Det norske Folks Historie/8/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſaaledes at have nævnt de meſt fremragende Mend og Kvinder i Norge under Kong Olafs korte Regjering og de nærmeſte Aar derefter, ſamt antydet deres Familieforhold, Stilling og hvad der ellers kan bidrage til at give en nogenlunde rigtig Foreſtilling om deres Perſonlighed, optage vi atter Fortellingens Traad og vende os førſt til Hanſeſtæderne, hvilke man nu næſten kunde kalde den herſkende Magt i Norden. Disſe vare viſtnok ikke ſynderligt tilfreds med, at Kong Haakon havde ſøgt at ſette en beſtemt Grendſe for nye Anmasſelſer fra de tydſke Handelsmends Side og Overgreb ud over de ſidſt bekræftede Privilegier. Ligeledes var de i ſlet Lune over alle de Kaperier, der nu fandt Sted i de danſke Farvande, og ſom føleligt hindrede deres Skibsfart. Det ſtod ikke til at fragaa, at de Kaperſkibe, ſom mange danſke Slotsherrer udruſtede, ikke regnede det ſaa nøje med at opbringe og plyndre Skibe, der tilhørte Stæderne — den Omſtændighed at tvende af dem, Wismar og Roſtock, ſtod under mecklenburgſk Højhed, laante vel for en ſtor Deel Paaſkud dertil — og det var derfor ikke ſaa forunderligt, at Stæderne gav Dronningen Skylden, ſom om hun hemmelig begunſtigede de ſaakaldte Sørøvere, iſær da flere af Slottene, hvorfra Røverierne foretoges, vare kongelige, ſom Søborg og Abrumstorp, men pantſatte til egenmegtige Høvdinger, ſaa at hun endnu ikke havde tilſtrækkelig Raadighed over dem. Ligeſaa ſtor Aarſag til Misnøje gav det, at Sysſelmendene og de kongelige Ombudsmend i Norge, efter den fremdeles herſkende Beſtemmelſe, at ingen Konge kunde give Veitſler eller Friheder for lengere Tid end ſin egen Levetid, nu betragtede de nys bekræftede Privilegier ſom ophørte ved Kong Haakons Død, og paa Grund deraf, ſom det paaſtodes, trykkede Kjøbmendene med utilbørlige Paaleg. Under Dronningens Ophold i Norge om Vaaren 1381 fandt det danſke Rigsraad det endog tilraadeligt at ſende Befuldmegtigede til en Hanſedag, ſom Lübeck, Roſtock, Wismar og Stralſund holdt i ſidſtnævnte Stad, for udtrykkeligt at forſikre, at Dronningen var uſkyldig i Kaperierne, og for at melde fra Hr. Henning Putbuſch og Konrad Molteke, at disſe vilde gjøre ſit Bedſte for at ſkaffe Stæderne Erſtatning[1]. Den nærmere Behandling af denne Sag blev henſkudt til en ny ſtørre Dag, der holdtes i Lübeck ved St. Hansdags-Tider, og hvor der indfandt ſig Deputerede baade fra de liflandſke, preusſiſke og nederlandſke Stæder. Her klagedes over den Overlaſt, de tydſke Kjøbmend leed i Skaane, ſaavel af Folket, hvem de viſtnok var meget forhadte, ſom af Herrerne paa de Slotte, der ej var ſtillede dem til Pant, ſom Lindholm, Yſtad m. fl. Men Sagen om Sørøverne kom alligevel ikke ſynderligt til Behandling her; derimod ind fandt der flg Udſendinger fra de tydſke Kjøbmend i Tunsberg og Oslo med Klager over, at de ſvarligen forurettedes og beſkattedes af Fogderne tvertimod Privilegierne; man havde vel.i Breve til Dronningen og Fogderne gjort Foreſtillinger derimod, men Fogderne havde ligefrem ſagt, at Privilegierne ej gjaldt efter Kongens Død. Det blev derfor paa dette Møde beſluttet, at Stæderne ſkulde tilſkrive Rigsraadet i Norge med Anmodning om at faa Sagen ordnet paa den bedſte Maade[2]. Men forinden noget Brev herom kunde blive ferdigt og ankomme til Norge, var idetmindſte den ſtørſte Deel af Raadet paa Vejen til Throndhjem for Hyldingens