Det norske Folks Historie/7/58

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det er allerede ovenfor nævnt, at man ikke erfarer stort om, hvad der i disse Par Aar gik for sig i Norge, medens Erik Magnussøn spillede sin kortvarige, ikke meget heldige, politiske Rolle i Sverige, egentlig kun som et Redskab i de selvraadige Herrers Haand, af hvis Oprørsferd mod deres retmæssige Konge dette kunde siges at være første Act. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Kong Haakon i Norge med spendt Opmærksomhed fulgte disse Begivenheder og formodentlig gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at understøtte Faderen. Saaledes er det ikke usandsynligt, at han ogsaa har sendt Krigsfolk med, da Hr. Orm Eysteinssøn og Hr. Jon Hafthorssøn, vist ikke i anden Egenskab end som Kong Magnus’s Befalingsmænd, deeltog med denne i Ledingen til Elven og Halland mod hans Søn Erik om Vinteren 1356–57. Disse Herrer førte sikkert Tropper med fra Kong Magnus’s egne norske Besiddelser, saa at det vist har sin Rigtighed, naar de islandske Annaler ved at omtale Kong Magnus’s „Leding til Elven“ antyde, at ogsaa Nordmændene deeltog i denne Fejde. Det lader dog ikke til, at Kong Haakon denne Gang selv var med, da man upaatvivleligt ellers vilde fundet ham nævnt som Deeltager i, eller idetmindste som den fornemste Medforlover ved Stilstanden i Ljodhuus. Derimod var han senere hos sin Fader, maaskee allerede, da denne i de sidste Dage af Marts og formodentlig i Paasken (9de April) opholdt sig paa Baagahuus; thi vi have ovenfor seet, at han sandsynligviis var tilstede ved Fredsslutningen i Jønkøping den 28de April, og at han i alle Fald tre Uger derefter var sammen med sin Fader og sin Broder i Lund. Formodentlig var han endnu fremdeles i August og September sammen med Faderen paa Baagahuus[1]. Derefter hører man intet fra ham førend i Begyndelsen af det følgende Aar, da han den 22de Januar i Oslo stadfestede og udvidede denne Stads Privilegier[2], hvorom nærmere nedenfor, og siden, ledsaget af Cantsleren, Provst Peter Erikssøn, gjorde en Reise paa Oplandene, ja maaskee endog drog videre om i Riget. Den 8de Februar var han i Gudbrandsdalen, hvor han gjorde en Bestemmelse med en Gaard, henlagt til det kongelige Capell paa Steig, der nedenfor skal omtales[3]. Den 22de Februar var han kommen til Nes paa Raumarike, hvor han udstedte en særdeles vigtig og udførlig almindelig Retterbot for det afsidesliggende Østerdalen[4], om hvilken vi i det følgende skulle tale udførligere, og hvori han selv udtrykkeligt siger, at han da havde været oppe i Landskabet. Da slige Foranstaltninger, som de to nu omtalte, oftest plejede at være Følgen af Forestillinger, gjorte af Vedkommende til Kongen paa Stedet selv, kan man næsten med Sikkerhed slutte, at han, da han den 8de Februar var paa Faaberg, kom fra de øvrige Egne af Gudbrandsdalen, og at han fra Faaberg har taget Vejen over Hedemarken til den sydligste Deel af Østerdalen (Elverheim) samt derfra gjennem Soløer og Oodalen er kommen til Nes paa Raumarike. Endelig finde vi ham den 16de Marts i Tunsberg, bevilgende Skiens Borgere visse Friheder[5]. Denne Regjeringsact, som han udøvede i og vedkommende sin Faders Deel af Landet, staar upaatvivleligt i Forbindelse med en højst merkelig Begivenhed, om hvilken vi desverre savne nærmere Efterretninger, og som derfor altid vil blive gaadefuld, hvis ikke nøjere og hidtil ukjendte Oplysninger uformodet skulde fremkomme.

Det berettes nemlig i de islandske Annaler, for Aaret 1358, at Hr. Orm Eysteinssøn blev sat i Fangetaarn, og for 1359 eller 1360, at han paa Kongens Befaling blev henrettet[6]. Man erfarer ligeledes af senere Brevskaber, at Kong Magnus inddrog hans Gods[7]. Altsaa har han været dømt og straffet som Landraademand. Men hvori bestod da hans virkelige eller foregivne Højforræderi? Herom nævnes intet, og vi ere kun overladte til Gjetning. Nærmest ligger det da vistnok at antage, at hvad der nu forefaldt, kunde kaldes etslags Sidestykke til de Begivenheder, der i 1287 styrtede Alf Jarl fra sin Højde i den dybeste Elendighed. Det vil nedenfor nærmere blive omtalt, hvorledes vi ikke støde paa en eneste Regjeringshandling af Kong Haakon, ej engang foretagen i hans Navn, førend i 1358, just som Hr. Orm styrtedes; her ligger det da nær, at han, ligesom Hr. Alf, ikke godvillig har villet givet sin store Magt fra slu og har følt sig saa meget tryggere i denne Trods, som Kong Magnus havde gjengivet ham Drottsete-Verdigheden, og, som det lader, overdraget ham Hirdstjornen over sine Besiddelser i Norge, eller idetmindste over Tunsbergshuus med Fehirdsle (Vestfold og Grønafylke), medens han selv var fraværende i Sverige[8]. Men da han derved seent eller tidligt maatte optræde som Kong Haakons erklærede Modstander, synes det ogsaa at have været en uundgaaelig Følge af dette Forhold, at han har indladt sig i Stemplinger med Kongesønnen Erik i Sverige, eller med Hertug Albrecht, eller med flere af de misfornøjede svenske Herrer, ja at han maaskee endog har pønset paa at spille Tunsbergshuus i Fjendernes Hænder. Han havde store Ejendomme i Elvesyssel, hvor han vel ogsaa ofte og i længere Tider opholdt sig, og der var saaledes Lejlighed nok for ham og de svenske Herrer til at komme sammen og oplægge Raad med hinanden. I saa Fald maa han rigtignok have opgivet al Forbindelse og Venskab med Benedict Algøtssøn, om der overhoved har