Det norske Folks Historie/8/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede forhen omtalt, hvorledes Misfornøjelſen med Kong Albrecht mere og mere tiltog i Sverige ſiden hans ſeneſt uheldige Forſøg paa at afkaſte Raadets og Stormendenes Aag, og hvorledes Dronning Margrete og hendes Tilhengere ſandſynligviis allerede da benyttede enhver Lejlighed til at udvide Bruddet og bringe de ſvenſke Høvdinger til atter at ſlutte ſig til ſin gamle Konge-Ætt, hvis eneſte Repræſentant hendes Søn nu var. Vi have ligeledes ſeet Kong Albrechts forgjeves Forſøg paa at erhverve de tydſke Stæders Biſtand mod Dronningen paa Hanſedagen i Stralſund 1385, hvorimod det ikke er uſandſynligt, at han kan have ſkaffet ſig flere Bundsforvante blandt endeel nordtydſke Fyrſter, ſom under hans Ophold i Tydſkland om Sommeren 1386 beſøgte ham i Wismar, hvor han holdt en pregtig Turnering, der varede i flere Dage[1]. Imidlertid ſynes det dog, ſom om han ſtrax efter paa Hanſedagen i Lübeck, hvor han perſonligt kom ſammen med Dronningen, blev nødſaget til at indgaa en ny Stilſtand, ja endog til at give Slip paa de Dele af det øſtlige Skaane, ſom hans Mend endnu havde inde, ſaaledes ſom det i det foregaaende er viiſt, og det er ikke uſandſynligt, at netop den Omſtendighed, at Kong Albrecht nys forud havde haft ſaa mange Fyrſter hos ſig, hvis Venſkab og Biſtand han kunde have ſikkret ſig, var Hovedgrunden til, at Margrete ſelv indfandt ſig i Lübeck og underkaſtede ſig Ubehageligheden af en perſonlig Sammenkomſt med ſin Fjende for deſto eftertrykkeligere at kunne modarbeide de Planer, han maatte have aftalt eller vilde aftale.

Da Albrecht efter dette Møde kom tilbage til Sverige, i Auguſt eller September 1386, foreſtod der ham nye uventede Ubehageligheder. Drottſeten Bo Jonsſøn var død, i Midten af Auguſt Maaned[2], og Spørsmaalet opſtod ſaaledes om Iverkſettelſen af hans teſtamentariſkr Forføjninger. Det er allerede ovenfor (S. 58, 232) nævnt, at Bo Jonsſøn paa denne Tid var den rigeſte og megtigſte Mand i Sverige, langt megtigere end Kongen ſelv. Han var Drottſete og Generalembedsmand og havde efterhaanden vidſt at tilvende ſig Slottene Tavaſtehuus og Viborg, ſenere Aabo med Aaland og Korsholm, ſaa at han havde hele Finland, fremdeles Nykøping, Stekeholm og Ringſtadholm med en ſtor Deel af Øſtergøtland, Rumblaborgs Lehn med Jønkøping i Smaaland, Forsholm med den tilliggende Deel af Veſtergøtland, hele Helſingeland, en ſtor Deel af Dalarne m. m. foruden flere Lagmends-Embeder, og havde endelig, ſom vi have ſeet, i den ſidſte Tid ogſaa faaet Openſteens og Øreſteens Slotte med Kind og Marks Hereder i Veſtergøtland[3], formodentlig efter venſkabelig Overeenskomſt med Dronning Margrete, hvem han maaſkee allerede havde givet Løfte om, at han vilde virke for hendes Søn Olaf og ſkaffe hendes Søn hans Forfedres Krone i Sverige. Hans Teſtament, ſom han opſatte i Vadſtena den 17de April 1384, ſynes ogſaa, ſom vi allerede have antydet, kjendeligt at vidne om en ſaadan Forſtaaelſe. De aatte Executorer, ſom han udnævnte, vare Biſkoperne Nikolas i Linkøping og Thord i Strengnes, Ridderne Karl Ulfsſøn (af Tofte), Byrge Ulfsſøn (St. Birgittes Søn), Erik Ketilsſøn (den gamle Kongeæts tro Tilhænger), Steen Benedictsſøn (Marſk, Erngiſl Jarls Stifſøn), og Erngiſl Nikolasſøn, ſamt Svenerne Ulf Jonsſøn (Blaa), Steen Boesſøn (Bo Jonsſøn nærmeſte Fedrenefrende), og Karl Matthiasſøn; og Suppleanterne for enhver af disſe (ſee ovf. S. 233) vare: Knut, Karl Ulfsſøns Søn, Algøt Magnusſøn, Ketil Jonsſøn, Thord Bonde, Magnus Kaſe, Knut Boesſøn (Cantor i Linkøping, Steen Boesſøns Broder) og Arvid Benedictsſøn. At flere af disſe, foruden Hr. Erik Ketilsſøn, allerede maa have været Kong Olaf og Margrete mere hengivne end Albrecht, er mere end ſandſynligt, og man kan deraf nok ſlutte, hvilket Parti Bo Jonsſøn ſelv vilde have taget, om et længere Liv havde været ham undt. Imidlertid vidſte Kong Albrecht neppe endnu ret Beſkeed om Teſtamentets Indhold og hilſede derfor viſtnok Efterretningen om Bo Jonsſøns Død med Glæde, ej alene fordi han nu var befriet for en ſaa beſværlig Underſaat, men ogſaa i Haabet om, at han i Egenſkab af Formynder for hans Enke og Børn ſelv ſkulde faa hans ſtore Beſiddelſer under ſin Raadighed. Men juſt dette havde Bo Jonsſøn ſøgt at forebygge ved at udnevne hine Executorer og overdrage dem Formynderſkabet. Kong Albrechts Forſøg paa at tilvende ſig dette mødte ſaaledes ſtrax Modſtand, og derved maatte der igjen indtræde et meget ſpendt Forhold mellem ham og Executorerne. Allerede den 23de September indkaldte han Executorerne, ſaavelſom alle Bo Jonſøns Fogder og Ombudsmend, til at møde for ham med de Beviisligheder, de kunde fremlegge for ſig, under ſikkert Lejde, der ſkulde vare indtil næſte Kyndelmesſe, og for dem fra Finland endnu længer, hvis Iis eller Uvejr ikke tillod dem at drage hjem førend ſenere[4]. Altſaa ſeer man heraf, at han endog ſelv ej ventede, at Executorerne uden Leide vilde indfinde ſig hos ham, uagtet Hr. Erik Ketilsſøn, hans aabenbare Fjende, ikke engang var indkaldt. Blandt Slotsfogderne nævnes Johan Liſt, for faa Aar tilbage Dronning Margretes Høvedsmand paa Oppenſteen, og endnu viſtnok i ſamme Stilling under Bo Jonsſøn: ligeledes et Tegn paa den hemmelige Forſtaaelſe, der maa have fundet Sted mellem denne og Dronningen. Det lader ikke til, at Executorerne lyſtrede Indkaldelſen, medens de derimod uden Videre foretog Pantſettelſer af flere til den Afdødes Efterladenſkab hørende Ejendomme og ſaaledes tydeligt nok lagde for Dagen, at de ikke agtede at give Slip paa den dem overdragne Beſtyrelſe[5]. Dog erklærede de ſig efter nogen Tids Forløb villige til at lade Spørsmaalet afgjøre af uvillige Mend blandt Rigsraadet, hvis Kjendelſe baade Kongen og de lovede at underkaſte ſig; og til den Ende udſtedte han den 21de Juni 1387 et nyt Leidebrev for dem, hvorefter de i Fred og Sikkerhed med Venner og Tjenere ſkulde kunne indfinde ſig i Kungshavn ved Stockholm for der at faa Sagen afgjort[6]. Men allerede to Dage efter tiltog Kongen ſig at forføje over Aabo Slot og Lehn, uden at afvente nogen ſaadan Voldgiftskjendelſe, paaſkydende, at Bo Jonsſøns Enke, Greta