Det norske Folks Historie/8/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede omtalt den Forlegenhed, hvori Kong Olafs pludſelige Død nødvendigviis maatte bringe Dronning Margrete. Den var ſaa ſtor, at mangen en Mand i hendes Sted viſtnok vilde have anſeet ſin Sag for tabt, og det kan alene have været i Bevidſtheden om ſin overlegne Dygtighed og Statsklogſkab, at hun vovede at holde Stand og fortſette ſine Beſtræbelſer til Nordens Forening. At der ikke for det førſte kunde være nogen Tale om at vinde Fodfeſte i Sverige, er naturligt. Men dette var maaſkee endda ikke det verſte. Betænkeligere var det, at hun kunde blive nødſaget til at fravige baade Danmark og Norge. Hidtil havde man nemlig ej haft noget Exempel paa, at en Kvinde var valgt til Tronfølgerinde i Danmark, om hun end var en Konges Datter, og Succesſionen i Danmark var desuden ved Tractaten af 1376 paa en vis Maade forbeholdt hendes Syſterſøn Hertug Albrecht af Mecklenburg, forſaavidt ſom det her var vedtaget, „at Kong Olafs Valg ikke ſkulde komme ham til nogen Skade med Henſyn til hans fremtidige Fordringer paa Kongedømmet“[1]. I Norge kunde der ogſaa, ſom vi ville ſee, være grundet Spørsmaal, om ikke den ſamme Albrecht var nærmeſt arveberettiget til Tronen, medens derimod Margrete ſom Moder af den afdøde Konge kun havde en tvivlſom Arveret og dertil ſaa langt ude, at.den næſten kunde betragtes, ſom om den ej var til[2]. Hvis Hertug Albrecht havde været det eneſte Medlem af ſin Stamme, vilde hun maaſkee ikke have betænkt ſig paa ſtrax at faa ham valgt og antaget til Konge i begge Riger. Det vilde ſaaledes da ikke findes nogen anden, der kunde gjøre hendes fremdeles Indflydelſe over ham ſtridig. Men Ulykken var, at hans Farbroder Kong Albrecht i Sverige levede, havde formodentlig været hans Formynder, og vilde vel ogſaa efter hans Ophøjelſe paa Danmarks og Norges Trone udøve ſtørſt Magt over ham. Paa denne Tronfølge var det ſaaledes ikke for det førſte at tænke, om den maaſkee og tilſidſt vilde have ledet til en varigere Forening af Nordens Riger, end den, ſom det lykkedes Margrete at bringe iſtand. Imidlertid var en anden Arving, der pasſede for Margretes Planer, ikke let at finde, uden at man dog holdt ſig til den ſamme mecklenburgſke Ætt, ſom ved de tidligere ſtatskloge Hertuger Henriks og Albrechts Fremſynethed havde giftet ſig ind i begge de da regjerende nordiſke Konge-Ætter og derved vundet Arveret efter dem begge. Det er derfor højſt rimeligt, at Margrete allerede nu havde kaſtet ſine. Øjne paa en yngre Ætling af hiint Fyrſtehuus, men ſom allerede ſtod Kong Albrecht fjernere, nemlig Erik, en Søn af den pommerſke Hertug Vartislav VII. og Hertug Albrechts Syſter Maria, følgelig Margretes Syſterdatterſøn og ſaaledes heller ikke uden Arveberettigelſe til Norge, ſom det i det følgende vil ſees. Men til at faa hans Udkaarelſe bragt i Orden udkrævedes der Tid, og for det førſte maatte det være Margrete magtpaaliggende, at Tingene gik i ſin ſedvanlige Orden, idet hun midlertidigt blev bekræftet i Regjeringen, førend Hertug Albrecht kunde gjøre ſin Fordring gjeldende og ſkaffet lig et Parti. Dette lykkedes det hende ogſaa at udvirke, og det endog langt ſnarere, end man ſkulde have formodet: et umiskjendeligt Tegn paa, hvor ſtor hendes Yndeſt og Anſeelſe maa have været, og hvor dygtige Hjelpere hun maa have haft til at agitere for ſig. Thi hvad der nu ſkete, var unegteligt et Haſtverks-Skridt, paa hvilket der i flere Henſeender kunde være meget at ſige. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at hun førſt ſøgte at ſikkre ſig Regjeringen i Danmark, deels fordi hun juſt nu var tilſtede der, deels ogſaa fordi hun ſom danſk Kongedatter og Kong Valdemars ſaavelſom Kong Olafs Arving idetmindſte efter den private Arveret her maatte have ſtørſt Udſigt til at betragtes ſom den nærmeſte til Rigsſtyrelſen, om juſt ikke ligefrem efter Loven, ſaa dog ifølge Billighed og Folkets Ønſke. Saaledes blev hun allerede den 10de Auguſt, kun ſex Dage efter Kong Olafs Liigferd, i Lunds Domkirke og paa Skaane Landsthing, af flere geiſtlige og verdslige Herrer, ſaavel fra Skaane, ſom fra alle de andre Landsdele, udvalgt og antaget og hyldet til „fuldmegtig Frue og til Huusbonde og til hele det danſke Riges Formynder i alle Maader, indtil hun og de tilſammen eendregtigt kunde komme overeens om at velge en Konge, dog ſaaledes, at de ikke ſkulde ſkilles fra hendes Tjeneſte og Hjelp, førend hun ſelv viiſte dem fra ſig til ſamme med hendes og deres Raad og Vilje udvalgte Rangen. Som Bevæggrunde til Valget anføres, at Dronning Margrete, „Norges og Sveriges Dronning“, ſom hun kaldes, var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, hvilke begge havde været deres Herrer, og at de i mange Maader havde prøvet hendes gode Vilje og Gunſt“. De og hun, heder det fremdeles, vare komne indbyrdes overeens om, at de ikke vilde tage nogen Herre eller Høvding eller Konge, eller drage nogen Mand ind i Danmark, eller tage nogen Mand til Hjelp, der var imod dette, eller nogenſomhelſt anden uden hendes Raad og Vilje; ſlige Mend vilde de derimod med hende ſøge at „forderve“. Derimod havde hun tilſagt dem, at de ſkulde nyde Skjel og Ret og de Privilegier, ſom hendes Forfedre og Søn havde givet dem[3]. Det merkeligſte ved dette Brev er, at Erkebiſkop Vinalde af Throndhjem nævnes allerførſt blandt Udſtederne, medens derimod ikke den lundſke Erkebiſkop Magnus nævnes blandt disſe, uagtet det udtrykkeligt heder, at ſaavel Udſtederne, 14 i Tallet, ſom „Erkebiſkoper og Lydbiſkoper, Riddere og Svene, og flere Rigets Mend og Menighed af alle Danmarks Lande“ havde deeltaget i Valget[4]. Det førſte kan forklares paa den af os ovenfor anførte Maade, nemlig at Vinalde ved Dronningens Indflydelſe allerede tidligere havde faaet en Prælatur ved Lands Domkirke, ſaaat han derved var berettiget til at optrede mellem Danmarks Geiſtlige[5]. Men at Erkebiſkopen af Lund ikke nævnes blandt Udſtederne, uagtet han dog ſaavelſom Biſkoperne af Ribe og Aaruus var ved Hyldingen, bliver altid en Beſynderlighed, ſkjønt man kan ſige, at hans Deeltagelſe i Brevets Udſtedelſe ikke var abſolut nødvendig, da dette kun indeholder et Vidnesbyrd om, hvad der ſkete, ligeſom vi ogſaa ſenere ſee Roeskildes Biſkop paa ſamme Maade nævnt i Vidnesbrevet om Hyldingen paa Sjælands Landsthing, uden ſelv at have deeltaget i Udſtedelſen af dette. Muligt ogſaa at Biſkoperne have givet ſærſkilte Breve. Saameget kan man ellers viſt trygt antage, at Erkebiſkop Vinaldes Indflydelſe bidrog meget til at befordre Margretes Valg; men det meſte maa dog vel den megtige og anſeede Drottſete Hr. Henning af Putbuſch have udrettet, hvilken ogſaa nævnes førſt iblandt de verdslige Herrer. M Geiſtlige nævnes foruden Erkebiſkop Vinalde kun Biſkop Peder af Aaruus. Blandt de verdslige Herrer forekomme den afdøde Konges Hovmeſter hr. Benedict Bjug til Gunnerslevholm og den føromtalte Hr. Henrik Parow, der ſaaledes nu optraadte ſom danſk Herremand, Jakob Muus til Lindholm, o. fl. Elleve Dage derefter, den 21de Auguſt, aflagde Biſkopen af Roeskilde med øvrige Prælater, Riddere, Svene og hele Almuen af Sjæland, Møn og Laaland ſamt andre Rigets Mend en lignende Hylding i St. Knuts Kirke i Ringſted ſaavelſom paa Sjælandsfare Landsthing ſammeſteds, og her ſees ligeledes Hr. Henning af Putbuſch at have været virkſom, thi han er atter den førſte af de Herrer, der have udſtedt Vidnesbyrd derom[6]. Lengere Tid tog det, inden Fynboerne efterfulgte Skaaningernes og Sjælandsfarernes Exempel, hvad nu Aarſagen kan have været dertil; thi Hyldingen i St. Knuts Kirke i Odenſe og paa Fyns Landsthing ſkete ikke førend den 26de October af Biſkopens Fuldmegtige, Prælater, Riddere, Riddersmends-Mend, Kjøbſtedsmend og Almue m. m. fra Fyn, Langeland og Thorsland[7]. En lignende Hylding ſkal og være ſkeet i Nørre Jylland, altſaa vel paa Viborgs Landsthing, men der findes ikke lenger noget Brev derom[8]. Saavidt man kan ſee, fandt den Sted tidligere end Hyldingen i Odenſe, og denne maa ſaaledes have været den ſidſte[9].

Aaret var nu allerede langt henledet, og det gjaldt for Dronningen at ſkynde ſig til Norge for ogſaa der at ſikkre ſig Regjeringen. Imidlertid lod hun Erkebiſkop Vinalde drage forud derhen for at kunne bearbeide Gemytterne og forberede Sagen til hendes Ankomſt. Thi den 8de September modtog Erkebiſkop Vinalde paa Vordingborgs Slot af Befalingsmanden ſammeſteds, Hr. Jens Ruut, paa Dronningens og det danſke Rigsraads Vegne, alle de Bøger og Klenodier m. m. ſom hans Formand Erkebiſkop Nikolas havde ført til Danmark, og ſom efter hans Død ſees at have været opbevarede der paa Slottet under Dronningens og Raadets Anſvar; og i Qvitteringsbrevet, ſom Erkebiſkopen ſamme Dag udſtedte, heder det udtrykkeligt, at han ligeledes ſkulde ſkaffe ſit Capitels Qvittering, ſaaſnart Dronningen kom med ham til Norge, men om hun ikke kom med ham, ſkulde han inden Aar og Dag nedlegge den hos Høvedsmanden paa Vordingborg eller paa Kalundborg[10]. Dette ſynes at viſe, at Erkebiſkopen nu var reiſeferdig, men at det var uviſt, om Dronningen kunde reiſe op paa ſamme Tid. Da hun nu ej kan være kommen afſted førend efter Fynboernes Hylding den 26de October, er det klart, at Erkebiſkopen maa være reiſt alene.

