Det norske Folks Historie/8/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Margrete nu ſaaledes ej alene havde ſikkret ſig Kongedømmet i Sverige, men endog Retten til at beſette dets Kongetrone, var der ej lenger noget i Vejen for at ſkride til Udnævnelſen af den Konge, der under og efter hende ſkulde herſke over Nordens trende Riger. Uagtet hun allerede havde udſeet ſin Syſterdatterſøn Erik af Pomern til denne Verdighed, og dette formodentlig ej længer var nogen Hemmelighed i noget af Rigerne, vare disſe dog endnu ikke ſaa nøje forbundne, at hun kunde lade lade ham udraabe til Konge i dem alle tre paa een Gang, hvilket hun viſtnok helſt havde ønſket. Hun maatte lade det ſkee i hvert af dem enkeltviis, og ſaaledes var det naturligt, at hun gjorde Begyndelſen med Norge, hvor Eriks Arveret allerede var erkjendt, og hvor desuden Udnævnelſen af en Konge paa Grund af de ſtatsretlige Forhold var mere nødvendig. Hun udſkrev i den Henſigt paany et iførte Raads-Møde til St. Hansdags Tider, hvortil Indkaldelſerne allerede maa have udgaaet næſten umiddelbart efter Sejren ved Falkøping, ſiden baade Jarlen af Orknø, Erkebiſkopen, Biſkoperne af Bergen og Stavanger, ſamt de tvende nordenfjeldſke Fehirder, Erlend Philipsſøn og Otte Rømer her vare tilſtede, hvis ellers ikke flere af Herrerne, navnlig de, der ikke deeltoge i det forrige Møde i Oslo, allerede havde indfundet ſig ifølge den da udgangne Opfordring. Men betegnende for Margretes fremtidige Politik og den Maade, hvorpaa hun nu vilde have Forholdet mellem Rigerne indbyrdes betragtet, var det, at hun til Samlingsſted beſtemte Helſingborg og lod Herrerne ſamle ſig der, udenfor;Rigets Grændſer, iſtedetfor at hun jo egentlig ſkulde have begivet ſig til Norge for der at ſamles med dem[1]. Uden Exempel var det vel ikke, at ſlige Raadsmøder havde været holdte udenfor Riget, ſaaledes f. Ex. Mødet paa Vardberg 1343; men fra denne Tid af blive ſaadanne Forſamlinger af norſke Raadsherrer paa danſk eller ſvenſk Bund mere hyppige, ligeſom det da ogſaa var nødvendigt, naar Foreningen mellem Rigerne ſkulde beſtaa, at det enes Raadsherrer ſtundom ſamledes med de øvriges. Det er ikke uſandſynligt, at ogſaa danſke Raadsherrer her kom ſammen for at raadſlaa med de norſke, og at man paa denne Maade ſøgte at tilvejebringe den Sammenkomſt af det danſke og norſke Raad, hvorom Hanſeſtæderne ſaa ivrigt havde andraget, og ſom allerede tidligere havde været berammet, men forhindret ved Kong Olafs Død, Krigen og andre Omſtændigheder. Imidlertid tales der ikke utrykkeligt om nogen ſaadan Sammenkomſt af Raadsherrer fra begge Riger.

De norſke Herrer, ſom mødte, vare tyve i Tallet, nemlig Erkebiſkop Vinalde, Henrik Jarl, Biſkop Jakob af Bergen, Biſkop Eyſtein af Oslo, Biſkop Olaf af Stavanger, Hr. Maliſe Sperra, — hvorledes det nu end hang ſammen dermed, at han kunde viſe ſig i Norge efter hans ſidſte Utilbørligheder i Øerne; Haakon Jonsſøn, Otte Rømer, Erlend Philipsſøn, Gaute Eriksſøn, Benedict Nikolasſøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Nikolas Galle, Peter Nikolasſøn, Finn Gyrdsſøn, Thoralde Sigurdsſøn, Gudbrand Erlingsſøn, Herleik Aasulfsſøn og Svaale Rømer, altſaa tre Biſkoper og tolv verdslige Herrer af dem, der havde deeltaget i Hyldings-Mødet 1388, ſamt desforuden Henrik Jarl, Biſkop Jakob og Hr. Maliſe Sperra; de, ſom havde været med i 1388 og nu ikke indfandt ſig, vare foruden Biſkoperne Sigurd og Henrik, af hvilke den førſte maaſkee var paa Viſitats[2], den anden allerede havde forladt Norge, Cantſleren Provſt Henrik, der ved denne Tid maa være død; Ulf Jonsſøn, Hr. Ulf