Det norske Folks Historie/8/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon tilbragte den længſte Tid efter ſin Tilbagekomſt fra den ſvenſke Grændſe paa Tunsbergshuus, hvor vi forefinde ham allerede ved Paaſketider. Paa anden Paaſkedag udſtedte han nemlig Brevet til Sogningerne om, at de Tydſke i Sverige havde opſagt Stilſtanden. Vi finde ham der ligeledes i Mai og Juni. Formodentlig havde han ogſaa tilbragt Julen der, og det er endog heel ſandſynligt, at han efter Faderens Død, da Tunsberg, Skiensſysſel m. m. faldt tilbage til ham, gjorde Tunsberg til ſin Hovedreſidens og ſit egentlige Hjem, hvor han helſt opholdt ſig, naar han ikke var paa Reiſer, ſom paa Oplandene, i Throndhjem, Bergen, i Danmark, eller i Krigsanliggender ved den ſvenſke Grændſe Der gives nemlig flere Breve, udſtedte af ham i denne Tid fra Tunsberg, end fra noget andet Sted[1]. Som et Slags Tegn paa, at Tunsberg nu blev Hovedreſidens, kan det vel ogſaa anſees, at Biſkopen i Oslo, for hvem det af flere Grunde maatte være af Vigtighed at kunne opholde ſig i Kongens Nærhed, netop paa ſamme Tid lod den til Biſkopsſtolen hørende Gaard Teige paa Njotarø lige ved Tunsberg iſtandſette, og, ſom det lader, indrette til ſtadigere Beboelſe. I 1377 accorderede han med en Bygmeſter om at indrette en ny „Sommerhall“ der — et Arbeide, ſom gik langvarigere fra Haanden end paaregnet, formedelſt Bygmeſterens Uefterrettelighed[2], og ſidenefter finde vi hans Eftermand, om ikke ſtadigt, ſaa dog meget hyppigt at opholde ſig paa dette ſmukke Sted, der endog oftere blev kaldet „Biſkopsgaarden Teige“. Der findes kun et eneſte Brev, udſtedt derfra af nogen tidligere Biſkop, nemlig af Biſkop Eivind in 1293[3], et Beviis paa, at Gaarden lige til Biſkop Jons Tider kan meget lidet har været beboet af Biſkoperne. At Kongen fornemmelig ſlog ſig ned her, lader ſig godt forklare af den Nødvendighed, det iſær efter Kong Valdemars Død var for ham at kunne være ſaa

Til lettere Overſigt hidſettes her under eet de ſikkert bekjendte Dateringer, hvoraf det erfares, hvor Kong Haakon opholdt ſig ſiden Faderens Død. I 1375: 11te Januar, Tunsbergshuus; 28de April, ſammeſteds; 30te Juni, Oslo; 13de November, Tunsbergshuus; 7de December, Slagelſe i Danmark. I 1376: Marts, paa Aalholms Slot i Laaland; 3die Mai, Slagelſe; 7de Mai, ſammeſteds; 24de Mai, Bergen; 3die Juni, ſammeſteds; 14de og 15de Mai, Kalundborg; 2lide October, ſandſynligt i Roeskilde; 1ſte November, Kalundborg. I 1377: 28de Januar, Oslo; 3die Februar, Akershuus; 4de Marts, Thoten; 15de Mai, Nidaroos. I 1378: 13de April, Bergen; 29de Juli, Tunsberg; 8de til 14de November, Tuneim og Nefine i Ranarike. I 1379: 2den Auguſt, Marſtrand; 26de Novbr., Holm i Dalsland. I 1380: 26de Januar, Tunsbergshuus; 28de Mai ſammeſteds; 10de og 11te Juni, ſammeſteds. nær ved Haanden ſom muligt for i Haſt at ile til Danmark; vel vilde han have været nærmere paa Baagahuus eller i Ljodhuus, men hvad Baagahuus angaar, da var dette maaſkee endnu pantſat til Stæderne, og i Ljodhuus kunde han neppe