Det norske Folks Historie/8/23

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Da Margrete nu saaledes ej alene havde sikkret sig Kongedømmet i Sverige, men endog Retten til at besette dets Kongetrone, var der ej lenger noget i Vejen for at skride til Udnævnelsen af den Konge, der under og efter hende skulde herske over Nordens trende Riger. Uagtet hun allerede havde udseet sin Systerdattersøn Erik af Pomern til denne Verdighed, og dette formodentlig ej længer var nogen Hemmelighed i noget af Rigerne, vare disse dog endnu ikke saa nøje forbundne, at hun kunde lade lade ham udraabe til Konge i dem alle tre paa een Gang, hvilket hun vistnok helst havde ønsket. Hun maatte lade det skee i hvert af dem enkeltviis, og saaledes var det naturligt, at hun gjorde Begyndelsen med Norge, hvor Eriks Arveret allerede var erkjendt, og hvor desuden Udnævnelsen af en Konge paa Grund af de statsretlige Forhold var mere nødvendig. Hun udskrev i den Hensigt paany et iførte Raads-Møde til St. Hansdags Tider, hvortil Indkaldelserne allerede maa have udgaaet næsten umiddelbart efter Sejren ved Falkøping, siden baade Jarlen af Orknø, Erkebiskopen, Biskoperne af Bergen og Stavanger, samt de tvende nordenfjeldske Fehirder, Erlend Philipssøn og Otte Rømer her vare tilstede, hvis ellers ikke flere af Herrerne, navnlig de, der ikke deeltoge i det forrige Møde i Oslo, allerede havde indfundet sig ifølge den da udgangne Opfordring. Men betegnende for Margretes fremtidige Politik og den Maade, hvorpaa hun nu vilde have Forholdet mellem Rigerne indbyrdes betragtet, var det, at hun til Samlingssted bestemte Helsingborg og lod Herrerne samle sig der, udenfor;Rigets Grændser, istedetfor at hun jo egentlig skulde have begivet sig til Norge for der at samles med dem[1]. Uden Exempel var det vel ikke, at slige Raadsmøder havde været holdte udenfor Riget, saaledes f. Ex. Mødet paa Vardberg 1343; men fra denne Tid af blive saadanne Forsamlinger af norske Raadsherrer paa dansk eller svensk Bund mere hyppige, ligesom det da ogsaa var nødvendigt, naar Foreningen mellem Rigerne skulde bestaa, at det enes Raadsherrer stundom samledes med de øvriges. Det er ikke usandsynligt, at ogsaa danske Raadsherrer her kom sammen for at raadslaa med de norske, og at man paa denne Maade søgte at tilvejebringe den Sammenkomst af det danske og norske Raad, hvorom Hansestæderne saa ivrigt havde andraget, og som allerede tidligere havde været berammet, men forhindret ved Kong Olafs Død, Krigen og andre Omstændigheder. Imidlertid tales der ikke utrykkeligt om nogen saadan Sammenkomst af Raadsherrer fra begge Riger.

De norske Herrer, som mødte, vare tyve i Tallet, nemlig Erkebiskop Vinalde, Henrik Jarl, Biskop Jakob af Bergen, Biskop Eystein af Oslo, Biskop Olaf af Stavanger, Hr. Malise Sperra, – hvorledes det nu end hang sammen dermed, at han kunde vise sig i Norge efter hans sidste Utilbørligheder i Øerne; Haakon Jonssøn, Otte Rømer, Erlend Philipssøn, Gaute Erikssøn, Benedict Nikolassøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Nikolas Galle, Peter Nikolassøn, Finn Gyrdssøn, Thoralde Sigurdssøn, Gudbrand Erlingssøn, Herleik Aasulfssøn og Svaale Rømer, altsaa tre Biskoper og tolv verdslige Herrer af dem, der havde deeltaget i Hyldings-Mødet 1388, samt desforuden Henrik Jarl, Biskop Jakob og Hr. Malise Sperra; de, som havde været med i 1388 og nu ikke indfandt sig, vare foruden Biskoperne Sigurd og Henrik, af hvilke den første maaskee var paa Visitats[2], den anden allerede havde forladt Norge, Cantsleren Provst Henrik, der ved denne Tid maa være død; Ulf Jonssøn, Hr. Ulf