Det norske Folks Historie/8/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon efterlod ſig kun den ene Søn Olaf, Danmarks Konge, der ſaaledes var ubeſtridt Arving til Norges Krone. Om Haakon havde haft flere Børn med Margrete, vides ikke; de maa i alle Fald være døde ſom Børn. Der taltes viſtnok ſiden om, at de ogſaa ſkulde have haft en Søn ved Navn Henrik, men det kan neppe forholde ſig ſaa; vi ville i det følgende komme til at.handle nærmere herom. Det er ovenfor nævnt, at man ej med Vished veed, om Dronning Margrete var tilſtede ved Haakons Død. Der er intet, ſom hindrer i at antage det; i alle Fald maa det anſees ſom viſt, at hun ſtrax ved Efterretningen om Mandens Død haſtede til Norge for at gjøre de nødvendige Skridt til at faa Sønnen hyldet, men man hører dog ikke om hendes Nærværelſe i Norge førend i de førſte Dage af det næſte Aar. Da det imidlertid ikke er rimeligt, at hun reiſte op ved Vintertide, maa hun i det allerſildigſte have forladt Danmark i October, altſaa kort efter Haakons Død. Hvad Høvdingerne i Norge nu ſtrax foretog ſig, vides ikke. Biſkoperne vare maaſkee endnu forſamlede til Concilium paa Hamar, men der nævnes intet om, at de gjorde noget afgjørende Skridt. Ifølge de gamle Lovbeſtemmelſer ſkulde Erkebiſkopen ſammenkalde Rigets Høvdinger til et Møde for at overlegge om Styrelſen og afgjøre, hvo der ſkulde blive den afdøde Konges Efterfølger. Muligt, at dette er ſkeet, ihvorvel intet beſtemt vides derom. Men da Olafs Arveret var utvivlſom, og ſaaledes hans Antagelſe vis, — ſaa vis, at man allerede i danſke Breve lod ham kalde ſig „Norges Konge“[1] — ſynes Margrete, ſom for det førſte havde efterladt ham i Danmark, uden Hinder eller Modſigelſe midlertidigt at have overtaget Regjeringen paa hans Vegne; thi den 11te Januar 1381 ſtadfeſtede hun paa Akershuus, „med Rigets Raads Samtykke og i ſin Søns Navn, alle de Rettigheder og Privilegier, ſom Mariekirken i Oslo hidtil havde nydt, indtil Gud af ſin Naade forundte hende, at hendes kjære Søn Kong Olaf ſelv kom“[2]. Olaf kom førſt længer ud paa Aaret, men naar eller hvorledes, er ingenſteds omtalt; alt, hvad vi vide derom er, at han paa St. Olafs Dag, den 29de Juli, blev tagen til Konge i Nidaroos, altſaa paa Ørething efter den gamle Skik, hvilket viſer, at han ej kan være reiſt fra Danmark ſenere end i Juni Maaned. Formodentlig har Margrete heller ikke villet lade den tiaarige Dreng tiltræde den lange Reiſe, førend den mildere Aarstid var indtraadt, og hun imidlertid havde aftalt med det norſke Raad, hvorledes Styrelſen ſkulde indrettes i Olafs Mindreaarighed. Thi at Forhandlinger, og det af ſærdeles Vigtighed, maa have fundet Sted derom mellem Margrete og Raadet, forſtiller ſig ej alene af ſig ſelv, men det kan ogſaa ſkjønnes deraf, at vi lige fra Hyldingsdagen atter ſee ved den unge Konges Side en Drottſete eller Rigsforſtander, nemlig Hr. Agmund Finnsſøn, der ſaaledes nu atter indtog denne Verdighed, og ſtrax efter en Cantſler, nemlig Provſten ved Mariekirken, Hr. Henrik Henriksſøn, der altſaa nu førſt fik Titlen, efter længe at have beſtyret Embedets Forretninger. De Kongebreve, der ere udſtedte i Olafs Mindreaarighed, viſe, at disſe to Mend tilſammen beſtyrede de løbende Regjeringsforretninger, og begge benyttede Kongeſegl, ſaaledes at Drottſeten alene i Kongens Navn udſtedte alle Breve, der vedkom den udøvende Myndighed, Krigsvæſenet, Finantſerne m. m., og beſeglede dem med Kongeſeglet, ſaavelſom med ſit eget, medens derimod alt hvad der hørte til den dømmende Myndighed, altſaa Bekræftelſe paa Domme, og formodentlig ogſaa Landsviſtbreve, udferdigedes af Cantſleren i Kongens Navn og beſegledes af ham alene. Kun Breve af ſtørre Vigtighed, ſom Bekræftelſer paa Privilegier o. a. d. udferdigedes i Kongens Navn af Drottſeten og Cantſleren i Forening, ſaaledes at det udtrykkeligt tilføjedes, at Cantſleren beſeglede med Kongens Segl. Men i Kongens, det vil ſige hans og Dronningens, Nærværelſe, bortfaldt baade Drottſetens og Cantſlerens Myndighed; da heed det kun ſom ſedvanligt „indſeglet i vor Nærværelſe“, og ligeſaa beſegledes de Beſlutninger, der under Kongens Navn fattedes paa Raadsmøder, af alle de tilſtedeværende Raadsherrer, blandt hvilke altid Drottſeten, men ſjeldnere Cantſleren nævnes[3]. Heraf maa man altſaa ſlutte, at der mellem Dronningen og Raadet umiddelbart for Kroningen er truffet en Overeenskomſt, der omtrent har indeholdt disſe Hoved-Artikler:

1. Dronningen fører det egentlige Formynderſkab for ſin Søn, og udfører alle Regjeringshandlinger i hans Navn, naar hun er i Landet.

