Det norske Folks Historie/8/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſaaledes at have betragtet de i ſig ſelv ikke ſynderlig vigtige Tildragelſer, ſom i disſe ſidſte Aar forefaldt i Norge og Skatlandene, fjernt fra Hovedbegivenhedernes Skueplads, vende vi atter tilbage til Dronningen for at iagttage, hvorledes hun nu, befriet fra Krigens meſt trykkende Sorger, fuldførte ſin Unions-Plan. Vi have allerede ſeet, hvorledes hun ligefra det førſte Øjeblik, da hun fik Magten i Hende efter Kong Haakons Død, ſtadigt arbeidede til dette Maal, og at ikke engang Kong Olafs pludſelige Dødsfald kunde afſkrække hende derfra, om det end rimeligviis voldte nogen Forhaling, ſom ellers ikke vilde have opſtaaet. Men hun vidſte at overvinde alle Hindringer, ſaa misligt det end i Førſtningen ſaa ud. Hun havde dog nu faaet ſig ſelv Regjeringsmyndigheden overdraget i alle tre Riger; hun havde faaet en Tronfølger opſtillet, ſom i Norge endog allerede var antagen til Konge, medens man i Sverige paa Forhaand havde lovet at velge den til Konge, ſom hun maatte foreſlaa; og Mecklenburgernes Fodfeſte og Indflydelſe i Sverige havde hiin ſaa fuldſtændigt vidſt at tilintetgjøre, at der heller ikke fra denne Kant kunde øjnes nogen Hindring. Hiin ſtod-altſaa nu paa det nærmeſte ved Maalet og havde alene tilbage at legge den ſidſte Haand paa Verket.

Margrete havde ingenſinde lagt Skjul paa denne ſin Henſigt, at forbinde de tre Riger nærmere og varigere ſammen, end en blot og bar Perſonal-Union, tilfeldigt opſtaaet, formaaede. Vi have allerede ovenfor (S. 125) omtalt, hvorledes der endog er al Sandſynlighed for, at der efter Kong Haakons Død i 1380 oprettedes en Unions-Act mellem Norge og Danmark i Liighed med den forrige mellem Norge og Sverige, og at dens Artikler maaſkee endog have været de ſelvſamme, der liden optoges i den ſtørre Unions-Act, hvorom vi her komme til at handle. I ſine vigtigere Regjeringshandlinger og i ſin hele politiſke Virkſomhed ſynes Margrete med Flid at have lagt an paa at bibringe ſine Underſaatter i de tre Riger den beſtemte Foreſtilling, at disſe herefter lige over for Udlandet ſkulde udgjøre eet, deres politiſke Anliggender betragtes ſom felles, og afgjøres ved felles Raadſlagning og under gjenſidigt Anſvar. Hendes Henſigt var aabenbart endog den, med Tiden at drive det dertil, at alle tre Riger kun kom til at danne et eneſte Rige, og Indbyggerne i dem alle et eneſte Folk: deraf formodentlig hendes endog tildeels forhaſtede Beſtræbelſer for at faa danſke Mend ind i vigtige norſke geiſtlige og verdslige Embeder, og — hvo veed om ikke ogſaa enkelte Nordmend anvendte i Danmark. Under hele Krigen og de ſidſte Fredsunderhandlinger var Unionsprincipet allerede ſaaledes anerkjendt endog af de meglende tydſke Stæder, at man endog kan ſige, at det dannede Grundlaget for Underhandlingerne. Vi have ſeet, at da der i 1393 var Tale om at give Kong Albrecht fri, ja endog blot om at bringe ham fra Lindholm til Falſterbod, erklærede Dronningen, at hun ej kunde indlade ſig derpaa, uden at have indhentet det norſke og det ſvenſke Raads Samtykke. Ved Forhandlingerne paa Skanør, Falſterbod og Lindholm i 1395 var derfor ogſaa alle trende Rigers Raad tilſtede; Raadsherrer og anſeede Mend fra alle tre Riger maatte beſegle Dronningens Fredsbreve ſom Løſtesmend, og betydningsfuld bliver iſær Slutningsartiklen i de ſyv Stæders Forſikkringsbrev til Dronningen om i de ovenfor anførte Tilfelde enten at ville tilbageſende Kong Albrecht eller overgive Stockholm: „at hvis Dronningen inden den beſtemte Tid af tre Aar døde, eller ikke var inden ſine tre Riger, ſaa ſkulde Kong Erik af Norge ganſke træde i hendes .Sted ſom den, til hvem disſe Forpligtelſer ſkulde efterkommes, eller hvis han ogſaa døde, ſkulde dette ſkee til „ſamme Konges og Dronnings og Arvingers troe Haand, nemlig hendes Riges efterſkrevne Raad og Tjenere“; herefter opregnes Raadsherrerne og Høvdingerne fra alle tre Riger ved Navn. Dette viſer nokſom, at Erik, uagtet han endnu kun var Norges Konge, dog allerede betragtedes ſom Tronfølger i de tvende øvrige Riger, og at de tre Rigers Raad tilſammen lige over for Stæderne og det øvrige Udland betragtedes ſom et eneſte Felles-Rigsraad. Unionen var ſaaledes allerede i Virkeligheden anerkjendt og gaaet ind idetmindſte i Raadsherrernes Bevidſthed. Der manglede kun, at Erik toges til Konge i de to andre Riger, og at en gjenſidig Unionsact oprettedes.

