Det norske Folks Historie/8/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Dronningen ſaaledes ved Underhandlinger og Feider ſøgte at ſikkre ſin Søns Riger mod udvortes Fare, og om muligt at vinde Sverige tilbage for Folkunge-Ætten, udviklede Drottſeten og Raadet i Norge en ikke ringe Virkſomhed med Henſyn til Rigets indvortes Anliggender: en Virkſomhed, der i alle Fald vidner om god Vilje, om den end ikke i alle Sæde kan ſiges at have været heldig. Man kan neppe under Kong Magnus’s og Kong Haakons Regjering paaviſe ſaa mange Raadsmøder i et kort Tidsrum, ſom de, der nu holdtes i Olafs Umyndighedsaar mellem 1381 og 1385, og allerede ovenfor tildeels ere berørte. Der holdtes mindſt eet hvert Aar, maaſkee endog flere. Foruden den ſtørre Sammenkomſt, der fandt Sted ved Hyldingen i Nidaroos 1381, holdtes der og, ſom vi have ſeet, en mindre i Oslo ſeenhøſtes ſamme Aar, hvorved der anſtilledes Efterregning med Kronindtægterne. Om Sommeren 1382 var Drottſeten og Cantſleren i Bergen, uden at dog noget ſtørre Møde da ſynes at have været holdt, men i October ſamme Aar ſamledes Drottſeten, de tre fornemſte Fehirder for Nidaroos, Tunsberg og Bergen, Biſkopen ſammeſteds og Provſt Vinalde, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, og flere andre Herrer og Embedsmend, i ſidſtnævnte Stad. I Auguſt 1384 holdtes et lignende, men ſtørre Møde i Tunsberg, hvor den nysudnævnte Erkebiſkop Nikolas og de fire øvrige Biſkoper, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, de tre ovennævnte Fehirder, Haakon Jonsſøn, Alf Haraldsſøn og flere andre Herrer ſamledes med Drottſeten. Ved Midſommerstider 1384 ſamledes Drottſeten og Cantſleren med Biſkop Jakob, Provſt Vinalde, Haakon Jonsſøn, Erlend Philipsſøn og Alf Haraldsſøn i Bergen, hvor en eller maaſkee flere Forordninger gaves, og hvor ſaavel Drottſeten, ſom de fleſte øvrige af de nævnte Herrer ſynes at være forblevne indtil hen i Auguſt, da de ogſaa i denne Maaned udſtedte en Retterbod fra Bergen, medens Cantſleren imidlertid vendte tilbage til Øſtlandet for at beſørge de løbende Cancelli-Forretninger. Reſultaterne af disſe Sammenkomſter og overhoved af Drottſetens Embedsreiſer vedkomme, forſaavidt vi kjende dem, nærmeſt den indvortes Styrelſe, ſkjønt man dog, ſom ovenfor yttret, ikke kan tvivle om, at Forholdet til fremmede Magter, navnligt til Hanſeſtæderne og til Sverige, have været Gjenſtand for megen Raadſlagning. I Førſtningen, fornemmelig paa Drottſetens Omreiſe i 1382, bleve vel iſær Varnadarbreve udſtedte og Frihedsbreve fornyede, forſaavidt det ikke allerede var ſkeet ved Hyldingen. Saaledes bekræftedes den 16de Juni 1382 de Friheder, ſom Kong Haakon Magnusſøn den eldre havde forundt Gaardsbonden i Audunargaarden paa Stranden i Bergen, da han forærede den til Mariekirken i Oslo, og ſom Kong Magnus og Haakon den yngre ligeledes havde ſtadfeſtet, dog lagdes der udtrykkeligt til, at Bekreftelſen ikke gjaldt lenger, end indtil Kongen var bleven myndig[1]. Faa Dage derefter (den 26de Juni) udſtedtes Varnadarbrev for Munkelivs Kloſter i Bergen, ved hvilket Brev den ſamme Clauſul indførtes[2]. Det er allerede ovenfor omhandlet, at man ej med Viis-hed veed, hvorvidt Kongen har været med ved denne Lejlighed. Derimod var han, ſom det allerede er nævnt, i Oslo ved Midten af