Udsigt over P. A. Munchs Levnet og Forfatter-Virksomhed

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Udsigt over P. A. Munchs Levnet og Forfatter-Virksomhed[1].
(Ved P. Botten Hansen).

Stamfaderen for Slægten Munch skal efter et Sagn inden denne oprindelig være indkommen fra England. Den ældste af Slægten, som nu med Bestemthed kan opgives, er Søren Munch, der deeltog med Tordenskjold i Slaget ved Dynekilen 1716, afgik som Kapitainlieutenant i Søetaten 1719 og boede først i Frederiksstad og siden i Christiania, hvor han døde 1748, 62 Aar gammel. Han skrev sit Navn deels med k, deels med ch. Det sidste var som bekjendt en yndet Bogstavkombination i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, og vedtoges ogsaa af hans Sønner, ligesom den senere har holdt sig i Familien. Kun Biskop Joh. Storm Munch skrev i en kort Tid af sin Ungdom sit Navn Munk.

Kaptainlieutenant Søren Munch var gift med Kirstine Røring (en Søster af de berømte Jurister Jacob Edvard og Christian Colbjørnsens Moder) og havde tvende Sønner, Edvard, der 2den Nov. 1791 blev Told- og Konsumptionsinspektør i Christianssand med Justitsraads Titel og døde 28de Marts 1793, og Peter, født den 24de Mai 1740, 1776 Sognepræst til Vaage og 1786 til Land, hvor han døde 28de Oktober 1802. Denne sidste, Professor Munchs Farfader, var gift med Christine Storm († 13de Jan. 1825), Datter af hans Formand i Vaage Præstekald, Johan Storm, i dennes første Ægteskab, og en Halvsøster af Digteren Edvard Storm, hvis Moder igjen var en Søster af Peter Munchs Moder.

Præsten Peter Munch havde to Sønner og syv Døtre. Sønnerne vare: Johan Storm, født 1778 og død 26 Jan. 1832 som Biskop i Christianssand (Digteren Andreas Munchs Fader), og Edvard, født 1780. Den Sidste, Professor Munchs Fader, var først Lærer ved Kadetakademiet i Christiania, men blev siden (1813) Sognepræst til Gjerpen og 1833 Stiftsprovst i Christiania, hvor han døde 14de Juli 1847. Begge Brødrene vare gifte med hver sin Datter af forhenværende Sognepræst til Aal, siden til Sigdal, A. Hofgaard, hvilken Familie er meget udbredt, især i Omegnen af Drammen. Og de viedes ogsaa til hver af Søstrene paa samme Dag, i Haslum Kirke. Johan Storm Munchs Kone var Else Petronelle, og Edvard Munchs Johanne Sophie.

Professor Peter Andreas Munch var den ældste af 7 Sødskende, tre Sønner og fire Døtre, der naaede en moden Alder. Han var født i Christiania den 15de December 1810, medens Faderen endnu var Akademielærer her. Ved Reisen til Gjerpen i 1813 var han saaledes kun i sit tredie Aar, og dog stod endnu i hans sidste Aar enkelte Momenter af den dunkelt tilbage i hans Erindring.

Sin væsentligste Underviisning som Barn fik han af Faderen, der ifølge Vidnesbyrd af Folk, som have kjendt ham nøiere, var en ligesaa fiint, humanistisk dannet som personlig elskværdig Mand, hvad der dog langtfra paaskjønnedes paa det nye Sted og under de nye Forholde, han i en fremrykket Alder flyttedes hen i.

Da Skiens nyoprettede Skole seenhøstes 1823 traadte i Virksomhed, sattes Peter Andreas derind som Discipel. Han optoges i anden Klasse, der tillige var den øverste; thi Skolen havde endda ikke flere viderekomne Disciple. Paa den Maade gik det til, at han altid var i øverste Klasse; thi den Klasse, hvortil han hørte, avancerede efterhaanden til at blive tredie og fjerde (den egentlige Mesterlektie), uden at der i hans Tid meldte sig nogen Discipel, hvis Kundskaber anviste ham Plads i nogen høiere Klasse.

Den Klasse, hvori Munch var, bestod ved Oprettelsen kun af 4 Disciple og havde aldrig over 8. Denne Omstændighed bidrog vistnok til at danne etslags engere og fortroligere Forhold mellem Lærerne og Disciplene, ligesom ogsaa disse derved mere udeelt kunde nyde godt af Underviisningen. Naar man nu tillige veed, at Skolens Bestyrer var den udmærkede Rektor Ørn, der er ligesaa bekjendt for sin Nidkjærhed og Humanitet, som for sin Evne til at vække den videnskabelige Sands hos Disciplene, da vil man lettelig kunne forstaae, at saasnart der fandtes mindste Anlæg og Villie hos hine Disciple, maatte enhver af dem gjøre gode Fremskridt. Hvad Munch angaar, havde allerede den Underviisning, han havde nydt af sin Fader, og end mere den videnskabelige Interesse, denne havde vidst at bibringe ham, skaffet ham et godt og sikkert Underlag.

Af hvad ovenfor er sagt, vil man let slutte, at Munch maatte høre til det Kuld Disciple, der allerførst dimitteredes fra Skiens Skole 1828. Han var No. 2, Professor Schweigaard No. 1, nuværende Høiesteretsassessor O. Løvenskjold No. 3 og nuværende Sognepræst til Drangedal F. C. Müllertz No. 4. Da Rektoren gjerne vilde – og det har ogsaa slaaet ind – at det første Kuld ret skulde gjøre Skolen Ære, havde han i den sidste Tid med fordoblet Omhu ledet Dimittendernes Studier og navnlig formaaet dem til at læse og lægge op et betydeligt større Kvantum Latin og Græsk, end der efter Reglementet udfordredes. Men uanseet denne udvidede Examens-Læsning havde dog Munch netop i sidste Aar fundet den fornødne Tid til at lægge sig efter vort ældre Sprog, hvortil han tidligt følte sig stærkt hendragen. Faderen havde blandt sine Bøger Rasks islandske Grammatik, Bjørn Haldorsens Lexikon og et Par Sagaer, navnlig første Bind af Folio-Udgaven af Heimskringla. Disse Bøger vakte hos Drengen Lysten til at lære vort gamle Sprog og Literatur at kjende; og da han med sit forbausende hurtige Sprognemme allerede i sin tidligere Barndom havde lært saameget Fransk og Tydsk, at han ei behøvede yderligere at beskjæftige sig med disse Sprog, kunde han anvende saameget mere Tid paa Oldnorsken. Til dette Studium opmuntrede desuden Faderen ham særdeles og skaffede ham med al ønskelig Liberalitet yderligere Hjælpemidler, navnlig de just da udkommende første Bind af Fornmanna Sögur. Da han afgik fra Skolen til Universitetet, var han allerede kommen saavidt, at han med Lethed kunde læse oldnorsk Prosa. Han var sig imidlertid fuldkommen bevidst, at Sprogstudiet maatte, fornemmelig som nødvendigt Hjælpemiddel til et grundigere Studium af Fædrelandets Historie, have overveiende Betydning for ham. Og Historien i Almindelighed og Fædrelandets i Særdeleshed var hans afgjorte Yndlingsfag[2].

Examen Artium tog Munch med Charakteren Laudabilis. Han fik Udmærkelse i alle mundtlige Fag, men for Udarbeidelse i Modersmaalet kun „Godt“, og gik saaledes glip af sit Præceteris til Hovedcharakteer. Anden Examen tog han imidlertid Aaret efter (1829) med denne Udmærkelse.

I Ungdomsaarene sluttede Munch sig paa det Nøieste til A. M. Schweigaard, J. S. Welhaven og afdøde L. C. Langberg, af hvilke den første var hans Skole- og Artiumskammerat, og den anden tre Aar ældre Student. Disse fire, af Studier, og tildeels ogsaa af Interesser saa forskjellige unge Mænd, hvoraf imidlertid enhver var bestemt til i Tiden at indtage en Professors Stilling ved vort Universitet, kom hyppigt sammen og tilbragte især Søndagene med hverandre. I denne sluttede Kreds, der af Nogle betegnedes som „Klubben“, men som rettere kunde gives Navn af et aandeligt Fostbroderskab, lagdes Spiren til en Virksomhed, der gjennem Studenterforbundet og Ugeskriftet „Vidar“ blev følgerig og vidtgribende. Munch har følt og udtalt, at han i dette Forhold fandt en Støtte for sin let bøielige Personlighed og en klarere Bevidsthed om sin eiendommelige Begavelse.

I Christiania bøde Universitetets Skatte ham en rig Anledning til at fortsætte sine Yndlingsstudier. Heldigviis aabnede ogsaa R. Keyser just da sine Forelæsninger over vort ældre Sprog og vor ældre Historie. Da Munch var kommet noget videre end de øvrige Tilhørere, tilbød Keyser ham velvilligt sin private Veiledning og gjennemgik saaledes i et Aars Tid med ham de dengang fordetmeste kun i Afskrifter tilgjængelige gamle norske Love og desuden de i Heimskringla forekommende Skaldevers. Imidlertid fortsatte han sine historiske Studier og lagde sig efter flere nyere Sprog, som Engelsk, Spansk og Portugisisk. Ogsaa begyndte han for det sammenlignende Sprogstudiums Skyld at lægge sig efter Angelsaxisk. Munch ofrede saaledes den første Tid af sit Universitetsliv til reent videnskabelige Sysler. Men der skal meget Held til, for at Videnskaberne alene hertillands skulle kunne skaffe en Mand Levevei, og han fandt det derfor raadeligt, ligesom Andre, at tænke paa Embedsexamen. Han agtede først at studere Philologi; men da de klassiske Studier ikke vare ham synderlig tiltrækkende, og det juridiske Studium derimod tyktes ham at give bedre Forkundskaber til Fædrelandshistorien, valgte han dette. I Mai 1834 underkastede han sig den juridiske Embedsexamen med bedste Charakteer og var for et Øieblik endog betænkt paa at gaae Departements-Veien, hvilket dog ved et med hans Evner og Tilbøieligheder nærmere liggende Hværv blev forhindret.

Allerede af Storthinget i 1830 var der bevilget en Sum Penge til Samling og Afskrivning af Materialier til en vordende Udgave af Norges gamle Love. Dette Arbeide blev ved kgl. Resol. af 27de Aug. 1834 overdraget til daværende Lektor Keyser med Munch som Medhjælper, og i Mai 1835 begave de sig begge i hiint Øiemed til Kjøbenhavn, hvor de forbleve indtil April 1837, da de efter Planen toge, først til Lund og siden til Stockholm, for at fortsætte Arbeidet ved de derværende Bibliotheker.

Munchs Ophold i Stockholm blev dog ikke langvarigt; thi i Mai 1837 udnævntes han til Lektor i Historien ved vort Universitet i den kort forhen afdøde Professor Steenblochs Sted, og maatte saaledes strax efter vende tilbage til Christiania for at overtage sin Lærerpost.

Allerede i Januar 1833 var Munch bleven forlovet med sin tilkommende Hustru Natalia Charlotte Linaae, en med sjeldne musikalske Talenter begavet Dame, der var noget over et Aar yngre end han, og Datter af forhenværende Kjøbmand i Laurvig H. Linaae. Førend han reiste ned til Danmark, giftede han sig (i April 1835) og bragte sin unge Viv med til Kjøbenhavn, hvorfra hun kort efter hans Afreise til Sverige vendte umiddelbart tilbage til Norge. Dette Ophold i Kjøbenhavn udgjør, som Munch selv har sagt, en af de behageligste Perioder i hans Liv.

Om Munchs senere Universitetsliv kunne vi fatte os kort. I 1841 udnævntes han til Professor. Mere og mere blev Fædrelandets Historie, især Oldhistorien, hans Hovedstudium, og de Forelæsninger han ved Universitetet holdt, kom især til at omfatte Grene deraf. For desto grundigere at kunne undersøge Nationens ældre ethnographiske Forhold og sprede Lys over denne Materie, lagde han mere og mere Vind paa det sammenlignende Sprogstudium, dog kun indenfor de indoeuropæiske Sprogs Kreds og fornemmelig med Hensyn til de germaniske.

For at anstille Undersøgelser om Levningerne af norsk Nationalitet og norsk Sprog i vore ældre Kolonilandes Nordmandie og Orknøerne, samt ellers i Bibliothekerne og Archiverne i Paris og Edinburgh søge efter Oplysninger til vor Historie, ansøgte han om og fik Stipendier, hvorved han kunde foretage sig tvende Reiser i dette Øiemed. Saaledes bereiste han i Sommeren 1846 Nordmandie og opholdt sig nogen Tid i Paris, og om Høsten 1849 foretog han en Reise til Skotland og Orknøerne, hvorfra han over London vendte tilbage i Januar 1850. Paa denne Reise gjorde han flere vigtige videnskabelige Fund. I et skotsk Bibliothek opdagede han i Haandskrift en for største Delen ubekjendt og ubenyttet „Historia Norvegiæ“, som han senere udgav. Af den tidligere udgivne manske Krønike erhvervede han efter Originalhaandskriftet i London Texten til Brug for den nye Udgave deraf, som han senere gav, og flere tidligere ubekjendte Diplomer, vedkommende Orknøerne, Hetland og Nordmændene paa disse Øer, afskrev han og bragte hjem og lod dem siden trykke i Diplomatarium Norvegicum. I 1854 gjorde han, understøttet af et mindre Stipendium, ogsaa en videnskabelig Reise til München og Berlin.

