Det norske Folks Historie/8/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er ovenfor nævnt, at Kong Albrecht under disse Forhandlinger mellem Dronningen og Hansestæderne atter forsøgte Vaabenlykken imod hendes Besiddelser. Lige siden den sidste Stilstand med Skaaningerne synes han at have forberedt sig til et nyt Felttog, og forsøgte endog samme Aar at faa sluttet et Forbund med den megtige Kong Ludvig i Ungarn og Polen, i hvilket Øiemed han den 7de September gav sin Broder Hertug Henrik og sin Svoger Grev Henrik af Holsten Fuldmagt til at underhandle med ham[1]. Men Grev Henrik døde faa Uger efter, og Hertug Henrik i 1383[2], det er derfor ikke sandsynligt, at noget Gesandtskab er afgaaet, eller noget Forbund sluttet. Hans Forsøg paa at vinde Stæderne for sig havde heller ikke synderlig Virkning. Imidlertid kunde hans Forberedelser til Fjendtlighedernes Fornyelse neppe forblive nogen Hemmelighed. I Norge var man belavet paa at faa Ufred med det første; dette viser et Brev, udstedt af Drottseten i Kong Olafs Navn den 20de April 1382 fra Tunsberg, hvorved det tillades Indbyggerne i Slagns og Vaale Skibreder, paa Grund af deres Fattigdom, at bygge sig et nyt Landevernsskib, der alene var tyve Alen langt i Kjølen, og at bruge dette til Landets Forsvar, indtil Kongen blev myndig; det blev dem desforuden tilladt at benytte Sømmene i det gamle, casserede Skib Borrabranden til det nye, og siden at brende dette op, dog altsammen med den Forpligtelse, at det nye Skib med Redskab og Tilbehør skulde være ferdigt inden tre Aar, og at de, om det imidlertid skulde blive nødvendigt at verje Landet, skulde leje eller kjøbe et ligesaastort Skib, der i alle Dele var forsvarligt[3]. Dette Brev synes at være udstedt paa en Reise om i Landet, som Drottseten foretog om Vaaren og Sommeren 1382. Ved Sancthansdagstider var nemlig baade Drottseten og Cantsleren i Bergen, fremdeles udstedende Breve i Kongens Navn. Om Kongen selv var med, er uvist, man veed kun, at han ved Midten af August befandt sig i Oslo[4]. Der er saaledes idetmindste en Mulighed for, at han om Vaaren er kommen op fra Danmark for at gjøre en slig Rundreise med Drottseten, og det bliver i alle Fald sandsynligt, at en af Reisens fornemste Hensigter har været at eftersee og ophjelpe Forsvarsanstalterne, og at flere Breve af samme Slags som det nys omtalte vedkommende Ledingsskibene og Landevernet have været udstedte, men senere ere tabte. Hvorvidt Dronningen ogsaa fulgte med paa denne Reise, turde være endmere tvivlsomt; men at hun i alle Fald var tilstede i Oslo, da Kongen i August var kommen tilbage dertil, maa efter det ovenfor (S. 122) paapegede ansees vist, da Kongen ellers neppe vilde kunne have udstedt Breve, om end blot Landsvistsbreve, uden Drottsetens eller Cantslerens Medbesegling[5]. Formodentlig er der ogsaa blevet holdt en Efterregning med Bønderne om deres Skatte-Ydelser, thi allerede i October 138l blev en saadan anstillet af Drottseten og Fogden paa Akershuus Benedict Nikolassøn, samt flere andre Kongsmend, med Bønderne paa Follo[6], og det ligger derfor nær at antage, at lignende Efterregninger have været holdte i enhver af de øvrige Sysler, gjennem hvilke Drottseten lagde Vejen. Omtrent paa samme Tid befandt Hr. Narve Ingevaldssøn sig i sin Syssel Jemteland, beskjeftiget, som det synes, med lignende Forretninger[7]. Forholdet med Sverige var her saa uvenligt, at endogsaa Erkebiskopen af Uppsala maatte udvirke særskilt Leidebrev af Hr. Narre for nogle af sine Geistlige, som han om Høsten 1382 sendte op til Jemteland for at undersøge en for flere Forseelser anklaget og fordreven Provsts Sag[8]. Seent om Høsten 1382 blev der holdt et Høvdingemøde i Bergen, hvor Drottseten atter var tilstede tilligemed Hr. Sigurd Hafthorssøn, alle de tre fornemste Fehirder, nemlig Erlend Philipssøn i Bergen, Otte Rømer i Throndhjem og Gaute Erikssøn i Tunsberg, foruden Provst Vinalde, Peter Nicolassøn, Sysselmand paa Haalogaland, Lagmanden i Bergen Jon Aslakssøn, og flere andre; muligt at Kongen ogsaa nu var tilstede, idetmindste udferdigedes der Breve og Retterbøder i hans Navn[9], dog er det ikke sandsynligt[10]. Dronningen var i alle Fald reist til Halland og Sjæland. Man veed kun lidet om Forhandlingerne, men at de for en stor Deel maa have gjeldet Kongens Indtægter og Ledingsvæsenet, synes man allerede af de tre Fehirders Nærværelse at maatte kunne slutte. Et lignende Møde blev i det følgende Aars August Maaned (d. 26de) holdt i Tunsberg, hvor ligeledes Drottseten, Hr. Sigurd Hafthorssøn og de tre Fehirder vare tilstede, og hvor derhos den nye Erkebiskop Nikolas – der nu for første og sidste Gang aflagde et kort Besøg i sin Kirkeprovins – tilligemed alle de fire Biskoper, Jon af Oslo, Jakob af Bergen, Olaf af Stavanger og Sigurd af Hamar vare nærværende[11]. Heller ikke om Forhandlingsemnerne paa dette Møde, hvorfra der ogsaa udstededes Kongebreve, skjønt Kongen da neppe var i Norge[12], have vi fuldstendig Efterretning, men den Gjetning ligger nærmest, at de tildeels vedkom den daværende Krigsstand, og formodentlig ogsaa Spørgsmaalet om, hvorvidt Hansestædernes Privilegier skulde bekræftes eller ej.