Imidlertid havde man naturligviis allerede for længe ſiden erfaret Kong Olafs Død i Norge. Der findes et Brev, dateret fra Oslo den 13de October „i det Aar, da Kong Olaf døde“, men allerede fra de førſte Dage af September findes der Breve, i hvis Datering Aaret angives med Aarstallet, ej, ſom ſedvanligt, efter Kongens Regjeringsaar: et temmelig utvetydigt Tegn paa, at Udſtederne have erfaret Kongens Død[11]. Og merkeligt ſkulde det være, om det ej var en blot og bar Tilfeldighed, at det føromtalte Brev fra Teige af 16de Juli om Overeenskomſten mellem Biſkop Eyſtein og Fru Chriſtine Nikolasdatter ligeledes er dateret efter Aarstal, thi iſaafald kunde man dog let friſtes til at tro, at Kongen allerede var død ſtrax efter den 10de Juli, og at idetmindſte Fru Chriſtine og Biſkop Eyſtein vare vidende derom. Dette er nu vel mindre ſandſynligt, men viſt er det, at idetmindſte efter Begravelſen maatte Efterretningen ſnart komme til Norge, og Erkebiſkop Vinalde maatte ſaamegetmere føle ſig opfordret til at ſkynde ſig derop, ſom det Tilfelde vel nu kunde anſees for indtraadt, der omtales i Landslovens Chriſtendomsbaalk, Cap. 6, nemlig at ingen ſaadan Tronarving var til, ſom Konge-Arvetallet omhandler, og at alle Biſkoper, Prælater, Hirdſtjorer, Sysſelmend og udvalgte Bønder ſkulde ſamles med Erkebiſkopen for at raadſlaa om nyt Kongevalg, og det ſaa ſnart, at de ſkulde have begivet ſig afſted inden en Maaned efter at de havde erfaret Kongens Død. Nu heed det jo rigtignok, at denne Sammenkomſt ſkulde ſkee i Nidaroos, nemlig „at de alle ſkulde ſøge nord til Nidaroos til St. Olaf for at raadſlaa med Erkebiſkopen“. Men dette forudſetter ſom givet, at Erkebiſkopen var i Nidaroos. Naar derimod, ſom det nu var Tilfeldet, Erkebiſkopen juſt kom tilbage fra ſin Indvielſe og landede i den ſydlige Deel af Riget, kunde der viſt ikke være noget i Vejen for, at han berammede Mødet f. Ex. til Oslo, ſaamegetmere ſom dette viſtnok for de fleſte var et langt belejligere Sted, end Nidaroos. Da nu et Raadsmøde, dette Anliggende vedkommende, blev holdt i Oslo ſtrax i Begyndelſen af det følgende Aar, og Deeltagerne deri formodentlig allerede havde ſamlet ſig til Julen, medens Sejladſen endnu var lettere, maa vi antage, at Erkebiſkopen er kommen op til Norge i Løbet af September og ſtrax har ladet Indkaldelſer udgaa. Men der ſynes ikke lenger at have været Tale om nogen bogſtavelig Efterfølgelſe af Landslovens Bud, hvilket udtrykkeligt foreſkrev, at foruden Biſkoper, Prælater og verdslige Høvdinger ogſaa tolv Bønder fra hvert Biſkopsdømme, opnævnte af Biſkoperne, ſkulde deeltage i Mødet. Man havde nu et Rigs-Raad og anſaa det, ſom det ſynes, tilſtrækkeligt, naar kun ſaa mange ſom muligt af dettes Medlemmer mødte frem. Forſaavidt ſom de ikke alle vare Sysſelmend, kunde vel endogſaa flere af dem regnes blandt hine ſaakaldte Bønders Tal, ſkjønt de rigtignok kun udgjorde en ubetydelig Deel af den Mengde (tolv fra hvert Biſkopsdømme, altſaa i alt ferm„ der ſkulde opnevnes. Heller ikke lader det til, at Indkaldelſen naaede ſaa langt ſom til Bergen og Throndhjem, eller at de her boende Raadsherrer vandt Tid til at indfinde ſig ved Mødet. Thi ſaavidt vi kunne ſee, var der kun Mend fra Øſtlandet, Agder og Ryfylke tilſtede. De, ſom nævnes, og ſom ſidenefter udſtedte de paa Mødet fattede Beſlutninger, uden, ligeſom det var ſkeet i Danmark, ogſaa at omtale andre unavngivne Deeltagere i Forhandlingerne, vare, foruden Erkebiſkop Vinalde, Biſkoperne Eyſtein af Oslo, Olaf af Stavanger, Sigurd af Hamar og den før omtalte Henrik af Grønland, der nu optraadte i Egenſkab af norſk Raadsherre; Rigskanſleren Provſt Henrik Henrikſøn, Ridderne Ulf Holmgeirsſøn og Ulf Jonsſøn, og Hirdmendene Haakon Jonsſøn, Gaute Eriksſøn, Jon Martinsſøn, Alf Haraldsſøn, Benedict Nikolasſøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Haakon Stumpe, Peter Nikolasſøn, Nikolas Galle, Finn Gyrdsſøn, Gudbrand Erlingsſøn, Thoralde Sigurdsſøn, Herleik Aasulfsſøn, Magnus Stoltekarl, Haakon Topp, Jappe Faſtulfsſøn og Svaale Ottesſøn. Af disſe vare Svogrene Ulf Holmgeirsſøn og Ulf Jonsſøn, ſom vi have ſeet, næſten mere ſvenſke end norſke, ſkjønt den ſidſte var Jon Hafthorsſøns Søn; i alle Fald havde de ſine Beſiddelſer og Syſler i den ſydøſtlige Deel af Landet, ſaavelſom i Vermeland og paa Dal. Haakon Jonsſøn var viſtnok maaſkee for Tiden kongelig Ombudsmand — Underfehirde eller Gjaldkere? — i Bergen, men han hørte dog egentlig hjemme paa Øſtlandet og havde desuden ſine ſæregne Grunde til at indfinde ſig, ſom det ſtrax vil ſees. Gaute Eriksſøn havde Skiduſyſla, Jon Martinsſøn hørte nu hjemme paa Raumarike, Alf Haraldsſøn formodentlig i Borgeſysſel, (ſ. o. S. 164), Benedict Nikolasſøn havde hidtil været Foged paa Akershuus, Agmund Bolt kongelig Ombudsmand i Borgeſysſel, Jon Darre var Fehirde paa Tunsbergshuus og Sysſelmand paa Veſtfold, Haakon Stumpe havde Beſiddelſer i Oslohered og paa Raumarike m. m., ſamt rimeligviis ogſaa en Sysſel etſteds i de Egne; Peter Nikolasſøn havde vel tidligere været Sysſelmand paa Haalogaland, men ſynes i denne Tid at have haft Sysſel paa Eker (ſ. o. S. 211), ligeſom han ogſaa rimeligviis havde ſine fornemſte Beſiddelſer paa Veſtfold; Nikolas Galle hørte hjemme paa Veſtfold og havde maaſkee allerede nu Sysſel i Robyggelag, Finn Gyrdsſøn havde idetmindſte Aaret efter Sysſel paa Liſter. Gudbrand Erlingsſøn ſynes ligeledes at have hørt hjemme paa Veſtfold, Thoralde Sigurdsſøn ligeſaa (ſ. o. S. 161, 176), Herleik Aasulfsſøn, om hvem forreſten intet ſynderligt vides, nævnes idetmindſte i 1405 ſom opholdende ſig i Tunsberg[12], Magnus Stoltekarl havde Ejendomme baade i Viken og paa Valdres, forreſten vides intet nærmere om ham[13]; Haakon Topp nedſtammede ſandſynligviis fra Erik Topp, Sysſelmand i Gudbrandsdalen 1320, og har i ſaa Fald enten hørt hjemme i Viken eller paa Hedemarken[14]. Jappe eller Jakob Faſtulfsſøn, ſvenſk af Fødſel, var, ligeſom Gaute Eriksſøn, Svigerſøn af Otte Rømer, Fehirden i Throndhjem, og Svaale Ottesſøn var dennes Søn, men heraf følger dog ikke, at nogen af disſe tvende hørte hjemme i det Throndhjemſke, hvor Otte Rømer alene opholdt ſig i Egenſkab af Fehirde, medens Ætten iſær havde mange Beſiddelſer paa Øſtlandet[15]. Altſaa ſeer man, at der ingen Embedsmend eller megtige Godsejere fra den egentlige Gulathingslag og Froſtathingslagen vare tilſtede, og navnligen ikke de meeſt anſeede af dem alle, begge Fehirderne, ligeſaalidet ſom Biſkop Jakob i Bergen. Men man kan jo viſtnok ſige, at idetmindſte Otte Rømer var repræſenteret ved ſin Søn og begge ſine Svigerſønner; og overhoved betragtede vel ingen af disſe Raadsherrer ſig egentlig ſom Repræſentant for noget enkelt Diſtrict, men kun ſom Medlemmer af en Forſamling, der var berettiget til med Stemmefleerhed at fatte en Beſlutning om Tronarven og Rigsſtyrelſen. Imidlertid viſer den Omſtændighed, at ingen fra Bergen og Throndhjem var tilſtede, kjendeligt nok det Haſtverk, man har haft for at faa et Møde og en Beſlutning iſtand. Det ſamme kan ogſaa ſkjønnes deraf, at man ikke havde oppebiet Jarlen af Orknø, Norges fornemſte Vaſall, ſkjønt han ſikkert enten allerede var, eller ogſaa ſtrax efter blev indkaldt, da vi ville ſee, at han ſenere indfandt ſig. Ved førſte Øjekaſt kan det ogſaa ſynes beſynderligt, at Drottſeten, Hr. Agmund Finnsſøn, og begge Hafthorsſønnerne ikke vare nærværende. Men de ſidſte vare nu aabenbart ſaa gamle og ſvage, at de ganſke havde draget ſig tilbage fra alle offentlige Forhandlinger, og overgivet alle ſine Anliggender til ſine Sønner og Svigerſønner. Det er endog kun tilfeldigviis, at man erfarer, at de endnu paa denne Tid var i Live, ſaa ganſke havde de begravet ſig i Stilhed[16]. Jon. Hafthorsſøns Plads udfyldtes af hans Sønner og Svigerſønnen Ulf Holmgeirsſøn, Sigurd Hafthorsſøns af Svigerſønnen Jon Martinsſøn. Hvad Drottſeten angaar, da var hans Embedsmyndighed ſom ſaadan egentlig allerede udløben med den officielle Efterretning om Kong Olafs Død, og det er ſaaledes ikke uſandſynligt, at han ved Erkebiſkopens Ankomſt til Norge, hvis han forøvrigt da var i Oslo, og ikke fremdeles opholdt lig i Bergen, reſignerede ſin Myndighed i hans Hender“ og begav ſig hjem til Heſtbø i Ryfylke, ſaameget mere ſom det maa antages, at han allerede har følt ſig ſvag og afkræftet, og at den Sygdom havde begyndt at yttre ſig hos den gamle Mand, der allerede den 14de April 1388 lagde ham i Graven. Af denne Aarſag var det vel heller ikke at tænke paa, at han ſkulde kunne indfinde ſig til Raadsmødet i Oslo, ſaa meget mere ſom vi erfare, at han i ſin ſidſte Sygdom, maaſkee for bedre Plejes Skyld, maaſkee og af religiøſe Grunde, havde begivet ſig til Halsnø Kloſter, hvor han døde og formodentlig ogſaa blev begraven[17]. Hans Fraværelſe kan ſaaledes ikke betegne nogen Ulyſt til at bekræfte Dronningen i hendes Regjeringsmyndighed; tvertimod maa man antage, at hans Huſtru, Dronningens Plejeſyſter, har ſtemt ham paa det fordeelagtigſte for hendes Planer.

