Det norske Folks Historie/8/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Allerede medens Kong Erik endnu var oppe i Norge for at hyldes paa Ørething, var Dronningen ivrigt paa Ferde for at ſikkre ſig det nyserhvervede Herredømme i Sverige. Men det er et ſmukt Træk, at en af hendes førſte Handlinger, førend hun havde betraadt ſvenſk Grund, var i Forening med Erkebiſkopen af Lund, fra Malmø den 6te Auguſt at tilſkrive de hedenſke Lapper, fornemmelig dem, der ſtod under ſvenſk Herredømme, et Brev, hvori hun opfordrede dem til at antage Chriſtendommen, og fremſtillede dennes Hovedlærdomme for dem paa en fattelig Maade. Mag man end indrømme, at denne Maade at tiltale dem paa viſtnok var forfejlet, og at Brevets Indhold uden nærmere Forklaring ikke vilde have været dem forſtaaeligt, endog om det havde været affattet i deres eget Sprog, endſige paa Latin, ſaa var det dog i alle Fald velmeent. Dette er ellers en af de førſte Gange, hvor man hører Navnet „Lapper“ anvendt; det er øjenſynligt opkommet i Sverige og betegner egentlig kun den Deel af den finſke Nation, ſom havde ſit Tilhold i Sverige og Finland[1]. Fra Malmø har hun formodentlig begivet ſig gjennem Skaane og Bleking til Sølvesborg og Kalmar, hvilke vigtige Punkter, der endnu vare i v. Vitzernes Vold, hun nu førſt og fremſt ſøgte at faa i ſin Magt, hvilket ogſaa, ſom vi have ſeet, lykkedes hende, ſkjønt imod ſtore Penge-Opofrelſer. Ved denne Lejlighed var det vel ogſaa, at Heyne Snakenborg, d. 15de September, overlod Dronningen endeel Ejendomme, ſom han havde faaet med ſin førſte Huſtru Birgitte Gøtſtavsdatter (hvoriblandt Vederholm i Veſtergøtland), for hvilke hun, ſom det heder, gav fuld Betaling, „mere af ſin Naade, Dyd, og Godvilje, end for hans Rets Skyld“, ſkjønt han havde været med i den Strid, hvori Kong Albrecht blev fangen, og havde her været hans Hjelper og Tjener, ſaavel imod Dronning Margrete „af Guds Naade Sverige, Danmarks og Norges Dronning“, ſom imod hele Sveriges Rige[2]. Naar det her heder, at Dronningen kjøbte Ejendomme af ham for fuld Betaling, ſkulde man friſtes til at tro, at denne Betaling, hun ſkulde give, kun var Løſepenge, ſom hun eftergav ham, imidlertid ſeer man dog, at hun ſiden lod ham udbetale Penge for dem, og at det ſaaledes dog har været et virkeligt Kjøb, ſkjønt det vel er muligt, at Betalingen ej har været ſtor. Heyne Snakenborgs Brødre Gerhard og Johan vare ogſaa tilſtede ved denne Act, og ſiden den Tid fremtreder Hr. Heyne Snakenborg ſom en af Dronningens meſt betroede Mend. Kalmar og Sølvesborg var ſærdeles vigtige Punkter for den Krig, ſom nu førtes med Kong Albrechts Underſaatter og Hjelpere i Tydſkland, thi disſe havde hidtil kunnet lande der for at føre Hjelpetropper til Landet; nu vare alle Havne ſtengte for dem undtagen Stockholm. Af de øvrige Slotte, forſaavidt de ſtode under Executorernes Raadighed, vare formodentlig de fleſte allerede komne i Margretes Beſiddelſer, med Undtagelſe af de finlandſke, til hvis Modtagelſe hun vel endnu ikke havde faaet gjort de nødvendige Foranſtaltninger, paa Grund af deres fjerne Beliggenhed. Men dette ſkete nu paa et Møde, ſom hun i de ſidſte Dage af October holdt i Søderkøping med Raadets fornemſte geiſtlige og verdslige Medlemmer, fornemmelig Teſtament-Executorerne, og paa hvilket hun ſaa at ſige førſt overtog den egentlige Regjering af Landet. De forſamlede Herrer bekjendtgjorde nemlig her førſt og fremſt, at de havde modtaget det Forſikkringsbrev af hende, ſom hun havde afgivet den 12te Marts Aaret forud, og ſom altſaa formodentlig nu førſt blev offentliggjort[3]. Nu viiſte det ſig, hvor ſtor hendes Magt over de hidtil ſaa myndige og umedgjørlige ſvenſke Stormend allerede var, eller ogſaa hvor ſtor de anſaa Faren at være, idet de nemlig i Betragtning af „den ſtore Naade, Trøſt og Hjelp, ſom den højbaarne Fyrſtinde, deres kjære Frue, Dronning Margrete, Sveriges og Norges Dronning og Danmarks rette Arving og Høvding, havde gjort og beviiſt Riget i denne ſtore Drøvelſe og Nød og denne ſtore Orlog og Ufred, der havde været i Riget, men ſom de haabede vilde med Guds og hendes Raad og Hjelp faa en gode og raſk Ende“, ſaavelſom ogſaa formedelſt andet utalligt godt, de havde nydt af hende, og fremdeles haabede at ſkulle nyde“, vedtog „med Samtykke og god Vilje at give hende en Hjelp over det hele Rige, ſaavel over Biſkoper, Klerker, Kirker og Kloſtre, Riddere og Svene, Landboer og Vordnede, ſom over alle Rigets Skattebønder, i hvilketſomhelſt Biſkopsdømme eller Lagſogn de bo“, nemlig ſaaledes at enhver Mand for ſig, Bonde eller Landbo, ſkulde inden næſte Faſte-Indgang have givet hende en Mark ſvenſk, enten i rede Penge eller i Varer til en ved ſamme Lejlighed nøje beſtemt Taxt. En ſaadan Skat vilde det neppe have kunnet lykkes Kong Albrecht at udvirke. Bekjendtgjørelſen derom er udferdiget den 24de October, af Erkebiſkop Henrik i Uppſala, Biſkoperne i Linkøping, Strengnes, Veſteraas og Aabo, Erngiſl Jarl, Erik Ketilsſøn Marſk, Karl Ulfsſøn, Byrge Ulfsſøn, Bo Boesſøn, Steen Benedictsſøn, Erngiſl Nikolasſøn, Stephan Ulfsſøn, Ulf Jonsſøn, Steen Boesſøn, Anund Jonsſøn, Steen Steensſøn og Thure Benedictsſøn, alle Riddere og Rigets Raadgivere. Den ſlutter med Befaling og indſtændig Opfordring til alle og enhver, om at udrede denne Hjelp med god Vilje og fuldkommen Lydighed uden noget Nej eller nogen Forklaring, og at de ville tænke paa hendes ſtore Kjærlighed og Hjelp, der „maa og ſkal med Guds og hendes Naade bringe Fred over Riget, ſaa at enhver kan under ret Raad og Landslov ved ſit eget leve og bo“[4]. Tre Dage efter (den 27de October) udſtedte de forſamlede Herrer, blandt hvilke nu ogſaa Biſkopen af Vegſjø og flere andre Riddere og Svene nævnes, en Bemyndigelſe til Dronningen om at kunne pantſette Gods af Uppſala Øde ſaavelſom andre Kronejendomme, de murede Slotte og Feſtninger undtagne, for dermed at udrede en Gave af 1000 Mk. brendt, ſom hun i taknemmelig Erkjendelſe af den Naade, Gud havde viiſt hende ved at lade hende opnaa Regjeringen over alle tre Riger med Indbyggernes gode Vilje( og i Betragtning af at Kirken havde lidt ſaa meget af „umilde Mend“, nu med det ſvenſke Raads Samtykke havde beſluttet at give til Domkirken ſamt de øvrige Kirker og Kloſtre i Riget, til Aamindelſe af hende ſelv, ſaavelſom andre Fyrſter og Herrer, hvilke hun var Tak ſkyldig. Derhos tilſagde de hende paany ſin Underſtøttelſe til Opretholdelſe af hendes Herſkab 2). Vi ſee her, hvorledes Margrete klogeligen blev ſin Politik tro, at holde ſig inde med Geiſtligheden, om det endog ſkulde koſte betydelige Opofrelſer; det bar dog i Længden gode Frugter for hende. Denne Gave kunde vel endog efter de Tiders Begreber paa en vis Maade anſees nødvendig, efterſom den øjenſynligt ſkulde ſvare til, hvad hun allerede for Danmarks og Norges Vedkommende havde forordnet i ſit Teſtament, hvilket idetmindſte i Norge anſaaes ſaa vigtigt, at det endog udtrykkeligt blev bekræftet i Raadets Forſikkringsbrev om at tage Erik af Pomern til Konge. Men de ſvenſke Herrers Føjelighed i førſt at bevilge hende en betydelig Skat, og derpaa at tillade hende at pantſette Krongodſet, er derfor ikke mindre merkelig. Det var den ſamme Dag, paa hvilken de geiſtlige og verdslige Executorer af Teſtamentet underrettede Magnus Kaſe, hvilken Bo Jonsſøn havde ſat til Høvding paa Tavaſtehuus i Finland, om den med Dronningen ſluttede Overeenskomſt, ifølge hvilken alle Slotte ſkulde ſtilles til hendes Raadighed, og derfor befalede ham, ſaaſnart hun krævede det, at overlevere Tavaſtehuus med Fogderi til Jakob Abrahamsſøn paa Aabo og Thord Bonde paa Raſeborg, hvilke Dronningen havde givet ſin Fuldmagt til at modtage det[5]. Endelig blev der nu ogſaa rettet paa de Ubehageligheder, hvori Erkebikopen og den uppſalſke Geiſtlighed hidtil havde befundet ſig med Henſyn til Jemteland, idet hun ved en Skrivelſe af 28de October meldte alle ſine Fogder og Ombudsmend ſaavelſom alle andre Bønder og Bokarle i dette Landſkab, at hun havde taget Erkebiſkopen og hans undergivne Geiſtlighed ſamt alt, hvad dem tilhørte i Jemteland, under ſin kongelige Beſkyttelſe, og befalede derfor alle, til hvem Brevet var henvendt, at gjøre denne ſin Skyldighed[6]. Hine ſtore Bevilgninger ſynes ſtrax at have ſat Margrete iſtand til at indløſe endeel pantſat Gods og afdrage endeel Gjeld[7].

