Det norske Folks Historie/8/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid havde Kong Olaf mod Udgangen af 1385 fyldt ſit femtende Aar. Tiden var ſaaledes kommen, da han kunde erklæres myndig, idetmindſte for Norges Vedkommende. Men hvorvidt en ſaadan Act har fundet Sted, er af de forhaandenværende Brevſkaber og ſparſomme hiſtoriſke Efterretninger umuligt at udfinde med Sikkerhed. At Dronningen neppe kan have haft noget derimod, maa man antage, fornemmelig af den Grund, at hendes Magt over Sønnen viſtnok ligefuldt vilde vedblive uforandret, ja at hun ſiden endog vilde kunne herſke endnu mere uhindret i hans Navn, end forhen ſom hans Formynderſke med Raadet ved ſin Side. Dog er der ingen Spor af, at Olaf om. Sommeren 1386 — thi da maatte vel nærmeſt Myndighedserklæringen have fundet Sted — har været i Norge. Der findes et Varnadarbrev, udſtedt i hans Navn fra Oslo den 15de April 1386 for en Eivind paa Ottarſjø i Jemteland med Huſtru og Børn, og hvorved Kongsgaarden Ottarſjø overdroges ham og hans Børn paa Livstid mod ſedvanlig Afgift og Tjeneſte ſom andre Kongens Thegner[1]. Men dette Brev er indſeglet af Cantſleren paa ſamme Maade ſom hiint af Cantſleren i Kongens Fravær beſeglede Bekræftelſesbrev af 22de Auguſt 1384; der nævnes ikke et Ord om, at Kongen var tilſtede, og forſaavidt beviſer dette Brev ikke ſtort. Overhoved vilde vel de fleſte ſaadanne Kongebreve, om vi havde dem fuldſtændigt, beviſe lidet eller intet, ſiden allerede de, der udferdigedes under hans Mindreaarighed i Dronningens Nærværelſe, ſtedſe udſtedtes i hans Navn, uden at enten Dronningen, Drottſeten eller Cantſleren nævnes, medens omvendt de Breve, der i hans Fraværelſe udſtedtes af Drottſeten eller Cantſleren, ſelv om han var erklæret myndig, dog ikke kunde være affattet paa anden Maade end de tidligere; der er ſaaledes ingen Anledning til at antage, at hans Myndighedserklæring vilde gjøre nogen væſentlig Forandring i Brevenes Affattelſesmaade. Imidlertid kan det viſtnok ikke betvivles, at en ſaadan Myndigheds-Erklæring var uundgaaelig, idetmindſte for Norges Vedkommende, thi Folket var nu engang vant til at ſee en Konge føre Regjeringen, om end kun af Navn, naar en ſaadan fandtes, og han havde den lovlige Alder. Desuden have vi ſeet, at alle Fornyelſer af Privilegier, Friheder o. a. desl., der hidtil vare udſtedte i Kong Olafs Navn, ja endog flere Lovbeſtemmelſer, ſom den om Islandsfarernes Sekkegjeld, udtrykkeligt erklæredes kun at være midlertidigt gjeldende, indtil Kongen opnaaede „ſine lovlige Aar“: de vilde ſaaledes ligefrem blive ugyldige ved Kongens femtende Fødſelsdag, hvis han ikke da, eller ſnareſt muligt derefter, erklæredes myndig for at kunne fornye dem: en Act, hvortil kun han eller den, hvem han overdrog ſin Fuldmagt, var berettiget. Og denne Omſtændighed gjør, at det nysomtalte Varnadarbrev af 15de April 1386, ſkjønt kun udferdiget af Cantſleren, dog bliver af nogen Vigtighed med Henſyn til Spørsmaalet, om Kong Olaf erklæredes myndig eller ikke. Det indeholder nemlig ikke hiin Clauſul om at ſkulle gjelde indtil Kongens Myndighedsaar, ſom det dog, lige ſaavel ſom andre Varnadarbreve, upaatvivleligt maatte have indeholdt, hvis Kongen endnu betragtedes ſom umyndig; og der maa ſaaledes dog ved Kong Olafs Indtrædelſe i hans 16de Aar være foregaaet noget ſaadant ſom en foreløbig Myndigheds-Erklæring, maaſkee ledſaget af en lignende foreløbig Fornyelſe af alle hine midlertidigt udſtedte Forordninger og Frihedsbreve. En ſaadan Erklæring kan være ſkeet ved en ſimpel Bekjendtgjørelſe i Kongens Navn under Drottſetens og Cantſlerens Beſegling, medens den højtidelige Myndigheds-Erklæring og Tilbageleverelſen af Storſeglene maatte udſettes, indtil Kongen ſelv kunde komme til Norge og ſamles med Raadet.

Denne Act havde Dronning Margrete altſaa formodentlig i Sinde at lade foretage om Høſten 1386, ſiden hun paa Hanſedagen i Lübeck den 13de Juli erklærede ikke at kunne føje Stæderne i at beramme det næſte Møde i Vordingborg med deres Deputerede ſenere end til den 15de Septbr., paa Grund af ſtore og vigtige Erender i Norge. Disſe uopſettelige Erender ſynes fornemmelig at maatte have været en Myndigheds-Erklæring og hvad dermed ſtod i Forbindelſe. Men da hun tillige bebudede, at hun ventede begge Rigers Raad, Norges ſaavelſom Danmarks, til dette Møde, er det ogſaa muligt, at hendes Henſigt har været førſt at lade Myndigheds-Erklæringen ſkee i Danmark, under eet for begge Riger, og derpaa at drage til Norge med den unge Konge, for at anordne, hvad der maatte ſtaa i Forbindelſe med denne Act. Paa en ſaadan foreſtaaende Myndigheds-Erklæring, det være ſig nu for begge Riger, eller for Norge alene, henpeger ogſaa hendes Yttring til Stæderne paa det ſamme Møde i Lübeck, „at Kong Olaf nu ej lenger vilde ſidde for Stædernes Maning“, og „at hun med Beſtemthed vilde vide, om Stæderne vilde forlige ſig med ham i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af ham“. Thi det fuldſtændige Opgjør, hvorom hun paa Sønnens Vegne fremſatte et ſaa beſtemt Ønſke, ſynes nærmeſt at ſtaa i Forbindelſe med Kongens foreſtaaende Optreden ſom ſelvſtændig Regent, idetmindſte af Navn, ved hvilken han heel rimeligt maatte ønſke at faa det indviklede Forhold bragt paa det Rene, ſaa at han herefter ikke mere behøvede at plages dermed; og ved de Fordele, ſom Stæderne ſkulde kunne have af Kongen, kan hun ej have forſtaaet andet end den Bekræftelſe af deres Privilegier, ſom de ſaa lenge forgjeves havde ventet paa, og ſom nu allerbedſt og med ſtørſt Gyldighed kunde meddeles dem af Kong Olaf ſelv i Egenſkab af Norges fuldmyndige Konge.

Dette Anliggende var det vel ſaaledes iſær, der paakaldte Dronning Margretes Nærværelſe i Norge, og for hvis Skyld hun, ſom det lader til, gjerne endog var draget tidligere paa Aaret herop, hvis ikke de vigtige Forhandlinger med Greverne af Holſten, og ſiden med Hanſeſtæderne ſamt maaſkee med Kong Albrecht havde holdt hende tilbage i Danmark. Men ſaavidt man kan ſee, blev der intet af, at de norſke Raadsherrer indfandt ſig ved Mødet i Vordingborg, ſaaledes ſom Dronningen havde bebudet. Der er intet.Spor af deres Nærværelſe, tvertimod kan man endog beviſe, at de fornemſte Raadsherrer ej vare tilſtede der, men meget langt borte. Thi Mødet ſluttedes ikke førend efter den 29de September[2], hvad enten nu Forhandlingerne vare langvarige eller, trods Dronningens foregivne Haſtverk, begyndte ſenere end aftalt, og derimod .var Norges Drottſete Hr. Agmund Finnsſøn, der mindſt af alle kunde have manglet ved et ſaadant Møde, den 8de October i Bergen tilligemed flere andre Raadsherrer og afſagde da hiin føromtalte Dom i Sagen mellem Maliſe Sperra og Hafthorsſønnerne. At Hr. Agmund og maaſkee flere Raadsherrer med ham ſkulde have været ved September Maaneds .Udgang i Vordingborg og allerede den 8de October næſtefter kunde være i god Ro i Bergen og der afſige en vigtig Dom, hvortil viſt flere Dages Forberedelſe udfordredes, maa vel betragtes ſom en Umulighed.

