Det norske Folks Historie/8/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt de verdslige Embedsmend paa den Tid, da Olaf Haakonsſøn hyldedes ſom Norges Konge, var, ſom vi have ſeet, Drottſeten Agmund Finnsſøn nu den fornemſte. Vi have allerede ovenfor oftere haft Anledning til at omtale ham, ſaa at nogen udførlig Fremſtilling af hans tidligere Livsbane ej er nødvendig. Som Søn af Hr. Finn Agmundsſøn og Broderſøn af Hr. Ivar Agmundsſøn, og, ſaavidt man kan ſkjønne, Hovedarving efter dem begge, maa han allerede paa denne Maade have faaet betydelige Beſiddelſer, foruden hvad han fik paa anden Viis, gjennem ſin Moder, Hr. Sæbjørn Helgesſøns Datter, og maaſkee fra fjernere Slægtninge, blandt hvilke ogſaa Gaute Haakonsſøn paa Tolga og Eidſa-Folkene maa have været, ſiden vi finde ham i Beſiddelſe baade af Tolga og af Eidſa (Idſø). Af forſkjellige Brevſkaber og andre Slags Optegnelſer fra de Tider ſees det, at han foruden disſe Ejendomme og ſin Ætte-Odel Heſtbø paa Finnø ogſaa ejede Gods i Søndhordland, navnlig ved Framnes, ligeſaa i hele Ryfylke ligetil Aaen Sire, og paa Grønland, det ſidſte formodentlig ſom Arv efter Farbroderen Hr. Ivar Agmundsſøn[1]. Da han, ſom det tidligere er nævnt, var fød før Midten af 1321, (men dog ſandſynligviis i dette Aar), var han altſaa paa den Tid, da han nu overtog Regjeringen ſom Drottſete, allerede en Mand paa ſine 60 Aar. Desuagtet kan det ej have været ſaa lang Tid forud, at han var kommen i Egteſkab med den føromtalte Katharina, Datter af Hr. Knut Algøtsſøn og Fru Mæreta Ulfsdatter; thi da dennes Børn med Hr. Knut neppe vare fødte før 1350, kunde Katharina, der viſt ikke engang var den eldſte af dem, ej have været voxen eller gifteferdig førend henved 1370, da Hr. Agmund idetmindſte var 50 Aar gammel[2]. Man ſkulde friſtes til at antage, at han havde været tidligere gift, førend han egtede Katharina, dog er der ikke den fjerneſte Antydning dertil, og tvertimod er det af andre Omſtændigheder ſandſynligt, at han idetmindſte ikke var gift i 1351—54[3]</ref>. Hans Bryllup med Katharina ſkete i Kong Haakons Dage, det er alt, hvad man veed om Tiden, og Kongen ſkjenkede dem begge tilſammen i Brudegave 300 Mkr. brendt, hvorhos ogſaa Katharina ſelv bragte ham en Medgift af 100 Mkr. brendt[4]. Som Fru Mæretas Datter var Katharina ej alene Medlem af den Ætt, der paa denne Tid viſtnok anſaaes for den ypperſte og berømmeligſte i hele Sverige, St. Birgitta’s, men hun var tillige kommen i den nærmeſte Berørelſe med Dronning Margrete, havde vel, om endog noget yngre end hende, dog viſt ligeſaavel ſom Syſteren Ingegerd været hendes Barndomsveninde, og ſtod fremdeles, lige til ſin Død, højt i hendes Gunſt[5]. Den Slutning ligger derfor nær, at hendes Forbindelſe med Hr. Agmund Finnsſøn fornemmelig var Dronningens Verk — vi ville ſee, hvorledes hun ſenere netop ſøgte at bringe ſaadanne Forbindelſer mellem fornemme Mend og Kvinder fra ſine forſkjellige Riger iſtand — og at dette Giftermaal ſaaledes mere var en politiſk Operation fra Dronningens Side, end noget Verk af Kjærlighed mellem den mere end femtiaarige norſke Herre og den ſytten- eller atten-aarige ſvenſke Jomfru. Deres Egteſkab blev ogſaa barnløſt. I Aaret 1385 har de begge ſaa overbeviiſte om, at de ingen Børn ville ſaa, at de gjorde en gjenſidig Overeenskomſt, hvorved Hr. Agmund ſkjenkede Fru Katharina Gaardene Eidſa og Tolga, hvorimod hun for ſig og ſine Arvinger opgav den Fordring paa ſin Medgift, 100 Mk. brendt, der ellers vilde tilkomme hende, ſiden der ej var Børn[6]. Men denne Omſtendighed, at Hr. Agmund var gift med Katharina, og at dette Parti ſandſynligviis var Dronningens Verk, viſer ogſaa, at han ſelv maa have ſtaaet i den nærmeſte Forbindelſe med Dronningen og ſandſynligviis meget højt i hendes Gunſt, — hvoraf man da igjen maa ſlutte, at hans Udvelgelſe til Drottſete og Rigsforſtander ſaa langt fra har været hende ubehagelig, at hun meget mere ſelv har virket for den og anſeet ham ſom en af ſine og ſin unge Søns fornemſte Støtter i Norge. Hr. Agmund ſynes, ſom vi i det følgende ville ſee, med Iver at have røktet ſine Forretninger ſom Rigsſtyrer, reiſt om i Landet, holdt Raadsmøder, o. ſ. v. Ved Siden af Rigsforſtanderſkabet beholdt han, ſom det ſynes, ligefuldt ſin Sysſel i Ryfylke, ja det er vel endog et ſtort Spørsmaal, om han ikke fremdeles tillige var Hirdſtjore i hele den veſtlige Deel af Landet. Saavidt man kan ſee, nød han overalt ſtor Agtelſe og førte ſig op med megen Verdighed. Da han i Aaret 1384 tænkte paa at foretage en Reiſe — formodentlig en Geſandtſkabsreiſe — til England (hvorom nærmere nedenfor) fik han fra Kong Richard den 2den et Lejdebrev, hvori han kaldtes „Baron af det norſke Rige“ (baro regni Norvegiæ), og ſom lød paa ham ſelv med fyrretyve Riddere, Heſte, og alt Tilbehør, for et heelt Aar[7]. Naar han her kaldtes „Baron“, var dette kun en Antydning, deels af hans ſtore Anſeelſe og høje Rang, der egentlig ſatte ham over Ridderne, deels af hans Stilling ſom Medlem af Rigets Raad. Det er altſaa let at ſkjønne, hvor højt agtet og anſeet han maa have været.

Ved Siden af Hr. Agmund Finnsſøn maa Hafthorsſønnerne fremdeles nævnes ſom de ypperſte Mend i Norge. Egentlig ſtod de endog over ham i et viſt Henſeende paa Grund af ſit Slegtſkab med Kongehuſet, og derfor ſee vi ogſaa Sigurd udtrykkeligt nævnt ſom Kongens Frænde ſtrax efter Drottſeten i den paa ſelve Hyldingsdagen udſtedte Bekræftelſe af Jemtelendingernes Rettigheder, uden at nogen af de øvrige Stormend nevnes. Ligeledes nevnes han umiddelbart efter Drottſeten, og foran de øvrige Raadsherrer, i flere af de andre Forordninger og Beſtemmelſer, ſom vedtoges paa de i de nærmeſt paafølgende Aar afholdte Raadsmøder. Derimod nevnes ved disſe ſamme Lejligheder aldrig Hr. Jon Hafthorsſøn, men kun Sønnen, Haakon Jonsſøn, uagtet Jon visſelig endnu var i Live; deraf maa man ſlutte, at han nu var ſaa gammel og ſvag, at han aldeles havde draget ſig tilbage fra det offentlige Liv og holdt ſig ſtille paa ſine Ejendomme i Borgeſysſel, det være rig nu Borgagerde ved Sarpsborg, eller Huſeby i Odensø. Viſt er det, at han, uagtet han endnu levede i 1388[8], aldrig mere omtales ved nogen offentlig Forhandling. Hr. Sigurd Hafthorsſøn ſynes fremdeles at have beholdt Syslen paa Raumarike, eller maaſkee Hirdſtjore-Verdigheden paa Oplandene, ſkjønt hans ſtørſte og vigtigſte Beſiddelſer, Bjarkø og Giſke-Godſet, laa i det Nordenfjeldſke. Det er ej uſandſynligt, at han omtrent ved de Tider, hvormed vi her beſkjeftige os, ligeledes tænkte paa at drage ſig tilbage fra det offentlige Liv og oplade de fleſte af ſine Ejendomme til ſine Børn, Haakon og Agnes, der omtrent ved disſe Tider maa være blevne gifte, Haakon med Sigrid, en Datter af Erlend Philipsſøn paa Losna, og Agnes med den oftere omtalte vermelandſke eller dalſke Godsbeſidder Jon Martinsſøn, der allerede var optagen i Kongens Raad. Naar Haakon blev gift, vides ej med Vished; ſaa meget er kun bekjendt, at han endnu i 1378 anſaaes ſom umyndig, da Faderen paa hans Vegne, uden hans udtrykkelige Samtykke, bortſkjenkede noget Jordegods[9]; men at han var gift ved Juletider 1388, og at hans førſte Barn ikke blev født førend i 1390[10]. Heraf ſkulde man ſlutte, at hans Giftermaal ej fandt Sted førend henimod 1388. Agnes derimod var gift allerede i 1382, thi fra den Tid ſee vi hendes Mand Jon Martinsſøn have ſit ſtadige Tilhold i Norge og fornemmelig paa Sudreim, Svigerfaderens Ættegaard, der fremdeles blev i hans og hans Efterkommeres Beſiddelſe[11]. Heraf maa man altſaa ſlutte, at den gamle Hr. Sigurd allerede nu oplod ham Sudreim med tilliggende Gods, forbeholdende ſin Søn Haakon de ſtore nordenfjeldſke Beſiddelſer, eller Arnmødlingeſtammens Ættegods. Hvor han og hans Huſtru Fru Ingeborg Erlingsdatter, der ogſaa fremdeles ſynes at have været i Live, tog ſit Ophold for ſine ſidſte Dage, vides ikke; formodentlig var det dog vel enten paa Sudreim eller i Oslo. Imidlertid var dog Sigurd endnu ſaa rørig, at han i 1382 kunde deeltage i et Raadsmøde i Bergen, og 1383 i et lignende i Tunsberg; idet følgende Aar, 1384, nævnes han derimod ej blandt de da i Bergen forſamlede Raadsherrer, og ſaaledes har han vel ved denne Tid draget ſig tilbage. Heller ikke hører man mere til ham i offentlige Forhandlinger fra denne Tid. Hans Dødsaar er ej bekjendt, og man veed kun, at han, ligeſaavelſom Broderen, endnu levede i 1388.

Det er allerede forhen omtalt, at Hr. Jon Hafthorsſøn havde Sønnerne Ulf og Haakon, af hvilke Ulf var den eldſte, mange Aar eldre end Haakon, ſaaat det endog heraf bliver rimeligt, at han ej, ſom vi forhen antog, var fød i hans Egteſkab med Birgitte Knutsdatter, men i et tidligere, hvorom der ingen Efterretninger ere os levnede. Men at Ulf og Haakon vare Halvbrødre, beſtyrkes end mere, og bliver endog til fuldkommen Vished af den Omſtændighed, at da der efter Kong Olafs Død et Øjeblik var Tale om, hvo der var nærmeſt arveberettiget til Tronen, blev der alene Spørsmaal om Haakons, ikke om Ulfs Arveret, uagtet dog Ulf baade var eldre og perſonligt tilſtede ved Forhandlingerne. Denne Omſtændighed, ſaavelſom at der da ej engang var Tale om Hafthorsſønnerne ſelv, viſer ogſaa med Beſtemthed, hvad vi tidligere kun have vovet ſvagt at antyde, at Hr. Jon Hafthorsſøns anden Huſtru, Fru Birgitta Knutsdatter, der i 1350 var Medarving med Hertug Knut Porſes Sønner til Hamarø Gods i Nordre-Halland, hverken var mere eller mindre end Datter af Knut Porſe og Hertuginde Ingeborg, og ſaaledes Halvſyſter til Kong Magnus, hvorved ſaaledes Kong Haakon og Haakon Jonsſøn blev Syſkendebørn[12]. Ulf Jonsſøn, uagtet eldre end Haakon, overlevede ham dog i mange Aar, ſom vi i det følgende ville ſee. Haakon Jonsſøn ſynes at have været en meget brugbar og dygtig Embedsmand, ſom anvendtes i forſkjellige Erender. Vi have ſeet ham ſom Sysſelmand i Robygdelaget, ſom kongelig Ombudsmand paa Orknø; for Tiden ſynes han at have været Sysſelmand eller kongelig Ombudsmand i Bergen, idetmindſte beklædte han dette Embede i 1389, ſom det i det følgende vil omtales[13]. At han maa have været en meget riig Mand ſees deraf, at han kunde forſtrekke Henrik Jarl paa Orknø med et ſaa ſtort Laan, ſom det af os ovenfor omtalte, og man ſkulde næſten formode, at hans Beſtræbelſer mere gik ud paa at ſamle ſig en ſtor Formue, end at ſkaffe ſig politiſk Anſeelſe eller høj Rang, thi uagtet ſit nøje Frændſkab med Kongehuſet blev han ej engang udnævnt til Ridder, hvad der vel ikke havde været ham ſaa vanſkeligt, om han havde lagt an derpaa, og vi ville ſee, hvorledes han heller ikke tragtede efter Kongeverdigheden, uagtet han maaſkee kunde havde haft nogen Adkomſt dertil. Derimod havde han Skibe i Søen; et ſtort Skib, ſom han ejede, og ſom foer paa Island, under Befaling af en Gudbrand fra Audunsgaarden i Bergen og en Brand Thordsſøn, havde ikke mindre end 90 Mand ombord, da det ſtrandede paa Islands Øſtkyſt i 1383 eller 1384[14]. Saaledes maa man vel antage, at Haakon levede ſin meſte Tid i Bergen, beſkjeftiget med ſine Embedsſyſler og ſine Handelsſpeculationer, og at han kun af og til efter Opfordring indfandt ſig ved Raadsmøderne, hvorfra han ſom et af Raadets fornemſte Medlemmer ej vel kunde udeblive. Haakon var gift med en Nærpaarørende af Hr. Sigurd Hafthorsſøn, der endog, ſom det ſynes, i ſin Tid ſtod under dennes Formynderſkab. Der opſtod nemlig ſiden en Tviſt mellem Haakon og Hr. Sigurd om noget Gods, denne havde kjøbt af Arvingerne efter Fru Ingeborg Petersdatter paa Huusſtad, og Haakon paaſtod ſidenefter, at Hr. Sigurd ligeſaavel havde givet hans Huſtrues Penge derfor ſom ſine egne, hvortil Sigurd ſvarede undvigende, „at han ikke kunde kives med ſin Frænde om den Sag, og at de helſt burde ſkifte mellem ſig, ſom de bedſt kunde“[15]. Af denne Aarſag bliver det højſt ſandſynligt, at Haakons Huſtru ikke var nogen anden end Margrete, Datter af Eiliv Eilivsſøn paa Nauſtdal og Gyrid Erlingsdatter, der begge omkom paa Søen i 1358, hvorved Margrete ſom foreldreløſt Barn maatte komme under Sigurds Vergemaal[16]. Thi i det følgende ville vi ſee, at det ſamme Gods netop dannede et Tviſtens Edle mellem Haakon Sigurdsſøn og Margrete Eilivsdatters Mand i et ſenere Egteſkab[17]. Børn ſynes Haakon ikke at have haft. Hans Broder Ulf Jonsſøn var, ſom der ſiges, gift med en ſvenſk Huſtru og havde betydelige Ejendomme i Sverige, men kunde dog vel neppe opholde ſig i Nærike, hvor hans Hovedgods Eervalla var beliggende, ſaa længe Kong Albrecht var ved Roret. Han har derfor rimeligviis tilbragt den meſte Tid paa ſine Ejendomme i Vermeland, iſær da han og havde Beſiddelſer paa Soløer. Jon Hafthorsſøn havde ogſaa en Datter, Cecilie, ſandſynligviis født i hans Egteſkab med Birgitte Knutsdatter. Denne Cecilia var gift med den oftere omtalte halv ſvenſke, halv norſke Ridder Ulf Holmgeirsſøn, Medlem af det norſke Rigsraad, men hjemmehørende i Vermeland, hvor han endog ſynes at have haft Part i Borgen Agnaholm tilligemed Marſken Hr. Erik Ketilsſøn, ſaaſom han i 1386 med ſin Huſtru Cecilias Samtykke gjorde „lovligt Skifte“ med Hr. Erik, idet han overlod denne hele ſin Deel af Lille-Aaroos i Agna- eller Amna-Hered imod Halvdelen af Store i Berge Sogn i Soløer, og dertil i Liqvidation for Gjeld afſtod ham ſin Deel af den Holm, paa hvilken Slottet Agna- eller Amnaholm og Forborgen ſtod[18]. Hr. Ulf flyttede maaſkee nu ganſke til Norge, hvor han blev begraven ved Idde Kirke, medens hans Huſtru, der ej døde førend i 1411, blev begraven ved Vadſtena[19].

Af pavelige Brevſkaber erfares, at Hafthorsſønnerne vare den barnløſe Hr. Agmund Finnsſøns nærmeſte Arvinger. Hvorledes dette Forhold var beſkaffent, findes ingenſteds nøjagtigt oplyſt: men det maa formodentlig have beſtaaet deri, at Hr. Vidkunn, Erling Drottſetes Fader, og Agmund den eldre paa Heſtbø, Hr. Finns og Hr. Ivars Fader, vare nær beſlegtede eller beſvogrede. I Bullen, der 1291 gav Hr. Vidkunn Erlingsſøn og Gyrid Andresdatter Tilladelſe til at egte hinanden, ſkjønt beſlegtede i fjerde Grad, heder det, at Gyrid hørte under Stavangers Diøceſe, altſaa ligger det nærmeſt at antage, at hun og den eldre Hr. Agmund paa Heſtbø have været Paarørende. Men paa denne Maade dannede nu Drottſeten Hr. Agmund Finnsſøn, begge Hafthorsſønnerne, og deres Sønner og Svigerſønner en overhaands megtig Familiekreds, der ved ſit Frændſkab med Kongehuſet, ſine uhyre Beſiddelſer, og ſine høje Embedsſtillinger, maatte være iſtand til, naar den holdt ſammen, at overfløje alle andre Ætter i Landet, og ſelv at holde Kongemagten Stangen. Derfor var det viſtnok meget klogt betænkt af Margrete, (thi man kan ej tvivle om, at det var hendes Verk), at faa den megtige Hr. Agmund knyttet til den med hende ſaa nøje forbundne Algøtsfamilie ved hiint Giftermaal mellem Hr. Agmund og Katharina Knutsdatter.