Dette merkelige Møde hævedes ikke førend efter October Maaneds Udgang[8]. Dronningen blev fremdeles en Tidlang i Sverige, hvor hendes Nærværelſe nu var paatrængende nødvendig til Fredens ſnareſt mulige Gjenoprettelſe. Dog ſynes hun førſt at have villet ſikkre ſig fuldkommen Beſiddelſe af Slottene og ſelve Landet, førend hun ſkreed til noget Angreb paa det velbefeſtede Stockholm, Mecklenburgernes ſidſte Beſiddelſe og Tilhold i Landet, efterat nu ogſaa Kalmar var falden i Dronningens Hender og Ørebro idetmindſte kort efter havde ſamme Skjebne[9]. Dog maa Forbindelſen mellem Stockholm og det omliggende Land have været temmelig afſkaaret, ſiden endog det ikke langt derfra liggende, vigtige Slot Steket, der beherſkede Opſejlingen til Sigtuna og Uppſala, var i Dronningens Beſiddelſe og under Befaling af Hr. Steen Boesſøn, en af Executorerne[10]. Sit egentlige Standqvarteer ſynes Dronningen at have taget i ſit kjære Vadſtena, hvor hendes Ungdomsveninde, Ingegerd Knutsdatter, Aaret forud var bleven højtideligt indviet til Kloſtrets førſte Abbedisſe[11]. Men heller ikke under ſit Ophold her var Margrete ledig, og man kan vel egentlig ſige, at de i Søderkøping begyndte Forhandlinger med Raadet ogſaa fortſattes i Vadſtena, hvor vi inden November Maaneds Udgang finde flere Biſkoper og en ſtor Mengde af Rigets fornemſte Mend forſamlede hos hende. De overvar, heder det, Højtidelighederne, da den ovenfor omtalte norſke Huusfrue Brynhild Joſephsdatter og Gyrid Gudleifsdatter, ligeledes fra Norge, bleve optagne i Kloſtret den 28de November, ſaavelſom tvende Brødre[12], men man kan være temmelig overbeviiſt om, at der var andre og vigtigere Anliggender end disſe Højtideligheder, der havde kaldt dem ſammen, om der end ikke erfares anden umiddelbar Følge af Dronningens Ophold i Vadſtena, end at hun to Dage efter hiin Højtidelighed udſtedte et Varnadarbrev for Kloſtret[13]. Men der kan vel neppe tvivles om, at hun allerede nu forberedede et vigtigt og for hende yderſt fordeelagtigt Skridt, der kom til Udførelſe paa en ny Sammenkomſt, ſom hun den paafølgende Sommer havde med Executorerne paa Slottet Stekeborg[14]; her enedes nemlig disſe om at overdrage Beſtyrelſen af Bo Jonsſøns Gods og de Panter, Dronningen havde ſtillet hans Børn iſtedetfor de opladte Slotte, til Hr. Steen Boesſøn alene, ſom Børnenes nærmeſte Frænde paa fedrene Side, medens de øvrige Executorer herefter ſkulde være ganſke frie for alt Anſvar, (20de Juli 1390). Herved fik nemlig Margrete med ham alene at gjøre, iſtedetfor en heel Deel myndige Herrer.

I hele denne Tid ſynes Dronningen at have opholdt ſig i Sverige for at befeſte ſig paa Tronen og treffe Foranſtaltninger til ſine Rigers Forſvar, naar Fjendtlighederne atter brød ud[15]. I ret førſte Aar efter Slaget ved Falkøping var endnu alt roligt, hvad enten nu Mecklenburgernes Stridskræfter for det førſte var udtømte, eller hvad der vel er det ſandſynligſte — at der har været indgaaet en Stilſtand, indtil man havde dagthinget om de Fangnes Befrielſe. Det er højſt rimeligt, at de mecklenburgſke Herrer en Tidlang haabede at kunne bevirke Albrechts Frigivelſe, og at de ſaa lenge indſtillede alle Fjendtligheder, dog hindredes de ogſaa ved en Fejde med Brandenburg[16]. Den ſamtidige lübeckſke Chroniſt ſiger udtrykkeligt, at Dronningen i Aaret 1390 „tog mange Dage med Kong Albrechts Mend og Stæder, nemlig Roſtock og Wismar, men holdt ingen“, det vil ſige, indfandt ſig ikke, eller ſendte ingen Befuldmegtigede til de aftalte Møder[17]. Lenger ud paa Aaret, formodentlig ſeenhøſtes, da Stilſtanden maaſkee enten var løben ud, eller man ſaa, at der ikke kom noget ud af Underhandlingerne, udruſtede Kong Albrechts Farbroder, Hertug Johan af Mecklenburg-Stargard[18], en Hær og Flaade for at komme Stockholm til Hjelp, men paa Overfarten fik han en heftig Storm, hvorved et af Skibene ſtrandede paa Øland, og de, der vare ombord, mange Riddere og Svene, deels omkom, deels bleve tagne til Fange. Et andet Skib førte Befalingsmanden troløſt lige til Kalmar, ſaa at det faldt i Fjendens Hænder med hele ſin Beſetning[19]. Herved nødſagedes Hertugen til at vende tilbage med uforrettet Sag, og ſaaledes forſkaanedes Landene i hele dette Aar for Krigens Onder, naar undtages de ſmaa Fegtninger, der vel altid fra Tid til anden have fundet Sted i Omegnen af Stockholm, hvis Beſetning og Indbyggere viſt ikke lod ſig afſtenge fra det øvrige Land uden Modſtand.

I det følgende Aar gjorde Mecklenburgerne nye Anſtrengelſer for at undſette Stockholm og vinde et Fodfeſte i Sverige, der kunde ſikkre Kong Albrechts Frigivelſe. Stæderne Roſtock og Wismar forbandt ſig i Mai 1391 med Hertug Johan af Stargard og hans Sønner, den unge Hertug Johan Magnusſøn, og alle disſes Riddere og Svene i Mecklenburg om at ſtaa Margrete og hendes Riger imod og aldrig indgaa noget Forliig med hende, førend Albrecht var kommen fri. Flere mindre Stæder i Mecklenburg, navnligt Schwerin, ſluttede ſig til Forbundet. Hertugerne ſøgte ogſaa at faa baade de tydſke Riddere i Preusſen og den romerſke Konge Wenzeslav draget ind i Forbundet[20]. Herved ſaa Hertug Johan ſig iſtand til atter at ſamle en ſtor Styrke, med hvilken han imod Udgangen af Auguſt[21] ſejlede til Stockholm, idet han undervejs anløb Bornholm og Gotland og herjede og brandſkattede paa begge Steder. Da han kom til Stockholm, fandt han Staden indſluttet af en danſk Hær, ſom Dronningen, der om Vaaren havde været nede i Danmark, formodentlig havde faaet ſamlet og afſendt[22], og til hvilken vel og endeel ſvenſke Stridsmend havde ſluttet ſig. De Danſke havde bygget tvende Skandſer foran Staden; den ene tog Mecklenburgerne ſtrax, men den anden, der laa paa en Klippe, forſvarede ſig ſaa længe, at Hungersnød tilſidſt tvang begge Parter til at indſtille Fjendtlighederne og dagthinge. Dronningen, der atter havde begivet ſig til Sverige, underhandlede ſelv med de mecklenburgſke Herrer, maaſkee i Nykøping, hvor hun befandt ſig den 21de October[23]. Der blev indgaaet en Vaabenhvile indtil 8 Dage efter Pints, eller 9de Juni 1392, til hvilken Tid hun ſkulde ſamles med de mecklenburgſke Fyrſter og Deputerede fra Stæderne Roſtock og Vismar paa Falſterbod for at underhandle nærmere om Kong Albrechts og hans Søns Frigivelſe. Disſe ſkulde imidlertid forblive i Fangenſkab, medens derimod de Fanger, ſom Fyrſterne havde taget, ſkulde have Dag indtil Mødet, ſom det heder, det vil vel ſige ſættes i Frihed mod ſit Æresord og Caution for de Løſepenge, ſom de havde at betale. .Til dette Møde ſkulde ogſaa de øvrige Stæder anmodes om at ſende Deputerede, formodentlig for at Underhandlingerne kunde ſkee under deres Megling[24]. Denne Anmodning blev ſtrax efter fremſat paa en ſtørre Hanſedag, ſom ved Mortensmesſe titte November) holdtes i Hamburg, til Bileggelſe af en Uenighed, der i lengere Tid havde herſket mellem den tydſke Hanſa og de Flamſke; nogen fælles Beſlutning blev dog ikke fattet, men de Deputerede lovede kun at forelegge Sagen hver for ſit Stads Raad til nærmere Afgjørelſe, og ſiden tilſkrive hine to Stæder derom. Imidlertid ſkal Hertug Johan være vendt tilbage til Tydſkland med de øvrige Fyrſter og ſin Hær. Naar det heder, at han ſkal have provianteret Stockholm, kan det ikke have ſtort at betyde, ſiden det udtrykkeligt berettes, at Hunger ikke mindre tvang ham end de Danſke og Svenſke til at indgaa Stilſtanden.

