Det norske Folks Historie/8/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſaaledes at have ſeet Foreningen mellem Norge og Danmark ſtiftet og den unge Kong Olaf hyldet ſom begge Rigers Konge i et Navn, medens hans Moder i Virkeligheden ſtyrede det Hele, maa vi betragte de enten ved ſin Embedsſtilling, eller ſin Byrd, eller ſine Talenter fremragende og indflydelſesrige Perſoner, ſom paa denne Tid levede i Landet, og hvis Biſtand Dronningen mere eller mindre ſkulde benytte Udførelſen af Regjeringens Syſler. En ny Slegt havde nu ganſke afløſt den, der raadede i Landet, da Unionen med Sverige ſtiftedes i 1319. Endog de eldſte gjenlevende Veteraner fra tidligere Dage, Hafthorsſønnerne, vare dengang kun Børn og kunde neppe erindre noget om Begivenheden ſelv, om de end i ſin Ungdom havde levet ſammen med Unionens Stiftere. De fleſte vare allerede døde-for mere end et Snees Aar tilbage; mange af dem vare allerede blevne Offere for Mandedøden i 1350. Med disſe Mend fra 1319 taalte de fra 1380 neppe at ſammenlignes. Vi ſøge i 1350 forgjeves Mend ſom Erling Vidkunnsſøn, Finn og Ivar Agmundsſønner, Bjarne Audunsſøn, Erkebiſkoperne Eiliv og Paal. Men lige ſaa langt, ſom Mendene fra 1380 ſtaa tilbage for dem fra 1319, ligeſaa langt ſtaa igjen disſe tilbage for de dygtige og veldige Herrer fra 1280, med de ſtore Erindringer fra Haakon Haakonsſøns glimrende Tider; en Bjarne Erlingsſøn, Thore Haakonsſøn, Audun Hugleiksſøn, Andres Plytt, Erling Alfsſøn og Alf Erlingsſøn, og Prælater ſom Erkebiſkop Jon. Gan vi endnu højere op i Tiden, til Kong Haakon Haakonsſøns kraftigſte Dage, da ſtøde vi paa endnu mere fremragende Perſonligheder, ſom (ej at tale om Kongen ſelv) Arnbjørn Jonsſøn, Dagfinn Bonde, Jon Staal, Biſkop Haakon i Oslo, og — trods hans fjendtlige Forhold til Kongen — førſt og fremſt Hertug Skule. Saaledes have vi det ſørgelige Skue af en jevn Stigen nedad, en ſtadig Søvinden af Kræfter, ligeſom hos Oldingen, eller endog ſom hos den i ſig ſelv ej ſaa bedagede Mand, der for Aarenes Skyld endnu kunde være raſk og rørig, men ſom i Ungdommen altfor meget har ødſlet med ſine Kræfter. Og dog var denne Nedadſkriden ingenlunde bevirket eller ledſaget af en tilſvarende Aftagen i materielt Velvære. Tvertimod, det lader til, at der, efter at Mandedødens øjeblikkelige Virkninger vare nogenlunde overſtaaede, herſkede temmelig jevn Velſtand, og maaſkee endog i ſaa meget ſtørre Mon end før, ſom der nu var færre Folk om Nationalformuen. Der merkes ikke andet, end at idetmindſte alle Folk af nogen Betydenhed eller Anſeelſe havde rigeligt Udkomme, mange vare endog overordentligt rige. Det var de aandelige Kræfter, hvorpaa der ſkortede. Det var, ſom om disſe næſten vare udtømte, eller ſaa overanſtrengte, at de behøvede en lang, lang Hviletid for atter at voxe frem, ligeſom Agerlandet maa ligge brak for at udhvile efter alt for ſterk Dyrkning. Og denne Hviletid udeblev heller ikke: lange, mørke Aarhundreder, hvori Nationen laa i Dvale. Den kan fra et viſt Synspunkt med fuld Ret kaldes en bedrøvelig Tid, men Hvilen var ikke desmindre nødvendig og har dog tilſidſt viiſt ſig at være velgjørende.

Vi begynde med Biſkoperne ved Kong Olafs Tronbeſtigelſe. Flere af disſe havde nylig tiltraadt ſine Embeder, eller bleve kort efter beſkikkede dertil, ſaa at Biſkopsſkifterne paa det nærmeſte vare ſamtidige med Kongeſkiftet. Men med Biſkopsſtolenes Beſettelſe var der nu megen Vringlen og Ubeſtemthed. I ſamme Aar, ſom Kong Haakon, døde Biſkop Magnus af Hamar, og ſtrax derefter, endnu i 1380, eller førſt i 1381, døde Biſkop Botulf i Stavanger[1]. Til Botulfs Eftermand valgtes, formodentlig paa lovlig kanoniſk Vej, en af Stavanger Kirkes Chorsbrødre, Sira Hallgeir Asmundsſøn, og han indviedes af Erkebiſkop Thrond[2]. Men ej lenge efter døde ogſaa denne, i 1381, ſandſynligviis i Auguſt Maaned[3], og Capitlet valgte enſtemmigt Sira Haakon Ivarsſøn, en blandt de meſt anſeede af dets egen Midte. Haakon begav ſig i 1382, formodentlig tidligt om Vaaren, paa Vejen til Rom for at faa Pavens Bekreftelſe. Men han var ikke kommen lenger end til Tydſkland, førend han, ſom det heder i de isl. Annaler, fik høre, at en danſk Lægmand ved Navn Nikolas, med Tilnavn Ruzer, Ruſare eller Ruzare, allerede var var bleven indviet i Curien til Erkebiſkop i Nidaroos. Samtidigt havde Paven ogſaa ved Proviſion udnævnt en vis Olaf til Biſkop i Stavanger. Sandſynligviis var denne Olaf den ſamme ſom Hr. Olaf Brand, om hvem Biſkop Nikolas af Linkøping i et udateret Brev af 1382 til Biſkop Byrge i Uppſala berettede, ſom en af de ſidſte Nyheder fra Rom, at han var bleven Biſkop i Hamar, ſaavelſom at „en vis Hr. Nikolas Ruſare“ var bleven Erkebiſkop i Nidaroos[4]. Thi Magnus Slangethorps Eftermand paa Hamar heed ikke Olaf,.men Sigurd, og der kan neppe have været nogen imellem dem, udnævnt i 1382, da Sigurd allerede i Februar 1383 omtales, ſom om han i nogen Tid havde været i Embedet. Men Biſkop Nikolas kan have hørt eller erindret fejl og ſkrevet „Hamar“ iſtedetfor „Stavanger“, eller ogſaa er det ikke ſaa uſandſynligt, at Olaf virkelig førſt kan have været udnævnt til Hamar, men at han ligeſom Sigfrid forhen, der fik ombyttet Stavangers Biſkopsſtol med Døttre„ bevægede Paven, hos hvem han maa have ſtaaet i Yndeſt, til at give ham Stavangers Biſkopsſtol iſtedetfor Hamars, der anſaaes for den daarligſte af Norges Biſkopsſtole. Om Sigurds tidligere Forhold og Omſtændighederne ved hans Udnævnelſe vides intet. Muligt, at han var Preſt paa Njardarhov paa Ringerike, da han ſiden forærede en Klokke til Kirken der[5]. Formodentlig var han valgt af Capitlet paa lovlig Maade, ligeſom Hallgeir, men havde Biſkops-Stolens foregivne Ringhed i Indtægter at takke for, at han beholdt den, og at det Uvejr, der førſt truede ham, nu gik ud over Hallgeir. Thi vaade denne og Haakon Ivarsſøn gik Glip af de Biſkopsſtole, hvortil de vare valgte. Til Haakon hører man intet mere: formodentlig reiſte han hjem igjen og maatte nøjes med ſit Canonicat. Hallgeir, ſkjønt han allerede var indviet Biſkop og havde taget Biſkopsſtolen i Beſiddelſe, maatte rømme for Olaf. Efter de kanoniſke Beſtemmelſer kunde den biſkopelige Verdighed ikke berøves ham, og vi finde ham 1384i Nidaroos, maaſke ſom Vicebiſkop for den nye Erkebiſkop; i April 1392 dukker han op ſom Biſkop paa Færøerne, men mod Slutningen af ſamme Aar nævnes han atter kun ſom Biſkop uden Biſkopsſtol og ſom erkebiſkopelig (?) Commisſær i Stavanger[6]. Siden høres der ej mere til ham.