Skyld, idetmindſte var man ſaa optagen af Forberedelſerne til denne, at man ikke førend den var omme kunde give Stæderne noget Svar. Dette ſkete ſaaledes førſt den 28de Auguſt, medens Drottſeten, og endeel andre Raadsherrer, ſom vi ovenfor have berettet, vare forſamlede i Hornboreſund, hvad enten de nu var paa Vejen tilbage fra Throndhjem, eller de havde ſamlet ſig efter Tilbagekomſten for at begive ſig ned til Dronningen. Svaret, der afſendtes under Biſkop Jon af Oslos, Drottſetens og Haakon Jonsſøns Segl, gav kun den Beſkeed, „at man havde forenet ſig med Dronningen og overdraget hende Kong Olafs og Rigets Hverv med Henſyn til Stæderne, ſaa at hvad hun dagthingede med dem om Fred og Privilegier, det ſkulde ſtaa ved Magt, indtil Kong Olaf kom til ſine myndige Aar“. De øvrige Raadsherrer, ſom tiltraadte denne Erklæring, var Provſt Vinalde Henriksſøn, Magiſter Capellarum, Cantſleren Provſt Henrik Henriksſøn, Gaute Eriksſøn, Benedict Nikolasſøn, Henrik Michelstorp, Alf Haraldsſøn, Jon Martinsſøn, Jon Darre og Agmund Bolt[3]. Dette Brev maa altſaa være blevet fremlagt paa et Mode, ſom Stæderne atter ved Midten af September holdt i Skaane, fornemmelig angaaende de Ulemper, ſom her fandt Sted med Henſyn til deres Handel og Fiſkerier. Ved dette Møde henvendte de Deputerede ſig til Dronningen ſelv, der enten var tilſtede eller i alle Fald ikke langt borte, med fornyet Anmodning om, at hun vilde ſtadfeſte Stædernes Privilegier i Norge. Hun ſvarede hertil, noget undvigende, at hun visſelig havde Fuldmagt dertil og vilde bruge den paa et ſenere Møde, men at baade hun og Rigsraadet var enige om, at „nu, da Kongen var død, var ogſaa Privilegierne døde“: et Svar, ſom de Deputerede nok fandt noget beſynderligt, ſiden de beſluttede i Forhandlingerne at indføre hiint Brev fra Rigsraadet, med den Bemerkning, at Rigsraadet havde tilſkrevet dem ſaaledes“[4]. At Dronningen vilde hale Sagen ud, er øjenſynligt, og Henſigten kan vel neppe havde været nogen anden, end, ſom man ſiger, at holde dem i Skal, deels for at afſkrække Stæderne ſaa meget mere fra at begunſtige Mecklenburgerne, deels vel ogſaa for at have et ſterkere Baand paa dem til at holde flg Fredsſlutningen af 1370 efterrettelige, ved hvilken de efter femten Aars Forløb, hvilken Termin nu ſterkt nærmede ſig, ſkulde tilbagegive de pantſatte ſkaanſke Slotte. Og ſaavidt man kan ſee, blev der ingen Fornyelſe af Privilegierne i Norge udferdiget, ſaa lenge Kong Olaf levede, ſkjønt der ogſaa i 1384 og formodentlig oftere blev klaget over de Forurettelſer, Kjøbmendene i Norge meente at have lidt. Disſe Forurettelſer kunne dog neppe have været faa ſtore, ſom Kjøbmendene ſkildrede dem. Disſe maatte dog nu ved ſin Rigdom og den Penge-Afhængighed, hvori uden al Tvivl en Mengde af Nordmendene ſtod til dem, have faaet ſin Handels-Overlegenhed ſaa faſt begrundet, at de Indſkrænkninger, der paalagdes dem, ikke kunne have haft ſynderligt at betyde. Det verſte var formodentlig, ſat flere Befalingsmend, under Paaſkud af at Stædernes og Kjøbmendenes Privilegier, og ſaaledes ogſaa den Artikel i disſe, der forbød Nordmendene at befatte ſig med Vrag og ſkibbrudent Gods, der tilhørte Stæderne, vare ophørte ved Kong Haakons Død, øjeblikkeligt efterat denne havde begyndt at gjøre Strandretten gjeldende mod hanſeatiſke Skibe ligeſaavel ſom mod andre, og tilegnede ſig baade Vrag og Gods[5]. Herom ſynes iſær Kjøbmendenes Klager at have drejet