Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/8/21

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Vi have allerede omtalt den Forlegenhed, hvori Kong Olafs pludselige Død nødvendigviis maatte bringe Dronning Margrete. Den var saa stor, at mangen en Mand i hendes Sted vistnok vilde have anseet sin Sag for tabt, og det kan alene have været i Bevidstheden om sin overlegne Dygtighed og Statsklogskab, at hun vovede at holde Stand og fortsette sine Bestræbelser til Nordens Forening. At der ikke for det første kunde være nogen Tale om at vinde Fodfeste i Sverige, er naturligt. Men dette var maaskee endda ikke det verste. Betænkeligere var det, at hun kunde blive nødsaget til at fravige baade Danmark og Norge. Hidtil havde man nemlig ej haft noget Exempel paa, at en Kvinde var valgt til Tronfølgerinde i Danmark, om hun end var en Konges Datter, og Successionen i Danmark var desuden ved Tractaten af 1376 paa en vis Maade forbeholdt hendes Systersøn Hertug Albrecht af Mecklenburg, forsaavidt som det her var vedtaget, „at Kong Olafs Valg ikke skulde komme ham til nogen Skade med Hensyn til hans fremtidige Fordringer paa Kongedømmet“[1]. I Norge kunde der ogsaa, som vi ville see, være grundet Spørsmaal, om ikke den samme Albrecht var nærmest arveberettiget til Tronen, medens derimod Margrete som Moder af den afdøde Konge kun havde en tvivlsom Arveret og dertil saa langt ude, at.den næsten kunde betragtes, som om den ej var til[2]. Hvis Hertug Albrecht havde været det eneste Medlem af sin Stamme, vilde hun maaskee ikke have betænkt sig paa strax at faa ham valgt og antaget til Konge i begge Riger. Det vilde saaledes da ikke findes nogen anden, der kunde gjøre hendes fremdeles Indflydelse over ham stridig. Men Ulykken var, at hans Farbroder Kong Albrecht i Sverige levede, havde formodentlig været hans Formynder, og vilde vel ogsaa efter hans Ophøjelse paa Danmarks og Norges Trone udøve størst Magt over ham. Paa denne Tronfølge var det saaledes ikke for det første at tænke, om den maaskee og tilsidst vilde have ledet til en varigere Forening af Nordens Riger, end den, som det lykkedes Margrete at bringe istand. Imidlertid var en anden Arving, der passede for Margretes Planer, ikke let at finde, uden at man dog holdt sig til den samme mecklenburgske Ætt, som ved de tidligere statskloge Hertuger Henriks og Albrechts Fremsynethed havde giftet sig ind i begge de da regjerende nordiske Konge-Ætter og derved vundet Arveret efter dem begge. Det er derfor højst rimeligt, at Margrete allerede nu havde kastet sine. Øjne paa en yngre Ætling af hiint Fyrstehuus, men som allerede stod Kong Albrecht fjernere, nemlig Erik, en Søn af den pommerske Hertug Vartislav VII. og Hertug Albrechts Syster Maria, følgelig Margretes Systerdattersøn og saaledes heller ikke uden Arveberettigelse til Norge, som det i det følgende vil sees. Men til at faa hans Udkaarelse bragt i Orden udkrævedes der Tid, og for det første maatte det være Margrete magtpaaliggende, at Tingene gik i sin sedvanlige Orden, idet hun midlertidigt blev bekræftet i Regjeringen, førend Hertug Albrecht kunde gjøre sin Fordring gjeldende og skaffet lig et Parti. Dette lykkedes det hende ogsaa at udvirke, og det endog langt snarere, end man skulde have formodet: et umiskjendeligt Tegn paa, hvor stor hendes Yndest og Anseelse maa have været, og hvor dygtige Hjelpere hun maa have haft til at agitere for sig. Thi hvad der nu skete, var unegteligt et Hastverks-Skridt, paa hvilket der i flere Henseender kunde være meget at sige. Det forstaar sig af sig selv, at hun først søgte at sikkre sig Regjeringen i Danmark, deels fordi hun just nu var tilstede der, deels ogsaa fordi hun som dansk Kongedatter og Kong Valdemars saavelsom Kong Olafs Arving idetmindste efter den private Arveret her maatte have størst Udsigt til at betragtes som den nærmeste til Rigsstyrelsen, om just ikke ligefrem efter Loven, saa dog ifølge Billighed og Folkets Ønske. Saaledes blev hun allerede den 10de August, kun sex Dage efter Kong Olafs Liigferd, i Lunds Domkirke og paa Skaane Landsthing, af flere geistlige og verdslige Herrer, saavel fra Skaane, som fra alle de andre Landsdele, udvalgt og antaget og hyldet til „fuldmegtig Frue og til Huusbonde og til hele det danske Riges Formynder i alle Maader, indtil hun og de tilsammen eendregtigt kunde komme overeens om at velge en Konge, dog saaledes, at de ikke skulde skilles fra hendes Tjeneste og Hjelp, førend hun selv viiste dem fra sig til samme med hendes og deres Raad og Vilje udvalgte Rangen. Som Bevæggrunde til Valget anføres, at Dronning Margrete, „Norges og Sveriges Dronning“, som hun kaldes, var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, hvilke begge havde været deres Herrer, og at de i mange Maader havde prøvet hendes gode Vilje og Gunst“. De og hun, heder det fremdeles, vare komne indbyrdes overeens om, at de ikke vilde tage nogen Herre eller Høvding eller Konge, eller drage nogen Mand ind i Danmark, eller tage nogen Mand til Hjelp, der var imod dette, eller nogensomhelst anden uden hendes Raad og Vilje; slige Mend vilde de derimod med hende søge at „forderve“. Derimod havde hun tilsagt dem, at de skulde nyde Skjel og Ret og de Privilegier, som hendes Forfedre og Søn havde givet dem[3]. Det merkeligste ved dette Brev er, at Erkebiskop Vinalde af Throndhjem nævnes allerførst blandt Udstederne, medens derimod ikke den lundske Erkebiskop Magnus nævnes blandt disse, uagtet det udtrykkeligt heder, at saavel Udstederne, 14 i Tallet, som „Erkebiskoper og Lydbiskoper, Riddere og Svene, og flere Rigets Mend og Menighed af alle Danmarks Lande“ havde deeltaget i Valget[4]. Det første kan forklares paa den af os ovenfor anførte Maade, nemlig at Vinalde ved Dronningens Indflydelse allerede tidligere havde faaet en Prælatur ved Lands Domkirke, saaat han derved var berettiget til at optrede mellem Danmarks Geistlige[5]. Men at Erkebiskopen af Lund ikke nævnes blandt Udstederne, uagtet han dog saavelsom Biskoperne af Ribe og Aaruus var ved Hyldingen, bliver altid en Besynderlighed, skjønt man kan sige, at hans Deeltagelse i Brevets Udstedelse ikke var absolut nødvendig, da dette kun indeholder et Vidnesbyrd om, hvad der skete, ligesom vi ogsaa senere see Roeskildes Biskop paa samme Maade nævnt i Vidnesbrevet om Hyldingen paa Sjælands Landsthing, uden selv at have deeltaget i Udstedelsen af dette. Muligt ogsaa at Biskoperne have givet særskilte Breve. Saameget kan man ellers vist trygt antage, at Erkebiskop Vinaldes Indflydelse bidrog meget til at befordre Margretes Valg; men det meste maa dog vel den megtige og anseede Drottsete Hr. Henning af Putbusch have udrettet, hvilken ogsaa nævnes først iblandt de verdslige Herrer. M Geistlige nævnes foruden Erkebiskop Vinalde kun Biskop Peder af Aaruus. Blandt de verdslige Herrer forekomme den afdøde Konges Hovmester hr. Benedict Bjug til Gunnerslevholm og den føromtalte Hr. Henrik Parow, der saaledes nu optraadte som dansk Herremand, Jakob Muus til Lindholm, o. fl. Elleve Dage derefter, den 21de August, aflagde Biskopen af Roeskilde med øvrige Prælater, Riddere, Svene og hele Almuen af Sjæland, Møn og Laaland samt andre Rigets Mend en lignende Hylding i St. Knuts Kirke i Ringsted saavelsom paa Sjælandsfare Landsthing sammesteds, og her sees ligeledes Hr. Henning af Putbusch at have været virksom, thi han er atter den første af de Herrer, der have udstedt Vidnesbyrd derom[6]. Lengere Tid tog det, inden Fynboerne efterfulgte Skaaningernes og Sjælandsfarernes Exempel, hvad nu Aarsagen kan have været dertil; thi Hyldingen i St. Knuts Kirke i Odense og paa Fyns Landsthing skete ikke førend den 26de October af Biskopens Fuldmegtige, Prælater, Riddere, Riddersmends-Mend, Kjøbstedsmend og Almue m. m. fra Fyn, Langeland og Thorsland[7]. En lignende Hylding skal og være skeet i Nørre Jylland, altsaa vel paa Viborgs Landsthing, men der findes ikke lenger noget Brev derom[8]. Saavidt man kan see, fandt den Sted tidligere end Hyldingen i Odense, og denne maa saaledes have været den sidste[9].

Aaret var nu allerede langt henledet, og det gjaldt for Dronningen at skynde sig til Norge for ogsaa der at sikkre sig Regjeringen. Imidlertid lod hun Erkebiskop Vinalde drage forud derhen for at kunne bearbeide Gemytterne og forberede Sagen til hendes Ankomst. Thi den 8de September modtog Erkebiskop Vinalde paa Vordingborgs Slot af Befalingsmanden sammesteds, Hr. Jens Ruut, paa Dronningens og det danske Rigsraads Vegne, alle de Bøger og Klenodier m. m. som hans Formand Erkebiskop Nikolas havde ført til Danmark, og som efter hans Død sees at have været opbevarede der paa Slottet under Dronningens og Raadets Ansvar; og i Qvitteringsbrevet, som Erkebiskopen samme Dag udstedte, heder det udtrykkeligt, at han ligeledes skulde skaffe sit Capitels Qvittering, saasnart Dronningen kom med ham til Norge, men om hun ikke kom med ham, skulde han inden Aar og Dag nedlegge den hos Høvedsmanden paa Vordingborg eller paa Kalundborg[10]. Dette synes at vise, at Erkebiskopen nu var reiseferdig, men at det var uvist, om Dronningen kunde reise op paa samme Tid. Da hun nu ej kan være kommen afsted førend efter Fynboernes Hylding den 26de October, er det klart, at Erkebiskopen maa være reist alene.

