Det norske Folks Historie/8/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (II-2s. 354-374).

I de ſex Aar, ſom vare forløbne fra Eriks Ophøjelſe paa Norges Kongetrone indtil Fredens Gjenoprettelſe ſynes ingen Begivenheder af nogen ſærdeles Merkelighed at have indtruffet i Norge, idetmindſte omtales ingen ſaadan, hvilket iallefald indeholder et middelbart Vidnesbyrd om, at der ej forefaldt noget, der i væſentlig Grad forſtyrrede Fred og Ro i Landet. Bergens Plyndring af Vitaliebrødrene ſynes at have været den eneſte ſtørre Ulykke, ſom hjemſøgte Norge. Imidlertid kunde man vel ogſaa ſige, at Stadens Indbyggere trængte til en ſaadan alvorlig Opvekkelſe og Straf for det ryggesløſe Levnet, de i den ſenere Tid havde ført, og ſom Biſkop Jakob i et Advarſelsbrev, han lod udgaa i Marts 1390, ſkildrede i de mørkeſte Farver, ſkjønt rigtignok ſaaledes, at man her ſnarere maa antage, at han har haft de tøjleløſe, overmodige tydſke Handelsmend for Øje, end den norſke Deel af Befolkningen, der dog vel neppe har kunnet undgaa at ſmittes af det daarlige Exempel. „Vi nødes“, ſkriver han, „til at advare Eder mod det ureenlige og ſyndige Levnet, ſom herſker i Bergen, og aldrig mere end nu, nemlig Frille-Levnet, der øves mere i denne lille Stad end i nogen af ſamme Størrelſe i hele Chriſtenheden; hvorfor utallige Folk komme til Skade, baade til Søs og til Lands, til Liv og til Sjæl, ej alene de, ſom ſelv forbryde ſig, men ogſaa andre med dem, og Jomfruer, gode Mends Døttre, ſkjemmes og vanæres; ligeſom og det hellige Egteſkabs Baand foragtes og krænkes, Heredet legges øde derved, og alt Landet paadrager ſig det daarligſte Ord og ſtort Vanrygte[1]“. Vi ville haabe, at det ikke ſtod ſlet ſaa daarligt til i de andre Egne af Landet, hvor der var mindre Tilløb af Fremmede; men i Oslo og Tunsberg var det dog neppe ſtort anderledes, thi vi have allerede ovenfor (S. 85) ſeet, hvor frekt de fremmede Handelsmend i Stæderne tilſideſatte Anſtendigheden i det her omhandlede Henſeende. Biſkop Jakob yttrede i ſit Brev, at han ej lenger kunde forſvare at lade dette gaa ſaaledes hen, og ſatte Vedkommende en tredobbelt Friſt af 8 Dage, inden hvilken de ſkulde have ſkilt ſig ved ſine Friller eller ogſaa udelukkes fra Sacramentet. Om denne velmeente Advarſel hjalp, erfares ikke, men man har desverre ikke ſynderlig Grund til at antage det, og derfor kan man friſtes til at betragte den Nød, der overgik Bergen ved Vitaliebrødrenes gjentagne Plyndringer, ſom et Fingerpeg for Indbyggerne til at gaa i ſig ſelv og forandre ſit Levnet; i alle Fald gav de dem for det førſte andet og alvorligere Ting at tænke paa. Dette Brev viſer forøvrigt, at Biſkop Jakob roosverdigt har taget ſig af den egentlige Sjæleſorg. Denne Roos tilkommer ogſaa Biſkop Eyſtein i Oslo, fra hvem vi endnu have et merkeligt Hyrdebrev, ſom han paa en Viſitatsreiſe, han foretog til Skiduſysſel om Høſten 1395, kort efter ſin Hjemkomſt fra Fredscongresſen i Skaane, lod udgaa til Indbyggerne af de Hereder i Thelemarken, der hørte under hans Biſkopsdømme, nemlig Hviteseid, Tyresdal, Nisſesdal, Fyresdal, Skafsaa og Mo. Han yttrer her, at han allerede for ni Aar ſiden, da han var hos dem (nemlig om Høſten 1380, ſee ovenfor S. 267), havde fundet mange Misligheder i deres Seder og Levnet, der vare vaadelige for deres Sjæle, ligeſom de ogſaa havde forebragt enkelte Tviſte-Emner, der herſkede mellem dem og Preſterne. Han havde derfor med Raad og Samtykke af ſine Chorsbrødre og de bedſte Bønder, der til den Ende indfandt ſig hos ham, gjort en Beſtemmelſe, ſom han herved fornyede, ſkjønt han hidtil, ſom han ſiger, desverre kun havde ſporet i liden Forbedring. Førſt og fremſt fandt han, at det ſtod daarligt til med den indbyrdes Kjærlighed imellem dem, da Manddrab desverre forefaldt oftere blandt dem end i noget andet Bygdelag, og flere endog førſt modtog Gjeld og Bøder efter ſine drebte Frænder, men hevnede ſig dog ligefuldt ſidenefter, en Fremgangsmaade, der med Rette gjorde dem fortjente til at kaldes Gridnidinger og til at ſettes i Klasſe med Forræderen Judas. Dernæſt fandt han, at de ikke vogtede ſig tilbørligt for bannſatte Mend eller ſaadanne, ſom var i Kirkens Forbud; ſaadanne maatte de ſky ſom de fuleſte Edder-Orme. Den Kirkens Tjeneſte, ſom alle tog om Paaſken, ſkulde de modtage med al Ærefrygt og Ydmyghed een Gang om Aaret, og ikke af nogen anden end deres Sognepreſt, uden med dennes Tilladelſe, heller ikke naar de ſelv vare i Forbud; han mindede dem om, at Chriſtenretten ſatte Utlegds Straf for den, ſom i tre Aar forſømte dette. Han gav dernæſt endeel ſærſkilte Beſtemmelſer med Henſyn til Udredelſen af Biſkopens og Preſternes Rettigheder, hvoraf det fornemmelig fortjener at udhæves, at han her ſkjelner mellem de Egne, hvor Tiende ydedes, og dem, hvor dette endnu ikke ſkete; i de førſte ſkulde Preſterne modtage og underholde Biſkopen paa hans Viſitatſer uden noget Tilſkud, i de ſidſte ſkulde Bønderne udrede Koſt og Heſtehold (Reide), men i intet Tilfelde ſkulde der tages noget af Kirkens Gods. Da Bønderne i Thelemarken havde vedtaget at yde Biſkopen Skat hvert Aar, og den nysnævnte Reide, naar han drog om for at ferme Børn, ligeſaa Reide til Preſten for de to Dele af Tienden, og med den tredie holde ſine Kirker vedlige, beſtemte han herved, at hiin Biſkopsreide ſkulde til den Tid, Biſkopen foreſkrev, være ſamlet og ferdigt leveret under Kirkevergens Opſigt paa de Gaarde, hvor Biſkopen tog ind; blev der noget tilovers, kunde Bønderne faa det tilbage; ſlog det indkomne ej til, maatte de tilſkyde det manglende; Kirkerne maatte i intet Tilfelde tynges. Med Henſyn til Preſternes Indtægter beſtemte Biſkopen, at hver Preſt herefter for fuld Udferd eller Liigbegængelſe ſkulde lade ſig nøje med en Ko eller en Koes Verd: en Betaling, der efter vore Foreſtillinger ſynes meget rundelig, og ſom vekker Foreſtilling om, at Sognepreſt-Embederne maa have været meget indbringende. Fattige ſkulde dog betjenes for intet, og de, ſom ikke formaaede at give fuld Udferd, ſlippe med halv eller mindre. Dog var Preſten ſkyldig at yde al Tjeneſte „kjøbeløſt“, det vil ſige, at han ikke forud maatte thinge om Betalingen; men paa ſin Side vare Bønderne ogſaa pligtige, efter modtagen Tjeneſte at yde ham, hvad der var foreſkrevet, ja Preſten havde endog Ret til at tvinge den Gjenſtridige, ſaavelſom den, der ikke vilde yde Preſten hans Reide, til at efterkomme ſin Skyldighed, ved Truſel om at negte ham alt Kirkens Embede[2]. Dog maatte Preſterne ogſaa vogte ſig for at forholde nogen dette Embede vrangeligen, og de ſkulde overhoved være greide og tjenſtvillige mod ſine Sognemend, medens disſe igjen ſkulde hedre ſine Preſter, være lydige og føjelige mod dem, optage deres Lærdom med Kjærlighed, holde Guds ti Budord, vogte ſig for de ſyv Hovedſynder, hedre Gud og elſke ſine Medmenneſker. De maatte alle omhyggeligt iagttage at yde Rumaſkat, nemlig hver Mand, der nød Sacramentet, en talt Pening, af det mindſte Slags, der myntedes paa Kongens Mynt. Fremdeles ſkulde de ikke forſømme at højtideligholde Chriſti Legems-Feſt. Biſkopen hedrede endelig deres Kirker med visſe Indulgenſer for dem, der beſøgte dem paa de ſtørre Feſtdage, Kirkemesſedagene og Kirkehelgensdagene; ligeledes tilgav han Bønderne i Molands og Mo Sogne for et Opløb, de havde gjort, da Biſkopen ſidſte Gang viſiterede, ſaaſom de nu bød ſig til at gjøre Bod og Bedring; men Bønderne af Skafsaa, ſagde han, havde gjort ſig ſelv uverdige til nogen Naade, da deres Trods og Ondſkab tiltog iſtedetfor at aftage. Derfor fik heller ikke deres Kirker nogen Indulgens. Dette Brev, der foruden at vidne om Biſkopens kirkelige Nidkjærhed og Forſtand til at anvende baade Mildhed og Strenghed, naar det behøvedes, ogſaa udmerker ſig ved ſit for den Tid uſedvanligt rene norſke Sprog, er dateret fra Gimsø Kloſter den 11te November 1395. Det kaſter et merkeligt Lys over Tilſtanden i hine Fjeldegne paa de Tider og bekræfter, hvad vi ovenfor have yttret om Thelebøndernes vedholdende Vildhed og Uregjerlighed[3].

