Det norske Folks Historie/8/10

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 106-113).

Forøvrigt er der ingen Begivenheder af særdeles Vigtighed omtalte fra Kong Haakons sidste Regjeringsaar. Ingen større almindelig Ulykke, som Misvext, Sygdom eller anden Plage synes at have rammet Landet, naar undtages hiin Koppesygdom i 1378 eller 1379, og som dog ej kan have været saa dødelig, som den var paa Island, da der ikke findes et eneste Testament fra den, Tid^[1]. Landet nød i det Hele taget Fred og Ro, baade udvortes og indvortes, og det var nu vist en temmelig enestaaende Tildragelse, at en saa fornem og anseet Mand, som Ridderen og Fehirden i Oslo Hr. Hallvard Jonssøn Næpa, i Aaret 1375 blev drebt med to af sine Svene af en vis Thorbjørn Koll. Uagtet Drabet, som det heed, var „uoverlagt“ (úfyrirsynju), maatte dog nok, som rimeligt var, Thorbjørn udrede betydelige Bøder, og endnu i 1381 vare disse ikke betalte. For Hr. Hallvards Sjæl skjenkede hans Enke, Fru Cecilie Haakonsdatter (Bolt) siden i 1382 Gaarden Askheim i Aas Sogn paa Follo til Mariekirken i Oslo, dog saaledes at den først skulde tilfalde den Afdødes Søn, Hallvard Hallvardssøn, og kun for det Tilfelde, at denne døde barnløs, falde tilbage til hende selv, hvis hun da endnu levede, eller til Mariekirken, hvis hun da var død. Ligeledes skulde denne Gave ogsaa være for hendes forrige Mands, Jon Assurssøns, Sjæl. Om Hallvard Hallvardssøn har været hendes kjødelige Søn eller Stifsøn, kan ikke sees; det sidste synes dog næsten at maatte antages. Foruden Sønnen Hallvard havde Hr. Hallvard ogsaa en anden Arving, ved Navn Ragnhild, hvis Slegtskabsforhold med ham ej betegnes, men som for hans Sjæl skjenkede til Mariekirken den rige Gave af 6 Mkr. Bool i Gaarden Røvhool i Holte Sogn i Nordlæm paa Raumarike, hvilken Gave Kong Haakon siden bekræftede ved sit Brev fra Hof paa Thoten den 4de Marts 1377. Hun var gift med en Agmund Aslakssøn, om hvem forresten intet vides^[2].

Af de Mend, der kunde rose sig af Kong Haakons Yndest, synes faa at have staaet højere, end Biskop Jakob i Bergen, hvad nu Aarsagen dertil kan have varet. Usandsynligt er det ikke, at han kan have ydet Kongen god Tjeneste ved Underhandlingerne med Hansestæderne og de tydske Kjøbmend. I et senere Brev af Dronning Margrete heder det udtrykkeligt, at han havde ydet Kong Magnus, Kong Haakon og hendes Søn Kong Olaf tro og huld Tjeneste, og derfor havde han allerede af dem faaet „Naader og Privilegier“, som hun siden bekreftede og udvidede. Det synes, som om en af disse „Naader“ var Forleningen med Lindaas og Herdle Skibreder^[3]. Kong Haakon meddeelte ogsaa Frihedsbreve, der næsten allerede kunde kaldes Adelspatenter. Saaledes gav han ved Brev af 28de Mai 1380 sin „elskelige Tjener“, Lykke Peterssøn, for den hulde Tjeneste, han havde ydet og fremdeles skulde yde ham, fri for alle Skatter, Tolde og Paalegg, og ligesaa hans Hustru Aasa Grimsdatter. Ligeledes haves der en af hans Eftermand udstedt Bekræftelse paa ikke mindre end to Breve, hvorved han tog sin Tjenestemand Jon Bassat med Hustru, Børn, Svene og Undergivne i særdeles Beskyttelse og skjenkede dem „Privilegier og Frelse“^[4]. Hvori disse „Privilegier og Frelse“ bestod, siges ikke, men Udtrykkene selv give Anledning til at tro, at de stillede Indehaveren i en Stilling, der nærmede sig den som Frelsemendene i Sverige indtog. Og disse Breve vare vist ikke de eneste af dette Slags, som udstedtes af Kong Haakon. De fleste Stormend, i en højere og mere anseet Stilling end Jon Bassat, maa have faaet lignende, der kun tilfeldigviis ikke ere opbevarede. Vi erfare ogsaa, at Kong Haakon forøvrigt ved Gaver og mindre Forleninger belønnede sine Mend for deres tro Tjenester. Saaledes forlenede han en vis Andres Guldklepp paa en vis Tid med sine Besiddelser i Tjuvekiil i Lykke Sogn, Elvesyssel, en Forlening, som siden fornyedes af Dronningen; og for en anden af sine Mends, en Hallstein Baardssøns, tro Tjenestes Skyld, gav han hans Datter Thurids Børn Halvdelen af Gaarden Gyltan i Bergen, hvilken Hallstein vel havde ejet, men som, uvist hvorledes, sees at være kommen under Kronen. Thurid og hendes Mand Jon Erikssøn solgte den siden (1383) til den rige Botulf Eindridessøn paa Finnen^[5].

I de sidste Aar af Kong Haakons Regjeringstid holdt Erkebiskop Thrond ikke mindre end to Provincialconcilier, et i Bergen, formodentlig om Høsten 1376, og et andet paa Hamar, ved Midten af August 1380^[6]. Men man veed intet om, hvad der her forhandledes. Paa denne Tid var det forargelige saakaldte Schisma indtraadt i Kirken og gav Pavemagten sit verste Knæk. Det er forhen omtalt, at Pave Gregorius den 11te om Hoften 1376 havde forladt Avignon for at begive sig til Rom og var ankommen hid i Januar 1377. Misnøjet over, at Paverne opholdt sig saa langt fra deres rette Sæde, var blevet saa almindeligt og alvorligt, at allerede Gregorius’s Forgænger Urbanus den 5te i 1367 ikke længer troede at kunne trodse det, men begav sig til Rom, hvor han dog ikke holdt længer ud end til 1370 og vendte tilbage til Avignon kort for sin Død samme Aar. Gregorius tænkte ogsaa paa at flytte til Avignon igjen, da Døden overraskede ham den 27de Marts 1378. De tilstedeværende Cardinaler valgte nu Erkebiskop Bartholomæus af Bari til hans Efterfølger, og denne kronedes den 18de April næstefter under Navnet Urbanus den 6te. Men hans Strenghed, og maaskee endnu mere hans italienske Herkomst vakte snart Misnøje hos et stort Parti blandt Cardinalerne, hvoraf saa mange nu vare franske; rinder Paaskud af, at Romerne ved Trusler havde fremtvunget Valget, erklærede de det for ugyldigt, begav sig til Fondi i det Neapolitanske og valgte der den 21de September 1378 Franskmanden Cardinal Robert af Genf, under Navn af Clemens den 7de, til Pave. Denne flyttede Aaret efter med sine Tilhængere blandt Cardinalerne til det for disse saa kjære Avignon og blev anerkjendt i Frankrige, Spanien, Skotland, Sicilien, og Cypern og Rhodos, medens den overvejende Deel af den romersk-katholske Christenhed erklærede sig for Urbanus, og deriblandt de nordiske Riger. Det nævnes udtrykkeligt, at Kong Haakon sendte ham en Lykønsknings-Skrivelse. Dette skete sandsynligviis vel endnu, førend Splittelsen var skeet og Modpaven valgt, men Norden vedblev dog at holde fast ved Urban. Imidlertid blev der dog ganske vist raadslaaet blandt dens Geistlighed om, hvad Parti man skulde tage, og det