Holmgeirsſøn, Hr. Jon Martinsſøn og Jappe Faſtulfsſøn, der formodentlig alle ejede Godſer i Sverige, ſom de nu ifølge Overeenskomſten af 22de Marts 1388 havde faaet tilbage, og med hvis Indfordring de derfor maaſkee vare beſkjæftigede; Alf Haraldsſøn, der ligeledes maa have haft Ejendom i Sverige, ſiden han var med i Forliget til Eedsviken; Haakon Stumpe, Magnus Stoltekarl og Haakon Topp. Altſaa var Forſamlingen ſaa fuldtallig, ſom man efter Omſtændighederne kunde vente det. Dronningen medbragte den ſyvaarige Troncandidat, der formodentlig nu førſt var bleven hentet fra Fedrenehjemmet[3]), og paa hvis Arveret man nu var ſaa meget visſere, ſom Hertug Albrecht, der kunde gjøre ham den ſtridig, var død. Forhandlingernes Gang kjendes ikke, men det ſynes næſten, ſom om Dronningen nu har mødt noget mere Modſtand, end ved det forrige Møde, forſaavidt ſom det nu blev udtrykkeligt beſtemt, at Dronningens Regjering ej ſkulde vedvare længer, end til Erik blev myndig, tvertimod den tidligere Beſtemmelſe, at hun ſkulde beholde Magten for Livstid. Da det ikke kan antages, at hun med ſin gode Vilje har foreſlaaet denne Forandring, maa man ſaaledes anſee den for en, idetmindſte ved Opinionens Tryk, tvungen Indrømmelſe, ſom hun gjorde Nordmendene, der kunde gjøre ſig fortrolige med Tanken om at have en Kvinde i Spidſen for Regjeringen lenger end høiſt nødvendigt, og af hvilke maaſkee netop de, der ej havde deeltaget i forrige Møde, nu viiſte ſig mindre medgjørlige. Beſlutningen, ſom blev fattet, og hvorpaa de forſamlede Herrer udſtedte ſit aabne Brev, kom derfor til at lyde ſaaledes: „at de efter den omhyggelige Granſkning af Lovbøgerne i Norge fandt, at den norrøne Lov udviiſte, at Kong Erik, Hertug Vartislavs Søn af Pomern, var den rette Arving til at være Konge i Norge og beſidde det med al den Ret, ſom Kongerne før ham havde beſiddet det; at naar han døde, tilkom det hans Søn at arve Norges Rige, eller hans Broder, om Søn ej er til, eller om Broder ogſaa mangler, Faderbroder, ſamt om alle disſe fattes, den nærmeſte Frænde, fra Kong Erik at regne; at de ſamtykkede og ſtadfeſtede alt dette paa egne og hele Rigets Vegne, og annammede og antog herved Kong Erik, eller hans rette Arving efter ham, til ſin og hele Norges Riges Konge og rette Herre; at Dronning Margrete ſkulde nyde al ſin Ret inden Riget uforkrænket, og ſynderligen beſidde og beholde ſin Morgengave i Norge, nemlig Baagahuus og alt hvad dertil laa, ſaaledes ſom Brevene derom udviiſte; at det Teſtament, hun havde gjort, ſkulde holdes, og at hun fremdeles ſkulde raade over hele Norge, baade Slotte og Feſtninger, ind- og afſette Fogeder og Sysſelmend, og fuldſtændigt forføje over Riget efter ſin Vilje, indtil Kong Erik eller Arving kom til ſin lovlige Alder, og da være fritagen for alt Regnſkab“. Til Bekræftelſe tilføjede alle de tyve Udſtedere ſine Segl. Det Brev, hvis Indhold vi ſaaledes have gjengivet, er forfattet paa Svenſk; men der udſtedtes ogſaa en Gjenpart paa Latin, hvoraf dog Artiklerne, der handle om Dronningens Morgengave og om hendes Regjerings Ophør ved Kongens Myndigheds-Alder, ere udeladte, uviſt hvorfor. I denne Gjenpart nævnes heller ikke Hr. Maliſe Sperra blandt Udſtederne, maaſkee fordi han ved Affattelſen allerede havde forladt Mødet, af Frygt for Henrik Jarl og dennes Venner. Beſynderligt er det ogſaa, at Angivelſe af Sted og Dag ſavnes i begge Gjenparter, ſaa at det ſkulde ſynes, ſom om man med Flid har villet udelade dem, for at Brevene om en ſaa vigtig Beſlutning ikke ſkulde være daterede fra udenrigs Sted. Imidlertid kan der ej være nogen Tvivl