Udsigt over P. A. Munchs Levnet og Forfatter-Virksomhed

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Udſigt over P. A. Munchs Levnet og Forfatter-Virkſomhed[1].
(Ved P. Botten Hanſen).

Stamfaderen for Slægten Munch ſkal efter et Sagn inden denne oprindelig være indkommen fra England. Den ældſte af Slægten, ſom nu med Beſtemthed kan opgives, er Søren Munch, der deeltog med Tordenſkjold i Slaget ved Dynekilen 1716, afgik ſom Kapitainlieutenant i Søetaten 1719 og boede førſt i Frederiksſtad og ſiden i Chriſtiania, hvor han døde 1748, 62 Aar gammel. Han ſkrev ſit Navn deels med k, deels med ch. Det ſidſte var ſom bekjendt en yndet Bogſtavkombination i Begyndelſen af det attende Aarhundrede, og vedtoges ogſaa af hans Sønner, ligeſom den ſenere har holdt ſig i Familien. Kun Biſkop Joh. Storm Munch ſkrev i en kort Tid af ſin Ungdom ſit Navn Munk.

Kaptainlieutenant Søren Munch var gift med Kirſtine Røring (en Søſter af de berømte Juriſter Jacob Edvard og Chriſtian Colbjørnſens Moder) og havde tvende Sønner, Edvard, der 2den Nov. 1791 blev Told- og Konſumptionsinſpektør i Chriſtiansſand med Juſtitsraads Titel og døde 28de Marts 1793, og Peter, født den 24de Mai 1740, 1776 Sognepræſt til Vaage og 1786 til Land, hvor han døde 28de Oktober 1802. Denne ſidſte, Profesſor Munchs Farfader, var gift med Chriſtine Storm († 13de Jan. 1825), Datter af hans Formand i Vaage Præſtekald, Johan Storm, i dennes førſte Ægteſkab, og en Halvſøſter af Digteren Edvard Storm, hvis Moder igjen var en Søſter af Peter Munchs Moder.

Præſten Peter Munch havde to Sønner og ſyv Døtre. Sønnerne vare: Johan Storm, født 1778 og død 26 Jan. 1832 ſom Biſkop i Chriſtiansſand (Digteren Andreas Munchs Fader), og Edvard, født 1780. Den Sidſte, Profesſor Munchs Fader, var førſt Lærer ved Kadetakademiet i Chriſtiania, men blev ſiden (1813) Sognepræſt til Gjerpen og 1833 Stiftsprovſt i Chriſtiania, hvor han døde 14de Juli 1847. Begge Brødrene vare gifte med hver ſin Datter af forhenværende Sognepræſt til Aal, ſiden til Sigdal, A. Hofgaard, hvilken Familie er meget udbredt, iſær i Omegnen af Drammen. Og de viedes ogſaa til hver af Søſtrene paa ſamme Dag, i Haslum Kirke. Johan Storm Munchs Kone var Elſe Petronelle, og Edvard Munchs Johanne Sophie.

Profesſor Peter Andreas Munch var den ældſte af 7 Sødſkende, tre Sønner og fire Døtre, der naaede en moden Alder. Han var født i Chriſtiania den 15de December 1810, medens Faderen endnu var Akademielærer her. Ved Reiſen til Gjerpen i 1813 var han ſaaledes kun i ſit tredie Aar, og dog ſtod endnu i hans ſidſte Aar enkelte Momenter af den dunkelt tilbage i hans Erindring.

Sin væſentligſte Underviisning ſom Barn fik han af Faderen, der ifølge Vidnesbyrd af Folk, ſom have kjendt ham nøiere, var en ligeſaa fiint, humaniſtiſk dannet ſom perſonlig elſkværdig Mand, hvad der dog langtfra paaſkjønnedes paa det nye Sted og under de nye Forholde, han i en fremrykket Alder flyttedes hen i.

Da Skiens nyoprettede Skole ſeenhøſtes 1823 traadte i Virkſomhed, ſattes Peter Andreas derind ſom Diſcipel. Han optoges i anden Klasſe, der tillige var den øverſte; thi Skolen havde endda ikke flere viderekomne Diſciple. Paa den Maade gik det til, at han altid var i øverſte Klasſe; thi den Klasſe, hvortil han hørte, avancerede efterhaanden til at blive tredie og fjerde (den egentlige Meſterlektie), uden at der i hans Tid meldte ſig nogen Diſcipel, hvis Kundſkaber anviſte ham Plads i nogen høiere Klasſe.

Den Klasſe, hvori Munch var, beſtod ved Oprettelſen kun af 4 Diſciple og havde aldrig over 8. Denne Omſtændighed bidrog viſtnok til at danne etſlags engere og fortroligere Forhold mellem Lærerne og Diſciplene, ligeſom ogſaa disſe derved mere udeelt kunde nyde godt af Underviisningen. Naar man nu tillige veed, at Skolens Beſtyrer var den udmærkede Rektor Ørn, der er ligeſaa bekjendt for ſin Nidkjærhed og Humanitet, ſom for ſin Evne til at vække den videnſkabelige Sands hos Diſciplene, da vil man lettelig kunne forſtaae, at ſaaſnart der fandtes mindſte Anlæg og Villie hos hine Diſciple, maatte enhver af dem gjøre gode Fremſkridt. Hvad Munch angaar, havde allerede den Underviisning, han havde nydt af ſin Fader, og end mere den videnſkabelige Interesſe, denne havde vidſt at bibringe ham, ſkaffet ham et godt og ſikkert Underlag.

Af hvad ovenfor er ſagt, vil man let ſlutte, at Munch maatte høre til det Kuld Diſciple, der allerførſt dimitteredes fra Skiens Skole 1828. Han var No. 2, Profesſor Schweigaard No. 1, nuværende Høieſteretsasſesſor O. Løvenſkjold No. 3 og nuværende Sognepræſt til Drangedal F. C. Müllertz No. 4. Da Rektoren gjerne vilde — og det har ogſaa ſlaaet ind — at det førſte Kuld ret ſkulde gjøre Skolen Ære, havde han i den ſidſte Tid med fordoblet Omhu ledet Dimittendernes Studier og navnlig formaaet dem til at læſe og lægge op et betydeligt ſtørre Kvantum Latin og Græſk, end der efter Reglementet udfordredes. Men uanſeet denne udvidede Examens-Læsning havde dog Munch netop i ſidſte Aar fundet den fornødne Tid til at lægge ſig efter vort ældre Sprog, hvortil han tidligt følte ſig ſtærkt hendragen. Faderen havde blandt ſine Bøger Raſks islandſke Grammatik, Bjørn Haldorſens Lexikon og et Par Sagaer, navnlig førſte Bind af Folio-Udgaven af Heimskringla. Disſe Bøger vakte hos Drengen Lyſten til at lære vort gamle Sprog og Literatur at kjende; og da han med ſit forbauſende hurtige Sprognemme allerede i ſin tidligere Barndom havde lært ſaameget Franſk og Tydſk, at han ei behøvede yderligere at beſkjæftige ſig med disſe Sprog, kunde han anvende ſaameget mere Tid paa Oldnorſken. Til dette Studium opmuntrede desuden Faderen ham ſærdeles og ſkaffede ham med al ønſkelig Liberalitet yderligere Hjælpemidler, navnlig de juſt da udkommende førſte Bind af Fornmanna Sögur. Da han afgik fra Skolen til Univerſitetet, var han allerede kommen ſaavidt, at han med Lethed kunde læſe oldnorſk Proſa. Han var ſig imidlertid fuldkommen bevidſt, at Sprogſtudiet maatte, fornemmelig ſom nødvendigt Hjælpemiddel til et grundigere Studium af Fædrelandets Hiſtorie, have overveiende Betydning for ham. Og Hiſtorien i Almindelighed og Fædrelandets i Særdeleshed var hans afgjorte Yndlingsfag[2].

Examen Artium tog Munch med Charakteren Laudabilis. Han fik Udmærkelſe i alle mundtlige Fag, men for Udarbeidelſe i Modersmaalet kun „Godt“, og gik ſaaledes glip af ſit Præceteris til Hovedcharakteer. Anden Examen tog han imidlertid Aaret efter (1829) med denne Udmærkelſe.

I Ungdomsaarene ſluttede Munch ſig paa det Nøieſte til A. M. Schweigaard, J. S. Welhaven og afdøde L. C. Langberg, af hvilke den førſte var hans Skole- og Artiumskammerat, og den anden tre Aar ældre Student. Disſe fire, af Studier, og tildeels ogſaa af Interesſer ſaa forſkjellige unge Mænd, hvoraf imidlertid enhver var beſtemt til i Tiden at indtage en Profesſors Stilling ved vort Univerſitet, kom hyppigt ſammen og tilbragte iſær Søndagene med hverandre. I denne ſluttede Kreds, der af Nogle betegnedes ſom „Klubben“, men ſom rettere kunde gives Navn af et aandeligt Foſtbroderſkab, lagdes Spiren til en Virkſomhed, der gjennem Studenterforbundet og Ugeſkriftet „Vidar“ blev følgerig og vidtgribende. Munch har følt og udtalt, at han i dette Forhold fandt en Støtte for ſin let bøielige Perſonlighed og en klarere Bevidſthed om ſin eiendommelige Begavelſe.

I Chriſtiania bøde Univerſitetets Skatte ham en rig Anledning til at fortſætte ſine Yndlingsſtudier. Heldigviis aabnede ogſaa R. Keyſer juſt da ſine Forelæsninger over vort ældre Sprog og vor ældre Hiſtorie. Da Munch var kommet noget videre end de øvrige Tilhørere, tilbød Keyſer ham velvilligt ſin private Veiledning og gjennemgik ſaaledes i et Aars Tid med ham de dengang fordetmeſte kun i Afſkrifter tilgjængelige gamle norſke Love og desuden de i Heimskringla forekommende Skaldevers. Imidlertid fortſatte han ſine hiſtoriſke Studier og lagde ſig efter flere nyere Sprog, ſom Engelſk, Spanſk og Portugiſiſk. Ogſaa begyndte han for det ſammenlignende Sprogſtudiums Skyld at lægge ſig efter Angelſaxiſk. Munch ofrede ſaaledes den førſte Tid af ſit Univerſitetsliv til reent videnſkabelige Sysler. Men der ſkal meget Held til, for at Videnſkaberne alene hertillands ſkulle kunne ſkaffe en Mand Levevei, og han fandt det derfor raadeligt, ligeſom Andre, at tænke paa Embedsexamen. Han agtede førſt at ſtudere Philologi; men da de klasſiſke Studier ikke vare ham ſynderlig tiltrækkende, og det juridiſke Studium derimod tyktes ham at give bedre Forkundſkaber til Fædrelandshiſtorien, valgte han dette. I Mai 1834 underkaſtede han ſig den juridiſke Embedsexamen med bedſte Charakteer og var for et Øieblik endog betænkt paa at gaae Departements-Veien, hvilket dog ved et med hans Evner og Tilbøieligheder nærmere liggende Hværv blev forhindret.

Allerede af Storthinget i 1830 var der bevilget en Sum Penge til Samling og Afſkrivning af Materialier til en vordende Udgave af Norges gamle Love. Dette Arbeide blev ved kgl. Reſol. af 27de Aug. 1834 overdraget til daværende Lektor Keyſer med Munch ſom Medhjælper, og i Mai 1835 begave de ſig begge i hiint Øiemed til Kjøbenhavn, hvor de forbleve indtil April 1837, da de efter Planen toge, førſt til Lund og ſiden til Stockholm, for at fortſætte Arbeidet ved de derværende Bibliotheker.

Munchs Ophold i Stockholm blev dog ikke langvarigt; thi i Mai 1837 udnævntes han til Lektor i Hiſtorien ved vort Univerſitet i den kort forhen afdøde Profesſor Steenblochs Sted, og maatte ſaaledes ſtrax efter vende tilbage til Chriſtiania for at overtage ſin Lærerpoſt.

Allerede i Januar 1833 var Munch bleven forlovet med ſin tilkommende Huſtru Natalia Charlotte Linaae, en med ſjeldne muſikalſke Talenter begavet Dame, der var noget over et Aar yngre end han, og Datter af forhenværende Kjøbmand i Laurvig H. Linaae. Førend han reiſte ned til Danmark, giftede han ſig (i April 1835) og bragte ſin unge Viv med til Kjøbenhavn, hvorfra hun kort efter hans Afreiſe til Sverige vendte umiddelbart tilbage til Norge. Dette Ophold i Kjøbenhavn udgjør, ſom Munch ſelv har ſagt, en af de behageligſte Perioder i hans Liv.

Om Munchs ſenere Univerſitetsliv kunne vi fatte os kort. I 1841 udnævntes han til Profesſor. Mere og mere blev Fædrelandets Hiſtorie, iſær Oldhiſtorien, hans Hovedſtudium, og de Forelæsninger han ved Univerſitetet holdt, kom iſær til at omfatte Grene deraf. For deſto grundigere at kunne underſøge Nationens ældre ethnographiſke Forhold og ſprede Lys over denne Materie, lagde han mere og mere Vind paa det ſammenlignende Sprogſtudium, dog kun indenfor de indoeuropæiſke Sprogs Kreds og fornemmelig med Henſyn til de germaniſke.

For at anſtille Underſøgelſer om Levningerne af norſk Nationalitet og norſk Sprog i vore ældre Kolonilandes Nordmandie og Orknøerne, ſamt ellers i Bibliothekerne og Archiverne i Paris og Edinburgh ſøge efter Oplysninger til vor Hiſtorie, anſøgte han om og fik Stipendier, hvorved han kunde foretage ſig tvende Reiſer i dette Øiemed. Saaledes bereiſte han i Sommeren 1846 Nordmandie og opholdt ſig nogen Tid i Paris, og om Høſten 1849 foretog han en Reiſe til Skotland og Orknøerne, hvorfra han over London vendte tilbage i Januar 1850. Paa denne Reiſe gjorde han flere vigtige videnſkabelige Fund. I et ſkotſk Bibliothek opdagede han i Haandſkrift en for ſtørſte Delen ubekjendt og ubenyttet „Historia Norvegiæ“, ſom han ſenere udgav. Af den tidligere udgivne manſke Krønike erhvervede han efter Originalhaandſkriftet i London Texten til Brug for den nye Udgave deraf, ſom han ſenere gav, og flere tidligere ubekjendte Diplomer, vedkommende Orknøerne, Hetland og Nordmændene paa disſe Øer, afſkrev han og bragte hjem og lod dem ſiden trykke i Diplomatarium Norvegicum. I 1854 gjorde han, underſtøttet af et mindre Stipendium, ogſaa en videnſkabelig Reiſe til München og Berlin.

