Det norske Folks Historie/8/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var de her nævnte Familier, ſaavelſom flere andre af ſamme Anſeelſe og Stilling i Samfundet, men ſom det her vilde blive for vidtløftigt ſærligen at berøre — .hvis Medlemmer fornemmelig afgav det Perſonale, hvoraf de daværende Embedsmend, Sysſelmendene og deres Ombudsmend, ſamt Lagmendene, udvalgtes. Imidlertid ſynes det dog, ſom om Lagmends-Embederne nu noget mere end Sysſelmendspoſterne have ſtaaet aabne for Mend, der var af ringere Herkomſt, eller ikke ſtrengt taget.hørte til den Klasſe af Hirdmends-Ætter, ſom i de Tider hos os kunde kaldes, om juſt ikke egentlig en Adel, ſaa dog idetmindſte en Nobilitet i den Forſtand, hvori dette Ord toges i den romerſke Republiks Velmagtsdage. Legger man Merke til Lagmendenes Navne og borgerlige Stilling overhoved, da vil man endog i de fleſte Tilfelde, der forekomme i dette ſildigere Tidsrum, have Vanſkelighed ved at paaviſe noget Slegtſkab mellem dem og de nys omhandlede Hirdmends-Ætter, ligeſom det nu heller ikke længer, ſom tidligere[1], i de fleſte Tilfælde ſynes at være Regelen, eller endog kan godtgjøres, at Lagmendene vare haandgangne Mend, hvor anſeede de forreſten kunne have været. Det ligger ogſaa i Sagens Natur, at man ved Beſættelſen af Lagmands-Embederne, der nødvendigviis fordrede en vis Grad af Lov-Kundſkab, ikke ſaa godt kunde tage Henſyn til Byrd og Familieforbindelſer, ſom ved Overdragelſen af Syſlerne, hvorved ingen andre Qvalificationer udfordredes, end ſaadanne, ſom vare uadſkillelige fra enhver Mand af Stand i hine Tider. Men denne Omſtændighed, der ſaaledes aabnede Manden af ringere Stand eller Herkomſt Adgangen til indflydelſesrige Embeder, der tildeels endog var ſtengt for de mere Højbyrdige, naar de ikke beſad de fornødne Kundſkaber, havde ogſaa her den ſamme Følge ſom paa de fleſte Steder, hvor der findes et Slags Ariſtokratie, at Embedet ſelv, iſtedetfor at tiltage ſaa meget mere i Anſeelſe, ſom det forudſatte Talenter og Kundſkaber hos Ihændehaveren, tvertimod ſank ſaa meget lavere i Ariſtokraternes Øjne, ſom det ikke udelukkende kunde forbeholdes Ariſtokratiet, men maatte ſøge ſin Mand uden Henſyn til Byrd og Connexioner, og vel endog i de fleſte Tilfælde blandt de forholdsviis ringere Samfundsklasſer. Dette falder ſtrax i Øjnene, naar man enkeltviis forfølger Lagmendenes Livsbaner paa denne Tid, ſaavidt det lader ſig gjøre, og det er endog merkverdigt at iagttage, hvor langt anſeeligere den Stilling var, ſom Lagmendene indtog i Aarhundredets førſte Halvdeel, end den, ſom de ſyntes at have indtaget i det Tidsrum, vi her have for os. I Kong Erik og Haakon Magnusſøns Tid opnaaede om ikke alle, ſaa dog mange eller endog de fleſte Lagmend Ridderverdigheden, bleve Medlemmer af Raadet, og hørte aabenbart til Ariſtokratiet, f. Ex. Hr. Sigurd paa Aga, Hr. Hauk Erlendsſøn, Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn, Hr. Eindride Simonsſøn o. Fl. Men af de Mend, der i Tiden ved Kong Olafs Thronbeſtigelſe beklædte Lagmands-Embederne, finde vi faa eller ingen, der enten var Ridder, eller endog haandgangne Mend, endſige Raadsmedlemmer, ligeſom vi og, ſom ſagt, neppe engang kunne paaviſe noget Frændſkab mellem Lagmendene og Hirdmends-Ætterne. Lagmand i Oslo var endnu i Marts 1830 Guthorm Gudbrandsſøn[2], der kort efter afløſtes af Thorbjørn Asgrimsſøn, Broderſøn af en Eiliv Skenke. Thorbjørn omtales ſom ſvoren Lagrettesmand i Oslo 1375 og 1378[3], og ſom Lagmand allerførſt i 1383, paa ſit Yderſte i 1389[4]. Man finder intet Tegn til: at nogen af disſe to Mend endog vare haandgangne Mend; hvad Thorbjørn angaaer, da var det endog viſt, at han ej havde denne Rang, da han i et Brev, hvor han omtales ſom en af Parterne, ej faar Titlen „ærlig Mand“ eller „hederlig Mand“, hvilken paa den Tid altid anvendes om de haandgangne Mend[5]. Heller ikke lader det ſig paapege, at de vare beſlegtede eller beſvogrede med nogen af de føromtalte, anſeede Ætter. Og dog var de viſtnok baade rige og anſeede. Guthorm beklædte ſit vigtige Embede i henved 30 Aar; han gav ikke ubetydelige Gaver ſaavel til Mariekirken for ſin Datter Sigrids Gravſted, ſom til Biſkopsſtolen, formodentlig for ham ſelv[6]. Thorbjørn ejede en Deel af Hjalparegaarden i Oslo, ſom han bebyggede efter Branden, og af hans Teſtament, ſom vi endnu have, ſees det, at han ſkjenkede Domkirken og Clemenskirken i Oslo meget Jordegods i Bergheimshered, hvor han altſaa var en betydelig Godsbeſidder[7]. Da Thorbjørn Asgrimsſøn gjorde ſit Teſtament, var han ej længer Lagmand og kaldte heller ikke ſig ſelv ſaaledes; hans Sygdom og Svaghed havde vel nødſaget ham til at fraſige ſig Embedet, thi hans Efterfølger, Harald Kolbjørnsſøn, nævnes allerede ſom Lagmand den 4de Februar 1389[8]. Denne Mand, der forblev i Embedet til Tiden omkring 1409[9], var upaatvivleligt en Søn af den forhen omtalte Kolbjørn Hermundsſøn og Gyrid Haraldsdatter paa Thumn, og ſaaledes viſtnok beſlegtet baade med Bolterne og Stumperne, men alligevel er der ikke Spor af, at han nogenſinde blev optagen i Raadet, om han end maaſkee kan have været haandgangen Mand, hvad der dog ingenſinde med Sikkerhed kan ſees[10].

Lagmand paa Oplandene var, idetmindſte i 1834, Finnboge Thoresſøn, der ogſaa var i Embedet 1393[11],. og ſom ſynes at have haft Eiendomme paa Hadeland[12], men om hvem intet forreſten vides[13]. Tunsbergs Lagmand var fra 1365 til hen i eller efter 1380 den føromtalte Berg Hermundsſøn, Søn af Hermund Bergsſøn Klerk. Han idetmindſte var haandgangen Mand, thi hans Huſtru Ingerid, der tilligemed ham blev begraven i Glymeima (Gleminge) Kirke ved Sarpsborg, kaldes „Huſtru Ingerid[14]“. Det ſynes ogſaa, ſom om han, førend han blev Lagmand, udførte en Sysſelmands Forretninger i øvre Thelemarken, da han havde en Ombudsmand der i 1358 til at optage Forhør; maaſkee han da beſtyrkede Syſlen i Orm Eyſteinsſøns Navn, og i ſaa Fald har han viſt været haandgangen Mand. Ellers maa han have haft hjemme i Borgeſysſel, da han ej alene blev begraven ved Glymheim Kirke, men ogſaa var tiendepligtig til Rode Kirke[15]. Bergs Eftermand var maaſkee Brand Gunnarsſøn, der dog ikke nævnes ſom Lagmand førend i 1390. Embedet beholdt han til hen i 1395, da han afløſtes af Jon Karlsſøn, dog ſeer det ud til, at han levede nogen Tid længer. Ogſaa Brand ſynes at have været haandgangen Mand; han havde formodentlig hjemme i Nærheden af Tunsberg eller Skiringsſal, og uſandſynligt er det derfor ej, at han har været gift med den føromtalte Huſtru Ragnhild Herleiksdatter paa Skardaberg, Eivind Brandsſøns Moder, og nærbeſlegtet med Kanerne[16]. Hvo der efterfulgte Sigurd Gyrdsſøn ſom Lagmand i Skien, vides ikke. Som Lagmand nevnes han udtrykkelig for ſidſte Gang i 1373; men endnu i 1378 udſtedte han tilligemed en anden Mand et Vidnesbyrd om en Salgsindgaaelſe fra Gaarden Gerpen i Nærheden af Kirken, der ſorte ſamme Navn; da nu denne Gaard lige indtil Lagmands-Embedernes Ophævelſe i 1797 var Embedsgaard for Skiens Lagmand, er der højſt ſandſynligt, at Sigurd ogſaa nu beboede den og udſtedede Breve derfra i denne Egenſkab[17]. Der nevnes nu ikke nogen Lagmand i Skien førend Harald Haakonsſøn i 1395, om hvem intet forreſten vides, uden at han beklædte Embedet indtil efter 1407, da han ſidſte Gang nevnes[18]. Om han umiddelbart afløſte Sigurd Gyrdsſøn, eller der var nogen imellem dem, har hidtil ikke kunnet udfindes. Ingen af disſe tvende Mend ſynes at have hørt til de fornemmere Ætter[19].

I Viken eller Ranafylke nævnes ved disſe Tider ſom Lagmand den føromtale Thoralde Steinbjørnsſøn, idet hans Eftermand, Sæmund Thorgilsſøn, der allerførſt nævnes i Embedet 1391, bekrefter en af ham afſagt Orſkurd[20]. Altſaa maa Thoralde have været Lagmand før dette Aar, men naar, og nøjagtigt til hvilken Tid, vides ej. Sæmund beklædte Embedet til langt ind i det følgende Aarhundrede.

I Ryfylke (d. e. Agvaldsnes Thinglag, hvortil ogſaa Agder hørte, nævnes der ingen Lagmand mellem Thorleif Gudmundsſøn, der forekommer i et Par Breve fra 1362, og Haavard Sigurdsſøn, der nævnes allerførſt i Februar 1383[21]. Haavard har da ſandſynligviis allerede længe været i Embedet, da han allerede i Februar 1385 havde faaet en Eftermand i Ivar Sveinsſøn, der foreſtod Embedet til efter 1388, da han afløſtes af Thorbjørn Thoraldesſøn, ſom forblev i Embedet til noget efter Aarhundredets Slutning[22]. Ingen af disſe Mænd ere forøvrigt bekjendte eller ſynes at have hørt til de fornemmere Slegter. Det ſamme ſynes ogſaa at have været Tilfældet ſaavel med Gunnar Hjarandesſøn, der var Bergens og Gulathings Lagmand i den lange Tid fra 1361 og 1366 (ſee forr. B. S. 866) indtil henimod 1380[23], ſom med hans Eftermand i begge Embeder, Jon Aslaksſøn, der nævnes allerførſt i 1382[24] og i October 1386 var afløſt af Arnulf Gunnarsſøn[25]. Hvorledes det forholdt ſig med Froſtathinget og Nidaroos Stads Lagmands-Embeder, om ogſaa disſe nu vare forenede, ſom Bergens og Gulathings, eller adſkilte, vides ikke; næſten lige fra Mandedødens Tid og indtil Aarhundredets Udgang nævnes kun een Lagmand i Nidaroos, Jardar Erlingsſøn i 1382, og ingen for Froſtathing. Heller ikke kjendes nogen anden Lagmand paa Haalogaland i Tiden mellem 1356 og 1400, end Jon Thorgilsſøn i 1388 og 1389, maaſkee den ſamme, der egentlig hører til Throndſtad-Ætten og en Tid ejede ſøndre Thumn[26]. I Jemteland nævnes efter Besſe Bergthorsſøn, der forekommer i 1352, ingen førend Thorfinn, der beklædte Embedet i 1365 og 1376, og dernæſt en Sveinung Thordsſøn, der forekommer i Breve mellem 1391 og 1406[27]. Thorfinn ſynes at have hørt hjemme i Borgeſysſel, hvor han ejede Jordegods i Bergs Sogn[28].