været nogen nærmere Forbindelse mellem dem, men ogsaa det var tænkeligt og kunde maaskee endog bedre forklare Kongernes store Forbittrelse paa ham. Formodentlig har da Kong Haakon, ved Efterretningen om hans forræderske Stemplinger, i Hast begivet sig til Tunsberg og sat sig i Besiddelse af Tunsbergshuus, det være sig nu ved Magt eller List, og paa samme Maade faaet ham selv i sin Vold, enten dette nu skete i Tunsberg eller andetsteds i Viken[9]; han har ladet ham sætte i Fangetaarn, da han vel neppe paa egen Haand kunde lade ham dømme og afstraffe, men maatte vente dermed, indtil Kong Magnus selv kom til Norge eller bestemte, hvorledes der skulde forholdes; og imidlertid har han paa Faderens Vegne overtaget Bestyrelsen af dennes Landskaber, indtil nærmere Foranstaltninger desangaaende kunde treffes. Saaledes forklares unegtelig bedst Haakons Optræden i Tunsberg og Skienssyssel som midlertidig Landsherre[10]. Hr. Orm nævnes endnu som Drottsete i en offentlig Act vedkommende det store Laan, udstedt i Linkøping den 11te Marts 1358[11]. Den 16de var det, som vi have seet, at Kong Haakon i Tunsberg bevilgede Skiens Borgere hine Friheder, altsaa maa det vel have været omtrent paa samme Tid, at Hr. Orm blev greben og fængslet, hvis forresten det af os ovenfor antagne er rigtigt. Kong Magnus var sidst i Mai 1358 paa Baagahuus, hvor han den 29de atter forlængede Stilstanden med Lübeck paa et Aar[12], men hans Ophold der var sikkert kortvarigt, da han i den Tid maa have været optagen af Underhandlingerne med Kong Valdemar og Forberedelserne til den nye Fejde med Erik. Siden kom Kong Haakon, som vi vide, selv til sin Fader paa Vardberg, fulgte ham til Skaane, deeltog i det nye Forliig med Erik i Lund, reiste derfra med Faderen over til Kjøbenhavn og trolovede sig med Margrete Valdemarsdatter, forblev siden hos sin Fader i Skaane under Valdemars og Eriks Krigstog i dette Landskab og deeltog i Mødet i Søderkøping. Han vendte saaledes ej tilbage førend i November 1359. Kong Magnus selv kom i hele Aaret 1359 neppe til Norge. Der findes vel et i hans Navn udstedt Landsvistbrev for en Drabsmand i Thelemarken, dateret Tunsberg den 5te December 1359[13], men der stiles ikke udtrykkeligt, at han selv, men kun at hans Dronning Blanche var nærværende ved Beseglingen, og da man nu senere netop finder et paa lignende Maade i hans Navn udstedt og i Dronningens Nærværelse beseglet Brev, ved hvis Udferdigelse det er saagodtsom vist, at han ej var tilstede[14], er man ogsaa berettiget til at slutte, at han heller ikke var nærværende, da hiint Brev udstedtes, saa meget mere som vi allerede den 5te Januar 1360 finde ham i Stockholm, hvorhen han vel til Nød kunde være kommen fra Tunsberg i Mellemtiden, men fra hvis Omegn det dog ej er rimeligt, at han sidst i November skulde have gjort en Snar-Reise til Tunsberg for allerede sidst i December at vende tilbage til det østlige Sverige, hvor han havde nok at tage vare[15]. Han maa altsaa have sendt Dronningen i Følge med Kong Haakon til Norge med sit Segl og Fuldmagt til at afgjøre alle Regjeringssager i de ham tildeelte Landskaber paa hans Vegne; og af flere Breve, derefter denne Tid ere udgivne vedkommende disse Landskaber, skulde man formode, at Blanche fremdeles har beholdt etslags Overbestyrelse deraf, idetmindste af Navn, medens den egentlige Bestyrelse sees at have været betroet Kong Haakon, naar Magnus selv ej var tilstede[16]. Vi erfare ligeledes, at Blanche efter denne Tid opslog sin Hovedresidens paa Tunsbergshuus, og at hun maaskee slet ikke mere kom til Sverige, maaskee især paa Grund af det Folkesnak, der, hvad enten det nu havde sin Rigtighed eller ej, var opkommet og udbredt i Sverige blandt Sønnen Eriks talrige Tilhængere om, at hun skulde have ladet ham rydde af Vejen, og som nok kunde gjøre hende Opholdet der saa ubehageligt, at hun fandt det bedst at blive aldeles borte derfra og tage sit Tilhold i Norge, hvor Rygtet maaskee endnu ikke ret var naaet frem, og hvor man vel heller ikke fæstede faa megen Tiltro dertil, eller i alle Fald formedelst hendes Søns Kong Haakons Indflydelse, og fordi Erik der ingen Tilhængere havde, bedømmede hende meget mildere end i Sverige, hvor Fleerheden idetmindste blandt Høvdingerne havde holdt med Erik og sikkert beklagede hans Død[17].

Den nærmere Bestemmelse, som Kong Magnus nu tog med Hensyn til sine Besiddelser i Norge, maa altsaa have bestaaet deri, at Bestyrelsen deraf overdroges til Dronning Blanche og Kong Haakon i Forening, saaledes at hun residerede paa Tunsbergshuus, havde hans Segl i sit Verge og var berettiget til at udføre de løbende Regjeringshandlinger i hans Navn, medens dog Kong Haakon var den egentlige Regent, og ligeledes, naar han selv var tilstede, berettiget til at udstede Kongebrev i sit eget Navn, saa at endog Dateringen midlertidigt regnedes fra hans Regjerings-Aar, og Norge altsaa nu i Virkeligheden kunde siges at være gjenforenet under een Konge. Men det er ikke usandsynligt, at denne Bestemmelse egentlig først er tagen efter Hertug Benedicts Drab i 1360, og at det oprindeligt har været Meningen at overdrage ham Tunsbergshuus med Tunsbergs Fehirdsle, hvor han maaskee allerede var tilstede og i Virkeligheden udøvede den Myndighed, hvortil Dronningen laante sit Navn, men at man for det første kun vilde see Tiden lidt an og vente, indtil den oprørte Stemning hos de Svenske nogenledes havde lagt sig[18].