2. Naar hun er udenfor Landet, føres Regjeringen af Drottſeten og Cantſleren i Kongens Navn, ſaaledes at hiin har alt det egentligt Adminiſtrative og hvad der hører til Krigsvæſenet, denne alt hvad der vedkommer den dømmende Myndighed, under ſin Varetægt. Kun vigtige Beſlutninger, ſom Bekræftelſer eller Tilſtaaelſer af Privilegier o. ſ. v. afgjøres og beſegles af Drottſeten og Cantſleren i Fellesſkab. Staar Dronningen ſelv er tilſtede, bortfalder begges Myndighed.

3. Lovgivningsſager, ſom Retterbøders Udſtedelſe o. ſ. v., foretages og afgjøres kun paa Raadsmøder, ej af Drottſeten eller Cantſleren paa egen Haand.

Man ſeer heraf, at Raadet intet havde imod, at Dronningen førte Regjeringen og udøvede Kongemagten, naar hun var i Landet, men at de kun vilde forebygge, at Regjeringen ſkulde føres fra Danmark af, neppe ſaa meget af Frygt for, at danſk Indflydelſe ſkulde gjøre ſig gjeldende — thi det kunde jo dog altid ſkee, naar Dronningen var i Landet — ſom for at den Ulempe ſkulde indtræde, der under forrige Union med Sverige oftere havde fundet Sted, at de løbende Forretninger og Expeditioner ved Regentens Fraværelſe ganſke gik i Staa. Den Tillid, ſom Raadet her viiſte Margrete, indeholder et merkeligt Vidnesbyrd om hendes overlegne Dygtighed og den Yndeſt, hun maa have forſtaaet at vinde hos Nordmendene. Formodentlig var det hende udelukkende forbeholdt at raade over Syſlerne og Krongodſet, ſaa at Drottſeten og Cantſleren ej paa egen Haand kunde give Forleninger, dog findes der ej nu Breve, ſom udtrykkeligt handle derom. I de Breve, ſom Drottſeten udſtedte i Kongens Navn, brugtes ſedvanligviis den Formel: „vi have med Raad og Samtykke af vor kjæreſte Drottſete Hr. Agmund Finnsſøn beſluttet, eller givet o. ſ. v.“; og tilſidſt „under vort og vor Drottſetes Indſegl“. I de Breve, ſom Cantſleren udſtedte i Kongens Navn, nævnes derimod kun „Raadet“ i Almindelighed, og de ende med “Provſten ved Mariekirken i Oslo, vor Cantſler, Hr. Henrik Henriksſøn, indſeglede“. Da det er aabenbart, at Drottſeten ofte beſeglede ſine Breve, medens Cantſleren var langt borte, og omvendt, er det umuligt, at de begge to kunne have brugt eet Segl, men Drottſeten maa have brugt det mindre Kongeſegl, eller Secretet, Cantſleren Storſeglet[4]; desverre mangle Seglene paa alle de føromtalte Breve, ſaaat intet beſtemt Vidnesbyrd derom haves.