Holmgeirssøn, Hr. Jon Martinssøn og Jappe Fastulfssøn, der formodentlig alle ejede Godser i Sverige, som de nu ifølge Overeenskomsten af 22de Marts 1388 havde faaet tilbage, og med hvis Indfordring de derfor maaskee vare beskjæftigede; Alf Haraldssøn, der ligeledes maa have haft Ejendom i Sverige, siden han var med i Forliget til Eedsviken; Haakon Stumpe, Magnus Stoltekarl og Haakon Topp. Altsaa var Forsamlingen saa fuldtallig, som man efter Omstændighederne kunde vente det. Dronningen medbragte den syvaarige Troncandidat, der formodentlig nu først var bleven hentet fra Fedrenehjemmet[3]), og paa hvis Arveret man nu var saa meget vissere, som Hertug Albrecht, der kunde gjøre ham den stridig, var død. Forhandlingernes Gang kjendes ikke, men det synes næsten, som om Dronningen nu har mødt noget mere Modstand, end ved det forrige Møde, forsaavidt som det nu blev udtrykkeligt bestemt, at Dronningens Regjering ej skulde vedvare længer, end til Erik blev myndig, tvertimod den tidligere Bestemmelse, at hun skulde beholde Magten for Livstid. Da det ikke kan antages, at hun med sin gode Vilje har foreslaaet denne Forandring, maa man saaledes ansee den for en, idetmindste ved Opinionens Tryk, tvungen Indrømmelse, som hun gjorde Nordmendene, der kunde gjøre sig fortrolige med Tanken om at have en Kvinde i Spidsen for Regjeringen lenger end høist nødvendigt, og af hvilke maaskee netop de, der ej havde deeltaget i forrige Møde, nu viiste sig mindre medgjørlige. Beslutningen, som blev fattet, og hvorpaa de forsamlede Herrer udstedte sit aabne Brev, kom derfor til at lyde saaledes: „at de efter den omhyggelige Granskning af Lovbøgerne i Norge fandt, at den norrøne Lov udviiste, at Kong Erik, Hertug Vartislavs Søn af Pomern, var den rette Arving til at være Konge i Norge og besidde det med al den Ret, som Kongerne før ham havde besiddet det; at naar han døde, tilkom det hans Søn at arve Norges Rige, eller hans Broder, om Søn ej er til, eller om Broder ogsaa mangler, Faderbroder, samt om alle disse fattes, den nærmeste Frænde, fra Kong Erik at regne; at de samtykkede og stadfestede alt dette paa egne og hele Rigets Vegne, og annammede og antog herved Kong Erik, eller hans rette Arving efter ham, til sin og hele Norges Riges Konge og rette Herre; at Dronning Margrete skulde nyde al sin Ret inden Riget uforkrænket, og synderligen besidde og beholde sin Morgengave i Norge, nemlig Baagahuus og alt hvad dertil laa, saaledes som Brevene derom udviiste; at det Testament, hun havde gjort, skulde holdes, og at hun fremdeles skulde raade over hele Norge, baade Slotte og Festninger, ind- og afsette Fogeder og Sysselmend, og fuldstændigt forføje over Riget efter sin Vilje, indtil Kong Erik eller Arving kom til sin lovlige Alder, og da være fritagen for alt Regnskab“. Til Bekræftelse tilføjede alle de tyve Udstedere sine Segl. Det Brev, hvis Indhold vi saaledes have gjengivet, er forfattet paa Svensk; men der udstedtes ogsaa en Gjenpart paa Latin, hvoraf dog Artiklerne, der handle om Dronningens Morgengave og om hendes Regjerings Ophør ved Kongens Myndigheds-Alder, ere udeladte, uvist hvorfor. I denne Gjenpart nævnes heller ikke Hr. Malise Sperra blandt Udstederne, maaskee fordi han ved Affattelsen allerede havde forladt Mødet, af Frygt for Henrik Jarl og dennes Venner. Besynderligt er det ogsaa, at Angivelse af Sted og Dag savnes i begge Gjenparter, saa at det skulde synes, som om man med Flid har villet udelade dem, for at Brevene om en saa vigtig Beslutning ikke skulde være daterede fra udenrigs Sted. Imidlertid kan der ej være nogen