Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/8/26

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efter saaledes at have betragtet de i sig selv ikke synderlig vigtige Tildragelser, som i disse sidste Aar forefaldt i Norge og Skatlandene, fjernt fra Hovedbegivenhedernes Skueplads, vende vi atter tilbage til Dronningen for at iagttage, hvorledes hun nu, befriet fra Krigens mest trykkende Sorger, fuldførte sin Unions-Plan. Vi have allerede seet, hvorledes hun ligefra det første Øjeblik, da hun fik Magten i Hende efter Kong Haakons Død, stadigt arbeidede til dette Maal, og at ikke engang Kong Olafs pludselige Dødsfald kunde afskrække hende derfra, om det end rimeligviis voldte nogen Forhaling, som ellers ikke vilde have opstaaet. Men hun vidste at overvinde alle Hindringer, saa misligt det end i Førstningen saa ud. Hun havde dog nu faaet sig selv Regjeringsmyndigheden overdraget i alle tre Riger; hun havde faaet en Tronfølger opstillet, som i Norge endog allerede var antagen til Konge, medens man i Sverige paa Forhaand havde lovet at velge den til Konge, som hun maatte foreslaa; og Mecklenburgernes Fodfeste og Indflydelse i Sverige havde hiin saa fuldstændigt vidst at tilintetgjøre, at der heller ikke fra denne Kant kunde øjnes nogen Hindring. Hiin stod-altsaa nu paa det nærmeste ved Maalet og havde alene tilbage at legge den sidste Haand paa Verket.

Margrete havde ingensinde lagt Skjul paa denne sin Hensigt, at forbinde de tre Riger nærmere og varigere sammen, end en blot og bar Personal-Union, tilfeldigt opstaaet, formaaede. Vi have allerede ovenfor (S. 125) omtalt, hvorledes der endog er al Sandsynlighed for, at der efter Kong Haakons Død i 1380 oprettedes en Unions-Act mellem Norge og Danmark i Liighed med den forrige mellem Norge og Sverige, og at dens Artikler maaskee endog have været de selvsamme, der liden optoges i den større Unions-Act, hvorom vi her komme til at handle. I sine vigtigere Regjeringshandlinger og i sin hele politiske Virksomhed synes Margrete med Flid at have lagt an paa at bibringe sine Undersaatter i de tre Riger den bestemte Forestilling, at disse herefter lige over for Udlandet skulde udgjøre eet, deres politiske Anliggender betragtes som felles, og afgjøres ved felles Raadslagning og under gjensidigt Ansvar. Hendes Hensigt var aabenbart endog den, med Tiden at drive det dertil, at alle tre Riger kun kom til at danne et eneste Rige, og Indbyggerne i dem alle et eneste Folk: deraf formodentlig hendes endog tildeels forhastede Bestræbelser for at faa danske Mend ind i vigtige norske geistlige og verdslige Embeder, og – hvo veed om ikke ogsaa enkelte Nordmend anvendte i Danmark. Under hele Krigen og de sidste Fredsunderhandlinger var Unionsprincipet allerede saaledes anerkjendt endog af de meglende tydske Stæder, at man endog kan sige, at det dannede Grundlaget for Underhandlingerne. Vi have seet, at da der i 1393 var Tale om at give Kong Albrecht fri, ja endog blot om at bringe ham fra Lindholm til Falsterbod, erklærede Dronningen, at hun ej kunde indlade sig derpaa, uden at have indhentet det norske og det svenske Raads Samtykke. Ved Forhandlingerne paa Skanør, Falsterbod og Lindholm i 1395 var derfor ogsaa alle trende Rigers Raad tilstede; Raadsherrer og anseede Mend fra alle tre Riger maatte besegle Dronningens Fredsbreve som Løstesmend, og betydningsfuld bliver især Slutningsartiklen i de syv Stæders Forsikkringsbrev til Dronningen om i de ovenfor anførte Tilfelde enten at ville tilbagesende Kong Albrecht eller overgive Stockholm: „at hvis Dronningen inden den bestemte Tid af tre Aar døde, eller ikke var inden sine tre Riger, saa skulde Kong Erik af Norge ganske træde i hendes .Sted som den, til hvem disse Forpligtelser skulde efterkommes, eller hvis han ogsaa døde, skulde dette skee til „samme Konges og Dronnings og Arvingers troe Haand, nemlig hendes Riges efterskrevne Raad og Tjenere“; herefter opregnes Raadsherrerne og Høvdingerne fra alle tre Riger ved Navn. Dette viser noksom, at Erik, uagtet han endnu kun var Norges Konge, dog allerede betragtedes som Tronfølger i de tvende øvrige Riger, og at de tre Rigers Raad tilsammen lige over for Stæderne og det øvrige Udland betragtedes som et eneste Felles-Rigsraad. Unionen var saaledes allerede i Virkeligheden anerkjendt og gaaet ind idetmindste i Raadsherrernes Bevidsthed. Der manglede kun, at Erik toges til Konge i de to andre Riger, og at en gjensidig Unionsact oprettedes.