om deres Gyldighed, da de begge endnu ere forſynede med ſamtlige Udſtederes Segl[4]. Merkeligt er det, at Erik allerede her kaldes Konge og fremdeles vedblev at kaldes ſaaledes, idetmindſte inden Hoffet, uagtet han ikke endnu var hyldet paa Ørething og havde Kongenavn paa foreſkreven Viis, men alene ved denne Act var bleven erklæret for Norges Konge. Erik deeltog endog umiddelbart derefter i Regjeringshandlinger, og beſeglede allerede med eget Segl, ſaaledes navnlig da Margrete den 29de Juni ſtadfeſtede de Friheder, Biſkop Jakob havde faaet af de forrige Konger, lod ham beholde Lindaas og Herdle Skibrede paa Livstid uden Afgift, fritog ham for at betale Sekkegjeld af islandſke Varer til nogen anden end hende ſelv eller hendes dertil ſærſkilt beſkikkede Ombudsmend, og overlod ham den hende tilhørende Aattendepart i Fane-Skibet, der nu ventedes hjem fra Island[5]. Det er allerede ovenfor berørt, at dette maa anſees for at være en Belønning, ſom Biſkopen fik for de Tjeneſter, han i denne vigtige Tid havde viiſt hende. Ligeledes ſkete der andre Forfremmelſer. Haakon Jonsſøn blev endnu i dette eller det følgende Aar udnævnt til Fehirde og Hirdſtjore i Bergen iſtedetfor Erlend Philipsſøn, ſom fratraadte, formodentlig af Alderdomsſvaghed, da han efter denne Tid ſynes ganſke at have draget ſig tilbage fra alle offentlige Embeds-Syſler, ligeſom Haakon Jonsſøn allerede i nogen Tid ſynes at have været ſtillet ham ved Siden ſom Underfehirde[6]. Endvidere var det.vel ogſaa ved denne Lejlighed, at Peter Nikolasſøn fik Syſlen i Ryfylke efter Drottſeten. Formodentlig beſkikkedes ogſaa allerede nu en Provſt til Mariekirken og Cantſler i den afdøde Hr. Henrik Henriksſøns Sted, nemlig Hr. Arne Sigurdsſøn, om hvis tidligere Livs-bane intet vides[7]; thi en Cantſler kunde man ikke undvære til de løbende Regjeringsforretninger i Kongens Fraværelſe, helſt da der ikke udnævntes nogen ny Drottſete; og allerede i Midten af det følgende Aar ſee vi Hr. Arne allerede i Beſiddelſe af begge Embeder.

Saaledes var da Erik, uagtet ſin ſpæde Alder, erklæret for Norges retmesſige Konge. Nu ſtod det kun tilbage at fremſtille ham paa Ørething for der at lade ham hylde efter eldgammel Skik og Lovens Bud. Dette ſkete ogſaa kort efter, og man maa formode, at Dronningen ſtrax traf de nødvendige Foranſtaltninger til, at han umiddelbart fra ſelve Mødet kunde følge med flere af de hjemvendende Raadsherrer lige til Nidaroos og efter fuldbragt Hylding atter ſnareſt muligt bringes tilbage til hende. Hun ſelv drog ikke den lange Vej til Throndhjem, da hun havde ſaa mange vigtige Anliggender, der krævede hendes Nærværelſe i de ſydlige Egne. Det faldt af ſig ſelv, at Erkebiſkopen maatte ſtaa i Spidſen for de Mend, der fik det vigtige Tillidshverv at føre den unge Konge til Nidaroos og beſørge det Nødvendige med Henſyn til Hyldingen; foruden ham nævnes Biſkop Eyſtein af Oslo, Biſkop Sigurd af Hamar, Haakon Jonsſøn, Agmund Bolt, Alf Haraldsſøn og Haakon Stumpe[8]. Biſkop Sigurd og de to ſidſtnævnte have vel altſaa ſluttet ſig til Følget efter Ankomſten til Norge. End flere Raadsherrer, hvis Navn ikke angives, fulgte med, og blandt dem maa nødvendigviis Otte Rømer have været, der ſom Fehirde og Hirdſtjore hørte hjemme i Nidaroos. Formodentlig kom man dog neppe fra Helſingborg førend lengſt hen i Juli eller førſt i Auguſt, hvad enten nu de øvrige Forhandlinger paa Mødet tog ſaa lang Tid, eller andre Hindringer kom i Vejen. Thi den 9de Juli var baade Haakon Jonsſøn og Jarlen endnu i Helſingborg, ſaaſom Haakon paa den Dag fik et Gjeldsbrev af Jarlen paa 145 Pund ſkotſke