Om Erkebiſkop Thronds Virkſomhed i hans ſenere Aar vides der, ſom ſagt, næſten intet, og heller ikke om Stedet, hvor han døde. Det er ikke uſandſynligt, at det kan have været paa Hedemarken, hvor vi allerſidſt finde ham, og hvor han maaſkee oprindelig hørte hjemme ſiden han ejede en Deel af Gaarden Dalby paa Ringsaker og i ſit Teſtament ſkjenkede dette til Erkeſtolen[7]. Om hans Eftermand, Nikolas Ruſer, veed man heller ikke ſtort. De islandſke Annaler kalde ham, ſom vi have ſeet, en Lægmand; det var han ogſaa idetmindſte paa den Tid, da vi allerførſt høre noget om ham. I Proces-Akterne af 1424 om Hertugdømmet Sønderjylland oplyſes det nemlig, at Kong Valdemar havde beſiddet Slottene paa Øen Als og givet dem i Forvaring, førſt til Ridderen Hr. Jakob Olafsſøn, dernæſt til Hr. Nikolas Ruzer og hans Broder Peter Finkenoge, og endelig til Henning Meynſtorp, der efter Kongens Død forræderſk ſolgte dem til de holſtenſke Grever[8]. Her optreder ſaaledes Nikolas i Egenſkab af Slotsfoged. Han maa have gjort ſig meget fortjent af Valdemar, og Margrete maa have haft megen Yndeſt for ham, da vi af et ſenere Brev erfare, at Kong Olaf, det vil naturligviis ſige Margrete i hans Navn, ſkjenkede ham paa Livstid Landsbyen Brøndbyveſtre m. m. og en Mølle beliggende paa Sjæland[9]. Dog maa han, trods de islandſke Annalers Udſagn, omtrent paa den Tid været traadt ind i den geiſtlige Stand, thi i et Brev, ſom han i December 1379 beſeglede tilligemed ſin Broder Peter Finkenoge og ſin Ven, den megtige danſke Adelsmand Johan Ruut, kaldes han Canonicus (Chorsbroder) i Roeskilde, og det var vel i denne Egenſkab, at han fik hine i Sjæland liggende Ejendomme[10]. Men den islandſke Forfatter kan dog paa en Viis have Ret, thi han var aabenbart en af hine, udenfor Norden allerede ej ſjelden forekommende Geiſtlige af Navn, der fik geiſtlige Præbender for at kunne nyde godt af Indtægterne, uden derfor ſelv at udføre geiſtlige Forretninger, ja uden engang at modtage Ordination, idetmindſte ikke til de højere Grader. En ſaadan Halvgeiſtlig havde f. Ex. den pavelige Nuncius Johan Guilaberti været (ſee forr. Bd. S. 530). Da Nikolas Ruſer ſtod i ſaadan Yndeſt hos Margrete, er det ingen driſtig Slutning at antage, at det iſær var hende, ſom drev hans Udnævnelſe, og, da det ej var at tænke paa at faa ham valgt af Capitlet ad canoniſk Vej, ſkyndte ſig uden dettes Vidende at ſende ham afſted til Rom med Anbefaling og Anſøgning til Paven, for at han kunde komme den Candidat, Capitlet maatte velge, i Forkjøbet. Urbans Stilling var mislig; det var for ham en betænkelig Sag at legge ſig ud med Nordens megtige Dronning ved at negte hende Opfyldelſen af hendes Bøn; hvo veed endog, om ej Nikolas kan have underſtøttet den ved vegtige Gaver? „Paven befinder ſig vel, men er ſaare fattig“, ſkrev Biſkop Nikolas af Linkøping netop i det Brev, hvori han meldte Nikolas Ruſers Udnævnelſe til Erkebiſkop. Han kom om Høſten 1382 tilbage til Danmark, ej ſom „Electus“„ men ſom virkelig „Erkebiſkop af Guds og det apoſtoliſke Sædes Naade“, en Titel, Ingen før i Norden før ham havde antaget. Strax efter ſin Tilbagekomſt til Danmark aftraadte han ved ſit Brev af 8de November til Dronning Margrete de nysomtalte Ejendomme, ſom Kong Olaf havde ſkjenket ham. Ogſaa dette Brev beſegledes, til Vitterlighed, af hans Ven, Hr. Johan Ruut, og hans Broder Peter Jakobsſøn Finkenoge[11]. Man ſkulde næſten formode, at det allerede ved hans Udfart til Rom havde været en ſtiltiende Aftale mellem ham og Dronningen, at han, hvis han opnaaede hvad han vilde, ſkulde give disſe Ejendomme tilbage og derved maaſkee afqvitte, hvad Dronningen havde forſtrakt ham med til hans Øjemeds Fremme.

Det er heraf klart, at hvor ſtore Fortjeneſter denne Nikolas end kan have haft af Dronningen og den danſke Krone, ſaa var han dog intet verdigt Subjekt at ſette paa en Erkeſtol i hvilketſomhelſt Land. End mere utilbørlig var hans Befordring til Norges højeſte geiſtlige Verdighed, da han ej var indfødt Nordmand, ja endog, naar det kom til Stykket, neppe engang danſk af Fødſel, thi Navnet „Finkenoge“ vidner ſterkt om tydſk Herkomſt. Men Margrete ønſkede vel netop at have denne paalidelige Mand i en ſaa indflydelſesriig Stilling i Norge, og vi ville desuden i det følgende ſee, at det juſt var hendes Politik at bringe ſaa mange danſke Mend ſom muligt ind paa Norges Biſkopsſtole: neppe i anden Henſigt end at ſkaffe de danſke Interesſer Indflydelſe i det norſke Raad, hvortil ingen danſk Lægmand kunde faa Adgang. Denne Beſtræbelſe behøver ikke derfor at være udgaaet fra nogen egentlig Forkjærlighed for Danmark, men kan maaſkee alene have haft til Henſigt at knytte Unionen faſtere. Imidlertid var den uheldig, fordi den øjenſynligt ſatte ondt Blod i Norge, og fordi hun, iſær i Førſtningen, ikke gik frem med den tilbørlige Forſigtighed og det rette Maadehold. Siden blev hun noget forſigtigere. Hvor lidet man i Norge ſyntes om Nikolas’s Udnævnelſe til Erkebiſkop, kan godt ſkimtes gjennem de islandſke Annalers Omtale af ham. Det heder, ſom ſagt, at han var en Lægmand, ja at han endog ved ſin Ankomſt til Norge ikke havde Pallium. Ligeledes heder det, hvor hans Død omtales i 1386, at han i den Tid, han var i Norge, ikke havde gjort nogen biſkopelig Forretning, ikke forrettet nogen Vielſe, ikke fermet Børn[12]. Det ſidſte forholder ſig viſt ganſke rigtigt, men hvad Pallium angaar, da maa han dog have haft det, da det ikke er tænkeligt, at Paven ſkulde have udnævnt ham og ladet ham indvie, uden at han ogſaa havde givet ham Pallium. Men Mandens hele Optræden har formodentlig været højſt ukirkeligt, og allerede den Maade, hvorpaa den ſvenſke Biſkop omtaler ham, røber liden Agtelſe. Til Norge kom han ikke førend i det næſte Aar, da han, ſom vi ville ſee, i Auguſt var ſamlet med alle de øvrige Biſkoper i Tunsberg, dog ſnarere til Raadsmøde, end til Concilium[13]. Til Nidaroos kom han vel ogſaa kort efter for at tage Erkeſtolen i Beſiddelſe, men i Midten af 1386 var han atter nede i Danmark[14], hvorfra han ej mere kom tilbage, da han døde endnu ſamme Aar. Imidlertid havde han ført med lig til Danmark en Mengde Koſtbarheder, Bøger og andre Sager, tilhørende Nidaroos Erkeſtol, hvilket vidner om, at det var hans Henſigt at ſlaa ſig ned der og derfra ſtyre ſin Diøceſe og ſin Provins. Det maa under disſe Omſtændigheder anſees ſom et Held, at han ikke beklædte Erkeſtolen mere end i henved fire Aar.