Til denne Kreds knyttedes nu ogſaa andre mere eller mindre mægtige Mend og Ætter ved Svogerſkab. Vi have allerede omtalt, hvorledes den vermelandſke Jon Martinsſøn blev Hr. Sigurds Svigerſøn og Arving til de fleſte af hans øſtlandſke Beſiddelſer. Otte Rømer, Fehirden og Hirdſtjoren i Throndhjem, var, ſom det allerede er nævnt, efter al Sandſynlighed gift med Gerthrud, en Datter af Hr. Erling Vidkunnsſøn og fik med hende det ſtore Stovreims-Gods. Til den ſtore Frændeſkabs- og Svogerſkabs-Kreds, der nærmeſt grupperede ſig om Fru Mæreta, St. Birgittas Datter, hørte, ved ſit Giftermaal med Mæretas Datter af førſte Egteſkab, Ingegerd, ogſaa Gaute Eriksſøn, ſom vi allerede oftere have omtalt, og da Ingegerd var død, formodentlig omkring 1380, traadte han igjen ved ſit Giftermaal med Margrete Ottesdatter Rømer ind i hiin anden megtige og omfattende Familie-Forbindelſe. Gaute Eriksſøn var i denne Tid, formodentlig ved eller ſtrax efter Hyldingen, bleven forfremmet til den vigtige Poſt at være Fehirde paa Tunsbergshuus, i hvilken Stilling vi finde ham allerede i October 1381. Hermed var ogſaa Sysſelen over Veſtfolden ſandſynligviis forbunden. Siden, i 1386, fik han Skiens Sysſel efter Bjørn Thorleifsſøn paa Bjørnthveit og efterfulgtes paa Tunsbergshuus af Jon Reidarsſøn Darre[20]. Gaute Eriksſøns egentlige Ætte-Beſiddelſer laa, ſom det allerede er omtalt, i Gulathingslagen[21], ſkjønt han tilbragte ſin meſte Tid paa Øſtlandet og tillige erhvervede ſtore Ejendomme der. Hans Syſter, Gyrid, var gift med Gunnar Kane[22], der ogſaa ſenere optræder ſom Raadsmedlem, og havde med ham tre Børn, Thoralde, Nikolas og Sigrid, der i det følgende ville blive omtalte.

En af de meſt anſeede Ættehøvdinger paa denne Tid, og id en nøjeſte Forbindelſe med den Giſke-Heſtbøſke Familiekreds, var Erlend Philipsſøn til Losna i Sogn, hvis Herkomſt vi allerede i det foregaaende have omtalt[23]. Det er her viiſt, at Erlend var en Søn af Philip Erlendsſøn i dennes andet Egteſkab. Muligt, at Philips anden Huſtru og Erlends Moder, hvis Navn ej kjendes, hørte til Slinde-Ætten, og at Erlend gjennem hende kom til at arve Slinde-Godſet i Sogn; muligt ogſaa, at Erlend ſelv var gift med Arvingen til Slinde, thi vi finde dette Gods, endnu medens han levede, i hans Svigerſøns Beſiddelſe, og da der ej findes mindſte Spor til, at Sigurd Hafthorsſøn ejede det — ſom overhoved Giſkemendene indtil Haakon Sigurdsſøn ejede lidet eller intet i Sogn — bliver der overvejende Sandſynlighed for, at det tilhørte Erlend, og at han gav det i Medgift med ſin Datter. Vi finde Erlend Philipsſøn allerførſt nævnt ved Underhandlingerne i 1369, derpaa den 14de Mai 1370, da han i Bergen med Haakon Jonsſøn, Thorgaut Jonsſøn, Holte Gunnarsſøn, Lagmanden Gunnar Hjarandesſøn og Gunnar Alfsſøn, efter Kong Haakons Befaling, dømte i Arveſagen mellem Haakon Stumpe og Huſtru Margrete Villjamsdatter i Skaften[24]. Heraf ſeer man, at han allerede da var Hirdmand, da dette var en Hirdſag, og de øvrige Meddommere ligeledes hørte til de haandgangne Mends Tal. Siden finde vi ham ſom Fehirde i Bergen, ligefra 1375 til 1389[25], og ſamtidigt dermed, idetmindſte i 1386, ſom Sysſelmand i Nordfjord, hvor han ejede Gemlaſtad i Gloppen[26]. Hans Beſiddelſer maa have været overordentlig ſtore. Saaledes erfare vi, at han til Erkeſtolen i Nidaroos ſkjenkede hele Gemlaſtad, ikke mindre end 20 Maanedmaters Bool[27]. Foruden Ættegodſet Losna havde han andre Ejendomme i Sogn og formodentlig paa Hørdeland[28]. Derhos maa han have haft Beſiddelſer i Ryfylke og have ſtaaet i Forbindelſe med Tolge- og Heſtbø-Ætterne, ſiden han optraadte ſom Verge for en Gunnar Anundsſøn og dennes Syſter Holmfrid, da den ſidſte i Juni 1366 paa ſelve Gaarden Tolga i Ryfylke holdt Bryllup med en vis Ingemund, Søn af Uthyrme paa Dal i Rennesø[29]. Ved denne Lejlighed lod Erlend den betydelige Arv, ſom var tilfaldt begge hine Syſkende — den beløb ſig til ikke mindre end forngilde Mkr. — ſkifte imellem dem ved ſex Mend, og Ingemund maatte ſtille Erlend Borgen paa Drengen Gunnars Vegne for at denne ikke ſkulde lide noget Tab, ved at Syſteren Holmfrid nu overtog Vergemaalet for ham[30]. Erlend vilde vel neppe have optraadt paa denne Maade, hvis han ikke ſelv havde været beſlegtet med dem, og maaſkee endog haft Ejendomme paa den Kant. Man ſeer ogſaa, at da Gaute Haakonsſøn paa Tolga var død[31], optraadte baade Ingemund paa ſin Huſtrues Vegne (hendes Broder omtales ikke og maa vel imidlertid være død) og Erlend med Fordringer paa Arv efter ham, den ſidſte dog rigtignok ikke i ſit eget, men i ſin Frende Thorgeir Thorſteinsſøns Navn. Erlend ſtevnede Sagen ind for Lagmanden, ſom tildømte ham Halvdelen af det omtviſtede Gods, og Kong Haakon ſtadfeſtede Dommen med Raadets Samtykke; imidlertid maa man antage, at Ingemund, der allerede havde ſat ſig i Beſiddelſe af Godſet, fremdeles ſøgte Udflugter, thi om Sommeren 1373, da mange Raadsherrer vare forſamlede i Bergen, og Kong Magnus ligeledes var tilſtede, fandt denne, der førte etſlags Regjering i Sønnens Navn, det nødvendigt at overdrage Erkebiſkop Thrond, Hr. Agmund Finnsſøn og Haakon Jonsſøn det Hverv med de andre gode Mend, ſom de ſelv vilde nævne i Dom med ſig, at afgjøre Trætten. Disſe valgte Thorſtein Hallgrimsſøn, Provſt ved Apoſtelkirken, Hr. Narve Ingevaldsſøn, Otte Rømer, Viljam Eriksſøn, (formodentlig en Søn af Erik Viljamsſøn til Torge), Gunnar Lagmand og Jon Darre, ſaa at Dommen i alt beſtod af ni Medlemmer, der ſamledes i Sommerhallen hos Chorsbrødrene ved Chriſtkirken. Dommen lød ſaaledes, at Lagmandsdommen og det ovennævnte kongelige Stadfeſtelſesbrev ſkulde gjelde, indtil Kong Haakon ſelv med ſit Raad nærmere overvejede Sagen og maaſkee fandt andet rettere efter Loven, eller ſærſkilt udnævnte Mend til at granſke den; hvis Erlend, ſom Ingemund paaſtod, desuden ſad inde med Odelsjorder, ſom tilhørte Holmfrid, ſkulde Ingemund ſøge dem efter Loven, ſaaledes ſom foreſkrevet var om Odelsbrigde, og ligeledes ſkulde Erlend ſøge Ingemund efter Loven for de ſærlige Fordringer, han maatte have paa ham[32]. Uagtet denne Dom egentlig ikke var endelig, ſynes dog Sagen dermed at være afgjort, da man ej hører mere til den. Erlend blev ſaaledes formodentlig i Beſiddelſe af ikke ubetydelige Ejendomme i Ryfylke. I 1383 erhvervede Erlend ogſaa Pant i faſte Ejendomme paa Vors, idet Greip Ivarsſøn, den ſidſte Ætling af den berømmelige Ænes-Ætt, og ſom maaſkee allerede da var udnævnt til Sysſelmand paa Færøerne, i hvilket Embede vi kort efter finde ham, gav ham Gaardene Geiraſtad og Rykken til brugeligt Pant i tre Aar for den Skibsfragt, han var bleven ham ſkyldig, nemlig 20 Hundreder Vaadmaal[33].

Da Greip fremdeles var i Pengemangel og tilſidſt endog maatte pantſette ſin Odelsgaard Hatteberg til Gaute Eriksſøn, er det heel ſandſynligt, at Erlend omſider er bleven Ejer af hine Gaarde[34], ligeſom Gaute blev Ejer af Hatteberg. Vi ſee ſaaledes, at han forſtod at værne om ſig, naar dette gjaldt, og benyttede de Lejligheder, der tilbød ſig, til at udvide ſine Beſiddelſer. Men ellers havde han et godt Lov. Han var, heder det i de islandſke Annaler, blandt alle Norges Bønder en af de merkeligſte for flere Omſtændigheders Skyld, iſær den, at han aldrig vilde blive Ridder, uagtet Kongerne ſelv tilbød ham det, ligeſom han ogſaa troede Islendingerne bedre end andre norſke Mend og havde dem ſomofteſt i ſin Tjeneſte[35]. Denne hans Forkjærlighed for Islendingerne bidrog vel meget til, at den islandſke Annaliſt priſer ham ſaa højt, men ſaameget er viſt, at det forholder ſig ganſke rigtigt med den Angivelſe, at han aldrig vilde blive Ridder, thi han døde ſom ſlet og ret Hirdmand uden Herretitel, efterat hans Søn, Eindride, forlengſt havde opnaaet Ridderverdigheden. Men merkeligt er det, at han, hvor han efter denne Tid var i Dom eller Møde ſammen med ſin Søn, dog trods dennes Ridderverdighed nævnes førend ham, formodentlig i Betragtning af hans faderlige Verdighed[36]. Erlends Datter Sigrid egtede, ſom det allerede forhen er nævnt, Haakon, Sigurd Hafthorsſøns Søn, og bragte ham ſandſynligviis Slinde i Medgift, hvor Parret endog ſynes at have boet, indtil Hr. Sigurd var død, og de kunde tiltræde Giſke; men Tiden, naar dette Bryllup ſtod, er, ſom ſagt, ikke bekjendt. Men ſaaledes var ogſaa denne anſeede og megtige Losna-Ætt dragen ind i Giſke-Ættens Interesſer.

En anſeet Godsbeſidder i Gulathingslagen, der ligeledes ſtod i Forbindelſe med Giſke-Ætten og ſandſynligviis endog var beſlegtet med den, uden at man kan paapege hvorledes, var Erling Einarsſøn, ogſaa kaldet Erling i Hildegaarden, fordi han ejede den ſaakaldte Hildegaard i Bergen. Denne Gaard havde ſit Navn af en fornem Frue ved Navn Hild, der levede i anden Halvdeel af det foregaaende Aarhundrede og var gift med en Aamunde, hvis Søn med hende var Erling Aamundesſøn, ogſaa kaldet Erling i Hildegaarden eller Erling Hildesſøn, hvilken vi i det Foregaaende oftere have haft Anledning til at nævne ſom en af de fornemſte og i de offentlige Anliggender meſt indgribende Baroner under Kongerne Erik Magnusſøn og Haakon Magnusſøn[37]. Erling den Yngres Fader, Eindride, der nævnes blandt de meſt anſeede Hirdmend i Bergen mellem Aarene 1322 og 1330, ligeledes med Tillegget „i Hildegaarden“, var ſandſynligviis en Søn af Hr. Erling Aamundesſøn, og opkaldt efter ham. Ættens Beſiddelſer vare mange og ſynes fordetmeſte at have ligget i Sogn, tildeels ogſaa i Hardanger[38], ja endog i Ryfylke, hvor Einar i Aaret 1360 eller 1361 ſolgte ikke mindre end 20 Mmbool i Kirkebøen i Høyland i Gands Sogn[39]. Erling ejede foruden Hildegaarden ogſaa den ſaakaldte Arnegaard paa Stranden i Bergen, hvilken han i 1369 ſolgte til den ſamme Mand, der tidligere havde afkjøbt ham Høyland i Ryfylke[40]. I 1378 overlod Hr. Sigurd Hafthorsſøn ham ved ſit Brev fra Bergen den 9de Juni, paa ſine, ſin Søn Haakons og ſin Datter Agnes’s Vegne, ſom det heed, nogle Gaarde i Aurnes i Sogn, hvoriblandt Kinſedal og Kroken[41], men Aarſagen hertil angives ikke; formodentlig har der været et Slegtſkabsforhold, ſom nu ikke kjendes, ſiden Haakon Sigurdsſøn og Fru Margrete Eilivsdatter ſiden tviſtede om Gods efter ham[42]. Det ſamme Gods, og meget mere til, hvoriblandt ogſaa i Syndfjord, gav han ſin Datter Ingeborg i Medgift, da hun i 1380 blev gift[43], formodentlig med en vis Gudbrand, der ſenere optræder ſom en Hr. Gudbrand (Erlingsſøn?), uden at man dog kjender nærmere til ham[44], eller maaſkee og med Nikolas Galle, om hvilken nedenfor. I 1380, og maaſkee tidligere, var Erling Einarsſøn Sysſelmand i Sogn, et Tegn paa, at hans fleſte og vigtigſte Ejendomme laa her[45]. Ellers omtales han ikke ved de Raadsmøder, ſom i de førſte Aar af Kong Olafs Regjeringstid holdtes i Bergen, faa at man ſkulde formode, at han enten allerede var død før 1382, eller at han ej var Medlem af Rigsraadet, hvortil han dog ifølge ſin Embedsſtilling og øvrige Anſeelſe ſynes at maatte have været ſelvſkreven.

Om Otte Svaalesſøn Rømer er der forhen talt. Han beklædte fremdeles ſin anſeelige Embedsſtilling ſom Hirdſtjore og Fehirde i Throndhjem, og, ligeſom Faderen, forbandt han dermed ogſaa Syſlen paa nordre Haalogaland, der ſaaledes ſees at have ligget til denne Hirdſtjore ſom et Tilbehør[46]. Med denne Sysſel var viſtnok ogſaa fremdeles den indbringende Handelsret med Finnerne og Skatte-Opkrevningen iblandt dem forbunden. Beſynderligt er det, at han, uagtet han ſaa lenge havde bekledt et ſaa højt Embede, og derhos var Raadsherre, ſamt havde ſtaaet ſaa højt i Kong Magnus’s og Kong Haakons Gunſt, dog ikke opnaaede Ridderverdigheden under dem, og ikke engang under Kong Olaf, men førſt ved Aarhundredets Slutning, da han maa have været en gammel og udlevet Mand. Man ſkulde derfor næſten tro, at han ikke har ſtaaet ſig godt med Dronning Margrete. Og dog er der heller ingen beſtemte Tegn hertil. Hans Huſtru Gerthrud var, ſom det oftere er omtalt, ſandſynligviis en Datter af Hr. Erling Vidkunnsſøn og bragte ham i Medgift Stovreims-Godſet, hvormed han ſelv forenede det ſtore Gods i Firdafylke, ſom havde tilhørt Audun Hugleiksſøn, og ſom Kongerne Magnus og Haakon havde ſkjenket ham. Med Gerthrud havde han den føromtalte Datter Margrete, der, formodentlig omkring 1380, blev gift med Gaute Eriksſøn, og desforuden Sønnen Svaale, der allerede i 1388 var Hirdmand og Medlem af Rigsraadet[47]; ſamt endvidere Døttrene Elſebe og Sigrid. Elſebe blev gift med Jakob (ogſaa kaldet Jappe) Faſtulfsſøn, en af de ſvenſke Herrer, der holdt 179 til den gamle Konge-Ætt og derved kom til at betragtes ſom norſke Underſaatter, ſaa at han i Aaret 1388 forekommer ſom Medlem af Norges Raad[48]. Det er højſt ſandſynligt, at denne Jakob Faſtulfsſøn har været en Frænde, maaſkee endog en Brodersſøn, af den oftere omtalte Hr. Narve Ingevaldsſøn, der ligeledes var halv ſvenſk, halv norſk. Fra Jakob Faſtulfsſøn og Elſebe Rømer ſtammede i de ſenere Led flere af Norges ypperſte og megtigſte Mend og Kvinder.

Af den allerede i det foregaaende omtalte Ætt Bolt, der frembragte faa mange anſeede Mend vaade i dette og i det følgende Aarhundrede, var paa denne Tid iſær Alf Haraldsſøn og Agmund Bergthorsſøn de meſt fremragende. Alf Haraldsſøn finde vi førſt omtalt i Aaret 1369, da han allerede ſom Medlem af Raadet deeltog i Mødet paa Akershuus den 19de Mai om at ſende Geſandter til Tydſkland for at underhandle med Stæderne[49]. Siden deeltog han med flere andre Herrer i Opſtanden mod Kong Albrecht om Vaaren 137l og var en af dem, ſom ſluttede Stilſtanden i Eedsviken den 15de April 1371[50]. Derefter forekommer han hyppigt, baade i Statsakter og private Brevſkaber, lige til 1412, da han døde; og der er faa vigtige Stats-Forhandlinger, hvori han ej ſees at have deeltaget. Hvad der gav Anledning til, at han i 1371 gjorde fælles Sag med de ſvenſke Inſurgenter, vides ikke, med mindre man maa antage, at han har haft Beſiddelſer i Sverige, thi alene af Hengivenhed for Kong Magnus og Kong Haakon kan det neppe have været, da ſaa mange andre Nordmend, der ej vare dem mindre hengivne, dog ikke befattede ſig dermed. Som Medlem af Bolte-Ætten, idetmindſte den ſøndenfjeldſke Green, havde Alf Haraldsſøn Odel i den ſtore Gaard Thumn, af hvis ſøndre Deel han ejede det Halve, medens den anden Halvdeel tilhørte Jon Thorgilsſøn, der ogſaa ſynes at have været af ſamme Ætt, (ſee nedenfor), og Agmund Bergthorsſøn erhvervede lig den nordre, der for en Tid var kommen til Ætten Stumpe[51]. Men desforuden ejede han meget andet Jordegods i Viken, paa Follo og i Borgeſysſel, navnlig Thorshov i Aabygge Skibrede og Leikang (Lekum) i Eidsberg[52], og der er ſaaledes ogſaa megen Sandſynlighed for, at han kan have erhvervet Gods hiinſides den ſvenſke Grændſe, paa Dal eller i Vermeland, hvorved han fik Anledning til at optrede ſom ſvenſk Herremand. Sandſynligviis ſtod han ogſaa allerede da i nøje Forbindelſe med Jon Martinsſøn paa Dal, der kort efter blev Hr. Sigurd Hafthorsſøns Svigerſøn, og da Jon deeltog i Toget til Eedsviken, er det at formode, at det iſær er han, der havde overtalt Alf til at følge med. Denne Forbindelſe knyttedes ſiden endnu faſtere, da Alf egtede Katharina, en Datter af Jon Martinsſøn i hans Egteſkab med Agnes Sigurdsdatter, trods den ſtore Aldersforſkjel, der maa have været imellem dem, da nemlig Jon og Alf ſynes at have været jevnaldrende, medens Katharina ikke kan være fød ſtort tidligere end 1382, tretten Aar ſenere end Alfs førſte Optreden ſom Medlem af Raadet[53]. Antages Alf ſaaledes i 1369 mindſt at have være 30 Aar gammel, var han ikke mindre end 44 Aar eldre end ſin Huſtru, og ved Giftermaalet, der neppe kan have fundet Sted, førend hun idetmindſte var 16 Aar gammel, var han ſaaledes henved de 60. Ogſaa med .ſin Huſtru fik han ſtore Ejendomme, ſom vi i det Følgende ville ſee. Det ſkulde ellers ſynes rimeligt, at han ogſaa tidligere havde været gift, men herom mangler imidlertid enhver Oplysning. Forreſten ſees det af hvad vi her have anført, at han ej kan være bleven gift med Katharina Jonsdatter førend henimod Aar 1400, og ſaaledes beſtod der i den Tid, vi nærmeſt have for os, intet Svogerſkab mellem ham og Jon Martinsſøn. En Mand i ſaa anſeelige Forbindelſer, og med ſaa ſtore Beſiddelſer ſom han, maa ſikkert have været Sysſelmand, men der findes ingenſteds angivet, hvor han havde Syſlen[54].