Underſøgelſer angaaende det gamle Norges Geographi bragte ham til at ofre Norges Geographi i det Hele taget et nøiere Studium, hvorved han igjen, næſten ſom etſlags Adſpredelſe eller Fritids-Arbeide, lededes til at beſkjæftige ſig med Konſtruktionen af Karter over Fædrelandet. For at indhente Oplysninger til disſe fra mindre bekjendte Fjeldegne i Landet, bereiſte han i Sommeren 1842 og 1843 med Underſtøttelſe af Univerſitetsſtipendier Fjeldene mellem Thelemarken, Nummedal og Hallingdal, Voſs og Hardanger. Med lignende Underſtøttelſe foretog han i 1850, i antikvariſk Øiemed, en Reiſe til Bergen og Sogn, og i 1855 en Reiſe til Throndhjem for at underſøge Domkirken i antikvariſk Henſeende. Allerede tidligere havde han ved flere Afhandlinger udbredt rigtigere Kundſkab om dette Nationens Storværk af middelalderſk Bygningskunſt; men ved denne paa Stedet foretagne Underſøgelſe lykkedes det ham at kaſte end yderligere Lys over dette Emne (i Pragtværket „Throndhjems Domkirke“, hvis Text han forfattede).

Det Udbytte for Norges Hiſtorie, ſom Munch havde gjort paa ſin ſkotſke Reiſe, havde vakt det Ønſke hos ham, ogſaa at kunne komme til at underſøge Archiverne i andre Lande, med hvem Norge i Middelalderen paa en eller anden Maade havde ſtaaet i Forbindelſe. Alt efterſom han ſkred frem i Bearbeidelſen af ſin i 1851 paabegyndte „Det norſke Folks Hiſtorie“ og ind i den Periode af vor Hiſtorie, hvor Konge-Sagaernes Omſtændelighed og Nøiagtighed afløſes af en yderlig hiſtoriſk Tomhed og Magerhed, hvorpaa der ved Ødelæggelſen af ſamtidige Archivalier her i Landet er bleven umuligt at raade Bod, maatte dette Ønſke fremtræde mere og mere levende, og til det i 1857 forſamlede Storthing indgav han endelig et motiveret Andragende om Bevilling af de fornødne Midler til en Reiſe og et længere Ophold i Udlandet, navnlig i Rom. Det var iſær de pavelige Archiver, hvorfra han lovede ſig et rigt Udbytte og hvis Underſøgelſe han ſaaledes ſtillede ſom Reiſens Hovedformaal, medens han dog paa Hen- eller Hjemveien ogſaa agtede at underſøge andre Archiver, iſær i London og Paris. Naar han i Roms Archiver ventede at forefinde Aktſtykker, „der i flere Henſeender vilde kunne give vor Hiſtoriographi en ganſke ny Skik,“ byggede han ſine Forventninger ikke blot paa den Omſtændighed, at Norge ſom Størſtedelen af Europa i Middelalderen havde hørt under Pavens aandelige Styrelſe, og at dets Biſkops-ſtoler ſaaledes maatte have ſtaaet i ſtadig Brevvexling med Pavehoffet, men ogſaa i det Hele paa de enkelte allerede bekjendte Pavebreves Vigtighed for Nordens Hiſtorie. Allerede Suhm havde været opmærkſom herpaa, og til Brug for ſine hiſtoriſke Arbeider erhvervet ſig endeel Afſkrifter af de pavelige Kopibøger,og endeel ſaadanne Afſkrifter (paa anden Haand) vare ogſaa for ikke lang Tid tilbage erhvervede for vort Rigsarchiv. Men for at udvinde det hele Udbytte krævedes et længere Ophold i ſelve Rom og en Gjennemgaaelſe af dets Archiver med ſpecielt Henſyn paa Norden. Og netop Munch var i den Henſeende Manden. Med ſit hartad divinatoriſke Blik for hvor Oplysninger vare at ſøge, ſin forbauſende Hurtighed i at gjennemſee utrykte ſom trykte Sager, ſin Skarpſindighed i Bedømmelſen og Færdighed i Læsningen og Afſkrivningen af Archivalier, vilde han hurtigere og ſikrere end nogen Anden kunne fremſkaffe de der ſkjulte og ſpredte Skatte. Hertil kom hans videnſkabelige Navn, hans literære Forbindelſer i Udlandet og hans ſtore Færdighed i at tale fremmede Sprog — altſammen vigtige Egenſkaber, hvor det gjaldt at bortrydde de Vanſkeligheder, ſom i Rom, navnlig for Ikke-Katholiker, pleiede at ſtille ſig i Veien for Archivernes frie Benyttelſe. Denne ſjeldne Forening af gunſtige Betingelſer toges da ogſaa i fuld Betragtning af den bevilgende Myndighed, og med den Liberalitet, ſom altid har udmærket det norſke Storthing hvor det gjaldt Pengebidrag i videnſkabelige Formaal, tilſtodes Munch under 21 September 1857 et Reiſeſtipendium af indtil 3000 Spd. for 2 Aar, og det uagtet der ſamtidig, ifølge kgl. Propoſition, krævedes andre nye Bevillinger i hiſtoriſk Øiemed, nemlig til norſke Kildeſkrifters Udgivelſe.

Kort efterat Bevillingen var tilſtaaet, reiſte Munch til Kjøbenhavn, hvor Familien allerede forud befandt ſig. Deels beſkjæftiget med den fortſatte Affattelſe af ſin Hiſtorie, deels med Underſøgelſer, der ſtode i nogen Forbindelſe med det ved Bevillingen tilſigtede Øiemed, forblev han der Vinteren over og til ud paa næſte Sommer. I Juli 1858 reiſte han til Wien, hvor han opholdt ſig nogen Tid og foretog Underſøgelſer i dets Archiver. Han forefandt der flere Dokumenter, ſom angik den bevægede Tid i Norden fra 1530 til 1536 og kaſtede meget Lys over Reformationshiſtorien ſamt Begivenhederne i Norden under den ſaakaldte Greve-Feide. Et andet Formaal ved Opholdet i Wien var at ſtifte Forbindelſer med katholſke Prælater, der kunde lette ham Adgangen til den friere Benyttelſe af de romerſke Archiver, ſom han attraaede og trængte. Fyrſt-Erkebiſkopen af Wien, Cardinal Rauſcher, tog ſig iſær af ham og anbefalede ham til Rom.

Fra Wien fortſatte han Reiſen direkte til Rom, hvor han ankom i November ſ. A. Til det vatikanſke Archiv pleiede Fremmede, ſom Munch paa Forhaand vidſte, kun at faae en meget indſkrænket Adgang; det tillodes ikke engang ſelv at afſkrive Dokumenterne, men Afſkrifterne maatte betales med 1 Scudo pr. No. i Afſkriverløn. Det blev ogſaa ham ſtrax ſagt, at det ikke tillodes ſelv at afſkrive. Men ſnart fik han ikke alene Tilladelſe dertil, men overhovedet en Adgang til at underſøge de i Archiverne opbevarede Materialier til Nordens Hiſtorie, ſom overgik hans driſtigſte Forventning. Dette ſkyldtes iſær Direktørens, Pater Theiner’s Humanitet, videnſkabelige Iver og den for Munch fattede perſonlige Godhed. Theiner, ſelv en lærd Mand, og beſkjæftiget med Udgivelſen af de ſtore kirkehiſtoriſke Samlerværker, Hungaria sacra, Polonia sacra m. fl., maatte ſaamegetmere begunſtige Munchs Granſkninger, ſom disſe gik i Retningen af hans egne, og han for ſine Arbeider ogſaa i et eller andet Stykke kunde hente Raad og Biſtand hos ſin lærde Gjæſt Efterhaanden fik Munch ikke alene Tilladelſe til ſelv at afſkrive Alt udenfor de egentlige Kopibøger, men ogſaa omſider uindſkrænket Adgang til disſe. I ſit Andragende til Storthinget havde Munch gjort opmærkſom paa, at det hverken for den Stat, der udſendte ham, var anſtændigt, eller for Sagen i ſig ſelv gavnligt, om han optraadte under altfor indſkrænkede økonomiſke Forhold, og havde derfor ſelv anſlaaet ſit maanedlige Stipendium til 120 Spd., ſom en efter hans Formening tilſtrækkelig Sum. Han havde imidlertid ikke længe boet i „den evige Stad“, hvorhen hans Familie ſnart var fulgt efter ham, førend det viſte ſig, baade at hans Stipendium var utilſtrækkeligt, og den til Underſøgelſerne i Rom anſlaaede Tid altfor knap. Efter et halvt Aars Ophold androg han derfor hos Departementet om forſkudsviis Forøgelſe af Stipendiet til 200 Spd. maanedlig ſamt om nye Bevillinger. Det førſte afſloges, hvorimod Regjeringen forelagde for Storthinget 1859—60 Propoſition om Bevilling af 2200 Spd. til halvandet Aars forlænget Ophold i Udlandet. Storthinget forøgede Summen til 3800 Spd., hvoraf 800 Spd. ſkulde være at betragte ſom et Tilſkud til hans tidligere Stipendium, eller til Dækkelſe af et Beløb, ſom Munchs Venner midlertidig havde tilvejebragt for at han kunde blive i Rom, indtil Storthingsbeſlutningen faldt. (Storthingsforhandl. 1859—60, VII S. 196—98.) Saaledes forblev han der indtil Foraaret 1861, da han ſelv vendte tilbage til Fædrelandet, men efterlod ſin Familie. Han kom hjem kort efter ſin Ven Rigsarchivar Chr. Langes Død; og viſtnok tildeels for at hjælpe paa hans økonomiſke Stilling, konſtituerede Regjeringen ham nu i Oktober ſ. A. til at beſtyre Rigsarchivet og at foreſtaae Udgivelſen af Kildeſkrifter til Norges Hiſtorie, ſom Lange allerede fra Begyndelſen havde indehavt. Han lagde ſtrax Haanden paa Fortſættelſen af ſin Hiſtorie fra det Tidspunkt, hvor han havde afbrudt. For at erhverve ſig de archivaliſke Oplysninger dertil, ſom maatte forefindes i Stockholm, foretog han tvende Gange Reiſer didhen. Under den ſidſte Reiſe, ved Juletider 1862, led han meget baade paa Grund af Aarstiden og formedelſt Uheld, idet Heſten paa en lang øde Strækning løb ud, og Munch i Snee og Søle maatte traſke meget langt, inden han kunde finde Folk og Huusly.

Allerede for Storthinget 1859—60 havde Regjeringen foreſlaaet en forhøiet Gage for ham enten i Egenſkab af Rigshiſtoriograph eller ſom extraordinær Profesſor, for at han udelukkende kunde „ofre ſin Virkſomhed for literære Arbeider, vedkommende Nordens og navnlig Fædrelandets Hiſtorie“. Men Storthinget, ſom af Henſyn til det dengang trykkede Budget var endnu mere utilbøieligt end ellers til at bevilge nye Gager, forkaſtede Propoſitionen, og Munch blev fremdeles ſtaaende ſom Univerſitetslærer; dog indrømmedes der ham nu ſom før al ønſkelig Frihed med Henſyn til Varetagelſen af Embeds-Forretninger. Et lignende Forſlag til Storthinget 1862—63 forkaſtedes ligeledes, hvorimod den foreſlaaede Forøgelſe i Gage indtil 1500 Spd. opnaaedes, idet han fik et perſonligt Tillæg til ſin Profesſor-Gage af 300 Spd. Forſaavidt Meningen var, at han tillige ſkulde fritages for ſine Forretninger ved Univerſitetet, gav Storthingets Beſlutning imidlertid hertil ingen formel Adgang, ſaaſom den fornødne Løn til en Vikarius ikke bevilgedes.

