste og mest anseede af de trende nordiske, altsaa til den Rang, hvorpaa allerede dets gamle Konger gjorde Paastand, medens Norge næsten forsvinder af Staternes Række, og Danmark, uagtet det fik Norge under sig og kunde raade over dets Kræfter, dog kun med Møje formaaede at holde Sverige Stangen.

Imidlertid maa man ikke forestille sig, at Samtiden i Almindelighed havde nogen ret Forestilling om disse Forhold. Dertil var den politiske Indsigt endnu for ubetydelig, Begreberne for lidet opklarede. Det er af mange Omstændigheder tydeligt nok og ligger desuden i Sagens Natur, at ej alene Nordmendene selv betragtede sig som bedre farne end de Svenske og tildeels de Danske, men at ogsaa idetmindste de Svenske, ved at sammenligne den urolige Tilstand hos dem selv med den Ro og Orden, der herskede i Norge, ansaa Nordmendene for langt bedre farne end dem selv, hvilket vel ogsaa var en af Hovedgrundene til, at de svenske Grændselandskaber foretrak at blive i Forening med Norge under det gamle Dynasti[1]. Man havde vistnok i Norge en vis Følelse af Afmagt, af Fattigdom, af Mangel paa Hjelpekilder, der stundom endog kom til Orde[2] og røbede, at Ondet, om man end ikke ret var sig bevidst, hvori det bestod, dog var tilstede og trykkende; men nogen rigtig Forestilling om Sagens sande Beskaffenhed havde neppe Nogen, uden det maaskee skulde være de statskloge Hanseater, hvis overmodige Optræden i Norge i alle Fald viser, hvor ringe de nu agtede Folket i Sammenligning med tidligere Dage. Men ganske klart var det vist heller ikke for dem, hvorledes dette egentlig var gaaet til; de følte kun, at de havde faaet Overhaand.

Den føromtalte Forbindelse mellem Norge og de svenske Grændseprovinser var af en egen Natur. Da Kongerne Magnus og Haakon ved Fredstractaten i Stockholm gav Afkald paa Sverige, blev kun Skara Biskopsdømme, eller Vestergøtland, Dalsland og Vermeland forbeholdte Kong Magnus for Livstid til Underholdning, medens det saakaldte „Frelse“ i disse Landskaber skulde lyde under Kong Albrecht. Dette kan ikke forstaaes anderledes, end at Kong Magnus ikke egentlig skulde have noget at bestille med Landskabets Regjering, og at alle Herrerne eller Frelsemendene skulde være Kong Albrechts Undersaatter[3]. Men paa den anden Side kunde det der efter de Tiders Begreber heller ikke være Meningen, at Albrechts Befalingsmend skulde opkræve Indtægterne og udbetale dem til Kong Magnus; denne maatte saaledes selv holde Ombudsmend til Indkrævning, og disse Ombudsmend være forsynede med den dertil nødvendige Myndighed, hvilket efter de Tiders Begreber medførte en virkelig Styrelse, saadan som Sysselmændene udøvede i Kongens Navn i Norge Altsaa var dog allerede herved den egentlige Regjering i Kong Magnus’s Hænder. Ligeledes er det vist, at de vigtigste Slotte, idetmindste i Vermeland, Dalsland og den nordre Deel af Vestergøtland, vare i Kongernes eller deres Mends Vold, thi Agnaholm i Vermeland, der med tilhørende Lehn (Vermeland) endnu i Februar 1371 lød under Kong Haakon og indehavdes af Kongernes tro Mand Hr. Erik Ketilssøn, blev ikke overleveret til Mecklenburgerne, da det endnu lang Tid derefter havde Hr. Erik til Befalingsmand, og denne visselig ikke hyldede Kong Albrecht, ja ikke engang indtog den Stilling i Kong Albrechts Raad, der var ham bestemt, men vedblev at holde sig til Magnus og Haakon, samt deres Huus[4]. Ljodhuus med tilliggende District og Egnen søndenfor Venern lige til Kindahereds Østgrændse vedblev ligeledes at staa under Kongerne, altsaa følgelig ogsaa hele Dalsland med Dalaborg, hvor Hr. Knut Algøtssøn, deres ivrige Tilhænger, synes en Tidlang at have været Befalingsmand, og hvor desuden Hr. Ulf Jonssøn idetmindste senere hen var Heredshøvding, ligesom ogsaa Jon Martinssøn havde store Besiddelser og meget at sige der[5]. Overhoved lader det til, at hele „Frelset“ i de nysnævnte Grændse-Egne vedblev at holde sig til Magnus og Haakon, siden de fornemste Herrer endog indtraadte i det norske Rigsraad, og der ikke findes Spor af, at en eneste Stemme løftede sig til Fordeel for Kong Albrecht. Derimod naaede Kongernes Herredømme ikke over hele Vestergøtland. Den sydvestlige Deel, med Elfsborgs, Opensteens og sandsynligviis ogsaa Øresteens Slotte vare endnu i de Danskes Magt[6]. Den nordøstlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnssøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[7], ogsaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændserne for de norske Kongers Omraade i denne Tid maa saaledes fra Sammenstødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Østgrændse til Venern og fra dennes i Vest-sydvest ved Kindahered noget østenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danske Herredømme tog ved og strakte sig østover indtil Smaalands Grændse vestenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disse i Egenskab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes som Nordmend; de erkjendte sig fremdeles som svensk Lov undergiven[8], og de betragtede saaledes maaskee den nærværende Tilstand kun som midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de vistnok først og fremst regnede den gamle Kongeæts Gjenindsættelse paa Sveriges Trone, kunde indtræde i sit gamle Forhold til Riget. Dette synes ogsaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omstændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viser noksom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.