Dronningen havde klogeligt benyttet ſig af den Omſtendighed, at Norges Tronfølge var arvelig i ſedvanlig og ſtrengere Forſtand, ej, ſom. Danmarks og Sveriges, med Valgfrihed inden Kongehuſets Medlemmer, til at faa Erik tagen til Konge i det førſtnævnte Rige. Herved var allerede det meſte vundet: Erik havde faaet Kongenavn, og Folket i de tvende andre Riger maatte derved blive vant ved at kalde ham ſaaledes,“ uden vel overhoved at gjøre ſig ret klart, at han alene var Norges, ikke ogſaa Sveriges og Danmarks Konge. Og var man førſt enig om, at Rigerne herefter ej ſkulde ſkilles ad, maatte Tronfølgen i Sverige og Danmark allerede derved være ham vis. Fra de Svenſke havde jo Margrete desuden hiint udtrykkelige Løfte om at erkjende den Konge, hun gav dem, og hun havde endog ladet Erik antage Titel af „Sveriges rette Arving“[1]. Det var altſaa egentlig kun de Danſkes Samtykke, ſom det endnu ſtod tilbage for Dronningen at indhente. Men hendes Anſeelſe i Danmark var ſaa ſtor, at hun viſt heller ikke her havde nogen Vanſkeligheder at frygte for. Saavidt man kan ſee, blev ogſaa Erik valgt til Danmarks Konge endnu i 1295, og maaſkee endog paa det ſelvſamme Møde, hvorved Raadsherrerne vare forſamlede for at underhandle om Freden. Thi allerede den 24de Januar 1396 blev Erik hyldet ſom Danmarks Konge af Jyderne paa Viborg Landsthing, og af det Forſikkringsbrev, ſom Kongen ved denne Lejlighed paa hans Vegne udſtedede, ſees det, at han endog tidligere var bleven hyldet i de øvrige Landſkaber: hans Omreiſe i disſe maa ſaaledes have fundet Sted i de ſidſte Maaneder af Aaret 1395, ſaaſom hans Antagelſe ſom Danmarks Konge var tilendebragt, ej begyndt, paa hiint Landsthing i Viborg. Men forøvrigt blev det udtrykkeligt beſtemt og vedtaget, at Dronningen fremdeles ſkulde fore Regjeringen, indtil han blev myndig[2].

Der er endvidere al Grund til at antage, at Dronningen paa hiint ſelvſamme Møde i Skaane ogſaa aftalte det Fornødne med de ſvenſke Raadsherrer om Eriks Valg eller Antagelſe til Konge i deres Fedreland. Thi efter dette Møde havde Dronningen ingen Sammenkomſt eller Overlegning med disſe Raadsherrer førend i Midten af det følgende Aar. Og den ſvenſke Riimkrønike, hvis Affattelſe neppe ligger 50 Aar ſenere end disſe Begivenheder, ſiger endog udtrykkeligt, at Margrete, førend Erik hyldedes i Sverige, ſammenkaldte ſit Raad af alle tre Riger og fik dem til i Forening at beſlutte Eriks Antagelſe til Konge i dem alle, for at Rigerne fremdeles kunde blive ſamlede. Krøniken meddeler endog enkelte af Forhandlingerne, der ſynes at viſe, at hun i Førſtningen ſtødte paa Vanſkeligheder. „Da Herrerne vare komne ſammen“, heder det, „ſagde hun til dem, at de burde tage ſig en Konge, medens hun endnu levede, for at Rigerne kunde blive ſamlede. Herrerne raadſlog da førſt og ſagde, uden at frygte for hendes Unaade, at ſaa lenge Gud lod hende leve, da ønſkede de ikke nogen anden Herre. Men da ſvarede Dronningen haſtigt og meget vred: jeg har raadet Eder til det bedſte, og vil I nu ej gjøre det, da ſtaar Riget i Fare, og efter min Død faar I Kiv, thi Rigerne blive da visſeligt ikke tilſammen; men jeg kan vel tænke, at I forſmaa den Herre, fordi han er af min Ætt! Da blev Raadsherrerne ilde til Mode og gjorde ganſke, ſom hun vilde, for at ſtille hendes Vrede; de erklærede, at de gjerne vilde følge hendes Raad; hun takkede dem og lod Erik ſtrax hylde af alt Rigets Raad“, det vil da ſige, at hun lod ſig give et foreløbigt Tilſagn baade af det danſke og af det ſvenſke Raad om, at de vilde velge Erik til Konge[3]. Hvis det virkelig er gaaet ſaaledes til, kan det ej have været paa noget andet Møde end det nys omtalte i Skaane; og Beretningen er ej alene ſandſynlig, men beſtyrkes endog deraf, at enkelte ſvenſke Herrer netop efter dette Møde ſees at have været misfornøjede og draget ſig bort fra Margrete, ja endog nærmet ſig Mecklenburgerne, ſom Jakob Abrabamsſøn, om hvem vi allerede have berettet, at han deeltog i Fredsmødet, men ſtrax efter gjorde felles Sag med den egenmægtige Knut Boesſøn i Finland.