Man ſkulde formode, at der ogſaa ſluttedes en Overeenskomſt med det danſke Raad, etſlags Unionsact, i Liighed med den, der i 1319 ſluttedes med det ſvenſke. Den danſke Hiſtorieſkriver og Cantſler Arild Huitfeld, ſom ſkrev noget over 200 Aar ſenere, ſiger ogſaa, at det „holdes for, at Dronning Margrete og Rigets Raad i Norge (dem igjen til Vilje i Danmark, ſom tilforn vare eens til at ſamtykke Kong Olaf til Danmark) en Forpligt at være gjort og ganget imellem, at Danmark og Norge ſtedſe ſkulde blive tilſammen under een Konge“[5]. Hans Udtryk „det holdes for“ viſer vel, at ej engang han har kjendt noget derom oprettet Brev eller har haft noget ſikkert Vidnesbyrd derom; imidlertid kan dog denne Antagelſe ej ganſke være greben af Luften, og ſaavel den tidligere Analogi fra Foreningen med Sverige, ſom Margretes velbekjendte Beſtræbelſer for at knytte Unionen faſtere og udvide den til det hele Norden, giver den al mulig Sandſynlighed. Blandt Vilkaarene i denne Unionsact, hvilke de nu end ellers kunne have været, maa der iſær have været eet, der ſikkrede hvert Rige ſin Selvſtændighed lige over for det andet og ſagte at forebygge Indtrængen af det ene Riges Mend i det andet Riges Raad, Slotte, Syſler eller Lehn. Overhoved maa Indholdet paa det nærmeſte have ſtemmet med den ſenere ſtørre Unionsact for alle tre Riger. Men, ſom ſagt, hverken i Danmark eller Norge har i de ſidſte trehundrede Aar nogen ſaadan Foreningsact været funden, enten i Original eller Afſkrift. Sandſynligviis har den, ligeſom den ſenere ſtørre Act, alene været udſtedt i meget faa Gjenparter, og ej været beſtemt til Offentliggjørelſe, hvorfor den ſiden deſto lettere kunde forkomme. Man har vel ikke engang lagt nogen ſynderlig Vegt paa den, efterat den var bleven gjort overflødig ved Foreningen mellem alle tre Riger og den nye Art, ſom derom udſtedtes.

Margrete forbeholdt ſig, ſom Skik og Brug var, ſin egen Livgeding eller Morgengave, hvilken, ſom det allerede er omtalt, paa det nærmeſte var den ſamme ſom Dronning Blanches, idetmindſte Elveſysſel og Ranrike med Vettahered, undtagen Ordooſt m. m., maaſkee ogſaa Borgeſysſel[6]. Tillige er det af flere Breve aabenbart, at hun paa ſamme Maade ogſaa havde Nordre-Halland med Tilbehør, hvad enten dette, naar det kom til Stykket, dog ſkrev ſig fra Egteſkabscontracten 1363, eller det ſenere var hende overdraget[7]. Saaledes udgjorde hendes ſærſkilte Beſiddelſer et ſammenhængende Heelt, fra Svineſund til Falkenberg. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at de Dele af Sverige, der ikke adlød Kong Albrecht, og ſom grændſede til hine Beſiddelſer, ogſaa betragtedes ſom nærmeſt lydende under hende, og at Slottenes Befalingsmend holdt disſe, ſom det heed, til hendes Haand H. For at vogte disſe Beſiddelſer og iagttage Kong Albrechts Bevægelſer var det vel, at Dronningen ikke ledſagede ſin Søn til Throndhjem, men forblev ſøndenfjelds og ſandſynligviis endog ſtrax begav ſig til Halland, da hun den 28de Juli, altſaa Dagen for Sønnens Hylding i Nidaroos, var paa Vardbergs Slot og her forlenede en af ſine meſt betroede Mend, der ſiden ſpillede en betydelig Rolle, og hvis Ætlinger ogſaa havde meget at ſige i Norge, Nisſe eller Nikolas Jensſøn Svarteſkaaning, med det Gods i Fjeraas Hered, ſom Magnus Porſe og Thorkel Erngiſlſøn, der havde forladt hendes Tjeneſte, hidtil havde beſiddet[8]. Hun havde ſaameget mere Aarſag til at frygte for Ufred paa disſe Kanter, ſom Kong Albrecht under hendes Ophold i Norge — formodentlig ved Fejde eller Truſel om Fejde, havde faaet Skaaningerne til at aabne Underhandlinger i Skeninge ved et Geſandtſkab, for hvilket Erkebiſkop Magnus af Lund og Tuve Galen ſtod i Spidſen, og paa egen Haand at ſlutte en Stilſtand med ham den 7de April, der ſkulde vare til næſte Aar Midſommer, og hvorved han forbeholdt ſig, hiinſides Øreſund at kunne underſtøtte ſine Brødre mod Danmark, medens Indbyggerne i Skaane og Halland ſkulde kunne hjelpe ſin Konge Olaf i enhver Krig undtagen mod Sverige[9]. Hovedaarſagen til dette beſynderlige Skridt fra Skaaningernes Side var vel, at en ſaa ſtor Deel af Skaane endnu ſtod under Hanſeſtæderne, ſaa at Margrete eller det danſke Rigsraad ej uden at ſtøde disſe for Hovedet kunde befatte ſig dermed og ſaaledes maatte overlade Landſkabet til ſig ſelv. Men den Omſtændighed, at vi finde Tuve Galen blandt Underhandlerne, lader dog formode, at der og var nogen Underfundighed med i Spillet fra Skaaningernes Side[10]. Imidlertid maa man beundre Margrete, der ſaa kjekt ſtillede ſig paa Vagt mod Mecklenburgerne i Sverige og var rede til at modtage og møde ethvert Angreb fra den Kant, medens Sønnen, fjernt i Norden, modtog Nordmendenes Hylding.