Auguſt, upaatvivleligt ledſaget af ſin Moder, ſaaſom han da udſtedte Landsviſtbreve[3], der beſegledes i hans egen Nærværelſe, uden at enten Drottſeten eller Cantſleren nævnes og vel heller ikke have været tilſtede, medens man dog paa den anden Side umuligt kan antage, at den tolvaarige Dreng ſkulde have været i Norge uden nogen Opſigt og paa egen Haand udført Regjeringsforretninger. Det er allerede forhen nævnt, at der ej findes noget Brevſkab eller nogen ſikker hiſtoriſk Beretning, ſom viſer, at Dronningen i Midten af Auguſt 1382 var andenſteds, end i Norge, hvor der ogſaa visſelig var nok for hende at tage vare paa, blandt andet at forberede Gemytterne paa Nikolas Ruſers Udnævnelſe til Erkebiſkop. Desuden maa hun vel i alle Fald have fundet det nødvendigt med ſin Søn at overvære Bryllupsfeſten hos Kongehuſets Frænde Hr. Sigurd Hafthorsſøn, nemlig mellem hans Datter Agnes og den ſvenſke Herre Jon Martinsſøn, hvilket Bryllup netop ved denne Tid ſynes at have fundet Sted[4], ſaamegetmere ſom det ikke er uſandſynligt at dette Giftermaal har været hendes Verk, for at den i Vermeland og Dalsland anſeede og indflydelſesrige Jon deſto faſtere kunde knyttes til Norges og Kongehuſets Interesſer. Siden — formodentlig i September — forlod hun atter Norge og drog til Halland, ſamt ſenere til Sjæland, hvor hun modtog den juſt fra Curien tilbagekomne Erkebiſkop Nikolas, ſaaledes ſom det forhen er berettet. At hun ogſaa havde Kong Olaf med ſig tilbage, er efter det ovenfor anførte ſandſynligt, ſkjønt det ej med Beſtemthed kan paaviſes[5]. Drottſeten derimod og Hr. Sigurd Hafthorsſøn begav ſig til det ovenomtalte Raadsmøde, der holdtes i Bergen henimod Slutningen af October Maaned, og hvor navnlig de tre Fehirder vare tilſtede[6]. Deres Nærværelſe antyder allerede, at financielle Spørsmaal maa have været under Forhandling. Det er ikke uſandſynligt, at netop i den Anledning Thurid Hallſteinsdatter og hendes Mand Jon Eriksſøn fik Provſt Vinalde til ſelv anden, den 13de October, at udſtede en bekreftet Copi af det Brev, hvorved Kong Haakon havde ſkjenket den Deel af Gaarden Gyltan, ſom Hallſtein Baardsſøn havde ejet, til hans Datter Thurids Børn; det var maaſkee nemlig at befrygte, at de forſamlede Raadsherrer under deres Granſkning efter Kronens Ejendomme og Rettigheder vilde gjøre Thurid denne Ejendom ſtridig. Ligeledes erfares det, at den kongelige Ombudsmand i Staden klagede over, at flere af Islandsfarerne gjorde Kongen og Kronen ſtor Skade deri, at de ikke vilde erlægge den ſaakaldte Sekkegjeld af de Varer, ſom de førte til Landet, en Femprocent-Afgift, paabuden af Kong Magnus og hans Raad, og indſkærpet af Kong Haakon[7]. Efterat have granſket Sagen og efterſeet Kong Magnus’s oprindelige Forordning derom, udſtedte de forſamlede Herrer i Kongens Navn en ny Forordning til de nys ankomne Islandsfarere ſaavelſom alle dem, der ſenere kunde komme, at de ſkulde holde ſig de eldre Beſtemmelſer efterrettelige og ordentligt udrede Afgiften; navnlig ſkulde Islandsfarernes Svene ikke unddrage ſig Ydelſen, ſaaledes ſom de en Tidlang havde gjort. Dog tilføjedes ogſaa her, at Forordningen alene ſkulde gjelde, indtil Kongen blev myndig, ſaafremt han da fandt det raadeligt at gjøre nogen Forandring deri. Hvad der mere er forhandlet paa dette Møde, vides ikke.