Der blev ſaaledes atter roligt i et halvt Aars Tid; idetmindſte nævnes der ikke om nogen Fjendtligheder i den øvrige Deel af 1391 og den førſte Halvdeel af 1392. Men deſto ivrigere forberedede man ſig paa begge Sider til at optage dem, naar Stilſtanden var ude. Det berammede Fredsmøde paa Falſterbod blev ikke holdt. I de islandſke Annaler heder det, at Tydſkerne udeblev[25], og det er heller ikke uſandſynligt, at Vitaliebrødrene, ſom vi ſtrax nedenfor komme til at omtale nærmere, allerede nu gjorde Farvandene ſaa uſikkre, at ingen Geſandter vovede at drage over til Skaane. Men Dronningen ſynes i alle Fald ikke at have ſvigtet Aftalen, uagtet hun endnu i April havde holdt et Raadsmøde i Norge[26], thi hun var i alle Fald tilſtede ved Danehofet, der i de førſte Dage af Juli holdtes i Vordingborg, ſaaat hun altſaa var nær ved Haanden, og der var her endog ſvenſke Herrer tilſtede, ſom Biſkop Thorſtein af Skara, Gerhard og Heyne Snakenborg, Karl Baat, ligeſom det ogſaa er højſt ſandſynligt, at Biſkop Thord af Strengnes agtede ſig did, da han, ſom det nedenfor ſkal berettes, paa Vejen blev anfaldt og tagen til Fange af hine Sørøvere[27]. Den ſandſynligſte Grund til Mecklenburgernes og deres Hjelperes Udeblivelſe torde vel være den, at de imidlertid havde faaet Vished om, at de ingen videre Biſtand havde at vente af de øvrige Stæder. Disſe ſtod vel paa en nok ſaa venſkabelig Fod med Kong Albrecht i hans Egenſkab af mecklenburgſk Hertug og undte ham nok ſaa gjerne Friheden; men derimod vilde de nødigt have ham tilbage paa Sveriges Trone og ønſkede for Øjeblikket helſt, at Foreningen af alle tre Riger under Margretes Herredømme maatte vedblive, da de, ſom det heder, deraf ſpaaede ſig alt muligt godt. Formodentlig havde deres Handel lidt ſaa meget under den mangeaarige Fejde mellem Mecklenburgerne og Dronning Margrete, iſær ved de Sørøverier, hvortil denne Fejde gav ſaa rigelig Lejlighed, at de med Glæde hilſede en Tingenes Orden, der lovede dem varig Fred og Ro, idet de vel altid haabede, ligefuldt at kunne hevde ſin Handels-Overlegenhed. Dog ſiges det ogſaa udtrykkeligt, at den formaaende Borgermeſter i Lübeck, Henrik Weſthof, var en perſonlig Ven af Dronningen og benyttede ſin ſtore Indflydelſe i denne Stad, ſom var den ledende i Hanſeforbundet, til overhoved at ſtemme dette til Gunſt for Dronningen og Rigernes Forening[28]. Herover opſtod megen Forbittrelſe i Roſtock og Wismar, og disſe Stæder greb nu til en Udvej, ſom viſtnok fremſkyndede Kong Albrechts Befrielſe og ſaaledes paa en Maade ſvarede til ſin Henſigt, men ſom tillige blev yderſt fordærvelig for Stædernes Handel og Skibsfart og i en lang Rekke af Aar bragte uſigelige Ulykker over Norden. De lod nemlig bekjendtgjøre, at hvo, der paa egen Haand havde Lyſt til at herje paa Nordens tre Kongeriger, ſkulde finde ſikker Tilflugt og Biſtand hos dem, og kunde frit løbe ud og ind ei deres Havne, og der ſelge alt det Bytte, de maatte gjøre. Paa den Maade, ſiges der, ſamlede der ſig en tøjleløs Mængde af alle Slags Folk, Hofmend, Borgere fra mange forſkjellige Byer, Bønder og andre, ſom ſagde, at de vilde tvinge Dronning Margrete til at frigive Kong Albrecht, og at de ikke vilde gjøre andre nogen Skade end dem, der underſtøttede Dronningen med Gods og Hjelp. Men desuagtet anfaldt de baade Venner og Fjender og foruroligede den hele Sø og alle Kjøbmend; og fornemmeligt, ſiges det, ſkal man i Roſtock og Vismar have glædet ſig, naar de kom med Bytte, ſom var røvet fra Lübeckerne, fordi man iſær gav disſe Skylden for, at Kong Albrecht endnu holdtes fangen. Sørøverne ſelv lod offentligt bekjendtgjøre, at alle Misdædere, Landflygtige og Fredløſe blot kunde komme til dem: de ſkulde ſtrax blive optagne og faa ſikkert Tilhold i deres Byer, Borge og faſte Steder. De kaldte ſig Vitaliebrødre (egentlig „Victualiebrødre“) hvad enten nu fordi de foregav ſom deres egentlige Beſtemmelſe at bringe Victualier eller Levnetsmidler til Stockholm for derved at ſette Staden iſtand til at udholde Blokaden deſto lenger, eller fordi de ſelv maatte ſkaffe ſig det fornødne til ſin Underholdning, det vil ſige, ved at drive det ſkjendigſte Sørøveri i Fleng[29]. Blandt Anførerne nævnes iſær en vis Henning Mandüvel, Arnold Stuke, Nikolas Gylge af Schwerin, Olaf og Heine Schutke, en vis Gunnar o. fl., hvilke Navne allerede viſe, at de ej alle vare Tydſke, men at der ogſaa fandtes Nordboer iblandt dem. De ſøgte at ſkaffe ſig faſte Tilhold i flere af Øſterſøens Afkroge, hvor det ej var ſaa let at angribe dem. Saaledes ſamlede der ſig allerede om Høſten 1392 over femtenhundrede i de liflandſke Farvande, der ſøgte at ſette ſig faſt paa Biſkopen af Revals Enemerker, altſaa formodentlig paa en af Smaaøerne ved Indløbet til den finſke Bugt; og deres Antal tiltog her Dag for Dag. Men kort efter bemegtigede de ſig Gotland i Kong Albrechts Navn og havde her et endnu bekvemmere Middel- og Udgangspunkt for ſin ſkammelige Bedrift. I den ſydlige Deel af Øſterſøen huſerede de ſaaledes, at Stæderne indtil videre maatte forbyde Sildefiſket ved Skaane, og denne indbringende Sysſel ophørte i tre Aar. I Sverige opſtod der formelig Dyrtid af Mangel paa Tilførſel. Hertug Albrecht af Bayern, Greve af Holland, Zeeland og Hennegau, forkyndte allerede i September for alle Borgermeſtre og Raad i de hollandſke og zeelandſke Stæder, at han havde faaet Brev fra Wismar og Roſtock om den ſtore Krig og Orlog, der nu raſede mellem Dronning Margrete paa den ene, og Kong Albrecht og os hiins Venner og Stæder paa den anden Side, og befalede derfor de ſamme Borgermeſtre ikke at tillade Borgere af hine Stæder at fare paa Danmark, Norge eller Sverige, ſaa længe Krigen ſtod paa, end mindre at beſpiſe eller underſtøtte Dronningens Fjender[30]. Lignende Forbud have ſandſynligviis ogſaa andre Fyrſter givet. Sørøvernes Frekhed gik endog ſaa vidt, at Arnold Stuke og Nikolas anfaldt Biſkop Thord af Strengnes, til hvem de vel iſær havde et ondt Øje ſom en af Teſtament-Executorerne, da han omtrent paa ſamme Tid med ſin Capellan og et ſtort Følge ſkulde drage til Dronningen for at deeltage i Mødet paa Falſterbod eller i Vordingborg; de fangede ham og alle hans Folk og bragte dem til Stockholm, hvor Hertug Johan den yngre af Stargard, Albrechts Fetter, ſom imidlertid havde overtaget Befalingen der, holdt dem fængſlede i halvandet Aar, efter det.almindelige Rygte endog med Lænker om Hals og Fødder[31]. Dronningen gjorde alt hvad der ſtod i hendes Magt for at møde det truende Uvejr, førend det brød løs, og ſiden for at ſtandſe dette Uvæſen, men desverre lykkedes dette hende ikke ſaa godt, ſom ønſkeligt kunde være, paa. Grund af det Forfald, hvori Søforſvarsvæſenet nu var kommet, .ſiden Hanſeaterne havde bemegtiget ſig Skibsfarten i Norden, og Ledings-Indretningen i Danmark og Sverige neppe engang længer beſtod af Navn, medens den i Norge langtfra var hvad den tidligere havde været. Førſt og fremſt ſøgte Dronningen at ſikkre ſig de farlige holſtenſke Grevers Neutralitet ved at indgaa en ny Overeenskomſt med dem paa det nysomtalte Danehof i Vordingborg, den 12te Juli 1392, i Følge hvilken der ſkulde være en evig Fred mellem begge Parter, og den ene ikke befatte ſig med den andens Lande. Dernæſt ſøgte hun at ſkaffe Krigsſkibe til Veje, og da, ſom ſagt, den gamle Søforſvars-Indretning var aldeles forfalden i Danmark og Sverige ſiden Ruſttjeneſtens Opkomſt, maatte hun endog ſender en Geſandt til England for der med Kong Richards Tilladelſe at faa lejet Skibe, hvilket ogſaa lykkedes, idet Kong Richard ved Brev af 20de April, „formedelſt det Venſkabs Forbund, der var mellem ham og hans kjære Syſter Dronningen af Norge, Sverige og Danmark“, tillod Sven at leje trende ſtore Krigs-Skibe, der laa i Havnen ved Lynn, med Befalingsmend og Mandſkab, og uhindret at fore dem over til hendes Landes Forſvar[32]. I Norge, hvor Dronningen allerede i April 1392 havde holdt et Raadsmøde, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, lod hun i Kong Eriks Navn[33] ved Breve, udſtedte fra Oslo i Begyndelſen af Marts 1393, udgaa Opbud af fuld Almenning „paa Grund af den ſtore Ufred og Orlog, ſom Kongens Fjender, Tydſkerne, agtede at gjøre alle Vegne i Kongens Riger og Lande“. Mandſkabet ſkulde være rede med Skibe, Vaaben og Levnetsmidler ſeneſt aatte Dage efter Paaſke i Oslo, til at fare ſaaledes, ſom Fehirden paa Akershuus nærmere ſkulde tilſige, under Landraadeſags Straf for Overhørighed[34]. Til Island ſendte hun allerede om Sommeren eller Høſten 1392 et Sendebud, ved Navn Thjodbjørn, med et Brev, hvori hun fordrede en overordentlig Skat af een Mark forngild for hver ſkattepligtig-Mand, ligeledes tinder den Truſel, at Enhver, der vegrede ſig ved at betale, ſkulde anſees ſom Landraademand. Hun ſtøttede ſig vel her til, at hun ingen Privilegier havde fornyet, ſiden endnu ingen egentlig Hylding havde fundet Sted. Hvorledes Almennings-Udbudet blev optaget af Nordmendene, er ikke bekjendt, og da der ej ſenere tales om, at der udgik nogen Leding fra Norge, medens vi derhos ville ſee, at Fjenderne ligefuldt hjemſøgte det, er det nok muligt, at Ledingen er bleven indſtillet eller fik en anden Anvendelſe. Paa Island mødte Skattepaabudet vel nogen Modſtand, men havde dog tilſidſt ret god Fremgang. I Førſtningen, da Thjodbjørn var kommen med Brevet, ſvarede næſten alle, at de ikke vilde indlade ſig derpaa. Men ſiden, da den forhen omtalte Høvding Bjørn Einarsſøn i Vatnsfjord holdt ſin Datters Bryllup d. 14de October, benyttede Hirdſtjoren Vigfuus Ivarsſøn ſig af denne Lejlighed, da ſaa mange anſeede Mend vare tilſtede, til at komme frem med Brevet, og formodentlig ogſaa-paa bedſte Maade at anbefale Sagen; og han havde den Tilfredsſtillelſe, at mange af de bedſte Mend ſtrax erklærede ſig villige til at underkaſte ſig Ydelſen. Det følgende Aar fremſatte han Dronningens Anmodning paa Thinget, og her forbandt alle de bedſte Mend ſig, paa Eyfjordingerne nær, til at give hver 8 Alen Havnevaad (almindeligt Vaadmaal) for Vigfuus’s Skyld, dog ſaaledes, at dette ikke ſkulde kaldes nogen Skat eller oftere kræves. Eyfjordingerne vilde ſlet intet give[35]. Denne Ydelſe blev ſaaledes viſtnok ikke ſaa ſtor, ſom Dronningen havde fordret den, men noget, og vel ej ſaa ganſke ubetydeligt, maa dog altid være kommet ind.

