Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/8/12

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kong Haakon efterlod sig kun den ene Søn Olaf, Danmarks Konge, der saaledes var ubestridt Arving til Norges Krone. Om Haakon havde haft flere Børn med Margrete, vides ikke; de maa i alle Fald være døde som Børn. Der taltes vistnok siden om, at de ogsaa skulde have haft en Søn ved Navn Henrik, men det kan neppe forholde sig saa; vi ville i det følgende komme til at.handle nærmere herom. Det er ovenfor nævnt, at man ej med Vished veed, om Dronning Margrete var tilstede ved Haakons Død. Der er intet, som hindrer i at antage det; i alle Fald maa det ansees som vist, at hun strax ved Efterretningen om Mandens Død hastede til Norge for at gjøre de nødvendige Skridt til at faa Sønnen hyldet, men man hører dog ikke om hendes Nærværelse i Norge førend i de første Dage af det næste Aar. Da det imidlertid ikke er rimeligt, at hun reiste op ved Vintertide, maa hun i det allersildigste have forladt Danmark i October, altsaa kort efter Haakons Død. Hvad Høvdingerne i Norge nu strax foretog sig, vides ikke. Biskoperne vare maaskee endnu forsamlede til Concilium paa Hamar, men der nævnes intet om, at de gjorde noget afgjørende Skridt. Ifølge de gamle Lovbestemmelser skulde Erkebiskopen sammenkalde Rigets Høvdinger til et Møde for at overlegge om Styrelsen og afgjøre, hvo der skulde blive den afdøde Konges Efterfølger. Muligt, at dette er skeet, ihvorvel intet bestemt vides derom. Men da Olafs Arveret var utvivlsom, og saaledes hans Antagelse vis, – saa vis, at man allerede i danske Breve lod ham kalde sig „Norges Konge“[1] – synes Margrete, som for det første havde efterladt ham i Danmark, uden Hinder eller Modsigelse midlertidigt at have overtaget Regjeringen paa hans Vegne; thi den 11te Januar 1381 stadfestede hun paa Akershuus, „med Rigets Raads Samtykke og i sin Søns Navn, alle de Rettigheder og Privilegier, som Mariekirken i Oslo hidtil havde nydt, indtil Gud af sin Naade forundte hende, at hendes kjære Søn Kong Olaf selv kom“[2]. Olaf kom først længer ud paa Aaret, men naar eller hvorledes, er ingensteds omtalt; alt, hvad vi vide derom er, at han paa St. Olafs Dag, den 29de Juli, blev tagen til Konge i Nidaroos, altsaa paa Ørething efter den gamle Skik, hvilket viser, at han ej kan være reist fra Danmark senere end i Juni Maaned. Formodentlig har Margrete heller ikke villet lade den tiaarige Dreng tiltræde den lange Reise, førend den mildere Aarstid var indtraadt, og hun imidlertid havde aftalt med det norske Raad, hvorledes Styrelsen skulde indrettes i Olafs Mindreaarighed. Thi at Forhandlinger, og det af særdeles Vigtighed, maa have fundet Sted derom mellem Margrete og Raadet, forstiller sig ej alene af sig selv, men det kan ogsaa skjønnes deraf, at vi lige fra Hyldingsdagen atter see ved den unge Konges Side en Drottsete eller Rigsforstander, nemlig Hr. Agmund Finnssøn, der saaledes nu atter indtog denne Verdighed, og strax efter en Cantsler, nemlig Provsten ved Mariekirken, Hr. Henrik Henrikssøn, der altsaa nu først fik Titlen, efter længe at have bestyret Embedets Forretninger. De Kongebreve, der ere udstedte i Olafs Mindreaarighed, vise, at disse to Mend tilsammen bestyrede de løbende Regjeringsforretninger, og begge benyttede Kongesegl, saaledes at Drottseten alene i Kongens Navn udstedte alle Breve, der vedkom den udøvende Myndighed, Krigsvæsenet, Finantserne m. m., og beseglede dem med Kongeseglet, saavelsom med sit eget, medens derimod alt hvad der hørte til den dømmende Myndighed, altsaa Bekræftelse paa Domme, og formodentlig ogsaa Landsvistbreve, udferdigedes af Cantsleren i Kongens Navn og besegledes af ham alene. Kun Breve af større Vigtighed, som Bekræftelser paa Privilegier o. a. d. udferdigedes i Kongens Navn af Drottseten og Cantsleren i Forening, saaledes at det udtrykkeligt tilføjedes, at Cantsleren beseglede med Kongens Segl. Men i Kongens, det vil sige hans og Dronningens, Nærværelse, bortfaldt baade Drottsetens og Cantslerens Myndighed; da heed det kun som sedvanligt „indseglet i vor Nærværelse“, og ligesaa besegledes de Beslutninger, der under Kongens Navn fattedes paa Raadsmøder, af alle de tilstedeværende Raadsherrer, blandt hvilke altid Drottseten, men sjeldnere Cantsleren nævnes[3]. Heraf maa man altsaa slutte, at der mellem Dronningen og Raadet umiddelbart for Kroningen er truffet en Overeenskomst, der omtrent har indeholdt disse Hoved-Artikler:

1. Dronningen fører det egentlige Formynderskab for sin Søn, og udfører alle Regjeringshandlinger i hans Navn, naar hun er i Landet.