Fra Jylland, hvor Kongen og Dronningen efter Hyldingen opholdt ſig i nogle Uger, drog de førſt til Asſens i Fyn for at handle med de holſtenſke Grever om den nye Forlening med Sønderjylland, der nu ſkulde finde Sted, men ſom dog ikke ſkete formedelſt Grev Claus’s Betænkeligheder[4]. Derpaa begav de ſig til Sverige, man veed ikke beſtemt naar, men i alle Fald ſaa betimeligt, at de i de førſte Dage af Juni kunde ſamles med Erkebiſkopen, Biſkoperne og endeel verdslige Raadsmedlemmer til et Møde i Skara, ſom formodentlig allerede forud havde været aftalt, og hvor det egentlige Valg ſkulde foregaa. Her valgtes han da den titte Juni og blev ſidenefter, den 23de Juli, efter ſvenſk Lov og Vedtægt hyldet paa Allsherjething ved Uppſala, og ophøjet paa Mora-Stenen, ved hvilken Lejlighed mange bleve dubbede til Riddere[5], dog vel neppe af Kongen ſelv, da han endnu var umyndig, men af en eller anden anſeet Ridder paa hans Vegne. I Hyldings-Eeden, ſom Erik aflagde, forpligtede han ſig blandt andet udtrykkeligt til at betro Rigets Slotte alene til Indfødte, og ikke at paalegge Skat, men nøje ſig med Rigets ſedvanlige Indtægter, undtagen i Krigstilfelde.

At dette Valg ingenlunde var alle de ſvenſke Herrer til Behag, ikke engang alle dem, der vare tilſtede og ſamtykkede deri, tør man ſaavel af hvad vi allerede have ſeet, ſom hvad der ſidenefter ſkete, antage ſom viſt, og derſom vi nærmere kjendte Forhandlingernes Gang, vilde vi ſikkert finde denne Antagelſe udtrykkeligt bekræftet. Flere ere viſt endog ganſke udeblevne, navnlig alle de, der gjorde felles Sag med Hr. Knut Byesſøn i Finland. Dog finder man heller ikke paa den anden Side, at de indlagde nogen Proteſt, og Eriks Valg og Hylding var ſaaledes fuldkommen retsgyldigt. Man kan overhoved her ikke tilbageholde den allerede ovenfor udtalte Formodning om, at Margrete med ſtor Klogſkab har benyttet den nu løsſlupne Kong Albrecht ſom et Skræmſel til at gjøre de ſvenſke Stormend mere medgjørlige og kvæle den Oppoſition, der ellers kunde reiſe ſig iblandt dem. Og navnlig maa vi gjette paa noget ſaadant, naar vi ſee den Driſtighed og tillige det Held, hvormed hun under de nuværende, tilſyneladende ſaa ugunſtige Forhold, fik drevet en Foranſtaltning igjennem, der blandt de Store og Frelſemendene i Landet var ligeſaa forhadt ſom nogenſinde de agrariſke Love blandt Optimaterne i den gamle romerſke Republik, og næſten lige ſaa farlig for dem, der ſøgte at ſette den igjennem. Dette rar den Refſt eller Vindication af det Kronen i de ſidſte tredive Aar frakomne Gods, hvorom der ſaa lenge havde været Tale, uden at det dog havde været muligt at faa den udført. Man kan vel endog ſige, at det egentlig var Forſøget paa at ſette en ſaadan, om end kun deelviis, igjennem, der ſkilte baade Kong Magnus, og ſiden Kong Albrecht, ved Kongedømmet. Men Margrete forſtod langt anderledes at ſette ſig i Reſpect. Hun var ej alene Mand for at faa Raadet til at beſlutte Foranſtaltningen, men ogſaa for at faa den bragt i Udførelſe efter at være beſluttet. Der er viſtnok faa af den ſtore Dronnings Foretagender, der give os en ſaa klar Foreſtilling om den overordentlige Indflydelſe, hun maa have vidſt at udøve paa alle dem, med hvilke hun kom i Berørelſe, ſom netop denne Stein. Thi vel havde Stormendene ved hendes Antagelſe til Regentinde givet ſit Tilſagn om, at en ſaadan Stein ſkulde finde Sted, men et andet var dog at tage dem paa Ordet og gjøre dette Tilſagn til Virkelighed. Saa meget ønſkeligere vilde det derfor have været, om vi af ſamtidige Optegnelſer havde kunnet erfare, paa hvad Maade hun gik frem for at faa denne Sag bragt ſaa vel paa mit. Vi kjende nu kun Reſultatet. J September 1396 ſamledes Dronningen og Kongen med Erkebiſkopen, alle Biſkoperne, flere verdslige Raadsherrer, og mange andre Riddere og Svene ſamt nogle Prælater paa et ſtort Rigsmøde i Nykøping, og her blev der den 20de September vedtaget en Rekke af Beſtemmelſer, hvoraf .de fleſte ſigtede til atter at inddrage det Gods under Kronen, ſom var den frakommen, lige ſiden Kong Albrecht allerførſt kom til Sverige, eller overhoved at bringe den Ejendomstilſtand med Henſyn til Jordegodſet tilbage, ſom da fandt Sted. Spørsmaalet om, hvilke Ejendomme der paa ethvert Sted kom ind under denne Stein„ ſkulde afgjøres paa Refſtething, for hvis Afholdelſe endog Tiden beſtemtes, ſaa at det Hele kunde verre afgjort inden et Aars Forløb, dog med Undtagelſe af Finland, for hvilket intet endnu kunde beſtemmes, ſaa lenge Hr. Knut Boesſøn ikke havde underkaſtet ſig. Der blev ogſaa udtrykkeligt beſtemt med Henſyn til denne, at Sagen mellem ham og Kronen ſkulde henſtaa til førſtkommende Pints; indfandt han ſig da ikke og kom til Forliig med Dronningen og Kongen, maatte han finde ſig i, at de Ejendomme, han ſad inde med, tildømtes Kronen eller de Bønder, der før Kong Albrechts Tid havde ejet dem. Der beſtemtes fremdeles, at ethvert Slot, der var bygget, efterat Kong Albrecht kom til Landet, ſkulde nedbrydes, hvis Kongen eller Dronningen ej vilde have det ſtaaende; at de Rigſens Mend af Sverige, Norge og Danmark, ſom i denne Fejde havde miſtet ſit Gods, ſkulde hver komme til ſit igjen med Rette; at Dronningen ſkulde beholde i ſin Levetid med al kongelig Ret førſt hendes egen Morgengave, alt Øſtergøtland, ſamt desforuden Rumblaborg og Jønkøping med tilhørende Lehn, Veſtergøtland med Kind og Mark, Dal, Vermeland og Mo-Hered, ſamt alt hvad der tilhørte Kongedømmet i Skara Biſkopsdømme og Øſtergøtland, Veſteraas By med Nordbohered og Dalarne, Kobberberge og Jærnberge; at ligeledes Hr. Abraham Brodersſøn ſkulde beholde Verend og Finnveden, Hr. Nisſe Svarteſkaaning Mark, og et Par andre Herrer nogle mindre Hereder og Pantelehn paa ſaa lang Tid, ſom Dronningens Brev derpaa angav. Dette ere Hovedomridſene af de Beſtemmelſer, der vedkom den egentlige Refſt.

