Det norske Folks Historie/8/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er ovenfor nævnt, at Kong Albrecht under disſe Forhandlinger mellem Dronningen og Hanſeſtæderne atter forſøgte Vaabenlykken imod hendes Beſiddelſer. Lige ſiden den ſidſte Stilſtand med Skaaningerne ſynes han at have forberedt ſig til et nyt Felttog, og forſøgte endog ſamme Aar at faa ſluttet et Forbund med den megtige Kong Ludvig i Ungarn og Polen, i hvilket Øiemed han den 7de September gav ſin Broder Hertug Henrik og ſin Svoger Grev Henrik af Holſten Fuldmagt til at underhandle med ham[1]. Men Grev Henrik døde faa Uger efter, og Hertug Henrik i 1383[2], det er derfor ikke ſandſynligt, at noget Geſandtſkab er afgaaet, eller noget Forbund ſluttet. Hans Forſøg paa at vinde Stæderne for ſig havde heller ikke ſynderlig Virkning. Imidlertid kunde hans Forberedelſer til Fjendtlighedernes Fornyelſe neppe forblive nogen Hemmelighed. I Norge var man belavet paa at faa Ufred med det førſte; dette viſer et Brev, udſtedt af Drottſeten i Kong Olafs Navn den 20de April 1382 fra Tunsberg, hvorved det tillades Indbyggerne i Slagns og Vaale Skibreder, paa Grund af deres Fattigdom, at bygge ſig et nyt Landevernsſkib, der alene var tyve Alen langt i Kjølen, og at bruge dette til Landets Forſvar, indtil Kongen blev myndig; det blev dem desforuden tilladt at benytte Sømmene i det gamle, casſerede Skib Borrabranden til det nye, og ſiden at brende dette op, dog altſammen med den Forpligtelſe, at det nye Skib med Redſkab og Tilbehør ſkulde være ferdigt inden tre Aar, og at de, om det imidlertid ſkulde blive nødvendigt at verje Landet, ſkulde leje eller kjøbe et ligeſaaſtort Skib, der i alle Dele var forſvarligt[3]. Dette Brev ſynes at være udſtedt paa en Reiſe om i Landet, ſom Drottſeten foretog om Vaaren og Sommeren 1382. Ved Sancthansdagstider var nemlig baade Drottſeten og Cantſleren i Bergen, fremdeles udſtedende Breve i Kongens Navn. Om Kongen ſelv var med, er uviſt, man veed kun, at han ved Midten af Auguſt befandt ſig i Oslo[4]. Der er ſaaledes idetmindſte en Mulighed for, at han om Vaaren er kommen op fra Danmark for at gjøre en ſlig Rundreiſe med Drottſeten, og det bliver i alle Fald ſandſynligt, at en af Reiſens fornemſte Henſigter har været at efterſee og ophjelpe Forſvarsanſtalterne, og at flere Breve af ſamme Slags ſom det nys omtalte vedkommende Ledingsſkibene og Landevernet have været udſtedte, men ſenere ere tabte. Hvorvidt Dronningen ogſaa fulgte med paa denne Reiſe, turde være endmere tvivlſomt; men at hun i alle Fald var tilſtede i Oslo, da Kongen i Auguſt var kommen tilbage dertil, maa efter det ovenfor (S. 122) paapegede anſees viſt, da Kongen ellers neppe vilde kunne have udſtedt Breve, om end blot Landsviſtsbreve, uden Drottſetens eller Cantſlerens Medbeſegling[5]. Formodentlig er der ogſaa blevet holdt en Efterregning med Bønderne om deres Skatte-Ydelſer, thi allerede i October 138l blev en ſaadan anſtillet af Drottſeten og Fogden paa Akershuus Benedict Nikolasſøn, ſamt flere andre Kongsmend, med Bønderne paa Follo[6], og det ligger derfor nær at antage, at lignende Efterregninger have været holdte i enhver af de øvrige Sysler, gjennem hvilke Drottſeten lagde Vejen. Omtrent paa ſamme Tid befandt Hr. Narve Ingevaldsſøn ſig i ſin Sysſel Jemteland, beſkjeftiget, ſom det ſynes, med lignende Forretninger[7]. Forholdet med Sverige var her ſaa uvenligt, at endogſaa Erkebiſkopen af Uppſala maatte udvirke ſærſkilt Leidebrev af Hr. Narre for nogle af ſine Geiſtlige, ſom han om Høſten 1382 ſendte op til Jemteland for at underſøge en for flere Forſeelſer anklaget og fordreven Provſts Sag[8]. Seent om Høſten 1382 blev der holdt et Høvdingemøde i Bergen, hvor Drottſeten atter var tilſtede tilligemed Hr. Sigurd Hafthorsſøn, alle de tre fornemſte Fehirder, nemlig Erlend Philipsſøn i Bergen, Otte Rømer i Throndhjem og Gaute Eriksſøn i Tunsberg, foruden Provſt Vinalde, Peter Nicolasſøn, Sysſelmand paa Haalogaland, Lagmanden i Bergen Jon Aslaksſøn, og flere andre; muligt at Kongen ogſaa nu var tilſtede, idetmindſte udferdigedes der Breve og Retterbøder i hans Navn[9], dog er det ikke ſandſynligt[10]. Dronningen var i alle Fald reiſt til Halland og Sjæland. Man veed kun lidet om Forhandlingerne, men at de for en ſtor Deel maa have gjeldet Kongens Indtægter og Ledingsvæſenet, ſynes man allerede af de tre Fehirders Nærværelſe at maatte kunne ſlutte. Et lignende Møde blev i det følgende Aars Auguſt Maaned (d. 26de) holdt i Tunsberg, hvor ligeledes Drottſeten, Hr. Sigurd Hafthorsſøn og de tre Fehirder vare tilſtede, og hvor derhos den nye Erkebiſkop Nikolas — der nu for førſte og ſidſte Gang aflagde et kort Beſøg i ſin Kirkeprovins — tilligemed alle de fire Biſkoper, Jon af Oslo, Jakob af Bergen, Olaf af Stavanger og Sigurd af Hamar vare nærværende[11]. Heller ikke om Forhandlingsemnerne paa dette Møde, hvorfra der ogſaa udſtededes Kongebreve, ſkjønt Kongen da neppe var i Norge[12], have vi fuldſtendig Efterretning, men den Gjetning ligger nærmeſt, at de tildeels vedkom den daværende Krigsſtand, og formodentlig ogſaa Spørgsmaalet om, hvorvidt Hanſeſtædernes Privilegier ſkulde bekræftes eller ej.