Dronningen havde klogeligt benyttet sig af den Omstendighed, at Norges Tronfølge var arvelig i sedvanlig og strengere Forstand, ej, som. Danmarks og Sveriges, med Valgfrihed inden Kongehusets Medlemmer, til at faa Erik tagen til Konge i det førstnævnte Rige. Herved var allerede det meste vundet: Erik havde faaet Kongenavn, og Folket i de tvende andre Riger maatte derved blive vant ved at kalde ham saaledes,“ uden vel overhoved at gjøre sig ret klart, at han alene var Norges, ikke ogsaa Sveriges og Danmarks Konge. Og var man først enig om, at Rigerne herefter ej skulde skilles ad, maatte Tronfølgen i Sverige og Danmark allerede derved være ham vis. Fra de Svenske havde jo Margrete desuden hiint udtrykkelige Løfte om at erkjende den Konge, hun gav dem, og hun havde endog ladet Erik antage Titel af „Sveriges rette Arving“[1]. Det var altsaa egentlig kun de Danskes Samtykke, som det endnu stod tilbage for Dronningen at indhente. Men hendes Anseelse i Danmark var saa stor, at hun vist heller ikke her havde nogen Vanskeligheder at frygte for. Saavidt man kan see, blev ogsaa Erik valgt til Danmarks Konge endnu i 1295, og maaskee endog paa det selvsamme Møde, hvorved Raadsherrerne vare forsamlede for at underhandle om Freden. Thi allerede den 24de Januar 1396 blev Erik hyldet som Danmarks Konge af Jyderne paa Viborg Landsthing, og af det Forsikkringsbrev, som Kongen ved denne Lejlighed paa hans Vegne udstedede, sees det, at han endog tidligere var bleven hyldet i de øvrige Landskaber: hans Omreise i disse maa saaledes have fundet Sted i de sidste Maaneder af Aaret 1395, saasom hans Antagelse som Danmarks Konge var tilendebragt, ej begyndt, paa hiint Landsthing i Viborg. Men forøvrigt blev det udtrykkeligt bestemt og vedtaget, at Dronningen fremdeles skulde fore Regjeringen, indtil han blev myndig[2].

Der er endvidere al Grund til at antage, at Dronningen paa hiint selvsamme Møde i Skaane ogsaa aftalte det Fornødne med de svenske Raadsherrer om Eriks Valg eller Antagelse til Konge i deres Fedreland. Thi efter dette Møde havde Dronningen ingen Sammenkomst eller Overlegning med disse Raadsherrer førend i Midten af det følgende Aar. Og den svenske Riimkrønike, hvis Affattelse neppe ligger 50 Aar senere end disse Begivenheder, siger endog udtrykkeligt, at Margrete, førend Erik hyldedes i Sverige, sammenkaldte sit Raad af alle tre Riger og fik dem til i Forening at beslutte Eriks Antagelse til Konge i dem alle, for at Rigerne fremdeles kunde blive samlede. Krøniken meddeler endog enkelte af Forhandlingerne, der synes at vise, at hun i Førstningen stødte paa Vanskeligheder. „Da Herrerne vare komne sammen“, heder det, „sagde hun til dem, at de burde tage sig en Konge, medens hun endnu levede, for at Rigerne kunde blive samlede. Herrerne raadslog da først og sagde, uden at frygte for hendes Unaade, at saa lenge Gud lod hende leve, da ønskede de ikke nogen anden Herre. Men da svarede Dronningen hastigt og meget vred: jeg har raadet Eder til det bedste, og vil I nu ej gjøre det, da staar Riget i Fare, og efter min Død faar I Kiv, thi Rigerne blive da visseligt ikke tilsammen; men jeg kan vel tænke, at I forsmaa den Herre, fordi han er af min Ætt! Da blev Raadsherrerne ilde til Mode og gjorde ganske, som hun vilde, for at stille hendes Vrede; de erklærede, at de gjerne vilde følge hendes Raad; hun takkede dem og lod Erik strax hylde af alt Rigets Raad“, det vil da sige, at hun lod sig give et foreløbigt Tilsagn baade af det danske og af det svenske Raad om, at de vilde velge Erik til Konge[3]. Hvis det virkelig er gaaet saaledes til, kan det ej have været paa noget andet Møde end det nys omtalte i Skaane; og Beretningen er ej alene sandsynlig, men bestyrkes endog deraf, at enkelte svenske Herrer netop efter dette Møde sees at have været misfornøjede og draget sig bort fra Margrete, ja endog nærmet sig Mecklenburgerne, som Jakob Abrabamssøn, om hvem vi allerede have berettet, at han deeltog i Fredsmødet, men strax efter gjorde felles Sag med den egenmægtige Knut Boessøn i Finland.