At Kong Olaf ved denne Hylding ledſagedes af mange Raadsherrer, og at der har været en glimrende Forſamling i Nidaroos, er viſt nok, men blandt dem ere kun Drottſetens og Hr. Sigurd Hafthorsſøns Navne opbevarede. De have nemlig beſeglet et Beſkyttelſesdrev for Jemteland, med Bekræftelſe paa dets Ret og Friheder, ſom Kongen udſtedte paa ſelve Kroningsdagen[11]. I dette Brev ſiges der udtrykkeligt, „at Drottſeten og flere gode Mend af Raadet havde tilſvoret Almuen over hele Norge at overholde og paa Kongens Vegne at lade overholde gammel Ret og Lov, og at han ſelv havde givet Almuen Tilſagn om at ſkulle blive ved al deres gamle Ret og Lov ſaaledes, ſom deres Forfedre havde nydt den af Kongens Forfedre og Forgængere paa Tronen“. Brevet, ſtaar der ogſaa, ſamtyktes af Drottſeten og flere gode Mend. Det vil ſtrax nedenfor ſees, at Haakon Jonsſøn ſandſynligviis var een af de Raadsherrer, der overvar Kroningen; i ſaa Fald er det ej uſandſynligt, at det var ham, ſom efter gammel Skik gav Olaf Kongenavn, thi faa Aar efter ſee vi ham paa lignende Maade hilſe Olafs Efterfølger ſom Konge. Dog var neppe nogen Erkebiſkop tilſtede: Erkebiſkop Thrond var ſandſynligviis ganſke nyligt afgaaet ved Døden, eller døde under ſelve Hyldings-Højtidelighederne. Hvad Drottſetens Udnævnelſe angaar, da er det rimeligſt, at han førſt var valgt af Raadet, ligeſom forhen Hr. Erling Vidkunnsſøn, men at Kongen, umiddelbart efterat have faaet Kongenavnet, gav ham Drottſete-Navn. Han var ſaagodtſom ſelvſkreven dertil, da han allerede før havde baaret det. Og naar der ſkulde udnævnes en Cantſler, kunde der ej være Tale om nogen anden end Provſt Henrik, da hiint Embede var henlagt til Provſtedømmet. Men man kunde have undladt at udnævne Nogen, og at det ſkete, maa vel enten, ligeſom med Hr. Paal Baardsſøn fordum, tilſkrives Geiſtlighedens Indflydelſe, eller og er det ſkeet efter Dronning Margretes eget Ønſke. Unegteligt maatte det ogſaa lette Regjeringsforretningernes Gang, at en Cantſler kunde beſørge de løbende Sager, medens Drottſeten ferdedes omkring for at holde Orden i Landet.

At Olaf ved denne Lejlighed ogſaa blev kronet, ſom etſteds angives[12], er muligt, men neppe ſandſynligt. Denne Højtidelighed plejede helſt at udſettes, til Kongen naaede Skjels-Aar. Sammeſteds forſikkres det ogſaa, at Kong Olaf lod ſin Fader „hederligen begrave“, i 1381[13]. Dette er heller ikke ſandſynligt, med mindre man antager, at Kong Haakons Liig ſtrax efter hans Død har været foreløbigt biſat, og den egentlige Højtidelighed ved Begravelſen udſat til Olafs Ankomſt om Vaaren eller Begyndelſen af Sommeren.

