Det norske Folks Historie/8/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Langſkib, hvilket vel ſaaledes traadte i Stedet for ſamtlige mindre Skibe, formodentlig 7 Femogtyveſesſer, ſiden hele Fylket udgjorde femten Skibreder, ſkjønt man ikke veed, naar denne Forandring ſkete. Udbedringen overdroges en vis Jon Holmsſøn, der til den Ende ogſaa oppebar Afgiften og efter fuldbragt Arbeide aflagde Regnſkab derover paa Vinreid den 12te Marts 1386 for Sysſelmandens, Erlend Philipsſøns, Ombudsmand Peter Haakonsſøn, ſaavelſom to Mend af hver Skibrede, tilkaldte med Erlends Samtykke[1]. Lignende Foranſtaltninger have formodentlig ogſaa været gjorte i andre Syſler nordenfjelds, men Brevſkaberne derom have deelt Skjebne med ſaa mange andre, der ere ſporløſt forſvundne. Skade, at man ſkal vide ſaa liden Beſkeed om denne Sag. De rusſiſke Aarbøger berette heller ikke noget derom. Rusſernes og Karelernes Anfald paa disſe Egne ſynes efter den Tid ſnarere at have tiltaget i Hyppighed og Grumhed, end aftaget, og noget over tredive Aar ſenere lød Klagerne fra Nordlands og Finmarkens Indbyggere ſaaledes, at Rusſer og Hedninger „lenge havde gjort dem grov Skade, at de ſelv maatte ligge i Orlog Vinter og Sommer uden anden Hjelp end af den fattige Almue og enkelte Ombudsmend, ſamt at Rusſerne ikke overholdt nogen Stilſtandstractat med dem“[2]. Den ſamme Tilſtand herſkede viſt allerede paa de Tider, vi nu have for os. Forſvaret paa de yderſte Nordøſtgrendſer ſynes at have været mere, end Regjeringen kunde overtage.

19. Begivenheder paa Island, Grønland og i de øvrige Skatlande.

Kort efter Kong Olafs Hylding i Norge, formodentlig i 1382, aflagde ogſaa Islendingerne ſin Troſkabs-Eed til ham i Lagretten paa Althinget. Imidlertid havde Kong Olaf, eller de, der ſtyrede i hans Navn, allerede tidligere beſkikket baade Hirdſtjore og Lagmend i Landet. Hirdſtjore blev fremdeles Andres Sveinsſøn, der i 1379 var kommen over til Norge tilligemed Biſkop Oddgeir, og ſom vel derved des lettere kunde udvirke, at han bekræftedes i ſit Embede. Efter nogle Haandſkrifter af de islandſke Annaler ſkal han allerede være kommen ud til Island i 1380, og Troſkabseedens Afleggelſe, der formodentlig ſkete ved hans Foranſtaltning, have fundet Sted i 1381; andre Haandſkrifter lade ham komme ud i 1381, og Eeden blive aflagt i 1382; endnu andre flytte begge Begivenheder fremdeles eet Aar lengere frem. Det ſandſynligſte er, at hans Udnævnelſe førſt fandt Sted efter Hyldingen i Norge, altſaa om Sommeren 1381, at han ſamme Høſt kom ud til Island, og at Troſkabseeden ſaaledes blev aflagt paa det følgende Althing, nemlig førſt i Juli 1382[3]. I 1381, formodentlig ſamtidigt med Andres’s Fornyelſe i Hirdſtjornen, beſkikkedes ogſaa Rafn, en Søn af den før omtalte Hirdſtjore Botulf Andresſøn, og Svigerſøn af Thorſtein Eyjulvsſøn, til Lagmand for Nord- og Veſt-Fjerdingen umiddelbart efter denne, og det anmerkes udtrykkeligt, og altſaa ſom en Særegenhed, at Embedet betroedes ham for Livstid[4]. Ravn havde ligeſom Andres Sveinsſøn været i Norge, da han udnævntes, og var ſaaledes formodentlig reiſt over med Anbefaling fra ſin Svigerfader, der nu maa have været gammel og ſvag og derfor vel ønſkede at fravige Embedet, men naturligviis ogſaa helſt at have Svigerſønnen til Eftermand. Ravn beklædte dog Embedet ikke længere end til 1389, da han omkom ved et forferdeligt Jordfald, der ødelagde hans Gaard Langelid i Hørgaardal (d. 18de November), ſaaledes ſom det i det følgende nærmere vil blive omtalt, og den gamle Thorſtein maatte da endnu engang overtage Embedet[5]. Lagmand ſyd og øſter var formodentlig en vis Bjørn, kaldet Klova-Bjørn, der udnævntes i 1377[6], men man veed forreſten aldeles intet om ham. Tilſtanden paa Island i denne Tid beſkrives ſom yderſt ſørgelig. Der dannede ſig Flokker (d. e. Ufreds-Flokker) og herſkede Fredløshed, heder det[7], og derhos raſede fremdeles Sott og Mandedød over hele Landet[8]. Annalerne nævne ogſaa flere anſeede Mend, ſom i denne Tid døde, formodentlig ſom Offere for Sygdommen. Der tales om Manddrab, om Henrettelſer, og andre Tegn paa en mislig Samfundstilſtand, men da man forreſten veed lidet eller intet om de Perſoner, ſom enten udførte disſe Handlinger eller vare Offere for dem, ville vi her ej dvele udførligere derved, men kun omtale et Par af de meſt characteriſtiſke Tildragelſer. I Aaret 1385 i Julen, fortælles der, reed Gudmund, en Søn af den tidligere omtalte Lagmand Orm Snorresſøn, der endnu levede, tilligemed en Erik Gudmundsſøn hen til en vis Thord Jonsſøn, der boede i Borgarfjorden, tog ham til Fange i hans eget Hjem og lod ham halshugge, altſammen ifølge en af Orm Snorresſøn afſagt og der for nu mindſt 10 Aar gammel Dom. Dommen ſynes at have været uretferdig, idetmindſte betragtedes den ſaaledes, og Gudmunds og Eriks Handling vakte derfor almindelig Harme. Paa Thinget ſamme Aar blev Gudmund og hans Fader Orm, ſom det fortelles, betrængte ved Mandgang, det vil ſige, truede og angrebne af forbittrede Folkehobe, og Erik Gudmundsſøn maatte Aaret efter forlade Landet. Imidlertid havde Gudmund, ſaavidt man kan ſkjønne, ført et halv fredløſt Røverliv, thi der fortælles, at hans Mend begik Ran og Tyverier over hele Veſt- og Syd-Fjerdingen. Dog