De næſten uafbrudt trykkende ydre Kaar, hvorunder Munch havde arbeidet, havde ſiden hans Hjemkomſt fra Rom, trods Familiens Ophold i denne dyre Stad, i det Hele meget forbedret ſig, og paa Grund heraf og ſin forhøiede Gage kunde han nu ſee en lyſere økonomiſk Fremtid imøde. Det var da med dobbelt Tilfredshed, at han efter et anſtrængt Arbeide Paaſkeaften 1863 kunde begive ſig paa Reiſen til Rom for at hente hjem ſin Familie, den han med ſaamegen Ømhed og Inderlighed hang ved. Men desværre ſkulde det ikke forundes ham, ſelv at ledſage ſine Kjære tilbage og med dem gjenſee Hjemmet og Fædrelandet. Han reiſte over Kjøbenhavn og gjennem Tydſkland videre med Jernbane. Paa Reiſen gjennem Alperne, herſkede i Forhold til Aarstiden en Kulde, ſom han ikke var beredt paa at modſtaae, og da han naaede Venedig, var han ſtærkt forkjølet. Efterat være kommen til Rom i ſin Families Skjød, led han fremdeles af nogen Forkjølelſe, da han med Eet blev overfaldt af en heftig, ham ſelv Uforklarlig Sygdom, ſom han imidlertid kom ſig af ſaavidt, at han troede al Fare var forbi. 23de Mai ſkrev han til en af ſine Slægtninger her i Chriſtiania: „— — Jeg blev ſyg Tirsdag i forrige Uge, om Morgenen, juſt ſom jeg var halv paaklædt, for at ſkynde mig at drikke The, og derefter at gaa paa Vaticanet. Jeg følte mig fuldkommen vel, paa nogen Forkjølelſe nær, da jeg med Et, ved at høſte noget heftigt, følte en ſaa voldſom og tillige ubeſkrivelig Smerte i Hovedet, at jeg næſten tabte Beſindelſen. Men næſten øieblikkelig trængte denne Smerte nedover gjennem Nakken til Siderne, Ryggen, Benene og lige ud i Fodſaalen, ſaa at jeg ſank ganſke ſammen og maatte ligge paa Gulvet uden at kunne røre mig et Par Minutter, indtil man fik ſlæbt mig op i Sengen igjen og klædt mig af; hvorefter jeg da blev liggende under heftige Smerter, der kun langſomt og gradevis hørte op, i hele 9 Dage; jeg maatte bruge idelige kolde Omſlag paa Hovedet, tildels med Iis, og flere Slags Medicin; jeg veed egentlig ingenſinde at have gjennemgaaet en ſaa ſmertelig Sygdom, thi, hvorvel den i 1855 var langt farligere, var den dog ei forbunden med ſaa mange legemlige Lidelſer. Lægerne ere nok ikke enige om, hvorvidt det har været Virkning af et eller andet Solſtik, der kunde have angrebet Hjernen og derfra naturligvis afficeret det øvrige Nerveſyſtem, eller om det har været Eſtervirkningen af mit maaſke for overdrevne Arbeide i Vinter, forenet med Sindsbevægelſer, ſamt dertil den altfor pludſelige Overgang fra Kulden hjemme til den allerede voldſomme Hede her, eller endelig om det er en rheumatiſk Affektion, der har angrebet hele Muſkel- og Nerveſyſtemet og derfra igjen afficeret Hjernen. Det bedſte er dog, at der ei har været eller er nogen Fare; jeg har vel endnu megen Værk i Lemmerne, og er ſaa ſvag, at jeg neppe formaar at gaa og kun nogle Timer om Dagen at ſidde oppe (hvorfor jeg, ſom Du vel af Skriften kan dømme, ſkriver dette i Sengen), men Bedringen ſynes dog at gaa raſk fremad, ſaa at jeg vel i Midten af næſte Uge kan være paa Benene, og udrette ſaa ſmaat hvad der er nødvendigt til Afreiſen. Men desværre maa jeg aldeles give Slip paa at arbeide mere paa Vaticanet. Det forbyde Lægerne abſolut, da det vilde angribe mig formeget. En ſtor Trøſt har det naturligvis været for mig at have mine Kjære omkring mig, og ligeledes at modtage ſaamange Beviſer paa vore troe Venners Kjærlighed og Deeltagelſe — —.“ Reiſen fra Rom havde han beſtemt til 3die Juli; men to Dage efterat dette Brev var ſkrevet, altſaa 25de Mai, bortreves han af et nyt Slaganfald. Den 27de Mai henimod Solnedgang jordedes han paa Ikke-Katholikernes Kirkegaard ved Foden af Ceſtius’s Pyramide, ligeoverfor den Aurelianſke Stadsmuur. Ved Graven talte Docent L. Dietrichſon og Dr. Gregorovius. Paſtor Golz, proteſtantiſk Præſt ved det preusſiſke Geſandtſkab i Rom, udførte de kirkelige Ceremonier. Budſkabet om hans Død naaede gjennem Telegraphen næſte Dag hans Fædreland og vakte her, kan man ſige, en ſand Folkeſorg. Det pludſelige Dødsbudſkab maatte ramme ſaameget ſmerteligere, ſom Munch endnu befandt ſig i en lidet fremrykket Alder og var af en tilſyneladende ſtærk Helbred, ſaaledes at Fædrelandet og Videnſkaben af hans utrolige Arbeidskraft og denne ſjeldne Forening af Lærdom og lykkelige Aands-Evner endnu kunde ventet ſig ſtore Reſultater. Og Uagtet han havde fundet den materielle Paaſkjønnelſe, ſom nogen Videnſkabsmand efter vore Forhold billigviis kunde vente, og navnligen den fornødne Underſtøttelſe til ſine videnſkabelige Granſkninger, maatte det være en ſmertelig Tanke, at hans tidlige Død maaſkee var fremkaldt af dette anſtrængte, umaadelige Arbeide, hvortil hans økonomiſke Forfatning lige ſaa meget ſom Granſkerens Trang gjennem en lang Aarrække havde drevet ham. Deeltagelſen ved hans Død udtalte ſig paa forſkjellige Maader. Saaſnart Dødsbudſkabet var indløbet, tilſtod Storthinget hans efterladte Huſtru en aarlig (extraordinær) Penſion af 300 Spd. og bevilgede desuden det Fornødne (1050 Spd.) til Familiens Hjemreiſe fra Rom. En Nationalſubſkription, med Mænd af alle Stænder i Spidſen, aabnedes for Tilveiebringelſen af et Legat, der ſkal bære Munchs Navn, „og hvis Renter ſkulle tilfalde førſt hans fire Døtre, ſaalænge de leve og tiltrænge Underſtøttelſe, og ſiden anvendes til Stipendier for Studerende, fortrinsviis for ſaadanne, der dyrke nogen af de Videnſkaber, hvori den Afdøde udmærkede ſig“. Endelig har den akademiſke Ungdom ſtillet ſig i Spidſen for en Subſkription til Anſkaffelſen af hans Portræt for Univerſitetets Samling af fortjente Læreres Portræter.

Som Anerkjendelſe af Munchs videnſkabelige Fortjeneſter var St. Olafs Ordenen i 1857 og Nordſtjerne-Ordenen i 1862 bleven ham tildelt. Nordſtjerne-Ordenen modtog han af Hs. Maj. Kongen perſonligen i Stockholm, med udtrykkelig Tilkjendegivelſe af, at det var et Erkjendtlighedstegn for de Tjeneſter, han havde viiſt Sverige ved i Rom at afſkrive og overgive til de ſvenſke Archiver de Dokumenter angaaende dets Hiſtorie, ſom han under ſine Granſkninger havde ſtødt paa. I Tidens Løb var han bleven optaget ſom Medlem af en Række af lærde Selſkaber. Saaledes var han ordentligt Medlem af Oldſkriftſelſkabet, det throndhjemſke Videnſkabers Selſkab og det i Chriſtiania i 1857 oprettede Videnſkabernes Selſkab; korreſponderende Medlem af det preusſiſke Videnſkabs-Akademi i Berlin, af det Gøttingenſke Videnſkabs-Selſkab, af det franſke geographiſke Selſkab i Paris, af det kongelig engelſke geographiſke Selſkab i London af det kejſerlig rusſiſke geographiſke Selſkab i Petersburg og af det keiſerlige Videnſkabernes Akademi ſammeſteds, foruden af flere andre videnſkabelige Selſkaber i Udlandet. Ogſaa var han Æresmedlem af det ſkotſke antikvariſke Selſkab, det islandſke Literaturſelſkab og den norſke Forening for Oldtidsminders Bevaring. —

Til den her forſøgte Skizze af Munchs Liv hører nødvendigviis en Udſigt over hans Forfattervirkſomhed. Men hvis denne ſkulde opnaae nogen Grad af Fuldſtændighed, maatte den blive temmelig omfattende og indeholde en faa ſtor Opregning af Skrifter og Afhandlinger, at Mængden af Læſere derved vilde føle ſig lidet tiltrukne. Vi maae derfor indſkrænke os til det Vigtigere og for en ſtørre Overſkueligheds Skyld ſøge at gruppere dette under visſe Synspunkter.

Dog inden vi her indlade os paa Munchs enkelte Skrifter, turde det være pasſende at paapege hans vigtigfte hiſtoriſke Synsmaader, forſaavidt disſe ikke ere udtalte i enkelt Skrift eller Afhandling, men i flere, og ikke ſjeldent de ſenere Udtalelſer have undergaaet enkelte Modifikationer. Thi det gjaldt om Munch, at han aldrig, ſelv efterat være kommen til en Anſkuelſe, ſom ſyntes ganſke uforkaſtelig, blindthen ſlog ſig til Ro derved, men at han vedblev at granſke videre og lod ſig ikke i ſine Underſøgelſer afſkrække fra at ændre en tidligere fremſat Mening, om han end derved maatte paadrage ſig Ord for at ſkifte Mening og i hvert Fald i det mindre videnſkabelige Publikums Øine maatte ſvække dette Skin af Ufeilbarhed, hvori det helſt vil ſee ſine ſtore Mænd.

Vi maa ſaaledes her fremhæve hans Forſkninger og antagne Reſultater med Henſyn til Nordens ældſte hiſtoriſk-ethnographiſke Forhold og hans Vindikation af Norges Ret med Henſyn paa dets gamle Literatur. Han maa heri dele Æren med R. Keyſer ſom den, der førſt brød Banen og opſtillede rigtigere Anſkuelſer iſtedetfor de tidligere antagne. Men det maae erkjendes, at han har videre forfulgt og udviklet disſe og ogſaa opſtillet egne nye Meninger, hvorved Keyſer ſelv er bleven bragt til i enkelte Dele at afændre ſine. Og overhoved maa, hvad der er udrettet paa dette Felt, til en vis Grad betragtes under Eet, og begge Granſkere maa ſiges at have ſin fuldſtore Andeel deri, uden at den Enes eller Andens Fortjeneſte derved forringes. Ligeſom Begge om enkelte Arbeider af anden Art have været fælles, ſaaledes turde der ogſaa med Henſyn til denne Materie være et viſt Fællesſkab, ikke med Henſyn til dens ſkriftlige Behandling, men dog til hvad der foreligger ſom hiſtoriſkt Udbytte. Allerede den gjenſidige Meddeelſomhed, hvorved vore Hiſtorikere have udmærket ſig maaſkee fremfor alle andre Landes, gjør ſaadan en Antagelſe mere end rimelig.

Munch har i et eget Skrift „om den nyere hiſtoriſke Skole i Norge“ 1852 fremſat de Reſultater, han var kommen til, dengang denne Afhandling ſkreves, ſaa at man deri vil finde hvad Skolen har ſøgt og udrettet. Men han har imidlertid ſiden foretaget enkelte Modifikationer, ſaa en Redegjørelſe herfor turde have ſin Interesſe. Jeg formaaede ham derfor i 1857 til at meddele mig en kort Udſigt over ſit Syſtem, til Optagelſe i den biographiſke Skizze af ham, hvorpaa jeg arbeidede, og da denne hans Fremſtilling tillige er hans ſeneſte af dette Emne, vil den viſtnok til almindelig Orientering her have en berettiget Plads.

„Jeg er, ſiger Munch, efterhaanden kommen til den Overbeviisning, at man maaſkee gjør retteſt i at dele den hele germaniſke Folkeſtamme i tre ſideordnede Grene: den nordlige (de egentlige Nordboer), den mellemſte, eller Mellemgermaner (Goter, Burgunder, Angler, m. fl., hovedſagligt boende om den ſydveſtlige Deel af Øſterſøen og paa dens Øer), ſamt den ſydligſte; at der for Tiden inden Germanernes oprindelige Omraade egentlig kun findes Repræſentanter for den nordlige (Norſke, Svenſke, Danſke) og den ſydlige (Tydſkere, medens den mellemſte deels ved Udvandring (Goternes, Vandalernes, Burgundernes, Anglernes), deels ved Blanding (ſom Goternes og Anglernes i Danmark med Nordgermaner til nyere Danſke, Anglernes med Nordmanner i England til Engelsmænd o. ſ. v.) tildeels ere forſvundne fra deres gamle Boliger, medens deels Nordgermaner nordfra, deels Sydgermaner ſydfra havde optaget deres Plads, ligeſaa at i ſin Tid alle Germaner, ſaavel Sydgermaner og Mellemgermaner ſom Nordgermaner, ere komne øſtfra, enten nordenfra, eller over Øſterſøen (eller hvad der i hiin fjerne Urtid ſvarede til Øſterſøen nuomſtunder), ſaaledes at ikke et eneſte, endog ſydgermaniſk Folk er kommet direkte til Tydſkland fra Øſten langs Øſterſøens Sydkyſt, men at alle Tydſklands germaniſke Indvaanere ere komne over det nuværende Skaane og de danſke Øer, der i hiin fjerne Tid vare ſtørre, og adſkilte fra begge Faſtlande og ſig ſelv indbyrdes ved ſmalere Søſtrækninger end nu; at naturligviis Sydgermanerne ere komne førſt, dernæſt Mellemgermanerne, af hvilke dog de fleſte forbleve paa Nordſiden af Øſterſøen; at Mellem- og Sydgermanerne trængte ind over Lande, beboede af Kelter (Danmark-Nordtydſkland), hvis Indbyggere tildeels bleve undertvungne, og dannede den ringeſte Arbeidsklasſe; og at Germanerne i Tydſkland ſaaledes kom til at indtage Pladſen mellem de ikke undertvungne Kelter i Veſt og Slaverne i Øſt. De egentlige Nordgermaner derimod, Goter, Svear og Nordmænd, ere komne til Skandinaviens Faſtland i et noget nordligere Strøg, hine omtrent over Aalandshavet til Gøtaland og Mælartrakterne, disſe endnu nordligere, omkring Finmarken til Haalogaland og Throndhjem; begge have derpaa trængt videre, hine mod Veſt og disſe mod Syd, Svearne og Gøterne altid forſtærkede ved nye Indvandringer, indtil de endelig i Braavallaſlaget brød den ſamlede danſk-gotiſke Magt og gjorde ſig til Herrer over Danmark, hvor deres Efterkommere, antagende Navnet Daner, blandede ſig med det tidligere gotiſke Folk af dette Navn og dannede det nyere Danefolk.