Om Agmund Bergthorsſøn Bolts nærmere Familieforhold er der allerede i det Foregaaende handlet[55]. Som Medlem af Raadet nævnes han allerførſt i 1381, men ſiden hyppigere, og der er overhoved faa Stormend paa hans Tid, hvis Navn ſaa hyppigt forekommer i offentlige Forhandlinger, ſom hans. Hans Embedsſtilling indtil 1388 ſynes at have været Kongens Ombud i Borgeſysſel, eller idetmindſte endeel deraf; der ſtaar nemlig udtrykkeligt i et Kongebrev fra 1387, at Agmund Bolt havde Kongens Aleje-Maal i Syſlen[56]. Strax efter blev han Foged paa Akershuus efter Benedict Nikolasſøn[57] og fik derved ogſaa Oslo-Sysſel under ſin Beſtyrelſe; dog ſeer man, at han fremdeles en Tidlang udøvede Sysſelmandsforretninger i Vime og Rode Skibreder[58], hvoraf man maa ſlutte, at han havde været forlenet med dem paa lengere Tid, tildeels endog ſom Pantelehn, iſær da Sagefaldet virkelig gik i hans egen Kasſe. Formodentlig har da Borgeſysſel været deelt mellem ham og Hr. Jon Hafthorsſøn, ſaa lenge denne levede, og derpaa maaſkee mellem ham og hans Frænde Alf Haraldsſøn, der ogſaa hørte hjemme der, hvis ikke denne ellers har haft Sysſel i Viken. Muligt endog, at de alle tre, og end flere, have haft Syſler i dette velbefolkede Landſkab. Paa den nys omtalte Maade, nemlig ved Sagefald, erhvervede han i 1393 nordre Thumn, ſom den ſidſte Ejers Datter afſtod ham i Liqvidation for Drabsbøder[59], og hvortil Stumperne kort efter fraſagde ſig Odelen (ſee nedenf. S. 168), ſiden fik han af Jon Thorgilsſøn dennes Deel af ſøndre Thumn, hvormed han ogſaa, efter dennes Død, forenede den øvrige Deel, ſom han ſynes at have kjøbt af Alf Haraldsſøn[60], og endelig fik han ſin og Alf Haraldsſøns Frænde, Hallvard Alfsføn paa Sundbu i Gudbrandsdalen, Sysſelmand over den nordlige Deel af dette Landſkab, til at afſtaa ham den Odelsret, ogſaa han maatte have til Thumn[61], ſaa at han nu var Ene-Ejer og Odelsmand til det hele Gods. Imidlertid havde han ogſaa med ſin Huſtru Gunhild Bergſveinsdatter arvet meget Gods i Oslo-Sysſel, ſom han ogſaa ideligt forøgede. Den vigtigſte af hans Erhvervelſer paa denne Kant, hvilken han dog maa have faaet ved Kjøb, ikke ved Arv, var Throndſtad i Hudreim, der forhen havde tilhørt hans Formands Huſtru Ulfhild, en Datter af Thorgaut Jonsſøn, hvorom mere nedenfor. Sandſynligviis fik han denne Gaard noget efter 1393[62], da Benedict Nikolasſøn ſkulde arve den, og Agmund maaſkee bar reiſt Odelsſøgsmaal. Fra den Tid af lader det til, at Throndſtad blev hans Hovedreſidens, ligeſom det og forblev ſom Odelsgods i hans Ætt. Ogſaa i Gudbrandsdalen havde Agmund Ejendomme[63]. Hos Dronningen maa han have ſtaaet ſærdeles vel anſkreven, ſiden hun betroede ham ſaa vigtige og indbringende Poſter. Forleningen i Borgeſysſel var maaſkee endog ſærligt udgaaet fra Dronningen, forſaavidt man kan antage, at Borgeſysſel hørte til hendes ſaakaldte Morgengave.

Om Jon Reidarsſøn Darre er der allerede forhen lejlighedsviis talt. Som Hirdmand og maaſkee Raadsmedlem nævnes han allerførſt i 1373, da han var Meddommer i Sagen mellem Erlend Philipsſøn og Ingemund Uthyrmesſøn. Udtrykkeligt nævnes han ſom Medlem af Raadet i 1381, da han med Drottſeten og de øvrige Medlemmer laa i Hornboreſund og ſandſynligviis nys var kommen tilbage fra Hyldingen iThrondhjem. Hans Embedsſtilling forøvrigt kjendes ikke, førend i 1386, da han afløſte Gaute Eriksſøn ſom Fehirde paa Tunsbergshuus og Sysſelmand paa Veſtfold. Siden kom han i ſamme Stilling til Bergen, hvor vi finde ham 1392 afløſende Haakon Jonsſøn[64]. Det var formodentlig under hans Ophold i Tunsberg, at han blev gift med Ingerid Karlsdatter, en Syſter af Jon Karlsſøn, der fra 1396 til 1422 beklædte Lagmands-Embedet i denne Stad. Han maa have ſtaaet i nøje Forbindelſe med Agmund Bolt, da han baade ſom Sysſelmand i Tunsberg og ſenere havde hans Fuldmagt og udførte Retsſager paa hans Vegne[65]. Jon Darres fleſte Beſiddelſer laa i Viken, hvor han ejede en Masſe Jordegods, iblandt hvilket den bekjendte Herregaard Moland i Ordooſt[66]. I Tunsberg ejede han Gautagaarden, ſaaledes kaldet efter en Gaute (Gaute Aſlaksſøn?) hvis Søn Aasmund ſkjenkede den ſøndre Deel deraf til Mariekirken i Tunsberg for ſin Begravelſe, og hvis nordre Deel altſaa Jon enten maa have kjøbt eller faaet med ſin Huſtru. Siden ſolgte han den til Gaute Eriksſøn[67]. Hans Fehirdeſkab i Bergen fik en hurtig og bedrøvelig Ende ved de ſaakaldte Vitalianeres Angreb, ſom det i det følgende ſkal viſes; ſidenefter ferdedes han kun paa Øſtlandet. Fra ham nedſtammede en berømmelig Ætt.

Den med Ætten Bolt paa flere Maader nær forbundne Ætt Stumpe have vi i det foregaaende omtalt[68]; navnlig Haakon Munaansſøn Stumpe, der paa denne Tid var Ættens fornemſte Medlem og gift med Hr. Haakon Eivindsſøns Enke Fru Elin Bergſveinsdatter, en Syſter af Gunhild Bergſveinsdatter, der var gift med Agmund Bolt. Haakon Stumpe var Medlem af Raadet i 1388 og 1389[69], og ſandſynligviis ogſaa tidligere; han døde 1390 eller 1391. Hans fleſte Beſiddelſer laa i Oslohered, paa Raumarike, i Borgeſysſel og i Viken, men endeel heraf havde han vel ogſaa faaet med ſin Huſtru, hvad enten det var hendes Arvegods, eller hendes førſte Mands Efterladenſkab. Saaledes ſeer man, at han ſkjenkede Capitlet i Oslo en Deel af Teſen i Oslohered, ligeledes endeel af Sande i Duraalen i Eidsvold, og for ſin Svoger Guthorm Bergſveinsſøns Sjæl 12 Ørers Bool i Skotlandsegg paa Gjeleid; hans Huſtru Elin gav for hans egen Sjæl 1 Mk. Bool i Leikvalle i Aſker til Aſker Kirke, hele Gaarden Skeide i Rakkeſtad til Rakkeſtads Kirke, og endeel af Hellebek i Steinkirke Sogn i Viken til denne Kirke, ligeſom hun for ſin førſte Mands Sjæl og ſin egen havde ſkjenket Haugs Kirke paa Eker endeel af Gaardene Midaker og Kolbeinsrud[70]. Det er derhos forhen nævnt, at Haakon Munaansſøn, hvis Moder Elin Ragnvaldsdatter var en Syſter af Jon Ragnvaldsſøn (Smør), ogſaa arvede endeel Gods efter denne, altſaa paa Veſtlandet[71], hvilke Huſtru Margrete Viljamsdatter i Skaften, der lenge ſad inde dermed, omſider ved Dom blev tilpligtet at afſtaa. Haakon Stumpes og Fru Elin Bergſveinsdatters Søn heed Olaf Haakonsſøn, hvilken ogſaa i det Følgende indtog en fremragende Stilling ſom Raads-Medlem og riig Godsejer[72]. Det er tidligere nævnt, at ſaavel Stumpe- ſom Bolte-Ætten betragtede Gaarden Thumn ſom ſit Odel, uden at man nu kan paaviſe Aarſagen dertil, der formodentlig beſtaaer i et eldre Slegtſkabsforhold, ſom nu ej længer kjendes, og at det navnlig var Nordre Thumn, til hvilken Stumperne anſaa lig odelsberettigede. Saaledes levede der ſamtidigt med Haakon Stumpe en Munaan Thorleifsſøn Stumpe, der maa have været nær beſlegtet med ham, og ſom iſær beſad Jordegods paa Heggen og nedre Raumarike. Denne Munaan Thorleifsſøn ſolgte i Aaret 1370, i Agmund Bolts og hans Fader Bergthors Paahør, „hele Gaarden Thumn“ til Sira Ulf Olafsſøn, Preſt paa Vaaler, og erkjendte, at han havde opbaaret al Betalingen derfor, dog rigtignok med Tilføjelſe af den Clauſul, at hvis Thumn ikke blev Sira Ulf „frels“, da ſkulde han have hele Oos i Bergs Sogn, hvilket Munaan allerede nu ſatte ham i Pant[73]. Dette viſer, at Munaan egentlig kun ſolgte ſin Fordring paa Thumn, og at han i alle Fald ikke havde altſammen i ſin Beſiddelſe. Saavidt man kan ſee, tilhørte idetmindſte Nordre Thumn ikke Munaan ſelv, men en Gyrid Haraldsdatter, før hvilken han var Verge, og ſom rimeligviis var hans Broderdatter. Og formodentlig var det allerede fra denne Tid af, at Agmund Bolt lagde an paa at erhverve den hele Gaard til Odel og Eje, ſaaledes ſom vi allerede have ſeet. Da Munaan Thorleifsſøn bortgiftede hiin Gyrid Haraldsdatter til en Kolbjørn Hermundsſøn, opſtod der Strid mellem dem, ſaavel om Medgiften, ſom om Gyrids Arvepart, og den Antagelſe ligger her nær, at Striden fornemmelig drejede ſig om nordre Thumn. Ved Agmund Bolts og Haakon Stumpes Mellemkomſt blev Sagen i 1388 voldgiven til Biſkop Eyſteins Kjendelſe[74], og denne maa navnlig have tildømt Gyrid Nordre Thumn, ſiden hun faa Aar efter ſees at have været i Beſiddelſe deraf. Thi i 1393, rimeligviis efter Mandens Død, overlod hun, ſom vi have ſeet, Agmund Bolt Nordre Thumn i Liqvidation for Drabsbøder, ſom hendes Fader havde været Agmund ſkyldig. Naar vi have for Øje, hvor ivrigt og vedholdende Agmund beſtræbede ſig for at blive Ene-Ejer af Gaarden, er det ikke ſaa driſtigt at antage, at han allerede fra førſt af ved ſin Indflydelſe drev det dertil, at Kolbjørn og Gyrid fik Gaarden, for at han ſiden kunde faa den af hende. Aaret efter bekræftede Gyrid Transactionen, der nu fik Navn af et ſedvanligt Kjøb; og i Begyndelſen af 1399 afſtod endelig ogſaa Haakon Stumpes Søn Olaf og Moderen Fru Elin ham in Odelsret til Nordre Thumn, ſaa at han nu fuldkommen havde opnaaet ſit Øjemed med denne Part af Gaarden og kunde ſkride til at erhverve den ſøndre Part, der tildeels var i Alf Haraldsſøns, tildeels i Jon Thorgilsſøns Eje, hvilket ogſaa, ſom ovenfor viiſt, aldeles lykkedes ham. Munaan Thorleifsſøn var ſelv gift med en Gudrid Anundsdatter, der ſynes at have bragt ham endeel Jordegods i Medgift[75]. Man finder ikke Munaan omtalt efter Aaret 1391, da han paa Thrygſtad Preſtegaard ſolgte Biſkop Eyſtein 8 Mk. Bool i Berg i Sudreims Sogn paa Ranrike for 128 Køers Verd, og for det Tilfelde, at noget af Berg blev Biſkopen lovligt fravundet, pantſatte ham ligeſaa meget i Freyhof i Thrygſtads Sogn[76]. Saavidt man kan ſee, blev Munaan paa ſin gamle Alder Ridder, det vil ſige at han overlevede Aaret 1397, hvor den førſte Ridderudnævnelſe fandt Sted ſiden Kong Haakons Død; thi der tales i 1399 om en ved denne Tid eller kort forud afdød Hr. Munaan, der neppe kan være nogen anden end han. Han maa ogſaa have haft Ejendomme baade i Vettahered i Viken og i Thjodling paa Veſtfold, da hans Arvinger ſkyldte Penge til Skedjohofs og Thjodlings Kirker, og desuden ſkjenkede den ſidſte en halv Mark Bool i Gaarden Syndſteviik[77].