Imidlertid havde man naturligviis allerede for længe siden erfaret Kong Olafs Død i Norge. Der findes et Brev, dateret fra Oslo den 13de October „i det Aar, da Kong Olaf døde“, men allerede fra de første Dage af September findes der Breve, i hvis Datering Aaret angives med Aarstallet, ej, som sedvanligt, efter Kongens Regjeringsaar: et temmelig utvetydigt Tegn paa, at Udstederne have erfaret Kongens Død[11]. Og merkeligt skulde det være, om det ej var en blot og bar Tilfeldighed, at det føromtalte Brev fra Teige af 16de Juli om Overeenskomsten mellem Biskop Eystein og Fru Christine Nikolasdatter ligeledes er dateret efter Aarstal, thi isaafald kunde man dog let fristes til at tro, at Kongen allerede var død strax efter den 10de Juli, og at idetmindste Fru Christine og Biskop Eystein vare vidende derom. Dette er nu vel mindre sandsynligt, men vist er det, at idetmindste efter Begravelsen maatte Efterretningen snart komme til Norge, og Erkebiskop Vinalde maatte saamegetmere føle sig opfordret til at skynde sig derop, som det Tilfelde vel nu kunde ansees for indtraadt, der omtales i Landslovens Christendomsbaalk, Cap. 6, nemlig at ingen saadan Tronarving var til, som Konge-Arvetallet omhandler, og at alle Biskoper, Prælater, Hirdstjorer, Sysselmend og udvalgte Bønder skulde samles med Erkebiskopen for at raadslaa om nyt Kongevalg, og det saa snart, at de skulde have begivet sig afsted inden en Maaned efter at de havde erfaret Kongens Død. Nu heed det jo rigtignok, at denne Sammenkomst skulde skee i Nidaroos, nemlig „at de alle skulde søge nord til Nidaroos til St. Olaf for at raadslaa med Erkebiskopen“. Men dette forudsetter som givet, at Erkebiskopen var i Nidaroos. Naar derimod, som det nu var Tilfeldet, Erkebiskopen just kom tilbage fra sin Indvielse og landede i den sydlige Deel af Riget, kunde der vist ikke være noget i Vejen for, at han berammede Mødet f. Ex. til Oslo, saamegetmere som dette vistnok for de fleste var et langt belejligere Sted, end Nidaroos. Da nu et Raadsmøde, dette Anliggende vedkommende, blev holdt i Oslo strax i Begyndelsen af det følgende Aar, og Deeltagerne deri formodentlig allerede havde samlet sig til Julen, medens Sejladsen endnu var lettere, maa vi antage, at Erkebiskopen er kommen op til Norge i Løbet af September og strax har ladet Indkaldelser udgaa. Men der synes ikke lenger at have været Tale om nogen bogstavelig Efterfølgelse af Landslovens Bud, hvilket udtrykkeligt foreskrev, at foruden Biskoper, Prælater og verdslige Høvdinger ogsaa tolv Bønder fra hvert Biskopsdømme, opnævnte af Biskoperne, skulde deeltage i Mødet. Man havde nu et Rigs-Raad og ansaa det, som det synes, tilstrækkeligt, naar kun saa mange som muligt af dettes Medlemmer mødte frem. Forsaavidt som de ikke alle vare Sysselmend, kunde vel endogsaa flere af dem regnes blandt hine saakaldte Bønders Tal, skjønt de rigtignok kun udgjorde en ubetydelig Deel af den Mengde (tolv fra hvert Biskopsdømme, altsaa i alt ferm„ der skulde opnevnes. Heller ikke lader det til, at Indkaldelsen naaede saa langt som til Bergen og Throndhjem, eller at de her boende Raadsherrer vandt Tid til at indfinde sig ved Mødet. Thi saavidt vi kunne see, var der kun Mend fra Østlandet, Agder og Ryfylke tilstede. De, som nævnes, og som sidenefter udstedte de paa Mødet fattede Beslutninger, uden, ligesom det var skeet i Danmark, ogsaa at omtale andre unavngivne Deeltagere i Forhandlingerne, vare, foruden Erkebiskop Vinalde, Biskoperne Eystein af Oslo, Olaf af Stavanger, Sigurd af Hamar og den før omtalte Henrik af Grønland, der nu optraadte i Egenskab af norsk Raadsherre; Rigskansleren Provst Henrik Henriksøn, Ridderne Ulf Holmgeirssøn og Ulf Jonssøn, og Hirdmendene Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn, Jon Martinssøn, Alf Haraldssøn, Benedict Nikolassøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Haakon Stumpe, Peter Nikolassøn, Nikolas Galle, Finn Gyrdssøn, Gudbrand Erlingssøn, Thoralde Sigurdssøn, Herleik Aasulfssøn, Magnus Stoltekarl, Haakon Topp, Jappe Fastulfssøn og Svaale Ottessøn. Af disse vare Svogrene Ulf Holmgeirssøn og Ulf Jonssøn, som vi have seet, næsten mere svenske end norske, skjønt den sidste var Jon Hafthorssøns Søn; i alle Fald havde de sine Besiddelser og Sysler i den sydøstlige Deel af Landet, saavelsom i Vermeland og paa Dal. Haakon Jonssøn var vistnok maaskee for Tiden kongelig Ombudsmand – Underfehirde eller Gjaldkere? – i Bergen, men han hørte dog egentlig hjemme paa Østlandet og havde desuden sine særegne Grunde til at indfinde sig, som det strax vil sees. Gaute Erikssøn havde Skidusysla, Jon Martinssøn hørte nu hjemme paa Raumarike, Alf Haraldssøn formodentlig i Borgesyssel, (s. o. S. 164), Benedict Nikolassøn havde hidtil været Foged paa Akershuus, Agmund Bolt kongelig Ombudsmand i Borgesyssel, Jon Darre var Fehirde paa Tunsbergshuus og Sysselmand paa Vestfold, Haakon Stumpe havde Besiddelser i Oslohered og paa Raumarike m. m., samt rimeligviis ogsaa en Syssel etsteds i de Egne; Peter Nikolassøn havde vel tidligere været Sysselmand paa Haalogaland, men synes i denne Tid at have haft Syssel paa Eker (s. o. S. 211), ligesom han ogsaa rimeligviis havde sine fornemste Besiddelser paa Vestfold; Nikolas Galle hørte hjemme paa Vestfold og havde maaskee allerede nu Syssel i Robyggelag, Finn Gyrdssøn havde idetmindste Aaret efter Syssel paa Lister. Gudbrand Erlingssøn synes ligeledes at have hørt hjemme paa Vestfold, Thoralde Sigurdssøn ligesaa (s. o. S. 161, 176), Herleik Aasulfssøn, om hvem forresten intet synderligt vides, nævnes idetmindste i 1405 som opholdende sig i Tunsberg[12], Magnus Stoltekarl havde Ejendomme baade i Viken og paa Valdres, forresten vides intet nærmere om ham[13]; Haakon Topp nedstammede sandsynligviis fra Erik Topp, Sysselmand i Gudbrandsdalen 1320, og har i saa Fald enten hørt hjemme i Viken eller paa Hedemarken[14]. Jappe eller Jakob Fastulfssøn, svensk af Fødsel, var, ligesom Gaute Erikssøn, Svigersøn af Otte Rømer, Fehirden i Throndhjem, og Svaale Ottessøn var dennes Søn, men heraf følger dog ikke, at nogen af disse tvende hørte hjemme i det Throndhjemske, hvor Otte Rømer alene opholdt sig i Egenskab af Fehirde, medens Ætten især havde mange Besiddelser paa Østlandet[15]. Altsaa seer man, at der ingen Embedsmend eller megtige Godsejere fra den egentlige Gulathingslag og Frostathingslagen vare tilstede, og navnligen ikke de meest anseede af dem alle, begge Fehirderne, ligesaalidet som Biskop Jakob i Bergen. Men man kan jo vistnok sige, at idetmindste Otte Rømer var repræsenteret ved sin Søn og begge sine Svigersønner; og overhoved betragtede vel ingen af disse Raadsherrer sig egentlig som Repræsentant for noget enkelt District, men kun som Medlemmer af en Forsamling, der var berettiget til med Stemmefleerhed at fatte en Beslutning om Tronarven og Rigsstyrelsen. Imidlertid viser den Omstændighed, at ingen fra Bergen og Throndhjem var tilstede, kjendeligt nok det Hastverk, man har haft for at faa et Møde og en Beslutning istand. Det samme kan ogsaa skjønnes deraf, at man ikke havde oppebiet Jarlen af Orknø, Norges fornemste Vasall, skjønt han sikkert enten allerede var, eller ogsaa strax efter blev indkaldt, da vi ville see, at han senere indfandt sig. Ved første Øjekast kan det ogsaa synes besynderligt, at Drottseten, Hr. Agmund Finnssøn, og begge Hafthorssønnerne ikke vare nærværende. Men de sidste vare nu aabenbart saa gamle og svage, at de ganske havde draget sig tilbage fra alle offentlige Forhandlinger, og overgivet alle sine Anliggender til sine Sønner og Svigersønner. Det er endog kun tilfeldigviis, at man erfarer, at de endnu paa denne Tid var i Live, saa ganske havde de begravet sig i Stilhed[16]. Jon. Hafthorssøns Plads udfyldtes af hans Sønner og Svigersønnen Ulf Holmgeirssøn, Sigurd Hafthorssøns af Svigersønnen Jon Martinssøn. Hvad Drottseten angaar, da var hans Embedsmyndighed som saadan egentlig allerede udløben med den officielle Efterretning om Kong Olafs Død, og det er saaledes ikke usandsynligt, at han ved Erkebiskopens Ankomst til Norge, hvis han forøvrigt da var i Oslo, og ikke fremdeles opholdt lig i Bergen, resignerede sin Myndighed i hans Hender“ og begav sig hjem til Hestbø i Ryfylke, saameget mere som det maa antages, at han allerede har følt sig svag og afkræftet, og at den Sygdom havde begyndt at yttre sig hos den gamle Mand, der allerede den 14de April 1388 lagde ham i Graven. Af denne Aarsag var det vel heller ikke at tænke paa, at han skulde kunne indfinde sig til Raadsmødet i Oslo, saa meget mere som vi erfare, at han i sin sidste Sygdom, maaskee for bedre Plejes Skyld, maaskee og af religiøse Grunde, havde begivet sig til Halsnø Kloster, hvor han døde og formodentlig ogsaa blev begraven[17]. Hans Fraværelse kan saaledes ikke betegne nogen Ulyst til at bekræfte Dronningen i hendes Regjeringsmyndighed; tvertimod maa man antage, at hans Hustru, Dronningens Plejesyster, har stemt ham paa det fordeelagtigste for hendes Planer.

