Det norske Folks Historie/8/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Forøvrigt er der ingen Begivenheder af ſærdeles Vigtighed omtalte fra Kong Haakons ſidſte Regjeringsaar. Ingen ſtørre almindelig Ulykke, ſom Misvext, Sygdom eller anden Plage ſynes at have rammet Landet, naar undtages hiin Koppeſygdom i 1378 eller 1379, og ſom dog ej kan have været ſaa dødelig, ſom den var paa Island, da der ikke findes et eneſte Teſtament fra den, Tid[1]. Landet nød i det Hele taget Fred og Ro, baade udvortes og indvortes, og det var nu viſt en temmelig eneſtaaende Tildragelſe, at en ſaa fornem og anſeet Mand, ſom Ridderen og Fehirden i Oslo Hr. Hallvard Jonsſøn Næpa, i Aaret 1375 blev drebt med to af ſine Svene af en vis Thorbjørn Koll. Uagtet Drabet, ſom det heed, var „uoverlagt“ (úfyrirsynju), maatte dog nok, ſom rimeligt var, Thorbjørn udrede betydelige Bøder, og endnu i 1381 vare disſe ikke betalte. For Hr. Hallvards Sjæl ſkjenkede hans Enke, Fru Cecilie Haakonsdatter (Bolt) ſiden i 1382 Gaarden Aſkheim i Aas Sogn paa Follo til Mariekirken i Oslo, dog ſaaledes at den førſt ſkulde tilfalde den Afdødes Søn, Hallvard Hallvardsſøn, og kun for det Tilfelde, at denne døde barnløs, falde tilbage til hende ſelv, hvis hun da endnu levede, eller til Mariekirken, hvis hun da var død. Ligeledes ſkulde denne Gave ogſaa være for hendes forrige Mands, Jon Asſursſøns, Sjæl. Om Hallvard Hallvardsſøn har været hendes kjødelige Søn eller Stifſøn, kan ikke ſees; det ſidſte ſynes dog næſten at maatte antages. Foruden Sønnen Hallvard havde Hr. Hallvard ogſaa en anden Arving, ved Navn Ragnhild, hvis Slegtſkabsforhold med ham ej betegnes, men ſom for hans Sjæl ſkjenkede til Mariekirken den rige Gave af 6 Mkr. Bool i Gaarden Røvhool i Holte Sogn i Nordlæm paa Raumarike, hvilken Gave Kong Haakon ſiden bekræftede ved ſit Brev fra Hof paa Thoten den 4de Marts 1377. Hun var gift med en Agmund Aſlaksſøn, om hvem forreſten intet vides[2].

Af de Mend, der kunde roſe ſig af Kong Haakons Yndeſt, ſynes faa at have ſtaaet højere, end Biſkop Jakob i Bergen, hvad nu Aarſagen dertil kan have varet. Uſandſynligt er det ikke, at han kan have ydet Kongen god Tjeneſte ved Underhandlingerne med Hanſeſtæderne og de tydſke Kjøbmend. I et ſenere Brev af Dronning Margrete heder det udtrykkeligt, at han havde ydet Kong Magnus, Kong Haakon og hendes Søn Kong Olaf tro og huld Tjeneſte, og derfor havde han allerede af dem faaet „Naader og Privilegier“, ſom hun ſiden bekreftede og udvidede. Det ſynes, ſom om en af disſe „Naader“ var Forleningen med Lindaas og Herdle Skibreder[3]. Kong Haakon meddeelte ogſaa Frihedsbreve, der næſten allerede kunde kaldes Adelspatenter. Saaledes gav han ved Brev af 28de Mai 1380 ſin „elſkelige Tjener“, Lykke Petersſøn, for den hulde Tjeneſte, han havde ydet og fremdeles ſkulde yde ham, fri for alle Skatter, Tolde og Paalegg, og ligeſaa hans Huſtru Aaſa Grimsdatter. Ligeledes haves der en af hans Eftermand udſtedt Bekræftelſe paa ikke mindre end to Breve, hvorved han tog ſin Tjeneſtemand Jon Basſat med Huſtru, Børn, Svene og Undergivne i ſærdeles Beſkyttelſe og ſkjenkede dem „Privilegier og Frelſe“[4]. Hvori disſe „Privilegier og Frelſe“ beſtod, ſiges