Hr. Orm Eysteinssøns Henrettelse henføres deels til 1359, deels til 1360[19]. Formodentlig skete den ved Juletider 1359–60, da Blanche, som vi have seet, nys var kommen til Tunsberg, sandsynligviis ledsaget af sin Søn Kong Haakon, der ligesom hun selv havde været tilstede ved Mødet i Søderkøping den 18de November, og hvem vi i alle Fald finde i Tunsberg den 5te Februar 1360, saa at der er al Rimelighed for, at han har ledsaget sin Moder paa den hurtige og besværlige Vinterreise lige fra Østergøtland, gjennem Landskaber, hvor Folket maaskee var yderst opbragt paa hende, og hvor hun saaledes neppe engang vilde have været sikker uden en saadan Beskyttelse. Om Orms Henrettelse meldes ikke andet, end at han blev „halshuggen efter Kongernes Befaling“. Altsaa maa han være bleven dømt til Døden som Landsforræder og hans Gods inddraget. Dog synes det, som om Inddragningen ikke har været fuldstændig, idetmindste opføres mange Aar senere flere Aargange af Tiende som gammel Gjeld, hvilket han (det vil da vel sige hans Bo) skyldte en Mængde Kirker i Elvesyssel, og herom synes der ej at kunne have været Tale, hvis alt Godset var confiskeret, med mindre Meningen var den, at Kronen skulde svare til Gjelden, som paadragen allerede medens Hr. Orm levede[20]. Man erfarer ogsaa, at han efterlod en Søn ved Navn Eystein, hvem han allerede i sit levende Live skjenkede alt sit Gods i Stangenes, hvilket saaledes undgik Inddragningen; men at Eystein ogsaa arvede mere end dette, sees deraf, at han kunde give sin Hustru det altsammen til Morgengave[21]. Formodentlig har man da ikke gjennemført Confiskationen i sin hele Strenghed, men af Naade ladet Sønnen beholde noget af Fedrenegodset. Hvis Hertug Benedict har været tilstede under denne Proces, saa tyder det rigtignok ikke paa noget synderligt Venskab mellem ham og Orm, at han ikke ved sin Indflydelse søgte at frelse dennes Liv. Men det er vel at merke, at hvis et saadant Venskab eller en nærmere Forbindelse forhen havde bestaaet, da maatte det være Orm, som først havde brudt den ved et Forhold, der i den Grad maa have vakt Kongernes Forbittrelse, at de, som man tydeligt kan see, med ubønhørlig Strenghed søgte hans Død. Har der nu desforuden været aabnet Hertug Benedict Udsigt til at blive hans Eftermand i Syslen eller Statholderskabet, da forklarer dette end mere, hvorfor han ej kom ham til Hjelp, om der ellers overhoved for ham var nogen Lejlighed dertil.

De faa Foranstaltninger med Hensyn til Lovgivningen og Rigsstyrelsen, der ere os levnede fra Kong Haakons første Regjeringsaar, vidne om en rosverdig Bestræbelse hos ham eller den, der egentlig styrede under ham (formodentlig Cantsleren) efter at ramme Folkets Tarv og rette paa flere Mangler, ligesom ogsaa den Reise, han foretog i 1358, synes at vise, at han personligt ønskede at undersøge Forholdene for desto bedre at kunne afhjelpe Misligheder. Det kan ikke betvivles, at dersom vi havde fuldstændigt alt, hvad der i dette Aar eller rettere dette Halvaar er udgaaet af Forordninger og andre administrative Bestemmelser, vilde det ikke være noget ubetydeligt Antal. Men merkeligt er det, at denne l hans Virksomhed ikke begynder førend med 1358, og at der ikke engang s findes saa meget som et Landsvistbrev fra ham i Tiden fra hans Regjeringstiltrædelse i August 1355 og indtil Begyndelsen af 1358[22]. Dette kan ikke alene grunde sig i den tilfældige Omstændighed, at de muligtviis udgivne Breve og Forordninger kunne være tabte. Der maa have været en særegen Aarsag dertil. Alene hans Ungdom kan ikke have været i Vejen, ligesaalidet som hans Fraværelser hos Faderen i Sverige, om de maaskee have været hyppigere, end vi af de forhaandenværende Oplysninger kunne paapege; thi Cantsleren maatte, ligesom han sidenefter gjorde, kunne have udstedt Breve i hans Navn. Derfor maa man næsten formode, hvad der ovenfor er antydet, at Orm Eysteinssøns Fald har staaet i nogen Forbindelse hermed; at denne maaskee, engang i Besiddelse af Magten, og paany ophøjet til Drottsete af Kong Magnus, har lagt den unge Konge Hindringer i Vejen for at gjøre sin Myndighed gjeldende, og at derved etslags Mellemrige er opstaaet, som vedvarede, indtil Kong Haakon i Begyndelsen af 1358 fik Magten i Hænde og Hr. Orm strax efter paa en saa voldsom Maade blev styrtet.