Af alt dette ſynes man ſaaledes at maatte ſlutte, at Dronningens og Kong Olafs paatænkte Reiſe til Norge fremdeles udhaledes, indtil det blev for ſildigt at tænke derpaa i dette Aar. Imidlertid var der dog indtruffet en Begivenhed, der ſynes at maatte have gjort det dobbelt magtpaaliggende for Dronningen perſonligt at gjeſte Norge. Erkebiſkop Nikolas Ruſer var nemlig død — Tiden kjendes ikke nøje, men det maa vel have været i September, October eller November[3] — og det maatte ſaaledes være ønſkeligt for hende nu at kunne være tilſtede i Landet for des bedre at kunne indvirke paa Valget af hans Eftermand. Naar der alligevel ikke blev noget af Reiſen, maa Aarſagen formodentlig ſøges i langt vigtigere Anliggender, der paa denne Tid krævede hendes Nærværelſe i Skaane. Der er nemlig, ſom forud antydet, al Anledning til at tro, at Kong Albrecht ved Sammenkomſten med Margrete i Lübeck om Sommeren 1386 ved Stædernes og de øvrige forſamlede Fyrſters indſtændige Megling[4] er bleven bevæget til at gaa ind paa en Stilſtand eller en Overeenskomſt, hvorved han forbandt ſig til at rømme de Hereder og Slotte idet øſtlige og ſydøſtlige Skaane, ſom han eller rettere hans tydſke Lehnsherrer endnu havde inde (Gøinge, Gerde, Jereſtads og ſandſynligviis Herveſtads-Hereder), ſaaſnart han kunde faa udløſt Panthaverne, og at Margrete har begivet ſig til Skaane for at ordne dette Anliggende og paaſkynde Rømningen. Det er endog ikke uſandſynligt, at hun eller hendes Venner underhaanden kunne have haft nogen Deel i en Bonde-Opſtand, der juſt nu raſede i hine Hereder. Det berettes nemlig, at Kongens Foged paa Bjerghuusholm (i Herveſtadshered ved Yſtad), ved Navn Büdelsbach — formodentlig Geward Büdelsbach, der ſtod i nøje Forbindelſe med Snakenborgerne og Vicke v. Vitzen i Kalmar — anrettede ved Faſtelavnstider (17de Febr.) 1387 et ſtort Nederlag paa Bønderne ved Aaſum Kirke i Gerde-Hered, og at „den tydſke Tyran Snakenborg“, (formodentlig Heyne Snakenborg) fra Sjøtorp Slot ved Yſtad tilføjede dem et lignende Nederlag; og begge disſe Mend ſtod visſelig endnu i Kong Albrechts Tjeneſte[5]. Nu er det viſtnok ſaa, at deres Regimente vel under alle Omſtændigheder var haardt nok til at bringe Bønderne til Fortvivlelſe; men at Opſtanden juſt nu udbrød, ſynes dog at maatte have en nærmere Foranledning, og man har ſaaledes al Grund til at antage, at om den end ikke ligefrem ſkete efter hendes Tilſtelning, og om Bønderne endog kun, ligeſom Jyderne i 1340, have grebet til Vaaben for at fremſkynde det længſelfuldt imødeſeede Øjeblik, da de kunde blive de fremmede Herrer kvit, ſaa ſkete dette dog i hendes Interesſe. I alle Fald havde hun den ſtørſte Opfordring til at forblive i Skaane indtil Videre, for paa nærmeſte Hold at varetage ſin Tarv og ſaavidt muligt at hjelpe ſine Venner. Og om end Bønderne kom uheldigt derfra, ſaa lader det dog til, at Margrete opnaaede ſit Ønſke, at faa hele Skaane ſamlet rinder ſit Herredømme, idet nemlig de fremmede Herrer maa have fundet det ſaa vanſkeligt at holde ſig der, at de deels have ladet ſin affinde med en ubetydelig Løsningsſum, eller deels endog ligefrem underkaſtet ſig hende. Idetmindſte ſee vi een af Albrechts forrige Mend og Tjenere, der i ſin Tid var nær forbunden med Raven Barnekow og andre mecklenburgſke Høvdinger, Hr. Henrik Parow, fra nu af at optræde ſom danſk Adelsmand og Dronningens ivrige Tilhænger, ſaa at der viſtnok er al Sandſynlighed for, at han netop ved denne Lejlighed er vunden af hende, og at han har haft en Forlening i det øſtlige Skaane, der ſaaledes er kommen tilbage under den danſke Krone[6]. Og ſaavidt man kan ſee, findes der ikke Tegn til, at et eneſte af Skaanes Hereder efter denne Tid ſtod under Mecklenburgernes Højhed. Altſaa er der den ſtørſte Sandſynlighed for, at Skaanes fuldkomne Underkaſtelſe under Margrete og Olaf netop ſkriver ſig fra dette hendes Ophold der[7]. Vi finde hende i Skaane kort før Juul 1386[8], og ligeſaa baade hende og hendes Søn ogſaa i det følgende Aar[9]. Skade, at der ikke ſkal findes nærmere Oplysninger om disſe for alle tre Rigers fremtidige Skjebne ſaa yderſt vigtige Forhandlinger.

Denne Dronningens Fraværelſe fra Norge hindrede dog ikke Erkebiſkopsvalget fra at udfalde efter hendes Ønſke, thi Nikolas Ruſers Eftermand blev hendes paalidelige Ven Provſt Vinalde, Magiſter Capellarum. Det er endog høiſt rimeligt, at han ſlet ikke blev valgt, men at Dronningen ſtrax efter Erkebiſkop Nikolas’s Død ſkikkede Bud efter ham og ſendte ham til Paven med ſin Anbefaling for at faa ham udnævnt ved Proviſion. Det ſamme havde hun viſtnok tidligere gjort med hans Formand Nikolas Ruſer, og maaſkee med flere; det kan desuden anſees ſom ganſke viſt, at Paven, ſaaledes ſom det dengang var Skik og Brug med alle Biſkopsſtole, allerede ved Nikolas’s Udnævnelſe havde reſerveret Erkeſtolens næſte Beſettelſe for den pavelige Proviſion, ſaa at Vinalde, om han endog var lovligt valgt af Capitlet, alligevel vilde have maattet finde ſig i at ſee dette Valg casſeret, og i dets Sted at modtage Udnævnelſen proviſionsviis. Vi finde ham atter i Danmark i de førſte Dage af Auguſt i det følgende Aar[10], og da var han neppe umiddelbart kommen tilbage fra Rom. Vi ville ſee, at han her optraadte ſom en af Dronningens fornemſte Tilhængere; men hvad det er paafaldende er, at han ogſaa optræder ſom danſk Prælat eller Lehnsherre — hvilken af Delene det nu har været, dog ſnarere det førſte. Det maa altſaa antages, og kan næſten anſees ſom viſt, at han ved Margretes Indflydelſe har faaet en eller flere Præbender i Danmark, hvad enten nu dette er ſkeet tidligere, eller at Pave Urban VI. overdrog ham dem ved Indvielſen. Dette maa nu være ſom det vil, viſt er det, at Margrete maa have forſtaaet at vinde denne megtige, og ſom det ogſaa lader, ſærdeles forſtandige og forretningsdygtige Mand fuldkommen for ſine Interesſer og knytte ham til ſig med varig Hengivenhed. Som hans Eftermand i Provſte- og Magiſter-Capellarum-Embedet nævnes Hr. Arnbjørn Sunnulfsſøn, men rigtignok ikke førend ved 1400[11], ſaa at man ikke med fuldkommen Vished kan vide, om han fulgte umiddelbart efter ham, eller om der var nogen imellem.