Sterling, der afdragsviis ſkulde tilbagebetales i fire Aar, og ſom maaſkee vare de Løſepenge, Jarlen havde maattet give Maliſe Sperra, der ſiden fik undgjelde for, at hun havde underſtaaet ſig at tage Jarlen til Fange[9]. Men den 3die Juli havde Margrete forladt Helſingborg, og paa den Tid var da vel ogſaa den unge Konge med ſit Følge kommen paa Vej[10]. Vejen lagdes over Oslo og Oplandene, hvor altſaa vel Biſkop Sigurd af Hamar har ſluttet ſig til Følget, og videre over Dovre, ſamt gjennem Opdal. Men formedelſt Tronfølgerens ſpæde Alder kan Reiſen ikke have gaaet hurtigt, iſær da man og vel oftere ſtandſede undervejs for at give Folket Lejlighed til at ſee ſin unge Konge, og tillige for at modtage Foreſtillinger fra Almuen og beſørge allehaande forefaldende Regjerings-Anliggender. Saaledes erfares det udtrykkeligt, at da man kom til Opdal, fritog Raadsherrerne paa Kongens Vegne Opdølingerne for at udrede mere i Udfareleding end til halvtredie Hamle paa Grund af den ſtore Bekoſtning, de havde med at ſkydſe til og fra Dovrefjeld, vedligeholde Vejene, og modtage Kongen og Raadet til Gjeſtning paa Gjennemreiſen[11]. Paa denne Maade er det let at forſtaa, at man ej kunde naa frem til Nidaroos førend hen i September. Dagen, da Erik blev hyldet paa Ørething, angives ingenſteds, men flere Omſtændigheder viſe, at det enten maa have været Korsmesſe d. 14de September, eller Matthæusmesſe d. 21de September, eller en af de to Søndage, den 12te eller 19de September. Den, ſom gav Erik Kongenavn[12], var ingen anden end Haakon Jonsſøn, end et Beviis paa, i hvilket venſkabeligt Forhold han ſtod til Dronningen og den unge Konge, og hvor uſandſynligt det er, at hans Afkald paa al Ret til Tronen ſkulde have været ufrivilligt eller fremtvunget. Umiddelbart efter Hyldingen maa man have tiltraadt Tilbagereiſen, da det allerede var ſeent paa Aaret. Naar Erik kom tilbage til Margrete, vides ikke; det maa vel have været i October, medens hun maaſkee opholdt ſig paa Vardberg eller Baagahuus for derfra at drage ind i Sverige, ſom det nedenfor vil ſees. De løbende Expeditioner beſørgedes i Kongens Navn af Cantſleren i Oslo[13].

Paa denne Viis var da den pomerſke Hertugsſøn bleven Norges Konge, og Margrete herefter egentlig kun hans Formynderſke, ſaaat endog Aaret i offentlige Brevſkaber ikke lenger regnedes efter Regjeringens Overdragelſe til Margrete, men fra Eriks Hyldingsdag den 12te eller 14de September 1389, ſom „Eriks, af Guds Naade Norges Konges og Sveriges rette Arvings 1ſte, 2den og 3die o. ſ. v. Regjerings-Aar[14]“. At Nordmendene forreſten ikke var ſynderlig tilfreds med at faa ham til Konge, det være ſig nu formedelſt hans Ungdom eller hans fremmede Herkomſt, ſiges udtrykkeligt i de ſamtidige islandſke Annaler:,.Paa Ørething toges til Konge over hele Norge en Mand ved Navn Erik, Barn af Alder; Haakon Jonsſøn gav ham Kongenavn og døde kort efter; han ſagdes at være en Syſterſøn af Dronning Margrete og at have ſin Fedrene-Ætt i Tydſkland. Alle Nordmend tyktes daarligt om denne Forandring, og allermeſt i Skatlandene“[15]. Det lader her til, at flere endog have tvivlet om, at det hang rigtigt ſammen med Eriks foregivne Frændſkab til Dronningen, ligeſom ogſaa at man maaſkee har tilſkrevet Haakon Jonsſøns Død — der forreſten ikke indtraf førend tre Aar efter — Gremmelſen over at have været et Redſkab til hans Ophøjelſe paa Kongetronen. Forreſten maatte det netop under disſe Omſtændigheder anſees ſom et Gode, at han var et Barn, thi der var da al Udſigt til, at han ved at opdrages i Norden vilde kunne blive aldeles nationaliſeret der. Erik var nu omkring ſyv Aar, da han efter de bedſte Oplysninger, man har derom, maa være født 1382[16]. Hans Fader, Hertug Vartislav af