Kong Haakons første bekjendte Forordning[23], nemlig en Fornyelse af Faderens Friheds- og Rettigheds-Brev for Oslo (see ovenf. S. 455), er merkelig, fordi den Ord til andet gjentager de fleste Bestemmelser i dette, og navnlig dem, over hvilke der nys var blevet klaget saa sterkt fra Rostock, fordi de sigtede til at hindre de saakaldte „gjestkomne Mænd“ fra at vinde Fordelen fra Byens bosatte Borgere ved Udsalg i Smaat, Opkjøb af hinanden indbyrdes, Bissekræmmeri paa Landet og Forprang. Altsaa havde disse Klager ikke hjulpet. Aarsagen kan maaskee have været det spendte Forhold, hvori Hertug Albrecht, Rostocks Skytsherre paa den Tid, stod med Kong Magnus og følgelig med Kong Haakon. For Stadens Borgere nedsattes derimod den i det forrige Frihedsbrev fastsatte Bod for Vagtforsømmelse fra fire Mkr. til 12 Ører. Endvidere blev det Borgerne indskærpet at holde sig alle de Bestemmelser efterrettelige, som Lagmanden, Raadmændene og Gjaldkyren fastsatte og bekjendtgjorde paa Bymøde, naar de ej streed mod Loven. Dette var vel en Foranstaltning, som Kongens hyppige Fraværelser i Sverige gjorde nødvendig. Ligeledes bestemtes det, at alle Nordmænd og de, der vare i sin Ret og Frihed, skulde, som forhen, uhindret kunne udlosse sit Gods, men at de intet maatte selge, førend de havde gjort Anmeldelse hos den kongelige Ombudsmand om, hvad Varer de havde bragt af hvad der kunde høre til den saakaldte „Kost“, det vil sige „Nødvendighedsartikler“, saa at han kunde nyde det første Kjøb efter Lovens Bud. Altsaa indskærpedes, som man seer, Kongens Forkjøbsret, dog seer man tillige, at den ikke gjordes gjeldende uden til Nødvendigheds-Artikler[24]. Fremdeles bekræftedes og indskærpedes et ældre Brev, som Kong Haakon (Haakonssøn) og Kong Magnus (hans Søn) havde givet Staden angaaende Vejenes Vedligeholdelse, men som nu desverre ej længer kjendes. Det tillodes endvidere alle Nordmænd og med dem lige berettigede at handle paa Stræderne og i Strædesboder med forskjellige Slags Skind og andre fra Landet kommende Varer, undtagen Malt, Meel, Smør og Kvæg; men i Gaardene maatte ingen handle. Tilsidst heder det, „at denne Bestemmelse skal gjelde ubrødeligt og ikke indbegribes under noget af Kongens Tilbagekaldelsesbreve, lige indtil Kongen med hele Rigsraadets Samtykke finder, at andet er nyttigere og belejligere for Staden“. Heraf synes man at maatte slutte, for det første at Kong Haakon maa have udstedt eller var i Begreb med at udstede flere Breve, hvorved han tilbagekaldte deels eldre Privilegier, deels Sysler og Veitsler, for det andet, at han maa have haft i Sinde med Tid og Stunder at holde et stort almindeligt Raadsmøde for at afgjøre flere vigtige Anliggendet. At han virkelig allerede havde udgivet flere Breve af det første Slags, kan neppe betvivles, deels fordi det maa have hørt til det sedvanlige ved ethvert Tronskifte, deels og fordi man efter hans Tronbestigelse seer flere nye Folk i Syslerne, – f. Ex. Hr. Sigurd Hafthorssøn paa nedre Hedemarken – samt fordi der heller ikke mangler mere ligefremme Antydninger til, at saadant idetmindste senere skete[25].

Forordningen, som Kong Haakon udstedte under sit Ophold paa Faagaberg, angik kun en særskilt Forføjning med noget Jordegods, der laa til et af hans Capeller, men man seer dog saa meget deraf, at Kongen paa denne sin Reise ogsaa har haft Indseende med Krongodset. Sognepresten paa Froon i Gudbrandsdalen, Assur, havde lige siden Mandedøden betjent Capellet paa Steig, hvis Prest formodentlig var et af Pestens Offere. Kongen lod det blive derved, uden at udnævne nogen nu Capellprest, og overdrog derfor nu ogsaa hiin Sogneprest Nyttesbrugen af Gaarden Grov, der havde ligget til Preste-Embedet ved Capellet, samt gav ham tillige som Godtgjørelse for den Tjeneste, han allerede havde besørget, tolv forngilde Ører aarligt i to Aar af den kongelige Vistegjeld i Froons Sogn.

Den udførligere Forordning eller Retterbot, som Kong Haakon den 22de Februar 1358 fra Nes) paa Raumarike gav Østerdølingerne, er i det Væsentlige en Gjentagelse af den, hvilken Kong Haakon Magnussøn den eldre som Hertug gav for Ringerike, Hadeland og Raumarike m. fl.[26] i 1297 og 1298 (s. o. II. 2. S. 264–273), kun med den Forandring, som faldt af sig selv, at der bestemmes et andet Sted for Normalvegten end Gran, Njardarhov og Oslo (Art. 5), nemlig Ullinshov (Gaarden, hvor Ullensakers Kirke staar paa Raumarike), at der i Artikelen om Rideskyds, som herefter ej skulde udredes for andre end Kongen, Biskopen og Kongens Sendebud (Art. 8), nu ogsaa ved Siden af disse nævnes Kongens Fader, Kong Magnus, og at den Artikel udelades, der handler om Lagthinget paa Eidsvold eller paa Njardarhov (Art. 6), samt at Lensmændenes Antal (Art. 4) indskrænkes til een, indfød i Landskabet og kun betingelsesviis haandgangne Mænd. Forøvrigt gjentages Artikel for Artikel i Retterboten af 1297 Ord til andet, paa et Par Udeladelser nær[27], og skulde man deraf slutte, at flere af de Forbedringer, som denne Retterbot indførte, f. Ex. om at fattige Lejemænd ikke maatte tvinges til at eje Vaaben, at Rideskyds ej skulde ydes i Fleng, at Sysselmænd og deres Lensmænd ej maatte fordre Skyldeveitsler eller andre Udgifter, at