Det norske Folks Historie/8/15

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 190-215).

Det var de her nævnte Familier, saavelsom flere andre af samme Anseelse og Stilling i Samfundet, men som det her vilde blive for vidtløftigt særligen at berøre – .hvis Medlemmer fornemmelig afgav det Personale, hvoraf de daværende Embedsmend, Sysselmendene og deres Ombudsmend, samt Lagmendene, udvalgtes. Imidlertid synes det dog, som om Lagmends-Embederne nu noget mere end Sysselmendsposterne have staaet aabne for Mend, der var af ringere Herkomst, eller ikke strengt taget.hørte til den Klasse af Hirdmends-Ætter, som i de Tider hos os kunde kaldes, om just ikke egentlig en Adel, saa dog idetmindste en Nobilitet i den Forstand, hvori dette Ord toges i den romerske Republiks Velmagtsdage. Legger man Merke til Lagmendenes Navne og borgerlige Stilling overhoved, da vil man endog i de fleste Tilfelde, der forekomme i dette sildigere Tidsrum, have Vanskelighed ved at paavise noget Slegtskab mellem dem og de nys omhandlede Hirdmends-Ætter, ligesom det nu heller ikke længer, som tidligere^[1], i de fleste Tilfælde synes at være Regelen, eller endog kan godtgjøres, at Lagmendene vare haandgangne Mend, hvor anseede de forresten kunne have været. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at man ved Besættelsen af Lagmands-Embederne, der nødvendigviis fordrede en vis Grad af Lov-Kundskab, ikke saa godt kunde tage Hensyn til Byrd og Familieforbindelser, som ved Overdragelsen af Syslerne, hvorved ingen andre Qvalificationer udfordredes, end saadanne, som vare uadskillelige fra enhver Mand af Stand i hine Tider. Men denne Omstændighed, der saaledes aabnede Manden af ringere Stand eller Herkomst Adgangen til indflydelsesrige Embeder, der tildeels endog var stengt for de mere Højbyrdige, naar de ikke besad de fornødne Kundskaber, havde ogsaa her den samme Følge som paa de fleste Steder, hvor der findes et Slags Aristokratie, at Embedet selv, istedetfor at tiltage saa meget mere i Anseelse, som det forudsatte Talenter og Kundskaber hos Ihændehaveren, tvertimod sank saa meget lavere i Aristokraternes Øjne, som det ikke udelukkende kunde forbeholdes Aristokratiet, men maatte søge sin Mand uden Hensyn til Byrd og Connexioner, og vel endog i de fleste Tilfælde blandt de forholdsviis ringere Samfundsklasser. Dette falder strax i Øjnene, naar man enkeltviis forfølger Lagmendenes Livsbaner paa denne Tid, saavidt det lader sig gjøre, og det er endog merkverdigt at iagttage, hvor langt anseeligere den Stilling var, som Lagmendene indtog i Aarhundredets første Halvdeel, end den, som de syntes at have indtaget i det Tidsrum, vi her have for os. I Kong Erik og Haakon Magnussøns Tid opnaaede om ikke alle, saa dog mange eller endog de fleste Lagmend Ridderverdigheden, bleve Medlemmer af Raadet, og hørte aabenbart til Aristokratiet, f. Ex. Hr. Sigurd paa Aga, Hr. Hauk Erlendssøn, Hr. Guthorm Kolbjørnssøn, Hr. Eindride Simonssøn o. Fl. Men af de Mend, der i Tiden ved Kong Olafs Thronbestigelse beklædte Lagmands-Embederne, finde vi faa eller ingen, der enten var Ridder, eller endog haandgangne Mend, endsige Raadsmedlemmer, ligesom vi og, som sagt, neppe engang kunne paavise noget Frændskab mellem Lagmendene og Hirdmends-Ætterne. Lagmand i Oslo var endnu i Marts 1830 Guthorm Gudbrandssøn^[2], der kort efter afløstes af Thorbjørn Asgrimssøn, Brodersøn af en Eiliv Skenke. Thorbjørn omtales som svoren Lagrettesmand i Oslo 1375 og 1378^[3], og som Lagmand allerførst i 1383, paa sit Yderste i 1389^[4]. Man finder intet Tegn til: at nogen af disse to Mend endog vare haandgangne Mend; hvad Thorbjørn angaaer, da var det endog vist, at han ej havde denne Rang, da han i et Brev, hvor han omtales som en af Parterne, ej faar Titlen „ærlig Mand“ eller „hederlig Mand“, hvilken paa den Tid altid anvendes om de haandgangne Mend^[5]. Heller ikke lader det sig paapege, at de vare beslegtede eller besvogrede med nogen af de føromtalte, anseede Ætter. Og dog var de vistnok baade rige og anseede. Guthorm beklædte sit vigtige Embede i henved 30 Aar; han gav ikke ubetydelige Gaver saavel til Mariekirken for sin Datter Sigrids Gravsted, som til Biskopsstolen, formodentlig for ham selv^[6]. Thorbjørn ejede en Deel af Hjalparegaarden i Oslo, som han bebyggede efter Branden, og af hans Testament, som vi endnu have, sees det, at han skjenkede Domkirken og Clemenskirken i Oslo meget Jordegods i Bergheimshered, hvor han altsaa var en betydelig Godsbesidder^[7]. Da Thorbjørn Asgrimssøn gjorde sit Testament, var han ej længer Lagmand og kaldte heller ikke sig selv saaledes; hans Sygdom og Svaghed havde vel nødsaget ham til at frasige sig Embedet, thi hans Efterfølger, Harald Kolbjørnssøn, nævnes allerede som Lagmand den 4de Februar 1389^[8]. Denne Mand, der forblev i Embedet til Tiden omkring 1409^[9], var upaatvivleligt en Søn af den forhen omtalte Kolbjørn Hermundssøn og Gyrid Haraldsdatter paa Thumn, og saaledes vistnok beslegtet baade med Bolterne og Stumperne, men alligevel er der ikke Spor af, at han nogensinde blev optagen i Raadet, om han end maaskee kan have været haandgangen Mand, hvad der dog ingensinde med Sikkerhed kan sees^[10].

Lagmand paa Oplandene var, idetmindste i 1834, Finnboge Thoressøn, der ogsaa var i Embedet 1393^[11],. og som synes at have haft Eiendomme paa Hadeland^[12], men om hvem intet forresten vides^[13]. Tunsbergs Lagmand var fra 1365 til hen i eller efter 1380 den føromtalte Berg Hermundssøn, Søn af Hermund Bergssøn Klerk. Han idetmindste var haandgangen Mand, thi hans Hustru Ingerid, der tilligemed ham blev begraven i Glymeima (Gleminge) Kirke ved Sarpsborg, kaldes „Hustru Ingerid^[14]“. Det synes ogsaa, som om han, førend han blev Lagmand, udførte en Sysselmands Forretninger i øvre Thelemarken, da han havde en Ombudsmand der i 1358 til at optage Forhør; maaskee han da bestyrkede Syslen i Orm Eysteinssøns Navn, og i saa Fald har han vist været haandgangen Mand. Ellers maa han have haft hjemme i Borgesyssel, da han ej alene blev begraven ved Glymheim Kirke, men ogsaa var tiendepligtig til Rode Kirke^[15]. Bergs Eftermand var maaskee Brand Gunnarssøn, der dog ikke nævnes som Lagmand førend i 1390. Embedet beholdt han til hen i 1395, da han afløstes af Jon Karlssøn, dog seer det ud til, at han levede nogen Tid længer. Ogsaa Brand synes at have været haandgangen Mand; han havde formodentlig hjemme i Nærheden af Tunsberg eller Skiringssal, og usandsynligt er det derfor ej, at han har været gift med den føromtalte Hustru Ragnhild Herleiksdatter paa Skardaberg, Eivind Brandssøns Moder, og nærbeslegtet med Kanerne^[16]. Hvo der efterfulgte Sigurd Gyrdssøn som Lagmand i Skien, vides ikke. Som Lagmand nevnes han udtrykkelig for sidste Gang i 1373; men endnu i 1378 udstedte han tilligemed en anden Mand et Vidnesbyrd om en Salgsindgaaelse fra Gaarden Gerpen i Nærheden af Kirken, der sorte samme Navn; da nu denne Gaard lige indtil Lagmands-Embedernes Ophævelse i 1797 var Embedsgaard for Skiens Lagmand, er der højst sandsynligt, at Sigurd ogsaa nu beboede den og udstedede Breve derfra i denne Egenskab^[17]. Der nevnes nu ikke nogen Lagmand i Skien førend Harald Haakonssøn i 1395, om hvem intet forresten vides, uden at han beklædte Embedet indtil efter 1407, da han sidste Gang nevnes^[18]. Om han umiddelbart afløste Sigurd Gyrdssøn, eller der var nogen imellem dem, har hidtil ikke kunnet udfindes. Ingen af disse tvende Mend synes at have hørt til de fornemmere Ætter^[19].

I Viken eller Ranafylke nævnes ved disse Tider som Lagmand den føromtale Thoralde Steinbjørnssøn, idet hans Eftermand, Sæmund Thorgilssøn, der allerførst nævnes i Embedet 1391, bekrefter en af ham afsagt Orskurd^[20]. Altsaa maa Thoralde have været Lagmand før dette Aar, men naar, og nøjagtigt til hvilken Tid, vides ej. Sæmund beklædte Embedet til langt ind i det følgende Aarhundrede.

I Ryfylke (d. e. Agvaldsnes Thinglag, hvortil ogsaa Agder hørte, nævnes der ingen Lagmand mellem Thorleif Gudmundssøn, der forekommer i et Par Breve fra 1362, og Haavard Sigurdssøn, der nævnes allerførst i Februar 1383^[21]. Haavard har da sandsynligviis allerede længe været i Embedet, da han allerede i Februar 1385 havde faaet en Eftermand i Ivar Sveinssøn, der forestod Embedet til efter 1388, da han afløstes af Thorbjørn Thoraldessøn, som forblev i Embedet til noget efter Aarhundredets Slutning^[22]. Ingen af disse Mænd ere forøvrigt bekjendte eller synes at have hørt til de fornemmere Slegter. Det samme synes ogsaa at have været Tilfældet saavel med Gunnar Hjarandessøn, der var Bergens og Gulathings Lagmand i den lange Tid fra 1361 og 1366 (see forr. B. S. 866) indtil henimod 1380^[23], som med hans Eftermand i begge Embeder, Jon Aslakssøn, der nævnes allerførst i 1382^[24] og i October 1386 var afløst af Arnulf Gunnarssøn^[25]. Hvorledes det forholdt sig med Frostathinget og Nidaroos Stads Lagmands-Embeder, om ogsaa disse nu vare forenede, som Bergens og Gulathings, eller adskilte, vides ikke; næsten lige fra Mandedødens Tid og indtil Aarhundredets Udgang nævnes kun een Lagmand i Nidaroos, Jardar Erlingssøn i 1382, og ingen for Frostathing. Heller ikke kjendes nogen anden Lagmand paa Haalogaland i Tiden mellem 1356 og 1400, end Jon Thorgilssøn i 1388 og 1389, maaskee den samme, der egentlig hører til Throndstad-Ætten og en Tid ejede søndre Thumn^[26]. I Jemteland nævnes efter Besse Bergthorssøn, der forekommer i 1352, ingen førend Thorfinn, der beklædte Embedet i 1365 og 1376, og dernæst en Sveinung Thordssøn, der forekommer i Breve mellem 1391 og 1406^[27]. Thorfinn synes at have hørt hjemme i Borgesyssel, hvor han ejede Jordegods i Bergs Sogn^[28].