Hvad der hindrede Kong Albrecht fra at begynde noget nyt Felttog mod Kong Olaf og Dronning Margrete allerede i 1382, var neppe noget andet end en ny Uenighed, der var opstaaet mellem ham og hans Raad, samt de øvrige Stormend. De nærmere Omstændigheder derved kjendes ikke, men saa meget kan man slutte sig til, at Kongen, utaalmodig over den Umyndighedstilstand, hvori han befandt sig lige over for Raadet og Høvdingerne, havde gjort nye Forsøg paa at afkaste Aaget, og saaledes gjort Brud paa de højtidelige Tilsagn, han tilforn havde maattet give. Men alle saadanne Attentater kunde ej andet end lede til nye Krænkelser for ham, især da han nu ej længer havde sin megtige og statskloge Fader at ty til. Saaledes maatte han paa Gripsholm den 18de September 1383 udstede en højst ydmygende Forskrivning, hvori han erklærede, at han „af sit hele Hjerte og sin Tanke havde bortkastet al Mistykke, Misstemning, Mistro og Tvedragt, der paa nogen Maade og i nogetsomhelst Stykke havde kunnet reise sig mellem ham og hans Raadgivere, navnlig Drottseten Bo Jonssøn, samt alle de øvrige i Riget boende Mend, høje og lave, læge eller lærde“; Uenigheden skulde betragtes, som om den aldrig havde fundet Sted, og Kongen skulde aldrig drages det til Minde, som indtil denne Dag havde kunnet afstedkomme nogen Skade eller Uvilje; og for at al saadan Uvilje og Mistro ganske kunde forebygges, overlod og lagde Kongen sig „med hele sin Tro ind til Rigets Raadgivere, om al hans egen og Rigets Bestaaen, og om alt hvad der kunde angaa ham selv, Riget eller Indbyggerne, og vilde han i alle Erender eller Stykker rette sig efter deres Vilje og i ingen Maade derfra afvige, men med oprigtig Troskab og Kjærlighed omgaaes dem, styrke dem i al deres Ret, og med god Tro lade dem blive ved alle de Breve og Rettigheder uforkrænkede, som før maatte være givne dem eller nogen enkelt af dem. Thi det maatte han nu erkjende, at med Rigets Raadgiveres Raad kunde han bedst ramme Rigets og Undersaatternes Bedste“[13]. Dette var altsaa hverken mere eller mindre end en ydmygst Beden om Forladelse og Kryben til Korset fra hans Side; han havde modtaget Skrud, som en Skoledreng. Men saa langt fra, at sligt kunde fremkalde hos ham det venlige og tillidsfulde Sind mod Raadet, som dette fordrede, maatte det tvertimod have opirret ham dobbelt imod det, medens Raadet og Herrerne paa deres Side vist heller ikke et eneste Øjeblik tvivlede om, at hans Løfter hverken vare eller kunde være oprigtige, og at alene Frygt og Afmagt afholdt ham fra at prøve nye Forsøg paa at afryste Aaget og hevne de lidte Krænkelser. Det er saaledes let at begribe, paa hvor svage Fødder Enigheden mellem Konge og Folk stod i Sverige, og hvor lidet der skulde til for at afstedkomme et aabenbart Brud imellem dem. Det er af de paafølgende Begivenheder umiskjendeligt, og i sig selv naturligt, at jo længere Tid der hengik efter Kong Magnus’s og hans Søns Fordrivelse, desto mere traadte Erindringen om hans foregivne Daarligheder i Skyggen, saameget mere som mange af disse endog kun vare ham paadigtede af et selvraadigt, hadefuldt Parti, medens derimod hans Mildhed, Venlighed og mange gode Sider nu sikkert oprigtigere erkjendtes og paaskjønnedes.end forhen, og Hengivenheden for det gamle Kongedynasti atter begyndte at røre sig hos Folket, blandt hvis ringere Klasser den heller ikke nogensinde var uddøet. Det maatte nu være indlysende for Enhver, at den Elendighed i Riget, for hvilken man gav Magnus Skylden, var bleven tifold større under Albrechts Regimente. De selvraadige Stormend maatte nu have indseet, at den Magt, de havde fravristet Kongedømmet, og de Forrettigheder, de havde tilvendt sig paa det øvrige Folks Bekostning, hverken havde bragt dem selv eller Riget de Fordele, som de synes at have ventet. Udlendinger havde trængt sig ind i Landet til de Indfødtes Ulempe; de beherskede Kongen[14] og vare altid ved Haanden og rede at sætte ham op mod Landets egne Sønner; betydelige Landskaber havde skilt sig fra Riget og vare endnu ikke gjenforenede dermed. Og under alt dette saa man de nys forenede Riger, Danmark og Norge, jevnt tiltage i Magt og Anseelse under den gamle Kongestammes sidste Ætling og hans forstandige og talentfulde Moders vise Styrelse. Intet Under derfor, om det Omslag i Opinionen med Hensyn til de sidste Folkungers Regjering, hvortil sikkert allerede for længere Tid siden de første Tegn havde begyndt