anſee ſig ganſke ſikker for Overfald af Kong Albrechts Tilhængere. Om han i Mellemtiden mellem 26de Marts, da han ſendte Udbudet til Sogningerne, og den 28de Mai, da han i Tunsberg gav Lykke Petersſøn Frihedsbrev, havde ført Krig i Sverige, oplyſes ingenſteds, ſandſynligt er det dog ikke; Toget til Sverige foretoges viſtnok, ſom allerede antydet, førſt efter Midſommerstider. Kong Haakon opholdt ſig i Tunsberg endnu den 10de Juni, da han der udſtedte et Landsviſtbrev, ſom beſegledes i hans Overvær, og den 11te, da han modtog de orknøiſke Giſlers Forſikrings-Brev om, at de til en beſtemt Tid vilde vende tilbage til Tunsberg, derſom de ikke udrettede hvad de haabede. Hvis nu — hvad der ifølge det Forangaaende bliver ſandſynligt — hiint Haugathing, paa hvilket den ſtore Retterbod om Handelen m. m. blev vedtaget, holdtes i 1380, da har Kongen, ſom ifølge Retterbodens egne Ord da var tilſtede med ſit Raad, endnu opholdt ſig i Tunsberg under Thingtiden, altſaa mellem 17de og 24de Juni. Men nogen ſikker og beſtemt Underretning har man ikke om, hvor han efter hiin 11te Juni opholdt ſig eller hvad han tog ſig fore, indtil hans Død, ſom indtraf i eller ved Oslo — ſandſynligviis paa Akershuus[4] — endnu ſamme Sommer eller Høſt, men hvis Dag vi desverre heller ikke kjende. Der haves et Brev, udſtedt i Nitedal, ſydligſt paa Raumarike og Nabodbygd til Oslohered, den 31te Juli 1380, hvor Aaret angives ſom Kong Haakons 25de Regjeringsaar[5]. Dette viſer, at Kong Haakon endnu maa have levet paa den Tid, thi da han døde i Oslo, vilde man ikke længe have kunnet være uvidende derom i Nitedal, hvorfra der rimeligviis dagligt gik Bud baade til og fra Byen. Endvidere ſeer man, at Kong Haakon maa have overlevet ſin Hyldingsdag, hvormed hans 26de Regjeringsaar begyndte, hvad enten denne nu var 9de, 10de, 15de eller 16de Auguſt, (ſee forr. B. S. 609, 610). Thi for det førſte findes der to Breve, udſtedte det ene paa Berg i Skrauthval i Valdres den 21de December 1380, og det andet i Sandehered paa Veſtfold den 16de April 1381, der ere daterede i hans „26de Regjeringsaar“[6]; nu var han viſtnok paa den Tid død, og hans Død ganſke viſt bekjendt paa begge Steder, men Udſtederne kunde dog ikke have regnet efter hans 26de Regjeringsaar, hvis han var død, førend det begyndte; de have kun fortſat med denne Maade at betegne Aaret paa, fordi de nu engang vare vante dertil, og hans Efterfølger endnu ikke var hyldet, ſaaat de kunde regne Aarene fra ham. For det andet haves der et Brev fra Ullinsvang i Hardanger, dateret Tirsdag efter Seljumannamesſe, altſaa 9de Juli, i Kong Haakons „ſidſte Aar“[7]. Dette kan ej være 1380, da Kong Haakon, ſom vi have ſeet, endnu var i Live idetmindſte den 31te Juli 1380, og Udſtederne dog ej kunde tale om hans „ſidſte Aar“, førend efterat han var død. Altſaa maa det være 1381, og Kong Haakon ſaaledes have overlevet ſin Hyldingsdag, i Auguſt Maaned, fra hvilken hans ſidſte eller 26de Aar, om han havde fuldendt det, vilde have gaaet til ſamme Dag af Auguſt i 1381. Derimod