Af alt dette faar man et temmelig bestemt Indtryk af, at Lagmands-Embedet, saa hederligt og anseet det end i sig selv kunde være, dog ikke længer regnedes blandt de fornemste Embeder i Landet, eller betragtedes som særskilt forbeholdt de aristokratiske Ætter. Det dannede neppe engang det første Skridt paa Embedsbanen for den hidtil lidet bekjendte, men fremadstræbende Mand af ringere Herkomst, der søgte at arbeide sig op til Rigets højeste Verdigheder; thi hertil var det først og fremst nødvendigt at være haandgangen Mand eller Væbner, som det nu ogsaa hyppigt kaldes, og selv denne Rang opnaaedes nu, som vi have seet, kun sjelden af Lagmændene, om de end nok saa længe forblev i Embedet; og opnaaede de den, var det snarere paa Grund af deres Stilling og Familieforhold forøvrigt, end som Løn for langvarig og hederlig Embedsførsel. Sagen var den, at Forberedelsen til Lagmands-Embedet allerede fra Begyndelsen af stillede den, der søgte at gjøre sig skikket dertil, under ganske andre Livsvilkaar, end den, der ved Hirdtjeneste søgte at erhverve Sysler, blive Hirdstjorer, Raadsherrer o. s. v. Hiin Forberedelse maatte være mere klerkemessig, idet den vordende Lagmand ganske vist maatte lære til Fuldkommenhed at skrive og omgaaes med Bøger, maaskee endog noget Latin for at forstaa sig lidt paa den kanoniske Ret; og disse Kundskaber erhvervede han da vel i Regelen paa en anden Lagmands Skriverstue eller Contoir, som hans Skriverdreng eller„ Klerk^[29]“, siden som hans Ombudsmand eller Fuldmegtig, indtil han var ganske udlært og kunde overtage et selvstændigt Lagmands-Embede. Men denne Forberedelse var i det Væsentlige, hvad man nu vilde kalde civil, og hvilken man i de Tider næsten betragtede som halvgeistlig, medens derimod den Bane, som de, der attraaede Sysler m. m. betraadte, nu mere end forhen var afgjort militær. De vordende Sysselmend maatte begynde med Hoftjenesten og væsentligt forberede sig dertil ved at erhverve Vaabenferdighed. Var end Skikkene ved Hoffet nu vistnok betydeligt forandrede fra hvad de var paa den Tid, da Hirdskraaen blev given, og lempede efter hvad der var brugeligt ved andre, idetmindste de svenske eller danske Hoffer, saa var dog Hirdskraaens Hovedbestemmelser endnu fuldkomment gjeldende, og den deri antydede Bane for de unge højbyrdige Mend fremdeles den, de havde at betræde for at naa de højeste Verdigheder i Riget. Hvorvidt der endnu skjelnedes mellem Kjertesvend, Gester og virkelige Hirdmend, er vanskeligt at sige: man kan af de forhaandenværende Breve ej see det, og det lader næsten til, at man nu kun brugte tre Grader, nemlig a) begyndende haandgangne Mend, der endnu ikke vare blevne virkelige Hirdmend; b) Hirdmend, der stode nærmest for Haanden til at kunne blive Riddere, og saaledes indtoge den samme Stilling, som de saakaldte Svener, Riddersvene, Knaper, Riddermendsmend, Væbnere, eller Mend „aa Vaaben“, indtoge i Sverige og Danmark, hvorfor de ogsaa nu sædvanligviis kaldte sig „aa Vaaben“, paa Latin „armigeri^[30]“; og endelig c) Riddere, der, som vi have seet, oprindeligt kaldes Skutelsveiner. Man seer ogsaa af de Breve, der ere tilbage fra hine Tider, at Titelen „Herre“ fremdeles var forbeholdt Ridderne, der ogsaa ved Siden deraf stundom i Omtale kaldtes „velborne Mend“, og hvis Hustruer ligeledes stedse kaldtes „Fruer“, ligesom Hirdmendenes eller Væbnernes altid kaldtes „Hustru N. N.“; derhos vise en Mængde Exempler, at allerede Hirdmendene eller Væbnerne sædvanligviis kaldtes „ærlig Mand N. N.“ eller „hederlig Mand N. N.“: en Titel, der ej synes at være bleven nogen haandgangen Mand til Deel, førend han kunde kalde sig á vápn^[31]. Men fordi om disse Benævnelser nu var blevne mere brugelige, end de eldre, der opstilles i Hirdskraa, er det derfor ikke sagt, at dennes Bestemmelser ikke efter Bogstaven fulgtes. Det er saaledes ej alene muligt, men endog højst sandsynligt, at Kongerne fremdeles paa de i Hirdskraaen foreskrevne Maader har udnævnt Kertesveiner, Gester, Hirdmend og Riddere, men at man kun i daglig Tale havde ophørt at skjelne mellem andre Grader end de nysnævnte tre, „Ikkehirdmend“, Hirdmend eller Væbnere, og Riddere. Alle disse tilsammen udgjorde saaledes hvad man nu vilde kalde den egentlige Militærstand, og af denne valgtes nu saagodtsom udelukkende Sysselmendene og Hirdstjorerne, altsaa de højere Befalingsmend; thi det kan alene betragtes som Undtagelser, at enkelte Sysler vare overdragne til Geistlige, f. Ex. Syslen paa Follo til Provsten ved Mariekirken i Oslo, og selv denne lod dog de egentlige Sysselforretninger udføre ved verdslige Ombudsmend, der vistnok vare ligesaa militære som nogen af de øvrige Sysselmend eller Undersysselmend. At Sysselmendenes Embeder, uagtet de omfattede Civil-Bestyrelsen, dog væsentligst havde en militær Charakter, ligger i Sagens Natur og den Maade, hvorpaa Bestyrelsen skete i Kongens Navn, endog der, hvor det egentlige Feudalvæsen ikke herskede. Civil- og Militær-Bestyrelfe vare i de Tider uadskillelige. Sysselmanden repræsenterede Kongens Person i sit District, paa den dømmende Myndighed nær, altsaa var netop den militære og den executiv-civile forbeholdt ham, og selv den sidste kunde i de Tider, da alle voxne Læg-Mend bare Vaaben eller havde Ret til at bære dem, ikke godt haandhæves uden paa militær Viis; naar Domme skulde udføres, Udaadsmend opsøges og fordrives, Skat inddrives o. s. v., saa maatte det i denne Tid altid skee ved væbnede Tjenere; idetmindste faldt det neppe Nogen ind at udføre saadanne Hverv uden at være bevæbnet og omgiven af et bevæbnet Følge. En endnu mere afgjort militær Charakteer fik Sysselmands-Embederne ved de af os tidligere omtalte Bestemmelser, vedtagne paa Hirdmøderne i Tunsberg og Bergen 1273, hvorved Sysselmendene forpligtedes til i Krigstid at holde hver et vist Antal væbnede Mend, en Forpligtelse som da tillige paalagdes Lendermendene og alle Veitslemend, og som maa være vedbleven for disse sidste, efterat Lendermandsverdigheden var bleven afskaffet. For den unge Mand, der vilde begynde sin Bane som Kriger og vordende Militær- og Civil-Befalingsmand, var det derfor vistnok (naar han ikke var saa højbyrdig og megtig, at han strax kunde blive optagen blandt Kongens Hirdmend og faa en Syssel) det al-mindelige, at han sluttede sig til en eller anden fornem Mand, der holdt væbnede Tjenere, i Regelen vel en Sysselmand, og gik i hans Tjeneste som „Hofmand“ eller „Hovmand“. Saaledes kaldte man allerede i den Tid slige Tjenere hos Befalingsmendene, der udførte deres Erender, indkrævede Skat, o. s. v., og Benævnelsen vedblev siden indtil langt ned i Tiden og ophørte neppe, førend efter den saakaldte Souverainetets Indførelse i 1660^[32], da Bestyrelsen, der indtil da væsentligen havde været ført paa den gamle Viis, blev sat paa en ganske anden Fod. At tage Tjeneste paa denne Maade kaldtes ligeledes „at gaa i Hovgaard“. Vel var nu Forfremmelsen paa denne Bane upaatvivleligt meget afhængig af Byrd og Familieforbindelser, og for den Ringe og Ubemidlede var det neppe let at stige højt, men Udsigten dertil var dog ikke ganske lukket; Dygtighed, Mandighed og heldige Omstændigheder kunde dog altid hjelpe En frem, og saaledes var det naturligt, at alle de ærgjerrige unge Mend, der attraaede Titler, Magt og Anseelse, flokkedes om at „gaa i Hovgaard“ for dermed at begynde sin Bane. Dette seer man tydeligt nok af den allerede ovenfor berørte Art. 8 i den store Retterbod af Kong Haakon, der sandsynligviis vedtoges om Sommeren 1380 (s. ovf. S. 87–88). Det heder her udtrykkeligt: „Ikke ville vi heller, at Biskoper, Riddere eller andre vore Mend tage Arbeidsmend eller Lejedrenge i Hovgaard, uden til virkeligt Arbeide og saadan Bedrift, som de ere opfødte med; men Enhver, der løber fra Bønder eller Prester, skal refses af Sysselmand, eftersom Loven og vore Forfedres saavelsom vor egen Bestemmelse tilsiger“. Heraf seer man tydeligt, at unge Mend, endog af ringere Stand, som vare opfødte ved almindeligt Gaardarbeide paa Landet og ellers plejede at gaae i Tjeneste hos Bønder eller Prester som Gaardsfarte eller Arbeidsmend, nu ofte af Ærgjerrighed og Forfengelighed slog Vrag paa denne beskednere Stilling og gik til dem, der holdt Hovmend, for at antages blandt disse, ej til det Arbejde, de før havde udført, men til Hovmandstjeneste. At Biskoperne her nævnes blandt dem, der havde “Hovgaard“, kommer deraf, at de, som bekjendt, vare berettigede til at holde haandgangne Mend, tidligere endog Skutelsveiner, foruden at vistnok ogsaa de fleste Biskoper havde Sysler, som personligt var dem overladte^[33]. Ved Ridderne ung andre vore Mend“ forstaaes her aabenbart nærmest Sysselmendene, da det kan ansees som givet, at enhver Ridder var Sysselmand, foruden de Væbnere, der ogsaa fik Sysler. Ærgjerrigheden hos de unge Folk og deres Tilstrømning til Hovgaardene maa have været uforholdsmessig stor og utilbørlig, siden man maatte skride ind