Af alt dette faar man et temmelig beſtemt Indtryk af, at Lagmands-Embedet, ſaa hederligt og anſeet det end i ſig ſelv kunde være, dog ikke længer regnedes blandt de fornemſte Embeder i Landet, eller betragtedes ſom ſærſkilt forbeholdt de ariſtokratiſke Ætter. Det dannede neppe engang det førſte Skridt paa Embedsbanen for den hidtil lidet bekjendte, men fremadſtræbende Mand af ringere Herkomſt, der ſøgte at arbeide ſig op til Rigets højeſte Verdigheder; thi hertil var det førſt og fremſt nødvendigt at være haandgangen Mand eller Væbner, ſom det nu ogſaa hyppigt kaldes, og ſelv denne Rang opnaaedes nu, ſom vi have ſeet, kun ſjelden af Lagmændene, om de end nok ſaa længe forblev i Embedet; og opnaaede de den, var det ſnarere paa Grund af deres Stilling og Familieforhold forøvrigt, end ſom Løn for langvarig og hederlig Embedsførſel. Sagen var den, at Forberedelſen til Lagmands-Embedet allerede fra Begyndelſen af ſtillede den, der ſøgte at gjøre ſig ſkikket dertil, under ganſke andre Livsvilkaar, end den, der ved Hirdtjeneſte ſøgte at erhverve Syſler, blive Hirdſtjorer, Raadsherrer o. ſ. v. Hiin Forberedelſe maatte være mere klerkemesſig, idet den vordende Lagmand ganſke viſt maatte lære til Fuldkommenhed at ſkrive og omgaaes med Bøger, maaſkee endog noget Latin for at forſtaa ſig lidt paa den kanoniſke Ret; og disſe Kundſkaber erhvervede han da vel i Regelen paa en anden Lagmands Skriverſtue eller Contoir, ſom hans Skriverdreng eller„ Klerk[29]“, ſiden ſom hans Ombudsmand eller Fuldmegtig, indtil han var ganſke udlært og kunde overtage et ſelvſtændigt Lagmands-Embede. Men denne Forberedelſe var i det Væſentlige, hvad man nu vilde kalde civil, og hvilken man i de Tider næſten betragtede ſom halvgeiſtlig, medens derimod den Bane, ſom de, der attraaede Syſler m. m. betraadte, nu mere end forhen var afgjort militær. De vordende Sysſelmend maatte begynde med Hoftjeneſten og væſentligt forberede ſig dertil ved at erhverve Vaabenferdighed. Var end Skikkene ved Hoffet nu viſtnok betydeligt forandrede fra hvad de var paa den Tid, da Hirdſkraaen blev given, og lempede efter hvad der var brugeligt ved andre, idetmindſte de ſvenſke eller danſke Hoffer, ſaa var dog Hirdſkraaens Hovedbeſtemmelſer endnu fuldkomment gjeldende, og den deri antydede Bane for de unge højbyrdige Mend fremdeles den, de havde at betræde for at naa de højeſte Verdigheder i Riget. Hvorvidt der endnu ſkjelnedes mellem Kjerteſvend, Geſter og virkelige Hirdmend, er vanſkeligt at ſige: man kan af de forhaandenværende Breve ej ſee det, og det lader næſten til, at man nu kun brugte tre Grader, nemlig a) begyndende haandgangne Mend, der endnu ikke vare blevne virkelige Hirdmend; b) Hirdmend, der ſtode nærmeſt for Haanden til at kunne blive Riddere, og ſaaledes indtoge den ſamme Stilling, ſom de ſaakaldte Svener, Ridderſvene, Knaper, Riddermendsmend, Væbnere, eller Mend „aa Vaaben“, indtoge i Sverige og Danmark, hvorfor de ogſaa nu ſædvanligviis kaldte ſig „aa Vaaben“, paa Latin „armigeri[30]“; og endelig c) Riddere, der, ſom vi have ſeet, oprindeligt kaldes Skutelſveiner. Man ſeer ogſaa af de Breve, der ere tilbage fra hine Tider, at Titelen „Herre“ fremdeles var forbeholdt Ridderne, der ogſaa ved Siden deraf ſtundom i Omtale kaldtes „velborne Mend“, og hvis Huſtruer ligeledes ſtedſe kaldtes „Fruer“, ligeſom Hirdmendenes eller Væbnernes altid kaldtes „Huſtru N. N.“; derhos viſe en Mængde Exempler, at allerede Hirdmendene eller Væbnerne ſædvanligviis kaldtes „ærlig Mand N. N.“ eller „hederlig Mand N. N.“: en Titel, der ej ſynes at være bleven nogen haandgangen Mand til Deel, førend han kunde kalde ſig á vápn[31]. Men fordi om disſe Benævnelſer nu var blevne mere brugelige, end de eldre, der opſtilles i Hirdſkraa, er det derfor ikke ſagt, at dennes Beſtemmelſer ikke efter Bogſtaven fulgtes. Det er ſaaledes ej alene muligt, men endog højſt ſandſynligt, at Kongerne fremdeles paa de i Hirdſkraaen foreſkrevne Maader har udnævnt Kerteſveiner, Geſter, Hirdmend og Riddere, men at man kun i daglig Tale havde ophørt at ſkjelne mellem andre Grader end de nysnævnte tre, „Ikkehirdmend“, Hirdmend eller Væbnere, og Riddere. Alle disſe tilſammen udgjorde ſaaledes hvad man nu vilde kalde den egentlige Militærſtand, og af denne valgtes nu ſaagodtſom udelukkende Sysſelmendene og Hirdſtjorerne, altſaa de højere Befalingsmend; thi det kan alene betragtes ſom Undtagelſer, at enkelte Syſler vare overdragne til Geiſtlige, f. Ex. Syſlen paa Follo til Provſten ved Mariekirken i Oslo, og ſelv denne lod dog de egentlige Sysſelforretninger udføre ved verdslige Ombudsmend, der viſtnok vare ligeſaa militære ſom nogen af de øvrige Sysſelmend eller Underſysſelmend. At Sysſelmendenes Embeder, uagtet de omfattede Civil-Beſtyrelſen, dog væſentligſt havde en militær Charakter, ligger i Sagens Natur og den Maade, hvorpaa Beſtyrelſen ſkete i Kongens Navn, endog der, hvor det egentlige Feudalvæſen ikke herſkede. Civil- og Militær-Beſtyrelfe vare i de Tider uadſkillelige. Sysſelmanden repræſenterede Kongens Perſon i ſit Diſtrict, paa den dømmende Myndighed nær, altſaa var netop den militære og den executiv-civile forbeholdt ham, og ſelv den ſidſte kunde i de Tider, da alle voxne Læg-Mend bare Vaaben eller havde Ret til at bære dem, ikke godt haandhæves uden paa militær Viis; naar Domme ſkulde udføres, Udaadsmend opſøges og fordrives, Skat inddrives o. ſ. v., ſaa maatte det i denne Tid altid ſkee ved væbnede Tjenere; idetmindſte faldt det neppe Nogen ind at udføre ſaadanne Hverv uden at være bevæbnet og omgiven af et bevæbnet Følge. En endnu mere afgjort militær Charakteer fik Sysſelmands-Embederne ved de af os tidligere omtalte Beſtemmelſer, vedtagne paa Hirdmøderne i Tunsberg og Bergen 1273, hvorved Sysſelmendene forpligtedes til i Krigstid at holde hver et viſt Antal væbnede Mend, en Forpligtelſe ſom da tillige paalagdes Lendermendene og alle Veitſlemend, og ſom maa være vedbleven for disſe ſidſte, efterat Lendermandsverdigheden var bleven afſkaffet. For den unge Mand, der vilde begynde ſin Bane ſom Kriger og vordende Militær- og Civil-Befalingsmand, var det derfor viſtnok (naar han ikke var ſaa højbyrdig og megtig, at han ſtrax kunde blive optagen blandt Kongens Hirdmend og faa en Sysſel) det al-mindelige, at han ſluttede ſig til en eller anden fornem Mand, der holdt væbnede Tjenere, i Regelen vel en Sysſelmand, og gik i hans Tjeneſte ſom „Hofmand“ eller „Hovmand“. Saaledes kaldte man allerede i den Tid ſlige Tjenere hos Befalingsmendene, der udførte deres Erender, indkrævede Skat, o. ſ. v., og Benævnelſen vedblev ſiden indtil langt ned i Tiden og ophørte neppe, førend efter den ſaakaldte Souverainetets Indførelſe i 1660[32], da Beſtyrelſen, der indtil da væſentligen havde været ført paa den gamle Viis, blev ſat paa en ganſke anden Fod. At tage Tjeneſte paa denne Maade kaldtes ligeledes „at gaa i Hovgaard“. Vel var nu Forfremmelſen paa denne Bane upaatvivleligt meget afhængig af Byrd og Familieforbindelſer, og for den Ringe og Ubemidlede var det neppe let at ſtige højt, men Udſigten dertil var dog ikke ganſke lukket; Dygtighed, Mandighed og heldige Omſtændigheder kunde dog altid hjelpe En frem, og ſaaledes var det naturligt, at alle de ærgjerrige unge Mend, der attraaede Titler, Magt og Anſeelſe, flokkedes om at „gaa i Hovgaard“ for dermed at begynde ſin Bane. Dette ſeer man tydeligt nok af den allerede ovenfor berørte Art. 8 i den ſtore Retterbod af Kong Haakon, der ſandſynligviis vedtoges om Sommeren 1380 (ſ. ovf. S. 87—88). Det heder her udtrykkeligt: „Ikke ville vi heller, at Biſkoper, Riddere eller andre vore Mend tage Arbeidsmend eller Lejedrenge i Hovgaard, uden til virkeligt Arbeide og ſaadan Bedrift, ſom de ere opfødte med; men Enhver, der løber fra Bønder eller Preſter, ſkal refſes af Sysſelmand, efterſom Loven og vore Forfedres ſaavelſom vor egen Beſtemmelſe tilſiger“. Heraf ſeer man tydeligt, at unge Mend, endog af ringere Stand, ſom vare opfødte ved almindeligt Gaardarbeide paa Landet og ellers plejede at gaae i Tjeneſte hos Bønder eller Preſter ſom Gaardsfarte eller Arbeidsmend, nu ofte af Ærgjerrighed og Forfengelighed ſlog Vrag paa denne beſkednere Stilling og gik til dem, der holdt Hovmend, for at antages blandt disſe, ej til det Arbejde, de før havde udført, men til Hovmandstjeneſte. At Biſkoperne her nævnes blandt dem, der havde “Hovgaard“, kommer deraf, at de, ſom bekjendt, vare berettigede til at holde haandgangne Mend, tidligere endog Skutelſveiner, foruden at viſtnok ogſaa de fleſte Biſkoper havde Syſler, ſom perſonligt var dem overladte[33]. Ved Ridderne ung andre vore Mend“ forſtaaes her aabenbart nærmeſt Sysſelmendene, da det kan anſees ſom givet, at enhver Ridder var Sysſelmand, foruden de Væbnere, der ogſaa fik Syſler. Ærgjerrigheden hos de unge Folk og deres Tilſtrømning til Hovgaardene maa have været uforholdsmesſig ſtor og utilbørlig, ſiden man maatte ſkride ind derimod med et udtrykkeligt Forbud. I denne Tjeneſte erhvervede nu de