Mere paafaldende er det, at ingen Lagmand nævnes ſom tilſtedeværende, uagtet en af de vigtigſte Forretninger ved Mødet maatte være den, at granſke Loven, for at afgjøre, hvo der ſkulde erkjendes for den rette Arving. Men dette vidner end mere om, hvad vi allerede idet foregaaende have viiſt, at Lagmendene ej lenger indtog den anſeelige Stilling ſom hidtil, og at de ikke betragtedes ſom Medlemmer af Raadet, uden at de tillige vare Hirdmend eller Riddere. Da ikke engang Lagmanden i Oslo nævnes, uagtet han dog maa have været tilſtede i Byen, er det tydeligt nok, at Lagmendenes Udelukkelſe ej har været tilfeldig, men grundet ſig paa en beſtemt Vedtægt.

Allerede før end Raadsherrerne ſamlede ſig, maa Dronning Margrete være ankommen. Vi finde hende i Oslo den 2den Februar, da de vigtigſte Raadſlagninger allerede maa have været tilendebragte, og da man neppe kan antage, at hun reiſte, op efterat Sejladſen var ophørt for Aarstidens Skyld, maa man formode, at hun har forladt Danmark i Løbet af November og har tilbragt hele December Maaned, ſaaledes ogſaa Julen, og den paafølgende Januar Maaned, i Oslo. Raadsherrerne ere formodentlig komne til Julen, hvor hun da viſt ikke har undladt at modtage dem paa det bedſte og underholde dem med ſaa prægtige Jule-Gilder, ſom Sorgen over Kongens Død kunde tilſtede. De egentlige Raadſlagninger og Forhandlinger maa have fundet Sted i Januar, efter Jule-Højtidelighederne.

Her maa der da førſt og.fremſt have været anſtillet Underſøgelſer om, hvo den nærmeſte Tronarving var. De, ſom ſtod den afdøde Konge ſaa nær i Slegtſkab, at de muligtviis kunde komme i Betragtning, vare følgende:

a) Hertug Albrecht af Mecklenburg. Hans Moder Ingeborg var Dronning Margretes kjødelige, egtefødte eldre Syſter; han var ſaaledes Kong Olafs Syſkenebarn paa mødrene Side, eller, ſom det hos os kaldtes, „Syſtrung kommen af ſamfedre Syſtre“, det vil ſige, de vare begge tvende ſamfedre Syſtres Børn.

b) Kong Albrecht af Sverige, Søn af Euphemia Eriksdatter, Kong Magnus’s, Olafs Farfaders, Syſter. Albrecht og Olafs Fader, Kong Haakon, vare ſaaledes hvad man hos os kaldte „Syſkenebørn komne af ſamfedre“, det vil ſige Børn af Broder og Syſter, der havde felles Fader[18].

d) Haakon Jonsſøn, efter det ovenfor paaviiſte upaatvivleligt en Søn af Hr. Jon Hafthorsſøn i andet Egteſkab med Birgitte, Hertug Knut Porſes og Hertuginde Ingeborgs Datter. Birgitte og Kong Magnus vare ſaaledes ſammødre Syſken, og Olaf maatte med Henſyn til Haakon Jonsſøn efter Lovens Udtryk kaldes hans „Syſkenebarns Barn, kommen af ſammødre Syſken“. At Haakon, ſom det efter ſvenſke Slegtbøger tidligere har været antaget, ſkulde være en Søn af den ſvenſke Raadsherre Hr. Jon Magnusſøn af Slegten Læma, og Aaſa, Axa eller Anna, en Datter af Kong Magnus Eriksſøn[19], er ſaa meget mere uſandſynligt, ſom der ingenſteds ellers omtales, at Kong Magnus ſkulde have haft nogen ſaadan Datter, ligeſaalidet ſom man nogenſteds finder Spor af, at Haakon ſtod i et ſaa nøje Forhold til Kong Magnus, medens man derimod erfarer, at han var ſaa nær beſlegtet med Sigurd Hafthorsſøn, at han endog fandt det upasſende at tviſte med ham om ſin Huſtrus Arv[20].

e) Hr. Sigurd Hafthorsſøn og dennes Søn Haakon Sigurdsſøn, forſaavidt ſom de nedſtammede fra Kong Haakon den femtes Datter Agnes. Naar vi her ikke tillige nævne Hr. Jon Hafthorsſøn, da er det, fordi det efter nærmere Underſøgelſer er blevet os end mere klart, at Hr. Jon Hafthorsſøn kun var hans Halvbroder, født af et tidligere Egteſkab, førend Hr. Hafthor Jonsſøn egtede Kongedatteren Agnes. Thi medens Hr. Jon Haſthorsſøn og hans eldſte Søn (af førſte Egteſkab) Hr. Ulf Jonsſøn, med deres Ætlinger, alene bibeholdt ſine fedrene Vaabenmerke, Roſen, ſee vi Hr. Sigurd Hafthorsſøn at forene denne med det norſke Rigs- og Konge-Vaabenmerke, Løven med Øxen; i Urolighederne, ſom udbrød kort efter at Kong Magnus blev myndig, var det Sigurd, ſkjønt den yngre Broder, der ſpillede Hovedrollen, medens den eldre kun underſtøttede ham i Førſtningen og ſenere drog ſig tilbage; man finder heller ikke, at Kong Magnus, Kong Haakon eller Kong Olaf nogenſinde har kaldet Hr. Jon „ſin Frænde“, hvorimod de hyppigt og tilſidſt altid benævnte Hr. Sigurd ſaaledes[21]. Sigurd nedſtammede i andet og hans Søn Haakon i tredie Led fra Kong Haakon den femte; Haakon Sigurdsſøn var ſaaledes efter Lovens Udtryk „tredie Mand i Frændſkab“ med Kong Haakon, Olafs Fader, og denne „fjerde Mand“ fra felles Stamfader; Slegtſkabsgraden var altſaa, ſom vi ville ſee, ikke ganſke udelukket i Loven fra Arveret.

f) Dronning Margrete ſelv ſom den afdøde Konges Moder, og under visſe Betingelſer arveberettiget efter den private Arvegangslov.

Der maa vel ogſaa have været Spørsmaal om, hvilken Tronarvelov ſkulde anſees for den gjeldende, enten den, der oprindeligt fandtes i Landsloven, eller den, ſom Kong Haakon den 5te havde bragt iſtand 1302. Det heder rigtignok i Slutningen af denne, at „hvo der lader ſig tage til Konge eller gjør Fordring paa Norges Rige, Mand eller Kvinde, anderledes end det foreſkrives i dette Arvetal, er ſtrax at anſee ſom Guds og alle Helgenes Uven og ſom Ubodemand, medens de, der ſamtykke med ham eller hjelpe ham, have forbrudt ſit Liv og Gods“. Men Loven ſynes aldrig at have faaet den højtidelige Vedtagelſe, ſom egentlig udfordredes, og ſaavidt man kan ſee, blev den og formeligt afſkaffet paa Rigsmødet den 17de Juli 1344, hvor det udtrykkelig beſtemtes, at hvis Kong Haakon, Kong Magnus’s Søn, der nu beſtemtes til Konge, døde uden nogen egtefødt Søn, da ſkulde der forholdes efter den rette og gamle Konge-Arv i Norge: en Betegning der netop ſynes at udelukke den nye og tvivlſomme Konge-Arv af 1302[22]. I nærværende Tilfelde vilde dog Spørsmaalet ikke have været af ſaa ſtor praktiſk Vigtighed, formedelſt de Arveberettigedes fjerne Slegtſkabsgrad, naar det ej var for to Omſtændigheders Skyld, nemlig førſt at det gamle Arvetal aldeles udelukkede Kvinder, medens det nyere under visſe Betingelſer ſtedede dem til Tronfølgen, dernæſt, at kun det yngre udtrykkeligt paabød, at Slegtſkabsgraden ſkulde regnes fra den ſidſt afdøde Konge, medens det eldre alene inden ſelve Konge-Arvetallet ſynes at fordre Slegtſkabsgraden regnet fra hvilkenſomhelſt Konge, der havde ſiddet paa Norges Trone. Det er ſaaledes klart, at det yngre Arvetal viſtnok maatte være noget fordeelagtigere for Dronningens Planer, end det eldre. Men ſtor var Forſkjellen ej i nærværende Tilfelde, og hun kan ikke have fundet noget af dem efter ſit Ønſke, da de begge opſtillede den ufravigelige Fordring, at Tronfølgeren ſkulde være „af den rette norſke Konge-Ætt“, og desuden endogſaa det ſidſte kun ſtedede Kvinder til Arv, forſaavidt Mend ei fandtes. Saaledes vilde hun, ſkjønt den afdøde Konges Moder, i ethvert Tilfelde blive udelukket fra Tron-Arven, naar man ſtrengt ſkulde følge Lovens Bud. Thi hendes Nedſtammelſe fra den norſke Konge-Ætt var umulig at beviſe, om man end gik nok ſaa langt op i Tiden. Og dog var det Hovedſagen at ſkaffe hende Kongemagten.

Den nærmeſte Arving vilde efter det eldre Arvetal være Kong Albrecht af Sverige ſom Kong Magnus’s ſamfedre Syſterſøn[23], forſaavidt dette ikke udtrykkeligt fordrede, at man ſkulde regne Frændſkabet fra den ſidſt afdøde Konge. Men hans fjendtlige Stilling ligeoverfor Norge og Kongehuſet gjorde det umuligt at lade ham komme i Betragtning. Han maatte anſees at have forbrudt ſin Arveret.

Nærmeſte Arving vilde dernæſt efter begge Arvetal være Hertug Albrecht af Mecklenburg ſom den afdøde Konges „Syſtrung af ſamfedde Syſtre kommen“ eller ſamfedre egte Moderſyſters Søn, hvis kun ikke ogſaa her den Fordring opſtilledes, at begge Syſtre ſkulde være „af den rette Konge-Ætt“. Det eldre Arvetal ſetter dette Slegtſkabsforhold i tolvte, det yngre i ellevte Klasſe, men forreſten er Beſtemmelſen paa begge Steder eenslydende. Imidlertid kunde vel denne Fejl nogenlunde opvejes ved, at Albrecht ſelv nedſtammede fra Konge-Ætten gjennem ſin Farmoder Euphemia og derved var „fjerde Mand“ fra Kong Haakon den 5te, ſamt ſaaledes ogſaa ellers arveberettiget lenger udi Rekken. Men der kunde dog af andre Prætendenter opkaſtes grundet Tvivl mod hans Arveret ſom Syſtrung, og da nu ogſaa Raadsherrerne, ſom vi ville ſee, ikke ønſkede ham til Konge og fandt, at han havde forbrudt ſit Ret, ved at han og hans Frænder havde ført Krig mod Norge og dets Konger, maatte han altſaa for det førſte ſettes ud af Betragtning.

Af de øvrige, der kunde nævnes ſom Prætendenter, var der ingen ſaa nær, at de kom ind under de i Konge-Arvetallet opſtillede Klasſer. Men begge Arvetal forordnede, at man, hvis det var nødvendigt at gaa fjernere i Frændſkabet, ſkulde forholde ſig efter den private Arvelov, dog med den Forſkjel, at det eldre Arvetal aldeles udelukkede Kvinder, det nyere derimod ſtedede dem til Arv, forſaavidt ingen mandlige Arvinger var til. Her er der imidlertid igjen et Spørsmaal, om Ordene „da tage Kvinder ligeſaa nær beſlegtede (jafnskyldar)“ ſkal forſtaaes ſaaledes, at Kvinder i nærmere Led ſkulde udelukke Mend i fjernere, eller om endog den fjerneſt beſlegtede Mand ſkulde gaa forud for den nærmeſt beſlegtede Kvinde. I førſte Tilfelde vilde Dronning Margrete, ſom Moder, have været den nærmeſte (i tredie Klasſe), hvis hun kun ſelv havde været af den norſke Konge-Ætt.