Men denne vigtige Sag var ikke det eneſte, ſom Dronningen her bragte paa det Rene. Hun gjorde ogſaa et forberedende Skridt til at bringe et almindeligt Rigsmøde fra alle tre Riger til Veje for at raadſlaa om Rigernes nærmere Forening, idet hun ſit følgende Beſtemmelſe vedtagen, der indførtes ſom en egen Artikel i den Reces eller Act, der udſtedtes om Mødets Beſlutninger: „Item ſkulle vi, ſaa mange vi ere af Riget i Sverige med fuld Magt, naar vor Herre Kong Erik eller Dronning Margrete os tilſiger og vil, paa hvad Sted, han eller hun vil, møde Rigſens Mend af Danmark og Norge og med dem da overeens vorde paa fornævnte vor Herre Kong Eriks og alt Sveriges Riges Vegne efter førnævnte vor Herres og Frues Raad og Vilje, ſamt efterdi vi alle af disſe tre Riger have een Herre og Konge, ſom er førnævnte vor Herre Kong Erik; og ville og ſkulle vi da derom enes og gjøre dem en ſaadan Forvaring, ſamt igjen tage en ſaadan af dem, at baade fornævnte vor Herre og Frue og vi alle af disſe tre Riger ere forvarede derved i alle Stykker efter førnævnte vor Herres og Frues Raad og Vilje, ſom før er ſagt, og ſkal det da jo ſaa bevares af alle disſe tre Riger, at ikke et af disſe tre Riger ſkal nogen Tid orloge eller prange paa det andet.“ Hermed var allerede Grundtrekkene til den vordende nærmere Forening givne, og Dronningen havde tydeligt tilkjendegivet ſin Henſigt, med det førſte at ſammenkalde alle tre Rigers Raad for at bringe denne Forening iſtand[6].

En ſaadan Fælles-Raadsforſamling blev ogſaa afholdt i Midten af det følgende Aar. Margrete havde tilbragt hele Mellemtiden i Sverige[7], hvor hendes Nærværelſe formodentlig maa have været meſt nødvendig, deels for den nu allerede paabegyndte Refſts Skyld, deels ogſaa fordi hun vel der havde ſtørſt Modſtand at bekæmpe og fleſt Hindringer at bortrydde. Det var, ſom man af det ſenere paafulgte erfarer, hendes Henſigt, allerede at begynde dette Møde med en Act, der paa den tydeligſte og meſt iøjnefaldende Maade ſkulde viſe, at Rigerne herefter ſkulde betragtes ikke ſom et Statsforbund, men ſom en ſamlet Forbundsſtat, og Foreningen ej lenger ſkulde være en blot og bar Perſonal-Union. Hun agtede nemlig at lade Erik krone til Konge over alle tre Riger under eet. Hvorledes hun har indledet dette, om det allerede var aftalt paa Mødet i Skaane 1395, eller om hun agiterede derfor under Opholdet i Sverige, vides ikke; vi erfare kun, at hun ogſaa ſatte dette igjennem, ſaa paafaldende det end maa have forekommet de fleſte. Indkaldelſer maa i betimelig Tid have været omſendte til Raadsherrerne i de to andre Riger, og alle de øvrige Mend, om hvis Nærværelſe der kunde være Tale. Til Samlingsſted beſtemtes Kalmar. Hvorfor dette Sted valgtes, og ikke heller et i det veſtlige Sverige eller Halland, der kunde være de Danſke og Norſke belejligere, vides ikke, men .der maa have været ſæregne Grunde derfor. Maaſkee ønſkede Dronningen og de ſvenſke Herrer netop at være de øſtlige Farvande og Gotland ſaa nær ſom muligt, for ſamtidigt at kunne holde Øje med Vitaliebrødrene og Kong Albrechts Søn Hertug Erik, der ved deres Hjelp nys havde ſat ſig faſt paa den ſidſtnævnte Ø, ſom det i det følgende vil blive berettet. Her i Kalmar ſamlede der ſig da ved Pintſetid, henimod Midten af Juni Maaned, en Mængde anſeede Mend fra alle tre Riger, af hvilke følgende Nordmend udtrykkeligt nævnes: Cantſleren Provſt Arne, Agmund Bolt, Gaute Eriksſøn, Jon Martinsſøn, Jon Darre, Alf Haraldsſøn, Eindride Erlendsſøn af Losna, Gudbrand Erlingsſøn, Haakon Søm Gyrd Gyrdsſøn, Sigurd Thoraldesſøn, Thoralde Sigurdsſøn og Jon Haraldsſøn, ſamt desforuden Biſkop Jon af Orknø, der dog ikke var Nordmand, og formodentlig aldrig havde været enten i Norge eller i ſit eget Biſkopsdømme[8]. Beſynderligt nok, at hverken Erkebiſkop Vinalde eller nogen anden af de norſke Biſkoper vare tilſtede. Det er muligt, at.Kroningen netop kan have været“Skyld deri, da der vel kunde opſtaa Spørsmaal om, hvo der var nærmeſt til at forrette den, Lands eller Nidaroos’s Erkebiſkop, og at Vinalde heller valgte at blive borte med ſine Lydbiſkoper, end at indlade ſig i nogen ubehagelig Rangſtrid[9]. Derimod vare alle de ſvenſke Biſkoper tilſtede, undtagen maaſkee Biſkopen af Aabo, og alle de danſke, undtagen Biſkopen af Slesvig. Kroningen ſkete med ſtor Højtidelighed Trefoldighedsſøndag, den 17de Juni. Skade, at der ingen nærmere Beſkrivelſe er os levnet om Maaden, hvorpaa den fandt Sted, thi der kan ej være nogen Tvivl om, at nye og ſæregne Former have været anvendte for at betegne, at Kroningen gjaldt alle tre Riger; det er endog højſt ſandſynligt, at en egen ny Krone har været forferdiget, der betegnede Tredobbeltheden af Kongedømmet, ligeſom vi ſee, at nye Storſegl indrettedes for hvert af Rigerne, der ved Siden af vedkommende Riges egentlige Vaabenmerke ogſaa indeholder de to andre Rigers[10]. Alt, hvad vi faa at vide om Højtideligheden, er alene dette, at Kroningen udførtes af begge Erkebiſkoper, Jakob af Lund og Henrik af Uppſala, og at Kongen dubbede 133 Mend fra alle tre Riger, hvoriblandt alle de nys opregnede norſke verdslige Herrer[11], og formodentlig ogſaa endeel andre tilſtedeværende Nordmend, thi der havde nu ikke fundet nogen Ridderudnævnelſe Sted i Norge ſiden Kong Haakons Dage, og der var ſaaledes mange, ſom kunne gjøre Fordring paa denne Verdighed.