unge „Hovmend“ den nødvendige Øvelſe i Vaaben og i de almindeligſt forefaldende Forretninger. De kunde da formodentlig i alle Fald ſtige til at blive Sysſelmendenes Lensmend, det vil ſige deres Underſysſelmend eller Fuldmegtige i de mindre Diſtricter, og hvilke efter Retterbødernes udtrykkelige Beſtemmelſe ikke uden Bøndernes eget Samtykke maatte være haandgangne Mend, da de ellers let kunde misbruge ſin Magt til at undertrykke Almuen, men ſkulde i Regelen være indfødte Bønder af Bygdelaget[34]. Denne Beſtemmelſe blev dog i Tidens Løb neppe omhyggeligt overholdt, og i alle Fald kunde det ej være ſaa vanſkeligt at erhverve Bøndernes Samtykke, thi viſt er det, at der omtales flere Lensmend, der tillige ſynes at have været haandgangne. Dette var idetmindſte Tilfeldet med de ſaakaldte Ombudsmend for Hirdſtjorer eller Befalingsmend, der ikke ſelv kunde beſtyre Syſlerne; ſaadanne Ombudsmend vare i ſig ſelv virkelige Sysſelmend i Alt uden Navnet[35]. Lang og tro Hovmandstjeneſte og Dygtighed, eller Gunſt og Beſkyttelſe, eller anſeet Byrd banede vel omſider, paa Sysſelmandens Anbefaling, Vejen til den umiddelbare kongelige Tjeneſte, det vil ſige til at blive haandgangen Mand, medens det forſtaar ſig, at Medlemmerne af de fornemſte og rigeſte Ætter neppe behøvede denne Forberedelſe, men ſtrax enten i Navn eller i Virkelighed bleve Kongens Mend og forfremmedes hurtigt til højere Verdigheder. De haandgangne Mend, fordeelte over hele Riget, og vel fordetmeſte endog begunſtigede med mindre Veitſler eller Forleninger af Krongods, vare forpligtede til-at yde Sysſelmendene al den Haandrekning, de behøvede, og med dem at vaage over Landets indre og ydre Sikkerhed; de af dem, ſom havde Veitſler, vare ogſaa forpligtede til at ſtille væbnede Mend i Krigstid, og ſaaledes have vel ogſaa de fleſte af dem holdt „Hovgaard“ i en mere indſkrænket Maaleſtok. Deres fremdeles ſtedfindende Forpligtelſe til at indfinde ſig hos Kongen i Krigstid efter Tilſigelſe ſees tydeligt nok af Kong Haakons Opbud til Sogningerne i Marts 1380 (ſ. o. S. 82). „Vi byde“, heder det her, „alle vore Tjenere, haandgangne Mend og Herreſvene iblandt Eder, og hvem det forreſten tilkommer, at være rede med ſine Vaaben og komme ſyd til Landsenden til os til Rigets Vern uden Ophold“. Man kan, ſom det ovenfor er yttret, viſtnok temmelig trygt antage, at de meſt anſeede og formuende Bønder i enhver Bygd ſenere eller tidligere vare optagne blandt de haandgangne Mend. En længere eller kortere Tjeneſtetid ſom ſaadan aabnede Vejen til at blive virkelig Hirdmand eller Væbner, og ſaavidt man kan ſee, maatte man nødvendigviis have opnaaet denne Grad for at kunne blive Sysſelmand eller Medlem af Raadet. I det mindſte nævnes aldrig nogen Sysſelmand eller Raadsherre, der ikke tidligere var Svein eller „Armiger“. Derimod var Ridderverdigheden ikke hertil nødvendig, og ſtundom kunde den vel endog være vanſkelig at opnaa, forſaavidt ſom det lader til, at den nu ikke meddeeltes uden ved ſtørre Højtideligheder og af en virkelig kronet Konge, thi viſt er det, — ſom det og idet følgende vil ſees, — at ingen Ridder blev udnævnt i Norge fra Kong Haakons Død og indtil Kong Olafs Eftermand var kronet i 1397[36]. Paa den her antydede Viis var det nu vel altid muligt for Mend af ringe Herkomſt, men med Dygtighed og kraftig Vilje, at arbeide ſig op til de højere Verdigheder, men det ligger i Sagens Natur, at det havde ſine ſtore Vanſkeligheder, og at det fornemmeligt kom an paa at høre til en af de Ætter, der nu engang plejede at betragtes ſom de mere anſeede, og hvilke ligeſaavel her i Norge dannede et Slegts-Ariſtokratie, ſom Frelſemendene i Sverige, om de end ikke kunde opviſe ſaa beſtemte Adkomſter dertil, ſom disſe; ja de kaldtes endog idetmindſte i Pavebreve altid „nobiles“ d. e. Adelsmend. De indtog overhovedet i Samfundet aldeles den ſamme Stilling, ſom de danſke og ſvenſke Adelsmend, og førte ligeſom disſe faſte, arvelige Skjoldemerker. Foreningen førſt med Sverige, ſiden med Danmark, bidrog naturligviis end mere til at ſtille deres Ætter paa lige Fod med disſe Landes AdelsſlegterSiteringsfeil: Ugyldig <ref>-kode; referanser uten navn må ha innhold.

Den væſentlige Forſkjel med Henſyn til Sysſelmendenes og Lagmendenes Stilling i Samfundet var altſaa nu ej alene den, at hine vare militære, disſe civile, men ogſaa den, at de førſte hørte til Ariſtokratiet

I Pavebreve, idetmindſte fra det 13de Aarhundrede af, kaldes Konger og Dronninger „illustres“, men Kongeſønner, Hertuger og alle Adelsmend, eller de, der anſaaes jevngode med ſaadanne, nobiles. At alle Riddere anſaaes for nobiles, forſtaar ſig af ſig ſelv, men for dem, der ei var Riddere, maatte det, idetmindſte naar de vare norſke, være vanſkeligt nok for det pavelige Cancellie at vide, naar Nobilitetsprædicatet ſkulde anvendes, ſaaſom det ei brugtes i Norge ſelv. At det er tilføjet efter Vink af norſke, med Forholdene bekjendte Geiſtlige, kan vel ikke omtvivles, men af ſtor Interesſe vilde det dog have været, om vi nøjere havde kjendt de Regler, de her fulgte. Naar man ſkal gjette paa noget, bliver intet rimeligere, end at det var Optagelſen i Hirden, eller blandt de haandgangne Mends Tal, der anſaaes at berettige til dette Prædicat. (Exempler paa Anvendelſen af Titlen „nobilis“ ſee Dipl. N. I. 79. 308). Hvad Skjoldemerkerne angaar, da vil man finde udførlig Underretning derom, deels i det danſke „Adelslexikon“, deels og iſær, i de (desverre ufuldendte) „heraldiſk-hiſtoriſke Optegnelſer“ af Munthe, i N. Samll. N. 3die og 4de Deel, hvor ogſaa en Mængde Vaabenmerker findes afbildede. Det fremgaar heraf, at faſte, arvelige Vaabenmerker begyndte allerede at bruges mod Slutningen af det 13de Aarhundrede, men bleve ikke ret almindelige, ſaaledes at man ſikkert kan ſtole paa dem ved genealogiſke Underſøgelſer, førend hen i det 14de. Endog Hafthorsſønnerne, ſkjønt Brødre, førte ikke de ſamme Vaabenmerker, og Hr. Jon Hafthorsſøn ej engang til alle Tider det ſamme. Ættevaabenet, ſom idetmindſte Faderen brugte, var en Roſe (deraf ogſaa det ſenere den ſvenſke Green af Ætten tillagte Familienavn „Roos“); men Hr. Jon optog dette Merke førſt efter 1347, thi 1330—40 brugte han kun en ſtor Hjelm med ſtore Fjerbuſke, og i 1347 en kvindelig Figur, ſom holdt en Krone over en Hjelm med utydelige Merker. Hr. Sigurd derimod førte et Skjold, deelt i to Feldt paatvers; i det nedre Halvdelen af Roſen, Faderens Merke, i det øvre derimod Halvdelen af den norſke Løve med Øxen, aabenbart for at tilkjendegive ſin kongelige Herkomſt; og af denne Omſtændighed, ſaavelſom flere andre, navnlig den, at Sigurd, ſkjønt yngre Broder, i Aarene 1333—1339 ſtillede ſig mere afgjort i Oppoſition mod Kongen, end Jon, og traadte beſtemtere frem med visſe Fordringer, ſkulde man virkelig friſtes til at tro, at de kun vare Halvbrødre, og at alene Sigurd Hafthorsſøn var født i Faderens Egteſkab med Konge-Datteren Agnes. Jons Søn, Haakon Jonsſøn, havde atter et fra Faderens og Farbroderens forſkjelligt Vaaben, nemlig en ſpringende Løve eller Grif maaſkee med en Skraabjelke fra Venſtre til Højre. See N. Samll. IV. S. 124—130, 583 fgg; jfr. nedenfor. Naar man ſſteds. S. 130) finder Guthorm Hafthorsſøn og Lagmanden Sigurd Hafthorsſøn at have ſort et verticalt deelt Vaabenſkjold, hvori atter den halve Roſe og en Hermelinsſtribe, beſtyrker dette det af os ovenfor Anførte, at Sigurd Lagmand var beſlegtet med Hafthorsſønnerne.</ref> og Nobiliteten, de ſidſte ikke. Men Foreningen og den nærmere Berørelſe med begge Nabolandene havde frembragt endnu en Forandring i Sysſelmendenes Stilling i Lighed med hvad der hyppigſt eller vel endog i Regelen fandt Sted i disſe, nemlig at Sysſelmendene nu bleve forlenede med Syſlerne, ſaaledes at de alene ſvarede Kronen en vis Afgift, imod at beholde de øvrige Indtegter, eller at det tillodes dem at beholde, uden Regnſkab, visſe beſtemte Indtegter, ſom Vaar eller Høſt-Ledingen, eller Sagøren af de ringere Forbrydelſer, e. a. d., imod at aflevere Regnſkab for det Øvrige. Og dette ledede da igjen til, hvad der var ſaa almindeligt i Sverige og Danmark med de ſaakaldte Lehn, at den, der blev Sysſelmand, fik Syſlen forlenet ſom Pant for en eller anden Fordring paa Kronen. I Sverige og Danmark var denne Fremgangsmaade allerede i længere Tid ſaaatſige bragt i formeligt Syſtem. Lehnene med de dertil hørende Borge, eller omvendt Borgene med de dertil liggende Lehn eller Fogderier bleve, ſom det lader til, i hele Aarhundredets Løb ſjelden eller aldrig overdragne til nogen Befalingsmand, uden imod at han enten betalte eller overtog at betale en Sum, ſom da naturligviis ſkulde godtgjøres ham, naar han igjen gav Slip paa Forleningen, forſaavidt ikke Indtegterne af denne betragtedes ſom Afdrag. Han fik ſaaledes ſelv en virkelig Panteret, ſom ikke ved et eenſidigt Magtſprog af Lehnsherren kunde berøves ham, men ſom endog gik over til hans Arvinger, indtil Summen var betalt, enten ligefrem af Lehnsherren, eller gradviis ved de aarlige