Dume, der ſynes at have været tydſk af Fødſel, efter hendes Venners og Frænders Raad havde valgt ham til ſin og ſine Børns Formynder og Beſkjermer[7]. Dette viſer, at der ej lenger var Tale om noget mindeligt Forliig mellem Kongen og Executorerne, hvad enten han nu aldrig havde meent for Alvor at underkaſte ſig nogen Voldgiftskjendelſe, eller Executorerne havde foretaget noget, ſom han anſaa at være et Brud paa Overeenskomſten. Der tales ogſaa om andre Tviſte-Emner, ej alene mellem ham og Executorerne alene, men ogſaa med hele den øvrige Frelſeſtand. Han ſkal nemlig have fordret hver tredie Gaard tilbage af det fordums Krongods, ſom Frelſemendene og deres Forfedre havde tilvendt ſig, eller han har maaſkee idetmindſte truet med at ville foretage en ſaadan Reduction, der i ſig ſelv var billig og retferdig nok, men ſom det dog var yderſt uklogt juſt nu at bringe paa Bane[8]. Viſt er det, at allerede inden Udgangen af Auguſt var Opſtanden almindelig og den indvortes Krig i fuld Gang, ſaa at Biſkop Nikolas af Linkøping i et Brev til Archidiakonen i Roeskilde ſkildrede Tilſtanden“med de mørkeſte Farver. „Ingen“, ſagde han, „kunde gaa frit og ſikkert fra og til ſit Hjem, eller reiſe fra Sted til andet, uden at være udſat for at tages til Fange og miſte baade Gods og Heſte“. Paa ſamme Tid raſede Bondekrigen, ſom vi have ſeet, i de øſtlige ſkaanſke Landſkaber, der endnu ſtod under Albrechts Herredømme, men nu forſtørſtedelen kom i Kong Olafs eller rettere hans Moders Vold, medens hun ſelv opholdt ſig i Skaane og viſtnok hvert Øjeblik ventede paa, at de misfornøjede Herrer vilde henvende ſig til hendes Søn og tilbyde ham hans Forfedres Krone. Ogſaa Kong Albrecht maa i denne Nød have nærmet ſig hende og gjort hende Fredsforſlag, ſiden det heder, at hun juſt ſkulde holde en Dag med ham, da hendes Søn døde. Hun beherſkede ſaaledes aabenbart Stillingen, og denne vilde vel allerede om Sommeren 1387 være kommet til Udvikling, hvis Olaf var bleven i Live.

Men Olafs pludſelige Død maatte nødvendigviis medføre en Standsning heri, ſaaledes ſom vi allerede i det Foregaaende have paapeget. For de ſvenſke Herrer maatte der være ſtor Forſkjel paa at underkaſte ſig Olaf, deres egne Kongers ſidſte Ætling, under Margretes Formynderſkab, og efter Olafs Død og Folkunge-Ættens Ophør at underkaſte ſig hende alene, ſom ſelv ikke ved Blodets Baand var forbunden rum den gamle Ætt, og dertil med var en Kvinde. Desuden maatte det førſt og fremſt være Margrete magtpaaliggende at ſikkre ſig Regjeringen i Danmark og Norge. Saavidt man kan ſee, undgik hun endog med Flid at gjøre de førſte Skridt til et aabenbart Forbund med de ſvenſke Herrer mod Albrecht, vel vidende, at hun kun behøvede at ſee Tiden an, for at de dog omſider .ſkulde blive nødſagede til at ſøge hendes Biſtand paa hvilkeſomhelſt Vilkaar. Alene vilde de nemlig vanſkeligt kunne ſaa Bugt med Albrecht. Af tydſke Fyrſter havde de haſt nok, og ſaaledes var der dog tilſidſt ingen anden, de kunde henvende ſig til, end hende, ſom desuden allerede var i Beſiddelſe af ikke ubetydelige Stykker af Riget, hvilke man derved kunde haabe at ſee gjenforenede med dette[9]. Margrete lod ſaaledes Krigen i Sverige gaa ſin Gang, roligt afvæntende Øjeblikket, da de ſvenſke Herrer maatte ty til hende og tilbyde hende Regjeringen paa de Vilkaar, hun vilde foreſkrive. Naar disſe Underhandlinger aabnedes, vides ikke, ligeſom man overhoved ſavner enhver Underretning om, hvad der ſkete i Sverige ligefra Slutningen af Auguſt 1387, da Biſkop Nikolas gav hiin ſørgelige Skildring af Tilſtanden, og til Begyndelſen af det følgende Aar. Sandſynligviis begyndte de ſtrax efter at Margrete var kommen op til Oslo i November eller December 1387, hvis hun ikke — hvad der ej er uſandſynligt — har lagt Vejen om Vardberg eller Baagahuus og her modtaget Udſendinger fra de misfornøjede ſvenſke Herrer. Formodentlig have dog de foreløbige Underhandlinger været førte i Vermeland og paa Dal, under Hr. Erik Ketilsſøns Ledning. Thi vel havde endnu ikke han og de øvrige Herrer i de Dele af Sverige, der forbleve Folkungerne tro, formeligt hyldet hende, og de væntede vel førſt paa, hvad Nordmendene vilde gjøre, men ſaa meget er dog aabenbart, at deres Hengivenhed for hende ikke i mindſte Maade var rokket. Ligeledes ſynes ivrige Underhandlinger at have været førte mellem hendes paalidelige Mend i Halland, nemlig Nisſe Svarteſkaaning og Abraham Brodersſøn paa Kongsbakke ſamt Jakob Muus, der nu var Befalingsmand paa Vardberg, og de ſvenſke Grændſehøvdinger paa den Kant, thi ved deres Medvirkning maa det vel iſær have været,at Algøt Magnusſøn, der hidtil paa Bo Jonsſøns og Arvingers Vegne havde haft Slottet Øreſteen, og nu tillige havde faaet Openſteen, allerede den 5te Januar aabenbart erklærede ſig for Dronningen og udſtedte ſit Reversbrev, hvorved han erkjendte, at han havde modtaget hine tvende Slotte med tilhørende Lehn, Mark og Kind af ſin „Frue Dronning Margrete“, hverken for Pant eller Penge, men for at være hende behjelpelig med dem og holde dem aabne for hende til enhver Tid, ligeſom han ogſaa lovede uvægerligt at give dem tilbage, naar hun maatte forlange det, og, hvis hun døde, førend hun havde krævet dem igjen af ham, da at overgive dem til Biſkoperne af Roeskilde, Ribe og Aaruus, ſamt tvende danſke Riddere. Jakob Muus, Nisſe Svarteſkaaning og Abraham Brodersſøn beſeglede ſelv tilligemed flere andre Herrer ſom Medforlovere dette Brev, der udſtedtes paa Eekholm, et Sted, ſom formodentlig maa ſøges i Nærheden af Grændſen mellem Halland og Veſtergøtland[10]. Det er forreſten ilde, at vi ej kjende den nærmere Sammenhæng med denne Transaction, thi det kunde jo nok være muligt, at det allerede ved Overdragelſen af disſe Slotte til Bo Jonsſøn var aftalt mellem ham og Dronningen, at de efter hans Død ſkulde falde tilbage til hende. Imidlertid ſeer man dog ſaa meget heraf, at Algøt Magnusſøn allerede nu havde underkaſtet ſig Dronning Margrete, og det endog ſaaledes, at han paa en Maade erkjendte Forleningerne ſom henhørende under den danſke Krone, ſiden det alene var danſke Herrer, til hvem han i Tilfelde af Dronningens dødelige Afgang ſkulde overgive dem.