Med Danmarks Kongehuus var det norske nu formedelst Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelse, der om føje Tid ogsaa førte Nationernes Forbindelse og omsider saagodtsom deres Sammensmeltning med sig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelse skulde drage saadanne Følger efter sig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Dattersønner og eneste nulevende mandlige Efterkommere med Tiden skulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danske Trone ikke Opensteens og sandsynligviis ogsaa Øresteens Slotte vare endnu i de Danskes Magt[9]. Den nordøstlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnssøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[10], ogsaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændserne for de norske Kongers Omraade i denne Tid maa saaledes fra Sammenstødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Østgrændse til Venern og fra dennes i Vest-sydvest ved Kindahered noget østenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danske Herredømme tog ved og strakte sig østover indtil Smaalands Grændse vestenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disse i Egenskab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes som Nordmend; de erkjendte sig fremdeles som svensk Lov undergiven[11], og de betragtede saaledes maaskee den nærværende Tilstand kun som midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de vistnok først og fremst regnede den gamle Kongeæts Gjenindsættelse paa Sveriges Trone, kunde indtræde i sit gamle Forhold til Riget. Dette synes ogsaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omstændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viser noksom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.

Med Danmarks Kongehuus var det norske nu formedelst Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelse, der om føje Tid ogsaa førte Nationernes Forbindelse og omsider saagodtsom deres Sammensmeltning med sig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelse skulde drage saadanne Følger efter sig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Dattersønner og eneste nulevende mandlige Efterkommere med Tiden skulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danske Trone ikke egentlig var arvelig, saa forstod det sig dog ligesom af sig selv, at man til Konge alene kunde velge et Medlem af Kongehuset, og saaledes var det sikkert at vente, at en af hans to Dattersønner vilde blive valgt: den mecklenburgske Hertug Henriks Søn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Begge Fedre havde bestemte Forhaabninger, ja endog Fordringer, i dette Henseende. Da man med Grund ansaa Kong Valdemars egen Stemme for meget formaaende, om ikke afgjørende, i dette Stykke, søgte idetmindste den ene af dem, og formodentlig begge to, at sikkre sig den. Mecklenburgeren var først paa Ferde, idet han benyttede den bekvemme Lejlighed, medens Kong Valdemar endnu var i Tydskland. Den 14de August 1371, samme Dag, som Kong Albrecht sluttede Fred med Kong Haakon og Kong Magnus, indgik Hertug Henrik af Mecklenburg en Overeenskomst med Kong Valdemar, hvorved han afstod til denne alle de Slotte og Befestninger, som han og hans Hjelpere havde erobret i Danmark, imod at hans Søn med Valdemars Datter Ingeborg, Albrecht, skulde blive Konge i Danmark efter Valdemar, hvis denne ingen mandlige Arvinger efterlod, og Margrete, Kong Haakons Dronning, saavelsom hendes Søn Olaf, alene skulde have hvad der ellers maatte tilkomme dem i Danmark[12]. At Valdemar gjerne gik ind paa at give et saadant Løfte, som egentlig ingen forbindende Kraft havde, naar han derved kunde faa de af Mecklenburgerne gjorte Erobringer tilbage, er ej synderligt at undres over. En Følge af denne Tractat var det vel ogsaa, at Kong Albrecht fra 1372 af opgav sin nys antagne Titel af „Herre til Skaane“, saa meget mere som nu ogsaa Hansestæderne, hvis Gunst det gjaldt at sikkre sig, havde faaet Raadighed over de vigtigste skaanske Slotte. At Haakon ogsaa paa sin Side ikke undlod at varetage Sønnen Olafs Krav i samme Retning, kan man ej betvivle, om end intet udtrykkeligt derom er nævnt: saaledes var der al Udsigt til, at den Strid mellem Mecklenburgerne og det folkungske Kongehuus, der nys var ført om Sveriges Trone, med det første vilde opstaa igjen mellem dem om Danmarks. Til end yderligere Betryggelse for sit Dynasti udvirkede Hertug Albrecht sidenefter hos den tydske Keiser, Karl den 4de, Tilsagnsbreve om hans venlige Bistand til, saavel at hans Sønnesøn skulde faa Kongedømmet i Danmark, som at hans Søn skulde beholde Sverige[13]. Alle disse Breve havde vel i sig selv ikke stort at betyde, naar de ikke understøttedes af et sterkt Parti i Danmark selv, men ogsaa et saadant havde det lykkets Mecklenburgerne at sikkre sig, som det i det Følgende vil vise sig, og det tegnede sig derfor til, at en alvorlig Strid vilde vente Kong Haakon og Dronning Margrete, naar de i sin Tid skulde til at gjøre de Fordringer gjeldende, som de ansaa sig berettigede til at fremsette paa deres Søn Olafs Vegne.