Indtegter, naar disſe betragtedes ſom Afdrag, hvilket undertiden udtrykkeligt betingedes, undertiden ikke[37]. Men uagtet Lehnsherren ſaaledes herved paa en vis Maade midlertidigt fraſkrev ſig ſin Ret til at befatte ſig med Lehnet, og Panthaveren endog var berettiget til at modſtaa ethvert Forſøg fra hans Side paa at ſette ſig i utilbørlig Beſiddelſe deraf med væbnet Haand, ophørte derfor ikke hans Forpligtelſe til at tjene Lehnsherren i Krig med det beſtemte Antal Mend, efterkomme hans Kaldelſer til Møder og Krigstog, udføre hans Erender, og fremfor alt at forſvare Lehnene mod hans Fiender, ſamt ikke paa nogen Maade tillade, at de kom i disſes Hender, hvorfor det ogſaa ſedvanligviis udtrykkeligt indførtes i Overeenskomſterne om ſlige Panteforleninger, at Lehnene eller Borgerne ſkulde holdes til Lehnsherrens “troe Haand“, og aldrig under nogen Omſtændighed overgives til andre end ham eller den, hvem han maatte overdrage ſin Ret. Dette hindrede dog ikke Panthaveren fra, — hvad vi allerede oftere have ſeet Exempler paa —, igjen paa ſit Anſvar at overdrage Lehnet eller en Deel deraf til en eller flere andre, atter imod en Pengeſum, os paa de ſamme Vilkaar. Ved ſtørre Pantſettelſer, ſom de megtigere Fyrſter overtog, var denne Fremgangsmaade endog den ſedvanlige, ſaaledes at de under Eet forbandt ſig til at give en ſtor Sum for et heelt Landſkab med alle dets mindre Lehn og Borge, men i Virkeligheden kun bragte Summen, eller det meſte deraf, til Veje ved enkeltviis at bortforlene de mindre Dele til flere af ſine Mend paa ſamme Viis, og ej ſjelden .hendte det da, at en og anden af disſe endnu foretog en lignende Under-Pantſettelſe. Iſær ſkete ſlige Panteforleninger og Underforleninger, naar en Fyrſte med væbnet Haand havde erobret et Landſkab. Hans førſte Skridt var da ſedvanligviis at give Borgene med tilhørende Fogderier i Pantelehn til paalidelige Mend; derved fik han tildeels Krigsomkoſtningerne godtgjorte og gjorde desuden Panthaverne ſaaatſige til Med-Interesſenter i Foretagendet, ſaa at han deſto ſikkrere kunde .regne paa, at de vilde forſvare Erobringen. Det indviklede Syſtem, ſom herved fremkom, og hvorved Penge-Interesſerne ſpillede en overvejende Rolle, kunde nu vel iſær efter de Tiders Betragtningsmaade ſiges at medføre visſe Fordele, navnlig den nysnævnte, at Panthavernes Interesſer derved knyttedes ſtærkere til Overherrens, fra hvem de udledede ſin Ret, omtrent ſaaledes ſom nuomſtunder indenlandſke Statslaan antages at gjøre de Borgere, der have anbragt ſine Capitaler deri, dobbelt interesſerede i at opretholde Staten, med hvis Tilværelſe eller Truſel deres egen Udſigt til at faa ſine Penge tilbage ſtaar og falder. Men det er dog let at indſee, at Ulemperne af Syſtemet maatte langt overveje Fordelene. For det førſte blev dog Kongerne eller de regjerende Fyrſter i Virkeligheden altfor lenge udelukkede fra deres rette Herredømme over de bortforlenede Landsdele og fra den Control, de ſkulde udøve over Befalingsmendene; for det andet havde disſe, ved Manglen af denne Control[38], og i Følelſen af, næſten at have Ejendomsret til Forleningen, al mulig Friſtelſe til at begaa alſkens Uretferdigheder og undertrykke Indbyggerne; og endelig var Tilbagegivelſen af eller overhoved Forføjningen over et ſaadant i Over- og Under-Pant bortgivet Landſkab ſomofteſt forbunden med ſaa mange Vanſkeligheder, grundede i de forſkjellige Pengekrav, at det ſtundom viſt maatte ſynes haabløſt at faa den tilvejebragt. Thi om end, hvad der dog kun ſjelden var Tilfeldet, Landsherren eller nogen anden paa hans Vegne havde Penge til at indløſe Pantet med, var det ikke derfor ſagt, at Overpanthaveren ſtrax kunde udløſe Underpanthaverne, og imidlertid henſtod Landſkabet eller enkelte Dele deraf i en Mellemtilſtand, uden nogen beſtemt Overherre. Ved Afſtaaelſer af Landſkaber eller Tilbagegivelſer af erobrede Landsdele var det heller ikke nok, ſlethen at fordre eller betinge dette i Overeenskomſten derom, men Modtageren maatte ogſaa overtage at udløſe de enkelte Underpanthavere, og ſaaledes fremkom altid de trykkende Pengeſpørgsmaal paany, ſaaledes ſom vi have ſeet for Kong Magnus Eriksſøns Vedkommende med Erhvervelſen al Skaane; og desuden kunde det da ofte hende, at Stillingen blev ſaa forviklet, at endog den ſamvittighedsfulde Panthaver dog tilſidſt kunde anſee ſig berettiget og foranlediget til at lade ſig udløſe af En, i hvis Hender hans Overherre allermindſt ønſkede at vide Forleningen, ej at tale om de mange virkelig troløſe Panthavere, der for at vinde Pengefordele og Magt ligefrem ſveeg Forpligtelſen til, under enhver Omſtændighed at holde Lehnet til deres rette Overherres troe Haand, og gik over med det til Fjenden[39]. At dette Syſtem kunde blive ſaa almindeligt i de Tider, har man nu vanſkeligt ved at forſtaa, da man ej længer kjender nogen Bortforlening af Landſkaber med fuldſtændig Oppebæren af alle kongelige Indtægter, men alene Beſtyrelſe mod en vis Løn af Statskasſen; i hiin Tid var derimod Overgangen dertil fra det ſedvanlige Forlenings-Syſtem meget naturlig; det var egentlig kun en Misbrug af dette, og en lignende Misbrug vil overalt kunne indſnige ſig, hvor Diſtrictsbeſtyrelſen antager en Forlenings Charakteer, idet Oppebyrgſlen og Forvaltningerne af Statsindtægterne er forenet med den egentlige Beſtyrelſe hos en eneſte Perſon, og fornemmelig) hvor Indtægterne tillige forpagtes til denne, ſaa at han intet egentligt Regnſkab har at aflegge. I Norge, hvor Sysſelmendene ifølge Hirdſkraaen virkelig ſkulde indſende og aflegge Regnſkab for de kongelige Indtægter, og hvor dette endnu omkring 1340 maa have været det ſedvanlige[40], havde dog Sysſelbeſtyrelſen væſentlig hine ſamme Betingelſer for, at en virkelig Bortforlening og.Pantſettelſe og-ſaa der kunde blive mulig, om end ikke i ſaa paafaldende Mon ſom i Nabolandene, fordi der ej fandtes ſaa mange Borge, hvilke iſær udgjorde Gjenſtanden for ſlig Forlening. Men at den dog ogſaa tidligt anvendtes i Norge, ſees nokſom deraf, at allerede Kong Haakon den eldre overdrog Syſlen paa Follo til Mariekirken i Oslo, og i 1315 gav Paal Eriksſøn Fjerdedelen af alle de ſtørre Sagefald (Alejemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb) i Elveſysſel; en Rettighed, ſom han igjen overdrog til Mariekirken, men ſom dog neppe kunde vedvare i længere Tid, end Hr. Paal ſelv levede. Siden finde vi flere Exempler iſær paa ſlige Forleninger, hvorved enkelte Klasſer af Indtægter, ſom f. Ex. Vaarledingen eller Høſtledingen, eller visſe Sagefaldspoſter, fuldſtendigt ſkulde tilfalde Lehnshaverne, med andre Ord, betragtes ſom hans Indtægt, hvorimod det da vel faldt af ſig ſelv, at det øvrige ſkulde indſendes med behørigt Regnſkab. Ogſaa er det allerede viiſt, hvorledes Hirdſtjornen paa Island bortforpagtedes paa visſe Aar. Men herfra var da Overgangen til Pantſettelſe af hele Syſlen eller enkelte Indtægter meget let og naturlig. Vi have ſeet, at der oftere var Tale om at pantſette Baagahuus paa denne Maade, og at det virkelig ogſaa en Stund var pantſat til Hertug Erik af Saxen, der lod det beſtyre ved Gottſkalk Skarpenberg. Kong Magnus pantſatte i ſit Teſtament Øen Ordooſt i Elveſysſel til Vadſtena’s vordende Kloſter for den dertil legerede Sum, „med alle kongelige Rettigheder, undtagen Sagøren“, altſaa med Leding, Landſkyld, Told og Kongskjøb: en Pantſettelſe, med Henſyn til hvilken det dog er tvivlſomt, hvorvidt den er bleven ſat i Verk[41]. Vi have allerede ſeet, at Kong Haakon pantſatte Oslo Sysſel til Benedict Nikolasſøn, formodentlig paa ſamme Vilkaar, hvorpaa han ſiden ombyttede den med Eker o. ſ. v., altſaa med alle kongelige Indtægter, undtagen Ubødemaal, hvoraf han dog ſkulde have 20 Mk. for hvert, altſammen til Afdrag paa Panteſummen. Det er ikke uſandſynligt, at dette Pantſettelſesſyſtem ved Kong Haakons Død var temmelig almindeligt i Norge, om man end ej med Sikkerhed kan paaviſe beſtemte Exempler. Gaute Eriksſøn ſynes ganſke viſt at have været en ſaadan Panthaver. I 1401 (vi komme i det følgende til at handle nærmere derom) erklærede han udtrykkeligt alle de Breve for magtesløſe, ſom han havde faaet— af Kongerne Magnus og Haakon paa „Lehn, Penge, Gjeld eller. Skyld“[42]. Iſær ſkulde det ſynes, ſom om de Syſler eller Forleninger, en Søn ſees at have beholdt efter ſin Fader, f. Ex. Hirdſtjornen i Throndhjem under Romerne, var bortgivne paa denne Maade. Stundom inddroges ſaadanne Forleninger igjen, f. Ex. i 1368 af Kong Haakon[43], uden at det dog nu lader ſig paaviſe, hvorledes man da affandt ſig med Panthaverne. Sandſynligviis maatte dog deres Fordringer indfries, paa hvad Maade nu end dette ſkete, men man maa derhos formode, at der anſtilledes ſkarpe Efterregninger over det af Panthaverne oppebaarne Beløb for at erfare, hvor meget heraf man kunde betragte ſom virkelige Afdrag, og ſaaledes afkorte i Betalingen. I Reglen ſkulde ogſaa alle Syſler og Forleninger fornyes ved Thronſkifterne, men Pantelehnene maa dog her have dannet en Undtagelſe.