Disſe Forberedelſer, og Ledings-Udbudet i Norge, hindrede dog ikke, at Sørøverne fremdeles ſpillede Meſter i de danſke og norſke Farvande. De herjede-Svenborg og Helſingborg, og hjemſøgte endelig Bergen paa en Maade, der endog minder om Vendernes Angreb paa Kongehelle i 1136. I Paaſke-Ugen 1393, altſaa mellem 6te og 13de April, ankom der til Bergen fire ſtore Skibe[36] med ni hundrede Skytter, formodentlig Hageſkytter, under Anførſel-af en tydſk Herre, beſlegtet med Kong Albrecht, hvis Navn i de islandſke Annaler, der berette herom, forvanſkes til Enis, og en anden, der kaldes Mækenborg eller Mecklenburg[37], der ligeledes ſkal have været Kong Albrechts Frænde. De paaſtod, ſiges der, at Kong Albrecht nu var retmæsſig Arving og Konge til Norge, og derfor maa man formode, at de, idetmindſte for et Syns Skyld, opfordrede Befalingsmanden og Indbyggerne til at underkaſte ſig med det Gode, førend de ſkred til Angreb. Jon Darre var nu Fehirde og Hirdſtjore i Bergen, efterat Haakon Jonsſøn var død Vaaren eller Sommeren forud[38].“ Til ham nyttede det ikke at komme med en ſaadan Opfordring. Sørøverne gjorde derfor Landgang den 17de April indenfor Nordnes[39], men Bymendene mødte dem under Jon Darres Anførſel og forſvarede ſig med megen Tapperhed, iſær roſes Jon Darre ſelv og en Henrik Aslaksſøn, der bar Merket. Der faldt mange paa begge Sider, dog fleſt af Tydſkerne, blandt dem endog hiin ſaakaldte Mecklenburg, der blev ſkudt af en Nordfarer ved Navn Erik. Den haardeſte Strid og det ſtørſte Mandefald ſkete indenfor Minoriterkloſtret (nu Domkirken), hvorhen Nordmendene vel efterhaanden drog ſig tilbage. Thi Sørøverne fik dog omſider Overhaand, formodentlig paa Grund af ſin ſtørre Mængde og bedre Vaaben; Bymendene havde ogſaa det Uheld, at Befalingsmanden, Jon Darre, blev fangen, og at Merkesmanden, Henrik Aslaksſøn blev drebt af et Skud gjennem Hovedet, juſt ſom han løftede paa Staalhuen for at afkøle ſig lidt. Byen blev nu priisgiven for den ſkrækkeligſte Plyndring, og mange Menneſker bleve drebte; Røverne ſparede hverken Kirker, Kloſtre eller Kvinder og ranede alt hvad der havde nogen Verdi, og det ſaa grundigt, fortelles der, at de endog heller ſænkede ned paa Søen, hvad de ikke kunde faa med ſig, end at de lod Indbyggerne faa beholde det. Ogſaa Skibe med deres Ankere tog de, men et Anker, der kaldtes Langbein, og ſom Kong Olaf (den hellige?) havde ejet, ſkal de ikke have kunnet rokket fra ſin Plads. Tilſidſt ſatte de Ild paa Byen. Biſkopen og Lagmanden, Arnulf Gunnarsſøn, ſaavelſom flere andre Mend paa Borgerſkabets Vegne, bleve ved Truſler nødte til at ſverge Kong Albrechts Troſkabs-Eed, dog lader det til, at det kun ſkete med det Forbehold i Eeden, „om han var Konge med Rette“. Paa egte Sørøverviis lod Hr. Enis ſine egne faldne Krigeres Liig bringe ud paa Vaagen og der ſænke ned; kun ſin Medanfører lod han ordentlig jordfeſte, og idet med ſtor Højtidelighed, ved Minoriterkirken. Inden.aatte Dages Forløb droge de bort igjen, efterladende en tydſk Beſetning i Borgen, og medbringende ſine Fanger, hvoriblandt Jon Darre[40]. Et af deres Skibe ſkal dog ſtrax efter være blevet erobret, formodentlig af hine i England lejede Krigsfartøjer, der juſt paa denne Tid maa have været paa Vejen til Danmark, og ſaaledes kunde ſtøde ſammen med Røverne i Nordſøen eller Kattegattet. Beſetningen paa dette Skib, 80 Mand, bleve alle henrettede ſom Sørøvere[41]. Den i Bergen efterladte Beſetning fik ogſaa ſnart ſin fortjente Straf, thi Fehirden i Nidaroos, Otte Rømer, ſamlede ſtrax, ſom der ſiges, endeel Krigsfolk — maaſkee kom han kun tilfeldigviis ſtrax efter til Bergen med de Ledingstropper, ſom han ifølge Udbudet havde ſamlet — og ſøgte førſt at indhente Røverſkibene, men vendte ſig, da disſe allerede havde faaet for ſtort Forſpring, mod den tydſke Beſetning i Bergen, der nu, ſom der ſiges, ſkareviis blev drebt[42]. Jon Darre forblev imidlertid i Fangenſkab, omtrent et Aars Tid, og kom da paa fri Fod, imod Forſkrivning om at betale Løſepenge[43]. Dog kom han ikke for det førſte tilbage til Norge eller ſit Embede i Bergen, hvor Otte Rømer fremdeles ſynes at være forbleven. Samtidigt med dette Angreb paa Bergen, eller maaſkee endogſaa tidligere, gjorde Tydſkerne i Stockholm, eller maaſkee ſnarere Sørøverne, der nu forſamlede ſig deri Mængdeviis, ødeleggende Tog omkring i de nærmeſte Landſkaber, opbrendte Veſteraas, Eenkøping, Nykøping og Linkøping, ſkjendte og brendte rundt om i Herederne, og nedſablede en Bondehær, der vovede at gjøre dem Modſtand, ved Tillinge[44] Stort bedre gik det vel heller ikke til i Omegnen af Bergen, ſaa længe Røverne holdt ſig der.

Tilſtanden var nu bleven ſaa utaalelig overalt i de nordiſke Farvande og paa Kyſterne, og Stædernes egen Handel og Skibsfart havde lidt ſaa voldſomme Stød[45] at de alvorligt maatte være betænkte paa en virkſom Fredsmegling. Den 22de Juni holdtes der en Hanſedag i Lübeck, hvor der blandt andet blev beſtemt, at formedelſt Ufri-dens Skyld maatte endnu i et Aar ingen drage til Skaane for at nedſalte eller opkjøbe Sild[46]; men ved ſamme Lejlighed blev formodentligt ogſaa et Mode aftalt og berammet, ſom ved Michelsdagstider holdtes i Skanør eller paa Falſterbod, og hvor ſaavel Dronningen og hendes Raad, ſom Hertug Johan af Mecklenburg og hans Raadgivere indfandt ſig for under Stædernes Megling at dagthinge om Freden. Begge Parter erklærede ſig villige til at antage denne Megling, dog Dronningen med det Forbehold: „ſaavidt hendes Ære tillod det“. Dronningen fremførte nu ſine Retsgrunde og Paaſtande, medens. Hertugen fordrede, at man ſkulde hente Kong Albrecht fra Lindholms Slot, for at han ſelv kunde ſvare dertil. Herpaa vilde dog Dronningen ikke indlade ſig, ſigende at dette ej ſtod til hende at gjøre — hvilket ſynes at antyde, at hun har ſtillet det ſvenſke Raad Sikkerhed for, at Albrecht ej ſkulde komme ud af Fængſlet uden dets Tilladelſe — men at der intet var i Vejen for, at Hertug Johan og hans Raad kunde faa Albrecht i Tale paa ſelve Lindholm og der indhente hans Inſtructioner. Dette ſyntes dog igjen Hertugen og hans Raad ikke om; maaſkee frygtede de for, at Dronningen og hendes Mend vilde ſvige dem. Efter megen Talen frem og tilbage foreſlog endelig Stædernes Geſandter (hvoriblandt Henrik Weſthof) følgende Afgjørelſe, der ſiden ogſaa blev Grundlaget for den endelige Fredsſlutning: at Kong Albrecht ſkulde frigives paa to eller tre Aar med Forpligtelſe til da igjen at indſtille ſig i Fangenſkabet, hvis han ikke imidlertid var bleven forligt med Dronningen, og at Stockholm til.Sikkerhed for dette Løftes Opfyldelſe ſkulde overgives til fire Mend af begge Parters Raad, eller ſom opnævntes af Stæderne, for ſiden at gives Kongens Mend tilbage, hvis han atter indſtillede ſig i Fængſlet, eller i modſat Fald at overgives til Dronningen. Herimod havde Hertug Johan ikke ſynderligt at indvende, og heller ikke Dronningen, undtagen at hun ikke fandt Sikkerheden betryggende nok. Hun undſkyldte ſig med, at hun førſt maatte tale med ſit norſke og ſvenſke Rigsraad, ſom nu ikke var tilſtede, men ſom havde taget den Forpligtelſe af hende, at hun i denne Sag intet ſkulde foretage ſig uden dem; ſiden, formodentlig efterat Hertugen allerede var dragen bort igjen, ſagde hun ligefrem til Geſandterne, at hun gjerne vilde føje ſig efter deres Afgjørelſe, naar kun Stæderne ſelv ſtillede hende og hendes Riger fuldkommen Sikkerhed for, at hun til den beſtemte Tid enten fik Kongen igjen i ſin Forvaring, eller Stockholm i ſin og Raadets Magt. Forreſten lovede hun halvt om halvt at meddele Stæderne, hvad Beſlutning hun og hendes Raad havde taget, naar disſe holdt ſin næſte Hanſedag, hvilken foreløbigt berammedes til førſtkommende Kyndelmisſe[47].