at yttre sig, nu skete med rivende Fart, saameget mere som det ikke ubetydelige Antal af svenske Herrer, der vare blevne Folkungerne troe og derfor havde maattet forlade Landet og altid længedes efter at vende tilbage, og fra sit sikkre Tilhold i Norge, i Halland eller Skaane, eller de svenske Landskaber i Vesten, vist ikke undlod uafladeligt at bearbeide sine Landsmend for at faa dem til at skille sig af med de mecklenburgske Herrer og atter slutte sig til den gamle Konge-Ætt. Naar vi saaledes i Aaret 1381 finde Kong Haakons troe Tilhænger Hr. Erik Ketilssøn i Vadstena, for at overdrage det endnu ikke ret organiserede Emner nogle Ejendomme, som var det tilfaldne i Vermeland, tilsammen med Erngisl Jarl[15], og maaskee flere andre svenske Herrer, hvis Hengivenhed for Kong Albrecht var heel tvivlsom, kan man neppe tvivle om, at han ogsaa har benyttet Lejligheden til at agitere mod Kong“Albrecht og for Kong Olaf og hans Moder. I Juli 1382 holdtes der, som det synes, i Vadstena, en Forsamling af Rigets Lagmend, saavelsom Erngisl Jarl, Drottseten Bo Jonssøn, og Marsken Steen Benedictssøn, for at vedtage en Skat til Klosteret, det saakaldte Jomfru Marias Pening[16], og i April 1383 vare ligeledes Erngisl Jarl, Hr. Peter Porse, Ulf Jonssøn (Blaa) og flere andre Herrer forsamlede der[17]. Ved saadanne Sammenkomster paa denne Tid, da Forholdet med Kongen var saa spendt, kan man trygt antage, at Samtaler have været holdte og Raadslagninger plejede, der ikke kunde være gunstige for Kong Albrecht og hans Regimente, i Særdeleshed i Vadstena, der ej alene formedelst sin kirkelige Fredhellighed og den Ærefrygt, som Fru Birgittes Navn udbredede derover, nu var det eneste Sted i hele den østlige Deel af Sverige, hvor det eldre Kongehuses Tilhængere kunde mødes med sine Landsmend, uden at frygte for Efterstræbelser af Kong Albrecht eller hans Mend, men hvor nu endog den blotte Luft saa at sige aandede til Margretes Fordeel, efterat hun ved sin Opdragelse hos Fru Mæreta Ulfsdatter var kommen i den inderligste Forbindelse med hele St. Birgittas Huus og havde indyndet sig hos dettes indflydelsesrige Medlemmer, tildeels endog dem, der tidligere havde reist sig mod Kong Magnus. Overhoved kan man vel med fuld Ret sige, at Vadstena Kloster blev et ligesaa virksomt Arnested for Agitationerne til Fordeel for Margrete og hendes Ætt mod Mecklenburgerne, som i sin Tid St. Olafs Helligdom i Nidaroos blev det til Bedste for dennes Ætt mod Knytlingerne, og at man kan tilskrive dette Kloster, der netop fik sin Organisation i denne kritiske Tid, en betydelig, for ej at sige den vigtigste Andeel i, at Mecklenburgerne saa kort derefter bleve styrtede, og at Margrete spillede Mester: en Fortjeneste, som Margrete ogsaa noksom erkjendte, og hvorfor hun lagde sin Taknemmelighed klart nok for Dagen, idet hun siden under sin hele Regjering viiste Klostret den største Hengivenhed og ved alle Lejligheder gav det Beviser paa sin Yndest.

Om der allerede under den sidste Uenighed mellem Kong Albrecht og de svenske Høvdinger havde fundet nogen Tilnærmelse Sted mellem disse og Dronningen, og om enkelte af dem allerede nu i al Hemmelighed vare overtalte af hendes Venner eller hende selv til at forsage Albrecht og slutte sig til Olaf, naar den første bekvemme Leilighed gaves, lader sig af Mangel paa sikkre og fuldstendige Kilder ikke oplyse. Men der er unegteligt et eller andet, som bestyrker en saadan Gjetning. Paa faldende er det, at Slottene Øresteen og Oppensteen i det sydvestlige Vestergøtland, hvoraf det sidste og formodentlig ogsaa det første endnu mod Udgangen af 1382 var i Margretes eller hendes Slotsfogders Hender, og Kinds Hered, der endnu ved Midsommerstid 1383 synes at have tilhørt hende[18], i den første Deel af 1384 vare komne i Drottseten Bo Jonssøns Besiddelser[19]. Det maa altsaa være skeet i Løbet af 1383, netop paa den Tid, da den sidste alvorlige Tvist herskede mellem Kong Albrecht og Raadet, eller, som man nu ligesaagodt kan sige, Bo Jonssøn, hvis Magt i Sverige formedelst hans uhyre Rigdom og de mange Forleninger, han efterhaanden havde tilpantet sig, nu var saa stor, at Kongens egen i Forhold dertil svandt ind til en Ubetydelighed, og hvem man vel derfor er berettiget til at betragte som Hovedmanden for de Foranstaltninger eller Trusler, der aftvang Kongen den nysomtalte ydmygende Erklæring. Men hvorledes vare vel hine tvende Slotte faldne i