Hvis man nu ogſaa fremdeles, efterat have forladt det egentlige Konge-Arvetal, ſkulde regne Slegtſkabet fra hvilkenſomhelſt tidligere Konge, vilde efter den eldre Arvelov ingen være nærmere end Haakon Jonsſøn. Thi han var Kong Magnus Eriksſøns ſammødre Syſters egte Søn, og denne Slegtſkabsgrad ſtiller det private Arvetal i 8de Klasſe. Men det ligger aabenbart i Sagens Natur, at naar man førſt var kommen udenfor hiint kongelige Arvetal, hvorved Lovgiveren mere kan tænkes at have ſeet paa kongeligt Blod, end paa Frændſkab med den ſidſt Afdøde, og man var gaaet over til den private Arvegang, hvorved der alene er Spørsmaal om Slegtſkab med Arveladeren, kunde der heller ikke være Tale om at regne Slegtſkabet fra andre end Kong Olaf. I ſaa Tilfelde vilde vel rigtignok ogſaa Haakon Jonsſøn blive arveberettiget, men kun i tolvte Klasſe, hvor, ſom det heder, „en Mand tager Arv efter Syſkenebarns Barn af ſammødde Syſkene kommet“, det vil ſige „efter ſin Moders ſammødde Broders Sønnebarn“. Dog kunde der vel ogſaa her være Tvivl om, hvilken Fortolkningsmaade var den rette. Var Haakon ærgjerrig og havde et Parti for ſig, kunde han nok med etſlags Skin af Ret paaſtaa at ſkulle opſtilles i hiin nærmere Klasſe, iſær da han tillige kunde have den Fordeel, virkelig at høre til Konge-Ætten.

Nærmeſt efter Haakon Jonsſøn, om denne ſattes i 8de, men foran ham, om han fattes ned i 12te Klasſe, kom Erik Vartislavsſøn af Pomern. Hans Slegtſkabsgrad faldt i 9de og 10de Klasſe. I niende opſtilles nemlig det Tilfælde, at en Mand arver ſin Syſtrungs Barn kommet af ſamfedde Syſtre, det vil ſige ſin Moders ſamfedre Syſters Sønnebarn, — to Led paa Arvetagerens, tre paa Arveladerens Side-; i tiende Klasſe, at der under forreſten ſamme Forhold ere tre Led paa begge Sider; altſaa ligger Eriks Tilfelde, — tre Led paa Arvetagerens, to paa Arveladerens Side — i Midten, eller vel endog nærmere den niende Klasſe. Hertil havde Erik den Fordeel, at hans Moder Maria ſom Sønnedatter af Euphemia Eriksdatter nedſtammede fra den norſke Konge-Ætt.

Endelig fulgte Hr. Sigurd Hafthorsſøn, hvis Slegtſkabsgrad viſtnok kunde henregnes til 3die Klasſe, endog foran den Afdødes Moder, hvis man gik ud fra hvilkenſomhelſt Konge, men da man her maa have gaaet ud fra Olaf, falder hans Grad kun i 13de Klasſe, der opſtiller de ſaakaldte „Fermenninger“ eller Ætlinger i 4de Led fra fælles Stamfader (næſte Grad efter Nærſyſkenebørn); thi vel nedſtammede han ſelv kun i andet Led fra Kong Haakon, men Kong Olaf førſt i fjerde Led fra denne. Det lader heller ikke til, at der har været Spørsmaal om ham eller hans Søn, ſiden der fandtes ſaa mange nærmere berettigede.

Ved alle Prætendenters Ret var der ſaaledes nogen Tvivl. Kunde man end anſee hver enkelt af dem berettiget, om han ſtod alene, maatte man dog være meget uvis om, hvad Ret man ſkulde tilkjende ham ligeover for de øvrige. En Beſtemmelſe var derfor vanſkelig at treffe, og det kunde heller ikke ligge i Dronningens og hendes Venners Interesſe at ſøge denne Vanſkelighed hævet, førend hun førſt havde ſikkret ſig Magten ligeſom i Danmark. Deres, og blandt dem viſt fornemmelig Erkebiſkop Vinaldes Beſtræbelſer, ſaavelſom hendes egen Indflydelſe, og vel heller ikke mindſt den Omſtændighed, at hun allerede havde faaet Regjeringen i Danmark, maa derfor tilſammen have bidraget til, at man fulgte dette Lands Exempel og overdrog hende Rigsſtyrelſen. Norge kunde maaſkee endnu mindre end Danmark taale i lengere Tid at ſavne et Overhoved, der udøvede Kongemagten, og Omſtændighederne vare nu ſaadanne, at Riget mere end ellers trængte til at have en ſtatsklog og kraftig Herſker. Vi ville ſee, at man antog en Krig at ſtaa for Døren. Kong Albrecht laa allerede i aaben Feide med de ſvenſke Høvdinger, hvis Interesſer nu ogſaa mange af Norges Raadsherrer deelte. Det var neppe muligt for Norge at undgaa at tage Parti, thi hvis Albrecht fik Overhaand, maatte man vente, at han under enhver Omſtændighed vilde paaføre Norge Krig, naar man der tilſideſatte hans eller hans Brodersſøns Arveret til Tronfølgen; og disſe to kunde og vilde man nu engang ikke vide af. Hertil kom vel ogſaa den Betragtning, at Dronning Margrete var i Beſiddelſe af det vigtige Baagahuus og de øvrige til hendes Morgengave eller Livgeding hørende Landſkaber, hvilke Norge endog let kunde komme til at tabe aldeles, om man ikke ſatte hende ſelv i Spidſen for Regjeringen. Thi at hun da let kunde komme i et mindre venſkabeligt Forhold til Norge eller den, der blev Konge, forſaavidt ſom det ej var hendes Syſterdattersſøn, maatte Enhver kunne forudſee, og hine Beſiddelſer vilde ſaaledes i Virkeligheden blive ſkilte fra Norges Interesſer og nærmere forbundne med hendes danſke Rige, medens hun paa den anden Side var for megtig, til at man ſkulde kunne fratage hende dem. Saaledes enedes man da om, ligeſom man i Danmark havde gjort, at overdrage hende Rigsſtyrelſen, idet de forſamlede, ovenfor nævnte Herrer, „efterſom Fru Margrete, af Guds Naade Dronning til Norge og Sverige, og ret Arving og Fyrſtinde til Riget i Danmark, var deres kjære Herre Kong Haakons Huusfrue og deres kjære Herre den nys afdøde Kong Olafs Moder, og formedelſt hendes Gunſt og gode Vilje, ſom de altid af hende havde befundet og fremdeles haabede at nyde af hende, paa eget og hele Rigets Vegne eendrægtigt annammede, udvalgte og antog hende med god Vilje til alle deres og hele Norges Riges megtige Frue og rette Huusbonde“. Det er tydeligt nok at ſee, at man endog havde formet Beſlutningens Ord efter de danſke Hyldingsbreve. Men man gik endnu videre end i Danmark, thi medens man her kun havde overdraget Margrete Kongemagten, indtil et Kongevalg var ſkeet, overdrog man hende den i Norge ſtrax paa Livstid. „Førnævnte Dronning Margrete“, heder det nemlig videre, „ſkal være fuldmegtig at foreſtaa og raade Norges Styrelſe megtigt og veldeligen i alle Stykker over hele Riget i Norge, baade Land, Slot, Feſtninger og Thegner ſaavel ſøndentil ſom nordentil over alt Norge og dets Skatlande i alle hendes Levedage med Guds Hjelp, og vi alle foranſkrevne ſaavelſom enhver ſærdeles for ſig ſkal ſtyrke og hjelpe hende i al hendes Ret og intet hindre, ſom hun har Ret til“. Endvidere enedes Herrerne om, at ingen af dem ſkulde holde flere Huuskarle og Sedeſvene (setusveinar) d. e. faſte Huustjenere, end Lovbogen og Hirdſkraaen foreſkrev. Man ſeer altſaa, at de megtige Mend fremdeles have plejet at omgive ſig med et ſtørre Antal Folk eller „Hovmend“, til Skade for Landefreden. Endelig ſamtykkede de forſamlede Herrer i, at paa Grund af den Nødvendighed, ſom nu paalaa Riget baade nordentil og ſøndentil, ſkulde Almuen i et Aar udrede fuld Almenning over hele Norge fra Ende til Ende. Dette viſer altſaa nokſom, at man anſaa Krigen uundgaaelig. Paa Grund af disſe Beſlutninger aflagde alle de Herrer, ſom havde deeltaget deri, Huldſkabs- og Troſkabs-Eed til Dronningen, medens hun igjen aflagde den ſedvanlige Konge-Eed paa at holde Lov og Landſens Ret, ſaa lenge hun levede. Herom udferdigede derpaa de ſamme Herrer et aabent Brev til alle Mend i hele Norge ſaavelſom i Skatlandene, under deres Indſegl, hvori de meddelte Beſlutningerne og bad og raadede alle og Enhver at aflegge den ſamme Troſkabs-Eed, ſom Sysſelmendene ſkulde modtage, hver i ſin Sysſel, ſamt overhoved at være hende og hendes Ombudsmend lydige og føjelige, ſaa meget mere ſom hun paa ſin Side havde befalet alle Sysſelmendene og deres Ombudsmend, at enhver i ſin Sysſel ſkulde holde og ſtyrke Lov og Landſens Ret. Brevet er dateret fra Oslo, den 2den Februar 1388, formodentlig umiddelbart efter at Beſlutningen ſelv var fattet[24].

At denne Foranſtaltning afveeg ſaavel fra Norges ſkrevne offentlige Ret, ſom fra hvad der hidtil fra umindelige Tider havde været Skik og Brug, eller de da levende Mend og deres Forfedre oplevet, lader ſig ikke negte. At den desuagtet blev ſat igjennem, vidner ſaavel om Dronningens Magt og Anſeelſe, ſom om hendes Tilhængeres ivrige Beſtræbelſe for at ſikkre hende Regjeringen. Som hørende til disſe Tilhængeres Tal maa man ſaaledes vel førſt og fremſt betragte Brevets Udſtedere eller rettere dets Beſeglere, nemlig fire og tyve eller fem og tyve af de ovenfor nævnte ſex og tyve geiſtlige og verdslige Herrer; thi uagtet de alle nævnes ſom. Udſtedere, er der dog den Beſynderlighed, at een eller to af dem ikke har villet eller kunnet beſegle med, ſaaſom aldrig flere end fire og tyve eller fem og tyve Segl have været feſtede ved Brevet[25]. Og da nu desuden flere af Seglene ere affaldne eller ſterkt beſkadigede, er det ikke engang muligt med Sikkerhed at ſee, hvilke de oprindeligt manglende have været, eller med andre Ord, hvilken af de opregnede Herrer maaſkee kan antages at have været uenig i Beſlutningen. Man ſkulde lettelig falde paa at tro, at Haakon Jonsſøn førſt og fremſt havde været en af disſe, naar man ikke af hans egen Erklæring, ſom ſtrax nedenfor vil blive omhandlet, vidſte at han ſlet ikke tænkte paa at gjøre ſin Arveret gjeldende, eller endog betragtede ſig ſom arveberettiget lige overfor Erik Vartislavsſøn. Vi ſee ogſaa af hele hans øvrige Ferd, at han maa have været Dronningen oprigtigt hengiven. Endeligt maa han vel ogſaa have ſkjønnet, at om han end havde været ærgjerrig nok til at tragte efter Kronen og for Kongeverdigheden at ſette Landets Fred og Ro, ja maaſkee endog dets ydre Sikkerhed i Fare, vilde han vel neppe engang kunne ſkaffe ſig et Parti ſterkt nok til at ſette ſine Fordringer igjennem. Thi den Omſtændighed, at man endog gik videre end de Danſke og tilſtod Margrete Regjeringen paa Livstid, viſer nokſom, hvor ſtor hendes Anſeelſe og Indflydelſe var, og hvor vel idetmindſte Fleerheden anſaa ſig tjent med hendes Styrelſe. Haakon Jonsſøn, der altid ſynes at have været en rolig og forſigtig Mand, mere betænkt paa at forøge ſin Formue end lyſten efter at indlade ſig i vovelige Foretagender, maatte derfor, hvad end hans inderſte, egentlige Attraa monne have været, fuldkommen indſee, at det bedſte, han kunde gjøre, var at holde gode Miner, og ikke engang at udtale noget ærgjerrigt Ønſke[26].