Saaledes kom endnu intet Forliig iſtand, og de trende Riger, fornemmelig Sverige og Danmark, maatte fremdeles lide under Sørøverkrigens Rædſler. Det ſkal have været i dette Aar, at Røverne endog vovede at angribe et ſtærkt Stralſunderſkib, uagtet de meget godt vidſte, og det tillige blev dem ſagt, at det ikke tilhørte de Danſke, men de Tydſke. Men denne Gang kom de til kort, deres eget Skib blev taget, og noget over hundrede tagne til Fange, hvilke Sejerherrerne af Mangel paa Baand og Lænker ſtoppede ind i Tønder og forvarede i Skibsrummet, indtil de kom hjem, hvor de da bleve tagne ud een for een og halshugne[48]. Dette viſer, hvor ſtor Forbittrelſen maa have været imod dem, endog blandt deres egne Landsmend. Siden gjorde ogſaa Dronningen alvorlige Foranſtaltninger til at forjage dem fra Stockholm og vinde denne Stad tilbage. Hun valgte dertil Vintertiden, maaſkee fordi det da var vanſkeligere for Røverne at komme Staden til Undſetning, og overdrog Befalingen over Belejringshæren til Abraham Brodersſøn og Algøt Magnusſøn, der nu var Høvding paa Ørebro[49]. De danſke Tropper have ſaaledes formodentlig iſær været ſamlede fra Dronningens eget Landſkab Halland. Selv begav hun ſig til Kalmar, hvorfra hun den 25de Januar tilſkrev Stæderne og bad dem undſkylde, at hun ikke kunde ſende Nogen af ſit Raad med noget afgjørende Svar til Hanſedagen i Lübeck, da Tiden havde været for knap til at faa indhentet begge Rigsraads Erklæring; imidlertid havde alle de Medlemmer af disſe, ſom hun enkeltviis havde talt med, fundet, at hun ligeſaa vel ſom Hertugen kunde betroe ſig til Stæderne, naar hun kun fik tilbørlig Sikkerhed for ſig og ſit Rige, hvilket hun ogſaa haabede, at Stæderne ej vilde negte hende, da hverken hun eller hendes Mend med ſit Vidende havde fornærmet dem, ligeſom det heller ikke var hendes Skyld, at nogen endelig Fred ej var kommen iſtand paa Falſterbod, da hun her ikke havde kunnet gaa videre i ſine Tilbud. Hun henſtillede det derfor til Stæderne at holde et nyt Fredsmøde med hende i Danmark, og bad om Svar herpaa, ſaavelſom om hvorvidt de i Forening med hende vilde bekrige Sørøverne[50]. Imidlertid fortſattes Belejringen af Stockholm med ſaadant Eftertryk, at Staden nær havde maattet overgive ſig formedelſt Hungersnød, hvis ikke Hertug Johan i den yderſte Tid havde ſendt nogle Skibe fra Wismar til Undſetning. Disſe havde vel mange Vanſkeligheder at kæmpe med, da de frøs inde ved Dalarø og bleve angrebne af en overlegen danſk Styrke, men ved Anførernes Klogſkab fik de dog ſlaaet Angrebet tilbage, og da der ſtrax efter indtraf Tøvejr, udrettede de ſit Erende og forſynede Staden med Levnetsmidler for lengere Tid, ſaa at ogſaa denne Belejring blev frugtesløs[51]. Havde det lykkets Dronningen at faa Staden indtaget, da er det vel et Spørsmaal, om Kong Albrecht nogenſinde vilde have faaet ſin Frihed igjen. Dette indſaa viſt ogſaa hans Tilhængere meget vel, ſiden de med ſaadan Haardnakkethed forſvarede Staden. Det Held, ſom Sørøverne havde med ſig, gjorde dem endnu driſtigere end forhen. Det var viſtnok i overmodig Forventning om, at Stæderne nu vare blevne alvorligt bange, at Hertug Johan og Afſendinger fra Roſtock og Wismar indfandt ſig paa Hanſedagen i Lübeck, der afholdtes en Maaned ſenere end efter den førſte Beſtemmelſe, og ſøgte at aflokke Stæderne Løftet om, i Nødsfald endog med Vaabenmagt at ville tvinge Dronningen til at give Kongen løs, idet de gav hende al Skylden for, at man ikke ved forrige Møde paa Falſterbod var kommen til Fred og Enighed. Men herpaa vilde Stæderne naturligviis ikke indlade ſig, uagtet de ellers erklærede ſig villige til at megle Fred; tvertimod vedtog de endog at udruſte endeel bevæbnede Skibe for at frede Søen — altſaa i Virkeligheden for at underſtøtte Dronningen —, uagtet hine Sendebud forſikkrede, at man herefter vilde afholde ſig fra at angribe Stædernes Skibe, ja endog tilbød Erſtatning for den Skade, der allerede var dem tilføjet. Det er tydeligt nok, at Stæderne ej troede paa disſe Forſikkringer. De udſtedte endog et Forbud til alle hanſeatiſke Skibe mod at ſejle gjennem Øreſund, men ſkrev forøvrigt til Dronningen, at ſiden hun ønſkede et Møde med dem i Danmark, ſkulde deres Sendebud indfinde ſig hos hende til St. Hansdag, om hun ellers til den Tid kunde faa ſine Raad ſamlede[52]. Omtrent ſamtidig hermed var formodentlig en Skrivelſe, ſom den foromtalte Hertug Albrecht. Greve af Holland og Zeeland, henvendte til Dronningen, og hvori han underrettede hende om, at Sørøverne fra Wismar og Roſtock havde plyndret en Amſterdamer for 6000 Gylden, og at han derfor havde givet ſine Underſaatter Tilladelſe til at fejde paa disſe Stæder, hvortil han anholdt om Dronningens Biſtand[53]. Det nyttede dog altſammen intet. Sørøverne forfatte fremdeles ſit Uvæſen. I Juli 1394 herjede og opbrendte de Malmø[54], og man erfarer, at de højt anſeede Mend Hr. Jens Ruut fra Danmark og Arvid Benedictsſøn fra Sverige omtrent ved denne Tid eller maaſkee noget tidligere vare faldne i deres Hender og maatte give Forſkrivning paa Løſepenge for at komme fri.

Disſe Uroligheder var maaſkee Aarſag i, at den Sammenkomſt, der ſkulde holdes i Danmark ved Midſommerstider, blev udſat til de førſte Dage i Auguſt. Den holdtes i Helſingborg. Om Dronningen her havde faaet det norſke og ſvenſke Raad ſamlede, ſaaledes ſom det var aftalt, vides ikke, men ſaa meget er viſt, at der foruden Erkebiſkopen af Lund var tre danſke Biſkoper, tre norſke, nemlig Eyſtein af Oslo, Henrik af Orknø og Vikbold af Færø, og to ſvenſke, Thord af Strengnes og Henning af Vegſjø, tilſtede, foruden en Titulærbiſkop[55]. Det er derfor ikke uſandſynligt, at ogſaa idetmindſte nogle af de verdslige Herrer have været der, ſkjønt neppe i tilſtrækkeligt Antal. Stædernes Geſandter indfandt ſig ſtrax efter den 15de Auguſt, men der blev enten ingen Underhandlinger af, eller ogſaa bleve de ſnart afbrudte formedelſt et voldſomt Slagsmaal, der opſtod mellem nogle Danſke og Tydſke paa et Vertshuus og koſtede en Borgermeſter i Stralſund Livet[56]. Imidlertid blev dog et nyt Møde aftalt og berammet til førſtkommende Chriſti Himmelfartsdag i 1395 paa Skanør og Falſterbod. Denne Gang blev Underhandlingerne ikke frugtesløſe. De førtes ogſaa aabenbart med langt ſtørre.Oprigtighed og redelig Vilje til at faa Freden oprettet, end forhen. Der indfandt ſig nu virkelig Raadsherrer fra alle tre Riger i tilſtrækkelig Mengde, fra Norge Erkebiſkop Vinalde, Biſkop Eyſtein af Oslo og Biſkop Jakob af Bergen, Hr. Ulf Holmgeirsſøn, Jon Darre, Jon Martinsſøn, Finn Gyrdsſøn, Alf Haraldsſøn, Otte Rømer og hans Søn Svaale, Gudbrand Erlingsſøn og Haakon Topp[57], fra Sverige Erkebiſkop Henrik, Biſkoperne af Strengnes, Linkøping og Aabo, Hr. Erik Ketilsſøn, Hr. Karl af Tofta, Hr. Steen Boesſøn, Hr. Amund Jonsſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Hr. Heyne Snakenborg, Jakob Abrahamsſøn, og mange flere; fra Danmark Erkebiſkopen og fire Biſkoper, foruden en ſtor Mengde verdslige Herrer. Sendebudene fra Stæderne, nemlig.Lübeck, Stralſund, Thorn, Elbing og Danzig, ſamledes allerede paa Skanør fra 10de til den 20de Mai, Dronningen ankom den 24de Mai, ligeſaa mødte Hertug Johan og Geſandter fra den tydſke Orden. Der blev ivrigt underhandlet, førſt paa Skanør og Falſterbod, og ſiden paa Lindholm, ſiden Kong Albrecht ogſaa maatte være tilſtede. Stædernes Geſandter og formodentlig ogſaa mange af Raadsherrerne maatte her tilbringe 16 Dage i Telte, da Slottet ej kunde rumme dem. Det vilde her blive for vidtløftigt, Skridt for Skridt at følge disſe Underhandlinger; det er tilſtrekkeligt at anføre, at Betingelſerne omtrent bleve de ſamme ſom de, Stæderne allerede ved Underhandlingerne i 1393 havde opſtillet, men med ſaadanne Garantier for Dronningen, ſom hun kunde være tjent med. Det beſtemtes nemlig, at Kong Albrecht og hans Søn Hertug Erik ſkulde ſettes paa fri Fod mod en Løſepenge af 60000 Mk. brendt Sølv, og at der for det førſte ſkulde være Fred mellem dem og deres ſamt Dronningen og hendes Mend paa tre Aar, fra førſtkommende Michelsdag at regne. Blev til den Tid hverken Pengene betalte eller Stockholm overgivet, ſkulde Albrecht og hans Søn gaa ind i Fangenſkab igjen og Freden opſiges med ni Ugers Friſt; bleve Pengene betalte, da ſkulde den kunne opſiges med eet Aars Friſt; men blev Stockholm overgivet, ſkulde den vedvare fremdeles. Kongen, hans Søn og Hertug Johan ſkulde beholde Visby med den Deel af Gotland, ſom deres Mend havde inde den 24de April, og Dronningen ligeledes hvad hun paa den Tid endnu havde inde; kunde de til den Tid ej forliges derom, ſkulde Freden dog førſt kunne opſiges med et Aars Friſt. Saalenge Freden varede, ſkulde al Skibsfart og Handel være fri, og imidlertid ſkulde ingen bygge nye Slotte i Sverige eller paa Gotland. For Freden indeſtod de ovennævnte forſamlede Herrer fra de tre Riger paa Dronningens Side, de tre Erkebiſkoper, ni Lydbiſkoper, femti Riddere og tre og femti Emne; paa Kong Albrechts og de mecklenburgſke Hertugers og deres Tilhængeres ſamt Stæders Vegne ligeledes en Mengde Riddere, Svene og anſeede Borgere, hvilke dog ikke alle vare tilſtede, men bagefter tilføjede ſine Segl. Det vedtoges ligeledes, at Freden ſtrax ſkulde indtrede til Søs, og at ingen Kaperſkibe ſkulde være i Søen efter 24de Juli; endvidere at de tre i ſin Tid fangne Herrer Jens Ruut, Arvid Benedictsſøn og Jon Darre, der allerede før Dagthingningen i Helſingborg havde lovet Løſepenge, ſkulde have udløſt ſig til næſte Aars Paaſke. Sikkerheden for, at de 60000 Mark bleve betalte, overtog Stæderne at ſtille, imod at de imidlertid fik Stockholms Slot og By i Forvaring. De ſyv Stæder, Lübeck, Stralſund, Greifswalde, Thorn, Elbing, Danzig og Reval, ſkulde udſtede ſit Forſikringsbrev paa, at de under de foranførte Vilkaar om tre Aar, fra Michelsdag af at regne, enten ſkulde udlevere Albrecht og Søn igjen til Dronningen paa et af de fire Slotte, Kalmar, Vordingborg, Helſingborg eller Nyborg, eller og betale hende de 60000 Mk. brendt, eller endelig overgive Stockholm. Dronningen derimod lovede at ville med al ſin Magt hjelpe dem til at faa Staden tilbage, om den i Løbet af de tre Aar blev dem fravendt ved Forræderi, Magt eller paa anden Maade, og forpligtede ſig til, om eller naar hun fik Staden igjen, at bekræfte dens gamle Rettigheder og Friheder, ſamt overhoved Kjøbmendenes Privilegier i hele Sverige. Da det baade for Stæderne og Dronningen var magtpaaliggende, at Freden ſnareſt muligt ſluttedes og forkyndtes, for at Sørøverne deſto før kunde betages ethvert lovligt Paaſkud til at fortſette ſit Uvæſen, bleve de Breve, der kun vedkom Freden ſelv, allerede ſtrax vexlede og udferdigede den 17de Juni. Kong Albrechts Frigivelſe kunde derimod ikke finde Sted, førend de Sikkerhedsbreve, ſom i den Anledning ſkulde udſtedes, nemlig om Løſepengene, om Stockholms midlertidige Overgivelſe til Stæderne, m. m. vare beſeglede og udvexlede; men for ikke at tabe nogen Tid bleve de dog ſtrax ſkrevne, og daterede den 8de September, til hvilken Dag man antog, at Beſeglingerne fra alle Kanter ſtunde være tilvejebragte. Paa denne Dag ſkulde Geſandter fra Stæderne paany ſamles med Dronningen og hendes Raad i Helſingborg for efter Brevenes Udvexling at modtage Kongen. Hermed ſkiltes man ad for denne Gang. De norſke Raadsherrer drog formodentlig hjem, i alle Fald kun paa nogle faa nær, navnlig Jon Darre, der maaſkee ikke torde reiſe bort, førend han havde betalt ſine Løſepenge. Ogſaa de øvrige droge hver til ſit, Stædernes Geſandter medbringende de Breve, ſom af de ſyv Garant-Stæder ſkulde beſegles[58].