Hvad der hindrede Kong Albrecht fra at begynde noget nyt Felttog mod Kong Olaf og Dronning Margrete allerede i 1382, var neppe noget andet end en ny Uenighed, der var opſtaaet mellem ham og hans Raad, ſamt de øvrige Stormend. De nærmere Omſtændigheder derved kjendes ikke, men ſaa meget kan man ſlutte ſig til, at Kongen, utaalmodig over den Umyndighedstilſtand, hvori han befandt ſig lige over for Raadet og Høvdingerne, havde gjort nye Forſøg paa at afkaſte Aaget, og ſaaledes gjort Brud paa de højtidelige Tilſagn, han tilforn havde maattet give. Men alle ſaadanne Attentater kunde ej andet end lede til nye Krænkelſer for ham, iſær da han nu ej længer havde ſin megtige og ſtatskloge Fader at ty til. Saaledes maatte han paa Gripsholm den 18de September 1383 udſtede en højſt ydmygende Forſkrivning, hvori han erklærede, at han „af ſit hele Hjerte og ſin Tanke havde bortkaſtet al Mistykke, Misſtemning, Mistro og Tvedragt, der paa nogen Maade og i nogetſomhelſt Stykke havde kunnet reiſe ſig mellem ham og hans Raadgivere, navnlig Drottſeten Bo Jonsſøn, ſamt alle de øvrige i Riget boende Mend, høje og lave, læge eller lærde“; Uenigheden ſkulde betragtes, ſom om den aldrig havde fundet Sted, og Kongen ſkulde aldrig drages det til Minde, ſom indtil denne Dag havde kunnet afſtedkomme nogen Skade eller Uvilje; og for at al ſaadan Uvilje og Mistro ganſke kunde forebygges, overlod og lagde Kongen ſig „med hele ſin Tro ind til Rigets Raadgivere, om al hans egen og Rigets Beſtaaen, og om alt hvad der kunde angaa ham ſelv, Riget eller Indbyggerne, og vilde han i alle Erender eller Stykker rette ſig efter deres Vilje og i ingen Maade derfra afvige, men med oprigtig Troſkab og Kjærlighed omgaaes dem, ſtyrke dem i al deres Ret, og med god Tro lade dem blive ved alle de Breve og Rettigheder uforkrænkede, ſom før maatte være givne dem eller nogen enkelt af dem. Thi det maatte han nu erkjende, at med Rigets Raadgiveres Raad kunde han bedſt ramme Rigets og Underſaatternes Bedſte“[13]. Dette var altſaa hverken mere eller mindre end en ydmygſt Beden om Forladelſe og Kryben til Korſet fra hans Side; han havde modtaget Skrud, ſom en Skoledreng. Men ſaa langt fra, at ſligt kunde fremkalde hos ham det venlige og tillidsfulde Sind mod Raadet, ſom dette fordrede, maatte det tvertimod have opirret ham dobbelt imod det, medens Raadet og Herrerne paa deres Side viſt heller ikke et eneſte Øjeblik tvivlede om, at hans Løfter hverken vare eller kunde være oprigtige, og at alene Frygt og Afmagt afholdt ham fra at prøve nye Forſøg paa at afryſte Aaget og hevne de lidte Krænkelſer. Det er ſaaledes let at begribe, paa hvor ſvage Fødder Enigheden mellem Konge og Folk ſtod i Sverige, og hvor lidet der ſkulde til for at afſtedkomme et aabenbart Brud imellem dem. Det er af de paafølgende Begivenheder umiskjendeligt, og i ſig ſelv naturligt, at jo længere Tid der hengik efter Kong Magnus’s og hans Søns Fordrivelſe, deſto mere traadte Erindringen om hans foregivne Daarligheder i Skyggen, ſaameget mere ſom mange af disſe endog kun vare ham paadigtede af et ſelvraadigt, hadefuldt Parti, medens derimod hans Mildhed, Venlighed og mange gode Sider nu ſikkert oprigtigere erkjendtes og paaſkjønnedes.end forhen, og Hengivenheden for det gamle Kongedynaſti atter begyndte at røre ſig hos Folket, blandt hvis ringere Klasſer den heller ikke nogenſinde var uddøet. Det maatte nu være indlyſende for Enhver, at den Elendighed i Riget, for hvilken man gav Magnus Skylden, var bleven tifold ſtørre under Albrechts Regimente. De ſelvraadige Stormend maatte nu have indſeet, at den Magt, de havde fravriſtet Kongedømmet, og de Forrettigheder, de havde tilvendt ſig paa det øvrige Folks Bekoſtning, hverken havde bragt dem ſelv eller Riget de Fordele, ſom de ſynes at have ventet. Udlendinger havde trængt ſig ind i Landet til de Indfødtes Ulempe; de beherſkede Kongen[14] og vare altid ved Haanden og rede at ſætte ham op mod Landets egne Sønner; betydelige Landſkaber havde ſkilt ſig fra Riget og vare endnu ikke gjenforenede dermed. Og under alt dette ſaa man de nys forenede Riger, Danmark og Norge, jevnt tiltage i Magt og Anſeelſe under den gamle Kongeſtammes ſidſte Ætling og hans forſtandige og talentfulde Moders viſe Styrelſe. Intet Under derfor, om det Omſlag i Opinionen med Henſyn til de ſidſte Folkungers Regjering, hvortil ſikkert allerede for længere Tid ſiden de førſte Tegn havde begyndt