maa han være død idetmindſte nogle Dage forud for den 1ſte October, da et Brev, udſtedt fra Sveinarud i Øyjamark eller Ødemark (paa Marker øſtenfor Rakkeſtad) ſiges at være udſtedt i Ugen efter Michelsdag (altſaa fra 30te September til 6te October) „i førſte Aar efter Kong Haakons Frafald“[8]. Altſaa havde man ved den Tid erfaret Kongens Død i Ødemark, hvorhen Efterretningen derom fra Oslo neppe i det tidligſte har kunnet naa frem i mindre end fire eller fem Dage, om man end maa antage, at Iilbud derom ſtrax afgik til Hr. Erik Ketilsſøn og Hr. Knut Algøtsſøn ſamt flere anſeede Mend paa Dal, og at dette Iilbud formodentlig tog Vejen om Ødemark eller Egne ikke langt derfra. Saaledes falder da Kong Haakons Død paa en Dag mellem Midten af Auguſt og de ſidſte Dage af September. Nærmere kan man ikke beſtemme Tiden, med mindre aldeles nye, hidtil ubekjendte, Oplysninger ſkulde fremkomme[9]. Hvad han foretog ſig fra Tiden mellem den 11te og 24de Juni, hvor vi tabe ham af Sigte, indtil hans Død, derom vides, ſom ſagt ikke det ringeſte. Men for det Tilfelde, at han ſelv deeltog idet Indfald, ſom i dette Aar efter Stilſtandens Opſigelſe blev gjort i det ſydveſtlige Sverige, og efter al Sandſynlighed ſidſt i Juni eller førſt i Juli 1380[10], da har han altſaa paa den Tid været ved Skara, og maaſkee endog heelt øſter ved Veſteraas, og er i Slutningen af Juli eller de førſte Dage af Auguſt vendt tilbage til Norge, hvor han ſtrax bar begivet ſig til Oslo. Denne Antagelſe har meget for net. Af hans Opbudsbrev til Sogningerne ſees det, at han ſelv agtede at ſette ſig i Spidſen for ſine Krigsfolk „ſyd ved Landsenden“, og der findes ingen Antydning til, at han da eller ſenere hen i Juni Maaned var ſyg eller ſvagelig. Tvertimod antyder de to orknøiſke Giſlers Forſikkringsbrev af 11te Juni, at Kongen ventede at opleve ſamme Aars Mortensmesſe (11te November). Altſaa maa et pludſeligt Sygdomstilfelde have rammet ham, hvad enten det var efter hans Hjemkomſt til Oslo eller under ſelve Krigstoget, ſom maaſkee derved kan være blevet afkortet før Tiden.

Dette er alt, hvad vi vide om Kong Haakons Død. At han, iſær ſiden han døde i Oslo, blev begraven ved Mariekirken der i Byen, kan vel anſees ſom viſt, uagtet intet udtrykkeligt haves derom, og hans Teſtament, ſom han dog ſikkert maa have efterladt, forlængſt er tabt. At han ej blev begraven ved St. Hallvards Kirke, maa man ſlutte deraf, at der i Fortegnelſen over dennes Jordegods ikke nævnes et Ord om, at Kong Haakon har givet noget dertil „for Lejeſted“. Heller ikke vide vi, om hans Huſtru, Dronning Margrete, var tilſtede ved hans Dødsleje. Man kan neppe antage det, thi det er viſt, at hun den 18de Mars var i Roeskilde[11], og der var ſaa meget at tage vare paa i Danmark, at hendes Nærværelſe der nok kunde være nødvendig. Derimod erfare vi, at hun kort efter hans Død var i Norge, og formodentlig er hun da ſtrax ved Efterretningen derom ilet derop for at foretage de nødvendige Skridt i Anledning af Sønnens foreſtaaende Thronbeſtigelſe og Hylding.