Det næſte Møde, der holdtes i Tunsberg, var, ſom vi have ſeet, talrigere; navnlig var alle Norges Biſkoper der tilſtede, og det havde ſaaledes Præget af et virkeligt Rigsmøde, hvilket vel ogſaa er Grunden til, at de her fattede Beſtemmelſer ej ligeſom de, der vedtoges paa de forrige Møder, kun erklæredes gjeldende under Kongens Umyndighedstid[8]. Her var det ikke alene en Deel af Raadet, der fattede Beſlutninger paa ſit eget Anſvar, med Forbehold af yderligere Bekræftelſe, men det hele Raad kunde give fine Beſtemmelſer fuld og varig Gyldighed. Saaledes vedtoges her og udſtedtes ſiden under den 26de Auguſt i Kong Olafs Navn forſkjellige Beſtemmelſer, ſamlede i Retterbodform. En af disſe Beſtemmelſer var en ny Indſkerpelſe af Sekkegjeld-Ydelſen. Der klagedes fremdeles, heder det, over, at det Gods, der kom fra Island, blev udſkibet, førend Sekkegjeldet var erlagt til Kronen, og derfor blev nu enhver ſaadan Udſkibning forbudt under Brevebrudsſtraf. Men desforuden blev der og truffet et Par andre Beſtemmelſer, af hvilke man kunde ønſke, at idetmindſte den ene aldrig havde været udklekket, ſaa ødeleggende blev den og maatte den i Tidens Løb blive for Norges Handelsrørelſe og ſtore Landſkabers Velvære. I Anledning af de hyppige Klager, der fremdeles hørtes over, at de Mend, der vilde holde ſit Huusvæſen og ſit Landbrug vedlige, ikke kunde faa Arbeidsfolk, fordi de fleſte unge Mend lagde ſig paa Kjøbferd, tvertimod Kong Magnus’s og Haakons Beſtemmelſe, blev denne ſtrengt indſkerpet, ſaaledes at ingen herefter maatte ſejle i Kjøbferd, ſom ikke ejede indtil femten forngilde Mark gjeldfrit. Dette kunde dog endnu nogenledes lade ſig høre. Men desforuden blev det beſtemt, at til Forebyggelſe af, at Landet „ſkulde mere ligge øde, end Konge og Folk kunde være tjent med“, ſkulde herefter ingen enten i By eller Bygd have Tilladelſe til at bygge noget Kjøbmandsſkib for dermed at ſejle nord i Landet eller til Skatlandene, undtagen de, ſom formaaede at gjøre det af ſit eget Gods uden at optage Laan enten hos Landsmend eller Fremmede, og aflagde Eed herpaa. Overtrederne af dette Forbud ſkulde bøde 8 Ertoger og 13 Mk. i Brevebrud og derhos have Skibet forbrudt. Endvidere forbødes det alle kongelige Ombudsmend, fornemmelig Fehirden i Bergen, at taale eller tillade, at nogen byggede Skib imod dette Forbud, men derimod paalagdes det dem at confiſkere Skibet for dem, ſom handlede derimod, ligeſom ogſaa Lagmendene ſkulde dømme dem efter Loven, ſom Sysſelmendene ſagſøgte for deres Domſtol i Anledning af dette Forbuds Overtredelſe.