at yttre ſig, nu ſkete med rivende Fart, ſaameget mere ſom det ikke ubetydelige Antal af ſvenſke Herrer, der vare blevne Folkungerne troe og derfor havde maattet forlade Landet og altid længedes efter at vende tilbage, og fra ſit ſikkre Tilhold i Norge, i Halland eller Skaane, eller de ſvenſke Landſkaber i Veſten, viſt ikke undlod uafladeligt at bearbeide ſine Landsmend for at faa dem til at ſkille ſig af med de mecklenburgſke Herrer og atter ſlutte ſig til den gamle Konge-Ætt. Naar vi ſaaledes i Aaret 1381 finde Kong Haakons troe Tilhænger Hr. Erik Ketilsſøn i Vadſtena, for at overdrage det endnu ikke ret organiſerede Emner nogle Ejendomme, ſom var det tilfaldne i Vermeland, tilſammen med Erngiſl Jarl[15], og maaſkee flere andre ſvenſke Herrer, hvis Hengivenhed for Kong Albrecht var heel tvivlſom, kan man neppe tvivle om, at han ogſaa har benyttet Lejligheden til at agitere mod Kong“Albrecht og for Kong Olaf og hans Moder. I Juli 1382 holdtes der, ſom det ſynes, i Vadſtena, en Forſamling af Rigets Lagmend, ſaavelſom Erngiſl Jarl, Drottſeten Bo Jonsſøn, og Marſken Steen Benedictsſøn, for at vedtage en Skat til Kloſteret, det ſaakaldte Jomfru Marias Pening[16], og i April 1383 vare ligeledes Erngiſl Jarl, Hr. Peter Porſe, Ulf Jonsſøn (Blaa) og flere andre Herrer forſamlede der[17]. Ved ſaadanne Sammenkomſter paa denne Tid, da Forholdet med Kongen var ſaa ſpendt, kan man trygt antage, at Samtaler have været holdte og Raadſlagninger plejede, der ikke kunde være gunſtige for Kong Albrecht og hans Regimente, i Særdeleshed i Vadſtena, der ej alene formedelſt ſin kirkelige Fredhellighed og den Ærefrygt, ſom Fru Birgittes Navn udbredede derover, nu var det eneſte Sted i hele den øſtlige Deel af Sverige, hvor det eldre Kongehuſes Tilhængere kunde mødes med ſine Landsmend, uden at frygte for Efterſtræbelſer af Kong Albrecht eller hans Mend, men hvor nu endog den blotte Luft ſaa at ſige aandede til Margretes Fordeel, efterat hun ved ſin Opdragelſe hos Fru Mæreta Ulfsdatter var kommen i den inderligſte Forbindelſe med hele St. Birgittas Huus og havde indyndet ſig hos dettes indflydelſesrige Medlemmer, tildeels endog dem, der tidligere havde reiſt ſig mod Kong Magnus. Overhoved kan man vel med fuld Ret ſige, at Vadſtena Kloſter blev et ligeſaa virkſomt Arneſted for Agitationerne til Fordeel for Margrete og hendes Ætt mod Mecklenburgerne, ſom i ſin Tid St. Olafs Helligdom i Nidaroos blev det til Bedſte for dennes Ætt mod Knytlingerne, og at man kan tilſkrive dette Kloſter, der netop fik ſin Organiſation i denne kritiſke Tid, en betydelig, for ej at ſige den vigtigſte Andeel i, at Mecklenburgerne ſaa kort derefter bleve ſtyrtede, og at Margrete ſpillede Meſter: en Fortjeneſte, ſom Margrete ogſaa nokſom erkjendte, og hvorfor hun lagde ſin Taknemmelighed klart nok for Dagen, idet hun ſiden under ſin hele Regjering viiſte Kloſtret den ſtørſte Hengivenhed og ved alle Lejligheder gav det Beviſer paa ſin Yndeſt.

Om der allerede under den ſidſte Uenighed mellem Kong Albrecht og de ſvenſke Høvdinger havde fundet nogen Tilnærmelſe Sted mellem disſe og Dronningen, og om enkelte af dem allerede nu i al Hemmelighed vare overtalte af hendes Venner eller hende ſelv til at forſage Albrecht og ſlutte ſig til Olaf, naar den førſte bekvemme Leilighed gaves, lader ſig af Mangel paa ſikkre og fuldſtendige Kilder ikke oplyſe. Men der er unegteligt et eller andet, ſom beſtyrker en ſaadan Gjetning. Paa faldende er det, at Slottene Øreſteen og Oppenſteen i det ſydveſtlige Veſtergøtland, hvoraf det ſidſte og formodentlig ogſaa det førſte endnu mod Udgangen af 1382 var i Margretes eller hendes Slotsfogders Hender, og Kinds Hered, der endnu ved Midſommerstid 1383 ſynes at have tilhørt hende[18], i den førſte Deel af 1384 vare komne i Drottſeten Bo Jonsſøns Beſiddelſer[19]. Det maa altſaa være ſkeet i Løbet af 1383, netop paa den Tid, da den ſidſte alvorlige Tviſt herſkede mellem Kong Albrecht og Raadet, eller, ſom man nu ligeſaagodt kan ſige, Bo Jonsſøn, hvis Magt i Sverige formedelſt hans uhyre Rigdom og de mange Forleninger, han efterhaanden havde tilpantet ſig, nu var ſaa ſtor, at Kongens egen i Forhold dertil ſvandt ind til en Ubetydelighed, og hvem man vel derfor er berettiget til at betragte ſom Hovedmanden for de Foranſtaltninger eller Truſler, der aftvang Kongen den nysomtalte ydmygende Erklæring. Men hvorledes vare vel hine tvende Slotte faldne i