Undersøgelser angaaende det gamle Norges Geographi bragte ham til at ofre Norges Geographi i det Hele taget et nøiere Studium, hvorved han igjen, næsten som etslags Adspredelse eller Fritids-Arbeide, lededes til at beskjæftige sig med Konstruktionen af Karter over Fædrelandet. For at indhente Oplysninger til disse fra mindre bekjendte Fjeldegne i Landet, bereiste han i Sommeren 1842 og 1843 med Understøttelse af Universitetsstipendier Fjeldene mellem Thelemarken, Nummedal og Hallingdal, Voss og Hardanger. Med lignende Understøttelse foretog han i 1850, i antikvarisk Øiemed, en Reise til Bergen og Sogn, og i 1855 en Reise til Throndhjem for at undersøge Domkirken i antikvarisk Henseende. Allerede tidligere havde han ved flere Afhandlinger udbredt rigtigere Kundskab om dette Nationens Storværk af middelaldersk Bygningskunst; men ved denne paa Stedet foretagne Undersøgelse lykkedes det ham at kaste end yderligere Lys over dette Emne (i Pragtværket „Throndhjems Domkirke“, hvis Text han forfattede).

Det Udbytte for Norges Historie, som Munch havde gjort paa sin skotske Reise, havde vakt det Ønske hos ham, ogsaa at kunne komme til at undersøge Archiverne i andre Lande, med hvem Norge i Middelalderen paa en eller anden Maade havde staaet i Forbindelse. Alt eftersom han skred frem i Bearbeidelsen af sin i 1851 paabegyndte „Det norske Folks Historie“ og ind i den Periode af vor Historie, hvor Konge-Sagaernes Omstændelighed og Nøiagtighed afløses af en yderlig historisk Tomhed og Magerhed, hvorpaa der ved Ødelæggelsen af samtidige Archivalier her i Landet er bleven umuligt at raade Bod, maatte dette Ønske fremtræde mere og mere levende, og til det i 1857 forsamlede Storthing indgav han endelig et motiveret Andragende om Bevilling af de fornødne Midler til en Reise og et længere Ophold i Udlandet, navnlig i Rom. Det var især de pavelige Archiver, hvorfra han lovede sig et rigt Udbytte og hvis Undersøgelse han saaledes stillede som Reisens Hovedformaal, medens han dog paa Hen- eller Hjemveien ogsaa agtede at undersøge andre Archiver, især i London og Paris. Naar han i Roms Archiver ventede at forefinde Aktstykker, „der i flere Henseender vilde kunne give vor Historiographi en ganske ny Skik,“ byggede han sine Forventninger ikke blot paa den Omstændighed, at Norge som Størstedelen af Europa i Middelalderen havde hørt under Pavens aandelige Styrelse, og at dets Biskops-stoler saaledes maatte have staaet i stadig Brevvexling med Pavehoffet, men ogsaa i det Hele paa de enkelte allerede bekjendte Pavebreves Vigtighed for Nordens Historie. Allerede Suhm havde været opmærksom herpaa, og til Brug for sine historiske Arbeider erhvervet sig endeel Afskrifter af de pavelige Kopibøger,og endeel saadanne Afskrifter (paa anden Haand) vare ogsaa for ikke lang Tid tilbage erhvervede for vort Rigsarchiv. Men for at udvinde det hele Udbytte krævedes et længere Ophold i selve Rom og en Gjennemgaaelse af dets Archiver med specielt Hensyn paa Norden. Og netop Munch var i den Henseende Manden. Med sit hartad divinatoriske Blik for hvor Oplysninger vare at søge, sin forbausende Hurtighed i at gjennemsee utrykte som trykte Sager, sin Skarpsindighed i Bedømmelsen og Færdighed i Læsningen og Afskrivningen af Archivalier, vilde han hurtigere og sikrere end nogen Anden kunne fremskaffe de der skjulte og spredte Skatte. Hertil kom hans videnskabelige Navn, hans literære Forbindelser i Udlandet og hans store Færdighed i at tale fremmede Sprog – altsammen vigtige Egenskaber, hvor det gjaldt at bortrydde de Vanskeligheder, som i Rom, navnlig for Ikke-Katholiker, pleiede at stille sig i Veien for Archivernes frie Benyttelse. Denne sjeldne Forening af gunstige Betingelser toges da ogsaa i fuld Betragtning af den bevilgende Myndighed, og med den Liberalitet, som altid har udmærket det norske Storthing hvor det gjaldt Pengebidrag i videnskabelige Formaal, tilstodes Munch under 21 September 1857 et Reisestipendium af indtil 3000 Spd. for 2 Aar, og det uagtet der samtidig, ifølge kgl. Proposition, krævedes andre nye Bevillinger i historisk Øiemed, nemlig til norske Kildeskrifters Udgivelse.

Kort efterat Bevillingen var tilstaaet, reiste Munch til Kjøbenhavn, hvor Familien allerede forud befandt sig. Deels beskjæftiget med den fortsatte Affattelse af sin Historie, deels med Undersøgelser, der stode i nogen Forbindelse med det ved Bevillingen tilsigtede Øiemed, forblev han der Vinteren over og til ud paa næste Sommer. I Juli 1858 reiste han til Wien, hvor han opholdt sig nogen Tid og foretog Undersøgelser i dets Archiver. Han forefandt der flere Dokumenter, som angik den bevægede Tid i Norden fra 1530 til 1536 og kastede meget Lys over Reformationshistorien samt Begivenhederne i Norden under den saakaldte Greve-Feide. Et andet Formaal ved Opholdet i Wien var at stifte Forbindelser med katholske Prælater, der kunde lette ham Adgangen til den friere Benyttelse af de romerske Archiver, som han attraaede og trængte. Fyrst-Erkebiskopen af Wien, Cardinal Rauscher, tog sig især af ham og anbefalede ham til Rom.

Fra Wien fortsatte han Reisen direkte til Rom, hvor han ankom i November s. A. Til det vatikanske Archiv pleiede Fremmede, som Munch paa Forhaand vidste, kun at faae en meget indskrænket Adgang; det tillodes ikke engang selv at afskrive Dokumenterne, men Afskrifterne maatte betales med 1 Scudo pr. No. i Afskriverløn. Det blev ogsaa ham strax sagt, at det ikke tillodes selv at afskrive. Men snart fik han ikke alene Tilladelse dertil, men overhovedet en Adgang til at undersøge de i Archiverne opbevarede Materialier til Nordens Historie, som overgik hans dristigste Forventning. Dette skyldtes især Direktørens, Pater Theiner’s Humanitet, videnskabelige Iver og den for Munch fattede personlige Godhed. Theiner, selv en lærd Mand, og beskjæftiget med Udgivelsen af de store kirkehistoriske Samlerværker, Hungaria sacra, Polonia sacra m. fl., maatte saamegetmere begunstige Munchs Granskninger, som disse gik i Retningen af hans egne, og han for sine Arbeider ogsaa i et eller andet Stykke kunde hente Raad og Bistand hos sin lærde Gjæst Efterhaanden fik Munch ikke alene Tilladelse til selv at afskrive Alt udenfor de egentlige Kopibøger, men ogsaa omsider uindskrænket Adgang til disse. I sit Andragende til Storthinget havde Munch gjort opmærksom paa, at det hverken for den Stat, der udsendte ham, var anstændigt, eller for Sagen i sig selv gavnligt, om han optraadte under altfor indskrænkede økonomiske Forhold, og havde derfor selv anslaaet sit maanedlige Stipendium til 120 Spd., som en efter hans Formening tilstrækkelig Sum. Han havde imidlertid ikke længe boet i „den evige Stad“, hvorhen hans Familie snart var fulgt efter ham, førend det viste sig, baade at hans Stipendium var utilstrækkeligt, og den til Undersøgelserne i Rom anslaaede Tid altfor knap. Efter et halvt Aars Ophold androg han derfor hos Departementet om forskudsviis Forøgelse af Stipendiet til 200 Spd. maanedlig samt om nye Bevillinger. Det første afsloges, hvorimod Regjeringen forelagde for Storthinget 1859–60 Proposition om Bevilling af 2200 Spd. til halvandet Aars forlænget Ophold i Udlandet. Storthinget forøgede Summen til 3800 Spd., hvoraf 800 Spd. skulde være at betragte som et Tilskud til hans tidligere Stipendium, eller til Dækkelse af et Beløb, som Munchs Venner midlertidig havde tilvejebragt for at han kunde blive i Rom, indtil Storthingsbeslutningen faldt. (Storthingsforhandl. 1859–60, VII S. 196–98.) Saaledes forblev han der indtil Foraaret 1861, da han selv vendte tilbage til Fædrelandet, men efterlod sin Familie. Han kom hjem kort efter sin Ven Rigsarchivar Chr. Langes Død; og vistnok tildeels for at hjælpe paa hans økonomiske Stilling, konstituerede Regjeringen ham nu i Oktober s. A. til at bestyre Rigsarchivet og at forestaae Udgivelsen af Kildeskrifter til Norges Historie, som Lange allerede fra Begyndelsen havde indehavt. Han lagde strax Haanden paa Fortsættelsen af sin Historie fra det Tidspunkt, hvor han havde afbrudt. For at erhverve sig de archivaliske Oplysninger dertil, som maatte forefindes i Stockholm, foretog han tvende Gange Reiser didhen. Under den sidste Reise, ved Juletider 1862, led han meget baade paa Grund af Aarstiden og formedelst Uheld, idet Hesten paa en lang øde Strækning løb ud, og Munch i Snee og Søle maatte traske meget langt, inden han kunde finde Folk og Huusly.

Allerede for Storthinget 1859–60 havde Regjeringen foreslaaet en forhøiet Gage for ham enten i Egenskab af Rigshistoriograph eller som extraordinær Professor, for at han udelukkende kunde „ofre sin Virksomhed for literære Arbeider, vedkommende Nordens og navnlig Fædrelandets Historie“. Men Storthinget, som af Hensyn til det dengang trykkede Budget var endnu mere utilbøieligt end ellers til at bevilge nye Gager, forkastede Propositionen, og Munch blev fremdeles staaende som Universitetslærer; dog indrømmedes der ham nu som før al ønskelig Frihed med Hensyn til Varetagelsen af Embeds-Forretninger. Et lignende Forslag til Storthinget 1862–63 forkastedes ligeledes, hvorimod den foreslaaede Forøgelse i Gage indtil 1500 Spd. opnaaedes, idet han fik et personligt Tillæg til sin Professor-Gage af 300 Spd. Forsaavidt Meningen var, at han tillige skulde fritages for sine Forretninger ved Universitetet, gav Storthingets Beslutning imidlertid hertil ingen formel Adgang, saasom den fornødne Løn til en Vikarius ikke bevilgedes.