Hvorledes Hoved-Underhandlingerne forreſten have været drevne, og hvad Indflydelſe de kunne have haft paa det norſke Raads Beſlutninger, vides ikke, kun ſaa meget ſeer man af Reſultatet, at Margrete maa have gjort ſig koſtbar, og at hun ikke gav noget Tilſagn, førend hun fik Betingelſerne vedtagne ſaaledes, ſom hun vilde have dem, og hvorved de ſvenſke Herrer maatte gjøre Indrømmelſer, ſom de fra førſt af neppe havde været forberedte paa, og ſom det aldrig havde kunnet nyttet Kong Albrecht at forſøge paa at ſette igjennem. Det er forhen nævnt, at Svogrene Hr. Ulf Holmgeirsſøn og Hr. Ulf Jonsſøn, ſandſynligviis kort efter Margretes Hylding i Norge, begav ſig til Vermeland og Dal for at meddele Efterretning om denne og maaſkee ogſaa aftale en Sammenkomſt mellem Dronningen og de ſvenſke Herrer. Denne Sammenkomſt fandt Sted paa Daleborg ved Venern, hvor Hr. Erik Ketilsſøn boede, eller idetmindſte etſteds ganſke nær derved, Palmeſøndngen den 22de Marts 1388, kort efter at Dronningen havde forladt Oslo, hvor hun endnu opholdt ſig den 13de Marts. Paa Teſtament-Executorernes Vegne indfandt ſig Hr. Byrge Ulfsſøn og Hr. Steen Benedictsſøn, ſamt paa de Andres Vegne Steen Steensſøn og Arvid Benedictsſøn. De øvrige af Executorerne, Opſtandens egentlige Hoveder, ſynes ikke at have været tilſtede[11]. Hine Herrer optraadte her ganſke, ſom om de havde Fuldmagt fra hele det ſvenſke Folk, eller, ſom de udtrykte ſig „paa alle deres Venners, Frænders, Hjelperes, menige Rigets Mends og ſelve Rigets Vegne“, en Fuldmagt, ſom Executorerne viſt havde tiltaget ſig uden at ſpørge Menigmand ad. De erkjendte og erklærede Dronning Margrete for alle deres og det ſvenſke Riges „fuldmegtige Frue og rette Huusbonde“, lovede aldrig at lade ſig dagthinge fra hende, aldrig at ſlutte Fred med Kong Albrecht og hans Hjelpere eller hendes øvrige Fjender, uden med hendes Samtykke; forpligtede ſig og deres Med-Executorer til at overlevere og oplade hende alle de Slotte og Lande, ſom Bo Jonsſøn havde haft, naar hun kom ind i Sverige og krævede dem; endvidere lovede de at være hende behjelpelige til at faa alle de Slotte og Landſkaber tilbage, ſom havde tilhørt Sveriges Krone, over hele Riget, ligeſaa at de ſvenſke Mend, der nu boede i Danmark og Norge, kunde faa de Ejendomme i Sverige tilbage, ſom de havde miſtet. De og hele Sveriges Rige ſkulde beholde Margrete ſom fuldmegtig Frue og ret Huusbonde, i Nød og Lyſt, ſaa lenge hun var i Live og ej ſelv overgav det; ja de lovede endog, at den, ſom hun vilde, at de og Sveriges Rige ſkulde have til Konge, enten i hendes Levetid eller efter hendes Død, ham ſkulde de ogſaa erkjende og beholde ſom ſin retmesſige Konge. Dronningen lovede igjen troligt at hjelpe dem mod Kong Albrecht og hans Tilhengere og ikke at ſkilles fra dem, førend Krigen var bragt til Ende, ſamt tilſagde alle ſvenſke Mend, hver i ſin Stand, Bekræftelſe af alle Friheder og Privilegier, ſom af forrige Konger var dem forundte, førend Kong Albrecht kom til Sverige. Men hun vilde heller ikke tilſtaa dem en Tøddel mere. Over alle de Slotte og.Landſkaber, ſom Rigets Mend i Sverige overdrog hende, eller hun ſiden ved deres Hjelp kunde faa, vilde hun forføje, ſom den ſvenſke Lovbog beſtemte; kun indrømmede hun Executorerne under visſe Betingelſer Nykøping med tilliggende Fogderi, Veſtmanland, halve Dalarne med det halve af Kobberberget og Jærnberget, ſamt Viborg i Finland med Tilbehør, og ſelv disſe Slotte ſkulde holdes aabne for hendes Folk, hvis det behøvedes. Alle de øvrige Slotte og Landſkaber ſkulde overgives til hende; de, ſom nu havde underkaſtet ſig hende eller ſiden gik over til hende, kunde vel beholde de enkelte Godſer og Hereder, ſom de havde i Pant, men ingen Slotte eller Lehn. Derimod lovede hun, at naar alt dette var bragt i Orden, vilde hun lade Sveriges Landemerker blive ſaaledes, ſom de fra Alders Tid havde været, det vil ſige gjenforene Vermeland, Dal og de øvrige i ſaa lang Tid fraſkilte Landſkaber med Riget. Alle disſe i de ſvenſke Fuldmegtiges Øjne yderſt haarde Betingelſer, underkaſtede de ſig dog, da de nu engang ikke havde noget andet Valg. Saavel Herrernes Hyldingsbrev ſom Dronningens Gjenbrev til dem udferdigedes ſamme Dag (22de Marts), det førſte li ſamtlige verdslige Exexutorers og flere andre Herrers Navn, undtagen Biſkopernes og Hr. Erik Ketilsſøns, hvilken ſidſte Dagen efter paa Daleborg gav ſit ſæregne Brev paa, at han havde været nærværende ved Overeenskomſten, at den var ſkeet i alle Maader og med hans Vilje, og at han i Egenſkab af Executor vilde holde alle de Breve, ſom hans Med-Executorer havde udſtedt. De to Biſkoper, der ogſaa vare indſatte til Executorer, nævnes vel i Dronningens Brev, men derimod ikke i Hyldingsbrevet: de have ſaaledes neppe endnu vovet at erklære ſig aabenbart for Dronningen, og Biſkop Thord af Strengnes modtog endog endnu i Juni 1388 et Beſkyttelſesbrev af Kong Albrecht. Men paa den anden Side traadte de heller ikke fjendtligt op mod Margrete, og ſaaledes var deres Forſigtighed ikke til videre Hinder for hendes Planer. Samme Dag, ſom Overeenskomſten med Margrete blev ſluttet, overdrog de ſvenſke Herrer hende ogſaa Fuldmagt til at underhandle med de holſtenſke Grever om den Panteret, de havde i Kobberverket, og indløſe eller ſtadfeſte den, efterſom hun fandt det tjenligt; ligeledes fik hun fuldkommen Frihed til at dagthinge paa Herrernes Vegne med Birke v. Vitzen i Kalmar og bekræfte de tydſke Stæders og Kjøbmends Privilegier i Sverige. Det er merkeligt nok at ſee disſe overmodige Herrer, der før ikke havde villet lyſtre nogen lovlig Myndighed, nu viſe ſig ſaa eftergivende og underdanige mod Margrete[12].