Aaret før Nikolas Ruſer, eller 1385, var ogſaa Biſkop Jon af Oslo afgaaet ved Døden. Det er allerede ovenfor nævnt[12], at han tidligere havde været Preſt til Gerpen og ſandſynligviis ogſaa hørte hjemme paa den Kant, ſiden han i ſit Teſtamente fortrinsviis ſynes at have betænkt Gerpens Kirke, ſaavelſom det nærliggende Gimsø Kloſter og det ſaakaldte Michels-Berg, en Hule i Klippeſiden paa den øſtlige Bred af Nornſjø (nu Norſjø), der betragtedes ſom et helligt Sted og havde et Alter, hvorpaa der af og til holdtes Mesſe, og hvor der offredes Gaver[13]. Til Gerpen ſkjenkede Jon alle Kvernerne ved nedre Forsheim hvor det nuværende Fosſeims Jernverk er beliggende, og hvilke ſaaledes maae have været hans Ejendom. Det er ligeledes omtalt, at Jon maaſkee ganſke kort Tid før ſin Død, da han allerede maa have følt ſig meget ſvag, overdrog Biſkopsforretningerne til en Coadjutor og Official, der ikke nævnes ved Navn, men ſom dog umuligt kan have været nogen anden end hans Eftermand Eyſtein Aslaksſøn[14]. Denne Coadjutor og Official har ſaaledes udſtedt Breve baade af 23de Auguſt og 19de September 1385. Men ved den ſidſtnævnte Tid maa dog vel Jon være død, thi af hans Liigſteen, der for ikke lang Tid ſiden endnu var nogenledes i Behold, ſees det, at han døde eller blev begraven i September 1385[15]. Forholder det ſig ſaaledes — hvad man neppe kan betvivle — at Eyſtein var hiin Coadjutor, da maa man ogſaa antage, at han af Capitlet er formeligt bleven valgt til Jons Efterfølger, ja man kunde af Titlen Coadjutor endog friſtes til at antage, at Jon før ſin Død havde ladet ham meddele biſkopelig Indvielſe. Men under alle Omſtændigheder maa han efter den paa de Tider herſkende Misbrug, der nu var bleven en næſten ufravigelig Regel, have været nede ved Curien og der ſnarere faaet ſin Udnevnelſe ved Proviſion, end Bekræftelſe paa ſit Valg. Som Biſkop har han hidtil ikke været fundet nævnt førend i et af ham ſelv i Oslo den 22de September 1386 udſtedt Brev, der vedkom det ſamme Salg af et Herberge i Chorsbrødregaarden, ſom han ſelv i Egenſkab af Coadjutor paa Biſkop Jons Vegne havde foretaget kort før dennes Død[16], hvoraf man vel tør ſlutte, at han da nys var kommen hjem og havde tiltraadt Biſkops-Embedet: der var altſaa rundelig Tid for ham til at reiſe til Curien og modtage Indvielſen der. Han lader til at have været en af de nidkjæreſte og dygtigſte Biſkoper, ſom paa lang Tid havde været i Norge. Strax efter hans Hjemkomſt finde vi ham allerede paa Viſitatsreiſe heelt oppe i Thelemarken, hvis Indbyggeres Vildhed ſynes at have ligget ham tungt paa Hjertet, og ſom han ſenere ved et indtrængende Hyrdebrev ſøgte at raade Bod paa[17]. Fra denne Viſitatsreiſe kom han ikke tilbage førend i Februar eller Marts det følgende Aar[18]. Om hans virkſomme Foranſtaltninger til at optegne alt Kirkegodſet i hans Diøceſe og ſette Præbenderne paa en bedre Fod, vil der i det Følgende blive handlet. Allerede i Marts 1387 udvirkede han hos Cantſleren en i Kongens Navn udferdiget Stevning til et Par Bønder i Enindalen, ſom uden Lov og Dom havde tilegnet ſig Aalefiſket ved Elgelid, der ſagdes at tilhøre Biſkopsſtolen, om at møde paa Berby næſte Botulfsmesſe for hans Official, Kongens Ombudsmand Hr. Agmund Bolt, og en af Biſkopen tilkaldt Lagmand, for at beviſe deres Ret og ſiden modtage Dom. Denne Dom faldt ogſaa ud til Biſkopens Fordeel og bekræftedes af Dronningen ſaavelſom Erkebiſkopen i 1388[19].

Dronning Margrete og Kong Olaf ſynes imidlertid, ſom ovenfor viiſt, at have tilbragt Størſtedelen af Vaaren og Forſommeren i Skaane[20], og Dronningen var formodentlig den hele Tid ivrigt beſkjeftiget med Underhandlinger og andre Foretagender, der ſigtede til at faa de endnu ikke gjenvundne Slotte og Lehn tilbage. At dette ogſaa lykkedes hende, have vi nys ſeet; navnlig erfare vi, at Herveſtadshered med Yſtad, og Gøinge Hered, hvilket ſidſte Mecklenburgerne i 1378 havde pantſat til Iesſe Duve, nu vare komne i hendes Vold, thi den 10de Juli var Kong Olaf ſelv i Yſtad og bekræftede den bleking ſke Stad Rønneby’s Privilegier[21] — en Omſtændighed hvoraf man ogſaa kan ſlutte, at de øſtlige Landſkaber nu vare komne tilbage til den danſke Krone — og allerede i December 1386 var Jesſe Duve hos Dronningen, da hun overdrog Turſtorpſø til Lands Domkirke. Dronning Margrete var ſelv i nye Underhandlinger med Kong Albrecht, og en Dag var berammet imellem dem[22]. Formodentlig underhandlede hun endnu ivrigere med de megtige ſvenſke Stormend, Bo Jonsſøns Teſtament-Executorer, der netop paa denne Tid vare komne i den heftigſte Strid med Kong Albrecht om dette Teſtamente, og der var viſtnok de bedſte Udſigter for Haanden til, at et overvejende Parti blandt de ſvenſke Herrer vilde erklære ſig for Olaf, og denne ſaaledes kunde vinde ſine Forfedres Trone tilbage, — da enhver ſaadan Forhaabning, hvor ſterk eller hvor ſvag den kan have været, for det førſte kuldkaſtedes ved den unge Konges pludſelige og uformodede Død. Hvad der har foranlediget den, om det var en heftig Sygdom eller et Ulykkestilfelde, vides ikke. Alle de nærmere Omſtændigheder, man kjender derved, ere kun, at han døde paa Falſterbod Slot, medens Dronningen endnu var i Yſtad for at underhandle med Kong Albrecht, og at han havde mange Riddere og Svene om ſig, navnlig Hovmeſteren Hr. Benedict Bjug, Brødrene Hr. Michael og Hr. Jens Rum, Hr. Folmar Jakobsſøn og den føromtalte Hr. Jesſe Duve[23]. Derimod er hans Dødsdag ikke ganſke ſikker, thi den nævnes kun i et Chronicon, der førſt er ſammenſkrevet efter 1523, og angives her til Inventio Stephani eller 3die Auguſt[24], hvilket er lidet ſandſynligt, naar man betænker, at hans Liig ifølge en ſamtidig og ſikker Kilde blev ført til Sorø for der at begraves, allerede Dagen efter, den 4de Auguſt, efterat det var aabnet og balſameret, ſamt Indvoldene udtagne, for at bringes til Lund og der nedlegges i Domkirken foran Vor Frues Alter, hvilket ogſaa formodentlig ſtrax efter ſkete[25]. Thi det er dog ikke rimeligt, at den Afdødes Omgivelſer ſkulde have vovet at foretage alt dette i flyvende Haſt uden ſpørge Dronningen ad; men et Bud, om det end ſkyndte ſig nok ſaa meget, kunde dog i hine Tider neppe tilbagelegge den henved ſex norſke eller over aatte danſke Mile lange Vej fra Falſterbod til Yſtad paa kortere Tid end en Dag[26], og om han endog ſtrax i al Haſt vendte tilbage igjen, kunde han, ſelv for det Tilfelde, at Olaf var død om Morgenen den 3die Auguſt, neppe indtreffe ſaa betids i Falſterbod, at man allerede Dagen efter ſkulde kunne være færdig med Balſameringen o. ſ. v. Desuden er det højſt rimeligt, at Dronningen ſelv efter Modtagelſen af Dødsbudſkabet begav ſig til Falſterbod for at ſee Sønnens Liig og foranſtalte det Fornødne med Henſyn til hans Begravelſe, og for hende var det vel endnu vanſkeligere at reiſe ſaa hurtigt. Man kan ſaaledes viſtnok, endog med temmelig Sikkerhed, antage, at hiin Dags-Angivelſe beroer paa en Feiltagelſe, der af de forhaandenværende Kilder ej lader ſig efterviſe, og at Olafs Død indtraf tidligere. Ved alt dette bortfalder den Beſkyldning, ſom har været ført imod Margrete, at hun paa en upasſende Maade ſkulde have haſtet med at faa Sønnens Liig aabnet og bortbragt for ſiden en Tid at kunne holde hans Død hemmelig, indtil hun havde ſikkret ſig Regjeringen efter ham. Snarere har hun holdt hans Død nogle Dage hemmelig, forinden Liget aabnedes og bragtes bort; men længe kan dog denne Hemmeligholdelſe ej have varet, hvor faa mange vidſte Beſkeed derom. Og ſkete“Aabningen og Ligets Bortbringelſe Dagen efter hans Død, kunde hun jo neppe engang ſelv have været uvidende om eller givet Befaling dertil; men hvo af hans Omgivelſer ſkulde vel have driſtet ſig dertil paa egen Haand?