ſig. Stæderne ſelv var dog aabenbart langt mere optagne med Kaperierne i de danſke Farvande og med de ſkaanſke Anliggender. I disſe Kaperier, der, ſom ovenfor nævnt, for en ſtor Deel dreves fra danſke Slotte, endog kongelige, men fra ſaadanne, over hvilke Dronningen endnu ikke havde tilbørlig Raadighed[6], deeltog ogſaa en Hr. Günther, der allerede i Kong Haakons Tid havde faaet en Borg, Sysſel eller anden Beſiddelſe i Norge, og ſom ſaaledes neppe kan være nogen anden end den Günther af Wedhouſen, der nævnes ſom Medlem af Raadet under Kongens Ophold i Marſtrand om Sommeren 1371, hvorfor det ogſaa bliver ſandſynligt, at hans Forlening netop har været ſidſtnævnte Sted, der laa ſaa bekvemt til at øve Kaperier[7]. Ligeledes nævnes Nisſe Svarteſkaaning i Halland blandt Kaperherrerne. Den Omſtændighed, at Dronningen ikke havde ſaa ſtor Myndighed over de ſørøverſke Herrer, at hun ved et Magtſprog kunde bringe dem til at holde inde med deres Uvæſen, gjorde, at Stæderne ſelv maatte tage ſig til Rette imod dem og udruſte de ſaakaldte Fredsſkibe til at renſe Farvandene, uden at dette ſkulde anſees eller blev anſeet ſom noget Fredsbrud mod Dronningen. Om en ſaadan Udruſtning enedes man paa den før omtalte Hanſedag i Lübeck om Sommeren 1381, og dette har maaſkee været Aarſagen til, at Slotsherren paa Søborg Johan Grupendal tilligemed en anden Herre, Thomas v. d. Hagen, indfandt ſig paa den Hanſedag, der afholdtes til ſamme Tid og paa ſamme Sted det følgende Aar, og ſluttede her for ſig og flere andre Herrer, der ikke mødte, Fred eller Stilſtand til næſte Mortensdag, med fire Ugers Opſigelſe fra begge Sider[8]. Denne Stilſtand blev ſiden — Dagen angives ej udtrykkeligt, men har formodentlig været om Vaaren i det følgende Aar — forlenget og udvidet —[9], og de ſørøverſke Herrer maatte nu endog ſtille hver een eller to andre Herremend til Sikkerhed for, at de virkelig vilde holde Stilſtanden, Johan Grupendal paa Søborg, ſamt Henrik Wardenberg og Paſchedag paa Abrumstorp til næſte Mariemesſe (altſaa vel d. 15de Auguſt), og Nisſe Svarteſkaaning m. fl. til næſte Kyndelmesſe. Hine, der kun fik Fred til Mariemesſe, vilde gjerne, heed det, have faaet den paa længere Tid, men da de havde meſt at tabe, vilde Stæderne ej give dem den længere Dag: et tydeligt Tegn paa, at Stæderne nu havde Overtaget. Som etſlags Beviis paa, at Dronningen ej ſpillede under Dekke med Sørøverne, maa det vel anſees, at Hr. Henning Putbuſch ſelv tilligemed to andre danſke Raadsherrer modtog hine Forløfter paa Stædernes Vegne. Imidlertid holdt Stæderne flere Møder og underhandlede ogſaa flittigt med Dronningen, ſom da omſider tilligemed Hr. Henning Putbuſch og andre danſke Raadsherrer indfandt ſig paa en Hanſedag, der holdtes i Stralſund den 24de April 1384, og lovede, ſom det heder, efter mange Dagthingninger og Forhandlinger, at hun og Raadet med fuldkommen Troſkab vilde hjelpe Stæderne mod Røverne med 9 Skibe og 100 Bevæbnede, der ſkulde møde frem til næſte Aars Pinds. Til nærmere at beſtemme Erſtatningen for den Skade, Kjøbmendene havde lidt, ſiden Kaperierne begyndte, berammedes et nyt Møde i Skaane til den 8de Septbr.; hertil vilde Dronningen og de nærværende Raadsherrer indkalde det hele Raad ſaavelſom dem, der havde Rigets Slotte, navnlig Hr. Günther, for at ſvare til den Kjøbmendene tilføjede Skade; udeblev nogen af dem, over hvilke Stæderne havde klaget, da vilde Dronningen og Raadet hjelpe