Ogsaa Hansestæderne vare nøje interesserede i Spørsmaalet om den danske Succession. I Fredstractaten mellem dem og Danmark var det udtrykkeligt bestemt, at der ikke skulde udnævnes nogen Efterfølger efter Valdemar uden med Stædernes Samtykke. Derfor kom det nu ogsaa særdeles meget an paa at besidde deres Venskab, og deres Magt og Indflydelse i Norden var større end nogensinde. De vare nu midlertidigt igjen tildeels indtraadte i sine gamle Forhold i Norge, skjønt endnu ingen endelig Fred var kommen istand, og der fremdeles underhandledes om en saadan, som det i det Følgende vil blive nærmere omtalt. Deres Rettighed med Hensyn til Kongevalget i Danmark kan neppe andet end have forøget deres Anseelse i de tvende andre nordiske Magters Øjne og gjort det dobbelt ønskeligt for hvert af de tvende Dynastier, der nu tvistede om Nordens Troner, at vinde dem for sig.

Disse vare Rigets Forhold til de nærmeste Naboer. Inden Riget selv indtraadte nu atter de Forhold, som havde fundet Sted før Kong Magnus’s Tilfangetagelse, og idetmindste af Navn tog denne nu atter sin bestemte Deel af Riget (Tunsberg, Skienssyssel m. m.) under sin Bestyrelse[14]. Endnu samme Høst, som han var kommen paa fri Fod, bereiste han denne Deel og udgav fra Gimsø Kloster ved Skien den 21de November 1371 et Brev, hvori han bekræftede de af ham selv og Sønnen tidligere givne Frihedsbreve for denne Stad, og forbød navnlig alle og Enhver at holde nogen Kjøbmandskab i Gimsø, undtagen hvad Abbedissen behøvede at kjøbe til Klostrets Ophold[15]. Hensigten med denne Kong Magnus’s Reise til Skien var neppe nogen anden end at opdrive Penge for at skaffe den ved Fredsslutningen i Stockholm vedtagne Løsningssum til Veje. Af denne Aarsag var det vel ogsaa især, at Kongerne, efterat have tilbragt Julen i Oslo[16], tidligt om Vaaren det følgende Aar (1372) reiste først til Throndhjem, hvor der holdtes et Raadsmøde, siden langs Kysten til Bergen, hvor idetmindste Kong Haakon og sandsynligviis ogsaa hans Fader Magnus endnu befandt sig i Begyndelsen af August. Magnus havde Aaret forud henvendt en Anmodning til Bønderne i flere Hereder om at unde ham en Hjelp til Løsningen[17]. De ifølge denne Anmodning indkomne Penge – thi noget maa dog vel være kommet ind – har Kongerne formodentlig paa denne Reise modtaget. Paa denne Reise var ogsaa Dronning Margrete med, og Tydskerne i Bergen skulle have grebet sig meget an og gjort store Udgifter ved at opvarte Kongerne og hende[18]. Magnus skyldte ogsaa, som det allerede tidligere er viist, endnu fremdeles mange Penge paa det store Laan af 1371, der vel ikke længer synes at have været krævet tilbagebetalt med saadan Strenghed, som før, men hvorom dog Fordringen fra Tid til anden blev fremsat, sidste Gang endog, som vi ville see, efter Magnus’s Død, og hvoraf idetmindste Cautionisterne engang imellem maatte udrede Afdrag[19]. Fuldstændigt betalt blev Gjelden ikke.

I det samme Aar, hvori Freden gjenoprettedes med Sverige, og Kong Magnus igjen erholdt sin Frihed, fik Norges Kirke ogsaa et nyt Overhoved. Erkebiskop Olaf var, som det tidligere er nævnt, død i Oslo den 14de August, den selvsamme Dag Freden blev sluttet. Umiddelbart derefter maa der være gaaet Bud til den pavelige Curie om hans Død, thi Pave Gregorius, som strax ved denne Efterretning forbeholdt sig den ledige Erkestols Besættelse, udnævnte dertil allerede den 22de October, ikke stort over sex Uger efterat Budskabet kan have naaet ham, den throndhjemske Chorsbroder Thrond Gardarssøn, der havde prestlig Vielse[20]. Det er ikke usandsynligt, at Thrond selv var den, der bragte Budskabet, da det ellers ikke er let at forstaa, hvad han just paa denne Tid havde at gjøre ved Curien, hvor han ganske vist maa have været, og det endnu i December 1371, da han den Dag fik flere saadanne Gunstbeviisninger af Paven, som Biskoperne sedvanlig fik, naar de personligt vare tilstede ved Curien for at modtage sin Bekræftelse og Indvielse. Der nævnes heller ikke nogensteds om, at Palliet blev ham tilsendt, hvad der heller ikke efter de gjeldende Vedtægter godt kunde finde Sted, da det alene plejede at skee, naar en allerede indviet Biskop ophøjedes til erkebiskopelig Verdighed. Det er derfor ikke usandsynligt, at Thrond i al Stilhed var valgt og nedsendt af Capitlet, der nu næsten paa Forhaand kunde vide, at Besættelsen af Erkestolen var reserveret Paven, og at et offentligt, officielt Valg af dem vilde blive underkjendt. De Gunstbeviisninger, Thrond modtog af Paven, var først denne, at han i Betragtning af den store Afgang paa Geistlige, som de forskjellige Pestsygdomme havde bevirket, saa at der nu i alt ikke fandtes flere end 40 Prester, og disse gamle og affeldige, medens der tidligere havde været henved trehundrede, fik Tilladelse til at dispensere 30 Personer, der ellers vare skikkede til at modtage Presteverdigheden, fra de Mangler ved deres Fødsel, som ifølge de kanoniske Bestemmelser hindrede dem fra at modtage den, nemlig tyve, der vare fødte af ugifte Forældre, og ti, der vare Sønner af Prester og ugifte Kvinder; fremdeles at han fik et Indulgensbrev til Bedste for Nidaroos Christkirke, der trængte til en