En anden og langt mere krænkende Beſkyldning, der ogſaa, og det endog temmelig tidligt har været fremſat imod Margrete, nemlig at hun ſelv ſkulde have ladet ſin Søn tage af Dage ved Gift[27] for at kunne beſtige Tronen i hans Sted er endnu mere urimelig, og derfor dobbelt utilbørlig. Thi om hun endog havde været unaturlig nok til at lade ſin egen Søn rydde af Vejen for at tilfredsſtille ſin Herſkeſyge, ſaa er det af hvad vi ovenfor have anført, og end mere af hvad der nedenfor vil viſes, let at indſee, at hun aldeles intet havde at vinde, men derimod overordentlig meget at tabe ved hans Død, iſær da den Udſigt, hun ganſke viſt havde til, at de misfornøjede ſvenſke Herrer med det førſte vilde erklære ſig for Olaf og hylde ham ſom deres Konge, nu atter blev ſtillet mere i det fjerne.

Ej mindre uſandſynlig er derfor den Beſkyldning, ſom ogſaa har været fremſat, at Margrete alene ſkulde have udgivet Olaf for at være død, men hemmeligt have holdt ham fangen, og at det virkelig ſkulde være ham, der, ſom det heed, efter at være undkommen af Fangenſkabet, fremtraadte i 1402 ſom Kong Olaf og ved hendes Foranſtaltning blev brendt ſom en Bedrager, hvilket paa ſit Sted nærmere vil blive omhandlet. Om man end kunde tiltro Margrete en ſaadan Unaturlighed — hvortil hendes hele øvrige Ferd ikke giver mindſte Anledning —, faa maatte dog, ſom nys paaviiſt, Olafs Død juſt paa denne Tid være ſaa ubelejlig for hendes Planer, at den Ærgjerrighed og Herſkeſyge, der ſkulde være ſterk nok til at kvæle alle moderlige Følelſer hos hende, ſnarere vilde have tilſkyndet hende til at anvende alt hvad der ſtod i hendes Magt for at holde ham i Live, ja endog til heller at udgive ham for levende, ſkjønt han var død, end til at udgive ham for død, medens han endnu levede.

At der imidlertid har været gaadefulde Omſtendigheder forbundne med Kong Olafs Død og Begravelſe, der kunde give Anledning til nogen Mistanke om, at det dermed ej var gaaet ganſke rigtigt til, maa man ſlutte deraf, at hiin Bedrager virkelig kunde fremſtaa og finde Tiltro hos Flere, ſaaledes ſom vi i det følgende ville ſee. Paa hvilken Dag end Olaf er afgaaet ved Døden, var den dog viſtnok ſaa nær forud for Begravelſesdagen, at Beboerne af Rigets fjernere Egne og overhoved alle de, der ikke befandt ſig inden den førſte Dagsreiſe fra Falſterbod, neppe erfarede hans Død, førend ſamtidigt med Efterretningen om Begravelſen. Det kunde ſaaledes for dem letteligt ſynes, ſom om man havde brugt et uſømmeligt Haſtverk, og ved Forſøgene paa at forklare dette kunde vel enkelte for Margrete mindre fordeelagtige Gjetninger opſtaa, der efterhaanden gik over i Folketroen. For Nordmendene maatte det uventede Budſkab om den unge Konges Død i hans blomſtrende Ynglings-Alder være dobbelt ſørgelig og nedſlaaende. Ej alene maatte det ſmerte dem dybt, at den gamle Kongeſtamme, der nu i et halvt Aartuſende havde ſtyret Riget, og paa hvis yngre, af et kvindeligt Led fremſpirede Green de havde overført al den varme og inderlige Hengivenhed, hvormed de havde hængt ved den ældre, nu med eet ſkulde uddø. Men desforuden havde de i hiin lange Tid faaet det arvelige Kongedømme ſelv kjært, ligeſom dette ogſaa i ſig ſelv var meſt overeensſtemmende med Folkets Retsbegreber og Inſtitutioner og afgav ſtørſt Betryggelſe for Landets fremtidige Blomſtren og Velvære, ſaaat Konge-Ættens pludſelige Uddøen allerede i og for ſig kunde give Anledning til de ængſteligſte Anelſer for Fremtiden, iſær da det uheldigviis endog var tvivlſomt, hvorvidt der overhoved fandtes nogen lovlig Tron-Arving, eller, om en ſaadan end kunde findes, hvorvidt han vilde være Folket tjenlig. Alle disſe Betragtninger, forenede med den Veemod, hvormed man altid erfarer en haabefuld ung Mand eller Kvindes uventede Endeligt, maatte gjøre Smerten over Olafs Død dybere og mere almindelig, end den maaſkee under andre Omſtændigheder vilde have været. Og Sorgen har rimeligviis bragt Nordmendene til at ſmykke ham med Dyder, ſom han neppe engang havde haft Anledning til at legge for Dagen, og til at anſee Forhaabninger med ham begravne, ſom de efter ſin ringe Kjendſkab til ham neppe endnu i Virkeligheden vare berettigede til at nære. Det var derfor heel naturligt, at mange af dem ikke engang ſtrax kunde gjøre ſig fortrolige med Tanken om hans Død, men klyngede ſig til den Tro, at han endnu var i Live, og med Tiden nok vilde fremſtaa igjen, ligeſom man i ſin Tid havde troet det ſamme om Olaf Trygvesſøn, da han var falden i Svolder-Slaget. Denne Tro, der fra Norge ogſaa maatte udbrede ſig til Island, udtaler ſig i nogle ſamtidige islandſke Annalers Udſagn ved 1387, idet de omtale Olafs Død kun ſom en Forſvinden (hvarf)[28]. Ligeledes heder det i den nys omtalte islandſke Sagaſamling, kaldet Flatøbogen, ved Slutningen af en Fortegnelſe paa Norges Konger fra Olaf tilbage til Harald Haarfagre: „Et Aar ſenere end før er ſagt ( der ſiges ſtrax ovenfor udtrykkeligt, at Bogen var paabegyndt 1387 under Kong Olaf Haakonsſøns Regjering) forſvandt Kong Olaf Haakonsſøn; Danerne ſagde, at han var død, men Nordmendene vilde ikke tro det“[29]. (Tiden angives til 1388, fordi Efterretningen formodentlig førſt da er kommen til Island). Muligtviis menes ogſaa Kong Olaf, hvor det i de Annaler, der ſlutte hiin ſamme Flatøbog, fortelles ved 1393, at „Olaf Margretesſøn efter Enkeltes Sigende ſkal have gaaet ud“, det vil ſige, være reiſt udenlands eller draget i Pilegrimsferd, ſamtidigt eller maaſkee endog tilſammen med nogle Islendinger, der havde deeltaget i en blodig Kamp med Bjørn Einarsſøn og drebt eller ſaaret flere af dennes Følge, hvorfor det, ſom det ſynes, i Skriftemaalet var blevet dem paalagt at gjøre en ſlig Pønitens-Reiſe. Rigtignok ſkulde man efter Sammenhengen ſnarere antage, at denne Olaf Margretesſøn ligeledes var en Islending; men da en ſaadan af dette Navn ikke andenſteds omtales, bliver det i alle Fald ikke umuligt, at Kong Olaf er meent[30]. Men i ſaa Fald ſkulde man dog næſten formode, at der her tydes hen paa et Sagn, der ej lenge efter Olafs Død ſynes at være opkommet i Italien og endnu fortelles idetmindſte i Perugia. I Aaret 1415, heder det nemlig, den 13de Marts, „døde i Perugia Henrik eller Erik, en Søn af Kong Haakon og Dronning Margrete, Medlem af St. Franciſcus’s tredie Orden. Han havde fra Barndommen af haft meſt Tilbøjelighed for den geiſtlige Stand, og hverken hans Moder Margrete eller Rigets Store kunde formaa ham til, enten ved ſin Faders, eller ved ſin Broder Olafs Død, at modtage Kongedømmet eller gifte ſig for at faa Børn, men for at undgaa alt Overheng herom flygtede han bort til et afſides, øde Sted, traadte ind i St. Franciſcus’s tredie Orden og henlevede flere Aar i den yderſte Armod, optagen af aandelige Øvelſer, Bønner og Betragtninger. Imidlertid blev han omhyggeligt efterſøgt af Sine, og tilſidſt opdaget og bragt tilbage til Riget, hvorved han fik Anledning til at forherlige ſit hellige Liv ved et Mirakel. Rigets Store vilde nemlig overdrage ham Regjeringen, men Moderen, hvad enten hun nu nødigt vilde give Slip paa Magten eller ikke troede, at han var hendes Søn, ſaaſom hans haarde Spægelſer havde gjort ham ukjendelig, lod ham gribe og kaſte paa et ſtort Baal, hvor han dog ſtod en Tidlang ganſke uſkadt, medens alt Folket ſaa derpaa og erkjendte det for et Jertegn. Imidlertid brød han ſig ikke om at benytte dette mod ſin Moder for at faa Kongedømmet, men forlod atter Riget, vedblev med ſit ſtrenge Levnet og gjorde en lang Pilegrimsreiſe til Italien for at beſøge Apoſtlernese Grav og St. Franciſcus’s Hvileſted. Men medens han var i Perugia, døde han af en Feber, efterat have aabenbaret, hvo han var. Ved hans Død ringede Klokkerne i St. Andreaskirken af ſig ſelv, og da Biſkopen hørte dette, kom han til med hele Klereſiet og lod Liget begrave i ſamme Kirke. Da Keiſer Sigismund nogle Aar ſenere paa Reiſen til Rom kom igjennem Perugia og hørte dette, gik han ind i Kirken, kysſede Gravſtedet, tilbad hans jordiſke Levninger, og bad om at maatte faa Deel i den hellige Mands Fortjeneſter“[31]. Liget eller idetmindſte Graven foreviſes endnu i Perugia, og der ſkal endog forefindes flere ſkriftlige Optegnelſer derom i ſamme Kirkes Archiv[32]. At der i Perugia virkelig paa hiin Dag er død en Mand, der paa ſit yderſte afgav en ſaadan Bekjendelſe om ſig ſelv, er meget muligt og medfører maaſkee endog Sandhed; men heraf følger ikke, at Feberpatientens Angivelſe er ſand, eller endog rigtigt opfattet af de Tilſtedeværende. Fortellingen handler desuden om en foregiven Broder af Kong Olaf, hvorom hverken de danſke eller de norſke Kilder vide at berette det allermindſte, og ſom heller ikke ſynes at have været til. Man har derfor tænkt ſig, at de, der førſt nedſkrev Beretningen, kunne have fejlet i at antage den foregivne Kongeſøn og Helgen for at have været en Broder af Kong Olaf, men at han var denne ſelv, der altſaa ej ſkulde være død, og ſiden paa en ſaa vidunderlig Maade frelſt fra Baalet. Men Beretningen bliver ikke derfor mindre uſandſynlig, og det eneſte merkelige ved den er, at den har kunnet opſtaa og vedligeholde ſig i det fjerne Italien. Det vilde derfor altid være af megen Interesſe at kjende de nærmere Omſtændigheder ved dens Oprindelſe.