2. Naar hun er udenfor Landet, føres Regjeringen af Drottseten og Cantsleren i Kongens Navn, saaledes at hiin har alt det egentligt Administrative og hvad der hører til Krigsvæsenet, denne alt hvad der vedkommer den dømmende Myndighed, under sin Varetægt. Kun vigtige Beslutninger, som Bekræftelser eller Tilstaaelser af Privilegier o. s. v. afgjøres og besegles af Drottseten og Cantsleren i Fellesskab. Staar Dronningen selv er tilstede, bortfalder begges Myndighed.

3. Lovgivningssager, som Retterbøders Udstedelse o. s. v., foretages og afgjøres kun paa Raadsmøder, ej af Drottseten eller Cantsleren paa egen Haand.

Man seer heraf, at Raadet intet havde imod, at Dronningen førte Regjeringen og udøvede Kongemagten, naar hun var i Landet, men at de kun vilde forebygge, at Regjeringen skulde føres fra Danmark af, neppe saa meget af Frygt for, at dansk Indflydelse skulde gjøre sig gjeldende – thi det kunde jo dog altid skee, naar Dronningen var i Landet – som for at den Ulempe skulde indtræde, der under forrige Union med Sverige oftere havde fundet Sted, at de løbende Forretninger og Expeditioner ved Regentens Fraværelse ganske gik i Staa. Den Tillid, som Raadet her viiste Margrete, indeholder et merkeligt Vidnesbyrd om hendes overlegne Dygtighed og den Yndest, hun maa have forstaaet at vinde hos Nordmendene. Formodentlig var det hende udelukkende forbeholdt at raade over Syslerne og Krongodset, saa at Drottseten og Cantsleren ej paa egen Haand kunde give Forleninger, dog findes der ej nu Breve, som udtrykkeligt handle derom. I de Breve, som Drottseten udstedte i Kongens Navn, brugtes sedvanligviis den Formel: „vi have med Raad og Samtykke af vor kjæreste Drottsete Hr. Agmund Finnssøn besluttet, eller givet o. s. v.“; og tilsidst „under vort og vor Drottsetes Indsegl“. I de Breve, som Cantsleren udstedte i Kongens Navn, nævnes derimod kun „Raadet“ i Almindelighed, og de ende med “Provsten ved Mariekirken i Oslo, vor Cantsler, Hr. Henrik Henrikssøn, indseglede“. Da det er aabenbart, at Drottseten ofte beseglede sine Breve, medens Cantsleren var langt borte, og omvendt, er det umuligt, at de begge to kunne have brugt eet Segl, men Drottseten maa have brugt det mindre Kongesegl, eller Secretet, Cantsleren Storseglet[4]; desverre mangle Seglene paa alle de føromtalte Breve, saaat intet bestemt Vidnesbyrd derom haves.