„Disſe Anſkuelſer, ſaavelſom mine Beſtræbelſer for at vindicere vor Nationalitets Ret og overhoved den hiſtoriſke Sandhed, have, ſom bekjendt, vakt megen Modſigelſe iſær blandt de Danſke, der ikke kunde finde ſig i at man afviger fra de gamle ukritiſke Hypotheſer fra tidligere Dage, da Alt gik ud paa at fremſtille Danerne ſom Nordens Principalfolk. Viin Hovedmaxime er dog kun suum cuique og Sandheden fremfor alt. Det er intet, ſom har ſkadet den nordiſke Hiſtorieforskning mere end den Sammenrøren af danſk, norſk og ſvenſk, ſom de tidligere, iſær danſke Hiſtoriforſkere i deres Iver for at være nordiſke, (og maaſke tildeels paa Grund af den tilfældige Omſtændighed, at ſaa mange nordiſke Manuſkripter ere komne i Danmarks Værge) have gjort ſig ſkyldig i. Det maa nødvendigviis lede til gale Reſultater, naar man af den Omſtændighed, at Sagaer fortælle, at den og den Skik brugtes ved Gilder paa Island, eller at Nordmændene byggede ſaadanne og ſaadanne Huſe, ſlutter, at netop det ſamme fandtes i Danmark. Saaledes iſær med Sproget. Det er en bekjendt Sag, at man i Danmark lægger ſærdeles Vægt paa, at kalde vort Oldſprog „oldnordiſk“, ſom om det var fælles for hele Norden. Nu har jeg naturligviis aldrig nægtet, at der maa have været den Tid, da alle nordiſke Folk talte ſamme Sprog; men jeg mener kun, at denne Tid ligger næſten forud for den nordiſke Hiſtorie, og at vi i alle Fald ingen Sproglevninger have derfra. De Skrifter, fra hvilke vi kjende vore Oldſprog, naae ikke længer op end til det 12te Aarhundrede i det allerhøieſte, og da vare de tre nordiſke Sprog, ſkjønt meget lige, — ſom de endnu ere — dog ligeſaa afgjort forſkjellige, ſom Svenſk — og Danſk ere nu; altſaa med ſamme Ret, ſom nu Svenſk og Danſk kaldes to ſærſkilte Sprog, med ſamme Ret maa Svenſk, Danſk og Norſk c. 1200 kaldes trende ſærſkilte Sprog. Man behøver ogſaa kun at ſammenligne Sproget i Kongeſpejlet og Magnus Haakonſøns norſke Lov med den omtrent ſamtidige Valdemar II’s jydſke Lov, for at ſee, hvor forſkjelligt Norſk og Danſk da vare. Nu mener jeg altſaa — og enhver vil give mig Ret deri — at det er en ei alene latterlig, men endogſaa ſkadelig Paaſtaaelighed (da den er vildfarende), naar de Danſke altid kalde det i Norge i Middelalderen og paa Island brugelige Sprog Oldnordiſk iſtedetfor Oldnorſk eller gammel Norſk. Man behøver jo kun at iagttage det Urimelige i at f. Ex. Magnus’s Lov og Haakon Haakonſøns Saga ſkal ſiges at være ſkrevet paa Oldnordiſk, medens den ſamtidige jydſke Lov ſiges at være ſkrevet paa gammel Danſk. Thi hvad der er Oldnordiſk eller gammel Nordiſk, er jo dog tillige gammel Danſk; men da nu Sproget i jydſke Lov ikke er det ſamme ſom Sproget i den norſke Lov eller Sagaen, ſaa er det altſaa ikke Oldnordiſk i danſk Betydning, følgelig er gammel Danſk forſkjellig fra Oldnordiſk, og Danſk ſaaledes ikke Nordiſk, — og dog ſkal det jo tillige være nordiſk — kort man indvikler ſig i et uopløſeligt Væv af Selvmodſigelſer, for at holde paa en Benævnelſe, ſom aldrig Vedkommende ſelv brugte, thi ſaavel Nordmændene, ſom Islændingerne kaldte deres Sprog norrønt, d. e. norſkt. Viſtnok ſøge de Danſke ogſaa at faae ud, at norrøn, der oprindelig betyder „hvad der er fra Norden“, anvendt paa Folk og Sprog ſkulde betyde „nordiſk“; men det er en ubeſtridelig Kjendsgjerning, at det ligeſom Subſtantivet „Nordmænd“ endog nuomſtunder, kun ſigter til Norge og betegner hvad der er derfra; ſaaledes f. E., naar der i den gamle veſtgotiſke Lov ſkjelnes mellem „gøtſk Mand“, „ſvenſk Mand“, „norrøn Mand“ og „danſk Mand“, eller naar der i islandſke Sagaer tales om et Skib beſat „deels med islandſke, deels med norrøne Mænd“, eller i et norſk Diplom om „norrøne Skind og islandſke Skind“. Islændingerne have igjen, deels paa Grund af deres Forfædres Fortjeneſter af Literaturen, deels fordi Sproget i ſin gamle grammatiſke Bygning nu kun lever hos dem, fordret at det ſkulde kaldes islandſk Benævnelſen er viſtnok mindre vildledende end oldnordiſk; men deels ſtrider det mod al Rimelighed og Brug, at et Sprog ſkal benævnes efter en Koloni, ikke efter Moderfolket, og at det ſaaledes f. Ex. ſkal hede, at Nordmanden Eyvind Skaldaſpilder, neppe 100 Aar efter Islands Opdagelſe, digtede ſit Haakonarmaal, ikke paa Norſk, men paa Islandſk; deels gaaer man ikke Islændernes Ære for nær, naar man bruger den Benævnelſe paa Sproget, ſom de ſelv brugte lige til det 18de Aarhundrede, nemlig norrønt, d. e. Norſk; endog den islandſke Bibeludgave af 1728 ſiges paa Titelbladet at være á norrønu“. For Vindikationen af Norges Ret i denne Henſeende har jeg derfor og maattet høre ilde af Islænderne, ſom om jeg vilde forringe deres Hæder; dog har den Udførlighed, hvormed Islands Hiſtorie af mig i Norges Hiſtorie er behandlet, ſom det lader, viſt dem, at jeg kun bar fægtet for, hvad jeg anſaa for Sandhed, og at jeg er beredvillig til at yde Nationen al fortjent Roes. Formedelſt mine ſproghiſtoriſke Underſøgelſer have og de mere Enſidige, der ei kunde finde ſig i at Sandheden ſkal overordnes nationale Henſyn og ſom derhos ikke ſelv beſidde ſproglige Kundſkaber nok til at forſtaae Underſøgelſernes Gang, imputeret mig Meninger, ſom jeg aldrig har haft, end mindre ytret. Saaledes anføres der etſteds, at jeg ſkulde mene, at Gotiſk er det germaniſke Urſprog, deraf Tydſk, deraf Danſk, deraf Norſk, deraf Islandſk: en Mening, jeg ikke engang behøver at fralægge mig; thi jeg har kun benyttet Gotiſk ſom et germaniſk Sprog paa et ældre Stadium end noget andet til Indkig i det ældre Sprog-Maſkineri, uden nogenſinde at udgive det for Moderſproget.“

Et af Munchs alvorligſte Skridt for at vindicere Norges nationale Ret, var hans Optræden i 1845 mod Oldſkriſtſelſkabets daværende Beſtyrelſe, hvis Virkſomhed udviſte adſkillige Misligheder. Egentlig kan man ſige, at der fra den Tid Munch og Keyſer ſendtes ned til Kjøbenhavn begyndte en ny Periode i Behandlingen af oldnorſke Skrifter; thi da viſte det ſig, at man ikke altid behøvede Islændingerne til Mellem-Mænd ved disſe Skrifters Udgivelſe; og den Kontrol, disſe norſke Lærde viſte ſig at kunne udøve, gjorde Vedkommende varſommere og nøiagtigere. Men efterhaanden løiede Oldſkriftſelſkabet af, og i 1845 var det ſaaledes nødvendigt at give det en ny Vækker. Munch gjorde det med Strenghed og Grundighed, idet han i en Artikel i Dahl’s Literaturtidende blottede de af Selſkabet begangne Feil iſær mod Norge, hvis Deeltagelſe i den gamle Literatur ligeſom ſkuppedes bort. Senere fik Munch en ſæregen Foranledning til at beklage ſig over Oldſkriftſelſkabet, eller rettere Sjælen i ſamme, Konferentsraad Rafn. Efter Finn Magnusſøns Død tog han nemlig paa Rafns Anmodning Deel i Redaktionen af de af Oldſkriftſelſkabet beſørgede „Antiquités Russes & orientales“, ſaaledes at han leverede ſamtlige Indledninger og oplyſende Noter til Stykkerne i hele førſte Bind fra S. 15 af og til en ſtor Deel af andet Bind, navnlig til den deri optagne Udgave af Ottars og Ulfſteins Reiſeberetninger; og desuden meddelte han ſærſkilte Afhandlinger, foruden at han i det Hele taget havde en Stemme med i Valget af Stykkerne. Men dette blev af Rafn faa lidet eller dunkelt fremhævet i Fortalen til Værket, at Rafn ſelv er bleven anſeet ſom Forfatteren, navnlig i en vidtløftig Recenſion af den lærde Akademiker Kunik i det petersborgſke Videnſkabs-Akademies Skrifter. Endog danſke Lærde ere her blevne ſkuffede med Henſyn til Forfatterſkabet. Idetmindſte ſynes Genealogen Kønigsfeldt at have antaget Rafn for Forfatter af ovennævnte Værk. Thi da Munch (i „Illuſtr. Nyhedsblad“ for 1855) havde berigtiget en gjentaget Vildfarelſe i de danſke Kongers Slægtsrække med Henviisning til Antiq. Russes, i hvis genealogiſke Tabeller, forfattede af ham ſelv, han allerede i Forveien havde indført Forbedringen, rettede Konigsfeldt i den nye Udgave af ſine fortjenſtlige „Genealogiſk-hiſtoriſke Tabeller“ Feilen efter Munch, men paa den Maade, at han anførte Antiq. Russes ſom Kilde og hertil bemærkede, at den der udtalte Mening var „tiltraadt af P. A. Munch i Chriſtiania illuſtrerede Nyhedsblad for 22de Sept. 1855“. Paa denne Maade ſaa det ud, ſom om Munch havde gjort ſig vigtig med Rafns Lærdom, medens de Underſøgelſer, hvortil han havde henviſt, dog vare af ham ſelv og ingen Anden. Mod Danſkernes gjentagne Forſøg paa at tilegne ſig en Hovedandeel i den oldnorſke Literatur ved at henføre denne til Island alene og indføre Benævnelſen „oldnordiſk“ ſom den ene gyldige Overſættelſe af „norrön“, har Munch ſeneſt og viſtnok med ſtørſt Klarhed og Skarphed udtalt ſig i en Artikel „Nordiſk, Norſk,Danſk“ i „Illuſtr. Nyhedsblad“ for 1861, hvori han reſumerede Stridens Hovedpunkter med de meſt afgjørende og ſlaaende Beviſer.

Munchs Forfatterſkab kan henføres under fire forſkjellige Afdelinger: Hiſtorie, Geographie, Sproggranſkning og Journaliſtik. Af disſe Afdelinger, er den førſte, hvorunder tillige maa henføres hans antikvariſke og mythologiſke Arbeider, baade den indholdsrigeſte og betydningsfuldeſte.

Munchs tidligſte Forſøg i hiſtoriſk Retning og tillige hans førſte Forfatterſkab er en udførlig Bedømmelſe af Fayes Norgeshiſtorie, ſkrevet i Novbr. 1831, altſaa i hans etogtyvende Aar, hvilken fik Plads i det af Danmarks dygtigſte Videnſkabsmænd redigerede „Maanedsſkrift for Literatur“. Han viſte allerede her, at han ikke alene var nøie hjemme i Fædrelandets Hiſtorie, men at han ogſaa var en Mand, der ikke agtede blindt hen at vandre i Forgjængeres Fodſpor. Sin hiſtoriſke Dygtighed godtgjorde han ſnart end yderligere ved forſkjellige Bidrag i „Samlinger til det norſke Folks Sprog og Hiſtorie“, hvortil Aktſtykker i Kjøbenhavn vare ſamlede, og hvoriblandt kan nævnes en Textudgave med Overſættelſe af de ſaa kaldte Ágrip af Norges Hiſtorie. Munchs førſte ſtørre og ſærſkilte hiſtoriſke Arbeide var en temmelig udførlig „Norges, Sveriges og Danmarks Hiſtorie“, der udkom i Chriſtiania i 1838 og næſte Aar eſterfulgtes af et Udtog ſamt af en kort Norgeshiſtorie for Begyndere. Disſe Skrifter vare alle egentlig beſtemte til Skolebrug; men i det førſte og ſtørſte kom Forfatteren til i ſaamange og væſentlige Stykker at afvige fra det Vedtagne, at det blev et videnſkabeligt Arbeide med originale Synsmaader. Den danſke Hiſtoriker Paludan-Müller fandt ſig beføiet til i en udførlig Anmeldelſe i Peterſens „Tidsſkrift for Literatur“ (3die Bind) at fremhæve ſom et Misgreb, at uagtet denne Skandinaviens Hiſtorie ſkulde være en Skolebog, dog Forfatteren „i Almindelighed havde villet fremſætte ſin Anſkuelſe om Nordens Hiſtorie for et ſtørre Publikum“. Hvad der iſær maatte mishage den danſke Recenſent var Forfatterens nationale Iver, der ſtillede Danmarks Forhold til Norge i et ſlettere Lys end man tidligere var vant til. Juſtitiarius Berg havde i den Sag førſt brudt Banen, og Munch, ſom nu talte i ſamme Retning, maatte derfor ſinde ſig i at blive betegnet ſom den, der ganſke fulgte i hans Spor, og ſom paany bragte „uretfærdige Ytringer om Danmark“ ud iblandt Publikum. Hvad ellers Müller meſt bebreidede Forf. var ubillige Domme om Perſoner; men han erkjendte ogſaa hans Arbeides gode Sider, og da anden Udgave af Allens priisbelønnede Danmarks-Hiſtorie udkom, ſagde han i ſin Anmeldelſe heraf, at man „maatte foretrække Munchs kortfattede Udtog af Skandinaviens Hiſtorie, — havde denne Bog blot været ſkrevet i en anden Aand og Tone“. (For Literatur og Kritik I, 108). Men da dette Skrift, ligeſom overhovedet alle Munchs ſtørre Arbeider, var bleven forfattet under Trykningen og alt efterſom denne ſkred frem, var derved fremkommet en vis Uensartethed i Behandlingen af de forſkjellige Partier, der kunde gjøre en ny Bearbeidelſe af Værket ønſkelig, og navnligen gjaldt dette om førſte Afſnit. En ſaadan Bearbeidelſe havde han ogſaa begyndt paa og nogle Ark vare allerede trykte, da han begav ſig paa Reiſen til Rom, hvormed uheldigviis den nye Udgave ganſke indſtilledes.

Paa de ovenfor nævnte Skrifter fulgte „Nordens gamle Gude- og Helteſagn i kortfattet Fremſtilling“ (Chriſtiania 1840). Denne Bog, i hvis Fremſtilling flere af den yngre Eddas Fortællinger ere gjengivne i Overſættelſe, udmærker ſig ved et ſærdeles populært og ſimpelt Sprog og har derfor fundet en meget ſtor Læſekreds og mægtigen bidraget til at vække Sandſen for vor Sagntid. Bogens egentlige mythologiſke Deel var ufuldſtændig og mindre tilfredsſtillende og er ogſaa ganſke bleven omarbeidet i tvende ſenere udkomne Oplag (1845 og 1854, hvert med ſin forſkjellige Titel).

Efterat Munch havde forſøgt at afhjælpe Trangen til Lærebøger i Fædrelandets Hiſtorie, vendte han ſig ogſaa til Bearbeidelſen af Verdenshiſtorien. Han udgav ſaaledes i 1840 „Verdenhiſtoriens vigtigſte Begivenheder fra de ældſte Tider indtil den franſke Revolution i kortfattet Fremſtilling“. Men Bogen, hvori Rotteck tildeels ſees at have været Forfatterens Mønſter, var for ſammentrængt og ſtofrig til i Almindelighed at kunne tjene ſom Lærebog; thi for at kunne benytte den med Fordeel, maatte man have det hiſtoriſke Stof inde. Ikke deſto mindre troe vi at ſinde Hiſtorikeres Medhold, naar vi betegne den ſom et hiſtoriſkt Arbeide, der er høiſt mærkeligt baade ved Begivenhedernes pragmatiſke Fremſtilling og ved en hiſtoriſk Kunſt, ſom neppe er overtruffet i Forfatterens mere læſte og kjendte Skrifter. Tiden fra franſke Revolution behandlede Munch ſiden med ſtørre Udførlighed i et ſæregent Arbeide, der var beſtemt til Brug ved Læsningen til Anden-Examen, men hvilket Skrift imidlertid forblev ufuldført. Senere leverede han ingen Arbeider i Verdenshiſtorien, uden forſaavidt han bearbeidede og rettede den norſke i 1847 paabegyndte, men aldrig fuldførte Overſættelſe af Held og Corvins „Illuſtrerede Verdenshiſtorie,“ til hvis anden Deel han gav en ſelvſtændig Fremſtilling af Skandinaviens Middelalders-Hiſtorie.