betydelig Reparation, og endelig fik for sig selv den sedvanlige Tilladelse til at velge en Skriftefader, der paa hans Dødsleje kunde meddele ham fuldstændig Absolution[21]. Kort efter maa Erkebiskop Thrond være reist hjem til sin Erkebiskopsstol, thi det er vist, at han sidst i Mai det følgende Aar allerede havde været hjemme en god Stund. Om hans foregaaende Liv, Charakter og Talenter, saavelsom om hans følgende Embedsvirksomhed vides forresten saagodtsom intet[22]. Ogsaa i Bergen og Oslo fandt der Biskopsskifter Sted omtrent paa samme Tid, som i Nidaroos. Den i Januar 1370 ved Provision udnævnte Biskop, Broder Benedict Ringstad, døde allerede det følgende Aar efter en kort og ubetydelig Embedsførelse, og atter nød den pavelige Pønitentiarius for Norden – han heed Jakob Jenssøn og var dansk af Fødsel samt Predikebroder – godt af sin indflydelsesrige Stilling ved Curien, idet Paven ved Provision befordrede ham til Bergens Biskopsstol (d. 7de April 1372), hvilken han beklædte i en lang Række af Aar, og som det lader til, ikke uden Nidkjærhed[23]. Biskop Hallvard i Oslo døde sandsynligviis kort efter; Capitlet valgte strax af sin egen Midte Chorsbroderen Jon, ordineret Prest, til hans Efterfølger, uvidende eller foregivende Uvidenhed om, at Paven havde reserveret sig Biskopsstolens Besettelse. Følgen var altsaa den sedvanlige, at Paven ved hans Ankomst til Curien erklærede Valget ugyldigt, men derimod selv ved Provision overdrog ham Biskopsstolen. Jon kom formodentlig først i det følgende Aar (1373) tilbage til sit Sæde, som han nu beklædte i henved femten Aar[24]. Biskoperne i Hamar og Stavanger, Magnus Slangesthorp og Botulf, ere allerede tidligere omtalte, de levede fremdeles i hele Kong Haakons Tid og døde samme Aar som han.

De fornemste verdslige Embedsmænd, fornemmelig Hirdstjorer og Sysselmænd paa den Tid, da Foreningen opløstes, ere tildeels allerede i det foregaaende Afsnit omtalte. Hr. Agmund Finnssøn, nylig Rigets Drottsete, var nu atter slet og ret Hr. Agmund, og sandsynligviis fremdeles Sysselmand i sin Hjemstavn, Ryfylke, maaskee endog Hirdstjore over hele det Vestenfjeldske, man veed nemlig ikke med Sikkerhed, hvo der til samme Tid var Befalingsmand i Bergen, eller om Nogen afløste Hr. Sigurd Hafthorssøn i Hirdstjornen her. Hirdstjore og Fehirde i Nidaroos, og derfor vel ogsaa etslags Statholder i hele det nordlige Norge, var fremdeles Otte Rømer, der under Kongernes Ophold i Staden ved Paasketider 1372 paa deres Reise til Bergen udvirkede Stadfestelsesbrev af dem paa alle de tidligere Gave- og Forleningsbreve, de havde forlenet ham, saaledes følgelig ogsaa paa det, hvori det audunske Gods overdrages ham og hans Arvinger[25]. Besynderligt nok, at han, der aabenbart stod saa høit i Kongernes Gunst, endnu en lang Tid maatte vente, inden han fik Ridderværdigheden Hr. Sigurd Hafthorssøn var Sysselmand (maaskee Hirdstjore?) paa Oplandene[26], medens Hr. Hallvard Jonssøn, kaldet Ræpa, var Fehirde i Oslo og tillige, saavidt man kan see, Sysselmand i den kongelige Deel af Oslo Syssel[27], medens Provsten ved Mariekirken, nu Hr. Henrik Henrikssøn, fremdeles havde Syslen paa Follo og Bergheimshered m. m. I Jemteland nævnes først i 1374 en Olaf Salvessøn som „Foged“, men det er ikke usandsynligt, at den egentlige Høvedsmand derover allerede nu var Hr. Narve Ingevaldssøn, der senere nævnes som saadan. I Kong Magnus’s Landsdeel nævnes Ketil Vigleikssøn, forhen Sysselmand i Skien, som Sysselmand i Tunsberg, og som hans Eftermand i Skien Bjørn Thorleifssøn, medens det tillige lader til, at Gaute Erikssøn, der senere optreder som Fehirde paa Tunsbergshuus, allerede nu havde denne Bestilling, eller idetmindste udøvede en Embedsmyndighed i Fylket[28]. I Borgesyssel maa Hr. Jon Hafthorssøn have vedblevet som Sysselmand eller Hirdstjore. Men hvo, der havde Befalingen over det egentlige Viken og det vigtige Baagahuus Slot, vides ikke. Pantsat til Fremmede var det ikke længer: vi have seet, at Kong Haakon allerede fik det tilbage i 1366 og da overlod det til Hr. Narve Ingevaldssøn, siden til Laurents Bjørnssøn, der dog, som vi have seet, kort efter forflyttedes til Arevall og gik i Kong Albrechts Tjeneste. Det er ikke usandsynligt, at Hr. Narve efter Laurents’s Forflyttelse atter for en Tid har faaet sit forrige Lehn tilbage og beholdt det, indtil han flyttede til Jemteland. – Af Lagmænd ere de fleste allerede i det foregaaende nævnte: Guthorm Gudbrandssøn i Oslo, Berg Hermundssøn i Tunsberg, Sigurd Gyrdssøn i Skien og Gunnar Hjarandessøn i Bergen og for Gulathing. Hvo, der var Lagmand ved Frostathing og i Nidaroos, vides ikke, førend lengere ned i Tiden. Dette gjelder og Haalogeland, Jemteland og tildeels om de øvrige Lagstole, da man f. Ex. ikke kan see, om Sigurd Erikssøn, der nævnes allersidst som Oplandenes Lagmand i 1371, blev umiddelbart afløst af Thorstein Gunnarssøn, der ikke nævnes førend i 1384, om Thorleif Gudmundssøn, Lagmand i Ryfylke 1362, afløstes af Haavard Sigurdssøn, første Gang nævnt 1383, eller om Thoralde Steinbjørnssøn, der nævnes som Lagmand i Viken en Stund forud for 1396, beklædte Embedet just paa den Tid, vi her have for os[29].

