Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/8/13

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efter saaledes at have seet Foreningen mellem Norge og Danmark stiftet og den unge Kong Olaf hyldet som begge Rigers Konge i et Navn, medens hans Moder i Virkeligheden styrede det Hele, maa vi betragte de enten ved sin Embedsstilling, eller sin Byrd, eller sine Talenter fremragende og indflydelsesrige Personer, som paa denne Tid levede i Landet, og hvis Bistand Dronningen mere eller mindre skulde benytte Udførelsen af Regjeringens Sysler. En ny Slegt havde nu ganske afløst den, der raadede i Landet, da Unionen med Sverige stiftedes i 1319. Endog de eldste gjenlevende Veteraner fra tidligere Dage, Hafthorssønnerne, vare dengang kun Børn og kunde neppe erindre noget om Begivenheden selv, om de end i sin Ungdom havde levet sammen med Unionens Stiftere. De fleste vare allerede døde-for mere end et Snees Aar tilbage; mange af dem vare allerede blevne Offere for Mandedøden i 1350. Med disse Mend fra 1319 taalte de fra 1380 neppe at sammenlignes. Vi søge i 1350 forgjeves Mend som Erling Vidkunnssøn, Finn og Ivar Agmundssønner, Bjarne Audunssøn, Erkebiskoperne Eiliv og Paal. Men lige saa langt, som Mendene fra 1380 staa tilbage for dem fra 1319, ligesaa langt staa igjen disse tilbage for de dygtige og veldige Herrer fra 1280, med de store Erindringer fra Haakon Haakonssøns glimrende Tider; en Bjarne Erlingssøn, Thore Haakonssøn, Audun Hugleikssøn, Andres Plytt, Erling Alfssøn og Alf Erlingssøn, og Prælater som Erkebiskop Jon. Gan vi endnu højere op i Tiden, til Kong Haakon Haakonssøns kraftigste Dage, da støde vi paa endnu mere fremragende Personligheder, som (ej at tale om Kongen selv) Arnbjørn Jonssøn, Dagfinn Bonde, Jon Staal, Biskop Haakon i Oslo, og – trods hans fjendtlige Forhold til Kongen – først og fremst Hertug Skule. Saaledes have vi det sørgelige Skue af en jevn Stigen nedad, en stadig Søvinden af Kræfter, ligesom hos Oldingen, eller endog som hos den i sig selv ej saa bedagede Mand, der for Aarenes Skyld endnu kunde være rask og rørig, men som i Ungdommen altfor meget har ødslet med sine Kræfter. Og dog var denne Nedadskriden ingenlunde bevirket eller ledsaget af en tilsvarende Aftagen i materielt Velvære. Tvertimod, det lader til, at der, efter at Mandedødens øjeblikkelige Virkninger vare nogenlunde overstaaede, herskede temmelig jevn Velstand, og maaskee endog i saa meget større Mon end før, som der nu var færre Folk om Nationalformuen. Der merkes ikke andet, end at idetmindste alle Folk af nogen Betydenhed eller Anseelse havde rigeligt Udkomme, mange vare endog overordentligt rige. Det var de aandelige Kræfter, hvorpaa der skortede. Det var, som om disse næsten vare udtømte, eller saa overanstrengte, at de behøvede en lang, lang Hviletid for atter at voxe frem, ligesom Agerlandet maa ligge brak for at udhvile efter alt for sterk Dyrkning. Og denne Hviletid udeblev heller ikke: lange, mørke Aarhundreder, hvori Nationen laa i Dvale. Den kan fra et vist Synspunkt med fuld Ret kaldes en bedrøvelig Tid, men Hvilen var ikke desmindre nødvendig og har dog tilsidst viist sig at være velgjørende.

Vi begynde med Biskoperne ved Kong Olafs Tronbestigelse. Flere af disse havde nylig tiltraadt sine Embeder, eller bleve kort efter beskikkede dertil, saa at Biskopsskifterne paa det nærmeste vare samtidige med Kongeskiftet. Men med Biskopsstolenes Besettelse var der nu megen Vringlen og Ubestemthed. I samme Aar, som Kong Haakon, døde Biskop Magnus af Hamar, og strax derefter, endnu i 1380, eller først i 1381, døde Biskop Botulf i Stavanger[1]. Til Botulfs Eftermand valgtes, formodentlig paa lovlig kanonisk Vej, en af Stavanger Kirkes Chorsbrødre, Sira Hallgeir Asmundssøn, og han indviedes af Erkebiskop Thrond[2]. Men ej lenge efter døde ogsaa denne, i 1381, sandsynligviis i August Maaned[3], og Capitlet valgte enstemmigt Sira Haakon Ivarssøn, en blandt de mest anseede af dets egen Midte. Haakon begav sig i 1382, formodentlig tidligt om Vaaren, paa Vejen til Rom for at faa Pavens Bekreftelse. Men han var ikke kommen lenger end til Tydskland, førend han, som det heder i de isl. Annaler, fik høre, at en dansk Lægmand ved Navn Nikolas, med Tilnavn Ruzer, Rusare eller Ruzare, allerede var var bleven indviet i Curien til Erkebiskop i Nidaroos. Samtidigt havde Paven ogsaa ved Provision udnævnt en vis Olaf til Biskop i Stavanger. Sandsynligviis var denne Olaf den samme som Hr. Olaf Brand, om hvem Biskop Nikolas af Linkøping i et udateret Brev af 1382 til Biskop Byrge i Uppsala berettede, som en af de sidste Nyheder fra Rom, at han var bleven Biskop i Hamar, saavelsom at „en vis Hr. Nikolas Rusare“ var bleven Erkebiskop i Nidaroos[4]. Thi Magnus Slangethorps Eftermand paa Hamar heed ikke Olaf,.men Sigurd, og der kan neppe have været nogen imellem dem, udnævnt i 1382, da Sigurd allerede i Februar 1383 omtales, som om han i nogen Tid havde været i Embedet. Men Biskop Nikolas kan have hørt eller erindret fejl og skrevet „Hamar“ istedetfor „Stavanger“, eller ogsaa er det ikke saa usandsynligt, at Olaf virkelig først kan have været udnævnt til Hamar, men at han ligesom Sigfrid forhen, der fik ombyttet Stavangers Biskopsstol med Døttre„ bevægede Paven, hos hvem han maa have staaet i Yndest, til at give ham Stavangers Biskopsstol istedetfor Hamars, der ansaaes for den daarligste af Norges Biskopsstole. Om Sigurds tidligere Forhold og Omstændighederne ved hans Udnævnelse vides intet. Muligt, at han var Prest paa Njardarhov paa Ringerike, da han siden forærede en Klokke til Kirken der[5]. Formodentlig var han valgt af Capitlet paa lovlig Maade, ligesom Hallgeir, men havde Biskops-Stolens foregivne Ringhed i Indtægter at takke for, at han beholdt den, og at det Uvejr, der først truede ham, nu gik ud over Hallgeir. Thi vaade denne og Haakon Ivarssøn gik Glip af de Biskopsstole, hvortil de vare valgte. Til Haakon hører man intet mere: formodentlig reiste han hjem igjen og maatte nøjes med sit Canonicat. Hallgeir, skjønt han allerede var indviet Biskop og havde taget Biskopsstolen i Besiddelse, maatte rømme for Olaf. Efter de kanoniske Bestemmelser kunde den biskopelige Verdighed ikke berøves ham, og vi finde ham 1384i Nidaroos, maaske som Vicebiskop for den nye Erkebiskop; i April 1392 dukker han op som Biskop paa Færøerne, men mod Slutningen af samme Aar nævnes han atter kun som Biskop uden Biskopsstol og som erkebiskopelig (?) Commissær i Stavanger[6]. Siden høres der ej mere til ham.