Allerede ved Olafs Hylding i Slagelſe 1376 havde Kong Haakon og Dronning Margrete, eller maaſkee ogſaa det danſke Raad, efter Kong Valdemars Exempel, ladet ham antage, foruden den gamle danſke Kongetitel, „Daners og Slavers (eller Venders) Konge“, ogſaa den af „Goternes Konge“, for at betegne ſin Ret til Øen Gotland. Dette Tilleg bibeholdt Olaf ogſaa i ſin norſke Kongetitel, men nævnte her ikke „Slaverne“, ſaaat hans Titel i norſke Breve derfor lyder: „Olaf, med Guds Naade Norges, Daners og Goters Konge“. Man ſeer heraf, hvilken. Vegt hans Moder lagde paa Beſiddelſen af Gotland. Derimod opgav man for Olaf for det førſte den Titel af „Sveriges Konge“, ſom hans Fader havde ført, og ſom det ſynes, at han ſkulde have arvet efter ham, med Fordring paa Folkungernes Trone. Men Margrete har vel for Øjeblikket villet undgaa at ſtøde de Svenſke ved en ſaadan Demonſtration. Med Haakon var det en anden Sag. Han havde virkelig baaret Sveriges Krone, det havde Olaf ikke. Siden optoges dog Titlen „Sveriges Arving“. Naar derimod Margrete kaldte ſig „Norges og Sveriges Dronning“, var det fordi hun ſom Enke beholdt Mandens Titel. Men i de hanſeatiſke Documenter kaldes hun kun „Dronning til Norge“, thi dette var jo dog egentlig det Rige, hvorfra hendes Dronningtitel udſprang. Fra denne Hyldingsdag af, den 29de Juli, begyndte man ſaaledes at regne Kong Olafs Regjering, og at datere Breve derefter. Hidtil havde man i Mellemtiden fra hans Faders Død deels hjulpet ſig med at nævne Aarstallet efter Chriſti Fødſel, hvad der i norſke Breve ej var ſaa brugeligt, deels dateret „i Aaret efter Kong Haakons Frafald“, „i Kong Haakons Frafalds-Aar“, eller i hans „ſidſte Aar“, ja endog, ſom vi have ſeet, ſlet hen i „Kong Haakons Aar“, uanſeet at han var død[14].

Den unge Konge, og formodentlig ogſaa de forſamlede Herrer, vare endnu den 7de Auguſt i Throndhjem, thi denne Dag udſtedtes en Bekræftelſe paa de bergenſke Skomageres Frihedsbrev[15]. Sandſynligviis er hele Mellemtiden hengaaet med at udſtede lignende Breve til mange forſkjellige Egne, men man har ikke kunnet rekke at beſegle dem alle, ſom det til Jemteland, paa ſelve Hyldingsdagen. Men ej længe efter maa Kongen og Herrerne have tiltraadt Tilbagereiſen, thi allerede den 28de Auguſt var Drottſeten og flere andre Raadsherrer, (Biſkop Jon i Oslo, Drottſeten, Provſt Vinalde (Magiſter Capellarum), Provſt Henrik, Haakon Jonsſøn, Gaute Eriksſøn, Benedict Nikolasſøn, Henrik Michelstorp, Alf Haraldsſøn, Jon Martinsſøn, Jon Reidarsſøn Darre og Agmund Bergthorsſøn Bolt), hvoriblandt flere ſandſynligviis havde været i Nidaroos, forſamlede i Hornboreſund[16] — uviſt om det paa Agdeſiden eller det paa Vikſiden —; og hvad enten de nu førſt vare dragne over Land til Oslo og derfra til Søs, eller de havde taget Søvejen lige fra Throndhjem langs Kyſterne, ſaa maa de, for at kunne komme ſaa tidligt til Hornboreſund ſom den 28de Auguſt, have forladt Throndhjem meget ſnart efter den 14de. Spørsmaalet, hvad Vej de have taget, er ikke uvigtigt, thi hvis de have taget Søvejen, da kan maaſkee deres Ophold i Hornboreſund alene være foranlediget deraf, at de nu vare paa Tilbagevejen og agtede ſnart at ſkilles ad, ligeſom det da og maa anſees viſt, at de fleſte af dem havde været med i Throndhjem, iſær da de, paa Vinalde nær, alle hørte hjemme paa Øſtlandet; kom de derimod fra Oslo, maa de have været ſammenkaldte af Dronningen og ſkulde i ſaa Fald indfinde ſig hos hende paa Vardberg eller andenſteds til Raadſlagningl[17]. Desverre veed man heller ikke, hvor Dronningen paa den Tid opholdt ſig. Maaſkee blev Olaf omtrent paa ſamme Tid bragt ned til Danmark, hvor der i Ringſted den 11te December udſtedtes et Brev i hans Navn. Sikkert kan man dog ikke heraf ſlutte hans Tilbagekomſt til Danmark, da man ogſaa her oftere udſtedte Breve i hans Navn og under Rigsſeglet, uden at han var nærværende. Med langt ſtørre Vished kan man derimod antage, at han idetmindſte havde forladt Norge (og følgelig var kommen tilbage til Danmark, i October 1381), fordi et i hans Navn den 9de October i Oslo udſtedt Brev er beſeglet af Drottſeten, uden at hans Nærværelſe udtrykkeligt nævnes. Thi kun naar dette ſkeer kan man være ſikker paa, at han, og formodentlig da ogſaa Moderen, har været tilſtede. Overhoved forſvinder han i disſe Umyndighedsaar næſten ganſke ſom Perſonlighed. Hvor han ſom Konge ſkal fremtræde perſonligt, er det Dronningen, ſom handler i hans Navn; ellers beſørges de ſedvanlige Expeditioner i hans Navn paa den allerede angivne Maade. Kun nogle ſaa Gange erfare vi paa nysnævnte Viis l hans Nærværelſe i Norge, ellers er det aldeles uviſt, hvor han opholdt ſig. Det er ej engang ſikkert, om han har været tilſtede ved de Raadsſamlinger, i Bergen og andenſteds, hvor Retterbøder ere udgivne. Hans Nærværelſe var der ikke mere nødvendig, end ved andre Lejligheder, og hans Moder, ſom viſtnok ved en ſaadan Lejlighed vilde have fulgt med, var idetmindſte neppe nogenſinde efter Haakons Død i Bergen.