Vi have allerede i det foregaaende haft Anledning til at omtale Benedict Nikolasſøn, Foged paa Akershuus indtil 1388, og fra den Tid af forlenet med Syſlen i Modheim, Eker og Tverdalene ſom brugeligt og arveligt Pant, indtil han havde faaet ſaameget, ſom Panteſummen, 200 Mk. brendt, beløb ſig til. Hans Herkomſt og tidligere Livsbane kjendes ikke; hvor han førſte Gang fremtræder, er det allerede ſom en formaaende Mand, der havde laant Kong Haakon Penge og rimeligviis allerede af ham var bleven forlenet med Oslo-Sysſel. Man ſkulde friſtes til at antage, at han egentlig hørte hjemme paa Hedemarken, ſiden han i 1380 kjøbte halv 6te Mk. Bool i Skeide paa Numedal[78], imidlertid vil dette ikke ſige ſtort, da Benedict kjøbte Gods paa ſaa mange andre Steder. Sandſynligviis var det hans Embedsvirkſomhed ſom Sysſelmand i Oslo Sysſel, der bragte ham i Forbindelſe med den rige Huſtru Ulfhild paa Throndſtad, Datter af Thorgaut Jonsſøn og Enke efter Kolbjørn Thorgilsſøn paa Throndſtad. Han egtede hende, uviſt naar, dog neppe før 1380, og ſynes fra denne Tid af fornemmelig at have ſamlet Gods paa Eker og Lider, hvor ogſaa meget af Huſtruens Gods ſynes at have været beliggende, ſkjønt han, eller ſnarere hans Huſtru, havde ogſaa Ejendomme i Rygge Sogn, af hvilke de gav 3 Ør. B. i Bjordſen for Thorgaut Jonsſøns og dennes Huſtru Gerthruds Sjæl[79]. Fra 1381 af nævnes Benedict ſom Medlem af Raadet og var det ſandſynligviis en god Tid før. Han kjøbte i 1388 og 1389 3 Mk. Bool i Svidre i Lider, 1389 6 Ør. B. i veſtre Røren paa Eker, og drev det til i 1391 at tilvende ſig et Fiſke, ſom han paaſtod at høre under Svidre, og ſom den hidtilværende Beſidder ej alene maatte afſtaa, men ogſaa dermed indrømme Benedict fri Vej til og fra Fiſket over ſin egen Ejendom[80]. Men Benedict var, ſom vi have ſeet, heller ikke ſaa nøjeregnende med de Midler, han anvendte, naar det gjaldt at ſkaffe ſig Fordele[81]. Han ſynes at være død lidt før 1400[82], men hans Huſtru Ulfhild Thorgautsdatter overlevede ham i mange Aar, fremdeles i Beſiddelſe af Forleningen[83], der endog ſiden nedarvedes til hendes og Benedicts Søn Thorgaut Benedictsſøn, et Tegn paa, at Panteſummen fremdeles ikke var tilbagebetalt, og at Panthaverne maa have udfundet et eller andet Paaſkud til at foregive, at Forleningens Indtægter endnu ikke havde dekket Gjelden. Men ſaavel Benedict, ſom iſær Huſtru Ulfhild, gav rigelige Gaver til Kirken, hvilket i de Tider opvejede meget, der ej var, ſom det ſkulde være. Foruden hvad de tilſammen havde givet for hendes Forældres Sjæl, gav hun ogſaa ſærſkilt 9 Ør. B. i ſøndre Midaker paa Eker til Haugs Kirke, fremdeles til ſamme Kirke i M. Bool i Vallaſtad i Syllingdal, en Deel af Liin paa Eier, og 6 Ør. Bool i Bingen paa Eker, ſamt endelig andet Jordegods, baade til Frauner Kirke paa Leder, og til Hovs Kirke paa Hudreim, deels, og fornemmelig, til Aartidehold for ſin Mand, deels ogſaa for andre[84]. Maaſkee troede hun dermed at gjøre godt, hvad Manden havde gjort ilde. Uagtet man ej med Sikkerhed kan paapege hvorledes, er det dog umiskjendeligt, at Benedict og Ulfhild maa have ſtaaet i nærmere Forbindelſe med Agmund Bolt, end den, der beſtod deri, at den ene fulgte den anden i Embedet, og at det er denne Forbindelſe, ſom vel iltre har foranlediget, at Agmund omſider blev Eiermand af Throndſtad[85]. I ſamme Stilling ſom Benedict Nikolasſøn, og ligeledes en Mand, der ved Giftermaal erhvervede Rigdomme, var Peter Nikolasſøn, hvilken ei tidligere have haft Anledning til at omtale, og ſom man kunde verre friſtet til at antage for en Broder af Benedict. Vil finde ham allerførſt ſom Fehirde paa Tunsbergshuus efter Rane Eivindsſøn; det var ham, hvem Kong Magnus overdrog, i Forbindelſe med et Par andre Mend, at optage Inventarium over Dronning Blanches efterladte Løsøre. Han var ogſaa gift med en Datter af Rane, og det er derfor meget muligt, at det var denne, der ved ſin Indflydelſe hos Kongen udvirkede, at han blev hans Efterfølger. Rane hører man ikke mere til efter 1362, og ſaaledes er han vel død i dette eller i det følgende Aar, og Peter har umiddelbart derefter tiltraadt Embedet. Hvo veed endog, om han ej kan have haft Fehirdſlen af Dronning Blanche og Magnus ſom Pantelehn? Rane var nemlig en meget riig Mand, og det fornemmelig, ſom det ſynes, ved ſit Giftermaal med Huſtru Aaſa Salmundsdatter paa Selvik (i Sanden Sogn), Enke efter en formodentlig i Peſten afdød Ormſtein Thorkelsſøn, med hvis Arvinger Rane havde nogen Striid om Efterladenſkabet, indtil den i 135l bilagdes ved mindeligt Forliig, ſaaledes at Jon Hallvardsſøn, der ſynes at have været Hovedarvingen, overlod Rane 5 Mk. Bool i Knive og Mk. Bool i Soleim, begge i Skoge Sogn, i Godtgjørelſe for 119 forngilde Mark, ſom Aaſa ſkulde have i Benkegave og Feſtegave[86]. Rane og Aaſa havde to Børn, Elin, der blev gift med Peter Nikolasſøn, og Eivind, der formodentlig var et Barn ved Faderens Død. Aaſa, ſedvanligviis kaldet„Huſtru Aaſa paa Selvik“, overlevede ſin Mand i mange Aar, thi hun gjorde førſt ſit Teſtament 1396 og var da endnu,“ ſom det heed heri, „friſk paa Legeme“. I dette Teſtament, der er udſtedt paa Selvik den 13de Marts, valgte hun ſit Gravſted i Graabrødre- (Minoriter-) Kloſtret i Tunsberg ved Siden af ſin Mands, og ſkjenkede derfor 30 Mk. Peninger. Til Domkirken i Oslo og Hovedø Kloſter gav hun den føromtalte Gaard Knive, halvt til hver, imod at hendes egen og hendes to Mends Aartid ſkulde holdes paa een Dag med Voxlys, Ringen og Almisſer til Fattige. Frauner og Sanden Kirker fik hver 10 Ør. Bool i Øyulfſtad i Lider; Skoge Kirke de ovennævnte Mk. Bool i Soleim, imod at holde aarlige Sjælemesſer for hende, hendes førſte Mand Ormſtein og dennes Foreldre, ſamt flere andre, blandt hvilke ogſaa Ulfhild paa Throndſtad, hvilket ſaaledes antyder et Frændſkab mellem dem, der nu ej kan efterviſes. Til Hofs Kirke i Rørdal gav hun 7 Øres Bool, ſig ſelv og Eivind Ranesſøn til Aartidehold; Strømmens Kirke fik til Vedligeholdelſe 6 Øres Bool i Myre; Thrygſtads Kirke i Borgeſysſel 10 Øres Bool i Ormſtad, hende ſelv og hendes Fader til Aartidehold, og Laurentii Kirke i Tunsberg en Sølvſkaal, Vadſtena Kloſter et Par Mesſeklæder med Tilbehør, Biſkop Eyſtein to Sølvboller, hans Syſler Huſtru Asgerd paa Berg et Spende, hans Moderen Guldring; til Executorer indſatte hun Biſkopen, der tilligemed Svigerſønnen Peter Nikolasſøn beſeglede Teſtamenter[87]. Naar Huſtru Aaſa kunde bortgive ſaa meget til helligt Brug, maa de Ejendomme, ſom hun og hendes Arvinger beholdt tilbage, have været overordentligt ſtore, og Peter Nikolasſøn maa ſaaledes i Elin Ranedatter have faaet en ſaare riig Huſtru. Han ſynes endnu at have været i Embedet paa Tunsbergshuus i 1367[88]; men i 1369 var han efterfulgt af Ludvig eller Lodin Eivindsſøn[89], maaſkee en Broder af hans Svigerfader, og ban ſelv derimod forflyttedes til Haalogaland, ſom Sysſelmand i Alaſtarhaugs Sysſel, hvilket Embede han indehavde i 1382, hvad enten det nu var under Otte Rømer, eller at denne Sysſel ej var indbegreben under Otte Romers Hirdſtjorn[90]. Imidlertid ſynes han ofte, eller lange Stunder, at have opholdt ſig i Bergen, hvor han og deeltog i et Raadsmøde 1382[91]. Endelig ſee vi ham fra 1390 ſom Sysſelmand i Ryfylke, i hvilken Egenſkab han ogſaa døde, formodentlig i 1405 eller 1406[92]. Imidlertid opholdt han ſig dog ogſaa fremdeles hyppigt i Bergen, ligeſom han af og til ſynes at have ſeet til ſine Ejendomme paa Øſtlandet og deeltog i Raadsmøder[93]. Under et Ophold i Bergen ſkjenkede han den 25de September 1391 til Chorsbrødrenes Commune i Nidaroos alt hvad han ejede i Krokſtad i Huſeby Sogn i (Byrgſe-) Skaun, Orkdølafylke, ſig og ſin Huſtru Elin til beſtandigt Bønnehold og Skraaſetning. Denne Gaard havde han faaet i Gjeld af en Haakon i Herøerne, altſaa i hans egen Sysſel i Nordland, og det er ſaaledes al Sandſynlighed for, at denne Gjeld var Sagøre[94]. Selv ſkjenkede han til Erkeſtolen en Deel af Gaarden Syfting i Vefſen, der ogſaa uden al Tvivl var tilfalden ham paa ſamme Viis, og til Oslo Biſkopsſtol gav han 1 Mk. Bool i Eik paa Aker[95]. Endelig gav han, formodentlig paa ſine ſidſte Dage, 1405, Chorsbrødrenes Commune i Stavanger en Deel af Ydſthuus paa ſøndre Karmt[96], om hvilket ogſaa den Formodning opſtaar, at den var erhvervet ſom Liqvidation for Bøder. Siden hører man ej mere til ham, og ſaaledes maa han vel ved den Tid være død.

Til ſamme Klasſe ſom de nysnævnte Mend, om han end neppe blev Sysſelmand, hørte den ovenfor omtalte Guthorm Rolfsſøn paa Kirkeberg i Eker, Sira (ſiden Biſkop) Eyſtein Aslaksſøns Svoger. Oprindeligt ſynes han at have hørt hjemme i Ranrike, hvor han havde ikke ubetydeligt Gods i Svarteborgs Sogn, der maa have været hans fedrene Odel[97], men ved ſit Giftermaal med Asgerd Aſlaksdatter, Biſkop Eyſteins Syſter, blev han en af de ſtørſte Godsbeſiddere paa Eker og i de tilſtødende Egne. Asgerd havde da været to Gange gift, førſt med Rolf Saulesſøn paa Berg eller Kirkeberg, der allerede var død før 1371[98], ſiden med en Thorbjørn[99], om hvem intet nærmere vides. Hendes Giftermaal med Guthorm Rolfsſøn fandt ſandſynligviis Sted omkring 1385, thi i Begyndelſen af 1387 forekommer han ſom boſat paa Eker, og ſaavidt man kan ſee, i Egenſkab af Sysſelmands-Ombudsmand[100]. Asgerds førſte Mand, Rolf paa Berg, ejede foruden denne Gaard, der efter Kirken, ſom ſtod der, kaldtes Kirkeberg, ogſaa meget andet Gods, navnlig Hobolſtad paa Eker, af hvilket han ſiden gav fem Øres Bool, tilligemed ligeſaa meget i Stoppen i Lider til Haugs, og Øres Bool til Bergs Kirke[101], en Deel deraf (den nordre) tilhørte Svein Rolfsſøn, Vicarius til Haug i Aarene 1381—1390[102], og formodentlig en Søn af Rolf i et tidligere Egteſkab, hvilken ligeledes ſkjenkede den til Haugs Kirke[103], den øvrige (den ſøndre Deel) derimod forblev uafhendet og kom med Asgerd i Guthorms Eje, indtil de begge i 1411 mageſkiftede endeel til Huſtru Ulfhild Thorgautsdatter mod andet Gods[104]. Guthorms egentlige Velmagtsdage falde mellem 1387, da han førſt nævnes, og 1414 eller 1415, da han med Huſtru Asgerds Samtykke gav Preſten paa Ramnes 1 Mk. Bool i Nollarteig ſammeſteds[105], efter den Tid er der intet Brev fra hans Haand, og i 1417 var hans Huſtru Enke[106]. At han var haandgangen Mand, ſees af Titlen „hederlig Mand“, der tillegges ham[107], og ſom nu var en temmelig ſedvanlig Titel for Hirdmendene eller de ſaakaldte Væbnere. Hans Ejendomme laa, foruden i Viken, fornemmelig paa Eker og i Sandſverv, dog havde han ogſaa Beſiddelſer andenſteds. Med ſin Huſtru Asgerd, der overlevede ham i mange Aar (hun levede endnu i 1432[108], havde han Sønnen Rolf, der ſynes at have tiltraadt Fedrenegodſet i Viken[109], og en Datter ved Navn Thurid, der endnu før Faderens Død blev gift med Thoralde Gunnarsſøn Kane (hvorom i det følgende) og i Heimanfylgje fik 5 Mk. Bool i Fosſen, ligeſaameget i Tømter, 7 Øres Bool i Mylnedalen (Mjøndalen), altſammen paa Eker, 6 Mk. Bool i Sledavaag m. m. og 1 Mk. Bool i Viik, 2 Mk. Bool i Osſeberg i Slagens Sogn og hele Fylkisberg ſaavelſom Skog og Skogsfosſene i Svarteborg Sogne i Viken. Ogſaa hendes Børn Rolf og Helga fik, hiin to Gaarde i Svarteborgs Sogn, denne nedre Hvalberg i Stokke Sogn paa Veſtfold[110]. Til Haugs Kirke gav han for ſin Søn Rolf Mk. Bool i Ruud ved Fiſkheim, for ſig og ſin Huſtru Mark Bool i Hamar og 1 Mk. Bool i Eiken, ſamt en Deel af Hoſtveit i Sandsſverv; andre Gaarde, ſom endeel af Smule i Fiſkeim, af Soolberg og Varlaa m. m. afhendede han mod Vederlag; hans Huſtru gav for hans Sjæl 5 Ørers Bool i øſtre Hole til Ramnes Kirke, og endelig ſkjenkede hun Mk. Bool i ſøndre Hobolſtad, ſandſynligviis alt hvad Familien endnu havde tilbage af Gaarden, til Haugs Kirke ſom Hjelp til dens Vedligeholdelſe[111]. Heraf ſeer man, hvor ſtore Ejendomme Guthorm og Aſtrid maa have beſiddet, og hvor meget der maa være gaaet i Arv til deres Børn, af hvilke Datteren Thurid ſynes at have faaet Kirkeberg ſaavelſom det meſte af Mødrenegodſet[112], iſær da hendes Mand, Thoralde Kane, lader til at have hørt hjemme paa de Kanter, navnlig i Nabobygden Sandſverv. Ogſaa Guthorms Stifdatter Fru Ingerid maa have faaet en god Deel, men da man ej veed, hvo hendes Mand var, kan det heller ikke oplyſes, hvor hendes Beſiddelſer laa, eller hvor hun havde ſit fornemſte Tilhold. Kun ſaameget er viſt, at hun levede endnu i 1446 ſom Enke og da opholdt ſig paa Eker[113].

Ætten Kane, til hvilken Guthorm Rolfsſøns Svigerſøn hørte, kjendes ikke længer op i Tiden end til Thoralde og Gunnar Kane, der levede omkring 1400 og maaſkee vare Datterſønner af Hr. Jon Thoraldesſøn. Der var paa den Tid ogſaa en Thoralde Sigurdsſøn, Medlem af Raadet i Aarene 1388 og 1389, Ridder ſiden 1397, og død for Midten af 1403[114], men hvorvidt han var den ſamme ſom hiin Thoralde Kane, er meget uviſt, thi denne omtales i et Brev fra 1400 endnu ſlet og ret ſom „Huusbonde Thoralde Ranen[115], medens Thoralde Sigurdsſøn, allerede da Ridder, ſkulde have hedet „Hr. Thoralde“. Imidlertid ſees det dog, at Hr. Thoralde Sigurdsſøn havde Ejendomme i Skiringsſal paa Veſtfold, altſaa i ſamme Egn, hvor Kanernes Jordegods ſynes at have ligget. Den norſke Ætt Kane ſkal efter ſenere Angivelſer være den ſamme ſom den brandenburgſke Ætt Canitz, og Vaabenet er i alle Fald overeensſtemmende[116]; iſaafald maa den, der forplantede Slegten til Norge, enten være kommen fra Roſtock eller fra Stralſund ſom Handelsmand til Norge tidligt i det 14de Aarhundrede, ja maaſkee endog før, da baade de i Ætten brugelige Navne, og ſelve Forvanſkningen af „Canitz“ til „Kane“ tyde hen paa, at den ved 1380 var bleven fuldkommen nationaliſeret. Thoralde Kanes Broder var formodentlig den forhen nævnte Gunnar Kane, der var Medlem af Raadet i 1398 og 1409[117], men ſynes at være død for 1413[118]. Saavidt man kan ſee, var hans Hjemſtavn og havde han ſine Ejendomme ſpaa Veſtfold i Egnen om og ved Logen[119]. Han var gift med en Syſter af Gaute Eriksſøn, der ſkal have hedet Gyrid[120], og med hende havde han Børnene Thoralde, Nikolas og Sigurd, af hvilke Thoralde blev gift med den nysnævnte Thurid Guthorm Rolfsſøns Datter og derved ogſaa erhvervede Gods paa Eker m. m. Der nævnes ogſaa en Botulf Kane i Kvilde Sogn i Viken omkring 1400, men om han hørte til den ſamme Ætt, vides ikke[121]. Ætten blev ſiden end mere anſeet og nøjere forbunden med de øvrige ſtore Ætter i Landet, ſom det i det følgende paa ſit Sted vil erfares.

I det nærmeſte Naboſkab til Kane-Ætten levede paa denne Tid en anden Ætt ved Navn Galle og hevede ſig ligeſom hiin ſiden op til ſtor Anſeelſe. Om Gallerne fra gammel Tid havde boet i Egnen, eller havde faaet Fodfeſte der ved Giftermaal, vides ikke: det ſidſte er dog det ſandſynligſte. Et af de førſte Medlemmer af Ætten, ſom nævnes, Nikolas Galle, erhvervede nemlig Hovedgaarden Brynlaa i Tuneims Sogn paa Neset, ganſke nær ved Stavern, ved Giftermaal med den rige Enke Huſtru Margrete paa Brynlaa, der maa have været meget eldre end han, og ſom var død allerede før 1376, medens Nikolas derimod levede mere end tyve Aar derefter[122]; Hvo der var Huſtru Margretes førſte Mand — hendes Titel „Huſtru“ viſer, at det maa have været en haandgangen Mand — vides ikke; man veed kun, at hendes rette Arving, maaſkee Datter af førſte Egteſkab, heed Jorunn og havde ligeledes været to Gange gift, anden Gang med Paal Gyrdsſøn, Syſterſøn af Hr. Jon Thoraldesſøn og Søn af Hirdmanden Gyrd Haakonsſøn, der ligeſom Hr. Jon hørte hjemme i Oslo-Hered[123]. Huſtru Margrete paa Brynlaa gav i ſit Teſtamente til Tuneims Kirke 2 Mk. Bool i Gaardene Jadar, med en Trediedeel af nordre Dolvin i Bergs Sogn og den tilliggende Møllefos, for at hendes Aartid ſtedſe ſkulde holdes, og en Sjælemesſe læſes for hende hver Uge. Efter hendes Død blev disſe Ejendomme ogſaa rigtigt afhendede til Kirken af Nikolas Galle og Paal Gyrdsſøn[124], der ſelv ſkiftede hendes efterladte Gods imellem ſig i Januar 1376. Ved denne Lejlighed faldt Gaarden Sjoge i Thjødling og Thveit i Kodal ſaavelſom Hallefosſen og en Deel af det rige Laxefiſke i Hovlands-Iden, der før havde ligget til Brynlaa, i Paals eller rettere hans Stifsſøn Nikolas’s Eje, men Nikolas Galle beholdt Brynlaa og meget andet Gods, formodentlig endog det meſte af hvad hun efterlod ſig[125]. Nikolas nævnes ſom Medlem af Raadet i Aarene 1388 og 1389, var Sysſelmand i Robygdelaget omkring 1394[126], blev kort efter Ridder og døde 1398[127]. Han giftede ſig anden Gang med en Ingebjørg (maaſkee Erling Einarsſøns Datter), og havde med hende Sønnen Erling, der lader til at være død før Faderen, ſamt Datteren Sigrid, der ſaaledes var Ene-Arving til det ſtore Brynlaa-Gods. Hans Enke Fru Ingebjørg gav for hans Sjæl til Tuneims Kirke en Mark Bool i Lidvardsnes, og til Vaale Kirke paa Veſtfold 2 Ør. Bool ſaavel for Nikolas’s ſom for Sønnen Erlings Sjæl[128]. De øvrige Medlemmer af Ætten Galle, der hyppigt forekomme i anden Halvdeel af det femtende Aarhundrede, kunne ſaaledes ikke være Ætlinger af Nikolas Galle, men de nedſtammede maaſkee fra en Haavard Galle, der ſynes at have været ſamtidig med Nikolas — maaſkee hans Broder — og at have haft hjemme i Borgeſysſel[129]. Der er Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at Gallerne, idetmindſte Nikolas Galle, var beſvogret ſaavel med Gaute Eriksſøn ſom med Kanerne[130], hvad der ogſaa i ſig ſelv er rimeligt, da han levede i deres nærmeſte Naboſkab. Men nøjagtigt kan Svogerſkabet ikke efterviſes.

Blandt de haandgangne Mend i ſamme Egn paa Øſtlandet ved Aarhundredets Slutning nævnes hyppigt Simon Thorgeirsſøn, hvilken maa have været en Søn af hiin Ridder Thorgeir Simonsſøn, der nævnes ſom Medlem af Raadet omkring 1319[131]. Simon ejede Gods paa Oplandene, nemlig Stokke i Redal, Aſkvik i Land og Berg i Skeidsmo Sogn, derhos ejede han Thorshov i Oslohered ſammen med Chorsbroderen i Oslo Sira Erik Thorkelsſøn; ligeledes ejede han en Part i Steenbygningen i Gaarden Agaten i Oslo; men alle disſe Ejendomme ſolgte han efterhaanden, formodentlig fordi hans egentlige Hjem var paa Veſtfold, hvor han boede paa Fosnes i Arndals Sogn. Men desforuden havde han andre Beſiddelſer i Oslo, Bergheims- og Skogheims-Hereder, og ejede endog en Deel af Borgagerde (Borregaard) i eller ved Sarpsborg, nemlig Mks. Bool, ſom han gav til Tune Kirke for ſin og ſin Huſtrus Sjæl. I et af de Breve, han udſtedte, ſiger han udtrykkeligt, at han var i Frændſkab med Thorſtein Ragnvaldsſøn Stumpe, altſaa har han vel ogſaa været beſlegtet med flere af de fornemme Ætter paa den Tid. I 1388 og maaſkee allerede før var han Medlem af Raadet. Allerſidſt nævnes han ſom levende i Aaret 1415[132].