Imidlertid var det ikke muligt at faa alt dette beſørget i ſaa kort Friſt, ſom Aftalen lød. Førſt nogle faa Dage før Michelsdag-indfandt Geſandter fra Lübeck, Thorn, Elbing og Reval ſig med de beſeglede Breve i Helſingborg, og Dronningen havde da ikke endnu faaet det Brev, ſom hun og de trende Rigers Raad ſkulde udſtede om Stockholm, mere end halv beſeglet, da der, ſom vi have ſeet, vare henved 114 Indſegl, ſom ſkulde tilveiebringes. Stæderne vilde derfor i Førſtningen ikke tage derimod, men denne Vanſkelighed bortryddedes derved, at Dronningen og flere Raadsherrer, hvoriblandt Jon Darre, gav ſin Forſikring om, at et nyt og fuldſtendigt Brev inden næſte Midſommer ſkulde blive indſendt til Lübeck. Derimod maatte de ſyv Stæder, ſaavelſom Roſtock, Wismar og ſelve Stockholm, udſtede et eget Forſikringsbrev for Kong Albrecht, om at han ubrødeligt ſkulde holde alle Dagthingningens Artikler. Saaledes kom da endelig Albrecht og hans Søn paa fri Fod den 26de September, efterat han havde maattet prøve Fangenſkabet i ligeſaa lang Tid, ſom Kong Magnus: en merkelig Gjengjeldelſe. Den 29de September var han ankommen til Traven og begav ſig efter nogle Forhandlinger med det lübeckſke Raad til Roſtock, hvor han ſaaledes efter 6 Aars Fangenſkab atter kom til ſit Arvehertugdømme og maatte herefter lade ſig nøje med dette, uagtet han endnu hverken opgav Kongetitlen eller ſine Fordringer paa Sverige. Men Margrete havde nu ſikkret ſig ſaa godt, at hun ikke mere frygtede ham. Stockholm var ej lenger i hans, men i de med hende fredeligt forbundne Stæders Magt; hun kjendte for vel hans Hjelpekilder, og vel ogſaa hans Sorgløshed og Ødſelhed, til at hun ikke ſkulde være vis paa, at det vilde være ham en Umulighed at tilvejebringe den ſtore Løſeſum: altſaa vilde hun dog under alle Omſtændigheder kunne gjøre ſikker Regning paa Stockholm. Det var maaſkee endog den kloge Margrete ikke ſaameget imod, at Albrecht ej reent ud fraſagde ſig ſin Fordring paa Sverige, thi farlig kunde han ej lenger være hende, og hun vilde dog altid derved have ſtørre Klemme paa de ſelvraadige ſvenſke Herrer, naar den Tid kom, at Erik af Pomern ogſaa af dem ſkulde tages til Konge, og hun derhos, ſom vi ville ſee, rykkede frem med Paaſtanden om en gjennemgribende Reduction af de Kronen frakomne Ejendomme.

Freden var nu gjenoprettet mellem de egentlige krigførende Magter; det ſtod kun tilbage at frede Søen for Vitaliebrødrene. Men dette havde ſtore Vanſkeligheder. Deres Frekhed var ſnarere tiltagen end aftagen. Om Høſten 1394 havde de endog vovet at opbringe nogle Geſandter, ſom Højmeſteren af Preusſen havde afſendt til Dronningen for at handle om Kong Albrechts Udløsning, ſaa at der ikke blev noget af det hele Geſandtſkab[59]. Det var, ſom vi have ſeet, beſtemt, at Søen ſkulde erklæres fredet ſtrax ved Fredens Afſlutning den 17de Juni, og der ſkikkedes ogſaa Sendebud omkring for at forkynde dette, navnlig for Mecklenburgerne og Vitaliebrødrene, tilføjende, at hvis disſe ikke havde rømmet Søen inden den 25de Juli, eller efter denne Dag gjorde Kjøbmendene nogen Skade, vilde de blive ſtraffede[60]. Man havde alligevel ikke ſynderligt Haab om, at de vilde rette ſig derefter, og derfor var man allerede enig om at holde en Hanſedag ſtrax efter Kongens Frigivelſe for at beſlutte, hvad der i ſaa Fald var at gjøre. De viiſte ſig ogſaa intet mindre end fredelige. Paa ſamme Tid, ſom man underhandlede i Skaane, drog en ſtor Mengde af dem til Lifland, hvorhen allerede den unge Hertug Albrecht af Mecklenburg-Stargard hemmeligt havde begivet ſig hen og nu opholdt ſig hos den mod den tydſke Orden fjendtligt ſindede Biſkop i Dorpat: det heed ſig ganſke viſt, at dette var en Aftale mellem Sørøverne og Albrecht, ſom ved deres Hjelp vilde tilføje Ordenen Skade[61]. Juſt ved denne Tid gjorde Hr. Knut, Søn af Bo Jonsſøn, Fordring paa ſin Faders Pantelehn i Finland og troede nok ſnareſt at kunne opnaa hvad han vilde ved at ſtøtte ſig til Kong Albrecht, der nu ſnart ſkulde komme paa fri Fod. Han fik endog Jakob Abrahamsſøn til at afſtaa ham Aabo, Caſtelholm paa Aaland m. m., mod visſe perſonlige Fordele, og herſkede ſaaledes, da han formodentlig allerede havde Viborg, næſten over hele Finland, og paa det nærmeſte-uafhængigt. Heraf fulgte ganſke naturligt, at han kom i et venſkabeligt Forhold til Vitaliebrødrene, navnlig til dem, der ſtod i Forbindelſe med den nysnævnte Hertug Albrecht, og at han gav dem Tilhold og Fredland i de finlandſke Havne, hvorfra de nu gjorde de liflandſke Stæders Handelsfartøjer megen Fortred[62]. Det var derfor paa høi Tid, at Stæderne gjorde Alvor af at renſe Farvandene for dem, ſaameget mere ſom de ingen Mine gjorde til at lyſtre Fredsbudet, uagtet Stæderne, for at give dette deſto ſtørre Eftertryk, allerede ſamtidigt havde ladet en Flaade løbe ud for at krydſe om efter dem lige til efter Michelsdag, og Stralſunderne havde været heldige nok til atter at fange en heel Deel af dem, der næſten alle bleve grumt henrettede[63]. Alt dette ſynes ikke at have haft anden Virkning paa Fribytterne, end at en Deel af dem løb ud i Nordſøen og vendte ſig mod Bergen, der nu anden Gang blev plyndret og brendt, førend Byen vel endog var fuldſtendigt opbygget igjen ſiden den ſidſte Ødeleggelſe i 1393. De udplyndrede, ſiges der, baade de tydſke Kjøbmend og Nordmendene og tog en Mengde Gods, Klenodier i Guld, Sølv og dyrebare Klæder, Huusgeraad og Skreid. Formodentlig var Otte Rømer endnu ikke kommen tilbage fra Mødet i Helſingborg, ſaa at der ej var nogen til at ſtille ſig i Spidſen for Borgerne og opmuntre dem til Forſvar. Med ſit rige Bytte ſejlede Røverne tilbage til Roſtock og Wismar, ſandſynligviis efterat Stædernes Fartøjer havde endt ſit Krydstog, og ſolgte det der med god Fordeel, da begge Stæders Borgere, ſom der ſiges, brød ſig lidet om, enten Godſet bar vundet med Ret eller med Uret[64]. Men imidlertid havde Stæderne holdt den omtalte Hanſedag i Lübeck, ſamtidigt med Kong Albrechts Frigivelſe, og beſluttet, til næſte Aars Paaſke at udruſte en ny velbemandet Flaade, ligeſom de ogſaa fik Kong Albrecht til at give det Tilſagn, at han ikke vilde tage dem i Forſvar[65]. De fandt det derfor nu raadeligſt, idetmindſte paa nogen Tid at forlade den ſydlige Deel af Øſterſøen. De deelte ſig ad; nogle gik til Nordſøen og herjede paa Frisland, ja lige til den ſpanſke Sø, hvor de gjorde Handelsſkibene megen Fortred; andre gik til den finſke Bugt, hvor de ſamlede ſig i ſtor Mængde ved Viborg, løb ind i Nevafloden og røvede fra Rusſerne[66], og fremdeles begunſtigede af Knut Boesſøn. Heller ikke lykkedes det Margrete førend efter tre til fire Aars Forløb, ſom vi ville ſee, at komme i Beſiddelſe“af Finland ſaavelſom de nordligſte Dele af Sverige. Men den ſtørſte og bedſte Deel af Riget adlød dog Dronningen. Mecklenburgernes Magt i Landet var fuldſtændigt tilintetgjort. Freden var gjenoprettet inden Riget og i de nærmeſte Farvande om alle de tre Riger. Norden havde faaet Puſterum efter den langvarige uſikkre Krigstilſtand, og Margrete havde frie Hender til at udføre ſin længe nærede og forberedede ſtore Plan, at knytte de trende Riger nærmere ſammen i en blivende Forening under eet felles Overhoved.