Stæderne til ſin Ret hos dem. Til Sommeren vilde Stæderne underſøge, paa hvilke Slotte Røverne havde ſit Tilhold, og hvis man da fandt for godt at belejre disſe Slotte„ ſkulde Dronningen og Raadet af al Magt hjelpe til dermed. Dog forbeholdt Dronningen ſig nærmere at handle med Raadet om denne Sag og give Svar derom paa det aftalte Møde[10]. Dette blev af Aarſager, ſom nedenfor ſkal nævnes, ej holdt ſaa tidligt, ſom berammet, men førſt en Maaned ſenere, den 9de Octbr., paa Falſterbod[11]. Her indfandt Dronningen og det danſke Raad ſig, ſom aftalt, og ligeledes mødte Hr. Günther frem, men derimod ikke de danſke Slotsherrer, ſom det var lovet. Da Günther nu blev manet, ſom det kaldtes, angaaende den Skade, han havde tilføjet Stæderne, tilſtod han ligefrem, at han efter ſin Herre Kong Haakons Død havde taget ſkibbrudent Gods og hvad der fandtes i Søen, men erklærede ſig villig at give det tilbage, hvis man ved næſte Sammenkomſt mellem Norges Raad og Stæderne fandt, at han deri havde gjort Uret. Heri vilde dog Stæderne ej finde ſig, men meente, at hans Uret var ſoleklar, og at han derfor allerede nu burde gjengive Godſet. Dronningen ſagde, at hun nok ſkulde ſørge for, at Hr. Günther og alle hendes Mend ſkulde opføre ſig ſaaledes imod Stæderne, at disſe vilde takke dem derfor. Med denne temmelig ſvævende Forſikkring ſynes Stæderne for det førſte at have maattet ladet ſig nøje. Til deres Aake over, at de danſke Slotsherrer ikke efter Løfte havde indfundet ſig, ſvarede Dronningen og Raadet, at den ſtore Nød med den næværende Orlog, (nemlig mod Kong Albrecht, ſom det i det Følgende vil blive omhandlet,) havde gjort det umuligt at medbringe dem, hvilket ogſaa var Grunden til, at dette Møde holdtes ſenere end det oprindeligt var berammet. Derimod vilde hun og Raadet gjerne holde et Møde i Helſingborg med Stæderne paa den Dag, da Slottene i Skaane ſkulde gives tilbage ifølge Brevenes Lydelſe. Dette Forſlag vilde dog de Deputerede ikke antage, men ſagde, at de førſt vilde høre ſine egne Raads Mening derom.

Det Anliggende, ſom her var paa Bane, var maaſkee den fornemſte Drivfjeder til, at Margrete og det danſke Rigsraad nu øjenſynligt ſøgte ſaa meget ſom muligt at holde Stæderne ved godt Lune og give dem de bedſte Løfter. Ifølge Fredsſlutningen af 1370 vilde den Tid af femten Aar, i hvilke Stæderne ſkulde beſidde de fire ſkaanſke Slotte og Fogderier, være udløben i 1385, og de ſkulde da gives Dronningen tilbage. For hende maatte det nu være dobbelt magtpaaliggende at faa dem igjen, da Kong Albrecht havde begyndt Krigen paany og muligtviis kunde benytte ſig af, at de vare i Tydſkernes Hænder, til at faa dem i ſin Vold. Stæderne ſyntes endnu ikke at have været ganſke enige med ſig ſelv om, hvorvidt de nu vilde opfylde dette Vilkaar. De vedtog kun at holde et nyt Møde i Lübeck 3die Søndag i Faſten det følgende Aar for at raadſlaa herom, ſaavelſom om den Skade, Kjøbmendene havde lidt fra Danmark, m. m.