Fra Jylland, hvor Kongen og Dronningen efter Hyldingen opholdt sig i nogle Uger, drog de først til Assens i Fyn for at handle med de holstenske Grever om den nye Forlening med Sønderjylland, der nu skulde finde Sted, men som dog ikke skete formedelst Grev Claus’s Betænkeligheder[4]. Derpaa begav de sig til Sverige, man veed ikke bestemt naar, men i alle Fald saa betimeligt, at de i de første Dage af Juni kunde samles med Erkebiskopen, Biskoperne og endeel verdslige Raadsmedlemmer til et Møde i Skara, som formodentlig allerede forud havde været aftalt, og hvor det egentlige Valg skulde foregaa. Her valgtes han da den titte Juni og blev sidenefter, den 23de Juli, efter svensk Lov og Vedtægt hyldet paa Allsherjething ved Uppsala, og ophøjet paa Mora-Stenen, ved hvilken Lejlighed mange bleve dubbede til Riddere[5], dog vel neppe af Kongen selv, da han endnu var umyndig, men af en eller anden anseet Ridder paa hans Vegne. I Hyldings-Eeden, som Erik aflagde, forpligtede han sig blandt andet udtrykkeligt til at betro Rigets Slotte alene til Indfødte, og ikke at paalegge Skat, men nøje sig med Rigets sedvanlige Indtægter, undtagen i Krigstilfelde.

At dette Valg ingenlunde var alle de svenske Herrer til Behag, ikke engang alle dem, der vare tilstede og samtykkede deri, tør man saavel af hvad vi allerede have seet, som hvad der sidenefter skete, antage som vist, og dersom vi nærmere kjendte Forhandlingernes Gang, vilde vi sikkert finde denne Antagelse udtrykkeligt bekræftet. Flere ere vist endog ganske udeblevne, navnlig alle de, der gjorde felles Sag med Hr. Knut Byessøn i Finland. Dog finder man heller ikke paa den anden Side, at de indlagde nogen Protest, og Eriks Valg og Hylding var saaledes fuldkommen retsgyldigt. Man kan overhoved her ikke tilbageholde den allerede ovenfor udtalte Formodning om, at Margrete med stor Klogskab har benyttet den nu løsslupne Kong Albrecht som et Skræmsel til at gjøre de svenske Stormend mere medgjørlige og kvæle den Opposition, der ellers kunde reise sig iblandt dem. Og navnlig maa vi gjette paa noget saadant, naar vi see den Dristighed og tillige det Held, hvormed hun under de nuværende, tilsyneladende saa ugunstige Forhold, fik drevet en Foranstaltning igjennem, der blandt de Store og Frelsemendene i Landet var ligesaa forhadt som nogensinde de agrariske Love blandt Optimaterne i den gamle romerske Republik, og næsten lige saa farlig for dem, der søgte at sette den igjennem. Dette rar den Refst eller Vindication af det Kronen i de sidste tredive Aar frakomne Gods, hvorom der saa lenge havde været Tale, uden at det dog havde været muligt at faa den udført. Man kan vel endog sige, at det egentlig var Forsøget paa at sette en saadan, om end kun deelviis, igjennem, der skilte baade Kong Magnus, og siden Kong Albrecht, ved Kongedømmet. Men Margrete forstod langt anderledes at sette sig i Respect. Hun var ej alene Mand for at faa Raadet til at beslutte Foranstaltningen, men ogsaa for at faa den bragt i Udførelse efter at være besluttet. Der er vistnok faa af den store Dronnings Foretagender, der give os en saa klar Forestilling om den overordentlige Indflydelse, hun maa have vidst at udøve paa alle dem, med hvilke hun kom i Berørelse, som netop denne Stein. Thi vel havde Stormendene ved hendes Antagelse til Regentinde givet sit Tilsagn om, at en saadan Stein skulde finde Sted, men et andet var dog at tage dem paa Ordet og gjøre dette Tilsagn til Virkelighed. Saa meget ønskeligere vilde det derfor have været, om vi af samtidige Optegnelser havde kunnet erfare, paa hvad Maade hun gik frem for at faa denne Sag bragt saa vel paa mit. Vi kjende nu kun Resultatet. J September 1396 samledes Dronningen og Kongen med Erkebiskopen, alle Biskoperne, flere verdslige Raadsherrer, og mange andre Riddere og Svene samt nogle Prælater paa et stort Rigsmøde i Nykøping, og her blev der den 20de September vedtaget en Rekke af Bestemmelser, hvoraf .de fleste sigtede til atter at inddrage det Gods under Kronen, som var den frakommen, lige siden Kong Albrecht allerførst kom til Sverige, eller overhoved at bringe den Ejendomstilstand med Hensyn til Jordegodset tilbage, som da fandt Sted. Spørsmaalet om, hvilke Ejendomme der paa ethvert Sted kom ind under denne Stein„ skulde afgjøres paa Refstething, for hvis Afholdelse endog Tiden bestemtes, saa at det Hele kunde verre afgjort inden et Aars Forløb, dog med Undtagelse af Finland, for hvilket intet endnu kunde bestemmes, saa lenge Hr. Knut Boessøn ikke havde underkastet sig. Der blev ogsaa udtrykkeligt bestemt med Hensyn til denne, at Sagen mellem ham og Kronen skulde henstaa til førstkommende Pints; indfandt han sig da ikke og kom til Forliig med Dronningen og Kongen, maatte han finde sig i, at de Ejendomme, han sad inde med, tildømtes Kronen eller de Bønder, der før Kong Albrechts Tid havde ejet dem. Der bestemtes fremdeles, at ethvert Slot, der var bygget, efterat Kong Albrecht kom til Landet, skulde nedbrydes, hvis Kongen eller Dronningen ej vilde have det staaende; at de Rigsens Mend af Sverige, Norge og Danmark, som i denne Fejde havde mistet sit Gods, skulde hver komme til sit igjen med Rette; at Dronningen skulde beholde i sin Levetid med al kongelig Ret først hendes egen Morgengave, alt Østergøtland, samt desforuden Rumblaborg og Jønkøping med tilhørende Lehn, Vestergøtland med Kind og Mark, Dal, Vermeland og Mo-Hered, samt alt hvad der tilhørte Kongedømmet i Skara Biskopsdømme og Østergøtland, Vesteraas By med Nordbohered og Dalarne, Kobberberge og Jærnberge; at ligeledes Hr. Abraham Broderssøn skulde beholde Verend og Finnveden, Hr. Nisse Svarteskaaning Mark, og et Par andre Herrer nogle mindre Hereder og Pantelehn paa saa lang Tid, som Dronningens Brev derpaa angav. Dette ere Hovedomridsene af de Bestemmelser, der vedkom den egentlige Refst.