hans Hender? Noget Krigstog, hvorved de fratoges Margretes Slotsfogder, omtales ingensteds og synes heller ikke at have fundet Sted. Saadant maatte desuden under det daværende spendte Forhold mellem Kongen og Bo Jonssøn være foretaget af denne paa egen Haand, hvilket ikke er videre sandsynligt, ligesom man neppe engang kan paapege nogen Tid i 1383, da et saadant Krigstog med nogen Rimelighed kunde antages at have gaaet for sig, saasom de ikke faa Brevskaber fra dette Aar, hvori Bo Jonssøn omtales, viser, at han i den meste Tid af Sommeren og Høsten ferdedes i det østlige Sverige[20]. De nævnte Slotte med tilhørende Hereder (Kind og Mark) maa saaledes ad fredelig Vej, efter Dagthingning og mod Udbetaling af en bestemt Pantesum, have været overdragne ham eller hans Befuldmegtigede, kort for eller efter Kongens Ydmygelse paa Gripsholm, en Antagelse, der i høj Grad bekræftes og saagodtsom bliver til Vished ved den Omstændighed, at den samme Foged eller Høvding, som havde Slottene for Dronningens Regning i 1382, Johan Liste, ogsaa efter Overdragelsen til Bo Jonssøn vedblev at føre Befalingen der[21]. En saadan Transaction behøvede efter de Tiders Forestilling ikke at stemple Bo Jonssøn som den, der spillede under Dekke med Kongens Fjender, ja den kunde endog synes fortjenstlig, forsaavidt som han ved egne private Midler bidrog til at erhverve de fraskilte Landskaber tilbage for Riget. Men naar man tager Hensyn til den alvorlige Misstemning og gjensidige Mistillid mellem ham og Kongen, og til de nys omtalte Sammenkomster, da opstaar visselig en overvejende Formodning for en nøjere og for Kong Albrecht farligere Tilnærmelse mellem ham og den kloge Folkunge-Dronning, der fra sine særskilte Enke-Besiddelser i Halland og Elvesyssel havde let for at underhandle med de svenske Stormend, modtage Besøg af dem og udsende Agenter, uden at Albrecht eller hans paalidelige Tilhængere kunde blive det var eller hindre det[22]. Denne Formodning bestyrkes end mere ved en Bestemmelse i det Testament, Bo Jonssøn oprettede strax efter Paasken det følgende Aar, idet for Albrecht uheldsvangre Vadstena, idet han nemlig, til Forebyggelse af, at hans Pantelehn og Ejendomme strax efter hans Død skulde adsplittes, indsatte to Biskoper og aatte megtige verdslige Herrer til Executorer af Testamentet og Formyndere for sin Enke og Børn, og desforuden udnævnte een Suppleant for enhver af disse aatte, der maaskee kunde afgaa ved Døden, forinden alt kom i Orden, ja gav Executorerne, om de endda ikke skulde blive fuldtallige, Myndighed til selv at udfylde Tallet[23]. Den hele Bestemmelse var øjensynligt – og dette viiste sig ogsaa tydeligt nok i det følgende – især rettet mod Kongen for at hindre ham fra at faa hiine Pantelehn tilbage, eller fra at tiltage sig det indflydelsesrige Formynderskab. Og hvo var vel de udnævnte Executorer? En af dem var Hr. Erik Ketilssøn, Folkungernes ivrigste Tilhænger og Albrechts afsagte Fjende! Der var ogsaa Karl Ulfssøn af Tofta og St. Birgittes Søn Byrge Ulfssøn, der, hvor uvenligt stemte de end i sin Tid kunne have været mod Kong Magnus, nu vist ikke var Albrecht mere gunstige; Marsken Steen Benedictssøn, Stifsøn af Erngisl Jarl; Ulf Jonssøn (Blaa), forhen Kong Haakons Mand, Deeltager i Toget til Eedsviken, og sikkert ikke Albrecht hengiven. At de øvrige saavelsom Suppleanterne vare af samme Sind som hine, derom havde vist en saa klog Mand som Bo Jonssøn overbeviist sig, førend han udnævnte dem. En af Suppleanterne var Algøt Magnussøn, Bo Jonssøns Foged paa det nys erholdte Øresteen, en af de første, der siden erklærede sig aabenbart for Margrete. Bo Jonssøn lagde saaledes herved tydeligt for Dagen, hvor fjendtlig sindet han var mod Kongen, uagtet han dog nu for et Syns Skyld skulde lade forligt med ham, saa at han endog begyndte Testamentet med de Ord, „at han fandt det raadeligst at opsette det, fordi han havde tenkt, med Guds Hjelp, for Rigets Gavn og Erende at følge sin kjære Herre og højbaarne Fyrste Kong Albrecht til Fjende-Land[24]“. I denne Handling, saavelsom i den Stemning, der nu overhoved raadede mellem de svenske Herre, og i den Bane, de kort efter betraadte netop i Anledning af dette Testamente, saa man altsaa vistnok Frugterne af hine hemmelige eller aabenbare Sammenkomster i Vadstena eller andensteds, og overhoved af Dronning Margretes og hendes Venners skjulte, men desto sikkrere og rastløse Virken[25].