Fra Daleborg begav Dronningen ſig til Egnen ved Gøta-Elven, hvor vi den 23de April finde hende i Ljodhuus. Formodentlig havde hun ſit egentlige Tilhold paa Baagahuus, der hørte til hendes Livgeding. Hr. Erik Ketilsſøn og de fire ſvenſke Udſendinger ſynes at have ledſaget hende for at aftale nærmere Forholdsregler, thi paa hiin Dag udferdigede hun, upaatvivleligt til Afſendelſe med hine Udſendinger, der nu vendte tilbage, etſlags Proklamation til Indbyggerne i Øſtergøtland, Thjuſt og Kind, hvori det heed, at da Hr. Erik og hine fire Herrer ſaavelſom andre Rigets Mend i Sverige havde været hos hende og højligen klaget over den Nød og Skade, ſom de længe og dagligen havde lidt af Kong Albrecht og hans Hjelpere i Voldgeſtninger, Rov, Brand, ulovlige Skatter m. m., var hun nu kommen overeens med dem om, at hun vilde forhjelpe alle dem, der med Kjærlighed og Troſkab traadte i hendes Tjeneſte, til Fred, Lov og Ret, naar Gud vilde, at hun kom til Sverige og ved Guds og deres Hjelp blev det megtig, hvorfor hun raadede dem til at lyde de førnævnte Herrer i alt, hvad disſe paa hendes Vegne kunde tilſige dem, og gjøre alt efter deres Tilſagn. Breve af ſamme Indhold er formodentlig ogſaa blevne udferdigede til Indbyggerne i de øvrige ſvenſke Landſkaber, og med disſe Breve vendte da Udſendingerne, i Følge med Hr. Erik Ketilsſøn, tilbage til de øvrige Herrer, der nu ej længe efter — den 20de Mai — fra Nykøping tilſkrev Dronningen ſit Bekræftelſesbrev, hvori de „takkede hende ydmygeligen for den ſtore Kjærlighed, hun ſaa mangfoldigt havde beviiſt dem, og ſom de gjerne vilde viſe ſig verdige, hvor de kunde“; forſikkrede hende, at de med al Kjærlighed og Troſkab og alles Samtykke vilde holde og efterkomme alt, hvad hine Herrer med hende havde dagthinget og afgjort, og bad hende endelig ikke at lytte til, hvad mange maaſkee kunde ville tale mellem hende og dem, for at ſette Splid, ſaaſom hun maatte være forvisſet om, at de med Troſkab og Kjærlighed, ſom det ſømmer Dandemend, vilde blive ved hende[13].

Saaledes var da det afgjørende Skridt gjort, og Margrete i aaben Feide med Kong Albrecht om Sveriges Krone. Denne ſynes i Førſtningen at være bleven mere forbittret end forſkrækket. Han ſkal endog til Trods have antaget Titel af Norges og Danmarks Konge, hvortil han vel nærmeſt tog Anledning af ſin Broderſøns, Hertug Albrechts Død, der indtraf ved denne Tid, thi han har maaſkee betragtet ſig ſom nærmeſte Arving efter ham[14]. Han ſkal derhos have givet ſin Forbittrelſe Luft i allehaande Smæde-Ord og Øgenavne mod hende og ſøgt at tilføje hende anden perſonlig Haan. Men imidlertid merkede han ſnart, efterſom Størſtedelen af Landet ifølge Hyldingsbrevet kom i hendes Hender, at han ikke i Landet ſelv havde tilſtrækkelig Styrke til at gjøre hende Modſtand, og begav ſig over til Mecklenburg for der at ſkaffe ſig Forſterkning, efterat have forordnet, at i Tilfelde af, at han døde eller blev fangen, ſkulde hans Søn Erik blive Konge efter ham, ſamt om ogſaa. Erik døde eller fangedes, hans Broder Magnus’s Søn, Hertug Johan. Stockholms Borgerſkab maatte udſtede Forſikring paa, at det i disſe Tilfelde kun vilde holde ſig til disſe tvende Herrer (24de Juli[15]). Efter at være ankommen til Tydſkland ſøgte han at ſette Himmel og Jord i Bevægelſe for at reiſe Fjender mod Margrete, eller idetmindſte at tilvejebringe Megling af andre, ham gunſtige Magter. Saaledes indfandt han ſig paa en Forſamling af Deputerede fra Lübeck, Wismar, Stralſund og Roſtock i denne ſidſtnævnte Stad ved Midten af September Maaned og beklagede ſig paa det bittreſte over Dronningen, de danſke Herrer og ſine egne Underſaatter af Sverige, der, ſom han ſagde, inden Felighed (Grid) og en ſikker „Haand-Fred“ dog havde tilføjet ham ſtor Ubillighed og Skade, hvorfor han forbeholdt ſig ſin Ret og Retferdighed, „for Herrer, for Fyrſter, for Riddere, for Svene, for Venner, og iſærdeleshed for hine fire Stæder“, da de ligeſom han ſelv ikke kunde undvære ſin Ret formedelſt den Tvedragt, der nu herſkede mellem ham og Dronningen. De forſamlede Raads-Sendebud lyttede ogſaa forſaavidt til hans Klager, ſom de ſtrax (d. 19de September) tilſkrev Dronningen derom og udtalte ſit Ønſke om, at hun vilde beramme en Dag paa et belejligt Sted, hvor begge Parter kunde medbringe ſine Venner for at forſøge, om en Megling kunde tilvejebringes, da de i modſat Fald befrygtede, at ſtørre Skade kunde opſtaa, hvorved baade Land og Folk fordervedes; de bad Dronningen at ſvare med Overbringerne af Brevet. Om Dronningen har ſvaret, vides ikke, men kun dette, at hun ikke enſede Opfordringen[16]. Albrechts Opraab til Fyrſterne var derimod ikke frugtesløſe; flere Fyrſter ſamlede ſig til ham, lig Grev Günther af Lindow, Herre til Ruppin, Grev Albrecht af Holſten, uanſeet at han for to Aar ſiden havde ſvoret den danſke Krone Troſkabseed, hvis han ikke ellers nu betragtede Albrecht ſom Danmarks rette Konge[17]. Maaſkee havde denne allerede aftalt med flere af dem ved Sammenkomſten i Wismar 1386, at de i et ſaadant Tilfelde ſom dette ſkulde hjelpe ham. Han ſkal paa denne Maade have faaet en ſtor og veludruſtet Hærſtyrke ſamlet. Til Betryggelſe af ſit Arveland Mecklenburg indgik han den 28de November en Forbundstractat med Markgrev Joſt af Mähren og Brandenburg[18]. Derpaa ilede han i Hjertet af Vinteren[19] tilbage til Sverige med ſin tydſke Hær og ſine Bundsforvandte og ſkal nu have anſeet ſig ſaa ſikker paa Sejren, at han ſendte Dronningen et formeligt Fejdebrev, hvori han erklærede at vilde bringe ſine oprørſke Underſaatter til Lydighed, og fraraadede hende at befatte ſig med dem, men ſkal tillige have ledſaget Brevet med mange Grovheder[20].