er ikke usandsynligt, at en saadan Raadslagning blev holdt paa hiint Concilium paa Hamar 1380. Men den egentlige Anledning dertil var dog vel en Bulle, som Pave Urban den 15de October havde ladet afgaa til Nordens Erkebiskoper, hvori han indskærpede Afholdelsen af National-Concilier for at overlegge om Kirkens Anliggender og siden at indsende til Curien en udførlig Beretning om de tagne Beslutninger. Denne Bulle fremkaldte i Sverige et Concilium i September 1380, og derfor maa vel det norske Concilium være fremkaldt af samme Aarsag^[7]. Maaskee har der ogsaa været fattet Beslutning om at lade oplæse den Bannbulle, som Urbanus havde udstedt mod sin Medbejler – thi begge Paver forfulgte hinanden naturligviis med Bannbuller – ved alle Kirker i Norge; thi det berettes udtrykkeligt, at denne Oplæsning fandt Sted ved enhver Kirke i Norge og formodentlig ogsaa paa Island, i 1380, 138l eller 1382^[8]. Men denne Tilslutning til Urbanus den 6te maa have gjort fuldkommen Ende paa det allerede saa svage Baand mellem Syderøernes Biskopsstol og Metropolitansædet i Nidaroos, thi Syderøerne fulgte her det øvrige Skotlands Exempel og holdt sig til Clemens, og da Schismet langt om længe var over, var vel og hiin eldre Forbindelse gaaet i Glemmebogen. Pave Urbanus sendte ellers ogsaa strax efter Clemens’s Valg en Cardinal, Pileus af Ravenna, til Tydskland og Norden, men han kom ikke længer end til Tydskland, hvor han endnu laa i 1380, og vides ikke at have sat sig anderledes i Forbindelse med Nordens Geistlighed, end ved en højst ublu og urimelig Fordring paa Kostpenge af den svenske Geistlighed^[9].

Det skadelige Provisionsvæsen, der ikke mindre end selve Schismet bidrog til at undergrave Pavestolens Anseelse, vedblev vel endnu og gjorde sig mere end eengang gjeldende i Norge. Men i to Provisionsbuller over norske Beneficier fra Pave Gregors senere Aar finde vi den merkelige Betingelse, der ej er indtagen i nogen af de tidligere, og heller ikke findes i nogen af de samtidige og efterfølgende for andre Lande end Norge, nemlig at den udnævnte Candidat skal kunne tale Landets Sprog. Den ene af disse Provisionsbuller gjelder et Canonicat med Præbende ved Christkirken i Nidaroos, som en Halldor Ormssøn havde besiddet. Denne Halldor var død under et Ophold ved Curien, formodentligt 1374 – det siges ikke i hvad Erende –, og hans Beneficier vare saaledes „ledige ved Curien“ og ifølge de pavelige Reservationer holdte Pavens egen Besettelse. Paven bortgav dem derfor ved Provisionsbulle af 18de Januar til Peter Strus, en pomersk Klerk, alene under den Betingelse, „at han kan tale de Egnes Sprog, hvoraf Nidaroos’s Kirkeprovins bestaar“, og befalede i saa Fald Biskoperne i Bergen og Stavanger, saavelsom Decanen ved St. Agricoli Kirke i Avignon at indsette ham i Beneficierne^[10]. I det følgende Aar overdrog Paven ved Bulle af 28de August den hamarske Klerk Jon Alfssøn det Canonicat med tilhørende Præbende, som Biskop Jon i Oslo havde haft, da han ophøjedes paa Biskopsstolen, og som ligeledes vare blevne ledige ved Curien, fordi han der havde modtaget sin Indvielse. Biskopen af Stavanger saavelsom Provsten ved Mariekirken i Oslo Biskop Jons Official fik den sedvanlige Befaling om at indsette ham i Beneficierne, dog atter under den Betingelse, „at han er fød i Nidaroos’s Kirkeprovins eller en dertil grændsende, samt kan tale og forstaa det Sprog, som Staden Oslo’s Indbyggere kan tale“.