Dette Forbud maatte, naar det ſtrengt overholdtes, legge ſaa mange Hindringer i Vejen for de unge foretagelſeslyſtne Nordmend, der endnu ſøgte at arbeide ſig op ved Handelsdrift, at man let kan friſtes til at tro, at de kloge Hanſeater, der havde al Grund til at frygte Opkomſten af en indenlandſk og formuende Handelsſtand i Norge, havde ved alſkens Midler, maaſkee endog mindre hederlige, faaet Raadsherrerne til at udſtede det. Thi naar alene de Nordmend, der allerede vare Capitaliſter, ſkulde have Lov til at handle, og ingen ung Begynder maatte grunde ſine Forretninger paa fremmede Capitaler, er det jo klart, at ingen ſelvſtændig norſk Handelsſtand — den man nu juſt trengte meſt til — kunde komme op ved Siden af Hanſeaterne. Dog, naar man har den totale Ukyndighed i den rette Handelspolitik for Øje, ſom i denne Tid og lenge efter herſkede hos de Styrende ej alene i Norge, men i hele Norden, vil man godt kunne forſtaa, at neppe nogen ſaadan Indblæsning fra Hanſeſtæderne behøvedes for at forlede Raadsherrerne til dette falſke Skridt. Vi have allerede forhen ſeet, hvilken Frygt der herſkede hos Magthaverne for, at „Landet ſkulde legges øde, Jorden ſavne Dyrkning og Skatterne forringes, naar altfor mange vilde ſlaa ſig paa Handelen;“ og denne Frygt var ſikkert tilſtrekkelig til at kunne fremkalde det her omtalte, ja endnu verre Misgreb, uden at der fra Hanſeſtædernes Side udfordredes anden Indvirkning — om overhoved en ſaadan har fundet Sted — end det ubetydeligſte Vink. Forbudet gjaldt vel egentlig kun Farten paa Nordland, Finmarken og Skatlandene, men ſaavidt man kan ſee, var denne Handelsfart den eneſte, der nu beſkjeftigede norſke Kjøbmend og norſke Skibe, medens Handelen paa Udlandet ganſke var i Hanſeaternes Hender. Og ſaaledes arbeidede Regjeringen, i ſin Ængſtelſe for at Kronindtægterne ſkulde forringes, ligeſom ſlagen med Blindhed, til det Maal, der omſider desverre opnaaedes, nemlig at den ſidſte Reſt af Nordmendenes egen Handelsrørelſe paa det nærmeſte tilintetgjordes, og at de fjernere Skatlande, hvis Velferd nu, paa Grund af Regjeringsmonopolet, afhang af Forſyningen fra Norge, oftere kom i den yderſte Nød, medens Sejladſen til Grønland omſider ganſke ophørte, ſaaledes ſom det i det følgende vil blive viiſt.

Ved Mødet i Bergen om Sommeren 1384, der ſynes at have vedvaret lige fra St. Hansdagstider til hen i Auguſt, medens Dronningen ferdedes nede i Danmark og havde travlt med at underhandle med Stæderne om de ſkaanſke Slottes Gjengivelſe m. m., kom atter Handels- og Arbeids-Forholdene paa Bane. Ved en i Kongens Navn udſtedt Forordning af 28de-Juni[9] beſtemtes der førſt en heel Deel nye Taxter for Haandverkers Arbeide, og foreſkreves det om Mynten, at den „ſkulde gaa, ſom den fra gammel Tid havde gaaet“. Men desforuden beſtemtes der, at de kongelige Ombudsmend ſkulde fordele Arbeidsfolkene paa Landet rundt om til geiſtlige eller verdslige Huusbønder. Det forbødes Enhver paa Landet at tage arbeidsføre Kvinder i Huſet, og Fogderne ſkulde om Høſt og Vaar „kjøre“ de Mend og Kvinder ud af