Af de her nævnte Mend, især Sysselmendene, vare de fleste Medlemmer af Rigsraadet, og foruden dem flere andre, hvis Stilling ikke udtrykkeligt kjendes, men som ganske vist maa have haft en Syssel eller beklædt et eller andet vigtigt kongeligt Ombud. Det er oftere nævnt, at ogsaa flere svenske eller halvsvenske Herrer, fra de Landskaber, der nu for Øjeblikket vedblev at adlyde Magnus, bleve Medlemmer af det norske Raad. Fuldstændigt at opregne hele dette Personale er umuligt; det er her tilstrækkeligt at nævne de fornemste, nemlig foruden Biskoperne og den midlertidige Seglbevarer, Hr. Henrik Henrikssøn, Agmund Finnssøn, begge Hafthorssønnerne, Hr. Haakon Eivindssøn, den forhen omtalte Fru Elin Bergsveinsdatters første Mand[30], Ulf Jonssøn, Haakon Jonssøn, Narve Ingevaldssøn, Gaute Erikssøn, Otte Rømer, Erlend Philipssøn, og de svenske eller halvsvenske Erik Ketilssøn, Ulf Holmgerssøn, Henrik Michelstorp, Jon Erngiflssøn Hjerne, og, i alle Fald noget senere, Jon Martinssøn og Jon Oddssøn. Af disse stode vistnok enkelte alene i Kong Magnus’s Tjeneste, men desuagtet var der, som man tydeligt seer, aldrig Tale om mere end eet Rigsraad, hvoraf begge Kongers Mend vare Medlemmer.

Hidtil havde den unge Dronning, Margrete, ingen synderlig Lejlighed haft til at gjøre sine overlegne politiske Talenter gjeldende, idetmindste er ingen saadan Fremtreden af hende omtalt, hvad Indflydelse hun end kan have udøvet paa sin Mand, eller hvad hun maaskee allerede da end i Stilhed kan have virket. Efter den Driftighed og sjeldne Duelighed, hun ikke mange Aar derefter lagde for Dagen for at skaffe sin Ætt Herredømmet i Danmark, og siden over hele Norden, er man berettiget til at slutte, at hun allerede nu, især efter Sønnen Olafs Fødsel, udøvede ikke ringe Inflydelse paa sin Mand. Saaledes maa man antage, at hun benyttede alle de Forbindelser og al den Indflydelse, hun havde i Danmark, til at modarbeide Mecklenburgernes Forsøg paa at sikkre sig Tronfølgen i dette Rige. Om Vaaren 1373 ledsagede hun, som vi have seet, sin Mand og Svigerfader til Bergen. Muligt at hun har haft nogen Deel i den danske Broder Jakobs Udnævnelse til Biskop i denne Stad. Af et merkeligt Brev fra hende til Kongen, som endnu er opbevaret, ser man, at hun, idetmindste i Kongens Fraværelse, befattede sig med Regjeringssager, ja maaskee endog nu selv udøvede en Hirdstjores Myndighed paa Akershuus, hvor hun fremdeles havde sit Tilhold, men forresten var temmelig ilde forsynet med det nødvendige til sit og sine Folks Underholdning. Skade, at Aaret ikke er angivet paa dette Brev, men kun Dagen, den 18de October, og at man ikke kan see, hvor Kongen opholdt sig, da det blev skrevet. Kun saameget seer man, at dette maa være efter 1371, siden Hr. Henrikssøn tydeligt nævnes som Seglbevarer[31]. Størst Sandsynlighed har det for sig, at det er skrevet 1372, da Kong Haakon var reist til Tunsberg for at underhandle med Gesandter fra Hansestæderne, som det strax nedenfor skal blive omtalt[32]. „Eder, min allerkjæreste Herre“, saaledes lyder Brevet, „hilser jeg, Margrete, inderligen med Gud, og kundgjør Eder, at jeg lever vel; Gud lade mig høre det samme fra Eder. Vide maa I, min kjære Herre, at jeg og mine Tjenere liide stor Nød for Mad og Drikke, saa at hverken jeg eller de faa vor Nødtørft. Derfor beder jeg Eder, min kjære Herre, at I udfinde nogen Udvej til, at dette maatte kunne bedres, saa at de, som ere hos mig, ikke skulle skilles fra mig for Hungers Skyld, og beder jeg Eder, at I skriver til Westfal om, at han vil borge mig, hvad jeg maatte forlange og behøve, og sig ham, at I ville betale ham godt, for han borger mig. Dersom I vil tilskrive ham herom, da skriv mig ogsaa et Brev, hvori I melder mig hvad I skrive. Endvidere beder jeg Eder, at I tilfredsstiller Hans Mynter (Myntmester), saa at han kan blive i Eders Tjeneste og ikke skilles fra Eder, thi jeg har erfaret af ham, at han gjerne er Eder til Vilje og Tjeneste, og dersom I komme overeens med ham, da ordner det saaledes med ham, at han kan borge mig noget, hvis Skibe kunde komme her, og skriv mig ogsaa Svaret herpaa. Fremdeles melder jeg Eder, kjære Herre, at jeg fik et Bud fra Bartholomæus Guldsmed, hvori han beder mig gjøre Undskyldning for ham hos Eder, at han ikke kom til Eder, saaledes som I tilskriver ham, af den Aarsag, at var han kommet til Eder, da var Skibet sejlet fra ham med det Gods, som han skulde betale i Flandern; han bad mig sige Eder, at han havde tænkt med Guds Hjelp at komme tilbage før Vintren, og hvad han da maatte have hidført, det skal være til Eders Raadighed saa meget, som I behage; vær altsaa for Guds og min Skyld saa god, ikke at være ublid paa ham, og heller ikke paa Gaute Erikssøn, fordi han ikke før var istand til at komme efter Eder, saasom han ikke før kunde blive ferdig[33]. Gud være med Eder, min kjære Herre. Skrevet paa Akershuus Slot, St. Lucas’s Dag (Efterskrift:) Min kjære Herre, send Claus Stuesven strax fra Eder; viid og, kjære Herre, at jeg har undt Hr. Henrik det Thegngjeld fra Ketil af Hovland, som I gav mig; Hr. Henrik handlede for min Skyld og for mit Bedste og gjorde mig saa megen Fyldest for den Thegngjeld, som jeg fandt tilstrækkeligt. Jeg har lovet Hr. Henrik, at jeg skal skrive til Eder, om I for min Bøns Skyld ikke vil give Ketil af Hovland og hans Medskyldige Landsvist, førend Hr. Henrik kommer tilbage fra Bergen, eller og at I vilde vise Budet til Hr. Henrik i Bergen om samme Landsvist, dersom han ikke vil bie, til Hr. Henrik kommer igjen, ellers er Hr. Henrik ikke betrygget, og dette er min Bøn til Eder, for at jeg skal kunne holde mine Ord, som jeg desangaaende har lovet ham. Skriv mig Eders Vilje herom tilbage“. Man faar af dette Brev – det er skrevet paa Svensk, med lidt Spor af norsk Paavirkning, hvad der dog, saa rimeligt det end vilde være med Hensyn til Dronningens Ungdomsopdragelse, at hendes Sprog var halvsvensk, dog ikke afgiver noget Beviis herpaa, da det uden al Tvivl er skrevet af en eller anden Secretær – det tydelige Indtryk, at den unge attenaarige Dronning allerede ivrigt tog sig af de løbende Forretninger, ej alene vedkommende Hoffets Styrelse og Underholdning, men ogsaa virkelige Stats- og Regjeringssager, og det synes næsten, som om hun allerede udøvede stor Indflydelse paa sin Mand, thi hendes Forestillinger til ham i Brevet gaa ikke ud paa, kun at raade eller give Vink, men ligefrem at anmode ham om at gjøre dette eller hiint og foreskrive ham hans Handlemaade. Naar hun i et eneste Brev kunde omhandle saamange forskjelligartede Ting skriftligt, hvor meget maa hun da ikke, naar de vare sammen, have afhandlet mundtligt med ham? Var hun ikke den, der egentlig beherskede ham, saa var hun dog idetmindste hans fornemste Raadgiverinde. Dette Forhold maatte nødvendigviis medføre, deels, at hun saavidt muligt ledsagede ham paa hans Reiser, som da han i 1372 var i Bergen, deels at der førtes en ivrig Brevvexling mellem dem, naar de vare adskilte, hvad ogsaa det nysanførte Brev noksom bekræfter. Men desto større Savn er det, at dette Brev skal være det eneste, som er tilbage af alle disse Breve, der vilde kunne have meddelt os saa nøjagtige Efterretninger om de Tiders Begivenheder.

  1. De allerede for over 30 Aar tilbage af Biskop Hallvard fra Hamar og Biskop Haakon i Bergen brugte Udtryk: „det staar meget ilde til i Sverige og end værre i Skaane“ (see forrige Bind S. 219), viser allerede da, hvorledes man i Norge, ved at bedømme Forholdene i Sverige, betragtede dette Rige med en vis overlegen Medynk, uagtet dets Tilstand da langtfra var saa beklagelig som i 1370.