Om Erkebiskop Thronds Virksomhed i hans senere Aar vides der, som sagt, næsten intet, og heller ikke om Stedet, hvor han døde. Det er ikke usandsynligt, at det kan have været paa Hedemarken, hvor vi allersidst finde ham, og hvor han maaskee oprindelig hørte hjemme siden han ejede en Deel af Gaarden Dalby paa Ringsaker og i sit Testament skjenkede dette til Erkestolen[7]. Om hans Eftermand, Nikolas Ruser, veed man heller ikke stort. De islandske Annaler kalde ham, som vi have seet, en Lægmand; det var han ogsaa idetmindste paa den Tid, da vi allerførst høre noget om ham. I Proces-Akterne af 1424 om Hertugdømmet Sønderjylland oplyses det nemlig, at Kong Valdemar havde besiddet Slottene paa Øen Als og givet dem i Forvaring, først til Ridderen Hr. Jakob Olafssøn, dernæst til Hr. Nikolas Ruzer og hans Broder Peter Finkenoge, og endelig til Henning Meynstorp, der efter Kongens Død forrædersk solgte dem til de holstenske Grever[8]. Her optreder saaledes Nikolas i Egenskab af Slotsfoged. Han maa have gjort sig meget fortjent af Valdemar, og Margrete maa have haft megen Yndest for ham, da vi af et senere Brev erfare, at Kong Olaf, det vil naturligviis sige Margrete i hans Navn, skjenkede ham paa Livstid Landsbyen Brøndbyvestre m. m. og en Mølle beliggende paa Sjæland[9]. Dog maa han, trods de islandske Annalers Udsagn, omtrent paa den Tid været traadt ind i den geistlige Stand, thi i et Brev, som han i December 1379 beseglede tilligemed sin Broder Peter Finkenoge og sin Ven, den megtige danske Adelsmand Johan Ruut, kaldes han Canonicus (Chorsbroder) i Roeskilde, og det var vel i denne Egenskab, at han fik hine i Sjæland liggende Ejendomme[10]. Men den islandske Forfatter kan dog paa en Viis have Ret, thi han var aabenbart en af hine, udenfor Norden allerede ej sjelden forekommende Geistlige af Navn, der fik geistlige Præbender for at kunne nyde godt af Indtægterne, uden derfor selv at udføre geistlige Forretninger, ja uden engang at modtage Ordination, idetmindste ikke til de højere Grader. En saadan Halvgeistlig havde f. Ex. den pavelige Nuncius Johan Guilaberti været (see forr. Bd. S. 530). Da Nikolas Ruser stod i saadan Yndest hos Margrete, er det ingen dristig Slutning at antage, at det især var hende, som drev hans Udnævnelse, og, da det ej var at tænke paa at faa ham valgt af Capitlet ad canonisk Vej, skyndte sig uden dettes Vidende at sende ham afsted til Rom med Anbefaling og Ansøgning til Paven, for at han kunde komme den Candidat, Capitlet maatte velge, i Forkjøbet. Urbans Stilling var mislig; det var for ham en betænkelig Sag at legge sig ud med Nordens megtige Dronning ved at negte hende Opfyldelsen af hendes Bøn; hvo veed endog, om ej Nikolas kan have understøttet den ved vegtige Gaver? „Paven befinder sig vel, men er saare fattig“, skrev Biskop Nikolas af Linkøping netop i det Brev, hvori han meldte Nikolas Rusers Udnævnelse til Erkebiskop. Han kom om Høsten 1382 tilbage til Danmark, ej som „Electus“„ men som virkelig „Erkebiskop af Guds og det apostoliske Sædes Naade“, en Titel, Ingen før i Norden før ham havde antaget. Strax efter sin Tilbagekomst til Danmark aftraadte han ved sit Brev af 8de November til Dronning Margrete de nysomtalte Ejendomme, som Kong Olaf havde skjenket ham. Ogsaa dette Brev besegledes, til Vitterlighed, af hans Ven, Hr. Johan Ruut, og hans Broder Peter Jakobssøn Finkenoge[11]. Man skulde næsten formode, at det allerede ved hans Udfart til Rom havde været en stiltiende Aftale mellem ham og Dronningen, at han, hvis han opnaaede hvad han vilde, skulde give disse Ejendomme tilbage og derved maaskee afqvitte, hvad Dronningen havde forstrakt ham med til hans Øjemeds Fremme.

Det er heraf klart, at hvor store Fortjenester denne Nikolas end kan have haft af Dronningen og den danske Krone, saa var han dog intet verdigt Subjekt at sette paa en Erkestol i hvilketsomhelst Land. End mere utilbørlig var hans Befordring til Norges højeste geistlige Verdighed, da han ej var indfødt Nordmand, ja endog, naar det kom til Stykket, neppe engang dansk af Fødsel, thi Navnet „Finkenoge“ vidner sterkt om tydsk Herkomst. Men Margrete ønskede vel netop at have denne paalidelige Mand i en saa indflydelsesriig Stilling i Norge, og vi ville desuden i det følgende see, at det just var hendes Politik at bringe saa mange danske Mend som muligt ind paa Norges Biskopsstole: neppe i anden Hensigt end at skaffe de danske Interesser Indflydelse i det norske Raad, hvortil ingen dansk Lægmand kunde faa Adgang. Denne Bestræbelse behøver ikke derfor at være udgaaet fra nogen egentlig Forkjærlighed for Danmark, men kan maaskee alene have haft til Hensigt at knytte Unionen fastere. Imidlertid var den uheldig, fordi den øjensynligt satte ondt Blod i Norge, og fordi hun, især i Førstningen, ikke gik frem med den tilbørlige Forsigtighed og det rette Maadehold. Siden blev hun noget forsigtigere. Hvor lidet man i Norge syntes om Nikolas’s Udnævnelse til Erkebiskop, kan godt skimtes gjennem de islandske Annalers Omtale af ham. Det heder, som sagt, at han var en Lægmand, ja at han endog ved sin Ankomst til Norge ikke havde Pallium. Ligeledes heder det, hvor hans Død omtales i 1386, at han i den Tid, han var i Norge, ikke havde gjort nogen biskopelig Forretning, ikke forrettet nogen Vielse, ikke fermet Børn[12]. Det sidste forholder sig vist ganske rigtigt, men hvad Pallium angaar, da maa han dog have haft det, da det ikke er tænkeligt, at Paven skulde have udnævnt ham og ladet ham indvie, uden at han ogsaa havde givet ham Pallium. Men Mandens hele Optræden har formodentlig været højst ukirkeligt, og allerede den Maade, hvorpaa den svenske Biskop omtaler ham, røber liden Agtelse. Til Norge kom han ikke førend i det næste Aar, da han, som vi ville see, i August var samlet med alle de øvrige Biskoper i Tunsberg, dog snarere til Raadsmøde, end til Concilium[13]. Til Nidaroos kom han vel ogsaa kort efter for at tage Erkestolen i Besiddelse, men i Midten af 1386 var han atter nede i Danmark[14], hvorfra han ej mere kom tilbage, da han døde endnu samme Aar. Imidlertid havde han ført med lig til Danmark en Mengde Kostbarheder, Bøger og andre Sager, tilhørende Nidaroos Erkestol, hvilket vidner om, at det var hans Hensigt at slaa sig ned der og derfra styre sin Diøcese og sin Provins. Det maa under disse Omstændigheder ansees som et Held, at han ikke beklædte Erkestolen mere end i henved fire Aar.