Imidlertid opnaaede .dog Albrecht i 1384, formodentlig om Sommeren[26], saameget at han fik et Krigstog istand mod den danske Grændse, ved hvilket ogsaa Bo Jonssøn, som Ordene i hans Testament antydede, var med, eller idetmindste skulde være med, ligesom vel og flere andre svenske Herrer, uden at man dog kan see, at de ydede ham nogen virkelig Hjelp. Thi hans fornemste Krigsstyrke synes at have bestaaet i de Tropper, som hans Tilhængere og Lehnsherrer i det østlige Skaane, nemlig begge Duverne, Jakob Axelssøn, vel ogsaa begge Snakenborgerne, Gerhard og Heyne, Vicke v. Vitzen i Kalmar og flere af hans tydske Venner, skaffede ham[27]. Han brød ogsaa kun ind i Skaane og i søndre Halland, hvor han var heldig nok til at erobre Lagaholms Slot. Da Kong Albrecht ved Paasketider allerede var iferd med at begynde Toget, havde Dronningen endnu neppe nogen Tanke om, at det vilde gaa for sig, siden hun begav sig til Hansedagen i Stralsund (den 24de April) og der aftalte et nyt Møde med Stædernes Gesandter i Skaane til den 8de September. Dette var vel ogsaa Aarsagen til Albrechts Fremgang i Begyndelsen. Men da Margrete og Henning Drottsete havde samlet en Hær og med den ilede Albrecht imøde, flygtede han strax tilbage til Sverige med den Skam, heder det hos en samtidig Chronist[28], ikke at have vovet at oppebie en Kvinde. Hermed endte Fjendtlighederne for denne Gang, og fornyedes ikke for det første, da Albrecht neppe følte sig istand dertil og optoges derhos mere end forhen af sit fedrene Hertugdømme Mecklenburgs Anliggender, efterat hans Brødre Henrik og Magnus begge vare døde (1383 og 1385). Usandsynligt er det ikke, at Bo Jonssøn kan have meglet en Stilstand, siden Kong Albrecht i November 1384 var i Jønkøping, hvilken Stad tilligemed Rumblaborgs Lehn og en Deel af Finveden nu ogsaa hørte til Bo Jonssøns Besiddelser, og derfor paa en vis Maade kunde betragtes som et neutralt Territorium. Thi under dette Ophold i Jønkøping pantsatte Kong Albrecht Lagaholm til en Henrik Anderssøn, der synes at have været en skaansk eller hallandsk Herremand og snarere at have heldet til Dronningens, end til Kong Albrechts Parti, med den Forpligtelse, at holde det aabent for ham, og give ham eller hans Befuldmegtigede det tilbage, naar Pantesummen, 100 Mk. brendt, betaltes: en Overdragelse, som Albrecht dog neppe synes at kunne have bekvemmet sig til med sin gode Vilje[29]. Merkeligt er det ogsaa, at tvende af det gamle Kongehuses Tilhengere, Tubbe Erikssøn og Jon Oddessøn, omtrent paa samme Tid ogsaa opholdt sig i Jønkøping[30]. Maaskee var Stilstanden endog noget tidligere meglet i Anledning af den store Fest, som nu fejredes i Vadstena, idet de første Nonner og Munke den 23de October højtideligt bleve indførte af Biskop Nikolas af Linkøping, i Overvær af Erkebiskop Henrik i Uppsala samt Biskop Thord i Strengnes: en Fest, der saaat sige vedkom hele Norden og derfor nok kunde kræve en almindelig Fred. Dronningen, der for Fjendtlighedernes Skyld ikke havde kunnet indfinde sig til det bestemte Møde i September, og heller ikke efter Løfte havde kunnet indkalde sine Slotsherrer, da hun benyttede dem i Krigen, samledes, som vi have seet, med de hanseatiske Befuldmegtigede den 9de October, og da synes al Krigsfare at have været forbi. I det følgende Aar reiste Albrecht over til Mecklenburg og understøttede Lübeck, Rostock og Wismar kraftigt mod endeel røverske Herrer, hvis Borge bleve nedbrudte[31]. Men da Albrecht benyttede Lejligheden til at fremstaa paa Hansedagen i Stralsund ved St. Hansdags Tider og anholdt om Stædernes Bistand mod Danmark, fik han kun det undvigende Svar, at enhver Stad vilde forelægge Anmodningen for sit Raad[32], og imidlertid vare de skaanske Slotte blevne uvægerligen afstaaede til Dronningen, medens hun allerede tydeligere gav sine Forhaabninger med Hensyn til Sverige tilkjende, idet hun lod sin Søn Olaf, der ved denne Tid naaede Myndigheds-Alderen, antage Titel af „Arving til Sverige“[33]. Saameget har dog maaskee Albrechts Anmodning til Stæderne udrettet, at disse fik et personligt Møde mellem Albrecht og Margrete bragt til Veje for at prøve mindeligt Forliig. Thi ved den føromtalte Hansedag, som holdtes den 13de Juli 1386, indfandt sig baade Kong Albrecht og Dronning Margrete, og foruden dem flere nordtydske Fyrster, navnlig Hertug Erik af Saxen og de holstenske Grever, med hvilke Margrete umiddelbart forud havde sluttet Fred og Forbund, samt mange andre Herrer. Det siges udtrykkeligt, at der her blev dagthinget vedkommende Rigerne Danmark og Sverige[34]. Altsaa er det aabenbart, at der er forsøgt Megling, men Resultatet kjendes ikke, uden forsaavidt man maa antage, at en ny Stilstand eller Forlengelse af Stilstand er bragt istand, og at Albrecht maaskee har frasagt sig de øst-skaanske Slotte. Saaledes stod Sagerne hen, saa lenge Kong Olaf levede, indtil Margrete næste Gang reiste sig mod Kong Albrecht, for i kort Tid at berøve ham baade Frihed og Rige, saaledes som det i det Følgende vil blive berettet.

18. Indenlandske Forhandlinger og Raadsmøder. Forordninger om Islandsfarernes Afgifter m. m. Russerne herje i Nordland og Finmarken.