Han var imidlertid paany vendt tilbage til Fremſtillingen af Fædrelandets Hiſtorie, og udgav 1847 „Underholdende Tildragelſer af Norges Hiſtorie“, et nærmeſt paa Ungdommen beregnet Populærſkrift. Dette Arbeide udmærker ſig ved en let og tiltalende Fremſtilling, der endog paa enkelte Steder, ſom allerede tidligere en fagkyndig Anmelder har bemærket, „minder om W. Scotts uovertræffelige Tales of a Grandfather“. Hos Mange opſtod Lyſten til at ſee vor hele Hiſtorie behandlet paa ſamme Maade, og Munch indbød ogſaa kort efter til Subſkription paa en „Norges Hiſtorie i Fortællinger“, idet han foruden Andre henpegede paa Fryxell og W. Scott ſom ſine Mønſtre. Men paa Grund af den ringe Subſkription udkom dog ikke disſe Fortællinger, og dette turde forſaavidt være godt, ſom han maaſkee ellers vilde blevet forhindret fra over ſamme Emne at give os det Værk, ſom ikke blot er blevet Forfatterens Hovedværk, men ogſaa et Hovedværk i hele Nordens hiſtoriſke Literatur, nemlig „Det norſke Folks Hiſtorie“.

Ved det Motto, Forfatteren har valgt til dette ſit Arbeide, har han udtalt det Maal, han derved havde ſtillet ſig. Det er Niebuhrs Ord: „Ich werde ſuchen die Kritik der Geſchichte nicht nach dunkeln Gefühlen, ſondern forſchend, auszuführen, nicht ihre Reſultate, welche nur blinde Meinungen ſtiften, ſondern die Unterſuchungen ſelbſt in ihrem ganzen Umfange vortragen“. Med andre Ord: ſom kritiſk Hiſtorieſkriver har han ikke villet lade det beroe ved at meddele ſine Reſultater, — han har tillige ſtræbt „at fore Læſeren ind i det hele Apparat, hvoraf Reſultaterne fremgaae.“ Saa uryddet og tildeels forfuſket, ſom den norſke Hiſtorie tidligere var, har der ſaaledes ingen ſlagen Landevei været at ile jævnt frem paa, men han har ſelv „Skridt for Skridt maattet bane ſig Vei med Øxen og Spaden i Haanden“; og der har, ſom han i Værkets Fortale ſiger, ei alene været naturlige, men endog kunſtige Hindringer at rydde tilſide og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang maattet afbrydes af mange Digresſioner og Underſøgelſer, hvorved Værket nødvendigviis er blevet en „mindre underholdende Læsning for Alle og Enhver“, end han maaſkee ſelv forudſatte dengang han fattede Planen og inden Udarbeidelſen endnu viſte, hvilket vidtløftigt kritiſk Apparat der, paa Grund af Emnets og den tidligere Behandlings Beſkaffenhed, her vilde udkræves. Men et ſaadant Arbeide maatte gaae forud for en Bearbeidelſe af „Norges Hiſtorie til underholdende Læsning“, der førſt nu kan give ſikre og faſte Reſultater. Lettere og behageligere Fremſtillinger af vor Hiſtorie ville ikke kunne forringe Værkets Betydning og Værd, mindſt ſom en kritiſk drøftet Materialſamling og Grundlag for den fremtidige Hiſtorieforſkning. Det er, ſom enhver lettelig vil indſee, en Fundgrube af Lærdom og ſkarpſindige Hypotheſer og kritiſke Underſøgelſer, hvoraf Hiſtorieforſkeren ſtadig vil kunne hente Raad og Belærelſe, og ſom endog i ſtørre hiſtoriſke Literaturer end vor maatte kunne „gjøre Epoche“. Værkets fire førſte Afſnit ere indførte i den tydſke Literatur ved G. T. Clauſen, der har overſat og udgivet dem ſom tvende ſærſkilte Skrifter. Ogſaa en polſk Lærd har i et eget Skrift gjort ſine Landsmænd bekjendt med dets ethnographiſke Reſultater.

Det laa allerede fra førſt af i Munchs Plan i hvert Fald at føre Værket ned til Kalmar-Unionen ſom det almindelige Periode-Afſnit. Men under Udarbeidelſen fandt han Aaret 1319 eller Haakon Magnusſøn den Ældres Død at være et bekvemmere Delingspunkt; thi dermed fremſtod ikke blot et nyt Dynaſti, men der indtraadte ogſaa en Unions-Tilſtand, ſom dannede den umiddelbare Forberedelſe til ſelve Kalmar-Unionen. Hertil kom Ønſket øm førſt at underſøge de udenlandſke Archiver og hvad der i disſe fandtes til Oplysning af den følgende Periode, inden han behandlede denne. Han afbrød ſaaledes med fjerde Deels andet Bind, hvilket for Størſteparten blev udarbeidet under Reiſen, og hvis Fortale dateredes Rom den 24de Juni 1859. Denne Værkets førſte Hovedafdeling udgjør, da ſaavel 1ſte ſom 4de Bind er todeelt, ialt 6 Dele, hver paa 44 til 68 Ark. Paa Værkets Fortſættelſe, der betegnedes ſom anden Hovedafdeling, eller Unionsperioden, lagde han ſom ſagt Haand, ſaaſnart han var kommen hjem fra Rom, og endnu inden Aarets Udgang vare L Hefter trykte. Dette Afſnit var beſtemt til at gaa til 1537. Men mærkelig nok faldt Pennen Forfatteren af Haanden, netop ſom han havde naaet det Tidspunkt, han førſt havde ſat ſig ſom det oprindelige Maal, nemlig Kalmar-Unionen. Afbrydelſen var forſaavidt heldig, ſom et afſluttet Heelt dog nu haves. Men beklageligt var det, at der ikke timedes ham Tid til at behandle den egentlige Unionshiſtorie; thi denne Periode trænger maaſkee mere end nogen anden til en kritiſk og aktmæsſig Udredning. Paa dette Arbeide havde ogſaa den utrættelige og dygtige Hiſtorieforſker Rigsarchivar Chr. Lange anvendt megen Tid, men ogſaa ham havde Døden bortkaldt netop ſom han ſkulde lægge den afſluttende Haand paa Værket[3].

Efterat de førſte Hefter af „Det norſke Folks Hiſtorie“ vare trykte, fremkom der i Svenſka Tidningen en Opſats undertegnet — lm — (Wahlman), hvori Gehalten af Munchs hiſtoriſk-ethnographiſke Granſkninger blev beſtredet. Dette foranledigede Munch til i en egen Afhandling, førſt indført i Morgenbladet og ſiden ſærſkilt trykt („Om den ſaakaldte nyere hiſtoriſke Skole i Norge“, Chra. 1853), at gjøre Rede for de i Værket fulgte hiſtoriſke Principer og med Skarphed hævde og forſvare de af ham og R. Keyſer opſtillede ethnographiſke Theorier. Dette Skrift, der i egentlig Forſtand kan kaldes Programmet til Munchs norſke Hiſtorie, indtager ſaavel ved ſlaaende Beviisførelſe ſom klar Fremſtillingsmaade en fremragende Plads blandt Forfatterens Afhandlinger. En udførligere Drøftelſe af Munchs ethnologiſke og hiſtoriſke Anſkuelſer fremkaldte dette Skrift ſamt de førſte Hefter af „Det norſke Folks Hiſtorie“ i det af Aftonbladets nuværende Redaktør Aug. Sohlman udgivne „Nordisk Tidskrift“, hvor Munch og „den nyare Norska historieforskningen“ fandt fuld Anerkjendelſe. (Tidsſkriftet S. 232—258). — Men medens flere af Naborigernes Forfattere, og det endog danſke, ialfald deelviis have antaget eller dog nærmet ſig Keyſers og Munchs hiſtoriſk-ethnographiſke Anſkuelſer, have navnligen et Par af de ældre danſke Hiſtorikere ſtillet ſig ſom deres afgjorte Modſtandere. Dog Ingen af dem har fundet ſig foranlediget til at møde i Marken med videnſkabelige Grunde, men vel med leilighedsviſe Udfald. Afdøde Profesſor N. M. Peterſen lod ſig nøie med (i den nye Udgave af ſin „Danmarks Hiſtorie i Hedenold“) at henkaſte nogle utroligt flaue Vitſer mod den norſke Indvandrings-Theori, medens en anden danſk Hiſtoriker valgte „Nordiſk Conſervations-Lexicon“ ſom Organ for ſin Meningsforſkjellighed og en Underkjendelſe af ſamme Theori. Førſt i det ſidſte Aar er der af et Par yngre danſke Forfattere gjort Forſøg til en kritiſk Drøftning af Munchs ethnographiſke Theorier. Den ene af disſe, C. A. J. Jesſen, der for ſit Arbeide („Underſøgelſer til nordiſk Oldhiſtorie“) endog opnaaede Doktor-Graden, var Munch et Øieblik betænkt paa at møde med et Tilſvar. Men den Tryghed, hvormed han kunde ſige ſig ſelv, at disſe „Underſøgelſer“, trods Forf.s ungdommelig raſke og overmodige Tone, dog kun vare blevne mulige paa Baſis af hans egne Forſkninger, bragte ham ved nærmere Overveielſe til at bevare Tausheden ligeover for dette ſom ſaamange andre perſonligt bitre Angreb.

Mangfoldige i hiſtoriſk Henſeende vigtige Afhandlinger af Munch findes nedlagte i Tidsſkrifter og Aviſer. At opregne dem alle, vilde her føre for vidt. De, der ere ældre end 1859, findes anførte i „Norſk Forfatter-Lexicon“. Hans ſeneſte Afhandlinger ere fornemmelig at ſøge i „Annaler for nordiſk-Oldkyndighed“ og „Illuſtreret Nyhedsblad“. Reſultaterne af de ældre Afhandlinger ville for en ſtor Deel findes optagne i „Det norſke Folks Hiſtorie“. Dog har dette ikke kunnet ſkee med dem alle, og en ſamlet Udgave af Munchs ſamtlige mindre Skrifter, der ogſaa forberedes til Trykken, vil derfor kunne regne paa det literære Publikums fulde Underſtøttelſe[4]. — Blandt Munchs Afhandlinger i de ældre Aargange af Annalerne maa dog her ſærlig fremhæves en meget udførlig „Underſøgelſe angaaende Danmarks ethnographiſke Forhold i de ældſte Tider og om Eensartetheden i Danmarks Befolkning“, hvilken fremkom, iſær efter en Opfordring af Profesſor Krieger, ſom et Bidrag til at opklare Danmarks ældſte Forhold til Tydſkland, og indførtes i Bindet for 1848. Endvidere „Kilderne til Sveriges Hiſtorie i den førchriſtelige Tid“, i Bindet for 1850. I denne Afhandling, ſom Munch ſelv anſaa for det bedſte af alle ſine kritiſk-underſøgende Arbeider, ſøgte han at bortrydde flere væſentlige Feiltagelſer med Henſyn til den ældre ſvenſke Hiſtoriographi, og navnligen godtgjorde han, „at Sverige ei har beſiddet egne national-hiſtoriſke Sagaer eller Sagn ældre end Chriſtendommen“. Men uagtet ſlige Reſultater, hengik dog Afhandlingen uimodſagt, hvilket her turde være det bedſte Beviis for Reſultaternes Holdbarhed. Munchs to ſidſte Bidrag til Annalerne findes i den efter hans Død udkomne Aargang for 1860. Det ſtørſte af disſe, „Diplomatiſke Bidrag til Erkebiſkop Jens Grands Levnetshiſtorie“, indeholder, deels in extenso, deels i Uddrag, en ſtor Deel forhen ukjendte i Breve vedkommende denne mærkelige Prælat, hvilke det var lykkedes Munch at opdage ved hans Gjennemgaaelſe af de pavelige Regeſter m. m.

Arbeider af Munch, der med lige Ret lade ſig henføre til hiſtoriſk og ſprogligt Forfatterſkab, ere hans Overſættelſer fra vort gamle Sprog og de Oldſkriftudgaver, han har beſørget Hans tidligſte Overſættelſer fra Oldnorſk findes i det af Studenterforbundet udgivne Ugeblad „Vidar“, blandt hvis Stiftere og Redaktører han hørte. Allerede i No. 3 af dette Blad (19 Aug. 1832) leverede han „Prøver af en Overſættelſe af Heimskringla“. Aaret efter udgav han ſærſkilt Begyndelſen af dette Arbeide under Titelen „Snorre Sturleſøns Norſke Kongehiſtorie“. Men kun førſte Hefte udkom, og ſnart optraadte det Kjøbenhavnſke Oldſkriftſelſkab med Planen til en Overſættelſe af ſamme Værk, hvorved det private Foretagende foreløbig maatte træde i Baggrunden. Dog da Aar vare henrundne, uden at Oldſkriftſelſkabets Arbeide kunde udkomme, begyndte Munch at lade ſin Overſættelſe udgaa paa Boghandlervei, og ſaaledes udkom „Norges Konge-Sagaer fra de ældſte Tider til 1177“, eller Snorres egentlige Værk, i en hefteviis Godtkjøbsudgave, der ſluttedes 1859. Ogſaa Snorres Fortſættere var han betænkt paa at levere ſom Værkets andet Bind; men dette er desværre ikke udkommet. Bogen var i denne nye Overſættelſe fornemmelig beregnet paa at blive Folkelæsning — ligeſom den alt gjennem Tiderne havde været i de ældre Overſættelſer af Peder Clausſøn, Grundtvig og endelig Jacob Aall; og med dette Henſyn for Øie bleve Verſene udeladte og Priſen yderſt lavt beregnet. Men Overſættelſen blev ikke deſtomindre af Vigtighed ſelv for dem, der i egentlig Forſtand beſkjæftige ſig med Hiſtorien, forſaavidt den i mange Stykker bøder paa det længe følte Savn af en korrekt Textudgave; thi Munch bandt ſig ikke ſom Overſætter til de feilfulde Udgaver, der haves, men gjengav Texten ſaaledes ſom han ved Haandſkrifternes kritiſke Efterſyn havde fundet at den burde være. Dette blev ham iſær muligt derved, at han længe havde ſyslet med Forberedelſen af en Text-Udgave af Snorre, hvilken ligeledes Oldſkriftſelſkabet i Kjøbenhavn havde beſluttet at lade udgaae, men ſom ligeſaalidt ſom Overſættelſen er bleven færdig. Det er vanſkeligt at ſige, om Grunden hertil nærmeſt er at ſøge i Munchs Nølen med Arbejdets Fuldførelſe, eller i Mangel paa oprigtig Interesſe for et Foretagende, ſom Selſkabet igjennem Rækker af Aar havde holdt frem ſom et Lokkemiddel for indtrædende Medlemmer i Norge, eller maaſkee begge Dele i Forening. Men ſaameget er viſt, at Munch endnu længe efterat Selſkabet paa Grund af dets Taushed maatte antages at have ſlaaet Snorre af Tankerne, dog fremdeles anſaa ſig bunden med Henſyn til de gjorte Forarbeiders fri Benyttelſe; thi da jeg i 1853, i en Anmeldelſe af hans Udgave af Olaf den Helliges Saga ved Snorre, ſtillede en Opfordring til at give en fuldſtændig Haandudgave af denne Forfatter, fremkom Munch i Morgenbladet med den Indvending, at en ſaadan Udgave fra norſk Side ikke vel lod ſig foranſtalte, blandt Andet af den Grund, at Haandſkrifterne fandtes i Kjøbenhavn og de gjorte Forarbeider tilhørte Oldſkriftſelſkabet. Men i Forhold til Oldſkriftſelſkabet var i den paafølgende Tid formodentlig indtraadt en Ændring, ſaaledes at Selſkabet havde definitivt opgivet ſin Udgave; thi kort før ſin Død overtog dog Munch at beſørge en Haandudgave af Snorre for det her i Chriſtiania beſtaaende Oldſkriftſelſkab og havde endog erhvervet det Throndhjemſke Videnſkabers Selſkabs Samtykke til i denne Retning at anvende et Bidrag, han fra det havde modtaget til en Udgave af Orkneyinga-saga, der imidlertid nu paa Grund af Flateyjarbok’ens fuldſtændige Udgivelſe var bleven overflødig. Endog paa Reiſen til Rom og under Opholdet der var det hans Agt at ſysle med denne Udgave, hvorfor han tog Forarbeiderne med ſig.