Man skulde formode, at der ogsaa sluttedes en Overeenskomst med det danske Raad, etslags Unionsact, i Liighed med den, der i 1319 sluttedes med det svenske. Den danske Historieskriver og Cantsler Arild Huitfeld, som skrev noget over 200 Aar senere, siger ogsaa, at det „holdes for, at Dronning Margrete og Rigets Raad i Norge (dem igjen til Vilje i Danmark, som tilforn vare eens til at samtykke Kong Olaf til Danmark) en Forpligt at være gjort og ganget imellem, at Danmark og Norge stedse skulde blive tilsammen under een Konge“[5]. Hans Udtryk „det holdes for“ viser vel, at ej engang han har kjendt noget derom oprettet Brev eller har haft noget sikkert Vidnesbyrd derom; imidlertid kan dog denne Antagelse ej ganske være greben af Luften, og saavel den tidligere Analogi fra Foreningen med Sverige, som Margretes velbekjendte Bestræbelser for at knytte Unionen fastere og udvide den til det hele Norden, giver den al mulig Sandsynlighed. Blandt Vilkaarene i denne Unionsact, hvilke de nu end ellers kunne have været, maa der især have været eet, der sikkrede hvert Rige sin Selvstændighed lige over for det andet og sagte at forebygge Indtrængen af det ene Riges Mend i det andet Riges Raad, Slotte, Sysler eller Lehn. Overhoved maa Indholdet paa det nærmeste have stemmet med den senere større Unionsact for alle tre Riger. Men, som sagt, hverken i Danmark eller Norge har i de sidste trehundrede Aar nogen saadan Foreningsact været funden, enten i Original eller Afskrift. Sandsynligviis har den, ligesom den senere større Act, alene været udstedt i meget faa Gjenparter, og ej været bestemt til Offentliggjørelse, hvorfor den siden desto lettere kunde forkomme. Man har vel ikke engang lagt nogen synderlig Vegt paa den, efterat den var bleven gjort overflødig ved Foreningen mellem alle tre Riger og den nye Art, som derom udstedtes.

Margrete forbeholdt sig, som Skik og Brug var, sin egen Livgeding eller Morgengave, hvilken, som det allerede er omtalt, paa det nærmeste var den samme som Dronning Blanches, idetmindste Elvesyssel og Ranrike med Vettahered, undtagen Ordoost m. m., maaskee ogsaa Borgesyssel[6]. Tillige er det af flere Breve aabenbart, at hun paa samme Maade ogsaa havde Nordre-Halland med Tilbehør, hvad enten dette, naar det kom til Stykket, dog skrev sig fra Egteskabscontracten 1363, eller det senere var hende overdraget[7]. Saaledes udgjorde hendes særskilte Besiddelser et sammenhængende Heelt, fra Svinesund til Falkenberg. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at de Dele af Sverige, der ikke adlød Kong Albrecht, og som grændsede til hine Besiddelser, ogsaa betragtedes som nærmest lydende under hende, og at Slottenes Befalingsmend holdt disse, som det heed, til hendes Haand H. For at vogte disse Besiddelser og iagttage Kong Albrechts Bevægelser var det vel, at Dronningen ikke ledsagede sin Søn til Throndhjem, men forblev søndenfjelds og sandsynligviis endog strax begav sig til Halland, da hun den 28de Juli, altsaa Dagen for Sønnens Hylding i Nidaroos, var paa Vardbergs Slot og her forlenede en af sine mest betroede Mend, der siden spillede en betydelig Rolle, og hvis Ætlinger ogsaa havde meget at sige i Norge, Nisse eller Nikolas Jenssøn Svarteskaaning, med det Gods i Fjeraas Hered, som Magnus Porse og Thorkel Erngislsøn, der havde forladt hendes Tjeneste, hidtil havde besiddet[8]. Hun havde saameget mere Aarsag til at frygte for Ufred paa disse Kanter, som Kong Albrecht under hendes Ophold i Norge – formodentlig ved Fejde eller Trusel om Fejde, havde faaet Skaaningerne til at aabne Underhandlinger i Skeninge ved et Gesandtskab, for hvilket Erkebiskop Magnus af Lund og Tuve Galen stod i Spidsen, og paa egen Haand at slutte en Stilstand med ham den 7de April, der skulde vare til næste Aar Midsommer, og hvorved han forbeholdt sig, hiinsides Øresund at kunne understøtte sine Brødre mod Danmark, medens Indbyggerne i Skaane og Halland skulde kunne hjelpe sin Konge Olaf i enhver Krig undtagen mod Sverige[9]. Hovedaarsagen til dette besynderlige Skridt fra Skaaningernes Side var vel, at en saa stor Deel af Skaane endnu stod under Hansestæderne, saa at Margrete eller det danske Rigsraad ej uden at støde disse for Hovedet kunde befatte sig dermed og saaledes maatte overlade Landskabet til sig selv. Men den Omstændighed, at vi finde Tuve Galen blandt Underhandlerne, lader dog formode, at der og var nogen Underfundighed med i Spillet fra Skaaningernes Side[10]. Imidlertid maa man beundre Margrete, der saa kjekt stillede sig paa Vagt mod Mecklenburgerne i Sverige og var rede til at modtage og møde ethvert Angreb fra den Kant, medens Sønnen, fjernt i Norden, modtog Nordmendenes Hylding.