I Sverige maa der ogſaa være opkommet et Rygte, om at det ikke hang ganſke ſaaledes ſammen med Kong Olafs Død, ſom man foregav, ſiden den ſvenſke Forfatter Ericus Olai, der compilerede ſin Krønike lidt efter Midten af det 14de Aarhundrede, yttrer ſig om Olafs Død paafølgende Maade: „hvor der blev af hans (Haakons) Søn Olaf, eller hvor og paa hvad Maade han døde, vides ikke, undtagen at hans Moder lod en vis Olaf, der kaldte ſig hendes Søn, opbrende“[33]. Men disſe Ord ſynes at viſe, at Rygtet neppe er opkommet, førend efterat den falſke Olaf var fremſtaaet og afſtraffet, da Stemningen i Sverige var bleven mindre gunſtig for Margrete, og de mange, der havde imod hende, med Glæde greb alt hvad der kunde ſiges til hendes Skade, medens derimod Tilſtanden og Forholdene paa den Tid, da Olaf døde, ej lenger var i ſaa friſkt Minde hos Mengden, at det kunde være denne ret klart, hvor urimelig Beſkyldningen var. I de nærmeſte Aar efter Olafs Død har viſt ikke en eneſte Stemme reiſt ſig mod Margrete i denne Anledning, thi ingenſteds maatte det ſtaa ſaa klart for Enhver ſom netop i Sverige, hvilken ubetimelig Afbrydelſe Olafs Død maatte gjøre i Margretes Planer. Har man der endog ſtrax fundet Omſtændighederne ved hans Død noget mistenkelige, da kunde dog Mistanken umuligt rette ſig mod Margrete, men maatte ſnarere vende ſig til den modſatte Side, nemlig mod Mecklenburgerne og deres Tilhængere, thi Albrechts Sager ſtod visſelig nu ſaa ſlet, at hans ſidſte Haab om at kunne beholde Sveriges Trone maatte knytte ſig til, at den gamle Konge-Ætt aldeles uddøde paa Mandsſiden, og de Svenſke derved maaſkee vilde blive nødſagede til endog mod deres Vilje at beholde ham. Heller ikke kan man antage, at de ſvenſke Herrer trods Olafs Død omſider vilde have taget Margrete til ſin Herſkerinde, derſom nogen ſaadan Mistanke havde hvilet paa hende. Og derhos kan man være temmelig forvisſet om, at om endog kun den ſvageſte Antydning til en ſaadan Mistanke havde været fremkaſtet, vilde Albrecht ikke have undladt at opdiſke den blandt de andre Uartigheder og grove Beſkyldninger, han yttrede mod Margrete, da hun aabenbart havde ſtillet ſig i Skranken mod ham.

Det for Margrete krænkende Rygte, at hun ſkulde have villet lade ſin Søn forgive, maa ellers, ſom vi ovenfor have ſeet, temmelig tidligt være opſtaaet i de pommerſke og preusſiſke Stæder, ſiden det var fra denne Kant, at Bedrageren fremſtod. Imidlertid tør det nok være muligt, at Rygtet ſelv allerførſt blev ſammenſmedet umiddelbart før Bedragerens Fremkomſt. Der maa her ogſaa have gaaet et andet Rygte, hvilket dog muligtviis førſt har dannet ſig i meget ſildigere Tider, nemlig at Kong Olaf ſkulde være omkommen paa Søen i en Storm, medens flere af de øvrige, der var ombord paa Skibet, frelſte Livet, og nogle endog paaſtod, at Kongen ſelv ſkulde være kommen levende derfra, men under ſaa mislige Omſtændigheder, at man ikke hørte noget til ham, førend man gjenfandt ham ſom en fattig og ringe Mand i Graudenz[34]: en Opdigtning, der var alt for urimelig, til at man ſkulde antage, at nogen Samtidig virkelig for Alvor har troet den[35].