Om den stavangerske Biskop Olafs Herkomst – han være nu den af Biskopen i Linkøping omtalte Olaf Brand, eller en anden – vides slet intet. Saaledes lader det sig ikke her med Bestemthed sige, om ogsaa han var en dansk Mand, der skyldte Margretes megtige Anbefaling sin Forfremmelse, eller ej. Det første er vistnok det sandsynligste, og især hvis han virkelig var Olaf Brand, thi saadanne Tilnavne vare paa denne Tid brugeligere i Danmark end i Norge. Den Maade, hvorpaa Biskopen i Linkøping omtaler „Hr. Olaf Brand“, synes ellers at vise, at han var en i Norden bekjendt Mand, og den Antagelse ligger nær, at han var en af de mange pavelige Udsendinger, der i denne Tid reiste omkring[15]. Men er Olafs Herkomst uvis, da er en tredie ved disse Tider ogsaa paa uregelmessg Maade i den norske Kirke ansat Biskops desto vissere. I Aaret 1331 var Biskop Oddgeir af Skaalholt død i Bergen, som det angives ved et Ulykkestilfelde, d. 15de August[16], og Biskopsstolen stod nogen Tid ubesat, sandsynligviis fordi Erkebiskop Thrond omtrent paa samme Tid var død, og Capitlet i Nidaroos vanskeligt kunde skride til nyt Valg, førend hans Eftermand var kommen. Men imidlertid blev en Pønitentiarius for Norden ved den pavelige Curie, Michael, dansk af Ætt, beskikket til Biskop i Skaalholt (1383[17]). Muligt, at Margretes Indflydelse ogsaa her gjorde sig gjeldende, imidlertid er det ej nødvendigt at antage det, da vi allerede have seet Exempler nok paa, at Pønitentiarius-Embedet ved Curien var, hvad man nu vilde kalde en Befordeingspost, saaledes at enhver Indehaver deraf allerede var designeret til den første Biskopsstol af ringere Indtægter, som maatte blive ledig, og som han selv ønskede. Det er slet ikke umuligt, at Olaf Brand, udnævnt til Biskop i 1382, har været Michaels Forgenger, og at denne saaledes ikke beklædte Pønitentiar-Embedet mere end eet Aar. Michael kom ikke til Island førend i 1385[18], og hans Optreden der var yderst upopulær.

Med Besettelsen af Færøernes Biskopsstol synes det at have gaaet endnu uregelmessigere til. Naar Biskop Arne Sturla, til hvem man intet hører siden 1364, afgik ved Døden, vides ikke, men det skete sandsynligviis omkring 1380, thi i Begyndelsen af 1381 omtales en Andres som udvalgt Biskop paa Færø, og paa den Maade, at man seer, at han har været Chorsbroder enten i Nidaroos eller Bergen, og paa sedvanlig Viis nys udvalgt enten af det bergenske eller det throndhjemske Capitel[19]. Men i 1391 omtales baade en anden Chorsbroder i Nidaroos, Philip Gudbrandssøn, paa lignende Maade som udvalgt Biskop til Færøerne, og ved Curien en Vikbold som der indviet Biskop[20]; Aaret efter optreder i samme Egenskab den nysomtalte Biskop Hallgeir, men nævnes endnu samme Aar uden denne Titel, hvorefter Vikbold omsider sees at være kommen i Besiddelse af Biskopsstolen. Det er ikke usandsynligt, at Andres virkelig er bleven indviet til Biskop, og at efter hans Død først Philip Gudbrandssøn har været valgt, men er død strax efter; at Hallgeir derpaa er valgt i hans Sted, men at imidlertid Vikbold, der synes at have været en Tydsker, har faaet Provision ved Curien, og Hallgeir saaledes anden Gang haft den Ærgrelse at maatte vige.

Af de større Prælaturer i Norge beklædtes Provstedømmet ved Mariekirken i Oslo, som vi have seet, af Cantsleren Hr. Henrik Henrikssøn, svensk af Fødsel, men en mangeaarig Tilhænger, og – naar undtages den korte Misforstaaelse i 1371 – Ven af Kong Haakon, samt, efter hvad man maa dømme af flere Omstændigheder, end mere af Dronning Margrete. Han var sikkert en dygtig og øvet Forretningsmand, hvordan nu end hans geistlige Virken var beskaffen. Magister Capellarum og Provst ved Apostelkirken i Bergen, altsaa den første af de kongelige Geistlige, var Hr. Vinalde Henrikssøn, hvis tidligere Bane vi allerede have berørt. Han var i Besiddelse af mange Beneficier. Foruden at have et Canonicat ved Oslo Domkirke, forbundet med Kirkerne paa Thjorn, som Biskop Jon havde givet ham tilbage, efterat han tidligere havde afstaaet dem, blev han og, som ovenfor nævnt, kongelig Klerk og Chorsbroder ved Mariekirken i Oslo, samt midlertidig Bestyrer af Cantsler-Embedet. I 1375 finde vi ham tillige som Besidder af et Canonicat ved Nidaroos Domkirke. Kort efter, formodentlig i 1377, blev han efter Thorstein Hallgrimssøn udnævnt til Magister Capellarum, ved hvilken Lejlighed han da naturligviis maa have givet Slip paa Canonicatet ved Mariekirken, medens han derimod beholdt sine øvrige Beneficier. Derhos seer man, at Kong Haakon overdrog ham Syslen paa Vors[21]. At Vinalde var Dronning Margrete særdeles hengiven, viser noksom hans senere Ferd.

Saaledes var der nu blandt Raadets geistlige Medlemmer mindst fire, paa hvis Medhold og Bistand Margrete sikkert kunde regne, nemlig Erkebiskop Nikolas, Biskop Jakob i Bergen, dansk af Fødsel, og begge Provsterne ved de to fornemste kongelige Capeller. At derhos ogsaa Olaf i Stavanger var hende forbunden, er af det foregaaende sandsynligt, og at der har været stort Venskab mellem hende og Biskop Jon i Oslo, maa sluttes deraf, at Margrete i sit Brev af 14de Januar 1385 udtrykkeligt kaldte ham sin „gode Ven“ og fritog, saa længe han levede, hans Landboer paa Folkestad i Skedjohofs Sogn i Vettahered for Leding og alle.andre directe Skatter[22]. Man seer, at Margrete i Norge fulgte den samme Politik, som hun ogsaa med Held anvendte i Danmark og siden i Sverige, nemlig at holde sig til Vens med Geistligheden. Og Omstændighederne vare nu ogsaa dertil særdeles gunstige, da Kirkesplittelsen gjorde det nødvendigere end hidtil for Geistligheden at ty til den verdslige Magts Beskyttelse.