Saaledes var da nu den unge Olaf bleven Konge baade i Norge og Danmark, og en Forening var oprettet mellem begge Riger, der under forſkjellige Omvexlinger ſkulde vedvare i 433 Aar, og ſom maaſkee Margrete allerede nu tænkte paa at gjøre ſtedſevarende, men ſom de fleſte Mend i begge Riger neppe tænkte ſig anderledes end midlertidig, ſaaledes at den atter ſkulde blive opløſt, hvis Kong Olaf i ſin Tid fik tvende Sønner. Hvad man i Norge meente om Foreningen, nævnes l ingenſteds. Mange vare viſtnok ſtemte for den. Endeel betragtede den vel med Ligegyldighed, ſom en uundgaaelig Skjebne, og kun de Færreſte ſynes at have betragtet den ſom et Onde. At Stemningen i Norge nu var langt mere for denne Union, end den tidligere var før Unionen med Sverige, er umiskjendeligt. Det ſamme var formodentlig Tilfeldet i Danmark. Ved at velge Olaf havde man viiſt, at man ønſkede Foreningen: kun de, der holdt med Mecklenburgerne, kunde ſiges at være misfornøjede dermed. Denne gunſtige Stemning hos Fleerheden i begge Riger kan vel for en Deel være kommen af Følelſen af, at de gjenſidigt trængte til hinanden; men for en ſtor Deel ſkyldes den dog viſt ogſaa Margretes Statsklogſkab. Overhoved, jo nøjere man betragter de politiſke Tildragelſer i Norden paa denne Tid, deſto tydeligere træder Margrete i Forgrunden ſom den, der overſaa og beherſkede Forholdene, og hvis overlegne Aand ledede det Hele. At hun, ſom Enkelte have meent, kun gradeviis, efter Omſtændighedernes og Tilfeldets Medfør, ſkulde være kommen paa den Tanke, at forene Nordens trende Riger, og ej lige fra førſt af ſkulde have ſtillet ſig dette Maal for Øje, er neppe tænkeligt. Endog hendes egen Titel, „Norges og Sveriges Dronning“, maatte ſtadigt erindre hende derom. Nationerne ſelv havde ubevidſt ſtræbt derhen. Forſkjellen mellem de trende Sprog, ſom taltes i Norden, var allerede for en ſtor Deel udjevnet. Dronningens egne Sær-Beſiddelſer dannede allerede etſlags nærmere Forening af norſke, danſke og ſvenſke Landsdele, der maatte gjøre den Tanke, paa ſamme Maade at forene Hovedrigerne ſelv, baade naturlig og Udſigten dertil ſandſynlig. Endog de hyppige Proviſioner af Geiſtlige fra det ene Rige til det andet maatte begunſtige Tilnærmelſen, og i den nye Birgittiner-Orden, der nu omſider tog ſit Sæde og begyndte ſin Virkſomhed i Vadſtena, havde man hvad man kunde kalde en unionell Planteſkole for geiſtlige Kræfter og for Udbredelſen af den nordiſke Eenheds-Idee. Tiden var aabenbart kommen til at begynde Verket; Margrete var en af de førſte til at indſee dette, og hun begyndte det med al ſin overlegne Kraft. At hun derved nærmeſt havde ſin egen og ſit Dynaſties Forherligelſe for Øje, og ej ſaameget tænkte paa ſelve Nationernes Fordeel, er vel muligt, og efter de da herſkende Foreſtillinger endog ſandſynligt. Men den ſtore Tanke var ligefuldt undfanget og Haanden lagt paa Verket.