ikke, men Udtrykkene ſelv give Anledning til at tro, at de ſtillede Indehaveren i en Stilling, der nærmede ſig den ſom Frelſemendene i Sverige indtog. Og disſe Breve vare viſt ikke de eneſte af dette Slags, ſom udſtedtes af Kong Haakon. De fleſte Stormend, i en højere og mere anſeet Stilling end Jon Basſat, maa have faaet lignende, der kun tilfeldigviis ikke ere opbevarede. Vi erfare ogſaa, at Kong Haakon forøvrigt ved Gaver og mindre Forleninger belønnede ſine Mend for deres tro Tjeneſter. Saaledes forlenede han en vis Andres Guldklepp paa en vis Tid med ſine Beſiddelſer i Tjuvekiil i Lykke Sogn, Elveſysſel, en Forlening, ſom ſiden fornyedes af Dronningen; og for en anden af ſine Mends, en Hallſtein Baardsſøns, tro Tjeneſtes Skyld, gav han hans Datter Thurids Børn Halvdelen af Gaarden Gyltan i Bergen, hvilken Hallſtein vel havde ejet, men ſom, uviſt hvorledes, ſees at være kommen under Kronen. Thurid og hendes Mand Jon Eriksſøn ſolgte den ſiden (1383) til den rige Botulf Eindridesſøn paa Finnen[5].

I de ſidſte Aar af Kong Haakons Regjeringstid holdt Erkebiſkop Thrond ikke mindre end to Provincialconcilier, et i Bergen, formodentlig om Høſten 1376, og et andet paa Hamar, ved Midten af Auguſt 1380[6]. Men man veed intet om, hvad der her forhandledes. Paa denne Tid var det forargelige ſaakaldte Schisma indtraadt i Kirken og gav Pavemagten ſit verſte Knæk. Det er forhen omtalt, at Pave Gregorius den 11te om Hoften 1376 havde forladt Avignon for at begive ſig til Rom og var ankommen hid i Januar 1377. Misnøjet over, at Paverne opholdt ſig ſaa langt fra deres rette Sæde, var blevet ſaa almindeligt og alvorligt, at allerede Gregorius’s Forgænger Urbanus den 5te i 1367 ikke længer troede at kunne trodſe det, men begav ſig til Rom, hvor han dog ikke holdt længer ud end til 1370 og vendte tilbage til Avignon kort for ſin Død ſamme Aar. Gregorius tænkte ogſaa paa at flytte til Avignon igjen, da Døden overraſkede ham den 27de Marts 1378. De tilſtedeværende Cardinaler valgte nu Erkebiſkop Bartholomæus af Bari til hans Efterfølger, og denne kronedes den 18de April næſtefter under Navnet Urbanus den 6te. Men hans Strenghed, og maaſkee endnu mere hans italienſke Herkomſt vakte ſnart Misnøje hos et ſtort Parti blandt Cardinalerne, hvoraf ſaa mange nu vare franſke; rinder Paaſkud af, at Romerne ved Truſler havde fremtvunget Valget, erklærede de det for ugyldigt, begav ſig til Fondi i det Neapolitanſke og valgte der den 21de September 1378 Franſkmanden Cardinal Robert af Genf, under Navn af Clemens den 7de, til Pave. Denne flyttede Aaret efter med ſine Tilhængere blandt Cardinalerne til det for disſe ſaa kjære Avignon og blev anerkjendt i Frankrige, Spanien, Skotland, Sicilien, og Cypern og Rhodos, medens den overvejende Deel af den romerſk-katholſke Chriſtenhed erklærede ſig for Urbanus, og deriblandt de nordiſke Riger. Det nævnes udtrykkeligt, at Kong Haakon ſendte ham en Lykønſknings-Skrivelſe. Dette ſkete ſandſynligviis vel endnu, førend Splittelſen var ſkeet og Modpaven valgt, men Norden vedblev dog at holde faſt ved Urban. Imidlertid blev der dog ganſke viſt raadſlaaet blandt dens Geiſtlighed om, hvad Parti man ſkulde tage, og det er ikke