Lensmændene skulde være indfødte i Landskabet, og helst ikke haandgangne Mænd, nu først kom Østerdalen til Gode. Hvad som derimod er egent for denne Retterbot, er Indledningen, der viser, hvor afsides Østerdalen dengang ansaaes at være beliggende, og den allerførste Artikel, der handler om Jærntilvirkning. „Da vi nu sidst var hos Eder“, heder det, „bad I os, at vi skulde give Eder nogle Retterbøter, som kunde være Eder til Hjelp og Lettelse i de Dele, hvori I længe fandt Eder haardt betyngede; Gud og de gode Mænd, som dagligen omgaaes med os, vide nok, at vi ville opretholde Lov og Ret for alle vore Thegner og heller forbedre den i alle Dele, end at krenke den. Og da vi nu ej ville være uden Eders Erindring og Kjærlighed, skjønt I ere saa langt fra Hovedbygden (fjarri aðalbygðinni), som og da vi fandt Eder villige imod os, da vi nu sidst vare sammen, og vi haabe, at I fremdeles ville blive os og Kronen villige og lydige i alle Stykker, saa ville vi, at I skulle vide, at vi have givet Eder disse Naader og Retterbøter, som herefter følger: først, at I ingen Skat eller Told skal udrede mere, end I fra gammel Tid havde at yde os, og Eders Forfedre hidtil have udredet til vore Forfedre; dernæst, at I og alle Andre, som ville drive Jærntilvirkning i vores Almenninger, herefter skulle frit og uhindret kunne nyde sit Virke og sin Malm efter den Sedvane, som fra gammel Tid har bestaaet der i Dalen; ligeledes skulle J frit kunne føre Eders Varer til Hedemarken eller andensteds og der omsætte dem mod de Varer, I finde for godt, uden at hindres eller ulejliges af vore Ombudsmænd“. Disse Bestemmelser ere de første, der findes i vor Lovgivning om Jærntilvirkning, som man dog tillige deraf seer maa have været dreven i Østerdalen fra gammel Tid, og det er derfor ikke saa usandsynligt, at vi vilde have fundet den omtalt i den gamle Eidsiva-Lov, om denne havde været bevaret ligesom den gamle Gulathings- og Frostathings-Lov, skjønt det rigtignok paa den anden Side er paafaldende, at den nyere Landslov, der dog skulde ramme alle Landsdeles Tarv, og som øjensynligt har optaget endeel af Eidsiva-Lagen[28], ikke ogsaa skulde have optaget, hvad denne muligviis indeholdt om hiin Bedrift. Naar der i Retterboten tales om Sysselmandens Lensmand, da er det neppe rimeligt, at denne Sysselmand var egen og udelukkende for de afsidesliggende, tyndt befolkede Østerdale, men disse laa efter al Sandsynlighed under Syslen paa søndre Hedemarken, altsaa nu under Hr. Sigurd Hafthorssøn. Merkeligt nok, havde ogsaa Kong Magnus, eller Orm Drottsete kort før henvendt sin Opmerksomhed paa Østerdalen, da nemlig Hr. Orm i Kongens Navn den 21de Januar 1355 udgav hiint ovenfor berørte Brev fra Oslo til alle Østerdølingerne, hvori han klagede over, at flere iblandt dem vovede at forurette ham i den Grad, at de vilde tilegne sig og fravriste Kronen saavel Hermund-Vandet som Faludals-Skogen (i Serna Sogn, dengang hørende til Østerdalen, nu derimod siden 1644 til Vestre Dalerne i Sverige), hvilket streed baade mod gammel Sedvane og de Breve, som Kongens Moderfader Kong Haakon derom havde udstedt; han bød derfor, at alle de, der tilegnede sig hine Herligheder, under Brevebruds Straf og Kongens Unaade inden to Maaneder skulde møde for Kongens Foged og Lagmand i Oslo samt de øvrige, som disse maatte nævne i Dom med sig, for at faa deres paastaaede Ret undersøgt og paakjendt, ligesom ogsaa fire navngivne Mænd indstevnedes som Vidner, ligeledes under Brevebruds Straf[29]. Det er ej usandsynligt, at den Opmerksomhed, der her blev Østerdalen til Deel, var en Følge af den Forbindelse, hvori Norge nu var kommen med Sverige og især med det tilgrændsende Vermeland, Dronningens Livgeding, hvorved Landskabet maaskee oftere kom til at blive bereist eller idetmindste besøgt. Især er det rimeligt, at det netop var hine Undersøgelser om Kronens Rettigheder til visse Skove og Fiskevand, som nu i 1358 bragte Kong Haakon derhen.

Det Frihedsbrev, som Kong Haakon i 1358 udgav for Skien, eller rettere for Indbyggerne af hele Skiens Syssel, da han i Faderens Navn efter Hr. Orms Fald havde Bestyrelsen, gaar ud paa, at de herefter skulde uhindret i Staden selv kunne tilvirke Malt, kjøbe og selge Korn samt andre Varer og handle med Hardsteen, saaledes som gammel Skik og Brug havde været[30]. Handelen med Hardstene (Brynestene fra Eidsborg) var meget gammel der, som vi allerede have seet i Kong Sverres Historie (s. o. III. S. 165, 173), hvor der fortælles, at Heklungerne i Slaget i Norefjorden 1184 kastede med Hardstene, som de havde ført med sig fra Skien. Dette er det første Frihedsbrev, man kjender for Skien. Det blev kun beseglet med Haakons Secret, da han her kun optraadte midlertidigt i Faderens Fraværelse, og hans eget Rigssegl derfor ej kunde anvendes; det var desuden vistnok hos Cantsleren i Oslo. Brevet blev siden fornyet, eller rettere sagt, et aldeles ligelydende blev udgivet af Kong Magnus den 5te October 1365[31], som det i det Følgende skal omtales: et tydeligt Tegn paa, at Kong Haakons Brev kun betragtedes som midlertidigt gjeldende. Derimod bekræftede han dem begge i et Brev af 26de November 1371, som det paa sit Sted nærmere skal vises[32].