maatte ogſaa han endnu ſamme Aar fortrække; om han kom til Norge, vides ikke, men i 1388 var han paa Færøerne, hvor han en Nat, ſom der berettes, forſvandt paa en uforklarlig Maade, og Sysſelmanden, den oftere omtalte Greip Ivarsſøn, inddrog paa Kongens Vegne alt hans Efterladenſkab, da dette ifølge en over ham afſagt Dom var forfaldet til Kongens Kasſe, formedelſt hans ſtore Misgjerninger. Heldigere var Erik Gudmundsſøn, der endog drev det til at udnævnes til Hirdſtjore af Drottſeten, medens denne endnu førte Regjeringen, ſom det i det følgende vil blive berettet; men allerede Aaret efter blev han drebt[9]. De Ulykker, der ſaaledes overgik begge Thord Jonsſøns Drabsmend, betragtedes formodentlig ſom aabenbare Tegn paa hans Uſkyld, thi i 1389 blev hans Been efter Officialens Foranſtatning og hele Geiſtlighedens Samtykke flyttede til Stavholts Kirkegaard, og han ſelv betragtet ſom en Helgen, ſaaat man endog tilſkrev en Bøn til ham, at et Menneſke blev reddet i et ſtort Jordſkred paa Hjalleland, der indtraf omtrent ſamtidigt med det nys omtalte paa Langelid[10]. Der nævnes ligeledes om en megtig Mand ved Navn Vigfuus Floſesſøn, ſom i 1384 formedelſt ſtore Forbrydelſer var bleven ſat i Bann, med Paaleg at drage lige til den pavelige Curie at faa Abſolution. Han reiſte ogſaa afſted næſte Aar, men kom ikke til Rom, thi han fik fuld Abſolution for alle ſine Forſeelſer af den til Biſkop i Grønland udnævnte Henrik, der opholdt ſig deels i Danmark, deels i Norge, og ſandſynligviis ved ſin Udnævnelſe havde faaet en almindelig Fuldmagt til at meddele ſaadanne Abſolutioner i ſit fjerne Biſkopsdømme, hvorfra det i de fleſte Tilfelde var umuligt at komme til Rom; men hvilken Fuldmagt dog viſt ikke gjaldt andetſteds. Med denne Abſolution vendte Vigfuus tilbage i 1391, men opførte ſig fremdeles ſom en Voldsmand, ſaaat han omſider atter blev bannſat[11]. Der nævnes endvidere om Folk, der havde begaaet flere Snigmord, og ſom ſtraffedes med at blive levende begravne: en Straf, ſom dog ingenſteds findes i Loven. Ogſaa Elementerne vare i Oprør. I 1381 var der ſaa lidet Gres, ſom der i Mands Minde havde været, men derimod regnede det mere, end nogen kunde mindes; heraf fulgte igjen ſvære Jordſkred og Steenſkred, endog der, hvor man hidtil ej havde ſeet dem, til ſtor Skade for Mark og Jord[12]. Uveiret og Stormene voldte igjen Skibbrud. I 1380 eller 1381 blev et Skib fordrevet til Grønlands Kyſt, kaldet Olafsbollen eller Olafsſuden, og Folkene maatte overvintre der; næſte Aar (1381 eller 1382) forliiſte et Skib, tilhørende Biſkopsſtolen i Skaalholt, men Mandſkabet reddede ſig, næſten ſom ved et Underverk, paa en aaben Baad til Grønland, hvor de traf Folkene paa Olafsſuden og kom med den derfra[13]. I 1382 omkom den rige og megtige Bonde Einar Eriksſøn i Vatnsfjord, af den gamle Vatnsfjord-Ætt, med flere Folk, paa Iſafjorden (d. 29de Marts)[14]. Hans Søn Bjørn, der ſiden blev en meget anſeet og navnkyndig Mand, havde i 1385 det Uheld at blive fordreven til Grønland, formodentlig paa en Reiſe til Norge, med et af ſine egne Skibe, thi ikke mindre end fire Islandsfarere, berettes der, bleve da fordrevne til Grønland, og paa dem var Bjørn Einarsſøn ſaavelſom en Sigurd Loftsſøn, kaldet Hvitkoll, der ſynes at have været hans fortrolige Ven og Tilhænger. De havde været i den yderſte Fare formedelſt Driviis, ſaaat de endog aflagde det højtidelige Løfte, at de vilde foretage en Pilegrimsreiſe til det hellige Land, hvis de nu bleve frelſte. De kom, ſom ſagt, til Grønland, ſkjønt efter at have lidt ſtor Skade paa Skibene, og de bleve nu nødſagede til at opholde ſig der i to Aar, formodentlig paa Grund af Storm og Iisgang. Imidlertid havde de ogſaa andre Vanſkeligheder at kæmpe med. Da de vilde kjøbe Levnetsmidler og andre uundværlige Fornødenheder af Indbyggerne, vægrede disſe ſig ved at ſelge dem noget, uden at de ogſaa kjøbte af de egentlige ſaakaldte grønlandſke Varer eller Udførſels-Artikler, uagtet det var ſtrengeligen forbudt, da denne Handel tilhørte Kronen. Ja Indbyggerne vedtog dette endog paa ſit Althing, i de Fremmedes Nærværelſe. Disſe havde ſaaledes intet andet Valg. Og da de, formodentlig i den Henſigt at gjøre Kronen en Tjeneſte til Erſtatning for den nødtvungne Overtrædelſe af dens Enehandelsret, tilbød ſig at føre Kronens Varer over til Norge, vilde Kongens Ombudsmend ikke indlade ſig derpaa, da de intet Brev havde at foreviſe derom. Alt dette bragte dem ſiden i ikke ringe Forlegenhed, thi da de, efterat være komne i god Behold tilbage til Hvalfjorden paa Island 1387, og det følgende Aar reiſte over til Norge, blev de ved Ankomſten til Bergen af Haakon Jonsſøn tiltalte for ulovlig Handel med Grønlendingerne. Sagen blev førſt paadømt den 17de Mai i det paafølgende Aar, ved en af Fehirden Erlend Philipsſøn nedſat Dom, hvoriblandt Arnulf Gunnarsſøn, Lagmand i Bergen, Jon Thorgilsſøn, Lagmand paa Haalogaland, og Finn Gyrdsſøn, Sysſelmand paa Liſter. Dommen faldt dog ud til deres Fordeel. Da intet andet Vidnesbyrd kunde haves, maatte man nøies med deres egen og Mandſkabets Eed om, hvad der havde bragt dem til Grønland, og efter at have oplyſt hvad der ovenfor er meddeelt, ſamt at de ikke havde kjøbt noget af Kongens Gods, bleve de frikjendte[15].