Der ſiges viſtnok, at nogle faa Breve ſkulle forefindes, udſtedte i Kong Eriks Navn, der regnes fra et tidligere Datum, og uagtet det i ſig ſelv ikke er ſaa beſynderligt, om enkelte, ſom vidſte nærmere Beſked om Forhandlingerne i Helſingborg, have regnet fra hiint udaterede Brevs Udſtedelſe, (altſaa c. 24de Juni 1389), da det jo er aabenbart, at Erik fra den Tid af bar Kongetitel, ſaa vil dog nok nærmere Underſøgelſe viſe, at man i hiin Antagelſe har fejlet. Saaledes er det viſtnok urigtigt, naar Brevet i Dipl. N. I. 513 er henført til itide Mai 1389, fordi den angivne Dag (Søndag efter St. Hallvard i Kong Eriks førſte Aar) vilde i 1390 blive Pintſedag. Det er her ſaameget mere ugjørligt at ſette Dagen til 16de Mai 1389, ſom Erik da ikke engang foreløbigt havde faaet Kongetitel; hertil kommer, at ved at ſammenligne dette Brev med Dipl. N. II. 517, af 31te Januar 1390, ſeer man tydeligt, at dette maa være eldre end hiint. Altſaa maa man antage, at trods den Beſynderlighed, at Pintſedagen kun er betegnet ſom Søndag efter Hallvardsmesſe, bliver Brevet dog af 1390, og at Udſtederne, Lagmend i Oslo, have anſeet den foregaaende St. Hallvardsdag for ſaa ſtor en Feſtdag, at Pintſedagen i Sammenligning dermed blev en Ubetydelighed. Denne Datering er ogſaa rettet i et af de ſenere Bind. Pomern (almindeligviis kaldet den 7de, var en Søn af Bugislav den 5te (død 1374) Hertug i Bagpomern, og Sønneſøn af Vartislav den 4de (død 1326), der havde baade Forpomern, hvilken gik i Arv til hans eldſte Søn Barnum den 4de, og Bagpommern, der tilfaldt Bugislav den 5te og hans Broder Vartislav den 5te. Man vil vide, at Erik ſkal være døbt „Henrik“ efter ſin Morfader, men at Navnet ved hans Ankomſt til Norden forandredes til „Erik“[17]. Vi ville ikke benegte, at det maaſkee kan forholde ſig ſaaledes, iſær da man ogſaa har andre Exempler paa, at Navnene „Henrik“ og „Erik“ have været forvexlede, f. E. ved den nys omtalte foregivne Søn af Dronningen, der ſkulde være død i Perugia. Men paa denne Tid var dog Navnet „Henrik“ allerede blevet ſaa almindeligt i Norden, at nogen Forandring ikke ſynes at kunne have været ſaa nødvendig, medens paa den anden Side ogſaa Navnet “Erik“ ved Opkaldelſer fra det danſke Kongehuus ej var blevet ſaa ſjeldent i Nordtydſkland. Men derimod er det viſtnok aldeles urigtigt, naar den ſvenſke Riimkrønike ſiger, at han førſt heed Bugislav[18]. Dette grunder ſig viſt paa en Forvexling mellem ham og hans Syſkenebarn af dette Navn, om hvem der i det følgende vil blive Tale.

Uagtet Eriks Hylding i Sverige endnu foreſtod, kan man dog neppe antage andet, end at de Landſkaber af dette Rige, der ſaa længe havde været forenede med Norge, eller idetmindſte ſtaaet under Norges Konger, nu atter gjenforenedes med de øvrige Landſkaber, eller at Sverige „fik ſine gamle Landemerker tilbage“, ſaaledes ſom Margrete havde lovet. Det var egentlig kun en naturlig Følge af, at Sverige kom under Margretes Herredømme, thi ogſaa tidligere havde de kun adlydt Kong Haakon i hans Egenſkab af Sveriges Konge, fordi de Raadende blandt Indbyggerne ikke erkjendte Kong Albrechts Herredømme, og ſaa længe Kong Olaf levede, ventede de vel altid, at han omſider ſkulde vinde ſine Fedres Rige tilbage. Imidlertid havde den langvarige politiſke Forbindelſe medført mange private mellem veſtſvenſke og norſke Familier indbyrdes, ſom fremdeles holdt ſig en Tidlang, ligeſom ogſaa Nordmend fremdeles ejede Gods i Sverige, og omvendt[19].