derimod med et udtrykkeligt Forbud. I denne Tjeneste erhvervede nu de unge „Hovmend“ den nødvendige Øvelse i Vaaben og i de almindeligst forefaldende Forretninger. De kunde da formodentlig i alle Fald stige til at blive Sysselmendenes Lensmend, det vil sige deres Undersysselmend eller Fuldmegtige i de mindre Districter, og hvilke efter Retterbødernes udtrykkelige Bestemmelse ikke uden Bøndernes eget Samtykke maatte være haandgangne Mend, da de ellers let kunde misbruge sin Magt til at undertrykke Almuen, men skulde i Regelen være indfødte Bønder af Bygdelaget^[34]. Denne Bestemmelse blev dog i Tidens Løb neppe omhyggeligt overholdt, og i alle Fald kunde det ej være saa vanskeligt at erhverve Bøndernes Samtykke, thi vist er det, at der omtales flere Lensmend, der tillige synes at have været haandgangne. Dette var idetmindste Tilfeldet med de saakaldte Ombudsmend for Hirdstjorer eller Befalingsmend, der ikke selv kunde bestyre Syslerne; saadanne Ombudsmend vare i sig selv virkelige Sysselmend i Alt uden Navnet^[35]. Lang og tro Hovmandstjeneste og Dygtighed, eller Gunst og Beskyttelse, eller anseet Byrd banede vel omsider, paa Sysselmandens Anbefaling, Vejen til den umiddelbare kongelige Tjeneste, det vil sige til at blive haandgangen Mand, medens det forstaar sig, at Medlemmerne af de fornemste og rigeste Ætter neppe behøvede denne Forberedelse, men strax enten i Navn eller i Virkelighed bleve Kongens Mend og forfremmedes hurtigt til højere Verdigheder. De haandgangne Mend, fordeelte over hele Riget, og vel fordetmeste endog begunstigede med mindre Veitsler eller Forleninger af Krongods, vare forpligtede til-at yde Sysselmendene al den Haandrekning, de behøvede, og med dem at vaage over Landets indre og ydre Sikkerhed; de af dem, som havde Veitsler, vare ogsaa forpligtede til at stille væbnede Mend i Krigstid, og saaledes have vel ogsaa de fleste af dem holdt „Hovgaard“ i en mere indskrænket Maalestok. Deres fremdeles stedfindende Forpligtelse til at indfinde sig hos Kongen i Krigstid efter Tilsigelse sees tydeligt nok af Kong Haakons Opbud til Sogningerne i Marts 1380 (s. o. S. 82). „Vi byde“, heder det her, „alle vore Tjenere, haandgangne Mend og Herresvene iblandt Eder, og hvem det forresten tilkommer, at være rede med sine Vaaben og komme syd til Landsenden til os til Rigets Vern uden Ophold“. Man kan, som det ovenfor er yttret, vistnok temmelig trygt antage, at de mest anseede og formuende Bønder i enhver Bygd senere eller tidligere vare optagne blandt de haandgangne Mend. En længere eller kortere Tjenestetid som saadan aabnede Vejen til at blive virkelig Hirdmand eller Væbner, og saavidt man kan see, maatte man nødvendigviis have opnaaet denne Grad for at kunne blive Sysselmand eller Medlem af Raadet. I det mindste nævnes aldrig nogen Sysselmand eller Raadsherre, der ikke tidligere var Svein eller „Armiger“. Derimod var Ridderverdigheden ikke hertil nødvendig, og stundom kunde den vel endog være vanskelig at opnaa, forsaavidt som det lader til, at den nu ikke meddeeltes uden ved større Højtideligheder og af en virkelig kronet Konge, thi vist er det, – som det og idet følgende vil sees, – at ingen Ridder blev udnævnt i Norge fra Kong Haakons Død og indtil Kong Olafs Eftermand var kronet i 1397^[36]. Paa den her antydede Viis var det nu vel altid muligt for Mend af ringe Herkomst, men med Dygtighed og kraftig Vilje, at arbeide sig op til de højere Verdigheder, men det ligger i Sagens Natur, at det havde sine store Vanskeligheder, og at det fornemmeligt kom an paa at høre til en af de Ætter, der nu engang plejede at betragtes som de mere anseede, og hvilke ligesaavel her i Norge dannede et Slegts-Aristokratie, som Frelsemendene i Sverige, om de end ikke kunde opvise saa bestemte Adkomster dertil, som disse; ja de kaldtes endog idetmindste i Pavebreve altid „nobiles“ d. e. Adelsmend. De indtog overhovedet i Samfundet aldeles den samme Stilling, som de danske og svenske Adelsmend, og førte ligesom disse faste, arvelige Skjoldemerker. Foreningen først med Sverige, siden med Danmark, bidrog naturligviis end mere til at stille deres Ætter paa lige Fod med disse Landes Adelsslegter^[37].

Den væsentlige Forskjel med Hensyn til Sysselmendenes og Lagmendenes Stilling i Samfundet var altsaa nu ej alene den, at hine vare militære, disse civile, men ogsaa den, at de første hørte til Aristokratiet og Nobiliteten, de sidste ikke. Men Foreningen og den nærmere Berørelse med begge Nabolandene havde frembragt endnu en Forandring i Sysselmendenes Stilling i Lighed med hvad der hyppigst eller vel endog i Regelen fandt Sted i disse, nemlig at Sysselmendene nu bleve forlenede med Syslerne, saaledes at de alene svarede Kronen en vis Afgift, imod at beholde de øvrige Indtegter, eller at det tillodes dem at beholde, uden Regnskab, visse bestemte Indtegter, som Vaar eller Høst-Ledingen, eller Sagøren af de ringere Forbrydelser, e. a. d., imod at aflevere Regnskab for det Øvrige. Og dette ledede da igjen til, hvad der var saa almindeligt i Sverige og Danmark med de saakaldte Lehn, at den, der blev Sysselmand, fik Syslen forlenet som Pant for en eller anden Fordring paa Kronen. I Sverige og Danmark var denne Fremgangsmaade allerede i længere Tid saaatsige bragt i formeligt System. Lehnene med de dertil hørende Borge, eller omvendt Borgene med de dertil liggende Lehn eller Fogderier bleve, som det lader til, i hele Aarhundredets Løb sjelden eller aldrig overdragne til nogen Befalingsmand, uden imod at han enten betalte eller overtog at betale en Sum, som da naturligviis skulde godtgjøres ham, naar han igjen gav Slip paa Forleningen, forsaavidt ikke Indtegterne af denne betragtedes som Afdrag. Han fik saaledes selv en virkelig Panteret, som ikke ved et eensidigt Magtsprog af Lehnsherren kunde berøves ham, men som endog gik over til hans Arvinger, indtil Summen var betalt, enten ligefrem af Lehnsherren, eller gradviis ved de aarlige Indtegter, naar disse betragtedes som Afdrag, hvilket undertiden udtrykkeligt betingedes, undertiden ikke^[38]. Men uagtet Lehnsherren saaledes herved paa en vis Maade midlertidigt fraskrev sig sin Ret til at befatte sig med Lehnet, og Panthaveren endog var berettiget til at modstaa ethvert Forsøg fra hans Side paa at sette sig i utilbørlig Besiddelse deraf med væbnet Haand, ophørte derfor ikke hans Forpligtelse til at tjene Lehnsherren i Krig med det bestemte Antal Mend, efterkomme hans Kaldelser til Møder og Krigstog, udføre hans Erender, og fremfor alt at forsvare Lehnene mod hans Fiender, samt ikke paa nogen Maade tillade, at de kom i disses Hender, hvorfor det ogsaa sedvanligviis udtrykkeligt indførtes i Overeenskomsterne om slige Panteforleninger, at Lehnene eller Borgerne skulde holdes til Lehnsherrens “troe Haand“, og aldrig under nogen Omstændighed overgives til andre end ham eller den, hvem han maatte overdrage sin Ret. Dette hindrede dog ikke Panthaveren fra, – hvad vi allerede oftere have seet Exempler paa –, igjen paa sit Ansvar at overdrage Lehnet eller en Deel deraf til en eller flere andre, atter imod en Pengesum, os paa de samme Vilkaar. Ved større Pantsettelser, som de megtigere Fyrster overtog, var denne Fremgangsmaade endog den sedvanlige, saaledes at de under Eet forbandt sig til at give en stor Sum for et heelt Landskab med alle dets mindre Lehn og Borge, men i Virkeligheden kun bragte Summen, eller det meste deraf, til Veje ved enkeltviis at bortforlene de mindre Dele til flere af sine Mend paa samme Viis, og ej sjelden .hendte det da, at en og anden af disse endnu foretog en lignende Under-Pantsettelse. Især skete slige Panteforleninger og Underforleninger, naar en Fyrste med væbnet Haand havde erobret et Landskab. Hans første Skridt var da sedvanligviis at give Borgene med tilhørende Fogderier i Pantelehn til paalidelige Mend; derved fik han tildeels Krigsomkostningerne godtgjorte og gjorde desuden Panthaverne saaatsige til Med-Interessenter i Foretagendet, saa at han desto sikkrere kunde .regne paa, at de vilde forsvare Erobringen. Det indviklede System, som herved fremkom, og hvorved Penge-Interesserne spillede en overvejende Rolle, kunde nu vel især efter de Tiders Betragtningsmaade siges at medføre visse Fordele, navnlig den nysnævnte, at Panthavernes Interesser derved knyttedes stærkere til Overherrens, fra hvem de udledede sin Ret, omtrent saaledes som nuomstunder indenlandske Statslaan antages at gjøre de Borgere, der have anbragt sine Capitaler deri, dobbelt interesserede i at opretholde Staten, med hvis Tilværelse eller Trusel deres egen Udsigt til at faa sine Penge tilbage staar og falder. Men det er dog let at indsee, at Ulemperne af Systemet maatte langt overveje Fordelene. For det første blev dog Kongerne eller de regjerende Fyrster i Virkeligheden altfor lenge udelukkede fra deres rette Herredømme over de bortforlenede Landsdele og fra den Control, de skulde udøve over