De næsten uafbrudt trykkende ydre Kaar, hvorunder Munch havde arbeidet, havde siden hans Hjemkomst fra Rom, trods Familiens Ophold i denne dyre Stad, i det Hele meget forbedret sig, og paa Grund heraf og sin forhøiede Gage kunde han nu see en lysere økonomisk Fremtid imøde. Det var da med dobbelt Tilfredshed, at han efter et anstrængt Arbeide Paaskeaften 1863 kunde begive sig paa Reisen til Rom for at hente hjem sin Familie, den han med saamegen Ømhed og Inderlighed hang ved. Men desværre skulde det ikke forundes ham, selv at ledsage sine Kjære tilbage og med dem gjensee Hjemmet og Fædrelandet. Han reiste over Kjøbenhavn og gjennem Tydskland videre med Jernbane. Paa Reisen gjennem Alperne, herskede i Forhold til Aarstiden en Kulde, som han ikke var beredt paa at modstaae, og da han naaede Venedig, var han stærkt forkjølet. Efterat være kommen til Rom i sin Families Skjød, led han fremdeles af nogen Forkjølelse, da han med Eet blev overfaldt af en heftig, ham selv Uforklarlig Sygdom, som han imidlertid kom sig af saavidt, at han troede al Fare var forbi. 23de Mai skrev han til en af sine Slægtninger her i Christiania: „– – Jeg blev syg Tirsdag i forrige Uge, om Morgenen, just som jeg var halv paaklædt, for at skynde mig at drikke The, og derefter at gaa paa Vaticanet. Jeg følte mig fuldkommen vel, paa nogen Forkjølelse nær, da jeg med Et, ved at høste noget heftigt, følte en saa voldsom og tillige ubeskrivelig Smerte i Hovedet, at jeg næsten tabte Besindelsen. Men næsten øieblikkelig trængte denne Smerte nedover gjennem Nakken til Siderne, Ryggen, Benene og lige ud i Fodsaalen, saa at jeg sank ganske sammen og maatte ligge paa Gulvet uden at kunne røre mig et Par Minutter, indtil man fik slæbt mig op i Sengen igjen og klædt mig af; hvorefter jeg da blev liggende under heftige Smerter, der kun langsomt og gradevis hørte op, i hele 9 Dage; jeg maatte bruge idelige kolde Omslag paa Hovedet, tildels med Iis, og flere Slags Medicin; jeg veed egentlig ingensinde at have gjennemgaaet en saa smertelig Sygdom, thi, hvorvel den i 1855 var langt farligere, var den dog ei forbunden med saa mange legemlige Lidelser. Lægerne ere nok ikke enige om, hvorvidt det har været Virkning af et eller andet Solstik, der kunde have angrebet Hjernen og derfra naturligvis afficeret det øvrige Nervesystem, eller om det har været Estervirkningen af mit maaske for overdrevne Arbeide i Vinter, forenet med Sindsbevægelser, samt dertil den altfor pludselige Overgang fra Kulden hjemme til den allerede voldsomme Hede her, eller endelig om det er en rheumatisk Affektion, der har angrebet hele Muskel- og Nervesystemet og derfra igjen afficeret Hjernen. Det bedste er dog, at der ei har været eller er nogen Fare; jeg har vel endnu megen Værk i Lemmerne, og er saa svag, at jeg neppe formaar at gaa og kun nogle Timer om Dagen at sidde oppe (hvorfor jeg, som Du vel af Skriften kan dømme, skriver dette i Sengen), men Bedringen synes dog at gaa rask fremad, saa at jeg vel i Midten af næste Uge kan være paa Benene, og udrette saa smaat hvad der er nødvendigt til Afreisen. Men desværre maa jeg aldeles give Slip paa at arbeide mere paa Vaticanet. Det forbyde Lægerne absolut, da det vilde angribe mig formeget. En stor Trøst har det naturligvis været for mig at have mine Kjære omkring mig, og ligeledes at modtage saamange Beviser paa vore troe Venners Kjærlighed og Deeltagelse – –.“ Reisen fra Rom havde han bestemt til 3die Juli; men to Dage efterat dette Brev var skrevet, altsaa 25de Mai, bortreves han af et nyt Slaganfald. Den 27de Mai henimod Solnedgang jordedes han paa Ikke-Katholikernes Kirkegaard ved Foden af Cestius’s Pyramide, ligeoverfor den Aurelianske Stadsmuur. Ved Graven talte Docent L. Dietrichson og Dr. Gregorovius. Pastor Golz, protestantisk Præst ved det preussiske Gesandtskab i Rom, udførte de kirkelige Ceremonier. Budskabet om hans Død naaede gjennem Telegraphen næste Dag hans Fædreland og vakte her, kan man sige, en sand Folkesorg. Det pludselige Dødsbudskab maatte ramme saameget smerteligere, som Munch endnu befandt sig i en lidet fremrykket Alder og var af en tilsyneladende stærk Helbred, saaledes at Fædrelandet og Videnskaben af hans utrolige Arbeidskraft og denne sjeldne Forening af Lærdom og lykkelige Aands-Evner endnu kunde ventet sig store Resultater. Og Uagtet han havde fundet den materielle Paaskjønnelse, som nogen Videnskabsmand efter vore Forhold billigviis kunde vente, og navnligen den fornødne Understøttelse til sine videnskabelige Granskninger, maatte det være en smertelig Tanke, at hans tidlige Død maaskee var fremkaldt af dette anstrængte, umaadelige Arbeide, hvortil hans økonomiske Forfatning lige saa meget som Granskerens Trang gjennem en lang Aarrække havde drevet ham. Deeltagelsen ved hans Død udtalte sig paa forskjellige Maader. Saasnart Dødsbudskabet var indløbet, tilstod Storthinget hans efterladte Hustru en aarlig (extraordinær) Pension af 300 Spd. og bevilgede desuden det Fornødne (1050 Spd.) til Familiens Hjemreise fra Rom. En Nationalsubskription, med Mænd af alle Stænder i Spidsen, aabnedes for Tilveiebringelsen af et Legat, der skal bære Munchs Navn, „og hvis Renter skulle tilfalde først hans fire Døtre, saalænge de leve og tiltrænge Understøttelse, og siden anvendes til Stipendier for Studerende, fortrinsviis for saadanne, der dyrke nogen af de Videnskaber, hvori den Afdøde udmærkede sig“. Endelig har den akademiske Ungdom stillet sig i Spidsen for en Subskription til Anskaffelsen af hans Portræt for Universitetets Samling af fortjente Læreres Portræter.

Som Anerkjendelse af Munchs videnskabelige Fortjenester var St. Olafs Ordenen i 1857 og Nordstjerne-Ordenen i 1862 bleven ham tildelt. Nordstjerne-Ordenen modtog han af Hs. Maj. Kongen personligen i Stockholm, med udtrykkelig Tilkjendegivelse af, at det var et Erkjendtlighedstegn for de Tjenester, han havde viist Sverige ved i Rom at afskrive og overgive til de svenske Archiver de Dokumenter angaaende dets Historie, som han under sine Granskninger havde stødt paa. I Tidens Løb var han bleven optaget som Medlem af en Række af lærde Selskaber. Saaledes var han ordentligt Medlem af Oldskriftselskabet, det throndhjemske Videnskabers Selskab og det i Christiania i 1857 oprettede Videnskabernes Selskab; korresponderende Medlem af det preussiske Videnskabs-Akademi i Berlin, af det Gøttingenske Videnskabs-Selskab, af det franske geographiske Selskab i Paris, af det kongelig engelske geographiske Selskab i London af det kejserlig russiske geographiske Selskab i Petersburg og af det keiserlige Videnskabernes Akademi sammesteds, foruden af flere andre videnskabelige Selskaber i Udlandet. Ogsaa var han Æresmedlem af det skotske antikvariske Selskab, det islandske Literaturselskab og den norske Forening for Oldtidsminders Bevaring. –

Til den her forsøgte Skizze af Munchs Liv hører nødvendigviis en Udsigt over hans Forfattervirksomhed. Men hvis denne skulde opnaae nogen Grad af Fuldstændighed, maatte den blive temmelig omfattende og indeholde en faa stor Opregning af Skrifter og Afhandlinger, at Mængden af Læsere derved vilde føle sig lidet tiltrukne. Vi maae derfor indskrænke os til det Vigtigere og for en større Overskueligheds Skyld søge at gruppere dette under visse Synspunkter.

Dog inden vi her indlade os paa Munchs enkelte Skrifter, turde det være passende at paapege hans vigtigfte historiske Synsmaader, forsaavidt disse ikke ere udtalte i enkelt Skrift eller Afhandling, men i flere, og ikke sjeldent de senere Udtalelser have undergaaet enkelte Modifikationer. Thi det gjaldt om Munch, at han aldrig, selv efterat være kommen til en Anskuelse, som syntes ganske uforkastelig, blindthen slog sig til Ro derved, men at han vedblev at granske videre og lod sig ikke i sine Undersøgelser afskrække fra at ændre en tidligere fremsat Mening, om han end derved maatte paadrage sig Ord for at skifte Mening og i hvert Fald i det mindre videnskabelige Publikums Øine maatte svække dette Skin af Ufeilbarhed, hvori det helst vil see sine store Mænd.

Vi maa saaledes her fremhæve hans Forskninger og antagne Resultater med Hensyn til Nordens ældste historisk-ethnographiske Forhold og hans Vindikation af Norges Ret med Hensyn paa dets gamle Literatur. Han maa heri dele Æren med R. Keyser som den, der først brød Banen og opstillede rigtigere Anskuelser istedetfor de tidligere antagne. Men det maae erkjendes, at han har videre forfulgt og udviklet disse og ogsaa opstillet egne nye Meninger, hvorved Keyser selv er bleven bragt til i enkelte Dele at afændre sine. Og overhoved maa, hvad der er udrettet paa dette Felt, til en vis Grad betragtes under Eet, og begge Granskere maa siges at have sin fuldstore Andeel deri, uden at den Enes eller Andens Fortjeneste derved forringes. Ligesom Begge om enkelte Arbeider af anden Art have været fælles, saaledes turde der ogsaa med Hensyn til denne Materie være et vist Fællesskab, ikke med Hensyn til dens skriftlige Behandling, men dog til hvad der foreligger som historiskt Udbytte. Allerede den gjensidige Meddeelsomhed, hvorved vore Historikere have udmærket sig maaskee fremfor alle andre Landes, gjør saadan en Antagelse mere end rimelig.

Munch har i et eget Skrift „om den nyere historiske Skole i Norge“ 1852 fremsat de Resultater, han var kommen til, dengang denne Afhandling skreves, saa at man deri vil finde hvad Skolen har søgt og udrettet. Men han har imidlertid siden foretaget enkelte Modifikationer, saa en Redegjørelse herfor turde have sin Interesse. Jeg formaaede ham derfor i 1857 til at meddele mig en kort Udsigt over sit System, til Optagelse i den biographiske Skizze af ham, hvorpaa jeg arbeidede, og da denne hans Fremstilling tillige er hans seneste af dette Emne, vil den vistnok til almindelig Orientering her have en berettiget Plads.

„Jeg er, siger Munch, efterhaanden kommen til den Overbeviisning, at man maaskee gjør rettest i at dele den hele germaniske Folkestamme i tre sideordnede Grene: den nordlige (de egentlige Nordboer), den mellemste, eller Mellemgermaner (Goter, Burgunder, Angler, m. fl., hovedsagligt boende om den sydvestlige Deel af Østersøen og paa dens Øer), samt den sydligste; at der for Tiden inden Germanernes oprindelige Omraade egentlig kun findes Repræsentanter for den nordlige (Norske, Svenske, Danske) og den sydlige (Tydskere, medens den mellemste deels ved Udvandring (Goternes, Vandalernes, Burgundernes, Anglernes), deels ved Blanding (som Goternes og Anglernes i Danmark med Nordgermaner til nyere Danske, Anglernes med Nordmanner i England til Engelsmænd o. s. v.) tildeels ere forsvundne fra deres gamle Boliger, medens deels Nordgermaner nordfra, deels Sydgermaner sydfra havde optaget deres Plads, ligesaa at i sin Tid alle Germaner, saavel Sydgermaner og Mellemgermaner som Nordgermaner, ere komne østfra, enten nordenfra, eller over Østersøen (eller hvad der i hiin fjerne Urtid svarede til Østersøen nuomstunder), saaledes at ikke et eneste, endog sydgermanisk Folk er kommet direkte til Tydskland fra Østen langs Østersøens Sydkyst, men at alle Tydsklands germaniske Indvaanere ere komne over det nuværende Skaane og de danske Øer, der i hiin fjerne Tid vare større, og adskilte fra begge Fastlande og sig selv indbyrdes ved smalere Søstrækninger end nu; at naturligviis Sydgermanerne ere komne først, dernæst Mellemgermanerne, af hvilke dog de fleste forbleve paa Nordsiden af Østersøen; at Mellem- og Sydgermanerne trængte ind over Lande, beboede af Kelter (Danmark-Nordtydskland), hvis Indbyggere tildeels bleve undertvungne, og dannede den ringeste Arbeidsklasse; og at Germanerne i Tydskland saaledes kom til at indtage Pladsen mellem de ikke undertvungne Kelter i Vest og Slaverne i Øst. De egentlige Nordgermaner derimod, Goter, Svear og Nordmænd, ere komne til Skandinaviens Fastland i et noget nordligere Strøg, hine omtrent over Aalandshavet til Gøtaland og Mælartrakterne, disse endnu nordligere, omkring Finmarken til Haalogaland og Throndhjem; begge have derpaa trængt videre, hine mod Vest og disse mod Syd, Svearne og Gøterne altid forstærkede ved nye Indvandringer, indtil de endelig i Braavallaslaget brød den samlede dansk-gotiske Magt og gjorde sig til Herrer over Danmark, hvor deres Efterkommere, antagende Navnet Daner, blandede sig med det tidligere gotiske Folk af dette Navn og dannede det nyere Danefolk.