Men denne vigtige Sag var ikke det eneste, som Dronningen her bragte paa det Rene. Hun gjorde ogsaa et forberedende Skridt til at bringe et almindeligt Rigsmøde fra alle tre Riger til Veje for at raadslaa om Rigernes nærmere Forening, idet hun sit følgende Bestemmelse vedtagen, der indførtes som en egen Artikel i den Reces eller Act, der udstedtes om Mødets Beslutninger: „Item skulle vi, saa mange vi ere af Riget i Sverige med fuld Magt, naar vor Herre Kong Erik eller Dronning Margrete os tilsiger og vil, paa hvad Sted, han eller hun vil, møde Rigsens Mend af Danmark og Norge og med dem da overeens vorde paa fornævnte vor Herre Kong Eriks og alt Sveriges Riges Vegne efter førnævnte vor Herres og Frues Raad og Vilje, samt efterdi vi alle af disse tre Riger have een Herre og Konge, som er førnævnte vor Herre Kong Erik; og ville og skulle vi da derom enes og gjøre dem en saadan Forvaring, samt igjen tage en saadan af dem, at baade fornævnte vor Herre og Frue og vi alle af disse tre Riger ere forvarede derved i alle Stykker efter førnævnte vor Herres og Frues Raad og Vilje, som før er sagt, og skal det da jo saa bevares af alle disse tre Riger, at ikke et af disse tre Riger skal nogen Tid orloge eller prange paa det andet.“ Hermed var allerede Grundtrekkene til den vordende nærmere Forening givne, og Dronningen havde tydeligt tilkjendegivet sin Hensigt, med det første at sammenkalde alle tre Rigers Raad for at bringe denne Forening istand[6].

En saadan Fælles-Raadsforsamling blev ogsaa afholdt i Midten af det følgende Aar. Margrete havde tilbragt hele Mellemtiden i Sverige[7], hvor hendes Nærværelse formodentlig maa have været mest nødvendig, deels for den nu allerede paabegyndte Refsts Skyld, deels ogsaa fordi hun vel der havde størst Modstand at bekæmpe og flest Hindringer at bortrydde. Det var, som man af det senere paafulgte erfarer, hendes Hensigt, allerede at begynde dette Møde med en Act, der paa den tydeligste og mest iøjnefaldende Maade skulde vise, at Rigerne herefter skulde betragtes ikke som et Statsforbund, men som en samlet Forbundsstat, og Foreningen ej lenger skulde være en blot og bar Personal-Union. Hun agtede nemlig at lade Erik krone til Konge over alle tre Riger under eet. Hvorledes hun har indledet dette, om det allerede var aftalt paa Mødet i Skaane 1395, eller om hun agiterede derfor under Opholdet i Sverige, vides ikke; vi erfare kun, at hun ogsaa satte dette igjennem, saa paafaldende det end maa have forekommet de fleste. Indkaldelser maa i betimelig Tid have været omsendte til Raadsherrerne i de to andre Riger, og alle de øvrige Mend, om hvis Nærværelse der kunde være Tale. Til Samlingssted bestemtes Kalmar. Hvorfor dette Sted valgtes, og ikke heller et i det vestlige Sverige eller Halland, der kunde være de Danske og Norske belejligere, vides ikke, men .der maa have været særegne Grunde derfor. Maaskee ønskede Dronningen og de svenske Herrer netop at være de østlige Farvande og Gotland saa nær som muligt, for samtidigt at kunne holde Øje med Vitaliebrødrene og Kong Albrechts Søn Hertug Erik, der ved deres Hjelp nys havde sat sig fast paa den sidstnævnte Ø, som det i det følgende vil blive berettet. Her i Kalmar samlede der sig da ved Pintsetid, henimod Midten af Juni Maaned, en Mængde anseede Mend fra alle tre Riger, af hvilke følgende Nordmend udtrykkeligt nævnes: Cantsleren Provst Arne, Agmund Bolt, Gaute Erikssøn, Jon Martinssøn, Jon Darre, Alf Haraldssøn, Eindride Erlendssøn af Losna, Gudbrand Erlingssøn, Haakon Søm Gyrd Gyrdssøn, Sigurd Thoraldessøn, Thoralde Sigurdssøn og Jon Haraldssøn, samt desforuden Biskop Jon af Orknø, der dog ikke var Nordmand, og formodentlig aldrig havde været enten i Norge eller i sit eget Biskopsdømme[8]. Besynderligt nok, at hverken Erkebiskop Vinalde eller nogen anden af de norske Biskoper vare tilstede. Det er muligt, at.Kroningen netop kan have været“Skyld deri, da der vel kunde opstaa Spørsmaal om, hvo der var nærmest til at forrette den, Lands eller Nidaroos’s Erkebiskop, og at Vinalde heller valgte at blive borte med sine Lydbiskoper, end at indlade sig i nogen ubehagelig Rangstrid[9]. Derimod vare alle de svenske Biskoper tilstede, undtagen maaskee Biskopen af Aabo, og alle de danske, undtagen Biskopen af Slesvig. Kroningen skete med stor Højtidelighed Trefoldighedssøndag, den 17de Juni. Skade, at der ingen nærmere Beskrivelse er os levnet om Maaden, hvorpaa den fandt Sted, thi der kan ej være nogen Tvivl om, at nye og særegne Former have været anvendte for at betegne, at Kroningen gjaldt alle tre Riger; det er endog højst sandsynligt, at en egen ny Krone har været forferdiget, der betegnede Tredobbeltheden af Kongedømmet, ligesom vi see, at nye Storsegl indrettedes for hvert af Rigerne, der ved Siden af vedkommende Riges egentlige Vaabenmerke ogsaa indeholder de to andre Rigers[10]. Alt, hvad vi faa at vide om Højtideligheden, er alene dette, at Kroningen udførtes af begge Erkebiskoper, Jakob af Lund og Henrik af Uppsala, og at Kongen dubbede 133 Mend fra alle tre Riger, hvoriblandt alle de nys opregnede norske verdslige Herrer[11], og formodentlig ogsaa endeel andre tilstedeværende Nordmend, thi der havde nu ikke fundet nogen Ridderudnævnelse Sted i Norge siden Kong Haakons Dage, og der var saaledes mange, som kunne gjøre Fordring paa denne Verdighed.