Kjøbſtederne, ſom.vare arbeidsføre nok til at arbeide paa Landet og ej havde feſtet ſig i faſt Tjeneſte. Muligt at Affolkningen ſiden Mandedøden havde bevirket en Mangel paa Arbeidskrefter, ſom de Fleſte fandt betenkelig; men denne umiddelbare Indgriben fra Regjeringens Side var dog ligefuldt utilbørlig. I Indledningen til Forordningen heder det, at en Mengde Uſkikke havde ſiden Kong Magnus’s og Kong Haakons Død indſneget ſig, ej alene Kongens egne Thegner og Underſaatter, men ogſaa alle udenfra tilkommende Mend til Tyngſel, iſær i Kjøbſtederne, og blandt dem igjen fornemmelig Bergen, der var den ſtørſte i Norge: Uſkikke, der iſær hidrørte fra dem, der ſkulde ernære ſig af ſit Arbeide. Ved en anden i Kongens Navn udſtedt Forordning af 19de Auguſt, henvendt til alle Indbyggerne i Finmarken, Haalogaland, Naumdal, Throndhjem, Nordmøre, Raumsdalen og Søndmøre, overhoved alle dem, der boede nordenfor Stad, ſøgte Regjeringen at verne om Kjøbſtedernes Rettigheder, og fornemmelig derved holde Liv i de ſmaa Kjøbſteder ved Veſterhavet,“ Borgund paa Søndmøre, Vedø i Raumsdalen og Vaagen paa Haalogaland, der allerede var paa god Vej til at forfalde aldeles. Raadet og Kongen, heed det, kunde nok merke, at Bergen og Throndhjem, ſaavelſom hiine Smaakjøbſteder, fordervedes og ødelagdes derved, at Sejlingsmend ikke ſejlede med ſine Varer til dem efter gammel Skik, og da nu ſaavel Kong Magnus ſom Kong Haakon havde forbudt Fjordekjøb og Vee-Kjøb (Smaahandel inde i Fjorden og ved Fiſkeverene), beſtemtes det herved, at ingen maatte ſejle med ſine Varer til andre Kjøbſteder, end til Byerne, nemlig de fra Finmarken og Haalogaland til Vaagen, de fra Naumdal og Throndhjem ſamt Nordmøre til Throndhjem, de fra Raumsdal til Vedø og de fra Søndmøre til Borgund. Dog ſkulde Bymendene i Bergen ſom hidtil kunne drage til Vaagen og der holde ſin Kjøbſtevne.

For Finmarkens og Haalogalands Indvaanere indſkerpedes Forbudet mod at ſejle med ſine Varer andenſteds end til Vaagen endnu yderligere, og deres Overtredelſe deraf blev endog erklæret for en Landraadeſag, fordi Rusſerne og Karelerne havde opſagt Dagen (Stilſtanden) med Nordmendene, og hine Landſkabers Indbyggere derfor maatte være paa ſin Poſt og gjøre hine Fjender Modſtand, naar de vilde tilføje Norges Indbyggere Skade. Den nærmere Sammenheng med denne Opſigelſe kjendes ikke. Man kan vel med Sikkerhed antage, at Stilſtanden oftere har været fornyet ſiden 1351[10], men ingen Efterretning er opbevaret om de Forhandlinger, ſom desangaaende fandt Sted. Sandſynligviis har den, ſom tidligere, hver Gang været fornyet kun paa ti Aar[11], og ſaaledes vel og paa det nærmeſte hvert tiende Aar, forſaavidt ingen Hindringer kom ivejen og forhalede Fornyelſen. Tillige er det ſandſynligt, at Fornyelſen ſkete, om ej juſt under eet, ſaa dog paa det nærmeſte ſamtidigt for Norges og Sveriges Vedkommende, endog efter Adſkillelſen; thi Stilſtanden i 1351 ſluttedes for begge Riger under eet, og ſaaledes maatte den vel ogſaa løbe ud paa ſamme Tid for begge. Vi have ſeet, at Bo Jonsſøn underhandlede om