Da Kong Haakon døde, var han i ſin bedſte Alder, ikke mere end 40 Aar gammel og kunde ſaaledes efter Naturens Orden have gjort Regning paa et meget længere Liv. Hans virkelige Regjeringstid var for kort, til at vi kunne gjøre os nogen beſtemt Foreſtilling om hans Regjerings-Talenter. Men at hans Vilje var god, fremlyſer nokſom af alt hvad han foretog ſig, og hvad han ſelv yttrede i ſine Forordninger. At han ikke formaaede at ſtandſe ſit Folk i dets ſtadige Synken og opfriſke dets henſygnende Kraft, var ikke hans Skyld. Det fulgte deels af Tidsomſtændighederne, deels deraf at Norge altfor tidligt havde naaet et Modenhedstrin, der ſtod i Misforhold til dets egne Kræfter, ſaavelſom til Datidens Vilkaar: dette efterlod en Slappelſe, ſom det ej ſtod i nogen Konges Magt at forebygge, og ſom lod Norge, ved det Tidspunkt, hvormed vi her beſkjeftige os, ſtaa hartad ſom en udlevet Olding ved Siden af dets to Frændenationer, der netop nu ligeſom vaagnede op til et nyt Liv. I ſit Forhold til Faderen have vi ſeet Haakon ſom en kjærlig, opoffrende Søn; ligeledes have vi ſeet, at der herſkede den bedſte Forſtaaelſe mellem ham og hans Huſtru, ſkjønt hun ganſke viſt var ham langt overlegen i Talenter og Regjeringsdygtighed. Haakons Underſaatter vidſte derfor ogſaa at ſette Priis paa hans Dyder og elſkede ham meget. „Folk anſaa ham for en god Mand“, ſtaar der i de faa Aar efter hans Død paa Island ſkrevne Flatø-Annaler, hvor hans Død omtales[12]. Og den bekjendte Forfatter Æneas Sylvius Piccolomini, der blev Pave under Navnet Pius den 2den 78 Aar efter Haakons Død, 53 Aar gammel, og ſom ſaaledes meget godt i ſin Ungdom kunde have talt med Folk, der levede paa Haakons Tid, ſiger om ham: „han ſkal have været en herlig Mand, forunderligt elſket og adlydt af ſine Underſaatter[13]“. Nordmendenes Sorg over hans Død maa derfor ganſke viſt have været meget ſtor.

Da vi ikke kjende Kong Haakons Teſtament, vide vi heller ikke, hvor ſtore Gaver han har ſkjenket til Kirker og Kloſtre m. m., og til ſine Venner og Tjenere. Man kan neppe tvivle paa, at det bar været en god Deel, men til Kirkerne idetmindſte kun i rede Penge, ſiden der i Fortegnelſen over Oslo Domkirkes og Biſkopsſtols Gods, hvilke han dog maa have betænkt, ej findes opført noget af ham ſkjenket Jordegods. Men ſaadant gav heller ikke hans Fader, og det var aabenbart ikke mere Skik og Brug, at Kongerne paa den Maade bortgav Jordegods, ſom aldrig kunde falde tilbage under Kronen. Alt, hvad der findes om Kong Haakons Gave til nogen Kirke, er at han gav fem Mk. Bool i Tuneim (nu Tanum) i Ranarike til Tuneims Kirke, og ſelv dette var kun til Vederlag mod andet Jordegods, ſom Kirken ejede for, men ſom formodentlig laa længere borte og derfor ikke ſaa belejligt[14]. Sandſynligviis har Mariekirken faaet meſt: den var nu engang Kongernes Yndlingscapell. Men Haakon efterlod ogſaa, ſom Faderen, en ikke ubetydelig Gjeld. Det ſeer endog næſten ud, ſom om han intet har betalt af hvad Faderen ſkyldte og endda dertil ſelv gjort ny Gjeld. Saaledes erfarer man, at ogſaa efter hans Død ej alene de foromtalte Tiende-Aargange af Krongodſet i Elveſysſel, hvormed Kong Magnus ſtod til Reſt, endnu vare ubetalte, men at Kong Haakon ſkyldte ligeſaameget til de ſamme Kirker, — altſaa, da han