Befalingsmendene; for det andet havde disse, ved Manglen af denne Control^[39], og i Følelsen af, næsten at have Ejendomsret til Forleningen, al mulig Fristelse til at begaa alskens Uretferdigheder og undertrykke Indbyggerne; og endelig var Tilbagegivelsen af eller overhoved Forføjningen over et saadant i Over- og Under-Pant bortgivet Landskab somoftest forbunden med saa mange Vanskeligheder, grundede i de forskjellige Pengekrav, at det stundom vist maatte synes haabløst at faa den tilvejebragt. Thi om end, hvad der dog kun sjelden var Tilfeldet, Landsherren eller nogen anden paa hans Vegne havde Penge til at indløse Pantet med, var det ikke derfor sagt, at Overpanthaveren strax kunde udløse Underpanthaverne, og imidlertid henstod Landskabet eller enkelte Dele deraf i en Mellemtilstand, uden nogen bestemt Overherre. Ved Afstaaelser af Landskaber eller Tilbagegivelser af erobrede Landsdele var det heller ikke nok, slethen at fordre eller betinge dette i Overeenskomsten derom, men Modtageren maatte ogsaa overtage at udløse de enkelte Underpanthavere, og saaledes fremkom altid de trykkende Pengespørgsmaal paany, saaledes som vi have seet for Kong Magnus Erikssøns Vedkommende med Erhvervelsen al Skaane; og desuden kunde det da ofte hende, at Stillingen blev saa forviklet, at endog den samvittighedsfulde Panthaver dog tilsidst kunde ansee sig berettiget og foranlediget til at lade sig udløse af En, i hvis Hender hans Overherre allermindst ønskede at vide Forleningen, ej at tale om de mange virkelig troløse Panthavere, der for at vinde Pengefordele og Magt ligefrem sveeg Forpligtelsen til, under enhver Omstændighed at holde Lehnet til deres rette Overherres troe Haand, og gik over med det til Fjenden^[40]. At dette System kunde blive saa almindeligt i de Tider, har man nu vanskeligt ved at forstaa, da man ej længer kjender nogen Bortforlening af Landskaber med fuldstændig Oppebæren af alle kongelige Indtægter, men alene Bestyrelse mod en vis Løn af Statskassen; i hiin Tid var derimod Overgangen dertil fra det sedvanlige Forlenings-System meget naturlig; det var egentlig kun en Misbrug af dette, og en lignende Misbrug vil overalt kunne indsnige sig, hvor Districtsbestyrelsen antager en Forlenings Charakteer, idet Oppebyrgslen og Forvaltningerne af Statsindtægterne er forenet med den egentlige Bestyrelse hos en eneste Person, og fornemmelig) hvor Indtægterne tillige forpagtes til denne, saa at han intet egentligt Regnskab har at aflegge. I Norge, hvor Sysselmendene ifølge Hirdskraaen virkelig skulde indsende og aflegge Regnskab for de kongelige Indtægter, og hvor dette endnu omkring 1340 maa have været det sedvanlige^[41], havde dog Sysselbestyrelsen væsentlig hine samme Betingelser for, at en virkelig Bortforlening og.Pantsettelse og-saa der kunde blive mulig, om end ikke i saa paafaldende Mon som i Nabolandene, fordi der ej fandtes saa mange Borge, hvilke især udgjorde Gjenstanden for slig Forlening. Men at den dog ogsaa tidligt anvendtes i Norge, sees noksom deraf, at allerede Kong Haakon den eldre overdrog Syslen paa Follo til Mariekirken i Oslo, og i 1315 gav Paal Erikssøn Fjerdedelen af alle de større Sagefald (Alejemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb) i Elvesyssel; en Rettighed, som han igjen overdrog til Mariekirken, men som dog neppe kunde vedvare i længere Tid, end Hr. Paal selv levede. Siden finde vi flere Exempler især paa slige Forleninger, hvorved enkelte Klasser af Indtægter, som f. Ex. Vaarledingen eller Høstledingen, eller visse Sagefaldsposter, fuldstendigt skulde tilfalde Lehnshaverne, med andre Ord, betragtes som hans Indtægt, hvorimod det da vel faldt af sig selv, at det øvrige skulde indsendes med behørigt Regnskab. Ogsaa er det allerede viist, hvorledes Hirdstjornen paa Island bortforpagtedes paa visse Aar. Men herfra var da Overgangen til Pantsettelse af hele Syslen eller enkelte Indtægter meget let og naturlig. Vi have seet, at der oftere var Tale om at pantsette Baagahuus paa denne Maade, og at det virkelig ogsaa en Stund var pantsat til Hertug Erik af Saxen, der lod det bestyre ved Gottskalk Skarpenberg. Kong Magnus pantsatte i sit Testament Øen Ordoost i Elvesyssel til Vadstena’s vordende Kloster for den dertil legerede Sum, „med alle kongelige Rettigheder, undtagen Sagøren“, altsaa med Leding, Landskyld, Told og Kongskjøb: en Pantsettelse, med Hensyn til hvilken det dog er tvivlsomt, hvorvidt den er bleven sat i Verk^[42]. Vi have allerede seet, at Kong Haakon pantsatte Oslo Syssel til Benedict Nikolassøn, formodentlig paa samme Vilkaar, hvorpaa han siden ombyttede den med Eker o. s. v., altsaa med alle kongelige Indtægter, undtagen Ubødemaal, hvoraf han dog skulde have 20 Mk. for hvert, altsammen til Afdrag paa Pantesummen. Det er ikke usandsynligt, at dette Pantsettelsessystem ved Kong Haakons Død var temmelig almindeligt i Norge, om man end ej med Sikkerhed kan paavise bestemte Exempler. Gaute Erikssøn synes ganske vist at have været en saadan Panthaver. I 1401 (vi komme i det følgende til at handle nærmere derom) erklærede han udtrykkeligt alle de Breve for magtesløse, som han havde faaet– af Kongerne Magnus og Haakon paa „Lehn, Penge, Gjeld eller. Skyld“^[43]. Især skulde det synes, som om de Sysler eller Forleninger, en Søn sees at have beholdt efter sin Fader, f. Ex. Hirdstjornen i Throndhjem under Romerne, var bortgivne paa denne Maade. Stundom inddroges saadanne Forleninger igjen, f. Ex. i 1368 af Kong Haakon^[44], uden at det dog nu lader sig paavise, hvorledes man da affandt sig med Panthaverne. Sandsynligviis maatte dog deres Fordringer indfries, paa hvad Maade nu end dette skete, men man maa derhos formode, at der anstilledes skarpe Efterregninger over det af Panthaverne oppebaarne Beløb for at erfare, hvor meget heraf man kunde betragte som virkelige Afdrag, og saaledes afkorte i Betalingen. I Reglen skulde ogsaa alle Sysler og Forleninger fornyes ved Thronskifterne, men Pantelehnene maa dog her have dannet en Undtagelse.

Dette Forlenings- og Pantsettelses-System medførte i Norge øjensynligt de ovenfor nævnte skadelige Virkninger. En haard og samvittighedsløs Sysselmand, der baade havde Retsplejen og Oppebyrgslen i sin Haand, maatte altid kunne anvende den Myndighed, hiin medførte, til at gjøre sig denne mere end tilbørligt fordeelagtig. Naar Sagefaldet gik i hans Lomme, maatte det ligge i hans Interesse at saggive saa mange som muligt, altsaa at fare frem med størst mulige Strenghed, der da vel ikke sjelden gik over til Uretferdighed; naar den, der skulde betale Bøder eller Afgift til Kongen, ikke kunde skaffe Penge, var der ligeledes Anledning til at gjøre sig Fordeel, især, som det synes, ved at paatage sig Udlegget eller give Henstand imod Pant i Jordegods, der da endte med at blive Sysselmandens Ejendom, formodentlig for Spotpriis. Det er allerede oftere anført, hvorledes denne eller hiin Sysselmand modtog en Gaard eller Gaardpart i Erstatning for Sagefald, hvilket dog umuligt kan have beløbet sig til saa meget, som Gaarden var verd, og samme Gaard sees altid uden Undtagelse at være tilfalden Sysselmanden selv som hans personlige Ejendom. En af os allerede ovenfor berørt Transaction giver os et klart Indblik i denne for Sysselmendene saa fordeelagtige Bedrift. Gyrid Haraldsdatter afstod i October 1393 til Agmund Bolt den halve Bøfoss i Eidsberg og hele nordre Thumn for de Bøder, „hendes Fader Harald var skyldig for Sigurd Svartes Drab“, og deri mod gav Agmund hende „qvitt for 40 Marks Gjeld“. I den paafølgende December Maaned bekjendtgjorde Lagmanden Harald Kolbjørnssøn (formodentlig en Søn af Gyrid) og tre andre Mend (hvoriblandt to, der havde været tilstede ved den nysnævnte Overdragelse), at Gyrid havde „solgt Agmund hele nordre Thumn og opbaaret derfor saa meget, som hun finder sig fornøjet med, hvorhos hun ogsaa vedkjendtes at have solgt Agmund paa samme Maade den øverste Foss ved Iisebakke i Tune“, paa Grund af at Agmund foreviste et Brev, ifølge hvilket denne Foss egentlig laa til Nordre Thumn, for hvilket hun altsammen ogsaa erkjendte at have faaet forsvarlig Betaling, foruden at Agmund strax gav hende tolv Alen engelsk Klæde^[45]. Her er det tydeligt nok, at dette ikke er nogen ny Transaction om Gaarden, men alene en Bekræftelse paa den forrige Afstaaelse, der har faaet Form af et almindeligt Salgsbrev, og at den omtalte „fornøjelige Betaling“ er intet andet end hiin Liqvidation af Bøderne. Men naar vi nu finde saa mange andre lignende Salgs- eller Kjøbe-Breve, hvorved Sysselmend og kongelige Ombudsmend erhverve Jordegods, ligger saaledes den Formodning nær, at ogsaa den foregivne Kjøbesum – der i de fleste Tilfelde ej engang angives, men kun omtales som udredet – ogsaa her kun er en eller anden Bod eller Sagefaldssum, i hvis Sted Sysselmanden har taget Jordegods for ligesaa godt Kjøb, som Agmund Bolt tog nordre Thumn, og at Kjøbebrevet kun