Stilſtand mellem Sverige og Rusland i 1374[12], og deraf kunde man maaſkee ſlutte, at der til ſamme Tid ogſaa har været underhandlet fra norſk Side, og at der blev indgaaet en Stilſtand paa ti Aar, hvilken ſaaledes løb ud 1384. Om Krigen ſelv vides ikke andet, end at Rusſerne enten maaſkee allerede i dette Aar, eller i et af de paafølgende — Tiden angives forſkjelligt — gjorde et Indfald i det nordlige Norge, drebte Mandsperſoner, men tog Kvinder og Børn til Fange, og ranede deres Penge[13]. Man maa ſaaledes antage, at der, trods Advarſlen til Indbyggerne af Nordland og Finmarken om at være paa ſin Poſt, dog ikke er gjort klekkelige Anſtalter til at modſtaa Rusſernes Angreb. Noget ſynes dog fra det Offentliges Side at være foretaget i den Anledning, thi efter al Sandſynlighed var det med Henſyn til denne Krig, at der blev paalagt hele Almuen i Nordfjord en overordentlig Afgift til Udbedring af Syſlens

  1. Dipl. N. II. 476. Suhm, XIV. S. 516, Ved en en beſynderlig Fejltagelſe har Suhm, hvor han S. 84 giver et kort Uddrag af Brevets Indhold. „Bønderne paa Slyngſtad i Strand“ iſtedetfor „Bonden i Audunargaarden paa Stranden“.
  2. Munkelivsbogen S. 12.
  3. Dipl. N. I. 473. 474.
  4. See ovf. S. 152. Den 1ste Novbr. 1382 er Jon Martinsſøns førſte bekjendte Brev fra Sudreim dateret (Dipl. N. II. 477), ſkjønt det angaar Gaardekjøb paa Dal i Sverige. Før den Tid daterer han fra Dal, ſidenefter ſtedſe fra Sudreim, Oslo eller andenſteds i Norge (Dipl. N. II. 480. 485. I. 485); dette vidner umiskjendeligt om, at han i 1383 er flyttet til Norge, altſaa vel her haft Bryllup med Agnes Sigurdsdatter.
  5. Det er forhen omtalt, at de islandſke Udſagn „Kong Olaf foor til Danmark“ (S. 336) ikke afgiver nogen ſikker Tidsbetegnelſe, fordi den i de forſkjellige Haandſkrifter henføres ſnart til 1382, ſnart til 1383, ſnart til 1384.
  6. N. gl. L. III. S. 212. Her er Dagen vel kun angivet ſom de to Apoſtlers Mesſe-Aften og kan ſaaledes betegne baade 30te April (Philips og Jakobs) og 27de October (Simons og Judæ); i førſte Fald vilde Aaret-blive 1383. Men at Høſt-Feſtdagen menes, ſees deels deraf, at 30te April 1383 er Chriſti Himmelfartsdag og vilde ſaaledes blive betegnet ſom „Helligthorsdag“, deels at der tales om nysankomne Islandsfarere, hvilke ej kunne have gjort Reiſen fra Island i Marts og April, men heller om Sommeren, ſaaat de kom hjem ſeenhøſtes.
  7. Af de eldre Paabud haves der nu ingen Gjenpart, faa at man ej engang veed, naar de bleve udſtedte, eller hvilken Magnus det var, ſom allerførſt paalagde det.
  8. N. gl. L. III. S. 216—218.
  9. N. gl. L. III. S. 218—220.
  10. See foregaaende Bind, S. 527. Da ogſaa Nordmendene deeltog i den Krig, ſom da førtes med Rusſerne, er det rimeligt, at ogſaa Stilſtanden blev ſluttet for deres Vedkommende.
  11. Freden eller Stilſtanden af 1326 ſluttedes, ſom vi have ſeet, paa ti Aar.
  12. See ovenfor S. 53.
  13. Islandſke Annaler, Udg. S. 338. Notitſen findes ej i Flatø-Annalerne, men kun i Skaalholts- og Lagmands-Annalerne, i de førſte for 1386, i de ſidſte for 1385.