Om de øvrige Biſkopers kirkelige Virkſomhed paa ſamme Tid veed man mindre Beſked, Erkebiſkop Vinalde ſelv ikke undtagen. Vi ſee denne, upaatvivleligt meget dygtige Mand, gribe kraftigt ind i de politiſke Begivenheder og underſtøtte Dronningen ved ſin megtige Indflydelſe ej alene i Norge, men ogſaa i Danmark, og maaſkee i Sverige: men hvorledes han beſtyrede ſin egen Kirke og Kirkeprovins, og hvad han iøvrigt gjorde, eller om han overhoved gjorde noget for at forbedre ſin undergivne Geiſtligheds Seder og ophjelpe det viſtnok meget forfaldne kirkelige Liv: derom veed man intet. Skulde man antage, at der under hans Styrelſe dog gjordes nogen Skridt til Forbedring, da kunde man friſtes til at tilſkrive dette ej ſaa meget hans, ſom derimod Dronningens Indflydelſe, da der af ſaamange af hendes Regjeringshandlinger og andre Træk af hendes Liv umiskjendeligt fremgaar, at hendes Fromhed og Religiøſitet efter de Tiders Maaleſtok baade var oprigtig og ivrig; og dertil bidrog vel allermeſt den Paavirkning, hun i ſin Barndom havde modtaget i Fru Mærete Ulfsdatters Huus, ſaavelſom den Indflydelſe, den hellige Fru Birgittes Lærdomme og Grundſetninger fremdeles maatte vedblive at udøve paa hende under hendes fortſatte ſtadige Forbindelſe med denne hellige Frues Familiekreds og det nys oprettede Kloſter i Vadſtena. Thi hvor meget dette maaſkee end ſenere kan være forfaldet i Diſciplin, maa det dog i alle Fald nu, umiddelbart efter Oprettelſen, og medens Fru Birgittas egen Diſciple og Diſcipelinder endnu vare i Live og vedligeholdt det friſke Indtryk af hendes merkelige Perſonlighed, fuldkommen have ſvaret til den umaadelige Anſeelſe, det nød, og maa fjern og nær have udøvet en megtig Indflydelſe blandt Nordboerne, der maatte være dobbelt velgjørende i disſe ellers ſaa lovløſe og urolige Tider, og ſom igjen omvendt maatte bidrage overordentligt til at befeſte Dronningens egen Magt. Vi have allerede omtalt, at Kloſtret omtrent ſamtidigt med Margretes Antagelſe til Sveriges Regentinde fik ſin førſte Abbedisſe i hendes Barndomsveninde Ingegerd Knutsdatter. Tre Aar efter, den 27de October 1391, ſkete Fru Birgittes højtidelige Canoniſation i Rom ved Pave Bonifacius den 9de, ifølge Dronningens og alle Svenſkes ivrige Beſtræbelſer. Den Anſeelſe, hvori Dronningen ſtod ved Curien, bidrog viſt ikke lidet til at fremſkynde Sagen[4]. Om denne Anſeelſe har man flere Vidnesbyrd. At Cardinal-Collegiet ved Pave Urbanus den 6tes Død (15de October 1389) allerede Dagen efter underrettede hende derom i de ærbødigſte Udtryk, vil endda maaſkee ikke ſige ſaa meget, thi dette var en Høflighed, der viiſtes de fleſte regjerende Fyrſter, ſom ſtod ſig godt med Curien[5]; men langt mere betydningsfuld er den Beredvillighed, hvormed Curien udnævnte de af hende anbefalede Candidater til Biſkopsſtole, og iſær ſees det af et Brev, dateret 15de October 1390, ſom Urbanus’s Eftermand, Bonifacius den 9de, ſendte hende med Erkebiſkop Peder af Lund, der havde været nede i Rom for at hente Pallium. Han takkede hende i dette Brev for de mange Breve og ſtore Foræringer, hun ſaavel med Biſkopen ſom med andre havde ſendt ham, roſte hende for hendes Tro og Fromhed, bad hende at vedblive i denne, og forſikkrede hende om, at han altid var rede til at hedre hende med ſærdeles Yndeſt og Naade, og det endog i højere Grad end hendes Forfedre, idet han herved ſendte hende et Signet, hvis Aftryk han forvarede, for at hun med dette kunde beſegle de Breve, hun tilſkrev ham i ſtørre Fortrolighed[6]. I dette Brev kalder Paven hende „Danmarks, Norges og Sveriges Dronning“, ſkjønt hun jo ikke egentlig var berettiget til den førſte Titel, og ſkjønt Cardinalerne i hiint føromtalte Brev alene kaldte hende „Norges Dronning“. I 1388 havde Pave Urbanus udſkrevet et Jubilæum, der ſkulde holdes i Rom 1390, og ſiden hvert 33te Aar (til Erindring om at Chriſtus havde naaet denne Alder), men han oplevede det ikke, ſaaledes at det blev hans Efterfølger Bonifacius, der fik Æren og Glæden af at holde det og gav rigelige Indulgenſer for dem, der i dette Aar beſøgte Roms Hovedkirker. Der ſtrømmede ogſaa mange Pilegrime til fra alle Kanter, Norden iberegnet, og navnlig berettes det, at flere Raadmend fra Bergen ſkulle være omkomne i nogle Uroligheder, der ſynes at have fundet Sted mellem de Fremmede og Stadens Indbyggere[7]. Formodentlig var det ogſaa ſlige Pilegrime, der havde medbragt flere af de ovenfor omtalte Breve og Foræringer fra Dronningen til Paven. Dronningen ſelv havde haft ſtor Lyſt til at drage afſted med ſine nærmeſte Omgivelſer, men da dette naturligviis ikke lod ſig gjøre, anſøgte hun om og fik bevilget af Paven (ved Bulle af 9de September 1390), at naar hun og hendes Hoffolk beſøgte visſe Kirker i hendes egne Riger, paa ſamme Maade, ſom de vilde have beſøgt hine Kirker, kunde hendes egen Skriftefader meddele dem ſamme Indulgenſer, ſom de derved vilde have nydt, dog ſaaledes, at den Møje og Udgift, ſom Pilegrimsreiſen vilde have udfordret, opvejedes ved andre Fromhedsgjerninger, og at det Offer, ſom de perſonligt vilde have bragt til de romerſke Kirker, ufortøvet og redeligen ſendtes derhen[8]. Men da mange andre, der havde gjort Løfte om at drage derhen, heller ikke kom til at reiſe, gjorde Paven paa Dronning Margretes Anmodning endog for dem den Lettelſe (ved Bulle af 1ſte April 1394), at alle de Perſoner af hendes trende Riger, der ikke efter ſit Løfte havde kunnet beſøge Rom i Jubelaaret, ſkulde nyde ſamme Indulgens, naar de beſøgte Vadſtena, hvortil Biſkopen af Linkøping ſkulde beſkikke tredive Preſter[9]. Forreſten undlod Curien ikke paa ſedvanlig Viis at kræve ret betydelige Bidrag fra Norden, hvis Indſamling omkring 1390 var betroet en Frederik Ditmarsſøn, Chorsbroder i Roeskilde. Ved Bulle af 18de April 1391 forlængede Pave Bonifacius hans Indkrævningsvirkſomhed, og fem Dage derefter beordrede han ham endog til enten ſelv eller ved Undercollectorer at oppebære paa Curiens Vegne alle Indtægter af ledigblivende geiſtlige Embeder, indtil disſe igjen vare beſatte, ſamt alle afdøde Geiſtliges Løsøre og udeſtaaende Fordringer, af hvad Navn nævnes kunde (med Undtagelſe af hvad de havde arvet eller ved perſonlige Arbeider, uafhængige af deres geiſtlige Embede, havde lagt ſig til, hvilket ſkulde tilfalde deres Arvinger), en Reſervation, hvorpaa man idetmindſte i Norden hidtil ej havde haft Exempel, og ſom talende vidner om den Trang, hvori Curien nu under Schismet befandt ſig. Siden beſkikkede Paven ved Bulle af 26de Februar 1395 Biſkop Eyſtein til Generalcollector i Norge[10], ſaaat hiin Fuldmagt for Frederik Ditmarsſøn derved middelbart tilbagekaldtes. Det viſer, at Biſkop Eyſtein maa have været meget anſeet ved Curien. Ligeledes viſe, ſom ſagt, hine ovenfor omtalte Begunſtigelſer, der blev Dronningen til Deel, at hendes Anſeelſe og Formaaendhed ved Curien maa have været mere end almindelig. Og ſaavel herved, ſom ved ſin kloge Venlighed mod Geiſtligheden hjemme i ſine Riger, og ſin Gavmildhed mod Kirker og Kloſtre opnaaede hun igjen en Magt over denne Geiſtlighed, ſom faa Fyrſter før hende ſynes at have beſiddet, og ſom igjen maa have.været hende til ſtor Hjelp ved Udførelſen af hendes politiſke Planer.