Herefter begyndte de egentlige Forhandlinger om Unionsſpørsmaalet og vedvarede, ſom man ſeer, i lidt over en Maaned. Men de ledede ikke ganſke til det Reſultat, ſom Dronningen fra førſt af viſtnok havde tilſigtet. Der udſtedtes kun een fuldgyldig Stats-Act paa dette Møde, og dette var alene et Vidnesbyrd om Kroningen, udſtedt den 13de Juli af 67 geiſtlige og verdslige Raadsherrer og Rigsembedsmend fra alle tre Riger, hvoriblandt de ovennævnte norſke. Acten indeholder intet om Rigernes indbyrdes Forhold og handler kun om Kroningen ſelv, og den Troſkab, ſom Rigernes Indbyggere ſkyldte den ſaaledes kronede Konge[12]. Der affattedes viſtnok ogſaa en Unions-Act, om hvis Hovedpunkter man ſynes at være bleven enig, men det blev kun ved Udkaſtet. Reenſkrevne, beſeglede og fuld“gyldige Gjenparter deraf udferdigedes ikke. Udkaſtet, der endnu er til, indeholder, at efterat de tre Riger nu havde valgt Erik til ſin felles Konge, og han efter alle Rigernes gode Mends Samtykke var bleven kronet i Kalmar ſidſtleden Trinitatisſøndag, var der blevet dagthinget mellem alle tre Rigers Raadgivere om en ſtadig og ubrødelig Fred og Forbindelſe mellem Rigerne, og med Kongens og Dronning Margretes Samtykke var man bleven enig om følgende Punkter:

1) De tre Riger ſkulle herefter ſtedſe have een Konge og aldrig mere adſkilles.

2) Efter denne Konges Død ſkal een Konge velges over alle tre Riger, og ikke flere, og det ene Rige ſkal ikke tage eller velge ſig nogen Konge, men Valget ſkal ſkee eendrægtigt af alle tre Riger.

3) Efterlader den ſidſt afdøde Konge flere Sønner, da ſkal kun een af dem velges til Konge over de tre Riger, de øvrige Brødre ſkulde affindes med Forleninger.

4) Dør Kongen barnløs, ſkulle Rigernes Raadgivere og Mend efter bedſte Skjøn og Samvittighed velge hans Efterfølger med ret Samdrægt af alle tre Riger.

5) Alle tre Riger ſkulle forblive i Samdrægt og Kjærlighed, og det ene ej drage ſig fra det andet; hjemſøges det ene af Orlog eller Udlendingers Angreb, da ſkal dette gjelde dem alle, og de ſkulle gjenſidigt hjelpe hinanden.

6) Hvert Rige bliver dog ved ſin ſærſkilte Lov og Ret, og Kongen ſkal ſtyre hvert af dem derefter, og ingen Lov eller Ret bør drages ud af det ene Rige og ind i det andet, hvor den hidtil ikke har gjeldet.