Dronning Margrete havde imidlertid allerede begyndt Fjendtlighederne, forinden Aaret var omme, og mod Udgangen af dette var hun nede paa de danſke Øer[21], formodentlig for at ſamle en Hær, og vel ogſaa for at holde Øje med Kong Albrecht. I Norge havde hun allerede med Raadets Samtykke udbudt fuld Almenning, ſom det ovenfor er berettet. Hun ſkal ſaaledes have tilvejebragt en betydelig Styrke, baade til Lands og Vands[22], ſom hun lod drage ind i Sverige for at forene ſig med de ſvenſke Herrer og møde. Kong Albrecht. Formodentlig ankom de norſke Udbudstropper, ſom ſedvanligt ved ſlige Lejligheder, til Elven, medens de danſke ſandſynligviis ſamlede ſig ved Vardberg, hvor hun ſelv begav ſig hen for der at afvente Stridens Udfald[23]. Men hvor mange Stridsmend hun fik fra Norge, og hvilke norſke Herrer der anførte dem, derom have vi desverre ingen Underretning. At de fleſte af Sysſelmendene, idetmindſte fra de ſydlige Landſkaber, vare med, torde man maaſke kunne ſlutte deraf, at der netop fra den Tid, da Krigstoget ſtod paa, ikke forefindes et eneſte Brev, udſtedt i Norge af nogen Sysſelmand. De ſvenſke Herrer ſynes i den lengſte Tid at have holdt ſig ſamlede i eller ved Nykøping under Overbefaling af Hr. Erik Ketilsſøn, der nu atter indtraadte i ſit Embede ſom Sveriges Marſk, medens Hr. Steen Benedictsſøn aflagde denne Titel[24]. Her have maaſkee ogſaa allerede enkelte danſke Herrer indfundet ſig enten med Hjelpetropper eller ſom Udſendinger fra Dronningen; thi allerede i October finde vi den megtige og anſeede Jakob Muus, Høvdingen paa Vardberg, tilligemed en anden danſk Herremand, Stiig Pedersſøn, paa det nogle faa Mile ſydveſtligt for Nykøping beliggende Slot Ringſtadholm ved Braaviken, et af dem, ſom Bo Jonsſøn havde haft til Pant[25]. Men imidlertid havde Margrete ladet paabegynde Belejringen af det vigtige Axevalls Slot, der beherſkede Vejen fra Veſtergøtland til øvre Sverige. Da Høvedsmanden og Beſetningen, der maa have været Kong Albrecht ſærdeles troe og derfor ſandſynligviis vare Tydſke, ikke vilde opgive Slottet, og hun vel heller ikke endnu havde ſaa mange Tropper ſamlede, at man kunde ſtorme det, lod hun det blokere for ved Hunger at tvinge det til Overgivelſe. Dette Foretagende betroedes Hr. Nisſe Svarteſkaaning paa Kongsbakke; thi Dronningen lod, ſom der ſiges, bygge en Skandſe foran Axevall, og ſatte Nisſe Svarteſkaaning til Høvedsmand derover. Efter en Tids Forløb blev derfor ogſaa Beſetningen paa Slottet bragt i den yderſte Hungersnød[26].

Da landede Albrecht med ſine tydſke Hjelpetropper i Sverige, formodentlig i Begyndelſen af Februar. Han ſkal være gaaet i Land i Kalmar, hvilket ogſaa i ſig ſelv er det ſandſynligſte, iſær da Overreiſen derved blev kortere, hvilket paa denne Aarstid maatte være af ſtor Vigtighed[27]. Øjeblikkeligt begav han ſig paa Vejen for at komme det betrengte Axevall til Hjelp, og maa undervejs have bemegtiget ſig Rumblaborg ved Jønkøping, ſiden vi erfare, at det ſidenefter var beſat af hans Folk. Men imidlertid havde Dronningen ogſaa faaet ſine Tropper ſamlede og afſendte ſtrax en Hær af femtenhundrede væbnede Ryttere — Fodfolkets Antal angives ikke — under Anførſel af Henrik Parow, hvad enten hun nu allerede vidſte Beſkeed om Kong Albrechts Forehavende, og hun ſaaledes vilde hindre dette, eller hendes Henſigt kun var at paaſkynde Axevalls Indtagelſe. Blandt disſe af Henrik Parow anførte Tropper var formodentlig ogſaa de norſke Ledingsfolk og Udbudstropper, ſiden han udtrykkeligt i en ſamtidig Krønike kaldes „Norges Høvedsmand“ (Capitaneus Norwegiæ[28]; men det ſtørſte Antal, idetmindſte af de „Væbnede“, var dog vel Danſke under Anførſel af Hr. Ivar Lykke, Fikke Norby og Lyder Kabolt[29]. Da denne Hær kom til Jønkøping — den maa altſaa være gaaet ud fra Vardberg hver Openſteen[30] — var Kong Albrecht allerede nær ved Axevall; men aldrig ſaaſnart fik han høre, at Fjenden var kommen til Jønkøping[31], førend han, begjerlig efter Striden, ſom det heder, ſtrax ilede imod dem, og det ſaa hurtigt, at flere af hans egne Folk ikke kunde følge med. Men imidlertid havde ogſaa de ſvenſke Herrer under Hr. Erik Ketilsſøn Marſk begivet ſig veſtover, formodentlig ved Efterretningen om Kong Albrechts Ankomſt og Tog til Axevall, og havde forenet ſig med den danſk-norſke Hær.