At Kong Olaf ved denne Hylding ledsagedes af mange Raadsherrer, og at der har været en glimrende Forsamling i Nidaroos, er vist nok, men blandt dem ere kun Drottsetens og Hr. Sigurd Hafthorssøns Navne opbevarede. De have nemlig beseglet et Beskyttelsesdrev for Jemteland, med Bekræftelse paa dets Ret og Friheder, som Kongen udstedte paa selve Kroningsdagen[11]. I dette Brev siges der udtrykkeligt, „at Drottseten og flere gode Mend af Raadet havde tilsvoret Almuen over hele Norge at overholde og paa Kongens Vegne at lade overholde gammel Ret og Lov, og at han selv havde givet Almuen Tilsagn om at skulle blive ved al deres gamle Ret og Lov saaledes, som deres Forfedre havde nydt den af Kongens Forfedre og Forgængere paa Tronen“. Brevet, staar der ogsaa, samtyktes af Drottseten og flere gode Mend. Det vil strax nedenfor sees, at Haakon Jonssøn sandsynligviis var een af de Raadsherrer, der overvar Kroningen; i saa Fald er det ej usandsynligt, at det var ham, som efter gammel Skik gav Olaf Kongenavn, thi faa Aar efter see vi ham paa lignende Maade hilse Olafs Efterfølger som Konge. Dog var neppe nogen Erkebiskop tilstede: Erkebiskop Thrond var sandsynligviis ganske nyligt afgaaet ved Døden, eller døde under selve Hyldings-Højtidelighederne. Hvad Drottsetens Udnævnelse angaar, da er det rimeligst, at han først var valgt af Raadet, ligesom forhen Hr. Erling Vidkunnssøn, men at Kongen, umiddelbart efterat have faaet Kongenavnet, gav ham Drottsete-Navn. Han var saagodtsom selvskreven dertil, da han allerede før havde baaret det. Og naar der skulde udnævnes en Cantsler, kunde der ej være Tale om nogen anden end Provst Henrik, da hiint Embede var henlagt til Provstedømmet. Men man kunde have undladt at udnævne Nogen, og at det skete, maa vel enten, ligesom med Hr. Paal Baardssøn fordum, tilskrives Geistlighedens Indflydelse, eller og er det skeet efter Dronning Margretes eget Ønske. Unegteligt maatte det ogsaa lette Regjeringsforretningernes Gang, at en Cantsler kunde besørge de løbende Sager, medens Drottseten ferdedes omkring for at holde Orden i Landet.

At Olaf ved denne Lejlighed ogsaa blev kronet, som etsteds angives[12], er muligt, men neppe sandsynligt. Denne Højtidelighed plejede helst at udsettes, til Kongen naaede Skjels-Aar. Sammesteds forsikkres det ogsaa, at Kong Olaf lod sin Fader „hederligen begrave“, i 1381[13]. Dette er heller ikke sandsynligt, med mindre man antager, at Kong Haakons Liig strax efter hans Død har været foreløbigt bisat, og den egentlige Højtidelighed ved Begravelsen udsat til Olafs Ankomst om Vaaren eller Begyndelsen af Sommeren.