Hverken om Margretes, eller om Kong Eriks Hylding paa Island findes der nogen beſtemt Efterretning. Det er meget muligt, at Margrete ſlet ikke blev hyldet der, uagtet det beſtemte Bud til alle Sysſelmendene, ogſaa i Skatlandene, der indeholdtes i Raadets Hyldingsbrev af 1388. Thi paa Island herſkede der i denne Tid netop ſtor Forvirring med Henſyn til Hirdſtjornen og Syſlernes Beſtyrelſe. Hirdſtjoren Andres Sveinsſøn reiſte i 1387 over til Norge, formodentlig ved Budſkabet om Kong Olafs Død, efterat have overladt Thorſtein Eyjulfsſøn ſit Embede at beſtyre; men denne Beſtyrelſe kan ikke have varet mange Uger, thi endnu ſamme Aar kom den forhen omtalte Voldsmand Erik Gudmundsſøn ud til Island, beſkikket til Hirdſtjore af Drottſeten Hr. Agmund Finnsſøn. Med ham fulgte ogſaa Narve Sveinsſøn, hvilken Drottſeten ligeledes havde udnævnt til Lagmand for den ene Deel af Landet. Disſe tvende Udnævnelſer fandt Islendingerne, heder det, at være noget nyt og uhørt. De have ſaaledes anſeet dem ulovlige. Formodentlig maa de da være ſkeet efter Kongens Død, da Drottſetens Embede egentlig ſkulde have ophørt. Imidlertid forvoldte dette ikke nogen Vanſkelighed for Narve, der ſynes at være bleven nok ſaa vel modtagen; men Erik Gudmundsſøn, der viſtnok var uverdig til at beklæde en ſaa anſeelig Poſt, og ſom alene kan have faaet den ved at indſmigre ſig hos Drottſeten, blev drebt allerede Aaret efter: et Tegn paa, at han maa have været meget forhadt[20]. Altſaa var der nu ingen ordentligt beſkikket Hirdſtjore, og om Syſlerne, der ved Kongens Død egentlig vare blevne ledige, opſtod der ſtore Tviſtigheder, hvis nærmere Beſkaffenhed vi dog ikke erfare. Men under ſaadanne Omſtændigheder er det ikke ſandſynligt, at Dronningens Hylding har kunnet foregaa, førend allerede Erik var bleven udnævnt til Konge, og da var det vel ham, hvem Hyldingen egentlig maatte gjelde[21]. At han blev hyldet paa Island kan man vel neppe betvivle, uagtet intet beſtemt Udſagn derom forefindes; thi at ingen ſaadan Act ſkulde være foregaaet paa Island førend i 1419, da Thing-Almuen tilſkrev Kongen, „at de lovede ham ſin tro Tjeneſte og vilde hylde ham og have ham til ſin rette Konge o. ſ. v.“[22], er ikke vel tænkeligt, og det ſkal derhos paa ſit Sted viſes, at den egentlige Henſigt med Brevet af 1419 ſlet ikke var at give eller fornye noget Underſaatsløfte, men alene at underrette Kongen om, at man mod ſin Vilje havde været nødſagede til at handle med Fremmede, og ved at forudſkikke hiin Forſikring om ſin underſaatlige Troſkab og Lydighed vilde man kun reſervere ſig mod enhver Sigtelſe for Mangel paa Loyalitet. Hine Ord kunne derfor ſnarere ſiges at hentyde til den tidligere Hyldings-Act, om hvilken Annalerne tie. Men det er meget muligt, ja endog ſandſynligt, at denne Hylding ikke fandt Sted ſaa tidligt, ſom Dronningen havde ønſket det eller hendes og Raadets Breve maaſkee havde tilſagt. Imidlertid ſeer man dog, at de Embedsmend, Dronningen udnævnte, blev antagne uden Modſigelſe. I den drebte Erik Gudmundsſøns Sted beſkikkede hun til Hirdſtjore over hele Landet Vigfuus Ivarsſøn, en Søn af den forhen omtalte Ivar Vigfuusſøn af Holm, Hirdſtjore fra 1354 til 1357. Han ſynes ej alene at være bleven vel modtagen og have tiltraadt ſit Embede uden Hinder, men endog at have nydt mere end almindelig Yndeſt og Anſeelſe, ligeſom han ogſaa forblev meget lengere i Embedet, end nogen af ſine Forgængere[23].

  1. Vel indeholder hverken den norſke Gjenpart af den paa dette Møde udferdigede Erklæring (trykt i Paludan-Müllers Observ. Criticæ S. 108—110), eller den latinſke (trykt hos Huitfeld S. 577, og i Dipl. N. III. 484) nogen Angivelſe af Sted eller Datum; men at Mødet holdtes i Helſingborg ſidſt i Juni Maaned, og derfor vel var ſammenkaldt til St. Hansdag, ſees deels af det oftere omtalte Stadfeſtelſesbrev paa Biſkop Jakobs Friheder og Lehn, ſom Dronningen udſtedte i Helſingborg den 29de Juni 1389, og hvor Erik af Pomern allerede omtales ſom Konge og medbeſeglende; deels af Henrik Jarls Gjeldsbrev til Haakon Jonsſøn, ligeledes udſtedt i Helſingborg d. 9de Juli 1389 (ſee udf.); thi af disſe Breve erfares det, at nogle af de vigtigſte Deeltagere i Mødet, nemlig Dronningen ſelv, Erik af Pomern, Jarlen, Biſkop Jakob og Haakon Jonsſøn ved den Tid var forſamlede i Helſingborg, og at Eriks Erkjendelſe ſom Konge allerede da maa have fundet Sted. Huitfeld daterer vel den latinſke Gjenpart fra 1388, men Aftrykket i Dipl. N. viſer, at der i Originalen efter octogesimo hverken ſtaar tydeligt octavo eller nono, men at Tallet enten er udeladt eller halv udſlettet.