I 1845 gav Munch, under Fællestitelen „Sagaer eller Fortællinger om Nordmænds og Islænderes Bedrifter i Oldtiden“, Overſættelſe af et Par mindre Sagaer (Gisle Suursſøns Saga og Hønſe-Thorers Saga), hvilken Samling var beſtemt til at indeholde flere Smaaſagaer, men dog ikke blev fortſat, vel tildeels fordi den ikke fandt Publikums Underſtøttelſe. Senere meddelte han i Norſk Folkekalender nogle lignende Overſættelſer.

Af ſtørre Betydning end disſe Overſættelſer ere imidlertid de af Munch beſørgede Udgaver af norſke Oldſkrifter, ſom det akademiſke Kollegium har ladet bekoſte. Munch var den førſte, der begyndte med at faae det Slags Skrifter udgivne ſom Univerſitetsprogrammer, iſtedetfor de tidligere brugelige latinſke Afhandlinger over alſkens Gjenſtande, uden ſærlig Interesſe for vort Land og de Studerende overhoved. Det førſte Forſøg med hiint Slags nye Programmer gjordes i 1843, idet Munch udgav det ſaakaldte Bergens Kalvſkind. Herpaa fulgte i 1845 Munkalifs Jordebog og i 1847 en kritiſk Textudgave af den ældre Edda ſamt en Udgave af en tidligere utrykt kortfattet norſk Kongeſaga, kaldet „Fagrſkinna“. Begge ſidſtnævnte Udgaver beſørgede han i Forening med nuværende Profesſor C. R. Unger, ſammen med hvem han ogſaa i 1853 udgav den nævnte Olaf den Helliges Saga ved Snorre. I Forening med baade Unger og R. Keyſer udgav han 1848 „Kongeſpeilet“, tilligemed et ſamtidigt Skrift om den norſke Kirkes Stilling i Staten ſom Anhang. Alene udgav han ſom Univerſitetsprogram til Kronprindſens (vor værende Konges) Formæling 1850 den ovennævnte, paa Latin forfattede Norgeshiſtorie, ſom han under ſit Ophold i Skotland havde opdaget; 1852 Aslak Bolts Jordebog og 1853, ſom Indbydelſesſkrift til Univerſitetsfeſten i Anledning af Kong Oscars Helbredelſe, Olaf Tryggveſøns Saga af Munk Odd Snorreſøn. Hans ſidſte, ſom Program udgivne Oldſkriftudgave var „Chronica regum Manniæ & insularum“, forſynet med hiſtoriſk-kritiſke Anmærkninger paa Engelſk, af hvilken Udgave Trykningen allerede var begyndt for Afreiſen til Rom, men dog førſt fuldendtes i 1860.

I Forening med R. Keyſer udgav Munch, ifølge offentlig Foranſtaltning, Norges gamle Love indtil 1387, der udkom i 3 Bind 4to Chra. 1846—1849. Efterat de gamle Haandſkrifter i Danmark vare gjennemgaaede af Keyſer og Munch i Forening, og i Sverige af den Førſtnævnte ſaagodtſom alene, overdroges det Munch at forberede til Trykken det ſamlede Materiale. Dog afbrødes Arbeidet af Mangel paa de til Udgivelſen fornødne Midler lige fra 1839 til 1844, da baade Munch og Keyſer udnævntes til Medlemmer af Udgivelſeskommisſionen og i Forening paatoge ſig Arbeidet. Et 4de Bind, der ſkulde indeholde det til Værket hørende videnſkabelige Apparat, ſkulde Munch alene have beſørget. Men førſt efter Hjemkomſten fra Rom var han, efter lang Standsning, igjen begyndt at arbeide derpaa og da kommet ſaavidt, at forhaabentlig Bindet vil blive fuldført ved hans dygtige Medarbeider Profesſor C. R. Unger.

Af de i Rom afſkrevne pavelige Nuntiers Breve og Regnſkabsbøger angaaende Norge var ved Munchs Død et halvt Snees Ark trykte. Andre i Rom afſkrevne Brevſkaber var begyndt at trykkes i Diplomatarium Norvegicum, hvis 6te Binds 1ſte Samling næſten ganſke optages af pavelige Diplomer. En Udgave af den ſaakaldte „røde Bog“, ſom Munch for længe ſiden havde afſkrevet i Kjøbenhavn, hørte med i Planen til de nærmeſte Foretagender for de til Kildeſkrifters Udgivelſe bevilgede Midler.

Vende vi os nu fra Munchs Udgiver-Virkſomhed til hans ſproglige Forfatterſkab, da ville vi ſinde, at dette baade er af den Beſkaffenhed og Udſtrækning, at det ſnarere kunde antages for Frugten af en paa Sproggranſkningens Feldt udeelt Virkſomhed, end at tilhøre en Mand, hvis egentlige Fag ligger derudenfor. Ja vi have endog hørt Folk af Faget ytre den Mening, at den komparative Sprogforſkning maaſkee var hans Begavelſes egentligſte Feldt, og at han ialfald i denne Retning havde ligeſaa afgjort Talent ſom i Hiſtoriegranſkningen. Hans Arbeider i Sprogvidenſkaben ere deels ſærſkilt udgivne Skrifter, beregnede fornemlig paa de Studerendes Behov, deels Afhandlinger, indrykkede i forſkjellige Blade og Tidsſkrifter. I 1847 udkom „Det norſke Sprogs Grammatik“ tilligemed en „Oldnorſk Læſebog“ (begge bearbeidede i Fællesſkab med Unger), hvorpaa næſte Aar fulgte „Kortfattet Fremſtilling af den ældſte Nordiſke Runeſkriſt“, „Det gotiſke Sprogs Formlære“, og en „Sammenlignende Fremſtilling af det tydſke, ſvenſke og danſke Sprogs Formlære“, ſamt 1849 „Forn-Svenſkans och Forn-Norſkans Språkbyggnad“. Sidſtnævnte Skrift er forfattet paa Svenſk og tryktes i Sverige, hvor det ogſaa af Kritiken fik den Ros, at „det vidnede om en klar Opfatning ſamt en dyb Sprogkundſkab i Almindelighed“. (Anmeldelſe i Tidsſkriftet „Frey“.)

Blandt Munchs ſproglige Afhandlinger maa nævnes en i Annaler for nordiſk Oldkyndighed (1846) indført Underſøgelſe „om det ældſte fælles-nordiſke Sprogs Udſeende og Forſøg til at beſtemme den olddanſke og oldſvenſke Mundarts normale Orthographi, Grammatik og rette Forhold til Norrøna-Mundarten“; en i Langes Tidsſkrift for 1850 given Kritik over Prof. Holmboe’s ſammenlignende Sprogarbeider (Sanſkrit og Oldnorſk) og en Række Artikler om det norſke Sprog, indrykkede i Morgenbladet. Om en norſk Sprogreformation ſkrev Munch allerede i „Vidar“, hvor han begyndte den Vækkelſe af Interesſen for vort Sprog og vor Nationalitets Bevaring, ſom han ſiden forfulgte, og hvorved han, ſom ovenfor meldt, kom i et ſpændt Forhold til det tidligere Broderlands Videnſkabsmænd.

Efterat Munch var begyndt paa det norſke Folks Hiſtorie, trængtes hans ſproglige, ſom de fleſte andre literære Arbeider derved mere i Baggrunden. Nogle „Sprogbemærkninger“, ſom han indrykkede i førſte Bind af ſit i 1855 paabegyndte „Norſk Maanedsſkrift“ fremkaldte nogen Polemik fra en danſk Sproggranſkers Side, men vare forreſten af underordnet Betydning. Derimod fortjener en udførlig Afhandling i Maanedsſkriftets 3die Bind „om Betydningen af vore nationale Navne tilligemed Vink ang. deres rette Skrivemaade og Udtale,“ ſærligen at fremhæves ſom et baade i videnſkabelig og national Henſeende vigtigt Arbeide.

Mange af de nyere europæiſke Sprog ikke blot læſte og talte Munch med Færdighed, men han ſkrev dem ogſaa ſaa korrekt, at hvor der var Spørgsmaal om Gjengivelſe af hans Arbeider i fremmede Sprog, var han ſin egen Overſætter; ſaaledes af den engelſke Text til Værket om Throndhjems Domkirke, og af flere Beſkrivelſer til Billedværket „Norge i Tegninger“, m. fl. Fra førſte Haand forfattede han Arbeider i Svenſk („Forn-Svenſkans och Forn-Norſkans Språkbyggnad“), paa Tydſk (Artiklen „Norwegen“ i „Die Gegenwart“ bl. fl.) ſamt paa Engelſk (Indledningen og Anmærkningerne i Cronica regum Manniæ). Undertiden lod han dog, af Henſyn til Sprogets finere Nuanceren, ſit Arbeide gjennemgaa af Indſødte i vedkommende Sprog og af andre ypperlige Sprogmænd, hvilket var Tilfældet med ſidſtnævnte Arbeide og Texten til Throndhjems Domkirke.

Med Runologien beſkjæftigede han ſig ſærligen og leverede, foruden den nævnte ſærſkilt udkomne Veiledning i den ældſte nordiſke Runeſkriſt, flere derhenhørende værdifulde Afhandlinger. Den mærkeligſte af disſe er maaſkee den, der findes i Annaler for nordiſk Oldkyndighed for 1847 om Indſkriften paa det ved Gallehuus i 1734 fundne Guldhorn. Som bekjendt havde denne Indſkrift voldt de Lærde ſtort Hovedbrud og fremkaldt den ene Læsning mere beſynderlig end den anden. Den ellers ſaa fortjente P. E. Müller havde i ſit ſtore Skrift om Guldhornene antaget Indſkriften for celtiberiſk og faaet ud deraf nogle barbariſke Ord, ſom hverken han ſelv eller nogen Anden kunde forklare. Ved at følge en af Hr. J. H. Bredsdorff forſøgt Fortolkningsmaade lykkedes det Munch at godtgjøre, at Hornindſkriften var reen gothiſk, rimeligviis fra det førſte eller andet Aarhundrede før Chriſtus. Om denne Læsning ſendte han ogſaa en Afhandling til Videnſkabs-Akademiet i Berlin, hvoraf han kort i Forveien var bleven Medlem, hvilken optoges i Akademiets „Monatsbericht“ for 1848 tilligemed Bemærkninger derved af Jac. Grimm. I „Illuſt. Nyhedsblad“ for 1857 leverede han en Afhandling om den mærkelige Indſkrift paa den da netop til Univerſitetet hidførte Runeſteen fra Tune, hvilken ſiden har gjort en vis Opſigt i den lærde Verden; thi af A. Uppſtrøm er den gjort til Gjenſtand for en ſæregen Afhandling i Nova Acta regiæ societ. scient. Upsalensis, og herpaa har igjen Dr. Fr. Dietrich i Marburg bygget ſin Fremſtilling af Tuneſteens-Indſkriften i hans i 1863 udkomne Monographi, „Die Blekinger Inſchriften, der Stein von Tune und andre deutſche Runen in Skandinavien entziffert und erläutert.“

Munchs Ry ſom Runolog foranledigede den rige engelſke Godseier James Farrer til i 1861 at henvende ſig til ham, ligeſom til en heel Deel andre Oldgranſkere over den hele vide Verden, angaaende Læsningen af nogle Runeindſkrifter, der vare opdagede ved Steinsnæs paa Orknøerne, hvor Hr. Farrer havde ladet foretage Udgravninger paa ſin egen Bekoſtning. Uden at være Vidende om, hvilken runologiſk Kappeſtrid Hr. Farrer havde indrettet, imødekom Munch med ſtor Beredvillighed Opfordringen. Dog endnu inden han havde ſendt Hr. Farrer ſin Læsning af hine Indſkrifter, meddeelte han mig til Illuſtr. Nyhedsblad en Afhandling om deres Opdagelſe og Indhold, fordi han nemlig fandt dette Fund af nordiſke Runer at være af en almindeligere Interesſe ogſaa for norſke Læſere. Men danſke Runologer, ſom ogſaa vare indbudte til at forſøge en Læsning, anſaa ſig herved foregrebne, og i de danſke Aviſer fremkom derfor meget nærgaaende Angreb paa Munch ſom den, der havde ſveget en engelſk Gentlemans Tillid og endog ødelagt hans hele, med ſtor Bekoſtning gjorte Opdagelſe. (!) For et Øieblik lykkedes det ogſaa at trække Farrer ind i denne bornerede Opfatning. Men da den fulde Sammenhæng blev ham bekjendt, maatte han ſtrax indſee, at Munch i videnſkabelig Henſeende her ſom altid var en fuldſtændig „Gentleman“. Den Afhandling af Steinsnæs-Indſkrifterne, ſom Munch meddeelte, optog da ogſaa Farrer i ſit derom ſenere udgivne, prægtigt udſtyrede og blot for privat Diſtribution beſtemte Værk, hvori den viſtnok kan ſiges at danne den egentlige Kjærne. Og det var ſaa langt fra, at Hr. Farrer fremdeles anſaa ſig for „mindre gentlemansmæsſig behandlet“ af Munch, at han med al Forbindtlighed ſendte denne ſit Skrift, vedblev at korreſpondere med ham, og paa Foranledning fra Munchs Side endog lod ſig forlyde til ham med, at St. Olafs-Ordenen ikke vilde være ham ukjærkommen, hvilken da ogſaa Munch ſkaffede ham. Vi have her med Forſæt dvælet ved denne i og for ſig ubetydelige Sag, fordi den nærgaaende Maade, hvorpaa Munch derunder behandledes, virkelig ærgrede ham, og det ſaameget mere, ſom han godt ſkjønnede, at der bag det Hele ſtak lærd Laugs-Jaluſi, i Forening med politiſk Animoſitet fra vedkommende forreſten i Sagen ganſke uindviede danſke Journaliſters Side. Han leverede da ogſaa Tilſvar til disſe Angreb baade i Nyhedsbladet og Aftenbladet.