Blandt de øvrige Geistlige af en vis Rang synes paa denne Tid faa at have staaet i saadan Anseelse som Eystein Aslakssøn, Chorsbroder i Oslo. Han var af en anseet og formaaende Ætt paa Vestfold, som det er af megen Interesse at betragte noget nærmere fra dens første Fremtræden. Faderen, Aslak Steinarssøn, kaldtes sedvanligviis Aslak paa Skaanøre, efter sin Odelsgaard Skaanør (nu Skaane ved Frebergsvik) i Nykirke Sogn ved Horten[23]. Han forekommer i Breve mellem Aarene 1354 og 1371 og besad betydelige Ejendomme ej alene paa Vestfold, men ogsaa i Oslohered, paa Raumarike og flere Steder. Saaledes ejede han en Deel af Gaardene Skoggestad og Jader, Klep og Hole i Ramnes Sogn, og Bjerknes i Elfteløytessogn paa Sandsverv[24]. Han fik ogsaa en Deel efter sin eldre Broder, Arnulf Steinarssøn, Chorsbroder i Oslo. Denne var ligeledes en bemidlet Mand, saaledes ejede han Huse i Chorsbrødregaarden, som han i sin Tid kjøbte for 80 Mk. Flosepenge, og arvede derhos Gods efter en lidt før 1340 afdød Godsejer Sigurd Nibb, hvoriblandt en Deel af Hovin i Mossedal, Fors i Starahvarven i Fenstad Sogn paa Raumarike, m. m.[25]. Arnulf gik formodentlig i 1349 ind i Hovedø Kloster, men testamenterede forud Hovin til Edmunds-Alteret i St. Hallvards-Kirke, og sine Huse i Chorsbrødregaarden halvt til Biskopsstolen, halvt idet vil sige de ved Salget deraf indkomne Penge) til de Fattige[26]. Det øvrige af hans Efterladenskaber, med Undtagelse af hvad han medbragte til Klostret, synes at have gaaet til Brødrene, af hvilke navnlig Aslak fik Fors paa Raumarike. Arnulf blev allerede strax efter Abbed i Klostret, i hvilken Egenskab vi finde ham allerede i 135l. Han beskikkedes i dette Aar, som vi have seet, til Overcollector af den pavelige Fireaarstiende[27]. Der var endnu to andre Brødre, Helge og Thord, ligeledes bemidlede; Helge ejede Gaarden Digreskytningen i Oslo, og Aas i Ramnes paa Vestfold, saavelsom Ræling paa Raumarike. Thord ejede Gaarden Skogen i Oslo, som hans Sønner Narve og Sigurd siden arvede efter ham[28]. Aslak synes at have overhoved og for en Deel arvet sine Brødre, idetmindste er det vist, at han efter Arnulf fik endeel Jordegods, hvoraf hiint Fors paa Raumarike, som Arnulf havde faaet efter Sigurd Nibb. Aslak havde foruden Sønnen Eystein ogsaa en Datter, ved Navn Asgerd, siden bekjendt under Navnet Hustru Asgerd paa Berg; hun var først i sin tidligste Ungdom gift med Rolf Saulessøn paa Berg eller Kirkeberg paa Eker, og siden med Hirdmanden Guthorm Rolfssøn, der ogsaa enten hørte hjemme paa Eker, eller i alle Fald ved Giftermaalet med hende nedsatte lig der, og deels allerede besad, deels ogsaa erhvervede, en Mængde Jordegods fornemmelig paa Eker, men ogsaa i Nabo-Herederne Lidet, Sandsverv, Nordal (Hofs Sogn), Ramnes, o. fl.[29]. Hvad Tid Eystein Aslakssøn traadte ind i den geistlige Stand, vides ikke. Den første Gang, man hører fra ham, er i 1367, da han alle-rede var Chorsbroder og Indehaver af den saakaldte Rodeims Præbende[30]. Hans Fader Aslak forærede ham i 1371 alt det Jordegods, som han selv havde faaet efter Broderen Sira Arnulf, og som denne igjen havde arvet efter Sigurd Nibb[31]; de omtalte Gaarde i Oslo, der havde tilhørt Aslaks andre Brødre, vare imidlertid blevne bortsolgte. Aslak døde ikke lang Tid derefter. Han gav ogsaa betydelige Gaver i sit Testament til Ramnes og Lauvø Kirker, saavelsom Hospitalet i Tunsberg og Chorsbrødrenes Commune i Oslo[32], men det er dog at antage, at den største Deel af hans rige Arv gik til Børnene Eystein og Asgerd. Eysteins store Formue maatte vistnok skaffe ham stor Anseelse i Capitlet, og dertil synes han efter alt, hvad man merker af hans Virksomhed, at have været en driftig, virksom og nidkjær Mand. Der er al Sandsynlighed for, at han ved Erkepresten Hallvard Arnaldssøns Død, der indtraf noget efter 1373, selv en Tid forvaltede dette Embede, hvormed Sogneprest-Embedet til Haugen Kirke paa Eker var forbundet[33], thi vi see ham ferdes om i Kirkens Erende som etslags Formand for de øvrige Chorsbrødre, og dertil kjøbte han af og til Jordegods i Lider, Naboheredet til Eker, hvor desuden hans Syster vorde i en anseet Stilling, og hvor han derhos selv maaskee allerede i Arv efter Faderen havde ikke faa Besiddelser. Men siden maatte han vel opgive dette Embede, da han – formodentlig i 1383 – blev Provst i Oslos Provsti, thi i samme Aar visiterede han i denne Egenskab ved Haugs Kirke, hvilket vel ikke havde fundet Sted, hvis han havde været Sogneprest derved[34]. Den daværende Erkeprest var formodentlig allerede Kolbjørn Eilifssøn, der fra denne Tid af nævnes med denne Titel. Men i Aaret 1385, da Biskop Jon laa paa sit Yderste, steeg Eystein et Trin endnu højere, da han – maaskee af Biskopen selv – blev udnævnt til dennes Hjelper eller Coadjutor og Official. Derved fik han allerede den hele Bestyrelse af Biskopsstolen, og det faldt saaledes næsten af sig selv, at han ved Biskopens Død blev hans Eftermand[35]. Herom, og om den usedvanlige Virksomhed, han udviklede, vil der i det følgende blive talt. Her har vi kun villet give en kort Fremstilling af en saadan anseet og megtig Klerks Opkomst og Virksomhed.

Blandt de Geistlige ved de øvrige Biskopsstole finder man nu neppe nogen saa fremragende Mand som Eystein, idetmindste omtales ingen saa hyppigt. Dette kan nu vel for en Deel have sin Grund deri, at man fra denne Tid har langt flere Brevskaber fra Oslos Biskopsdømme– end fra de øvrige, men det maa ogsaa tildeels forklares deraf, at Oslos Biskopsdømme ej alene var det sydligste, og inden hvis Omraade de fleste Begivenheder af Vigtighed nu tildrog m„ men at det ogsaa i Virkeligheden var det største og rigeste, hvor formodentlig de mest talentfulde Mend, ogsaa af Kleresiet, søgte hen, naar de kunde, da de fandt der den videste Virkekreds for sine Talenter og havde lettest Anledning til at tilfredsstille sin Ærgjerrighed. Med andre Ord, Oslo var nu bleven Landets egentlige Hovedstad, og Nidaroos og Bergen, med al den ene Stads gammelkirkelige Glands og den andens travle Handelsliv, vare dog sunkne ned til Provindsstæder. Hvad der gav Bergen sin egentlige Vegt, var desuden ej længer det nationale, men det fremmede Handelsliv, og dette, ligesom de tydske Kjøbmends hele Politik overhoved, bidrog til mere at isolere Staden fra det øvrige norske Statsliv, end til at give den nogen Indflydelse paa dette.