Saaledes kom det til et Hovedſlag, da begge Hære mødte hinanden omtrent halvvejs mellem Axevall og Jønkøping, nemlig paa Falen, eller Sletterne ved Falkøping[32], d. 24de Februar 1389[33]. Kong Albrechts Hær, der angives til 18,000 Mand, ſkal have været meget talrigere, end den ſvenſke, danſke og norſke tilſammen, men hans altfor ſtore Hidſighed, berøvede ham dog Sejren, ſom han formedelſt ſin Folkemon anſaa ſig vis paa. Vi ville her ikke opholde os ved Enkelthederne af dette merkelige Slag, der afgjorde Nordens Skjebne for alle kommende Tider, og ſom viſt ej alene var det ſtørſte, der i lange Tider havde ſtaaet i Norden, men ogſaa et af de mere blodige — forſaavidt der i denne Tid kan være Tale om blodige Slag, da man mere ſynes at have lagt an paa at tage hinanden til Fange, for Løſepengenes Skyld, end at ſlaa hinanden ihjel; Udfaldet blev, at Albrecht, uagtet han aabenbart havde mange flere og bedre bevæbnede Folk, end hans Modſtandere, dog blev aldeles ſlagen og fangen med ſin Søn Erik og alle de nysnævnte tydſke Fyrſter, ſamt tyve Riddere, hvad enten dette nu ſkyldte hans egen Uforſigtighed, eller Hr. Gerhard Snakenborgs Feighed eller Forræderi, om hvem der fortælles, at han ſamme Dag var dubbet til Ridder, men desuagtet ſtrax efter Slagets Begyndelſe tog Flugten med ſexti fornemme Stridsmend. Blandt de mange Riddere og Svene, der ſkulde være faldne paa begge Sider, nævnes af Albrechts Mend Vicke v. Vitzen, Befalingsmanden i Kalmar, og af Dronningens Mend Hr. Henrik Parow[34]. Om nogen af Riddersmendene faldt, vides ikke. Da Dronningen, ſom viſtnok med ængſtelig Forvæntning havde oppebiet Stridens Udfald paa Vardberg, fik Bud om den vundne Sejr, begav hun ſig ſtrax i ſtor Glæde til Baagahuus og lod her ſine fornemme Fanger, der imidlertid vare førte til Ljodhuus, bringe for ſig. Hun ſkal nu, fortelles der, have gjengjeldt Albrecht i fuldt Maal de Forhaanelſer, han før i ſin blinde Harme og Overmod havde fremført mod hende[35]: en Gjengjeldelſe, der viſtnok.kunde ſiges at være mindre ædel mod en vergeløs Fange, men ſom han dog ogſaa paa en vis Maade havde forſkyldt ved ſine uridderlige Udladelſer mod en Kvinde, og dertil en Dronning. Mindre vilde det lade ſig undſkylde, at hun den paafølgende Nat ſkal have ladet ham tvinge ved legemlige Piinſler til at afſtaa Axevall, Rumblaborg og Ørebro[36], om denne Beretning forreſten var ſandſynlig, hvilket er heel tvilſomt. Thi det udhungrede Axevalls Fald ſynes heller at maatte have været en umiddelbar Følge af, at Albrecht ved Nederlaget hindredes fra at komme det til Undſetning, ſaa at ingen Afſtaaelſe fra hans Side var nødvendig; ligeſaa ſynes det rimeligſt, at Sejerherrerne umiddelbart efter Slaget benyttede ſig af den førſte Skræk, hvori deres Fjender befandt ſig, til at tage Rumblaborg tilbage; og hvad Ørebro angaar, da legger hiin ſamme Beretning udtrykkeligt til, at dette Slot for det førſte ikke kom i Dronningens Hender, fordi dets tydſke Høvedsmand forſtod ſig bedre paa Krigsdont, end de andre. Beretningen grunder ſig ſaaledes maaſkee alene paa løſt Folkeſnak. Fra Baagahuus bragtes Albrecht og hans Søn Erik ſiden til Lindholms Slot i Skaane, hvor de henſattes i ſtreng Forvaring, efter Sigende endog i Baand og Lænker, efter de Tiders barbariſke Skik. De øvrige fornemme Fanger bleve ſenere frigivne mod Forſkrivninger paa Løſepenge[37].

Sejren ved Falkøping var i enhver Henſeende afgjørende og bragte den ſtørſte Deel af Sverige i Margretes Magt. De fleſte Slotshøvdinger havde allerede underkaſtet ſig hende og fik beholde ſine Lehn; de fleſte maatte nu følge deres Exempel, ſaaledes overgav Claus v. Vigen, den i Slaget faldne Side v. Vigens Søn, der ſynes at være bleven fangen i Slaget, baade Kalmar og Sølvesborg mod 1000 Mk. Sølv, og Tilſagn om at beholde ſine Ejendomme i Landet[38]; og ſelv Ørebro, hvis Høvedsmand intet havde villet høre om at aabne dets Porte for Margretes Folk ſtrax efter Slaget, var dog allerede Aaret efter i hendes Vold[39]. Endog flere af Albrechts Landsmend og Tilhengere, ſom Snakenborgerne, underkaſtede ſig Margrete[40] og kom ſiden til megen Heder og Verdighed, hvorfor det vel ikke er faa uſandſynligt, at der var Forræderi med i Spillet, da Gerhard Snakenborg flygtede ved Falkøping: han havde tidligere viiſt ſig troløs mod Kong Magnus. Endnu under ſit Ophold paa Baagahuus, den 14de Marts, udſtedte hun et Forbud mod, at Uvedkommende befattede ſig med Vadſtena Kloſters Gods, og det er betydningsfuldt nok for hendes Forhold til Vadſtena og St. Birgittas Ætt, at dette er det førſte Brev, vi have fra hende ſom Sveriges Herſkerinde[41]. Kun Stockholm, hvor den ſtørſte eller idetmindſte megtigſte Deel af Befolkningen beſtod af Tydſkere, holdt endnu ivrigt faſt ved Albrecht, og disſe ſidſte lod endog paa en ſvigagtig Maade alle de ſvenſke Mend i Staden gribe og aflive, af hvem de kunde vente nogen Modſtand (12te Juni[42]). Om Beſiddelſen af Stockholm drejede ſig nu fornemmelig Krigen herefter, men blev, ſom vi ville ſee, ubehagelig nok ſaavel for Sverige, ſom de to andre Riger. Men Albrechts Fangenſkab og de ſvenſke Stormends Underkaſtelſe havde dog givet Margrete et ſaa fuldſtendigt Overtag, at Albrechts Kongedømme fra nu af kunde ſiges at være forbi, og hendes Regjering at tage ſin Begyndelſe.

  1. Dette fortelles af Stang, Vandalia L. l. IX, Cap. 14. Blandt Fyrſterne nævnes Wenzeſlav Hertug af Saxen, Bugislav Hertug af Wolgaſt, Erik Hertug af Saxen-Lauenburg, Nikolas Greve af Holſten, Adolf Greve af Schauenburg, Otto Greve af Hoya, Günther Greve af Lindow, Laurentius Herre til Werle. Af disſe ſtreed idetmindſte Günther af Lindow paa Albrechts Side i 1389.
  2. See de Visbyſke Minoriters Diarium, Scr. r. Sv. I. 34, og Vadſtena-Diariſt ſſteds. S. 102.
  3. Om Bo Jonsſøns Beſiddelſer, ſee iſær Styffe’s Bidrag S. LXXIII. frgg.
  4. Leidebrevet findes i det ſchwerinſke Archiv og er aftrykt blandt Styffe’s Bidrag No. 74, S. 186.
  5. Den 26de October pantſatte Hr. Steen Benedictsſøn, Hr. Byrge Ulfsſøn„ Hr. Erngiſl Nikolasſøn, Ulf Jonsſøn, Steen Boesſøn og Karl Magnusſøn, ſom Executorer af Bo Jonsſøns ſidſte Vilje, endeel Jordegods, hvoriblandt Oluſtra i Øſtre Rekarne i Sødermanland. Brevet derom, dateret fra Veſteraas, findes i det ſvenſke Rigsarchiv.
  6. Lagerbring, Sv. H. III. S. 701, 703,jvfr. Kong Albrechts Brev af ſamme Dag til Jeppe Abrahamsſøn paa Aabo Slot, om at beſtyre Lehnet for Enken og Børnene, under Forbehold af at underkaſte ſig Kjendelſen; Styffe’s Bidrag, No. 82, S. 191.
  7. Kong Albrechts nye Fuldmagtsbrev for Jeppe Abrahamsſøn, dat. 23de Juni; ſammeſteds No. 83, S. 193. Her nævnes hendes fire Brødre, der alle have tydſke Navne. See ogſaa nærmere herom ſſteds. Fortalen S. LXXVII.