uſandſynligt, at en ſaadan Raadſlagning blev holdt paa hiint Concilium paa Hamar 1380. Men den egentlige Anledning dertil var dog vel en Bulle, ſom Pave Urban den 15de October havde ladet afgaa til Nordens Erkebiſkoper, hvori han indſkærpede Afholdelſen af National-Concilier for at overlegge om Kirkens Anliggender og ſiden at indſende til Curien en udførlig Beretning om de tagne Beſlutninger. Denne Bulle fremkaldte i Sverige et Concilium i September 1380, og derfor maa vel det norſke Concilium være fremkaldt af ſamme Aarſag[7]. Maaſkee har der ogſaa været fattet Beſlutning om at lade oplæſe den Bannbulle, ſom Urbanus havde udſtedt mod ſin Medbejler — thi begge Paver forfulgte hinanden naturligviis med Bannbuller — ved alle Kirker i Norge; thi det berettes udtrykkeligt, at denne Oplæsning fandt Sted ved enhver Kirke i Norge og formodentlig ogſaa paa Island, i 1380, 138l eller 1382[8]. Men denne Tilſlutning til Urbanus den 6te maa have gjort fuldkommen Ende paa det allerede ſaa ſvage Baand mellem Syderøernes Biſkopsſtol og Metropolitanſædet i Nidaroos, thi Syderøerne fulgte her det øvrige Skotlands Exempel og holdt ſig til Clemens, og da Schismet langt om længe var over, var vel og hiin eldre Forbindelſe gaaet i Glemmebogen. Pave Urbanus ſendte ellers ogſaa ſtrax efter Clemens’s Valg en Cardinal, Pileus af Ravenna, til Tydſkland og Norden, men han kom ikke længer end til Tydſkland, hvor han endnu laa i 1380, og vides ikke at have ſat ſig anderledes i Forbindelſe med Nordens Geiſtlighed, end ved en højſt ublu og urimelig Fordring paa Koſtpenge af den ſvenſke Geiſtlighed[9].

Det ſkadelige Proviſionsvæſen, der ikke mindre end ſelve Schismet bidrog til at undergrave Paveſtolens Anſeelſe, vedblev vel endnu og gjorde ſig mere end eengang gjeldende i Norge. Men i to Proviſionsbuller over norſke Beneficier fra Pave Gregors ſenere Aar finde vi den merkelige Betingelſe, der ej er indtagen i nogen af de tidligere, og heller ikke findes i nogen af de ſamtidige og efterfølgende for andre Lande end Norge, nemlig at den udnævnte Candidat ſkal kunne tale Landets Sprog. Den ene af disſe Proviſionsbuller gjelder et Canonicat med Præbende ved Chriſtkirken i Nidaroos, ſom en Halldor Ormsſøn havde beſiddet. Denne Halldor var død under et Ophold ved Curien, formodentligt 1374 — det ſiges ikke i hvad Erende —, og hans Beneficier vare ſaaledes „ledige ved Curien“ og ifølge de pavelige Reſervationer holdte Pavens egen Beſettelſe. Paven bortgav dem derfor ved Proviſionsbulle af 18de Januar til Peter Strus, en pomerſk Klerk, alene under den Betingelſe, „at han kan tale de Egnes Sprog, hvoraf Nidaroos’s Kirkeprovins beſtaar“, og befalede i ſaa Fald Biſkoperne i Bergen og Stavanger, ſaavelſom Decanen ved St. Agricoli Kirke i Avignon at indſette ham i Beneficierne[10]. I det følgende Aar overdrog Paven ved Bulle af 28de Auguſt den hamarſke Klerk Jon Alfsſøn det Canonicat med tilhørende Præbende, ſom Biſkop Jon i Oslo havde haft, da han ophøjedes paa Biſkopsſtolen, og ſom ligeledes vare blevne ledige ved Curien, fordi han der havde modtaget ſin Indvielſe. Biſkopen af Stavanger ſaavelſom Provſten ved Mariekirken i Oslo Biſkop Jons Official fik den ſedvanlige Befaling om at indſette ham i Beneficierne, dog atter under den Betingelſe, „at han er fød i Nidaroos’s Kirkeprovins eller en dertil grændſende, ſamt kan tale og forſtaa det Sprog, ſom Staden Oslo’s Indbyggere kan tale“.