hans Hender? Noget Krigstog, hvorved de fratoges Margretes Slotsfogder, omtales ingenſteds og ſynes heller ikke at have fundet Sted. Saadant maatte desuden under det daværende ſpendte Forhold mellem Kongen og Bo Jonsſøn være foretaget af denne paa egen Haand, hvilket ikke er videre ſandſynligt, ligeſom man neppe engang kan paapege nogen Tid i 1383, da et ſaadant Krigstog med nogen Rimelighed kunde antages at have gaaet for ſig, ſaaſom de ikke faa Brevſkaber fra dette Aar, hvori Bo Jonsſøn omtales, viſer, at han i den meſte Tid af Sommeren og Høſten ferdedes i det øſtlige Sverige[20]. De nævnte Slotte med tilhørende Hereder (Kind og Mark) maa ſaaledes ad fredelig Vej, efter Dagthingning og mod Udbetaling af en beſtemt Panteſum, have været overdragne ham eller hans Befuldmegtigede, kort for eller efter Kongens Ydmygelſe paa Gripsholm, en Antagelſe, der i høj Grad bekræftes og ſaagodtſom bliver til Vished ved den Omſtændighed, at den ſamme Foged eller Høvding, ſom havde Slottene for Dronningens Regning i 1382, Johan Liſte, ogſaa efter Overdragelſen til Bo Jonsſøn vedblev at føre Befalingen der[21]. En ſaadan Transaction behøvede efter de Tiders Foreſtilling ikke at ſtemple Bo Jonsſøn ſom den, der ſpillede under Dekke med Kongens Fjender, ja den kunde endog ſynes fortjenſtlig, forſaavidt ſom han ved egne private Midler bidrog til at erhverve de fraſkilte Landſkaber tilbage for Riget. Men naar man tager Henſyn til den alvorlige Misſtemning og gjenſidige Mistillid mellem ham og Kongen, og til de nys omtalte Sammenkomſter, da opſtaar visſelig en overvejende Formodning for en nøjere og for Kong Albrecht farligere Tilnærmelſe mellem ham og den kloge Folkunge-Dronning, der fra ſine ſærſkilte Enke-Beſiddelſer i Halland og Elveſysſel havde let for at underhandle med de ſvenſke Stormend, modtage Beſøg af dem og udſende Agenter, uden at Albrecht eller hans paalidelige Tilhængere kunde blive det var eller hindre det[22]. Denne Formodning beſtyrkes end mere ved en Beſtemmelſe i det Teſtament, Bo Jonsſøn oprettede ſtrax efter Paaſken det følgende Aar, idet for Albrecht uheldſvangre Vadſtena, idet han nemlig, til Forebyggelſe af, at hans Pantelehn og Ejendomme ſtrax efter hans Død ſkulde adſplittes, indſatte to Biſkoper og aatte megtige verdslige Herrer til Executorer af Teſtamentet og Formyndere for ſin Enke og Børn, og desforuden udnævnte een Suppleant for enhver af disſe aatte, der maaſkee kunde afgaa ved Døden, forinden alt kom i Orden, ja gav Executorerne, om de endda ikke ſkulde blive fuldtallige, Myndighed til ſelv at udfylde Tallet[23]. Den hele Beſtemmelſe var øjenſynligt — og dette viiſte ſig ogſaa tydeligt nok i det følgende — iſær rettet mod Kongen for at hindre ham fra at faa hiine Pantelehn tilbage, eller fra at tiltage ſig det indflydelſesrige Formynderſkab. Og hvo var vel de udnævnte Executorer? En af dem var Hr. Erik Ketilsſøn, Folkungernes ivrigſte Tilhænger og Albrechts afſagte Fjende! Der var ogſaa Karl Ulfsſøn af Tofta og St. Birgittes Søn Byrge Ulfsſøn, der, hvor uvenligt ſtemte de end i ſin Tid kunne have været mod Kong Magnus, nu viſt ikke var Albrecht mere gunſtige; Marſken Steen Benedictsſøn, Stifſøn af Erngiſl Jarl; Ulf Jonsſøn (Blaa), forhen Kong Haakons Mand, Deeltager i Toget til Eedsviken, og ſikkert ikke Albrecht hengiven. At de øvrige ſaavelſom Suppleanterne vare af ſamme Sind ſom hine, derom havde viſt en ſaa klog Mand ſom Bo Jonsſøn overbeviiſt ſig, førend han udnævnte dem. En af Suppleanterne var Algøt Magnusſøn, Bo Jonsſøns Foged paa det nys erholdte Øreſteen, en af de førſte, der ſiden erklærede ſig aabenbart for Margrete. Bo Jonsſøn lagde ſaaledes herved tydeligt for Dagen, hvor fjendtlig ſindet han var mod Kongen, uagtet han dog nu for et Syns Skyld ſkulde lade forligt med ham, ſaa at han endog begyndte Teſtamentet med de Ord, „at han fandt det raadeligſt at opſette det, fordi han havde tenkt, med Guds Hjelp, for Rigets Gavn og Erende at følge ſin kjære Herre og højbaarne Fyrſte Kong Albrecht til Fjende-Land[24]“. I denne Handling, ſaavelſom i den Stemning, der nu overhoved raadede mellem de ſvenſke Herre, og i den Bane, de kort efter betraadte netop i Anledning af dette Teſtamente, ſaa man altſaa viſtnok Frugterne af hine hemmelige eller aabenbare Sammenkomſter i Vadſtena eller andenſteds, og overhoved af Dronning Margretes og hendes Venners ſkjulte, men deſto ſikkrere og raſtløſe Virken[25].