Den her omtalte Bjørn Einarsſøn var forøvrigt maaſkee Islands merkeligſte Mand paa den Tid, formedelſt de ſtore Udenlandsreiſer, han foretog. Faderen Einar nedſtammede, ſom ſagt, fra Snorre Sturlasſøns Datterſøn Einar Thorvaldsſøn i Vatnsfjorden i 3die Led[16], og var, efter hans Teſtament at dømme, hvoraf der endnu haves en Afſkrift, tagen 1382 efter hans Død, en overmaade riig Mand; han ſkjenkede nemlig flere Gaarde ſamt en Kalk til Olafskirken i Vatnsfjord, hvor han valgte ſit Lejeſted, og endvidere til 18 forſkjellige Kirker ikke mindre end 43 Hundreder, ſamt til tre Kirker desforuden visſe Herligheder, for Liigferd og Sjælemesſe tolv Hundreder, til Fattige fem Hundreder, og til fattige Frænder tyve Hundreder, altſaa i Alt tilſammen 85 Hundreder foruden de øvrige Gaver[17]. Bjørn havde allerede gjort een Reiſe til Rom, førend han gjorde hiin ufrivillige Reiſe til Grønland. Siden gjorde han flere Reiſer, hvoriblandt den merkelige, der bar forſkaffet ham Tilnavnet Bjørn Jorſalafare, og ſom i det følgende ſkal omtales, ſaavelſom hvorledes han blev Hirdſtjore, og overhoved førte et meget uroligt Liv. Han forfattede ogſaa Beſkrivelſe over ſine Reiſer, ſom desverre er tabt. Han holdt en Skald i ſin Tjeneſte, der fulgte ham paa hans Reiſer for at underholde ham og hans Huſtru ved ſine Kvad visſe Dage om Ugen; af flere af disſe Kvad ere endnu Levninger opbevarede[18].

Som et merkeligt Beviis paa, hvor megen Vind Islendingerne endnu i disſe urolige og for Landet faa ulykkelige Tider lagde paa Videnſkabelighed og fremfor alt paa Opbevarelſen og Afſkrivningen af deres hiſtoriſke Sagaer, maa det anføres, at den ſtørſte, fuldſtændigſte og i et viſt Henſeende endog den bedſte Samling af norſke Kongeſagaer, ſom endnu er til, blev ſkreven netop i Aarene mellem 1387 og 1393, og det endog kun af to Mend, Preſterne Jon Thordsſøn og Magnus Thorhallsſøn. Dette er den bekjendte Flatøbog, ſaakaldt, fordi den fandtes paa Flatø i Breidafjorden, da den i det 17de Aarhundrede erhvervedes for det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Hovedplanen med denne Afſkrivning ſynes at have været den, at levere en ſaavidt mulig fuldſtændig Samling af de Sagaer, ſom vedkommme Norges tvende regjerende Fyrſte-Huſe, Kongehuſet, og de orknøiſke Jarlers Ætt. Saaledes indeholder den Kongeſagerne i deres vidtløftigſte Bearbeidelſe, med ſaamange indſkudte mindre Fortællinger om merkelige Islendinger, der kom i Berørelſe med Kongerne, ſom muligt; desforuden findes det gamle Kvad Hyndluljod, formodentlig fordi det indeholder endeel Slegtregiſtre, der ogſaa forekomme i det gamle Sagn om Norges førſte Bebyggelſe, et Eventyr om Erik Vidfarle (uviſt hvorfor), og endelig kortfattede Annaler, der ſlutte med Aaret 1394, og ſom for de ſidſte ti til tyve Aars Hiſtorie ere af megen Vigtighed, ſkjønt de ikke altid angive Aarstallet nøjagtigt. Uden denne ſtore Samling, hvis Afſkrivning maa have koſtet utrolig Flid og Møje, vilde vi ſavne mange Oplysninger, ſom alene der forefindes[19].

Hvorledes Biſkop Oddgeir i Skaalholt døde under ſit Ophold i Norge 1381, og den danſke Predikebroder tag Pønitentiarius, Michael, et Par Aar efter beſkikkedes til hans Eftermand, er forhen berettet[20]. Michael kom til Island i 1385, formodentlig fra Bergen, paa et Skib, der tilhørte Huſtru Margrete, enten Huſtru Margrete i Skaften, eller Margrete Eilivsdatter, Haakon Jonsſøns Huſtru. Han lod ſig ſette i Land med 10 Mend øſtenfor Mydal, men Skibet, ſom fortſatte ſin Vej, blev ſiden af de ſamme Storme, der bragte Bjørn Einarsſøn til Grønland, drevet ud til Havs og ſaaledes ødelagt, at Beſetningen omkom, og Stykker af Braget ſiden fandtes ved Færøernes og Hjaltlands Kyſter[21]. Biſkop Michael begyndte ej lenge efter ſin Embedstiltrædelſe med at gjøre mange Forandringer, der ikke behagede de egenraadige Preſter, af hvilke ogſaa mange bleve afſatte; ja ikke engang Abbedisſe Thorgerd i Kirkebø ſkaanedes, men maatte give Slip paa ſit Embede, der overdroges til Halldora Runulfsdatter, hvilken det dog endnu i ſamme Aar ikke gik bedre. Over alt dette ſteeg Forbittrelſen imod ham ſaa højt, at der omſider paa Althinget i 1388 blev indgivet og oplæſt en Proteſt imod hans Ferd, ſom indeholdt en Mængde Beſkyldninger imod ham. Den gamle Annaliſt, der fortæller dette, ſiger, at Beſkyldningerne vare uſandferdige, og formodentlig har Michael ogſaa i det Væſentlige haft Ret, men kun ikke forſtaaet at opføre ſig med den fornødne Varſomhed. Proteſten havde imidlertid den Virkning, at Michael endnu i ſamme Aar maatte forlade Landet efterat have indſat Sira Arne Gunlaugsſøn til Official i ſit Sted.[22]. Tillige reiſte en Mængde Preſter fra Landet, og heraf ſkulde man formode, at en Klage over Michaels Ferd har været indgiven enten til Erkebiſkopen eller endog til Curien, og at ſaavel Biſkopen ſom hiine Preſter perſonligt havde villet føre ſin Sag. Imidlertid var Tilſtanden heel mislig i Biſkopsdømmet. Den af Michael indſatte Official døde allerede 1389, mange Preſter vare døde, mange borte fra Landet, og de fleſte, der endnu vare tilbage, berøvede ſine Embeder. Michael, der for det førſte havde ſlaaet ſig til Ro i Danmark, beſkikkede derfra i 1390 en ny Official, Thorſtein Snorresſøn, efter førſt at have indviet ham til Abbed i Helgafells Kloſter; ligeledes udnævnte han en Provſt, men ſtrax derefter fraſagde han ſig ſit Biſkops-Embede[23]. Naar han døde vides ikke. Imidlertid ſad den gamle Jon Eriksſøn Skalle i god Ro ſom Biſkop i Hole, efterat Eyfjordingerne endelig i 1371 havde underkaſtet ſig ham. Om hans Beſøg i Norge 1375—76 er der ovenfor talt; forreſten er der intet af Vigtighed at berette om hans Embedsførſel i de ſidſte Aar af hans Liv. Saavidt man kan ſee, var man i det Hele taget vel tilfreds med ham, og han ſynes i alle Fald at have haft et vaagent Øje med Biſkopsſtolens Ejendomme og Indtægter[24].