Herefter begyndte de egentlige Forhandlinger om Unionsspørsmaalet og vedvarede, som man seer, i lidt over en Maaned. Men de ledede ikke ganske til det Resultat, som Dronningen fra først af vistnok havde tilsigtet. Der udstedtes kun een fuldgyldig Stats-Act paa dette Møde, og dette var alene et Vidnesbyrd om Kroningen, udstedt den 13de Juli af 67 geistlige og verdslige Raadsherrer og Rigsembedsmend fra alle tre Riger, hvoriblandt de ovennævnte norske. Acten indeholder intet om Rigernes indbyrdes Forhold og handler kun om Kroningen selv, og den Troskab, som Rigernes Indbyggere skyldte den saaledes kronede Konge[12]. Der affattedes vistnok ogsaa en Unions-Act, om hvis Hovedpunkter man synes at være bleven enig, men det blev kun ved Udkastet. Reenskrevne, beseglede og fuld“gyldige Gjenparter deraf udferdigedes ikke. Udkastet, der endnu er til, indeholder, at efterat de tre Riger nu havde valgt Erik til sin felles Konge, og han efter alle Rigernes gode Mends Samtykke var bleven kronet i Kalmar sidstleden Trinitatissøndag, var der blevet dagthinget mellem alle tre Rigers Raadgivere om en stadig og ubrødelig Fred og Forbindelse mellem Rigerne, og med Kongens og Dronning Margretes Samtykke var man bleven enig om følgende Punkter:

1) De tre Riger skulle herefter stedse have een Konge og aldrig mere adskilles.

2) Efter denne Konges Død skal een Konge velges over alle tre Riger, og ikke flere, og det ene Rige skal ikke tage eller velge sig nogen Konge, men Valget skal skee eendrægtigt af alle tre Riger.

3) Efterlader den sidst afdøde Konge flere Sønner, da skal kun een af dem velges til Konge over de tre Riger, de øvrige Brødre skulde affindes med Forleninger.

4) Dør Kongen barnløs, skulle Rigernes Raadgivere og Mend efter bedste Skjøn og Samvittighed velge hans Efterfølger med ret Samdrægt af alle tre Riger.

5) Alle tre Riger skulle forblive i Samdrægt og Kjærlighed, og det ene ej drage sig fra det andet; hjemsøges det ene af Orlog eller Udlendingers Angreb, da skal dette gjelde dem alle, og de skulle gjensidigt hjelpe hinanden.

6) Hvert Rige bliver dog ved sin særskilte Lov og Ret, og Kongen skal styre hvert af dem derefter, og ingen Lov eller Ret bør drages ud af det ene Rige og ind i det andet, hvor den hidtil ikke har gjeldet.