[11] I det ſidſte Tilfelde var Betingelſen viſtnok overflødig, i det førſte derimod meget nyttig. Men netop den Omſtændighed, at den ogſaa findes indført, hvor den er overflødig, viſer, at der ved Curien maa have været vedtaget en Beſtemmelſe om, at den ſkulde indflyde i alle Proviſionsbreve vedkommende Norge, og da en ſaadan Beſtemmelſe ej kan være bleven vedtagen uden efter indtrængende Foreſtillinger fra Landet ſelv, det være ſig nu Geiſtligheden, eller fra Kongen, eller fra en Deel af Landets mange Indbyggere — røber dette en Omhu for Nationaliteten og Folkeſproget, og en Erkjendelſe af den Geiſtliges Kald ſom Folkelærer, der gjør vaade Nationen ſelv og dens Geiſtlighed Ære. Det vilde være af ſtor Interesſe at vide, hvo det var, ſom fik denne Beſtemmelſe ſat igjennem ved Paveſtolen. Det er ikke i mindſte Maade uſandſynligt, at Kong Haakon ſelv kan have indgivet en Foreſtilling derom; ellers maatte man nærmeſt gjette paa Erkebiſkop Thrond. Dog blev det, ſom man ſeer, erklæret tilſtrækkeligt, naar Candidaten var fra Sverige eller Danmark, og under de daværende politiſke Forhold, ſaavelſom de Forandringer, Sproget havde undergaaet, var dette ogſaa ganſke rimeligt. Der ſkete i ſamme Aar, 1376, ogſaa en tredie Proviſion inden Nidaroos Kirkeprovins, men hvor ingen ſaadan Betingelſe faſtſattes, da den vedkom Orknøerne, hvor allerede det ſkotſk-engelſke Sprog herſkede ligeſaameget, idetmindſte blandt Geiſtligheden, ſom det Norſke: den 28de Marts gav nemlig Pave Gregor en William Spynie, Doctor i Decreterne, det Canonicat med tilhørende Præbende ved Domkirken i Orknø, ſom den af Urbanus den 5te kort før hans Død til Biſkop i Katanes udnevnte Mælkolm havde beſiddet. Der havde, ſiger Paven her, været nogen Tvivl om, hvorvidt han uden Videre kunde bortgive ſaadanne ſiden Formandens Tid ved Curien ledigſtaaende Beneficier, hvis Beſettelſe denne havde reſerveret ſig; denne Tvivl hævede han nu ved en beſtemt Erklæring om, at en ſaadan Bortgivelſe kunde ſkee, og overdrog ſaaledes hine Beneficier til William, uanſeet at allerede en orknøiſk Klerk, Gilbert Erlendsſøn, var kommen i Beſiddelſe deraf, formodentlig ved Capitlels Valg. Dette er ſaaledes atter et Exempel paa de Ulemper, ſom Proviſionsvæſenet medførte[12].

Den Mislighed for Norge, ſom opſtod deraf, at Jemteland hørte under Uppſalas Biſkopsdømme, men ſom til en vis Grad var ophørt, eller idetmindſte mindre følelig, ſaa længe Norge og Sverige vare forenede, maatte naturligviis atter gjøre ſig gjeldende, da Foreningen ophørte, og dette i langt højere Grad, naar begge Riger laa i Krig med hinanden. Det er endog vanſkeligt at begribe, hvorledes Landſkabet i hele denne Tid kunde bevares for Norge, thi Geiſtligheden, afhængig af Erkebiſkopen, og vel endog for en ſtor Deel ſvenſk af Fødſel, kan neppe have undladt at paavirke Indbyggerne til Fordeel for Sverige. Men Albrecht var, ſom vi have ſeet, ikke populær blandt Bønderne, hvis Sympathier var for Magnus og Haakon, og Jemteland talte viſtnok faa Mend udenfor Bondeſtanden blandt ſine Indbyggere. Disſe behøvede ikke at gaa lengere end til Nabobygden Helſingeland for at ſee, hvor haardt de ſvenſke Bønder nu betyngedes, ſaa at Helſingelenderne endog i en ſærſkilt Skrivelſe til Hertug Albrecht klagede over den Mishandling, de maatte lide, hade om Fritagelſe for Markegjeld, Heſteudredſel og andre ſlige Paaleg, og om ſelv at maatte velge ſine Lagmend, m. m.