Om den ſtavangerſke Biſkop Olafs Herkomſt — han være nu den af Biſkopen i Linkøping omtalte Olaf Brand, eller en anden — vides ſlet intet. Saaledes lader det ſig ikke her med Beſtemthed ſige, om ogſaa han var en danſk Mand, der ſkyldte Margretes megtige Anbefaling ſin Forfremmelſe, eller ej. Det førſte er viſtnok det ſandſynligſte, og iſær hvis han virkelig var Olaf Brand, thi ſaadanne Tilnavne vare paa denne Tid brugeligere i Danmark end i Norge. Den Maade, hvorpaa Biſkopen i Linkøping omtaler „Hr. Olaf Brand“, ſynes ellers at viſe, at han var en i Norden bekjendt Mand, og den Antagelſe ligger nær, at han var en af de mange pavelige Udſendinger, der i denne Tid reiſte omkring[15]. Men er Olafs Herkomſt uvis, da er en tredie ved disſe Tider ogſaa paa uregelmesſg Maade i den norſke Kirke anſat Biſkops deſto visſere. I Aaret 1331 var Biſkop Oddgeir af Skaalholt død i Bergen, ſom det angives ved et Ulykkestilfelde, d. 15de Auguſt[16], og Biſkopsſtolen ſtod nogen Tid ubeſat, ſandſynligviis fordi Erkebiſkop Thrond omtrent paa ſamme Tid var død, og Capitlet i Nidaroos vanſkeligt kunde ſkride til nyt Valg, førend hans Eftermand var kommen. Men imidlertid blev en Pønitentiarius for Norden ved den pavelige Curie, Michael, danſk af Ætt, beſkikket til Biſkop i Skaalholt (1383[17]). Muligt, at Margretes Indflydelſe ogſaa her gjorde ſig gjeldende, imidlertid er det ej nødvendigt at antage det, da vi allerede have ſeet Exempler nok paa, at Pønitentiarius-Embedet ved Curien var, hvad man nu vilde kalde en Befordeingspoſt, ſaaledes at enhver Indehaver deraf allerede var deſigneret til den førſte Biſkopsſtol af ringere Indtægter, ſom maatte blive ledig, og ſom han ſelv ønſkede. Det er ſlet ikke umuligt, at Olaf Brand, udnævnt til Biſkop i 1382, har været Michaels Forgenger, og at denne ſaaledes ikke beklædte Pønitentiar-Embedet mere end eet Aar. Michael kom ikke til Island førend i 1385[18], og hans Optreden der var yderſt upopulær.

Med Beſettelſen af Færøernes Biſkopsſtol ſynes det at have gaaet endnu uregelmesſigere til. Naar Biſkop Arne Sturla, til hvem man intet hører ſiden 1364, afgik ved Døden, vides ikke, men det ſkete ſandſynligviis omkring 1380, thi i Begyndelſen af 1381 omtales en Andres ſom udvalgt Biſkop paa Færø, og paa den Maade, at man ſeer, at han har været Chorsbroder enten i Nidaroos eller Bergen, og paa ſedvanlig Viis nys udvalgt enten af det bergenſke eller det throndhjemſke Capitel[19]. Men i 1391 omtales baade en anden Chorsbroder i Nidaroos, Philip Gudbrandsſøn, paa lignende Maade ſom udvalgt Biſkop til Færøerne, og ved Curien en Vikbold ſom der indviet Biſkop[20]; Aaret efter optreder i ſamme Egenſkab den nysomtalte Biſkop Hallgeir, men nævnes endnu ſamme Aar uden denne Titel, hvorefter Vikbold omſider ſees at være kommen i Beſiddelſe af Biſkopsſtolen. Det er ikke uſandſynligt, at Andres virkelig er bleven indviet til Biſkop, og at efter hans Død førſt Philip Gudbrandsſøn har været valgt, men er død ſtrax efter; at Hallgeir derpaa er valgt i hans Sted, men at imidlertid Vikbold, der ſynes at have været en Tydſker, har faaet Proviſion ved Curien, og Hallgeir ſaaledes anden Gang haft den Ærgrelſe at maatte vige.

Af de ſtørre Prælaturer i Norge beklædtes Provſtedømmet ved Mariekirken i Oslo, ſom vi have ſeet, af Cantſleren Hr. Henrik Henriksſøn, ſvenſk af Fødſel, men en mangeaarig Tilhænger, og — naar undtages den korte Misforſtaaelſe i 1371 — Ven af Kong Haakon, ſamt, efter hvad man maa dømme af flere Omſtændigheder, end mere af Dronning Margrete. Han var ſikkert en dygtig og øvet Forretningsmand, hvordan nu end hans geiſtlige Virken var beſkaffen. Magiſter Capellarum og Provſt ved Apoſtelkirken i Bergen, altſaa den førſte af de kongelige Geiſtlige, var Hr. Vinalde Henriksſøn, hvis tidligere Bane vi allerede have berørt. Han var i Beſiddelſe af mange Beneficier. Foruden at have et Canonicat ved Oslo Domkirke, forbundet med Kirkerne paa Thjorn, ſom Biſkop Jon havde givet ham tilbage, efterat han tidligere havde afſtaaet dem, blev han og, ſom ovenfor nævnt, kongelig Klerk og Chorsbroder ved Mariekirken i Oslo, ſamt midlertidig Beſtyrer af Cantſler-Embedet. I 1375 finde vi ham tillige ſom Beſidder af et Canonicat ved Nidaroos Domkirke. Kort efter, formodentlig i 1377, blev han efter Thorſtein Hallgrimsſøn udnævnt til Magiſter Capellarum, ved hvilken Lejlighed han da naturligviis maa have givet Slip paa Canonicatet ved Mariekirken, medens han derimod beholdt ſine øvrige Beneficier. Derhos ſeer man, at Kong Haakon overdrog ham Syſlen paa Vors[21]. At Vinalde var Dronning Margrete ſærdeles hengiven, viſer nokſom hans ſenere Ferd.

Saaledes var der nu blandt Raadets geiſtlige Medlemmer mindſt fire, paa hvis Medhold og Biſtand Margrete ſikkert kunde regne, nemlig Erkebiſkop Nikolas, Biſkop Jakob i Bergen, danſk af Fødſel, og begge Provſterne ved de to fornemſte kongelige Capeller. At derhos ogſaa Olaf i Stavanger var hende forbunden, er af det foregaaende ſandſynligt, og at der har været ſtort Venſkab mellem hende og Biſkop Jon i Oslo, maa ſluttes deraf, at Margrete i ſit Brev af 14de Januar 1385 udtrykkeligt kaldte ham ſin „gode Ven“ og fritog, ſaa længe han levede, hans Landboer paa Folkeſtad i Skedjohofs Sogn i Vettahered for Leding og alle.andre directe Skatter[22]. Man ſeer, at Margrete i Norge fulgte den ſamme Politik, ſom hun ogſaa med Held anvendte i Danmark og ſiden i Sverige, nemlig at holde ſig til Vens med Geiſtligheden. Og Omſtændighederne vare nu ogſaa dertil ſærdeles gunſtige, da Kirkeſplittelſen gjorde det nødvendigere end hidtil for Geiſtligheden at ty til den verdſlige Magts Beſkyttelſe.