Medens Dronningen saaledes ved Underhandlinger og Feider søgte at sikkre sin Søns Riger mod udvortes Fare, og om muligt at vinde Sverige tilbage for Folkunge-Ætten, udviklede Drottseten og Raadet i Norge en ikke ringe Virksomhed med Hensyn til Rigets indvortes Anliggender: en Virksomhed, der i alle Fald vidner om god Vilje, om den end ikke i alle Sæde kan siges at have været heldig. Man kan neppe under Kong Magnus’s og Kong Haakons Regjering paavise saa mange Raadsmøder i et kort Tidsrum, som de, der nu holdtes i Olafs Umyndighedsaar mellem 1381 og 1385, og allerede ovenfor tildeels ere berørte. Der holdtes mindst eet hvert Aar, maaskee endog flere. Foruden den større Sammenkomst, der fandt Sted ved Hyldingen i Nidaroos 1381, holdtes der og, som vi have seet, en mindre i Oslo seenhøstes samme Aar, hvorved der anstilledes Efterregning med Kronindtægterne. Om Sommeren 1382 var Drottseten og Cantsleren i Bergen, uden at dog noget større Møde da synes at have været holdt, men i October samme Aar samledes Drottseten, de tre fornemste Fehirder for Nidaroos, Tunsberg og Bergen, Biskopen sammesteds og Provst Vinalde, Hr. Sigurd Hafthorssøn, og flere andre Herrer og Embedsmend, i sidstnævnte Stad. I August 1384 holdtes et lignende, men større Møde i Tunsberg, hvor den nysudnævnte Erkebiskop Nikolas og de fire øvrige Biskoper, Hr. Sigurd Hafthorssøn, de tre ovennævnte Fehirder, Haakon Jonssøn, Alf Haraldssøn og flere andre Herrer samledes med Drottseten. Ved Midsommerstider 1384 samledes Drottseten og Cantsleren med Biskop Jakob, Provst Vinalde, Haakon Jonssøn, Erlend Philipssøn og Alf Haraldssøn i Bergen, hvor en eller maaskee flere Forordninger gaves, og hvor saavel Drottseten, som de fleste øvrige af de nævnte Herrer synes at være forblevne indtil hen i August, da de ogsaa i denne Maaned udstedte en Retterbod fra

  1. Styffe, „Bidrag“, No. 75, S. 180.
  2. Grev Henrik Gerhardssøn i Holsten døde 1381, men Dødsdagen er ubekjendt, (see Suhm, XIV. S. 101). Hertug Henrik (Suspensor) i Mecklenburg døde i Marts 1383, (s. sammesteds S. 128).
  3. Dipl. N. I. 470.
  4. See Fortegnelsen paa de i Kong Olafs Navn indtil 1385 udstedte Breve, ovenfor, S. 123, Noten. Her vil det sees, at to Landsvistsbreve, udstedte af Kongen i Oslo den 1ste August 1382, ere beseglede „i Kongens Nærværelse“.
  5. Der findes ingen andre Breve fra Vaaren og Sommeren 1382, der antyde, at Kongen eller Dronningen da opholdt sig i Danmark.
  6. Dette sees af et Brev, der siden har været sønderklippet i Remser, for at disse kunde bruges som Seglremmer ved et andet af 16de October 1381, (Dipl. N. VI.), men saaledes at man endnu ved at legge Remserne sammen kan læse de første Linjer deraf. Her staar, „at Hr. Agmund Finnssøn, Kongens og Rigets Drottsete, med Samtykke af Benedict Nikolassøn, Foged paa Akershuus, og flere Kongens Mend, gave endeel navngivne Bønder paa Oslo kvit for visse Stykker Kvæg“ – formodentlig i Afgift eller Visøre. Den sidste Deel og Datum mangler, men det er tydeligt nok, at Brevet har været omtrent samtidigt med det, hvori Remserne ere beseglede, siden Hr. Agmund kaldes Drottsete, hvilket han ej blev førend ved Hyldingen, og som han altsaa ej kunde kalde sig i Oslo, hvor Brevet aabenbart er skrevet, førend efter Tilbagekomsten fra Throndhjem. Af Dipl. N. II. 469, hvorved Kongen, det vil sige Drottseten i hans Navn, overdrager Tideke Skytte og Gudbrand Erlingssøn Kronens Fordring hos Thorbjørn Koll for Drabet paa Hr. Hallvard Næpa, sees det, at Drottseten d. 9de Octbr. 1381 var i Oslo, beskjeftiget med Regjeringssager. Saaledes har vel han og flere Raadsherrer opholdt sig der, paa denne Maade beskjeftigede, siden Tilbagekomsten fra Hornboresund d. 28de August.
  7. Ved Brev af 24de Marts 1383, udstedt paa Jemtemotet, altsaa fra Berg paa Frøsøen, frikjendte Hr. Narve en vis Jon af Akre for den Beskyldning at have underslaaet et Skatteskind for Kongen. Dipl. N. III. 447.
  8. See Hr. Narves Brev fra Forberg af 7de Septbr. 1382, ssteds. No. 441.
  9. N. gl. Love III. S. 215.
  10. Den 31te October var hun sandsynligviis paa Vardberg, eller andensteds i Halland, siden Johan Liste, Høvedsmanden paa Oppensteen, nævnes som nærværende ved et Brev, hun udstedte. See Annaler f. Nord. Oldkynd. og Historie f. 1855, S.12, 13, hvor dette Brev (om Abrumstorps Indløsning) er aftrykt. Fem Dage senere var Henrik Wardenberg, der ved dette Brev qvitterede for 400 Mk. Selv, Pantesummen for Abrumstorp, paa Landsthinget i Sjæland, Suhm, S. 526, og sandsynligviis var Dronningen ogsaa her tilstede.
  11. N. gl. Love III. S. 216.
  12. De isl. Annaler (Udg. S. 336) melde, Flatø Annalerne for 1384, Skaalholts-Annalerne for 1383, og Lagmands-Annalerne med nogle Brudstykker for 1382, „at Kong Olaf reiste til Danmark“. Det sidste Aarstal synes at være det rette.