7) Paakommer der et af Rigerne Krig, da skulle de andre to Riger, naar Kongen eller hans Ombudsmend paa hans Vegne tilsige dem det, komme det troligen til Hjelp, enten det saa er til Lands eller Vands, dog saaledes, at det Rige, der nyder godt af Hjelpen, skal holde de til Hjelp kommende Krigsfolk med Kost og Foder. Ingen skal heller herefter unddrage sig fra at yde saadan Hjelp under det Paaskud, at han ikke er pligtig til at gjøre Tjeneste udenfor sit eget Lands Grendser, thi nu skal den ene hjelpe den anden, efterdi alle tre Riger ere og skulle blive som eet Rige.

8) Al Feide og Tvedragt, som før har været mellem Rigerne, skal nedlægges.

9) Bliver Nogen i et af Rigerne fredløs for sin Forbrydelse, da skal han være det i dem alle; ingen skal forsvare ham, og hvor han tiltales, der skal han straffes.

10) Skeer der nogen Underhandling eller Dagthingning med fremmede Herrer eller Stæder, eller deres Sendebud komme til Kongen, da har denne, i hvilketsomhelst Rige han monne befinde sig, med sit tilstedeværende Raad, hvoriblandt der dog bør være nogle Medlemmer fra hvert Rige, Magt til at bestemme i saa Henseende, hvad der synes tjenligst for alle tre Riger.

11) Alle disse Artikler skulle overholdes, som foreskrevet staar, og udtydes og menes paa den Maade, som bedst bliver Gud til Ære og Kongen og Riget til Gavn; handler nogen herimod, skal man af alle tre Riger hjelpe Kongen og hans Embedsmend med god Tro og al Magt til at raade Bod derpaa og derover at rette, som ret og vedbørligt er.

12) Dronning Margrete skal med al kongelig Ret beholde og bestyre, saa lenge hun lever, alt hvad hendes Fader og Søn forundte hende i levende Live og i deres Testament, i Sverige hendes Morgengave og alt andet, som Rigets Mend havde overladt hende; i Norge ligeledes hendes Morgengave og hvad hendes Mand Kong Haakon og hendes Søn Kong Olaf have undt og givet hende; ved hendes Død skulle vel Land og Slotte atter falde tilbage til Kongen, men de Gaver og Udbetalinger, hun forresten i sit Testament kan have foreskrevet, skulle staa ved Magt.

13) Til desto større Sikkerhed for, at alle disse Stykker evindeligen og ubrødeligt overholdes, skal der udstedes Breve paa Pergament, to for hvert Rige, ganske af det samme Indhold som nærværende Udkast, og indsegles med Kongens, Dronningens, Rigernes Raads og Mends, samt Kjøbstædernes Segl.

Udkastet, der er forfattet paa Dansk, slutter med en Bevidnelse af de tvende Erkebiskoper, Biskoperne i Roeskilde og Linkøping, og fjorten andre Herrer fra alle tre Riger, blandt hvilke Nordmendene Provst Arne, Agmund Bolt, Alf Haraldssøn og Gaute Erikssøn, „at alle disse Stykker ere saaledes aftalte, og at de i alle Maader skulle saaledes fuldbyrdes, som foranskrevet staar“, hvorom de til Bekræftelse have ladet sine Segl henge for dette Brev, der blev skrevet i Kalmar St. Margretes Dag (20de Juli) 1397[13].

Men ingen af disse sytten Segl henger for, derimod findes der kun ti, eller rettere Spor af ti, skjødesløst paatrykte selve Udkastet, der desuden kun er paa Papir, ikke engang i sedvanlig Documentform, og fuldt af Rettelser[14]. Det er saaledes ene alene et Concept, uden nogen Retsgyldighed, og de ti Herrer, der satte sine Segl paa, blandt hvilke man med Vished veed, at Erkebiskoperne og Steen Benedictssøn have været, kunne hermed alene have haft til Hensigt at sikkre Udkastet mod Forfalskning, for det Tilfelde at der senere skulde blive Spørsmaal om at drage det frem igjen og benytte det ved nye Forhandlinger om denne Sag. Først ved at reenskrives paa Pergamentet i de sex Exemplarer, som Udkastet antyder, og forsynes med de her foreskrevne Segl, vilde Acten faa bindende Kraft. Men saadanne Gjenparter have aldrig været udstedte, og selv om Udkastets Tilværelse vidste kun de færreste nogen Beskeed, førend Erik af Pomern i 1425 lod tage en verificeret Afskrift deraf. Saaledes blev ingen Unions-Act oprettet, uagtet dette aabenbart havde været Dronningens Hensigt. Aarsagen dertil lader sig ikke tilfredsstillende forklare. Man kan tænke sig, at Sagen har mødt en uformodet Modstand hos enkelte indflydelsesrige Mend i Rigerne, og at Dronningen selv ej har været tilfreds med Bestemmelserne, der ikke gik ud paa en saa fuldstendig Sammensmeltning af Rigerne, som hun maaskee havde tilsigtet, og at hun heller valgte at stille Sagen i Bero, end at gaa ind paa, hvad hun fra sit Standpunktalene maatte betragte som halve Forholdsregler; man kan endelig tænke sig, at Modet hastigt er bleven afbrudt ved et pludseligt Overfald af Vitaliebrødrene, og at der siden er kommet Hindringer i Vejen for Gjenoptagelsen af de afbrudte Forhandlinger. Vist er det kun, at ingen Unionsact endnu kom istand, og at det eneste, som ved dette Møde i Kalmar udrettedes til Rigernes nærmere Sammenknytning, men som i sig selv var vigtigt og betydningsfuldt nok, var Kongens Kroning for alle tre Riger paa een Gang. Det er saaledes urigtigt, naar man forestiller sig Kalmar-Unionen i 1397 som en virkelig Unionsact, en formelig Overeenskomst mellem Deputerede fra alle tre Riger om Foreningens Vilkaar. Unionen bestod kun i Felles-Kroningen, og man kan maaskee endog med større Ret regne Unionen fra Modet paa Falsterbod og ved Lindholm 1395. Men da hiin Felles-Kroning dog paa den mest iøjnefaldende Maade betegner Unionens factiske Tilværelse, ville vi ikke afvige fra den nu næsten hevdede Skik, at regne Foreningens Stiftelse fra dette Møde i Kalmar, og nærmest fra denne Kroning, der saaledes aabner et nyt Tidsrum i vort Fedrelands Historie.