[13]. Saadant kunde vel afſkrekke Jemtelendingerne fra idetmindſte nu at give ſig under Sverige. Desuden ſtod de neppe engang paa en god Fod med den ſvenſke Provſt og andre af de ſvenſke Geiſtlige, der ſynes at have fordret ſtørre Afgifter, end de vare berettigede til. Thi i det føromtalte Brev, hvorved Kong Haakon bekræftede Regulativet af 1305, forbød Kongen udtrykkeligt Provſten og andre lærde Mend at betynge Bønderne yderligere, end Regulativet tillod, og bød disſe ligefrem ikke at underkaſte ſig nogen Tyngſel for Kirkens Vedkommende udover hvad der hidtil havde været gjeldende Ret. Han erklærede ogſaa, at denne Bekræftelſe ſelv kun var midlertidig, indtil han med ſit Raad fik givet en anden Anordning derom, ſom kunde være dem og Landet nyttig. Endelig ſørgede viſtnok Kongen ogſaa for at have paalidelige Befalingsmend i Landſkabet, ſaadanne ſom Hr. Narve Ingevaldsſøn, hvilken, efter hvad vi have ſeet, formodentlig var den, der tog ſig af Bøndernes Sag mod Geiſtligheden og fik Kongen til at udſtede hiint Bekræftelſesbrev[14]. Paa denne Maade forklares det vel bedſt, at Jemtelendingerne ej faldt fra.

I Aaret 1379 rammedes Staden Oslo af en Ildebrand. Denne maa have været ſtor, ſiden Provſten Hr. Henrik Henriksſøn i et Brev af 28de September 1383 yttrede derom „at Byen nu for fire Aar ſiden afbrendte. Blandt de Gaarde, ſom fortæredes, var de tydſke Skomageres Gaard, ligeſaa den ſaakaldte „Hjalpare-Gaard“, paa begge Sider af Elven, hvoraf idetmindſte en Deel endnu i 1381 kun omtales ſom en „Tomt“. Det maa ſaaledes i alle Fald være den ſydligſte Deel af Byen, nærmeſt Elven, ſom blev lagt i Aſke[15].

  1. Der kunde dog maaſkee være Spørsmaal, om det ej var i denne Sygdom, at Huſtrue Elin Viljamsdatter paa Finnin og ſandſynligviis hendes og hendes Mand Botulf Eindridesſøns to Sønner døde, ſ. foreg. Bd. S. 973; Dipl. N. I. 462, iſaafald er Brevet derom udſtedt omtrent ſamtidigt.
  2. De her anførte Data, vedkommende Hr. Hallvard Næpa, hans Huſtru Cecilia Haakonsdatter og hans Søn Hallvard Hallvardsſøn, findes i Dipl. N. II. 439, 447, 469; IV. 611, 771, 772. Ogſaa en vis Gunnar Smidsſøn Saltkarl maa have været beſlegtet med Hr. Hallvard, thi han ejede en Deel af Gaarden Røvhool (Dipl. N. IV. 470, V. 286), og Ragnhild, Hr. Hallvards Arving, gjorde ogſaa til Betingelſe for hiin Gave af 6 Markebool i denne Gaard, at Gunnars Aartid derfor ſkulde holdes. Om Fru Cecilia Haakonsdatter, ſee forreſten ovenfor foreg. Bd. S. 399. Hr. Hallvard Næva ſelv var maaſkee Søn af en Hr. Søn Saltkarl, ſom levede endnu i 1345. Dipl. N. I. 292.
  3. Dipl. N. II. 514. Der ſtaar her, at Biſkop Jakob fik „beholde“ Andreas og Herdle Skibrede, hvilket ſynes at antyde, at han havde den for og ikke fik dem ved denne Lejlighed (1389) af Dronning Margrete.