  1. Brev udſt. i Slagelſe d. 19de Januar 1381. Suhm XIV. 93, 94.
  2. Dipl. N. V. 320.
  3. Da det er af Vigtighed at kunne danne ſig en klar og nøjagtig Foreſtilling herom, hidſette vi i chronologiſk Orden en Fortegnelſe paa alle hidtil bekjendte daterede Breve, udſtedte i Kong Olafs Navn indtil Udgangen af 1385, med en kort Antydning af deres Indhold og Beſegling. Fra 1381: Nidaroos den 29de Juli, Kroningsdagen, Beſkyttelſesbrev for Jemteland; da dette Brev er udſtedt paa et Raadsmøde, er det indſeglet baade af Drottſeten og Hr. Sigurd Hafthorsſøn, men ej af Cantſleren, formodentlig fordi man endnu intet Stor-Segl havde faaet. (N. gl. L. III. 213). Nidaroos den 7de Auguſt, Bekreftelſe paa Skomagernes Friheder, under Kongens og Drottſetens Segl (ſ.ſteds S. 214); her var ligeledes neppe noget Storſegl ferdigt. Oslo d. 9de October, Overdragelſe af en Kronen tilkommende Pengefordring, under Kongens og Drottſetens Segl, (Dipl. N. II. 469). Fra 1382: Oslo den 6te Febr., Bekreftelſe paa Mariekirkens Rettigheder, under Kongens og Drottſetens Segl; Cantſleren beſeglede med. (Dipl. N. V. 325). Tunsberg d. 20de April, Tilladelſe til Indbyggerne i to Skibreder at bygge et nyt Landevernsſkib; under Kongens og Drottſetens Segl. (ſ.ſteds I. 470). Bergen d. 16de Juni, Stadfeſtelſe af Audunargaardens Friheder, under Kongen og Drottſetens Segl (Dipl. N. II. 476); dette var kun en ligefrem Følge af, at Mariekirkens Privilegier bekræftedes, derfor udfordredes her ej Cantſlerens Beſegling. Bergen d. 23de Juni, Stevningsbrev til nogle Folk fra Ryfylke, ſandſynligviis af Hirdmandsklasſen, indſ. af Drottſeten og Cantſleren. Bergen den 26de Juni, Stadfeſtelſe paa Munkeliv Kloſters Privilegier, under Kongens og Drottſetens Segl, Cantſleren beſeglede med (Munkelivb. S. 19). Oslo den 13de Auguſt, to Landsviſtbreve beſeglede i „Kongens Nærværelſe“; hverken Drottſete eller Cantſler nævnes, (Dipl. N. I. 474, 476). Bergen den 27de October. Retterbod om Islandsfarernes Told, vedtagen paa Raadsmøde og medbeſeglet af Raadsherrerne, (Norges gl. Love III. 215. Fra 1383: Tunsberg den 26de Auguſt, Retterbod om Told m. m. vedtagen og beſeglet paa Raadsmøde af Raadsherrerne (N. gl. L. III. 216). Bergen den 23de Octbr., Bekreftelſe af et Kjøb, beſeglet af Kongen og Drottſeten (Dipl N. I. 483). Fra 1384: Bergen den 23de Juni, Retterbod vedtagen paa et Raadsmøde og beſeglet af Raadsherrerne (ſammeſteds S. 218). Bergen d. 19de Auguſt, Retterbot, ligeſaa (ſammeſteds S. 222). Tunsberg d. 22de, Stadfeſtelſesbrev paa en Dom, beſeglet af Cantſleren, uden at Drottſeten nævnes (Dipl. N. I. 491): Drottſeten kunde desuden da ej engang være tilſtede i Tunsberg, da han den 19de var med Raadet i Bergen. Akershuus den 6te December, Befaling til Mariekirkens Debitorer at betale hvad de ſkyldte; indſeglet i „Kongens Nærværelſe“, uden at Drottſete eller Cantſler omtales. Da er det og viſt, at Margrete ſelv var tilſtede, ſiden hun 14de Januar var i Oslo, (Dipl. N. II. 488), altſaa tilbragte Julen der.
  4. Dette ſees bedſt ved at ſammenholde den nysanførte Retterbod, dateret Bergen den 19de Auguſt 1384, med Bekreftelſesbrevet, dateret Tunsberg den 22de Auguſt ſ. A.; begge ſiges at være beſeglede med Kongens Segl, men hvis der kun var eet, kunde det ej være i Bergen den 19de og i Tunsberg den 22de Auguſt. Altſaa ſeer man, at Drottſeten, der den 19de var med at beſegle i Bergen, havde eet Segl, og Cantſleren i Tunsberg d. 22de et andet. Nu er det viſt, at det Segl, Cantſleren bevarede, altid var Storſeglet, følgelig maa Drottſeten have haft Secretet.