En meget anſeet Mand i det nærmeſte Naboſkab af Kanerne og Gallerne var Bjørn Thorleifsſøn, hvilken vi allerede oftere have haft Anledning til at omtale ſom Sysſelmand i Skiduſysſel efter Ketil Vigleiksſøn, fra Tiden omkring 1370 indtil 1386. Han havde mange Beſiddelſer, iſær paa Grenland og i Nærheden af Skidan, dog kjøbte eller tilpantede han ſig ogſaa Gods andenſteds, f. Ex. Brekke paa Idd eller rettere i Ennindalen, ſom Ejeren, der havde faaet det i Medgift med ſin Huſtru, førſt pantſatte ham i 1368, og denne Huſtru ſiden i 1370, da hun var bleven Enke, ganſke afſtod ham[133]. Som Sysſelmand havde han vel ſit fornemſte Tilhold paa Bratsberg, men hans Hovedgaard, ſom han ellers maa have beboet, var Bjarnarthveit eller Bjørnthveit, ganſke nær ved det nuværende Porsgrund, hvilket Sted viſtnok ogſaa i den Tid allerede benævntes ſaaledes, om det end ikke da var nogen egentlig By, thi Navnet knytter ſig øjenſynligt til Grunden, hvor Byen ſenere fremſtod[134]. Bjørn døde formodentlig henved 1386, da han ved den Tid efterfulgtes af Gaute Eriksſøn, og ſenere ikke nævnes[135]; han ſkjenkede Preſten til Saude Kirke paa Grenland 16 Laupers Land i Nordſte-Saude der i Sognet til Aartidehold, og til Gerpen Kirke paa Havund 6 Øres Bool i Røfsvall (Rosvall). Hans Huſtru, kaldet „Huſtru Elin paa Bjørnthveit“, overlevede ham i flere Aar og ſkjenkede ligeledes 6 Ørers Bool i Røfsvall til Gerpen Kirke[136]. Der nævnes paa denne Tid ogſaa en Huſtru Margrete paa Bjørnthveit, men det kan ej ſees, om hun var beſlegtet med Bjørn eller hans Huſtru[137]. Det er ikke uſandſynligt, at hun beboede det Bjørnthveit, der ligger paa Veſtſiden af Elven i Soleims Sogn, ſiden hun ſkjenkede endeel Gods (7 Ør. B. i Ottarholt i Gerpen) til Soleims Kirke. Ved Siden af Bjørn nævnes ogſaa endnu Medlemmerne af den gamle Ætt paa Mærdin (nu urigtigt kaldet Mæla) ved Skidan ſom megtige og anſeede. Det er ovenfor nævnt, at Aſke Bergulfsſøn paa Mærdin var Sysſelmand i Skidaſyſla omkring 1354—1356. Han ſkjenkede 7 Mk. Bool i Hvannanes i Saude Sogn og 12 Ørers Bool i Aranes i Neshered paa Grenland til Gerpens Sognepreſtembede for Aartide- og Bønnehold: en betydelig Gave (tilſammen 847 Mk. Bool); og Huſtru Ingegerd paa Mærdin, ſandſynligviis hans Huſtru, ſkjenkede ſamme Sognepreſtembede 5 Markebool i nordre Falkheim til Bønnehold for flere af ſine Slegtninger; hans Broder Rolf gav Mks. Bool i Frauner[138]. Da Navnene Aſke og Bergulf ſynes at have ſkiftet i denne Ætt fra Fader til Søn, maa man antage, at en Herbjørg Bergulfsdatter paa Mærdin, der levede 1409 og var gift med en Thormod Valthjovsſøn, var Aſkes’s Sønnedatter.. Hun og hendes Mand afſtod i dette Aar ſøndre Mærdin til Hr. Gaute Eriksſøn, mod at det ved dennes Død ſkulde falde tilbage til dem[139]; det var altſaa etſlags Pantſettelſe, men ſaavidt man kan ſee, ſkete intet ſaadant Tilbagefald, og Gaarden gik herved ud af Ætten. Den nordlige Deel finde vi ſtrax efter i en danſk Mands, Herlaug Pederſøns, Verge, om hvem der i det følgende vil blive Tale.

Blandt de ſvenſke Herrer, der under Striden mellem Kong Magnus og Mecklenburgerne en Tidlang holdt med den førſte, have vi allerede i det foregaaende omtalt Johannes, Jønes eller Jon Erngiſleſøn Hjerne. Han førte ſamme Vaabenmerke ſom Erngiſl Sunesſøn, Jarl af Orknø (nemlig en Baad), og var ſaaledes formodentlig nær beſlegtet med ham, hvad ogſaa Jarlens og hans Faders fælles Navn beſtyrker[140]. Han nævnes allerede i 1357 ſom Ridder og en af de Raadsherrer, der var tilſtede ved Forliiget i Jønkøping den 28de April 1357 mellem Kong Magnus og hans Søn Erik[141]. Siden deeltog han i hiint uheldige Geſandtſkab til Tydſkland, der ſluttede det egenmegtige Forbund med Stæderne mod Kong Valdemar, den 9de September 1361[142], men har formodentlig hørt til dem, der her befandt ſig i Minoriteten og bleve overſtemte af ſine Colleger, da han ligeſom ſin Frænde Jarlen o. fl. ved det ſtrax efter følgende Brud mellem de ſvenſke Stormend og Kong Magnus i Anledning af disſe ſelvſamme Forhandlinger blev Kong Magnus tro[143]. Han var endog en af de aatte Befuldmegtigede, ſom Kong Haakon den 12te Juli 1370 udnævnte til at underhandle med Kong Albrecht og hans Mend om Kong Magnus’s Frigivelſe[144]. Enten forblev han da indtil videre i Sverige og forenede ſig her med de Herrer, der gjorde Opſtand mod Kong Albrecht, eller han vendte tilbage til Kong Haakon og ledſagede ham paa hans Tog til Stockholm om Sommeren 1371, thi viſt er det, at han var her tilſtede, og da Kong Albrecht den 9de Auguſt 1371 for nogenlunde at frelſe ſig maatte ſlutte hiint Forliig med Herrerne, hvorved han ſaagodtſom ganſke overdrog ſin Magt til Raadet, nævnes ogſaa Hr. Jon Hjerne ſom en af dettes tolv verdslige Medlemmer[145]. Hvorvidt han nu, ligeſom Laurents Bjørnsſøn, Ulf Jonsſøn (Blaa) og Erngiſl Jarl, afſondrede ſig fra Kong Magnus og ſluttede ſig til det ſvenſke Raad, eller han ligeſom Hr. Erik Ketilsſøn fremdeles holdt faſt ved Kongerne Magnus og Haakon, kan ikke tydeligt ſees; det var vel ogſaa for en ſtor Deel afhængigt af, hvorvidt hans Ejendomme laa i de Dele af Sverige, der fremdeles bleve under disſes Herredømme eller ikke. Der findes et Par Breve af ham 1376 og 1387, der dog ej tilfulde oplyſe dette[146]. Men formodentlig havde han dog viſt allerede da indgaaet et Egteſkab, der, om det end ikke ſtrax ſkaffede ham Beſiddelſer i Norge, dog aabnede ham Udſigter dertil og derhos ſtillede ham i et nært Svogerſkabsforhold til Dronning Margrete. Han ſees nemlig at have været gift med en Chriſtina Nikolasdatter, om hvis Herkomſt og Livsomſtændigheder intet andet vides, end at hun paa fedrene Side nedſtammede fra Jarlen Alf Erlingsſøn og den af Drabet paa Danekongen Erik 1286 bekjendte Rane Jonsſøn, altſaa formodentlig fra en Søn af dennes Egteſkab med Chriſtine Alfsdatter[147], ſamt at Dronning Margrete ſelv kaldte hende ſin Frændkone, og at hun ejede betydeligt Jordegods i Viken, navnlig i Sotenes- og Tunge-Hereder, over hvilke hun endog ſees at have forføjet, medens hendes Mand endnu levede[148]. Disſe Omſtændigheder ſynes ſaaledes at maatte have draget hendes Mand ind i Kong Haakons og Kong Olafs Interesſer, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at Dronning Margrete, ſom vi ville ſee, ſtrax efter hans Død, der formodentlig indtraf i 1390[149], tog hans Enke Fru Chriſtine i ſin Beſkyttelſe og „gjengav hende“, ſom det heed, „alt hendes fedrene Gods“, ſom „Milder Alf“ og Rane Jonsſøn havde beſiddet[150]. Men hvorledes hun var beſlegtet med Dronningen lader ſig af de nu forhaandenværende Kilder ikke paaviſe[151]. Om hun virkelig ogſaa kom til Beſiddelſe af Godſet, der ſaaledes, merkeligt nok, lige ſiden Alf Jarls Utlegd i 1287 maa have været beſtyret ſom en ſærſkilt Masſe, i Liighed med Hr. Audun Hugleiksſøns, vides ikke, men ſikkert er det, at Fru Chriſtine i 1400 pantſatte en heel Deel Gods i Hardanger, der muligens kan have hørt dertil[152]. En Søn af hende og Hr. Jon Erngiſlesſøn var formodentlig Hr. Jønes Hjerne den yngre, hvilken vi.i det følgende oftere ville faa Anledning til at omtale mellem Aarene 1420 og 1440, og ſom ganſke ſynes at have tilhørt Norge[153].

Der nævnes ved denne Tid flere anſeede Mend af Navnet Michelstorp eller Michelsdorf, en Ætt, hvis Oprindelſe efter Navnet at dømme, maa have været tydſk[154], men ſom henimod Enden af det 14de Aarhundrede havde erhvervet Beſiddelſer og Anſeelſe baade i Sverige og Norge. En Henrik Michelstorp deeltog ſom Medlem af det norſke Rigsraad i Forhandlingerne med Hanſeſtæderne 1369 og 1370,i og i 1371 nævnes den ſamme Henrik Michelstorp blandt de ſvenſke og norſke Mend, ſom ſtode i Spidſen for Opſtanden mod Kong Albrecht og ſluttede Stilſtanden i Eedsviken den 15de April med dennes Tilhængere, blandt hvilke ligeledes en Chriſtopher Michelstorp ved denne Lejlighed nævnes[155]. Uagtet de ſaaledes ſtode fjendtligt over for hinanden, kan der dog neppe være nogen Tvivl om, at de vare Brødre[156]. Desforuden var der endnu en tredie Broder, ved Navn Otte, der ligeledes havde nedſat ſig i Norge og ſynes at have ſtaaet i Kongernes Tjeneſte. Chriſtopher var gift med Mæreta, en Datter af den ſvenſke Herre Bo Boesſøn, og døde allerede før 1381, hvorefter hun egtede Algøt Magnusſøn (Sture), ſom vi i det følgende oftere ville faa Anledning til at omtale; ved denne Lejlighed opgjorde Otte Michelstorp den 30te Auguſt 1381 i Kalmar et Arvefordrag med Hr. Bo og Algøt Magnusſøn[157]. Henrik Michelstorp nævnes ikke efter 1388[158], hvorfor han vel neppe har overlevet dette Aar; han ſkjenkede en Teig i Brekke i Hvaløerne til disſe Øers Kirke, hvilket viſer, at han har haft Beſiddelſer paa disſe Kanter[159]. En Søn af ham maa Hr. Chriſtopher have været, der ſenere, omkring 1410, ſkjenkede to Ørers Bool i Liid til Hvaløerne, og ligeſaameget i Sandbrekke i Hvaløerne til Borge Kirke[160], ſamt derhos ſynes at have haft Beſiddelſer i de nærmeſt tilſtødende Egne af Ranarike, navnligt Tuneims Sogn. Alle disſe Beſiddelſer har Henrik Michelstorp ſandſynligviis faaet ved Giftermaal med en Datter eller Sønnedatter af den af os tidligere (ſee foregaaende B. S. 28) omtalte i 1319 eller 1320 afdøde Hr. Ragnvald Aſlaksſøn. Der ſiges nemlig udtrykkeligt, at Hr. Chriſtopher paa ſin Moders Vegne var en af Medarvingerne ſaavel efter Hr. Ragnvald, hvis Bo endnu i 1399 ſkyldte Tuneims Kirke i Viken 30 forngilde Mark, ſom efter Aſlak Ragnvaldsſøn, der ej kan have været nogen anden end en Søn af Hr. Ragnvald Aſlaksſøn og ſkyldte Tuneims Kirke en lignende Pengeſum[161]. Da Aſlak Ragnvaldsſøn levede i Aarene omkring 1335 — i dette Aar var han nemlig Sysſelmand paa Øvre Raumarike[162] — bliver det vel det rimeligſte, at Henrik Michelstorp har egtet en Broderdatter af ham, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at Sønnen Chriſtopher udtrykkeligt ſiges at være Arving alene til den femte Deel af Hr. Ragnvalds Efterladenſkab. Hr. Ragnvald havde viſtnok mange Ejendomme paa forſkjellige Kanter af Riget, men dog iſær, ſom det lader, i den ſydøſtlige Deel, da hans Søn Aſlak ſees at have ejet Jordegods i Nordre Viken, og en anden Mand, der udtrykkeligt nævnes ſom Hr. Chriſtophers Medarving, Andres Gyrdsſøn, havde Ejendomme ikke alene i Nordre Viken, men ogſaa paa Raumarike og Veſtfold, navnlig i Skiringsſal, hvor han ejede Gaarden Skardaberg[163]. Andres Gyrdsſøn maa have været en Søn af den føromtalte Hirdmand Gyrd Haakonsſøn og ſaaledes enten Halv- eller Heel-Broder af de ligeledes omtalte Hirdmend og Raadsherrer Paal Gyrdsſøn og Gyrd Gyrdsſøn, hvilken ſidſte ſiden blev Ridder. Var han deres Heelbroder, da var han ogſaa en Syſterſøn af Hr. Jon Thoraldesſøn, og viſt er det i alle Fald, at flere Omſtændigheder tyde hen paa et Slegtſkabsforhold mellem denne, Gyrdsſønnerne og Michelstorperne[164]. Saavidt man kan ſee, døde Hr. Chriſtopher tidligere end Otte Michelstorp og uden at efterlade ſig Børn, ſaa at denne arvede ham; men det lader heller ikke til, at Otte havde Efterkommere[165]. Den Gjetning har været fremſat, at Ridderen og Raadsherren Jon eller Jens Henriksſøn, der levede omkring 1397, og fra hvem den ſenere ſaakaldte Gyldenløve-Ætt ſtammede, var en Søn af Henrik Michelstorp (og følgelig en Broder til Hr. Chriſtopher), men den beſtyrkes ikke af hvad der her ovenfor er oplyſt[166]. Heller ikke forekommer den nysnævnte Hr. Chriſtopher i norſke Brevſkaber, ſaa at man maa antage, at han har haft ſit meſte Tilhold i Sverige, hvor han maaſkee arvede Gods efter Farbroderen, hvis Navn han bar.

Ligeſom de ſidſtnævnte Familier paa Øſtlandet, ſaaledes dannede nu ogſaa flere af de tidligere omtalte Ætter paa Vors og i Sogn[167] m. m. en egen nøje forbunden Familjekreds, hvis indbyrdes Frendſkabsforhold ikke altid udtrykkeligt lade ſig efterviſe, men ſom ikke deſto mindre er utvivlſomt. Det er forhen nævnt, at Botulf Eindridesſøn paa Finnen, Ejer af det ſtore Finne-Gods, fik til ſin anden Huſtru Aaſa Haavardsdatter af Rogn, hvorved han ogſaa fik en Deel af det rige Rogne-Gods. Aaſas Fader Haavard var en Broder af Odd Hallesſøn paa Rogn, der formodentlig var gift med Brynhild Sigurdsdatter, ſedvanligviis kaldet Huſtru Brynhild, ſom dog overlevede baade ham og de Børn, hun havde med ham, ſaa at hun derved blev Arving til det meſte af hans Ejendomme[168]. Brynhild egtede ſiden en Valthjov Baardsſøn, der i 1370 indgik et Forliig med Botulf om de Fordringer, denne kunde have paa Huſtru Brynhilds Arv; Valthjov beholdt Godſet imod at udrede til Botulf 20 Laupers Verdi[169]. Botulf udvidede ſiden fremdeles ſine Beſiddelſer; i 1383 kjøbte han Halvdelen af Gaarden Gylten i Bergen og fik ſtrax efter kongelig Bekræftelſe paa Kjøbet[170]. I 1384 optraadte han ſom Odelsmand til indre Hvamm i Hafslo, der, ſom vi have ſeet, havde tilhørt hans Oldefader[171]. I 1387 fik han en Deel af Gaarden Ulvaldeſtad paa Vors, ſom hans Huſtrus Syſkendebarn Margrete Sveinsdatter, Datter af Svein Hallesſøn paa Rogn, tre Aar forud havde foræret en gammel Huustjener Thore, der nu gav den tilbage til Botulf, eller egentlig til Aaſa, der ogſaa ſenere lod ſig denne Gave bekræfte af Thores Børn[172]. Botulf døde, formodentlig i 1388, efterladende Enken, Huſtru Aaſa, og tre Børn, Haavard, Odd og Ragna. Aaſa havde allerede i 1387 paa egne og Børns Vegne en Proces at udholde med Brynjulf Eilivsſøn, en Halvbroder af Botulfs førſte Huſtru Elin, om det Gods; ſom Botulf og Elin i 1365 havde overladt hendes Moder Ingebjørg, men kun, ſom det ſynes, for Livstid, og ſom derfor imidlertid var faldet tilbage til Botulf, hvormed Brynjulf fandt ſig brøſtholden. Men Dommen afſagdes den 29de Juni 1389 af Bergens og Gulathings Lagmand Arnulf Gunnarsſøn ganſke til Huſtru Aaſas Fordeel[173]. Endmere Gods erhvervede hun i Tidens Løb, iſær paa Vors, ſom det her vilde blive for vidtløftigt at opregne. Imidlertid var Huſtru Aaſas egen Odel, Rogn, kommen i Hænderne paa Jørund Arnesſøn fra Fors paa Hjelmeland i Ryfylke, der ſynes at have været en Yndling af Hr. Agmund Finnsſøn og formodentlig havde ham at takke for, at han omkring 1376 beſtyrede Syſlen paa Vors, dog viſtnok kun ſom Ombudsmand for Magiſter Capellarum, med hvis Embede denne Sysſel paa denne Tid og ſenere ſynes at have været forenet[174]. Jørund, der allerede i 1374 ejede Ringheim og ſandſynligviis var beſlegtet med Rogne-Ætten (han havde endog været Huſtru Aaſas Formynder i hendes Barndom[175], indgik i 1375 en Contract med Huſtru Brynhild, der altſaa paa denne Tid maa have været Enke, hvorved hun „gik til hans Flet og Bord“ og overlod ham halve Gaarden Rogn, 20 Maanedmaters Bool, mod at han hvert andet Aar ſkulde ſkaffe hende „en Kjortel og Hette“, ſamt hvert Aar Mk. Lerred, og derhos holde hende ſlig Koſt ſom ſig ſelv og hans egen Huſtru[176]. Siden angrede Huſtru Brynhild denne Aftale, paaſtod, at hun ſlet ikke havde ſamtykt i Overeenskomſten, og klagede ſin Sag for Kong Haakon og Raadet, da han i April 1378 opholdt ſig i Bergen. Kongen indſtevnede Jørund ſtrax til Bergen for at ſee Sagen paakjendt af Biſkopen, Magiſter Capellarum Hr. Vinalde ſom Sysſelmand, Fehirden Erlend Philipsſøn og to andre Mend[177]. Men enten maa Dommen være udfaldt til Fordeel for Jørund, eller Sagen af ſig ſelv være ophørt ved Huſtru Brynhilds Død, der ſynes at være indtruffen ſtrax efter, thi hendes Broderſøn og Arving Sigurd Guthormsſøn bekræftede i 1380 Contracten[178], og Jørund forblev i Beſiddelſe af Rogn indtil ſin Død 1402, da han paa ſit yderſte erklærede, at Gaarden ſkulde tilfalde Botulfs og Aaſas Sønner, ſaaſom det var deres rette Odel[179]. Huſtru Aaſa maalte ogſaa udholde en Proces herom med en Eivind Sigurdsſøn, der havde egtet Halvſyſterdatter af Jørund, men ſom Eivind maa have tabt, ſiden Gaarden forblev i Botulfsſønnernes Eje[180]. Den driftige Huſtru Aaſa døde henved 1410[181], efterladende de forhen nævnte Børn, Haavard, Odd og Datteren Ragna. Disſe arvede ej alene Forældrene, men fik ogſaa ikke ubetydelige Ejendomme af deres Beſlegtede, Huſtru Brynhild Joſephsdatter, en Datter af hiin Joſeph Karlshovedsſøn paa Kaupangr, der omtrent 1363 var Lagmand i Bergen[182]. Hvorledes Slegtſkabet var beſkaffent, vides ikke. Det erfares kun af et andet Brev, at Huſtru Brynhild var Arving efter Sigrid Thorſteinsdatter, Botulfs Syſkendebarn; men Naboſkabet mellem hendes Faders Gaard Kaupangr og Botulfs Fedrenegaard Hvamm forklarer det nokſom. Heller ikke vides det, med hvilken Hirdmand Huſtru Brynhild har været gift; man ſeer kun, at denne Mand baade maa have ejet en Deel af Ænes i Søndhordeland og flere Gaarde paa Eker, hvoraf man ſaaledes maa ſlutte, at det har været en Mand, der var beſlegtet med Gaute Eriksſøn eller Kanerne[183]. Denne Huſtru Brynhild traadte i November 1389 ind i Vadſtena Kloſter, dog, ſom man ſeer, ej ſom Nonne, da hun ogſaa efter den Tid ferdedes om i Norge, altſaa vel kun ſom indſkreven Syſter[184]. Men i denne Anledning var det vel, at hun ſolgte baade ſin Deel af Ænes og ſit Gods paa Øſtlandet (Octbr. 1388) og forærede (i Juni 1389) „ſit Frendebarn“ Ragna Botulfsdatter paa Finnen 1 Laups Bool i Kalvhage, ſin Ætts Odel, ſamt at hun i det følgende Aar (Marts 1390) afſtod til Ragna og hendes to Brødre al den Arv, hun kunde fordre efter den nysnævnte Sigrid Thorſteinsdatter[185]. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om hun overlevede. Sigrid, ſiden hun døde allerede i 1394[186]. Men hvad enten Botulfs Børn fik denne Arv eller ej, var de ligefuldt nogle af de rigeſte Arvinger i Landet, ſom derfor ogſaa ſiden ved Giftermaal indlemmedes i de mægtigſte af de ovenfor omtalte Slegtkredſe, ſom det i det Følgende vil ſees[187].