Tvivl om deres Gyldighed, da de begge endnu ere forsynede med samtlige Udstederes Segl[4]. Merkeligt er det, at Erik allerede her kaldes Konge og fremdeles vedblev at kaldes saaledes, idetmindste inden Hoffet, uagtet han ikke endnu var hyldet paa Ørething og havde Kongenavn paa foreskreven Viis, men alene ved denne Act var bleven erklæret for Norges Konge. Erik deeltog endog umiddelbart derefter i Regjeringshandlinger, og beseglede allerede med eget Segl, saaledes navnlig da Margrete den 29de Juni stadfestede de Friheder, Biskop Jakob havde faaet af de forrige Konger, lod ham beholde Lindaas og Herdle Skibrede paa Livstid uden Afgift, fritog ham for at betale Sekkegjeld af islandske Varer til nogen anden end hende selv eller hendes dertil særskilt beskikkede Ombudsmend, og overlod ham den hende tilhørende Aattendepart i Fane-Skibet, der nu ventedes hjem fra Island[5]. Det er allerede ovenfor berørt, at dette maa ansees for at være en Belønning, som Biskopen fik for de Tjenester, han i denne vigtige Tid havde viist hende. Ligeledes skete der andre Forfremmelser. Haakon Jonssøn blev endnu i dette eller det følgende Aar udnævnt til Fehirde og Hirdstjore i Bergen istedetfor Erlend Philipssøn, som fratraadte, formodentlig af Alderdomssvaghed, da han efter denne Tid synes ganske at have draget sig tilbage fra alle offentlige Embeds-Sysler, ligesom Haakon Jonssøn allerede i nogen Tid synes at have været stillet ham ved Siden som Underfehirde[6]. Endvidere var det.vel ogsaa ved denne Lejlighed, at Peter Nikolassøn fik Syslen i Ryfylke efter Drottseten. Formodentlig beskikkedes ogsaa allerede nu en Provst til Mariekirken og Cantsler i den afdøde Hr. Henrik Henrikssøns Sted, nemlig Hr. Arne Sigurdssøn, om hvis tidligere Livs-bane intet vides[7]; thi en Cantsler kunde man ikke undvære til de løbende Regjeringsforretninger i Kongens Fraværelse, helst da der ikke udnævntes nogen ny Drottsete; og allerede i Midten af det følgende Aar see vi Hr. Arne allerede i Besiddelse af begge Embeder.

Saaledes var da Erik, uagtet sin spæde Alder, erklæret for Norges retmessige Konge. Nu stod det kun tilbage at fremstille ham paa Ørething for der at lade ham hylde efter eldgammel Skik og Lovens Bud. Dette skete ogsaa kort efter, og man maa formode, at Dronningen strax traf de nødvendige Foranstaltninger til, at han umiddelbart fra selve Mødet kunde følge med flere af de hjemvendende Raadsherrer lige til Nidaroos og efter fuldbragt Hylding atter snarest muligt bringes tilbage til hende. Hun selv drog ikke den lange Vej til Throndhjem, da hun havde saa mange vigtige Anliggender, der krævede hendes Nærværelse i de sydlige Egne. Det faldt af sig selv, at Erkebiskopen maatte staa i Spidsen for de Mend, der fik det vigtige Tillidshverv at føre den unge Konge til Nidaroos og besørge det Nødvendige med Hensyn til Hyldingen; foruden ham nævnes Biskop Eystein af Oslo, Biskop Sigurd af Hamar, Haakon Jonssøn, Agmund Bolt, Alf Haraldssøn og Haakon Stumpe[8]. Biskop Sigurd og de to sidstnævnte have vel altsaa sluttet sig til Følget efter Ankomsten til Norge. End flere Raadsherrer, hvis Navn ikke angives, fulgte med, og blandt dem maa nødvendigviis Otte Rømer have været, der som Fehirde og Hirdstjore hørte hjemme i Nidaroos. Formodentlig kom man dog neppe fra Helsingborg førend lengst hen i Juli eller først i August, hvad enten nu de øvrige Forhandlinger paa Mødet tog saa lang Tid, eller andre Hindringer kom i Vejen. Thi den 9de Juli var baade Haakon Jonssøn og Jarlen endnu i Helsingborg, saasom Haakon paa den Dag fik et Gjeldsbrev af Jarlen paa 145 Pund skotske