Om Begivenheder paa Grønland og Coloniens Handelsforbindelſe med Norge er der ej ſtort andet at berette, end hvad der ſtrax ovenfor er anført vedkommende Bjørn Einarsſøns Ophold der. Man kan heraf danne ſig en Foreſtilling om, med hvilken ſmaalig og ufornuftig Skinſyge Regjeringen og dens Ombudsmend vaagede over Kronens Enehandel med Indbyggerne. Det betragtedes, ſeer man, ſom en Forſeelſe endog kun at anløbe Landet med fri Vilje uden udtrykkelig Tilladelſe, og iſtedetfor at fornuftig Politik hellere ſkulde have tilraadet at lette Farten derhen, og opmuntre ſaa mange ſom muligt til at handle derpaa, ved at tilſtaa dem allehaande Lettelſer, ſøgte man tvertimod at udeſtænge ſaamange ſom muligt fra denne Sejlads og at vanſkeliggjøre Adgangen til Landet ved alle optænkelige Indſkrænkninger. Under ſaadanne Omſtændigheder maatte det være umuligt for den allerede i ſig ſelv ſvage Colonie at kunne beſtaa i Længden. Coloniſterne, der leed ſaa føleligt under Trykket, at de, ſom vi have ſeet, benyttede ſig af de rige Udlendingers Ankomſt til endog at tiltvinge ſig Afſetning paa ſine Varer, maatte alene længes efter at komme derfra; ikke nok med at de ideligt havde at kæmpe mod en ublid Natur, at de ofte i hele Aar vare afſkaarne fra den øvrige civiliſerede Verden, og at de nu dertil hvert Øieblik kunde vente ſig ødeleggende Angreb af Eſkimoerne, havde de ikke engang den Opmuntring at kunne gjøre ſig ſine møjſommelige Erhverv ſaa frugtbringende ſom muligt; det er endog at formode, at de til ſine Tider have lidt virkelig Mangel. Saaledes maa man antage, at Antallet af Coloniſterne aftog Aar for Aar, medens ogſaa Antallet af de Skibe, der beſøgte Colonien, Aar for Aar blev ringere, og ſnart endog Courſen derhen, kun kjendtes af nogle Faa. Et Beviis paa, hvor ringe og ſjelden den ſaa ſkinſygt bevogtede Samferſel med Norge var, have vi i den allerede ovenfor (S. 105) omtalte Omſtændighed, at Biſkop Alfs Død i Aaret 1378 ikke blev bekjendt i Norge førend paa ſjette Aar derefter, da det forhen omtalte Skib Olafsſuden, der i to Aar havde ligget faſt i Grønland, ankom til Norge[25]. Under ſaadanne Forhold er det mere at undres over, at Colonien endnu i over femti Aar vedblev at friſte etſlags Tilværelſe, end at man efter den Tid ikke hører mere til den. I den afdøde Alfs Sted indviedes, formodentlig i 1385[26], den forhen nævnte Broder Henrik til Biſkop i Grønland. Hvorfra han var, og hvorledes det gik til med hans Indvielſe, vides ikke; man hører intet om ham, førend vi finde ham paa Danehofet i Nyborg i Juli 1386 tilſammen med Erkebiſkop Magnus af Lund og Nikolas af Nidaros ſamt Biſkoperne, Jens af Ribe, Jakob af Viborg og Sven af Børglum. De udſtedte her i Forening ikke færre end aatte, maaſke flere, Indulgensbreve til forſkjellige Kirkers Ophjelpelſe, af hvilke Mariakirken i Oslo var een, og de øvrige danſke; Brevene ere daterede paa forſkjellige Dage fra 15de til 29de Juli; det for Mariakirken paa den 20de[27]. Formodentlig er Henrik, ſom det ſedvanligt ſkete i de Tider, bleven udnævnt ved pavelig Proviſion og indviet ved Curien. Hans Titel „Broder Henrik“ viſer, at han var Ordensgeiſtlig, og formodentlig har han ſaaledes været en af de mange paa denne Tid begunſtigede Predikebrødre, der fik Biſkopsſtole, ja maaſkee har han endog været Pønitentiarius efter Michael, der kom til Skaalholt. Han maa tillige være bleven begunſtiget med flere Bemyndigelſer, ej alene de ſedvanlige, ſom gjerne plejede at tildeles enhver Biſkop af Curien ved hans Proviſion, ſom f. Ex. til at dispenſere vordende Geiſtlige fra Mangel ved deres Fødſel, reconciliere vanhelligede Kirker, beſkikke Tabellioner o. ſ. v., men derhos ogſaa ſæregne, i Betragtning af at hans Biſkopsſtol laa ſaa fjernt fra den øvrige Verden, nemlig at udſtede Indulgenſer og give Abſolution for reſerverede Tilfælde, ſiden han kunde deeltage i Udſtedelſen af de nys omtalte Indulgensbreve, og ſiden han ſenere kunde meddele Vigfuus Floſesſøn Abſolution for den Excommunication, ſom ifølge efter det ham paalagte Skrift ſkulde ſøges i Rom. Men Henriks Udnævnelſe blev dog for ham kun etſlags Udnævnelſe in partibus, thi det lader ikke til, at han nogenſinde kom til Grønland. I 1388 var han nemlig, ſom vi ville ſee, endnu i Norge, maaſkee og i 1390 eller 1391, ſiden det udtrykkeligt angives, at Vigfuus Floſesſøn, der i 1391 kom tilbage til Island, under ſin Fraværelſe fra Øen havde ladet ſig abſolvere af ham, uden at gaa til Rom[28]. Siden den Tid hører man ikke mere om Henrik. Vel nævnes ikke hans Eftermand førend ved 1408, og Henrik kunde ſaaledes dog meget godt omſider være kommen til Grønland og død der, men ſandſynligt er det ej, at noget ſaadant er ſkeet, og man kan med temmelig Sikkerhed antage, at ingen af de aatte Biſkoper, der herefter udnævntes indtil Reformationen, nogenſinde ſatte ſin Fod i det fjerne Land, men at de kun lod Embedet beſtyre ved en Oficial. Saaledes blev Colonien alt mere og mere opgiven af dem, der ſkulde verje og foreſtaa den, og den gik med ſterke Skridt ſin Undergang imøde.