  1. At Heſtbø var Ættens Odelsgaard er allerede ovenfor omtalt. I 1321 gav Morfaderen Hr. Sæbjørn Helgesſøn ham (der her kaldes „lille Agmund“) Audaſtad i Ryfylke, ſandſynligviis til Faddergave (Dipl. N. II. 143). At han ejede Tolga og Eidſa, ſees af hans Gave af disſe Gaarde til ſin Huſtru, hvorom nedenfor. Allerede hans Fader ejede Gods i Stavanger, ſelv ſkjenkede han ſenere Ramsholmen ved Framnes (Oos Sogn) m. m. paa Søndhordeland til Munkelivs Kloſter (Mkl. B. S. 139). Paa ſit Dødsleje ſkjenkede han til Chorsbrødrenes Commune i Stavanger alt ſit Gods mellem Stavanger og Aaen Sire undtagen Gaarden Vik paa Jederen (Dipl. N. III. 549). Og for ſin Broder Hr. Ivars Begravelſe ved Gimsø Kloſter gav han til dette endeel af Gaarden Nes paa Grenland, upaatvivleligt af hvad han havde arvet efter Ivar (Eyſteins Regiſter fol. 32 a).
  2. I „Chronicon St. Birgittæ“ ſtaar der udtrykkeligt, at Katharina var Fru Mamas anden Datter, og Ingegerd, Dronning Margretes Legeſyſter, den førſte; nu var Margrete fød 1353, altſaa ſkulde vel ogſaa Ingegerd være af ſamme Alder, og Katharina noget yngre. Desuden levede Sigvid Ribbing endnu i 1345, og maaſkee nogle Aar derefter, ſaa at man neppe kan ſette Fru Mæretas Giftermaal tidligere end 1350.
  3. Dette ſynes at maatte ſluttes af et Par Confesſionaler eller Tilladelſer, meddelte af Paven til at velge en egen Skriftefader, der kunde meddele almindelige Abſolution o. ſ. v., thi medens ſamtidige Confesſionaler for andre Herrer, f. Er. Hr. Orm Eyſteinsſøn, ogſaa nævner Huſtruen med, er der for Hr. Agmunds Vedkommende kun Tale om ham alene.
  4. Dipl. N. I. 493.
  5. Det vil i det følgende blive omtalt, at Dronning Margrete udnævnte hende til Hovmeſterinde hos den unge Dronning Philippa.
  6. See nysnævnte Brev af 14de Februar 1382, Dipl. N. I. 493.
  7. See Rymeri foedera, Udg. af 1740, III. I Forbindelſe hermed bør det bemerkes, at der ogſaa findes et Brev af 17de April 1372, hvorved Kong Edvard III i England giver Skatmeſteren og Kæmereren ved hans „Exchequer“ Ordre til at give „Hermand de Fynstone, Chivaler au item de Norwege“, et ſmukt udarbeidet Sølvfad med Kande (un triper ove un hanap d’argent susorrez et eymellez ove un eawer de la suite le hanap esteant sur troys dragons et le pumel eymellez ove quatre roses poisantz dys marcs dys soldz et dys deniers de nostre doun) ſee Palgrave, „Kalendars and Inventories of hs. Maj. Exchequer“, II. 275. Denne Ridder Hermand de Fynstone, hvis Navn aabenbart er fordrejet, maa enten være Hermann v. Vitzen, hvilken vi i det foregaaende ſtundom have omtalt, men ſom vi rigtignok ſnarere ſkulde vente at finde blandt Kong Albrechts Mend, eller og — maaſkee ſnarere — Hr. Agmund Finnsſøn. (Agmund — Amund kunde let fordrejes til Armund — Armand — Hermand; endmere kunde Titlen „Herr Agmund“ opſattes ſom Hermann).
  8. Han og Broderen Sigurd nevntes af Hr. Agmund Finnsſøn, da denne i 1388 laa paa ſit Yderſte, ſom dennes nærmeſte Arvinger, Dipl. I. 1414, jvfr. II. 549.
  9. Dipl. N. I. 448.
  10. Sammeſteds No. 537.
  11. See foregaaende Bind, S. 903.
  12. Dette vil nærmere blive udviklet i det følgende.
  13. Grønlands hiſt. Mindesmerker III. S. 139. Da Erlend Philipsſøn, ſom vi ville ſee, paa den Tid endnu var Fehirde i Bergen, hindrer ikke den Omſtendighed, at han beklædte dette Embede lige fra 1381, fra at antage, at Haakon Jonsſøn ved Siden af ham kunde være Sysſelmand eller maaſkee Gjaldkere. Og det beſtyrkes deraf, at det ham tilhørende Skib, der forliiſte ved Island 1383, havde en „Gudbrand i Audunargaarden“ til Befalingsmand, thi dette viſer, at idetmindſte Skibet maa være udgaaet fra Bergen.
  14. Isl. Annaler, Udg. S. 336.
  15. Dipl. N. II. 572.
  16. See foregaaende Bind, S. 621.
  17. Dipl. N. II. 470. Det ſynes klart, at begge Breve vedkommende Hunsſtadsgodſet høre ſammen, og at det var i Egenſkab af Margretes Egtemend at førſt Haakon, ſiden Tideke Wüſtenacker tviſtede med Giſkemendene derom. Margrete var nemlig i 1408 gift med Tideke Wiſtenacker eller Wüſtenacker. Denne var i alle Fald dengang endnu ej Ridder; men ſiden hun allerede i 1396, da hun ſandſynligviis endnu ej var gift med Tideke, kaldes „Fru Margrete“, maa hun efter ſit Giftermaal med Haakon endnu have haft en Mand, der var Ridder ſaaſom det er viſt nok, at Haakon aldrig opnaaede denne Verdighed og efter ſin Død aldrig benævnes „Hr. Haakon Jonsſøn“.
  18. Brev af 22de Marts 1386 i det ſvenſke Rigsarchiv.
  19. Hendes Død og Begravelſe i Vadſtena 1411, ligeſom hendes Broders Hr. Ulf Jonsſøns i 1415, nævnes i Diar. Vazstenense; det ſiges udtrykkeligt om Hr. Ulf, at han ejede meget Jordegods i Sverige. I Eyſteins Regiſter fol. 201 og 202 findes det antegnet efter 1396, men dog ej ſenere end omkring 1400, at Fru Cecilia for ſin Mand Hr. Ulfs Begravelſe ved Idde Kirke gav Deel af en Gaarden Aslaksheider ſamt hele Gaarden Haavardsrud.
  20. Gaute Eriksſøn nævnes ſom Fehirde paa Tunsbergshuus i Brev af 27de October 1381, Dipl. N. III. 435. Derimod finde vi ham udſtedende et Brev fra Gimsø, altſaa ſom Sysſelmand i Skiens Sysſel, den 17de Juni 1387, (Brev i det ſy. Rigsarchiv). Og da vi nu allerede omtrent eet Aar forud (14de Juni 1386) finde Jon Darre ſom Sysſelmand paa Veſtfold (Dipl. N. II. 496) bliver det temmelig viſt, at Gautes Forflyttelſe til Slien maa være ſkeet ved denne Tid eller kort forud.
  21. See foreg. Bind, S. 403 og 910, 911.
  22. Saaledes angives det i N. Samll. IV. S. 555, uden at nærmere Hjemmel anføres.
  23. See foregaaende Bind S. 407.
  24. Dipl. N. II. 409, jvfr. foregaaende Bind. 909.
  25. See fornemmelig Dipl. N. II. 435, 440, 453, III. 451, 481.
  26. Dipl. N. III. 465.
  27. Aſlak Bolts Jordebog S. 108.
  28. Hans Søn Eindride ejede idetmindſte Gods i Samnanger og Oſter, ſee Mkl.-B. S. 128.
  29. Uthyrme paa Dal nevnes 1328 og 1332 i Dipl. N. IV. 174, V. 93.
  30. Skiftebrevet af 2den Juni 1366 (Dipl. N. IV. 457) er ſærdeles merkeligt ved ſin Udførlighed. Blandt de Effecter, ſom her opregnes, er ogſaa en Bog indeholdende „Bevers Saga tilligemed mange andre gode Sagaer“, ligeſaa ſyv andre Bøger, baade Tidebøger og Sagabøger. Dette er formodentlig den ſidſte Gang, at Sagabøger omtales i norſke Brevſkaber.
  31. Da Gaute Haakonsſøn paa Tolga neppe var død i 1366, maa det være hos ham, at Bryllupet ſtod.
  32. Dipl. N. III. 384. Jvfr. ovf. 28, 29.
  33. Dipl. N. III. 451. Om Greip Ivarsſøn, hvis Fader Ivar Thoresſøn endnu levede paa den Tid, da Pantſettelſen ſkete, ſiden Greip lovede at ſkrifte hans Samtykke dertil, ſee foreg. B. S. 403. See ogſaa nedenfor.
  34. Greip nævnes ſom Sysſelmand paa Færøerne — men ſaaledes at han allerede ſynes at have været det i nogen Tid — ved 1386 i de isl. Annaler S. 340. Den Skibsafgift, han var bleven Erlend ſkyldig, ſynes ogſaa at tyde paa, at Skibet, ſom han lejede, foor enten paa Island eller paa Færøerne.
  35. Isl. Annaler Udg. S. 382.
  36. See Dom af 4de Octbr. 1402, Dipl. N. II. 581. Dog var her rigtignok ingen andre Riddere tilſtede, thi hvis dette havde været Tilfeldet, kunde man vel neppe for hans Skyld have gjort nogen Undtagelſe.
  37. See IV. B. 2. Deel, S. 369, 388, 433, 585, 623, 663. Han maa ikke forvexles med den ſamtidige Hr. Erlend Aamundesſøn, ſee ſ.ſteds S. 279, der dog maaſkee oftere i ſlette Brev-Afſkrifter er bleven forvexlet med ham.
  38. Dipl. N. I. 180, hvoraf det ſees, at Einar i Hildegaarden, Erlings Fader, ſad inde med Gods i Hardanger, ſom Gaute Iſaksſøn i Tolga havde ſkjenket Reidar Dagfinnsſøn, da denne trolovedes med Jomfru Sigrid Aſlaksdatter.
  39. Dipl. N. IV. 607.
  40. Sammeſteds IV. 487.
  41. Dipl. N. I. 448.
  42. Dipl. N. II. 566.
  43. Dipl. N. I. 463.
  44. Om denne Hr.Gudbrand, Raadsherre i 1388, 1389 og 1397, tales der i en Dom, afſagt af Lagmanden i Tunsberg 26de Marts 1400, hvorved nogle Bønder paa Eker tilpligtedes at betale Fru Ingeborg Erlingsdatter hvad der endnu ſtod tilbage af Kjøbeſummen for det Skib, ſom Bønderne paa Eker havde kjøbt af ham. Denne Hr. Gudbrand maa ſaaledes enten have været Fru Ingeborgs Mand, eller hendes Broder, og kan ej være Enken efter Hr. Sigurd Hafthorsſøn. Men denne Overeensſtemmelſe i Navn mellem begge de ſamtidige Fruer gjør det ſtundom ikke let at ſkjelne mellem dem.
  45. Dipl. N. II. 462, jvfr. N. Samll. IV. S. 108.
  46. Dipl. N. I. 496.
  47. Dipl. N. III. 477.
  48. Dipl. N. III. 477, jvfr. N. Samll. IV. S. 558 fgg.
  49. See Lappenbergs udg. af Sartorius II. S. 670, jevnfør foregaaende Bind S. 818. Han var ogſaa med i Mødet paa Hiſingen, ſ. A., den 5te Septbr. da Stilſtanden med Stæderne ratificeredes; ſammeſteds S. 819, jfr. Lappenberg l. c. S. 674.
  50. See foregaaende Bind S. 832.
  51. See foregaaende Bind S. 906, 907.
  52. See herom iſær N. Samll. IV. S. 535—538, hvor del meſte er ſamlet af hvad man veed om Alf Haraldsſøns Perſonalier.
  53. Det er ſtrax ovenfor viiſt, at Jon Martinsſøns Giftermaal med Jomfru Agnes Sigurdsdatter ikke kan have fundet Sted førend l 138l eller 1382, og man ſkulde helſt antage, at Katharina ej engang var fed i 1383, før at hun ikke ſkal blive altfor gammel ved ſin Død, da hun nemlig endnu var i Live 1480 (ſee Dipl. N. V. 358) og neppe døde førend 1481 (Dipl. N. I. 932).
  54. Før den 11te Marts 1401 maa han have været gift, da han paa denne Dag fik Fuldmagt af Haakon Sigurdsſøn til at ſagſøge Tideke Wüſtenacker og Fru Margrete Eilivsdatter om Arven efter Fru Herdiis og Erling Einarsſøn (Dipl. N. II. 566); dette viſer nemlig, at han da var kommen ind i Giſke-Ætten.
  55. See foregaaende B. S. 906, iſær Noten.
  56. Dipl. N. II. 501.
  57. At han blev Foged paa Akershuus i 1388 maa ſluttes deraf, at Benedict Nikolasſøn i dette Aar fik Eker, Modheim og Tverdalene. Agmund omtales ej udtrykkeligt ſom Indehaver af Embedet førend i 1390. (Dipl. N. I. 524).
  58. I 1393 holdt han en Ombudsmand paa Vime (Dipl. N. IV. 619, jvfr. 640), ligeſom han ogſaa oppebar Sagfald i Rode, ſom det nedenfor vil ſees.
  59. Dipl. N. II, 537, 541.
  60. Dipl. N. III. 550, 563, V. 441; den rette Sammenhæng, iſær med Alf Haraldsſøns Indblanding heri, er ikke ret klar. Viſt er det, at Agmund Bolt herefter var Ene-Ejer af Thronen.
  61. Dipl. N. III. 566.
  62. Det førſte Brev, han udſtedte fra Throndſtad, er af 6te Octbr. 1393 (Dipl. N. V. 359); men da tilhørte Gaarden aabenbart endnu den forrige Ejer, Thorgils Thorgilsſøn, ſee nedenfor S. 170.
  63. Han ſkjenkede til Mariekirken i Oslo flere Gaarde i Gudbrandsdalen, navnlig Haug i Ringebo Dipl. N. II, 520, 524.
  64. Dipl. N. V. 352.
  65. Dipl. N. l. V. 524. 352.
  66. Ved Skifte efter ham, der holdtes paa Moland den 7de Juni 1430, fik en af hans Arvinger, Svigerſønnen Guthorm Eivindsſøn, Moland og dertil en heel Mængde Gaarde i Moland, Slangenes, Brageſeter, Bru, Thoresby, Hæreſtad, Skriksvik, Saurbø, Sotenes, Noreim og Ljung, (Dipl. N. II. 702); den anden Svigerſøn maa have faaet ligeſaa meget, og Sønnen Karl Darre faa meget ſom begge tilſammen. Hans Medarvinger efter Faderen ſkyldte Tiende til Svarteborgs Kirke, hans Fader byttede Jordegods med Boknes Kirke, ſelv afhendede han Gods i Tuneims Sogn, og derhos gav en Jon Reidarsſøn Darre, enten han ſelv eller hans Farfader, endeel af Øen Herfyl til Hvaløernes Kirke. Dipl. N. III. 584, Eyſteins Regiſtr. 164. b. 1. b. 203. b.
  67. Dipl. N. VI.
  68. See foreg. B. S. 905—909.
  69. Dipl. N. III. 477. 478. 460.
  70. Biſkop Eyſteins Regiſter, fol. 122. b. f. 151. b. f. 64 b. f. 53. b. Endvidere ſiges der f. 56 et, at Olaf Haakonsſøn gav for ſine Foreldres Sjæl en Deel af ſøndre Reinſkog i Lider til Frauner Kirke ſammeſteds, ligeſaa f. 61 a, at Haakon og Fru Elin omtrent ved 1395 afhendede til Aſker Kirke hele Gaarden Koden, ſom Guthorm Bergſveinsſøns Arvinger havde givet til Aartidehold for ham.
  71. At han havde Gods paa Agder eller i Ryfylke ſees deraf, at han gav Rakkeſtad Kirke 4 Lauper Land i Mo, enten paa Agder eller i Eikelands Sogn i Sogndal veſtenfor Aaen Sire, Eyſteins Reg. f. 90 b.
  72. Med Olaf Haakonsſøn har det megen Vanſkelighed at afgjøre, om han var Hr. Haakon Eivindsſøns eller Haakon Stumpes Søn, det ſidſte ſynes dog rimeligſt, da han, ſom vi ville ſee, havde Odel paa Thumn, desuden tilføjes der, da Afſtaaelſen ſkete, udtrykkeligt, at han da var „fulltiða“ (d. e. myndig); formodentlig havde han da netop fyldt ſit 15de Aar, og Agmund Bolt, der allerede havde kjøbt Gaarden i 1393, kun ventet herpaa for at faa hans Afſtaaelſe: under denne Forudſetning er han fed 1384, paa hvilken Tid Hr. Haakon Eivindsſøn viſt allerede var død.
  73. Dipl. N. IV. 498.
  74. Dipl. N. IV. 552.
  75. Dipl. N. III. 338. IV. 477. 498. I. 455. IV. 552.
  76. Dipl. N. IV. 589.
  77. Biſkop Eyſteins Regiſter fol. 8 a, 19 a. Der nævnes imidlertid ved Siden af „Hr. Munaan“ ogſaa en „Munaan Stumpe“, hvis Arvinger ligeledes ſkyldte Tiende til Skedjohofs Kirke, ſkjenkede Rakkeſtad Kirke Gaardene Tverløkja og halve Runeſtad (ſammeſteds f. 90), og Idde Kirke ½ Mk. Bool i Karraberg i Bergs Sogn (ſammeſteds f. 201). Dette kan maaſkee have været Haakon Stumpes Fader, hvis han ellers ikke er den ſamme ſom Munaan paa Skog, der maa have boet paa Skog (ved Skipthveit i Borgeſysſel) men ejede Gods i Dalsland, ſom han ſolgte (Dipl. N. II. 479), levede endnu i 1381, III. 433), og gav 3 Øres Bool i Ruud til Skogs Kirke, (Eyſteins Reg. f. 96). Der nævnes ogſaa, at en af Munaans Arvinger gav Svardſtad i Rakkeſtad til Spjotabergs Kirke ſammeſteds, dette er formodentlig ogſaa Munaan Stumpe.