  13. Brevet er aftrykt i Tillegget til Hadorphs Udg. af Riimkrøniken S. 39.
  14. Af Tilstanden i Sverige og Stemningen, der giver Riimkrøniken (Scr. R. Sv. I. 58, 59) en meget mark Skildring, som vel synes at være noget overdreven, men som dog vistnok i sine Hoved-Drag medfører Sandhed.
  15. Brev i det sv. Rigs-Archiv af 7de April 1381.
  16. Brev af 11te Juli 1382, i det sv. Rigsarchiv. Her nævnes vel ikke Udstedelses-Stedet, men da Brevet angaar Vadstena, er det formodentlig ogsaa udstedt der, især da vel neppe Hr. Erik Ketilssøn havde Fred andensteds. Blandt de her forsamlede Lagmend nevnes ogsaa Laurents Bjørnssøn i Vestergøtland, forhen Kong Haakons højtbetroede Mand og vistnok ogsaa heel venskabeligen sindet mod hans Søn.
  17. Brev af 1ste April 1383, i det sv. Rigsarchiv, hvorved Hr. Peter Porse selger Gods til Vadstena, i Overvær af Erngisl Jarl, Hr. Byrge Ulfssøn, Hr. Johan Molteke, gift med Katharina, Enke efter Hr. Karl Ulfssøn, og Ulf Jonssøn.
  18. I det nys omtalte Brev af 31te October 1382, vedkommende Udlesningen af Abrumstorps Slot, nævnes som Forlover Johan Liste, Høvedsmand paa Oppensteen for Dronningen, altsaa holdt han det da endnu for hendes Regning. Og da Bremen og Oppensteen, der laa nær hinanden, som oftest nævnes sammen, ofte stod under een Høvding, og fordetmeste synes at have deelt Skjebne med hinanden, bliver det sandsynligt, at ogsaa Øresteen i Marks Hered, der laa Vardberg meget nærmere, samtidigt var i Dronningens Hereder. Og i et Brev i det sv. Rigsarchiv af 29de Juni 1383, formodentlig udstedt enten paa Kongsbakke, eller paa Vardberg, siden Nisse Svarteskaaning nævnes som Vidne, forføjer Karl Nikolassøn over Gods saavel i Halland som i Kindshered. Dette viser aabenbart at Kindshered (og saaledes Oppensteen) da endnu stod i nærmere Forbindelse med Halland og altsaa adlød Dronningen.
  19. Bo Jonssøn opregner dem nemlig blandt sine Pantelehn i sit Testamente af 17de April 1384, som vi i det følgende nærmere komme til at omtale.
  20. Bo Jonssøn var 2den August 1383 i Vadstena, 28de Septbr. i Vesteraas, 19de November i Nykøping, 13de December paa Bjerkø (Breve i det sv. Rigsarchiv).
  21. See Kong Albrechts Leidebrev for Bo Jonssøns Testamentexecutorer og Slotsfogeder af 23de Septbr. 1386 (Styffe, Bidrag No. 79, S. 186), blandt hvilke ogsaa Johan Liste nævnes, hvilket ej kan være for noget andet Slot end Oppensteen, saameget mere som Algøt Magnussøn, der i Lejdebrevet ogsaa nævnes blandt Bo Jonsøns Slotsfogder ved Siden af Johan Liste, allerede i Juni 1385 havde Øresteen (Brev i sv. Rigsarchiv).
  22. Naar man har for Øje, hvorledes Margrete senere, som vi ville see, søgte tilbringe Giftermaal istand mellem Medlemmer af megtige Ætter for at fremme vigtige politiske Formaal, ligger det meget nær at antage, at hun ogsaa nu forsøgte det samme – vi have seet, at Drottsetens Giftermaal med Katharina Knutsdatter sandsynligvis var hendes Verk – og saaledes bliver det højst sandsynligt, at det ogsaa var hende, som omtrent ved denne Tid bragte Giftermaalet mellem den ovenomtalte Hr. Jon Hjerne og Christine Nikolasdatter istand for derved at vinde ham, der som Medlem af Rigsraadet i Sverige havde meget at sige, for sine Interesser.
  23. Testamentets Indhold anføres hos Lagerbring III. S. 684, 692, 699, 823. Det er dateret fra Vadstena Røsthugnedagen (Søndagen Quasimodigeniti?) altsaa 17de April 1384. Samme Dag byttede Bo Jonssøn Jordegods med Erngisl Jarl (Brev i det sv. Rigsarchiv).
  24. Lagerbring, l. c. S. 692.
  25. Langvarige Underhandlinger mellem de misfornøjede svenske Herrer og Dronning Margrete lenge førend deres aabenbare Opstand synes ogsaa Riimkrøniken (l. c. Side 58, 59) at antyde, hvorvel den som sedvanligt, fordrejer mangt og meget, især Chronologien. Overhoved findes der, naar man nøjere undersøger Brevene fra hine Tider, Tegn til et besynderligt Samvirken og mistenkeligt Venskab mellem Albrechts og Dronningens Slotsherrer ved den hallandske og vestergøtske Grændse. De omtalte Breve, Johan Liste paa Oppensteen vedkommende, vidne allerede tildeels derom. Men man seer endvidere, at da de Slotsherrer, der havde øvet Kaperier, sluttede hiin føromtalte Stilstand, formodentlig i 1383, var det Henrik Anderssøn, der gik i Borgen for Nisse Svarteskaanning, og den samme Henrik Anderssøn fik Aaret efter, som vi ville see, det nys erobrede Lagaholms Slot i Pantelehn af Kong Albrecht, skjønt maaskee ikke med dennes gode Vilje. Abraham Broderssøn paa Kongsbakke, en af de megtigste Mend i Halland, der siden kom til at spille en betydelig Rolle og var Dronningen ivrigt hengiven, Jep Muus paa Lindholm (der lidt senere havde Vardberg) undlod vist heller ikke at agitere for Dronningen.