Blandt de øvrige Geiſtlige af en vis Rang ſynes paa denne Tid faa at have ſtaaet i ſaadan Anſeelſe ſom Eyſtein Aslaksſøn, Chorsbroder i Oslo. Han var af en anſeet og formaaende Ætt paa Veſtfold, ſom det er af megen Interesſe at betragte noget nærmere fra dens førſte Fremtræden. Faderen, Aslak Steinarsſøn, kaldtes ſedvanligviis Aslak paa Skaanøre, efter ſin Odelsgaard Skaanør (nu Skaane ved Frebergsvik) i Nykirke Sogn ved Horten[23]. Han forekommer i Breve mellem Aarene 1354 og 1371 og beſad betydelige Ejendomme ej alene paa Veſtfold, men ogſaa i Oslohered, paa Raumarike og flere Steder. Saaledes ejede han en Deel af Gaardene Skoggeſtad og Jader, Klep og Hole i Ramnes Sogn, og Bjerknes i Elfteløytesſogn paa Sandsverv[24]. Han fik ogſaa en Deel efter ſin eldre Broder, Arnulf Steinarsſøn, Chorsbroder i Oslo. Denne var ligeledes en bemidlet Mand, ſaaledes ejede han Huſe i Chorsbrødregaarden, ſom han i ſin Tid kjøbte for 80 Mk. Floſepenge, og arvede derhos Gods efter en lidt før 1340 afdød Godsejer Sigurd Nibb, hvoriblandt en Deel af Hovin i Mosſedal, Fors i Starahvarven i Fenſtad Sogn paa Raumarike, m. m.[25]. Arnulf gik formodentlig i 1349 ind i Hovedø Kloſter, men teſtamenterede forud Hovin til Edmunds-Alteret i St. Hallvards-Kirke, og ſine Huſe i Chorsbrødregaarden halvt til Biſkopsſtolen, halvt idet vil ſige de ved Salget deraf indkomne Penge) til de Fattige[26]. Det øvrige af hans Efterladenſkaber, med Undtagelſe af hvad han medbragte til Kloſtret, ſynes at have gaaet til Brødrene, af hvilke navnlig Aslak fik Fors paa Raumarike. Arnulf blev allerede ſtrax efter Abbed i Kloſtret, i hvilken Egenſkab vi finde ham allerede i 135l. Han beſkikkedes i dette Aar, ſom vi have ſeet, til Overcollector af den pavelige Fireaarstiende[27]. Der var endnu to andre Brødre, Helge og Thord, ligeledes bemidlede; Helge ejede Gaarden Digreſkytningen i Oslo, og Aas i Ramnes paa Veſtfold, ſaavelſom Ræling paa Raumarike. Thord ejede Gaarden Skogen i Oslo, ſom hans Sønner Narve og Sigurd ſiden arvede efter ham[28]. Aslak ſynes at have overhoved og for en Deel arvet ſine Brødre, idetmindſte er det viſt, at han efter Arnulf fik endeel Jordegods, hvoraf hiint Fors paa Raumarike, ſom Arnulf havde faaet efter Sigurd Nibb. Aslak havde foruden Sønnen Eyſtein ogſaa en Datter, ved Navn Asgerd, ſiden bekjendt under Navnet Huſtru Asgerd paa Berg; hun var førſt i ſin tidligſte Ungdom gift med Rolf Saulesſøn paa Berg eller Kirkeberg paa Eker, og ſiden med Hirdmanden Guthorm Rolfsſøn, der ogſaa enten hørte hjemme paa Eker, eller i alle Fald ved Giftermaalet med hende nedſatte lig der, og deels allerede beſad, deels ogſaa erhvervede, en Mængde Jordegods fornemmelig paa Eker, men ogſaa i Nabo-Herederne Lidet, Sandsverv, Nordal (Hofs Sogn), Ramnes, o. fl.[29]. Hvad Tid Eyſtein Aslaksſøn traadte ind i den geiſtlige Stand, vides ikke. Den førſte Gang, man hører fra ham, er i 1367, da han alle-rede var Chorsbroder og Indehaver af den ſaakaldte Rodeims Præbende[30]. Hans Fader Aslak forærede ham i 1371 alt det Jordegods, ſom han ſelv havde faaet efter Broderen Sira Arnulf, og ſom denne igjen havde arvet efter Sigurd Nibb[31]; de omtalte Gaarde i Oslo, der havde tilhørt Aslaks andre Brødre, vare imidlertid blevne bortſolgte. Aslak døde ikke lang Tid derefter. Han gav ogſaa betydelige Gaver i ſit Teſtament til Ramnes og Lauvø Kirker, ſaavelſom Hoſpitalet i Tunsberg og Chorsbrødrenes Commune i Oslo[32], men det er dog at antage, at den ſtørſte Deel af hans rige Arv gik til Børnene Eyſtein og Asgerd. Eyſteins ſtore Formue maatte viſtnok ſkaffe ham ſtor Anſeelſe i Capitlet, og dertil ſynes han efter alt, hvad man merker af hans Virkſomhed, at have været en driftig, virkſom og nidkjær Mand. Der er al Sandſynlighed for, at han ved Erkepreſten Hallvard Arnaldsſøns Død, der indtraf noget efter 1373, ſelv en Tid forvaltede dette Embede, hvormed Sognepreſt-Embedet til Haugen Kirke paa Eker var forbundet[33], thi vi ſee ham ferdes om i Kirkens Erende ſom etſlags Formand for de øvrige Chorsbrødre, og dertil kjøbte han af og til Jordegods i Lider, Naboheredet til Eker, hvor desuden hans Syſter vorde i en anſeet Stilling, og hvor han derhos ſelv maaſkee allerede i Arv efter Faderen havde ikke faa Beſiddelſer. Men ſiden maatte han vel opgive dette Embede, da han — formodentlig i 1383 — blev Provſt i Oslos Provſti, thi i ſamme Aar viſiterede han i denne Egenſkab ved Haugs Kirke, hvilket vel ikke havde fundet Sted, hvis han havde været Sognepreſt derved[34]. Den daværende Erkepreſt var formodentlig allerede Kolbjørn Eilifsſøn, der fra denne Tid af nævnes med denne Titel. Men i Aaret 1385, da Biſkop Jon laa paa ſit Yderſte, ſteeg Eyſtein et Trin endnu højere, da han — maaſkee af Biſkopen ſelv — blev udnævnt til dennes Hjelper eller Coadjutor og Official. Derved fik han allerede den hele Beſtyrelſe af Biſkopsſtolen, og det faldt ſaaledes næſten af ſig ſelv, at han ved Biſkopens Død blev hans Eftermand[35]. Herom, og om den uſedvanlige Virkſomhed, han udviklede, vil der i det følgende blive talt. Her har vi kun villet give en kort Fremſtilling af en ſaadan anſeet og megtig Klerks Opkomſt og Virkſomhed.

Blandt de Geiſtlige ved de øvrige Biſkopsſtole finder man nu neppe nogen ſaa fremragende Mand ſom Eyſtein, idetmindſte omtales ingen ſaa hyppigt. Dette kan nu vel for en Deel have ſin Grund deri, at man fra denne Tid har langt flere Brevſkaber fra Oslos Biſkopsdømme— end fra de øvrige, men det maa ogſaa tildeels forklares deraf, at Oslos Biſkopsdømme ej alene var det ſydligſte, og inden hvis Omraade de fleſte Begivenheder af Vigtighed nu tildrog m„ men at det ogſaa i Virkeligheden var det ſtørſte og rigeſte, hvor formodentlig de meſt talentfulde Mend, ogſaa af Klereſiet, ſøgte hen, naar de kunde, da de fandt der den videſte Virkekreds for ſine Talenter og havde letteſt Anledning til at tilfredsſtille ſin Ærgjerrighed. Med andre Ord, Oslo var nu bleven Landets egentlige Hovedſtad, og Nidaroos og Bergen, med al den ene Stads gammelkirkelige Glands og den andens travle Handelsliv, vare dog ſunkne ned til Provindsſtæder. Hvad der gav Bergen ſin egentlige Vegt, var desuden ej længer det nationale, men det fremmede Handelsliv, og dette, ligeſom de tydſke Kjøbmends hele Politik overhoved, bidrog til mere at iſolere Staden fra det øvrige norſke Statsliv, end til at give den nogen Indflydelſe paa dette.