  78. Dipl. N. V. 317.
  79. Biſkop Eyſteins Regiſter tal. 204. Ogſaa i Autn i Rygge blev der ſkjenket Gods til ſamme Kirke for Thorgauts og Huſtru Gerthruds Sjæl, men der ſiges ej udtrykkeligt af hvem.
  80. Dipl. N. IV. 554, 556, 566, 545, 676.
  81. See ovenfor S. 121.
  82. Han maa have været død noget for 1401, da Brevet, Dipl. IV. 720, blev ſkrevet. Den 23de Marts 1400 kjøbte Ulfhild Jordegods paa Ringerike (Dipl. N. III. 706); altſaa maa hun da have været Enke, thi ellers vilde Manden være optraadt ſom Kjøbet. Det ſynes ogſaa, ſom han maa være død, førend den Deel af Eyſteins Regiſter, der angaar Oslo Provſti, blev affattet, thi her omtales (fol. 53, 54) Gaver af Fru Ulfhild for hendes Mand Benedicts Sjæl. Nu mangler vel det Sted, ſom angiver Aaret, da denne Deel blev affattet, men ſtort ſenere end 1402 kan det dog ej have været.
  83. I 1406 erhvervede hun ſaaledes Ejendom paa Eker (Hobolſtad), der afhendedes hende i „Kongens Sakøre“.
  84. Eyſteins Regiſter fol. 53, 54, 58, 59, ſamt 55; her er det dog ikke ganſke viſt, om det er hun, eller en anden, der menes; der ſtaar nemlig kun, at „Ulfhild“ gav til Frauner Kirke paa Lider 2 Ør. B. i Straum for Gyrd paa Hval og hans Kone Aaſas Sjæl. Allerſidſt findes Huſtru Ulfhild nævnt i 1413, da hun fremdeles kjøbte Gods paa Ringerike (i Hval i Haugs Sogn. Dipl. N. IV. 791.
  85. Den ſandſynligſte Forklaring er den, at Jon Thorgilsſøn paa Thumn, Thorgils Thorgilsſøn paa Throndſtad og Kolbjørn Thorgilsſøn paa Throndſtad, Huſtru Ulfhilss førſte Mand, alle tre vare Sønner af Thorgils Alfsſøn ſammeſteds, og at denne har været en Bolt, ſamt Ejer baade af Throndſtad og Søndre Thumn; at Kolbjørn, ſom den eldſte, fik Throndſtad, men døde allerede før 1380, at derpaa Thorgils fulgte ham i Beſiddelſen af Throndſtad, hvor han endnu var i 1393 (Dipl. N. V. 354), og at Jon fik Thumn, ſamt at Agmund Bolt ſiden erhvervede Throndſtad paa ſamme Maade ſom Thumn. Det er heller ikke uſandſynligt, at Alf Haraldsſøn, der ogſaa havde Deel i ſøndre Thumn, var en Sønneſøn af Alf paa Throndſtad.
  86. Dipl. N. IV. 351.
  87. Dipl. N. IV. 660, jvfr. Eyſteins Reg. fol. 56, 58, 59, 81, 125.
  88. Han var den 13de Febr. 1367 tilligemed Biſkop Hallvard og Aſlak Steinarsſøn tilſtede paa Brenne i Rørdal for at bare Vidnesbyrd om et Møllebrug; det maa have været i Egenſkab af Sysſelmand (Dipl. N. V. 257).
  89. See foregaaende Bind, S. 750.
  90. Norges gl. L. III. S. 215. At hans Sysſel var Alaſtarhaugs Sysſel i Herø Halvfylke, altſaa omtrent det nuværende ſøndre Helgeland, ſees deraf, at de Gaarde, han ſkjenkede til Erkeſtolen og Communen i Nidaroos, netop laa der.
  91. I Bergen var han ved Raadsmødet f October 1382 (N. gl. L. l. c.), ligeſaa den 3die Octbr. 1388 (Dipl. N. III. 481); 1ſte Febr. 1388 deeltog han i Raadsmødet i Oslo, hvor Margrete valgtes til Regentinde. (ſſteds III. 477).
  92. Allerførſt forekommer han ſom Sysſelmand i Ryfylke den 18de Octbr. 1390 (Dipl. N. I. 527), ſiden oftere, ſee Dipl. N. IV. 594, 609, 616, 624, 753.
  93. Om han allerede var Sysſelmand i Stavanger, da han f 1388 baade var i Oslo og f Bergen, er uviſt, ſkjønt det er ſandſynligt; i 1396 var han paa Selvik, da Svigermoderen gjorde ſit Teſtament. I 1385 kjøbte han Gods paa Eker, men hvor han da opholdt ſig, angives ej; det kan dog gjerne have været i Bergen, da det ligeledes var her, at han i October 1388 kjøbte Gods paa Eker af Huſtru Brynhild Joſephsdatter (Dipl. N. III. 481).
  94. Dipl. N. II. 527.
  95. Erkebiſkop Aſlak Bolts Jordebog S. 88. Eyſteins Reg. fol. 1146.
  96. Dipl. N. IV. 753.
  97. Dette ſees af Dipl. N. III. 631, ligeſaa deraf, at Sønnen Rolf Guthormsſøn optreder ſom Godsejer i Svarteborgs Sogn, ſee nedenfor.
  98. See Dipl. N. V. 266; her omtales Rolf den 1ſte Juli 1381 ſom ved, og Asgerd optreder paa egen Haand, ſelvſtændigt, ligeſaa i 1372 (ſammeſteds No. 271), altſaa var hun da Enke og endnu ej gift igjen.
  99. Dette maa ſluttes heraf, at Asgerd havde en Datter ved Navn Ingerid, der allerede var gift for Guthorms Død c. 1415 (hun kaldes nemlig „Fru Ingerid“, Dipl. N. III. 631), og ſom ſenere optreder under Navnet Fru Ingerid Thorbjørnsdatter (ſee nedenfor), ſaa at hun altſaa hverken var Datter af Rolf eller af Guthorm.
  100. Guthorm nævnes i Brev af 19de Marts 1387, udſtedt paa Speiren, Eker, førſt blandt tre Mend, der bevidne et Jordekjøb; dette betegner ham idetmindſte ſom en meget anſeet Mand. (Dipl. N. V. 336).
  101. Eyſteins Regiſter, fol. 53. a. og fol. 55. b. Heraf ſees det ogſaa tydeligt, at „Rolf paa Berg“, ſom han paa ferſke Sted kaldes, og „Rolf Saulesſøn“, ſaa kaldes han paa det andet Sted, er een og ſamme Mand, og at det ei kan have været Guthorms Fader Rolf, der var den oprindelige Ejer af Kirkeberg, hvad Navnet i Haſt kunde friſte til at antage.
  102. Han nævnes allerførſt i denne Stilling 1371 (Dipl. N. V. 266), allerſidſt i 1389 (Dipl N. IV. 566). Da Haugs Sogn paa Eker laa til Erkepreſt-Embedet i Oslo, var Sognepreſten altid her kun er Vicarius.
  103. Eyſteins Regiſter fol. 53 a.
  104. Dipl. N. VI. (Brev af 1411).
  105. Dipl. N. V. 513.
  106. Dipl. N. III. 631. Her giver Huſtru Asgerd, altſaa ſom Enke, Vidnesbyrd om, hvad Gods de begge havde givet deres Datter og Datterbørn. Men formodentlig var Guthorm da ganſke nyligt død.
  107. Dipl. N. III. 638. Som Hirdmand overvar han ogſaa et Jordeſkiſte ſammen med Gaute Eriksſøn og Eiliv Thorgautsſøn i Tunsberg den 21de Juni 1400, Dipl. N. V. 399. I et Brev af 21de Auguſt 1401 kalder Svogeren Biſkop Eyſtein ham „ſin Ven“, og han indſegler foran en Chorsbroder og Sognepreſter. (Dipl. N. I. 595).
  108. Hun kjøbte den 30te Novbr. 1432 1 Mk. Bool i Vidanes i Syltebygden paa Eker af en Hallvard Thorgeirsſøn. Hendes Svigerſøn Thoralde Kane var med at bevidne Kjøbet. Dipl. N. II. 713.
  109. Rolf Guthormsſøn gav ifølge Eyſteins Reg. fol. 168. b nordre Stakkekjerr med Kvernefosſen og Fiſket under Sandebakte, ſamt Halvdelen af Bergsrud, alt i Svarteborgs Sogn, til Svarteborgs Kirke, ſin Faders Sjæl til Aartidehold. Dette er indtegnet omkring 1430.
  110. Dipl. N. III. 631. Sledavaag (nu Falkenſteen) var formodentlig Arvegods efter Asgerds Fader Aſlak, der ejede og en Tid beboede det nærliggende Skaanør, thi i Eyſteins Reg. fol. 48 a anføres, at Aſlak Steinarsſøn tilbyttede ſig l Øres Bool i Skaanør af Smule Kirke for ligeſaameget i Sledavaag.
  111. Eyſteins Reg. fol. 51, 53, 54.
  112. Vi finde ſiden hendes Søn Rolf Thoraldesſøn boſat paa Kirkeberg, Dipl. N. VI.
  113. Hun nævnes endnu i 1446 i Anledning af et Salg af Gaarden mest Sandſverv, foretaget af hendes Syſterſøn Rolf Thoraldesſøn Kane. Man ſkulde deraf formode, at hun ſelv boede enten paa Eker eller i Sandſverv. See Breve af 4de Juli, 20de September og 11te October 1446, i Dipl. N. VI.
  114. Dipl N. III. 477. 484. Thoralde Sigurdsſøn var, ſom det ſynes, førſt gift med en Ragnhild, for hvem han gav 2 Ørers Bool i Vaale til Vaale Kirke paa Veſtfold (Eyſteins Reg. fol. 48 b) dernæſt med Fru Adaliz Erlingsdatter og havde med hende Datteren Chriſtina, der var 4 Gange gift, Dipl. N. V. 948, jvfr. I. 588.
  115. See Brev af 19de Mai 1400, Dipl. N. III. 552. Dette Brev er en Anmodning fra en Magnus Esbjørnsſøn, for Øjeblikket naa Søndmøre, til en Jusſe Magnusſøn om at udføre flere Erender for ham, blandt andet at ſkaffe ham endeel Tommer, ligeſaa Erter og Bønner til Udſæd, ſamt ſende det „nordefter“ hvilket viſer, at Jusſe, der ogſaa havde et Erende til „Huusbonden Thoralde Kane“, levede ſøndenfjelds eller paa Øſtlandet.
  116. See D. Adelslexicon, 1ſte B. S. 277.
  117. Dipl. N. V. 382. I. 621.
  118. Dipl. N. IV. 790. Hans Sønner optrede her ſom voxne Arvinger, og han ſelv nævnes ſlet ikke.
  119. Man ſeer ſiden Gunnars Søn Thoralde og dennes Søn kjede eller ſelge Gods i Sandſverv, Lagardal, Skiringsſal, paa Neſet m. m. (Dipl. N. V. 514. I. 769. III. 770. I. 788).
  120. Saaledes angives det efter Slegtbogs-Antegnelſer i N. Samll. IV. 555, og da man ſeer, at Gunnars Sønner tage Arv efter den barnløſe Hr. Gaute, er Angivelſen højſt ſandſynlig.
  121. Eyſteins Reg. fol. 7 b.
  122. At Margrete paa Brynlaa var Enke, førend hun blev gift med Nikolas Galle, ſees deraf, at hun paa egen Haand bortſkjenkede Gods; thi da hun døde førend Nikolas, kan hun ej have bortgivet det i Egenſkab af hans Enke. At hun allerede da kaldtes „Huſtru Margrete paa Brynlaa“, viſer, at hun ejede denne Gaard før Giftermaalet med Nikolas, og at han erhvervede den ved at egte hende; det ſees desuden af Skiftebrevet, der her ſtrax nedenfor omtales.
  123. Dipl. N. I. 434. At Paal Gyrdsſøn maa have været en Søn af Gyrd Haakonsſøn, der nævnes blandt Hirdmend i Oslohered og paa Ringerike i 1358 (Dipl. N. II. 340), ſees deraf, at de havde Vaaben (et Fiſkehoved) fælles, ſee N. Samll. IV. S. 131. Hr. Gyrd Gyrdsſøn, der førte ſamme Vaaben, var ſaaledes hans Broder, ſaavelſom Andres Gyrdsſøn, (ſee S. 185). At hans Morbroder var Hr. Jon Thoraldesſøn, ſees af Dipl. N. III. 409.
  124. Eyſteins Regiſter, f. 38. b.
  125. Dipl. N. I. 434. Her anføres egentlig kun hvad der kom paa Nikolas’s Part af det endnu uſkiftede. Men desforuden have viſt Jorunn og Paal Gyrdsſøn faaet meget mere, og blandt det var vel de fire Mks. Bool i Heidreksholt (Heidsholt) i Hellen Sogn paa Grenland, ſom Paal overlod Lunde Kirke paa Grenland for 1 Mk. Bool i Hellesnes og 4 Laupers Land i Lund i Lundahered. Eyſteins Regiſter fol. 28. a. Thi Paal Gyrdsſøns Fædrenegods laa neppe paa denne Kant.
  126. Dipl. N. III. 477. 484. IV. 636.
  127. At han før ſin Død blev Ridder, ſees deraf, at hans Huſtru blev kaldet Fru „Ingebjørg“; altſaa oplevede han Ridder-Udnevnelſen 1397; men at han døde før 1399, ſluttes af, at Fru Ingebjørgs Gave til Tuneims Kirke for hans Sjæl er indtegnet i Eyſteins Regiſter ſidſt i 1398 eller førſt i 1399.
  128. Eyſteins Reg. fol. 48. b; indtegnet omkring 1405. Det tales imidlertid i ſamme Regiſter fol. 42. b ogſaa om en „Gamal Galle“, gift med Huſtru Ingebjørg, der ſkjenkede 2 Mk. Bool i Berg og 6 St. Bool i Hovland til Thjødlings Kirke; om dette er Nikolas Galle, der iſaafald plejede at kaldes „gamle Galle“, og om Gaven ſaaledes er ſkeet, førend han blev Ridder, eller om det er en eldre Galle, og da ſandſynligviis hans Fader, er uviſt. Det førſte er dog det rimeligſte. Naar man ſeer hen til, at Nikolas’s og Ingebjørgs Søn heed Erling, bliver det højſt ſandſynligt, at denne var opkaldt efter Ingebjørgs Fader, og at hun ſaaledes heed Fru Ingebjørg Erlingsdatter. Men da bliver det ogſaa rimeligt, at hun enten var den Datter af Erling Einarsſøn i Hildegarden, der blev gift 1380 (ſee ovenfor S. 160, 161), eller at hun var en Syſter af Hr. Gudbrand Erlingsſøn og den ſamme, der ſiden (100O) optraadte paa Eker ſom hans Arving. . (Dipl. N. II. 562). Formodentlig er dem ogſaa den Fru Ingebjørg Erlingsdatter, der noget før 1413 havde Ombud for Gimsø Kloſter i Nordland; Dipl. N. I. 639.
  129. I Eyſteins Reg. fol. 204. a ſiges der, at der blev ſkjenket et Beger til Kolbergs Kirke i Odensø for Haavard Galles Sjæl.
  130. Blandt andet kan anføres, at i een og ſamme Gaard, Vaale i Vaale Sogn paa Veſtfold, gav Gaule Eriksſøn 4 Ør. Bool, Fru Ingebjørg 2 Er. B. for Nikolas Galles og Sønnen Erlings Sjæl, Hr. Thoralde Sigurdsſøn 2 Er. B. for Roar Roarsſøns og ſin Kone Ragnhilds Sjæl, altſammen til Sognets Kirke. Eyſteins Reg. fol. 48 b. Ogſaa Aſlak Steinarsſøn gav ½ Laups Land i ſamme Gaard.
  131. See ovf. f. B. S. 3, 6. Thorgeir Simonsſøn var gift med Sigrid Bjørnsdatter og ejede Jordegods paa Follo (Dipl. N. III. 121).
  132. Dipl. N. III. 363. 364. V. 248. II. 383. IV. 490. II. 444. 448. III. 435. 478. IV. 526. III. 550. IV. 751. I. 616. II. 637. Eyſteins Reg. fol. 199.
  133. Dipl. N. I. 398. 405. Det førſte Brev er dateret den 26de Decbr. 1368 fra mener i Sandehered paa Grenland, hvor han ſaaledes allerede da opholdt ſig, et Tegn paa, at han hørte hjemme paa denne Kant. Det andet er dateret fra Gerpen.
  134. Navnet er nemlig ſammenſat af „Pors“ (der endnu voxer i Mængdeviis paa Sletterne og Myrene nedenfor Bjørnthveit) og „Grund“. Stedets Beliggenhed i Nærheden af Elvens Udløb i Frierfjord gjør det højſt ſandſynligt, at der fra gammel Tid har været en Bebyggelſe af Nauſt, Pakboder og Fiſkerhviler, der gav Stedet et bymesſigt Udſeende.
  135. Det ſeneſte Brev, hvori Bjørn omtales, er af 20de Juni 1385; her nævnes han ſom Sysſelmand, idet hans „Ombudsmand“ erklærer en Mand, der havde løbet bort med en Kvinde, „kvit og ledig“ paa Kongens Vegne. (Dipl. N. IV. 527).
  136. Eyſteins Reg. fol. 26 a, 37 a. Disſe Indtegnelſer ere ſkrevne ſidſt i 1398 eller førſt i 1399, og her omtales Huſtru Kun endnu ſom levende.