7) Paakommer der et af Rigerne Krig, da ſkulle de andre to Riger, naar Kongen eller hans Ombudsmend paa hans Vegne tilſige dem det, komme det troligen til Hjelp, enten det ſaa er til Lands eller Vands, dog ſaaledes, at det Rige, der nyder godt af Hjelpen, ſkal holde de til Hjelp kommende Krigsfolk med Koſt og Foder. Ingen ſkal heller herefter unddrage ſig fra at yde ſaadan Hjelp under det Paaſkud, at han ikke er pligtig til at gjøre Tjeneſte udenfor ſit eget Lands Grendſer, thi nu ſkal den ene hjelpe den anden, efterdi alle tre Riger ere og ſkulle blive ſom eet Rige.

8) Al Feide og Tvedragt, ſom før har været mellem Rigerne, ſkal nedlægges.

9) Bliver Nogen i et af Rigerne fredløs for ſin Forbrydelſe, da ſkal han være det i dem alle; ingen ſkal forſvare ham, og hvor han tiltales, der ſkal han ſtraffes.

10) Skeer der nogen Underhandling eller Dagthingning med fremmede Herrer eller Stæder, eller deres Sendebud komme til Kongen, da har denne, i hvilketſomhelſt Rige han monne befinde ſig, med ſit tilſtedeværende Raad, hvoriblandt der dog bør være nogle Medlemmer fra hvert Rige, Magt til at beſtemme i ſaa Henſeende, hvad der ſynes tjenligſt for alle tre Riger.

11) Alle disſe Artikler ſkulle overholdes, ſom foreſkrevet ſtaar, og udtydes og menes paa den Maade, ſom bedſt bliver Gud til Ære og Kongen og Riget til Gavn; handler nogen herimod, ſkal man af alle tre Riger hjelpe Kongen og hans Embedsmend med god Tro og al Magt til at raade Bod derpaa og derover at rette, ſom ret og vedbørligt er.

12) Dronning Margrete ſkal med al kongelig Ret beholde og beſtyre, ſaa lenge hun lever, alt hvad hendes Fader og Søn forundte hende i levende Live og i deres Teſtament, i Sverige hendes Morgengave og alt andet, ſom Rigets Mend havde overladt hende; i Norge ligeledes hendes Morgengave og hvad hendes Mand Kong Haakon og hendes Søn Kong Olaf have undt og givet hende; ved hendes Død ſkulle vel Land og Slotte atter falde tilbage til Kongen, men de Gaver og Udbetalinger, hun forreſten i ſit Teſtament kan have foreſkrevet, ſkulle ſtaa ved Magt.

13) Til deſto ſtørre Sikkerhed for, at alle disſe Stykker evindeligen og ubrødeligt overholdes, ſkal der udſtedes Breve paa Pergament, to for hvert Rige, ganſke af det ſamme Indhold ſom nærværende Udkaſt, og indſegles med Kongens, Dronningens, Rigernes Raads og Mends, ſamt Kjøbſtædernes Segl.

Udkaſtet, der er forfattet paa Danſk, ſlutter med en Bevidnelſe af de tvende Erkebiſkoper, Biſkoperne i Roeskilde og Linkøping, og fjorten andre Herrer fra alle tre Riger, blandt hvilke Nordmendene Provſt Arne, Agmund Bolt, Alf Haraldsſøn og Gaute Eriksſøn, „at alle disſe Stykker ere ſaaledes aftalte, og at de i alle Maader ſkulle ſaaledes fuldbyrdes, ſom foranſkrevet ſtaar“, hvorom de til Bekræftelſe have ladet ſine Segl henge for dette Brev, der blev ſkrevet i Kalmar St. Margretes Dag (20de Juli) 1397[13].

Men ingen af disſe ſytten Segl henger for, derimod findes der kun ti, eller rettere Spor af ti, ſkjødesløſt paatrykte ſelve Udkaſtet, der desuden kun er paa Papir, ikke engang i ſedvanlig Documentform, og fuldt af Rettelſer[14]. Det er ſaaledes ene alene et Concept, uden nogen Retsgyldighed, og de ti Herrer, der ſatte ſine Segl paa, blandt hvilke man med Vished veed, at Erkebiſkoperne og Steen Benedictsſøn have været, kunne hermed alene have haft til Henſigt at ſikkre Udkaſtet mod Forfalſkning, for det Tilfelde at der ſenere ſkulde blive Spørsmaal om at drage det frem igjen og benytte det ved nye Forhandlinger om denne Sag. Førſt ved at reenſkrives paa Pergamentet i de ſex Exemplarer, ſom Udkaſtet antyder, og forſynes med de her foreſkrevne Segl, vilde Acten faa bindende Kraft. Men ſaadanne Gjenparter have aldrig været udſtedte, og ſelv om Udkaſtets Tilværelſe vidſte kun de færreſte nogen Beſkeed, førend Erik af Pomern i 1425 lod tage en verificeret Afſkrift deraf. Saaledes blev ingen Unions-Act oprettet, uagtet dette aabenbart havde været Dronningens Henſigt. Aarſagen dertil lader ſig ikke tilfredsſtillende forklare. Man kan tænke ſig, at Sagen har mødt en uformodet Modſtand hos enkelte indflydelſesrige Mend i Rigerne, og at Dronningen ſelv ej har været tilfreds med Beſtemmelſerne, der ikke gik ud paa en ſaa fuldſtendig Sammenſmeltning af Rigerne, ſom hun maaſkee havde tilſigtet, og at hun heller valgte at ſtille Sagen i Bero, end at gaa ind paa, hvad hun fra ſit Standpunktalene maatte betragte ſom halve Forholdsregler; man kan endelig tænke ſig, at Modet haſtigt er bleven afbrudt ved et pludſeligt Overfald af Vitaliebrødrene, og at der ſiden er kommet Hindringer i Vejen for Gjenoptagelſen af de afbrudte Forhandlinger. Viſt er det kun, at ingen Unionsact endnu kom iſtand, og at det eneſte, ſom ved dette Møde i Kalmar udrettedes til Rigernes nærmere Sammenknytning, men ſom i ſig ſelv var vigtigt og betydningsfuldt nok, var Kongens Kroning for alle tre Riger paa een Gang. Det er ſaaledes urigtigt, naar man foreſtiller ſig Kalmar-Unionen i 1397 ſom en virkelig Unionsact, en formelig Overeenskomſt mellem Deputerede fra alle tre Riger om Foreningens Vilkaar. Unionen beſtod kun i Felles-Kroningen, og man kan maaſkee endog med ſtørre Ret regne Unionen fra Modet paa Falſterbod og ved Lindholm 1395. Men da hiin Felles-Kroning dog paa den meſt iøjnefaldende Maade betegner Unionens factiſke Tilværelſe, ville vi ikke afvige fra den nu næſten hevdede Skik, at regne Foreningens Stiftelſe fra dette Møde i Kalmar, og nærmeſt fra denne Kroning, der ſaaledes aabner et nyt Tidsrum i vort Fedrelands Hiſtorie.