Et andet anſeet Medlem af Capitlet i Oslo paa disſe Tider, og ſom ſynes at have ſtaaet i nøje Forbindelſe med de fornemſte Slegter, var Chorsbroderen Narve Matthiasſøn, tillige Sognepreſt til Aas paa Follo, i hvilken Egenſkab han nævnes i forſkjellige Breve, lige fra 1357 til 1379. Ætten ſynes at have haft hjemme i Ignabakke Sogn, hvor hans Broder Hallvard Matthiasſøn boede. I 1361 var han paa Capitlets Vegne nede i Ranarike, forreſten ſynes han, hvad der i de Tider hørte til Sjeldenhederne, at have levet og virket ved ſin Hovedkirke. Førſt da han var gammel, faa Aar før ſin Død 1385, flyttede han til Oslo og kjøbte da Tredieparten af de Huſe ved Poſten i Chorsbrødregaarden, ſom Arnulf Steinarsſøn førſt havde ejet og teſtamenteret til Fattigfolk, og ſom Erkepreſten, Kolbjørn Eilifsſøn, nys havde kjøbt for 13 Mk. Penninge, men ſom han nu lod Narve faa i ſit Sted, imod at overlade Domkirken 20 Øres Bool i Helte i Ramnes Sogn paa Veſtfold[36]. Her gjorde han, 2den Paaſkedag (19de April) 1389, da han laa paa ſit Yderſte, ſit Teſtament[37], hvoraf man erfarer, at han var en meget bemidlet Mand, iſær da det ſandſynligviis kun var en ubetydelig Deel af hans Ejendomme, ſom han bortteſtamenterede. Sit Gravſted valgte han i Domkirken ved Siden af ſin Frænde Meſter Agmund Berſerk og gav derfor til den ſaakaldte Bergs Præbende hele 3 Mk. Vool i Mo i Duraalen paa Eidsvold, ſaavelſom den nys omtalte Bolig, han havde kjøbt i Chorsbrødregaarden, til beſtandigt Aartidehold. Til at beſtride Omkoſtningerne med Voxlys og Offer ved hans Begravelſe forordnede han, at en af hans Heſte, der ſtod hos hans Broder Hallvard, ſkulde ſelges. Aas Kirke gav han ſit Breviar med Noder. Fru Cecilia Haakonsdatter (Enken efter Hr. Hallvard Næpa) fik hans „Skindkjortel og Beverſkinds-Feld“, Preſten Sira Thore paa Hovin hans ſtore tvebyrde Kaabe med Hette, ſom han fik af Biſkop Jon, en Ragnhild Thomasdatter hans brune Skindkaabe, Kjortel og Hette, hans Beſlegtede Ragnhild Eyſteinsdatter hans ſtore mørkeblaa Hverdagskjortel med vide Ermer; hans Vicar Sira Eiliv (paa Aas) for Chorhold og Sjælemesſer hans „blaamengede Underſtakk“, og Klokkeren for ſin Møje hans „lysblaa Underſtakk“. Naar ſaadanne Klædningsſtykker bortſkjenkedes til Kvinder, kan det neppe have været i anden Henſigt, end at de ſkulde gjøre ſig ſaa ſtor Fordeel af dem, ſom de kunde, ved Salg, thi bære dem kunde de dog viſtnok ikke. Imidlertid ſeer man heraf, at de Geiſtlige paa denne Tid bar meget forſkjelligt farvede og verdsligt udſeende Klæder, hvilket igjen forudſetter en temmelig verdslig Leveviis. End mere fremlyſer dette af et Teſtamente, ſom den throndhjemſke Chorsbroder Agmund Olafsſøn Kaabein, Preſt til Hovdeſegl (nu Hadſel) i Nordland gjorde den 18de Februar 1381[38], og ſom derfor her fortjener nærmere Omtale, ſaa meget mere ſom det giver en endnu anſkueligere Foreſtilling, end Narve Matthiasſøns, om de Rigdomme, ſaadanne vel aflagte Geiſtlige kunde ſamle ſammen, og tillige viſer, hvad Slags Læsning og Dannelſe disſe fornemme Geiſtlige iſær lagde ſig efter. Sproget er en beſynderlig Blanding af Norſk og Latin, da Brevet begynder i det ſidſte Sprog, og gaar derfra uden videre over i Norſk, ſom udgjør Hovedmasſen, men afbrydes af og til af latinſke Ord og Talemaader, ſaaledes at en Seming, der begynder paa Norſk, kan ſlutte paa Latin, og omvendt. Sit Gravſted valgte han nærmeſt udenfor den nordlige Indgangsdør til Chriſtkirken, dog inde under Portalet, over hvilket St. Michaels-Capellet er[39], hvis Erkebiſkopen og Chorsbrødrene tillod det. Derfor gav han Gud og St. Olaf fem Pund Sterling i Nobler, til Kirkens Vedligeholdelſe, hvorimod han betingede ſig ved ſin Liigferd fem Pund Voxlys og pasſeligt Offer. Erkebiſkop Thrond fik 7 Mkr. brendt og en Bolle, Capitlet i Nidaroos fik under eet, imod at holde tre Sjælemesſer aarligt for ham, alle hans ſmaa og ſtore theologiſke Bøger, hvortil han føjede en Bibel, et Compendium om Theologien, og nogle Retsformularbøger. Iligemaade fik Capitlet „en Pot, ſom tager ſyv Kander“. Hver Kirke i Byen fik to Stykker Vareklæde, ligeſaa Predikebrødrene, Auguſtinere, Hoſpitalet, Holms, Bakke, Reins og Tuterøs Kloſter. Chorsbrødrenes Commune fik til ſit Bord en Sølvſkaal med Jomfru Marias og St. Olafs Billede i Bunden, og en Sølvſkee. Biſkop Oddgeir i Skaalholt fik en Guldfingerring, ſom Agmund før havde faaet af Biſkopen i Bergen, ſamt et forgyldt Kruus med Laag. Hans Colleger Gunnar, Haakon og Jon fik, den førſte en Sølvbolle, den anden et Sølvbeger med Afbildning af St. Margretes Legende i Bunden, den ſidſte et Sølvbeger. Andreas, udvalgt Biſkop til Færø, og formodentlig ogſaa Chorsbroder, fik det Sølvbeger tilbage, ſom han havde foræret Agmund i Oslo. En fjerde eller femte Chorsbroder, Thorgeir, fik den bedſte „ “Robe“, ſom han ejede, af bruunt Klæde med „Kotardi“[40], fodret med „Bukram“, og en Kaabe fodret med blaat, ſamt en Hette. Helga Paalsdatter (maaſkee hans „Følgekone“) fik en halv Leſt Skrud, en opredt Seng, et Hyende, et Aaklæde og en Kiſte ſamt et Skriin. Den ſamme Helge og hans øvrige Folk fik til Koſt 3 Pund Meel og 2 Pund Malt, Smør, Kjød og andet dertil hørende. Agmund Einarsſøn paa Berg fik den Baad igjen, ſom han ſelv havde givet ham, med Raa og Redſkab, to Ankertoug, Skippund Uld, eet Skippund Jærn, og 18 Skippund Byg. Agmund Klementsſøn fik et Pandſer, Sverd, Jærnhatt og Staalhandſke, Ivar Jonsſøn det ſtørſte Sverd, han