[12]; overhoved ſynes de temmelig tydeligt at have givet at forſtaa, at deres Villighed til at opfylde Vilkaaret vilde blive afhængigt af Dronningens og Raadets Villighed til at ſkaffe dem Erſtatning for den lidte Skade. Imidlertid er det ogſaa paa den anden Side umiskjendeligt, at det i og for ſig ikke kan have været Stæderne ſaa meget imod at blive hine ſkaanſke Slotte qvit, da deres Bevaring koſtede dem uforholdsmesſigt mange Penge; men dette var naturligviis noget, ſom de ej omtalte for Dronningen[13]. Den fremdeles vedvarende Krig hindrede imidlertid Dronningen fra at indfinde ſig til hiint Mode i Lübeck, og Stæderne indbød hende derfor ſkriftligt til at lade møde ved en ny Samling i Stralſund, hvortil hun ſelv nærmere kunde beſtemme Tiden[14]. Denne Samling blev ogſaa holdt ved St. Hansdags Tider. Men allerede forinden maa det — man erfarer ikke hvorledes — ej alene have været afgjort, at Slottene ſkulde tilbagegives, men Overdragelſen maa endog allerede været ſkeet, da der paa dette Mode fremlagdes et Brev, affattet i Kong Olafs, Dronningens og Raadets Navn, og dateret fra Helſingborg Chriſti Himmelfartsdag d. 11te Mai 1385, hvori de formeligt erkjendte Modtagelſen af Slottene og gave Stæderne ſin Qvittering derfor[15]. Og allerede den 27de og 28de Mai, kun faa Dage efter hiint Brevs Udſtedelſe, havde Kong Olaf ladet ſig hylde af Skaaningerne, deels paa St. Liborii Høj, deels i Lunds Domkirke, uden at det lader til, at Stæderne gjorde nogen Indſigelſe herimod[16]. Kun til at ordne, hvad der endnu ſtod tilbage, og formodentlig iſær for at føre Beſætningerne ud fra Slottene, beſluttede Stæderne paa det nysnævnte Møde at ſende to Geſandter til Skaane[17]. Men ſaavidt man kan ſee, var alt dette afgjort inden Aarets Udgang eller ſtrax derefter, ſaa at Kong Olaf og Margrete i hans Navn fra Begyndelſen af 1386 kunne ſiges at have været i ubeſtridt Beſiddelſe af dette vigtige Landſkabs fornemſte Dele: en Tilvext i deres Omraade, der i betydelig Mon forøgede deres Magt og Anſeelſe.

Efterat denne vigtige Sag var afgjort, ſkreed Dronningen og Raadet til at bringe et andet, ikke mindre paatrængende, Anliggende i Orden, om end ikke paa en ligeſaa tilfredsſtillende Maade, dog i alle Fald ſaa godt, ſom det efter Omſtændighederne kunde ventes. Det danſke Kongehuus havde nu lige ſiden Grev Gerhards Dage ligget i Strid med de holſtenſke Grever om Sønderjylland, hvortil de meente at have Arveret ifølge Kong Chriſtophers Forſikringsbrev af 1330. Den tappre og navnkundige Grev Henrik, hvilken vi i det foregaaende ſaa ofte have haft Anledning til at omtale, var død 1381, efterladende ſig umyndige Sønner, men hans Broder, Grev Nikolas eller Claus, levede endnu og tilkjendegav nokſom ſin Vilje, ej at give Slip paa Hertugdømmet, idet han i ſin Titel kalde ſig „ret Arving“ dertil[18]. Erfaringen havde nu viiſt Dronning Margrete, at det under de nærværende Omſtendigheder ej var at tænke paa, at kunne frarive Greverne Hertugdømmet, og at det ſaaledes maatte være fordeelagtigere at overlade dem det med det Gode, knytte dem til ſig ſom ſine Vaſaller, og paa den Maade ſikkre ſig ej alene Fred fra deres Kant, men endog deres Biſtand, end ideligen at foruroliges af disſe megtige Fyrſter og ſee dem rede til, naar det ſkulde være, at gjøre felles Sag mod hende med ſine Frænder, Mecklenburgerne. Hun beſluttede ſig derfor til et Skridt, der ſikkert maa have været meget tungt, og ſom i Fremtiden ſkulde udøve en ſkadeligere Virkning paa Danmarks indre Lykke og Velvære, end man da havde nogen Anelſe om, nemlig at overdrage Greverne Sønderjylland til arveligt Lehn. Hun begav ſig i det Øjemed ſelv til Jylland, hvor hun havde en Sammenkomſt med Greverne og foreløbigt aftalte det fornødne. Den højtidelige Forlening ſkete ſiden paa et Danehof, der holdtes i Nyborg i de førſte Dage af Juli 1386, og hvor, foruden det danſke Raad og en Mængde andre