er udstedt for at give Handelen et mindre odiøst og mere legalt Udseende. Man fristes endog til at tro, at det især var paa denne Maade, de megtige Mend samlede den uforholdsmæssig store Mængde Jordegods sammen, som vi efterhaanden see dem erhverve. I alle Fald kan der neppe være nogen Tvivl om, at mange af dem have benyttet sig af sin Stilling til at tiltvinge sig de Ejendomme, de maatte faa Lyst paa, forlangt billigere Priis end tilbørligt^[46]. Hvor voldsom Benedict Nikolassøn bar sig ad som Foged paa Akershuus for at aftvinge en Mand (Thorstein paa Bergthorsrud) Penge, idet han „lod ham fange, gav ham en stor Sag og holdt ham i Fængsel“, indtil en anden gik i Borgen for ham, er ovenfor omtalt; ligeledes, hvorledes Hirdmanden Eiliv Thorbjørnssøn paa Ringerike, endeel Aar tidligere, ogsaa formodentlig som Sysselmand, lod sætte en Kone i Fængsel og fratage en Kappe, hvorfor han siden efter Kong Haakons egen Foranstaltning blev dømt til at give hende Erstatning^[47]. Endog Hr. Jon Hafthorssøn synes i dette Stykke ej at have været saa samvittighedsfuld. I 1423, mange Aar efter hans Død, ansaa hans Sønnesøn, Peter Ulfssøn til Eervalla i Sverige, sig bedst tjent med at kjøbe en Deel af Gaarden Gilberg i Odensø, som vel i sin Tid var kommet under Hr. Jon, men uden at det kunde oplyses, paa hvad Maade. Thi Vidner, som nu førtes, aflagde Eed paa, at de ej vidste bedre, end at Helge (den Mands Svigerfader, af hvem Peter Ulfssøn nu kjøbte Gaarden,) og Helges Fader Alve havde ejet Gaarden frit og upaatalt af nogensomhelst, og at de ej kunde forstaa, hvorledes den var ham frakommen, uden at det maaskee skulde være, fordi han i Skurder-Øl (Høstgilde) paa Elinegaard havde givet en Anden et Knivstik, hvorfor han blev greben, bunden og kastet i Fængsel; men, oplystes der videre, til Afsoning heraf gav han Hr. Jon en graa Hest, som denne havde stor Lyst paa, og gik siden et Erende for Fru Birgitta ind i Sverige og tilbage igjen. Vel lod Hr. Jon ham ved Tilbagekomsten atter gribe, men da bad Fru Birgitta ham fri, og han boede paa Gilberg lige til han blev slaaet ihjel ej længe derefter^[48]. Det var vistnok aldeles i sin Orden, at Hr. Jon refsede Manden, fordi han havde brugt Kniven i et festligt Lag, men det vidner dog om den største Vilkaarlighed, at han først aftvang ham en Hest og siden endog vilde aftvinge ham hans Gaard, som han vel paa sin Frues Forbøn lod ham beholde for det første, men som han dog efter hans Drab maa have taget i Besiddelse. Det er kun faa saadanne Indblik i de daværende Magthaveres Ferd, som de fra hine Tider levnede Breve forunde os, men disse faa ere dog tilstrekkelige for os til at bibringe os en mindre end fordeelagtig Forestilling om den Maade, hvorpaa Sysselmendene nu plejede Retten, opretholdt Fred og Orden i Landet, og behandlede de Ringere^[49]. Men for en stor Deel grundede dette Uvæsen sig paa den foreldede Criminal-Lovgivning, idet de fleste Forbrydelser endnu kunde afsones med Bøder. Thi naar Sagefaldet tilfaldt Sysselmanden, maatte det endog være en Fordeel for denne, at saamange Forbrydelser som muligt bleve begaaede, og heraf fulgte igjen, at jo mere havesyg en Sysselmand var, desto mindre Interesse maatte han have af at forebygge Forbrydelser, saaat han ej kan have lagt synderlig Vind derpaa, men desmere paa at opdage og forfølge dem, der allerede vare begaaede, og gjøre sig dem saa fordeelagtige som muligt.

Efter saaledes at have betragtet Sysselmendenes Stilling, der nu ikke væsentligt adskilte sig fra Lehnsmendenes i Sverige og Danmark, ville vi i Korthed gjennemgaa Syslerne enkeltviis, og angive, hvo der bestyrede enhver af dem ved Kong Haakons Død og i de nærmeste Aar derefter, forsaavidt Oplysning derom forefindes. Hvad Oslo angaar, da have vi allerede seet, at Benedict Nikolassøn maa have været Foged paa Akershuus, hvortil den sydvestlige Deel af Oslosyssel hørte, allerede i Kong Haakons Tid, lige til 1388, og at han havde denne Syssel som Pant. Den øvrige Deel at den oprindelige Ostosystel, nemlig Vestre-Bergheim, Lomedal og Margretedal, hørte fremdeles tilligemed Follo til Mariekirken i Oslo, hvis Provst altsaa – for Tiden Hr. Henrik Henrikssøn – var fast Sysselmand. Paa Vestfold havde Ketil Vigleikssøn endnu Syslen i 1376; siden nævnes ingen i dette Embede førend Jon Reidarssøn Darre i 1386–1390, og formodentlig til 1392, hvorhos Gaute Erikssøn, som vi have seet, var Fehirde paa Tunsbergshuus fra 138l til 1386. Om Ketil ogsaa beklædte dette Embede, tør vel være tvivlsomt, da han ikke synes at have været saa højbyrdig, at en saa anseelig Post efter den da herskende Skik og Brug kunde betroes ham. Derimod kan man neppe tvivle om, at Jon Darre havde Embedet, da han i 1390 udtrykkelig kaldes „Sysselmand paa Tunsbergshuus“ og i 1393 forflyttedes til Bergen som virkelig Fehirde. Hvo der var Benedict Nikolassøns Forgænger i Syslen over Eker, Modeim og Tverdalene, der formodentlig ogsaa indbefattede Lider, Sigdal og Krødshered, (og saaledes omtrent det nuværende Buskeruds Fogderi, med Undtagelse af Røken og Hudreim), vides ikke, skjønt man dog kan være temmelig sikker paa, at det har været en af de anseede Mend, som vi ovenfor have omtalt, helst i den Frændskabskreds, hvortil Thorgaut Jonssøn, Throndstadfolkene og Sira Eystein Aslakssøn hørte. Det er ej usandsynligt, at Peter Nikolassøn, Rane Eivindssøns Svigersøn, for en Tid forflyttedes did efter først at have været i Alastarhaugs Syssel paa Haalogaland, og at han ikke førend i 1388 gik til Ryfylke, vigende Pladsen for Benedict, thi i 1385 see vi ham kjøbe Gods paa Eker. Dog tør intet paastaaes derom med Vished^[50]. Sysselmand eller rettere Hirdstjore i Borgesyssel var vel, som vi have seet, Hr. Jon Hafthorssøn, dog havde ogsaa Agmund Bolt, som det heder, Kongens Aleigemaal i samme Syssel ved 1387 og forestod Syslen idetmindste i den øvre Deel endnu i 1393^[51], efterat han allerede var bleven Foged paa Akershuus. Dette Forhold er ikke ret klart. Formodentlig har Hr. Jon Hafthorssøn som Hirdstjore neppe befattet sig med alle enkelte Forretninger, efterat han blev gammel og svag, men har fundet sig i, at en Deel blev overladt Agerland, eller at denne idetmindste blev forlenet med visse Indtægtsposter. Det lader endog til, at endnu flere Mend ved Siden af Agmund og Hr. Jon her have haft mindre Forleninger^[52]. Hvo der havde Ranrike-Syssel og Elve-Syssel, det sidste tilligemed Baagahuus, er uvist. Det sidste nævnes meget sjeldent og var maaskee, som vi allerede have nævnt, pantsat til.Stæderne. I Skidu- eller Skiens-Syssel have vi allerede nævnt Bjørn Thorleifssøn paa Bjørnthveit som Indehaver af Syslen ligefra 1372 til 1385, saa at han altsaa maa være bekræftet i Syslen af Dronningen ved Tronskiftet; maaskee han ogsaa for en Deel har haft den i Pant. Om Sysselmendene i de Sysler, hvoraf Egdafylke bestod, ved man kun liden Beskeed. Vi have seet, at Haakon Jonssøn havde Syssel i Robyggelag ved 1368; siden nævnes en Thorleif Gregoriussøn, om hvem intet forresten vides, i 1378, og derefter ikke førend i 1394 Nikolas Galle, som ovenfor er omtalt. Ligeledes var Finn Gyrdssøn, som ovenfor er nævnt, Sysselmand spaa Lister, eller den vestre Deel af Agder, i 1389^[53]. Paa denne Tid maa altsaa formodentlig den Inddeling allerede være skeet af Syslerne i Egda-Fylke, der siden blev den sedvanlige, og som ligger til Grund for den nuværende, nemlig saaledes at det forrige Øster-Agder var deelt i to Sysler, det egentlige Øster-Agder eller Nedenes-Syssel og Robyggelags-Syssel, og det forrige Vester- eller Nord-Agder ligeledes i to, Midsyssel og Listersyssel. Sysselmanden i Robyggelag synes, naar han opholdt sig i Syslen, at have haft sit Tilhold paa Thveit i Aamlids Sogn, og Sysselmanden i Østeragder paa Nidarnes eller Nedenes Kongsgaard. Midsyslens Sysselmand har formodentlig haft sit Tilhold i eller ved det nuværende Mandal, ved Halsaug, hvor Fylkesthinget holdtes^[54], og det torde ej være usandsynligt, at Gaute Erikssøn ved Siden af sin Forlening med Skienssyssel ogsaa har haft denne, saasom han idetmindste senere sees at have haft Ejendomme der. Sysselmand i Ryfylke var formodentlig Hr. Agmund Finnssøn, saalenge han levede, altsaa indtil 1388. Syslerne i Hørdeland og Sogn vare formodentlig allerede nu om ikke ganske, dog tildeels saaledes udstykkede, som de senere forefindes. Hardanger nævnes som en egen Syssel allerede i 1342^[55], men da den var liden og ikke indbragte stort, var den formodentlig overladt til en eller anden af de større Syslers Indehavere, der lod den bestyre ved Lensmend eller Ombudsmend. Saaledes finder man i 1380 en Arnvid Sighvatssøn, Lensmand i Hardanger, og 1397 en Magnus Assurssøn, „Kongens og Thoraldes Ombudsmand“ i Hardanger^[56]. Denne Thoralde var formodentlig den før nævnte Thoralde Sigurdssøn. Men usandsynligt er det ej, at Gaute Erikssøn ogsaa her en Tid har ført Befalingen, siden han ejede saa meget Jordegods