I Februar 1360, da Kong Haakon opholdt sig i Tunsberg, som vi ovenfor have seet, sandsynligviis strax efter Hr. Orm’s Henrettelse, udgav han ogsaa for Bergen en Forordning, hvori han indskerpede den kongelige Forkjøbsret, eller egentlig fornyede den i Faderens Navn udgivne Forordning af 19de Juni 1355[33]. Her betegnes dog de Gjenstande noget nærmere, som skulde falbydes den kongelige Ombudsmand før end nogen Anden: det var Tømmer, Tagspaan, Ved og andre lignende Sager. Han stadfestede her ogsaa alle de tidligere Breve, som hans Fader og han selv før havde udgivet om Kongsgaardens Behov, hvad enten de handlede om Islandsfarere, Sekkegjeld eller andet. Men disse Breve ere nu ej længer til. Ogsaa dette Brev blev formodentlig kun indseglet med Secretet, skjønt Cantsleren maaskee var tilstede, thi et andet Brev, som Kongen udgav samme Dag, paa samme Sted, og under samme Beseglingsformel („innsiglat oss sjálfum hjáverandum“) vides med Vished ej at være beseglet med Storseglet, men med Secretet. Dette Brev angaar netop Cantsleren og hans Ret til at udstede Kongebrev. Det bemyndiger Hr. Peter Erikssøn, der her kun kaldes Provst ved Mariekirken, til paa Kongedømmets Vegne og med Capitlets Raad at bortbytte Jordegods, tilhørende Mariekirken, mod andet, der laa bekvemmere og fordeelagtigere, hvad enten det var henlagt til Kirkens Vedligeholdelse eller til Provstedømmet, eller til Præbenderne, samt til at udferdige Stadfestelsesbreve derpaa i Kongens Navn, saa længe han har Indseglet[34].

De fem første af Kong Haakons Regjeringsaar ere forøvrigt merkelige ved flere høitstaaende og fremragende Personers Død. Hr. Erling Vidkunnssøn døde, som det er nævnt, i 1355, skjønt uvist om før eller efter Haakons Tiltrædelse; hans Datter Sigrid Aaret efter. I 1358 døde Enkedronningen Isabelle, meget alderstegen, mindst henved 78 Aar gammel, ligeledes Biskop Sigfrid i Oslo, og Hr. Jon Brynjulfssøn, samt endelig Hr. Eiliv Eilivssøn og hans Hustru Fru Gyrid, disse sidste tvende ved en Ulykke paa Søen. I Bergen var der 1356 en stor Dødelighed, sandsynligviis en pestartet Sygdom. Den kan maaskee have forvoldt enkelte af disse Dødsfald[35]. Sigfrid efterfulgtes paa Oslo’s Bistopsstol af Hallvard Bjarnessøn, hidtil Erkeprest[36]. Det gik her, som saa ofte i denne Tid: Capitlet udvalgte ham, uagtet Paven ved Sigfrids Udnævnelse havde forbeholdt sig Provisionen, naar Erkestolen næste Gang blev ledig, og Hallvard modtog Valget, begav sig til Paven, der, „formodende at Capitlet og han ikke havde været vidende om hiin Reservation“, vistnok erklærede Valget ugyldigt, men udnævnte dog ligefuldt Hallvard ved Provisionsbrev af 23de October 1359 til Biskop og anbefalede ham ved de sedvanlige Skrivelser til Capitlet m. fl., til Erkebiskopen og til Kong Haakon. Ifølge Hallvards egen Ansøgning besattes det ledige Erkeprest-Embede med den strengnesiske Chorsbroder Stigande Stephanssøn, der dog kun meget kort beklædte dette Embede, hvis han overhoved nogensinde tiltraadte det[37]. Samtidigt synes den oftere nævnte Arne, Færøernes Biskop, at have været ved Curien og faaet sin Udnævnelse.

  1. ↑ Dette bestyrkes af det ovenfor omtalte Brev, D. N. I. 350, der er et Vidnesbyrd om, at Provst Peter Erikssøns Lensmand fl dennes Egenskab af, Sysselmand paa Follo) den 30te August lod oplæse Kong Haakons Brev, “ hvorved denne med en Maaneds Varsel stevnede Thryrik paa Hove til at møde paa Baagahuus „for vor Herre Kongen“. Hermed synes nu vistnok Kong Magnus at være meent, da der vel ellers vilde have staaet „for sig“; men da Indstevningen, der formodentlig skete ved Haakon, fordi den vedkom en Mand i hans Landsdeel, maa være skeet efter Faderens Anmodning, faar man Indtrykket af, at Haakon paa den Tid opholdt sig hos denne.
  2. ↑ Norges gl. Love III. S. 176. Forordningen er beseglet af Cantsleren Provst Peter; dette er den første Gang, vi hidtil have fundet ham nævnt i denne Egenskab.
  3. ↑ Dipl. N. II. 338.
  4. ↑ Originalen, endnu utrykt, i det norske Archiv.
  5. ↑ Norges gl. Love, III. S. 170.
  6. ↑ Isl. Annaler for 1358, Udg. S. 294, og for 1359 eller 1360, S. 296. Der staar vistnok paa første Sted „Eysteinn Ormssunr“„ men det er klart, at dette alene kan være en Skriv-eller Trykfejl for „Orms Eysteinssunar“, især da dette Navn skrives rigtigt paa det andet Sted, hvor Henrettelsen omtales.
  7. ↑ Man seer dette af Kong Magnus’s Brev af 27de Marts 1362 (Dipl. N. II. 368), hvorved han skjenker en af sine Sverre de Havet (Græsgaarde) i Tunsberg, som nu tilhørte ham, men som Orm havde kjøbt af Fru Margrete Brynjulfsdatter. Altsaa havde Kongen inddraget endog hvad Hr. Orm havde kjøbt for sine egne Penge.
  8. ↑ Dette sees af det forhen omtalte Brev af 5te Decbr. 1356 (Dipl. N. I. 349), hvorved Hr. Orms Ombudsmand i Sandsverv paa Vestfold indberette et Drabsforhør til Kong Magnus, og hvor Orm, der Aaret forud, som vi have seet, alene kaldes Kong Magnus’s Secretær, udtrykkeligen kaldes „hans Drottsete i Norge“. Han var altsaa baade Kongens Drottsete, det vil sige Repræsentant, samt Seglbevarer, og tillige Befalingsmand over Vestfold.