  1. Brevet er aftrykt hos Suhm. XIV. 550. Navnet „Lapper“ forekommer, ſaavidt vides, allerførſt i Drottſeten Knut Jonsſøns Brev om Helſinger og Birkkarle af 15de Septbr. 1328, Dipl. Sv. No. 2675; dernæſt i Flatøbogen (Udg. Cap. 106), der er fra ſamme Tid ſom Dronningens Brev.
  2. Br. i ſv. Rigsarchiv.
  3. Suhm, XIV. 245. Byrge Ulfsſøn og Steen Benedictsſøn bevidnede, heder det her, i Søderkøping, men før den 24de October, „at de og flere Rigets Mend fik et Brev fra Dronningen til Sveriges Forſikkring“, nemlig det forhen, omtalte Brev af 1388.
  4. Suhm, XVI. S. 244.
  5. Arwidsſon, Handl. til upplysn. af Finlands häfder, VIII. 1.
  6. Dipl. N. V. 341. Jvfr. Suhm, XIV. 247.
  7. Den 30te October, endnu i Søderkøping, qvitterede Hr. Karl Ulfsſøn, Lagmand i Uppland, Dronningen for 400 Mk. brendt Selv, hvorfor Bjørkekinds Hered havde været ham og hans Søn pantſat. Dette Pant har hun ſaaledes nu indløſt. Strax efter lod hun ogſaa tilbagebetale den holſtenſke Ridder Benedict af Alefeld endeel Penge, ſom hun havde laant af ham. (Suhm, XVI. 248).
  8. Dette ſees deraf, at hun endnu den 30te Octbr. var i Søderkøping, ſom det nysanførte Brev udviſer.
  9. Om Ørebro er der ovenfor talt. Da Dronningen daterede derfra den 6te Mai, er det klart, at hun da allerede havde det i ſin Magt.
  10. Brev fra Hr. Steen Boesſøn af 7de Febr. 1390, dateret fra Almarna-Stek, i det ſv. Rigsarchiv. Ligeſaa af 14de Februar.
  11. Dette var den 18de Mai 1388, ifølge Diar. Vadstenense, Scr. r. Sv. I. S. 102.
  12. Scr. r. Sv. I. S. 103.
  13. Brev af 30te Novbr. i det ſv. Rigsarchiv.
  14. Brev af 20de Juni, i det ſv. Rigsarchiv. Alle Executorerne vare tilſtede, undtagen Marſken. Som Cautioniſter for Hr. Steen Boeoſøn beſeglede hans Maager Hr. Thorkil Haraldsſøn og Algøt Magnusſøn; ſom Vidner Dronningen, Hr. Stephan Ulfsſøn, Magnus Benedictsſøn, Thord Bonde og Knut Boesſøn.
  15. Den 22de Juli var Dronningen i Nykøping (Brev i ſv. Rigsarchiv); den 23de Auguſt ſandſynligviis i Kalmar, da hun indgik et Opgjør med Brødrene v. Vitzen (Suhm, XIV. 260); den 31te Octbr. var hun i Linkøping (Suhm, XIV. 561); den 17de Novbr. paa Elvsborg (Dipl. N. I. 528).
  16. Mecklenburgerne (eller, ſom Detmar udtrykker ſig, den ſvenſke Konges Mend i Mecklenburg) havde i 1389 en ſtor Fejde med de Markiſke (i Brandenburg), og iſær havde de Ulemper af en Henrik v. Bülow, hvilken ifølge Detmars udtrykkelige Udſagn var Aarſag til, at Kong Albrecht fik ſaa liden Hjelp af ſine egne. Detmar S. 349.
  17. Sammeſteds, S. 340.
  18. Han nævnes udtrykkeligt i Detmar, ſaa at man maa anſee det for ganſke din, at det var ham og ikke Johan den Yngre, der drog over, ſom flere har antaget. Johan den magre kom ſenere til Stockholm.
  19. Detmar S. 351.
  20. De forſkjellige Breve herom, daterede fra 3die til 5te Mai, meddeles i Udtog hos Suhm, XIV. 278, 278. Jvfr. Rudloff, II. S. 521).
  21. Mellem begge Mariemesſer (15de Aug. og 8de Septbr.) ſiger Detmar, S. 353.
  22. Dronningen var formodentlig d. 17de Januar i Lund (Suhm XIV. 284), den 6te Marts i Neſtved (Suhm XIV. 273, 560); den 6te April i Kalundborg (Suhm XIV. 276, Pontoppidan, Annal. II. 239), den 17de Mai i Aalborg (Suhm, XIV. 277). At Abraham Brodersſøn og Algøt Magnusſøn, ſom Suhm antager (S. 278), ſkulde have anført denne Hær, er ikke ſandſynligt; den eneſte, der omtaler dem ſom Anførere for en Belejringshær, er Ericus Olai, og han ſetter dettetydeligt i Forbindelſe med Stockholms anden Belejring i 1394. See herom nedenfor.
  23. I Nykøping udſtedte Dronningen den 21de October en bekræftet Gjenpart af Hr. Steen Boesſøns ovenfor omtalte Overeenskomſt med de øvrige Executorer af 20de Juni 1390; Gjenparten er endnu i det ſvenſke Rigsarchiv.
  24. Detmar, S. 353, 354, Recessus Hansen, i Uddrag hos Suhm XIV. S. 282.
  25. Isl. Annaler, Udg. S. 350.
  26. Nemlig den 5te April, om hvilket Raadsmøde og den der udgivne Forordning vi nedenfor ville komme til at handle.
  27. Suhm, XIV. 265. 296. Paa dette Danehof var det ogſaa, at den nye Forening ſluttedes mellem Dronningen og de holſtenſke Grever, ſom vi nedenfor tomme til at omtale.
  28. Dette ſiges udtrykkeligt af Corner (Eccard II. S. 1126), hvis Ord det ikke er uden Interesſe her at gjengive i ſin Heelhed: „Margrete — blev efter Kong Albrechts Tilfangetagelſe Dronning over de tre Riger med Raad og Biſtand af Søſtæderne, iſær Lübeck, hvis Borgermeſter Henrik Weſthof for en ſtor Deel ſatte dette i Verk. Af denne Forening mellem Rigerne, ſom dengang anſaaes fordeelagtig, fulgte der ſiden mange Ulejligheder for hine Stæder og Kjøbmendene“.
  29. Detmar, S. 359. Corner, S. 1164. Jahn (S. 30) anfører uden at angive Kilden, at Hertug Johan gav et lignende Tilſagn for Havnene Ribnitz og Gollnitz, ſom den, Roſtock og Wismar havde givet.
  30. Dipl. N. V. 353.
  31. Bunge, Liv-Eſt-Kurl-Urkunde No. 1333, 1334, jvfr. Suhm, XIV. 399. Hine af Bunge meddeelte Breve ere Skrivelſer fra Ordensmeſteren i Lifland deels til Paven, deels til Ordensprocuratoren i Rom, daterede den 12te October; i det ſidſte af Brevene berettes der om Biſkopens Paagribelſe, og ſiges der, at den „nylig“ (noviter) havde fundet Sted, hvilket efter de Tiders Brug ogſaa kan betegne nogle faa Maaneder forud. At han ſkulde til et Raadsmøde (parlamentum) ſees af det Pavebrev, hvoraf Suhm l. c. meddeler Uddrag. Nu kan der aabenbart ikke være Tale om noget andet Raadsmøde i de nærmeſte Maaneder før Begyndelſen af October 1392, end netop hiint Mode paa Falſterbod eller Danehofet i Vordingborg. Men heraf ſees, hvor tidligt Sørøverne allerede var ude.
  32. Brevene ere aftrykte hos Suhm, XIV. S. 574, 575.
  33. Da Udbudsbrevet, der udſtedtes i Kong Eriks Navn i Oslo den 2den Marts 1393, ikke er beſeglet af Cantſleren og overhoved ikke nævner noget om Beſegling, maa man vel antage, at Dronningen ſelv har udſtedt det, og at hun ſaaledes har været i Oslo paa den Tid. Den 25de Marts var hun paa Axevall i Veſtergøtland, ſee Suhm, XIV. S. 316, Lagerbring, III. 747.
  34. Dipl. N. II. 535. Dette Brev er egentlig kun til Indbyggerne af Land, Thorpen og Sinnen paa Oplandene, men Indholdet viſer, at lignende Breve maa have udgaaet til alle de øvrige Dele af Riget. Imidlertid er det vel muligt, at Oslo ikke har været faſtſat ſom Samlingsſted for andre Tropper end dem, der tom fra Oplandene; de øvrige ere formodentlig ſom ſedvanligt ſtevnede til Elven eller Landemærket.
  35. Isl. Annaler, Udg. S. 362.
  36. I de isl. Annaler ſiges der, at Skibene vare atten i Tallet. Men dette Tal ſynes dog at være vel ſtort, og derfor have vi holdt os til den bergenſke Riimkrønikes Angivelſe.
  37. Det er tydeligt nok, at Manden kun har været kaldet „Hr. N. N. fra Mecklenburg“, og at Nordmendene eller idetmindſte den, der berettede herom til Annalforfatteren, har antaget dette for hans eget Navn.
  38. Haakon Jonsſøn nævnes i de hidtil forefundne Brevſkaber allerſidſt ſom Hirdſtjore og Fehirde i Bergen den 4de Februar 1392 (Munkelivsbogen S. 52), og Jon Darre allerførſt i ſamme Egenſkab den 23de September ſamme Aar (Dipl. N. V. 352); i Mellemtiden falder altſaa Haakons Død.
  39. I Flatø-Annalerne ſtaar der udtrykkeligt, at Sørøverne ankom til Bergen i Paaſkeugen og gjorde Landgang Thorsdagen derefter, det vil altſaa ſige Thorsdagen efter Paaſke-Ugen, eller anden Thorsdag efter Paaſke, der i 1393 bliver den 17de April. Hole-Annalerne nævne derimod ſom Landgangsdagen næſte Dag for Jon Holebiſkops Mesſedag, altſaa 22de April. Snarere ſkulde man antage, at dette var den Dag, da de atter forlod Staden.
  40. Isl. Annaler, Udg. S. 360, 362.
  41. Beretningen herom findes kun hos Huitfeld, S. 592. Det vil erindres, at Vitaliebrødrene forlod Bergen den 22de April, og at Kong Richards Ordre til Skibsbefalingsmendene i Lynn er af 20de April; det er ſaaledes højſt rimeligt, at begge Eſkadrer kunde ſtøde ſammen. Detmar (S. 360) henfører Vitaliebrødrenes Anfald til 1392, hvilket man ſtrax vil ſee er urigtigt.