Mere paafaldende er det, at ingen Lagmand nævnes som tilstedeværende, uagtet en af de vigtigste Forretninger ved Mødet maatte være den, at granske Loven, for at afgjøre, hvo der skulde erkjendes for den rette Arving. Men dette vidner end mere om, hvad vi allerede idet foregaaende have viist, at Lagmendene ej lenger indtog den anseelige Stilling som hidtil, og at de ikke betragtedes som Medlemmer af Raadet, uden at de tillige vare Hirdmend eller Riddere. Da ikke engang Lagmanden i Oslo nævnes, uagtet han dog maa have været tilstede i Byen, er det tydeligt nok, at Lagmendenes Udelukkelse ej har været tilfeldig, men grundet sig paa en bestemt Vedtægt.

Allerede før end Raadsherrerne samlede sig, maa Dronning Margrete være ankommen. Vi finde hende i Oslo den 2den Februar, da de vigtigste Raadslagninger allerede maa have været tilendebragte, og da man neppe kan antage, at hun reiste, op efterat Sejladsen var ophørt for Aarstidens Skyld, maa man formode, at hun har forladt Danmark i Løbet af November og har tilbragt hele December Maaned, saaledes ogsaa Julen, og den paafølgende Januar Maaned, i Oslo. Raadsherrerne ere formodentlig komne til Julen, hvor hun da vist ikke har undladt at modtage dem paa det bedste og underholde dem med saa prægtige Jule-Gilder, som Sorgen over Kongens Død kunde tilstede. De egentlige Raadslagninger og Forhandlinger maa have fundet Sted i Januar, efter Jule-Højtidelighederne.

Her maa der da først og.fremst have været anstillet Undersøgelser om, hvo den nærmeste Tronarving var. De, som stod den afdøde Konge saa nær i Slegtskab, at de muligtviis kunde komme i Betragtning, vare følgende:

a) Hertug Albrecht af Mecklenburg. Hans Moder Ingeborg var Dronning Margretes kjødelige, egtefødte eldre Syster; han var saaledes Kong Olafs Syskenebarn paa mødrene Side, eller, som det hos os kaldtes, „Systrung kommen af samfedre Systre“, det vil sige, de vare begge tvende samfedre Systres Børn.

b) Kong Albrecht af Sverige, Søn af Euphemia Eriksdatter, Kong Magnus’s, Olafs Farfaders, Syster. Albrecht og Olafs Fader, Kong Haakon, vare saaledes hvad man hos os kaldte „Syskenebørn komne af samfedre“, det vil sige Børn af Broder og Syster, der havde felles Fader[18].

d) Haakon Jonssøn, efter det ovenfor paaviiste upaatvivleligt en Søn af Hr. Jon Hafthorssøn i andet Egteskab med Birgitte, Hertug Knut Porses og Hertuginde Ingeborgs Datter. Birgitte og Kong Magnus vare saaledes sammødre Sysken, og Olaf maatte med Hensyn til Haakon Jonssøn efter Lovens Udtryk kaldes hans „Syskenebarns Barn, kommen af sammødre Sysken“. At Haakon, som det efter svenske Slegtbøger tidligere har været antaget, skulde være en Søn af den svenske Raadsherre Hr. Jon Magnussøn af Slegten Læma, og Aasa, Axa eller Anna, en Datter af Kong Magnus Erikssøn[19], er saa meget mere usandsynligt, som der ingensteds ellers omtales, at Kong Magnus skulde have haft nogen saadan Datter, ligesaalidet som man nogensteds finder Spor af, at Haakon stod i et saa nøje Forhold til Kong Magnus, medens man derimod erfarer, at han var saa nær beslegtet med Sigurd Hafthorssøn, at han endog fandt det upassende at tviste med ham om sin Hustrus Arv[20].

e) Hr. Sigurd Hafthorssøn og dennes Søn Haakon Sigurdssøn, forsaavidt som de nedstammede fra Kong Haakon den femtes Datter Agnes. Naar vi her ikke tillige nævne Hr. Jon Hafthorssøn, da er det, fordi det efter nærmere Undersøgelser er blevet os end mere klart, at Hr. Jon Hafthorssøn kun var hans Halvbroder, født af et tidligere Egteskab, førend Hr. Hafthor Jonssøn egtede Kongedatteren Agnes. Thi medens Hr. Jon Hasthorssøn og hans eldste Søn (af første Egteskab) Hr. Ulf Jonssøn, med deres Ætlinger, alene bibeholdt sine fedrene Vaabenmerke, Rosen, see vi Hr. Sigurd Hafthorssøn at forene denne med det norske Rigs- og Konge-Vaabenmerke, Løven med Øxen; i Urolighederne, som udbrød kort efter at Kong Magnus blev myndig, var det Sigurd, skjønt den yngre Broder, der spillede Hovedrollen, medens den eldre kun understøttede ham i Førstningen og senere drog sig tilbage; man finder heller ikke, at Kong Magnus, Kong Haakon eller Kong Olaf nogensinde har kaldet Hr. Jon „sin Frænde“, hvorimod de hyppigt og tilsidst altid benævnte Hr. Sigurd saaledes[21]. Sigurd nedstammede i andet og hans Søn Haakon i tredie Led fra Kong Haakon den femte; Haakon Sigurdssøn var saaledes efter Lovens Udtryk „tredie Mand i Frændskab“ med Kong Haakon, Olafs Fader, og denne „fjerde Mand“ fra felles Stamfader; Slegtskabsgraden var altsaa, som vi ville see, ikke ganske udelukket i Loven fra Arveret.

f) Dronning Margrete selv som den afdøde Konges Moder, og under visse Betingelser arveberettiget efter den private Arvegangslov.

Der maa vel ogsaa have været Spørsmaal om, hvilken Tronarvelov skulde ansees for den gjeldende, enten den, der oprindeligt fandtes i Landsloven, eller den, som Kong Haakon den 5te havde bragt istand 1302. Det heder rigtignok i Slutningen af denne, at „hvo der lader sig tage til Konge eller gjør Fordring paa Norges Rige, Mand eller Kvinde, anderledes end det foreskrives i dette Arvetal, er strax at ansee som Guds og alle Helgenes Uven og som Ubodemand, medens de, der samtykke med ham eller hjelpe ham, have forbrudt sit Liv og Gods“. Men Loven synes aldrig at have faaet den højtidelige Vedtagelse, som egentlig udfordredes, og saavidt man kan see, blev den og formeligt afskaffet paa Rigsmødet den 17de Juli 1344, hvor det udtrykkelig bestemtes, at hvis Kong Haakon, Kong Magnus’s Søn, der nu bestemtes til Konge, døde uden nogen egtefødt Søn, da skulde der forholdes efter den rette og gamle Konge-Arv i Norge: en Betegning der netop synes at udelukke den nye og tvivlsomme Konge-Arv af 1302[22]. I nærværende Tilfelde vilde dog Spørsmaalet ikke have været af saa stor praktisk Vigtighed, formedelst de Arveberettigedes fjerne Slegtskabsgrad, naar det ej var for to Omstændigheders Skyld, nemlig først at det gamle Arvetal aldeles udelukkede Kvinder, medens det nyere under visse Betingelser stedede dem til Tronfølgen, dernæst, at kun det yngre udtrykkeligt paabød, at Slegtskabsgraden skulde regnes fra den sidst afdøde Konge, medens det eldre alene inden selve Konge-Arvetallet synes at fordre Slegtskabsgraden regnet fra hvilkensomhelst Konge, der havde siddet paa Norges Trone. Det er saaledes klart, at det yngre Arvetal vistnok maatte være noget fordeelagtigere for Dronningens Planer, end det eldre. Men stor var Forskjellen ej i nærværende Tilfelde, og hun kan ikke have fundet noget af dem efter sit Ønske, da de begge opstillede den ufravigelige Fordring, at Tronfølgeren skulde være „af den rette norske Konge-Ætt“, og desuden endogsaa det sidste kun stedede Kvinder til Arv, forsaavidt Mend ei fandtes. Saaledes vilde hun, skjønt den afdøde Konges Moder, i ethvert Tilfelde blive udelukket fra Tron-Arven, naar man strengt skulde følge Lovens Bud. Thi hendes Nedstammelse fra den norske Konge-Ætt var umulig at bevise, om man end gik nok saa langt op i Tiden. Og dog var det Hovedsagen at skaffe hende Kongemagten.

Den nærmeste Arving vilde efter det eldre Arvetal være Kong Albrecht af Sverige som Kong Magnus’s samfedre Systersøn[23], forsaavidt dette ikke udtrykkeligt fordrede, at man skulde regne Frændskabet fra den sidst afdøde Konge. Men hans fjendtlige Stilling ligeoverfor Norge og Kongehuset gjorde det umuligt at lade ham komme i Betragtning. Han maatte ansees at have forbrudt sin Arveret.

Nærmeste Arving vilde dernæst efter begge Arvetal være Hertug Albrecht af Mecklenburg som den afdøde Konges „Systrung af samfedde Systre kommen“ eller samfedre egte Modersysters Søn, hvis kun ikke ogsaa her den Fordring opstilledes, at begge Systre skulde være „af den rette Konge-Ætt“. Det eldre Arvetal setter dette Slegtskabsforhold i tolvte, det yngre i ellevte Klasse, men forresten er Bestemmelsen paa begge Steder eenslydende. Imidlertid kunde vel denne Fejl nogenlunde opvejes ved, at Albrecht selv nedstammede fra Konge-Ætten gjennem sin Farmoder Euphemia og derved var „fjerde Mand“ fra Kong Haakon den 5te, samt saaledes ogsaa ellers arveberettiget lenger udi Rekken. Men der kunde dog af andre Prætendenter opkastes grundet Tvivl mod hans Arveret som Systrung, og da nu ogsaa Raadsherrerne, som vi ville see, ikke ønskede ham til Konge og fandt, at han havde forbrudt sit Ret, ved at han og hans Frænder havde ført Krig mod Norge og dets Konger, maatte han altsaa for det første settes ud af Betragtning.

Af de øvrige, der kunde nævnes som Prætendenter, var der ingen saa nær, at de kom ind under de i Konge-Arvetallet opstillede Klasser. Men begge Arvetal forordnede, at man, hvis det var nødvendigt at gaa fjernere i Frændskabet, skulde forholde sig efter den private Arvelov, dog med den Forskjel, at det eldre Arvetal aldeles udelukkede Kvinder, det nyere derimod stedede dem til Arv, forsaavidt ingen mandlige Arvinger var til. Her er der imidlertid igjen et Spørsmaal, om Ordene „da tage Kvinder ligesaa nær beslegtede (jafnskyldar)“ skal forstaaes saaledes, at Kvinder i nærmere Led skulde udelukke Mend i fjernere, eller om endog den fjernest beslegtede Mand skulde gaa forud for den nærmest beslegtede Kvinde. I første Tilfelde vilde Dronning Margrete, som Moder, have været den nærmeste (i tredie Klasse), hvis hun kun selv havde været af den norske Konge-Ætt.