Dette Forlenings- og Pantſettelſes-Syſtem medførte i Norge øjenſynligt de ovenfor nævnte ſkadelige Virkninger. En haard og ſamvittighedsløs Sysſelmand, der baade havde Retsplejen og Oppebyrgſlen i ſin Haand, maatte altid kunne anvende den Myndighed, hiin medførte, til at gjøre ſig denne mere end tilbørligt fordeelagtig. Naar Sagefaldet gik i hans Lomme, maatte det ligge i hans Interesſe at ſaggive ſaa mange ſom muligt, altſaa at fare frem med ſtørſt mulige Strenghed, der da vel ikke ſjelden gik over til Uretferdighed; naar den, der ſkulde betale Bøder eller Afgift til Kongen, ikke kunde ſkaffe Penge, var der ligeledes Anledning til at gjøre ſig Fordeel, iſær, ſom det ſynes, ved at paatage ſig Udlegget eller give Henſtand imod Pant i Jordegods, der da endte med at blive Sysſelmandens Ejendom, formodentlig for Spotpriis. Det er allerede oftere anført, hvorledes denne eller hiin Sysſelmand modtog en Gaard eller Gaardpart i Erſtatning for Sagefald, hvilket dog umuligt kan have beløbet ſig til ſaa meget, ſom Gaarden var verd, og ſamme Gaard ſees altid uden Undtagelſe at være tilfalden Sysſelmanden ſelv ſom hans perſonlige Ejendom. En af os allerede ovenfor berørt Transaction giver os et klart Indblik i denne for Sysſelmendene ſaa fordeelagtige Bedrift. Gyrid Haraldsdatter afſtod i October 1393 til Agmund Bolt den halve Bøfoſs i Eidsberg og hele nordre Thumn for de Bøder, „hendes Fader Harald var ſkyldig for Sigurd Svartes Drab“, og deri mod gav Agmund hende „qvitt for 40 Marks Gjeld“. I den paafølgende December Maaned bekjendtgjorde Lagmanden Harald Kolbjørnsſøn (formodentlig en Søn af Gyrid) og tre andre Mend (hvoriblandt to, der havde været tilſtede ved den nysnævnte Overdragelſe), at Gyrid havde „ſolgt Agmund hele nordre Thumn og opbaaret derfor ſaa meget, ſom hun finder ſig fornøjet med, hvorhos hun ogſaa vedkjendtes at have ſolgt Agmund paa ſamme Maade den øverſte Foſs ved Iiſebakke i Tune“, paa Grund af at Agmund foreviſte et Brev, ifølge hvilket denne Foſs egentlig laa til Nordre Thumn, for hvilket hun altſammen ogſaa erkjendte at have faaet forſvarlig Betaling, foruden at Agmund ſtrax gav hende tolv Alen engelſk Klæde[44]. Her er det tydeligt nok, at dette ikke er nogen ny Transaction om Gaarden, men alene en Bekræftelſe paa den forrige Afſtaaelſe, der har faaet Form af et almindeligt Salgsbrev, og at den omtalte „fornøjelige Betaling“ er intet andet end hiin Liqvidation af Bøderne. Men naar vi nu finde ſaa mange andre lignende Salgs- eller Kjøbe-Breve, hvorved Sysſelmend og kongelige Ombudsmend erhverve Jordegods, ligger ſaaledes den Formodning nær, at ogſaa den foregivne Kjøbeſum — der i de fleſte Tilfelde ej engang angives, men kun omtales ſom udredet — ogſaa her kun er en eller anden Bod eller Sagefaldsſum, i hvis Sted Sysſelmanden har taget Jordegods for ligeſaa godt Kjøb, ſom Agmund Bolt tog nordre Thumn, og at Kjøbebrevet kun er udſtedt for at give Handelen et mindre odiøſt og mere legalt Udſeende. Man friſtes endog til at tro, at det iſær var paa denne Maade, de megtige Mend ſamlede den uforholdsmæsſig ſtore Mængde Jordegods ſammen, ſom vi efterhaanden ſee dem erhverve. I alle Fald kan der neppe være nogen Tvivl om, at mange af dem have benyttet ſig af ſin Stilling til at tiltvinge ſig de Ejendomme, de maatte faa Lyſt paa, forlangt billigere Priis end tilbørligt[45]. Hvor voldſom Benedict Nikolasſøn bar ſig ad ſom Foged paa Akershuus for at aftvinge en Mand (Thorſtein paa Bergthorsrud) Penge, idet han „lod ham fange, gav ham en ſtor Sag og holdt ham i Fængſel“, indtil en anden gik i Borgen for ham, er ovenfor omtalt; ligeledes, hvorledes Hirdmanden Eiliv Thorbjørnsſøn paa Ringerike, endeel Aar tidligere, ogſaa formodentlig ſom Sysſelmand, lod ſætte en Kone i Fængſel og fratage en Kappe, hvorfor han ſiden efter Kong Haakons egen Foranſtaltning blev dømt til at give hende Erſtatning[46]. Endog Hr. Jon Hafthorsſøn ſynes i dette Stykke ej at have været ſaa ſamvittighedsfuld. I 1423, mange Aar efter hans Død, anſaa hans Sønneſøn, Peter Ulfsſøn til Eervalla i Sverige, ſig bedſt tjent med at kjøbe en Deel af Gaarden Gilberg i Odensø, ſom vel i ſin Tid var kommet under Hr. Jon, men uden at det kunde oplyſes, paa hvad Maade. Thi Vidner, ſom nu førtes, aflagde Eed paa, at de ej vidſte bedre, end at Helge (den Mands Svigerfader, af hvem Peter Ulfsſøn nu kjøbte Gaarden,) og Helges Fader Alve havde ejet Gaarden frit og upaatalt af nogenſomhelſt, og at de ej kunde forſtaa, hvorledes den var ham frakommen, uden at det maaſkee ſkulde være, fordi han i Skurder-Øl (Høſtgilde) paa Elinegaard havde givet en Anden et Knivſtik, hvorfor han blev greben, bunden og kaſtet i Fængſel; men, oplyſtes der videre, til Afſoning heraf gav han Hr. Jon en graa Heſt, ſom denne havde ſtor Lyſt paa, og gik ſiden et Erende for Fru Birgitta ind i Sverige og tilbage igjen. Vel lod Hr. Jon ham ved Tilbagekomſten atter gribe, men da bad Fru Birgitta ham fri, og han boede paa Gilberg lige til han blev ſlaaet ihjel ej længe derefter[47]. Det var viſtnok aldeles i ſin Orden, at Hr. Jon refſede Manden, fordi han havde brugt Kniven i et feſtligt Lag, men det vidner dog om den ſtørſte Vilkaarlighed, at han førſt aftvang ham en Heſt og ſiden endog vilde aftvinge ham hans Gaard, ſom han vel paa ſin Frues Forbøn lod ham beholde for det førſte, men ſom han dog efter hans Drab maa have taget i Beſiddelſe. Det er kun faa ſaadanne Indblik i de daværende Magthaveres Ferd, ſom de fra hine Tider levnede Breve forunde os, men disſe faa ere dog tilſtrekkelige for os til at bibringe os en mindre end fordeelagtig Foreſtilling om den Maade, hvorpaa Sysſelmendene nu plejede Retten, opretholdt Fred og Orden i Landet, og behandlede de Ringere[48]. Men for en ſtor Deel grundede dette Uvæſen ſig paa den foreldede Criminal-Lovgivning, idet de fleſte Forbrydelſer endnu kunde afſones med Bøder. Thi naar Sagefaldet tilfaldt Sysſelmanden, maatte det endog være en Fordeel for denne, at ſaamange Forbrydelſer ſom muligt bleve begaaede, og heraf fulgte igjen, at jo mere haveſyg en Sysſelmand var, deſto mindre Interesſe maatte han have af at forebygge Forbrydelſer, ſaaat han ej kan have lagt ſynderlig Vind derpaa, men desmere paa at opdage og forfølge dem, der allerede vare begaaede, og gjøre ſig dem ſaa fordeelagtige ſom muligt.

Efter ſaaledes at have betragtet Sysſelmendenes Stilling, der nu ikke væſentligt adſkilte ſig fra Lehnsmendenes i Sverige og Danmark, ville vi i Korthed gjennemgaa Syſlerne enkeltviis, og angive, hvo der beſtyrede enhver af dem ved Kong Haakons Død og i de nærmeſte Aar derefter, forſaavidt Oplysning derom forefindes. Hvad Oslo angaar, da have vi allerede ſeet, at Benedict Nikolasſøn maa have været Foged paa Akershuus, hvortil den ſydveſtlige Deel af Osloſysſel hørte, allerede i Kong Haakons Tid, lige til 1388, og at han havde denne Sysſel ſom Pant. Den øvrige Deel at den oprindelige Ostoſystel, nemlig Veſtre-Bergheim, Lomedal og Margretedal, hørte fremdeles tilligemed Follo til Mariekirken i Oslo, hvis Provſt altſaa — for Tiden Hr. Henrik Henriksſøn — var faſt Sysſelmand. Paa Veſtfold havde Ketil Vigleiksſøn endnu Syſlen i 1376; ſiden nævnes ingen i dette Embede førend Jon Reidarsſøn Darre i 1386—1390, og formodentlig til 1392, hvorhos Gaute Eriksſøn, ſom vi have ſeet, var Fehirde paa Tunsbergshuus fra 138l til 1386. Om Ketil ogſaa beklædte dette Embede, tør vel være tvivlſomt, da han ikke ſynes at have været ſaa højbyrdig, at en ſaa anſeelig Poſt efter den da herſkende Skik og Brug kunde betroes ham. Derimod kan man neppe tvivle om, at Jon Darre havde Embedet, da han i 1390 udtrykkelig kaldes „Sysſelmand paa Tunsbergshuus“ og i 1393 forflyttedes til Bergen ſom virkelig Fehirde. Hvo der var Benedict Nikolasſøns Forgænger i Syſlen over Eker, Modeim og Tverdalene, der formodentlig ogſaa indbefattede Lider, Sigdal og Krødshered, (og ſaaledes omtrent det nuværende Buſkeruds Fogderi, med Undtagelſe af Røken og Hudreim), vides ikke, ſkjønt man dog kan være temmelig ſikker paa, at det har været en af de anſeede Mend, ſom vi ovenfor have omtalt, helſt i den Frændſkabskreds, hvortil Thorgaut Jonsſøn, Throndſtadfolkene og Sira Eyſtein Aslaksſøn hørte. Det er ej uſandſynligt, at Peter Nikolasſøn, Rane Eivindsſøns Svigerſøn, for en Tid forflyttedes did efter førſt at have været i Alaſtarhaugs Sysſel paa Haalogaland, og at han ikke førend i 1388 gik til Ryfylke, vigende Pladſen for Benedict, thi i 1385 ſee vi ham kjøbe Gods paa Eker. Dog tør intet paaſtaaes derom med Vished[49]. Sysſelmand eller rettere Hirdſtjore i Borgeſysſel var vel, ſom vi have ſeet, Hr. Jon Hafthorsſøn, dog havde ogſaa Agmund Bolt, ſom det heder, Kongens Aleigemaal i ſamme Sysſel ved 1387 og foreſtod Syſlen idetmindſte i den øvre Deel endnu i 1393[50], efterat han allerede var bleven Foged paa Akershuus. Dette Forhold er ikke ret klart. Formodentlig har Hr. Jon Hafthorsſøn ſom Hirdſtjore neppe befattet ſig med alle enkelte Forretninger, efterat han blev gammel og ſvag, men har fundet ſig i, at en