Sterling, der afdragsviis skulde tilbagebetales i fire Aar, og som maaskee vare de Løsepenge, Jarlen havde maattet give Malise Sperra, der siden fik undgjelde for, at hun havde understaaet sig at tage Jarlen til Fange[9]. Men den 3die Juli havde Margrete forladt Helsingborg, og paa den Tid var da vel ogsaa den unge Konge med sit Følge kommen paa Vej[10]. Vejen lagdes over Oslo og Oplandene, hvor altsaa vel Biskop Sigurd af Hamar har sluttet sig til Følget, og videre over Dovre, samt gjennem Opdal. Men formedelst Tronfølgerens spæde Alder kan Reisen ikke have gaaet hurtigt, især da man og vel oftere standsede undervejs for at give Folket Lejlighed til at see sin unge Konge, og tillige for at modtage Forestillinger fra Almuen og besørge allehaande forefaldende Regjerings-Anliggender. Saaledes erfares det udtrykkeligt, at da man kom til Opdal, fritog Raadsherrerne paa Kongens Vegne Opdølingerne for at udrede mere i Udfareleding end til halvtredie Hamle paa Grund af den store Bekostning, de havde med at skydse til og fra Dovrefjeld, vedligeholde Vejene, og modtage Kongen og Raadet til Gjestning paa Gjennemreisen[11]. Paa denne Maade er det let at forstaa, at man ej kunde naa frem til Nidaroos førend hen i September. Dagen, da Erik blev hyldet paa Ørething, angives ingensteds, men flere Omstændigheder vise, at det enten maa have været Korsmesse d. 14de September, eller Matthæusmesse d. 21de September, eller en af de to Søndage, den 12te eller 19de September. Den, som gav Erik Kongenavn[12], var ingen anden end Haakon Jonssøn, end et Beviis paa, i hvilket venskabeligt Forhold han stod til Dronningen og den unge Konge, og hvor usandsynligt det er, at hans Afkald paa al Ret til Tronen skulde have været ufrivilligt eller fremtvunget. Umiddelbart efter Hyldingen maa man have tiltraadt Tilbagereisen, da det allerede var seent paa Aaret. Naar Erik kom tilbage til Margrete, vides ikke; det maa vel have været i October, medens hun maaskee opholdt sig paa Vardberg eller Baagahuus for derfra at drage ind i Sverige, som det nedenfor vil sees. De løbende Expeditioner besørgedes i Kongens Navn af Cantsleren i Oslo[13].

Paa denne Viis var da den pomerske Hertugssøn bleven Norges Konge, og Margrete herefter egentlig kun hans Formynderske, saaat endog Aaret i offentlige Brevskaber ikke lenger regnedes efter Regjeringens Overdragelse til Margrete, men fra Eriks Hyldingsdag den 12te eller 14de September 1389, som „Eriks, af Guds Naade Norges Konges og Sveriges rette Arvings 1ste, 2den og 3die o. s. v. Regjerings-Aar[14]“. At Nordmendene forresten ikke var synderlig tilfreds med at faa ham til Konge, det være sig nu formedelst hans Ungdom eller hans fremmede Herkomst, siges udtrykkeligt i de samtidige islandske Annaler:,.Paa Ørething toges til Konge over hele Norge en Mand ved Navn Erik, Barn af Alder; Haakon Jonssøn gav ham Kongenavn og døde kort efter; han sagdes at være en Systersøn af Dronning Margrete og at have sin Fedrene-Ætt i Tydskland. Alle Nordmend tyktes daarligt om denne Forandring, og allermest i Skatlandene“[15]. Det lader her til, at flere endog have tvivlet om, at det hang rigtigt sammen med Eriks foregivne Frændskab til Dronningen, ligesom ogsaa at man maaskee har tilskrevet Haakon Jonssøns Død – der forresten ikke indtraf førend tre Aar efter – Gremmelsen over at have været et Redskab til hans Ophøjelse paa Kongetronen. Forresten maatte det netop under disse Omstændigheder ansees som et Gode, at han var et Barn, thi der var da al Udsigt til, at han ved at opdrages i Norden vilde kunne blive aldeles nationaliseret der. Erik var nu omkring syv Aar, da han efter de bedste Oplysninger, man har derom, maa være født 1382[16]. Hans Fader, Hertug Vartislav af