Hvis man nu ogsaa fremdeles, efterat have forladt det egentlige Konge-Arvetal, skulde regne Slegtskabet fra hvilkensomhelst tidligere Konge, vilde efter den eldre Arvelov ingen være nærmere end Haakon Jonssøn. Thi han var Kong Magnus Erikssøns sammødre Systers egte Søn, og denne Slegtskabsgrad stiller det private Arvetal i 8de Klasse. Men det ligger aabenbart i Sagens Natur, at naar man først var kommen udenfor hiint kongelige Arvetal, hvorved Lovgiveren mere kan tænkes at have seet paa kongeligt Blod, end paa Frændskab med den sidst Afdøde, og man var gaaet over til den private Arvegang, hvorved der alene er Spørsmaal om Slegtskab med Arveladeren, kunde der heller ikke være Tale om at regne Slegtskabet fra andre end Kong Olaf. I saa Tilfelde vilde vel rigtignok ogsaa Haakon Jonssøn blive arveberettiget, men kun i tolvte Klasse, hvor, som det heder, „en Mand tager Arv efter Syskenebarns Barn af sammødde Syskene kommet“, det vil sige „efter sin Moders sammødde Broders Sønnebarn“. Dog kunde der vel ogsaa her være Tvivl om, hvilken Fortolkningsmaade var den rette. Var Haakon ærgjerrig og havde et Parti for sig, kunde han nok med etslags Skin af Ret paastaa at skulle opstilles i hiin nærmere Klasse, især da han tillige kunde have den Fordeel, virkelig at høre til Konge-Ætten.

Nærmest efter Haakon Jonssøn, om denne sattes i 8de, men foran ham, om han fattes ned i 12te Klasse, kom Erik Vartislavssøn af Pomern. Hans Slegtskabsgrad faldt i 9de og 10de Klasse. I niende opstilles nemlig det Tilfælde, at en Mand arver sin Systrungs Barn kommet af samfedde Systre, det vil sige sin Moders samfedre Systers Sønnebarn, – to Led paa Arvetagerens, tre paa Arveladerens Side-; i tiende Klasse, at der under forresten samme Forhold ere tre Led paa begge Sider; altsaa ligger Eriks Tilfelde, – tre Led paa Arvetagerens, to paa Arveladerens Side – i Midten, eller vel endog nærmere den niende Klasse. Hertil havde Erik den Fordeel, at hans Moder Maria som Sønnedatter af Euphemia Eriksdatter nedstammede fra den norske Konge-Ætt.

Endelig fulgte Hr. Sigurd Hafthorssøn, hvis Slegtskabsgrad vistnok kunde henregnes til 3die Klasse, endog foran den Afdødes Moder, hvis man gik ud fra hvilkensomhelst Konge, men da man her maa have gaaet ud fra Olaf, falder hans Grad kun i 13de Klasse, der opstiller de saakaldte „Fermenninger“ eller Ætlinger i 4de Led fra fælles Stamfader (næste Grad efter Nærsyskenebørn); thi vel nedstammede han selv kun i andet Led fra Kong Haakon, men Kong Olaf først i fjerde Led fra denne. Det lader heller ikke til, at der har været Spørsmaal om ham eller hans Søn, siden der fandtes saa mange nærmere berettigede.

Ved alle Prætendenters Ret var der saaledes nogen Tvivl. Kunde man end ansee hver enkelt af dem berettiget, om han stod alene, maatte man dog være meget uvis om, hvad Ret man skulde tilkjende ham ligeover for de øvrige. En Bestemmelse var derfor vanskelig at treffe, og det kunde heller ikke ligge i Dronningens og hendes Venners Interesse at søge denne Vanskelighed hævet, førend hun først havde sikkret sig Magten ligesom i Danmark. Deres, og blandt dem vist fornemmelig Erkebiskop Vinaldes Bestræbelser, saavelsom hendes egen Indflydelse, og vel heller ikke mindst den Omstændighed, at hun allerede havde faaet Regjeringen i Danmark, maa derfor tilsammen have bidraget til, at man fulgte dette Lands Exempel og overdrog hende Rigsstyrelsen. Norge kunde maaskee endnu mindre end Danmark taale i lengere Tid at savne et Overhoved, der udøvede Kongemagten, og Omstændighederne vare nu saadanne, at Riget mere end ellers trængte til at have en statsklog og kraftig Hersker. Vi ville see, at man antog en Krig at staa for Døren. Kong Albrecht laa allerede i aaben Feide med de svenske Høvdinger, hvis Interesser nu ogsaa mange af Norges Raadsherrer deelte. Det var neppe muligt for Norge at undgaa at tage Parti, thi hvis Albrecht fik Overhaand, maatte man vente, at han under enhver Omstændighed vilde paaføre Norge Krig, naar man der tilsidesatte hans eller hans Broderssøns Arveret til Tronfølgen; og disse to kunde og vilde man nu engang ikke vide af. Hertil kom vel ogsaa den Betragtning, at Dronning Margrete var i Besiddelse af det vigtige Baagahuus og de øvrige til hendes Morgengave eller Livgeding hørende Landskaber, hvilke Norge endog let kunde komme til at tabe aldeles, om man ikke satte hende selv i Spidsen for Regjeringen. Thi at hun da let kunde komme i et mindre venskabeligt Forhold til Norge eller den, der blev Konge, forsaavidt som det ej var hendes Systerdatterssøn, maatte Enhver kunne forudsee, og hine Besiddelser vilde saaledes i Virkeligheden blive skilte fra Norges Interesser og nærmere forbundne med hendes danske Rige, medens hun paa den anden Side var for megtig, til at man skulde kunne fratage hende dem. Saaledes enedes man da om, ligesom man i Danmark havde gjort, at overdrage hende Rigsstyrelsen, idet de forsamlede, ovenfor nævnte Herrer, „eftersom Fru Margrete, af Guds Naade Dronning til Norge og Sverige, og ret Arving og Fyrstinde til Riget i Danmark, var deres kjære Herre Kong Haakons Huusfrue og deres kjære Herre den nys afdøde Kong Olafs Moder, og formedelst hendes Gunst og gode Vilje, som de altid af hende havde befundet og fremdeles haabede at nyde af hende, paa eget og hele Rigets Vegne eendrægtigt annammede, udvalgte og antog hende med god Vilje til alle deres og hele Norges Riges megtige Frue og rette Huusbonde“. Det er tydeligt nok at see, at man endog havde formet Beslutningens Ord efter de danske Hyldingsbreve. Men man gik endnu videre end i Danmark, thi medens man her kun havde overdraget Margrete Kongemagten, indtil et Kongevalg var skeet, overdrog man hende den i Norge strax paa Livstid. „Førnævnte Dronning Margrete“, heder det nemlig videre, „skal være fuldmegtig at forestaa og raade Norges Styrelse megtigt og veldeligen i alle Stykker over hele Riget i Norge, baade Land, Slot, Festninger og Thegner saavel søndentil som nordentil over alt Norge og dets Skatlande i alle hendes Levedage med Guds Hjelp, og vi alle foranskrevne saavelsom enhver særdeles for sig skal styrke og hjelpe hende i al hendes Ret og intet hindre, som hun har Ret til“. Endvidere enedes Herrerne om, at ingen af dem skulde holde flere Huuskarle og Sedesvene (setusveinar) d. e. faste Huustjenere, end Lovbogen og Hirdskraaen foreskrev. Man seer altsaa, at de megtige Mend fremdeles have plejet at omgive sig med et større Antal Folk eller „Hovmend“, til Skade for Landefreden. Endelig samtykkede de forsamlede Herrer i, at paa Grund af den Nødvendighed, som nu paalaa Riget baade nordentil og søndentil, skulde Almuen i et Aar udrede fuld Almenning over hele Norge fra Ende til Ende. Dette viser altsaa noksom, at man ansaa Krigen uundgaaelig. Paa Grund af disse Beslutninger aflagde alle de Herrer, som havde deeltaget deri, Huldskabs- og Troskabs-Eed til Dronningen, medens hun igjen aflagde den sedvanlige Konge-Eed paa at holde Lov og Landsens Ret, saa lenge hun levede. Herom udferdigede derpaa de samme Herrer et aabent Brev til alle Mend i hele Norge saavelsom i Skatlandene, under deres Indsegl, hvori de meddelte Beslutningerne og bad og raadede alle og Enhver at aflegge den samme Troskabs-Eed, som Sysselmendene skulde modtage, hver i sin Syssel, samt overhoved at være hende og hendes Ombudsmend lydige og føjelige, saa meget mere som hun paa sin Side havde befalet alle Sysselmendene og deres Ombudsmend, at enhver i sin Syssel skulde holde og styrke Lov og Landsens Ret. Brevet er dateret fra Oslo, den 2den Februar 1388, formodentlig umiddelbart efter at Beslutningen selv var fattet[24].

At denne Foranstaltning afveeg saavel fra Norges skrevne offentlige Ret, som fra hvad der hidtil fra umindelige Tider havde været Skik og Brug, eller de da levende Mend og deres Forfedre oplevet, lader sig ikke negte. At den desuagtet blev sat igjennem, vidner saavel om Dronningens Magt og Anseelse, som om hendes Tilhængeres ivrige Bestræbelse for at sikkre hende Regjeringen. Som hørende til disse Tilhængeres Tal maa man saaledes vel først og fremst betragte Brevets Udstedere eller rettere dets Beseglere, nemlig fire og tyve eller fem og tyve af de ovenfor nævnte sex og tyve geistlige og verdslige Herrer; thi uagtet de alle nævnes som. Udstedere, er der dog den Besynderlighed, at een eller to af dem ikke har villet eller kunnet besegle med, saasom aldrig flere end fire og tyve eller fem og tyve Segl have været festede ved Brevet[25]. Og da nu desuden flere af Seglene ere affaldne eller sterkt beskadigede, er det ikke engang muligt med Sikkerhed at see, hvilke de oprindeligt manglende have været, eller med andre Ord, hvilken af de opregnede Herrer maaskee kan antages at have været uenig i Beslutningen. Man skulde lettelig falde paa at tro, at Haakon Jonssøn først og fremst havde været en af disse, naar man ikke af hans egen Erklæring, som strax nedenfor vil blive omhandlet, vidste at han slet ikke tænkte paa at gjøre sin Arveret gjeldende, eller endog betragtede sig som arveberettiget lige overfor Erik Vartislavssøn. Vi see ogsaa af hele hans øvrige Ferd, at han maa have været Dronningen oprigtigt hengiven. Endeligt maa han vel ogsaa have skjønnet, at om han end havde været ærgjerrig nok til at tragte efter Kronen og for Kongeverdigheden at sette Landets Fred og Ro, ja maaskee endog dets ydre Sikkerhed i Fare, vilde han vel neppe engang kunne skaffe sig et Parti sterkt nok til at sette sine Fordringer igjennem. Thi den Omstændighed, at man endog gik videre end de Danske og tilstod Margrete Regjeringen paa Livstid, viser noksom, hvor stor hendes Anseelse og Indflydelse var, og hvor vel idetmindste Fleerheden ansaa sig tjent med hendes Styrelse. Haakon Jonssøn, der altid synes at have været en rolig og forsigtig Mand, mere betænkt paa at forøge sin Formue end lysten efter at indlade sig i vovelige Foretagender, maatte derfor, hvad end hans inderste, egentlige Attraa monne have været, fuldkommen indsee, at det bedste, han kunde gjøre, var at holde gode Miner, og ikke engang at udtale noget ærgjerrigt Ønske[26].