der, og derhos udtrykkeligt siges at have haft flere „Breve paa Sysler eller Lehn“. Søndhordeland laa formodentligen nu, som senere, til Kongsgaarden i Bergen, og forestodes saaledes af Fehirden sammesteds, paa denne Tid Erlend Philipssøn til Losna. Vors laa, som det allerede er nævnt, til Apostelkirken og havde maaskee endog i lengere Tid ligget derunder, ligesom det endnu laa derunder 150 Aar senere; den egentlige Sysselmand var altsaa Magister Capellarum, men han lod Forretningerne bestyre af en Ombudsmand eller Undersysselmand. Som saadan finde vi i 1376 Jørund Arnessøn paa Vors i Hjelmeland, Ejer af Ringheim m. m., efter ham Arnfinn Oddssøn, som „Kongens Ombudsmand“, 1392, og efter ham igjen Alfinn Brynjulfssøn, der ligeledes kaldes „kongelig Ombudsmand paa Vors“^[57]. Nordhørdeland laa ligeledes under Kongsgaarden eller Fehirde-Embedet i Bergen, med Undtagelse af de mindre Dele, som særskilt kunde være skilte derfra, f. Ex. Lindaas og Herdle Skibreder, hvilke, som vi have seet, vare forundte Biskop Jakob. Sysselmand i Sogn i Kong Haakons sidste Tid var upaatvivligt den ovenfor nævnte Erling Einarssøn i Hildegaarden^[58], men hvo hans Efterfølger var, kan ikke sees. Syslen i Nordfjord havde Erlend Philipssøn samtidigt med Fehirde-Embedet i Bergen, og da den endnu i 1525 laa under Kongsgaarden, maa man formode, at Underleggelsen er skeet meget tidligt. Søndfjord laa i hiint Aar til Munkelivs Kloster, og det er ikke usandsynligt, at dette allerede har været Tilfeldet paa den Tid, vi her have for os. Syslen i Haddingdal var i Kong Haakons Tid forundt Mariekirken i Oslo^[59]: om dette fremdeles blev saaledes ved, vides ikke, ligesaalidt som hvo der paa denne Tid havde Valdres, Søndmøre, Raumsdal og Nordmøre. Gaute Erikssøn fik siden Nordmøre, men det var neppe førend efter 1400. Muligt og at allerede nu enkelte mindre Lehn her vare fraskilte, navnlig Folsken med Ædø. At Haakon Sigurdssøn, Hr. Sigurd Hafthorssøns Søn og Arving til Giske, idetmindste fik Søndmøre, kan vel neppe betvivles^[60]. Størstedelen af Thrøndelagen maa formodentlig have staaet under Fehirden i Nidaroos, nu Otte Rømer, som derhos tillige havde en eller flere af de nordligste Sysler i Nordland. Men endeel af Thrøndelagen laa, som det synes, stadigt til Erkestolen, dog vides det ikke nøje, hvilken det var; Gauldalen og Stjørdalen synes at have været undtagne derfra, og ligeledes Sparbyggjafylke, der særskilt forundtes Biskop Nikolas’s Efterfølger paa Erkestolen, saa lenge han levede, altsaa kun personligt for ham^[61]. Man maa antage, at hvad ej Erkebiskopen havde, stod under Fehirden, til hvem ogsaa Erkebiskopen maa have aflagt Regnskab for den Afgift, han svarede. Den sydlige Deel af Haalogaland eller Alastarhaugssysla (maaskee ogsaa Bodins Syssel) forvaltedes i 1382, og sandsynligviis fra 1381 til 1388, af Peter Nikolassøn^[62]. I Jemteland var Hr. Narve Ingevaldssøn Høvedsmand, som han kaldtes, 1382 og 1383, sandsynligviis til sin Død, og ved Siden af ham nævnes Olaf Salvessøn som Foged. Hvad Oplandene angaar, da var de ogsaa deelt i flere Sysler, hvis Udstrækning og indbyrdes Grændser vi ikke fuldstendigt kjende. I Gudbrandsdalen finde vi den ovenfor omtalte Hallvard Alfssøn paa Sundbu udtrykkeligt nævnt som Sysselmand i 1384; han var det maaske allerede under Kong Haakon, men maa i alle Fald være bleven bekræftet i Syslen ved Kong Olafs Trone bestigelse. Sandsynligviis beklædte han Embedet lige til sin Død, der ikke indtraf førend efter 1428, da der endnu fra 1412 og 1415 findes Breve, udstedte af hans Lensmend, deels i nordre, deels i søndre Gudbrandsdalen^[63]. Om Østerdalen, hvorved man i denne Tid endnu mest forstod den sydlige Deel, eller Elvereim med Aamoot, Reindalen og Trysil, samt Serna og Idre, vides ingen ret Beskeed. Usandsynligt er det ej, at det tilligemed Jemteland og Herdalen en Tidlang har staaet under Hr. Narve Ingevaldssøn, men sidenefter sees det, uvist hvor lenge, at have været forenet med Soløer, og over dette synes Marsken Hr. Erik Ketilssøn at have haft Myndighed eller snarere Panteret^[64], hvilken endog efter hans Død 1396 gik i Arv til hans Broder Axel Ketilssøn. Men hvorvidt Østerdalen har været forenet med det, bliver altid tvivlsomt. Uagtet Soløer regnedes til Raumarike i vidtløftig Forstand, maa dette dog saaledes allerede nu have dannet en Syssel eller Forlening for sig. Det øvrige Raumarike var maaskee ogsaa allerede nu deelt i to Sysler, det egentlige Raumarikes Syssel (øvre Raumarike eller Ullenshovs og Nes Tredinger) og Sudreims Treding. Med denne sidste – maaskee med dem begge – var vel Hr. Sigurd Hafthorssøn forlenet til sin Død, og efter ham Svigersønnen Jon Martinssøn. Hedemarken var deelt i to Sysler; den nordlige var neppe nu mere som før lagt under Biskopsstolen i Hamar; men hvo der havde den, vides ej; ei den sydlige nævnes ved 1383 en Sunnulf Ivarssøn, der ogsaa forekommer i 1395, uden at man kan see, om han da endnu havde Embedet^[65]. Af Landskaberne vestenfor Mjøsen og Raumarike udgjorde i den senere Tid baade Thotn, Vardal, Land, Hadeland og Ringerike egne Sysler eller Forleninger, men om dette allerede var Tilfeldet i 1380–1400, kan ej af de forhaandenværende Brevskaber sees. Vist er det, at Ingjald Guthormssøn paa Oo, gift med Hr. Sigurd Hafthorssøns uegte Datter Cecilia, var Sysselmand paa Thotn i 1361, men man veed ikke, hvo der kom efter ham; ligeledes have vi seet, at Modheim tilligemed Tverdalene (Snareim, Sigdal o. fl.?) der egentlig hørte til Ringerike i vidtløftig Forstand, idetmindste i 1388 sloges sammen med Eker og Lider paa Vestfold til en eneste Syssel under Benedict Nikolassøn. Forøvrigt er det ikke usandsynligt, at flere af de her nævnte Sysselmend og andre, hvis Navn ikke kjendes, men som forestod de mindre Sysler, egentlig kun have været Undersysselmend eller Ombudsmend under een Hirdstjore for hele Oplandene, som da neppe kan have været nogen anden end Hr. Sigurd Hafthorssøn, saa lenge denne levede.

1. See foregaaende B. S. 869.
2. Om Guthorm Gudbrandssøn s. o. S. 10. Som Lagmand nævnes han allerførst d. 7de April 1351 (Dipl. N. IV. 353), men stundom afløst af Thrond Bjarnessøn (see forr. B. S. 514); allersidst nævnes han d. 9de Marts 1380 (Dipl. N. V. 317).
3. Dipl. N. III. 400, IV. 509.
4. Dipl. N. II. 482, IV. 563. Det sidste Brev, der er hans Testament, er dateret d. 3die April 1389; her siges det udtrykkeligt, at han er „krank i Legeme“, altsaa at han ligger paa sit Yderste.
5. Brev af 5te Aug. 1381, Dipl. N. V. 324. Her vidne tre Mend, at Thorbjørn kjøbte øvre Hjalparegaarden, da endnu siden Branden en Tomt, paa begge Sider af Aaen.
6. Guthorm gav til Bønnehold og Lejested for sin Datter Sigrid til Mariekirken 4½ Øres Bol i Einarsrud i Bjørge Sogn paa Hadeland (Dipl. N. IV. 497), og med sin Hustru gav han til Biskopsstolen et Hefseldebool i Verdal (Eysteins Reg. fol. 122 a.) Han hørte saaledes hjemme paa Oplandene.
7. Thorbjørn kjøbte, som ovenfor nævnt i 1381 Tomten „Øvre Hjalparegaarden med Forpligtelse til at overtage Ansvaret, fordi der af samme Tomt ej var ydet Kongedømmet den lovlige Ret; hermed meente man formodentlig,at Tomten ej i behørig Tid var bebygget efter Branden. Dette var vel ogsaa Aarsagen til, at Thorbjørn ved Kongebrev (udateret, men formodentlig samtidigt) fik Tomten, „der lovligen var falden under Kongedømmet“, sig overdraget (Dipl. N. VI.). I Testamentet af 3die April 1389 gav Thorbjørn for sit Lejested, som han valgte i St. Halvards Kirke ved Siden af sin Faderbroder Eiliv Skenke, ½ Mk. Bool i østre Ringin, samt ligesaameget sammesteds for sin Hustru Gunnbjørg, naar hun døde; endvidere 3 Mk. Bool og 6 Øres Bool i østre Ringin og 6 Øres Bool i Gata, altsammen i Tuneims Sogn i Bergeimshered; ligeledes til Clemenskirken i Oslo; 1½ Mk. Bool i Thoresstad i Asker Sogn. Heri maa der senere være skeet en Forandring, thi i Eysteins Register fol. 124. b. staar der, at Thorbjørn gav til Domkirkens Commune 5 Mk. og 5 Ørers Bool i østre og vestre Ringin, og f. 141. d, at han gav 12 Ør. B. i Thoresstad til Clemenskirken.
8. Dipl. N. IV. 559.
9. Han nævnes allersidst i September 1408 (Dipl. N. III. 589); hans Eftermand, Sæbjørn Dagssøn, forhen Raadmand, nævnes allerførst som Lagmand i Juni 1412 (Dipl. N. V. 483).
10. Det eneste, der nogenledes kunde antyde, at han var haandg. Mand, er, at han i Brev af 6te April 1392 (Dipl. N. III. 504) nævnes foran Eiliv Thorgautssøn, der idetmindste senere baade var haandg. Mand og Medlem af Raadet, dog er det meget muligt,.at Eiliv endnu ikke var bleven Hirdmand i 1392
11. Dipl. N. III. 458, 510.
12. Dipl. N. IV. 560.
13. Hvad der ovenfor (S. 11, L. 9 f. n.) anføres, at Thorstein Gunnarssøn allerede i 1384 nævnes som Lagmand paa Oplandene, grunder sig paa en Angivelse i et Brev, der ved nærmere Undersøgelse viser sig at være forfalsket og sammensmedet i en langt sildigere Tid, hvorfor denne Feil herved rettes.