Vi have allerede nævnt, at Dronningens Udvelgelſe til Rigsforſtanderſke med fuldkommen Kongemagt var exempelløs i Norges Hiſtorie. Men den er ikke det eneſte Exempel paa, hvorledes Nordmendene nu ſtiltiende begyndte at afvige fra hidtil herſkende Vedtægter, efterſom det tydſke Lehnsvæſen og de i Forbindelſe dermed ſtaaende ſtatsretlige Begreber ved den i de ſidſte Tider ſaa hyppige Berørelſe med Nordtydſkland og Indſtrømningen af tydſke Fyrſter og Herrer, iſærdeleshed i Danmark og Sverige, begyndte at faa Indpas i Norden. At man ved at nedlegge ſaa ſtor Myndighed i Margretes Hender for Livstid havde for Øje, at hun idetmindſte efter den private Arvelov var ſin Søns nærmeſte Arving, er vel utvivlſomt, men da begge Tronfølgelove paa det beſtemteſte udelukkede Myndigheden af at overdrage hende Kronen ſom formelig Arv, og ſaaledes gjøre hende til Dronning i hendes egen Ret, var der ingen anden Udvej for dem end den, ſom de her havde valgt. At Margrete, ſom det af en enkelt Hiſtoriegranſker[27] har været udtalt, ſkulde ved ſaaledes at lade ſig Kronen overdrage have haft til Henſigt at tilveiebringe et nyt Udgangspunkt for Beregningen af Arveretten til Kronen og derved gjøre Erik Vartislavsſøns Ret endnu mere utvivlſom, bliver uantageligt endog af den Grund alene, at Margrete lod ſig udnævne til Rigets „megtige Frue og Huusbonde“, ej til „regjerende Dronning“. Men desuden var dette Skridt unødvendigt for at ſkaffe Erik Tronfølgen, naar hun kun var ſikker paa Haakon Jonsſøn, at ikke denne opſtillede nogen Fordring. Endelig kunde der vel og, hvis Margrete førſt var bleven erkjendt ſom Dronning ifølge ſin egen Ret, eller om man ſaa kunde ſige, ſom kvindelig Konge, fra hvilken herefter Arveretten ſkulde regnes, ikke være Tale om at granſke Arveretten nærmere, eller ophøje nogen til Konge, ſaaledes ſom vi ville ſee, at det ſkete med Erik, førend Margrete var død( Men Sagen var tvertimod den, at det under alle Omſtændigheder var nødvendigt at udnævne en Konge, deels fordi Nordmendene nu engang vare vante til at have en Konge, idetmindſte af Navn, og ikke godt kunde finde ſig i at undvære en ſaadan, deels ogſaa fordi Kongenavnet virkelig var uundværligt til at give visſe Rets- og Regjerings-Handlinger Gyldighed, ſaaſom Landsviſtbreve og andre lignende Cancelliſager. Men forat den ſaaledes udnævnte Konge ikke ſelv, naar han var myndig, ſkulde tage Magten fra Dronningen, eller at man endog i hans Mindreaarighed ſkulde kunne ordne Regjeringen paa en Maade, hvorved hun indſkrænkedes for meget i ſin Myndighed, lod hun ſig viſeligen denne Regjeringsmyndighed overdrage paa Livstid, førend Tronfølgen endnu var erkjendt. I Danmark havde hun viſt gjerne ſeet, at den var hende overdraget paa lige ſaa lang Tid, og har vel heller ikke undladt at gjøre hvad hun kunde for at ſette det igjennem, men Raadsherrerne maa ikke have været at formaa dertil. Vi ville ogſaa ſee, at hun ogſaa i Norge ſnart maatte opgive denne Fordeel.

Saaledes var da Margrete ogſaa bleven Herſkerinde i Norge, idetmindſte den ſøndenfjeldſke og ſydveſtligſte Deel; men med temmelig ſikker Udſigt til, at ogſaa de nordenfjeldſke Raadsherrer vilde følge de øvriges Exempel. Hun ſkreed ogſaa ſtrax til Udførelſen af alle Regjeringshandlinger, hvortil en Konges Mellemkomſt ikke var uundgaaeligt nødvendig. Allerede den 7de Februar bekræftede hun og Erkebiſkop Vinalde i Forening den af Officialen i Oslo og Lagmanden afſagte Dom om Aalefiſket i Enindals-Aaen, ſom ovenfor er omtalt[28]. Det herom udſtedte Brev er ikke medbeſeglet af Cantſleren, uagtet han var tilſtede i Oslo. Men hans Cantſler-Embede var ogſaa nu egentlig til Ende ved Regjeringens Overdragelſe til Dronning Margrete, ſaa at han derfor ſtrax efter kun optreder ſom Provſt til Mariekirken. Et noget ſenere Brev viſer dog, at Dronningen atter overdrog ham Embedet ſom ſin og Rigets Cantſler.

Imidlertid ſkreed de forſamlede Herrer til at behandle Spørsmaalet om Tronfølgen, og derom kom man ſnart til Enighed. Egentlig havde man vel allerede underhaanden opgjort, hvad Reſultatet ſkulde blive. Dronningen forelagde Raadet, heder det, det Spørsmaal, hvo der var nærmeſt Arving til Riget og til at ſtyre det ſom Konge, naar hun var afgaaet ved Døden. Hun havde, tilføjede hun, helſt ſeet, at hendes Syſterſøn Hertug Albrecht af Mecklenburg kunde blive Manden. At dette ſkulde være hendes oprigtige Mening, er viſtnok højligen at betvivle. Hun var, ſom vi ſnart ville ſee, allerede ſaa godt ſom enig med de misfornøjede ſvenſke Herrer om at ſtøde hans Farbroder Kong Albrecht fra Sveriges Trone og overhoved at gjøre det umuligt for Mecklenburgerne at erhverve yderligere Fodfeſte i Sverige; hvor lidet rimeligt er det ikke da, at hun i ſamme Øjeblik ſkulde have oprigtigt ønſket at ſee Albrecht den yngre ſom ſin Efterfølger:’ Men hun kunde trygt fremſette Ønſket, da Sagen vel allerede underhaanden var afgjort, og hun ſaaledes altfor vel vidſte, at der ej var nogen Fare for, at Raadet vilde indlade ſig derpaa; men imidlertid tog det ſig godt ud i den Kundgjørelſe, der ſiden blev udſtedt om disſe Forhandlinger, at hun, uanſeet det fjendtlige Forhold mellem hende og Kong Albrecht, dog ikke havde undladt at legge et godt Ord ind for hans Broderſøn, der tillige var hendes Syſterſøn. Raadsherrerne „beviiſte ogſaa ſkjelligen“, heder det, efter deres Lov, at Hertug Albrecht og hans „fedrene Foreldre“, der havde været imod Norges Riger og dets Konger, ikke med nogenſomhelſt Ret kunde vorde Arvinger af og Konger i dette Rige, men at derimod Kong Olafs Moder Dronning Margretes eldſte Syſterdatterſøn, nemlig Hertug Vartislav af Pomerns Søn, var den rette Arving til Riget og ſkulde være Konge derover, ſamt at hans rette Arvinger, Søn om han er til, Broder og fedrene Frænder, om hine ej er til, igjen ved hans Død ſkulde arve Tronen efter ham, een efter den anden, ſaaledes at Konge-Arvetallet nu ſkulde begynde fra ham. For det Tilfelde, at denne Dronning Margretes Syſterſøn og hans Venner „kunde det forſkylde af hende“, at hun vilde have ham til Konge i Norge endnu i ſin Levetid, og dette virkelig ſkete med hendes Raad og Vilje, da ſkulde hun dog beholde ſin fulde Magt til at foreſtaa Riget, ſaa lenge hun levede. Da vi ville ſee, at Erik allerede i det følgende Aar ogſaa virkelig blev tagen til Konge, og der ſaaledes ingen videre Lejlighed havde været for hans Venner til at „forſkylde det af hende“, uden maaſke forſaavidt ſom de ej tog Parti med Kong Albrecht, og at endnu mindre Erik ſelv, der kun var et Barn, havde kunnet gjøre ſig ſaa fortjent, er det klart, at denne hans Ophøjelſe paa Kongetronen allerede har været en mellem Raadet og Dronningen aftalt Sag, og at den vel endog var et Offer, hun bragte de norſke Statsinſtitutioner og Stemningen i Landet, medens hiin Talemaade om at gjøre ſig fortjent til Tronen og hendes Samtykke alene var en Vending, man gav Sagen af Høfligheds-Henſyn mod hende. Beſlutningen herom blev udferdiget allerede den 16de Februar paa Akershuus af nitten Raadsherrer, nemlig Erkebiſkopen, Biſkop Eyſtein, Biſkop Olaf, Biſkop Sigurd og Titulærbiſkopen Hallgeir; Provſt Henrik, der her ikke kalder ſig Cantſler, Haakon Jonsſøn, Gaute Eriksſøn, Henrik Michelstorp, Jon Martinsſøn, Alf Haraldsſøn, Benedict Nikolasſøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Haakon Stumpe, Peter Nikolasſøn, Simon Thorgeirsſøn, Nikolas Galle og Finn Gyrdsſøn[29]. Man ſeer altſaa, at af de 26 Herrer, der 14 Dage forud udſtedte Brevet om Regjeringens Overdragelſe til Dronning Margrete, vare nu ti fraværende, nemlig Biſkop Henrik af Grønland, Hr. Ulf Holmgeirsſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Gudbrand Erlingsſøn, Thoralde Sigurdsſøn, Herleik Aasulfsſøn, Magnus Stoltekarl, Haakon Topp, Jappe Faſtulfsſøn og Svaale Ottarsſøn, medens der var tre andre, ſom hiin Dag ej havde været med, nemlig Biſkop Hallgeir, Henrik Michelstorp og Simon Thorgeirsſøn. Disſe trende Mend have ſandſynligviis førſt nu naaet frem til Mødet; muligt endog at Henrik Michelstorp har været i Dronningens Erende i Sverige for at underhandle med en eller anden af de misfornøjede ſvenſke Herrer, navnlig den med hans Broders Enke gifte Algøt Magnusſøn; og paa ſamme Viis er det højſt rimeligt, at Svogrene Hr. Ulf Holmgeirsſøn og Hr. Ulf Jonsſøn, der begge havde Beſiddelſer i Sverige, ſtrax efter Beſlutningen af 2den Februar ere afreiſte til Vermeland eller Dal for at melde den til Hr. Erik Ketilsſøn og Dronningens øvrige Tilhængere paa den Kant, medens derimod de ſyv andre Herrer, endnu kun Hirdmend og viſtnok de yngre i Laget, ſiden de nævnes ſidſt, ere blevne afſendte til forſkjellige fjernere Kanter af Landet for at bekjendtgjøre Beſlutningen og paaſkynde Troſkabsedens Afleggelſe. Biſkop Henrik er formodentligt bleven ſyg eller er reiſt ſin Vej, ſaaſom man efter denne Tid ej mere hører ham omtale.