  5. Huitfeld, S. 565.
  6. See ovenfor S. 50. Til yderligere Beſtyrkelſe herpaa kan anføres, at hun i 1385 gav Biſkop Jons Landboer paa Folkeſtad i Vettahered Fritagelſe for Leding, Skat og Told m. m.. i ſit eget Navn og under ſit eget Segl. Thi det er aabenbart, at om Landſkabet ej havde ſærſkilt tilhørt hende fem Morgengave, men ſtaaet under Kong Olaf, da maatte Brevet have været udſtedt i dennes Navn, om hun endogſaa ſelv nok ſaa meget var den raadende. Kun faa Uger forud udſtedtes, ſom vi have ſeet, i Kong Olafs Navn en Beſaling til Mariekirkens Debitorer at betale ſin Gjeld, og Brevet derom beſegledes l hans Nærværelſe; der er jo ingen Tvivl om, at hun ogſaa var den egentlige Udſtederinde heraf, men hun lod dog Brevet udſtede i Sønnens Navn; enhver anden Form havde været ugyldig. I Margretes Brev ſtaar der endydermere, at hine Landboer ſkulle nyde al den Frihed o. ſ. v., ſom hendes egne og hendes haandgangne Mends Tjenere nyde i „hendes Lehn og Velde“. Altſaa regner hun her Vettahered til ſit eget „Lehn og Velde“, d. e. ſin Morgengave.
  7. Vi have allerede ſeet, at hun havde Elfsborg. Openſteen var vel i 1376 afſlaaet af Hertug Erik til K. Olaf, men i 1382 holdtes det paa Dronningens Vegne af Johan Liſte (Suhm XIV. S. 105).
  8. Suhm, XIV. S. 95. Det var ſandſynligviis endeel af Kongsbakke, hvorfra han ſenere (i 1385) daterede et Brev, Bunge, L. E. K. Urk. 1225.
  9. Suhm, efter Originalen i det danſke Geh. Archiv, XIV. S. 521—525.
  10. Imidlertid var dog ogſaa Axel Ketilsſøn med, maaſkee for en eller anden Borg i Søndrehalland, og han maa antages at have været Dronningens ivrige Tilhænger og at have varetaget hendes Interesſer.
  11. Norges gl. L. III. S. 314. Der ſtaar udtrykkeligt, at Brevet er udſtedt i Throndhjem „paa Olafsvakedag førre, da vi bleve tagne til Konge, det førſte Aar af vor Regjering“.
  12. Huitfeld, S. 566.
  13. Sammeſteds, S. 565.
  14. De hidtil bekjendte Breve fra Mellemtiden mellem 1ſte Septbr. 1380 og 29de Juli 1381, der ej ere daterede efter Aarstal, men efter Kong Haakons Dødsaar eller Regjeringsaar, ere følgende fem: Dipl. N. III. 431, c. 1ſte Octbr. 1380, fra Øyamark „fyrstu ári fráfalls H. K.Dipl. N. I. 466, 21de Decbr. 1380, fra Valdres, „26da ári ríkis H. K.Dipl. N. V. 321, 23de Marts 1381, fra Saude paa Grenland, „fyrstu ári frafalls H. K.Dipl. N. III. 430, 16de April 1381, fra Sæmshered paa Veſtfold „26 ári ríkis H. K.“ (her er Haakon kaldet „Noregs, Svía ok Dana konugr“ et Tegn paa, hvorledes Foreningen med Danmark nu ſtod Folk for Hovedet). Dipl N. IV. 519, 19de Juli 1381, fra Ullensvang, „síðasta ári H. K.“. Paa den Tid vidſte man her ſikkert allerede, at Olafs Hylding om faa Dage vilde ſkee. Jfr. omtr. S. 116. Som en Egenhed maa det anſees, at der findes et Brev af 6te Juni 1382, der endog er dateret 2det Aar efter Kong Haakons Død, Dipl. N. II. 475. Stedet angives ikke, og muligt kan det have næret faa afſides beliggende, at man der endnu ikke havde erfaret Kroningen. Der ſkal ogſaa have været et af 1382 eller 1383, der var dateret idet 3die. (Blandt norſke Breve paa Akershuus 1624, Suhm XIV. 130)
  15. Norges gl. Love, III. S. 214.
  16. Dipl. N. I. 469.
  17. At dog Jon Martinsſøn ej havde været i Nidaroos, ſees af et Brev, dateret ( 20de Juli 1381, der viſer, at han den Dag var paa Holm i Dalsland. (Dipl. N. I. 464).