Færøerne ere gjennem hele det Tidsrum, vi her have for os, begravne, kan man ſige, i næſten fuldkommen Taushed. De omtales kun en eller anden ſjelden Gang i de islandſke Annaler, naar Skibe paa Farten til eller fra Island bleve drevne did af Storme, eller forliiſte der, eller Embedsmend og andre anſeede Perſoner af en eller anden Aarſag kom til at anløbe dem og opholde ſig der. Hvor lidet man endog veed Beſkeed om Biſkoperne paa Øerne, have vi idet foregaaende ſeet. Sysſelmand paa disſe Øer ſynes den forhen omtalte Greip Ivarsſøn, af den gamle Ænes-Slegt, at have været i en lang Rekke af Aar, maaſkee lige fra 1380 til 1400. De islandſke Annaler omtale ham udtrykkeligt ſom ſaadan i 1387, men allerede i 1383 ſynes han at have været i Embedet, da han i dette Aar med ſin Faders Samtykke pantſattte Erlend Philipsſøn, Fehirden i Bergen, to Gaarde paa Vors for tyve Hundreder Vaadmaal, ſom han var ham ſkyldig i Skibslejer, halft i Pakke-Vadmaal og halft i det ſaakaldte Havnevaad: Varer, der netop udgjorde nogle af de vigtigſte Udførſels-Artikler fra Færøerne og Island[29]. Siden erfare vi af de islandſke Annaler, ſaaledes ſom det ovenfor er berettet, at han i 1387 paa Kronens Vegne lagde Beſlag paa den voldſomme islandſke Magnat Gudmund Ormsſøns Gods, da denne under ſit Ophold paa Øerne var forſvunden paa en myſtiſk Maade. Den Formodning ligger nær, at det var Greip ſelv, ſom hemmeligen havde ladet ham „forſvinde“. Imidlertid var dette kun en Straf, ſom han ved ſine Misgjerninger havde forſkyldt. Siden den Tid høre vi intet om Greip Ivarsſøn, førend i 1399, da han d. 12te Mai 1399 opholdt ſig i Skien og kjøbte af ſin Frænde Gaute Eriksſøn et Skib, hvormed han vilde ſejle til Færøerne, for 200 Mk. og 24 Pakker færøiſkt Vaadmaal, hvilken Sum ſkulde betales i Bergen, ſaaſnart hans Gods kom fra Færøerne, og for hvilken han ſtillede til midlertidig Pant og Sikkerhed Gaardene Hatteberg i Kvinnhered ſaavelſom Hauſaa i Kinnſerviks Sogn i Hardanger; endvidere overlod han ham ſin Ret til Aga og Jaaſtad i Ullensvangs Sogn, alt ſit Gods i Færøerne, og alt hvad han kunde erhverve i Hjaltland, for det Tilfelde at han døde, førend hine Penge vare betalte[30]. Det maa antages, at Betalingen ej har fundet Sted, ſiden Hatteberg, og ſaaledes vel ogſaa de øvrige ovennævnte Gaarde, i 1412 var kommen i Gaute Eriksſøns Eje[31]. Paa den Tid var Greip, ſom imidlertid var bleven Ridder, død, og hans Syſter Huſtru Elin Ivarsdatter ſamtykkede i, at Gaute overdrog Hatteberg til ſin og hendes Frændkone Sigrid Gunnarsdatter Kane, gift med Svaale Jonsſøn Smør. Mere vides ikke paa lang Tid at berette om Færøerne, og man maa haabe, at den blotte Taushed idetmindſte vidner om, at ingen ſærdeles Ulykker have rammet dem, og at Indbyggerne i det Hele taget have været tilfreds, ihvorvel de, ſom Indbyggerne af de øvrige Skatlande, lede under Trykket af det ſtrenge og urimelige Kron-Monopol.

Paa Orknøerne var, ſom vi vide, Henrik St. Clair eller Sinclair i 1379 bleven indſat til Jarl, og Hjaltland var ligeledes lagt under hans Beſtyrelſe, efterat det lige ſiden Forliiget i Bergen 1195 mellem Kong Sverre og Harald Jarl havde været adſkilt fra Orknøerne. Hvorledes han ved ſin Udnævnelſe ſtillede trende Giſler, hvoriblandt ſin Frænde den urolige Maliſe Sperra, til Sikkerhed for Opfyldelſen af de Forpligtelſer, han havde indgaaet, og hvorledes de dog Aaret efter fik Tilladelſe til at vende tilbage til Skotland paa ſit Æres-Ord, for perſonligt at paadrive Opfyldelſen, er ovenfor berettet (S. 96). Det maa i denne Tid have ſeet uroligt ud paa Øerne. Biſkop Villjam, der allerede lenge havde ligget i Strid med Kronens Ombudsmend, indtog fremdeles en mod disſe fjendtlig Stilling, uagtet han i 1369 havde maattet indgaa hiint Forliig med Haakon Jonsſøn, hvorom der i det foregaaende er talt. Thi een af Forpligtelſerne i Jarlens Forſikringsbrev til Kongen var den, at han ikke uden Kongens Samtykke ſkulde indgaa noget Forbund med Biſkopen eller ſlutte noget Venſkab med ham, men derimod hjelpe Kongen imod ham, indtil denne havde ydet Kongen ſin Ret og gjort hvad der var hans Skyldighed i de Stykker, hvorfor Kongen anklagede ham. At denne Strid egentlig har været en Nationalſtrid mellem de indfødte Øboere af norſk Herkomſt, og de efterhaanden mere og mere indtrængende Skoter, der begunſtigedes af Biſkopen og vel overhoved af den højere Geiſtlighed, hvis Medlemmer ſamtlige ſynes at have været af ſkotſk Herkomſt, have vi i det foregaaende ſøgt at paaviſe[32]. Det er Skade, at vi ikke have nøjere Efterretninger om denne Strid, hvis hele Gang og Enkeltheder det vilde have været af den ſtørſte Interesſe at kjende. Den maa have været ført med den ſtørſte Heftighed, ſiden endog Biſkop Villjam ſelv miſtede Livet derved, og det endog, ſom det ſynes, ſaaledes at hans Modſtandere af Forbittrelſe