Der siges vistnok, at nogle faa Breve skulle forefindes, udstedte i Kong Eriks Navn, der regnes fra et tidligere Datum, og uagtet det i sig selv ikke er saa besynderligt, om enkelte, som vidste nærmere Besked om Forhandlingerne i Helsingborg, have regnet fra hiint udaterede Brevs Udstedelse, (altsaa c. 24de Juni 1389), da det jo er aabenbart, at Erik fra den Tid af bar Kongetitel, saa vil dog nok nærmere Undersøgelse vise, at man i hiin Antagelse har fejlet. Saaledes er det vistnok urigtigt, naar Brevet i Dipl. N. I. 513 er henført til itide Mai 1389, fordi den angivne Dag (Søndag efter St. Hallvard i Kong Eriks første Aar) vilde i 1390 blive Pintsedag. Det er her saameget mere ugjørligt at sette Dagen til 16de Mai 1389, som Erik da ikke engang foreløbigt havde faaet Kongetitel; hertil kommer, at ved at sammenligne dette Brev med Dipl. N. II. 517, af 31te Januar 1390, seer man tydeligt, at dette maa være eldre end hiint. Altsaa maa man antage, at trods den Besynderlighed, at Pintsedagen kun er betegnet som Søndag efter Hallvardsmesse, bliver Brevet dog af 1390, og at Udstederne, Lagmend i Oslo, have anseet den foregaaende St. Hallvardsdag for saa stor en Festdag, at Pintsedagen i Sammenligning dermed blev en Ubetydelighed. Denne Datering er ogsaa rettet i et af de senere Bind. Pomern (almindeligviis kaldet den 7de, var en Søn af Bugislav den 5te (død 1374) Hertug i Bagpomern, og Sønnesøn af Vartislav den 4de (død 1326), der havde baade Forpomern, hvilken gik i Arv til hans eldste Søn Barnum den 4de, og Bagpommern, der tilfaldt Bugislav den 5te og hans Broder Vartislav den 5te. Man vil vide, at Erik skal være døbt „Henrik“ efter sin Morfader, men at Navnet ved hans Ankomst til Norden forandredes til „Erik“[17]. Vi ville ikke benegte, at det maaskee kan forholde sig saaledes, især da man ogsaa har andre Exempler paa, at Navnene „Henrik“ og „Erik“ have været forvexlede, f. E. ved den nys omtalte foregivne Søn af Dronningen, der skulde være død i Perugia. Men paa denne Tid var dog Navnet „Henrik“ allerede blevet saa almindeligt i Norden, at nogen Forandring ikke synes at kunne have været saa nødvendig, medens paa den anden Side ogsaa Navnet “Erik“ ved Opkaldelser fra det danske Kongehuus ej var blevet saa sjeldent i Nordtydskland. Men derimod er det vistnok aldeles urigtigt, naar den svenske Riimkrønike siger, at han først heed Bugislav[18]. Dette grunder sig vist paa en Forvexling mellem ham og hans Syskenebarn af dette Navn, om hvem der i det følgende vil blive Tale.

Uagtet Eriks Hylding i Sverige endnu forestod, kan man dog neppe antage andet, end at de Landskaber af dette Rige, der saa længe havde været forenede med Norge, eller idetmindste staaet under Norges Konger, nu atter gjenforenedes med de øvrige Landskaber, eller at Sverige „fik sine gamle Landemerker tilbage“, saaledes som Margrete havde lovet. Det var egentlig kun en naturlig Følge af, at Sverige kom under Margretes Herredømme, thi ogsaa tidligere havde de kun adlydt Kong Haakon i hans Egenskab af Sveriges Konge, fordi de Raadende blandt Indbyggerne ikke erkjendte Kong Albrechts Herredømme, og saa længe Kong Olaf levede, ventede de vel altid, at han omsider skulde vinde sine Fedres Rige tilbage. Imidlertid havde den langvarige politiske Forbindelse medført mange private mellem vestsvenske og norske Familier indbyrdes, som fremdeles holdt sig en Tidlang, ligesom ogsaa Nordmend fremdeles ejede Gods i Sverige, og omvendt[19].