Allerede ved Olafs Hylding i Slagelse 1376 havde Kong Haakon og Dronning Margrete, eller maaskee ogsaa det danske Raad, efter Kong Valdemars Exempel, ladet ham antage, foruden den gamle danske Kongetitel, „Daners og Slavers (eller Venders) Konge“, ogsaa den af „Goternes Konge“, for at betegne sin Ret til Øen Gotland. Dette Tilleg bibeholdt Olaf ogsaa i sin norske Kongetitel, men nævnte her ikke „Slaverne“, saaat hans Titel i norske Breve derfor lyder: „Olaf, med Guds Naade Norges, Daners og Goters Konge“. Man seer heraf, hvilken. Vegt hans Moder lagde paa Besiddelsen af Gotland. Derimod opgav man for Olaf for det første den Titel af „Sveriges Konge“, som hans Fader havde ført, og som det synes, at han skulde have arvet efter ham, med Fordring paa Folkungernes Trone. Men Margrete har vel for Øjeblikket villet undgaa at støde de Svenske ved en saadan Demonstration. Med Haakon var det en anden Sag. Han havde virkelig baaret Sveriges Krone, det havde Olaf ikke. Siden optoges dog Titlen „Sveriges Arving“. Naar derimod Margrete kaldte sig „Norges og Sveriges Dronning“, var det fordi hun som Enke beholdt Mandens Titel. Men i de hanseatiske Documenter kaldes hun kun „Dronning til Norge“, thi dette var jo dog egentlig det Rige, hvorfra hendes Dronningtitel udsprang. Fra denne Hyldingsdag af, den 29de Juli, begyndte man saaledes at regne Kong Olafs Regjering, og at datere Breve derefter. Hidtil havde man i Mellemtiden fra hans Faders Død deels hjulpet sig med at nævne Aarstallet efter Christi Fødsel, hvad der i norske Breve ej var saa brugeligt, deels dateret „i Aaret efter Kong Haakons Frafald“, „i Kong Haakons Frafalds-Aar“, eller i hans „sidste Aar“, ja endog, som vi have seet, slet hen i „Kong Haakons Aar“, uanseet at han var død[14].

Den unge Konge, og formodentlig ogsaa de forsamlede Herrer, vare endnu den 7de August i Throndhjem, thi denne Dag udstedtes en Bekræftelse paa de bergenske Skomageres Frihedsbrev[15]. Sandsynligviis er hele Mellemtiden hengaaet med at udstede lignende Breve til mange forskjellige Egne, men man har ikke kunnet rekke at besegle dem alle, som det til Jemteland, paa selve Hyldingsdagen. Men ej længe efter maa Kongen og Herrerne have tiltraadt Tilbagereisen, thi allerede den 28de August var Drottseten og flere andre Raadsherrer, (Biskop Jon i Oslo, Drottseten, Provst Vinalde (Magister Capellarum), Provst Henrik, Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn, Benedict Nikolassøn, Henrik Michelstorp, Alf Haraldssøn, Jon Martinssøn, Jon Reidarssøn Darre og Agmund Bergthorssøn Bolt), hvoriblandt flere sandsynligviis havde været i Nidaroos, forsamlede i Hornboresund[16] – uvist om det paa Agdesiden eller det paa Viksiden –; og hvad enten de nu først vare dragne over Land til Oslo og derfra til Søs, eller de havde taget Søvejen lige fra Throndhjem langs Kysterne, saa maa de, for at kunne komme saa tidligt til Hornboresund som den 28de August, have forladt Throndhjem meget snart efter den 14de. Spørsmaalet, hvad Vej de have taget, er ikke uvigtigt, thi hvis de have taget Søvejen, da kan maaskee deres Ophold i Hornboresund alene være foranlediget deraf, at de nu vare paa Tilbagevejen og agtede snart at skilles ad, ligesom det da og maa ansees vist, at de fleste af dem havde været med i Throndhjem, især da de, paa Vinalde nær, alle hørte hjemme paa Østlandet; kom de derimod fra Oslo, maa de have været sammenkaldte af Dronningen og skulde i saa Fald indfinde sig hos hende paa Vardberg eller andensteds til Raadslagningl[17]. Desverre veed man heller ikke, hvor Dronningen paa den Tid opholdt sig. Maaskee blev Olaf omtrent paa samme Tid bragt ned til Danmark, hvor der i Ringsted den 11te December udstedtes et Brev i hans Navn. Sikkert kan man dog ikke heraf slutte hans Tilbagekomst til Danmark, da man ogsaa her oftere udstedte Breve i hans Navn og under Rigsseglet, uden at han var nærværende. Med langt større Vished kan man derimod antage, at han idetmindste havde forladt Norge (og følgelig var kommen tilbage til Danmark, i October 1381), fordi et i hans Navn den 9de October i Oslo udstedt Brev er beseglet af Drottseten, uden at hans Nærværelse udtrykkeligt nævnes. Thi kun naar dette skeer kan man være sikker paa, at han, og formodentlig da ogsaa Moderen, har været tilstede. Overhoved forsvinder han i disse Umyndighedsaar næsten ganske som Personlighed. Hvor han som Konge skal fremtræde personligt, er det Dronningen, som handler i hans Navn; ellers besørges de sedvanlige Expeditioner i hans Navn paa den allerede angivne Maade. Kun nogle saa Gange erfare vi paa nysnævnte Viis l hans Nærværelse i Norge, ellers er det aldeles uvist, hvor han opholdt sig. Det er ej engang sikkert, om han har været tilstede ved de Raadssamlinger, i Bergen og andensteds, hvor Retterbøder ere udgivne. Hans Nærværelse var der ikke mere nødvendig, end ved andre Lejligheder, og hans Moder, som vistnok ved en saadan Lejlighed vilde have fulgt med, var idetmindste neppe nogensinde efter Haakons Død i Bergen.