  1. ↑ Saaledes (Sviarikis réttr erfingi) kaldes Erik allerede i Landsvistbreve af 1391 og de følgende Aar, see Dipl. N. I. 529. 539. 548.
  2. ↑ See herom især Paludan-Müller, obss. criit. S. 34–36, Suhm, XIV. S. 360–366. At Erik ikke kaldes Danmarks Konge i de Fredsbreve, der dateredes den 8de September 1395, hindrer ikke, at han dog allerede kan være valgt under Mødet paa Lindholm og Falsterbod i Juni Maaned, thi vi have seet, at hine Breve allerede bleve ferdigtskrevne samtidig med Fredens Afslutning den 17de Juni og alene forsynedes med et senere Datum.
  3. ↑ Scr. r. Sv. I. 2. S. 60.
  4. ↑ Sammesteds, S. 370, 611.
  5. ↑ Vadstena-Diariet, Scr. r. Sv. I. S. 109. Hyldingsdagen angives udtrykkeligt (som Søndag efter Mariæ Magdalenes Dag) i Nykøpings-Recessen af 1396, og ligeledes (som St. Apollinaris-Dag) i Chron. af 1430, Scr. r. Sv. I. S. 66. Begge Angivelser betegne den 23de Juli. Blandt de Riddere, som dubbedes, maa Algøt Magnussøn og Thord Bonde have været, thi de optræde herefter med Riddertitel. Af andre Breve sees, at Snakenborgerne, Hr. Nisse Svarteskaaning og flere navngivne Herremend have været tilstede.
  6. ↑ Den hele Act er aftrykt i danske Paraphrase hos Huitfeld, S. 600 fgg., derefter igjen hos Hadorph, omsat paa Svensk, og siden, efter Originalen i det danske Geh. Archiv, fem det heder, men dog nok snarere efter en der beroende Afskrift, hos Suhm, XIV. S. 616–624. Men ved denne Afskrift og Huitfelds Aftryk er der den store Afvigelse, at blandt Udstedernes Navne savnes hos Suhm mellem Steen Benedictssøn og Arvid Benedictssøn, de fire Herrer Erngisl Nikolassøn, Steen Boessøn, Amund Jonssøn og Thure Benedictssøn, der nævnes hos Huitfeld. Udeladelsen skyldes maaskee kun en Uagtsomhed hos Afskriveren, der let kan have sprunget fra det ene „Beyntsson“ til det andet, udeladende hvad der er imellem; men skulde virkelig hine Navne savnes l den Original, der findes i det danske Archiv, vilde dette have megen Betydning, da det i saa Fald vidnede om, at Hr. Steen Boessøn og Erngisl Nikolassøn m. Fl. ikke have været tilstede.
  7. ↑ Hun var den 1ste November i Vadstena (Diariet S. 110), hvor hun vel ogsaa især har opholdt sig: den 13de December i Ljodhuus, hvor allerede Refstething holdtes (Suhm XIV. S. 391), den 17de Februar 1397 paa Axevall (ssteds. S. 627).
  8. ↑ De Tilstedeværendes Navne kjendes idet Hele taget kun, forsaavidt som de senere have været med at udstede Kronings-Acten. Men at mange flere have været tilstede, sees deraf, at Kongen kunde creere 133 Riddere. Et Indulgensbrev, meddeelt i Pontoppidans Annaler II. S. 251, viser, at foruden de danske Biskoper, der udstedte Kroningsacten, vare Biskoperne af Ribe og Viborg tilstede idetmindste d. 6te Juli. Biskop Jon af Orknø var vel snarest en Pomrer, da vi i 1389 finder ham som Bestyrer af Cammins Biskopsstol, see Rango, Pomerania antiqua, S. 107. Han har vel endog en Tidlang ikke været betragtet som lovligt valgt eller udnævnt, siden vi finde Henrik som Biskop af Orknø 1394 (s. o. S. 259), efter hvem Jon igjen kommer frem.
  9. ↑ Om Erkebiskopen af Uppsala kunde der ej opstaa nogen Tvivl, da han altid ansaaes som noget ringere end Erkebiskopen af Lund, „Sveriges Prinds“.