Ligeſom Munch nærmeſt i hiſtoriſkt Øiemed kom til at beſkjæftige ſig med det ſammenlignende Sprogſtudium, ſaaledes bragtes han i ſamme Øiemed ind paa Underſøgelſer angaaende vor gamle og dermed Landets Geographi i det Hele. Frugter heraf blev blandt Andet en udførlig „Hiſtoriſk-geographiſk Beſkrivelſe over Norge (Noregsveldi) i Middelalderen“ (Moſs 1849), en omfattende Afhandling „om Nordens, iſær Norges Bebyggelſe af vore Forfædre, belyſt fornemmelig ved Underſøgelſe af geographiſke Forholde, Stedsnavne og andre topographiſk-lingviſtiſke Data“ (Oldnord. Annaler for 1846), „Geographiſke Oplysninger om de i Sagaerne forekommende ſkotſke og irſke Stedsnavne“ (Annalerne 1852, fortſat i Aargangen 1857), og desuden flere Bidrag til at beſtemme Norges Grændſer, ſamt endelig forſkjellige Karter over Fædrelandet. Ved Beſkrivelſen over „Noregsveldi“ har Forf. afhjulpet „et Savn, ſom for alle dem, der enten til Belærelſe eller Underholdning beſkjæftige ſig med vort Fædrelands ældre Hiſtorie, maa have været mere eller mindre føleligt: Savnet af en fuldſtændig Haandbog i vort Fædrelands ældre Geographi. En lykkelig og ſjelden Forening af lingviſtiſke, geographiſke og hiſtoriſke Kundſkaber, Specialſtudiet af Norges phyſiſke Natur, ſom hans Kartarbeider have foranlediget, og dertil en for andre ufattelig Kombinationsevne og Hukommelſe er den Udruſtning, hvormed Profesſor Munch var gaaet til dette Arbeide, ſom han da og, midt under mangehaande andre literære Sysler, fuldendte i et Tidsrum, ſom for andre neppe vilde forſlaaet til en enkelt Afdelings nogenlunde forſvarlige Behandling“. (Chr. Lange i Norſk Tidsſkrift for 1849). I dette Skrift viſte ſig Vigtigheden af de af Forfatteren udgivne geiſtlige Jordebøger, da disſe have afgivet et væſentligt Materiale, navnlig med Henſyn til Inddelingen.

Endog en ſtørre Beſkrivelſe over Fædrelandet, i Udførlighed nærmeſt ſvarende til Kraft’s ſtore Arbeide, men udført efter en forandret, mere overſkuelig Plan, hørte i Munchs ſidſte Aar med til hans fremtidige Forfatter-Forſætter; ialfald talte han endnu kort før ſin Død om Trangen til et ſaadant Arbeide og om ſin ſtore Lyſt til med Tiden at forſøge derpaa. Hvem vil og kan optage Planen og give os et Værk, der ikke blot for vor Tid vorder hvad J. Kraft’s var for ſin, men ſom ved Stoffets henſigtsmæsſigere Ordning og ved fornødne artiſtiſke Bilag (Karter og Afbildninger) kunde blive for Norge, hvad J. P. Trap’s „ſtatiſtiſk-topographiſke“ Beſkrivelſe nu er for Danmark? — En kortfattet Skildring af Norge i dets phyſiſke, ſociale og politiſke Forhold leverede han i den nævnte Artikel i „Die Gegenwart“ (B. 11), hvilket Hefteſkrift Brockhaus i Leipzig udgav ſom et Supplement til de ældre Oplag af hans Konverſations-Lexicon og Forarbeider for en ny Udgave.

Foruden et Par Skolekarter over Fædrelandet ſamt Keilhaus „erſter Verſuch einer geognoſtiſchen Karte von Norwegen“ (i „Gæa Norvegica“,) leverede Munch et fuldſtændigt Generalkart over Norge beſtaaende af 4 Plader, nemlig 2 for den ſydlige og 2 for den nordlige Deel. I Anledning af Kartet over „det ſydlige Norge“, der udkom 1845 og førſt i 1857 blev efterfulgt af den nordlige Deel, erklærede en kyndig Anmelder (nuværende Statsraad Wergeland), at dets Konſtruktion var udført med „en til det Yderſte gaaende Detail ikke alene i den Deel af Landet, hvorover nøiagtige Detailkarter haves, men ogſaa i den mindre bekjendte Deel af Landet“. Af Kartets ſydlige Deel, der ſaavel hvad Fuldſtændighed ſom Nøiagtighed angaar er anerkjendt for det bedſte Norges-Kart der haves, vil udkomme en ny, forbedret og ved en ſparſommere Beſkrivning tydeliggjort Udgave, hvormed Munch ſtrax før ſin ſidſte Afreiſe til Rom var bleven færdig[5]. Ifølge Storthingets Beſlutning i 1860 overdroges det ogſaa Munch, med en offentlig Underſtøttelſe af 600 Spd., at udarbeide et ſtørre Generalkart over Norge i Middelalderen; dog heller ikke dette var færdigt ved hans Død, men dog nok kommen ſaavidt, at det forhaabentlig vil kunne fuldføres og udgives.

Ved Siden af ſit videnſkabelige eller lærde Forfatterſkab har ogſaa Munch, indenfor den periodiſke Presſe, udfoldet en ikke ringe Virkſomhed, beregnet deels paa at fremme Almeenoplysning, deels paa at klare enkelte af Tidens Spørgsmaal, hvorom hans Kundſkaber og Studier maatte give ham Ret til at have en grundet Formening. I omtrent 10 Aar (fra 1847 af) var han faſt Medarbeider i Morgenbladet, og under Storthingene i 1851 og 54 røgtede han dets Hovedredaktion. Hørende til Grundlæggerne af „Vidar“ og den Kreds af talentfulde Mænd, ſom ved Udgivelſen af „den Conſtitutionelle“ ſøgte at danne en Modvægt mod Morgenbladets ultra-demokratiſke Beſtræbelſe, havde Munch allerede tidlig ſtillet ſig i afgjort Oppoſition til dette Blad og de Ideer, det dengang forfægtede. Hans Indtræden deri blev derfor af Mange betragtet ſom politiſk Svaghed og Holdningsløshed, eller ialfald ſom et Offer, den kun lidet politiſk anlagte Forfatter bragte for ſin økonomiſke Exiſtence. Viſt er det ogſaa, at hvor meget end Munch ved ſit Navn og ſit Kundſkabsforraad mægtede at give et Blad Anſeelſe og Værdighed, var han kun lidet ſkikket ſom politiſk Leder. Han manglede, for at vi ſkulle bruge et drøit Udtryk, denne blinde Hengivelſe i et Partis Interesſe, ſom kan fægte ſelv en abſurd Sag ud med Skin af Værdighed og Overbeviisning. Men een Fortjeneſte troede han dog at kunne tilegne ſig ſom Journaliſt, og det var den: ved ſit Exempel og ſin Virken at have bidraget til at bringe en mere dannet og human Tone ind i vor offentlige Diskusſion. Men ſelv i denne Beſtræbelſe maatte han tildeels føle ſig bunden ved Bladets Fortid og Traditioner og ſaaledes ofte gaae paa Akkord med Omſtændighedernes mangehaande Krav og Paavirkningen. I ſit journaliſtiſke Forfatterſkab indſkrænkede han ſig hovedſagelig til hvad man kunde kalde de mere videnſkabelige Dagsſpørgsmaal, hvori han ved ſine Kundſkaber og Interesſer kaldtes til at optræde ſom Opmand: ſaaledes Sprogſagen og Skandinavismen med de danſk-tydſke Stridigheder. De mange ſkjæve og forvirrede Begreber i Sprogſagen ſøgte han at klare gjennem en Række, iſær mod Overlærer Knudſen rettede polemiſke Artikler; men under Stridens Hede kom han ogſaa til at opſtille Principer, der i Konſekventſens Medfør nødte ham ſelv til efterhaanden at gjøre Brud paa ſin tidligere fulgte Skrivemaade og foretage øieblikkelige orthographiſke Ændringer, ſom hverken i hans egne eller Andres Skrifter ſenere have faaet Hævd.

Hans Afhandlinger om Skandinavismen ere baade mange, omfangsrige og mærkelige. Nærmeſt fremkaldtes de af den danſk-tydſke Strid, der fremdeles ſtaar paa Dagsordenen. De førſte og vigtigſte indrykkedes i Morgenbladet 1849, men aftryktes ſiden ſom tvende ſærſkilte Brochurer (den ene baade her og i Kjøbenhavn). Saavel i Norge ſom i Danmark og Tydſkland fremkaldte de megen Opmærkſomhed og endog ſærſkilte Modſkrifter af nuværende Lektor ved Univerſitetet L. K. Daa og af J. J. A. Worſaae i Kjøbenhavn, foruden en kritiſk Drøftelſe af den verdensberømte Jacob Grimm. Yderligere behandlede Munch ſamme Emne i Norſkt Maanedsſkrift (B. 2) i en Artikel „om Skandinavismen i dens nyeſte Skikkelſe og fornemmelig i Forhold til den ſvenſk-norſke Union“, hvilken ogſaa overſattes paa Tydſk (Hamburg 185’7). I den mellemliggende Tid havde hans Anſkuelſer om Skandinavismen i det Enkelte ændret ſig, men de vare ligeſaalidt nu ſom tidligere egnede til at ſkaffe ham enthuſiaſtiſke „Skandinavers“ Yndeſt og Bevaagenhed, og endnu ved hans Død kunde man bag velvillige Ord ſkimte Partiets indædte Nag.

Paa ſamme Tid ſom Munch i Egenſkab af Morgenbladets Medarbeider deeltog i Udredningen af Tidens forviklede politiſke Spørgsmaal paa Baſis af den hiſtoriſk-ethnographiſke Forſkning, ſøgte han gjennem ſærſkilte Tidsſkrifter at give Almeenheden en i ſamme Retning orienterende eller almindelig belærende Lekture. Allerede i 1849 begyndte han at udgive et Maanedsſkrift med Titelen „Almeenlæsning,“ beſtaaende af længere, deels originale, deels overſatte populære Afhandlinger. Dette Tidsſkrift ſtandſede med 1ſte Bind; men i 1855 optog han Planen paany i „Norſkt Maanedsſkrift,“ hvoraf der ialt udkom 6 Bind. Det var imidlertid kun i de førſte Bind af dette Tidsſkrift, Munch ved originale Bidrag eller paa anden Maade tog aktiv Deel; thi fra ſin Afreiſe til Rom lød han det ganſke ſkjøtte ſig ſelv og laante kun Foretagendet ſit Navn. Endnu efterat Maanedsſkriftet var gaaet ind, deeltog han, efter Hjemkomſten fra Rom, nogen Tid i et lignende Tidsſkrift, dog med en mere æſthetiſk Tendents, nemlig „For Hjemmet“, hvilket hans Fætter Digteren A. Munch i 1861 havde paabegyndt; dog leverede han deri intetſomhelſt originalt Bidrag af Betydenhed.

Overſkue vi nu hele Munchs Forfatterſkab, i dets forſkjellige Retninger og mangfoldige Forgreninger, da er den førſte Mærkelighed, ſom derved ſpringer i Øinene, en umaadelig, næſten ubegribelig Produktivitet. Man har udregnet, hvor mange Vers Lope de Vega, Verdens frugtbareſte Poet, ialt har ſkrevet, og derved faaet ud et forbauſende Tal. Men vilde man paa lignende Maade, ved en Udregning i Side- og Arketal, eftergaa Munchs Forfatterſkab, turde Reſultatet ogſaa her blive ſkikket til at forbauſe. Vi behøve dog ingen ſaadan kvantitativ Udmaaling for at fatte denne uhyre Produktivitet, da vi jo alle have ſeet den udfolde ſig lige uforſtyrret til hans Livs ſidſte Øieblik; og Efterverdenen vil kunne klargjøre ſig den ved et Blik paa hans ſærſkilte Værker og den lange Fortegnelſe paa ſpredte Afhandlinger, ſom Norſk Forfatter-Lexicon indeholder. — Denne uhyre Produktivitet, hvortil ikke Phantaſien, men Granſkningen ſkulde levere Materialet, blev kun mulig derved, at Munch forenede en Hukommelſe, der Intet kunde glemme, med en Arbeidskraft, der aldrig gik træt, og en Lethed i at bruge ſin Aands ſjeldne Evner, ſom maa kaldes exempelløs. Ikke ſom ſaamange andre Lærde havde Munch ophobede Notater og Excerpter at gribe til, naar en ſpeciel Materie ſkulde behandles. Hukommelſen var det Forraadskammer, hvorfra han paa ſtaaende Fod kunde hente Svar paa næſten ethvert Spørgsmaal, der faldt inden hans Granſknings og Studiums Omraade. Om Styrken af denne Hukommelſe kan man neppe gjøre ſig et fuldſtændigt Begreb, uden at have kjendt Munch perſonligen. I de utallige hiſtoriſke Kildeſkrifter, han havde gjennemgaaet, kunde han huſke hvad der fandtes og hvor det fandtes med en ſaadan Sikkerhed, at han ſelv paa Reiſen til Rom fjernet fra alle Kilder, paa Hoteller, og viſtnok endog i Jernbanekoupeer, vedblev at ſkrive paa ſin Hiſtorie, og efter Hukommelſen alene anførte han ordlydende Citater, med Henviisninger til Bind og Side, af de forſkjelligſte Værker, idet han forreſten overlod ſin Ven Rigsarchivar Lange i Korrekturen at udfylde et Tal og i tvivlſomt Fald kontrollere Citaternes Nøiagtighed. Det var ikke blot i hiſtoriſk Retning at Munch beſad denne Hukommelſe Alt hvad han havde læſt eller hørt blev han næſten ufrivillig nødt til at bære paa. Avis-Indſendter lige fra hans Studenterdage kunde han huſke, ikke blot naar og hvor de havde ſtaaet, men endog ordlydende deres Indhold, forſaavidt dette engang havde fængſlet hans Opmærkſomhed. Fortællingens Gang og Navne paa de handlende Perſoner i ſelv de dummeſte Romaner, han i ſin Skoletid havde læſt, vedblev, ſom han beklagede ſig over, at ſtaae levende for hans Erindring, uden at han kunde blive dem kvit. Det var ligeſom Intet var for ſmaat til at lægge ſig ham paa Minde. Endog om ubetydelige Folks Familieforholde vidſte han fuld Beſked ligetil den yderſte Detail, og ſelv Samtidens ſaakaldte Chronique scandaleuse fandt i denne velvillige Hukommelſe ofte et ſikkert Opbevaringsſted.