Imidlertid maa der dog nok have yttret ſig enkelte misbilligende Stemmer mod det udenlandſke Fyrſtebarns Ophøjelſe paa Norges Trone, ſaa lenge der blandt Landets egne Børn fandtes en ſaa anſeet og dygtig Mand, ſom Haakon Jonsſøn. Thi ellers vilde vel Dronningen ikke have fundet det nødvendigt, to Dage efter at Erik var erklæret for den rette Tronarving, at lade Haakon udſtede en udtrykkelig Erklæring om, at han hverken havde tragtet efter at blive Konge i Norge, eller havde nogen Ret dertil. En ſaadan Erklæring afgav Haakon Jonsſøn virkelig under Eed paa Akershuus den 18de Februar 1388 i Overvær af Dronningen ſelv og flere geiſtlige og verdslige Raadsherrer, blandt hvilke Erkebiſkop Vinalde, Biſkoperne Olaf og Sigurd, Gaute Eriksſøn, Benedict Nikolasſøn, Haakon Stumpe, Jon Darre, Simon Thorgeirsſøn og Finn Gyrdsſøn udſtedte et lovformeligt Vidnesbyrd derom, ſaa lydende, at Haakon Jonsſøn, perſonligt fremſtaaende i Dronningens, deres og andre Raadsherrers Nærværelſe, lagde Haand paa Bogen og ſvor, og bad den almegtige Gud, hans hellige Moder og alle hellige Mend i Himlen ſaa ſandt at hjelpe ſig, ſom han aldrig havde lagt an paa at blive Konge i Norge, tilſtod at han ikke i mindſte Maade havde nogen Ret til eller Fordring paa Norges Rige, og aldrig vilde tragte derefter eller befatte ſig dermed; hvilket altſammen han beſvor og erklærede ikke tvungen, men aldeles frivilligt. Til Bekræftelſe paa dette Vidnesbyrd ſatte hine ni Udſtedere ſine Segl derfor[30]. Da det her udtrykkeligt ſiges, at Haakon afgav denne Erklæring af ſin egen fri Vilje, og da han heller ikke ſiden tilbagekaldte den eller ſtillede ſig i nogen Oppoſition mod Dronningen, er man heller ikke berettiget til at antage, at nogen legemlig eller moralſk Tvang her har været anvendt. Imidlertid har dog den Sigtelſe virkelig været henkaſtet, at Dronningen ſkulde have bemegtiget ſig Haakons Perſon og derved tvunget ham til at fraſige ſig ſin Ret: en Sigtelſe, der maaſkee for en Deel kun ſtøtter ſig dertil, at Fraſigelſen ſkete paa Akershuus Slot, hvor Haakon da muligtviis kunde være bragt i Forvaring. Men den Omſtændighed forklarer ſig ſimpelthen deraf, at Akershuus Slot nu, efter Regjeringens Overdragelſe til Margrete, var hendes Reſidens. Ogſaa Beſlutningen af den 16de Februar, om Eriks Arveret, blev udſtedt her, og Haakon Jonsſøn var en af Udſtederne; han kan dog aabenbart ikke have deeltaget heri ſom Fange. Og hvad mere er, Haakon var jo med i at fatte Beſlutningen af 2den Febr., der egentlig allerede afſkar ham alt Haab om at blive Konge, hvilket han ſaaledes endog da maatte have ſlaaet af Tankerne, om han ellers nogenſinde havde næret det; men Forhandlingerne og Beſlutningen herom ſkete i Oslo, altſaa udenfor Akershuus Slot, og ſaaledes at enhver Tanke om Tvang, anvendt mod Haakon, her maa falde bort. Vi have allerede ovenfor berørt de vegtige Grunde, han maatte have til at holde ſig rolig, og ikke at lade ſig forlede af Ærgjerrighed til noget farligt Skridt. Havde der fra hans Side ſkeet mindſte Tegn dertil, vilde ikke Dronningen fremdeles have viiſt ham fuldkommen Tillid, og i det følgende Aar, maaſkee endog medens Udfaldet af Krigen med Kong Albrecht endnu ikke var afgjort, have betroet ham en ſaa vigtig og anſvarsfuld Poſt, ſom Hirdſtjore- og Fehirde-Embedet i Bergen.

Efterat ſaaledes baade Regjeringen var ordnet og Spørsmaalet om Tronfølgen var bragt i Rigtighed, ſluttede, ſom man maa formode, Raadet ſine Forhandlinger, uagtet Erkebiſkopen ſaavelſom Biſkoperne i Stavanger og Hamar fremdeles en Tidlang bleve tilſtede i Oslo[31]. Erkebiſkopens Beſtræbelſer kunde Margrete vel fornemmelig tilſkrive, at alt gik hende ſaaledes efter Ønſke, og ſaavidt man kan ſee, undlod hun heller ikke at viſe ham ſin Taknemmelighed ved betydelige Gunſtbeviisninger. Det er allerede ovenfor omtalt, at hun forundte ham Sparbyggefylke ſom Lehn eller Sysſel paa Livstid, en Overdragelſe, der viſtnok ſkete nu, eller i alle Fald kort derefter. Ogſaa erfarer man, at ogſaa de øvrige Biſkoper eller deres Kirker rigelig betænktes af hende. I ſit Teſtament, ſom hun oprettede i alle Fald før Midten af det følgende Aar, gav hun Bergens Domkirke hundrede Mark brendt Sølv, og en lignende Sum ſkjenkede hun ſikkert ogſaa hver af de øvrige Kirker, da det var Skik og Brug ej at give den ene mere end den anden[32]. Det var ſaaledes formodentlig den ſelvſamme teſtamentariſke Gave, hvorfor Dronningen allerede den 6te Marts 1388 ſtillede Biſkopen af Oslo og Capitlet Lider og Njotarø til Pant, idet hun tillige gav den nærmere Beſtemmelſe, at der for disſe Penge ſkulde bygges et nyt Alter i Kirken og kjøbes Jordegods til Beſtridelſe af Mesſeholdet, ſaavelſom til Preſtens Underholdning, hvilken hun og hendes Efterfølgere ſkulde præſentere — dog kun en Nordmand — og ſom hver Dag ſkulde holde visſe foreſkrevne Mesſer[33]. Ogſaa Biſkop Jakob i Bergen, der dog ikke havde været tilſtede ved Raadsmødet, blev i det følgende Aar perſonligt betænkt, ſom det allerede i det Foregaaende er berørt[34], og herefter nærmere vil blive omtalt. De øvrige ſtørre geiſtlige Stiftelſer kom viſt heller ikke til at ſavne vegtige Beviſer paa den Iver, hvormed hun ſøgte at ſikkre ſig Geiſtlighedens Gunſt. At hun den 13de Marts ſtadfeſtede Privilegierne for Mariekirken i Oslo[35], var vel mere en ſimpel Forretningsſag, men desforuden har den upaatvivleligt modtaget andre rige Gaver.

De øvrige Herrer, der havde bidraget til at ordne Sagen paa en for hende ſaa fordeelagtig Maade, havde hun Lejlighed nok til at viſe ſin Erkjendtlighed ved at bekræfte dem i deres Syſler, forflytte dem til fordeelagtigere, eller give dem ſærſkilte Forleninger; thi det var nu naturligviis nødvendigt, ſom ved alle Tronſkifter, at der udſtedtes nye Sysſelbreve. At de fleſte bekræftedes i de Syſler, ſom de allerede havde, kan man af flere Omſtændigheder ſlutte; dog ſkete der ogſaa enkelte Forflyttelſer eller Ombytninger. Saaledes have vi allerede ſeet, at Agmund Bolt nu blev Foged paa Agershuus, medens Benedict Nikolasſøn, der hidtil havde været det, fik paa ſin egen, ſin Huſtrus og fine Børns Levetid, Eiker, Modheim og Tverdalene, med alle Kronens visſe Indtægter og al Sagørene, Thegngilde og Fredkjøb, overhoved al Kongelig Ret undtagen Ubodemaal, hvoraf han hver Gang kun ſkulde have 20 Mkr.; fremdeles Koparviken i Dramn med Skibstold og Kongskjøb, altſammen til at gjøre ſig ſaa nyttigt ſom han kunde, ſom Pant baade for de Penge, Kong Haakon allerede var ham ſkyldig, og tillige for dem, han endnu ikke havde opbaaret af Oslo Sysſel, indtil den betydelige Sum af 200 Mk. brendt var bleven ham eller hans Arvinger udbetalt af Kronen. Brevet herom er beſeglet af Erkebiſkopen, Biſkoperne i Oslo, Stavanger og Hamar, Haakon Jonsſøn, Gaute Eriksſøn og Jon Martinsſøn[36], og da det er dateret fra Akershuus d. 6te Marts, ſamme Dag Biſkop Eyſtein udſtedte ſin Kundgjørelſe om, at Dronningen havde ſkjenket hine 100 Mk. Sølv til Domkirken og ſtillet Lider og Njotarø til Pant, maa man formode, at alle de nye Sysſelbreve, idetmindſte for Sysſelmendene i det ſydlige Norge, paa denne Dag bleve udferdigede.