  10. ↑ Under Kong Eriks Bekræftelse af Hansestædernes Privilegier i Norge af 1398, der findes i Lübecks Archiv, hænger endnu hans norske Rigssegl, og en Afbildning deraf, saavelsom af det danske, er meddeelt i „Illustreret Nyhedsblad“ for 1859, No. 17. Det norske Rigssegl fremstiller Kongen siddende paa sin Trone i Kroningsskrud, med et Hjerteskjold paa Brystet, hvori formodentlig de tre Kroner, og to Skjolde paa hver Side, øverst til højre Norges Leve, nederst sammesteds formodentlig Gøtaløven (Aftryktet er utydeligt); øverst til Venstre maaskee Danmarks eller i alle Fald Jyllands Vaaben, tre eller to Leoparder (ogsaa dette er utydeligt), nederst til Venstre den pomerske Grif. Overskriften er: S. Erici dei gracia Norvegie Dacie Svecie Gotorum Slauorumque regis et ducis Pomern. Det danske Rigssegl af samme Aar er noget større, fremstiller et af en Engel holdt, ved et Kors firdeelt Vaabenskjold, med et Hjerteskjold i Midten, hvori Norges Leve; det øverste Feldt til Hoste er Danmarks Vaaben, de tre Leoparder med mellemstrøede Hjerter og et Korsbaner, det nederste Feldt til Højre er Gøtaløven, det øverste til venstre har de tre Kroner, og det nederste til venstre den pomerske Grif. Overskriften er: S. Erici dei Gratia regnorum Dacie, Svecie, Norvegie, Sclauorum Gothorumque regis ac ducis Pomerarie. Eriks svenske Rigssegl have vi ej haft Lejlighed til at see; men af Analogien fra de to andre at slutte skulde man næsten antage, at det som Hjerteskjold har indeholdt det danske Vaaben, øverst til højre de tre Kroner, nederst Gøtaløven, øverst til Venstre Norges Løve og nederst Griffen.
  11. ↑ Dette sees deraf, at de i Kroningsacten af 13de Juli alle optrede som Riddere, medens tidligere ingen af dem havde denne Verdighed.
  12. ↑ Acten er meddeelt hos Huitfeld S. 610 fgg. og efter denne igjen hos Suhm, XIV. S. 406.
  13. ↑ At Dagen er den 20de, ikke, som mange, og blandt dem Paludan-Müller, (Observ. criticæ, S. 46), have antaget, den 13de Juli, er klart og aldeles uimodsigeligt, ej alene af den Grund, at Kroningsacten, der er udstedt den 13de Juli, betegner den som „Fredag efter St. Knuts Dug„ hvilken Betegnelsesmaade ogsaa vilde bane været anvendt i Udkastet, om det havde været dateret fra samme Dag; men ogsaa, og fornemmelig, fordi man hverken i Danmark, Sverige eller Norge forstod nogen anden Dag ved St. Margretes Dag, end den 20de Juli. Jeg har i den Anledning gjennemgaaet Kalendarierne i alle de danske og svenske Missaler, som endnu haves, saavelsom en Mengde andre, trykte og utrykte, og i dem alle findes Margretedagen ansat til 20de Juli, undtagen i det slesvigske, derefter tydsk Maade setter den til den 13de. Men dette er dog vist kun en sildigere, i den slesvigske Kirke foretagen Forandring, og i alle Fald var der ingen Biskop af Slesvig tilstede ved Modet, og om han havde været tilstede, vilde man dog ikke have rettet sig efter ham. Ved Margretedagen kunde der desuden saa meget mindre opstaa nogen Fejltagelse, som det var Dronningens egen Navnedag; hun havde dog baade under sin Opdragelse i Fru Mæretas Huus og de mange Aar, hun henlevede i Norge, været saaledes vant til at højtideligholde sin Navne- og Skytshelgens-Dag den 20de Juli, at hun og hendes Omgivelser umuligt kunde tage Fejl af Dagen. Formodentlig havde hun samme Dag endog nys før Udkastets Tilbliven hørt Messe til sin Skytspatronindes Ære. Den 13de Juli som Margretedag er overhoved ej indkommen i danske Almanaker førend efter Reformationen, ved tydske Astronomer eller Almanakforfattere. I Norge regner Almuen endnu den 20de Juli som Margretedagen.
  14. ↑ Documentet er først meddeelt af Huitfeld S. 611, og efter ham hos Hadorph S. 58: liden nøjagtigere i„Nye danske Magasin“, III. S. 64 fgg. og derpaa endnu nøjagtigere hos Suhm, XIV. S. 630, samt endelig Vidissen af 1425 i Paludan-Müllers „Observ. criticæ“, S. 53 fgg. Dette ypperlige Skrift, der bortrydder alle de Vildfarelser, mere eller mindre ukritiske Forfattere have gjort sig skyldige i, denne Sag angaaende, og som de endog saaatsige have slaaet fast i de flestes Bevidsthed, har jeg her i det Væsentlige fulgt, anseende det unødvendigt her, atter udførligt at documentere, hvad han fuldstændigt har godtgjort.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/26&oldid=84974»