naturligviis ſom eneſte Arving maatte overtage Faderens hele Gjeld, ikke mindre end 6 Aargange til 23 Kirker, 5til een, og 4 til een — ſamt derhos een Aargang til 9Kirker i Ranarike, 2 til een ſammeſteds, og 3til een i Elveſysſel, hvilke ſamtlige intet havde til gode af hans Fader[15]. Formodentlig var heller ikke Faderens Løſeſum endnu fuldſtendigt betalt. Hvorledes det hang ſammen med de mange Penge, ſom hans Foreldre havde teſtamenteret til VadſtenaKloſter, og for hvilke de havde ſat Øen Ordooſt i Pant, vides ikke; men ſaa meget er viſt, at Hr. Erik Ketilsſøn ved disſe Tider — uviſt om før eller ſenere, maa have haft Ordooſt i Forvaring, og da han tillige ſees at have ſtaaet i nøje Forbindelſe med munter„ er det ej uſandſynligt, at dette kan have været paa Kloſtrets Vegne[16]. At Faderens Gjeld til Paveſtolen i Anledning af det ſtore Laan i 1351 endnu ikke var betalt, forſtaar ſig af ſig ſelv; men nu var Schismet indtraadt, og Gjeldsbeviſerne laa formodentlig i Avignon, under Modpaven Clemens’s Verge: da nu han ikke erkjendtes i Norden, kunde han heller ikke gjøre det gjeldende, og da Schismet langt om længe ophørte, kunde der ej mere være Tale om at indkræve dette gamle, præſcriberede Tilgodehavende. Endvidere ſeer man, at de holſtenſke Grever betragtede ſig ſom berettigede til 100 Mk. Sølv, hvorfor Kong Haakons Fader og han ſelv i 1360 havde givet Forſkrivning: en Fordring, der dog ligeledes maa betragtes ſom præſkriberet[17]. Men endelig ſkyldte Haakon ogſaa Penge i Landet ſelv, og disſe Gjeldspoſter var maaſkee de meſt trykkende. Vi kjende viſtnok kun een af dem, men der kan neppe tvivles paa, at der og var flere lignende. Han ſkyldte nemlig Fogden paa Akershuus, Benedict Nikolasſøn, en Sum Penge, der idetmindſte ſenere med enkelte Tilleg løb op til 200 Mk. brendt, og det lader til, at han for denne Sum havde ſat ham den tilliggende Sysſel, nemlig den egentlige Oslo-Sysſel med Skogheimshered, Myrehvarven og Hudreim, i Pant[18]. Benedict ſagdes ſiden af Dronning Margrete at have tjent baade Kong Haakon og hans Søn Olaf huld og tro, men ved Siden deraf ſørgede han ogſaa ivrigt for ſin private Velferd, og benyttede hertil, ſom det lader, ſin Indflydelſe paa en ej ganſke tilbørlig Maade. Han havde allerede ved ſit Giftermaal med Ulfhild, en Datter af Hirdmanden Thorgaut Jonsſøn, erhvervet flere Ejendomme i Oslohered m. m., og ſom Sysſelmand havde han den bedſte Anledning, den han ogſaa, ligeſom de fleſte andre Sysſelmend, ſynes at have benyttet, til at tage faſte Ejendomme i Betaling for Sagøre; ja, der .findes endog et Brev om, at han ſom Foged paa Akershuus lod en Mand ſaggive og holde fengſlet, indtil en af hans Venner løſte ham ud ved at betale en Pengeſum[19]. Det er let at ſkjønne, at Kong Haakon ſelv ikke har kunnet ſtaa i Gjeldsforhold til en Mand ſom Benedict uden at have maattet ſtille overflødig og for Creditor fordeelagtig Sikkerhed. Og Benedict var neppe den eneſte, til hvem han paa denne Maade ſkyldte Penge. Men man kan ej undres ſaa meget derover: hans mange Fejder maa have koſtet ham meget; han maatte overtage Faderens Forpligtelſer og havde ſikkert ogſaa mange Udgifter i Anledning af Sønnen, for at underſtøtte hans Valg i Danmark, om end disſe Udgifter ingenſteds ere optegnede.