„Disse Anskuelser, saavelsom mine Bestræbelser for at vindicere vor Nationalitets Ret og overhoved den historiske Sandhed, have, som bekjendt, vakt megen Modsigelse især blandt de Danske, der ikke kunde finde sig i at man afviger fra de gamle ukritiske Hypotheser fra tidligere Dage, da Alt gik ud paa at fremstille Danerne som Nordens Principalfolk. Viin Hovedmaxime er dog kun suum cuique og Sandheden fremfor alt. Det er intet, som har skadet den nordiske Historieforskning mere end den Sammenrøren af dansk, norsk og svensk, som de tidligere, især danske Historiforskere i deres Iver for at være nordiske, (og maaske tildeels paa Grund af den tilfældige Omstændighed, at saa mange nordiske Manuskripter ere komne i Danmarks Værge) have gjort sig skyldig i. Det maa nødvendigviis lede til gale Resultater, naar man af den Omstændighed, at Sagaer fortælle, at den og den Skik brugtes ved Gilder paa Island, eller at Nordmændene byggede saadanne og saadanne Huse, slutter, at netop det samme fandtes i Danmark. Saaledes især med Sproget. Det er en bekjendt Sag, at man i Danmark lægger særdeles Vægt paa, at kalde vort Oldsprog „oldnordisk“, som om det var fælles for hele Norden. Nu har jeg naturligviis aldrig nægtet, at der maa have været den Tid, da alle nordiske Folk talte samme Sprog; men jeg mener kun, at denne Tid ligger næsten forud for den nordiske Historie, og at vi i alle Fald ingen Sproglevninger have derfra. De Skrifter, fra hvilke vi kjende vore Oldsprog, naae ikke længer op end til det 12te Aarhundrede i det allerhøieste, og da vare de tre nordiske Sprog, skjønt meget lige, – som de endnu ere – dog ligesaa afgjort forskjellige, som Svensk – og Dansk ere nu; altsaa med samme Ret, som nu Svensk og Dansk kaldes to særskilte Sprog, med samme Ret maa Svensk, Dansk og Norsk c. 1200 kaldes trende særskilte Sprog. Man behøver ogsaa kun at sammenligne Sproget i Kongespejlet og Magnus Haakonsøns norske Lov med den omtrent samtidige Valdemar II’s jydske Lov, for at see, hvor forskjelligt Norsk og Dansk da vare. Nu mener jeg altsaa – og enhver vil give mig Ret deri – at det er en ei alene latterlig, men endogsaa skadelig Paastaaelighed (da den er vildfarende), naar de Danske altid kalde det i Norge i Middelalderen og paa Island brugelige Sprog Oldnordisk istedetfor Oldnorsk eller gammel Norsk. Man behøver jo kun at iagttage det Urimelige i at f. Ex. Magnus’s Lov og Haakon Haakonsøns Saga skal siges at være skrevet paa Oldnordisk, medens den samtidige jydske Lov siges at være skrevet paa gammel Dansk. Thi hvad der er Oldnordisk eller gammel Nordisk, er jo dog tillige gammel Dansk; men da nu Sproget i jydske Lov ikke er det samme som Sproget i den norske Lov eller Sagaen, saa er det altsaa ikke Oldnordisk i dansk Betydning, følgelig er gammel Dansk forskjellig fra Oldnordisk, og Dansk saaledes ikke Nordisk, – og dog skal det jo tillige være nordisk – kort man indvikler sig i et uopløseligt Væv af Selvmodsigelser, for at holde paa en Benævnelse, som aldrig Vedkommende selv brugte, thi saavel Nordmændene, som Islændingerne kaldte deres Sprog norrønt, d. e. norskt. Vistnok søge de Danske ogsaa at faae ud, at norrøn, der oprindelig betyder „hvad der er fra Norden“, anvendt paa Folk og Sprog skulde betyde „nordisk“; men det er en ubestridelig Kjendsgjerning, at det ligesom Substantivet „Nordmænd“ endog nuomstunder, kun sigter til Norge og betegner hvad der er derfra; saaledes f. E., naar der i den gamle vestgotiske Lov skjelnes mellem „gøtsk Mand“, „svensk Mand“, „norrøn Mand“ og „dansk Mand“, eller naar der i islandske Sagaer tales om et Skib besat „deels med islandske, deels med norrøne Mænd“, eller i et norsk Diplom om „norrøne Skind og islandske Skind“. Islændingerne have igjen, deels paa Grund af deres Forfædres Fortjenester af Literaturen, deels fordi Sproget i sin gamle grammatiske Bygning nu kun lever hos dem, fordret at det skulde kaldes islandsk Benævnelsen er vistnok mindre vildledende end oldnordisk; men deels strider det mod al Rimelighed og Brug, at et Sprog skal benævnes efter en Koloni, ikke efter Moderfolket, og at det saaledes f. Ex. skal hede, at Nordmanden Eyvind Skaldaspilder, neppe 100 Aar efter Islands Opdagelse, digtede sit Haakonarmaal, ikke paa Norsk, men paa Islandsk; deels gaaer man ikke Islændernes Ære for nær, naar man bruger den Benævnelse paa Sproget, som de selv brugte lige til det 18de Aarhundrede, nemlig norrønt, d. e. Norsk; endog den islandske Bibeludgave af 1728 siges paa Titelbladet at være á norrønu“. For Vindikationen af Norges Ret i denne Henseende har jeg derfor og maattet høre ilde af Islænderne, som om jeg vilde forringe deres Hæder; dog har den Udførlighed, hvormed Islands Historie af mig i Norges Historie er behandlet, som det lader, vist dem, at jeg kun bar fægtet for, hvad jeg ansaa for Sandhed, og at jeg er beredvillig til at yde Nationen al fortjent Roes. Formedelst mine sproghistoriske Undersøgelser have og de mere Ensidige, der ei kunde finde sig i at Sandheden skal overordnes nationale Hensyn og som derhos ikke selv besidde sproglige Kundskaber nok til at forstaae Undersøgelsernes Gang, imputeret mig Meninger, som jeg aldrig har haft, end mindre ytret. Saaledes anføres der etsteds, at jeg skulde mene, at Gotisk er det germaniske Ursprog, deraf Tydsk, deraf Dansk, deraf Norsk, deraf Islandsk: en Mening, jeg ikke engang behøver at fralægge mig; thi jeg har kun benyttet Gotisk som et germanisk Sprog paa et ældre Stadium end noget andet til Indkig i det ældre Sprog-Maskineri, uden nogensinde at udgive det for Modersproget.“

Et af Munchs alvorligste Skridt for at vindicere Norges nationale Ret, var hans Optræden i 1845 mod Oldskristselskabets daværende Bestyrelse, hvis Virksomhed udviste adskillige Misligheder. Egentlig kan man sige, at der fra den Tid Munch og Keyser sendtes ned til Kjøbenhavn begyndte en ny Periode i Behandlingen af oldnorske Skrifter; thi da viste det sig, at man ikke altid behøvede Islændingerne til Mellem-Mænd ved disse Skrifters Udgivelse; og den Kontrol, disse norske Lærde viste sig at kunne udøve, gjorde Vedkommende varsommere og nøiagtigere. Men efterhaanden løiede Oldskriftselskabet af, og i 1845 var det saaledes nødvendigt at give det en ny Vækker. Munch gjorde det med Strenghed og Grundighed, idet han i en Artikel i Dahl’s Literaturtidende blottede de af Selskabet begangne Feil især mod Norge, hvis Deeltagelse i den gamle Literatur ligesom skuppedes bort. Senere fik Munch en særegen Foranledning til at beklage sig over Oldskriftselskabet, eller rettere Sjælen i samme, Konferentsraad Rafn. Efter Finn Magnussøns Død tog han nemlig paa Rafns Anmodning Deel i Redaktionen af de af Oldskriftselskabet besørgede „Antiquités Russes & orientales“, saaledes at han leverede samtlige Indledninger og oplysende Noter til Stykkerne i hele første Bind fra S. 15 af og til en stor Deel af andet Bind, navnlig til den deri optagne Udgave af Ottars og Ulfsteins Reiseberetninger; og desuden meddelte han særskilte Afhandlinger, foruden at han i det Hele taget havde en Stemme med i Valget af Stykkerne. Men dette blev af Rafn faa lidet eller dunkelt fremhævet i Fortalen til Værket, at Rafn selv er bleven anseet som Forfatteren, navnlig i en vidtløftig Recension af den lærde Akademiker Kunik i det petersborgske Videnskabs-Akademies Skrifter. Endog danske Lærde ere her blevne skuffede med Hensyn til Forfatterskabet. Idetmindste synes Genealogen Kønigsfeldt at have antaget Rafn for Forfatter af ovennævnte Værk. Thi da Munch (i „Illustr. Nyhedsblad“ for 1855) havde berigtiget en gjentaget Vildfarelse i de danske Kongers Slægtsrække med Henviisning til Antiq. Russes, i hvis genealogiske Tabeller, forfattede af ham selv, han allerede i Forveien havde indført Forbedringen, rettede Konigsfeldt i den nye Udgave af sine fortjenstlige „Genealogisk-historiske Tabeller“ Feilen efter Munch, men paa den Maade, at han anførte Antiq. Russes som Kilde og hertil bemærkede, at den der udtalte Mening var „tiltraadt af P. A. Munch i Christiania illustrerede Nyhedsblad for 22de Sept. 1855“. Paa denne Maade saa det ud, som om Munch havde gjort sig vigtig med Rafns Lærdom, medens de Undersøgelser, hvortil han havde henvist, dog vare af ham selv og ingen Anden. Mod Danskernes gjentagne Forsøg paa at tilegne sig en Hovedandeel i den oldnorske Literatur ved at henføre denne til Island alene og indføre Benævnelsen „oldnordisk“ som den ene gyldige Oversættelse af „norrön“, har Munch senest og vistnok med størst Klarhed og Skarphed udtalt sig i en Artikel „Nordisk, Norsk,Dansk“ i „Illustr. Nyhedsblad“ for 1861, hvori han resumerede Stridens Hovedpunkter med de mest afgjørende og slaaende Beviser.

Munchs Forfatterskab kan henføres under fire forskjellige Afdelinger: Historie, Geographie, Sproggranskning og Journalistik. Af disse Afdelinger, er den første, hvorunder tillige maa henføres hans antikvariske og mythologiske Arbeider, baade den indholdsrigeste og betydningsfuldeste.

Munchs tidligste Forsøg i historisk Retning og tillige hans første Forfatterskab er en udførlig Bedømmelse af Fayes Norgeshistorie, skrevet i Novbr. 1831, altsaa i hans etogtyvende Aar, hvilken fik Plads i det af Danmarks dygtigste Videnskabsmænd redigerede „Maanedsskrift for Literatur“. Han viste allerede her, at han ikke alene var nøie hjemme i Fædrelandets Historie, men at han ogsaa var en Mand, der ikke agtede blindt hen at vandre i Forgjængeres Fodspor. Sin historiske Dygtighed godtgjorde han snart end yderligere ved forskjellige Bidrag i „Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie“, hvortil Aktstykker i Kjøbenhavn vare samlede, og hvoriblandt kan nævnes en Textudgave med Oversættelse af de saa kaldte Ágrip af Norges Historie. Munchs første større og særskilte historiske Arbeide var en temmelig udførlig „Norges, Sveriges og Danmarks Historie“, der udkom i Christiania i 1838 og næste Aar esterfulgtes af et Udtog samt af en kort Norgeshistorie for Begyndere. Disse Skrifter vare alle egentlig bestemte til Skolebrug; men i det første og største kom Forfatteren til i saamange og væsentlige Stykker at afvige fra det Vedtagne, at det blev et videnskabeligt Arbeide med originale Synsmaader. Den danske Historiker Paludan-Müller fandt sig beføiet til i en udførlig Anmeldelse i Petersens „Tidsskrift for Literatur“ (3die Bind) at fremhæve som et Misgreb, at uagtet denne Skandinaviens Historie skulde være en Skolebog, dog Forfatteren „i Almindelighed havde villet fremsætte sin Anskuelse om Nordens Historie for et større Publikum“. Hvad der især maatte mishage den danske Recensent var Forfatterens nationale Iver, der stillede Danmarks Forhold til Norge i et slettere Lys end man tidligere var vant til. Justitiarius Berg havde i den Sag først brudt Banen, og Munch, som nu talte i samme Retning, maatte derfor sinde sig i at blive betegnet som den, der ganske fulgte i hans Spor, og som paany bragte „uretfærdige Ytringer om Danmark“ ud iblandt Publikum. Hvad ellers Müller mest bebreidede Forf. var ubillige Domme om Personer; men han erkjendte ogsaa hans Arbeides gode Sider, og da anden Udgave af Allens priisbelønnede Danmarks-Historie udkom, sagde han i sin Anmeldelse heraf, at man „maatte foretrække Munchs kortfattede Udtog af Skandinaviens Historie, – havde denne Bog blot været skrevet i en anden Aand og Tone“. (For Literatur og Kritik I, 108). Men da dette Skrift, ligesom overhovedet alle Munchs større Arbeider, var bleven forfattet under Trykningen og alt eftersom denne skred frem, var derved fremkommet en vis Uensartethed i Behandlingen af de forskjellige Partier, der kunde gjøre en ny Bearbeidelse af Værket ønskelig, og navnligen gjaldt dette om første Afsnit. En saadan Bearbeidelse havde han ogsaa begyndt paa og nogle Ark vare allerede trykte, da han begav sig paa Reisen til Rom, hvormed uheldigviis den nye Udgave ganske indstilledes.

Paa de ovenfor nævnte Skrifter fulgte „Nordens gamle Gude- og Heltesagn i kortfattet Fremstilling“ (Christiania 1840). Denne Bog, i hvis Fremstilling flere af den yngre Eddas Fortællinger ere gjengivne i Oversættelse, udmærker sig ved et særdeles populært og simpelt Sprog og har derfor fundet en meget stor Læsekreds og mægtigen bidraget til at vække Sandsen for vor Sagntid. Bogens egentlige mythologiske Deel var ufuldstændig og mindre tilfredsstillende og er ogsaa ganske bleven omarbeidet i tvende senere udkomne Oplag (1845 og 1854, hvert med sin forskjellige Titel).

Efterat Munch havde forsøgt at afhjælpe Trangen til Lærebøger i Fædrelandets Historie, vendte han sig ogsaa til Bearbeidelsen af Verdenshistorien. Han udgav saaledes i 1840 „Verdenhistoriens vigtigste Begivenheder fra de ældste Tider indtil den franske Revolution i kortfattet Fremstilling“. Men Bogen, hvori Rotteck tildeels sees at have været Forfatterens Mønster, var for sammentrængt og stofrig til i Almindelighed at kunne tjene som Lærebog; thi for at kunne benytte den med Fordeel, maatte man have det historiske Stof inde. Ikke desto mindre troe vi at sinde Historikeres Medhold, naar vi betegne den som et historiskt Arbeide, der er høist mærkeligt baade ved Begivenhedernes pragmatiske Fremstilling og ved en historisk Kunst, som neppe er overtruffet i Forfatterens mere læste og kjendte Skrifter. Tiden fra franske Revolution behandlede Munch siden med større Udførlighed i et særegent Arbeide, der var bestemt til Brug ved Læsningen til Anden-Examen, men hvilket Skrift imidlertid forblev ufuldført. Senere leverede han ingen Arbeider i Verdenshistorien, uden forsaavidt han bearbeidede og rettede den norske i 1847 paabegyndte, men aldrig fuldførte Oversættelse af Held og Corvins „Illustrerede Verdenshistorie,“ til hvis anden Deel han gav en selvstændig Fremstilling af Skandinaviens Middelalders-Historie.