Imidlertid opnaaede .dog Albrecht i 1384, formodentlig om Sommeren[26], ſaameget at han fik et Krigstog iſtand mod den danſke Grændſe, ved hvilket ogſaa Bo Jonsſøn, ſom Ordene i hans Teſtament antydede, var med, eller idetmindſte ſkulde være med, ligeſom vel og flere andre ſvenſke Herrer, uden at man dog kan ſee, at de ydede ham nogen virkelig Hjelp. Thi hans fornemſte Krigsſtyrke ſynes at have beſtaaet i de Tropper, ſom hans Tilhængere og Lehnsherrer i det øſtlige Skaane, nemlig begge Duverne, Jakob Axelsſøn, vel ogſaa begge Snakenborgerne, Gerhard og Heyne, Vicke v. Vitzen i Kalmar og flere af hans tydſke Venner, ſkaffede ham[27]. Han brød ogſaa kun ind i Skaane og i ſøndre Halland, hvor han var heldig nok til at erobre Lagaholms Slot. Da Kong Albrecht ved Paaſketider allerede var iferd med at begynde Toget, havde Dronningen endnu neppe nogen Tanke om, at det vilde gaa for ſig, ſiden hun begav ſig til Hanſedagen i Stralſund (den 24de April) og der aftalte et nyt Møde med Stædernes Geſandter i Skaane til den 8de September. Dette var vel ogſaa Aarſagen til Albrechts Fremgang i Begyndelſen. Men da Margrete og Henning Drottſete havde ſamlet en Hær og med den ilede Albrecht imøde, flygtede han ſtrax tilbage til Sverige med den Skam, heder det hos en ſamtidig Chroniſt[28], ikke at have vovet at oppebie en Kvinde. Hermed endte Fjendtlighederne for denne Gang, og fornyedes ikke for det førſte, da Albrecht neppe følte ſig iſtand dertil og optoges derhos mere end forhen af ſit fedrene Hertugdømme Mecklenburgs Anliggender, efterat hans Brødre Henrik og Magnus begge vare døde (1383 og 1385). Uſandſynligt er det ikke, at Bo Jonsſøn kan have meglet en Stilſtand, ſiden Kong Albrecht i November 1384 var i Jønkøping, hvilken Stad tilligemed Rumblaborgs Lehn og en Deel af Finveden nu ogſaa hørte til Bo Jonsſøns Beſiddelſer, og derfor paa en vis Maade kunde betragtes ſom et neutralt Territorium. Thi under dette Ophold i Jønkøping pantſatte Kong Albrecht Lagaholm til en Henrik Andersſøn, der ſynes at have været en ſkaanſk eller hallandſk Herremand og ſnarere at have heldet til Dronningens, end til Kong Albrechts Parti, med den Forpligtelſe, at holde det aabent for ham, og give ham eller hans Befuldmegtigede det tilbage, naar Panteſummen, 100 Mk. brendt, betaltes: en Overdragelſe, ſom Albrecht dog neppe ſynes at kunne have bekvemmet ſig til med ſin gode Vilje[29]. Merkeligt er det ogſaa, at tvende af det gamle Kongehuſes Tilhengere, Tubbe Eriksſøn og Jon Oddesſøn, omtrent paa ſamme Tid ogſaa opholdt ſig i Jønkøping[30]. Maaſkee var Stilſtanden endog noget tidligere meglet i Anledning af den ſtore Feſt, ſom nu fejredes i Vadſtena, idet de førſte Nonner og Munke den 23de October højtideligt bleve indførte af Biſkop Nikolas af Linkøping, i Overvær af Erkebiſkop Henrik i Uppſala ſamt Biſkop Thord i Strengnes: en Feſt, der ſaaat ſige vedkom hele Norden og derfor nok kunde kræve en almindelig Fred. Dronningen, der for Fjendtlighedernes Skyld ikke havde kunnet indfinde ſig til det beſtemte Møde i September, og heller ikke efter Løfte havde kunnet indkalde ſine Slotsherrer, da hun benyttede dem i Krigen, ſamledes, ſom vi have ſeet, med de hanſeatiſke Befuldmegtigede den 9de October, og da ſynes al Krigsfare at have været forbi. I det følgende Aar reiſte Albrecht over til Mecklenburg og underſtøttede Lübeck, Roſtock og Wismar kraftigt mod endeel røverſke Herrer, hvis Borge bleve nedbrudte[31]. Men da Albrecht benyttede Lejligheden til at fremſtaa paa Hanſedagen i Stralſund ved St. Hansdags Tider og anholdt om Stædernes Biſtand mod Danmark, fik han kun det undvigende Svar, at enhver Stad vilde forelægge Anmodningen for ſit Raad[32], og imidlertid vare de ſkaanſke Slotte blevne uvægerligen afſtaaede til Dronningen, medens hun allerede tydeligere gav ſine Forhaabninger med Henſyn til Sverige tilkjende, idet hun lod ſin Søn Olaf, der ved denne Tid naaede Myndigheds-Alderen, antage Titel af „Arving til Sverige“[33]. Saameget har dog maaſkee Albrechts Anmodning til Stæderne udrettet, at disſe fik et perſonligt Møde mellem Albrecht og Margrete bragt til Veje for at prøve mindeligt Forliig. Thi ved den føromtalte Hanſedag, ſom holdtes den 13de Juli 1386, indfandt ſig baade Kong Albrecht og Dronning Margrete, og foruden dem flere nordtydſke Fyrſter, navnlig Hertug Erik af Saxen og de holſtenſke Grever, med hvilke Margrete umiddelbart forud havde ſluttet Fred og Forbund, ſamt mange andre Herrer. Det ſiges udtrykkeligt, at der her blev dagthinget vedkommende Rigerne Danmark og Sverige[34]. Altſaa er det aabenbart, at der er forſøgt Megling, men Reſultatet kjendes ikke, uden forſaavidt man maa antage, at en ny Stilſtand eller Forlengelſe af Stilſtand er bragt iſtand, og at Albrecht maaſkee har fraſagt ſig de øſt-ſkaanſke Slotte. Saaledes ſtod Sagerne hen, ſaa lenge Kong Olaf levede, indtil Margrete næſte Gang reiſte ſig mod Kong Albrecht, for i kort Tid at berøve ham baade Frihed og Rige, ſaaledes ſom det i det Følgende vil blive berettet.

18. Indenlandſke Forhandlinger og Raadsmøder. Forordninger om Islandsfarernes Afgifter m. m. Rusſerne herje i Nordland og Finmarken.