Saaledes var da nu den unge Olaf bleven Konge baade i Norge og Danmark, og en Forening var oprettet mellem begge Riger, der under forskjellige Omvexlinger skulde vedvare i 433 Aar, og som maaskee Margrete allerede nu tænkte paa at gjøre stedsevarende, men som de fleste Mend i begge Riger neppe tænkte sig anderledes end midlertidig, saaledes at den atter skulde blive opløst, hvis Kong Olaf i sin Tid fik tvende Sønner. Hvad man i Norge meente om Foreningen, nævnes l ingensteds. Mange vare vistnok stemte for den. Endeel betragtede den vel med Ligegyldighed, som en uundgaaelig Skjebne, og kun de Færreste synes at have betragtet den som et Onde. At Stemningen i Norge nu var langt mere for denne Union, end den tidligere var før Unionen med Sverige, er umiskjendeligt. Det samme var formodentlig Tilfeldet i Danmark. Ved at velge Olaf havde man viist, at man ønskede Foreningen: kun de, der holdt med Mecklenburgerne, kunde siges at være misfornøjede dermed. Denne gunstige Stemning hos Fleerheden i begge Riger kan vel for en Deel være kommen af Følelsen af, at de gjensidigt trængte til hinanden; men for en stor Deel skyldes den dog vist ogsaa Margretes Statsklogskab. Overhoved, jo nøjere man betragter de politiske Tildragelser i Norden paa denne Tid, desto tydeligere træder Margrete i Forgrunden som den, der oversaa og beherskede Forholdene, og hvis overlegne Aand ledede det Hele. At hun, som Enkelte have meent, kun gradeviis, efter Omstændighedernes og Tilfeldets Medfør, skulde være kommen paa den Tanke, at forene Nordens trende Riger, og ej lige fra først af skulde have stillet sig dette Maal for Øje, er neppe tænkeligt. Endog hendes egen Titel, „Norges og Sveriges Dronning“, maatte stadigt erindre hende derom. Nationerne selv havde ubevidst stræbt derhen. Forskjellen mellem de trende Sprog, som taltes i Norden, var allerede for en stor Deel udjevnet. Dronningens egne Sær-Besiddelser dannede allerede etslags nærmere Forening af norske, danske og svenske Landsdele, der maatte gjøre den Tanke, paa samme Maade at forene Hovedrigerne selv, baade naturlig og Udsigten dertil sandsynlig. Endog de hyppige Provisioner af Geistlige fra det ene Rige til det andet maatte begunstige Tilnærmelsen, og i den nye Birgittiner-Orden, der nu omsider tog sit Sæde og begyndte sin Virksomhed i Vadstena, havde man hvad man kunde kalde en unionell Planteskole for geistlige Kræfter og for Udbredelsen af den nordiske Eenheds-Idee. Tiden var aabenbart kommen til at begynde Verket; Margrete var en af de første til at indsee dette, og hun begyndte det med al sin overlegne Kraft. At hun derved nærmest havde sin egen og sit Dynasties Forherligelse for Øje, og ej saameget tænkte paa selve Nationernes Fordeel, er vel muligt, og efter de da herskende Forestillinger endog sandsynligt. Men den store Tanke var ligefuldt undfanget og Haanden lagt paa Verket.

  1. ↑ Brev udst. i Slagelse d. 19de Januar 1381. Suhm XIV. 93, 94.
  2. ↑ Dipl. N. V. 320.