Han var imidlertid paany vendt tilbage til Fremstillingen af Fædrelandets Historie, og udgav 1847 „Underholdende Tildragelser af Norges Historie“, et nærmest paa Ungdommen beregnet Populærskrift. Dette Arbeide udmærker sig ved en let og tiltalende Fremstilling, der endog paa enkelte Steder, som allerede tidligere en fagkyndig Anmelder har bemærket, „minder om W. Scotts uovertræffelige Tales of a Grandfather“. Hos Mange opstod Lysten til at see vor hele Historie behandlet paa samme Maade, og Munch indbød ogsaa kort efter til Subskription paa en „Norges Historie i Fortællinger“, idet han foruden Andre henpegede paa Fryxell og W. Scott som sine Mønstre. Men paa Grund af den ringe Subskription udkom dog ikke disse Fortællinger, og dette turde forsaavidt være godt, som han maaskee ellers vilde blevet forhindret fra over samme Emne at give os det Værk, som ikke blot er blevet Forfatterens Hovedværk, men ogsaa et Hovedværk i hele Nordens historiske Literatur, nemlig „Det norske Folks Historie“.

Ved det Motto, Forfatteren har valgt til dette sit Arbeide, har han udtalt det Maal, han derved havde stillet sig. Det er Niebuhrs Ord: „Ich werde suchen die Kritik der Geschichte nicht nach dunkeln Gefühlen, sondern forschend, auszuführen, nicht ihre Resultate, welche nur blinde Meinungen stiften, sondern die Untersuchungen selbst in ihrem ganzen Umfange vortragen“. Med andre Ord: som kritisk Historieskriver har han ikke villet lade det beroe ved at meddele sine Resultater, – han har tillige stræbt „at fore Læseren ind i det hele Apparat, hvoraf Resultaterne fremgaae.“ Saa uryddet og tildeels forfusket, som den norske Historie tidligere var, har der saaledes ingen slagen Landevei været at ile jævnt frem paa, men han har selv „Skridt for Skridt maattet bane sig Vei med Øxen og Spaden i Haanden“; og der har, som han i Værkets Fortale siger, ei alene været naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde tilside og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang maattet afbrydes af mange Digressioner og Undersøgelser, hvorved Værket nødvendigviis er blevet en „mindre underholdende Læsning for Alle og Enhver“, end han maaskee selv forudsatte dengang han fattede Planen og inden Udarbeidelsen endnu viste, hvilket vidtløftigt kritisk Apparat der, paa Grund af Emnets og den tidligere Behandlings Beskaffenhed, her vilde udkræves. Men et saadant Arbeide maatte gaae forud for en Bearbeidelse af „Norges Historie til underholdende Læsning“, der først nu kan give sikre og faste Resultater. Lettere og behageligere Fremstillinger af vor Historie ville ikke kunne forringe Værkets Betydning og Værd, mindst som en kritisk drøftet Materialsamling og Grundlag for den fremtidige Historieforskning. Det er, som enhver lettelig vil indsee, en Fundgrube af Lærdom og skarpsindige Hypotheser og kritiske Undersøgelser, hvoraf Historieforskeren stadig vil kunne hente Raad og Belærelse, og som endog i større historiske Literaturer end vor maatte kunne „gjøre Epoche“. Værkets fire første Afsnit ere indførte i den tydske Literatur ved G. T. Clausen, der har oversat og udgivet dem som tvende særskilte Skrifter. Ogsaa en polsk Lærd har i et eget Skrift gjort sine Landsmænd bekjendt med dets ethnographiske Resultater.

Det laa allerede fra først af i Munchs Plan i hvert Fald at føre Værket ned til Kalmar-Unionen som det almindelige Periode-Afsnit. Men under Udarbeidelsen fandt han Aaret 1319 eller Haakon Magnussøn den Ældres Død at være et bekvemmere Delingspunkt; thi dermed fremstod ikke blot et nyt Dynasti, men der indtraadte ogsaa en Unions-Tilstand, som dannede den umiddelbare Forberedelse til selve Kalmar-Unionen. Hertil kom Ønsket øm først at undersøge de udenlandske Archiver og hvad der i disse fandtes til Oplysning af den følgende Periode, inden han behandlede denne. Han afbrød saaledes med fjerde Deels andet Bind, hvilket for Størsteparten blev udarbeidet under Reisen, og hvis Fortale dateredes Rom den 24de Juni 1859. Denne Værkets første Hovedafdeling udgjør, da saavel 1ste som 4de Bind er todeelt, ialt 6 Dele, hver paa 44 til 68 Ark. Paa Værkets Fortsættelse, der betegnedes som anden Hovedafdeling, eller Unionsperioden, lagde han som sagt Haand, saasnart han var kommen hjem fra Rom, og endnu inden Aarets Udgang vare L Hefter trykte. Dette Afsnit var bestemt til at gaa til 1537. Men mærkelig nok faldt Pennen Forfatteren af Haanden, netop som han havde naaet det Tidspunkt, han først havde sat sig som det oprindelige Maal, nemlig Kalmar-Unionen. Afbrydelsen var forsaavidt heldig, som et afsluttet Heelt dog nu haves. Men beklageligt var det, at der ikke timedes ham Tid til at behandle den egentlige Unionshistorie; thi denne Periode trænger maaskee mere end nogen anden til en kritisk og aktmæssig Udredning. Paa dette Arbeide havde ogsaa den utrættelige og dygtige Historieforsker Rigsarchivar Chr. Lange anvendt megen Tid, men ogsaa ham havde Døden bortkaldt netop som han skulde lægge den afsluttende Haand paa Værket[3].

Efterat de første Hefter af „Det norske Folks Historie“ vare trykte, fremkom der i Svenska Tidningen en Opsats undertegnet – lm – (Wahlman), hvori Gehalten af Munchs historisk-ethnographiske Granskninger blev bestredet. Dette foranledigede Munch til i en egen Afhandling, først indført i Morgenbladet og siden særskilt trykt („Om den saakaldte nyere historiske Skole i Norge“, Chra. 1853), at gjøre Rede for de i Værket fulgte historiske Principer og med Skarphed hævde og forsvare de af ham og R. Keyser opstillede ethnographiske Theorier. Dette Skrift, der i egentlig Forstand kan kaldes Programmet til Munchs norske Historie, indtager saavel ved slaaende Beviisførelse som klar Fremstillingsmaade en fremragende Plads blandt Forfatterens Afhandlinger. En udførligere Drøftelse af Munchs ethnologiske og historiske Anskuelser fremkaldte dette Skrift samt de første Hefter af „Det norske Folks Historie“ i det af Aftonbladets nuværende Redaktør Aug. Sohlman udgivne „Nordisk Tidskrift“, hvor Munch og „den nyare Norska historieforskningen“ fandt fuld Anerkjendelse. (Tidsskriftet S. 232–258). – Men medens flere af Naborigernes Forfattere, og det endog danske, ialfald deelviis have antaget eller dog nærmet sig Keysers og Munchs historisk-ethnographiske Anskuelser, have navnligen et Par af de ældre danske Historikere stillet sig som deres afgjorte Modstandere. Dog Ingen af dem har fundet sig foranlediget til at møde i Marken med videnskabelige Grunde, men vel med leilighedsvise Udfald. Afdøde Professor N. M. Petersen lod sig nøie med (i den nye Udgave af sin „Danmarks Historie i Hedenold“) at henkaste nogle utroligt flaue Vitser mod den norske Indvandrings-Theori, medens en anden dansk Historiker valgte „Nordisk Conservations-Lexicon“ som Organ for sin Meningsforskjellighed og en Underkjendelse af samme Theori. Først i det sidste Aar er der af et Par yngre danske Forfattere gjort Forsøg til en kritisk Drøftning af Munchs ethnographiske Theorier. Den ene af disse, C. A. J. Jessen, der for sit Arbeide („Undersøgelser til nordisk Oldhistorie“) endog opnaaede Doktor-Graden, var Munch et Øieblik betænkt paa at møde med et Tilsvar. Men den Tryghed, hvormed han kunde sige sig selv, at disse „Undersøgelser“, trods Forf.s ungdommelig raske og overmodige Tone, dog kun vare blevne mulige paa Basis af hans egne Forskninger, bragte ham ved nærmere Overveielse til at bevare Tausheden ligeover for dette som saamange andre personligt bitre Angreb.

Mangfoldige i historisk Henseende vigtige Afhandlinger af Munch findes nedlagte i Tidsskrifter og Aviser. At opregne dem alle, vilde her føre for vidt. De, der ere ældre end 1859, findes anførte i „Norsk Forfatter-Lexicon“. Hans seneste Afhandlinger ere fornemmelig at søge i „Annaler for nordisk-Oldkyndighed“ og „Illustreret Nyhedsblad“. Resultaterne af de ældre Afhandlinger ville for en stor Deel findes optagne i „Det norske Folks Historie“. Dog har dette ikke kunnet skee med dem alle, og en samlet Udgave af Munchs samtlige mindre Skrifter, der ogsaa forberedes til Trykken, vil derfor kunne regne paa det literære Publikums fulde Understøttelse[4]. – Blandt Munchs Afhandlinger i de ældre Aargange af Annalerne maa dog her særlig fremhæves en meget udførlig „Undersøgelse angaaende Danmarks ethnographiske Forhold i de ældste Tider og om Eensartetheden i Danmarks Befolkning“, hvilken fremkom, især efter en Opfordring af Professor Krieger, som et Bidrag til at opklare Danmarks ældste Forhold til Tydskland, og indførtes i Bindet for 1848. Endvidere „Kilderne til Sveriges Historie i den førchristelige Tid“, i Bindet for 1850. I denne Afhandling, som Munch selv ansaa for det bedste af alle sine kritisk-undersøgende Arbeider, søgte han at bortrydde flere væsentlige Feiltagelser med Hensyn til den ældre svenske Historiographi, og navnligen godtgjorde han, „at Sverige ei har besiddet egne national-historiske Sagaer eller Sagn ældre end Christendommen“. Men uagtet slige Resultater, hengik dog Afhandlingen uimodsagt, hvilket her turde være det bedste Beviis for Resultaternes Holdbarhed. Munchs to sidste Bidrag til Annalerne findes i den efter hans Død udkomne Aargang for 1860. Det største af disse, „Diplomatiske Bidrag til Erkebiskop Jens Grands Levnetshistorie“, indeholder, deels in extenso, deels i Uddrag, en stor Deel forhen ukjendte i Breve vedkommende denne mærkelige Prælat, hvilke det var lykkedes Munch at opdage ved hans Gjennemgaaelse af de pavelige Regester m. m.

Arbeider af Munch, der med lige Ret lade sig henføre til historisk og sprogligt Forfatterskab, ere hans Oversættelser fra vort gamle Sprog og de Oldskriftudgaver, han har besørget Hans tidligste Oversættelser fra Oldnorsk findes i det af Studenterforbundet udgivne Ugeblad „Vidar“, blandt hvis Stiftere og Redaktører han hørte. Allerede i No. 3 af dette Blad (19 Aug. 1832) leverede han „Prøver af en Oversættelse af Heimskringla“. Aaret efter udgav han særskilt Begyndelsen af dette Arbeide under Titelen „Snorre Sturlesøns Norske Kongehistorie“. Men kun første Hefte udkom, og snart optraadte det Kjøbenhavnske Oldskriftselskab med Planen til en Oversættelse af samme Værk, hvorved det private Foretagende foreløbig maatte træde i Baggrunden. Dog da Aar vare henrundne, uden at Oldskriftselskabets Arbeide kunde udkomme, begyndte Munch at lade sin Oversættelse udgaa paa Boghandlervei, og saaledes udkom „Norges Konge-Sagaer fra de ældste Tider til 1177“, eller Snorres egentlige Værk, i en hefteviis Godtkjøbsudgave, der sluttedes 1859. Ogsaa Snorres Fortsættere var han betænkt paa at levere som Værkets andet Bind; men dette er desværre ikke udkommet. Bogen var i denne nye Oversættelse fornemmelig beregnet paa at blive Folkelæsning – ligesom den alt gjennem Tiderne havde været i de ældre Oversættelser af Peder Claussøn, Grundtvig og endelig Jacob Aall; og med dette Hensyn for Øie bleve Versene udeladte og Prisen yderst lavt beregnet. Men Oversættelsen blev ikke destomindre af Vigtighed selv for dem, der i egentlig Forstand beskjæftige sig med Historien, forsaavidt den i mange Stykker bøder paa det længe følte Savn af en korrekt Textudgave; thi Munch bandt sig ikke som Oversætter til de feilfulde Udgaver, der haves, men gjengav Texten saaledes som han ved Haandskrifternes kritiske Eftersyn havde fundet at den burde være. Dette blev ham især muligt derved, at han længe havde syslet med Forberedelsen af en Text-Udgave af Snorre, hvilken ligeledes Oldskriftselskabet i Kjøbenhavn havde besluttet at lade udgaae, men som ligesaalidt som Oversættelsen er bleven færdig. Det er vanskeligt at sige, om Grunden hertil nærmest er at søge i Munchs Nølen med Arbejdets Fuldførelse, eller i Mangel paa oprigtig Interesse for et Foretagende, som Selskabet igjennem Rækker af Aar havde holdt frem som et Lokkemiddel for indtrædende Medlemmer i Norge, eller maaskee begge Dele i Forening. Men saameget er vist, at Munch endnu længe efterat Selskabet paa Grund af dets Taushed maatte antages at have slaaet Snorre af Tankerne, dog fremdeles ansaa sig bunden med Hensyn til de gjorte Forarbeiders fri Benyttelse; thi da jeg i 1853, i en Anmeldelse af hans Udgave af Olaf den Helliges Saga ved Snorre, stillede en Opfordring til at give en fuldstændig Haandudgave af denne Forfatter, fremkom Munch i Morgenbladet med den Indvending, at en saadan Udgave fra norsk Side ikke vel lod sig foranstalte, blandt Andet af den Grund, at Haandskrifterne fandtes i Kjøbenhavn og de gjorte Forarbeider tilhørte Oldskriftselskabet. Men i Forhold til Oldskriftselskabet var i den paafølgende Tid formodentlig indtraadt en Ændring, saaledes at Selskabet havde definitivt opgivet sin Udgave; thi kort før sin Død overtog dog Munch at besørge en Haandudgave af Snorre for det her i Christiania bestaaende Oldskriftselskab og havde endog erhvervet det Throndhjemske Videnskabers Selskabs Samtykke til i denne Retning at anvende et Bidrag, han fra det havde modtaget til en Udgave af Orkneyinga-saga, der imidlertid nu paa Grund af Flateyjarbok’ens fuldstændige Udgivelse var bleven overflødig. Endog paa Reisen til Rom og under Opholdet der var det hans Agt at sysle med denne Udgave, hvorfor han tog Forarbeiderne med sig.