Vi have allerede ſeet, at Dronningen efter Eriks Udnævnelſe til Konge ſjeldnere beſøgte Norge, da Sveriges Anliggender og Krigen med Mecklenburgerne for Øjeblikket maatte optage det meſte af hendes Tid. De løbende Regjerings-Expeditioner beſørgedes ſom ſedvanligt af Cantſleren, og forreſten maa vel Fehirderne, der nu ſedvanligviis ogſaa tillige vare Hirdſtjorer, have foreſtaaet det Adminiſtrative. Det er i det foregaaende viiſt, hvorledes Haakon Jonsſøn i 1389 eller 1390 afløſte Erlend Philipsſøn i disſe Embeder for Bergens Vedkommende og ved ſin Død 1392 efterfulgtes af Jon Darre, der allerede Aaret efter bortførtes i Fangenſkab af Vitaliebrødrene, ſamt at Otte Rømer, der befriede Bergen for dem, ogſaa blev hans Eftermand, efter at han hidtil i en lang Rekke af Aar havde forvaltet de ſamme Embeder idet Throndhjemſke. Da Jon Darre forflyttedes til Bergen, var han Fehirde i Tunsberg; hvo der fulgte ham i dette Embede, kan af de forhaandenværende Brevſkaber ej tydeligt ſees. Fehirdſlen i Oslo ſynes at have været betroet Biſkop Eyſtein og Høvedsmanden paa Akershuus, Agmund Bolt, i Forening, eller ogſaa maaſkee Biſkopen ſom egentlig Fehirde, med Fogden ved ſin Side ſom Medhjelper. Idetmindſte ſee vi dem tilſammen udføre Forretninger, der ellers ſynes at maatte have paaligget en Fehirde[11]. De fornemſte Raadsherrer og Sysſelmend, der forreſten ſtod ved Dronningens Side i de Aar, vi nu have gjennemgaaet, ere allerede tilforn lejlighedsviis omtalte. Vi have ſeet, hvorledes Mendene fra Kong Magnus’s Dage efterhaanden forſvinde, medens nye trede i deres Sted. Drottſeten, Hr. Agmund Finnsſøn, er den førſte; han døde allerede d. 14de April 1388, ſom det ovenfor er berettet, og med ham uddøde hans Ætt. Han erklærede ſelv oftere før ſin Død og ligeledes paa ſin Dødsſeng, at han ingen lovlige Arvinger havde uden Hafthorsſønnerne; og havde allerede ved et tidligere Gavebrev beſtemt, at hans Huſtru Fru Katharina Knutsdatter ſkulde have Eidſa og Tolga, ligeſom hun ogſaa beholdt Hovedgaarden Heſtebø efter ham. Dog var der ogſaa en Thore Uſpaksſøn, kaldet Køgr, ſom var ham ſaa nær beſlegtet, at han vilde have været hans retmesſige Arving, naar hans Fader kun havde været egtefødt, og han gjorde flere Aar derefter denne Ret ſaa eftertrykkelig gjeldende, at han virkelig fik ſig Arven tildømt; men hvorledes dette hans Slegtſkabsforhold til Drottſeten har været beſkaffent, kan ikke ſees[12]. Fru Katharina blev,i ſom det ſynes, fremdeles boende paa ſine Gaarde i Norge, idet hun dog af og til beſøgte Dronningen eller ſine Venner og Frænder i Sverige; i September 1396, paa ſamme Tid ſom Dronningen opholdt ſig i Sverige i Anledning af Kong Eriks Valg m. m., ſom det nedenfor vil blive omhandlet, var hun ſaaledes i Vadſtena og bekræftede der ſom Medlem af St. Birgittes Familie alle de Gaver, ſom denne ſelv, der var hendes Modermoder, hendes Moderbroder Hr. Byrge Ulfsføn, hendes Moderſyſtre Fru Katharina Ulfsdatter og Fru Cecilie Ulfsdatter, hendes Halvbroder Hr. Peder Ribbing, og hendes Syſter Ingegerd Knutsdatter (nu Abbedisſe) havde ſkjenket til Kloſtret[13]. Senere ville vi ſee, hvorledes Dronningen ved Kong Eriks Giftermaal lod hende hente fra Norge og udnævnte hende til den unge Dronnings Hovmeſterinde, i hvilken Egenſkab hun kort efter døde[14].

Om Haakon Jonsſøns Død i 1392 ſom ovenfor viiſt veed man kun, at den faldt mellem 4de Februar og 23de September 1392. Børn ſynes han ej at have efterladt. Hans Enke Huſtru Margrete Eilivsdatter overlevede ham i mange Aar. Hun maa kort efter Haakons Død have giftet ſig med en Mand, der var Ridder, ſiden hun faa Aar efter kaldes „Fru Margrete“; men ogſaa efter dette Giftermaal var hun Enke allerede i 1396, og egtede kort efter ſin tredie Mand, Tydſkeren Tideke Wüſtenacker eller Weſtenacker (Navnet ſkrives forſkjelligt), øjenſynligt til megen Ergrelſe for ſine megtige Frænder[15]. Man maa antage, at Haakon Jonsſøns Fader, Hr. Jon Hafthorsſøn, ikke oplevede Sønnens Død; men at han var død noget før, ſkjønt vi have ſeet, at han endnu levede i 1388. Moderen Fru Birgitte Knutsdatter døde endnu tidligere, men Aaret vides ikke; man erfarer kun, at hun døde før ſin Mand paa Gaarden Huſeby i Onſe, og at hun ved ſin Død teſtamenterede betydelige Gaver til Mariekirken i Oslo, hvor hun og hendes Mand vilde begraves, og hvor der ſkulde opføres et Altar over deres Gravſted[16]. Hr. Sigurd Hafthorsſøns Dødsaar er ligeledes ubekjendt, men man har dog al Grund til at antage, at det var 1393, thi da Biſkop Eyſtein i December 1393 viſiterede paa Sudreim, havde hans Svigerſøn og Arving til Sudreimsgodſet, Jon Martinsſøn, juſt ſkødet til Sudreims Kirke Godſet Nordre Veſtby, ſom Sigurd havde ſkjenket dertil[17]. Jon Martinsſøn arvede formodentlig de fleſte af hans oplandſke Beſiddelſer; Giſke- og Bjarkø-Godſet derimod eller Arnungeſtammens egentlige Ættegods, ſaavelſom de øvrige Ejendomme, ſom Sigurds Huſtru Ingeborg Erlingsdatter havde arvet efter ſin Fader, fik Sønnen Haakon Sigurdsſøn, der formodentlig ogſaa fik Sysſel paa Søndmøre, og efter 1397 for en kort Tid nævnes ſom Medlem af Rigsraadet. At han var gift med Sigrid, Datter af Erlend Philipsſøn paa Losna, er tidligere omtalt. Forreſten ſpillede han ingen fremragende Rolle og berømmes endog udtrykkeligt for ſin Nøjſomhed og Uegennyttighed. Han maa derfor ſaavidt muligt have holdt ſig borte fra det offentlige Liv og offret ſin Virkſomhed paa Beſtyrelſen af ſine ſtore Godſer. Heri fulgte han Svigerfaderen Erlend Philipsſøns Exempel, ſom nu ganſke havde trukket ſig tilbage, overladende det til ſin Søn Eindride at indtage ſin Plads i Raadet, af hvilke vi finde ham ſom Medlem allerede i 1397[18].