  4. Dipl. N. II. 463, 504, jfr. f. B. S. 348.
  5. Dipl. N. I. 436, 481.
  6. At der i 1376 holdtes et Provincialconcilium l Bergen, viſer Dipl. N. I. 419, ſom er et her den 4de December 1376 udſtedt Brev af Abbed Erlend og to andre Mend til Vidnesbyrd om, at Konrad Eggertsſøn ſolgte Erkebiſkop Thrond en Gaard paa Thoten. Her ſiges der, at Konrad allerede paa det nu ſidſt afholdte Concilium havde lovet Erkebiſkopen at overlade ham denne Gaard. Conciliet kan ikke have været afholdt ſaa længe forud, da Brevet viſer, at Erkebiſkopen endnu ved dets Udſtedelſe var i Bergen. Om Conciliet paa Hamar og Erkebiſkopens Nærværelſe der nævnes kun hos Suhm, XIV. S. 92, men han anfører ikke ſin Hjemmel.
  7. Lagerbrings Sv. Hiſtorie III. 815. Bullen, ſom her omtales, er vel kun ſtilet til Erkebiſkop Byrge i Uppſala, men man kan vare vis paa, at ligelydende Buller have været udſtedte til Nordens tvende andre Erkebiſkoper, og at de kun i Tidernes Løb ere tabte. I Pave Urbans Regeſter findes denne Bulle ikke, men disſe Regeſter ere yderſt ſlet ſette og mangelagtige, medens Clemens den 7des ere i bedſte Stand. Det er tydeligt nok at ſee, at det varede en god Tid, førend man efter Flytningen fra Avignon til Rom fik Cancelliet og Contorvæſenet bragt i Orden.
  8. Isl. Annaler, Udg. S. 334. Da Bullen er dat. 30te November 1378, (Raynaldi ann. 1378, 105—115), er vel 1380 det rette Aar, idetmindſte for Oplæsningen i Norge.
  9. Suhm XIV. S. 61, 101. Cardinal Pileus var paa Chriſti Legemsdag, 24de Mai, med den romerſke Konge Wenzeſlav i Aachen, Detmar, S. 314.
  10. Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. 26. ann. 5 fol. 199. Indtægterne af Canonicatet og Præbenden anſlaaes her til ikke over 40 Guldgylden aarligt.
  11. Sammeſteds, T 73, ann. 5. fol. 38. Den Præbende, ſom denne Jon Alfsſøn fik tilligemed Canonicatet i Oslo, ſees af Dipl. N. III. 442 at have været Gjerpen Preſtegjeld, og ſaaledes bekræftes herved fuldſtændigt den ovenfor (S. 10, Note 1) fremſatte Formodning, at Biſkop Jon før ſin Ophøjelſe paa Biſkopsſtolen var Preſt til Gjerpen. De ſamlede Indtægter af Canonicatet og Præbenden (det vil da vel egentlig ſige af Preſtekaldet alene) angives til ikke at overſtige 30 Guldgylden aarligt. En Guldgylden regnedes i de Tider omtrent lige med 1 Mark Penninger eller 3 Sh. Sterling, og hine 30 Guldgylden vilde ſaaledes ſvare til 4½ Pd. Sterling, hvilket, om man endog regner det for at repræſentere det Tidobbelte i vore nuværende Penge, 202½ Spdlr., dog er meget lidet for et Preſtekald af Gjerpens Størrelſe. Naar Jon Alfsſøn ſiges at være Klerk under Hamars Diøceſe, følger ikke deraf, ſit han hørte hjemme paa Hamar. Sandſynligviis var han Preſt etſteds i den hamarſke Deel af Thelemarken. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  12. Reg. Gregor. XI. Bull. divers. ann. 6, T. 3 fol. 161. Biſkop Mælkolm paa Katanes havde neppe nogenſinde været reſiderende Chorsbroder paa Orknø, men formodentlig alene nydt dette Beneficium med flere andre, uden at være forpligtet til at holde nogen Reſidens.
  13. Styffe, Bidrag, No. 47, S. 141.
  14. Ved Siden af ham nævnes Olaf Salvesſøn ſom Foged i Jemteland fra 1374 til 1391. Han udførte, ſom man ſeer, Sysſelmands-Forretningerne i Hr. Narves Fraværelſe og formodentlig ogſaa for en ſtor Deel, naar han var tilſtede.
  15. Provſt Henriks Brev, der findes i Roſtocks Archiv, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 532, jvf. Dipl. N. V. 324.