Deel blev overladt Agerland, eller at denne idetmindſte blev forlenet med visſe Indtægtspoſter. Det lader endog til, at endnu flere Mend ved Siden af Agmund og Hr. Jon her have haft mindre Forleninger[51]. Hvo der havde Ranrike-Sysſel og Elve-Sysſel, det ſidſte tilligemed Baagahuus, er uviſt. Det ſidſte nævnes meget ſjeldent og var maaſkee, ſom vi allerede have nævnt, pantſat til.Stæderne. I Skidu- eller Skiens-Sysſel have vi allerede nævnt Bjørn Thorleifsſøn paa Bjørnthveit ſom Indehaver af Syſlen ligefra 1372 til 1385, ſaa at han altſaa maa være bekræftet i Syſlen af Dronningen ved Tronſkiftet; maaſkee han ogſaa for en Deel har haft den i Pant. Om Sysſelmendene i de Syſler, hvoraf Egdafylke beſtod, ved man kun liden Beſkeed. Vi have ſeet, at Haakon Jonsſøn havde Sysſel i Robyggelag ved 1368; ſiden nævnes en Thorleif Gregoriusſøn, om hvem intet forreſten vides, i 1378, og derefter ikke førend i 1394 Nikolas Galle, ſom ovenfor er omtalt. Ligeledes var Finn Gyrdsſøn, ſom ovenfor er nævnt, Sysſelmand ſpaa Liſter, eller den veſtre Deel af Agder, i 1389[52]. Paa denne Tid maa altſaa formodentlig den Inddeling allerede være ſkeet af Syſlerne i Egda-Fylke, der ſiden blev den ſedvanlige, og ſom ligger til Grund for den nuværende, nemlig ſaaledes at det forrige Øſter-Agder var deelt i to Syſler, det egentlige Øſter-Agder eller Nedenes-Sysſel og Robyggelags-Sysſel, og det forrige Veſter- eller Nord-Agder ligeledes i to, Midſysſel og Liſterſysſel. Sysſelmanden i Robyggelag ſynes, naar han opholdt ſig i Syſlen, at have haft ſit Tilhold paa Thveit i Aamlids Sogn, og Sysſelmanden i Øſteragder paa Nidarnes eller Nedenes Kongsgaard. Midſyſlens Sysſelmand har formodentlig haft ſit Tilhold i eller ved det nuværende Mandal, ved Halsaug, hvor Fylkesthinget holdtes[53], og det torde ej være uſandſynligt, at Gaute Eriksſøn ved Siden af ſin Forlening med Skiensſysſel ogſaa har haft denne, ſaaſom han idetmindſte ſenere ſees at have haft Ejendomme der. Sysſelmand i Ryfylke var formodentlig Hr. Agmund Finnsſøn, ſaalenge han levede, altſaa indtil 1388. Syſlerne i Hørdeland og Sogn vare formodentlig allerede nu om ikke ganſke, dog tildeels ſaaledes udſtykkede, ſom de ſenere forefindes. Hardanger nævnes ſom en egen Sysſel allerede i 1342[54], men da den var liden og ikke indbragte ſtort, var den formodentlig overladt til en eller anden af de ſtørre Syſlers Indehavere, der lod den beſtyre ved Lensmend eller Ombudsmend. Saaledes finder man i 1380 en Arnvid Sighvatsſøn, Lensmand i Hardanger, og 1397 en Magnus Asſursſøn, „Kongens og Thoraldes Ombudsmand“ i Hardanger[55]. Denne Thoralde var formodentlig den før nævnte Thoralde Sigurdsſøn. Men uſandſynligt er det ej, at Gaute Eriksſøn ogſaa her en Tid har ført Befalingen, ſiden han ejede ſaa meget Jordegods der, og derhos udtrykkeligt ſiges at have haft flere „Breve paa Syſler eller Lehn“. Søndhordeland laa formodentligen nu, ſom ſenere, til Kongsgaarden i Bergen, og foreſtodes ſaaledes af Fehirden ſammeſteds, paa denne Tid Erlend Philipsſøn til Losna. Vors laa, ſom det allerede er nævnt, til Apoſtelkirken og havde maaſkee endog i lengere Tid ligget derunder, ligeſom det endnu laa derunder 150 Aar ſenere; den egentlige Sysſelmand var altſaa Magiſter Capellarum, men han lod Forretningerne beſtyre af en Ombudsmand eller Underſysſelmand. Som ſaadan finde vi i 1376 Jørund Arnesſøn paa Vors i Hjelmeland, Ejer af Ringheim m. m., efter ham Arnfinn Oddsſøn, ſom „Kongens Ombudsmand“, 1392, og efter ham igjen Alfinn Brynjulfsſøn, der ligeledes kaldes „kongelig Ombudsmand paa Vors“[56]. Nordhørdeland laa ligeledes under Kongsgaarden eller Fehirde-Embedet i Bergen, med Undtagelſe af de mindre Dele, ſom ſærſkilt kunde være ſkilte derfra, f. Ex. Lindaas og Herdle Skibreder, hvilke, ſom vi have ſeet, vare forundte Biſkop Jakob. Sysſelmand i Sogn i Kong Haakons ſidſte Tid var upaatvivligt den ovenfor nævnte Erling Einarsſøn i Hildegaarden[57], men hvo hans Efterfølger var, kan ikke ſees. Syſlen i Nordfjord havde Erlend Philipsſøn ſamtidigt med Fehirde-Embedet i Bergen, og da den endnu i 1525 laa under Kongsgaarden, maa man formode, at Underleggelſen er ſkeet meget tidligt. Søndfjord laa i hiint Aar til Munkelivs Kloſter, og det er ikke uſandſynligt, at dette allerede har været Tilfeldet paa den Tid, vi her have for os. Syſlen i Haddingdal var i Kong Haakons Tid forundt Mariekirken i Oslo[58]: om dette fremdeles blev ſaaledes ved, vides ikke, ligeſaalidt ſom hvo der paa denne Tid havde Valdres, Søndmøre, Raumsdal og Nordmøre. Gaute Eriksſøn fik ſiden Nordmøre, men det var neppe førend efter 1400. Muligt og at allerede nu enkelte mindre Lehn her vare fraſkilte, navnlig Folſken med Ædø. At Haakon Sigurdsſøn, Hr. Sigurd Hafthorsſøns Søn og Arving til Giſke, idetmindſte fik Søndmøre, kan vel neppe betvivles[59]. Størſtedelen af Thrøndelagen maa formodentlig have ſtaaet under Fehirden i Nidaroos, nu Otte Rømer, ſom derhos tillige havde en eller flere af de nordligſte Syſler i Nordland. Men endeel af Thrøndelagen laa, ſom det ſynes, ſtadigt til Erkeſtolen, dog vides det ikke nøje, hvilken det var; Gauldalen og Stjørdalen ſynes at have været undtagne derfra, og ligeledes Sparbyggjafylke, der ſærſkilt forundtes Biſkop Nikolas’s Efterfølger paa Erkeſtolen, ſaa lenge han levede, altſaa kun perſonligt for ham[60]. Man maa antage, at hvad ej Erkebiſkopen havde, ſtod under Fehirden, til hvem ogſaa Erkebiſkopen maa have aflagt Regnſkab for den Afgift, han ſvarede. Den ſydlige Deel af Haalogaland eller Alaſtarhaugsſyſla (maaſkee ogſaa Bodins Sysſel) forvaltedes i 1382, og ſandſynligviis fra 1381 til 1388, af Peter Nikolasſøn[61]. I Jemteland var Hr. Narve Ingevaldsſøn Høvedsmand, ſom han kaldtes, 1382 og 1383, ſandſynligviis til ſin Død, og ved Siden af ham nævnes Olaf Salvesſøn ſom Foged. Hvad Oplandene angaar, da var de ogſaa deelt i flere Syſler, hvis Udſtrækning og indbyrdes Grændſer vi ikke fuldſtendigt kjende. I Gudbrandsdalen finde vi den ovenfor omtalte Hallvard Alfsſøn paa Sundbu udtrykkeligt nævnt ſom Sysſelmand i 1384; han var det maaſke allerede under Kong Haakon, men maa i alle Fald være bleven bekræftet i Syſlen ved Kong Olafs Trone beſtigelſe. Sandſynligviis beklædte han Embedet lige til ſin Død, der ikke indtraf førend efter 1428, da der endnu fra 1412 og 1415 findes Breve, udſtedte af hans Lensmend, deels i nordre, deels i ſøndre Gudbrandsdalen[62]. Om Øſterdalen, hvorved man i denne Tid endnu meſt forſtod den ſydlige Deel, eller Elvereim med Aamoot, Reindalen og Tryſil, ſamt Serna og Idre, vides ingen ret Beſkeed. Uſandſynligt er det ej, at det tilligemed Jemteland og Herdalen en Tidlang har ſtaaet under Hr. Narve Ingevaldsſøn, men ſidenefter ſees det, uviſt hvor lenge, at have været forenet med Soløer, og over dette ſynes Marſken Hr. Erik Ketilsſøn at have haft Myndighed eller ſnarere Panteret[63], hvilken endog efter hans Død 1396 gik i Arv til hans Broder Axel Ketilsſøn. Men hvorvidt Øſterdalen har været forenet med det, bliver altid tvivlſomt. Uagtet Soløer regnedes til Raumarike i vidtløftig Forſtand, maa dette dog ſaaledes allerede nu have dannet en Sysſel eller Forlening for ſig. Det øvrige Raumarike var maaſkee ogſaa allerede nu deelt i to Syſler, det egentlige Raumarikes Sysſel (øvre Raumarike eller Ullenshovs og Nes Tredinger) og Sudreims Treding. Med denne ſidſte — maaſkee med dem begge — var vel Hr. Sigurd Hafthorsſøn forlenet til ſin Død, og efter ham Svigerſønnen Jon Martinsſøn. Hedemarken var deelt i to Syſler; den nordlige var neppe nu mere ſom før lagt under Biſkopsſtolen i Hamar; men hvo der havde den, vides ej; ei den ſydlige nævnes ved 1383 en Sunnulf Ivarsſøn, der ogſaa forekommer i 1395, uden at man kan ſee, om han da endnu havde Embedet[64]. Af Landſkaberne veſtenfor Mjøſen og Raumarike udgjorde i den ſenere Tid baade Thotn, Vardal, Land, Hadeland og Ringerike egne Syſler eller Forleninger, men om dette allerede var Tilfeldet i 1380—1400, kan ej af de forhaandenværende Brevſkaber ſees. Viſt er det, at Ingjald Guthormsſøn paa Oo, gift med Hr. Sigurd Hafthorsſøns uegte Datter Cecilia, var Sysſelmand paa Thotn i 1361, men man veed ikke, hvo der kom efter ham; ligeledes have vi ſeet, at Modheim tilligemed Tverdalene (Snareim, Sigdal o. fl.?) der egentlig hørte til Ringerike i vidtløftig Forſtand, idetmindſte i 1388 ſloges ſammen med Eker og Lider paa Veſtfold til en eneſte Sysſel under Benedict Nikolasſøn. Forøvrigt er det ikke uſandſynligt, at flere af de her nævnte Sysſelmend og andre, hvis Navn ikke kjendes, men ſom foreſtod de mindre Syſler, egentlig kun have været Underſysſelmend eller Ombudsmend under een Hirdſtjore for hele Oplandene, ſom da neppe kan have været nogen anden end Hr. Sigurd Hafthorsſøn, ſaa lenge denne levede.

  1. See foregaaende B. S. 869.
  2. Om Guthorm Gudbrandsſøn ſ. o. S. 10. Som Lagmand nævnes han allerførſt d. 7de April 1351 (Dipl. N. IV. 353), men ſtundom afløſt af Thrond Bjarnesſøn (ſee forr. B. S. 514); allerſidſt nævnes han d. 9de Marts 1380 (Dipl. N. V. 317).