Herrer, ogſaa den nye Erkebiſkop af Nidaroos, Nikolas, og den nys udnævnte Biſkop Henrik af Grønland var tilſtede[19]. Her blev nu en fuldkommen Fred mellem Danmark og Holſten indgaaet, ſaaledes at Grev Gerhard ſom eldſte Søn af eldſte Broder, altſaa Familiens Hoved, forlenedes med Hertugdømmet til Arv i nedſtigende Linje, Barn efter Barn, imod at han og de øvrige Grever ſkulde ſvare det danſke Rige Mandſkab og Tjeneſte; dog ſkulde af alle dem, der ſamtidigt herſkede i Holſten, kun een ad Gangen regjere i Hertugdømmet og føre Titel af „Hertug i Slesvig“ (altſaa ikke af Jylland, formodentlig til Forebyggelſe af yderligere Fordringer paa dette Landſkab); herefter ſkulde ingen Fejde finde Sted mellem begge Parter, og al Tviſt mindeligen afgjøres ved Voldgift. Den ene af Parterne ſkulde underſtøtte den anden mod hans Fjender, naar dette forlangedes, og det beſtemtes udtrykkeligt, at Greverne ſkulde ſverge at opretholde Rigets Landefred til Lands og Vands mod Røverne. Herpaa aflagde ſaavel den unge Hertug ſom hans Brødre og deres gamle Farbroder Grev Claus højtidelig Eed, men det er let at forſtaa, at uagtet Gerhard førte Hertugnavnet, var dog Claus den, der egentlig havde Magten og førte Regjeringen, ſaa længe han levede. Havde Margrete kunnet forudſee, hvilke Lidelſer denne Forening mellem Holſten og Slesvig vilde bringe over Riget, da havde hun maaſkee heller udſat ſig for at have Holſterne til Fjender endnu en Tidlang, end indladt ſig derpaa. Men ſaa fremſynet var man ej, og det er endog et ſtort Spørgsmaal, hvorvidt man i de Tider, ſelv om man havde kunnet forudſee den Denationaliſering af Slesvig, hvortil denne Forlening aabnede Vejen, vilde have haft Forſtand paa at erkjende den for en ſaa ſtor National-Ulykke, ſom den nu viſer ſig at have været. Dog viiſte de førſte ſkade lige Følger af Foreningen ſig tidligere, end maaſkee endog Margrete ſelv havde tænkt ſig muligt. Imidlertid havde hun dog nu faaet Fred fra den Kant, og Samtiden fandt dette hendes Skridt at være ſærdeles vel betænkt. Man betragtede hende nu, efter de ſkaanſke Status Gjenerhvervelſe og Fredens Oprettelſe med Holſterne, ſom mange Gange megtigere end før. „I Aaret 1386“, ſiger den ſamtidige lübeckſke Chroniſt, „kom Dronningen af Norge igjen i Beſiddelſe af Danmarks Rige ligeſaa fuldſtændigt ſom hendes Fader Valdemar havde haft det. Dette magede hun med ſtor Dygtighed, og paa den Maade, at hun førſt fik Skaane tilbage, og ſiden holdt en Dag med ſine Modſtandere Greven af Holſten, forenede ſig ganſke med dem til en evig Fred, og forlenede den arveligt med Hertugdømmet Slesvig. Da dette var ſkeet, faldt der en Angſt og Bæven over alle Mend i Riget, der maatte erkjende denne Frues Viisdom og Styrke, og ſom nu bød ſig hende og hendes Søn til Tjeneſte. Hun indſtevnede til ſig Fogederne i Landet, drog fra Slot til Slot og lod ſig hylde, og forflyttede hvilkenſomhelſt Foged fra det ene Slot til det andet, ligeſom en Kloſterforſtander ſkikker ſine Munke fra Kloſter til Kloſter. Dette ſkete endog i et Fjerdingaars Tid inden Kyndelmesſe (herved menes formodentlig Februar 1387), og det er højligen at forundres over, at en Kvinde, der før var ſaa fattig, at hun ikke uden Venners Hjelp kunde give et Maaltid Mad, fordi alle hendes Slotte ſtode ude og vare beheftede mere ved Magt end med Ret, nu tilligemed ſin Søn blev faa megtig i Løbet af et Fjerdingaar, at der intet manglede hende i hele Riget“.