^[11] I det sidste Tilfelde var Betingelsen vistnok overflødig, i det første derimod meget nyttig. Men netop den Omstændighed, at den ogsaa findes indført, hvor den er overflødig, viser, at der ved Curien maa have været vedtaget en Bestemmelse om, at den skulde indflyde i alle Provisionsbreve vedkommende Norge, og da en saadan Bestemmelse ej kan være bleven vedtagen uden efter indtrængende Forestillinger fra Landet selv, det være sig nu Geistligheden, eller fra Kongen, eller fra en Deel af Landets mange Indbyggere – røber dette en Omhu for Nationaliteten og Folkesproget, og en Erkjendelse af den Geistliges Kald som Folkelærer, der gjør vaade Nationen selv og dens Geistlighed Ære. Det vilde være af stor Interesse at vide, hvo det var, som fik denne Bestemmelse sat igjennem ved Pavestolen. Det er ikke i mindste Maade usandsynligt, at Kong Haakon selv kan have indgivet en Forestilling derom; ellers maatte man nærmest gjette paa Erkebiskop Thrond. Dog blev det, som man seer, erklæret tilstrækkeligt, naar Candidaten var fra Sverige eller Danmark, og under de daværende politiske Forhold, saavelsom de Forandringer, Sproget havde undergaaet, var dette ogsaa ganske rimeligt. Der skete i samme Aar, 1376, ogsaa en tredie Provision inden Nidaroos Kirkeprovins, men hvor ingen saadan Betingelse fastsattes, da den vedkom Orknøerne, hvor allerede det skotsk-engelske Sprog herskede ligesaameget, idetmindste blandt Geistligheden, som det Norske: den 28de Marts gav nemlig Pave Gregor en William Spynie, Doctor i Decreterne, det Canonicat med tilhørende Præbende ved Domkirken i Orknø, som den af Urbanus den 5te kort før hans Død til Biskop i Katanes udnevnte Mælkolm havde besiddet. Der havde, siger Paven her, været nogen Tvivl om, hvorvidt han uden Videre kunde bortgive saadanne siden Formandens Tid ved Curien ledigstaaende Beneficier, hvis Besettelse denne havde reserveret sig; denne Tvivl hævede han nu ved en bestemt Erklæring om, at en saadan Bortgivelse kunde skee, og overdrog saaledes hine Beneficier til William, uanseet at allerede en orknøisk Klerk, Gilbert Erlendssøn, var kommen i Besiddelse deraf, formodentlig ved Capitlels Valg. Dette er saaledes atter et Exempel paa de Ulemper, som Provisionsvæsenet medførte^[12].

Den Mislighed for Norge, som opstod deraf, at Jemteland hørte under Uppsalas Biskopsdømme, men som til en vis Grad var ophørt, eller idetmindste mindre følelig, saa længe Norge og Sverige vare forenede, maatte naturligviis atter gjøre sig gjeldende, da Foreningen ophørte, og dette i langt højere Grad, naar begge Riger laa i Krig med hinanden. Det er endog vanskeligt at begribe, hvorledes Landskabet i hele denne Tid kunde bevares for Norge, thi Geistligheden, afhængig af Erkebiskopen, og vel endog for en stor Deel svensk af Fødsel, kan neppe have undladt at paavirke Indbyggerne til Fordeel for Sverige. Men Albrecht var, som vi have seet, ikke populær blandt Bønderne, hvis Sympathier var for Magnus og Haakon, og Jemteland talte vistnok faa Mend udenfor Bondestanden blandt sine Indbyggere. Disse behøvede ikke at gaa lengere end til Nabobygden Helsingeland for at see, hvor haardt de svenske Bønder nu betyngedes, saa at Helsingelenderne endog i en særskilt Skrivelse til Hertug Albrecht klagede over den Mishandling, de maatte lide, hade om Fritagelse for Markegjeld, Hesteudredsel og andre slige Paaleg, og om selv at maatte velge sine Lagmend, m. m.