Medens Dronningen ſaaledes ved Underhandlinger og Feider ſøgte at ſikkre ſin Søns Riger mod udvortes Fare, og om muligt at vinde Sverige tilbage for Folkunge-Ætten, udviklede Drottſeten og Raadet i Norge en ikke ringe Virkſomhed med Henſyn til Rigets indvortes Anliggender: en Virkſomhed, der i alle Fald vidner om god Vilje, om den end ikke i alle Sæde kan ſiges at have været heldig. Man kan neppe under Kong Magnus’s og Kong Haakons Regjering paaviſe ſaa mange Raadsmøder i et kort Tidsrum, ſom de, der nu holdtes i Olafs Umyndighedsaar mellem 1381 og 1385, og allerede ovenfor tildeels ere berørte. Der holdtes mindſt eet hvert Aar, maaſkee endog flere. Foruden den ſtørre Sammenkomſt, der fandt Sted ved Hyldingen i Nidaroos 1381, holdtes der og, ſom vi have ſeet, en mindre i Oslo ſeenhøſtes ſamme Aar, hvorved der anſtilledes Efterregning med Kronindtægterne. Om Sommeren 1382 var Drottſeten og Cantſleren i Bergen, uden at dog noget ſtørre Møde da ſynes at have været holdt, men i October ſamme Aar ſamledes Drottſeten, de tre fornemſte Fehirder for Nidaroos, Tunsberg og Bergen, Biſkopen ſammeſteds og Provſt Vinalde, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, og flere andre Herrer og Embedsmend, i ſidſtnævnte Stad. I Auguſt 1384 holdtes et lignende, men ſtørre Møde i Tunsberg, hvor den nysudnævnte Erkebiſkop Nikolas og de fire øvrige Biſkoper, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, de tre ovennævnte Fehirder, Haakon Jonsſøn, Alf Haraldsſøn og flere andre Herrer ſamledes med Drottſeten. Ved Midſommerstider 1384 ſamledes Drottſeten og Cantſleren med Biſkop Jakob, Provſt Vinalde, Haakon Jonsſøn, Erlend Philipsſøn og Alf Haraldsſøn i Bergen, hvor en eller maaſkee flere Forordninger gaves, og hvor ſaavel Drottſeten, ſom de fleſte øvrige af de nævnte Herrer ſynes at være forblevne indtil hen i Auguſt, da de ogſaa i denne Maaned udſtedte en Retterbod fra

  1. Styffe, „Bidrag“, No. 75, S. 180.
  2. Grev Henrik Gerhardsſøn i Holſten døde 1381, men Dødsdagen er ubekjendt, (ſee Suhm, XIV. S. 101). Hertug Henrik (Suspensor) i Mecklenburg døde i Marts 1383, (ſ. ſammeſteds S. 128).
  3. Dipl. N. I. 470.
  4. See Fortegnelſen paa de i Kong Olafs Navn indtil 1385 udſtedte Breve, ovenfor, S. 123, Noten. Her vil det ſees, at to Landsviſtsbreve, udſtedte af Kongen i Oslo den 1ste Auguſt 1382, ere beſeglede „i Kongens Nærværelſe“.
  5. Der findes ingen andre Breve fra Vaaren og Sommeren 1382, der antyde, at Kongen eller Dronningen da opholdt ſig i Danmark.
  6. Dette ſees af et Brev, der ſiden har været ſønderklippet i Remſer, for at disſe kunde bruges ſom Seglremmer ved et andet af 16de October 1381, (Dipl. N. VI.), men ſaaledes at man endnu ved at legge Remſerne ſammen kan læſe de førſte Linjer deraf. Her ſtaar, „at Hr. Agmund Finnsſøn, Kongens og Rigets Drottſete, med Samtykke af Benedict Nikolasſøn, Foged paa Akershuus, og flere Kongens Mend, gave endeel navngivne Bønder paa Oslo kvit for visſe Stykker Kvæg“ — formodentlig i Afgift eller Visøre. Den ſidſte Deel og Datum mangler, men det er tydeligt nok, at Brevet har været omtrent ſamtidigt med det, hvori Remſerne ere beſeglede, ſiden Hr. Agmund kaldes Drottſete, hvilket han ej blev førend ved Hyldingen, og ſom han altſaa ej kunde kalde ſig i Oslo, hvor Brevet aabenbart er ſkrevet, førend efter Tilbagekomſten fra Throndhjem. Af Dipl. N. II. 469, hvorved Kongen, det vil ſige Drottſeten i hans Navn, overdrager Tideke Skytte og Gudbrand Erlingsſøn Kronens Fordring hos Thorbjørn Koll for Drabet paa Hr. Hallvard Næpa, ſees det, at Drottſeten d. 9de Octbr. 1381 var i Oslo, beſkjeftiget med Regjeringsſager. Saaledes har vel han og flere Raadsherrer opholdt ſig der, paa denne Maade beſkjeftigede, ſiden Tilbagekomſten fra Hornboreſund d. 28de Auguſt.
  7. Ved Brev af 24de Marts 1383, udſtedt paa Jemtemotet, altſaa fra Berg paa Frøsøen, frikjendte Hr. Narve en vis Jon af Akre for den Beſkyldning at have underſlaaet et Skatteſkind for Kongen. Dipl. N. III. 447.
  8. See Hr. Narves Brev fra Forberg af 7de Septbr. 1382, ſſteds. No. 441.
  9. N. gl. Love III. S. 215.
  10. Den 31te October var hun ſandſynligviis paa Vardberg, eller andenſteds i Halland, ſiden Johan Liſte, Høvedsmanden paa Oppenſteen, nævnes ſom nærværende ved et Brev, hun udſtedte. See Annaler f. Nord. Oldkynd. og Hiſtorie f. 1855, S.12, 13, hvor dette Brev (om Abrumstorps Indløsning) er aftrykt. Fem Dage ſenere var Henrik Wardenberg, der ved dette Brev qvitterede for 400 Mk. Selv, Panteſummen for Abrumstorp, paa Landsthinget i Sjæland, Suhm, S. 526, og ſandſynligviis var Dronningen ogſaa her tilſtede.
  11. N. gl. Love III. S. 216.
  12. De isl. Annaler (Udg. S. 336) melde, Flatø Annalerne for 1384, Skaalholts-Annalerne for 1383, og Lagmands-Annalerne med nogle Brudſtykker for 1382, „at Kong Olaf reiſte til Danmark“. Det ſidſte Aarstal ſynes at være det rette.