Denne Skildring af hendes tidligere fortrykte Omſtændigheder og den Vending til det bedre, ſom Begivenhederne i 1386 medførte, er heel merkelig; den tør vel være noget overdreven, men medfører dog viſtnok i det Hele taget Sandhed. Flere Omſtændigheder viſe, at hendes Hænder bare mere bundne før den Tid, end ſidenefter, da hun idetmindſte i Danmark kunde ſette igjennem næſten hvadſomhelſt hun vilde[20]. Nu maatte ogſaa de Sørøvere indgaa Fred, ſom ikke havde deeltaget i den tidligere Fredsſlutning. Paa et Beſøg, ſom Dronning Margrete ſelv aflagde ved Hanſedagen i Lübeck den 13de Juli, og ſom vi i det følgende nærmere kommer til at omtale, førte hun nu et andet Sprog mod Stæderne end hidtil. Thi da der var Tale om at beramme et Møde for at bringe en endelig Fred med Sørøverne iſtand, vegrede hun ſig ved at udſette Tiden lenger end til Midten af førſtkommende September, „paa Grund af vigtige Erender, hun havde at udrette i Norge“ (formodentlig i Anledning af Kongens Myndigheds-Erklæring, ſom det idet følgende vil ſees); til den Tid maatte Stædernes Geſandter ſee til at indfinde ſig i Vordingborg; Kong Olaf, ſagde hun, vilde ej lenger ſidde for Stædernes Maning (plages med idelige Erſtatningskrav) af Stæderne, og hun vilde nu vide med Beſtemthed, om Stæderne i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af Kongen (nemlig Bekræftelſen af Privilegierne), vilde forlige ſig med ham (det vil vel ſige opgive alle Erſtatningskrav) hvad Sørøverne angik. Stæderne fandt ſelv, at Ret og Billighed bød dem at føje ſig herefter[21], og ſaaledes blev Fredsmødet holdt, paa aftalt Tid og Sted. Her blev der ogſaa virkelig baade paa Danmarks og Stædernes Vegne ſluttet Fred, om end kun paa fire Aar, med de Sørøvere, ſom ikke allerede forhen havde indgaaet Stilſtand, og hvilke nu, ligeſom hine, maatte ſtille hver to andre Adelsmend til Borgen for Fredens Overholdelſe. Hermed ophørte vel ikke Kaperierne ganſke, men man hører dog ikke paa længere Tid tale derom, førend de ſaakaldte Vitalianere begyndte at forurolige Farvandene; men disſe udruſtedes fra mecklenburgſke, ikke fra danſke eller norſke Havne.

  1. Uddrag af Recessuus Hansæ hos Suhm XIV. S. 96. Det kunde efter Referatets Ord endog ſynes, ſom om Hr. Henning og Konrad Molteke ſelv var tilſtede ved Modet; tydeligt er det i alle Fald ikke, om de perſonligt havde indfundet ſig, eller overdraget Geſandterne at fremføre deres Forſikring.
  2. See Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. S. 97, 98.
  3. Dipl. N. I. 469.
  4. Forhandlingerne paa dette Møde findes ej i den lübeckſke, men i den wismarſke Recessus Hansæ. Dronningen var paa denne Tid enten i Halland, hvor hun var den 28de Juli, eller var maaſkee endog allerede kommen tilbage til Sjæland; under alle Omſtændigheder kunde man have hendes Svar, medens Mødet endnu holdtes.
  5. Dette fremgaaer af hvad der nedenfor berettes om Klagerne over Hr. Günther af Wedhouſen.
  6. Som de fornemſte blandt Sørøverne nævnes Johan Grupendal, Slotsherre til Søborg, og Henrik Wardenberg ſamt Paſchedagh, Slotsherrer til Abrumstorp, begge to kongelige Slotte. Af en Qvittering, ſom de to ſidſtnævnte udſtedte den 31te Octbr. 1382, ſees det, at de indtil da havde haft Abrumstorp med tilliggende Fogderi i Pant og førſt da vare blevne udløſte (ſee Suhm XIV. S. 104, 105). Sandſynligviis har Forholdet været det ſamme med Søborg.
  7. Man knade vel nærmeſt tænke paa ſelve Baagahuus, hvilket Margrete ved denne Tid maa have faaet tilbage, om forreſten dets Pantſettelſe til Stæderne virkelig havde fundet Sted, hvad et og andet, ſom vi have ſeet, ſynes at antyde. Men da det er aabenbart, at Günther allerede maa have haſt ſin Forlening, hvilken det nu monne være, lige fra Kong Haakons Tid, kan dette ej have været Baagahuus, med mindre man antager, at Pantſettelſen til Hanſeſtæderne ej fandt Sted. Der har hidtil ej været opdaget noget Brevſkab eller nogen anden Oplysning, der kan bringe denne Sag paa det Rene.
  8. Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. S. 105.