Vi have allerede nævnt, at Dronningens Udvelgelse til Rigsforstanderske med fuldkommen Kongemagt var exempelløs i Norges Historie. Men den er ikke det eneste Exempel paa, hvorledes Nordmendene nu stiltiende begyndte at afvige fra hidtil herskende Vedtægter, eftersom det tydske Lehnsvæsen og de i Forbindelse dermed staaende statsretlige Begreber ved den i de sidste Tider saa hyppige Berørelse med Nordtydskland og Indstrømningen af tydske Fyrster og Herrer, isærdeleshed i Danmark og Sverige, begyndte at faa Indpas i Norden. At man ved at nedlegge saa stor Myndighed i Margretes Hender for Livstid havde for Øje, at hun idetmindste efter den private Arvelov var sin Søns nærmeste Arving, er vel utvivlsomt, men da begge Tronfølgelove paa det bestemteste udelukkede Myndigheden af at overdrage hende Kronen som formelig Arv, og saaledes gjøre hende til Dronning i hendes egen Ret, var der ingen anden Udvej for dem end den, som de her havde valgt. At Margrete, som det af en enkelt Historiegransker[27] har været udtalt, skulde ved saaledes at lade sig Kronen overdrage have haft til Hensigt at tilveiebringe et nyt Udgangspunkt for Beregningen af Arveretten til Kronen og derved gjøre Erik Vartislavssøns Ret endnu mere utvivlsom, bliver uantageligt endog af den Grund alene, at Margrete lod sig udnævne til Rigets „megtige Frue og Huusbonde“, ej til „regjerende Dronning“. Men desuden var dette Skridt unødvendigt for at skaffe Erik Tronfølgen, naar hun kun var sikker paa Haakon Jonssøn, at ikke denne opstillede nogen Fordring. Endelig kunde der vel og, hvis Margrete først var bleven erkjendt som Dronning ifølge sin egen Ret, eller om man saa kunde sige, som kvindelig Konge, fra hvilken herefter Arveretten skulde regnes, ikke være Tale om at granske Arveretten nærmere, eller ophøje nogen til Konge, saaledes som vi ville see, at det skete med Erik, førend Margrete var død( Men Sagen var tvertimod den, at det under alle Omstændigheder var nødvendigt at udnævne en Konge, deels fordi Nordmendene nu engang vare vante til at have en Konge, idetmindste af Navn, og ikke godt kunde finde sig i at undvære en saadan, deels ogsaa fordi Kongenavnet virkelig var uundværligt til at give visse Rets- og Regjerings-Handlinger Gyldighed, saasom Landsvistbreve og andre lignende Cancellisager. Men forat den saaledes udnævnte Konge ikke selv, naar han var myndig, skulde tage Magten fra Dronningen, eller at man endog i hans Mindreaarighed skulde kunne ordne Regjeringen paa en Maade, hvorved hun indskrænkedes for meget i sin Myndighed, lod hun sig viseligen denne Regjeringsmyndighed overdrage paa Livstid, førend Tronfølgen endnu var erkjendt. I Danmark havde hun vist gjerne seet, at den var hende overdraget paa lige saa lang Tid, og har vel heller ikke undladt at gjøre hvad hun kunde for at sette det igjennem, men Raadsherrerne maa ikke have været at formaa dertil. Vi ville ogsaa see, at hun ogsaa i Norge snart maatte opgive denne Fordeel.

Saaledes var da Margrete ogsaa bleven Herskerinde i Norge, idetmindste den søndenfjeldske og sydvestligste Deel; men med temmelig sikker Udsigt til, at ogsaa de nordenfjeldske Raadsherrer vilde følge de øvriges Exempel. Hun skreed ogsaa strax til Udførelsen af alle Regjeringshandlinger, hvortil en Konges Mellemkomst ikke var uundgaaeligt nødvendig. Allerede den 7de Februar bekræftede hun og Erkebiskop Vinalde i Forening den af Officialen i Oslo og Lagmanden afsagte Dom om Aalefisket i Enindals-Aaen, som ovenfor er omtalt[28]. Det herom udstedte Brev er ikke medbeseglet af Cantsleren, uagtet han var tilstede i Oslo. Men hans Cantsler-Embede var ogsaa nu egentlig til Ende ved Regjeringens Overdragelse til Dronning Margrete, saa at han derfor strax efter kun optreder som Provst til Mariekirken. Et noget senere Brev viser dog, at Dronningen atter overdrog ham Embedet som sin og Rigets Cantsler.

Imidlertid skreed de forsamlede Herrer til at behandle Spørsmaalet om Tronfølgen, og derom kom man snart til Enighed. Egentlig havde man vel allerede underhaanden opgjort, hvad Resultatet skulde blive. Dronningen forelagde Raadet, heder det, det Spørsmaal, hvo der var nærmest Arving til Riget og til at styre det som Konge, naar hun var afgaaet ved Døden. Hun havde, tilføjede hun, helst seet, at hendes Systersøn Hertug Albrecht af Mecklenburg kunde blive Manden. At dette skulde være hendes oprigtige Mening, er vistnok højligen at betvivle. Hun var, som vi snart ville see, allerede saa godt som enig med de misfornøjede svenske Herrer om at støde hans Farbroder Kong Albrecht fra Sveriges Trone og overhoved at gjøre det umuligt for Mecklenburgerne at erhverve yderligere Fodfeste i Sverige; hvor lidet rimeligt er det ikke da, at hun i samme Øjeblik skulde have oprigtigt ønsket at see Albrecht den yngre som sin Efterfølger:’ Men hun kunde trygt fremsette Ønsket, da Sagen vel allerede underhaanden var afgjort, og hun saaledes altfor vel vidste, at der ej var nogen Fare for, at Raadet vilde indlade sig derpaa; men imidlertid tog det sig godt ud i den Kundgjørelse, der siden blev udstedt om disse Forhandlinger, at hun, uanseet det fjendtlige Forhold mellem hende og Kong Albrecht, dog ikke havde undladt at legge et godt Ord ind for hans Brodersøn, der tillige var hendes Systersøn. Raadsherrerne „beviiste ogsaa skjelligen“, heder det, efter deres Lov, at Hertug Albrecht og hans „fedrene Foreldre“, der havde været imod Norges Riger og dets Konger, ikke med nogensomhelst Ret kunde vorde Arvinger af og Konger i dette Rige, men at derimod Kong Olafs Moder Dronning Margretes eldste Systerdattersøn, nemlig Hertug Vartislav af Pomerns Søn, var den rette Arving til Riget og skulde være Konge derover, samt at hans rette Arvinger, Søn om han er til, Broder og fedrene Frænder, om hine ej er til, igjen ved hans Død skulde arve Tronen efter ham, een efter den anden, saaledes at Konge-Arvetallet nu skulde begynde fra ham. For det Tilfelde, at denne Dronning Margretes Systersøn og hans Venner „kunde det forskylde af hende“, at hun vilde have ham til Konge i Norge endnu i sin Levetid, og dette virkelig skete med hendes Raad og Vilje, da skulde hun dog beholde sin fulde Magt til at forestaa Riget, saa lenge hun levede. Da vi ville see, at Erik allerede i det følgende Aar ogsaa virkelig blev tagen til Konge, og der saaledes ingen videre Lejlighed havde været for hans Venner til at „forskylde det af hende“, uden maaske forsaavidt som de ej tog Parti med Kong Albrecht, og at endnu mindre Erik selv, der kun var et Barn, havde kunnet gjøre sig saa fortjent, er det klart, at denne hans Ophøjelse paa Kongetronen allerede har været en mellem Raadet og Dronningen aftalt Sag, og at den vel endog var et Offer, hun bragte de norske Statsinstitutioner og Stemningen i Landet, medens hiin Talemaade om at gjøre sig fortjent til Tronen og hendes Samtykke alene var en Vending, man gav Sagen af Høfligheds-Hensyn mod hende. Beslutningen herom blev udferdiget allerede den 16de Februar paa Akershuus af nitten Raadsherrer, nemlig Erkebiskopen, Biskop Eystein, Biskop Olaf, Biskop Sigurd og Titulærbiskopen Hallgeir; Provst Henrik, der her ikke kalder sig Cantsler, Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn, Henrik Michelstorp, Jon Martinssøn, Alf Haraldssøn, Benedict Nikolassøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Haakon Stumpe, Peter Nikolassøn, Simon Thorgeirssøn, Nikolas Galle og Finn Gyrdssøn[29]. Man seer altsaa, at af de 26 Herrer, der 14 Dage forud udstedte Brevet om Regjeringens Overdragelse til Dronning Margrete, vare nu ti fraværende, nemlig Biskop Henrik af Grønland, Hr. Ulf Holmgeirssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Gudbrand Erlingssøn, Thoralde Sigurdssøn, Herleik Aasulfssøn, Magnus Stoltekarl, Haakon Topp, Jappe Fastulfssøn og Svaale Ottarssøn, medens der var tre andre, som hiin Dag ej havde været med, nemlig Biskop Hallgeir, Henrik Michelstorp og Simon Thorgeirssøn. Disse trende Mend have sandsynligviis først nu naaet frem til Mødet; muligt endog at Henrik Michelstorp har været i Dronningens Erende i Sverige for at underhandle med en eller anden af de misfornøjede svenske Herrer, navnlig den med hans Broders Enke gifte Algøt Magnussøn; og paa samme Viis er det højst rimeligt, at Svogrene Hr. Ulf Holmgeirssøn og Hr. Ulf Jonssøn, der begge havde Besiddelser i Sverige, strax efter Beslutningen af 2den Februar ere afreiste til Vermeland eller Dal for at melde den til Hr. Erik Ketilssøn og Dronningens øvrige Tilhængere paa den Kant, medens derimod de syv andre Herrer, endnu kun Hirdmend og vistnok de yngre i Laget, siden de nævnes sidst, ere blevne afsendte til forskjellige fjernere Kanter af Landet for at bekjendtgjøre Beslutningen og paaskynde Troskabsedens Afleggelse. Biskop Henrik er formodentligt bleven syg eller er reist sin Vej, saasom man efter denne Tid ej mere hører ham omtale.