Blandt Dødsfald i denne Tid, der middelbart vedkom Norge, maa vi ogſaa nævne Titulær-Jarlen af Orknø, Hr. Erngiſl Sunesſøns Død i Aaret 1392, den 2den Auguſt. Hans ſidſte Huſtru Ingeborg Magnusdatter var død to Aar forud, og de bleve begge begravede ved Vadſtena, der ligeſaavel ſom andre geiſtlige Stiftelſer betænktes rigeligt af ham med Gaver[19]. Fire Aar efter, om Sommeren 1396, døde den fortjente og ved ſin virkelige Troſkab mod Kongehuſet hederverdige Hr. Erik Ketilsſøn, Marſk, Sejerherren ved Falkøping, i ſin Tid Medlem ogſaa af Norges Riges Raad, og Indehaver af flere Forleninger i Norge. Han blev begraven i Vadſtena ſtrax efter den 21de September, og da blev ogſaa hans tidligere afdøde Huſtru Fru Ingerid Magnusdatters Liig flyttet did[20]. Endnu ved ſin Død havde han endeel Beſiddelſer i Ranrikes Sysſel, hvoraf noget tilfaldt det kongelige Capell, St. Michaels-Kirken i Tunsberg, eller maaſkee egentlig hevdedes for det af Kongedømmet. Til Bru Kirke i hiin Sysſel havde han med ſin Huſtrus Samtykke givet Gaarden Bru ſammeſteds, 3 Mk. Bool, paa den Betingelſe, at der hver Uge ſkulde læſes en Mesſe for dem[21].

Vi have allerede ſeet, at Dronningen efter Rigsmødet i Oslo 1388 kun ſjeldent gjeſtede Norge, naar man ikke hertil regner de Tider, da hun opholdt ſig paa Baagahuus, hvilket formodentligt indtraf temmelig ofte, men her ej kan komme ſynderlig i Betragtning, hvor der er Tale om at optrede i Hjertet af Landet, og i Spidſen for Regjeringen. De ſvenſke Anliggender og Krigen optog hende næſten udelukkende, og ſaaledes maatte hun den meſte Tid opholde ſig enten i Sverige, eller ej langt derfra. Derfor ſee vi ogſaa, hvorledes iſær det veſtlige Skaane blev etſlags Middelpunct for alle tre Riger, hvor Raadsmøder holdtes og felles Anliggender afgjordes. Man kan ej med Beſtemthed paaviſe, at Dronningen ſiden hiint Mødet 1388 var i Oslo og perſonligt beſkjeftigede ſig med Regjerings-Anliggender, førend i April 1392, da hun her holdt det ovenfor berørte ſtørre Raadsmøde, ved hvilket Erkebiſkopen, Biſkop Jakob af Bergen, Biſkop Eyſtein af Oslo, Biſkop Sigurd af Hamar, Titulærbiſkopen Hallgeir, der nu kaldte ſig Biſkop af Færøerne, Gaute Eriksſøn, Jon Martinsſøn, Otte Rømer, Benedict Nikolasſøn, Alf Haraldsſøn, Agmund Bergthorsſøn, Brynjulf Jonsſøn, Jon Darre, Haakon Stumpe, Jappe Faſtulfsſøn, Nikolas Galle, Finn Gyrdsſøn og Herleik Aasulfsſøn nævnes ſom tilſtedeværende. Hovedøjemedet med dette Raadsmøde var viſtnok at anholde om Hjelp til Krigen, thi det var ſtrax derefter, at der, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er berettet, ſendtes Brev til Island med hiin Anmodning om overordentligt Bidrag, der førſt mødte ſaa megen Modſtand. Heraf ſkulde man maaſkee kunne ſlutte, at noget lignende har været vedtaget for Norges Vedkommende, iſær da vi have ſeet, at der, i Kongens Navn udgik Opbud af fuld Almenning, en Foranſtaltning, hvortil nok Raadets Samtykke kunde ſynes nødvendigt, da Vitaliebrødrenes Angreb paa Bergen endnu ikke havde fundet Sted, og ſaaledes neppe mere end halv Almenning ifølge de gjeldende Beſtemmelſer kunde opbydes. Mens foruden dette er det ikke ſaa uſandſynligt, at Raadet har vedtaget at give Dronningen et overordentligt Krigsſtyr. Hermed ſtaar maaſkee en Omſtændighed i Forbindelſe, der omtales i et Par Brevſkaber, men formedelſt Mangel paa nærmere Oplysninger ikke tilfredsſtillende lader ſig forklare. Mod Udgangen af Aaret 1393 klagede Provſten ved Mariekirken i Oslo og hans Chorsbrødre over, at Indbyggerne af ſøndre Gudbrandsdalen nu ikke vilde udrede Visøren ſaa fuldſtendigt ſom før, henholdende ſig til nogle Privilegier, ſom de paaſtod at have. Men i den Anledning tilſkrev Biſkop Eyſtein og Agmund Bolt dem (i Egenſkab af Hirdſtjorer og Fehirder?) fra Oslo den 6te Februar 1394 og foreſtillede dem, at da de hidtil ikke havde benyttet disſe foregivne Privilegier, og desuden Dronningen, der nu var Rigets Styrerſke, ikke havde ſtadfeſtet dem, gjorde de fornuftigſt i at udrede Visøren ſom før, idetmindſte indtil Dronningen igjen kom til Riget og da ſelv kunde afgjøre, hvorvidt hun vilde bekræfte Privilegierne eller ej. Ti Dage efter udferdigedes der endog i Kong Eriks Navn, man erfarer ikke af hvem, fra Akershuus en alvorligere Skrivelſe om denne Sag til ſamme Almue; Provſten og hans Chorsbrødre, heder det her, havde klaget over deres Vægring, og dette havde forundret Kongen ſaa meget mere, ſom denne Almue hidtil havde haft det Ord, at ingen anden ſaa vel havde efterkommet ſin Skyldighed til Kongedømmet; Kongen befalede dem derfor at udrede Visøren ligeſaa fuldſtendigt ſom før, og indſtevnte de Gjenſtridige til at møde for ham ſelv eller Raadet og Lagmanden i Oslo paa en af de tre Syknedage efter førſtkommende St. Hansdag for der at ſtande til Rette. Dette Stevningsbrev blev ſtrax ſendt afſted og læſt paa hver Thingſtevne i ſøndre Gudbrandsdalen, og dette, ſaavelſom hiint venſkabelige Raad fra Biſkop Eyſtein og Agmund Bolt, havde til Følge, at de Gjenſtridige ſtrax gav efter; Froons Almue gjorde Begyndelſen den 9de Februar, og ſidenefter de øvrige Almuer, paa Thingſtevne efter Thingſtevne. Nu ſkulde det vel næſten ſynes, ſom om denne Visøre ſnarere kom Mariekirken, end Kronen til Gode, og at den ſaaledes allerede tidligere havde været tilſtaaet hiin begunſtigede Kirke, thi det ſees ikke rettere, end at Provſt Arne, idet han klagede, her ej optraadte i Egenſkab af Cantſler, men kun ſom hiin Kirkes Formand. Spørgsmaalet maa lades uafgjort, da intet nærmere meddeles om denne Sag[22].