  3. Dipl. N. III. 400, IV. 509.
  4. Dipl. N. II. 482, IV. 563. Det ſidſte Brev, der er hans Teſtament, er dateret d. 3die April 1389; her ſiges det udtrykkeligt, at han er „krank i Legeme“, altſaa at han ligger paa ſit Yderſte.
  5. Brev af 5te Aug. 1381, Dipl. N. V. 324. Her vidne tre Mend, at Thorbjørn kjøbte øvre Hjalparegaarden, da endnu ſiden Branden en Tomt, paa begge Sider af Aaen.
  6. Guthorm gav til Bønnehold og Lejeſted for ſin Datter Sigrid til Mariekirken 4½ Øres Bol i Einarsrud i Bjørge Sogn paa Hadeland (Dipl. N. IV. 497), og med ſin Huſtru gav han til Biſkopsſtolen et Hefſeldebool i Verdal (Eyſteins Reg. fol. 122 a.) Han hørte ſaaledes hjemme paa Oplandene.
  7. Thorbjørn kjøbte, ſom ovenfor nævnt i 1381 Tomten „Øvre Hjalparegaarden med Forpligtelſe til at overtage Anſvaret, fordi der af ſamme Tomt ej var ydet Kongedømmet den lovlige Ret; hermed meente man formodentlig,at Tomten ej i behørig Tid var bebygget efter Branden. Dette var vel ogſaa Aarſagen til, at Thorbjørn ved Kongebrev (udateret, men formodentlig ſamtidigt) fik Tomten, „der lovligen var falden under Kongedømmet“, ſig overdraget (Dipl. N. VI.). I Teſtamentet af 3die April 1389 gav Thorbjørn for ſit Lejeſted, ſom han valgte i St. Halvards Kirke ved Siden af ſin Faderbroder Eiliv Skenke, ½ Mk. Bool i øſtre Ringin, ſamt ligeſaameget ſammeſteds for ſin Huſtru Gunnbjørg, naar hun døde; endvidere 3 Mk. Bool og 6 Øres Bool i øſtre Ringin og 6 Øres Bool i Gata, altſammen i Tuneims Sogn i Bergeimshered; ligeledes til Clemenskirken i Oslo; 1½ Mk. Bool i Thoresſtad i Aſker Sogn. Heri maa der ſenere være ſkeet en Forandring, thi i Eyſteins Regiſter fol. 124. b. ſtaar der, at Thorbjørn gav til Domkirkens Commune 5 Mk. og 5 Ørers Bool i øſtre og veſtre Ringin, og f. 141. d, at han gav 12 Ør. B. i Thoresſtad til Clemenskirken.
  8. Dipl. N. IV. 559.
  9. Han nævnes allerſidſt i September 1408 (Dipl. N. III. 589); hans Eftermand, Sæbjørn Dagsſøn, forhen Raadmand, nævnes allerførſt ſom Lagmand i Juni 1412 (Dipl. N. V. 483).
  10. Det eneſte, der nogenledes kunde antyde, at han var haandg. Mand, er, at han i Brev af 6te April 1392 (Dipl. N. III. 504) nævnes foran Eiliv Thorgautsſøn, der idetmindſte ſenere baade var haandg. Mand og Medlem af Raadet, dog er det meget muligt,.at Eiliv endnu ikke var bleven Hirdmand i 1392
  11. Dipl. N. III. 458, 510.
  12. Dipl. N. IV. 560.
  13. Hvad der ovenfor (S. 11, L. 9 f. n.) anføres, at Thorſtein Gunnarsſøn allerede i 1384 nævnes ſom Lagmand paa Oplandene, grunder ſig paa en Angivelſe i et Brev, der ved nærmere Underſøgelſe viſer ſig at være forfalſket og ſammenſmedet i en langt ſildigere Tid, hvorfor denne Feil herved rettes.
  14. Biſkop Eyſteins Regiſter fol. 10.
  15. Sammeſteds fol. 8, Dipl. N. I. 359. Berg og hans Fader Hermund førte Vaabenſkjold. Skjoldet var deelt i to Felt, med to Skraabjelker i det højre, en udadvendt Halvmaane i det Venſtre. Dette Vaaben førte ogſaa Thrond Krakesſøn. Jfr. om Berg Hermundsſøn N. Samll. IV. S. 543.
  16. Dipl. N. I. 525, II. 519, III. 496, I. 534, 535, 536, 542, IV. 6l8, III. 516, I. 547, IV. 645. Det ſidſte af disſe Breve, hvori han nævnes, er dateret 19de April 1395; hans Eftermand Jon Karlsſøn nævnes ſom Lagmand allerførſt d. 16de October 1395. Dipl. N. II. 542. Ifølge Eyſteins Regiſter S. 121. a, gav Brand til Biſkopsſtolen 2 Laupers Land i Gjelpaland i Svarvaſtads Sogn i Lagardal; dette er tilføjet noget efter 1396, altſaa ſynes Brand endnu ikke at være død i dette Aar. Der nævnes ogſaa en Brand Gunnarsſøn i Lumulands Sogn i Ranrike ved 1408 (Dipl. N. III. 587, jfr. Eyſteins Reg. f. 153 a), men dette kan neppe være ham. Om ſit Vaabenſkjold, der var deelt i to Verticalfeldt, en Baad med Maſt i højre, en halv Lilje i venſtre Feldt, paa Hjelmen ligeledes en Baad med Maſt eller Kors, ſkal han have haſt Omſkriften S. HERBRANDI (iſtedetfor BRANDI) GUNNARI, ſee N. Samll. IV. S. 321.
  17. Dipl. N. III. 287, V. 308. Det er tydeligt nok at ſee, at Sigurd udſteder dette ſidſte Brev fra ſit Hjem, og at Parterne have begivet ſig til ham for at afgive Vedtagelſe. Eller rettere var det kun een Part, da nemlig Reidar Andresſøn og Huſtru Gudrun Gunulfsdatter vedgik at have ſolgt afdøde Aſlak Steinarsſøn (Sira Eyſteins Fader) 172 Øres Bool i Bjerknes i Sandsſverv. Sigurd ſkal, ifølge N. Samll. IV. 123, endnu have levet i 1415, dog er det vel uſikkert, om det er den ſamme Perſon, der nævnes i dette Aar.
  18. Dipl. N. I. 550. 552, II. 559. 593. Er denne Harald den ſamme Harald Haakonsſøn, der nævnes ſom tredie Medudſteder af et Brev, dateret Soolbrekke i Odense 10de April 1385, da hørte han hjemme i Borgeſysſel og var da endnu Lagmand. (D. N. I. 494). Men det er vel meget uviſt, om han var den ſamme Perſon, da begge disſe Navne ere ſaa hyppige.
  19. Naar Eyſteins Reg. fol. 199 og 203 melder, at Harald Lagmand gav ½ Mk. Bool i Skeldulfsthorp til Borge Kirke, ligeſaa meget i ſamme Gaard og i nordre Aalreim til Holms Kirke i Thorsnes, da kan dette ligeſaa gjerne være denne Harald, ſom Lagmanden i Oslo Harald Kolbjørnsſøn, og ſaameget hellere ham, ſom den ſidſtnævnte levede længere, end Notitſerne indførtes i Bergen.
  20. Dipl. N. III. 587. Sæmund Lagmand omtales allerførſt i Biſkop Eyſteins Regiſter fol. 176. b ſom tilſtedeværende ved en Gave til Tuneims Kirke, der maa være vedtagen før 1391, efterſom Notitſen derom er tilført, da Biſkopen i dette Aar viſiterede Ranrikes Provſti. See fol. 165. a.
  21. Dipl. N. II. 370, IV. 429, I. 476.
  22. Dipl. N. I. 493, Mkl. 4, S. 118; her nævnes Ivar ſom Lagmand i Juli 1388, og ſenere finder man ham ej omtalt; Eftermanden Thorbjørn nævnes førſt ſom Lagmand i Juni 1391 (Dipl. N. IV. 594).
  23. Gunnar Hjarandesſøn nævnes for ſidſte Gang d. 13de Juli 1379, Dipl. N. II. 458. I ſit Vaaben førte han kun et Monogramm, ſee N. Samll. IV. 544.
  24. Neml. N. g. L. III. S. 215 og Dipl. N. VI.
  25. Dipl. N. I. 501.
  26. Dipl. N. III. 491. Grønl. hiſt. Mindesm. III. 139. Jfr. ovf. S. 164. 168.
  27. Dipl. N. III. 342. 408. 499, 501. 582.
  28. Thorfinn Lagmand, ſtaar der i Eyſteins Regiſter fol. 200. gav halve Valgardsrud, 2 Laup Land, til Bergs Kirke. Der findes ingen anden Thorfinn Lagmand, ſom dette kunde være, end hiin, og da det, ſom vi ovenfor have viiſt, netop ſynes at have været ens hyppigt anvendt Forſigtighedsregel at ſende Embedsmend fra andre Egne til Jemteland, bliver det ikke i mindſte Maade uſandſynligt, at Thorfinn kan være ſendt derhen fra Borgeſysſel. Paa ſamme Maade blev maaſkee ogſaa Jorund Lagmand ſendt derop fra Ranrike, idetmindſte omtales en Jorund Lagmand at have været ſkyldig Penge til Klauvadals Kirke i Elveſysſel, hvilken Jørund neppe kan være nogen anden end den jemtelandſke. (Eyſteins Regiſter fol. 152. b.).
  29. Deraf endnu Benævnelſen Clerk i England om enhver Contoriſt. At f. Ex Lagmanden Berg Hermundsſøn hørte til en ſaadan „Klerke“-Slegt, og formodentlig ſelv havde faaet en ſaadan Oplærelſe, ſees deraf, at hans Fader ſtundom kaldtes „Hermund Klerk“. See Eyſteins Regiſter fol. 10.
  30. Benævnelſen „aa Vaaben“ var mere ham„ „Svener“ mere ſvenſk, derfor brugtes den førſte ſildigere end den anden. I norſke Breve finder man neppe nogen kaldet „á vápn“ førend efter 1400, ſkjønt Benævnelſen allerede anvendtes i Borger-Retten, ſ. N. gl. L. III. S. 144. Forreſten var det endnu indtil Unionen hyppigſt i norſke ſkrevne Breve ikke at bruge nogen Titel for Hirdmendene.
  31. Guthorm Rolfsſøn paa Eker, ſom vi ovenfor have omtalt, kaldes ſaaledes endnu ikke „hederlig Mand“ i et Brev af 1318 (Dipl. N. II. 552), men derimod let af 1404 (ſſteds. I. 595). Altſaa er han vel i Mellemtiden bleven Væbner.
  32. Denne Benævnelſe lever ſandſynligviis endnu i Almuens Erindring, og der er mange Sagn, ſom knytte ſig dertil. Ordet udtales ofte ſom „Haamand“ Det lader til, at Benævnelſen ſelv endog har overlevet den Tid, da Hovmandstjeneſten virkelig var Militærtjeneſte, og at den endog brugtes om de mere fredeligt omreiſende Fogedfuldmægtige. Førend Benævnelſen „Hovmand“ blev almindelig, plejede man vel ogſaa ofte at kalde dem „Fanter“, ſee dette Verks 4de Deels 2det Bind, S. 265, jfr. Anm. 3.