  2. Udtryk som „dette vort fattige Land“ var allerede i hiin Tid ikke sjeldne og bleve stadigt hyppigere.
  3. Det er ilde, at vi her skulle savne Tractaten selv, saa at vi ej kunne erfare, hvorledes Ordene egentligt lød. Olaus Petri, efter hvis korte Referat vi omtrentligt lære Indholdet at kjende, siger kun: „Och skulle Kong Magnus haffua alt Skara sticht til uppehelle i sin liffz tijdh, utan frelßet som skulle lydha under konung Albrecht“.
  4. Den 28de Februar 1371 udstedte Kong Haakon fra Aaranes i Kindahered i Vestergøtland en Befaling til Indbyggerne i Agnaholms Fogderi (Vermeland) om at adlyde Hr. Erik Ketilssøn; altsaa raadede denne da for Slottet og Fogderiet. Endnu i 1386 sees Hr. Erik eller Ulf Holmgeirssøn at have haft Raadighed over Agnaholms Slot, og Ulf bortbyttede da sin Andeel deri til Erik for Gods paa Solør. Om Hr. Sigurd Hafthorssøns Besiddelser i Vermeland er i det foregaaende talt. I 1379 kalde tvende Sogneprester Kong Haakon udtrykkeligt sin „allerkjæreste Herre Norges og Sveriges Konge“, Styffe, Bidrag No. 73, S. 177.
  5. I 1371 pantsatte Hr. Knut Algotssøn Gods i Dalsland til Gaute Erikssøn, 1372 til Jon Martinssøn, paa Dalaborg i Hr. Erik Ketilssøns Nærværelse. (Styffe, Bidrag, S. LIV.); heraf sees, at han da maaskee havde Befalingen over Dalaborg; Gaute Erikssøn havde hiint Gods endnu i 1387, da han overdrog det til Vadstena Kloster (Dipl. i sv. Rigsarchiv). Kong Haakon forlenede i 1377 en af sine Mend med Gods i Aale Hered, ganske nær ved Ljodhuus, see Styffe, Bidrag S. LXX. Kindahered (der staar vel in Ostgocia – i Østergøtland, – men dette maa ganske vist være en Skrivfejl for Vestgocia, da Magnus og Haakon umuligt kan have beholdt noget af dette,) forlenede de i 1373 bort som Pantelehn, Dipl. N. III. 383 (see nedenfor). I 1372 erhvervede Hr. Erik Ketilssøn Gods i Kindahered; Brevet derom (i sv. Rigsarchiv) er udstedt paa Forsholms Slot (ved Sjøraas i s. Hered), der altsaa ogsaa synes at have været i Hr. Eriks Besiddelse.
  6. Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsslutningen mellem Danmark og Hansestæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675–677.
  7. Laurents Bjørnssøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer som Lagmand i Vestergøtland, ogsaa sees det af et Brev i det svenske Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altsaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
  8. I Brevet af 20de August 1378, hvori Hr. Ulf Jonssøn omtales som Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig svensk Lov (som lag eru i Swerike).
  9. Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsslutningen mellem Danmark og Hansestæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675–677.
  10. Laurents Bjørnssøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer som Lagmand i Vestergøtland, ogsaa sees det af et Brev i det svenske Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altsaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
  11. I Brevet af 20de August 1378, hvori Hr. Ulf Jonssøn omtales som Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig svensk Lov (som lag eru i Swerike).
  12. Suhm, XIII S. 690. Skade, at Originalen til dette merkelige Brev ingensteds er trykt, saa at man ikke veed, hvor det er udstedt.
  13. Styffe, Bidrag o. s. v. S. LXII. No. 52, S. 147.
  14. Dette vil sees af det følgende, jvfr. forrige Bind S. 613. Allerede d. 25de Febr. 1372 udsteder Kong Magnus i Oslo Landsvistbrev for en Thov Gunnarssøn i Nissedal, Thelemarken (Dipl. N. I. 417). Vel findes Forhørsbrevet over denne Sag at være hervendt til K. Haakon og dateret senere, 2den Juni 1372 (Dipl. N. I. 420), men efter nærmere Overveielse bliver det os klart, at Udstederen, Sysselmanden Bjørn Thorleifssøns Lensmand, maa have skrevet XVII istedetfor XVI (17de istedetfor 16de Aar), hvilket let kunde skee, og at Brevet saaledes er af 1371; dermed passer det netop, at det er henvendt til Haakon, saasom Magnus da endnu var fangen. Desuden sees Forhørsbrevet ved Magnus’s eget Segl, paatrykt ved Udstedelsen af Landsvistbrevet, at have været forbundet med dette, følgelig maa det være eldre.
  15. Norges gl. Love III. S. 189.
  16. See nysanførte Landsvistbrev samt K. Haakons Gavebrev af 27de Febr. 1372, Dipl. N. I. 418.
  17. Den 16de April vare begge Konger i Nidaroos (Dipl. N. II. 421); den 3die Mai var Kong Haakon paa Nordmøre, sandsynligviis paa Vejen til Bergen (N. gl. Love III. 190) og Kong Magnus muligviis i Følge med ham, thi de islandske Annaler (Udg. S. 322) melde udtrykkeligt, at Kong Magnus strax efter sin Befrielse reiste lige til Bergen, og den 8de August finde vi K. Haakon der (Norges gl. L. III. S. 191).
  18. See nedenfor, hvor der handles om Stædernes Underhandlinger 1372.
  19. I 1375, efter Kong Magnus’s Død, betalte Biskop Nicolas af Skara et lidet Afdrag paa Magnus’s Gjeld, som han dog siden fordrede tilbage, da det var betalt til en uberettiget Person.