Hverken om Margretes, eller om Kong Eriks Hylding paa Island findes der nogen bestemt Efterretning. Det er meget muligt, at Margrete slet ikke blev hyldet der, uagtet det bestemte Bud til alle Sysselmendene, ogsaa i Skatlandene, der indeholdtes i Raadets Hyldingsbrev af 1388. Thi paa Island herskede der i denne Tid netop stor Forvirring med Hensyn til Hirdstjornen og Syslernes Bestyrelse. Hirdstjoren Andres Sveinssøn reiste i 1387 over til Norge, formodentlig ved Budskabet om Kong Olafs Død, efterat have overladt Thorstein Eyjulfssøn sit Embede at bestyre; men denne Bestyrelse kan ikke have varet mange Uger, thi endnu samme Aar kom den forhen omtalte Voldsmand Erik Gudmundssøn ud til Island, beskikket til Hirdstjore af Drottseten Hr. Agmund Finnssøn. Med ham fulgte ogsaa Narve Sveinssøn, hvilken Drottseten ligeledes havde udnævnt til Lagmand for den ene Deel af Landet. Disse tvende Udnævnelser fandt Islendingerne, heder det, at være noget nyt og uhørt. De have saaledes anseet dem ulovlige. Formodentlig maa de da være skeet efter Kongens Død, da Drottsetens Embede egentlig skulde have ophørt. Imidlertid forvoldte dette ikke nogen Vanskelighed for Narve, der synes at være bleven nok saa vel modtagen; men Erik Gudmundssøn, der vistnok var uverdig til at beklæde en saa anseelig Post, og som alene kan have faaet den ved at indsmigre sig hos Drottseten, blev drebt allerede Aaret efter: et Tegn paa, at han maa have været meget forhadt[20]. Altsaa var der nu ingen ordentligt beskikket Hirdstjore, og om Syslerne, der ved Kongens Død egentlig vare blevne ledige, opstod der store Tvistigheder, hvis nærmere Beskaffenhed vi dog ikke erfare. Men under saadanne Omstændigheder er det ikke sandsynligt, at Dronningens Hylding har kunnet foregaa, førend allerede Erik var bleven udnævnt til Konge, og da var det vel ham, hvem Hyldingen egentlig maatte gjelde[21]. At han blev hyldet paa Island kan man vel neppe betvivle, uagtet intet bestemt Udsagn derom forefindes; thi at ingen saadan Act skulde være foregaaet paa Island førend i 1419, da Thing-Almuen tilskrev Kongen, „at de lovede ham sin tro Tjeneste og vilde hylde ham og have ham til sin rette Konge o. s. v.“[22], er ikke vel tænkeligt, og det skal derhos paa sit Sted vises, at den egentlige Hensigt med Brevet af 1419 slet ikke var at give eller fornye noget Undersaatsløfte, men alene at underrette Kongen om, at man mod sin Vilje havde været nødsagede til at handle med Fremmede, og ved at forudskikke hiin Forsikring om sin undersaatlige Troskab og Lydighed vilde man kun reservere sig mod enhver Sigtelse for Mangel paa Loyalitet. Hine Ord kunne derfor snarere siges at hentyde til den tidligere Hyldings-Act, om hvilken Annalerne tie. Men det er meget muligt, ja endog sandsynligt, at denne Hylding ikke fandt Sted saa tidligt, som Dronningen havde ønsket det eller hendes og Raadets Breve maaskee havde tilsagt. Imidlertid seer man dog, at de Embedsmend, Dronningen udnævnte, blev antagne uden Modsigelse. I den drebte Erik Gudmundssøns Sted beskikkede hun til Hirdstjore over hele Landet Vigfuus Ivarssøn, en Søn af den forhen omtalte Ivar Vigfuussøn af Holm, Hirdstjore fra 1354 til 1357. Han synes ej alene at være bleven vel modtagen og have tiltraadt sit Embede uden Hinder, men endog at have nydt mere end almindelig Yndest og Anseelse, ligesom han ogsaa forblev meget lengere i Embedet, end nogen af sine Forgængere[23].

  1. ↑ Vel indeholder hverken den norske Gjenpart af den paa dette Møde udferdigede Erklæring (trykt i Paludan-Müllers Observ. Criticæ S. 108–110), eller den latinske (trykt hos Huitfeld S. 577, og i Dipl. N. III. 484) nogen Angivelse af Sted eller Datum; men at Mødet holdtes i Helsingborg sidst i Juni Maaned, og derfor vel var sammenkaldt til St. Hansdag, sees deels af det oftere omtalte Stadfestelsesbrev paa Biskop Jakobs Friheder og Lehn, som Dronningen udstedte i Helsingborg den 29de Juni 1389, og hvor Erik af Pomern allerede omtales som Konge og medbeseglende; deels af Henrik Jarls Gjeldsbrev til Haakon Jonssøn, ligeledes udstedt i Helsingborg d. 9de Juli 1389 (see udf.); thi af disse Breve erfares det, at nogle af de vigtigste Deeltagere i Mødet, nemlig Dronningen selv, Erik af Pomern, Jarlen, Biskop Jakob og Haakon Jonssøn ved den Tid var forsamlede i Helsingborg, og at Eriks Erkjendelse som Konge allerede da maa have fundet Sted. Huitfeld daterer vel den latinske Gjenpart fra 1388, men Aftrykket i Dipl. N. viser, at der i Originalen efter octogesimo hverken staar tydeligt octavo eller nono, men at Tallet enten er udeladt eller halv udslettet.