  9. ↑ Da Kong Haakons Frihedsbrev for Skien kun er beseglet med hans Secret, maa man antage, at han ej har anseet sig berettiget til at bruge sit eget Storsegl; s. n. S. 673.
  10. ↑ Naar man hermed sammenligner de Dateringer efter Haakons Regjeringstiltrædelse i Breve fra Magnus’s Landsdeel, der ovenfor S. 613, 614 ere anførte, vil man omtrent kunne see, hvor længe denne hans første midlertidige Bestyrelse af disse Landskaber varede, nemlig fra 1358 til Udgangen af 1362, altsaa netop i den Tid, da Magnus var saa beskjeftiget med de skaanske Anliggender (see nedenfor), at han vist ikke godt kunde overtage Regjeringen i Norge.
  11. ↑ Nemlig den føromtalte Act, hvorved Eriks Cantsler Markus forkyndte Erkebiskop Jakob af Lund Kammerretsdommen af 1355 i Linkøping; her nævnes Orm Drottsete udtrykkeligt som en af de endnu levende Selvskyldnere. Maaskee Orm nok allerede var fængslet paa den Tid, men ikke saa tidligt, at man kunde vide Beskeed derom i Linkøping. Man maa dog have vidst det i det vestlige Thelemarken den 18de Marts, siden hiint Drabsforhør fra Aaseland (s. o. S. 631) af dette Datum er henvendt til Kong Haakon.
  12. ↑ Lappenbergs Sartorius II. S. 453.
  13. ↑ Dipl. N. II. 355.
  14. ↑ Landsvistbrev, dat. Tunsberg 1ste Juli 1363 (Dipl. N. II. 372); den 5te Juli var Kongen nede i Halland, paa Aas Kloster (Lagerbring III. 467); det er ikke sandsynligt, at han i de mellemliggende tre Dage var dragen fra Tunsberg til Halland, især da han neppe drog den hele Vej til Søs.
  15. ↑ See Domsbrev i det svenske Rigsarchiv, forhen anført. Der findes ligeledes et andet Domsbrev af Magnus, udstedt i Arboga den 25de Januar, og et Mandat af Ørebro den 29de; overhoved sees det, at han i hele den første Deel af 1360 opholdt sig i Sverige, og det er virkelig den største Sandsynlighed for, at han umiddelbart efter Modet i Kalmar, eller hvor nu dette Mode blev holdt, og det der indgaaede Forliig med afdøde Eriks forrige Tilhængere er dragen til Mælar-Landskaberne for paany at tage dem i Besiddelse og ordne Et og Andet i den Anledning.
  16. ↑ De efter denne Tid udstedte, endnu existerende Breve, hvori Blanche nævnes, ere disse: af 29de September 1361, hvor hun tilsammen med Kongerne Magnus og Haakon samt flere geistlige og verdslige Herrer paa Baagahuus beseglede det føromtalte Gavebrev af Audun Hestakorns Gods til Otto Rømer (Dipl. N. II. 365); Kong Magnus’s Gavebrev paa Orm Eysteinssøns forrige Hader i Tunsberg, dateret Stockholm d. 27de Marts 1362, og medbeseglet af Blanche; det føromtalte Landsvistbrev af 1ste Juli 1363, beseglet i Tunsberg i hendes Nærværelse, det vil sige udstedt af hende i Kongens Navn; (Dipl. N. II. 372); Kong Magnus’s Brev af 7de Januar 1364 til Fehirden paa Tunsbergshuus m. fl. om at optage Inventarium over hendes Efterladenskaber. (Dipl. N. III. 335.) Man seer ganske bestemt af hiine Breve, at hun nu paa en Maade var bleven optagen i Landsstyrelsen, thi hvorfor skulde ellers hendes Medbesegling nu være nødvendigere end fort Man seer ligeledes af de anførte Landsvistbreve, udstedte af hende under Kongens Fravær, saavelsom af den Omstændighed, at hun alene medbeseglede Brevet paa de Tunsbergske Haver, at denne hendes Styrelsen-Myndighed netop gjaldt Tunsberg og Tunsbergs Fehirdsle: begge Landsvistbrevene vedkomme nemlig Skienssyssel. Om Kong Haakons midlertidige Myndighed over Kong Magnus’s Landsdeel er allerede ovenfor talt.
  17. ↑ Efter 1359 finder man ikke Dronning Blanche omtalt i svenske Breve. Hun nævnes som medbeseglende hiint kongelige Gavebrev af 1362, der udstedtes i Stockholm, men det siges ikke, at „de begge“ vare hos (Dipl. N. II. 368), altsaa er det nok muligt, at hendes Segl er senere tilføjet; i alle Fald kan dette have været et kort Besøg. At hun, havde sit egentlige Tilhold paa Tunsbergshuus sees deraf, at hendes Indbo der forefandtes, faa at Kongen maatte give Fehirden der Befaling til at optage Registratur derover.
  18. ↑ Forsikringsbrevet af Søderkøping nævner udtrykkeligt om Land og Huus, der skulde være under Hertug Benedict; det er vanskeligt at vide, hvad „Huus“ eller Slot dette skulde være, naar det ej var Tunsbergshuus, da Slottene i Ranafylke laa for nær ved Sveriges Grændse.
  19. ↑ Af Annalerne have to Haandskrifter (Flatø- og Skaalholts) 1360; to, eller rettere eet (da de sees at have fælles Kilde) 1358, og eet (Lagmands) 1359; men herved er at merke, at hine trende ogsaa henføre Kong Eriks Død til 1360, saaat de dog angive samme Aar for Orms Henrettelse som for denne, og at hine tvende, der nævne 1358, ere yderst daarlige, saaat de endog omtale Eriks Død under 1351. Det sidstnævnte Haandskrift har derimod ogsaa Eriks Død rigtigt angiven. Under alle Omstændigheder har man ej paa Island erfaret Orms Henrettelse førend 1360.