  13. Brevet er aftrykt i Tillegget til Hadorphs Udg. af Riimkrøniken S. 39.
  14. Af Tilſtanden i Sverige og Stemningen, der giver Riimkrøniken (Scr. R. Sv. I. 58, 59) en meget mark Skildring, ſom vel ſynes at være noget overdreven, men ſom dog viſtnok i ſine Hoved-Drag medfører Sandhed.
  15. Brev i det ſv. Rigs-Archiv af 7de April 1381.
  16. Brev af 11te Juli 1382, i det ſv. Rigsarchiv. Her nævnes vel ikke Udſtedelſes-Stedet, men da Brevet angaar Vadſtena, er det formodentlig ogſaa udſtedt der, iſær da vel neppe Hr. Erik Ketilsſøn havde Fred andenſteds. Blandt de her forſamlede Lagmend nevnes ogſaa Laurents Bjørnsſøn i Veſtergøtland, forhen Kong Haakons højtbetroede Mand og viſtnok ogſaa heel venſkabeligen ſindet mod hans Søn.
  17. Brev af 1ſte April 1383, i det ſv. Rigsarchiv, hvorved Hr. Peter Porſe ſelger Gods til Vadſtena, i Overvær af Erngiſl Jarl, Hr. Byrge Ulfsſøn, Hr. Johan Molteke, gift med Katharina, Enke efter Hr. Karl Ulfsſøn, og Ulf Jonsſøn.
  18. I det nys omtalte Brev af 31te October 1382, vedkommende Udlesningen af Abrumstorps Slot, nævnes ſom Forlover Johan Liſte, Høvedsmand paa Oppenſteen for Dronningen, altſaa holdt han det da endnu for hendes Regning. Og da Bremen og Oppenſteen, der laa nær hinanden, ſom ofteſt nævnes ſammen, ofte ſtod under een Høvding, og fordetmeſte ſynes at have deelt Skjebne med hinanden, bliver det ſandſynligt, at ogſaa Øreſteen i Marks Hered, der laa Vardberg meget nærmere, ſamtidigt var i Dronningens Hereder. Og i et Brev i det ſv. Rigsarchiv af 29de Juni 1383, formodentlig udſtedt enten paa Kongsbakke, eller paa Vardberg, ſiden Nisſe Svarteſkaaning nævnes ſom Vidne, forføjer Karl Nikolasſøn over Gods ſaavel i Halland ſom i Kindshered. Dette viſer aabenbart at Kindshered (og ſaaledes Oppenſteen) da endnu ſtod i nærmere Forbindelſe med Halland og altſaa adlød Dronningen.
  19. Bo Jonsſøn opregner dem nemlig blandt ſine Pantelehn i ſit Teſtamente af 17de April 1384, ſom vi i det følgende nærmere komme til at omtale.
  20. Bo Jonsſøn var 2den Auguſt 1383 i Vadſtena, 28de Septbr. i Veſteraas, 19de November i Nykøping, 13de December paa Bjerkø (Breve i det ſv. Rigsarchiv).
  21. See Kong Albrechts Leidebrev for Bo Jonsſøns Teſtamentexecutorer og Slotsfogeder af 23de Septbr. 1386 (Styffe, Bidrag No. 79, S. 186), blandt hvilke ogſaa Johan Liſte nævnes, hvilket ej kan være for noget andet Slot end Oppenſteen, ſaameget mere ſom Algøt Magnusſøn, der i Lejdebrevet ogſaa nævnes blandt Bo Jonſøns Slotsfogder ved Siden af Johan Liſte, allerede i Juni 1385 havde Øreſteen (Brev i ſv. Rigsarchiv).
  22. Naar man har for Øje, hvorledes Margrete ſenere, ſom vi ville ſee, ſøgte tilbringe Giftermaal iſtand mellem Medlemmer af megtige Ætter for at fremme vigtige politiſke Formaal, ligger det meget nær at antage, at hun ogſaa nu forſøgte det ſamme — vi have ſeet, at Drottſetens Giftermaal med Katharina Knutsdatter ſandſynligvis var hendes Verk — og ſaaledes bliver det højſt ſandſynligt, at det ogſaa var hende, ſom omtrent ved denne Tid bragte Giftermaalet mellem den ovenomtalte Hr. Jon Hjerne og Chriſtine Nikolasdatter iſtand for derved at vinde ham, der ſom Medlem af Rigsraadet i Sverige havde meget at ſige, for ſine Interesſer.
  23. Teſtamentets Indhold anføres hos Lagerbring III. S. 684, 692, 699, 823. Det er dateret fra Vadſtena Røſthugnedagen (Søndagen Quasimodigeniti?) altſaa 17de April 1384. Samme Dag byttede Bo Jonsſøn Jordegods med Erngiſl Jarl (Brev i det ſv. Rigsarchiv).
  24. Lagerbring, l. c. S. 692.
  25. Langvarige Underhandlinger mellem de misfornøjede ſvenſke Herrer og Dronning Margrete lenge førend deres aabenbare Opſtand ſynes ogſaa Riimkrøniken (l. c. Side 58, 59) at antyde, hvorvel den ſom ſedvanligt, fordrejer mangt og meget, iſær Chronologien. Overhoved findes der, naar man nøjere underſøger Brevene fra hine Tider, Tegn til et beſynderligt Samvirken og mistenkeligt Venſkab mellem Albrechts og Dronningens Slotsherrer ved den hallandſke og veſtergøtſke Grændſe. De omtalte Breve, Johan Liſte paa Oppenſteen vedkommende, vidne allerede tildeels derom. Men man ſeer endvidere, at da de Slotsherrer, der havde øvet Kaperier, ſluttede hiin føromtalte Stilſtand, formodentlig i 1383, var det Henrik Andersſøn, der gik i Borgen for Nisſe Svarteſkaanning, og den ſamme Henrik Andersſøn fik Aaret efter, ſom vi ville ſee, det nys erobrede Lagaholms Slot i Pantelehn af Kong Albrecht, ſkjønt maaſkee ikke med dennes gode Vilje. Abraham Brodersſøn paa Kongsbakke, en af de megtigſte Mend i Halland, der ſiden kom til at ſpille en betydelig Rolle og var Dronningen ivrigt hengiven, Jep Muus paa Lindholm (der lidt ſenere havde Vardberg) undlod viſt heller ikke at agitere for Dronningen.