14. Biskop Eysteins Register fol. 10.
15. Sammesteds fol. 8, Dipl. N. I. 359. Berg og hans Fader Hermund førte Vaabenskjold. Skjoldet var deelt i to Felt, med to Skraabjelker i det højre, en udadvendt Halvmaane i det Venstre. Dette Vaaben førte ogsaa Thrond Krakessøn. Jfr. om Berg Hermundssøn N. Samll. IV. S. 543.
16. Dipl. N. I. 525, II. 519, III. 496, I. 534, 535, 536, 542, IV. 6l8, III. 516, I. 547, IV. 645. Det sidste af disse Breve, hvori han nævnes, er dateret 19de April 1395; hans Eftermand Jon Karlssøn nævnes som Lagmand allerførst d. 16de October 1395. Dipl. N. II. 542. Ifølge Eysteins Register S. 121. a, gav Brand til Biskopsstolen 2 Laupers Land i Gjelpaland i Svarvastads Sogn i Lagardal; dette er tilføjet noget efter 1396, altsaa synes Brand endnu ikke at være død i dette Aar. Der nævnes ogsaa en Brand Gunnarssøn i Lumulands Sogn i Ranrike ved 1408 (Dipl. N. III. 587, jfr. Eysteins Reg. f. 153 a), men dette kan neppe være ham. Om sit Vaabenskjold, der var deelt i to Verticalfeldt, en Baad med Mast i højre, en halv Lilje i venstre Feldt, paa Hjelmen ligeledes en Baad med Mast eller Kors, skal han have hast Omskriften S. HERBRANDI (istedetfor BRANDI) GUNNARI, see N. Samll. IV. S. 321.
17. Dipl. N. III. 287, V. 308. Det er tydeligt nok at see, at Sigurd udsteder dette sidste Brev fra sit Hjem, og at Parterne have begivet sig til ham for at afgive Vedtagelse. Eller rettere var det kun een Part, da nemlig Reidar Andressøn og Hustru Gudrun Gunulfsdatter vedgik at have solgt afdøde Aslak Steinarssøn (Sira Eysteins Fader) 172 Øres Bool i Bjerknes i Sandssverv. Sigurd skal, ifølge N. Samll. IV. 123, endnu have levet i 1415, dog er det vel usikkert, om det er den samme Person, der nævnes i dette Aar.
18. Dipl. N. I. 550. 552, II. 559. 593. Er denne Harald den samme Harald Haakonssøn, der nævnes som tredie Medudsteder af et Brev, dateret Soolbrekke i Odense 10de April 1385, da hørte han hjemme i Borgesyssel og var da endnu Lagmand. (D. N. I. 494). Men det er vel meget uvist, om han var den samme Person, da begge disse Navne ere saa hyppige.
19. Naar Eysteins Reg. fol. 199 og 203 melder, at Harald Lagmand gav ½ Mk. Bool i Skeldulfsthorp til Borge Kirke, ligesaa meget i samme Gaard og i nordre Aalreim til Holms Kirke i Thorsnes, da kan dette ligesaa gjerne være denne Harald, som Lagmanden i Oslo Harald Kolbjørnssøn, og saameget hellere ham, som den sidstnævnte levede længere, end Notitserne indførtes i Bergen.
20. Dipl. N. III. 587. Sæmund Lagmand omtales allerførst i Biskop Eysteins Register fol. 176. b som tilstedeværende ved en Gave til Tuneims Kirke, der maa være vedtagen før 1391, eftersom Notitsen derom er tilført, da Biskopen i dette Aar visiterede Ranrikes Provsti. See fol. 165. a.
21. Dipl. N. II. 370, IV. 429, I. 476.
22. Dipl. N. I. 493, Mkl. 4, S. 118; her nævnes Ivar som Lagmand i Juli 1388, og senere finder man ham ej omtalt; Eftermanden Thorbjørn nævnes først som Lagmand i Juni 1391 (Dipl. N. IV. 594).
23. Gunnar Hjarandessøn nævnes for sidste Gang d. 13de Juli 1379, Dipl. N. II. 458. I sit Vaaben førte han kun et Monogramm, see N. Samll. IV. 544.
24. Neml. N. g. L. III. S. 215 og Dipl. N. VI.
25. Dipl. N. I. 501.
26. Dipl. N. III. 491. Grønl. hist. Mindesm. III. 139. Jfr. ovf. S. 164. 168.
27. Dipl. N. III. 342. 408. 499, 501. 582.
28. Thorfinn Lagmand, staar der i Eysteins Register fol. 200. gav halve Valgardsrud, 2 Laup Land, til Bergs Kirke. Der findes ingen anden Thorfinn Lagmand, som dette kunde være, end hiin, og da det, som vi ovenfor have viist, netop synes at have været ens hyppigt anvendt Forsigtighedsregel at sende Embedsmend fra andre Egne til Jemteland, bliver det ikke i mindste Maade usandsynligt, at Thorfinn kan være sendt derhen fra Borgesyssel. Paa samme Maade blev maaskee ogsaa Jorund Lagmand sendt derop fra Ranrike, idetmindste omtales en Jorund Lagmand at have været skyldig Penge til Klauvadals Kirke i Elvesyssel, hvilken Jørund neppe kan være nogen anden end den jemtelandske. (Eysteins Register fol. 152. b.).
29. Deraf endnu Benævnelsen Clerk i England om enhver Contorist. At f. Ex Lagmanden Berg Hermundssøn hørte til en saadan „Klerke“-Slegt, og formodentlig selv havde faaet en saadan Oplærelse, sees deraf, at hans Fader stundom kaldtes „Hermund Klerk“. See Eysteins Register fol. 10.
30. Benævnelsen „aa Vaaben“ var mere ham„ „Svener“ mere svensk, derfor brugtes den første sildigere end den anden. I norske Breve finder man neppe nogen kaldet „á vápn“ førend efter 1400, skjønt Benævnelsen allerede anvendtes i Borger-Retten, s. N. gl. L. III. S. 144. Forresten var det endnu indtil Unionen hyppigst i norske skrevne Breve ikke at bruge nogen Titel for Hirdmendene.
31. Guthorm Rolfssøn paa Eker, som vi ovenfor have omtalt, kaldes saaledes endnu ikke „hederlig Mand“ i et Brev af 1318 (Dipl. N. II. 552), men derimod let af 1404 (ssteds. I. 595). Altsaa er han vel i Mellemtiden bleven Væbner.
32. Denne Benævnelse lever sandsynligviis endnu i Almuens Erindring, og der er mange Sagn, som knytte sig dertil. Ordet udtales ofte som „Haamand“ Det lader til, at Benævnelsen selv endog har overlevet den Tid, da Hovmandstjenesten virkelig var Militærtjeneste, og at den endog brugtes om de mere fredeligt omreisende Fogedfuldmægtige. Førend Benævnelsen „Hovmand“ blev almindelig, plejede man vel ogsaa ofte at kalde dem „Fanter“, see dette Verks 4de Deels 2det Bind, S. 265, jfr. Anm. 3.
33. Vi have saaledes seet, at Biskopen af Hamar i 1333 havde Syslen paa Nes og Ringsaker (s. foreg. B. S. 425), ligesom Biskop Jakob af Bergen Lindaas og Herdle Skibreder (s. o. S. 108, og nedenfor).
34. N. g. L. III. S. 21, 30: jfr. foreg. B. S. 671.
35. Vi see allerede i 1347 Brynjulf Brynjulfssøn, der i 1340 kun var „Lensmand“ paa Vors, at kaldes „Kongens Ombudsmand“ sammesteds, han maa altsaa da vel have været haandgangen (Dipl. N. I. 268, 304). Bergulf Askessøn paa Mærdin var Hr. Ivar Agmundssøns „Ombudsmand“ i Skidusyssel i Aarene 1338–1340: Sønnen Aske Bergulfssøn var virkelig Sysselmand (Dipl. N. I. 245, 269, 336, 341), og hans Kone Ingegerd kaldes „Hustru Ingegerd paa Mærdin, altsaa var han haandgangen. Man finder oftere i de Tider en Sysselmands Ombudsmand tillige kaldet „Kongens Ombudsmand“, see f. Ex. Dipl. N. V. 445, sammenholdt med III. 590.
36. Heri turde man ogsaa kunne søge det bedste Beviis for, at Kong Olaf ikke blev kronet; der blev nemlig ingen Riddere dubbede i hans Regjeringstid.
37. I Pavebreve, idetmindste fra det 13de Aarhundrede af, kaldes Konger og Dronninger „illustres“, men Kongesønner, Hertuger og alle Adelsmend, eller de, der ansaaes jevngode med saadanne, nobiles. At alle Riddere ansaaes for nobiles, forstaar sig af sig selv, men for dem, der ei var Riddere, maatte det, idetmindste naar de vare norske, være vanskeligt nok for det pavelige Cancellie at vide, naar Nobilitetsprædicatet skulde anvendes, saasom det ei brugtes i Norge selv. At det er tilføjet efter Vink af norske, med Forholdene bekjendte Geistlige, kan vel ikke omtvivles, men af stor Interesse vilde det dog have været, om vi nøjere havde kjendt de Regler, de her fulgte. Naar man skal gjette paa noget, bliver intet rimeligere, end at det var Optagelsen i Hirden, eller blandt de haandgangne Mends Tal, der ansaaes at berettige til dette Prædicat. (Exempler paa Anvendelsen af Titlen „nobilis“ see Dipl. N. I. 79. 308). Hvad Skjoldemerkerne angaar, da vil man finde udførlig Underretning derom, deels i det danske „Adelslexikon“, deels og især, i de (desverre ufuldendte) „heraldisk-historiske Optegnelser“ af Munthe, i N. Samll. N. 3die og 4de Deel, hvor ogsaa en Mængde Vaabenmerker findes afbildede. Det fremgaar heraf, at faste, arvelige Vaabenmerker begyndte allerede at bruges mod Slutningen af det 13de Aarhundrede, men bleve ikke ret almindelige, saaledes at man sikkert kan stole paa dem ved genealogiske Undersøgelser, førend hen i det 14de. Endog Hafthorssønnerne, skjønt Brødre, førte ikke de samme Vaabenmerker, og Hr. Jon Hafthorssøn ej engang til alle Tider det samme. Ættevaabenet, som idetmindste Faderen brugte, var en Rose (deraf ogsaa det senere den svenske Green af Ætten tillagte Familienavn „Roos“); men Hr. Jon optog dette Merke først efter 1347, thi 1330–40 brugte han kun en stor Hjelm med store Fjerbuske, og i 1347 en kvindelig Figur, som holdt en Krone over en Hjelm med utydelige Merker. Hr. Sigurd derimod førte et Skjold, deelt i to Feldt paatvers; i det nedre Halvdelen af Rosen, Faderens Merke, i det øvre derimod Halvdelen af den norske Løve med Øxen, aabenbart for at tilkjendegive sin kongelige Herkomst; og af denne Omstændighed, saavelsom flere andre, navnlig den, at Sigurd, skjønt yngre Broder, i Aarene 1333–1339 stillede sig mere afgjort i Opposition mod Kongen, end Jon, og traadte bestemtere frem med visse Fordringer, skulde man virkelig fristes til at tro, at de kun vare Halvbrødre, og at alene Sigurd Hafthorssøn var født i Faderens Egteskab med Konge-Datteren Agnes. Jons Søn, Haakon Jonssøn, havde atter et fra Faderens og Farbroderens forskjelligt Vaaben, nemlig en springende Løve eller Grif maaskee med en Skraabjelke fra Venstre til Højre. See N. Samll. IV. S. 124–130, 583 fgg; jfr. nedenfor. Naar man ssteds. S. 130) finder Guthorm Hafthorssøn og Lagmanden Sigurd Hafthorssøn at have sort et verticalt deelt Vaabenskjold, hvori atter den halve Rose og en Hermelinsstribe, bestyrker dette det af os ovenfor Anførte, at Sigurd Lagmand var beslegtet med Hafthorssønnerne.