ejede, Staalhandſker, Pandſer, en Staalbue, og Beenvaaben. Hans Frænde Olaf Ivarsſøn fik tre Pund Sterling, Sira Thorgils, Vicarien eller Lejepreſten der nordpaa fik et Par „Vaabenklæde“ af godt engelſk Klæde. Hovdeſegls Kirke fik til beſtandig Afmindelſe et Breviar i to Bind, ſom han havde faaet af Biſkop Oddgeir, en Pſalter, og det ſtørſte Skib, han ejede, med Ror og Redſkab og alt dertil hørende, ſom og, til Vedligeholdelſe, 40 Stykker Vareklæde; ligeſaameget Klæde gav han Sortlands Kirke, endeel til Yxnes Kirke, ſamt derhos til forſkjellige enkelte Perſoner flere ſtørre eller mindre Gaver, hvoriblandt til hans Syſter Solveig tre Leſter Vareklæde, til Helge Paalsdatter en Karfe med Ran og Redſkab, m. m. Til Executorer indſatte han ſine Medbrødre Gunne Jærnſidesſøn og Haakon Ivarsſøn, den ſamme, der ſiden blev valgt til Erkebiſkop. Naar man her læſer om ſaa mange verdſlige Klædningsſtykker, ja endog Vaaben, hos en Geiſtlig, og om den Uforbeholdenhed, hvormed han ſaa rigeligt betænkte hiin Helge Paalsdatter, der ej kan have været andet end hans Følgekone eller borgerlige Huſtru, faar man en beſynderlig Foreſtilling om det Liv, ſom han, og ſandſynligviis de fleſte højere Geiſtlige, paa den Tid førte. Hermed pasſer ogſaa den Skildring af Geiſtlighedens Levnet i Norge omkring Aar 1400, ſom Dietrich af Niem, Biſkop af Verden, ſiden af Cambray, gav i ſit omkring 1400 ſkrevne Verk „Nemus Unionis“. „I Norge“, ſiger han, pleje baade Klerker og Lægfolk at drikke lige meget, og hvis En ikke over al Maade kan beruſe rig i Øl, ſynes han ej, at han er lykkelig. Den Ene fordrer af den Anden, at han ſkal gjøre ham Fyldeſt ved at drikke ligeſaa meget ſom han, og Ingen, ſom ikke ſaa det, ſkulde tro, hvor meget baade Mend og Kvinder der kunne drikke paa een Gang, og dette ſkeer ſaa længe, indtil man falder drukken omkuld. Den, ſom bedſt kan tømme ſit Beger, holdes for at overgaa de andre i Legemsſtyrke og Raſkhed. I de ſamme Egne er det tilladt Biſkoper og Preſter offentligt at holde Friller, og naar Biſkopen to Gange om Aaret viſiterer de ham undergivne Preſter og Sognekirkers Beſtyrere, fører han Frillen med til disſe Preſters Huſe, og hun tillader ikke engang ſin biſkopelige Elſker at viſitere, uden at hun er med, deels fordi hun da lever højt hos Preſterne med disſes Friller og dertil faar Gaver af dem, hos hvem der viſiteres, deels ogſaa fordi hun vil pasſe paa ſin Elſker, at han ikke ſkal blive forelſket i en anden, der er ſmukkere. Skulde tilfeldigviis en Preſt ingen Frille have, da betragtes han ſom den, der ſviger en god gammel Skik og maa udrede dobbelt Koſthold til den viſiterende Biſkop. Ligeledes nyde ogſaa Preſternes Friller eller Huſtruer i hine Lande Forrangen baade i Kirken og ved Bordet, og have Gang og Sæde foran andre Fruer, endogſaa foran Ridderes[41].

Indeholder nu end denne Skildring kjendelige Overdrivelſer, iſær hvad den Anſeelſe angaar, hvori Preſternes Friller ſkulde ſtaa — og dog er det et Spørsmaal, om de ikke idetmindſte paa Island, hvor Coelibatet aldrig ret var blevet indført, nød ſaadan Anſeelſe — faa er den dog ganſke viſt i det Væſentlige ſandferdig. Forfatteren, der før ſin Befordring til Verdens Biſkopsſtol havde været Copiſt i det pavelige Cancellie, havde god Anledning til at indhente nøjagtige og paalidelige Underretninger endog om de fjerneſte Egne af Chriſtenheden. I eet maa der nødvendigviis være en Overdrivelſe, nemlig at Biſkoperne ſelv paa en Maade ſkulde tvinge ſine underordnede Geiſtlige til at holde Friller. Eet er, at de underhaanden kunne have ſeet igjennem Fingre dermed, ja maaſkee endog ikke ſaa ugjerne ſeet det, et andet at de formeligt ved at presſe Penge ſkulde nøde dem til at rette ſig efter den herſkende Skik. Endnu i den bergenſke Biſkop Haakons Dage anſaa Biſkoperne ſig endog forpligtede til, nu og da at advarede Preſter, ſom holdt Friller, og true dem med Suſpenſion eller Afſettelſe, hvis de ej lod dem fare; og ſaa meget kunde dog ikke Opinionen have forandret ſig omtrent 50 Aar derefter, at det nu næſten ſkulde være blevet til Pligt, hvad der dengang var anſeet for ſtrafſkyldigt. Men tydeligt er det i alle Fald, at den Slaphed, ſom Schismet medførte i Kirkens Overbeſtyrelſe, ogſaa gjorde ſig gjeldende ved de forſkjellige Localſtyrelſer, og maaſkee meſt i ſaa fjerne Egne ſom Norge, iſær ſaa længe endnu de alene ved pavelig Gunſt, uden ſtort Henſyn til deres Dygtighed og Fortjeneſter udnævnte Biſkoper ſade ved Roret. Thi forſaavidt Schismet dog ſkulde have een god Følge, maatte det ellers være den, at den erkebiſkopelige og biſkopelige Myndighed, ſom Paverne i lang Tid med Skinſyge havde ſøgt at ſvekke, nu igjen hævede ſig. Men for at dette ſkulde medføre nogen ſand Nytte, maatte ogſaa de Geiſtlige ſelv, iſær Biſkoperne, være andre, mere ſamvittighedsfulde Mend, end de var paa denne Tid, da langvarige Misbrug havde ſlappet Geiſtlighedens Moralitet og ſvekket dens Pligtfølelſe.

  1. Biſkop Magnus’s Død omtales kun i et enkelt af de isl. Annalhaandſkrifter, og henføres til 1380. Det ſidſte Brev, hvori han omtales, er fra Februar 1376. Dipl. N. III. 403. Biſkop Botulfs Død angives i Annalerne forſkjelligt, til 1379, 1380, 1381; da hans af Capitlet udvalgte Eftermand Hallgeir indviedes af Erkebiſkop Thrond, ſom ſelv ikke levede Aaret 1381 til Ende, er Botulf død enten førſt i dette Aar, eller ſidſt i 1380. Han omtales endnu ſom levende den 27de Januar 1379, Dipl. N. IV. 512.