  26. Aaret 1384 angives udtrykkeligt i det danſke Chronicon af 1389, (Scr. r. Dan. VI. 534), og Angivelſens Rigtighed bekræftes ſaavel af Bo Jonsſøns Teſtament, ſom af Dronning Margretes ovenfor meddelte Undſkyldning til Hanſeſtæderne, at hun for Krigens Skyld ikke efter Løfte havde kunnet møde deres Geſandter i September 1384, eller til dette Mode indkalde ſine Slotsherrer. Huitfeld (S. 569) henfører Krigstoget, uagtet han øjenſynligt omtaler det efter det ſelvſamme Chronicon, urigtigt til 1383, hvilken Fejl ſiden er gaaet over i andre, nyere Beretninger, ſaaledes i Jahns Unionshiſtorie S. 11. Naar det her beder, at Albrecht i 1382 faldt ind i Skaane og bemegtigede ſig Turſtorpsø, hvor den kongelige Statholders Broder blev drebt, da er dette en aldeles vilkaarlig Forklaring af hiint Chronicons ſimple og korte, af os ovenfor omtalte, Ord, at Gjaldkeren Hr. Snur Galen miſtede Slottet Turſtorpsø, og at Hr. Holmger, en ſkaanſk Ridder, der blev drebt. Snarere var det Dronningen, der lod ham det fratage; thi i 1386 var det i hendes Vold, (l. c.) og Tuve Galen havde viiſt ſig venſkabeligt ſindet mod Mecklenburgerne (ſee ovenfor S. 74). Huitfeld ſiger (S. 571) efter ſelve Gavebrevet, at hun havde kjøbt det af ham, neppe med hans gode Vilje.
  27. I nysnævnte Chronicon ſiges det udtrykkeligt, at Kong Albrecht efterat have taget til ſig ikke faa Riddersmend fra Skaane (adjunctis sibi non paucis militaribus de Scaniâ), brød ind i Skaane og Halland og tog Lagaholm. Det maa altſaa iſær have været de Herrer, til hvem Hertug Albrecht i 1378 havde pantſat Gerde, Jereſtads og Gøinge Hereder i Skaane, (ſee ovenfor S. 74); dog var Jereſtads Hered før 1387 kommet i Heyne Snakenborgs Vold (ſee det ſamme Chron. S. 535). At Birke v. Vitzen og Snakenborgerne var med, maa man ſlutte af Henrik Anderſøns Forſikringsbrev af 19de April 1387 (Styffes Bidrag S. 189, jfr. nedenfor). Vicke v. Vitzen havde endnu Kalmar (ſee Suhm XIV. S. 861. Man faar ſaaledes det Indtryk, at Kong Albrecht fornemmelig, eller næſten udelukkende, havde fine tydſke Herrer og ſkaanſke Tilhængere med ſig paa Toget, og faa eller ingen ſvenſke Herrer. Det ſeer endog ud til, at han holdt ſig ſaa ſydligt og maaſkee begyndte Toget fra det øſtlige Skaane af for at undgaa at komme i Berørelſe med Bo Jonsſøn og hans Fogeder. Det lader ikke til, at Bo Jonsſøn, da det kom til Stykket, ydede ham videre Hjelp, ſkjønt han havde bebudet det i ſit Teſtament. Derimod har han ſnarere været rede til at megle Stilſtand.
  28. Nemlig i det oftere paaberaabte Chronicon af 1389 (Scr. R. Dan. III. 534).
  29. Ved Brev af 26de Novbr. 1384 erkjendte Henrik Andersſøn, at han havde Lagaholms Slot med tilhørende Landſkab til Pant af Kong Albrecht for 100 Mark brendt, og lovede ved Panteſummens Betaling at give det tilbage, i Styffe, No. 77, Side 183). Men denne ſamme Henrik Andersſøn var det, ſom omtrent ved ſamme Tid gik i Borgen for Nisſe Svarteſkaaning, Dronningens Slotsherre paa Kongsbakke, da han og de øvrige „Sørøvere“ indgik den føromtalte Fred; altſaa maa Henrik idetmindſte have været en Ven af ham, og formodentlig og af Hr. Henning Putbuſch, der var med at megle Freden. (See Bunge, l. c. S. 1382).
  30. Brev af Kong Albrecht, dat. Jønkøping d. 27de Novbr. 1384, og af Tubbe Eriksſøn, dat. ſammeſteds den 20de Novbr. om en Pantſettelſe af Jordegods i Alehered (ved Ljodhuus) i Veſtergøtland (altſaa i det Territorium, der endnu led under Dronningen) til Ragnvald Pampe, i Overvær af Jon Oddesſøn. Begge i det ſv. Rigsarchiv.
  31. Detmar, S. 331.
  32. Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. S. 146.
  33. See K. Olaf Brev af 11te Mai, hvoraf Suhm meddeler Uddr., XIV. S. 145, efter Recessus Hansæ. Det er Qvitteringsbrevet for de ſkaanſke Slotte og ſkrevet paa Plattydſk. Olafs Titel lyder der „konink to Denemarken und Norwegen und war erfname des rikes to Sweden“. Denne Titel bruger dog ikke Olaf i norſke Breve, ligeſom det og er viſt nok, at den ſtred mod den ſvenſke Statsforfatning. Men man er deri maaſkee berettiget til at ſee et Tegn paa den ſtørre Sikkerhed, hvormed Margrete nu imødeſaa den ſvenſke Krones Erhvervelſe, og dette kan alene have været paa Grund af hendes Forbindelſer med de ſvenſke Stormend.
  34. Detmar, S. 386, 387, Recessus Hansæ, Uddrag hos Suhm, XIV. S. 162, 163.