mod ham og med velberaadt Hu lode ham drebe; Beretningen derom i de islandſke Annaler lyder nemlig ſaaledes, „at der i Orknøerne ſkete den harmelige Tildragelſe Aar 1382, at Biſkop Villjam blev drebt“, eller, „at Biſkop Viljam blev drebt ved en harmelig Død“[33]. Et ſaadant Drab ſynes ſnarere at maatte være ſkeet i et ſtort Folke-Opløb, end i en Fejde mellem Jarlen og Biſkopen alene. Det er lidet ſandſynligt, at Jarlen, der ſelv var ſkotſk af Fødſel, ſkulde have omfattet de norſkfødte Øboeres Interesſer med ſaadan Heftighed lige overfor Biſkopen og ſine øvrige Landsmend, at han endog vovede det farlige Skridt at lade Biſkopen drebe, hvor tro og loyal han end ſynes at have været mod den norſke Krone, og hvor ſtor Voldſomhed der end plejedes at øves i Fejder mellem ſkotſke Magnater baade da og ſildigere. Heller ikke er der nogen Efterretning om, eller endog mindſte Tegn til, at Henrik Jarl blev excommuniceret, hvilket upaatvivleligt vilde være blevet hans Lod, hvis Biſkopens“Drab havde været tilregnet ham. Men deſto mere er det at beklage, at vi ikke kjende de nærmere Omſtændigheder ved denne merkelige Sag. Uſandſynligt er det ej, at der har foregaaet Voldsſcener af ſamme Slags, ſom de, der ſkete fyrretyve Aar ſenere, og ſom vi paa ſit Sted komme til at omtale, at halvvilde Højlendere, ligeſom.baade da og ſidenefter, havde herjet hiſt og her paa Øerne, og at overhoved andre Prætendenter paa Jarldømmet, begunſtigede af Biſkopen, have foruroliget Indbyggerne. Viſt er det iallefald, at Uroligheder maa have været øvede af den løsſlupne Maliſe Sperra, trods hans Æresord om at vende tilbage til Norge inden faa Maaneders Friſt. Han tilegnede ſig nemlig, der ſiges ikke af hvad Grund, det Gods, ſom Fru Herdiis Thorvaldsdatter havde ejet paa Hjaltland, og hvortil Hr. Jon Hafthorsſøn og Hr. Sigurd Hafthorsſøn ſaavelſom deres Sønner vare de lovlige Arvinger, ja ſom de endog havde beſiddet, ſaavidt man kan ſee, uanfegtet efter hendes Død, lige indtil Maliſe tiltog ſig Ret derover og indſatte ſine Ombudsmend i Ejendommene uden nogen Dom eller Bemyndigelſe: hvilke Tiltag neppe kunne have fundet Sted uden Voldſomheder, thi de forudſette, at Maliſe førſt maa have fordrevet Hafthorsſønnernes Ombudsmend. Da disſe Uroligheder forefaldt noget før 1386, altſaa paa det nærmeſte ſamtidigt med Biſkopens Drab, maa man formode, at begge Dele ſtod i den nøjeſte Sammenhæng, ſaaledes at Maliſe og Biſkopen havde gjort fælles Sag med hinanden mod Jarlen og Hafthorsſønnernes Tilhængere. Vi have ſeet, at Biſkopen i ſin Tid ſtod fjendtligt lige overfor Haakon Jonsſøn, der naturligviis repræſenterede Hafthorsſønnerne, medens Jarlen derimod ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med Haakon Jonsſøn, fik Penge laant af ham ved ſin Udnævnelſe i 1379, og fremdeles i 1389[34], ſom det i det følgende vil blive nærmere omtalt. Saaledes ſynes Partiernes Stilling paa Øerne at være temmelig nøje betegnet. Paa den ene Side Biſkopen og Skoterne tilligemed Maliſe Sperra og maaſkee flere ſkotſke Prætendenter, paa den anden Jarlen, de indfødte Øboere, Hafthorsſønnernes Tilhængere og de øvrige kongeligt ſindede. Der blev indgivet Klage, formodentlig af Hafthorsſønnerne ſelv, over Maliſe Sperras Fremferd, og Sagen blev paadømt af Drottſeten og en Deel af Raadet, ſom i October 1386 vare forſamlede i Bergen. Dommen lød ſaaledes, at da Maliſe havde taget Godſet uden Lov og Dom, og uden at Hafthorsſønnerne eller deres Børn vare tilkaldte eller adſpurte, ſkulde ſamme Gods fremdeles tilhøre disſe, indtil det paa lovlig Vej blev dem fravundet, og befalede Drottſeten herved alle deres Landbønder, der ſad paa hine Ejendomme, herefter ikke at betale Landſkyld deraf til andre end dem ſelv eller deres Ombudsmend[35]. Om Maliſe holdt ſig denne Dom efterrettelig, erfares ikke, men at det dog paa en eller anden Viis maa være kommet til et Forliig mellem ham og Jarlen ſaavelſom Norges Regjering, kunne vi ſlutte deraf, at han i 1389 var Medlem af Raadet og tilligemed Jarlen tilſtede i Norge paa det ſtørre Raadsmøde, hvorved Erik af Pommerns Arveret til Norges Trone bekræftedes[36], ſaaledes ſom det i det følgende vil blive viiſt. Da var Maliſe endog bleven Ridder[37]; men da der ingen Ridder-Udnævnelſe havde fundet Sted i Norge ſiden Kong Haakons Død, maa det være Kongen af Skotland, ſom havde givet ham denne Titel: en Beſtyrkelſe mere paa, at han optraadte i Øerne ſom ſkotſk Adelsmand og ſom Forfegter af Skoternes Interesſer. Det er meget muligt, at han havde tiltvunget ſig et Forliig, gunſtigere end han egentligt fortjente, ved at tage Jarlen til Fange, hvilket ifølge de islandſke Annaler virkelig lykkedes ham, ſkjønt det ej angives naar, og det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at et nyt Laan af 140 Pund ſkotſk Sterling, ſom Jarlen fik af Haakon Jonsſøn under ſit