Et andet anseet Medlem af Capitlet i Oslo paa disse Tider, og som synes at have staaet i nøje Forbindelse med de fornemste Slegter, var Chorsbroderen Narve Matthiassøn, tillige Sogneprest til Aas paa Follo, i hvilken Egenskab han nævnes i forskjellige Breve, lige fra 1357 til 1379. Ætten synes at have haft hjemme i Ignabakke Sogn, hvor hans Broder Hallvard Matthiassøn boede. I 1361 var han paa Capitlets Vegne nede i Ranarike, forresten synes han, hvad der i de Tider hørte til Sjeldenhederne, at have levet og virket ved sin Hovedkirke. Først da han var gammel, faa Aar før sin Død 1385, flyttede han til Oslo og kjøbte da Tredieparten af de Huse ved Posten i Chorsbrødregaarden, som Arnulf Steinarssøn først havde ejet og testamenteret til Fattigfolk, og som Erkepresten, Kolbjørn Eilifssøn, nys havde kjøbt for 13 Mk. Penninge, men som han nu lod Narve faa i sit Sted, imod at overlade Domkirken 20 Øres Bool i Helte i Ramnes Sogn paa Vestfold[36]. Her gjorde han, 2den Paaskedag (19de April) 1389, da han laa paa sit Yderste, sit Testament[37], hvoraf man erfarer, at han var en meget bemidlet Mand, især da det sandsynligviis kun var en ubetydelig Deel af hans Ejendomme, som han borttestamenterede. Sit Gravsted valgte han i Domkirken ved Siden af sin Frænde Mester Agmund Berserk og gav derfor til den saakaldte Bergs Præbende hele 3 Mk. Vool i Mo i Duraalen paa Eidsvold, saavelsom den nys omtalte Bolig, han havde kjøbt i Chorsbrødregaarden, til bestandigt Aartidehold. Til at bestride Omkostningerne med Voxlys og Offer ved hans Begravelse forordnede han, at en af hans Heste, der stod hos hans Broder Hallvard, skulde selges. Aas Kirke gav han sit Breviar med Noder. Fru Cecilia Haakonsdatter (Enken efter Hr. Hallvard Næpa) fik hans „Skindkjortel og Beverskinds-Feld“, Presten Sira Thore paa Hovin hans store tvebyrde Kaabe med Hette, som han fik af Biskop Jon, en Ragnhild Thomasdatter hans brune Skindkaabe, Kjortel og Hette, hans Beslegtede Ragnhild Eysteinsdatter hans store mørkeblaa Hverdagskjortel med vide Ermer; hans Vicar Sira Eiliv (paa Aas) for Chorhold og Sjælemesser hans „blaamengede Understakk“, og Klokkeren for sin Møje hans „lysblaa Understakk“. Naar saadanne Klædningsstykker bortskjenkedes til Kvinder, kan det neppe have været i anden Hensigt, end at de skulde gjøre sig saa stor Fordeel af dem, som de kunde, ved Salg, thi bære dem kunde de dog vistnok ikke. Imidlertid seer man heraf, at de Geistlige paa denne Tid bar meget forskjelligt farvede og verdsligt udseende Klæder, hvilket igjen forudsetter en temmelig verdslig Leveviis. End mere fremlyser dette af et Testamente, som den throndhjemske Chorsbroder Agmund Olafssøn Kaabein, Prest til Hovdesegl (nu Hadsel) i Nordland gjorde den 18de Februar 1381[38], og som derfor her fortjener nærmere Omtale, saa meget mere som det giver en endnu anskueligere Forestilling, end Narve Matthiassøns, om de Rigdomme, saadanne vel aflagte Geistlige kunde samle sammen, og tillige viser, hvad Slags Læsning og Dannelse disse fornemme Geistlige især lagde sig efter. Sproget er en besynderlig Blanding af Norsk og Latin, da Brevet begynder i det sidste Sprog, og gaar derfra uden videre over i Norsk, som udgjør Hovedmassen, men afbrydes af og til af latinske Ord og Talemaader, saaledes at en Seming, der begynder paa Norsk, kan slutte paa Latin, og omvendt. Sit Gravsted valgte han nærmest udenfor den nordlige Indgangsdør til Christkirken, dog inde under Portalet, over hvilket St. Michaels-Capellet er[39], hvis Erkebiskopen og Chorsbrødrene tillod det. Derfor gav han Gud og St. Olaf fem Pund Sterling i Nobler, til Kirkens Vedligeholdelse, hvorimod han betingede sig ved sin Liigferd fem Pund Voxlys og passeligt Offer. Erkebiskop Thrond fik 7 Mkr. brendt og en Bolle, Capitlet i Nidaroos fik under eet, imod at holde tre Sjælemesser aarligt for ham, alle hans smaa og store theologiske Bøger, hvortil han føjede en Bibel, et Compendium om Theologien, og nogle Retsformularbøger. Iligemaade fik Capitlet „en Pot, som tager syv Kander“. Hver Kirke i Byen fik to Stykker Vareklæde, ligesaa Predikebrødrene, Augustinere, Hospitalet, Holms, Bakke, Reins og Tuterøs Kloster. Chorsbrødrenes Commune fik til sit Bord en Sølvskaal med Jomfru Marias og St. Olafs Billede i Bunden, og en Sølvskee. Biskop Oddgeir i Skaalholt fik en Guldfingerring, som Agmund før havde faaet af Biskopen i Bergen, samt et forgyldt Kruus med Laag. Hans Colleger Gunnar, Haakon og Jon fik, den første en Sølvbolle, den anden et Sølvbeger med Afbildning af St. Margretes Legende i Bunden, den sidste et Sølvbeger. Andreas, udvalgt Biskop til Færø, og formodentlig ogsaa Chorsbroder, fik det Sølvbeger tilbage, som han havde foræret Agmund i Oslo. En fjerde eller femte Chorsbroder, Thorgeir, fik den bedste „ “Robe“, som han ejede, af bruunt Klæde med „Kotardi“[40], fodret med „Bukram“, og en Kaabe fodret med blaat, samt en Hette. Helga Paalsdatter (maaskee hans „Følgekone“) fik en halv Lest Skrud, en opredt Seng, et Hyende, et Aaklæde og en Kiste samt et Skriin. Den samme Helge og hans øvrige Folk fik til Kost 3 Pund Meel og 2 Pund Malt, Smør, Kjød og andet dertil hørende. Agmund Einarssøn paa Berg fik den Baad igjen, som han selv havde givet ham, med Raa og Redskab, to Ankertoug, Skippund Uld, eet Skippund Jærn, og 18 Skippund Byg. Agmund Klementssøn fik et Pandser, Sverd, Jærnhatt og Staalhandske, Ivar Jonssøn det største Sverd, han ejede, Staalhandsker, Pandser, en