  3. ↑ Da det er af Vigtighed at kunne danne sig en klar og nøjagtig Forestilling herom, hidsette vi i chronologisk Orden en Fortegnelse paa alle hidtil bekjendte daterede Breve, udstedte i Kong Olafs Navn indtil Udgangen af 1385, med en kort Antydning af deres Indhold og Besegling. Fra 1381: Nidaroos den 29de Juli, Kroningsdagen, Beskyttelsesbrev for Jemteland; da dette Brev er udstedt paa et Raadsmøde, er det indseglet baade af Drottseten og Hr. Sigurd Hafthorssøn, men ej af Cantsleren, formodentlig fordi man endnu intet Stor-Segl havde faaet. (N. gl. L. III. 213). Nidaroos den 7de August, Bekreftelse paa Skomagernes Friheder, under Kongens og Drottsetens Segl (s.steds S. 214); her var ligeledes neppe noget Storsegl ferdigt. Oslo d. 9de October, Overdragelse af en Kronen tilkommende Pengefordring, under Kongens og Drottsetens Segl, (Dipl. N. II. 469). Fra 1382: Oslo den 6te Febr., Bekreftelse paa Mariekirkens Rettigheder, under Kongens og Drottsetens Segl; Cantsleren beseglede med. (Dipl. N. V. 325). Tunsberg d. 20de April, Tilladelse til Indbyggerne i to Skibreder at bygge et nyt Landevernsskib; under Kongens og Drottsetens Segl. (s.steds I. 470). Bergen d. 16de Juni, Stadfestelse af Audunargaardens Friheder, under Kongen og Drottsetens Segl (Dipl. N. II. 476); dette var kun en ligefrem Følge af, at Mariekirkens Privilegier bekræftedes, derfor udfordredes her ej Cantslerens Besegling. Bergen d. 23de Juni, Stevningsbrev til nogle Folk fra Ryfylke, sandsynligviis af Hirdmandsklassen, inds. af Drottseten og Cantsleren. Bergen den 26de Juni, Stadfestelse paa Munkeliv Klosters Privilegier, under Kongens og Drottsetens Segl, Cantsleren beseglede med (Munkelivb. S. 19). Oslo den 13de August, to Landsvistbreve beseglede i „Kongens Nærværelse“; hverken Drottsete eller Cantsler nævnes, (Dipl. N. I. 474, 476). Bergen den 27de October. Retterbod om Islandsfarernes Told, vedtagen paa Raadsmøde og medbeseglet af Raadsherrerne, (Norges gl. Love III. 215. Fra 1383: Tunsberg den 26de August, Retterbod om Told m. m. vedtagen og beseglet paa Raadsmøde af Raadsherrerne (N. gl. L. III. 216). Bergen den 23de Octbr., Bekreftelse af et Kjøb, beseglet af Kongen og Drottseten (Dipl N. I. 483). Fra 1384: Bergen den 23de Juni, Retterbod vedtagen paa et Raadsmøde og beseglet af Raadsherrerne (sammesteds S. 218). Bergen d. 19de August, Retterbot, ligesaa (sammesteds S. 222). Tunsberg d. 22de, Stadfestelsesbrev paa en Dom, beseglet af Cantsleren, uden at Drottseten nævnes (Dipl. N. I. 491): Drottseten kunde desuden da ej engang være tilstede i Tunsberg, da han den 19de var med Raadet i Bergen. Akershuus den 6te December, Befaling til Mariekirkens Debitorer at betale hvad de skyldte; indseglet i „Kongens Nærværelse“, uden at Drottsete eller Cantsler omtales. Da er det og vist, at Margrete selv var tilstede, siden hun 14de Januar var i Oslo, (Dipl. N. II. 488), altsaa tilbragte Julen der.
  4. ↑ Dette sees bedst ved at sammenholde den nysanførte Retterbod, dateret Bergen den 19de August 1384, med Bekreftelsesbrevet, dateret Tunsberg den 22de August s. A.; begge siges at være beseglede med Kongens Segl, men hvis der kun var eet, kunde det ej være i Bergen den 19de og i Tunsberg den 22de August. Altsaa seer man, at Drottseten, der den 19de var med at besegle i Bergen, havde eet Segl, og Cantsleren i Tunsberg d. 22de et andet. Nu er det vist, at det Segl, Cantsleren bevarede, altid var Storseglet, følgelig maa Drottseten have haft Secretet.
  5. ↑ Huitfeld, S. 565.