  8. Om denne hans Fordring eller Truſel nævnes der ingenſteds i de ſamtidige Brevſkaber, men alene i de visbyſke Minoriters Chronicon (Scr. r. Sv. I. S. 45) og i Riimkrøniken (ſſteds. S. 58), ſaaat det nok turde være muligt, hvad Styffe halv om halv antager (Bidrag S. LXXIX), at den hele Beretning er en Sammenblanding af Albrechts Tviſt med Teſtament-Executorerne og Margretes Reduction, om hvilke begge Dele hverken hiint Chronicon eller Riimkrøniken melder det allerringeſte.
  9. Denne Gjenforening tilſagde Margrete, ſom vi ville ſee, udtrykkeligt de Svenſke, da de underkaſtede ſig hende.
  10. Brevet er meddeelt i danſk Paraphraſe hos Huitfeld, S. 580. Hvor Dateringsſtedet Eekholm ligger, vides ej med Vished. Tuneld (Sv. Geogr. II. S. 287) nævner en Herregaard ved Navn Eekholm i Veſtergøtland, men har i ſit Verk anvendt den ufornuftige Methode alene at opregne de ſtørre Godſer og Sædegaarde alphabetiſk, uden ſærſkilt at angive deres Beliggenhed. Andre Gaarde af Navnet Eekholm nævnes i Øſtergøtland (S. 71), og i Smaaland (S. 148), men om dem kan der her ej være Tale, ſnarere om en i Vermeland (S. 326) og i Gunnarsnes Sogn paa Dal (S. 341, jvfr. Lignell, Beſkr. af Dal, II. S. 53). Men de hallandſke Herrers Medbeſegling gjør det ſandſynligſt at ſøge Eekholm i Nærheden af den hallandſke Grændſe.
  11. I Ratificationsbrevet af 20de Mai 1388 tales der udtrykkeligt kun om Hr. Byrge og Hr. Steen ſom Befuldmegtigede hos Dronningen, og blandt dette Brevs Udſtedere nævnes ſer af Executorerne, der ogſaa omtales ſom Udſtedere af Hyldingsbrevet; det er ſaaledes tydeligt, at de ej have været tilſtede ved Udſtedelſen af dette, men enten ſat fine Segl for en af hine to Herrer medbragt Blanket, eller tilføjet Seglene bagefter. Derimod ſeer man af Margretes Brev fra Ljodhuus af 23de April, at Steen Steensſøn og Arvid Benedictsſøn ogſaa havde været hos hende.
  12. Hyldingsbrevet, ſee Huitfeld S. 582. Margretes Forſikkringsbrev, ſ. Hadorph S. 51.
  13. Lagerbring, III. S. 709. Ogſaa i danſk Paraphraſe hos Huitfeld, S. 584.
  14. At Albrecht antog hine Titler, ſiges af Huitfeld S. 579 og Rudloff, Mecl. Geſch. II. 516. Det forholder ſig vel derfor ſaaledes, uagtet vi ej mindes at have ſeet Breve, hvori han kalder ſig ſaaledes. Hvad Tid paa Aaret Hertug Albrecht døde, vides ikke, men kun, at han døde i 1388, (Detmar S. 343), og ſandſynligviis i den fortie Halvdeel, da Albrecht ellers viſt vilde have opført ham ſom eventuelt Tronfølger efter ſin Søn Erik, da han den 24de Juli tog den Forſikkring af Stockholmerne, ſom ſtrax nedenfor ſkal omtales.
  15. Styffe, Bidr. S. LXXXI. Rudloff, S. 517.
  16. Concepten til Brevet, ſkrevet paa et løſt Stykke Papir, og dateret Roſtock, Løverdag i Qvatemberugen efter Korsmesſe om Høſten, findes i det wismarſke Archiv, henlagt i en Pakke for 1376, men Datum og Indholdet viſer nokſom, at Brevet ikke kan henhøre til noget andet Aar end 1388.
  17. Denne Günther af Lindow og Ruppin, ſom hos Lagerbring og Flere urigtigt kaldes Otto, var en Sønneſøns Søn af Ulrik af Arnſtein og Lindow, Dronning Euphemia’s, Kong Haakon den 5tes Huſtru’s, Broder. Naar Lagerbring (III. S. 710) efter Chemnitz ſiger, at en „Greve af Lindow var med at føre Tropperne til Sverige“, ſynes han ikke at have bemerket, at denne netop er den ſamme ſom Greven af Ruppin.
  18. Endnu den 16de Decbr. var han i Mecklenburg, ſee Rudloff, S. 517.
  19. Om denne Krigserklæring fortælles der af Ericus Olai og i Kæmpeviſerne, men ikke af ſamtidige Chroniſter. Heller ikke vide disſe at fortelle om Albrechts Grovheder.
  20. Rudloff, II. S. 517.
  21. Den 30te November var Dronningen i Svenborg i Fyn og ſtadfeſtede her Byen Foborgs Friheder. Suhm, XIV. S. 547. Maaſkee gjorde hun endog et hurtigt Beſøg i Holſten for at forvisſe ſig om Grevernes Troſkab (ſkjønt forgjeves), thi i Pløn den 6te December qvitterede Grev Adolf hende for et Afdrag paa hans Tilgodehavende fra Kong Valdemars Tid (ſſteds).
  22. Dette ſiges udtrykkeligt i Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 535.
  23. Saaledes Detmar, S. 345.
  24. Vi have ſeet, at de ſvenſke Herrer var i Nykøping, da de ratificerede Overeenskomſten med Margrete, og findes Hr. Erik Ketilsſøn og flere paa det nærliggende Ringſtadholm i October. Dette ſynes at viſe, at de meſtendeels have holdt ſig paa dette Slot, et af dem, der ved Overeenskomſten var forbeholdt Herrerne.
  25. Brev af 12te October, meddeelt i Uddrag af Suhm, XIV. 223.
  26. Detmar ved 1388, S. 354.
  27. At han landede ved Kalmar, ſiges udtrykkeligt, ſkjønt uden nogen Angivelſe af Kilde, hos Suhm, XIV. S. 227. Det beſtyrkes af, at Rumblaborg ſees at være kommet i hans Vold, hvilket vanſkeligt kan have ſkeet ved anden Lejlighed end denne, ligeledes at Birke v. Møen, Befalingsmanden i Kalmar, havde ſluttet ſig til Hæren og deeltog i Slaget.
  28. Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 535. Maaſkee var han kun Høvedsmand paa Baagahuus.