  1. Saaledes (Sviarikis réttr erfingi) kaldes Erik allerede i Landsviſtbreve af 1391 og de følgende Aar, ſee Dipl. N. I. 529. 539. 548.
  2. See herom iſær Paludan-Müller, obss. criit. S. 34—36, Suhm, XIV. S. 360—366. At Erik ikke kaldes Danmarks Konge i de Fredsbreve, der dateredes den 8de September 1395, hindrer ikke, at han dog allerede kan være valgt under Mødet paa Lindholm og Falſterbod i Juni Maaned, thi vi have ſeet, at hine Breve allerede bleve ferdigtſkrevne ſamtidig med Fredens Afſlutning den 17de Juni og alene forſynedes med et ſenere Datum.
  3. Scr. r. Sv. I. 2. S. 60.
  4. Sammeſteds, S. 370, 611.
  5. Vadſtena-Diariet, Scr. r. Sv. I. S. 109. Hyldingsdagen angives udtrykkeligt (ſom Søndag efter Mariæ Magdalenes Dag) i Nykøpings-Recesſen af 1396, og ligeledes (ſom St. Apollinaris-Dag) i Chron. af 1430, Scr. r. Sv. I. S. 66. Begge Angivelſer betegne den 23de Juli. Blandt de Riddere, ſom dubbedes, maa Algøt Magnusſøn og Thord Bonde have været, thi de optræde herefter med Riddertitel. Af andre Breve ſees, at Snakenborgerne, Hr. Nisſe Svarteſkaaning og flere navngivne Herremend have været tilſtede.
  6. Den hele Act er aftrykt i danſke Paraphraſe hos Huitfeld, S. 600 fgg., derefter igjen hos Hadorph, omſat paa Svenſk, og ſiden, efter Originalen i det danſke Geh. Archiv, fem det heder, men dog nok ſnarere efter en der beroende Afſkrift, hos Suhm, XIV. S. 616—624. Men ved denne Afſkrift og Huitfelds Aftryk er der den ſtore Afvigelſe, at blandt Udſtedernes Navne ſavnes hos Suhm mellem Steen Benedictsſøn og Arvid Benedictsſøn, de fire Herrer Erngiſl Nikolasſøn, Steen Boesſøn, Amund Jonsſøn og Thure Benedictsſøn, der nævnes hos Huitfeld. Udeladelſen ſkyldes maaſkee kun en Uagtſomhed hos Afſkriveren, der let kan have ſprunget fra det ene „Beyntsſon“ til det andet, udeladende hvad der er imellem; men ſkulde virkelig hine Navne ſavnes l den Original, der findes i det danſke Archiv, vilde dette have megen Betydning, da det i ſaa Fald vidnede om, at Hr. Steen Boesſøn og Erngiſl Nikolasſøn m. Fl. ikke have været tilſtede.
  7. Hun var den 1ſte November i Vadſtena (Diariet S. 110), hvor hun vel ogſaa iſær har opholdt ſig: den 13de December i Ljodhuus, hvor allerede Refſtething holdtes (Suhm XIV. S. 391), den 17de Februar 1397 paa Axevall (ſſteds. S. 627).
  8. De Tilſtedeværendes Navne kjendes idet Hele taget kun, forſaavidt ſom de ſenere have været med at udſtede Kronings-Acten. Men at mange flere have været tilſtede, ſees deraf, at Kongen kunde creere 133 Riddere. Et Indulgensbrev, meddeelt i Pontoppidans Annaler II. S. 251, viſer, at foruden de danſke Biſkoper, der udſtedte Kroningsacten, vare Biſkoperne af Ribe og Viborg tilſtede idetmindſte d. 6te Juli. Biſkop Jon af Orknø var vel ſnareſt en Pomrer, da vi i 1389 finder ham ſom Beſtyrer af Cammins Biſkopsſtol, ſee Rango, Pomerania antiqua, S. 107. Han har vel endog en Tidlang ikke været betragtet ſom lovligt valgt eller udnævnt, ſiden vi finde Henrik ſom Biſkop af Orknø 1394 (ſ. o. S. 259), efter hvem Jon igjen kommer frem.
  9. Om Erkebiſkopen af Uppſala kunde der ej opſtaa nogen Tvivl, da han altid anſaaes ſom noget ringere end Erkebiſkopen af Lund, „Sveriges Prinds“.