  2. ↑ I 1389, sandsynligviis om Sommeren, visiterede Biskop Sigurd paa Lom, saaledes som det sees af Dipl. N. III. 485.
  3. ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Huitfeld, S. 587. At Erik var tilstede ved dette Mode sees deraf, at han beseglede Brevet af 29de Juni, som nedenfor omtales, derimod er det tydeligt, at han ej var nærværende ved Mødet i Febr. 1388, hvor man neppe engang synes at have kjendt hans Navn. Om det urigtige Foregivende af Micräli, at Erik ved denne Tid skulde have været 13 Aar gammel, see Suhm XIV. S. 239.
  4. ↑ Det er ovenfor nævnt, at begge Gjenparter findes i det danske Geheime-Archiv, og at det paa Svensk er aftrykt i Paludan-Müllers Observ. crit., det paa Latin i Dipl. Norv. III.
  5. ↑ Dipl. N. IV. 514.
  6. ↑ De isl. Annaler, saavidt det af Udgaven kan sees, Hole– og Skaalholts-Annalerne, melde for 1390, at „der skete Ombytning af Fehirde i Bergen, idet Erlend Philipssøn nedlagde Embedet, og Haakon Jonssøn tiltraadte det“, medens Lagmands-Annalerne synes at henføre Forandringen til 1390, og Hole-Annalerne til 1391; (Udg. S. 346); men man seer af Flatø-Annalerne (Udg. S. 350), sammenlignede med de øvrige, at Haakon Jonssøn i 1389, 90 eller 91 var i Besiddelse af Embedet; det rimeligste synes derfor, at han beskikkedes ved Raadsmødet. At han tillige blev Hirdstjore, sees af Brev af 4de Febr. 1392 i Munkelivsb. S. 52, men at han allerede i Mai 1389 udførte Fehirde-Forretninger, erfares af det allerede forhen omtalte Brev, vedkommende de Islendinger, der havde drevet Handel i Grenland. Erlend Philipssøn nævnes endnu i nogle faa Breve lige til 1405 (han døde 1407), men ikke længer som Embedsmand, kun som Hirdmand og anseet Vidne ved Retssager. (Dipl. N. II. 511, I. 589, 604, II. 587). Hans Søn Eindride var imidlertid fra 1397 traadt frem som Medlem af Raadet, ja endog Ridder, saaledes som det i det følgende vil sees.
  7. ↑ Det første Brev, man har fra Arne som Provst og Cantsler, er fra 12te Juni 1390, Dipl. N. III. 489.
  8. ↑ Dette sees af Brevet ang. Opdølingerne, som strax nedenfor omtales.
  9. ↑ Dipl. N. II. 515.
  10. ↑ Den 23de Juli, paa Falsterbod, indgik Hertug Bugislav af Stettin et Forbund med Danmark og Dronning Margrete og forbandt sig til at tjene hende og Riget. Ved denne Lejlighed synes Margrete at maatte have været tilstede paa Falsterbod. Idetmindste var hun i Malmø den 6te August (St. Sixti Dag), thi paa denne Dag er det Brev dateret, som hun og Erkebiskop Magnus af Lund skrev i Forening til Lapperne, og hvorom vi i det Følgende komme til at handle nærmere. (Suhm, XIV. 243, 550). Det skulde ellers synes, som om nogle af Hertug Bugislavs Mend havde været med i Slaget ved Falkøping og vare blevne tagne til Fange, thi han lovede ved hiint Brev ogsaa, „at de af hans Mend, som Dronningen for hans Skyld lod løs, skulde aldrig tjene mod hende eller Rigerne“.
  11. ↑ Herom vidner Erkebiskop Aslaks Brev af 3die Septbr. 1440 (Dipl. N. III. 760), hvori han korteligen meddeler Indholdet af „det Brev, som Kong Erik udgav, da han foor til Throndhjem og blev tagen til Konge“. Her nævnes ogsaa de nys omtalte Medlemmer af Raadet, der ledsagede ham.
  12. ↑ See herom hvad der anføres i Dipl. N. I. S. XXXI, XXXII, jvfr. N. Samll. IV. 588 ff. Det godtgjøres her af flere Breve, at Eriks Regjeringsaar regnes fra en Dag mellem 11te og 25de Septbr. 1389; og da en saadan Højtidelighed altid skulde skee paa en Søn- eller Festdag, kan man kun velge mellem de fire ovennævnte Dage, af hvilke det dog altid er rimeligst at regne den tidligste, der alligevel indtraf seent nok i Forhold til den Tid, da man havde tiltraadt Reisen.