  6. ↑ See ovenfor S. 50. Til yderligere Bestyrkelse herpaa kan anføres, at hun i 1385 gav Biskop Jons Landboer paa Folkestad i Vettahered Fritagelse for Leding, Skat og Told m. m.. i sit eget Navn og under sit eget Segl. Thi det er aabenbart, at om Landskabet ej havde særskilt tilhørt hende fem Morgengave, men staaet under Kong Olaf, da maatte Brevet have været udstedt i dennes Navn, om hun endogsaa selv nok saa meget var den raadende. Kun faa Uger forud udstedtes, som vi have seet, i Kong Olafs Navn en Besaling til Mariekirkens Debitorer at betale sin Gjeld, og Brevet derom besegledes l hans Nærværelse; der er jo ingen Tvivl om, at hun ogsaa var den egentlige Udstederinde heraf, men hun lod dog Brevet udstede i Sønnens Navn; enhver anden Form havde været ugyldig. I Margretes Brev staar der endydermere, at hine Landboer skulle nyde al den Frihed o. s. v., som hendes egne og hendes haandgangne Mends Tjenere nyde i „hendes Lehn og Velde“. Altsaa regner hun her Vettahered til sit eget „Lehn og Velde“, d. e. sin Morgengave.
  7. ↑ Vi have allerede seet, at hun havde Elfsborg. Opensteen var vel i 1376 afslaaet af Hertug Erik til K. Olaf, men i 1382 holdtes det paa Dronningens Vegne af Johan Liste (Suhm XIV. S. 105).
  8. ↑ Suhm, XIV. S. 95. Det var sandsynligviis endeel af Kongsbakke, hvorfra han senere (i 1385) daterede et Brev, Bunge, L. E. K. Urk. 1225.
  9. ↑ Suhm, efter Originalen i det danske Geh. Archiv, XIV. S. 521–525.
  10. ↑ Imidlertid var dog ogsaa Axel Ketilssøn med, maaskee for en eller anden Borg i Søndrehalland, og han maa antages at have været Dronningens ivrige Tilhænger og at have varetaget hendes Interesser.
  11. ↑ Norges gl. L. III. S. 314. Der staar udtrykkeligt, at Brevet er udstedt i Throndhjem „paa Olafsvakedag førre, da vi bleve tagne til Konge, det første Aar af vor Regjering“.
  12. ↑ Huitfeld, S. 566.
  13. ↑ Sammesteds, S. 565.
  14. ↑ De hidtil bekjendte Breve fra Mellemtiden mellem 1ste Septbr. 1380 og 29de Juli 1381, der ej ere daterede efter Aarstal, men efter Kong Haakons Dødsaar eller Regjeringsaar, ere følgende fem: Dipl. N. III. 431, c. 1ste Octbr. 1380, fra Øyamark „fyrstu ári fráfalls H. K.“ Dipl. N. I. 466, 21de Decbr. 1380, fra Valdres, „26da ári ríkis H. K.“ Dipl. N. V. 321, 23de Marts 1381, fra Saude paa Grenland, „fyrstu ári frafalls H. K.“ Dipl. N. III. 430, 16de April 1381, fra Sæmshered paa Vestfold „26 ári ríkis H. K.“ (her er Haakon kaldet „Noregs, Svía ok Dana konugr“ et Tegn paa, hvorledes Foreningen med Danmark nu stod Folk for Hovedet). Dipl N. IV. 519, 19de Juli 1381, fra Ullensvang, „síðasta ári H. K.“. Paa den Tid vidste man her sikkert allerede, at Olafs Hylding om faa Dage vilde skee. Jfr. omtr. S. 116. Som en Egenhed maa det ansees, at der findes et Brev af 6te Juni 1382, der endog er dateret 2det Aar efter Kong Haakons Død, Dipl. N. II. 475. Stedet angives ikke, og muligt kan det have næret faa afsides beliggende, at man der endnu ikke havde erfaret Kroningen. Der skal ogsaa have været et af 1382 eller 1383, der var dateret idet 3die. (Blandt norske Breve paa Akershuus 1624, Suhm XIV. 130)
  15. ↑ Norges gl. Love, III. S. 214.
  16. ↑ Dipl. N. I. 469.
  17. ↑ At dog Jon Martinssøn ej havde været i Nidaroos, sees af et Brev, dateret ( 20de Juli 1381, der viser, at han den Dag var paa Holm i Dalsland. (Dipl. N. I. 464).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/12&oldid=84960»