^[13]. Saadant kunde vel afskrekke Jemtelendingerne fra idetmindste nu at give sig under Sverige. Desuden stod de neppe engang paa en god Fod med den svenske Provst og andre af de svenske Geistlige, der synes at have fordret større Afgifter, end de vare berettigede til. Thi i det føromtalte Brev, hvorved Kong Haakon bekræftede Regulativet af 1305, forbød Kongen udtrykkeligt Provsten og andre lærde Mend at betynge Bønderne yderligere, end Regulativet tillod, og bød disse ligefrem ikke at underkaste sig nogen Tyngsel for Kirkens Vedkommende udover hvad der hidtil havde været gjeldende Ret. Han erklærede ogsaa, at denne Bekræftelse selv kun var midlertidig, indtil han med sit Raad fik givet en anden Anordning derom, som kunde være dem og Landet nyttig. Endelig sørgede vistnok Kongen ogsaa for at have paalidelige Befalingsmend i Landskabet, saadanne som Hr. Narve Ingevaldssøn, hvilken, efter hvad vi have seet, formodentlig var den, der tog sig af Bøndernes Sag mod Geistligheden og fik Kongen til at udstede hiint Bekræftelsesbrev^[14]. Paa denne Maade forklares det vel bedst, at Jemtelendingerne ej faldt fra.

I Aaret 1379 rammedes Staden Oslo af en Ildebrand. Denne maa have været stor, siden Provsten Hr. Henrik Henrikssøn i et Brev af 28de September 1383 yttrede derom „at Byen nu for fire Aar siden afbrendte. Blandt de Gaarde, som fortæredes, var de tydske Skomageres Gaard, ligesaa den saakaldte „Hjalpare-Gaard“, paa begge Sider af Elven, hvoraf idetmindste en Deel endnu i 1381 kun omtales som en „Tomt“. Det maa saaledes i alle Fald være den sydligste Deel af Byen, nærmest Elven, som blev lagt i Aske^[15].

1. Der kunde dog maaskee være Spørsmaal, om det ej var i denne Sygdom, at Hustrue Elin Viljamsdatter paa Finnin og sandsynligviis hendes og hendes Mand Botulf Eindridessøns to Sønner døde, s. foreg. Bd. S. 973; Dipl. N. I. 462, isaafald er Brevet derom udstedt omtrent samtidigt.
2. De her anførte Data, vedkommende Hr. Hallvard Næpa, hans Hustru Cecilia Haakonsdatter og hans Søn Hallvard Hallvardssøn, findes i Dipl. N. II. 439, 447, 469; IV. 611, 771, 772. Ogsaa en vis Gunnar Smidssøn Saltkarl maa have været beslegtet med Hr. Hallvard, thi han ejede en Deel af Gaarden Røvhool (Dipl. N. IV. 470, V. 286), og Ragnhild, Hr. Hallvards Arving, gjorde ogsaa til Betingelse for hiin Gave af 6 Markebool i denne Gaard, at Gunnars Aartid derfor skulde holdes. Om Fru Cecilia Haakonsdatter, see forresten ovenfor foreg. Bd. S. 399. Hr. Hallvard Næva selv var maaskee Søn af en Hr. Søn Saltkarl, som levede endnu i 1345. Dipl. N. I. 292.
3. Dipl. N. II. 514. Der staar her, at Biskop Jakob fik „beholde“ Andreas og Herdle Skibrede, hvilket synes at antyde, at han havde den for og ikke fik dem ved denne Lejlighed (1389) af Dronning Margrete.