Margrete udnævnte, ſom ovenfor nævnt, Provſt Henrik atter til Cantſler, i Egenſkab af „hendes og Rigets Cantſler“, men han beklædte det ikke lenge, da han ſynes at være død i ſamme eller i Begyndelſen af det følgende Aar[37]; allerede i 1390 nævnes hans Efterfølger, baade ſom Provſt og Cantſler. De førſte Breve, ſom hun udſtedte, har hun formodentligen beſeglet med ſit Secret, og til Bekræftelſe ved ſaadanne, hvortil egentlig Storſeglet udfordredes, ladet flere Herrer af Raadet indſegle med ſig[38]. Hvad Aarets Betegnelſe i Brevenes Datering angaar, da ſkete den, naar man ikke anvendte Aarstal, ſedvanligviis ved at regne fra hendes Antagelſe til Rigsſtyrelſen d. 2den Febr. 1388. Denne Betegnelſe („i det førſte Aar, ſom vi vare tagne til Norges Riges Styrelſe“) brugte hun i Sysſelbrevet for Benedict Nikolasſøn af 6te Marts 1388, og ſaaledes har den og vel været anvendt i alle de øvrige[39]. Man finder den anvendt allerede i et Brev fra Gjeleid (veſtre Skeidsmo) paa Nedre Raumarike af 19de og i et fra Hadeland af 25de Februar 1388[40], en Beſtyrkelſe paa, at Beſlutningen af 2den Februar øjeblikkeligen maa være bleven omſendt til Kundgjørelſe og Troſkabseden aflagt, thi foruden den har man vel ikke paa noget Sted begyndt den nye Aarsregning. Dog findes der ogſaa enkelte Breve, hvor Aaret regnes fra Kong Olafs Død; ſaaledes et fra Oodalen af 11te Februar 1388 („ſamme Aar ſom Kong Olaf døde“), og et andet fra Moland i Fyresdal, ſydveſtligſt i Thelemarken, af 26de April 1388 l„andet Aar fra Kong Olafs Frafald“[41]; men da det førſte udſtedtes i Oodalen, havde man der neppe endnu faaet Efterretningen om hvad der var ſkeet den 2den Februar, og i en ſaa afſidesliggende Egn ſom Fyresdal kunde det nok være muligt, at man ikke engang i April 1389 vidſte nøje Beſked om Regjeringens Overdragelſe til Dronning Margrete, eller ſvoret hende Troſkabseed. Beſynderligt er det, at der findes et Brev fra Hvamshered i Øvre Valdres af 14de Marts 1388, og et andet fra Birkreim i det Indre af Ryfylke af 7de April 1388, fra „Kong Olafs, Norges, Daners og Goters Konges 7de Regjeringsaar“, ſom om han endnu ikke var død[42]. Men det er højſt ſandſynligt, at man ikke paa noget af disſe Steder endnu havde aflagt Troſkabseeden, ſaamegetmere ſom Valdres viſtnok hørte til den Deel af Landet, hvorfra ingen Sysſelmand eller Raadsherre havde indfundet ſig ved Mødet, og Sysſelmanden i Ryfylke, Hr. Agmund Finnsſøn, i Begyndelſen af April laa paa ſit Yderſte, og allerede den 14de afgik ved Døden. Man foretrak ſaaledes maaſkee at betegne Aaret, enten med Aarstal, eller efter Kong Olafs Regjeringsaar, ſaa meget mere ſom jo Nordmendene, eller idetmindſte en Deel af dem, ifølge de islandſke Annalers Udſagn ikke vilde tro, at Kong Olaf var død, hvilket vel iſær gjelder om dem, der boede fjernere fra de Steder, hvor man kunde have nøjagtig Underretning om de nærmere Omſtændigheder ved hans Død og Begravelſe. Endnu længere hen paa Sommeren, da den nye Sysſelmand rimeligviis var ankommen, daterede Lagmanden i Ryfylke, Ivar Sveinsſøn, et Brev, ſom han udſtedte paa Eidſa, fra 5te Juni „i Kong Olafs af Guds Naade Norges, Dans og Sveriges Konges 7de Regjeringsaar, og i førſte Aar af Dronning Margretes Rigsſtyrelſe“: dette kunde maaſkee udlegges ſom et Tegn paa, at uagtet Margrete nu maa have været hyldet paa de Kanter, var dog ikke engang Lagmanden ganſke ſikker paa, at Kong Olaf var død[43]. De endnu opbevarede Breve fra denne Tid, der ere udſtedte i Bergen eller de nærmeſte Landſkaber, have alle kun Aarstal, indtil et Brev fra Vors, udſtedt den 27de Mai 1389, for førſte Gang regner Aaret efter Dronning Margretes Antagelſe til Rigsſtyrerinde. Da et tidligere Brev, dateret fra Vors den 22de Februar 1389, kun ſetter Aarstallet, ſkulde man vel ſaaledes ſlutte, at Margrete førſt i Mellemtiden mellem Februar og Mai 1389 har været hyldet paa de Kanter[44]. Fra det Throndhjemſke have vi ingen Brevſkaber udſtedte i de Aar.

Der findes ingen Efterretning om, hvorledes Margrete efter Cantſlerens Død ordnede Regjeringen i Norge for den Tid, hun var udenfor Landet, og der findes ikke engang noget Brev, hvoraf man med Sikkerhed kan ſlutte det, uagtet der dog viſt maa have indtruffet hyppige Tilfelde, hvor der var Spørsmaal om Udøvelſer idetmindſte af de løbende Forretninger, der ellers plejede at beſørges ved Cantſleren. Man kan dog ikke godt antage andet, end at Raadsherrerne have andraget om en ſaadan Foranſtaltning, og det indſtendigt nok; men man maa ogſaa formode, at Dronningen kun nødigt har villet indlade ſig derpaa, og at hun virkelig har tænkt ſig Muligheden af at kunne ſtyre Norge fra Danmark eller Sverige af, og at hun helſt vilde bringe det dertil, at Indbyggerne af det ene af de forbundne Riger ikke længer ſkulde betragte det andet-ſom fremmed Jordbund[45]. Men ſaadant har neppe vundet Nordmendenes Bifald, og om de end for det førſte fandt ſig deri, ſaa maatte dog ſnart ſaa mange Ulemper opſtaa ved Savnet af et Cancellie eller Regjeringscontor i Norge, hvorfra de løbende Forretninger kunde afgjøres, at dette ſandſynligviis endog iſær har fremſkyndet den nys antagne Tronarvings Udnævnelſe til Konge og den væſentlige Forandring i den tidligere Beſtemmelſe, at hendes Styrelſe og Raadighed over Riget ikke ſkulde vedvare længer, end indtil den unge Konge naaede Myndigheds-Alderen. Herom ville vi i det følgende komme til at handle nærmere; nu bliver det nødvendigt at gaa noget tilbage i Tiden forat betragte Forholdene i Sverige og viſe, hvorledes det lykkedes Margrete ogſaa her at vinde Magten.

22. Tildragelſer i Sverige. De ſvenſke Stormend i aabenbar Feide med Kong Albrecht, henvende ſig til Margrete og overdrage hende Styrelſen. Kong Albrecht ſlagen og fangen ved Falkøping.

Det er allerede forhen omtalt, hvorledes Misfornøjelſen med Kong Albrecht mere og mere tiltog i Sverige ſiden hans ſeneſt uheldige Forſøg paa at afkaſte Raadets og Stormendenes Aag, og hvorledes Dronning Margrete og hendes Tilhengere ſandſynligviis allerede da benyttede enhver Lejlighed til at udvide Bruddet og bringe de ſvenſke Høvdinger til atter at ſlutte ſig til ſin gamle Konge-Ætt, hvis eneſte Repræſentant hendes Søn nu var. Vi have ligeledes ſeet Kong Albrechts forgjeves Forſøg paa at erhverve de tydſke Stæders Biſtand mod Dronningen paa Hanſedagen i Stralſund 1385, hvorimod det ikke er uſandſynligt, at han kan have ſkaffet ſig flere Bundsforvante blandt endeel nordtydſke Fyrſter, ſom under hans Ophold i Tydſkland om Sommeren 1386 beſøgte ham i Wismar, hvor han holdt en pregtig Turnering, der varede i flere Dage[46]. Imidlertid ſynes det dog, ſom om han ſtrax efter paa Hanſedagen i Lübeck, hvor han perſonligt kom ſammen med Dronningen, blev nødſaget til at indgaa en ny Stilſtand, ja endog til at give Slip paa