Staalbue, og Beenvaaben. Hans Frænde Olaf Ivarssøn fik tre Pund Sterling, Sira Thorgils, Vicarien eller Lejepresten der nordpaa fik et Par „Vaabenklæde“ af godt engelsk Klæde. Hovdesegls Kirke fik til bestandig Afmindelse et Breviar i to Bind, som han havde faaet af Biskop Oddgeir, en Psalter, og det største Skib, han ejede, med Ror og Redskab og alt dertil hørende, som og, til Vedligeholdelse, 40 Stykker Vareklæde; ligesaameget Klæde gav han Sortlands Kirke, endeel til Yxnes Kirke, samt derhos til forskjellige enkelte Personer flere større eller mindre Gaver, hvoriblandt til hans Syster Solveig tre Lester Vareklæde, til Helge Paalsdatter en Karfe med Ran og Redskab, m. m. Til Executorer indsatte han sine Medbrødre Gunne Jærnsidessøn og Haakon Ivarssøn, den samme, der siden blev valgt til Erkebiskop. Naar man her læser om saa mange verdslige Klædningsstykker, ja endog Vaaben, hos en Geistlig, og om den Uforbeholdenhed, hvormed han saa rigeligt betænkte hiin Helge Paalsdatter, der ej kan have været andet end hans Følgekone eller borgerlige Hustru, faar man en besynderlig Forestilling om det Liv, som han, og sandsynligviis de fleste højere Geistlige, paa den Tid førte. Hermed passer ogsaa den Skildring af Geistlighedens Levnet i Norge omkring Aar 1400, som Dietrich af Niem, Biskop af Verden, siden af Cambray, gav i sit omkring 1400 skrevne Verk „Nemus Unionis“. „I Norge“, siger han, pleje baade Klerker og Lægfolk at drikke lige meget, og hvis En ikke over al Maade kan beruse rig i Øl, synes han ej, at han er lykkelig. Den Ene fordrer af den Anden, at han skal gjøre ham Fyldest ved at drikke ligesaa meget som han, og Ingen, som ikke saa det, skulde tro, hvor meget baade Mend og Kvinder der kunne drikke paa een Gang, og dette skeer saa længe, indtil man falder drukken omkuld. Den, som bedst kan tømme sit Beger, holdes for at overgaa de andre i Legemsstyrke og Raskhed. I de samme Egne er det tilladt Biskoper og Prester offentligt at holde Friller, og naar Biskopen to Gange om Aaret visiterer de ham undergivne Prester og Sognekirkers Bestyrere, fører han Frillen med til disse Presters Huse, og hun tillader ikke engang sin biskopelige Elsker at visitere, uden at hun er med, deels fordi hun da lever højt hos Presterne med disses Friller og dertil faar Gaver af dem, hos hvem der visiteres, deels ogsaa fordi hun vil passe paa sin Elsker, at han ikke skal blive forelsket i en anden, der er smukkere. Skulde tilfeldigviis en Prest ingen Frille have, da betragtes han som den, der sviger en god gammel Skik og maa udrede dobbelt Kosthold til den visiterende Biskop. Ligeledes nyde ogsaa Presternes Friller eller Hustruer i hine Lande Forrangen baade i Kirken og ved Bordet, og have Gang og Sæde foran andre Fruer, endogsaa foran Ridderes[41].

Indeholder nu end denne Skildring kjendelige Overdrivelser, især hvad den Anseelse angaar, hvori Presternes Friller skulde staa – og dog er det et Spørsmaal, om de ikke idetmindste paa Island, hvor Coelibatet aldrig ret var blevet indført, nød saadan Anseelse – faa er den dog ganske vist i det Væsentlige sandferdig. Forfatteren, der før sin Befordring til Verdens Biskopsstol havde været Copist i det pavelige Cancellie, havde god Anledning til at indhente nøjagtige og paalidelige Underretninger endog om de fjerneste Egne af Christenheden. I eet maa der nødvendigviis være en Overdrivelse, nemlig at Biskoperne selv paa en Maade skulde tvinge sine underordnede Geistlige til at holde Friller. Eet er, at de underhaanden kunne have seet igjennem Fingre dermed, ja maaskee endog ikke saa ugjerne seet det, et andet at de formeligt ved at presse Penge skulde nøde dem til at rette sig efter den herskende Skik. Endnu i den bergenske Biskop Haakons Dage ansaa Biskoperne sig endog forpligtede til, nu og da at advarede Prester, som holdt Friller, og true dem med Suspension eller Afsettelse, hvis de ej lod dem fare; og saa meget kunde dog ikke Opinionen have forandret sig omtrent 50 Aar derefter, at det nu næsten skulde være blevet til Pligt, hvad der dengang var anseet for strafskyldigt. Men tydeligt er det i alle Fald, at den Slaphed, som Schismet medførte i Kirkens Overbestyrelse, ogsaa gjorde sig gjeldende ved de forskjellige Localstyrelser, og maaskee mest i saa fjerne Egne som Norge, især saa længe endnu de alene ved pavelig Gunst, uden stort Hensyn til deres Dygtighed og Fortjenester udnævnte Biskoper sade ved Roret. Thi forsaavidt Schismet dog skulde have een god Følge, maatte det ellers være den, at den erkebiskopelige og biskopelige Myndighed, som Paverne i lang Tid med Skinsyge havde søgt at svekke, nu igjen hævede sig. Men for at dette skulde medføre nogen sand Nytte, maatte ogsaa de Geistlige selv, især Biskoperne, være andre, mere samvittighedsfulde Mend, end de var paa denne Tid, da langvarige Misbrug havde slappet Geistlighedens Moralitet og svekket dens Pligtfølelse.

  1. ↑ Biskop Magnus’s Død omtales kun i et enkelt af de isl. Annalhaandskrifter, og henføres til 1380. Det sidste Brev, hvori han omtales, er fra Februar 1376. Dipl. N. III. 403. Biskop Botulfs Død angives i Annalerne forskjelligt, til 1379, 1380, 1381; da hans af Capitlet udvalgte Eftermand Hallgeir indviedes af Erkebiskop Thrond, som selv ikke levede Aaret 1381 til Ende, er Botulf død enten først i dette Aar, eller sidst i 1380. Han omtales endnu som levende den 27de Januar 1379, Dipl. N. IV. 512.
  2. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 332.