38. Undertiden heed det udtrykkeligt, at Lehnstageren skulde kunne tilegne sig Indtægterne som Godtgjørelse for Udrustnings-Omkostninger; undertiden bestemtes der ligesaa udtrykkeligt, at Indtægterne, eller en vis Deel af dem, skulde betragtes som Afdrag paa Capitalen. I sidste Tilfelde maatte da Regnskab aflegges, i første formodentlig ikke.
39. Under Forhandlingerne paa Baagahuus (s. f. B. S. 833,) undskyldte Kong Haakon sig selv for al Deelagtighed i de Kaperier, Høvdingen paa Vardberg, Thorkil Baarun, havde tilladt sig, med at denne ej vilde lystre ham, og neppe engang tilstede ham Adgang paa Slottet (s. f. B. S. 752). Thorkil bestyrede da Slottet maaskee i den rette Panthavers, Kong Valdemars, Navn; sandsynligviis havde han igjen stillet Valdemar en Pengesum til Sikkerhed.
40. Exempler herpaa haves i den svigagtige Overdragelse af Haderslev, Aabenraas og Lilletønders Slotte til de holsteenske Grever efter Kong Valdemars Død, hvorom der udtrykkeligt tales i Forhandlingerne 1424 ( Str. R. D. Vil. S. 400). Valdemar havde betroet disse Slotte til Hennike Wittkop, en Spicker og en Pessen, men af disse „kjøbte“, heder det, Greverne dem baade imod Indbyggernes og Rigsstyrelsens Vilje. Paa samme Maade har det venteligt forholdt sig med den bekjendte Historie om Ridder Erland Kalv, der først gik over til Holsterne med det Slot, han havde af Kongen, og siden vendte tilbage under Kongens Haand baade med dette og med to andre, han havde faaet af Greverne.
41. I Formularen for Sysselmendenes Reversbrev til Kongen, der opstilles i Hirdskr. Cap. 36 som vedtagne i Tunsberg 1273, opføres udtrykkeligt som en af Sysselmandens Forpligtelser, at „han skal indkomme paa den og den Tid og det og det Sted, med Regnskab og ret Afdrag af Rente“, og Visoren eller de visse Indtægter skulde endog i hvert Brev udtrykkelig specificeres. Altsaa see vi heraf, at Sysselmanden maatte gjøre fuldstændigt Regnskab og indsende hvad han havde opkrævet, kun fradragende, hvad der var ham forundt til Indtægt. Vi see ogsaa af Forhandlingerne i 1340 (see foregaaende B. S. 249), at de af Sysselmendene indkrævede Penge skulde indsendes med behørigt Regnskab til Fehirdslerne.
42. Det er allerede ovenfor (S. 37, 38) handlet om, hvorvidt Magnus’s Liig blev begravet ved Vadstena; da dette ej synes at have været Tilfeldet, idetmindste i de første Aar efter hans Død, synes det ogsaa, som om Pantsettelsen burde gaa tilbage. Imidlertid finde vi Hr. Erik Ketilssøn ved disse samme Tider som Befalingsmand over eller Panthaver af Ordoost, og da han tillige sees at have haft meget med Vadstena at bestille, og navnlig at have overladt det meget Gods i Vermeland og andensteds, ligger den Formodning ikke saa fjern, at han kan have bestyret Ordoost paa Klostrets Vegne, eller rettere at dette har overladt ham sin Panteret deri mod andet Jordegods, der laa det belejligere.
43. Dipl. N. I. 575. At Gaute idetmindste senere havde Skienssyssel i Pant, vil i det følgende blive viist, jvfr. Ny danske Magasin VI. S. 258.
44. See foregaaende Bind, S. 811.
45. Dipl. N. II. 587. 541. Jevnfør ovenfor S. 167.
46. Paa anden Maade kan man vanskeligt forklare, at Sysselmendene netop sees at have erhvervet Jordegods i sine egne Smør, om de end var der i nok saa kort Tid.
47. See ovenfor S. 120, 121, jvfr. Dipl. N. IV. 720. Naar vi øjeblikkeligt efter Benedicts Forflyttelse til Eker-Syslen, nemlig i 1388 og Januar 1389, see ham kjøbe Jordegods paa Lider og Eker, nemlig to Parter af Svidre (maaskee hele Gaarden) og endeel af Røren paa Eker (Dipl. N. IV. 554, 555, 566), da opstaar der sterk Formodning om, at det skete paa deri ovenangivne Maade.
48. Brev af 28de Mai 1423, Dipl. N. II. 673.
49. Hvorvidt Sysselmendenes Tyranni kunde gaa, viser især den skaunske Almues Klager af 1424 og 1425 over den daværende Foged eller Sysselmand Herman Molteke (Dipl. N. II. 680, 681, 683), men da de Tildragelser, hvorom der handles, ligge saa langt efter del Tidsrum, vi her have for os, ville vi der ej foregribe Fortællingens Gang ved at anføre dem.
50. Om alle de her nævnte Mend og Tiden, naar de havde Syslerne, er der allerede i det foregaaende handlet, saa at vi kun behøve at henvise dertil.
51. Dipl. N. II. 501. IV. 619. Her siges han at have en Ombudsmand paa Vime; da han i 1393 lod Gyrid Hallvardsdatter afstaa sig nordre Thumn for hendes Faders Bøder, synes han og at have handlet i Egenskab af Sysselmand for denne Deel af Borgesyssel. Imidlertid seer man af Nicolaus Gørzes Optegnelser om danske og norske Lehn omkring 1425, altsaa ikke fuldt 150 Aar efter Kong Olafs Tronbestigelse, at Vime Skibrede da laa til Akershuus Slot, og den synes efter Udtrykket at dømme, at have ligget længe dertil, da dette ei omtales som nogen nyligt skeet Forføjning. Der er saaledes al Grund til at antage, at Skibreden allerede paa Agmund Bolts Tid var forenet med Fogderiet paa Akershuus, maaskee for at forbedre Indtægterne. Maaskee var det endog netop Agmund Bolt, der sit denne Foranstaltning tilvejebragt, da han formodentlig har hast Pant i Vime Skibrede og derfor ikke kunde fravige den.
52. Det er nemlig ikke usandsynligt, at Borgesyssel allerede nu var udstykket i flere Smaa-Lehn, nemlig Idde og Aabygge Skibreder, Ingedal, Skjæberg, Marker, Eidsbergs Skibrede, Frølands Skibrede, Vime Skibrede, Skauns Skibrede, Tune Skibrede, Rode Skibrede, Rygge Skibrede, Odensø. (See nye danske Magazin, VI. S. 324). Vi finde f. Ex. Hr. Gyrd Gyrdssøn allerede i 1305 som Sysselmand i Frølands Skibrede, og der er al Sandsynlighed for, at han da allerede i lang Tid havde været det. (Dipl. N. IV. 754).
53. See Brev af 1389 i Grønlands historiske Mindesmerker III. S. 139. Thorleif Gregoriussøn forekommer i Brev af 15de Marts 1378, Dipl. N. IV. 507.
54. Dipl N. IV. 997.
55. Dipl. N. IV. 243.
56. Dipl. N. IV. 519. I. 560. Magnus Assurssøn nævnes endnu, maaskee i samme Embede, 1408 og 1417 (Dipl. N. V. 459 og I. 855).
57. Dipl. N. II. 531. I. 402.
58. See ovenfor, S. 160.
59. Dipl. N. IV. 452.
60. I 1398 nævnes en Olaf Peterssøn som Sysselmand der, maaskee egentlig kun som Haakon Sigurdssøns Ombudsmand.
61. Nye dansk Mag. XI. S. 256.
62. See ovenfor S. 170.
63. Hallvard nævnes uden nogen Titel i 1379, kjøbende Jordegods i Lom (Dipl. N. I. 457); Sysselmand i Gudbrandsdalen kaldes han i Marts 1381 (Dipl. N. III. 453), Medlem af Rigsraadet og armiger 1398 (sammesteds V. 382); i 1412 omtales Haakon Ketilssøn, hans Lensmand i søndre Gudbrandsdalen (s.steds III. 610), og i 1415 hans Lensmand Andres Jonssøn som tilstede ved en Forretning paa Lom, altsaa i Nordre Gudbrandsdalen (sammesteds III. 623). Imidlertid synes det og, som om Mariekirken i Oslo ved 1394 havde Syssel i søndre Gudbrandsdalen (Dipl. N. IV. 668); maaskee Hallvard da kun havde det nordre, hvilket bestyrkes af, at vi 1405–1408 finde Hallvard Bergthorssøn som kongelig „Ombudsmand“ i Foldebu, altsaa i søndre Gudbrandsdal (hvis dette ellers ikke var forenet med Vardal). Hallvard Alfssøn maa være bleven meget gammel, da han levede endnu i 1428 (sammesteds III. 694) Gaarden Sundbu, hvortil han skrives, fik han med sin Hustru Jarthrud Paalsdatter, der synes at have nedstammet fra Merkesmanden Hr. Paal Erikssøn, maaskee at have været hans Datters Sønnedatter (Dipl. N. II. 85. III. 70. I. 284. 288. III. 623.
64. Becker, Ældste danske Archiv-Registraturer, I. S. 80. jvfr. ovenfor S. 155. Det er her vist, at Hr. Erik Ketilssøn i 1386 overlod Hr. Ulf Holmgeirssøn Gods paa Soløer mod hans Deel af Agnaholm.
65. Dipl. N. VI. V. 369.