Imidlertid maa der dog nok have yttret sig enkelte misbilligende Stemmer mod det udenlandske Fyrstebarns Ophøjelse paa Norges Trone, saa lenge der blandt Landets egne Børn fandtes en saa anseet og dygtig Mand, som Haakon Jonssøn. Thi ellers vilde vel Dronningen ikke have fundet det nødvendigt, to Dage efter at Erik var erklæret for den rette Tronarving, at lade Haakon udstede en udtrykkelig Erklæring om, at han hverken havde tragtet efter at blive Konge i Norge, eller havde nogen Ret dertil. En saadan Erklæring afgav Haakon Jonssøn virkelig under Eed paa Akershuus den 18de Februar 1388 i Overvær af Dronningen selv og flere geistlige og verdslige Raadsherrer, blandt hvilke Erkebiskop Vinalde, Biskoperne Olaf og Sigurd, Gaute Erikssøn, Benedict Nikolassøn, Haakon Stumpe, Jon Darre, Simon Thorgeirssøn og Finn Gyrdssøn udstedte et lovformeligt Vidnesbyrd derom, saa lydende, at Haakon Jonssøn, personligt fremstaaende i Dronningens, deres og andre Raadsherrers Nærværelse, lagde Haand paa Bogen og svor, og bad den almegtige Gud, hans hellige Moder og alle hellige Mend i Himlen saa sandt at hjelpe sig, som han aldrig havde lagt an paa at blive Konge i Norge, tilstod at han ikke i mindste Maade havde nogen Ret til eller Fordring paa Norges Rige, og aldrig vilde tragte derefter eller befatte sig dermed; hvilket altsammen han besvor og erklærede ikke tvungen, men aldeles frivilligt. Til Bekræftelse paa dette Vidnesbyrd satte hine ni Udstedere sine Segl derfor[30]. Da det her udtrykkeligt siges, at Haakon afgav denne Erklæring af sin egen fri Vilje, og da han heller ikke siden tilbagekaldte den eller stillede sig i nogen Opposition mod Dronningen, er man heller ikke berettiget til at antage, at nogen legemlig eller moralsk Tvang her har været anvendt. Imidlertid har dog den Sigtelse virkelig været henkastet, at Dronningen skulde have bemegtiget sig Haakons Person og derved tvunget ham til at frasige sig sin Ret: en Sigtelse, der maaskee for en Deel kun støtter sig dertil, at Frasigelsen skete paa Akershuus Slot, hvor Haakon da muligtviis kunde være bragt i Forvaring. Men den Omstændighed forklarer sig simpelthen deraf, at Akershuus Slot nu, efter Regjeringens Overdragelse til Margrete, var hendes Residens. Ogsaa Beslutningen af den 16de Februar, om Eriks Arveret, blev udstedt her, og Haakon Jonssøn var en af Udstederne; han kan dog aabenbart ikke have deeltaget heri som Fange. Og hvad mere er, Haakon var jo med i at fatte Beslutningen af 2den Febr., der egentlig allerede afskar ham alt Haab om at blive Konge, hvilket han saaledes endog da maatte have slaaet af Tankerne, om han ellers nogensinde havde næret det; men Forhandlingerne og Beslutningen herom skete i Oslo, altsaa udenfor Akershuus Slot, og saaledes at enhver Tanke om Tvang, anvendt mod Haakon, her maa falde bort. Vi have allerede ovenfor berørt de vegtige Grunde, han maatte have til at holde sig rolig, og ikke at lade sig forlede af Ærgjerrighed til noget farligt Skridt. Havde der fra hans Side skeet mindste Tegn dertil, vilde ikke Dronningen fremdeles have viist ham fuldkommen Tillid, og i det følgende Aar, maaskee endog medens Udfaldet af Krigen med Kong Albrecht endnu ikke var afgjort, have betroet ham en saa vigtig og ansvarsfuld Post, som Hirdstjore- og Fehirde-Embedet i Bergen.

Efterat saaledes baade Regjeringen var ordnet og Spørsmaalet om Tronfølgen var bragt i Rigtighed, sluttede, som man maa formode, Raadet sine Forhandlinger, uagtet Erkebiskopen saavelsom Biskoperne i Stavanger og Hamar fremdeles en Tidlang bleve tilstede i Oslo[31]. Erkebiskopens Bestræbelser kunde Margrete vel fornemmelig tilskrive, at alt gik hende saaledes efter Ønske, og saavidt man kan see, undlod hun heller ikke at vise ham sin Taknemmelighed ved betydelige Gunstbeviisninger. Det er allerede ovenfor omtalt, at hun forundte ham Sparbyggefylke som Lehn eller Syssel paa Livstid, en Overdragelse, der vistnok skete nu, eller i alle Fald kort derefter. Ogsaa erfarer man, at ogsaa de øvrige Biskoper eller deres Kirker rigelig betænktes af hende. I sit Testament, som hun oprettede i alle Fald før Midten af det følgende Aar, gav hun Bergens Domkirke hundrede Mark brendt Sølv, og en lignende Sum skjenkede hun sikkert ogsaa hver af de øvrige Kirker, da det var Skik og Brug ej at give den ene mere end den anden[32]. Det var saaledes formodentlig den selvsamme testamentariske Gave, hvorfor Dronningen allerede den 6te Marts 1388 stillede Biskopen af Oslo og Capitlet Lider og Njotarø til Pant, idet hun tillige gav den nærmere Bestemmelse, at der for disse Penge skulde bygges et nyt Alter i Kirken og kjøbes Jordegods til Bestridelse af Messeholdet, saavelsom til Prestens Underholdning, hvilken hun og hendes Efterfølgere skulde præsentere – dog kun en Nordmand – og som hver Dag skulde holde visse foreskrevne Messer[33]. Ogsaa Biskop Jakob i Bergen, der dog ikke havde været tilstede ved Raadsmødet, blev i det følgende Aar personligt betænkt, som det allerede i det Foregaaende er berørt[34], og herefter nærmere vil blive omtalt. De øvrige større geistlige Stiftelser kom vist heller ikke til at savne vegtige Beviser paa den Iver, hvormed hun søgte at sikkre sig Geistlighedens Gunst. At hun den 13de Marts stadfestede Privilegierne for Mariekirken i Oslo[35], var vel mere en simpel Forretningssag, men desforuden har den upaatvivleligt modtaget andre rige Gaver.

De øvrige Herrer, der havde bidraget til at ordne Sagen paa en for hende saa fordeelagtig Maade, havde hun Lejlighed nok til at vise sin Erkjendtlighed ved at bekræfte dem i deres Sysler, forflytte dem til fordeelagtigere, eller give dem særskilte Forleninger; thi det var nu naturligviis nødvendigt, som ved alle Tronskifter, at der udstedtes nye Sysselbreve. At de fleste bekræftedes i de Sysler, som de allerede havde, kan man af flere Omstændigheder slutte; dog skete der ogsaa enkelte Forflyttelser eller Ombytninger. Saaledes have vi allerede seet, at Agmund Bolt nu blev Foged paa Agershuus, medens Benedict Nikolassøn, der hidtil havde været det, fik paa sin egen, sin Hustrus og fine Børns Levetid, Eiker, Modheim og Tverdalene, med alle Kronens visse Indtægter og al Sagørene, Thegngilde og Fredkjøb, overhoved al Kongelig Ret undtagen Ubodemaal, hvoraf han hver Gang kun skulde have 20 Mkr.; fremdeles Koparviken i Dramn med Skibstold og Kongskjøb, altsammen til at gjøre sig saa nyttigt som han kunde, som Pant baade for de Penge, Kong Haakon allerede var ham skyldig, og tillige for dem, han endnu ikke havde opbaaret af Oslo Syssel, indtil den betydelige Sum af 200 Mk. brendt var bleven ham eller hans Arvinger udbetalt af Kronen. Brevet herom er beseglet af Erkebiskopen, Biskoperne i Oslo, Stavanger og Hamar, Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn og Jon Martinssøn[36], og da det er dateret fra Akershuus d. 6te Marts, samme Dag Biskop Eystein udstedte sin Kundgjørelse om, at Dronningen havde skjenket hine 100 Mk. Sølv til Domkirken og stillet Lider og Njotarø til Pant, maa man formode, at alle de nye Sysselbreve, idetmindste for Sysselmendene i det sydlige Norge, paa denne Dag bleve udferdigede.

Margrete udnævnte, som ovenfor nævnt, Provst Henrik atter til Cantsler, i Egenskab af „hendes og Rigets Cantsler“, men han beklædte det ikke lenge, da han synes at være død i samme eller i Begyndelsen af det følgende Aar[37]; allerede i 1390 nævnes hans Efterfølger, baade som Provst og Cantsler. De første Breve, som hun udstedte, har hun formodentligen beseglet med sit Secret, og til Bekræftelse ved saadanne, hvortil egentlig Storseglet udfordredes, ladet flere Herrer af Raadet indsegle med sig[38]. Hvad Aarets Betegnelse i Brevenes Datering angaar, da skete den, naar man ikke anvendte Aarstal, sedvanligviis ved at regne fra hendes Antagelse til Rigsstyrelsen d. 2den Febr. 1388. Denne Betegnelse („i det første Aar, som vi vare tagne til Norges Riges Styrelse“) brugte hun i Sysselbrevet for Benedict Nikolassøn af 6te Marts 1388, og saaledes har den og vel været anvendt i alle de øvrige[39]. Man finder den anvendt allerede i et Brev fra Gjeleid (vestre Skeidsmo) paa Nedre Raumarike af 19de og i et fra Hadeland af 25de Februar 1388[40], en Bestyrkelse paa, at Beslutningen af 2den Februar øjeblikkeligen maa være bleven omsendt til Kundgjørelse og Troskabseden aflagt, thi foruden den har man vel ikke paa noget Sted begyndt den nye Aarsregning. Dog findes der ogsaa enkelte Breve, hvor Aaret regnes fra Kong Olafs Død; saaledes et fra Oodalen af 11te Februar 1388 („samme Aar som Kong Olaf døde“), og et andet fra Moland i Fyresdal, sydvestligst i Thelemarken, af 26de April 1388 l„andet Aar fra Kong Olafs Frafald“[41]; men da det første udstedtes i Oodalen, havde man der neppe endnu faaet Efterretningen om hvad der var skeet den 2den Februar, og i en saa afsidesliggende Egn som Fyresdal kunde det nok være muligt, at man ikke engang i April 1389 vidste nøje Besked om Regjeringens Overdragelse til Dronning Margrete, eller svoret hende Troskabseed. Besynderligt er det, at der findes et Brev fra Hvamshered i Øvre Valdres af 14de Marts 1388, og et andet fra Birkreim i det Indre af Ryfylke af 7de April 1388, fra „Kong Olafs, Norges, Daners og Goters Konges 7de Regjeringsaar“, som om han endnu ikke var død[42]. Men det er højst sandsynligt, at man ikke paa noget af disse Steder endnu havde aflagt Troskabseeden, saamegetmere som Valdres vistnok hørte til den Deel af Landet, hvorfra ingen Sysselmand eller Raadsherre havde indfundet sig ved Mødet, og Sysselmanden i Ryfylke, Hr. Agmund Finnssøn, i Begyndelsen af April laa paa sit Yderste, og allerede den 14de afgik ved Døden. Man foretrak saaledes maaskee at betegne Aaret, enten med Aarstal, eller efter Kong Olafs Regjeringsaar, saa meget mere som jo Nordmendene, eller idetmindste en Deel af dem, ifølge de islandske Annalers Udsagn ikke vilde tro, at Kong Olaf var død, hvilket vel især gjelder om dem, der boede fjernere fra de Steder, hvor man kunde have nøjagtig Underretning om de nærmere Omstændigheder ved hans Død og Begravelse. Endnu længere hen paa Sommeren, da den nye Sysselmand rimeligviis var ankommen, daterede Lagmanden i Ryfylke, Ivar Sveinssøn, et Brev, som han udstedte paa Eidsa, fra 5te Juni „i Kong Olafs af Guds Naade Norges, Dans og Sveriges Konges 7de Regjeringsaar, og i første Aar af Dronning Margretes Rigsstyrelse“: dette kunde maaskee udlegges som et Tegn paa, at uagtet Margrete nu maa have været hyldet paa de Kanter, var dog ikke engang Lagmanden ganske sikker paa, at Kong Olaf var død[43]. De endnu opbevarede Breve fra denne Tid, der ere udstedte i Bergen eller de nærmeste Landskaber, have alle kun Aarstal, indtil et Brev fra Vors, udstedt den 27de Mai 1389, for første Gang regner Aaret efter Dronning Margretes Antagelse til Rigsstyrerinde. Da et tidligere Brev, dateret fra Vors den 22de Februar 1389, kun setter Aarstallet, skulde man vel saaledes slutte, at Margrete først i Mellemtiden mellem Februar og Mai 1389 har været hyldet paa de Kanter[44]. Fra det Throndhjemske have vi ingen Brevskaber udstedte i de Aar.