  3. ↑ De isl. Annaler (l. c.) henfører Thronds Død til 1379, 1380, 1381; de fleste dog til dette Aar, hvad der og maa være det rette, thi at han endnu levede den 18de Februar 1381, og at Sira Haakon Ivarssøn, der af Capitlet valgtes til hans Eftermand, da endnu ikke var Electus, sees af Chorsbroderen Agmund Olafssøns Testamente, udstedt paa den Dag, hvor de begge to nævnes (see nedenfor). Om noget Aar senere end 1381 er ikke Tale, og kan der heller ikke være, thi allerede d. 8de Novbr. 1382 var den af Paven udnævnte og indviede Erkebiskop Nicolas Ruser kommen til Danmark, som det nedenfor vil sees. I sin Udgave af Diarium Vazstenense har Benzelius S. 243 meddeelt en Fortegnelse paa de norske Erkebiskoper efter en Meddelelse af Th. Torvessøn, som skal have fundet den i et islandsk Haandskrift; den er atter aftrykt i Scr. r. D. VI. 616, og der findes Tiden, naar enhver Biskop beklædte sit Embede, angiven, skjønt just ikke ganske rigtigt, dog formodentlig mere ved Afskriverens, end Forfatterens Fejl, da denne synes at være nøje underrettet, især om de senere Erkebiskoper, fra Paal af. Ved Thrond heder det, at han var Erkebiskop i 13 Aar, minus 2 Maaneder, 2 Uger og 3 Dage. Dette er nu vistnok urigtigt, da den anførte Tid vilde for Thrond, som indviedes den 22de October 1371, give Aaret 1384, da Thrond forlængst var død. Men da Angivelsen er altfor nøjagtig, til at man ej skulde antage den første Nedskriver deraf for at vide god Besked, maa en Fejl ved den senere Afskrivning være indløben, og denne synes snarest at maatte have været den, at man har læst 13 istedetfor 10, paa den Maade, at Tallet 10, som det oftere skeer, er betegnet ved xm (d. e. decem, ligesom jjjjor d. e. qnatuor), og at det m, der kun tilkjendegiver sidste Bogstav af decem, er læst som iii, hvorved 13 fremkommer. Thi var Thrond Erkebiskop i ti Aar, paa 2 Maaneder, 2 Uger og 3 Dage nær, da falder hans , Død paa den 5te August 1381, altsaa samtidigt med Kong Olafs Hylding i Nidaroos, og det forklarer da meget godt, hvorfor han ej nævnes ved denne.
  4. ↑ Brevet, der endnu ikke er trykt, findes i Vadstena Klosters Brevbog. Det er vel udateret, men netop den Omstændighed, at Nikolas Rusers Udnævnelse omtales, viser, at det er fra 1382.
  5. ↑ Af Indskriften paa en Klokke i Norderhovs Kirke sees det, at Sigurd forærede den dertil (Aarsberetning fra Selskabet sov Fortidsm. Bevaring, 1855 S. 7) Det var ikke usedvanligt, ja maaskee endog altid Skik og Brug, at en Biskop betænkte den Kirke, hvorved han tidligere havde været Prest, med en eller anden Gave. Saaledes seer man af Indskriften paa en Kalk i Slidre Kirke, at den foræredes dertil af Biskop Salomon i Oslo. (Urda 2 B. S. 64). Han havde været Chorsbroder i Stavanger og i denne Egenskab formodentlig haft Slidre Prestegjeld som Prædendatkald. Biskop Jon skjenkede, som vi ville see, Forsheims-Kvernerne til Gerpen Kirke, hvorved han før havde været Prest.
  6. ↑ See Dipl. N. V. 306. IV. 508. 516. III. 456. Suhm, XIII. 566. Dipl. N. VI. 616. Paa det sidstnævnte Sted (3die Decbr. 1392) kaldes han „episcopus et commissarius domini nostri a ……“, hvilket sidste Ord synes vanskeligt at kunne udfyldes anderledes end „archiepiescopi“, skjønt det er umuligt at paastaa det med Vished.
  7. ↑ I Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog over Erkestolens Gods S. 103 staar der, at „Erkebiskop Thrond ejede Dalby paa Hedemarken og gav dette til Erkestolen“. Han kaldes i Dipl N. II. 374 Thrond „Gardarssøn“, i Provisions-Brevet „Throndu Gerderi“. Skulde han maaskee rettere hede Thrond Gudssøn og være en Søn af Gerd Smidssøn, der var Sysselmand paa Raumarike i 1349? Gerd kan da have været en eldre Mand paa henved 60 Aar, og Thrond være fød omkring 1320.
  8. ↑ Scr. r. Dan. VII. S. 400. Her staar der vistnok i Aftrykket ikke „Petro Finkenoge“, men „Petro Rukenhoge“; men da Navnene i disse Proces-Akter meget ofte ere højst forvanskede ved Fejllæsning, (saaledes skrives paa samme Sted „Mexustorp“ istedetfor „Meynstorp“), anseer jeg det aldeles vist, at der i Originalen har staaet „uinkenoghe“, uden Prik over i, hvor da U, som ofte skeer, har været at læse som det tydske V, altsaa som F; (man finder saaledes meget ofte „Uicke v. Uitzen“ istedetfor „Vitte eller Ficke v. Vitzen“), men hvor „ui“ har været urigtigt læst som „ru“. Suhm har ved at gjengive Stedet (XIV. 11.) egenmegtigt læst „Rukenhop“. Der staar intet p i Aktstykket.
  9. ↑ Brev, aftrykt hos Suhm, XIV. S. 529.
  10. ↑ Suhm, XIV. 65.
  11. ↑ See føromtalte Brev hos Suhm, XIV. S. 529.
  12. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 336.
  13. ↑ Norges gl. Love, III. S. 218.
  14. ↑ Suhm, XIV. S. 160. Dipl. N. IV. 530.
  15. ↑ Olaf nævnes i de forhaandenværende Breve nedre førend i August 1383, Sigurd paa Hamar allerede før Febr. 1383. Norges gl. L. l. c.: Dipl. N. II. 479.
  16. ↑ Dagen angives i Isl. Annaler, Udg. S. 332. Finn Jonssøn fortæller l sin Kirkehistorie II S. 122, at han ombord raa et Skib i Bergens Havn faldt ned fra Dekket i det dybeste af Skibsrummet og slog sig ihjel. Han tilføier, at Oddgeir blev begraven ved Christkirken i Bergen, hvad der og i sig selv er rimeligt nok, da han havde været Chorsbroder der.
  17. ↑ Isl. Annaler Udg. S. 334. Ogsaa her vaktes der med Aaret, idet nogle Haandskrifter angive 1381, andre 1382, men da vi ville see, at 1385 er det rette Aar før Michaels Ankomst til Island, bliver ogsaa 1383 det rette Aar for hans Udnævnelse Desuden levede Oddgeir endnu i Februar 1381 (Dipl. N. II. 468), og det var ikke rimeligt, at endnu samme Aar baade Efterretningen om hans Død kunde komme til Rom og Eftermanden blive udnævnt. Under disse Omstændigheder er det ogsaa sandsynligere, at Michaels Formand i Pønitentiar-Embedet kan være bleven befordret i 1381.
  18. ↑ Isl. Annaler Udg. S. 337. Ogsaa her varierer Annalernes Angivelser mellem 1383 og 1385. Men at 1385 er det rette Aar, sees deraf, at Beretningen om Michaels Ankomst til Island tilføjer, hvorledes baade det Skib, hvorpaa han havde været, og fire andre Skibe bleve fordrevne til Grønland, samt at Bjørn Einarssøn og Sigurd Hviitkoll, som vare ombord paa et af dem, ej kom fra Grønland førend to Aar derefter, altsaa i 1387. Thi at 1387 er det rette Aar for deres Tilbagekomst fra Grenland, kan skjønnes deraf, at det i „Grønl. hist. Mindesmerker“ III. S. 139 meddelte Brev af 1389 udtrykkeligt henfører deres Ankomst til Norge, der skete Aaret efter Hjemkomsten fra Grenland, til 1388.
  19. ↑ Dipl. N. II. 468.