  1. Dette kan ogſaa ſluttes ej alene deraf, at det udtrykkeligt ſiges, at hun fik Halland til Morgengave, men ogſaa deraf, at vi raa lignende Maade ſee hende bortgive Forleninger i Nordre Halland i ſit eget Navn: ſaaledes til Moſe Svarteſkaaning, ſom det ſtrax nedenfor omtales; og til Abraham Brodersſøn, hvem hun for November 1382 pantſatte en Deel af Kongsbakke Slot (Brev i det ſv. Rigsarchiv).
  2. Brev af 16de Febr. 1377, Dipl. N. III. 409, og af 12te Juli 1378, ſammeſteds No. 419. Bygmeſteren eller „Smeden“ Gunnar Herjulfsſøn havde i 1378 ikke udført Arbeidet efter Contracten og bad derfor „paa fine Knæ“ Biſkopen om Tilgivelſe, ſom han ogſaa fik, lovende at bedre det Manglende og ikke paatage ſig andet Arbeide, førend dette var ferdigt; derfor ſatte han ſine faſte Ejendele i Pant.
  3. Dipl. N. II. 44.
  4. At Kong Haakon hede i Oslo ſiges udtrykkeligt i de visbyſke Minoriters Krønike-Optegnelſer, Scr. r. Sv. I. S. 45, Scr. r. Dan. I. 260.
  5. Dipl. N. IV. 520.
  6. Dipl. N. I. 466, III. 430. Ved dette ſidſte Brev, ſom er dat. Magnusmesſe, have Udgiverne af Dipl. N. meent at burde antage „Magnusmesſe“ for at betegne 6te Septbr., altſaa en anden Dag end den, det i norſke Breve ſedvanligt kaldes ſaaledes, nemlig Magnus Jarls Dag, d. 16de April, ſaaſom dette maatte blive 16de April 1381, og Kong Haakon da forlængſt var død. Men hos os kjendte man neppe nogen anden Magnusmesſe end den paa 16de April, og ligeſaavel ſom man daterede efter Kong Haakons Regjeringsaar i December 1380, ligeſaavel kunde man gjøre det i April 1381; man var nu engang vant til at betegne Aaret efter Kongens Regjeringsaar og havde endnu ingen nu Konge at datere efter. Ellers kaldte man, ſom vi ville ſee, dette Aar indtil 29de Juli 1381, da Sønnen blev tagen til Konge, „Aaret efter Kong Haakons Frafald“, eller „Kong Haakons Frafaldsaar“.
  7. Dipl. N. IV. 519.
  8. Dipl. N. III. 431.
  9. Man har almindeligviis antaget den 1ſte Mai for Haakons Dødsdag, fordi Huitfeld ſiger det S. 565. Men dette er, ſom de ovenfor anførte Breve nok ſom viſe, en reen Fejltagelſe. Man kunde formode, at den var opſtaaet ved en Misforſtaaelſe af den Angivelſe, H. maaſkee kunde have forefundet, f. Ex., at der havde ſtaaet „Tirsdag før Korsmesſe“, og at H. havde forklaret dette ſom Tirsdag ſer 3die Mai eller Korsmesſe om Vaaren, medens der meentes Tirsdag for 14de September eller Korsmesſe om Hoften. Eller maaſkee der har ſtaaet „feria secunda“ (d. e. Mandag) for Korsmesſe (nemlig om Høſten), og at H. ſom ſaa mange andre urigtigt har forklaret dette med„to Dage før Korsmesſe“ (om Vaaren). Mandagen før Høſt-Korsmesſe er 10de, Tirsdagen er 11te Septbr. Denne Antagelſe har visſelig meget for ſig, hvis man ikke ellers ſkulde tro, at Huitfeld har forvexlet Haakon den 5te, der døde 8de Stat, med Haakon den 6te, og maaſkee overſeet et „octava“ foran „Philippi et Jacobi“. Men dette er ikke ſaa ſandſynligt ſom den anden Gjetning.