Der findes ingen Efterretning om, hvorledes Margrete efter Cantslerens Død ordnede Regjeringen i Norge for den Tid, hun var udenfor Landet, og der findes ikke engang noget Brev, hvoraf man med Sikkerhed kan slutte det, uagtet der dog vist maa have indtruffet hyppige Tilfelde, hvor der var Spørsmaal om Udøvelser idetmindste af de løbende Forretninger, der ellers plejede at besørges ved Cantsleren. Man kan dog ikke godt antage andet, end at Raadsherrerne have andraget om en saadan Foranstaltning, og det indstendigt nok; men man maa ogsaa formode, at Dronningen kun nødigt har villet indlade sig derpaa, og at hun virkelig har tænkt sig Muligheden af at kunne styre Norge fra Danmark eller Sverige af, og at hun helst vilde bringe det dertil, at Indbyggerne af det ene af de forbundne Riger ikke længer skulde betragte det andet-som fremmed Jordbund[45]. Men saadant har neppe vundet Nordmendenes Bifald, og om de end for det første fandt sig deri, saa maatte dog snart saa mange Ulemper opstaa ved Savnet af et Cancellie eller Regjeringscontor i Norge, hvorfra de løbende Forretninger kunde afgjøres, at dette sandsynligviis endog især har fremskyndet den nys antagne Tronarvings Udnævnelse til Konge og den væsentlige Forandring i den tidligere Bestemmelse, at hendes Styrelse og Raadighed over Riget ikke skulde vedvare længer, end indtil den unge Konge naaede Myndigheds-Alderen. Herom ville vi i det følgende komme til at handle nærmere; nu bliver det nødvendigt at gaa noget tilbage i Tiden forat betragte Forholdene i Sverige og vise, hvorledes det lykkedes Margrete ogsaa her at vinde Magten.

22. Tildragelser i Sverige. De svenske Stormend i aabenbar Feide med Kong Albrecht, henvende sig til Margrete og overdrage hende Styrelsen. Kong Albrecht slagen og fangen ved Falkøping.

Det er allerede forhen omtalt, hvorledes Misfornøjelsen med Kong Albrecht mere og mere tiltog i Sverige siden hans senest uheldige Forsøg paa at afkaste Raadets og Stormendenes Aag, og hvorledes Dronning Margrete og hendes Tilhengere sandsynligviis allerede da benyttede enhver Lejlighed til at udvide Bruddet og bringe de svenske Høvdinger til atter at slutte sig til sin gamle Konge-Ætt, hvis eneste Repræsentant hendes Søn nu var. Vi have ligeledes seet Kong Albrechts forgjeves Forsøg paa at erhverve de tydske Stæders Bistand mod Dronningen paa Hansedagen i Stralsund 1385, hvorimod det ikke er usandsynligt, at han kan have skaffet sig flere Bundsforvante blandt endeel nordtydske Fyrster, som under hans Ophold i Tydskland om Sommeren 1386 besøgte ham i Wismar, hvor han holdt en pregtig Turnering, der varede i flere Dage[46]. Imidlertid synes det dog, som om han strax efter paa Hansedagen i Lübeck, hvor han personligt kom sammen med Dronningen, blev nødsaget til at indgaa en ny Stilstand, ja endog til at give Slip paa