  26. Aaret 1384 angives udtrykkeligt i det danske Chronicon af 1389, (Scr. r. Dan. VI. 534), og Angivelsens Rigtighed bekræftes saavel af Bo Jonssøns Testament, som af Dronning Margretes ovenfor meddelte Undskyldning til Hansestæderne, at hun for Krigens Skyld ikke efter Løfte havde kunnet møde deres Gesandter i September 1384, eller til dette Mode indkalde sine Slotsherrer. Huitfeld (S. 569) henfører Krigstoget, uagtet han øjensynligt omtaler det efter det selvsamme Chronicon, urigtigt til 1383, hvilken Fejl siden er gaaet over i andre, nyere Beretninger, saaledes i Jahns Unionshistorie S. 11. Naar det her beder, at Albrecht i 1382 faldt ind i Skaane og bemegtigede sig Turstorpsø, hvor den kongelige Statholders Broder blev drebt, da er dette en aldeles vilkaarlig Forklaring af hiint Chronicons simple og korte, af os ovenfor omtalte, Ord, at Gjaldkeren Hr. Snur Galen mistede Slottet Turstorpsø, og at Hr. Holmger, en skaansk Ridder, der blev drebt. Snarere var det Dronningen, der lod ham det fratage; thi i 1386 var det i hendes Vold, (l. c.) og Tuve Galen havde viist sig venskabeligt sindet mod Mecklenburgerne (see ovenfor S. 74). Huitfeld siger (S. 571) efter selve Gavebrevet, at hun havde kjøbt det af ham, neppe med hans gode Vilje.
  27. I nysnævnte Chronicon siges det udtrykkeligt, at Kong Albrecht efterat have taget til sig ikke faa Riddersmend fra Skaane (adjunctis sibi non paucis militaribus de Scaniâ), brød ind i Skaane og Halland og tog Lagaholm. Det maa altsaa især have været de Herrer, til hvem Hertug Albrecht i 1378 havde pantsat Gerde, Jerestads og Gøinge Hereder i Skaane, (see ovenfor S. 74); dog var Jerestads Hered før 1387 kommet i Heyne Snakenborgs Vold (see det samme Chron. S. 535). At Birke v. Vitzen og Snakenborgerne var med, maa man slutte af Henrik Andersøns Forsikringsbrev af 19de April 1387 (Styffes Bidrag S. 189, jfr. nedenfor). Vicke v. Vitzen havde endnu Kalmar (see Suhm XIV. S. 861. Man faar saaledes det Indtryk, at Kong Albrecht fornemmelig, eller næsten udelukkende, havde fine tydske Herrer og skaanske Tilhængere med sig paa Toget, og faa eller ingen svenske Herrer. Det seer endog ud til, at han holdt sig saa sydligt og maaskee begyndte Toget fra det østlige Skaane af for at undgaa at komme i Berørelse med Bo Jonssøn og hans Fogeder. Det lader ikke til, at Bo Jonssøn, da det kom til Stykket, ydede ham videre Hjelp, skjønt han havde bebudet det i sit Testament. Derimod har han snarere været rede til at megle Stilstand.
  28. Nemlig i det oftere paaberaabte Chronicon af 1389 (Scr. R. Dan. III. 534).
  29. Ved Brev af 26de Novbr. 1384 erkjendte Henrik Anderssøn, at han havde Lagaholms Slot med tilhørende Landskab til Pant af Kong Albrecht for 100 Mark brendt, og lovede ved Pantesummens Betaling at give det tilbage, i Styffe, No. 77, Side 183). Men denne samme Henrik Anderssøn var det, som omtrent ved samme Tid gik i Borgen for Nisse Svarteskaaning, Dronningens Slotsherre paa Kongsbakke, da han og de øvrige „Sørøvere“ indgik den føromtalte Fred; altsaa maa Henrik idetmindste have været en Ven af ham, og formodentlig og af Hr. Henning Putbusch, der var med at megle Freden. (See Bunge, l. c. S. 1382).
  30. Brev af Kong Albrecht, dat. Jønkøping d. 27de Novbr. 1384, og af Tubbe Erikssøn, dat. sammesteds den 20de Novbr. om en Pantsettelse af Jordegods i Alehered (ved Ljodhuus) i Vestergøtland (altsaa i det Territorium, der endnu led under Dronningen) til Ragnvald Pampe, i Overvær af Jon Oddessøn. Begge i det sv. Rigsarchiv.
  31. Detmar, S. 331.
  32. Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. S. 146.
  33. See K. Olaf Brev af 11te Mai, hvoraf Suhm meddeler Uddr., XIV. S. 145, efter Recessus Hansæ. Det er Qvitteringsbrevet for de skaanske Slotte og skrevet paa Plattydsk. Olafs Titel lyder der „konink to Denemarken und Norwegen und war erfname des rikes to Sweden“. Denne Titel bruger dog ikke Olaf i norske Breve, ligesom det og er vist nok, at den stred mod den svenske Statsforfatning. Men man er deri maaskee berettiget til at see et Tegn paa den større Sikkerhed, hvormed Margrete nu imødesaa den svenske Krones Erhvervelse, og dette kan alene have været paa Grund af hendes Forbindelser med de svenske Stormend.
  34. Detmar, S. 386, 387, Recessus Hansæ, Uddrag hos Suhm, XIV. S. 162, 163.