  10. Før 7de Auguſt maa, ſom vi have ſeet, Jønkøping være afbrendt, og dette ſkete ſamtidigt med dette Tog.
  11. Suhm, XIV. S. 81.
  12. Islandſke Annaler, Udg. S. 382.
  13. Æenas Sylvius, Cosmographia Cap. 33. Hans Ord ere følgende: in hâc terrâ (Daniâ) patrum nostrorum memoriâ Valdemarus regnavit, in Sveciâ Magnus, Aquinus in Norvegiâ, quem ferunt divinum fuisse hominem, miro provincialium amore et obsequio cultum; huic conjux Margareta fuit Valdemari filiæ. Jevnfør Keyſer, d. N. Kirkes Hiſtorie, II. S. 397, Æneas’s egne Ord vidne, at han har nedſkrevet hvad han havde hørt af Folk, der tilhørte den foregaaende Generation.
  14. Biſkop Eyſteins Jordebog fol. 126. a.
  15. See ovenfor, S. 38. De Kirker, hvilke Haakon, og ikke Magnus ſkyldte Tiende, vare Bru, Lyſe, Bragaſetr, Aſkeim, Berufjardardal, Tosſine, Botne, Kvilde, Skedjohof (alle i Ranrike) 1 Aargang hver; Roeim (ogſaa i Ranrike) 2 Aargange, og Harundarſtav (i Elveſysſel) 3 Aargange; Biſkop Eyſteins Jordebog, fol. 3—8.
  16. See Becker: „Ældſte Archivregiſtraturer“, I. S. 80. Her tales om, at Axel Ketilsſøn (der i Aarene omkring 1366 havde Elfsborg, ſ. forr. B. 774, og formodentlig var en Broder af Hr.Erik) havde ved ſit Brev opladt Dronning Margrete Vermeland, Agnaholm, Ordooſt og Soløer og ſolgt hende det Gods, ſom Marſken (Erik) havde erhvervet i Viken, paa Ordooſt, i Vermeland og paa Dal. Hans Søn Ketil blev drebt paa Ordooſt lenge for hans Død, ſee Diar. Vadstenense, Scr. r. Sv. I. 109, og Axel har formodentlig arvet ham. At Axel i 1396 havde Beſiddelſer paa de Kanter, ſees af Biſkop Eyſteins Jordebog fol. 3, der udviſer, at han da ſkyldte Thoresby Kirke i Elveſysſel 2 Aargange Tiende. Mere herom i det følgende.
  17. Scr. r. Dan. VII. p. 347, 352, 353, jfr. forr. B. S. 653.
  18. Benedict fik nemlig i 1388, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, af Dronning Margrete Eker, Modeim og Tverdalene (Sigdal og Krødshered m. m.) med Kronens Indtægter og al kongelig Ret undtagen Ubødemaal, til Lehn for ſig, Huſtru og Arvinger, ſamt Pant for de Penge, Kong Haakon var ham ſkyldig, en Forlening, ſom ſiden bekreftedes af Kong Erik; og da Sønnen Thorgaut Benedictsſøn ſiden havde den ſamme Forlening, er det tydeligt nok, at Gjelden endog da ikke var betalt (Dipl. N. I. 511, 539). Men da det ej er tænkeligt, at Benedict indtil da ingen Sikkerhed havde haft for ſin Gjeld, og da vi af et Brev-Brudſtykke fra 1381 erfare, at han da var Foged paa Akershuus, hvilket Embede Agmund Bergthorsſøn beklædte efter 1388, er det aabenbart, at han indtil 1388 har haſt Oslo Sysſel i Pantelehn og da ombyttet det med Eker, Modeim o. ſ. v., hvad enten han nu fandt dette fordeelagtigere, eller Dronningen udtrykkeligt ønſkede det. Der ſtaar desuden i hiint Forleningsbrev, at hans nye Sysſel ogſaa ſkulde holde ham ſkadesløs „for de Penge, han endnu ikke havde oppebaaret af „Alla“ (her ſkal viſt læſes Aslóar) Sysſel“.
  19. Dette erfares af et Brev fra 1401 (D. R. IV. 720), hvoraf man ogſaa ſeer, at han havde været Foged paa Akershuus.