I 1845 gav Munch, under Fællestitelen „Sagaer eller Fortællinger om Nordmænds og Islænderes Bedrifter i Oldtiden“, Oversættelse af et Par mindre Sagaer (Gisle Suurssøns Saga og Hønse-Thorers Saga), hvilken Samling var bestemt til at indeholde flere Smaasagaer, men dog ikke blev fortsat, vel tildeels fordi den ikke fandt Publikums Understøttelse. Senere meddelte han i Norsk Folkekalender nogle lignende Oversættelser.

Af større Betydning end disse Oversættelser ere imidlertid de af Munch besørgede Udgaver af norske Oldskrifter, som det akademiske Kollegium har ladet bekoste. Munch var den første, der begyndte med at faae det Slags Skrifter udgivne som Universitetsprogrammer, istedetfor de tidligere brugelige latinske Afhandlinger over alskens Gjenstande, uden særlig Interesse for vort Land og de Studerende overhoved. Det første Forsøg med hiint Slags nye Programmer gjordes i 1843, idet Munch udgav det saakaldte Bergens Kalvskind. Herpaa fulgte i 1845 Munkalifs Jordebog og i 1847 en kritisk Textudgave af den ældre Edda samt en Udgave af en tidligere utrykt kortfattet norsk Kongesaga, kaldet „Fagrskinna“. Begge sidstnævnte Udgaver besørgede han i Forening med nuværende Professor C. R. Unger, sammen med hvem han ogsaa i 1853 udgav den nævnte Olaf den Helliges Saga ved Snorre. I Forening med baade Unger og R. Keyser udgav han 1848 „Kongespeilet“, tilligemed et samtidigt Skrift om den norske Kirkes Stilling i Staten som Anhang. Alene udgav han som Universitetsprogram til Kronprindsens (vor værende Konges) Formæling 1850 den ovennævnte, paa Latin forfattede Norgeshistorie, som han under sit Ophold i Skotland havde opdaget; 1852 Aslak Bolts Jordebog og 1853, som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten i Anledning af Kong Oscars Helbredelse, Olaf Tryggvesøns Saga af Munk Odd Snorresøn. Hans sidste, som Program udgivne Oldskriftudgave var „Chronica regum Manniæ & insularum“, forsynet med historisk-kritiske Anmærkninger paa Engelsk, af hvilken Udgave Trykningen allerede var begyndt for Afreisen til Rom, men dog først fuldendtes i 1860.

I Forening med R. Keyser udgav Munch, ifølge offentlig Foranstaltning, Norges gamle Love indtil 1387, der udkom i 3 Bind 4to Chra. 1846–1849. Efterat de gamle Haandskrifter i Danmark vare gjennemgaaede af Keyser og Munch i Forening, og i Sverige af den Førstnævnte saagodtsom alene, overdroges det Munch at forberede til Trykken det samlede Materiale. Dog afbrødes Arbeidet af Mangel paa de til Udgivelsen fornødne Midler lige fra 1839 til 1844, da baade Munch og Keyser udnævntes til Medlemmer af Udgivelseskommissionen og i Forening paatoge sig Arbeidet. Et 4de Bind, der skulde indeholde det til Værket hørende videnskabelige Apparat, skulde Munch alene have besørget. Men først efter Hjemkomsten fra Rom var han, efter lang Standsning, igjen begyndt at arbeide derpaa og da kommet saavidt, at forhaabentlig Bindet vil blive fuldført ved hans dygtige Medarbeider Professor C. R. Unger.

Af de i Rom afskrevne pavelige Nuntiers Breve og Regnskabsbøger angaaende Norge var ved Munchs Død et halvt Snees Ark trykte. Andre i Rom afskrevne Brevskaber var begyndt at trykkes i Diplomatarium Norvegicum, hvis 6te Binds 1ste Samling næsten ganske optages af pavelige Diplomer. En Udgave af den saakaldte „røde Bog“, som Munch for længe siden havde afskrevet i Kjøbenhavn, hørte med i Planen til de nærmeste Foretagender for de til Kildeskrifters Udgivelse bevilgede Midler.

Vende vi os nu fra Munchs Udgiver-Virksomhed til hans sproglige Forfatterskab, da ville vi sinde, at dette baade er af den Beskaffenhed og Udstrækning, at det snarere kunde antages for Frugten af en paa Sproggranskningens Feldt udeelt Virksomhed, end at tilhøre en Mand, hvis egentlige Fag ligger derudenfor. Ja vi have endog hørt Folk af Faget ytre den Mening, at den komparative Sprogforskning maaskee var hans Begavelses egentligste Feldt, og at han ialfald i denne Retning havde ligesaa afgjort Talent som i Historiegranskningen. Hans Arbeider i Sprogvidenskaben ere deels særskilt udgivne Skrifter, beregnede fornemlig paa de Studerendes Behov, deels Afhandlinger, indrykkede i forskjellige Blade og Tidsskrifter. I 1847 udkom „Det norske Sprogs Grammatik“ tilligemed en „Oldnorsk Læsebog“ (begge bearbeidede i Fællesskab med Unger), hvorpaa næste Aar fulgte „Kortfattet Fremstilling af den ældste Nordiske Runeskrist“, „Det gotiske Sprogs Formlære“, og en „Sammenlignende Fremstilling af det tydske, svenske og danske Sprogs Formlære“, samt 1849 „Forn-Svenskans och Forn-Norskans Språkbyggnad“. Sidstnævnte Skrift er forfattet paa Svensk og tryktes i Sverige, hvor det ogsaa af Kritiken fik den Ros, at „det vidnede om en klar Opfatning samt en dyb Sprogkundskab i Almindelighed“. (Anmeldelse i Tidsskriftet „Frey“.)

Blandt Munchs sproglige Afhandlinger maa nævnes en i Annaler for nordisk Oldkyndighed (1846) indført Undersøgelse „om det ældste fælles-nordiske Sprogs Udseende og Forsøg til at bestemme den olddanske og oldsvenske Mundarts normale Orthographi, Grammatik og rette Forhold til Norrøna-Mundarten“; en i Langes Tidsskrift for 1850 given Kritik over Prof. Holmboe’s sammenlignende Sprogarbeider (Sanskrit og Oldnorsk) og en Række Artikler om det norske Sprog, indrykkede i Morgenbladet. Om en norsk Sprogreformation skrev Munch allerede i „Vidar“, hvor han begyndte den Vækkelse af Interessen for vort Sprog og vor Nationalitets Bevaring, som han siden forfulgte, og hvorved han, som ovenfor meldt, kom i et spændt Forhold til det tidligere Broderlands Videnskabsmænd.

Efterat Munch var begyndt paa det norske Folks Historie, trængtes hans sproglige, som de fleste andre literære Arbeider derved mere i Baggrunden. Nogle „Sprogbemærkninger“, som han indrykkede i første Bind af sit i 1855 paabegyndte „Norsk Maanedsskrift“ fremkaldte nogen Polemik fra en dansk Sproggranskers Side, men vare forresten af underordnet Betydning. Derimod fortjener en udførlig Afhandling i Maanedsskriftets 3die Bind „om Betydningen af vore nationale Navne tilligemed Vink ang. deres rette Skrivemaade og Udtale,“ særligen at fremhæves som et baade i videnskabelig og national Henseende vigtigt Arbeide.

Mange af de nyere europæiske Sprog ikke blot læste og talte Munch med Færdighed, men han skrev dem ogsaa saa korrekt, at hvor der var Spørgsmaal om Gjengivelse af hans Arbeider i fremmede Sprog, var han sin egen Oversætter; saaledes af den engelske Text til Værket om Throndhjems Domkirke, og af flere Beskrivelser til Billedværket „Norge i Tegninger“, m. fl. Fra første Haand forfattede han Arbeider i Svensk („Forn-Svenskans och Forn-Norskans Språkbyggnad“), paa Tydsk (Artiklen „Norwegen“ i „Die Gegenwart“ bl. fl.) samt paa Engelsk (Indledningen og Anmærkningerne i Cronica regum Manniæ). Undertiden lod han dog, af Hensyn til Sprogets finere Nuanceren, sit Arbeide gjennemgaa af Indsødte i vedkommende Sprog og af andre ypperlige Sprogmænd, hvilket var Tilfældet med sidstnævnte Arbeide og Texten til Throndhjems Domkirke.

Med Runologien beskjæftigede han sig særligen og leverede, foruden den nævnte særskilt udkomne Veiledning i den ældste nordiske Runeskrist, flere derhenhørende værdifulde Afhandlinger. Den mærkeligste af disse er maaskee den, der findes i Annaler for nordisk Oldkyndighed for 1847 om Indskriften paa det ved Gallehuus i 1734 fundne Guldhorn. Som bekjendt havde denne Indskrift voldt de Lærde stort Hovedbrud og fremkaldt den ene Læsning mere besynderlig end den anden. Den ellers saa fortjente P. E. Müller havde i sit store Skrift om Guldhornene antaget Indskriften for celtiberisk og faaet ud deraf nogle barbariske Ord, som hverken han selv eller nogen Anden kunde forklare. Ved at følge en af Hr. J. H. Bredsdorff forsøgt Fortolkningsmaade lykkedes det Munch at godtgjøre, at Hornindskriften var reen gothisk, rimeligviis fra det første eller andet Aarhundrede før Christus. Om denne Læsning sendte han ogsaa en Afhandling til Videnskabs-Akademiet i Berlin, hvoraf han kort i Forveien var bleven Medlem, hvilken optoges i Akademiets „Monatsbericht“ for 1848 tilligemed Bemærkninger derved af Jac. Grimm. I „Illust. Nyhedsblad“ for 1857 leverede han en Afhandling om den mærkelige Indskrift paa den da netop til Universitetet hidførte Runesteen fra Tune, hvilken siden har gjort en vis Opsigt i den lærde Verden; thi af A. Uppstrøm er den gjort til Gjenstand for en særegen Afhandling i Nova Acta regiæ societ. scient. Upsalensis, og herpaa har igjen Dr. Fr. Dietrich i Marburg bygget sin Fremstilling af Tunesteens-Indskriften i hans i 1863 udkomne Monographi, „Die Blekinger Inschriften, der Stein von Tune und andre deutsche Runen in Skandinavien entziffert und erläutert.“

Munchs Ry som Runolog foranledigede den rige engelske Godseier James Farrer til i 1861 at henvende sig til ham, ligesom til en heel Deel andre Oldgranskere over den hele vide Verden, angaaende Læsningen af nogle Runeindskrifter, der vare opdagede ved Steinsnæs paa Orknøerne, hvor Hr. Farrer havde ladet foretage Udgravninger paa sin egen Bekostning. Uden at være Vidende om, hvilken runologisk Kappestrid Hr. Farrer havde indrettet, imødekom Munch med stor Beredvillighed Opfordringen. Dog endnu inden han havde sendt Hr. Farrer sin Læsning af hine Indskrifter, meddeelte han mig til Illustr. Nyhedsblad en Afhandling om deres Opdagelse og Indhold, fordi han nemlig fandt dette Fund af nordiske Runer at være af en almindeligere Interesse ogsaa for norske Læsere. Men danske Runologer, som ogsaa vare indbudte til at forsøge en Læsning, ansaa sig herved foregrebne, og i de danske Aviser fremkom derfor meget nærgaaende Angreb paa Munch som den, der havde sveget en engelsk Gentlemans Tillid og endog ødelagt hans hele, med stor Bekostning gjorte Opdagelse. (!) For et Øieblik lykkedes det ogsaa at trække Farrer ind i denne bornerede Opfatning. Men da den fulde Sammenhæng blev ham bekjendt, maatte han strax indsee, at Munch i videnskabelig Henseende her som altid var en fuldstændig „Gentleman“. Den Afhandling af Steinsnæs-Indskrifterne, som Munch meddeelte, optog da ogsaa Farrer i sit derom senere udgivne, prægtigt udstyrede og blot for privat Distribution bestemte Værk, hvori den vistnok kan siges at danne den egentlige Kjærne. Og det var saa langt fra, at Hr. Farrer fremdeles ansaa sig for „mindre gentlemansmæssig behandlet“ af Munch, at han med al Forbindtlighed sendte denne sit Skrift, vedblev at korrespondere med ham, og paa Foranledning fra Munchs Side endog lod sig forlyde til ham med, at St. Olafs-Ordenen ikke vilde være ham ukjærkommen, hvilken da ogsaa Munch skaffede ham. Vi have her med Forsæt dvælet ved denne i og for sig ubetydelige Sag, fordi den nærgaaende Maade, hvorpaa Munch derunder behandledes, virkelig ærgrede ham, og det saameget mere, som han godt skjønnede, at der bag det Hele stak lærd Laugs-Jalusi, i Forening med politisk Animositet fra vedkommende forresten i Sagen ganske uindviede danske Journalisters Side. Han leverede da ogsaa Tilsvar til disse Angreb baade i Nyhedsbladet og Aftenbladet.