  33. Vi have ſaaledes ſeet, at Biſkopen af Hamar i 1333 havde Syſlen paa Nes og Ringsaker (ſ. foreg. B. S. 425), ligeſom Biſkop Jakob af Bergen Lindaas og Herdle Skibreder (ſ. o. S. 108, og nedenfor).
  34. N. g. L. III. S. 21, 30: jfr. foreg. B. S. 671.
  35. Vi ſee allerede i 1347 Brynjulf Brynjulfsſøn, der i 1340 kun var „Lensmand“ paa Vors, at kaldes „Kongens Ombudsmand“ ſammeſteds, han maa altſaa da vel have været haandgangen (Dipl. N. I. 268, 304). Bergulf Aſkesſøn paa Mærdin var Hr. Ivar Agmundsſøns „Ombudsmand“ i Skiduſysſel i Aarene 1338—1340: Sønnen Aſke Bergulfsſøn var virkelig Sysſelmand (Dipl. N. I. 245, 269, 336, 341), og hans Kone Ingegerd kaldes „Huſtru Ingegerd paa Mærdin, altſaa var han haandgangen. Man finder oftere i de Tider en Sysſelmands Ombudsmand tillige kaldet „Kongens Ombudsmand“, ſee f. Ex. Dipl. N. V. 445, ſammenholdt med III. 590.
  36. Heri turde man ogſaa kunne ſøge det bedſte Beviis for, at Kong Olaf ikke blev kronet; der blev nemlig ingen Riddere dubbede i hans Regjeringstid.
  37. Undertiden heed det udtrykkeligt, at Lehnstageren ſkulde kunne tilegne ſig Indtægterne ſom Godtgjørelſe for Udruſtnings-Omkoſtninger; undertiden beſtemtes der ligeſaa udtrykkeligt, at Indtægterne, eller en vis Deel af dem, ſkulde betragtes ſom Afdrag paa Capitalen. I ſidſte Tilfelde maatte da Regnſkab aflegges, i førſte formodentlig ikke.
  38. Under Forhandlingerne paa Baagahuus (ſ. f. B. S. 833,) undſkyldte Kong Haakon ſig ſelv for al Deelagtighed i de Kaperier, Høvdingen paa Vardberg, Thorkil Baarun, havde tilladt ſig, med at denne ej vilde lyſtre ham, og neppe engang tilſtede ham Adgang paa Slottet (ſ. f. B. S. 752). Thorkil beſtyrede da Slottet maaſkee i den rette Panthavers, Kong Valdemars, Navn; ſandſynligviis havde han igjen ſtillet Valdemar en Pengeſum til Sikkerhed.
  39. Exempler herpaa haves i den ſvigagtige Overdragelſe af Haderslev, Aabenraas og Lilletønders Slotte til de holſteenſke Grever efter Kong Valdemars Død, hvorom der udtrykkeligt tales i Forhandlingerne 1424 ( Str. R. D. Vil. S. 400). Valdemar havde betroet disſe Slotte til Hennike Wittkop, en Spicker og en Peſſen, men af disſe „kjøbte“, heder det, Greverne dem baade imod Indbyggernes og Rigsſtyrelſens Vilje. Paa ſamme Maade har det venteligt forholdt ſig med den bekjendte Hiſtorie om Ridder Erland Kalv, der førſt gik over til Holſterne med det Slot, han havde af Kongen, og ſiden vendte tilbage under Kongens Haand baade med dette og med to andre, han havde faaet af Greverne.
  40. I Formularen for Sysſelmendenes Reversbrev til Kongen, der opſtilles i Hirdſkr. Cap. 36 ſom vedtagne i Tunsberg 1273, opføres udtrykkeligt ſom en af Sysſelmandens Forpligtelſer, at „han ſkal indkomme paa den og den Tid og det og det Sted, med Regnſkab og ret Afdrag af Rente“, og Visoren eller de visſe Indtægter ſkulde endog i hvert Brev udtrykkelig ſpecificeres. Altſaa ſee vi heraf, at Sysſelmanden maatte gjøre fuldſtændigt Regnſkab og indſende hvad han havde opkrævet, kun fradragende, hvad der var ham forundt til Indtægt. Vi ſee ogſaa af Forhandlingerne i 1340 (ſee foregaaende B. S. 249), at de af Sysſelmendene indkrævede Penge ſkulde indſendes med behørigt Regnſkab til Fehirdſlerne.
  41. Det er allerede ovenfor (S. 37, 38) handlet om, hvorvidt Magnus’s Liig blev begravet ved Vadſtena; da dette ej ſynes at have været Tilfeldet, idetmindſte i de førſte Aar efter hans Død, ſynes det ogſaa, ſom om Pantſettelſen burde gaa tilbage. Imidlertid finde vi Hr. Erik Ketilsſøn ved disſe ſamme Tider ſom Befalingsmand over eller Panthaver af Ordooſt, og da han tillige ſees at have haft meget med Vadſtena at beſtille, og navnlig at have overladt det meget Gods i Vermeland og andenſteds, ligger den Formodning ikke ſaa fjern, at han kan have beſtyret Ordooſt paa Kloſtrets Vegne, eller rettere at dette har overladt ham ſin Panteret deri mod andet Jordegods, der laa det belejligere.
  42. Dipl. N. I. 575. At Gaute idetmindſte ſenere havde Skiensſysſel i Pant, vil i det følgende blive viiſt, jvfr. Ny danſke Magaſin VI. S. 258.
  43. See foregaaende Bind, S. 811.
  44. Dipl. N. II. 587. 541. Jevnfør ovenfor S. 167.
  45. Paa anden Maade kan man vanſkeligt forklare, at Sysſelmendene netop ſees at have erhvervet Jordegods i ſine egne Smør, om de end var der i nok ſaa kort Tid.
  46. See ovenfor S. 120, 121, jvfr. Dipl. N. IV. 720. Naar vi øjeblikkeligt efter Benedicts Forflyttelſe til Eker-Syſlen, nemlig i 1388 og Januar 1389, ſee ham kjøbe Jordegods paa Lider og Eker, nemlig to Parter af Svidre (maaſkee hele Gaarden) og endeel af Røren paa Eker (Dipl. N. IV. 554, 555, 566), da opſtaar der ſterk Formodning om, at det ſkete paa deri ovenangivne Maade.
  47. Brev af 28de Mai 1423, Dipl. N. II. 673.
  48. Hvorvidt Sysſelmendenes Tyranni kunde gaa, viſer iſær den ſkaunſke Almues Klager af 1424 og 1425 over den daværende Foged eller Sysſelmand Herman Molteke (Dipl. N. II. 680, 681, 683), men da de Tildragelſer, hvorom der handles, ligge ſaa langt efter del Tidsrum, vi her have for os, ville vi der ej foregribe Fortællingens Gang ved at anføre dem.
  49. Om alle de her nævnte Mend og Tiden, naar de havde Syſlerne, er der allerede i det foregaaende handlet, ſaa at vi kun behøve at henviſe dertil.
  50. Dipl. N. II. 501. IV. 619. Her ſiges han at have en Ombudsmand paa Vime; da han i 1393 lod Gyrid Hallvardsdatter afſtaa ſig nordre Thumn for hendes Faders Bøder, ſynes han og at have handlet i Egenſkab af Sysſelmand for denne Deel af Borgeſysſel. Imidlertid ſeer man af Nicolaus Gørzes Optegnelſer om danſke og norſke Lehn omkring 1425, altſaa ikke fuldt 150 Aar efter Kong Olafs Tronbeſtigelſe, at Vime Skibrede da laa til Akershuus Slot, og den ſynes efter Udtrykket at dømme, at have ligget længe dertil, da dette ei omtales ſom nogen nyligt ſkeet Forføjning. Der er ſaaledes al Grund til at antage, at Skibreden allerede paa Agmund Bolts Tid var forenet med Fogderiet paa Akershuus, maaſkee for at forbedre Indtægterne. Maaſkee var det endog netop Agmund Bolt, der ſit denne Foranſtaltning tilvejebragt, da han formodentlig har haſt Pant i Vime Skibrede og derfor ikke kunde fravige den.
  51. Det er nemlig ikke uſandſynligt, at Borgeſysſel allerede nu var udſtykket i flere Smaa-Lehn, nemlig Idde og Aabygge Skibreder, Ingedal, Skjæberg, Marker, Eidsbergs Skibrede, Frølands Skibrede, Vime Skibrede, Skauns Skibrede, Tune Skibrede, Rode Skibrede, Rygge Skibrede, Odensø. (See nye danſke Magazin, VI. S. 324). Vi finde f. Ex. Hr. Gyrd Gyrdsſøn allerede i 1305 ſom Sysſelmand i Frølands Skibrede, og der er al Sandſynlighed for, at han da allerede i lang Tid havde været det. (Dipl. N. IV. 754).
  52. See Brev af 1389 i Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker III. S. 139. Thorleif Gregoriusſøn forekommer i Brev af 15de Marts 1378, Dipl. N. IV. 507.
  53. Dipl N. IV. 997.
  54. Dipl. N. IV. 243.
  55. Dipl. N. IV. 519. I. 560. Magnus Asſursſøn nævnes endnu, maaſkee i ſamme Embede, 1408 og 1417 (Dipl. N. V. 459 og I. 855).
  56. Dipl. N. II. 531. I. 402.
  57. See ovenfor, S. 160.
  58. Dipl. N. IV. 452.
  59. I 1398 nævnes en Olaf Petersſøn ſom Sysſelmand der, maaſkee egentlig kun ſom Haakon Sigurdsſøns Ombudsmand.
  60. Nye danſk Mag. XI. S. 256.
  61. See ovenfor S. 170.
  62. Hallvard nævnes uden nogen Titel i 1379, kjøbende Jordegods i Lom (Dipl. N. I. 457); Sysſelmand i Gudbrandsdalen kaldes han i Marts 1381 (Dipl. N. III. 453), Medlem af Rigsraadet og armiger 1398 (ſammeſteds V. 382); i 1412 omtales Haakon Ketilsſøn, hans Lensmand i ſøndre Gudbrandsdalen (ſ.ſteds III. 610), og i 1415 hans Lensmand Andres Jonsſøn ſom tilſtede ved en Forretning paa Lom, altſaa i Nordre Gudbrandsdalen (ſammeſteds III. 623). Imidlertid ſynes det og, ſom om Mariekirken i Oslo ved 1394 havde Sysſel i ſøndre Gudbrandsdalen (Dipl. N. IV. 668); maaſkee Hallvard da kun havde det nordre, hvilket beſtyrkes af, at vi 1405—1408 finde Hallvard Bergthorsſøn ſom kongelig „Ombudsmand“ i Foldebu, altſaa i ſøndre Gudbrandsdal (hvis dette ellers ikke var forenet med Vardal). Hallvard Alfsſøn maa være bleven meget gammel, da han levede endnu i 1428 (ſammeſteds III. 694) Gaarden Sundbu, hvortil han ſkrives, fik han med ſin Huſtru Jarthrud Paalsdatter, der ſynes at have nedſtammet fra Merkesmanden Hr. Paal Eriksſøn, maaſkee at have været hans Datters Sønnedatter (Dipl. N. II. 85. III. 70. I. 284. 288. III. 623.
  63. Becker, Ældſte danſke Archiv-Regiſtraturer, I. S. 80. jvfr. ovenfor S. 155. Det er her viſt, at Hr. Erik Ketilsſøn i 1386 overlod Hr. Ulf Holmgeirsſøn Gods paa Soløer mod hans Deel af Agnaholm.
  64. Dipl. N. VI. V. 369.