  2. I 1389, ſandſynligviis om Sommeren, viſiterede Biſkop Sigurd paa Lom, ſaaledes ſom det ſees af Dipl. N. III. 485.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt hos Huitfeld, S. 587. At Erik var tilſtede ved dette Mode ſees deraf, at han beſeglede Brevet af 29de Juni, ſom nedenfor omtales, derimod er det tydeligt, at han ej var nærværende ved Mødet i Febr. 1388, hvor man neppe engang ſynes at have kjendt hans Navn. Om det urigtige Foregivende af Micräli, at Erik ved denne Tid ſkulde have været 13 Aar gammel, ſee Suhm XIV. S. 239.
  4. Det er ovenfor nævnt, at begge Gjenparter findes i det danſke Geheime-Archiv, og at det paa Svenſk er aftrykt i Paludan-Müllers Observ. crit., det paa Latin i Dipl. Norv. III.
  5. Dipl. N. IV. 514.
  6. De isl. Annaler, ſaavidt det af Udgaven kan ſees, Hole— og Skaalholts-Annalerne, melde for 1390, at „der ſkete Ombytning af Fehirde i Bergen, idet Erlend Philipsſøn nedlagde Embedet, og Haakon Jonsſøn tiltraadte det“, medens Lagmands-Annalerne ſynes at henføre Forandringen til 1390, og Hole-Annalerne til 1391; (Udg. S. 346); men man ſeer af Flatø-Annalerne (Udg. S. 350), ſammenlignede med de øvrige, at Haakon Jonsſøn i 1389, 90 eller 91 var i Beſiddelſe af Embedet; det rimeligſte ſynes derfor, at han beſkikkedes ved Raadsmødet. At han tillige blev Hirdſtjore, ſees af Brev af 4de Febr. 1392 i Munkelivsb. S. 52, men at han allerede i Mai 1389 udførte Fehirde-Forretninger, erfares af det allerede forhen omtalte Brev, vedkommende de Islendinger, der havde drevet Handel i Grenland. Erlend Philipsſøn nævnes endnu i nogle faa Breve lige til 1405 (han døde 1407), men ikke længer ſom Embedsmand, kun ſom Hirdmand og anſeet Vidne ved Retsſager. (Dipl. N. II. 511, I. 589, 604, II. 587). Hans Søn Eindride var imidlertid fra 1397 traadt frem ſom Medlem af Raadet, ja endog Ridder, ſaaledes ſom det i det følgende vil ſees.
  7. Det førſte Brev, man har fra Arne ſom Provſt og Cantſler, er fra 12te Juni 1390, Dipl. N. III. 489.
  8. Dette ſees af Brevet ang. Opdølingerne, ſom ſtrax nedenfor omtales.
  9. Dipl. N. II. 515.
  10. Den 23de Juli, paa Falſterbod, indgik Hertug Bugislav af Stettin et Forbund med Danmark og Dronning Margrete og forbandt ſig til at tjene hende og Riget. Ved denne Lejlighed ſynes Margrete at maatte have været tilſtede paa Falſterbod. Idetmindſte var hun i Malmø den 6te Auguſt (St. Sixti Dag), thi paa denne Dag er det Brev dateret, ſom hun og Erkebiſkop Magnus af Lund ſkrev i Forening til Lapperne, og hvorom vi i det Følgende komme til at handle nærmere. (Suhm, XIV. 243, 550). Det ſkulde ellers ſynes, ſom om nogle af Hertug Bugislavs Mend havde været med i Slaget ved Falkøping og vare blevne tagne til Fange, thi han lovede ved hiint Brev ogſaa, „at de af hans Mend, ſom Dronningen for hans Skyld lod løs, ſkulde aldrig tjene mod hende eller Rigerne“.
  11. Herom vidner Erkebiſkop Aslaks Brev af 3die Septbr. 1440 (Dipl. N. III. 760), hvori han korteligen meddeler Indholdet af „det Brev, ſom Kong Erik udgav, da han foor til Throndhjem og blev tagen til Konge“. Her nævnes ogſaa de nys omtalte Medlemmer af Raadet, der ledſagede ham.