  29. Huitfeld, S. 584.
  30. De Norſke kunne vel ogſaa være dragne den lige Vej fra Baagahuus og have forenet ſig med de andre undervejs.
  31. Vi hidſette her Detmars Beretning i nøjagtig Overſettelſe: „I Aaret 1389, St. Matthias Dag, ſtod der i Sverige en ſtor Strid ved Axevall. Dronningen af Norge havde ſendt did vel femtenhundrede Væbnede, hvis Høvedsmand var en Ridder ved Navn Hr. Henrik Parow. Da de kom til Jønkøping, fik Kong Albrecht det at vide, medens han allerede var paa Reiſen og vilde undſette Axevall. Da lod han af, og drog mod ſine Fjender, „nemlig Danerne og en Deel af de Svenſke“. Det er tydeligt nok, at Læſemaaden „Jønkøping“, ſom findes i det Uddrag af Detmars Krønike, der meddeles i Gerdes’s 9de Sammlung meckl. Urkunden, 1744, S. 49, er rigtigere end „Nykøping“, ſom findes i Grauloffs Udgave af Detmar, S. 344, thi det er umuligt, at Henrik Parow kunde være kommen lige til Nykøping, førend Kongen vendte ſig imod ham, og at Slaget alligevel kunde ſtaa ved Falkøping. Hvorledes vi end forklare Ordene og tænke os Kongens Marſch, bliver det aabenbart, at han var kommen ganſke nær ved Axevall, da han fik høre om Fjendernes Ankomſt til Jønkøping, ſamt at han da ſtrax vendte ſig imod dem og mødte dem paa Falen. Endog om Kongen var landet ved Stockholm og havde taget Vejen over Ørebro, vilde dette alligevel ikke have forandret hans Stilling ligeoverfor hans Fiender; han har dog under alle Omſtændigheder for det førſte opgivet at gaa mod Axevall og har vendt ſig ſydefter mod Henrik Parow. Men ſtørſt Rimelighed er der, ſom ſagt, for, at Kongen er kommen fra Kalmar, ſiden han havde Vicke v. Vitzen i ſit Følge og erhvervede Rumblaborg, og dette kunde vel forklare, hvorfor Henrik Parow gik heelt til Jønkøping (nemlig for at gjenerobre Rumblaborg) iſtedetfor at gaa mere lige til Axevall, over Borgeſund, hvis man ellers ikke maa antage, hvad der dog vel bliver det ſandſynligſte, at det allerede forud var beſtemt, at han i Jønkøping ſkulde mødes med de ſvenſke Herrer, der kom fra Nykøping, og neppe kunne have taget anden Vej end over Ringſtadholm, Norrkøping, Linkøping og Holaveden. Om de Svenſkes Forening med Margretes Hær tales der, merkeligt nok, ikke et eneſte Ord, ſkjønt man deraf, at de var med i Slaget, og at Hr. Erik Ketilsſøn endog førte Overbefalingen, nokſom kan ſlutte, at Foreningen havde fundet Sted. Hr. Erik var vel brudt op fra Nykøping omtrent ſamtidigt med Albrechts Opbrud fra Kalmar og maa, ligeſaavel ſom Henrik Parow, være kommen til Jønkøping ſtrax efterat Kong Albrecht havde været der og var dragen nordefter; deres Haſt for at indhente eller forekomme ham og undſette Blokadeſtyrken forklarer nokſom, at de ikke ſtrax ſøgte at tage Rumblaborg tilbage.
  32. Falen og Falkøping nævnes ſom Stedet, hvor Slaget ſtod, i de fleſte Kilder. Tvende Krøniker fra Midten af 15de Aarhundrede, der dog ſynes at have benyttet een og ſamme Kilde, men forreſten høre til de paalideligere, nævne Asle d. e. det nuværende Aasled, en Kirke og Gaard noget øſtenfor Falkøping, ſom Stedet. Formodentlig har Slaget ſtaaet mellem Falkøping og Aasled. Jahns Mening, ſom han fremſetter ſaagodtſom med fuldkommen Vished (S. 25), at Slaget fornemmelig ſtod ved det endnu ſydligere Leaby, bliver derved uefterrettelig, at han grunder den paa den Forudſetning, at Kongen kom ſøndenfra, de Allierede nordenfra.
  33. At dette er den rigtige Dag, og ikke, ſom Riimkrøniken og Huitfeld antage, 21de September (forvexlende St. Matthiæ Dag med Matthæi Dag), ſees ej alene af de eldſte og bedſte Kilders eenſtemmige Vidnesbyrd, men ogſaa af et Brev i det ſv. Rigsarchiv, udſtedt af Hr. Heyne Snakenborg i Kalmar den 15de September 1389, hvori han allerede omtaler det Slag, hvori Albrecht blev fangen, ſom en forbigangen Tildragelſe. Jvfr. Styffe, Bidrag S. LXXXI, hvor dog Heyne Snakenborgs Brev urigtigt ſiges at være af 21de September. Jahn, der (S. 13—27) giver en, paa de faa ſikkre Data og forreſten paa Gisninger grundet, udførlig og meget ſindrig Beſkrivelſe over Slaget, hvilken dog tilſidſt kun bliver et Phantaſiverk, vil (S. 23), at Slaget ſtod paa en Fredag, hvilket er urigtigt, da Søndagsbogſtavet for 1389 var c, og den 24de Febr. ſaaledes faldt paa en Onsdag.
  34. Chron. af 1389, Scr. r. D. S. 535; Detmar, S. 344, 345. De visbyſke Minoriters Chron. af 1412, Scr. r. Sv. I. 46, af 1415, ſſt. S. 59; de øvrige Beſkrivelſer over Slaget ere yngre og have liden Verd, allermindſt Erasmus Lætus’s latinſke Heltedigt af 1571, hvis Udſagn meddeles hos Suhm, XIV. 226.
  35. Hiſtorien om den ſtore Hette, hun ſkal have ſat paa ham, formedelſt hans ubeſindige Løfte om ej at gaa med Hette, førend han havde vundet Danmark, ſaavelſom om hendes haanlige Spørsmaal er ſaa bekjendt, at vi ej behøve at gjentage det her. See Suhm, XIV. S. 232.
  36. Det er Detmar, ſom beretter det. Hans Ord ere: „in dersulven qacht leet se koning Alberte so wee doen (d. e. „ſo weh thun“), dat se eme (d. e. „ihm“) afschattede Axewalde unde de Rummelborch; ok wolde se eme afgeschattet hebben Orebro, men dat kunde er (d. e. „ihr“) nicht werden; de sake was: de hovetman, de dat inne hade, de was en dudesehe, unde wyste meer van orloges donde, wen en ander“. Denne „Afſkatning“ kan alene betyde, at han maatte udſtede Brev til vedkommende Fogder, at de ſkulde overgive Slottene. Men med Axevall og Rumblaborg var dette, ſom ſagt, overflødigt, med Ørebro hjalp det til intet. Bemerkes maa det ogſaa, at Gerdes (l. c.) ikke læſer „so wee doen“, men „so wol doen“.
  37. Ericus Olai, Scr. r. Sv. II. S. 115. 116. Suhm, X1V. S. 231.
  38. Allerede paa Baagahuus, ſtrax efter Slaget, blev der dagthinget herom (Suhm, XII. S. 231), hvoraf man altſaa maa ſlutte, at Claus v. Vitzen har været en af de Fangne.
  39. Detmar, S. 346; Kalmarborgernes udaterede Hyldingsbrev til Margrete, hos Huitfeld, S. 586, jvfr. Claus og hans Brødre Vicke og Hermann v. Vitzens Qvitteringsdrev til Nisſe Svarteſkaaning af 23de Aug. 1390, Suhm, XVI. 260. Heyne Snakenborgs Salgsbrev til Margrete, dat. Kalmar 25de Septb. 1389, formodentlig ſamtidig med Stadens Overgivelſe, vil nedf. blive omtalt. Man ſkulde næſten tro, at Snakenborgerne efter Nederlaget havde tyet til Kalmar.
  40. Brev af 6te Mai 1390 i det ſv. Rigsarchiv, Suhm, S. 555.
  41. Suhm, XIV. S. 234.
  42. Scr. r. Sv. I. 2. S. 212; ſamtidig Beretning. Jevnfør Lagerbring, III. S. 709—712.