  20. ↑ Denne Optegnelse findes i Tillægget til den saakaldte „Rode Bog“ eller Fortegnelse af Kirkegodset i Oslo’s Diøcese omkring 1400. Der opgives her, at følgende Kirker havde tre Aargange Tiende til Gode som gammel Gjeld af Hr. Orm: Skriksvik, Hankaas, Herekstad, Bevje, Maggarjodr, Ristarjodr, Lyng, Grindarjodr, Aukland, Audsmaal, Noreim, Solberg, Spikkarjodr, Holte„ Jorland, Karlaby, Yttraby, Klauvadal, Steinkirkja, Valle, Langeland, Myklaby, Thorpe, Stodle, Rjodr, Thegneby og Bernsjarddal, den sidste „efter hans og hans Moder Ragnas Arvinger“. Dette er, paa nogle faa nær, alle Kirkerne mellem Gudmaren og Elven.
  21. ↑ Vidnesbyrd herom af 1366 (Dipl. N. II. 389). Da dette Brev nu er i det danske Geheimearchiv og saaledes i sin Tid har været i det norske kongelige Archiv, maa det vel have været udstedt i Anledning af Inddragningen, forat godtgjøre, at Kronen ingen Ret havde til Stangenesgodset, der nu var i Orms Svigerdatters Besiddelse.
  22. ↑ Den eneste Undtagelse kunde være den, som omtales i hiint Vidnesbrev af 30te August 1357, hvorved to Mænd paa Follo erklære, at de hiin Dag paa Aas hørte Provst Peters Lensmand, (nemlig i Syslen paa Follo, der laa til Mariekirken), Lodin Hallkelssøn oplæse Kong Haakons Brev, hvorved han „selv for sig stevnede Thryrik paa Hove med en Maaneds Varsel for vor Herre Kongen paa Baagahuus“. Men da Udtrykket her synes at vise, at det ej var for Haakon, men for Magnus, at hiin Thryrik indstevntes, og at Haakon, som formodentlig just da var hos Faderen, alene har udført et ham af Faderen givet Hverv, (Dipl. N. I. 350), bliver dette i allefald ikke at betragte som nogen vigtigere Regjeringshandling.
  23. ↑ Norges gl. Love III. S. 176–178.
  24. ↑ Saaledes og i Kong Magnus’s (eller Drottsetens) Forordning for Bergen om Kongens Forkjøbsret, af 19de Juni 1355. Norges gl. L. III. 174.
  25. ↑ Kongens Brev fra Oslo af 30te Novbr. 1368, Dipl. N. II. 402.
  26. ↑ See Norges gl. Love III. S. 27–30.
  27. ↑ Disse Udeladelser ere Art. 10, om de „Tilgaver“, som Landsdrottnerne og deres Ombudsmænd havde lagt paa Almuen, og hvorved endogsaa Hertugens egne Rettigheder var bleven besvegne, men som herved afskaffedes; ligeledes første Halvdeel af Art. 11, der indeholder et lignende Forbud mod at tage Skyldeveitsler af sine Landbønder. Formodentlig var vel disse Forbud overflødige for Østerdalen eller passede af andre Grunde ikke til Forholdene der. Saaledes indeholder Retterboten for Østerdalen hiin eldre Retterbots Art. 1, 2, 3, 4, 5, 7, 8, 9, 12, 13, 14, 15 uforandrede, eller med de faa nødvendige Forandringer, (her maa dog bemærkes, at den Artikel, der svarer til Art. 1, nævner Halvdelen, ikke Trediedelen af Sagøren); Art. 6 og 10 er heelt, Art. 11 halvt udeladt.
  28. ↑ F. Ex. om Vejarbeide og Baugreid, Landsloven VII. 46, om Elgejagt, sst. VII. 60.
  29. ↑ Dipl. N. II. 327. De indstevnte Vidner vare Bjørn paa Grodasetr (Grønneset i Trysil?) Leif paa Trysil, Aasmund paa Mo (uvist hvor) og Thoralv paa Sudrhuus (Sørhuus i Trysil). Faludalsstogen maa være Dalen langs Falu- eller Fulu-Elven, der ved Fulunes forener sig med den fra Trysil kommende Ljør-Elv og danner Vestre-Dalelven; Hermundsvatn er det nuværende Hormund- eller Hermund Sø, strax østenfor Fulu-Elven, og forbunden med Dalelven ved en kort Aa, der falder i denne strax søndenfor Fulunes. Begge Dele ligger i Serna Sogn.
  30. ↑ Norges gl. Love, III. S. 178, No. 90.
  31. ↑ Sammesteds, S. 187, No. 98.
  32. ↑ Sammesteds, S. 189, No. 100.
  33. ↑ Sammesteds, S. 179, No. 91.
  34. ↑ Dipl. N. II. 358, aftrykt efter en Vidisse af s. Aar (No. 360), hvor det udtrykkeligt anføres, at Kongens Brev var beseglet med Secretet.
  35. ↑ Isl. Annaler Udg. S. 288, 294.
  36. ↑ Regest. Innoc. VI. commun. an. 7. fol. 52. p. 65. Han kaldes her ved Feilskrift Havardus. Han omtales som Erkeprest meget ofte i Breve fra den Tid.
  37. ↑ Provisionsbrevet af 2den Jan. 1360; Reg. Innoc. VI. Cod. chart. I. XXII. (an. 8) fol. 77. vs. Ogsaa Hallvards Supplicationsrolle af samme Dag, hvoraf man saaledes kan see, at han den 2den Juli 1360 endnu var i Avignon. Han anholdt her blandt andet om, i Betragtning af den Afgang i Antallet af Geistlige i hans Diøcese, som Pesten og Krigen havde bevirket, at maatte ordinere endeel „Skolarer“, dog ej under 20 Aar, til Prester, hvad der og bevilgedes.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/58&oldid=80349»