Margrete ſtaar ſaaledes fuldkommen reen for enhver Beſkyidning, ſom Uvittighed eller ond Vilje ſenere kan have vovet at fremſette imod hende paa Grund af Sønnens pludſelige Død. Men at det nok kunde have været hendes Ønſke at ſkjule Dødsfaldet ſaa lenge ſom muligt, og det maaſkee ej ſaameget for de Danſkes Skyld, paa hvis Hengivenhed hun vel i alle Tilfelde kunde ſtole, ſom ſnarere for at hendes Planer med Henſyn til Sverige ikke ſkulde lide nogen Standsning, er baade højſt rimeligt og meget undſkyldeligt. Dog end ikke dette lod ſig gjøre i ſaa lang Tid, at hun kunde have nogen Nytte deraf, thi om endog Olaf var død kort efter den 10de Juli, da han endnu var i Live i Yſtad, bliver der alligevel i det højeſte kun tre Uger til den 4de Auguſt, da Liget blev bragt til Sorø. Og da vi erfare, at ſaavel de holſtenſke Grever, ſom en Mengde andre anſeede Mend og Kvinder af begge Riger, Danmark og Norge, vare tilſtede ved Jordfeſtningen, ſom maa have fundet Sted umiddelbart efter Ligets Ankomſt til Sorø, maa de have været udtrykkeligt indbudne eller tilſagte til at overvære den; og denne Tilſigelſe ſynes idetmindſte at maatte have fundet Sted nogle Dage forud, om der end ikke godt kan være Tale om andre norſke Mend, men Kvinder, end dem, ſom allerede da befandt ſig i Danmark, enten ved Hoffet eller andenſteds. Man faar ſaaledes ikke ſtort lengere Tid end 14 Dage, i hvilken Kongens Død kunde holdes ſkjult for dem, der ikke havde været tilſtede ved hans Dødsleje, forſaavidt ellers nogen ſaadan Hemmeligholdelſe kunde have været mulig, hvilket faar ſtaa derhen. Men der er jo endydermere al Sandſynlighed for, at hans Død ikke forefaldt ſaa ganſke nær efter hiin 10de Juli, paa hvilken han, ſom man maa antage, endnu fuldkommen friſk og vel befandt ſig i Marv med ſin Moder.

Kong Olafs balſamerede Liig blev altſaa, ſom det nys er omtalt, begravet i Sorø Kloſterkirke, hvor hans Fader og Farfader hvilede, i Overvær af de holſtenſke Grever og mange andre geiſtlige og verdslige Herrer, Fruer og Jomfruer, ſaavel fra Norge ſom fra Danmark.[36] Naar der blandt hine geiſtlige Herrer ſynes at være Tale om mere end een Erkebiſkop, kan man kun have meent Erkebiſkop Magnus af Lund og den formodentlig allerede fra Curien hjemkomne Vinalde af Nidaroos, hvilken vi faa Dage efter ville finde blandt dem, der i Skaane allerførſt hyldede Dronning Margrete ſom Danmarks Rigsforſtanderſke. Hvilke de øvrige tilſtedeværende norſke Mend eller Kvinder monne have været, lader ſig nu ikke angive. De ſidſte maa have hørt til hendes Hof; andre norſke Kvinder have neppe paa denne Tid opholdt ſig i Danmark, og blandt dem kunde man vel nærmeſt tænke paa den føromtalte Fru Chriſtina Nikolasdatter, Alf Jarls Ætling og Dronningens Slegtning og ſærdeles Veninde, ſom det lader; thi vel var hun den 16de Juli i Tunsberg[37], men dette hindrer dog ikke, at hun ſtrax efter kunde have begivet ſig til Danmark, da det forekommer os højſt ſandſynligt, at hun plejede ſtadigt at være om Dronningens Perſon. Olafs Gravſted forefindes endnu i Sorø Kirkes Chor paa Alterets nedre og venſtre Side, fremviſende i Midten hans Skjold med den norſke Løve, og Overſkriften HIC JACET OLAVS FILIVS MARGRETE REGINE QVEM GENVIT EX HAQVINO REGE NORVEGIE[38]. Nogle andre, verſificerede latinſke Gravſkrifter over ham ere fra ſildigere Tider[39].

Den danſke Chroniſt Huitfeld ſkriver om Olaf, at „han var en god og from Konge, ſtille og dydelig, holdt god Fred i ſin Tid, holdt hver Mand ved. Lov og Ret, og havde gjerne nogen af ſit Raad med ſig, hvor han foor frem, ſamt hørte gjerne Sager“[40]. Det er øjenſynligt, at denne Dom ej kan være hentet fra ſamtidige Beretninger, men alene ſtøtter ſig paa de i hans Navn udſtedte Domme og andre Brevſkaber, ſom Huitfeld benyttede ved Affattelſen af ſin Krønike. Olaf var ved ſin Død for ung og havde udviklet for liden Selvvirkſomhed, til at man overhoved kunde danne ſig nogen Foreſtilling om hans Perſonlighed, eller at de Efterlevende kunde tillegge ham nogen ſæregen Character eller beſtemte Regent-Dyder. Nordmendene elſkede i ham den ſidſte mandlige Ætling af deres Kongeſtamme og ſørgede over hans Død, ſaavel fordi denne Stamme nu uddøde, ſom vel og fordi de ynkedes over ham, at han ſkulde blive bortrykket i en ſaa ung Alder. Men til perſonligt at lære at kjende og elſke ham havde vel kun de færreſte haft Tid eller Lejlighed.