Men paa det nysomtalte Raadsmøde, ſom Dronningen holdt i April 1392, blev der ogſaa vedtaget en egen Retterbod eller Samling af nye Beſtemmelſer til Udtydning eller nærmere Forklaring af Loven, ſaaledes ſom det ogſaa tidligere havde været ſedvanligt. Disſe Beſtemmelſer vare: a) at naar en Mand, der intet ejede, men derimod var i Gjeld, blev drebt, ſkulde Mandeboden for ham anvendes til Afdrag paa denne Gjeld og ikke gaa til hans Arvinger; b) at den Beſtemmelſe i Loven, at den Mands Gods, der blev utlæg for Brud mod Chriſtenretten, tilfaldt halvt Kongen, halvt Biſkopen, ogſaa ſkulde komme til Anvendelſe med Henſyn til Kronens Tilgodehavende, om endog Angjeldende gik til Skrift og Bod, førend han blev lyſt utlæg, „ſaaſom onde Gjerninger altid ſkulde hades, og Refſtens Mildhed gav Mange fri Tøjle til Synd“; c) at naar nogen, efterat have afſvoret en Kone, med hvem han ſtod i utilladelig Forbindelſe, ſiden brød denne Eed, ſkulde han derfor ſvare Kronen hvad Lovbogen foreſkrev for Meneed, baade Sekt og Utlegd, og Biſkopen kun hvad Chriſtenretten beſtemte for ulovligt Samliv og Eedsbrud; vilde han have Fred tidligere, end Lovbogen angav, da ſkulde han kjøbe den af Kongen; d) naar Nogen feſtede ſig en Kvinde, og uden at oppebie Kirkens Dom, og levede med hende, ſkjønt vidende at hans tidligere Feſtekvinde endnu var i Live, ſkulde dette være Utlegdsverk, og hans Gods være forfaldet til Deling mellem Kongen og Biſkopen, hvis han ej aflod fra hende, førend Dommen faldt; e) Ingen ſkulde have flere Herre-Svene og ingen fordre ſtørre Skerding (Afſlag) i Ledingen, end Lovene tillod; f) med Landkjøb og Strandkjøb ſkulde der forholdes ſom før; g) Ingen ſkulde kjøbe eller ſelge i Kjøbſteder uden paa det rette Torv, og hvis Kongens Foged mistenkte Nogen for at have overtraadt dette Forbud, da ſkulde han verge ſig ved Eed ſelv tredie, eller ogſaa ſtrax overlade Fogden det kjøbte til Indkjøbs Priis, hvis denne ønſker det til Kongens Behov. — De førſte Artikler ſynes at vidne om, at der ved Behandlingen af de kirkelige eller halv kirkelige Sager, for hvilke der ogſaa ſkulde bødes til Kronen, havde indſneget ſig en for denne ufordeelagtig Praxis, idet den geiſtlige Autoritet paa egen Haand eftergav ogſaa Kronens Tilkommende, naar Angjeldende gjorde Bod og Bedring; viſtnok i Medhold af den Beſtemmelſe i Erkebiſkop Jons Chriſtenret s 62, „at naar en Mand begaar en Forbrydelſe, der felder ham til Utlegd efter Chriſtenretten, og gaar til Bod, førend Utlegden er ham paalyſt, da har Kongen intet at fordre“. Her ſeer man ſaaledes et Exempel paa, at Geiſtligheden fremdeles holdt ſig til Jons Chriſtenret, ſkjønt den ikke var udtrykkeligt vedtagen, men man ſeer ogſaa, at Dronningen ikke lod det ſaaledes gaa hen, og at de tilſtedeværende Biſkoper ſelv maatte finde ſig i at erkjende hendes Ret. Den 5te Artikel vidner atter om, at de fornemme Mend omgav ſig med et utilbørligt Antal „Hovmend“ og fordrede en ſtørre Skattefrihed, end Lovene tilſtod dem. Til Slutning vedføjes Retterboden den udtrykkelige Clauſul, „at den blot ſkulde ſtaa ved Magt, indtil Kongen blev myndig, og at Kongens Ret hermed ikke var bortgiven, men ſkulde være ubeſkaaren i alle Dele“. Man ſeer heraf, hvor lidet Nordmendene kunne finde ſig i at ſtaa under en Kvindes Regjering, hvor dygtig hun end kunde være. Margrete har her maattet finde ſig i, hvad hun ikke kunde faa endret eller forebygget, og hendes Opgave maatte nu kun være at ſikkre ſig ſaa ſtor Magt over Kongen ſelv, at hun dog i Virkeligheden blev den herſkende. Retterboden, ſamtykt og beſeglet af de ovennævnte geiſtlige og verdslige Raadsherrer, er dateret fra Oslo Kærſleſøndag eller 5te April 1392[23]. Paa det ſamme Møde ſynes det og, ſom om Dronningen i Kong Eriks Navn har ſtadfeſtet endeel Bevillinger og Sysſelbreve; idetmindſte udſtedtes en ſaadan under 16de April for Benedict Nikolasſøn, angaaende hans Forlening med Eker, m. m. H, og da Kongen neppe var tilſtede, eller, om han var der, neppe havde kunnet udøve nogen Regjeringshandling paa egen Haand, ſaaſom han endnu ikke var myndig, maa det være Dronningen ſelv, der udſtedte Bekræftelſen og beſeglede den i hans Navn.

Efter dette Møde kan det ej paaviſes, at Dronningen gjorde noget nyt Beſøg i Oslo, med mindre det ſkulde være i .Begyndelſen af det følgende Aar, da Kong Eriks forhen omtalte Almennings-Opbud af 2den Marts 1393 er udſtedt paa ſamme Maade ſom det nys omtalte Bekræftelſesbrev, i Kongens Navn, men uden at Cantſleren eller overhoved nogen Beſegling omtales. Det er i ſig ſelv ikke uſandſynligt, at Margrete var perſonligt oppe i Norge for at paadrive Udruſtningen eller idetmindſte Ledingens Udredelſe, og da vi den 25de Marts, lidt over tre Uger ſenere, finde hende paa Axevall[24], kan hun da gjerne have været paa Tilbagereiſen fra Norge. Men uſikkert bliver det altid, ſaa meget mere ſom hiint Stevningsbrev fra Kong Erik til Gudbrandsdølerne, dateret fra Akershuus den 16de Januar 1394, ogſaa er affattet paa ſamme Maade ſom hine, uagtet Dronningen da neppe kan have været i Oslo, ſiden vi den 25de, altſaa ni Dage derefter, finde hende i Kalmar, hvor hun endog ſynes at have været i lengere Tid for at være ſin Hær noget nærmere, ſaa lenge Stockholm belejredes[25]. Saaledes bliver det altid uviſt, hvad man i dette Stykke ſkal antage. I de nærmeſt paafølgende Aar findes ingen Tegn til, at hun nogenſinde har været i Norge.

Der ſkal i Aarene 1391 og 1392 atter have været en ſmitſom Sygdom og Mandedød i Norge, ſaavel i det nordlige, ſom i Viken. Vore egne Brevſkaber melde intet derom, og det er endog vanſkeligt efter disſe at paapege nogen bekjendt Mand, der kunde være bortrykket af Sygdommen, med mindre det ſkulde være Haakon Jonsſøn og Haakon Stumpe, hvis Død falde netop i 1392. Derimod opregne de islandſke Annaler over 50 Islendinger, ſom ved denne Lejlighed døde i Norge, og føje til, at der foruden dem var mange andre, baade islandſke og norſke, ſamt at Sotten ophørte „efter Juul“[26], uden at man dog kan ſee, om der hermed menes Julen 1391—1392, eller den følgende. Under disſe Omſtændigheder vidner det forreſten om Behjertethed hos Dronningen, at hun juſt paa den Tid, da Sotten endnu raſede, eller i alle Fald kun for ganſke lidt ſiden havde ophørt, vovede ſig op til Norge; men paa den anden Side kan man ogſaa deraf ſlutte, hvor paatrengende nødvendig denne Reiſe var for hende.

Paa Island var der i denne Tid et langt mere bevæget Liv, end her i Norge. Den meſt fremragende Perſonlighed var den oftere omtalte Høvding Bjørn Einarsſøn i Vatnsfjord. Det Løfte, han paa ſin ufrivillige Reiſe til Grønland havde aflagt, at gjøre en Pilegrimsreiſe til det hellige Land (ſ. o. S. 248), udførte han førſt ſenere, men derimod drog han til Rom for at nyde godt af Jubilæet i 1390, og kom tilbage derfra i 1391. Med ſin Huſtru Solveig havde han to Børn, Thorleif og Chriſtine. Den førſte, en haabefuld ung Mand, ſkulde om Vinteren 1391—92 drage til Eyjaforden for at holde Bryllup, men Skibet kantrede ude paa Fjorden, og han omkom med alle Folkene. Efterretningen herom gjorde ſaa ſterkt Indtryk paa hans Syſter, der i lengere Tid havde været ſvag og ſengeliggende, at hun ſtrax ſtod op og blev friſk. Faderen bortgiftede hende derpaa til den anſeede Jon Guthormsſøn, Broder af Loft Guthormsſøn, kaldet den megtige, paa Madrevalle, om hvem der i det følgende vil blive Tale[27]. Bryllupet ſtod med megen Stads i Vatnsfjord omkring den 14de October 1392. Hirdſtjoren, Vigfuus Jonsſøn, og mange andre anſeede Mend vare Gjeſter, og det var her, at Hirdſtjoren, ſom vi have ſeet, benyttede ſig af Lejligheden til at komme frem med Dronningens Brev om Krigsſtyr, og overtalte Stormendene til at gaa ind paa Fordringen. J det følgende Aar kom Bjørn i Uenighed med en anden megtig Høvding i Veſtfjordene, Thord Sigmundsſøn, der havde været ſammen med ham paa Romerferden. Aarſagen angives ikke; man veed kun, at Striden antog en alvorlig Character, thi det kom endog til et formeligt Slag mellem dem under Nuup i Dyrafjorden, hvorved to af Bjørns Mend faldt og han ſelv ſaavelſom de fleſte øvrige blev haardt ſaarede, (Thorsdagen den 20de November). Bjørn flygtede med ſine Folk til nærmeſte Kirke og forlod den førſt Dagen efter. Der blev ſiden prøvet Forliig imellem dem, men forgjeves; imidlertid havde flere af Thords Følge og Medkæmpere i Slaget forladt Island (d. 22de November) for at drage i Pilegrimsferd. Bjørn benyttede Vinteren til at reiſe om og ſikkre ſig de megtigſte Mends Biſtand. Det følgende Aar, den 23de Juli, reed Bjørn ifølge med Hirdſtjoren, Lagmanden Thorſtein Eyjulfsſøn, flere Preſter og mange andre, i alt henved nitti Mend, de fleſte i fuld Ruſtning, til Thord Sigmundsſøn, hvilken Hirdſtjoren nu ſtevnede til Mosfell for ſig og Lagmanden til næſte Thorsdag og Fredag, for her at ſvare for hine to faldne Mends Drab. Til den Tid „tog Thord Dag“, ſom det kaldtes, af Hirdſtjoren og Bjørn. Han indfandt ſig med femti Mand, hvoriblandt tyve vel bevæbnede, men dette hindrede ikke Dommen fra at udfalde ſaaledes, at han og fem andre ſkulde være utlæg, og deres Landsviſt afhængig af Kongens Naade. Imidlertid blev der dog bed de bedſte Mends Megling allerede den 23de Auguſt indgaaet eet midlertidigt Forliig mellem begge Hovedmendene, ſaaledes at Bjørn ſkulde have Valget, om han ſelv vilde afſige Opgjøret, eller nævne gode Mend dertil. Han valgte det ſidſte, nævnede Hirdſtjoren, Lagmanden og endeel andre; og Kjendelſen lød, at Thord ſkulde udrede til Bjørn Varer eller Penge til en Verdi af femti Hundreder, ſamt indbyde ham med Huſtru og Svene til et ſømmeligt Gjeſtebud. Dette ſkete, og hermed ſynes Striden at have faaet en Ende[28].