En anden ikke mindre lykkelig Støtte for ſin Lærdom, end denne Hukommelſe afgav, fandt Munch i ſin lykkelige Evne til at ane hvor en forønſket Oplysning var at finde. Det var ligeſom Folianterne aabnede ſig for ham, hvor det fandtes, ſom han for Øieblikket havde Brug for. Og hans Blik ſlog paa de lange Sider med Falkens Hurtighed og Sikkerhed ned paa det Sted, hvor Byttet ſkjulte ſig.

De ſtærkeſt fremtrædende Egenſkaber i Munchs Hiſtorieſkrivning var en ſjelden Skarpſindighed, en alt opløſende Kritik og en overordentlig Kombinationsevne. „Det var — har en af hans Kolleger ſagt — ſom om Intet, der kunde tjene til Beviis for en Mening, formaaede at ſkjule ſig for ham, og med hvilkenſomhelſt Gjenſtand han ſysſelſatte ſig, forſtod han altid, endog om Stoffet var af den meſt overvældende og kaotiſke Beſkaffenhed, at bringe Sammenhæng tilveie og ſammenſtille Enkeltheder paa den meſt overraſkende Maade“. Men med al ſin Skarpſindighed røbede han ofte en mærkelig Mangel paa Judicium ſaavel i Bedømmelſen af en Kjendsgjernings ſtørre eller mindre Betydenhed, ſom i Udviklingens mere eller mindre indgribende Motiver. Heraf fulgte, at hans Behandling af et givet Stof hyppig ſavnede den dybere philoſophiſke Opfatning og ſtrengere Begrændsning, og ſaaledes fik den noget Tilbygningsmæsſigt ved ſig, hvorved Hovedinteresſen ſplittedes og den egentlige kunſtneriſke Virkning gik til Spilde. Det faktiſk Rigtige var for ham det ene Væſentlige. Gaaende Ud fra Tvivl om Alt, ſlog han ſig paa intet Punkt til Ro med en traditionel hiſtoriſk Sandhed, men gik prøvende, kritiſk opløſende frem, brydende med alle Fordomme, inden han lod en Sag gjælde ſom uantaſtelig Sandhed. Mangen en Fortælling, der gjaldt for „god Hiſtorie“ i vore Fædres Tid, har for Munchs kritiſke Skarpſyn opløſt ſig i lutter Misforſtaaelſer, Anachronismer og digteriſk Tant og Taage. Al romantiſk og ſentimental Udſmykning af Hiſtorien var ham en Forargelſe, og hvor han forefandt den, ryddede han den til Side. Han følte i dette Stykke ingen Barmhjertighed hverken med Digterne, ſom deraf maaſkee havde hentet Motiverne for ſine bedſte Værker, eller med Læſerne, ſom af disſe have følt ſig dobbelt tiltalte netop formedelſt den hiſtoriſke Baggrund Fortællingen om Frithjof og Ingeborg, om Axel og Valborg, ſom havde rørt og tiltalt ſaa Mange, endog i den Skikkelſe, hvori de forelaa ſom blot og bart Emne for Tegnérs og Oehlenſchlägers berømte Digtninger, berøvedes ved Munchs Kritik al ſin hiſtoriſke Troværdighed. At en hiſtoriſk Fortælling var benyttet ſom Stof for en Digtning, var Munch en yderligere Grund til kritiſk at underſøge dens Holdbarhed, ikke fordi han afviſte Digtningens Berettigelſe, hvilket var ſaa langt fra, at han tvertimod ofte og gjerne læſte Romaner og poetiſke Værker, men fordi det paa ethvert Punkt inden Hiſtoriens Omraade ſyntes ham den fornemſte og uomgjængeligſte Betingelſe, at vinde Klarhed og Vished med Henſyn til det Faktiſke. „Sandheden fremfor Alt“ var jo hans Granſker-Maxime.

Men med denne ſin nøgterne Kritik, med ſin Tilſideſættelſe af Formens for Stoffets og Kjendsgjerningers Krav og ſin Mangel paa ideelt Syn, nærmede dog Munch ſig i een Henſeende Digteren, nemlig i Kombinationsevne. Dog var det her den Forſkjel, at medens Digteren frithen konſtruerer ud af ſin Phantaſi, konſtruerede Munch ud af de ſtøvede Aktſtykker, der tale baade tørt og ſparſomt. En Tanke ſkimter frem i ſine ſtore, men løſe Omrids; Forbindelſen er Uſikker, men den træder for Forſkerens Sands frem med den ſubjektive Sandheds hele Fylde. Det gjælder kun at klare den Ud af dens Dunkelhed og hæve den til hiſtoriſk Gyldighed gjennem Aktſtykkernes ſpredte, men kløgtig jævnførte Vidnesbyrd. Og heri havde Munch ſin forbauſende Styrke. I ſine Kombinationer ſlog han med Digterens Driſtighed ned paa et Punkt, der ſyntes at ligge udenfor det Beviisliges Omraade. Men fra dette Punkt, hvortil man ikke vilde vundet frem ved Skridt for Skridt at holde ſig til Dokumenternes Ledelſe, vandt han med Lethed tilbage til Udgangspunktet, idet han ved en ſkarpſindig Iagttagelſe af Dokumenternes ſpredte Vink under denne retrograde Vandring kom til Vished om, at den førſt ſaa driſtig tilbagelagte Fart havde været i ret Leid, og at man nu ogſaa godt kunde tilbagelægge Veien fremad med „Øxen og Spaden i Haanden“. At dog mangen uholdbar Hypothes maatte blive opſtillet, og mangen ørkesløs Konjektur ſkjænkes en rumſpildende, mod den ſtrengt ordnede og knappe Fremſtillings Krav ſtridende Opmærkſomhed, fulgte ligeſom med Nødvendighed af ſelve Methoden. Læſeren deelagtiggjøres ikke blot i de Underſøgelſers hele Maſkineri, hvoraf et ſikkert Reſultat endeligen er fremkommet, men ogſaa i dem, der blot give et negativt Udbytte, og nærmeſt kun tjene til at godtgjøre for Granſkeren, at paa den forſøgte Maade ingen hiſtoriſk Vished er at vinde.

Det er et Særkjende for Munchs Forfatterſkab ligetil hans Dagbladsartikler, at de ere prægede af hans Granſkning og Lærdom og i Regelen altid indeholde noget videnſkabeligt Nyt, eller give i det mindſte et eller andet værdifuldt Vink til en ny Belysning af en Sag, om end ikke altid netop den, der er Behandlingens Gjenſtand. Thi Under Drøftelſen af et viſt Spørgsmaal kom han ofte ind paa Sideſpørgsmaal, ſom han lejlighedsviis belyſte ved Hjælp af dette uendelige Fond af Lærdom, der overalt ſtod ham til Raadighed Skulde man derfor ville betrygge ſig mod at gaa glip af nogen lærd Oplysning, nogen ny Betragtning, ſom Munch muligens havde bragt i Anvendelſe, maatte man kjende ikke blot hans ſærſkilte Arbeider og Afhandlinger, men ſaa at ſige alt hvad der er flydt fra hans Pen i Løbet af 30 Aar, endog de meſt ephemere Dagsartikler, der i ſin Tid henſlængtes uden Navn og Mærke, men ſom heller ikke ſjelden indeholde videnſkabelige Vink og Kjendsgjerninger. Om Munchs hele Forfatterſkab gjælder det, at det er gjennemvævet med Videnſkab; ofte, kan man ſige, i Utrængsmaal og til uegentlig Tid og Sted. Men dette var kun en ſimpel Følge af hans hele videnſkabelige Habitus, af denne Fritagelſe for al ſtrengere Begrændsning, ſom han indrømmede ſin Aands overſtrømmende Produktivitet, og den Hurtighed, hvormed han forfattede. Denne ſidſte var ſaa ſtor, at han — ſom jeg af Erfaring veed — paa en Aften, eller rettere en Nat, kunde levere en Monographi, der for Folk af Faget maatte ſynes at have koſtet Dages, ja Ugers Arbeide. I den Raſtløshed, hvormed hans Forfatterſkab foregik, formaaede ingen ydre Hindringer at virke forſtyrrende. Midt i ſin Families Skjød, under Huuslivets mangehaande ſmaae Distraktioner kunde han arbeide lige raſkt og lige let. Han kunde ſidde oppe ſaa længe det ſkulde være, og han kunde, engang falden i Søvn, til enhver Tid paa Natten igjen tage Arbeidet fat. Men den Lethed, hvormed han producerede har ogſaa havt ſin ſtore Indflydelſe paa hans Stiil og hans Fordringer til en „ſtiliſtiſk“ Fremſtilling. Han tillod Sagen at ſkrive ſig faktiſk og umiddelbar ſelv; klar, grei, ja endog fyndig blev Fremſtillingen; men kunſtneriſk Fuldendelſe var ikke hans Stræben. Hvad der magelig kunde fylde et Par Blade, indſkrænkede han ikke af ſtiliſtiſke Henſyn til et Par Linier. Hans Stiil gav derfor hellerikke Indtrykket af nogen Lethed og Afrundethed; thi disſe Egenſkaber ere i Regelen ikke Reſultatet af Produktionslethed, men, ſom hos Johannes v. Müller, Macaulay, Guizot m. fl., af et anſtrængt Arbeide. Uagtet ſin ſtore Lethed i ſkriftligen at behandle et Emne, manglede Munch Evnen til mundtlig Foredrag. Han var en gemytlig og luun Fortæller, men paa Kathedret eller ſom Taler var han lidet hjemme. Han optraadte derfor ogſaa næſten aldrig offentlig, og kom efterhaanden mere og mere til Overbeviisning om, at Kathedret ikke var hans egentlige Plads, og at derfor baade han og Univerſitetet vilde være bedſt tjent med, at han anviſtes en derfra afſondret, uafhængig Virkekreds[6]. En ſaadan var det, den foreſlaaede Rigshiſtoriographpoſt efter hans egen og Departementets Mening bekvemmelig kunde afgivet. Men vorder end hans Plads ſom Univerſitetslærer let at udfylde, ſaa vil det Tab, ſom Videnſkaberne have lidt ved hans Bortgang, ikke kunne erſtattes. Han var en Mand, udruſtet med en ſaadan Forening af lykkelige Evner, ſom Naturen ikke i hver Menneſkealder koncentrerer paa een Haand. Og han anvendte disſe ſine Evner til Videnſkabens og Fædrelandets Gavn og Hæder. Ved at ſkrive ſit Folks Hiſtorie og bringe dets ældre Sprogmonumenter frem for Dagen har han løftet, lutret og ſtyrket denne nationale Bevidſthed, ſom kan bære frem i Trængſelens Dage; og for ſin Granſkning og dens Reſultater har han ſkaffet ſig Opmærkſomhed ikke blot i Norden og inden de germaniſke Folks Literatur, men ſelv langt udover den Kreds af Europas Lærde, hvor et norſk Sprog og en norſk Literatur tidligere har været kjendt endog blot af Navn. Hans Gjerning og hans Minde ſkal derfor leve i erkjendtlig Erindring gjennem den fjerneſte Fremtid.

  1. Idet nærværende Værk nu afſluttes, har Forlæggeren med mig troet, at en Udſigt over dets lærde og for tidlig bortkaldte Forfatters Levnet her ikke vilde være paa urette Plads. Jeg bar derfor bearbeidet og fortſat min i Rækken af „Norſke Hiſtorikere“ i „Illuſtreret Nyhedsblad“ for 1857 givne Biographi af P. A. Munch, hvortil han ikke alene ſelv meddeelte væſentlige Materialier, men hvorpaa han ogſaa inden Trykningen læſte en Korrektur, og hvilken Fremſtilling forſaavidt turde være den fuldſtændigſte og paalideligſte, ſom for Øieblikket kan tilveiebringes.
  2. I et Mindedigt ſiger P. A. Munchs jævnaldrende Fætter, Digteren A. Munch:

    „Alt tidlig var han fuld af
    Sit ſtore Kald.
    Jeg mindes grant,
    — Alt ſom Dreng ſagde han til mig:
    „Jeg vil blive
    Vort Fædrelands Herodot —
    Bliv ſaa Du dets Tyrtæus!“
    („For Hjemmet“ IV, S. 342).

  3. Chr. Langes Arbeide over Unionshiſtorien var anlagt i annaliſtiſk Form, ſom aktmæsſigt Forarbeide, og ſaaledes ikke beregnet paa at gjøre en ſammenhængende Fremſtilling ſom Munchs overflødig. Endnu mindre har dette været Tilfældet med den grundige Fremſtilling ogſaa af Statshiſtorien, ſom Profesſor Keyſer har givet i ſidſte Afſnit af ſit ypperlige Værk over den norſke Kirkes Hiſtorie indtil Reformationen, ſaaſom Forfatterens egentlige Opgave her maatte ligge i en anden Retning. Langes værdifulde Forarbeider til Unions-Annalerne bleve tilligemed hans øvrige haandſkrevne Samlinger til Norges Hiſtorie, efter Munchs Raad og Ønſke, i 1862 indkjøbte for Statens Regning og opbevares nu i vort Rigsarchiv.
  4. Oldſkriftſelſkabet i Kjøbenhavn bebuder i ſin Proſpektus 1863 et „ſærſkilt Bind“ af Munchs i Annalerne meddeelte hiſtoriſk-ethnographiſke Underſøgelſer til Oplysning om de gamle Nordboers Forbindelſer med de øſtlige Lande, hvilket ſaaledes vilde komme i Kolliſion med den paatænkte ſamlede Udgave af Munchs Afhandlinger, og derfor tør viſtnok Foretagendet ventes opgivet.
  5. Det ſtore Norges-Kart af Munch, hvorpaa Kapitain Prahl i Bergen for mange Aar ſiden indbød til Subſkription, var ſaavidt vides ikke fuldfærdigt fra Forfatterens Haand og vil da formodentlig heller ikke udkomme.
  6. Munchs betydeligſte Forelæsninger have omfattet Nordens ældſte Hiſtorie og Sprog, ſaaledes Danmarks og Sveriges Oldhiſtorie (1848, 1853—54), nordiſk Sproghiſtorie, tildeels med Henſyn paa Gothiſk og Angelſachſiſk, (1846—1853), og en Række hiſtoriſk-ethnographiſke Forelæsninger (1855—56). Desuden foredrog han igjennem flere Aar (1840—45) de europæiſke Folkeſlags Hiſtorie i Middelalderen, ſamt Europas ældre Geographi (1856—57), Ruslands og Englands ældſte Hiſtorie, oſv. Som en fortjenſtlig Deel af Munchs Univerſitets-Virkſomhed maa fremhæves hans Stiftelſe af det ethnographiſke Muſeum, hvis Beſtyrer han i længere Tid var.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.