  1. Dipl. N. III. 466.
  2. Paa denne Dag ſluttedes Freden med Sørøverne, ſ. o. S. 225.
  3. Han nævnes udtrykkeligt ſom Medudſteder af det ſidſte blandt hine foromtalte Indulgensbreve, dateret d. 29de Juli 1386, altſaa levede han vel endnu i Begyndelſen af Auguſt. Men ſenere end i October kan han neppe nære død, da man altid maa beregne nogen Tid, for at hans Efterfølger Vinalde i Bergen kunde erfare Dødsfaldet, begive ſig førſt til Dronningen, ſiden til Italien, ſamt komme tilbage til Danmark i det allerſildigſte ved Begyndelſen af Auguſt Maaned i det følgende Aar. Ifølge Erkebiſkopsliſten i Scr. r. D. IV. 616 ſkal Nikolas have ſiddet ſom Erkebiſkop i fem Aar, hvilket vil flaa nogenledes til, naar vi ſette hans Indvielſe til Høſten eller Vintrens Begyndelſe 1381.
  4. At Stæderne maa have været meget interesſerede i at faa de mecklenburgſke Herrer vel fra Skaane og overhoved i at faa en Fred eller Stilſtand bragt iſtand for Skaanes Vedkommende, maa man ſlutte af de Klager, ſom i 1381 indløb til Hanſedagen i Lübeck over Fogderne i Trelleborg, Aflad og Symreshavn, at de jevnligen havde ſkadet og forurettet Kjøbmendene (Suhm, XIV. 97); dette maa netop have været mecklenburgſke Fogeder, da idetmindſte Yſtad (i Herveſtadshered) og Symreshavn (i Jereſtadshered) ſtode under ſaadanne; disſe Uordener ſkete viſtnok under Paaſkud af Feider mellem Mecklenburgerne og det danſke Kongehuus.
  5. Chron. af 1389 i Scr. r. Dan. VI. 534. Naar Büdelsbach her kaldes „Kongens Foged“ (advocatus regis) ſkulde man let kunde antage det for at være Kong Olaf, ſom her menes ved „Kongen“. Men at det maa være Albrecht, ſom menes, ſees deraf, at han øjenſynligt er paa ſamme Parti ſom, og forbunden med, Heyne Snakenborg, der ikke underkaſtede ſig Margrete førend efter Slaget ved Falkøbing, hvor han ſtreed paa Albrechts Side, ſom det i det følgende vil viſes, og ſom nu ſiges udtrykkeligt at være Foged i Jereſtads Hered, hvilket Mecklenburgerne i 1378 pantſatte til Peter Duve (ſ. o. S. 74), der formodentlig igjen har overladt det til ham; endvidere ſee vi Büdelsbach ſlaa Bønderne ved Aaſum i Gerde-Hered, hvilket Mecklenburgerne i 1378 pantſatte til Jakob Axelsſøn (l. c.), medens Snakenborg vandt ſin Sejr nærved Büdelsbachs Lehnsſlot. Gervard Büdelsbach nævnes tilligemed Vicke v. Vitzen den yngre o. fl. ſom Forlover for Heyne Snakenborg, da han efter Nederlaget ved Falkøping gik til Accord med Dronningen; ſiden indgik han ogſaa Forløfte for Dronningen paa et Gjeldsbrev til Wedege Bugenhagen (Suhm XIV. 259).
  6. Henrik Parow nævnes allerede i Raven Barnekows Regnſkab af 1365 ſom en af dennes Stalbrødre (Styffe, Bidr. S. 82); endvidere i 1370 ſom Forlover for Johan og Vicke Ummereyſe, Under-Pantelehnshavere af Hertug Albrecht paa Steleholm m. m., der ſkyldte Penge til Johan Bützow og derfor pantſatte dette Slot med andre Beſiddelſer (ſſteds. S. 125, 127). Endvidere nævnes han ſom mecklenburgſk Geſant til Hanſedagen i Juni 1377 (Suhm, XIV. 37, efter Recessus Hansæ). Men i Auguſt 1387 nævnes han blandt de danſke Herrer, der i Lund hyldede Dronning Margrete, og han faldt kæmpende naa hendes Side i Slaget ved Falkøping 1389. Hans Overgang ligger ſaaledes imellem 1377 og 1387; og den ſtørſte Sandſynlighed er viſtnok for, at den maa ſøges under Margretes Ophold i Skaane og Bondekrigen der 1386—1387. Det var altſaa vel ved denne Lejlighed, at Kong Olaf ved ſit Brev „undte ham at løſe Peterstorp (paa Laaland) af Rickman von der Lancken“; Sæder, Ældſte danſke Archivregiſtraturer I. S. 115.
  7. Idetmindſte maa Aflad være kommen i Margretes Beſiddelſe, ſiden Kong Olaf kunde opholde ſig der i Juli 1387 (ſee Behrmann, om Kong Olafs Død, S. 3, 4), og det var vel netop her, hvor Büdelsbach var Foged. Ogſaa Lagaholms Tilbagegivelſe ſynes nu at været bleven forberedt; idetmindſte overdrog Kong Albrecht ſin Panteret derover til Birke v. Vitzen, begge Snakenborgerne (Heyne og Gerhard) og Magnus Petersſøn; ved Brev af 19de April 1387 lovede nemlig Henrik Andersſøn efter et halvt Aar fra Dato at tilbagegive baade Slot og Land til disſe Herrer eller hvemſomhelſt af dem, og, for det Tilfelde, at de forinden døde, til den, ſom kom med Kong Albrechts Brev og gjorde Rede for Panteſummen. (Styffe, Bidrag No. 81, S. 189). Om Gøinge og om Rønneby i Bleking ſ. nedenf. S. 268.
  8. Den 16de Decbr., formodentlig i Lund, udſtedte hun Brev paa den førommeldte Gave af Turſtorpsø til Lunde Erkeſtol, ſ. Suhm XIV. 167.
  9. Den 16de Januar 1386 var Kong Olaf over i Sjæland, i Neſtved (Suhm, XIV. 177), men længer ud paa Sommeren var han i Skaane og døde, ſom vi ville ſee, paa Falſterbod.
  10. Han deeltog i Hyldingen i Lund d. 10de Auguſt, ſom det ſtrax herefter vil ſees.
  11. Dipl. N. I. 572.
  12. S. ovf. S. 10, Not. I.
  13. Om Michelsberget, ſee Langes Meddelelſe i Annaler for Oldkyndighed og Hiſtorie 1850, S. 288. Jvfr. Eyſteins Regiſter, fol. 29. b.
  14. S. ovenf. S. 143.
  15. Stenen, der tidligere maa have ligget i Domkirken, men ſiden er bleven brugt til Trappetrin, og endnu for et Snees Aar ſiden var at ſee udenfor et Huus i Oslo, er afbildet i Sjøborgs Fornlemn. I. Tab. 36., men kun enkelte Stykker af den Deel, der indeholder Aarstal og Maaned, kunne læſes. Dog ſees her tydeligt nok Aarstallet 1385 og Maanedsnavnet September.
  16. Dipl. N. II. 497. Det Herberge, ſom ſolgtes, var det, ſom Eyſteins egen Farbroder Sira Arnulf Steinarsſøn havde ejet (ſ. o. S. 144), og ſom nu Erkepreſten Kolbjørn kjøbte, men ſidenefter overlod til Sira Narve Matthiasſøn. Brevet af 23de Auguſt 1385 omhandler Kjøbet, det af 22de Septmbr. 1386 er Biſkop Eyſteins Qvittering for den ſidſte Deel af Kjøbeſummen.
  17. Den 7de November var Biſkop Eyſtein i Flaabygden i Thelemarken, hvor han modtog Bøder af en Mand, der i tolv Aar ej havde ydet „Biſkopsſkat“ eller gjort Reide“, ſamt taget Sacramentet i Forbud, og ikke holdt den ham for Manddrab ilagte Skrift. Dipl. N. IV. 534.
  18. Den 3die Decbr. var han paa Stokke (Veſtfold), den 10de Decbr. paa Teige, hvor han formodentlig tilbragte Julen, den 7de Februar 1387 paa Hall Nordal (Veſtfold) og endelig den 13de Marts i Oslo (Dipl. N. I. 506. IV. 536. III. 474. II. 501).
  19. Dipl. N. II. 501. 502. 508.
  20. At Kong Olaf i 1387 ſkulde have overværet et Concilium i Tunsberg, hvor alle Norges Biſkoper vare ſamlede, ſom Pontoppidan ſiger i ſin Kirkehiſtorie (II. 231), er ſaa meget mindre ſandſynligt, ſom der neppe engang blev holdt noget Concilium paa den Tid, da der ingen Erkebiſkop var i Landet. Formodentlig grunder Angivelſen ſig paa en Feiltagelſe eller en urigtig Beregning af Aarstallet. Man maa nærmeſt tænke naa Erkebiſkop Nikolas’s og de øvrige Biſkopers Nærværelſe i Tunsberg d. 26de Aug. 1383; dog findes ingen paa den Dag eller ved den Tid udgiven Forordning af ſaadant Indhold, ſom P. angiver, nemlig „at de Geiſtlige ſkulde have Deel i alle Bøder“, hvilket og i ſig ſelv er lidet ſandſynligt.
  21. See Klings dissertatio de nomarchia Medelstad, berigtiget af Behrmann „om Kong Olafs Død“ S. 3, 4. Da Dagen her opgives „die beati Regis et Martyris“, uden at noget Navn nævnes, kan det ligeſaa gjerne være St. Knuts Dag, 10de Juli, ſom Olafsdagen, der af Behrmann antages for den rette, ogſaa meget heller hiin, ſom den er fjernere fra den Dag, da Kongens Liig blev aabnet og balſameret, nemlig d. 4de Auguſt.