  12. See herom hvad der anføres i Dipl. N. I. S. XXXI, XXXII, jvfr. N. Samll. IV. 588 ff. Det godtgjøres her af flere Breve, at Eriks Regjeringsaar regnes fra en Dag mellem 11te og 25de Septbr. 1389; og da en ſaadan Højtidelighed altid ſkulde ſkee paa en Søn- eller Feſtdag, kan man kun velge mellem de fire ovennævnte Dage, af hvilke det dog altid er rimeligſt at regne den tidligſte, der alligevel indtraf ſeent nok i Forhold til den Tid, da man havde tiltraadt Reiſen.
  13. Saaledes Landsviſtbrevet af 12te Juni 1390, Dipl. N. III. 489.
  14. Originalen i det ſv. Rigsarchiv. Uddrag deraf hos Suhm XVI. 245, 246.
  15. Isl. Annaler, Mag. S. 350.
  16. I det paalidelige, med Begivenhederne ſamtidige Diarium Vadstenense ſiges der udtrykkeligt, at Erik ved Udvelgelſen til Sveriges Konge d. 11te Juni 1396 var „en Dreng paa 14 Aar eller ubetydeligt derover“. Scr. r. Sv. I. 109). Jfr. ogſaa Chron. af 1415, Scr. r. D. I. 59. Om de forſkjellige mindre paalidelige Angivelſer af hans Alder, ſee Suhm, XIV. 317, 374.
  17. See Suhm, XIV. 317.
  18. Riimkr. i Scr. r. Sv. I. 2. S. 60, Ericus Olai i Scr. r. Sv. II. S. 105. Olaus Petri, udg. af Klemming S. 159.
  19. Man ſeer ſaaledes, at da Raadmanden i Oslo, Nisſe Bjørnsſøn (maaſkee ſelv en Vermelending) var død, overdrog Dronningen Biſkop Eyſtein i Oslo og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe hans Arv i Vermeland, og i den Anledning overdrog disſe igjen Lagmanden i Vermeland, Hr. Agmund Hatt, at indkræve hans udeſtaaende Fordringer (Dipl. N. III. 498).
  20. Isl. Annaler, Udg. S. 338, 340.
  21. Suhm ſiger viſtnok (XIV. S. 290), at Margrete hyldedes af alle Islendere i 1391; men naar man ſammenligner det Uddrag, han her leverer af Annalerne, med disſes Text, da bliver det aabenbart, at hine Ord kun ere en unøjagtig Gjengivelſe af Annalernes „héldust öll dróttningar völd á Íslandi“, hvilket kun betegner: maa Island vedblev Dronningens Herredømme fuldſtendigt“. Men dette antyder jo viſtnok, at hendes Herredømme der var anerkjendt.
  22. Safn til Saga Íslands II. 1. S. 172.
  23. Vigfuus Ivarsſøns Ankomſt berettes i de forſkjellige Haandſkrifter af Annalerne under 1388, 1389, 1390 (Udg. S. 344). Men det rimeligſte er, at Sandheden her, ſom ſedvanligt, ligger i Midten, thi Dronningen maatte førſt have erfaret Erik Gudmundsſøns Drab i 1388, førend hun kunde udnævne hans Eftermand. Naar man ſenere finder i Annalerne, ved 1403 (S. 376): „Vigfuus kom ud med Hirdſtjorn og ſin Huſtru Gudrun Ingemundsdatter, norſk af Fødſel, 15 Aar gammel“, da er dette urigtigt allerede af den Grund, at han var gift med Gudrun længe før den Tid; man har ſaaledes et Brev af 27de April 1397, hvorved han bekjendtgjorde, at denne hans Huſtru ejede fem Hundreder, baade naa Island og i Norge (Safn t. s. Íslands II. I. S. 76)e Beretningen Haar viſtnok umiddelbart efter en anden, der ligeſaalidet hører til 1403, nemlig om Kong Eriks Valg til Konge i alle tre Riger, altſaa om Kalmarunionen af 1397, og man tiende ſaaledes opſtille den Formodning, at Beretningen om Vigfuus’s Ankomſt med ſin unge Huſtru hører til dette Aar, ſamt at han af Erik var bleven bekræftet i ſit Embede. Men Unionsacten ſkete førſt i Juli, og allerede i April 1397 var Vigfuus, ifølge det ovennævnte Brev, med Gudrun paa Island. Man har altſaa kun den Formodning tilbage, at den her meddeelte Notits egentlig hører til 1389 og kun ved en Fejltagelſe er ſat i Forbindelſe med Unionsacten af 1397 iſtedetfor med Valgacten af 1389 ſamt at Vigfuus for ſin Afreiſe fra Norge har egtet Gudrun. Det er er ej uſandſynligt, at denne Gudrun har været en Datter af den anſeede Hirdmand i Ryfylke Ingemund Uthyrmesſøn og Holmfrid Anundsdatter, beſlegtet med Tolge-Ætten (ſ. ovfr. S. 157).