  42. Bergens Riimkrønike i „Norſke Magaſin“ I. S. 33, jvfr. Bergens Fundats ſammeſteds S. 536, 537. Tiden angives paa førſte Sted urigtigt til 1397, hvilket vel, naar det kommer til Stykket, alene torde være en Skrivfejl.
  43. See Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. 339, hvor man ſeer, at Jon Darre var naa fri Fod i Mai 1395 og havde givet Forſkrivning for Løſepenge før Mødet i Helſingborg, der holdtes i Midten af Auguſt 1394. Hos Suhm ſtaar der rigtignok „i Helſingborg“, men dette er urigtigt, thi i Originalrecesſen ſtaar der „eer (d. e. „før“) dem daghe to Helsingborch“.
  44. Originalen findes endnu i det danſke Geheime-Archiv og er aftrykt i Dipl. Norv. VI. 338.
  45. De visbyſke Minoriters Diarium, Scr. r. Sv. I. S. 46, jvfr. Ericus Olai, ſſteds. II. S. 117. Naar han her ſiger, at det Sted, hvor Bønderne bleve ſlagne, heraf fik Navnet Bondaberg eller Skadaberg, da er dette aabenbart kun en ſelvgjort Forklaring eller i alle Fald et utilforladeligt Almueſagn, thi „Bondaberkana“ omtales allerede i Petrus Gervaſii’s Regnſkab af 1334.
  46. Suhm, XIV. S. 313.
  47. Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 313—317.
  48. Corner, S..1166. Reimar Kock, hos Grautoff I. S. 494. Han henfører dette, neppe med Rette, til 1392.
  49. At de to nævnte Herrer vare Anførere for Belejring-Rykken ſiges, ſom ovenanført, af Ericus Olai. Riget Magnusſøn kalder ſig l et Brev af 30te Mai 1392 (i det ſv. Rigsarchiv) Høvedsmand paa Ørebro.
  50. Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 322.
  51. Corner, S. 1168, Suhm, XIV. S. 323.
  52. Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 324, 325.
  53. Udateret Brev i Dipl. N. V. 368.
  54. Detmar, S. 362.
  55. Man har endnu et Par Indulgensbreve, udſtedte i Helſingborg den 6te og 10de Auguſt af de nævnte norſke Biſkoper tilligemed Erkebiſkop Jakob af Lund, Peder af Aarhus, Telte af Odenſe, Æſkil af Ribe og Thord af Strengnes, for nogle danſke Kirker, ſee Pontoppidans Annaler II. S. 243, Suhm, XIV. S. 332.
  56. Detmar, S. 363.
  57. Disſe Herrer nævnes udtrykkeligt blandt de mange Medforlovere paa Fredsbrevet af 17de Juni (Suhm, XIV. S: 593, 591, efter Recessus Hansæ). Rigtignok ere enkelte Navne heel fordi-ejede, ſom „Ulf Gregersſøn“ iſtedetfor„.Ulf Holmgeirsſøn“ hvilket derimod ſtaar rigtigere i det andet Forſikkringsbrev af 8de September, nemlig „Halingsſøn“, d. e. Holmgeirsſøn, forkortet, (ſammeſteds S. 602); nu kunde det vel altid være tænkeligt, at ikke alle disſe Forlovere have været tilſtede, men naar man ſeer hen til, at Hanſeſtædernes Forſikkringsbrev af 8de September udtrykkeligt nævner idetmindſte Agmund Bolt, Alf Haraldsſøn, Finn Gyrdsſøn, Otte Rømer og Jon Martinsſøn, og at de tre Biſkoper endog ere Medudſtedere af Fredsbrevet, er det klart, at i alle Fald disſe 8 have været nærværende. At Jon Darre ligeledes var tilſtede, ſees af andre Breve; og de øvrige, der desuden, paa Haakon Topp nær, ogſaa nævnes ſom Medforlovere for Dronningens Forſikkringsbrev af 8de September, blive da for faa og tildeels for lidet betydende til, at man ſkulde ville have nævnt dem eller æſket deres Caution, naar de ikke virkelig havde været tilſtede.
  58. Det nærmere om disſe Forhandlinger har Suhm efter Recessus Hansæ meddeelt XIV. S. 337—348, og tillige aftrykt de vigtigſte af de udvexlede Breve ſammeſteds S. 590—607. Vi kunne derfor henviſe hertil. See ogſaa Lagerbring III. S. 730—734. Jfr. Detmar ved 1395 S. 368, 369, og Paludan-Müllers Observ criticæ, S. 25—30. Ogſaa Bunge, Liv-Eſt-Kurl. Urkunden. Her meddeles ogſaa, efter Breve i det Revalſke Raads-Archiv, en Skrivelſe fra de tre preusſiſke Befuldmegtigede ved Fredscongresſen til deres Committenter, dateret Skanør den 19de Juni, der indeholder flere interesſante Oplysninger. Man ſeer deraf, at idetmindſte disſe Sendebud ankom til Skanør allerede den 10de Mai, og at Dronningen kom 14 Dage efter, altſaa den 24de, hvorefter Forhandlingerne begyndte; men da der blev Tale om Stockholm, og Kongens perſonlige Nærværelſe var nødvendig, lod hun ham og hans Søn bringe til Lindholm, hvorhen da ogſaa alle de øvrige begav ſig og laa 16 Dage paa Marken (zu Felde) udenfor Slottet, indtil Sagen blev afgjort. (Altſaa var Kongen og hans Søn tidligere ikke paa Lindholm, men hvor vare de da?) Den 18de Juni kom Geſandterne tilbage til Skanør og afventede Ariernes Reenſkrivning. Dronningen ventedes til Falſterbod d. 19de, og Kongen ſkulde blive hos hende, indtil Brevene fra de Stæder, der afgave Forløfte for ham, vare beſeglede. De ſendte dette Brev for Sikkerheds Skyld dobbelt og anmodede den førſte Stad, der fik det, om at meddele Højmeſteren det, paa det at han ſtrax, da ingen Tid var at tabe, kunde opfordre Revalerne til at bringe ſit Segl til Preusſen for at kunne indſegle med de øvrige. Denne Opfordring afgik ogſaa allerede under 27de Juni. Af Stockholms nye Beſetning ſkulde Lübeck, Stralſund og Greifswalde udrede Halvdelen, de preusſiſke Stæder og Reval Halvdelen. Man formodede, at der fra begge Sider ſkulde være 200 Væbnede og Skytter, med gode Plader og Armbryſt.
  59. See Højmeſterens Skrivelſe af 27de Juni til Revals Raad, Bunge, Liv-Eſt-Kurl. Urk. B. No. 1381.
  60. Dette ſiges i føromtalte Skrivelſe fra de preusſiſke Geſandter i Skanør af 19de Juni, Bunge IV. S. 64.
  61. See Højmeſterens Skrivelſe af 18de og 19de Juni til Ordensmeſteren i Lifland, Hertug Johan i Mecklenburg, Borgerne i Roſtock og Wismar, og den ved Fredscongresſen i Skaane liggende Comthur af Schwetz. Den her omtalte „unge Hertug Albrecht“ var en Søn af Johan af Stargard, og ſaaledes Syſkenebarn til Kong Albrecht. Han maa have været indtraadt i den geiſtlige Stand, thi Biſkopen af Dorpat gjorde ham kort efter til Coadjutor, men han kom allerede i 1397 tilbage til Mecklenborg. See Rudloff, II. S. 536, og Detmar, S. 373.
  62. Knut Boesſøns Brev af 15de Auguſt 1395, hvorved han erkjender at have faaet Aabo og Caſtelholm paa Aaland m. m. af Jakob Abrahamsſøn, og derimod tilſtaar denne visſe Fordele, ſamt tilſiger ham ſin Biſtand mod Dronningen, er aftrykt blandt Styffe’s Bidrag, No. 26. S. 200. Et Brev fra Ordensmeſteren i Lifland til Borgermeſteren i Reval oplyſer, at man maatte tilſkrive Hr. Knut Boesſøn og Jakob Abrahamsſøn for at faa det Gods tilbage, ſom Vitaliebroderen Stuke m. fl., der nu ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med den ovennævnte Hertug Albrecht i Dorpat, havde revet ved Sviaſterene. Dette viſer aabenbart, at Knut, Hertugen og Sørøverne ſtod i Forbund med hinanden, (Bunge, l. c. No. 1157, hvor Brevet forreſten er urigtigt henført til 1381), ligeſom Knut i hiint førſt omtalte Brev udtrykkeligt antyder Muligheden af, at han kommer til at underhandle med Kong Albrecht. Endelig ſees det af en Skrivelſe fra Raſeborg uden Aarstal, men dateret Fredag før Mariemesſe ſidre, ſandſynligviis 7de Septbr. 1397, fra Erngiſk Nikolasſøn, Steen Boesſøn og Thord Bonde, Befalingsmand paa Raſeborg, at Vitaliebrødrene da havde Tilhold i Aabo og andenſteds i Fogderiet (Bunge, l. c. No. 1403).
  63. Suhm, XIV. S.341, Detmar, S. 366.
  64. Detmar, S. 371. Cranz, Norvag. VIII. pag. 750. Merkeligt nok, at dette nye Angreb paa Bergen ſlet ikke er omtalt i de isl. Annaler.
  65. Suhm, XIV. 350, efter Recessus Hansæ. Jvfr. Stædernes Brev til Dronningen fra ſamme Hanſedag om Vitaliebrødrenes Ankomſt til Viborg, Suhm, XIV. S. 609.
  66. Rufus’s Krønike, ſee Grantoffs Detmar S. 371. Detmar ſelv har en eventyrlig Fortelling, der ogſaa er optagen af Corner (S. 1171), om at de ſiden foor vild paa Søen og kom forbi det hellige Land og „Caſpien“, hvor Indbyggerne antog dem for at være „røde Jøder“, og ſamlede ſig i ſaadan Mængde, at de ikke vovede ſig i Land, men efterat have drebt endeel fra Skibene, ſejlede videre, kom til vilde Folkeſlag, og flakkede omkring i Verden, indtil de endelig fandt en Tydſker, der viiſte dem Veien hjem, hvor de omſider ankom, efterat Halvdelen vare omkomne i Kamp og ved Hunger. Skulde der ligge noget ſandt til Grunden for dette, ſaaledes at disſe Sørøvere maaſkee have været fordrevne til Amerikas Kyſter og der have beſtaaet en Kamp mod de Vilde? Og ſkulde dette maaſkee igjen ſtaa i nogen Forbindelſe med de Begivenheder, der omtales i Forbindelſe med Zeniernes Reiſer, hvorom nedenfor?