  1. See ovenfor, S. 75.
  2. Om alle disſe Arveforhold vil der nedenfor blive handlet udførligt.
  3. Vidnesbyrdet om denne Kaaring og Hylding findes endnu i det danſke Geheime-Archiv; det er efter Originalen aftrykt i Molbechs og Peterſens „Udvalg af danſke Diplomer og Breve“, I. No. 10. (S. 11—12).
  4. Udſtederne ere, foruden Erkebiſkop Vinalde: Hr. Henning af Putbuſch, Drottſeten; Jens Andersſøn, Benedict Bjug, Henrik Parow, Reimer Breide, Folmar Jakobsſøn, Riddere; Otte Jensſøn, Henneke Olafsſøn, Konrad Molteke den yngre, Jakob (Jep) Muus, Stiig Petersſøn og „Albertus“.
  5. Hvis Brevet kun omtalte Hyldingen, ſom en Act, hvortil Udſtederne kun havde været Vidne, men hvori idetmindſte ikke alle havde deeltaget, da vilde Erkebiſkop Vinaldes Optræden blandt dem ikke være noget paafaldende, men der ſtaar udtrykkeligt: „vi og mange flere Rigets Mend — — kaarede, annammede og udvalgte“ — o. ſ. v.
  6. Vidnesbrevet findes ligeledes i det danſke Geheimearchiv og er aftrykt blandt ovenanførte „Udvalg af Diplomer“ etc. No. 11, S. 13. Om Dagen, hvilken baade Jahn (S. 16) og Huitfeld (S. 574) angive urigtigt, ophører ved dette Aftryk af Originalen al Tvivl. Udſtederne ere Hr. Henning af Putbuſch, Jens Thrugilsſøn, Landsdommer i Sjæland, Benedict Bjug, Jens Ruut, Høvedsmand paa Vordingborg, Michael Ruut af Skjoldenes, Riddere; Jesſe Offesſøn af Egede, Finkenoge (en Broder af Erkebiſkop Nikolas) og Hartvig Bruſke.
  7. Brevet, der ej, ſom de to andre, er affattet paa Danſk, men paa Latin, med deles af Huitfeld, S. 574, 575, og en Notarialakt derover hos Suhm XIV. 543. Udſtederne ere Hennike Olafsſøn, Høvedsmand paa Nyborg, Berneke Skinkel paa Hinsgavl, Henneke Berg paa Kjeſtrup Slotte, Otte Skinkel, Landsdommer, Otte Strangesſøn af Tange, Tuve Nikolasſøn, Borkvard Skinkel af Roltſted, Borkvard Lembeke, Svene. Om Dagen, der angives til Løverdag (Sabbatum) før Simons og Judæ Dag 1387, kan der ei være nogen Tvivl, ſkjønt Pal. Müller (Obss. criticæ S. 8) angiver d. 27de October, og Notarialakten har d. 16de.
  8. Huitfeld omtaler Hyldingen (l. c.), men ſiger udtrykkeligt, at han intet Brev har fundet.
  9. Suhm. XIV. 194.
  10. Dipl. N. I. 508.
  11. Brev af 5te September, ligeledes et fra Soleim ved Slien af 27de September, begge med Aarstal, aftrykte i Dipl. N. V. 357 og til. 476. Brevet af 13de October, „i det Aar, da Kong Olaf døde“, er aftrykt ſſteds. IV. 540.
  12. Herleik Aasulfsſøn udſtedte tilligemed Hr. Gyrd Gyrdsſøn, Tideke Wüſtenacker og Lagmanden Jon Karlsſøn den 4de Mai 1405 i Tunsberg Vidnesbyrd om en Overeenskomſt mellem Hr. Alf Haraldsſøn og Hr. Agmund Bolt, vedkommende Thumn. Dipl. N. V. 441.
  13. Magnus Stoltekarl gav før 1396 18 Laupers Land i Viflin i Hordini Sogn paa Valdres til Biſkopsſtolen i Oslo, ligeledes 1 Mks. Bool i Thorp i Aasgrenn i Tuneims Sogn i Nordre Viken til Tuneims Kirke. (Biſkop Eyſteins Regiſter, fol. 121. b. og 176. b).
  14. Om Erik Topp ſee foreg. Bind, S. 426. Hans Huſtru Ingerid Alfsdatter, død 9de Octbr. 1318, blev begraven i Ringsaker Kirke, ſee Nicolayſen, Norſke Fornlevninger. S. 81), og ſenere var der en Ødegaard i Romsdals Sogn, kaldet Toppen (maaſkee efter denne Ætt), ſee Dipl. N. II. 1047), men 1339 ſees Erik Topp at hade været paa Sker i Skedjehovs Sogn i Viken.
  15. See foregaaende V. S. 406.
  16. Dipl. N. I. 640 ſiges der udtrykkeligt, at Hr. Agmund Finnsſøn i ſin yderſte Time, altſaa 14de April 1388, erklærede, at Hafthorsſønnerne vare hans eneſte Arvinger; dette ſkulde ſaaledes ſynes at viſe, at de endnu levede ved den Tid. Men det er ogſaa meget muligt, at de forinden kunde være døde, uden at Drottſeten havde erfaret det.
  17. Dipl. N. IV. 549. Brevet indeholder et Vidnesbyrd af Abbeden og Capitlet i Halsnø om, at de den 14de April 1388 i det lille Conventhuus hørte, at Drottſeten, ſyg i Legeme, men ved ſin fulde Bevidſthed, gav for ſin Sjæl og til Sjælemesſer betydelige Gaver til Chorsbrødrene i Stavanger. Brevet er udſtedt ſamme Dag, og da der efter Drottſetens Navn indſkydes „Gud have hans Sjæl“, ſees det, at han imidlertid var død. Det er forreſten meget muligt, at han ſiden ſit Ophold i Bergen i October 1386 ikke mere vendte tilbage til Oslo, hvorfra man heller ikke har noget af ham udſtedt Brev, men at han forblev deels i Bergen, deels paa Heſtbø, indtil hans ſidſte Sygdom.
  18. Ved at ſette Stavelſen gin til den omlydte Rodſtavelſe fað (af faðir), móð (af moðir) og syst (af syster) betegnede man i vort eldre Sprog en Samling af to eller flere nærbeſlegtede af forſkjelligt Kjøn, ſaaledes feðgin d. e. Fader og Datter, mœðgin d. e. Moder og Søn, og systkin (eg. systgin) d. e. Syſter og Broder. Af „systkin“ kommer vort „Syſken“, men medens „Syſkenebørn“ nu kun betegner Fettere og Couſiner i Almindelighed, betegner det i vort gamle Sprog kun dem, der ſtaa i et ſaadant Fetterſkab, at den enes Fader er den andens Morbroder, og den andens Moder er hiins Faderſyſter. Fettere, der ere to Brødres Børn, kaldes brœðrungar, og to Syſtres Børn systrungar.
  19. See herom Lagerbring, III. S. 699. Han paaberaaber ſig Peringſkølds ſkrevne Ættebog og andre Genealogiſter. Dalin (S. 577) vil desforuden have Haakon Jonsſøn til at nedſtamme fra Knut Jarl, Haakon Galens Søn. Lagerbring har imidlertid i ſit „Sammendrag“ af Sveriges Hiſtorie forladt hiin Mening og er gaaet over til den, ſom Thorkelin allerede efter Frankenau har opſtillet i ſine Analecta, p. XXIII, fgg., ſee N. Samll. I. 40, III. 484, og ſom ſenere er bleven den ſedvanligt antagne, nemlig at Haakon Jonsſøn var en Søn af Hr. Jon Hafthorsſøn, og at denne ſkulde være en Søn af Agnes, Kong Haakons Datter, hvilket dog nok heller ikke er rigtigt, ſee nedenfor. Hine ſvenſke Genealogiſter ſynes ikke engang at antyde, at den foregivne Aaſa ſkulde have været uegte født: altſaa kunde hun ej være født tidligere end 1336; og da hun nu vel heller ikke kunde have haft nogen Søn, førend hun var 16 eller 17 Aar, altſaa ved 1352 eller 1353, bliver Haakon derved for ung til at kunne have været Sysſelmand allerede i 1368 og 1369. Det lader næſten til, at en forvirret Efterretning om Agnes, Kong Haakons Datter, har foreſvævet Genealogiſterne, og at Aaſa er Agnes, men indſat paa et urigtigt Sted. At Haakon ej fører Faderens, Hr. Jon Hafthorsſøns Familievaaben, Siden, lader ſig forklare deraf, at han efter de Tiders Skik, naar Mødrene-Ætten var meget anſeet, har antaget enten Morfaderens eller Mormoderens Vaaben, enten Knut Porſes Grif (om han ellers førte en Grif, og ej en Løve) eller Hertuginde Ingeborgs norſke Løve, med en Skraabjelke. (Figuren ſynes nemlig paa de faa Exemplarer, man har af hans Vaaben, ikke at være ret tydelig). Paa ſamme Maade optog Haakon Sigurdsſøn, Hr. Sigurd Hafthorsſøns Søn, ſin Morfader Hr. Erling Vidkunnsſøns Baaden, ſom Arving til Giſke-Godſet.
  20. Dipl. N. II. 572.
  21. Jevnfør ovenfor S. 202, og Norges gl. Love III. S. 215.
  22. See foregaaende Bind S. 298, 299, og IV. 2 B. S. 402, 403; Dipl. N. I. 290.
  23. Samfedre Syſterſøn ſtaar i det eldre Arvetal i 9de, i det yngre i 10de Klasſe.
  24. Brevet findes endnu i det kgl. danſke Geheime-Archiv tog er derefter aftrykt i i Dipl. N. III. 477, ſaavelſom Suhms Nye Samll. III. 385, 387, og Grønlands hiſt. Mindesm. III. 131—134.
  25. I Dipl. Norv. ſiges der at have hængt 25 Segl ved, i Grønl. hiſt. Mindesmerker derimod kun 24. Altſaa maa een eller to af de nævnte 26 Udſtedere have undladt at beſegle. I Dipl. N. ſiges der, at der af de Segl, der oprindelig hang ved, nu kun findes 14 hele, nemlig 1, 2, 3, 9, 10, 14, 16, 17, 19, 20, 2l, 22, 23, 2.5; men derimod ſiges der ikke, hvilke af de øvrige ere aldeles bortfaldne og hvilke kun beſkadigede. Hine hele Segl ſkulde ſaaledes, forudſat at kun den 26de Udſteders Segl manglede, være Erkebiſkopens (1), Biſkop Eyſteins (2), Biſkop Olafs (3), Haakon Jonsſøns (9), Gaute Eriksſøns (10), Agmund Bolts (14), Haakon Stumpes (16), Peter Nikolasſøns (17), Finn Gyrdsſøns (19), Gudbrand Erlingsſøns (20), Thoralde Sigurdsſøns (21), Herleik Aasulfsſøns (22), Magnus Stoltekarls (23) og Jappe Faſtulfsſøns (25). Med hvis nu f. Ex. en af de førſte 8 Udſtedere havde undladt at beſegle, vilde Haakon Jonsſøns Segl blive det 8de, og det kommer da an paa, om det 8de Segl kun er beſkadiget, eller affaldet. I Grøn. hiſt. Mindesmerker ſiges der, at 15 Segl ere beſkadigede (altſaa ikke egentlig mangle) men da det derhos udtrykkeligt angives, at Biſkop Henriks Segl hænger ved, ſkjønt beſkadiget og med ulæſelig Omſkrift, ſaa at man alene har kunnet gjenkjende Seglet ſom hans af dets kjendelige, aflange Form og dets Plads, er det ſaaledes klart, at ingen af de fem Biſkoper have unddraget ſig Beſeglingen. Det maa altſaa være en eller to af de verdslige Herrer, ſom ej har villet være med. Nogen ret Beſkeed faar man ej herpaa uden ved en nærmere Underſøgelſe af ſelve Originalbrevet.
  26. Dalin (l. c.) har her atter med ſin ſedvanlige Driſtighed fremſtillet en ſelv gjort, fuldkommen urigtig Gjetning eller Combination ſom et ubeſtrideligt og notoriſk Factum, idet han lader Dronningen „ſikkre ſig Haakon Jonsſøns Perſon“ og derved aftvinge ham hans Fraſigelſe af enhver Fordring paa Tronen.
  27. Paludan Müller, i hans ypperlige, ſkarpſindige Afhandling om Kalmar-Unionen (Observationes criticæ o. ſ. v. S. 9).
  28. Dipl N. II. 508, jvfr. ovenfor S. 267.
  29. Brevet findes endnu i det danſke Geheime-Archiv og er aftrykt i Bal. Müllers „Observ. criticæ“ S. 105—108. Af de nitten Segl, ſom oprindeligen have hengt ved, mangle nu det 9de (Henrik Mtchelstorps), det 10de (Jon Maritnsſøns), det 14de (Jon Darres), det 15de (Haakon Stumpes), det 17de (Simon Thorgeirsſøns).
  30. Det derom paa Latin udſtedte Brev findes endnu i det kgl. danſke Geheime Stettin, og er aftrykt i Dipl. N. III. 478. Alle Seglene henge ogſaa ved. Huitfeld meddeler det S. 578, men ſiger ved denne Lejlighed fejlagtigt om Haakon Jonsſøn, at han var Drottſete; idetmindſte maa man vel ſaaledes forſtaa hans Ord: „Paa de Tider levede en Herremand i Norge, ved Navn Haagen Jonsſøn Drott, fød af kongelig Stamme, ſom og aatte Gods udi Sverige“. Den urigtige Angivelſe, at han var Drottſete, ſkjønt Hr. Agmund endnu ikke var død, og ingen Drottſete udnævntes efter ham, er ſiden kommen ind i de ſlette hiſtoriſke Verker, hvor disſe Begivenheder omtales, ogſaa i Haandſkr. af de islandſke Annaler, ung. S. 351, indtil Munthe paapegede Feljtagelſen i N. Samll. IV. S. 590, 591.
  31. Det var der den 6te Marts, ſee nedenfor.
  32. Dipl. N. II. 514.
  33. Dipl. N. I. 510.
  34. See o. S. 108.
  35. Dipl. N. VI. Danſk Magaſin, I. S. 339.
  36. Dipl. N. I. 511, jvfr. ovfr. S. 120, 169.
  37. Henrik nævnes for ſidſte Gang i hiint Privilegiebrev for Mariekirken af 13de Marts 1388. Her kaldes han „vor og Rigets Cantſler“.
  38. Saaledes ſkete det ogſaa, ſom nys paaviiſt, i Lehnsbrevet for Benedict Nikolasſøn af 6te Marts 1388.
  39. I Bekræftelſesbrevet af 7de Februar brugtes der kun Aarstal.
  40. Dipl. N. IV. 542, III. 479.
  41. Dipl. N. IV. 541. V. 330.
  42. Dipl. N. II. 509. IV. 546.
  43. Dipl. N. IV. 550. I et andet Brev, ſom ſamme Lagmand udſtedte fra Stavanger den 23de Juni, betegnede han Aaret med Aarstallet, maaſkee med Flid, for at undgaa hiin dobbelte, om hans Tvivlvidnende, Betegnelſesmaade. (Mankelivsb. S. 118).
  44. Dipl. N. I. 514. 512.
  45. Brevet af 29de Juni 1389, hvorved hun ſtadfeſtede den bergenſke Biſkop Jakobs Friheder og forlenede ham med to Skibreder, er ſaaledes udſtedt i Helſingborg (Dipl. N. II. 514), men rigtignok, ſom det nedenfor vil ſees, paa et Mode af norſke Raadsherrer, og ſaaledes beviſer dette endda ikke ſaa meget. Naar man kun havde Landsviſtsbreve for 1388 og førſte Halvdeel af 1389, da vilde de give meſt Oplysning, men ſaadanne findes ei, og man ſkulde halv om halv formode, at ingen har været udſtedt efter Cantſlerens Død, netop fordi der ej var nedſat nogen Regjering i Norge, der kunde udferdige dem.
  46. Dette fortelles af Stang, Vandalia L. l. IX, Cap. 14. Blandt Fyrſterne nævnes Wenzeſlav Hertug af Saxen, Bugislav Hertug af Wolgaſt, Erik Hertug af Saxen-Lauenburg, Nikolas Greve af Holſten, Adolf Greve af Schauenburg, Otto Greve af Hoya, Günther Greve af Lindow, Laurentius Herre til Werle. Af disſe ſtreed idetmindſte Günther af Lindow paa Albrechts Side i 1389.