Ophold ved Raadsmødet om Sommeren 1389, blev optaget for at ſkaffe tilveje en Deel af den Løſeſum, ſom han efter de Tiders Skik upaatvivleligen maa have forpligtet ſig til at betale. Men efter Tilbagekomſten til Øerne hevnede han ſig, overfaldt Maliſe Sperra paa Hjaltland og drebte ham, dog kun, ſaavidt man kan ſkjønne, efter et haardnakket Forſvar, thi der fortælles, at der foruden Maliſe faldt ſyv af dennes Mend, medens kun en Sven undkom paa en Sexæring og ſlap over til Norge[38]. Ifølge et Sagn paa Hjaltland ſkal denne Kamp have det Sted paa Vejen mellem Scalloway og det nærliggende Thingvold, og en der opreiſt høj Steen være et Mindesmerke om Tildragelſen[39]. Dette er i ſig ſelv nok ſaa ſandſynligt, da Thingvold og dets Havn Scalloway i den Tid var de vigtigſte Punkter paa Øen, og Maliſe Sperra rimeligviis endog havde ſit Tilhold i Scalloway, ligeſom flere af de ſenere Jarler. Tiden, da Drabet ſkete, angives forſkjelligt, til 1388, til 1389 og til 1391. Det førſte Aarstal er naturligviis urigtigt, da Maliſe, ſom vi have ſeet, levede endnu i 1389; men derimod er det meget ſandſynligt, at Overfaldet har fundet Sted om Høſten 1389, maaſkee netop ſom Maliſe og Jarlen vare komne tilbage fra Mødet. Saa ſildigt ſom i 1391 kan det neppe have været, thi allerede den 23de April 1391 overdrog Jarlen ſin Broder David ſine Godſer Newburgh og Auchdale i Skotland for hans tro Tjeneſter og ſom Erſtatning for den mødrene Arv, der maatte tilkomme ham i Øerne[40]; og denne Overdragelſe viſer, at Jarlen nu anſaa ſig at være i ſikker Beſiddelſe af ſit Arvegods i Øerne, ligeſom ogſaa de Tjeneſter, Broderen kan have viſt ham, neppe have beſtaaet i andet, end at han har hjulpet ham med at overvinde Maliſe Sperra. Siden den Tid ſynes Jarlen at have herſket i Fred og Ro. Erngiſl Sunesſøn førte vel endnu ſtundom Jarletitlen, men ſynes forlengſt at have opgivet alle Fordringer paa Øerne eller nogenſomhelſt Deel deraf. Som Biſkop efter Villjam nævnes en vis Henrik[41], om hvem intet forreſten vides. Han forekommer allerførſt i et Brev af 1394, udſtedt paa et Møde i Helſingborg, hvor flere norſke, ſvenſke og danſke Biſkoper vare forſamlede; men han var død inden Sommeren 1397, thi da var hans Eftermand Jon allerede i Beſiddelſe af Biſkopsſtolen.

  1. Dipl. N. III. 465. Brevet er udſtedt af Preſten til Eyge og Vinreid ſamt fem andre Mend, altſaa ikke af alle de tilkaldte Mend, der tilſammen i det mindſte maatte gjøre et lige Tal. Men der ſiges udtrykkeligt, at ogſaa mange andre vare tilſtede. Regnſkabet er ej uden Interesſe, ſkjønt man ej deraf kan ſee den hele Sum, ſom Jon havde oppebaaret. Der nævnes kun hvilke forſkjellige Afgiftspoſter hver enkelt Udreder havde ydet, (To-Thveiters-Tolden til Indholter, Thveitestolden til Fremreide, Mælestolden til Sejls-Udbedring) ſamt enkelte ſærſkilte Summer, 28 Lauper af Serk paa Sand og Eſtein paa Vinreid, ſom de var Almuen ſkyldige, og tolv Lauper af Indbyggerne paa Møer i Skibsleje, da de foor øſtenfra; altſaa havde de lejet Skibet, ſom man ſeer, uviſt til hvad Tog. Efter nøjagtig Granſkning af Regnſkabet Skibrede for Skibrede efter Mandtallet viiſte det ſig, at Jon Holmsſøn havde udlagt 66 Lauper mere, end han havde modtaget, men „da han vilde ſee vel for ſin Eed“, ſlog han af 16 Lauper; derpaa aflagde han Lyriter-Eed, at han havde gjort rigtigt Regnſkab for Afgiften, dog Udfareledingen heri ej iberegnet. Heraf ſees det, at Afgiften var overordentlig.
  2. Dipl. N. I. 670.
  3. Isl. Annaler, Udg. S. 334.
  4. Sammeſteds, S. 332.
  5. Sammeſteds, S. 346., jvfr. Safn til Sögn Íslands II. S. 72.
  6. Isl. Annaler, Udg. S. 328.
  7. Sammeſteds, ved 1382, S. 334.
  8. Sammeſteds, ved 1381 og 1382, S. 332, 334.
  9. Sammeſteds, S. 338, 340, ved 1385, 1386, 1387, 1388.
  10. Sammeſteds, ved 1389 og 1390, S. 342, 346.
  11. Sammeſteds, ved 1384, 1385, 1391, S. 336, 338, 350.
  12. Sammeſteds, S. 332.
  13. Sammeſteds, S. 334, jvfr. Grønlands hiſt. Mindesmerker, III. S. 34, 61.
  14. Isl. Annaler, Udg. S. 334.
  15. Isl. Annaler, Udg. S. 336, Brev af 17de Mai 1389 i „Grønlands hiſtor. Mindesmerker“ III. S. 139. Vel ere Perſonerne, ſom anklagedes for ulovlig Handel med Grønlendingerne, ikke nævnte ved Navn i Brevet, men ved Sammenhold med Annalernes Beretning ſeer man dog tydeligt, at det netop er Bjørn Einarsſøn og hans Medreiſende, ſom menes; det er ogſaa ſaaledes antaget og paaviiſt i „Grønl. hiſt. M.“ l. c. S. 138.
  16. Slegtregiſtret findes i Folio-Udgaven af Snorre Sturlasſøn, I. XLVIII ſaaledes: Einar — Vilborg — Erik — Einar.
  17. Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie, II. S. 130. Vidisſen er dateret den 10de April, og Einar kaldes udtrykkeligt „góðdrar minningar“, altſaa var han da død 29de Marts forud, og Aaret 1382, hvilket Hole-Annalerne angiver ſom hans Dødsaar, bliver det rigtige.