  2. Isl. Annaler, Udg. S. 332.
  3. De isl. Annaler (l. c.) henfører Thronds Død til 1379, 1380, 1381; de fleſte dog til dette Aar, hvad der og maa være det rette, thi at han endnu levede den 18de Februar 1381, og at Sira Haakon Ivarsſøn, der af Capitlet valgtes til hans Eftermand, da endnu ikke var Electus, ſees af Chorsbroderen Agmund Olafsſøns Teſtamente, udſtedt paa den Dag, hvor de begge to nævnes (ſee nedenfor). Om noget Aar ſenere end 1381 er ikke Tale, og kan der heller ikke være, thi allerede d. 8de Novbr. 1382 var den af Paven udnævnte og indviede Erkebiſkop Nicolas Ruſer kommen til Danmark, ſom det nedenfor vil ſees. I ſin Udgave af Diarium Vazstenense har Benzelius S. 243 meddeelt en Fortegnelſe paa de norſke Erkebiſkoper efter en Meddelelſe af Th. Torvesſøn, ſom ſkal have fundet den i et islandſk Haandſkrift; den er atter aftrykt i Scr. r. D. VI. 616, og der findes Tiden, naar enhver Biſkop beklædte ſit Embede, angiven, ſkjønt juſt ikke ganſke rigtigt, dog formodentlig mere ved Afſkriverens, end Forfatterens Fejl, da denne ſynes at være nøje underrettet, iſær om de ſenere Erkebiſkoper, fra Paal af. Ved Thrond heder det, at han var Erkebiſkop i 13 Aar, minus 2 Maaneder, 2 Uger og 3 Dage. Dette er nu viſtnok urigtigt, da den anførte Tid vilde for Thrond, ſom indviedes den 22de October 1371, give Aaret 1384, da Thrond forlængſt var død. Men da Angivelſen er altfor nøjagtig, til at man ej ſkulde antage den førſte Nedſkriver deraf for at vide god Beſked, maa en Fejl ved den ſenere Afſkrivning være indløben, og denne ſynes ſnareſt at maatte have været den, at man har læſt 13 iſtedetfor 10, paa den Maade, at Tallet 10, ſom det oftere ſkeer, er betegnet ved xm (d. e. decem, ligeſom jjjjor d. e. qnatuor), og at det m, der kun tilkjendegiver ſidſte Bogſtav af decem, er læſt ſom iii, hvorved 13 fremkommer. Thi var Thrond Erkebiſkop i ti Aar, paa 2 Maaneder, 2 Uger og 3 Dage nær, da falder hans , Død paa den 5te Auguſt 1381, altſaa ſamtidigt med Kong Olafs Hylding i Nidaroos, og det forklarer da meget godt, hvorfor han ej nævnes ved denne.
  4. Brevet, der endnu ikke er trykt, findes i Vadſtena Kloſters Brevbog. Det er vel udateret, men netop den Omſtændighed, at Nikolas Ruſers Udnævnelſe omtales, viſer, at det er fra 1382.
  5. Af Indſkriften paa en Klokke i Norderhovs Kirke ſees det, at Sigurd forærede den dertil (Aarsberetning fra Selſkabet ſov Fortidsm. Bevaring, 1855 S. 7) Det var ikke uſedvanligt, ja maaſkee endog altid Skik og Brug, at en Biſkop betænkte den Kirke, hvorved han tidligere havde været Preſt, med en eller anden Gave. Saaledes ſeer man af Indſkriften paa en Kalk i Slidre Kirke, at den foræredes dertil af Biſkop Salomon i Oslo. (Urda 2 B. S. 64). Han havde været Chorsbroder i Stavanger og i denne Egenſkab formodentlig haft Slidre Preſtegjeld ſom Prædendatkald. Biſkop Jon ſkjenkede, ſom vi ville ſee, Forsheims-Kvernerne til Gerpen Kirke, hvorved han før havde været Preſt.
  6. See Dipl. N. V. 306. IV. 508. 516. III. 456. Suhm, XIII. 566. Dipl. N. VI. 616. Paa det ſidſtnævnte Sted (3die Decbr. 1392) kaldes han „episcopus et commissarius domini nostri a ……“, hvilket ſidſte Ord ſynes vanſkeligt at kunne udfyldes anderledes end „archiepiescopi“, ſkjønt det er umuligt at paaſtaa det med Vished.
  7. I Erkebiſkop Aſlak Bolts Jordebog over Erkeſtolens Gods S. 103 ſtaar der, at „Erkebiſkop Thrond ejede Dalby paa Hedemarken og gav dette til Erkeſtolen“. Han kaldes i Dipl N. II. 374 Thrond „Gardarsſøn“, i Proviſions-Brevet „Throndu Gerderi“. Skulde han maaſkee rettere hede Thrond Gudsſøn og være en Søn af Gerd Smidsſøn, der var Sysſelmand paa Raumarike i 1349? Gerd kan da have været en eldre Mand paa henved 60 Aar, og Thrond være fød omkring 1320.
  8. Scr. r. Dan. VII. S. 400. Her ſtaar der viſtnok i Aftrykket ikke „Petro Finkenoge“, men „Petro Rukenhoge“; men da Navnene i disſe Proces-Akter meget ofte ere højſt forvanſkede ved Fejllæsning, (ſaaledes ſkrives paa ſamme Sted „Mexustorp“ iſtedetfor „Meynstorp“), anſeer jeg det aldeles viſt, at der i Originalen har ſtaaet „uinkenoghe“, uden Prik over i, hvor da U, ſom ofte ſkeer, har været at læſe ſom det tydſke V, altſaa ſom F; (man finder ſaaledes meget ofte „Uicke v. Uitzen“ iſtedetfor „Vitte eller Ficke v. Vitzen“), men hvor „ui“ har været urigtigt læſt ſom „ru“. Suhm har ved at gjengive Stedet (XIV. 11.) egenmegtigt læſt „Rukenhop“. Der ſtaar intet p i Aktſtykket.
  9. Brev, aftrykt hos Suhm, XIV. S. 529.
  10. Suhm, XIV. 65.
  11. See føromtalte Brev hos Suhm, XIV. S. 529.
  12. Isl. Annaler, Udg. S. 336.
  13. Norges gl. Love, III. S. 218.
  14. Suhm, XIV. S. 160. Dipl. N. IV. 530.
  15. Olaf nævnes i de forhaandenværende Breve nedre førend i Auguſt 1383, Sigurd paa Hamar allerede før Febr. 1383. Norges gl. L. l. c.: Dipl. N. II. 479.
  16. Dagen angives i Isl. Annaler, Udg. S. 332. Finn Jonsſøn fortæller l ſin Kirkehiſtorie II S. 122, at han ombord raa et Skib i Bergens Havn faldt ned fra Dekket i det dybeſte af Skibsrummet og ſlog ſig ihjel. Han tilføier, at Oddgeir blev begraven ved Chriſtkirken i Bergen, hvad der og i ſig ſelv er rimeligt nok, da han havde været Chorsbroder der.
  17. Isl. Annaler Udg. S. 334. Ogſaa her vaktes der med Aaret, idet nogle Haandſkrifter angive 1381, andre 1382, men da vi ville ſee, at 1385 er det rette Aar før Michaels Ankomſt til Island, bliver ogſaa 1383 det rette Aar for hans Udnævnelſe Desuden levede Oddgeir endnu i Februar 1381 (Dipl. N. II. 468), og det var ikke rimeligt, at endnu ſamme Aar baade Efterretningen om hans Død kunde komme til Rom og Eftermanden blive udnævnt. Under disſe Omſtændigheder er det ogſaa ſandſynligere, at Michaels Formand i Pønitentiar-Embedet kan være bleven befordret i 1381.
  18. Isl. Annaler Udg. S. 337. Ogſaa her varierer Annalernes Angivelſer mellem 1383 og 1385. Men at 1385 er det rette Aar, ſees deraf, at Beretningen om Michaels Ankomſt til Island tilføjer, hvorledes baade det Skib, hvorpaa han havde været, og fire andre Skibe bleve fordrevne til Grønland, ſamt at Bjørn Einarsſøn og Sigurd Hviitkoll, ſom vare ombord paa et af dem, ej kom fra Grønland førend to Aar derefter, altſaa i 1387. Thi at 1387 er det rette Aar for deres Tilbagekomſt fra Grenland, kan ſkjønnes deraf, at det i „Grønl. hiſt. Mindesmerker“ III. S. 139 meddelte Brev af 1389 udtrykkeligt henfører deres Ankomſt til Norge, der ſkete Aaret efter Hjemkomſten fra Grenland, til 1388.