Der berettes fremdeles om ſaa mange Landeplager og voldſomme Naturoptrin, der i disſe Aar hjemſøgte Island, at man næſten maa antage, at dette har været en af de ſtundom tilbagevendende Perioder, hvor de vulkanſke Kræfter i Jordens Indre ere mere end almindeligt virkſomme og Elementerne i uſedvanligt Oprør. I 1389 ſkete der et voldſomt Udbrud af Heklefjeldet, med ſaadan Gny og Døn, at det hørtes over hele Landet. To Gaarde, Skard og Tjaldeſtad, blev ødelagte; der faldt ſaa mange Pimpſtene ned, at en Heſt drebtes deraf, og Aſkefaldet ødelagde en heel Deel Fæ. Der opkom Ild ej alene fra ſelve Fjeldet, men ogſaa i en af de nærmeſte Skovſtrækninger, ovenfor Skarv, og med ſaadan Voldſomhed, at der dannede ſig to Fjelde med en dyb Kløft imellem dem. Om Høſten regnede det ſaa ſterkt og vedholdende paa Nordlandet, at der efter Mortensmesſe blev en Flom, hvis Mage man ikke i Mands Minde havde ſeet. En Mengde Sauder omkom, og voldſomme Jordſkreder ødelagde Skove og Græsgange. Hele Gaarden Hjalleland i Vatnsdal blev borttagen af en ſaadan Jordſkrede, og ſex Menneſker omkom derved, ligeledes Gaarden Budarnes med tolv Mand; men den ſtørſte Ulykke ſkete paa Langelid i Hørgaardal den 18de November (ſee o. S. 246), hvor Lagmanden Ravn Botulfsſøn, hans Kone Ingeborg Thorſteinsdatter, deres to Børn og flere andre, i alt ſexten Menneſker, miſtede Livet. Jorden, ſiges der, ſprak under ſelve Huſet, ſaa at der løb Vand op i Stuen, og Gaarden med tilhørende Kirke, ſamt to andre Gaarde, ſank ned. Der blev ſtrax ſat over hundrede Mand til at lede efter de drebte og deres Gods; man fandt ogſaa nogle af dem, hvoriblandt Huusfruen, men næſten intet af Godſet. I det følgende Aar (1390) var der ſaa heftigt et Jordſkjelv paa Sønderlandet i Egnen om Grimsnes, Floen og Ølvus, at fjorten Gaarde nær vare ramlede ned, tre gik ganſke til Grunde, og Jorden ſprak paa flere Steder, hvor der ſiden kom Vand op. Ogſaa Havet var uroligt, og der tales om flere Skibbrud. Dette var maaſkee Aarſagen til, at der i 1389 ikke kom noget Skib fra Norge til Island, medens derimod ſyv blev liggende over[29]. Derved maatte Tilførſelen og Handelen lide betydeligt og Tilſtanden end mere forverres. Og desuagtet ſynes det, ſom om Autoriteterne i Norge nu med fordobblet Strenghed ſøgte at hevde de ufornuftige Beſtemmelſer, der forbød Fremmede at handle paa Landet. Skibsfarten paa Island fra Norge ſynes nu ene at have været i Henderne paa enkelte fornemme og rige Folk eller geiſtlige Stiftelſer i Norge, der ejede ſine egne Skibe, ſom disſes Navne viſe, f. Ex. Reymars- eller Rømers-Suden, Sunniveſuden (formodentligt tilhørende Bergens Domkirke), Kane-Baaden, Haakon Jonsſøns Skib, Huſtru Margretes Skib[30], o. ſ. v., og deſto ſtørre Interesſe havde derfor Magthaverne i Norge af at ſikkre ſig Monopolet. De ſynes endog ikke ſjelden at have gaaet videre, end Retten hjemlede dem, og ofte ej engang at have villet tillade Islendingerne ſelv at udføre ſine egne Varer. Der berettes ſaaledes, at Haakon Jonsſøn kverſatte eller lagde Beſlag paa det Gods, den islandſke Preſt Sira Paal Thorſteinsſøn havde med ſig, da denne i 1391 kom over til Norge, men at han rigtignok ogſaa maatte høre ilde derfor[31]. Ikke engang Danſke og Svenſke taaltes, uagtet de nu lød under ſamme Scepter ſom Norge[32]. De anſaaes fremdeles ſom Udlendinger. Men vi ville ſee, at denne ufornuftige Handelspolitik tilſidſt netop havde de Følger, at.engelſke og andre foretagelſeslyſtne Fremmede, lokkede af den ſtore Fordeel, ſom Landets Afſperring aabnede dem, begyndte en Snighandel, ſom altfor meget underſtøttedes af de Indſødte ſelv, til fat det kunde lykkes Autoriteterne at forebygge den.

Vi have tidligere viiſt, at Hirdſtjoren paa denne Tid var Vigfuus Ivarsſøn, og Lagmend fra 1387 Narve Sveinsſøn og Ravn Bjørnsſøn. Da Ravn var omkommen ved Ulykken i Langelid, beſkikkede Hirdſtjoren hans Svigerfader Thorſtein Eyjulfsſøn endnu engang til Lagmand, og dette Embede beklædte han lige til ſin Død, henimod 1402. Denne Thorſtein Eyjulfsſøn maa nu have været en meget bedaget Mand, da han allerede i 1358 blev Sysſelmand, og kort derpaa Lagmand, ſom tidligere af os berettet[33]. Biſkoperne paa Island i 1389, da Erik blev tagen til Konge i Norge, var Michael i Skaalholt og den gamle Jon Skalle paa Hole, ſom vi ovenfor have ſeet (ſ. S. 252). Men Michael var allerede i 1388 dragen til Danmark, hvorfra han i 1390 beſkikkede Thorſtein Snorresſøn, Abbed i Helgafell, til Official i ſit Sted. Biſkop Jon døde den 24de Auguſt 1391. Men imidlertid maa man ved Paveſtolen have faaet en falſk Underretning om, at han allerede tidligere ſkulde være død, thi i Begyndelſen af April 1391, medens Jon endnu levede, beſkikkede Paven ved Proviſion en Efterfølger, „da han“, ſom det heder, „havde faaet ſikker Efterretning om, at Jon var afgaaet ved Døden“[34]. Denne Efterfølger var atter en Predikebroder og pavelig Poenitentiarius, ſamt danſk af Fødſel, nemlig Broder Peter Nikolasſøn, der formodentlig havde fulgt Michael i Pønitentiar-Embedet. Den gamle Einar Havlidesſøn forvaltede imidlertid Biſkopsſtolen ſom Official. Den nye Biſkop ankom om Høſten 1392, med en Deel danſke Preſter og Tjenere i ſit Følge, paa det eneſte Skib, ſom da gik fra Norge til Island, nemlig den ſaakaldte Petersbolle. Det ſtrandede ved Kriſuviik, men Biſkopen og alle de øvrige, der vare ombord, kom dog derfra med Livet; han drog ſtrax til Hole og blev uden Modſigelſe antagen, baade af Læge og Lærde. Hertil bidrog maaſkee ikke lidet, at den ærverdige, højt anſete Einar Havlidesſøn ſluttede ſig venligt til ham, ligeſom ogſaa Biſkopen var klog nok til indtil videre at lade ham beholde Officialatet. Dog ſynes ogſaa Peter ſelv at have været en dygtig og nidkjær Mand[35]. Einar Havlidesſøn døde allerede i det følgende Aar (22de September 1393), 89 Aar gammel, begrædt af alle[36]. Han var uimodſigeligt en af Øens dygtigſte og meſte fortjente Mend paa den Tid, og blandt hans Fortjeneſter er dette ikke den ringeſte, at han i ſin hele Levetid holdt Aarbog over de ſamtidige Begivenheder, ſom han oplevede baade paa Island og i Norge. Uden disſe Optegnelſer, ſom desverre dog ikke nu haves fuldſtendige, vilde vi være i Uvidenhed om mange vigtige Begivenheder. Han ſkrev tillige ſin Ungdoms-Beſkytter Biſkop Laurentius’s Saga, ſaaledes ſom det ovenfor er nævnt[37]. Biſkop Michael havde imidlertid ganſke fraſagt ſig Skaalholts Biſkopsſtol i 1391, og der beſkikkedes ham en Efterfølger i Broder Vilkin, Prior ved Predikerkloſtret i Bergen[38]. Efter nogles Sigende blev han indviet i Rom, efter andres af Erkebiſkop Vinalde; formodentlig blev han udnævnt af Paven ved .Proviſion, men ikke indviet førend efter ſin Hjemkomſt til Norge[39]. Den Omſtendighed, at han var Predikebroder, gjør det højſt ſandſynligt, at ogſaa han i kort Tid har foreſtaaet Pønitentiar-Embedet efter Broder Peter. Som Prior for Predikebrødrene i Bergen havde han bygget et Taarn for ſit Kloſter, og han ſkal overhoved have været en virkſom og nidkjær Mand, hvad ogſaa hans Embedsførelſe ſom Biſkop viſer. Forreſten ſkal ogſaa han have været danſk[40], ſkjønt hans Navn ſnarere ſynes at vidne om nedertydſk Herkomſt. Til Island kom han ikke førend i 1394, og holdt ſin førſte Mesſe i Skaalholt Korsmesſedagen den 14de September, ved hvilken Lejlighed han gjorde et Gjeſtebud, hvis Mage i Pragt og Talrighed ingen da levende havde ſeet paa Island. Storſtuen, ſiges der, var beſat med en tredobbelt Rad af anſeede Mend fra Ende til Ende, og der blev ikke drukket andet end tydſkt Øl og endnu koſtbarere Drikkevarer. Om hans Virkſomhed paa Island ville vi i det følgende komme til at berette.