Ligesom Munch nærmest i historiskt Øiemed kom til at beskjæftige sig med det sammenlignende Sprogstudium, saaledes bragtes han i samme Øiemed ind paa Undersøgelser angaaende vor gamle og dermed Landets Geographi i det Hele. Frugter heraf blev blandt Andet en udførlig „Historisk-geographisk Beskrivelse over Norge (Noregsveldi) i Middelalderen“ (Moss 1849), en omfattende Afhandling „om Nordens, især Norges Bebyggelse af vore Forfædre, belyst fornemmelig ved Undersøgelse af geographiske Forholde, Stedsnavne og andre topographisk-lingvistiske Data“ (Oldnord. Annaler for 1846), „Geographiske Oplysninger om de i Sagaerne forekommende skotske og irske Stedsnavne“ (Annalerne 1852, fortsat i Aargangen 1857), og desuden flere Bidrag til at bestemme Norges Grændser, samt endelig forskjellige Karter over Fædrelandet. Ved Beskrivelsen over „Noregsveldi“ har Forf. afhjulpet „et Savn, som for alle dem, der enten til Belærelse eller Underholdning beskjæftige sig med vort Fædrelands ældre Historie, maa have været mere eller mindre føleligt: Savnet af en fuldstændig Haandbog i vort Fædrelands ældre Geographi. En lykkelig og sjelden Forening af lingvistiske, geographiske og historiske Kundskaber, Specialstudiet af Norges physiske Natur, som hans Kartarbeider have foranlediget, og dertil en for andre ufattelig Kombinationsevne og Hukommelse er den Udrustning, hvormed Professor Munch var gaaet til dette Arbeide, som han da og, midt under mangehaande andre literære Sysler, fuldendte i et Tidsrum, som for andre neppe vilde forslaaet til en enkelt Afdelings nogenlunde forsvarlige Behandling“. (Chr. Lange i Norsk Tidsskrift for 1849). I dette Skrift viste sig Vigtigheden af de af Forfatteren udgivne geistlige Jordebøger, da disse have afgivet et væsentligt Materiale, navnlig med Hensyn til Inddelingen.

Endog en større Beskrivelse over Fædrelandet, i Udførlighed nærmest svarende til Kraft’s store Arbeide, men udført efter en forandret, mere overskuelig Plan, hørte i Munchs sidste Aar med til hans fremtidige Forfatter-Forsætter; ialfald talte han endnu kort før sin Død om Trangen til et saadant Arbeide og om sin store Lyst til med Tiden at forsøge derpaa. Hvem vil og kan optage Planen og give os et Værk, der ikke blot for vor Tid vorder hvad J. Kraft’s var for sin, men som ved Stoffets hensigtsmæssigere Ordning og ved fornødne artistiske Bilag (Karter og Afbildninger) kunde blive for Norge, hvad J. P. Trap’s „statistisk-topographiske“ Beskrivelse nu er for Danmark? – En kortfattet Skildring af Norge i dets physiske, sociale og politiske Forhold leverede han i den nævnte Artikel i „Die Gegenwart“ (B. 11), hvilket Hefteskrift Brockhaus i Leipzig udgav som et Supplement til de ældre Oplag af hans Konversations-Lexicon og Forarbeider for en ny Udgave.

Foruden et Par Skolekarter over Fædrelandet samt Keilhaus „erster Versuch einer geognostischen Karte von Norwegen“ (i „Gæa Norvegica“,) leverede Munch et fuldstændigt Generalkart over Norge bestaaende af 4 Plader, nemlig 2 for den sydlige og 2 for den nordlige Deel. I Anledning af Kartet over „det sydlige Norge“, der udkom 1845 og først i 1857 blev efterfulgt af den nordlige Deel, erklærede en kyndig Anmelder (nuværende Statsraad Wergeland), at dets Konstruktion var udført med „en til det Yderste gaaende Detail ikke alene i den Deel af Landet, hvorover nøiagtige Detailkarter haves, men ogsaa i den mindre bekjendte Deel af Landet“. Af Kartets sydlige Deel, der saavel hvad Fuldstændighed som Nøiagtighed angaar er anerkjendt for det bedste Norges-Kart der haves, vil udkomme en ny, forbedret og ved en sparsommere Beskrivning tydeliggjort Udgave, hvormed Munch strax før sin sidste Afreise til Rom var bleven færdig[5]. Ifølge Storthingets Beslutning i 1860 overdroges det ogsaa Munch, med en offentlig Understøttelse af 600 Spd., at udarbeide et større Generalkart over Norge i Middelalderen; dog heller ikke dette var færdigt ved hans Død, men dog nok kommen saavidt, at det forhaabentlig vil kunne fuldføres og udgives.

Ved Siden af sit videnskabelige eller lærde Forfatterskab har ogsaa Munch, indenfor den periodiske Presse, udfoldet en ikke ringe Virksomhed, beregnet deels paa at fremme Almeenoplysning, deels paa at klare enkelte af Tidens Spørgsmaal, hvorom hans Kundskaber og Studier maatte give ham Ret til at have en grundet Formening. I omtrent 10 Aar (fra 1847 af) var han fast Medarbeider i Morgenbladet, og under Storthingene i 1851 og 54 røgtede han dets Hovedredaktion. Hørende til Grundlæggerne af „Vidar“ og den Kreds af talentfulde Mænd, som ved Udgivelsen af „den Constitutionelle“ søgte at danne en Modvægt mod Morgenbladets ultra-demokratiske Bestræbelse, havde Munch allerede tidlig stillet sig i afgjort Opposition til dette Blad og de Ideer, det dengang forfægtede. Hans Indtræden deri blev derfor af Mange betragtet som politisk Svaghed og Holdningsløshed, eller ialfald som et Offer, den kun lidet politisk anlagte Forfatter bragte for sin økonomiske Existence. Vist er det ogsaa, at hvor meget end Munch ved sit Navn og sit Kundskabsforraad mægtede at give et Blad Anseelse og Værdighed, var han kun lidet skikket som politisk Leder. Han manglede, for at vi skulle bruge et drøit Udtryk, denne blinde Hengivelse i et Partis Interesse, som kan fægte selv en absurd Sag ud med Skin af Værdighed og Overbeviisning. Men een Fortjeneste troede han dog at kunne tilegne sig som Journalist, og det var den: ved sit Exempel og sin Virken at have bidraget til at bringe en mere dannet og human Tone ind i vor offentlige Diskussion. Men selv i denne Bestræbelse maatte han tildeels føle sig bunden ved Bladets Fortid og Traditioner og saaledes ofte gaae paa Akkord med Omstændighedernes mangehaande Krav og Paavirkningen. I sit journalistiske Forfatterskab indskrænkede han sig hovedsagelig til hvad man kunde kalde de mere videnskabelige Dagsspørgsmaal, hvori han ved sine Kundskaber og Interesser kaldtes til at optræde som Opmand: saaledes Sprogsagen og Skandinavismen med de dansk-tydske Stridigheder. De mange skjæve og forvirrede Begreber i Sprogsagen søgte han at klare gjennem en Række, især mod Overlærer Knudsen rettede polemiske Artikler; men under Stridens Hede kom han ogsaa til at opstille Principer, der i Konsekventsens Medfør nødte ham selv til efterhaanden at gjøre Brud paa sin tidligere fulgte Skrivemaade og foretage øieblikkelige orthographiske Ændringer, som hverken i hans egne eller Andres Skrifter senere have faaet Hævd.

Hans Afhandlinger om Skandinavismen ere baade mange, omfangsrige og mærkelige. Nærmest fremkaldtes de af den dansk-tydske Strid, der fremdeles staar paa Dagsordenen. De første og vigtigste indrykkedes i Morgenbladet 1849, men aftryktes siden som tvende særskilte Brochurer (den ene baade her og i Kjøbenhavn). Saavel i Norge som i Danmark og Tydskland fremkaldte de megen Opmærksomhed og endog særskilte Modskrifter af nuværende Lektor ved Universitetet L. K. Daa og af J. J. A. Worsaae i Kjøbenhavn, foruden en kritisk Drøftelse af den verdensberømte Jacob Grimm. Yderligere behandlede Munch samme Emne i Norskt Maanedsskrift (B. 2) i en Artikel „om Skandinavismen i dens nyeste Skikkelse og fornemmelig i Forhold til den svensk-norske Union“, hvilken ogsaa oversattes paa Tydsk (Hamburg 185’7). I den mellemliggende Tid havde hans Anskuelser om Skandinavismen i det Enkelte ændret sig, men de vare ligesaalidt nu som tidligere egnede til at skaffe ham enthusiastiske „Skandinavers“ Yndest og Bevaagenhed, og endnu ved hans Død kunde man bag velvillige Ord skimte Partiets indædte Nag.

Paa samme Tid som Munch i Egenskab af Morgenbladets Medarbeider deeltog i Udredningen af Tidens forviklede politiske Spørgsmaal paa Basis af den historisk-ethnographiske Forskning, søgte han gjennem særskilte Tidsskrifter at give Almeenheden en i samme Retning orienterende eller almindelig belærende Lekture. Allerede i 1849 begyndte han at udgive et Maanedsskrift med Titelen „Almeenlæsning,“ bestaaende af længere, deels originale, deels oversatte populære Afhandlinger. Dette Tidsskrift standsede med 1ste Bind; men i 1855 optog han Planen paany i „Norskt Maanedsskrift,“ hvoraf der ialt udkom 6 Bind. Det var imidlertid kun i de første Bind af dette Tidsskrift, Munch ved originale Bidrag eller paa anden Maade tog aktiv Deel; thi fra sin Afreise til Rom lød han det ganske skjøtte sig selv og laante kun Foretagendet sit Navn. Endnu efterat Maanedsskriftet var gaaet ind, deeltog han, efter Hjemkomsten fra Rom, nogen Tid i et lignende Tidsskrift, dog med en mere æsthetisk Tendents, nemlig „For Hjemmet“, hvilket hans Fætter Digteren A. Munch i 1861 havde paabegyndt; dog leverede han deri intetsomhelst originalt Bidrag af Betydenhed.

Overskue vi nu hele Munchs Forfatterskab, i dets forskjellige Retninger og mangfoldige Forgreninger, da er den første Mærkelighed, som derved springer i Øinene, en umaadelig, næsten ubegribelig Produktivitet. Man har udregnet, hvor mange Vers Lope de Vega, Verdens frugtbareste Poet, ialt har skrevet, og derved faaet ud et forbausende Tal. Men vilde man paa lignende Maade, ved en Udregning i Side- og Arketal, eftergaa Munchs Forfatterskab, turde Resultatet ogsaa her blive skikket til at forbause. Vi behøve dog ingen saadan kvantitativ Udmaaling for at fatte denne uhyre Produktivitet, da vi jo alle have seet den udfolde sig lige uforstyrret til hans Livs sidste Øieblik; og Efterverdenen vil kunne klargjøre sig den ved et Blik paa hans særskilte Værker og den lange Fortegnelse paa spredte Afhandlinger, som Norsk Forfatter-Lexicon indeholder. – Denne uhyre Produktivitet, hvortil ikke Phantasien, men Granskningen skulde levere Materialet, blev kun mulig derved, at Munch forenede en Hukommelse, der Intet kunde glemme, med en Arbeidskraft, der aldrig gik træt, og en Lethed i at bruge sin Aands sjeldne Evner, som maa kaldes exempelløs. Ikke som saamange andre Lærde havde Munch ophobede Notater og Excerpter at gribe til, naar en speciel Materie skulde behandles. Hukommelsen var det Forraadskammer, hvorfra han paa staaende Fod kunde hente Svar paa næsten ethvert Spørgsmaal, der faldt inden hans Gransknings og Studiums Omraade. Om Styrken af denne Hukommelse kan man neppe gjøre sig et fuldstændigt Begreb, uden at have kjendt Munch personligen. I de utallige historiske Kildeskrifter, han havde gjennemgaaet, kunde han huske hvad der fandtes og hvor det fandtes med en saadan Sikkerhed, at han selv paa Reisen til Rom fjernet fra alle Kilder, paa Hoteller, og vistnok endog i Jernbanekoupeer, vedblev at skrive paa sin Historie, og efter Hukommelsen alene anførte han ordlydende Citater, med Henviisninger til Bind og Side, af de forskjelligste Værker, idet han forresten overlod sin Ven Rigsarchivar Lange i Korrekturen at udfylde et Tal og i tvivlsomt Fald kontrollere Citaternes Nøiagtighed. Det var ikke blot i historisk Retning at Munch besad denne Hukommelse Alt hvad han havde læst eller hørt blev han næsten ufrivillig nødt til at bære paa. Avis-Indsendter lige fra hans Studenterdage kunde han huske, ikke blot naar og hvor de havde staaet, men endog ordlydende deres Indhold, forsaavidt dette engang havde fængslet hans Opmærksomhed. Fortællingens Gang og Navne paa de handlende Personer i selv de dummeste Romaner, han i sin Skoletid havde læst, vedblev, som han beklagede sig over, at staae levende for hans Erindring, uden at han kunde blive dem kvit. Det var ligesom Intet var for smaat til at lægge sig ham paa Minde. Endog om ubetydelige Folks Familieforholde vidste han fuld Besked ligetil den yderste Detail, og selv Samtidens saakaldte Chronique scandaleuse fandt i denne velvillige Hukommelse ofte et sikkert Opbevaringssted.