  19. Dipl. N. II. 468.
  20. Dipl. N. II. 527. Urbani VI et Bonif. IX divers. regest. 1389—1391. No. 1980. fol. 235. Wikbold „dei gratia episcopus Pharensis in provincia Nidrosiensia“, faar her den 4de Marts 1391 Qvittering for at have indbetalt endeel af de ſedvanlige Servitspenge, et Tegn paa at han er provideret ved Curien Men da han ikke ſelv indbetalte dem, men dette ſkete ved den münſterſke Preſt Lippold af Beym, ſkulde man antage, at han allerede havde forladt Rom og var raa Veien til ſin Biſkopsſtol. Maaſkee han ogſaa ſelv var fra det Münſterſke. Philip Gudbrandsſøn nævnes ſom Chorsbroder allerede i 1382, ſee Dipl. N. II. 473.
  21. Dipl. N. II. 453.
  22. Dipl. N. II. 488.
  23. Saaledes kaldes han et Par Gange i det af hans egen Søn, Eyſtein, indrettede Regiſter over Kirkegodſet i Oslo Biſkopsdømme, fol. 47 b.
  24. Dette ſees deels af Eyſteins Regiſter, deels af forſkjellige Breve.
  25. Sigurd Nibb kjøbte Fors ſamt Jadar i Mosſedal 1315 af en Frederik Aſlaksſøn, Dipl. Norv. IV. 111; Halvdelen af Hovin kjøbte han i 1323, Dipl. N. III. 133; derhos ejede han en Deel af Sogn i Oslohered: men i 1340 blev hans Arvinger, nemlig Sira Arnulf, Lagmanden Thord Eriksſøn, (med hvilken altſaa Arnulf var beſlegtet), og nogle andre enige om et Jordeſkifte, hvorved Arnulf og en Atle Hallvardsſøn fik Gaarde i Ignabakke og Thrygſtad Sogne, ſamt Fors; men desforuden maa enhver Arving have faaet meget mere, navnlig ſeer man, at Fors og Hovin kom paa Arnulfs Part, ſiden han kunde bortgive det ſidſte, og Broderſønnen Eyſtein erhvervede det førſte. Hvorfor netop Arnulf og ikke hans Brødre arvede Sigurd, ſom overhoved hvilket Forhold der var mellem dem, kan ej ſees, men at de maa have været meget nærbeſlegtede, ſees ogſaa deraf, at de tilſammen ſkjenkede 2 Mk. Bool i Skeidsmo i Kiſe paa Raumarike til Capitlet l Oslo. Eyſteins Reg. fol. 123 a.
  26. Teſtamentet findes i Dipl. N. IV. 350. Han gav derhos et ſtort Misſale til Kirken. Til Executorer indſatte han Erkepreſt Hallvard Bjarnesſøn, (der ſiden blev Biſkop), Gyrd, (der ligeledes blev Biſkop), og ſine Brødre Helge og Aſlak. Thord var formodentlig tidligere død.
  27. Dipl. N. IV. 354. Jvfr. ovenf. foreg B. S. 536.
  28. Dipl, N. IV. 355. 387. Der forekommer ſenere en Chorsbroder i Oslo Steinar Thordsſøn, der efter Navnet al dømme ogſaa ſkulde ſynes at have været en Søn af Thord Steinarsſøn.
  29. Herom mere nedenfor; at Asgerd var Eyſteins Syſter, ſiges udtrykkeligt i Huſtru Aaſa Salmundsdatters Teſtament af 13de Marts 1396, Dipl. N. IV. 660.
  30. Dipl. N. VI. 463, 464, jevnfør Eyſteins Reg. fol. 128 b. Denne Præbende havde ſit Navn efter den fornemſte dertil henhørende Gaard, Rodeim i Kraakſtad Sogn, men deraf havde Eyſtein ſelv givet halvfemtende Øres Bool; 4 Ørers Bool havde tilhørt Agmund Bolt, ſaaat det ſkulde ſynes, ſom om Eyſtein ſelv havde ſkiftet Præbenden. Eyſteins Regiſtr. fol. 128. a.
  31. Dipl. N. II. 421. Dette Brev er dateret paa Jadar, Ramnes, den 25de November 1371.
  32. Eyſteins Regiſtr. fol. 47, 48, 51, 107, 125.
  33. Nemlig ved pavelig Bulle af 1323, Dipl. N. VI. 107.
  34. Dipl. N. III. 452.
  35. Dipl. N. II. 494 (af 23de Auguſt 1385) og III. 464. Her nævnes viſtnok ikke Eyſtein, der ſtaar kun „Coadjutor et officialis“, men da man ſeer, at dette ej er Erkepreſten Kolbjørn, hvilken udtrykkeligt nævnes, og at derimod Eyſtein fra denne Tid ej mere forekommer ſom Chorsbroder, kan der ej være Tvivl om, at det er ham, der menes. Eyſtein var endnu ikke Coadjutor den 18de Auguſt, da Biſkop Jon ſelv udſtedte et Brev angaaende Sira Arnulf Steinarsſøns Gave af dennes Huſe i Chorsbrodergaarden; fem Dage derefter maa Jon have været ſaa ſpag, at han ikke tiende befatte ſig med nogen Forretning, ſiden Coadjutoren da optræder; hans Liigſteen (hvorom nedenfor) viſer, at han døde i September.
  36. See herom Dipl. N. II. 363, 379, 430, 455, III. 290, 464, IV. 403, 436, V. 302.
  37. Dipl. N. IV. 564.
  38. Dipl. N. II. 468. Det er i dette Teſtament, hvor, ſom ovenfor berørt, baade Erkebiſkop Thrond og Sira Haakon Jonsſøn omtales, og hvoraf man ſaaledes kan erfare, at de paa denne Tid (18de Febr. 1381) endnu levede.
  39. Dette Portal, med St. Michaels Capel ovenover, ſat det har været indviet St. Michael, kan ſees deraf, at denne Erke-Engel er afbildet udentil, og derfor har allerede Schøning antaget det, i ſin Beſkrivelſe af Chriſtkirken), findes endnu, ſkjønt rigtignok Capellet nu er i en daarlig Forfatning.
  40. Herved forſtaas etſlags Livkjortel, paa franſk cotte hardie. — „Bukram“, ſom ſtrax efter forekommer, kaldes endnu paa Engelſk, hvad man hertillands ſedvanligviis kalder „Rullebuk“.
  41. See Theod. de Niem, Tract. VI. c. 35, aftr. i Pontoppidans hist. eccl. II. S. 26. Disſe Bemerkninger, heder det der, gjelder Geiſtligheden i Norge og paa Irland, hvilke to Lande han omtaler under eet, ſom de yderſte mod Norden og Oceanet. Men der er et ſtort Spørsmaal, om ikke Forfatteren her har for vexlet Island med Irland og derpaa gjengivet dette med det ſedvanlige latinſke Navn, „Hibernia“, ſamt tilføiet en Bemerkning om disſes Frugtbar hed. Beſkrivelſen over de Geiſtliges Ferd pasſer idetmindſte allerbedſt paa, hvad vi kun lidet ſenere forefinde paa Island. Der ned visſelig Preſternes og Biſkopernes Friller ſaa ſtor Anſeelſe. Men at ſlige Friller ogſaa i det øvrige Norden idetmindſte vare almindelige, ſeer man deraf, at deres ſedvanlige Benævnelſe „fylgjukona“ (Følgekone), i Tidens Løb forvanſket til„Fylgkje“ (udtalt næſten ſom „Førkje“) i Norge, og „flycka“ eller „flicka“ i Sverige (ligeſom frændkona er blevet til „Frænke“) omſider antog Betydningen af „Pige“ i Almindelighed og idetmindſte i Sverige uden alt odiøſt Bibegreb.