  1. ↑ See ovenfor, S. 75.
  2. ↑ Om alle disse Arveforhold vil der nedenfor blive handlet udførligt.
  3. ↑ Vidnesbyrdet om denne Kaaring og Hylding findes endnu i det danske Geheime-Archiv; det er efter Originalen aftrykt i Molbechs og Petersens „Udvalg af danske Diplomer og Breve“, I. No. 10. (S. 11–12).
  4. ↑ Udstederne ere, foruden Erkebiskop Vinalde: Hr. Henning af Putbusch, Drottseten; Jens Anderssøn, Benedict Bjug, Henrik Parow, Reimer Breide, Folmar Jakobssøn, Riddere; Otte Jenssøn, Henneke Olafssøn, Konrad Molteke den yngre, Jakob (Jep) Muus, Stiig Peterssøn og „Albertus“.
  5. ↑ Hvis Brevet kun omtalte Hyldingen, som en Act, hvortil Udstederne kun havde været Vidne, men hvori idetmindste ikke alle havde deeltaget, da vilde Erkebiskop Vinaldes Optræden blandt dem ikke være noget paafaldende, men der staar udtrykkeligt: „vi og mange flere Rigets Mend – – kaarede, annammede og udvalgte“ – o. s. v.
  6. ↑ Vidnesbrevet findes ligeledes i det danske Geheimearchiv og er aftrykt blandt ovenanførte „Udvalg af Diplomer“ etc. No. 11, S. 13. Om Dagen, hvilken baade Jahn (S. 16) og Huitfeld (S. 574) angive urigtigt, ophører ved dette Aftryk af Originalen al Tvivl. Udstederne ere Hr. Henning af Putbusch, Jens Thrugilssøn, Landsdommer i Sjæland, Benedict Bjug, Jens Ruut, Høvedsmand paa Vordingborg, Michael Ruut af Skjoldenes, Riddere; Jesse Offessøn af Egede, Finkenoge (en Broder af Erkebiskop Nikolas) og Hartvig Bruske.
  7. ↑ Brevet, der ej, som de to andre, er affattet paa Dansk, men paa Latin, med deles af Huitfeld, S. 574, 575, og en Notarialakt derover hos Suhm XIV. 543. Udstederne ere Hennike Olafssøn, Høvedsmand paa Nyborg, Berneke Skinkel paa Hinsgavl, Henneke Berg paa Kjestrup Slotte, Otte Skinkel, Landsdommer, Otte Strangessøn af Tange, Tuve Nikolassøn, Borkvard Skinkel af Roltsted, Borkvard Lembeke, Svene. Om Dagen, der angives til Løverdag (Sabbatum) før Simons og Judæ Dag 1387, kan der ei være nogen Tvivl, skjønt Pal. Müller (Obss. criticæ S. 8) angiver d. 27de October, og Notarialakten har d. 16de.
  8. ↑ Huitfeld omtaler Hyldingen (l. c.), men siger udtrykkeligt, at han intet Brev har fundet.
  9. ↑ Suhm. XIV. 194.
  10. ↑ Dipl. N. I. 508.
  11. ↑ Brev af 5te September, ligeledes et fra Soleim ved Slien af 27de September, begge med Aarstal, aftrykte i Dipl. N. V. 357 og til. 476. Brevet af 13de October, „i det Aar, da Kong Olaf døde“, er aftrykt ssteds. IV. 540.
  12. ↑ Herleik Aasulfssøn udstedte tilligemed Hr. Gyrd Gyrdssøn, Tideke Wüstenacker og Lagmanden Jon Karlssøn den 4de Mai 1405 i Tunsberg Vidnesbyrd om en Overeenskomst mellem Hr. Alf Haraldssøn og Hr. Agmund Bolt, vedkommende Thumn. Dipl. N. V. 441.
  13. ↑ Magnus Stoltekarl gav før 1396 18 Laupers Land i Viflin i Hordini Sogn paa Valdres til Biskopsstolen i Oslo, ligeledes 1 Mks. Bool i Thorp i Aasgrenn i Tuneims Sogn i Nordre Viken til Tuneims Kirke. (Biskop Eysteins Register, fol. 121. b. og 176. b).
  14. ↑ Om Erik Topp see foreg. Bind, S. 426. Hans Hustru Ingerid Alfsdatter, død 9de Octbr. 1318, blev begraven i Ringsaker Kirke, see Nicolaysen, Norske Fornlevninger. S. 81), og senere var der en Ødegaard i Romsdals Sogn, kaldet Toppen (maaskee efter denne Ætt), see Dipl. N. II. 1047), men 1339 sees Erik Topp at hade været paa Sker i Skedjehovs Sogn i Viken.
  15. ↑ See foregaaende V. S. 406.
  16. ↑ Dipl. N. I. 640 siges der udtrykkeligt, at Hr. Agmund Finnssøn i sin yderste Time, altsaa 14de April 1388, erklærede, at Hafthorssønnerne vare hans eneste Arvinger; dette skulde saaledes synes at vise, at de endnu levede ved den Tid. Men det er ogsaa meget muligt, at de forinden kunde være døde, uden at Drottseten havde erfaret det.
  17. ↑ Dipl. N. IV. 549. Brevet indeholder et Vidnesbyrd af Abbeden og Capitlet i Halsnø om, at de den 14de April 1388 i det lille Conventhuus hørte, at Drottseten, syg i Legeme, men ved sin fulde Bevidsthed, gav for sin Sjæl og til Sjælemesser betydelige Gaver til Chorsbrødrene i Stavanger. Brevet er udstedt samme Dag, og da der efter Drottsetens Navn indskydes „Gud have hans Sjæl“, sees det, at han imidlertid var død. Det er forresten meget muligt, at han siden sit Ophold i Bergen i October 1386 ikke mere vendte tilbage til Oslo, hvorfra man heller ikke har noget af ham udstedt Brev, men at han forblev deels i Bergen, deels paa Hestbø, indtil hans sidste Sygdom.
  18. ↑ Ved at sette Stavelsen gin til den omlydte Rodstavelse fað (af faðir), móð (af moðir) og syst (af syster) betegnede man i vort eldre Sprog en Samling af to eller flere nærbeslegtede af forskjelligt Kjøn, saaledes feðgin d. e. Fader og Datter, mœðgin d. e. Moder og Søn, og systkin (eg. systgin) d. e. Syster og Broder. Af „systkin“ kommer vort „Sysken“, men medens „Syskenebørn“ nu kun betegner Fettere og Cousiner i Almindelighed, betegner det i vort gamle Sprog kun dem, der staa i et saadant Fetterskab, at den enes Fader er den andens Morbroder, og den andens Moder er hiins Fadersyster. Fettere, der ere to Brødres Børn, kaldes brœðrungar, og to Systres Børn systrungar.
  19. ↑ See herom Lagerbring, III. S. 699. Han paaberaaber sig Peringskølds skrevne Ættebog og andre Genealogister. Dalin (S. 577) vil desforuden have Haakon Jonssøn til at nedstamme fra Knut Jarl, Haakon Galens Søn. Lagerbring har imidlertid i sit „Sammendrag“ af Sveriges Historie forladt hiin Mening og er gaaet over til den, som Thorkelin allerede efter Frankenau har opstillet i sine Analecta, p. XXIII, fgg., see N. Samll. I. 40, III. 484, og som senere er bleven den sedvanligt antagne, nemlig at Haakon Jonssøn var en Søn af Hr. Jon Hafthorssøn, og at denne skulde være en Søn af Agnes, Kong Haakons Datter, hvilket dog nok heller ikke er rigtigt, see nedenfor. Hine svenske Genealogister synes ikke engang at antyde, at den foregivne Aasa skulde have været uegte født: altsaa kunde hun ej være født tidligere end 1336; og da hun nu vel heller ikke kunde have haft nogen Søn, førend hun var 16 eller 17 Aar, altsaa ved 1352 eller 1353, bliver Haakon derved for ung til at kunne have været Sysselmand allerede i 1368 og 1369. Det lader næsten til, at en forvirret Efterretning om Agnes, Kong Haakons Datter, har foresvævet Genealogisterne, og at Aasa er Agnes, men indsat paa et urigtigt Sted. At Haakon ej fører Faderens, Hr. Jon Hafthorssøns Familievaaben, Siden, lader sig forklare deraf, at han efter de Tiders Skik, naar Mødrene-Ætten var meget anseet, har antaget enten Morfaderens eller Mormoderens Vaaben, enten Knut Porses Grif (om han ellers førte en Grif, og ej en Løve) eller Hertuginde Ingeborgs norske Løve, med en Skraabjelke. (Figuren synes nemlig paa de faa Exemplarer, man har af hans Vaaben, ikke at være ret tydelig). Paa samme Maade optog Haakon Sigurdssøn, Hr. Sigurd Hafthorssøns Søn, sin Morfader Hr. Erling Vidkunnssøns Baaden, som Arving til Giske-Godset.
  20. ↑ Dipl. N. II. 572.
  21. ↑ Jevnfør ovenfor S. 202, og Norges gl. Love III. S. 215.
  22. ↑ See foregaaende Bind S. 298, 299, og IV. 2 B. S. 402, 403; Dipl. N. I. 290.
  23. ↑ Samfedre Systersøn staar i det eldre Arvetal i 9de, i det yngre i 10de Klasse.
  24. ↑ Brevet findes endnu i det kgl. danske Geheime-Archiv tog er derefter aftrykt i i Dipl. N. III. 477, saavelsom Suhms Nye Samll. III. 385, 387, og Grønlands hist. Mindesm. III. 131–134.
  25. ↑ I Dipl. Norv. siges der at have hængt 25 Segl ved, i Grønl. hist. Mindesmerker derimod kun 24. Altsaa maa een eller to af de nævnte 26 Udstedere have undladt at besegle. I Dipl. N. siges der, at der af de Segl, der oprindelig hang ved, nu kun findes 14 hele, nemlig 1, 2, 3, 9, 10, 14, 16, 17, 19, 20, 2l, 22, 23, 2.5; men derimod siges der ikke, hvilke af de øvrige ere aldeles bortfaldne og hvilke kun beskadigede. Hine hele Segl skulde saaledes, forudsat at kun den 26de Udsteders Segl manglede, være Erkebiskopens (1), Biskop Eysteins (2), Biskop Olafs (3), Haakon Jonssøns (9), Gaute Erikssøns (10), Agmund Bolts (14), Haakon Stumpes (16), Peter Nikolassøns (17), Finn Gyrdssøns (19), Gudbrand Erlingssøns (20), Thoralde Sigurdssøns (21), Herleik Aasulfssøns (22), Magnus Stoltekarls (23) og Jappe Fastulfssøns (25). Med hvis nu f. Ex. en af de første 8 Udstedere havde undladt at besegle, vilde Haakon Jonssøns Segl blive det 8de, og det kommer da an paa, om det 8de Segl kun er beskadiget, eller affaldet. I Grøn. hist. Mindesmerker siges der, at 15 Segl ere beskadigede (altsaa ikke egentlig mangle) men da det derhos udtrykkeligt angives, at Biskop Henriks Segl hænger ved, skjønt beskadiget og med ulæselig Omskrift, saa at man alene har kunnet gjenkjende Seglet som hans af dets kjendelige, aflange Form og dets Plads, er det saaledes klart, at ingen af de fem Biskoper have unddraget sig Beseglingen. Det maa altsaa være en eller to af de verdslige Herrer, som ej har villet være med. Nogen ret Beskeed faar man ej herpaa uden ved en nærmere Undersøgelse af selve Originalbrevet.
  26. ↑ Dalin (l. c.) har her atter med sin sedvanlige Dristighed fremstillet en selv gjort, fuldkommen urigtig Gjetning eller Combination som et ubestrideligt og notorisk Factum, idet han lader Dronningen „sikkre sig Haakon Jonssøns Person“ og derved aftvinge ham hans Frasigelse af enhver Fordring paa Tronen.
  27. ↑ Paludan Müller, i hans ypperlige, skarpsindige Afhandling om Kalmar-Unionen (Observationes criticæ o. s. v. S. 9).
  28. ↑ Dipl N. II. 508, jvfr. ovenfor S. 267.
  29. ↑ Brevet findes endnu i det danske Geheime-Archiv og er aftrykt i Bal. Müllers „Observ. criticæ“ S. 105–108. Af de nitten Segl, som oprindeligen have hengt ved, mangle nu det 9de (Henrik Mtchelstorps), det 10de (Jon Maritnssøns), det 14de (Jon Darres), det 15de (Haakon Stumpes), det 17de (Simon Thorgeirssøns).
  30. ↑ Det derom paa Latin udstedte Brev findes endnu i det kgl. danske Geheime Stettin, og er aftrykt i Dipl. N. III. 478. Alle Seglene henge ogsaa ved. Huitfeld meddeler det S. 578, men siger ved denne Lejlighed fejlagtigt om Haakon Jonssøn, at han var Drottsete; idetmindste maa man vel saaledes forstaa hans Ord: „Paa de Tider levede en Herremand i Norge, ved Navn Haagen Jonssøn Drott, fød af kongelig Stamme, som og aatte Gods udi Sverige“. Den urigtige Angivelse, at han var Drottsete, skjønt Hr. Agmund endnu ikke var død, og ingen Drottsete udnævntes efter ham, er siden kommen ind i de slette historiske Verker, hvor disse Begivenheder omtales, ogsaa i Haandskr. af de islandske Annaler, ung. S. 351, indtil Munthe paapegede Feljtagelsen i N. Samll. IV. S. 590, 591.
  31. ↑ Det var der den 6te Marts, see nedenfor.
  32. ↑ Dipl. N. II. 514.
  33. ↑ Dipl. N. I. 510.
  34. ↑ See o. S. 108.
  35. ↑ Dipl. N. VI. Dansk Magasin, I. S. 339.
  36. ↑ Dipl. N. I. 511, jvfr. ovfr. S. 120, 169.
  37. ↑ Henrik nævnes for sidste Gang i hiint Privilegiebrev for Mariekirken af 13de Marts 1388. Her kaldes han „vor og Rigets Cantsler“.
  38. ↑ Saaledes skete det ogsaa, som nys paaviist, i Lehnsbrevet for Benedict Nikolassøn af 6te Marts 1388.
  39. ↑ I Bekræftelsesbrevet af 7de Februar brugtes der kun Aarstal.
  40. ↑ Dipl. N. IV. 542, III. 479.
  41. ↑ Dipl. N. IV. 541. V. 330.
  42. ↑ Dipl. N. II. 509. IV. 546.
  43. ↑ Dipl. N. IV. 550. I et andet Brev, som samme Lagmand udstedte fra Stavanger den 23de Juni, betegnede han Aaret med Aarstallet, maaskee med Flid, for at undgaa hiin dobbelte, om hans Tvivlvidnende, Betegnelsesmaade. (Mankelivsb. S. 118).
  44. ↑ Dipl. N. I. 514. 512.
  45. ↑ Brevet af 29de Juni 1389, hvorved hun stadfestede den bergenske Biskop Jakobs Friheder og forlenede ham med to Skibreder, er saaledes udstedt i Helsingborg (Dipl. N. II. 514), men rigtignok, som det nedenfor vil sees, paa et Mode af norske Raadsherrer, og saaledes beviser dette endda ikke saa meget. Naar man kun havde Landsvistsbreve for 1388 og første Halvdeel af 1389, da vilde de give mest Oplysning, men saadanne findes ei, og man skulde halv om halv formode, at ingen har været udstedt efter Cantslerens Død, netop fordi der ej var nedsat nogen Regjering i Norge, der kunde udferdige dem.
  46. ↑ Dette fortelles af Stang, Vandalia L. l. IX, Cap. 14. Blandt Fyrsterne nævnes Wenzeslav Hertug af Saxen, Bugislav Hertug af Wolgast, Erik Hertug af Saxen-Lauenburg, Nikolas Greve af Holsten, Adolf Greve af Schauenburg, Otto Greve af Hoya, Günther Greve af Lindow, Laurentius Herre til Werle. Af disse streed idetmindste Günther af Lindow paa Albrechts Side i 1389.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/21&oldid=84969»