En anden ikke mindre lykkelig Støtte for sin Lærdom, end denne Hukommelse afgav, fandt Munch i sin lykkelige Evne til at ane hvor en forønsket Oplysning var at finde. Det var ligesom Folianterne aabnede sig for ham, hvor det fandtes, som han for Øieblikket havde Brug for. Og hans Blik slog paa de lange Sider med Falkens Hurtighed og Sikkerhed ned paa det Sted, hvor Byttet skjulte sig.

De stærkest fremtrædende Egenskaber i Munchs Historieskrivning var en sjelden Skarpsindighed, en alt opløsende Kritik og en overordentlig Kombinationsevne. „Det var – har en af hans Kolleger sagt – som om Intet, der kunde tjene til Beviis for en Mening, formaaede at skjule sig for ham, og med hvilkensomhelst Gjenstand han sysselsatte sig, forstod han altid, endog om Stoffet var af den mest overvældende og kaotiske Beskaffenhed, at bringe Sammenhæng tilveie og sammenstille Enkeltheder paa den mest overraskende Maade“. Men med al sin Skarpsindighed røbede han ofte en mærkelig Mangel paa Judicium saavel i Bedømmelsen af en Kjendsgjernings større eller mindre Betydenhed, som i Udviklingens mere eller mindre indgribende Motiver. Heraf fulgte, at hans Behandling af et givet Stof hyppig savnede den dybere philosophiske Opfatning og strengere Begrændsning, og saaledes fik den noget Tilbygningsmæssigt ved sig, hvorved Hovedinteressen splittedes og den egentlige kunstneriske Virkning gik til Spilde. Det faktisk Rigtige var for ham det ene Væsentlige. Gaaende Ud fra Tvivl om Alt, slog han sig paa intet Punkt til Ro med en traditionel historisk Sandhed, men gik prøvende, kritisk opløsende frem, brydende med alle Fordomme, inden han lod en Sag gjælde som uantastelig Sandhed. Mangen en Fortælling, der gjaldt for „god Historie“ i vore Fædres Tid, har for Munchs kritiske Skarpsyn opløst sig i lutter Misforstaaelser, Anachronismer og digterisk Tant og Taage. Al romantisk og sentimental Udsmykning af Historien var ham en Forargelse, og hvor han forefandt den, ryddede han den til Side. Han følte i dette Stykke ingen Barmhjertighed hverken med Digterne, som deraf maaskee havde hentet Motiverne for sine bedste Værker, eller med Læserne, som af disse have følt sig dobbelt tiltalte netop formedelst den historiske Baggrund Fortællingen om Frithjof og Ingeborg, om Axel og Valborg, som havde rørt og tiltalt saa Mange, endog i den Skikkelse, hvori de forelaa som blot og bart Emne for Tegnérs og Oehlenschlägers berømte Digtninger, berøvedes ved Munchs Kritik al sin historiske Troværdighed. At en historisk Fortælling var benyttet som Stof for en Digtning, var Munch en yderligere Grund til kritisk at undersøge dens Holdbarhed, ikke fordi han afviste Digtningens Berettigelse, hvilket var saa langt fra, at han tvertimod ofte og gjerne læste Romaner og poetiske Værker, men fordi det paa ethvert Punkt inden Historiens Omraade syntes ham den fornemste og uomgjængeligste Betingelse, at vinde Klarhed og Vished med Hensyn til det Faktiske. „Sandheden fremfor Alt“ var jo hans Gransker-Maxime.

Men med denne sin nøgterne Kritik, med sin Tilsidesættelse af Formens for Stoffets og Kjendsgjerningers Krav og sin Mangel paa ideelt Syn, nærmede dog Munch sig i een Henseende Digteren, nemlig i Kombinationsevne. Dog var det her den Forskjel, at medens Digteren frithen konstruerer ud af sin Phantasi, konstruerede Munch ud af de støvede Aktstykker, der tale baade tørt og sparsomt. En Tanke skimter frem i sine store, men løse Omrids; Forbindelsen er Usikker, men den træder for Forskerens Sands frem med den subjektive Sandheds hele Fylde. Det gjælder kun at klare den Ud af dens Dunkelhed og hæve den til historisk Gyldighed gjennem Aktstykkernes spredte, men kløgtig jævnførte Vidnesbyrd. Og heri havde Munch sin forbausende Styrke. I sine Kombinationer slog han med Digterens Dristighed ned paa et Punkt, der syntes at ligge udenfor det Beviisliges Omraade. Men fra dette Punkt, hvortil man ikke vilde vundet frem ved Skridt for Skridt at holde sig til Dokumenternes Ledelse, vandt han med Lethed tilbage til Udgangspunktet, idet han ved en skarpsindig Iagttagelse af Dokumenternes spredte Vink under denne retrograde Vandring kom til Vished om, at den først saa dristig tilbagelagte Fart havde været i ret Leid, og at man nu ogsaa godt kunde tilbagelægge Veien fremad med „Øxen og Spaden i Haanden“. At dog mangen uholdbar Hypothes maatte blive opstillet, og mangen ørkesløs Konjektur skjænkes en rumspildende, mod den strengt ordnede og knappe Fremstillings Krav stridende Opmærksomhed, fulgte ligesom med Nødvendighed af selve Methoden. Læseren deelagtiggjøres ikke blot i de Undersøgelsers hele Maskineri, hvoraf et sikkert Resultat endeligen er fremkommet, men ogsaa i dem, der blot give et negativt Udbytte, og nærmest kun tjene til at godtgjøre for Granskeren, at paa den forsøgte Maade ingen historisk Vished er at vinde.

Det er et Særkjende for Munchs Forfatterskab ligetil hans Dagbladsartikler, at de ere prægede af hans Granskning og Lærdom og i Regelen altid indeholde noget videnskabeligt Nyt, eller give i det mindste et eller andet værdifuldt Vink til en ny Belysning af en Sag, om end ikke altid netop den, der er Behandlingens Gjenstand. Thi Under Drøftelsen af et vist Spørgsmaal kom han ofte ind paa Sidespørgsmaal, som han lejlighedsviis belyste ved Hjælp af dette uendelige Fond af Lærdom, der overalt stod ham til Raadighed Skulde man derfor ville betrygge sig mod at gaa glip af nogen lærd Oplysning, nogen ny Betragtning, som Munch muligens havde bragt i Anvendelse, maatte man kjende ikke blot hans særskilte Arbeider og Afhandlinger, men saa at sige alt hvad der er flydt fra hans Pen i Løbet af 30 Aar, endog de mest ephemere Dagsartikler, der i sin Tid henslængtes uden Navn og Mærke, men som heller ikke sjelden indeholde videnskabelige Vink og Kjendsgjerninger. Om Munchs hele Forfatterskab gjælder det, at det er gjennemvævet med Videnskab; ofte, kan man sige, i Utrængsmaal og til uegentlig Tid og Sted. Men dette var kun en simpel Følge af hans hele videnskabelige Habitus, af denne Fritagelse for al strengere Begrændsning, som han indrømmede sin Aands overstrømmende Produktivitet, og den Hurtighed, hvormed han forfattede. Denne sidste var saa stor, at han – som jeg af Erfaring veed – paa en Aften, eller rettere en Nat, kunde levere en Monographi, der for Folk af Faget maatte synes at have kostet Dages, ja Ugers Arbeide. I den Rastløshed, hvormed hans Forfatterskab foregik, formaaede ingen ydre Hindringer at virke forstyrrende. Midt i sin Families Skjød, under Huuslivets mangehaande smaae Distraktioner kunde han arbeide lige raskt og lige let. Han kunde sidde oppe saa længe det skulde være, og han kunde, engang falden i Søvn, til enhver Tid paa Natten igjen tage Arbeidet fat. Men den Lethed, hvormed han producerede har ogsaa havt sin store Indflydelse paa hans Stiil og hans Fordringer til en „stilistisk“ Fremstilling. Han tillod Sagen at skrive sig faktisk og umiddelbar selv; klar, grei, ja endog fyndig blev Fremstillingen; men kunstnerisk Fuldendelse var ikke hans Stræben. Hvad der magelig kunde fylde et Par Blade, indskrænkede han ikke af stilistiske Hensyn til et Par Linier. Hans Stiil gav derfor hellerikke Indtrykket af nogen Lethed og Afrundethed; thi disse Egenskaber ere i Regelen ikke Resultatet af Produktionslethed, men, som hos Johannes v. Müller, Macaulay, Guizot m. fl., af et anstrængt Arbeide. Uagtet sin store Lethed i skriftligen at behandle et Emne, manglede Munch Evnen til mundtlig Foredrag. Han var en gemytlig og luun Fortæller, men paa Kathedret eller som Taler var han lidet hjemme. Han optraadte derfor ogsaa næsten aldrig offentlig, og kom efterhaanden mere og mere til Overbeviisning om, at Kathedret ikke var hans egentlige Plads, og at derfor baade han og Universitetet vilde være bedst tjent med, at han anvistes en derfra afsondret, uafhængig Virkekreds[6]. En saadan var det, den foreslaaede Rigshistoriographpost efter hans egen og Departementets Mening bekvemmelig kunde afgivet. Men vorder end hans Plads som Universitetslærer let at udfylde, saa vil det Tab, som Videnskaberne have lidt ved hans Bortgang, ikke kunne erstattes. Han var en Mand, udrustet med en saadan Forening af lykkelige Evner, som Naturen ikke i hver Menneskealder koncentrerer paa een Haand. Og han anvendte disse sine Evner til Videnskabens og Fædrelandets Gavn og Hæder. Ved at skrive sit Folks Historie og bringe dets ældre Sprogmonumenter frem for Dagen har han løftet, lutret og styrket denne nationale Bevidsthed, som kan bære frem i Trængselens Dage; og for sin Granskning og dens Resultater har han skaffet sig Opmærksomhed ikke blot i Norden og inden de germaniske Folks Literatur, men selv langt udover den Kreds af Europas Lærde, hvor et norsk Sprog og en norsk Literatur tidligere har været kjendt endog blot af Navn. Hans Gjerning og hans Minde skal derfor leve i erkjendtlig Erindring gjennem den fjerneste Fremtid.

  1. Idet nærværende Værk nu afsluttes, har Forlæggeren med mig troet, at en Udsigt over dets lærde og for tidlig bortkaldte Forfatters Levnet her ikke vilde være paa urette Plads. Jeg bar derfor bearbeidet og fortsat min i Rækken af „Norske Historikere“ i „Illustreret Nyhedsblad“ for 1857 givne Biographi af P. A. Munch, hvortil han ikke alene selv meddeelte væsentlige Materialier, men hvorpaa han ogsaa inden Trykningen læste en Korrektur, og hvilken Fremstilling forsaavidt turde være den fuldstændigste og paalideligste, som for Øieblikket kan tilveiebringes.
  2. I et Mindedigt siger P. A. Munchs jævnaldrende Fætter, Digteren A. Munch:

    „Alt tidlig var han fuld af
    Sit store Kald.
    Jeg mindes grant,
    – Alt som Dreng sagde han til mig:
    „Jeg vil blive
    Vort Fædrelands Herodot –
    Bliv saa Du dets Tyrtæus!“
    („For Hjemmet“ IV, S. 342).

  3. Chr. Langes Arbeide over Unionshistorien var anlagt i annalistisk Form, som aktmæssigt Forarbeide, og saaledes ikke beregnet paa at gjøre en sammenhængende Fremstilling som Munchs overflødig. Endnu mindre har dette været Tilfældet med den grundige Fremstilling ogsaa af Statshistorien, som Professor Keyser har givet i sidste Afsnit af sit ypperlige Værk over den norske Kirkes Historie indtil Reformationen, saasom Forfatterens egentlige Opgave her maatte ligge i en anden Retning. Langes værdifulde Forarbeider til Unions-Annalerne bleve tilligemed hans øvrige haandskrevne Samlinger til Norges Historie, efter Munchs Raad og Ønske, i 1862 indkjøbte for Statens Regning og opbevares nu i vort Rigsarchiv.
  4. Oldskriftselskabet i Kjøbenhavn bebuder i sin Prospektus 1863 et „særskilt Bind“ af Munchs i Annalerne meddeelte historisk-ethnographiske Undersøgelser til Oplysning om de gamle Nordboers Forbindelser med de østlige Lande, hvilket saaledes vilde komme i Kollision med den paatænkte samlede Udgave af Munchs Afhandlinger, og derfor tør vistnok Foretagendet ventes opgivet.
  5. Det store Norges-Kart af Munch, hvorpaa Kapitain Prahl i Bergen for mange Aar siden indbød til Subskription, var saavidt vides ikke fuldfærdigt fra Forfatterens Haand og vil da formodentlig heller ikke udkomme.
  6. Munchs betydeligste Forelæsninger have omfattet Nordens ældste Historie og Sprog, saaledes Danmarks og Sveriges Oldhistorie (1848, 1853–54), nordisk Sproghistorie, tildeels med Hensyn paa Gothisk og Angelsachsisk, (1846–1853), og en Række historisk-ethnographiske Forelæsninger (1855–56). Desuden foredrog han igjennem flere Aar (1840–45) de europæiske Folkeslags Historie i Middelalderen, samt Europas ældre Geographi (1856–57), Ruslands og Englands ældste Historie, osv. Som en fortjenstlig Deel af Munchs Universitets-Virksomhed maa fremhæves hans Stiftelse af det ethnographiske Museum, hvis Bestyrer han i længere Tid var.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.