4. Dipl. N. II. 463, 504, jfr. f. B. S. 348.
5. Dipl. N. I. 436, 481.
6. At der i 1376 holdtes et Provincialconcilium l Bergen, viser Dipl. N. I. 419, som er et her den 4de December 1376 udstedt Brev af Abbed Erlend og to andre Mend til Vidnesbyrd om, at Konrad Eggertssøn solgte Erkebiskop Thrond en Gaard paa Thoten. Her siges der, at Konrad allerede paa det nu sidst afholdte Concilium havde lovet Erkebiskopen at overlade ham denne Gaard. Conciliet kan ikke have været afholdt saa længe forud, da Brevet viser, at Erkebiskopen endnu ved dets Udstedelse var i Bergen. Om Conciliet paa Hamar og Erkebiskopens Nærværelse der nævnes kun hos Suhm, XIV. S. 92, men han anfører ikke sin Hjemmel.
7. Lagerbrings Sv. Historie III. 815. Bullen, som her omtales, er vel kun stilet til Erkebiskop Byrge i Uppsala, men man kan vare vis paa, at ligelydende Buller have været udstedte til Nordens tvende andre Erkebiskoper, og at de kun i Tidernes Løb ere tabte. I Pave Urbans Regester findes denne Bulle ikke, men disse Regester ere yderst slet sette og mangelagtige, medens Clemens den 7des ere i bedste Stand. Det er tydeligt nok at see, at det varede en god Tid, førend man efter Flytningen fra Avignon til Rom fik Cancelliet og Contorvæsenet bragt i Orden.
8. Isl. Annaler, Udg. S. 334. Da Bullen er dat. 30te November 1378, (Raynaldi ann. 1378, 105–115), er vel 1380 det rette Aar, idetmindste for Oplæsningen i Norge.
9. Suhm XIV. S. 61, 101. Cardinal Pileus var paa Christi Legemsdag, 24de Mai, med den romerske Konge Wenzeslav i Aachen, Detmar, S. 314.
10. Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. 26. ann. 5 fol. 199. Indtægterne af Canonicatet og Præbenden anslaaes her til ikke over 40 Guldgylden aarligt.
11. Sammesteds, T 73, ann. 5. fol. 38. Den Præbende, som denne Jon Alfssøn fik tilligemed Canonicatet i Oslo, sees af Dipl. N. III. 442 at have været Gjerpen Prestegjeld, og saaledes bekræftes herved fuldstændigt den ovenfor (S. 10, Note 1) fremsatte Formodning, at Biskop Jon før sin Ophøjelse paa Biskopsstolen var Prest til Gjerpen. De samlede Indtægter af Canonicatet og Præbenden (det vil da vel egentlig sige af Prestekaldet alene) angives til ikke at overstige 30 Guldgylden aarligt. En Guldgylden regnedes i de Tider omtrent lige med 1 Mark Penninger eller 3 Sh. Sterling, og hine 30 Guldgylden vilde saaledes svare til 4½ Pd. Sterling, hvilket, om man endog regner det for at repræsentere det Tidobbelte i vore nuværende Penge, 202½ Spdlr., dog er meget lidet for et Prestekald af Gjerpens Størrelse. Naar Jon Alfssøn siges at være Klerk under Hamars Diøcese, følger ikke deraf, sit han hørte hjemme paa Hamar. Sandsynligviis var han Prest etsteds i den hamarske Deel af Thelemarken. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
12. Reg. Gregor. XI. Bull. divers. ann. 6, T. 3 fol. 161. Biskop Mælkolm paa Katanes havde neppe nogensinde været residerende Chorsbroder paa Orknø, men formodentlig alene nydt dette Beneficium med flere andre, uden at være forpligtet til at holde nogen Residens.
13. Styffe, Bidrag, No. 47, S. 141.
14. Ved Siden af ham nævnes Olaf Salvessøn som Foged i Jemteland fra 1374 til 1391. Han udførte, som man seer, Sysselmands-Forretningerne i Hr. Narves Fraværelse og formodentlig ogsaa for en stor Deel, naar han var tilstede.
15. Provst Henriks Brev, der findes i Rostocks Archiv, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 532, jvf. Dipl. N. V. 324.