Om Skatlandene, og navnligt om Færøerne, iagttage fremdeles vore egne Kilder en næſten fuldkommen Taushed. Derimod have vi andenſtedsfra en dunkel Hentydning til ikke uvigtige Begivenheder, ſom ſkulle have foregaaet der ved disſe Tider, og ſom tillige er ledſaget af ſaa mange andre merkelige Omſtændigheder, at den her fortjener en nærmere Omtale. I Aaret 1390 udruſtede den rige og anſeede venetianſke Ridder Niccolò Zeno et Fartøj, for at ſee ſig om i Verden og beſøge fjerne Lande. Han ſejlede gjennem Strædet og heelt op i Nordhavet, hvor han blev overfaldt af Storm, kom ud af ſin Cours og ſtrandede paa en Ø, ſom han kaldte Frisland, men ſom man tydeligt nok af flere Omſtendigheder kan ſkjønne var Færøernes Øgruppe. Han frelſte Mandſkabet og den ſtørſte Deel af Ladningen, men vilde være kommen i den ſtørſte Nød, da de nærmeſte af Beboerne angreb dem, hvis ikke en mægtig Høvding var kommen til, havde frelſt dem og taget dem i ſin Tjeneſte. Denne Høvdings Navn fordreies i den herom forfattede italienſke Beretning til „Zichmni“, hvilket ſandſynligviis er en falſk Opfatning af den færøiſke Udtale af Navnet Simon, thi et Sagn paa Færøerne omtaler netop en Simon Buesſøn, Ætling af Sigmund Breſtesſøn, der i denne Tid ſkal have haft Færøerne i Lehn og herſket næſten uafhængigt. Ifølge den italienſke Beretning ſkal denne Zichmni eller Simon Aaret før Niccolo Zenos Ankomſt have overvundet den norſke Konges Folk og gjort ſig uafhængig. Niccolo blev hos ham i lang Tid og fulgte ham paa flere Tog til andre Øer; han ſendte endog Bud efter ſin Broder Antonio, der ogſaa udruſtede et Skib og med dette ankom til „Frisland“ i 1392. Kort efter drog Zichmni med dem begge, Niccolo ſom Anfører for Flaaden til Hjaltland (fordrejet i Beſkrivelſen til „Eſtland“), ſom de herjede, men trak ſig tilbage, da Kongen af Norge — her menes viſtnok Jarlen af Orknø — kom dem i Møde med en overlegen Styrke; dog ødelagdes dennes Skibe i en Storm; imidlertid drog Zichmni til Island, hvor han ſatte ſig faſt paa nogle uhørt og efterlod Niccolo med en Beſetning. Niccolo gjorde herfra en Reiſe til Grønland (Engroneland), men døde ſtrax efter Tilbagekomſten til Færøerne. Hans Broder Antonio forblev endnu ti Aar hos Simon og gjorde i Løbet af denne Tid med Høvdingen en Opdagelſesreiſe til nogle fjerne ſaakaldte Øer i Veſten, af hvilke man i en, ſom Beſkrivelſen kalder „Eſtotiland“, tror at gjenkjende Nova Scotia. Her ſkal Zichmni have anlagt en Coloni. Antonio forblev paa Færøerne til omkring 1405, hvorpaa han vendte tilbage til Italien. Efter hans Breve og Meddelelſer er Beretningen om Brødrenes Reiſer ſenere ført i Pennen af hans Ætling i 5te Led, Niccolo Zeno den yngre. Det er vel muligt, ja endog højſt rimeligt, at der i denne Beretning efter ſaa mange Aars Forløb kan have indſneget ſig mange Fejl, og at iſær Navnene ere blevne end mere forvanſkede, end de oprindeligt var; men den er dog altid heel merkelig, idet den vidner om krigerſke Foretagender og Opdagelſesreiſer fra Færøerne af, om hvilke vore egne Kilder ganſke tie ſtille[41]. Man kan vanſkeligt-tilbageholde den Formodning, at efter 1395 ogſaa Vitaliebrødre, af dem, der vare dragne veſtover, have taget Deel i disſe Foretagender, og at det er hertil, Detmar kan have ſigtet, naar han forteller om deres eventyrlige Ferd til de fjerne Farvande ved „Caſpien“.

  1. Dipl. Norv. III. 487.
  2. Brevet haves ej lenger i Original, men i en Afſkrift, indført i Biſkop Eyſteins Regiſter ved hans Efterfølger Biſkop Jens’s Foranſtaltning, og forſynet med hans Bekræftelſe i 1426. Det er aftrykt i Munch & Ungers oldn. Læſebog S. 133—136, overſat paa Latin i Pontoppidans Annaler II. 244—248. Et udførligt Udtog, til hvilket vi her kunne henviſe, findes i Keyſers Norſke Kirkehiſtorie II. S. 426—429.
  3. Som et oplyſende Exempel paa, hvorledes flere af de ovenfor omtalte Rettigheder ſøgtes hevdede, og hvorledes Biſkopen ſelv ogſaa, naar det her gjaldt, kunde gaa frem med Strenghed, tjener et Brev, der udſtedtes netop under hiin tidligere omtalte Viſitats, ſom Eyſtein foretog i Thelemarken 1386. En vis Grjotgard Nikolaisſøn havde i tolv Aar ingen Biſkops-Skat ydet, havde ikke ſkaffet Reide til Biſkopen ſom andre Bønder, havde ej udført den Skrift, ſom var ham paalagt for Manddrab, og havde dertil vovet at tage Sacramentet, ſkjønt han var under kirkeligt Forbud. Da nu Biſkopen ved hiin Viſitats opholdt ſig i Flaabygden, maatte Grjotgard forpligte ſig til at udbetale Biſkopen 10 forngilde afledet, ſamt til Afdrag derpaa ſtrax give en Oxe, beregnet for 3 Mkr., ſamt en Hud, til næſte Paaſke 3 Huder, og endelig til den derefter følgende Petersmesſe 8 Pund Hardſtene, hvilket alt til den beſtemte Tid ſkulde udredes i Skien. Til Sikkerhed pantſatte han 1 Mk.Bool i Hundeſang i midtre Kile i Hviteseids Sogn (Dipl. N. IV. 534). Denne Straf ſynes dog ikke at have frugtet ſynderligt, ligeſom det heller ikke lader til, at Pengene, Huderne eller Hardſtenene bleve udredede, thi da Biſkop Eyſtein i 1395 atter var paa Viſitats i Thelemarken, kort førend han udſtedte hiint Hyrdebrev, og opholdt ſig paa Gaarden Kilen i Hviteseid, maatte den ſamme Grjotgard indgaa et nyt Forliig, hvorved han ej alene overlod Biſkopen til beſtandig Ejendom den for ni Aar ſiden pantſatte Deel af Hundeſang, men formedelſt andre ſærlige Forbrydelſer, der havde paadraget ham Bøder baade til Kirken og Kronen, forpligte ſig til at udrede til Biſkopen og Sysſelmanden Gaute Eriksſøn hver 8 Pund Hardſtene i hvert af de tre paafølgende Aar, altſaa tilſammen 24 Pund til hver, hvilke hver Gang ſkulde erlegges i Skien ved Tredievake (8de Sum, og til Sikkerhed herfor pantſatte han til Biſkopen 12 Øresbool i Øſtenaa ved Fjaalgeſund, ſamt Reſten af Hundeſang, ½ Mks. Bool, og til Gaute, for hvem Biſkopen her optraadte ſom Fuldmegtig, 2 Mks. Bool i Eplatveit i Bruggebergs Sogn, det ſidſte dog under Forbehold af Gautes Vedtagelſe, hvorfor Grjotgard ſkulde indfinde ſig hos Gaute, ſaaſnart Biſkopen var kommen til Soleim, Gimsø eller Gerpen (Dipl. N. IV. 652.)