  20. ↑ Dipl. N. II. 527. Urbani VI et Bonif. IX divers. regest. 1389–1391. No. 1980. fol. 235. Wikbold „dei gratia episcopus Pharensis in provincia Nidrosiensia“, faar her den 4de Marts 1391 Qvittering for at have indbetalt endeel af de sedvanlige Servitspenge, et Tegn paa at han er provideret ved Curien Men da han ikke selv indbetalte dem, men dette skete ved den münsterske Prest Lippold af Beym, skulde man antage, at han allerede havde forladt Rom og var raa Veien til sin Biskopsstol. Maaskee han ogsaa selv var fra det Münsterske. Philip Gudbrandssøn nævnes som Chorsbroder allerede i 1382, see Dipl. N. II. 473.
  21. ↑ Dipl. N. II. 453.
  22. ↑ Dipl. N. II. 488.
  23. ↑ Saaledes kaldes han et Par Gange i det af hans egen Søn, Eystein, indrettede Register over Kirkegodset i Oslo Biskopsdømme, fol. 47 b.
  24. ↑ Dette sees deels af Eysteins Register, deels af forskjellige Breve.
  25. ↑ Sigurd Nibb kjøbte Fors samt Jadar i Mossedal 1315 af en Frederik Aslakssøn, Dipl. Norv. IV. 111; Halvdelen af Hovin kjøbte han i 1323, Dipl. N. III. 133; derhos ejede han en Deel af Sogn i Oslohered: men i 1340 blev hans Arvinger, nemlig Sira Arnulf, Lagmanden Thord Erikssøn, (med hvilken altsaa Arnulf var beslegtet), og nogle andre enige om et Jordeskifte, hvorved Arnulf og en Atle Hallvardssøn fik Gaarde i Ignabakke og Thrygstad Sogne, samt Fors; men desforuden maa enhver Arving have faaet meget mere, navnlig seer man, at Fors og Hovin kom paa Arnulfs Part, siden han kunde bortgive det sidste, og Brodersønnen Eystein erhvervede det første. Hvorfor netop Arnulf og ikke hans Brødre arvede Sigurd, som overhoved hvilket Forhold der var mellem dem, kan ej sees, men at de maa have været meget nærbeslegtede, sees ogsaa deraf, at de tilsammen skjenkede 2 Mk. Bool i Skeidsmo i Kise paa Raumarike til Capitlet l Oslo. Eysteins Reg. fol. 123 a.
  26. ↑ Testamentet findes i Dipl. N. IV. 350. Han gav derhos et stort Missale til Kirken. Til Executorer indsatte han Erkeprest Hallvard Bjarnessøn, (der siden blev Biskop), Gyrd, (der ligeledes blev Biskop), og sine Brødre Helge og Aslak. Thord var formodentlig tidligere død.
  27. ↑ Dipl. N. IV. 354. Jvfr. ovenf. foreg B. S. 536.
  28. ↑ Dipl, N. IV. 355. 387. Der forekommer senere en Chorsbroder i Oslo Steinar Thordssøn, der efter Navnet al dømme ogsaa skulde synes at have været en Søn af Thord Steinarssøn.
  29. ↑ Herom mere nedenfor; at Asgerd var Eysteins Syster, siges udtrykkeligt i Hustru Aasa Salmundsdatters Testament af 13de Marts 1396, Dipl. N. IV. 660.
  30. ↑ Dipl. N. VI. 463, 464, jevnfør Eysteins Reg. fol. 128 b. Denne Præbende havde sit Navn efter den fornemste dertil henhørende Gaard, Rodeim i Kraakstad Sogn, men deraf havde Eystein selv givet halvfemtende Øres Bool; 4 Ørers Bool havde tilhørt Agmund Bolt, saaat det skulde synes, som om Eystein selv havde skiftet Præbenden. Eysteins Registr. fol. 128. a.
  31. ↑ Dipl. N. II. 421. Dette Brev er dateret paa Jadar, Ramnes, den 25de November 1371.
  32. ↑ Eysteins Registr. fol. 47, 48, 51, 107, 125.
  33. ↑ Nemlig ved pavelig Bulle af 1323, Dipl. N. VI. 107.
  34. ↑ Dipl. N. III. 452.
  35. ↑ Dipl. N. II. 494 (af 23de August 1385) og III. 464. Her nævnes vistnok ikke Eystein, der staar kun „Coadjutor et officialis“, men da man seer, at dette ej er Erkepresten Kolbjørn, hvilken udtrykkeligt nævnes, og at derimod Eystein fra denne Tid ej mere forekommer som Chorsbroder, kan der ej være Tvivl om, at det er ham, der menes. Eystein var endnu ikke Coadjutor den 18de August, da Biskop Jon selv udstedte et Brev angaaende Sira Arnulf Steinarssøns Gave af dennes Huse i Chorsbrodergaarden; fem Dage derefter maa Jon have været saa spag, at han ikke tiende befatte sig med nogen Forretning, siden Coadjutoren da optræder; hans Liigsteen (hvorom nedenfor) viser, at han døde i September.
  36. ↑ See herom Dipl. N. II. 363, 379, 430, 455, III. 290, 464, IV. 403, 436, V. 302.
  37. ↑ Dipl. N. IV. 564.
  38. ↑ Dipl. N. II. 468. Det er i dette Testament, hvor, som ovenfor berørt, baade Erkebiskop Thrond og Sira Haakon Jonssøn omtales, og hvoraf man saaledes kan erfare, at de paa denne Tid (18de Febr. 1381) endnu levede.
  39. ↑ Dette Portal, med St. Michaels Capel ovenover, sat det har været indviet St. Michael, kan sees deraf, at denne Erke-Engel er afbildet udentil, og derfor har allerede Schøning antaget det, i sin Beskrivelse af Christkirken), findes endnu, skjønt rigtignok Capellet nu er i en daarlig Forfatning.
  40. ↑ Herved forstaas etslags Livkjortel, paa fransk cotte hardie. – „Bukram“, som strax efter forekommer, kaldes endnu paa Engelsk, hvad man hertillands sedvanligviis kalder „Rullebuk“.
  41. ↑ See Theod. de Niem, Tract. VI. c. 35, aftr. i Pontoppidans hist. eccl. II. S. 26. Disse Bemerkninger, heder det der, gjelder Geistligheden i Norge og paa Irland, hvilke to Lande han omtaler under eet, som de yderste mod Norden og Oceanet. Men der er et stort Spørsmaal, om ikke Forfatteren her har for vexlet Island med Irland og derpaa gjengivet dette med det sedvanlige latinske Navn, „Hibernia“, samt tilføiet en Bemerkning om disses Frugtbar hed. Beskrivelsen over de Geistliges Ferd passer idetmindste allerbedst paa, hvad vi kun lidet senere forefinde paa Island. Der ned visselig Presternes og Biskopernes Friller saa stor Anseelse. Men at slige Friller ogsaa i det øvrige Norden idetmindste vare almindelige, seer man deraf, at deres sedvanlige Benævnelse „fylgjukona“ (Følgekone), i Tidens Løb forvansket til„Fylgkje“ (udtalt næsten som „Førkje“) i Norge, og „flycka“ eller „flicka“ i Sverige (ligesom frændkona er blevet til „Frænke“) omsider antog Betydningen af „Pige“ i Almindelighed og idetmindste i Sverige uden alt odiøst Bibegreb.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/13&oldid=84961»