  18. See herom Grenlands hiſt. Mindesmerker, I. S. 110. Det er forreſten viſtnok en Feiltagelſe, naar det her heder, at han ikke førend paa ſin ſidſte Reiſe kom til Grønland og anløb de fabelagtige Gunnbjørnsſker, thi de isl. Annaler henføre udtrykkeligt hans Ophold paa Grønland til 1384—1386, hvad der ogſaa beſtyrkes af nysanførte Brev, og hans Jorſaleferd derimod til 1406. At han, ſom det i et Uddrag om hans Reiſe (l. c. S. 119) heder, under ſit ufrivillige Ophold i Grenland havde Sysſel i Eriksfjorden efter Grønlendingernes egen Beſlutning, er lidet ſandſynligt; hiint Brev taler jo netop om den kongelige Ombudsmand, der ikke engang vilde betro ham de til Kronen beſtemte Varer.
  19. Flatøbogen udgives nu i Trykken af Prof. Unger i Chriſtiania og vil om et Aars Tid være ferdig. I Begyndelſen (Udg. I. S. 28), hvor Kongerekken anføres, ſtaar der udtrykkeligt, at Kong Olaf var Konge, da denne Bog blev begyndt at ſkrives 1387, ligeledes omtales hans Død eller Forſvinden, og Margretes Udnævnelſe til Rigsſtyrerinde; da nu Annalerne, der ſlutte Verket, ophøre med 1394, have vi ſaaledes Tiden, i hvilken Afſkrivningen fandt Sted.
  20. S. ovenf. S. 138.
  21. Isl. Annaler, Udg. S. 336.
  22. Sammeſteds, S. 340, 342. Disſe Begivenheder henføres ſom ſedvanligt i de forſkjellige Haandſkrifter til forſkjellige Aar, ſaaledes har Flatø-Annalerne Michaels Bortreiſe fra Island ved 1389, Hole-Annalerne ved 1388, og Lagmands-Annalerne ved 1387; men da de tvende ſidſte ſette den ſamtidigt med Bjørn Einarsſøns Reiſe til Norge, der ifølge Brevet af 1389 ſkete i 1388, bliver altſaa dette Aar det rette.
  23. Isl. Annaler, Udg. S. 344, 348, de tre nysnævnte Annalhaandſkrifter have ogſaa hver forſkjellige Aar; da man imidlertid kan ſee ſaameget, at Arne Gunnlaugsſøn døde Aaret efter ſin Udnævnelſe til Official, og at den nye Official kom til Island i det paafølgende Aar, have vi ſaaledes Aarene 1389 og 1390 beſtemte, og Flatø-Annalerne fejle, naar de flytte Begivenheden et Aar længer frem.
  24. See Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie II. S. 205.
  25. Der ſtaar vel ikke udtrykkeligt i Annalerne (S. 334), at det var Olafsſuden, der bragte Efterretningen til Norge, men det er dog at tage og føle paa, at det er den, ſom menes.
  26. De isl. Annaler, Udg. S. 344, jvfr. Grl. hiſt. Mindesm. III. S. 34, vakle mellem 1385, 1386, 1387 og 1389; men da vi af Indulgensbrevene fra Nyborg i Juli 1386 ſee at han allerede da havde faaet Embedet og Indvielſen, bliver det ſandſynligſt, at 1385 er det rette Aar. Længere Tid kan man heller ikke godt antage hengaaet efter Budſkabet om Biſkop Alfs Død, der i 1383 naaede Norge, og Curien formodentlig ej ſenere end 1384, inden en ny Biſkop udnævntes.
  27. See Grønlands hiſt. Mindesmerker l. c., Dipl, N. IV. 530. Aarstallet er her borte, men de øvrige Breve oplyſe nokſom, at det kun kan være 1386.
  28. Henrik nævnes blandt de Prælater, der i Februar 1388 vare forſamlede i Oslo og overdrog Rigsſtyrelſen til Margrete. Det er meget muligt, at Vigfuus Floſesſøns Abſolution foregik paa ſamme Tid, thi af den Omſtændighed, at han ferſk kom til Island 1390 eller 1391, følger juſt ikke, at han blev abſolveret umiddelbart forud.
  29. Dipl. N. III. 451.
  30. Dipl. N. II. 559.
  31. Brev af 11te Juni 1412, Dipl. N. VI.
  32. See foregaaende Bind, S. 915.
  33. Isl. Annaler, Udg. S. 336. Aaret angives forſkjelligt, 1383 af Flatø-Annalerne,1382 af Skaalholt-Annalerne, og 138l af Lagmands-Annalerne; men da det udtrykkeligt tilføjes, at Drabet ſkete ſamme Aar, ſom Einar Eriksſøn i Vatnsfjorden omkom, og dette, ſom ovenfor viiſt, med Sikkerhed kan godtgjøres at være ſkeet i 1382, bliver ſaaledes dette Aar det rette.
  34. Dipl. N. II. 515. Af det eldre Gjeldsbrev af 1379 findes tvende bekræftede Gjenparter udſtedte, en i 1380, en anden i 1383 (Dipl. N. I. 465. III. 455), altſaa var vel Gjelden endnu ikke betalt i ſidſtnævnte Aar.
  35. Dipl. N. I. 501. Dommen afſagdes den 8de October 1386, og ſamme Dag udſtedte Jon, Chorsbroder ved Apoſtelkirken og Lagmanden Arnulf Gunnarsſøn den bekræftede Gjenpart deraf, efter hvilken Brevet er aftrykt.
  36. Paludan-Müller, Observationes criticæ etc. S. 108.
  37. Han kaldes ſaaledes udtrykkeligt i nysnævnte Brev af 1389, ligeledes kaldes han Hr. Maliſe Sperra i de islandſke Annaler, hvor hans Drab berettes. Ved Brevet af 1389 hænger endnu hans Segl, foreſtillende et Skjold med to Sparrer, den ene over den anden. Hans Slegtſkab med de ſvenſke Sparrer maa vel derved anſees beſtyrket; men da han, ſom man tydeligt kan ſee, var fed i Skotland og havde levet ſin meſte Tid der, er det ej at undres over, at han kun optreder ſom Skotte.
  38. Isl. Annaler, Udg. S. 342. Der ſiges her udtrykkeligt, at han forud havde fanget Jarlen, og da Drabet, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees, maa have fundet Sted om Høſten 1389, ligger altſaa Jarlens Fangenſkab forud for Beſøget i Norge 1389, hvilket og i ſig ſelv er det rimeligſte.
  39. See herom Hibbert, descr. of Shetland S. 268 og 458, ſaavelſom N. Samll. VI. 491, hvor ogſaa de forvirrede Sagn ere anførte, ſom Hibbert ved ſit førſte Beſøg paa Stedet hørte angive om Aarſagen til hiint Steen-Mindesmerkes Oprettelſe.
  40. Dipl. N. II. 525.
  41. Pontoppidan ann. ecc. II. 243. Suhm, XIV. S. 332.