  4. Chron. i Scr. R. Sv. I. 30. Vadſtena-Diariet, ſſtds. S. 105. Jvfr. Suhm, XIV. S. 291.
  5. Dipl. N. VI. 328.
  6. Suhm, XIV. 555.
  7. Isl. Annaler, Udg. S. 340. Jubilæet er her urigtigt henført til 1387 eller 1388, maaſkee fordi det paabødes i dette Aar. Annalerne udtrykke ſig ſaaledes: „I Rom var der ſtor Ufred for Pilegrimene; der omkom mange Raadmend fra Bergen“. Ogſaa Detmar ſiger (S. 349), „at der var ſtor Tilſtrømning til Rom, ſaa at ogſaa mange Folk døde der“. Blandt Worm„ der ved denne Lejlighed drog til Rom, nævnes en Huſtru Margrete Brynjulfsdatter, Enke efter en Ketil Einarsſøn, der før ſin Afreiſe, den 20de April 1390, gjorde ſit Teſtament, og for det Tilfelde, at hun døde paa Reiſen, ſkjenkede Mariekirken i Oslo hele den nordlige Deel af den ſaakaldte Brandsgaard i denne Stad, dog ſaaledes at en Sigrid Bjarnedatter, der formodentlig har i Slegt med hende, ſkulde beholde en Sine m. m. deri, ſaa lenge hun levede. Da Margrete allerede den 20de September ſ. A. omtales ſom død, maa hun altſaa høre til deres Tal, der døde paa Pilegrimsferden (Dipl. N. VI. 579, 583). Der omtales ogſaa en Sigrid Jonsdatter, der i 1390 døde „paa Romerferd“, gift med en vis Erik, der ſynes at have haſt hjemme i Bergheimshered (Dipl. N. I. 540). Ogſaa den for omtalte islandſke Høvding Bjørn Einarsſøn og flere andre Islendinger drog afſted og kom tilbage det følgende Aar. (Isl. Annaler, Udg. S. 348, 350).
  8. Dipl. N. V. 344.
  9. Suhm, XIV. S. 331, 332.
  10. Dipl. N. IV. 344.
  11. Det er ſaaledes ovenfor (S. 327, Not. 3) paapeget, hvorledes Dronningen ved Raadmanden i Oslo, Nisſe Bjørnsſøns, Død overdrog Biſkopen og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe den efter ham faldne Arv, hvorfor de ved Brev af 28de Juli 1391 overdrog Hr. Amund haft, Lagmanden i Vermeland, at indkræve hans udeſtaaende Fordringer i dette Landſkab paa deres Vegne. Dipl. N. III. 498. Ligeledes ville vi nedenfor ſee, at da Gudbrandsdølerne undſlog ſig for at yde Visøre, klagedes der herover til hine tvende Herrer, og de tilſkreve de Gjenſtridige det i den Anledning nødvendige Advarſelsbrev.
  12. See herom iſær N. Samll. III. S, 590—562. Jevnfør Dipl. N. I. 640. II. 674, 875. I. 493, 619, 620.
  13. Brev i det ſvenſke Rigsarchiv.
  14. Abbedisſe Margretes Chronicon om St. Birgitte, ved Rietz, S. 205. Hun døde i 1407, og blev begraven ved Vadſtena, ſee Vadſtena-Diariet, i Scr. r. Sv. I. S. 124.
  15. See ovenfor S. 154.
  16. Dipl. N. IV. 649, 657.
  17. Biſkop Eyſteins Regiſter, fol. 97 b.
  18. See ovenfor S. 323, Not. 2
  19. Vadſtena-Diariet, S. 104, 107. Allerede i 1360 ſkjenkede han Gods paa Øland til Nonnekloſtret i Kalmar til Sjælebod for ſine to Huſtruer Mæreta og Annot. Sit egentlige Teſtament gjorde han i 1378, og endelig bekjendtgjorde han ved Brev af 19de Januar 1392 ſin ſidſte Vilje, hvorved han til Guds, Jfr. Marias, St. Sigfrids, St. Andreas’s og Allehelgeners Ære, ſamt til Sjælebod for ſin Fader, Hr. Sune Jonsſøn, ſin Moder Fru Katharina, ſin Syſter Fru Margrete, ſin Broder Hr. Peter Jonsſøn og ſine tre Huſtruer ſamt andre Frænder, og endelig for ſig ſelv, ſkjenkede endeel Jordegods i Øſtergøtland til St. Andreas-Capellet i Vegſjø Domkirke. Breve i det ſv. Rigsarchiv.
  20. Vadſtena-Diariet, S. 109.
  21. Biſkop Eyſteins Regiſter, fol. 7, fol. 171. Dipl. N. IV. 673.
  22. Dipl. N. 539. IV. 628. 630.
  23. Dipl. N. I. 539.
  24. Suhm, XIV. S. 308.
  25. Sammeſteds S. 322.
  26. Isl. Annaler, Udg. S. 350. 354.
  27. Espolins Íslands árbœkr I. S. 113. 114.
  28. Isl. Annaler, Udg. S. 356—366.
  29. Sammeſteds, S. 342—648.
  30. Rømersbaaden omtales ved 1370 (Ann. S. 320), Sunniveſuden ved 1375, (S. 326), Kanebaaden ved 1402 (S. 372), Haakon Jonsſøns og Huſtru Margretes Skibe 1384 og 1385 (S. 336).
  31. Isl. Ann. Udg. S. 350.
  32. Dette ſees af den islandſke Almues Skrivelſe til Kong Erik af 1431 (Safn til S. Ísl. II. 175), hvor det blandt andet heder, at de paa Althinget „ſagde de Danſke ud af Landet“, ligeſaavel de ſom de engelſke og tydſke. Naar dette kunde ſkee i 1431, maa det end mere have været Tilfeldet 40 Aar tidligere.
  33. See o. foreg. B. S. 919, 926.
  34. Brev fra Curiens Camerarier af 6te April 1391, Dipl. N. VI. 333. Isl. Ann. Udg. S. 348. Enkelte; Annalhaandſkrifter henføre ogſaa Jons Død til 1389 eller 1390, og var det ikke fordi Annalerne udtrykkeligt ſige, at Eftermanden Broder Peter beſkikkedes, medens Jon endnu levede, og vi med Vished vidſte, at denne Beſkikkelſe ſkete i April 1391, kunde vi være friſtede til at antage, at Dødsfaldet ſkete 1390; thi det er dog beſynderligt, at Brevet af 6te April 1391 udtrykkeligt paaberaaber ſig den indløbne „ſikkre Efterretning“ om Jons Død. Skulde Annalerne ſaaledes dog have fejlet?
  35. Isl. Ann. Udg. S. 352.
  36. Sammeſteds S. 356.
  37. See foregaaende Bind, S. 138.
  38. At han havde beklædt dette Embede, ſees af den Bemerkning i Isl. Annaler S. 378, hvor hans Dadel 1405 omtales, at han „lod bygge Taarnet ud til Brødrene, da han der var Prior“; Predikerkloſtret l Bergen kaldtes nemlig i daglig Tale „út til brœðra“ medens Minoriterkloſtret kaldtes „inn til brœðra“. See Langes Kloſterhiſtorie S. 329, 339.
  39. Islandſke Annaler, ved 1391, Udg. S. 350, og ved 1394, Udg. S. 364.
  40. Dette ſiges af Finn Jonsſøn i hans Kirkehiſtorie II. S. 135, men ingen Hjemmel anføres, og Annalerne nævne intet derom.
  41. Nærmere Meddelelſer herom findes i Bredsdorffs Afhandling om Brødrene Zeno’s Reiſer, i „Grønlands hiſt. Mindesmerker“, III. S. 529—624.