  9. Bunge, Liv-, Eſt.-Kurl.-Urkundenbuch, No. 1188. Beretningen er aftrykt efter et Blad Papiir i det revalſke Archiv, der ſynes at have været en Meddelelſe fra Raadet i en af de andre Hanſeſtæder til det revalſke. Den er ej forſynet med Datum, men antages af Sange (Regeſter No. 140i) at ſigte til nogle Forhandlinger, ſom Stæderne i 1382 havde med Sørøverne i Wismar. Bunge henviſer her til Bartholds „Geſchichte der deutſchen Hanſa“, II. S. 210. Imidlertid nævnes der i den lübeckſke Recessus Hansæ intet om noget ſaadant Møde i Wismar, og ſaavidt man har kunnet bringe i Erfaring, forekommer heller ikke i den wismarſke noget derom. Et ſaadant Mode maatte have fundet Sted ved Mortensmesſe, da Stilſtanden, ſom ſluttedes ved Midſommertid 1382, udløb; men om ogſaa et ſaadant Mode har været holdet, kan det dog ej have været paa dette, at den her omſpurte Fred ſluttedes, thi denne blev aabenbart indgaaet om Vaaren, ſiden det udtrykkeligt ſiges, at Friſten til førſte Mariemesſe (15de Auguſt) var kortere end den til Kyndelmesſe. Der maa ſaaledes her ſigtes til et Mode om Vaaren eller Forſommeren 1383, der ej kan være det, ſom Barthold omtaler.
  10. Uddr. af Recessus Hansæ hos Suhm, XIV. S. 133.
  11. Sammeſteds, S. 136—137.
  12. Uddrag af Recessus Hansæ, hos Suhm, XIV. S. 137.
  13. Det er forhen omtalt, hvorledes Omkoſtningerne ved Slottenes Bevaring var Gjenſtand for hyppige og alvorlige Forhandlinger paa Hanſedagene. Ulemperne herved bleve øjenſynligt ſtørre og ſtørre, efterſom Almuen i Skaane blev mere og mere utaalmodig over det fremmede Regiment, og derhos Mecklenburgernes Tilhængere yppede Uroligheder paa ſin Side. I 1382, fortæller Chroniſten i Scr. r. D. VI. S. 534, miſtede Tuve Galen, Skaanes Gjeldkere, Slottet Thurſtorpſø, og Ridderen Hr. Holmger blev drebt, formodentlig i en Opſtand; ſamtidigt klagedes der over, at de danſke Slotsherrer i Trelleborg, Yſtad og Symreshavn ideligt forurettede Kjøbmendene, at Borgermeſteren og Folket i Malmø ej vilde tillade Kjøbmendene at blive der længer end til 9de October (1381), at Slottene i Skaane „indtoges“ (1383), at Jep Muus paa Lindholm havde nedbrudt Boderne paa Skanør (1384). En af de tydſke Befalingsmend, Wulf Wulflam, erklærede i Aaret 1383 reentud, at han ej vilde beholde Slottene længer end til Jakobsmesſe ſ. A., hvis han ej fik flere Penge end hidtil (Suhm. XIV. 117), o. ſ. v., Altſammen Tegn paa, at den Ære og Tilfredsſtillelſe, at beſidde de ſkaanſke Slotte, maa have været Stæderne meget dyrekjøbt.
  14. Sammeſteds, S. 142—144.
  15. Sammeſteds S. 145.
  16. Chron. i Scr. r. Dan. VI. S. 534.
  17. Suhm, XIV. S. 146.
  18. See det af Suhm (XIV. S. 151) citerede Brev, trykt i Weſtphals Monumenta III. 373.
  19. See Detmar, S. 338, jfr. Dipl. Norv. IV. 530, Grenlands hiſtoriſke Mindesmerker, III. S. 128—130 og Suhm, XIV. S. 160—162, hvor det vigtigſte, denne Sag vedkommende, findes ſamlet.
  20. At flere af de fornemſte Herrer endnu i 1384 vare ligeſaa megtige ſom Dronningen, ja tildeels endog megtigere, ſynes at fremgaa af Beſtemmelſen paa Hanſedagen i April 1384 om de 9 Skibe, der fra Danmark ſkulde udruſtes mod Sørøverne. Dronningen paatog ſig nemlig kun at ſkaffe to, Hr. Henning Putbuſch ligeſaamange, og Konrad Molteke endog tre; to andre Herrer hver eet. (Suhm, XIVl S. 133).
  21. See Uddrag af Stædernes Brev til de preusſiſke Stæder i Recessus Hansæ, hos Suhm XIV. S. 162. 163. Her tales ogſaa om, at Norges Riges Raad ſkulde indfinde ſig i Vordingborg tilligemed det danſke, men deraf ſynes dog intet at være blevet.