  22. Det ſiges udtrykkeligt i Raadsherrernes Skrivelſe til den tydſke Højmeſter af 1402, ſee Behrmann, l. c. S. 36.
  23. Dette ſiges ligeledes udtrykkeligt i det nysomtalte Brev til Højmeſteren af 1402, Behrmann S. 35.
  24. Chron. af 1523 i Scr. Rer. Dan. VI. S. 229. Dette Chron. har Petrus Olai igjen fordetmeſte udſkrevet og derfra hentet ſamme Dags-Angivelſe, Scr. rer. Dan. I. S. 135.
  25. Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 534, der udtrykkeligt angiver Søndagen ſør Laurentii, hvilken i 1387 falder paa 4de Auguſt, ſom Dagen, da hans Liig bragtes bort. Behrmann (l. c.) begaar her den uforklarlige Fejl at antage denne Søndag for 7de Auguſt, og Aarets Søndagsbogſtav for B iſtedetfor F. Dette pasſer paa 1384 og 1390, men paa ingen af de mellemliggende Aar. (Jfr. Keyſer, den N. Kirkes Hiſt. II. S. 408). Behrmann begaar ſammeſteds ogſaa en anden væſentlig Fejl, idet han nemlig citerer Petrus Olai, under Navnet „Olaus Petri“, og hiint Chron. af 1523 ſom indbyrdes uafhængige og „omtrent ſamtidige“ Vidnesbyrd for 3die Auguſt ſom Dødsdagen. Vidnesbyrdet er kun eet, da Petrus Olai har udſkrevet Krøniken, og denne er mindſt 136 Aar yngre end Begivenheden.
  26. Man maa erindre, hvor ſlette viſt Vejene i de Tider vare, i Sammenligning med nuomſtunder.
  27. Denne Beſkyldning er førſt antydet af den ſamtidige Johannes v. der Puſilie, udg. af Voigt S.153. Stedet anføres ogſaa hos Behrmann, S. 25. Mesſenius henkaſter den dog med nogen Uvished, (Olaf, ſiger han, omkom af en ubekjendt Sygdom, maaſkee ved ſin Moders herſkeſyge Svig) i Scondia, l. III. S. 31; (Apnlogia (XII. S.207) helder han mere til den Tro, at Bedrageren i 1402 var den egte Olaf, men omtaler hans Fremtræden ſaa forvirret, at det næſten ſeer ud, ſom om han henførte den til 1387. Dalin ſiger i ſin Hiſtorie (II. S. 575, Not.) „Margrete ſlegtede paa ſin Fader og var ej uliig Dronning Blanche, (hvilken han, vel at merke, antager for at have ladet ſin Søn forgive), men jeg kan derom intet dømme“. Sigtelſen er imidlertid henkaſtet.
  28. Isl. Annaler, Udg. S. 340. Det er de til 1396 naaende Hole-Annaler, hvor dette findes. Vi ville ogſaa ſtrax herefter ſee, hvorledes man paa flere Steder i Norge endnu 1389 daterede efter Kong Olafs Regjerings-Aar, ſom om han ej var død.
  29. Flatøbogen, Udg. I. S. 28. Stedet findes ligeledes i Fornaldar Sögur Norðrlanda, II. 3. 16. Det har ogſaa ſom Overſkrift „Hvarf Ólafs Konungs Hákónarsunar“ (Kong Olaf Haakonsſøns Forſvinden), hvilket ere de ſelvſamme Ord, der anføres paa nysomtalte Sted i Hole-Annalerne, ſaaat man næſten ſkulde antage, at disſes Nedſkriver har haft Flatøbogen for ſig.
  30. Islandſke Annaler, Udgaven, S. 358. Ordene: þá sögðu sumir menn at Ólafr Margrétarsun hafði útgengit, ſlaa midt inde i Beretningen om Slaget ved Gnup mellem Bjørn Einarsſøn og Thord Sigmundsſøn og dets Følger for Deeltagerne, ſaa at man visſelig ved førſte Øjekaſt ſnareſt ſkulde fulde paa, at denne Olaf Margretesſøn var en Islending, der ſejlede afſted i ſamme Skib ſom hine.
  31. Wadding, Annales Minorum, Ed. 1734. T. XI. p. 375. jvfr. Gram, Notæ ad Meursuim l. IV. p. 541. Wadding paaberaaber ſig her to Forfattere, Marinus Florentinus (c. 8) og Marcus Ulisſiponenſis (l. I. c. 31), af hvilke han udtrykkeligt ſiger, at den førſte næſten var ſamtidig med den foregivne Henrik. Den ferſke af disſe Forfattere er endnu ikke udgiven i Trykken, og den anden findes i alle Fald neppe i nordiſke Bibliotheker.
  32. Dette er i Rom blevet Forfatteren meddeelt af Geiſtlige, der ſelv havde været i Perugia og ſeet ſaavel Optegnelſerne ſom den foregivne Helgens Grav.
  33. Scr. r. S. II. p. 112.
  34. See den preusſiſke Skribent Caſpar Hennebergers Beretning i hans „Erklärung der preusſiſchen größern Landtafeln“ S. 67, meddeelt in extenso af Behrmann, l. c. S. 16—18. Henneberger ſkrev ved Midten af det itide Aarhundrede og beraaber ſig paa den eldre Simon Grunau.
  35. Her kan man ogſaa merke, at ifølge et ſvenſk Sagn ſkulde Smaalendingerne have drebt Kong Olaf og hugget ham iſtykker Led for Led, fordi han kom ind i Landet uden Gisſel, ſee Werlauff, „de hellige tre Kongers Kapel“, S. 68, hvor „Swenſka Fatburen“ VII. S. 103 citeres, og det her anførte Tilleg „ſom ännu tilſeendes är uti Nopelskyrka“, meddeles med den Formodning, at der herved forſtaaes Nöbbeleds Kirke i Kongahered i Smaaland, medens der dog ſnarere menes Chriſtianopels Kirke i Bleking, da denne Stad i daglig Tale altid kaldes „Nopel“ eller „Nobel“. Dette Sagn knytter ſig ſandſynligviis oprindeligt til den Ridderfigur af Marmor fra det 14de Aarhundrede, der findes i nysnævnte Capel i Roeskilde, og ſom er beſkreven ſamt afbildet i hiint Skrift af Werlauff S. 65 fgg. Denne Figur beſtaaer nemlig af 13 forſkjellige Stykker til at ſette ſammen, men ſom rimeligviis aldrig hade været ſammenſatte, og herom har da det Sagn været gængſe, at Figurens Beſkaffenhed ſkulde betegne enten den Tilſtand, hvori de Svenſke bade tilbageſendt Olafs Legeme, eller den Maade, hvorpaa de truede med at ville behandle ham, hvis han faldt i deres Hender (Werlauff l. c.). Altſaa maa enten Figuren have givet Anledning til Sagnet, eller maa dette, om det oprindeligen var uafhængigt af Figuren, tidligt have været ſat i Forbindelſe dermed, ſaa at man næſten ſkulde antage det for en Fejltagelſe, naar „Sv. Fatburen“ nævner „Nopel“ og ikke Roeskilde. Hvad Figuren ſelv angaar, da har Werlauff (l. c. S. 70, 71) viiſt ſaagodtſom til Evidens, at den neppe kan foreſtille nogen anden end Kong Valdemars i Juni 1363 afdøde Søn Hertug Chriſtopher (ſee foreg. B. S. 737), og at den har været beſtemt til at ſmykke hans Gravſted.
  36. Dette ſiges udtrykkeligt i det ovenomtalte Brev fra de danſke Herrer til Højmeſteren af 17de Juni 1402 (Behrmann S. 36): „der (i Sorø) heder det, blev han ſtedet til Jorden med alle de Højtideligheder, hvormed en Konge plejer at begraves; tilſtede derved var de holſtenſke Herrer med deres Raad, Erkebiſkoper og Lydbiſkoper og mange gode Prælater og mange gode Riddere og Svene og Fruer og Jomfruer og andre gode Folk fra Stæderne i de to Kongeriger Norge og Danmark. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  37. Den 16de Juli 1387 indgik hun paa Biſkopsgaarden Teige ved Tunsberg et Forliig med Biſkop Eyſtein af Oslo, hvorved hun afſtod til Tosſene Kirke paa Sotanes i Ranrike Gaardene Uppſale og Øvrebø, imod at Biſkopen opgav Kravet paa al den Tiende, hun ſkyldte Sognets Kirke. Dipl. N. IV. 530. Det er merkeligt nok, at Aaret her angives med Aarstal, ikke efter Kong Olafs Regjeringsaar. Skulde man allerede da have erfaret Kong Olafs Død? Det er dog neppe rimeligt.
  38. Suhm, XIV. S. 184.
  39. Den lengere af disſe Gravſkrifter, der begge meddeles af Huitfeld S. 572 og af Suhm (l. c.) er forfattet af Ivar Bartholin c. 1570; den kortere antager Suhm for at være „gammel“, hvormed han vel mener „ſamtidig“; men ſaavel Latiniteten ſom Indholdet ſynes at vidne om en ſildigere Tidsalder. Desforuden meddeler Huitfeld ogſaa en Gravſkrift i Proſa, om hvilken vi ikke behøve at melde mere, end at den lader Olaf arve Norges Kongedømme, førend han blev Konge i Danmark (!). Ingenſteds anføres det, hvor i Kirken disſe Gravſkrifter egentlig ſtaa eller ſtod; paa den lille Liigſteen kan det ikke være.
  40. Huitfeld S. 573.