  13. ↑ Saaledes Landsvistbrevet af 12te Juni 1390, Dipl. N. III. 489.
  14. ↑ Originalen i det sv. Rigsarchiv. Uddrag deraf hos Suhm XVI. 245, 246.
  15. ↑ Isl. Annaler, Mag. S. 350.
  16. ↑ I det paalidelige, med Begivenhederne samtidige Diarium Vadstenense siges der udtrykkeligt, at Erik ved Udvelgelsen til Sveriges Konge d. 11te Juni 1396 var „en Dreng paa 14 Aar eller ubetydeligt derover“. Scr. r. Sv. I. 109). Jfr. ogsaa Chron. af 1415, Scr. r. D. I. 59. Om de forskjellige mindre paalidelige Angivelser af hans Alder, see Suhm, XIV. 317, 374.
  17. ↑ See Suhm, XIV. 317.
  18. ↑ Riimkr. i Scr. r. Sv. I. 2. S. 60, Ericus Olai i Scr. r. Sv. II. S. 105. Olaus Petri, udg. af Klemming S. 159.
  19. ↑ Man seer saaledes, at da Raadmanden i Oslo, Nisse Bjørnssøn (maaskee selv en Vermelending) var død, overdrog Dronningen Biskop Eystein i Oslo og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe hans Arv i Vermeland, og i den Anledning overdrog disse igjen Lagmanden i Vermeland, Hr. Agmund Hatt, at indkræve hans udestaaende Fordringer (Dipl. N. III. 498).
  20. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 338, 340.
  21. ↑ Suhm siger vistnok (XIV. S. 290), at Margrete hyldedes af alle Islendere i 1391; men naar man sammenligner det Uddrag, han her leverer af Annalerne, med disses Text, da bliver det aabenbart, at hine Ord kun ere en unøjagtig Gjengivelse af Annalernes „héldust öll dróttningar völd á Íslandi“, hvilket kun betegner: maa Island vedblev Dronningens Herredømme fuldstendigt“. Men dette antyder jo vistnok, at hendes Herredømme der var anerkjendt.
  22. ↑ Safn til Saga Íslands II. 1. S. 172.
  23. ↑ Vigfuus Ivarssøns Ankomst berettes i de forskjellige Haandskrifter af Annalerne under 1388, 1389, 1390 (Udg. S. 344). Men det rimeligste er, at Sandheden her, som sedvanligt, ligger i Midten, thi Dronningen maatte først have erfaret Erik Gudmundssøns Drab i 1388, førend hun kunde udnævne hans Eftermand. Naar man senere finder i Annalerne, ved 1403 (S. 376): „Vigfuus kom ud med Hirdstjorn og sin Hustru Gudrun Ingemundsdatter, norsk af Fødsel, 15 Aar gammel“, da er dette urigtigt allerede af den Grund, at han var gift med Gudrun længe før den Tid; man har saaledes et Brev af 27de April 1397, hvorved han bekjendtgjorde, at denne hans Hustru ejede fem Hundreder, baade naa Island og i Norge (Safn t. s. Íslands II. I. S. 76)e Beretningen Haar vistnok umiddelbart efter en anden, der ligesaalidet hører til 1403, nemlig om Kong Eriks Valg til Konge i alle tre Riger, altsaa om Kalmarunionen af 1397, og man tiende saaledes opstille den Formodning, at Beretningen om Vigfuus’s Ankomst med sin unge Hustru hører til dette Aar, samt at han af Erik var bleven bekræftet i sit Embede. Men Unionsacten skete først i Juli, og allerede i April 1397 var Vigfuus, ifølge det ovennævnte Brev, med Gudrun paa Island. Man har altsaa kun den Formodning tilbage, at den her meddeelte Notits egentlig hører til 1389 og kun ved en Fejltagelse er sat i Forbindelse med Unionsacten af 1397 istedetfor med Valgacten af 1389 samt at Vigfuus for sin Afreise fra Norge har egtet Gudrun. Det er er ej usandsynligt, at denne Gudrun har været en Datter af den anseede Hirdmand i Ryfylke Ingemund Uthyrmessøn og Holmfrid Anundsdatter, beslegtet med Tolge-Ætten (s. ovfr. S. 157).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/23&oldid=84971»