  10. Under Kong Eriks Bekræftelſe af Hanſeſtædernes Privilegier i Norge af 1398, der findes i Lübecks Archiv, hænger endnu hans norſke Rigsſegl, og en Afbildning deraf, ſaavelſom af det danſke, er meddeelt i „Illuſtreret Nyhedsblad“ for 1859, No. 17. Det norſke Rigsſegl fremſtiller Kongen ſiddende paa ſin Trone i Kroningsſkrud, med et Hjerteſkjold paa Bryſtet, hvori formodentlig de tre Kroner, og to Skjolde paa hver Side, øverſt til højre Norges Leve, nederſt ſammeſteds formodentlig Gøtaløven (Aftryktet er utydeligt); øverſt til Venſtre maaſkee Danmarks eller i alle Fald Jyllands Vaaben, tre eller to Leoparder (ogſaa dette er utydeligt), nederſt til Venſtre den pomerſke Grif. Overſkriften er: S. Erici dei gracia Norvegie Dacie Svecie Gotorum Slauorumque regis et ducis Pomern. Det danſke Rigsſegl af ſamme Aar er noget ſtørre, fremſtiller et af en Engel holdt, ved et Kors firdeelt Vaabenſkjold, med et Hjerteſkjold i Midten, hvori Norges Leve; det øverſte Feldt til Hoſte er Danmarks Vaaben, de tre Leoparder med mellemſtrøede Hjerter og et Korsbaner, det nederſte Feldt til Højre er Gøtaløven, det øverſte til venſtre har de tre Kroner, og det nederſte til venſtre den pomerſke Grif. Overſkriften er: S. Erici dei Gratia regnorum Dacie, Svecie, Norvegie, Sclauorum Gothorumque regis ac ducis Pomerarie. Eriks ſvenſke Rigsſegl have vi ej haft Lejlighed til at ſee; men af Analogien fra de to andre at ſlutte ſkulde man næſten antage, at det ſom Hjerteſkjold har indeholdt det danſke Vaaben, øverſt til højre de tre Kroner, nederſt Gøtaløven, øverſt til Venſtre Norges Løve og nederſt Griffen.
  11. Dette ſees deraf, at de i Kroningsacten af 13de Juli alle optrede ſom Riddere, medens tidligere ingen af dem havde denne Verdighed.
  12. Acten er meddeelt hos Huitfeld S. 610 fgg. og efter denne igjen hos Suhm, XIV. S. 406.
  13. At Dagen er den 20de, ikke, ſom mange, og blandt dem Paludan-Müller, (Observ. criticæ, S. 46), have antaget, den 13de Juli, er klart og aldeles uimodſigeligt, ej alene af den Grund, at Kroningsacten, der er udſtedt den 13de Juli, betegner den ſom „Fredag efter St. Knuts Dug„ hvilken Betegnelſesmaade ogſaa vilde bane været anvendt i Udkaſtet, om det havde været dateret fra ſamme Dag; men ogſaa, og fornemmelig, fordi man hverken i Danmark, Sverige eller Norge forſtod nogen anden Dag ved St. Margretes Dag, end den 20de Juli. Jeg har i den Anledning gjennemgaaet Kalendarierne i alle de danſke og ſvenſke Misſaler, ſom endnu haves, ſaavelſom en Mengde andre, trykte og utrykte, og i dem alle findes Margretedagen anſat til 20de Juli, undtagen i det ſlesvigſke, derefter tydſk Maade ſetter den til den 13de. Men dette er dog viſt kun en ſildigere, i den ſlesvigſke Kirke foretagen Forandring, og i alle Fald var der ingen Biſkop af Slesvig tilſtede ved Modet, og om han havde været tilſtede, vilde man dog ikke have rettet ſig efter ham. Ved Margretedagen kunde der desuden ſaa meget mindre opſtaa nogen Fejltagelſe, ſom det var Dronningens egen Navnedag; hun havde dog baade under ſin Opdragelſe i Fru Mæretas Huus og de mange Aar, hun henlevede i Norge, været ſaaledes vant til at højtideligholde ſin Navne- og Skytshelgens-Dag den 20de Juli, at hun og hendes Omgivelſer umuligt kunde tage Fejl af Dagen. Formodentlig havde hun ſamme Dag endog nys før Udkaſtets Tilbliven hørt Mesſe til ſin Skytspatronindes Ære. Den 13de Juli ſom Margretedag er overhoved ej indkommen i danſke Almanaker førend efter Reformationen, ved tydſke Aſtronomer eller Almanakforfattere. I Norge regner Almuen endnu den 20de Juli ſom Margretedagen.
  14. Documentet er førſt meddeelt af Huitfeld S. 611, og efter ham hos Hadorph S. 58: liden nøjagtigere i„Nye danſke Magaſin“, III. S. 64 fgg. og derpaa endnu nøjagtigere hos Suhm, XIV. S. 630, ſamt endelig Vidisſen af 1425 i Paludan-Müllers „Observ. criticæ“, S. 53 fgg. Dette ypperlige Skrift, der bortrydder alle de Vildfarelſer, mere eller mindre ukritiſke Forfattere have gjort ſig ſkyldige i, denne Sag angaaende, og ſom de endog ſaaatſige have ſlaaet faſt i de fleſtes Bevidſthed, har jeg her i det Væſentlige fulgt, anſeende det unødvendigt her, atter udførligt at documentere, hvad han fuldſtændigt har godtgjort.