  20. Regest. Gregor. XI. cod. chart. T. I. fol. 180.
  21. Dipl. Norv. V. 268. Regest. Gregor. XI. De indult. et privil. Ann. I. cod. chartae. T. II. f. 380.
  22. Thrond Gardarssøn nævnes som Chorsbroder i Nidaroos allerede i et Brev af 23de August 1363, udstedt i Bergen, Dipl. N. II. 374.
  23. Biskop Jakobs Provision, der sees at have kostet i Cancelligebyr 120 Gylden, staar i Reg. Gregor. XI. eccl. chart. T. XIV. (ann. 3). fol. 156. At Jakob var dansk siges udtrykkeligt i de isl. Annaler ved 1372. (Udg. S. 324).
  24. Jons Provision, der kun sees at have kostet 110 Gylden, uagtet Oslos Biskopsstol var bedre end Bergens, findes i i Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. XIV. (ann. 2.) fol. 183. Det er ikke usandsynligt, at Jon tidligere var Prest til Gerpen og Provst, hvilke Embeder sedvanligviis beklædtes af Chorsbrødre fra Oslo, thi det lader til, at han havde flere Ejendomme paa de Kanter og skjenkede Gods fortrinsviis til Gerpens og de nærmest liggende hellige Steder, saaledes til Gerpen Kirke alle Kvernerne ved Nedre Fosseim, til Gimsø Kloster ½ Mk. Bool i Fenes, og til Michelsbergs-Hulen, der brugtes som en Kirke, 2 Mk. Bool i Seljugerde i Heitradal. (Biskop Eysteins Jordebog, fol. 37, 32, 29).
  25. See foranførte Brev af 4de April 1372, Dipl. N. II. 422.
  26. Han nævnes som saadan endnu i 1376, Dipl. N. V. 286.
  27. Jvfr. forrige Bind S. 865. Hr. Hallvard Jonssøn døde før 26de August 1375, Dipl. N. II. 439. Han var gift med Cecilie, Datter af Hr. Haakon Agmundssøn Bolt, see for. B. S. 390. Jvfr. Samll. VI. 574, fgg.
  28. Dipl. Norv. I. 416. 418. 423.
  29. Dipl. Norv. II. 270. IV. 429. III. 587. o. fl.
  30. Om Fru Elin Bergsveinsdatter see i foregaaende Bind S. 907. Hvad der her anføres om hende, kan fuldstændiggjøres saaledes, at hun, saavidt det af gamle Brevskaber og Biskop Eysteins Jordebog lader sig udfinde, først var gift med Hr. Haakon Eivindssøn og siden med Haakon Munaanssøn Stumpe. Da begge disse Mænd vare samtidige og havde samme Fornavn, ere de stundom blevne forvexlede; bedst skjelnes de fra hinanden derpaa, at Haakon Eivindssøn som Ridder altid kaldes Hr. Haakon, men Haakon Stumpe, der ej naaede Ridderverdigheden, kaldes kun slet og ret „Haakon Stumpe“, hvilket dog ikke havde nogen Inflydelse paa Hustruens Titel, da hun allerede ved sit første Egteskab var bleven „Frue“. I Eysteins Jordebog fol. 53 b. siges der udtrykkeligt, at Fru Elin gav 11 Øres Bool i Midaker, Søndrestuen, paa Eker til Hougs Kirke sammesteds, til bestandigt Aartidehold for sig og Hr. Haakon Eivindssøn, „fordum hendes Huusbonde“. Men sidenefter tales der kun om „Haakon Stumpe“ som hendes Mand. Hr. Haakon Eivindssøn nævnes meget sjelden, og vi have ikke fundet ham efter 2den Aug. 1379, da han forekommer som Raadsherre og Ridder. Dipl. N. II. Ved det Brev af 24de Septbr. 1372, der udstedtes paa Sammenkomsten i Tunsberg angaaende Udbetalingen af Penge paa Fru Herdises Vegne, og som nu opbevares paa Skokloster i Sverige, hænger Hr. Haakons Segl endnu ved, forestillende et kronet Hoved.
  31. Dipl. N. I. 409. At Hr. Henrik her optreder som Seglbevarer eller Vicecantsler sees deraf, at han har at bestille med Thegngilde og Udstedelse af Landsvistbreve.
  32. Der er i Brevet Tale om, at Hr. Henrik senere skulde reise til Bergen og der udstede et Landsvistbrev, altsaa medbringende Storseglet. Det er højst sandsynligt, at det er ham, der den 23de Decbr. 1372 udgav i Bergen i K. Haakons Navn det Frihedsbrev for Bønderne i Aarlandshered, som er aftrykt i Norges gl. Love III. 192, og hvor der intet er tilføjet om, at Kongen var nærværende, ligesom det ogsaa er højst usandsynligt, at Kongen da kan have været i Bergen.
  33. Her sigtes sandsynligviis til den Raadssamling, som skulde finde Sted i Tunsberg i September, i Anledning af Underhandlingerne med Stædernes Gesandter (see nedenfor). Som Medlem af Raadet skulde Gaute Erikssøn være tilstede, men kom maaskee ikke i Betids. Om de øvrige i Brevet nævnte Mend vides intet nærmere at oplyse. Westfal og Bartholomæus Guldsmed have vist begge været Udlendinger, ligesom Hans Mynter.