  137. Eyſteins Reg. fol. 30 a.
  138. Sammeſteds fol. 36 b.
  139. Dipl. N. IV. 775.
  140. Ogſaa den i det foregaaende oftere omtalte Thorkil Erngiſlesſøn Baarun førte en Baad i ſit Skjold, og deraf ſkulde man visſelig formode, at han og hans Broder Hr. Knut Erngiſlesſøn ligeledes hørte til den ſamme Ætt. Dog ſynes Thorkil ved Siden af Skjoldet eller over dette ogſaa at have ført et Hjerte i Seglet(Br. i ſv. Rigsarchiv, dat. 12te Decbr. 1374). Navnet Erngiſl havde de formodentlig alle efter Hr. Erngiſl Jonsſøn (Baat), hvis Arvinger baade Peter Jonsſøn, Jarlens Faderbroder, og Hr. Karl Neskonungsſøn, en Broder af Hr. Erngiſl Neskonungsſøn (Nat og Dag), i 1342 udtrykkeligt ſagde ſig at være, Dipl. Sv. 3617.
  141. See foregaaende Bind, S. 647, Not. 1, ſammenholdt med Brevet No. 20 (S. 34—36) i Styffes„Bidrag“. Her kaldes han i Texten „Johannes Hjerne“, medens hans Sigill, med ovennævnte Skjoldmerke, fører Overſkriften „S. Johannis Eringislezone“. Heraf, ſaavelſom af hvad der i det følgende anføres, fremgaar det, at det er en Fejltagelſe, naar det i N. Samll. III. S. 608—613, og IV. S. 544, antages, at Jon Erngiſlesſøn Hjerne er den ſamme ſom den norſke Ridder Hr. Jon Thoraldesſøn, der endog førte et ganſke andet Vaaben, nemlig Fiſkehovedet, ligeſom hans Syſterſønner Gyrdsſønnerne. Denne Fejltagelſe har igjen medført andre, iſær da hertil endnu kommer den, at Fru Margrete, Datter af Eiliv Eilivsſøn til Nauſtdal (ſ. o. S. 154), er antaget at være en Datter af en Eiliv Hjerne, der ſkulde have levet i det 14de Aarhundrede, paa Grund af en Paategning paa et Brev af 1335 (Dipl. N. II. 208), der dog førſt er ſkeet i Midten af det 15de Aarhundrede, i Anledning af en Proces, ſom den da levende Eiliv Jonsſøn Hjerne havde, og kun vedkommer denne.
  142. See foreg. Bind S. 711, 712, jvfr. Lappenbergs Sartorius, II. S. 500.
  143. See foregaaende Bind S. 748.
  144. Sammeſteds, S. 828.
  145. Sammeſteds, S. 837, 839, Not. 4.
  146. Begge Breve findes i det ſvenſke Rigsarchiv, det ene er udſtedt paa Aaſa (hvor?) den 1ſte Octbr. 1376, det andet, et Pantebrev til Thorgøt Nikolasſøn, paa Linderaas (hvor?) den 11te Decbr. 1387.
  147. See ovenfor, IV. Deels 2. B. S. 183, 219, hvor Chriſtine Alfsdatters Tilværelſe, følgelig ogſaa hendes Giftermaal med Rane Jonsſøn, betvivles. Men da denne Tvivl udtaltes, var det Brev, der omtaler Fru Chriſtina Nikolasdatters Nedſtammelſe fra Alf Jarl og Rane Jonsſøn, endnu ikke bekjendt; og Viſen, ſom omtaler hiint Egteſkab, har ſaaledes dog tilſidſt nok Ret. Formodentlig var Fru Chriſtina endog opkaldt efter Chriſtina Alfsdatter. Da Rane kom til Norge i 1287 og blev aflivet 1294, falder hans Giftermaal i Mellemtiden, og hans Børn kunne ej være fødte ſtort ſenere end det ſidſtnævnte Aar, medens Fru Chriſtina formodentlig neppe er født ſenere end 1360, da hun i 1387 optreder ſom ſelvſtændigt handlende og ej nævnes efter 1400. Mellem Ranes Giftermaal og Fru Chriſtinas Fødſel ligge ſaaledes omtrent tre Generationer, og hendes Fader Nikolas maa følgelig have været enten en Sønneſøn eller en Datterſøn af Rane Jonsſøn og Chriſtina Alfsdatter. Men hvo denne Nikolas har været, lader ſig ikke paapege. Man ſeer kun, at han maa have haſt Beſiddelſer i Ranrike, da det er tydeligt nok, at Fru Chriſtina, ej hendes Mand Jon Hjerne, var den egentlige Arving til og Ejer af disſe.
  148. Dette ſkete nemlig den 16de Juli 1387 (Dipl. N. IV. 539, jfr. Eyſteins Reg. fol. 119 b. 173. a.), og Hr. Jon Hjerne levede endnu i September 1389 ifølge et Brev i det ſvenſke Rigsarchiv. Man kan neppe antage, at hun i 1387 var Enke efter et tidligere Giftermaal, og førſt efter denne Tid blev gift med Hr. Jon, da denne døde allerede i 1390.
  149. Da Hr. Jon, ſom vi nys have ſeet, levede endnu i Septbr. 1389, men omtales ſom død i Novbr. 1390, maa hans Død være indtruffen noget tidligere i ſidſtnævnte Aar.
  150. Brev af 11te Novbr. 1390, Dipl. N. IV. 586. Merkelig er her Talemaaden „gjengive“, der endog ſynes at indeholde en Misbilligelſe af Alf Jarls Utlegd, ligeledes ſees det og, at allerede da det af Viſen bekjendte gaadefulde Navn „Milder Alf“, brugtes. Efter Brevets Bogſtavering ſkulde man næſten antage, at Dronningen egenhændigt havde ſkrevet det.
  151. Det maa nødvendigviis have beſtaaet deri, at hendes Fader Nikolas enten har egtet en Slegtning af det danſke Kongehuus, eller ſelv paa mødrene eller fedrene Side været beſlegtet dermed. Nærmeſt ligger det at antage, hvad Navnet Nikolas og de tidligere Forbindelſer mellem de Fredløſe, ſaavelſom Beliggenheden af Fru Chriſtinas Ejendomme beſtyrke, at Nikolas’s Fader eller Moder har nedſtammet fra Grev Jakob af Halland.
  152. Dipl. N. I. 870.
  153. Ogſaa Jønes Hjerne den yngre førte Baaden ſom Skjoldmerke, ſee N. Samll. III. 613.
  154. En gammel Slegt i Schleſien ſkal have hedet Michelsdorff, ſee N. Samll. III. S. 572.
  155. See foregaaende Bind, S. 819, 832.
  156. Dette vil fremgaa af hvad der ſtrax nedenfor omhandles. Naar Chriſtopher var en Broder af Otte, hvilket er viſt, og Otte igjen Faderbroder til Hr. Chriſtopher den yngre, der ikke kan have været Søn af nogen anden end Henrik, maa Chriſtopher den eldre følgelig have været Henriks Broder.
  157. Brev i det ſvenſke Rigsarchiv.
  158. Han nævnes blandt „Rigſens Raadgivere“ den 16de Febr. 1388, ſee Paludan-Müllers obss. critt. S. 105.
  159. Eyſteins Reg. fol. 203 b.
  160. Sammeſteds, fol. 199. 203.
  161. Sammeſteds, fol. 8. a.
  162. Dipl. N. V. 109.
  163. Vi have ſeet, at Hr. Ragnvald, efterat have været paa Orknøerne, blev begraven i Nidaroos Chriſtkirke, hvor han havde oprettet et eget Capitel. Dette tyder paa Beſiddelſer iſær i det Throndhjemſke, hvilke han dog kunde have erhvervet ved Giftermaal. Men Hr. Aſlak Ragnvaldsſøn, der visſelig maa have været hans Fader, hørte hjemme i det ſydlige Norge, da han ved 1308 var Sysſelmand i Skiduſyſla (Dipl. N. I. 116), og Aſlak Ragnvaldsſøn den yngre, Ragnvalds Søn, ſolgte i 1334 paa Nes (i Tuneims Sogn) Parter af Gaardene Thingvalle paa Naverſtad (Dipl. N. IV. 210), ligeſom ogſaa Eyſteins Regiſter viſer at baade Ragnvald og Aſlak have ejet Jordegods i Tuneims Sogn, ſiden de kunde blive Tuneims Kirke ſaa meget ſkyldige i Tiende. Andres Gyrdsſøn nævnes ſom anſeet Mand i Tuneim 1389, (Dipl. N. IV. 547), ſkyldte den føromtalte Gudbrand Erlingsſøn Penge i 1392 og udſtedte Gjeldsbrev derfor i Oslo (ſammeſteds II. 529), ejede ogſaa Jordegods paa Raumarike og Thotn (ſammeſteds IV. 612, 646), og afhendede i 1414 til Oslo Blſkopsſtol Halvdelen af Linøen i Tuneims Sogn (ſammeſteds V. 501). I 1406 ſtadfeſtede han ſin Moders Jordeſkifte med Hr. Geirmund Thorgeirsſøn om 13 Øres Bool i nordre og 12 i midtre Skardeberg, og den 2den Mai 1420 paa Audunſtad i Krakerøen, Borgeſysſel, formodentlig paa ſin Dødsſeng, bekræftede han dette Bytte for Geirmunds Sønner, tilbagekaldende en i Forglemmelſe gjort Gave deraf til Olafskloſtret i Tunsberg (Dipl. N. I. 607, 669). Andres Gyrdsſøns Moder, ſom her omtales, var maaſkee Huſtru Margrete paa Skardeberg, der nævnes i Eyſteins Reg. fol. 42.
  164. At Andres Gyrdsſøn var en Søn af Gyrd Haakonsſøn, bekræftes iſær deraf, at han førte ſamme Vaaben ſom denne og Hr. Gyrd Gyrdsſøn, nemlig Fiſkehovedet. Hans Huſtru heed, ſom det af Dipl. N. IV. 612 erfares, Aaſa Erlingsdatter. Ved Afhendelſen af halve Linøen til Biſkopen 1414 var ogſaa Hr. Gyrd Gyrdsſøn og Hr. Aſlak Petersſøn, der ligeledes ſynes at have hørt til Frændſkabet, Vidner (Dipl. N. V. 501), og i 1400 ſee vi Hr. Gyrd Gyrdsſøn, Otte Michelstorp og fire andre Mend, ſom valgte Dommere i en Sag mellem Hr. Alf Haraldsſøn og Hr. Aſlak Petersſøn, ſtadfeſte et eldre Skifte mellem Hr. Alf og Hr. Jon Thoraldesſøn, blandt hvis Arvinger Hr. Aſlak ſaaledes maa have været (Dipl. N. III. 550). I Eyſteins Reg. fol. 8 a ſiges der, at Andres Gyrdsſøn var Arving til 4 Dele og Hr. Chriſtopher til den femte Deel, ſaavel efter Hr. Ragnvald Aſlaksſøn, ſom Aſlak Ragnvaldsſøn. En Deel af Skardeberg tilhørte r. 1350 ogſaa Eivind Herleiksſøn, hvis Søn Herleik, død for 1377, efterlod Datteren Ragnhild, der blev gift med en Brand (Søn af Lagmand Thoralde Brandsſøn og maaſke Broder til Hr. Jon Thoraldesſøn), med hvem hun havde to Sønner, Eivind, der døde c. 1424 før hende, og gav ſin Frændkone Fru Sigrid Nikolasdatter (Galle) paa Brynlaa flere Ejendomme (Dipl. N. III. 286. 411. II. 311. 633. I. 682. 708. 710. Eyſteins Reg. fol. 41. 42). Endeel af Skardeberg tilhørte 1439 Rolf Kane, hvad der let forklares af Kanernes og Gallernes Frændſkab. Dipl. N. I. 769.
  165. Af Eyſteins Reg. fol. 199 og 203 ſees, at de Gaver, Hr. Chriſtopher ſkjenkede til Kirker, afhendedes af hans Farbroder Otte, hvilket viſer, at denne maae have overlevet og arvet ham. Forreſten ſees af det ovenomtalte Brev i det ſvenſke Rigsarchiv, at Chriſtopher den eldre efterlod en Søn ved Navn Henrik. Men om ham hører man intet i Norge.
  166. See N. Samll. III. S. 572, jvfr. 475.
  167. See foregaaende Bind S. 411, 412, 912—914.
  168. Dette ſynes umiskjendeligt at fremgaa af Brev af 20de September 1370 (Dipl. N. II. 411), hvor det heder, at Brynhild, Valthjov Baardsſøns Huſtru, anſaa ſig arveberettiget til det Gods, ſom Odd Hallesſøn havde kjøbt, og ſom hun nu arvede efter ſine Børn. At denne Brynhild er Huſtru Brynhild Sigurdsdatter, fremgaar deraf, at denne i 1353 gav Baard Valthjovsſøn (aabenbart hendes Stifſøn) Brudegave, da han egtede Odds Broderdatter Gyrid Guthormsdatter (Suhm XIII. S. 289). Det har været antaget (N. Samll. III. 624), at Brynhild havde været gift med Odds Broder Svein, men da dennes Datter Margrete endnu levede i 1384 (Dipl. N. II. 484), kunde Brynhild, hvis hun var Emne Enke, ikke allerede i 1370 have arvet Børnene. Brynhild var en Datter af Sigurd, Søn af en Hallvard Snjalle, der omtales 1304.
  169. Dipl. N. II. 411.
  170. Gaarden Gyltan i St. Peters Kirkeſogn tilhørte i 1308 en Arne Lang (Dipl. N. I. 101.) Halvdelen deraf kjøbte Hallſtein Baardsſøn i 1367 af Bjarne Sveinsſøn (Dipl. N. II. 392, 424), og den tilfaldt ſiden Kong Haakon, men ſkjenkedes af denne 1376 til Hallſteins Datter Thurids Børn (Dipl. N. I. 436), hvorpaa Botulf i 1383 kjøbte den af Thurid og hendes anden Mand Jon Eriksſøn, (ſammeſteds I. 481, 483), men Betalingen blev ej fuldt erlagt førend i 1401, lenge efter Botulfs Død (Dipl. N. III. 560).
  171. Dipl. N. I. 488.
  172. Dipl. N. II. 484. 499. 528. 531.
  173. Dipl. N. I. 515.
  174. Jørund var i 1385 tilligemed Lagmanden i Ryfylke Vidner ved Hr. Agmunds Gavebrev til ſin Huſtru (Dipl. N. I. 493). Han nævnes ſom Sysſelmand paa Vors i 1376, men i 1378 nævnes Provſt Vinalde udtrykkeligt i denne Egenſkab (Dipl. N. II. 454), og hans Efterfølger Arnbjørn Sunulfsſøn ſynes ligeledes at have haft en Sysſelmands Rettighed (Dipl. N. I. 572). Jørund Arnesſøn var gift med Gyrid Hallbjørnsdatter paa Onareim i Søndhordeland, der levede her endnu i 1410 (Dipl. N. II. 442. 576. 611.
  175. Dipl. N. V. 296.
  176. Dipl. N. II. 442, V. 298.
  177. Dipl. N. II. 453.
  178. Dipl. N. II. 466.
  179. Dipl. N. I. 580, 631.
  180. Dipl. N. V. 419. II. 571.
  181. Hun nævnes ikke efter dette Aar, Dipl. N. II. 611. Af dette Brev ſamt flere andre (navnlig II. 571, 576), ſees at der mellem Aaſa og Jorund Arnesſøns Enke Gyrid var et meget indviklet Mellemværende.
  182. See foregaaende Bind S. 866. Joſeph afleſte i Gunnar Hjarandesſøn ſom Lagmand, hvilken i 1361 beklædte dette Embede, hvor vi atter finde ham i 1366. Men Joſeph ſynes ogſaa i 1361 at have været Lensmand eller Sysſelmands-Ombudsmand i Sogn, ſee Dipl. N. I. 370. Af Brevene Dipl. N. I. 348 og II. 357 ſees det, at han ogſaa havde Beſiddelſer i Haddingdal (Sunren i Aalls Sogn), og at hans Huſtru heed Aaſa. Joſeph var igjen Søn af Karlshoved i Kaupangr, der nævnes ſom Hirdmand omkring 1320, ſee forr. B. S. 410, 411.
  183. Af Aslak Bolts Jordebog S. 108 ſees det, at Huſtru Brynhild Joſephsdatter og Holte Jonsſøn ſolgte hele Ænes i Søndhordeland, Halvdelen hver, til Erkeſtolen; ligeledes viſer Dipl. N. III. 481, at hun i 1388, under et Ophold i Bergen, ſolgte til den ovenomtalte Peter Nikolasſøn 13 Markebol i Sosſen, Fiſkheim, Eik og Røyſen, alt paa Eker. Denne Holte Jonsſøn, ſom her nævnes, var formodentlig en Sønneſøn af Hirdmanden sjette Gunnarsſøn, der levede omkring 1360, og ſtod i et nøjere Forhold til Hr. Sigurd Hafthorsſøn (ſee forr. B. S. 867, 868). Holte Gunnarsſøn var formodentlig Fader til Jon og Gunnar Holtesſønner der nævnes paa Raumarike ved 1391 (Dipl. N. IV. 588), og ſom begge havde hver ſin Søn ved Navn Holte, altſaa Holte Jonsſøn og Holte Gunnarsſøn den Yngre. Muligt, at Huſtru Brynhild har været gift med Jon Holtesſøn, og ſaaledes Moder til Holte Jonsſøn. Uſandſynligt er det ikke, at denne Ætt ſtammede fra den Jon Holtesſøn, ſom Hr. Anders Hugleiksſøn arvede 1279, ſee Dipl. N. II. 19, ſ. o. IV. B. 2. B. S. 351.
  184. See Diarium Vazstenense Scr. R. Sv. I. S. 103.
  185. Dipl. N. I. 515, II. 518.
  186. Diar. Vazst l. c.
  187. See ogſaa N. Samll. III. S. 583—627., hvor udførligere Efterretninger om denne Ætt er ſamlet.