Det norske Folks Historie/7/57

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 638-661).

Vi vende nu tilbage til Kongerne og maa atter med Beklagelse gjentage, at Begivenhederne i Sverige nu optog den meste Opmerksomhed, saa at der lidet eller intet meldes om, hvad der foregik i Norge, ja at endog vore egne Breve tie stille om, hvad den unge Konge og hans Raadgivere toge sig fore. Kong Magnus ilede strax efter sit føromtalte Ophold i Bergen tilbage til Sverige, hvor vi allerede i December 1355 finde ham i Stockholm, og hvor han forblev i hele Aaret 1356, fornemmelig opholdende sig paa den østlige Kant^[1], og optagen af alle de Stridigheder, der nu udbrød mellem hans Søn Erik og hans Yndling Hertug Benedict, eller rettere ham selv, der gjorde Yndlingens Sag til sin egen. Skade, at vi heller ikke om denne Sag have nøjere Efterretninger, og navnligen ikke vide, hvorledes Fjendskaben først brød ud. Saa meget seer man kun, at Erik var skinsyg paa Benedict formedelst den store Magt og Anseelse, han havde tilrevet sig, og at han, lidet kjærligt stemt mod Faderen, og kjendelig paavirket og opsat imod ham, saavel maaskee af Kong Valdemar, med hvis Systerdatter han var trolovet, som af Hertug Albrecht og de misfornøjede svenske Stormænd, støttede sig til disse og laante dem sit Navn at dekke sig med, da de nu om sider begyndte en aabenbar Fejde, hvortil de allerede længe, som det synes, havde søgt en bekvem Lejlighed. Det kan heller ikke slaa Fejl, at Kong Haakons Tronbestigelse i Norge har foranlediget Erik, og med et Slags tilsyneladende Ret, til at fordre en lignende Forfremmelse for sit Vedkommende i Sverige; han og mange maatte vel finde det utilbørligt, at han, den eldste af Sønnerne, skulde være uden Kongenavn og Forleninger, naar den yngre baade havde Kongenavn og saagodtsom et heelt Kongerige, og naar en Undersaat allerede havde faaet Hertugtitel og dertil uforholdsmessigt store Dele af Sverige i Forlening. Herom synes Striden mellem Erik og hans Fader oprindelig, og fornemmelig, at have drejet sig. Erik havde allerede foreløbigt været hyldet som vordende Konge paa Morathing 1344; han havde i Bergen 1350 været sat i Kongesædet med Haakon, og derfor maa man formode, at han nu om Vaaren 1356 er fremkommen med en bestemt Fordring paa, at Kongen skulde give ham virkelig Kongetitel og tilstaa ham passende Forleninger, men at Magnus enten reent ud har afslaaet dette eller vægret sig ved at opfylde det i saadan Udstrækning, som Erik og hans Tilhængere fordrede. Vi see Erik mod Slutningen af Aaret, og fremdeles derefter, at kalde sig Konge, udtrykkeligen sigende, at han var valgt af Folket selv, og efter hele Rigets gamle Ret, med Samtykke af alle Sveriges Mænd, var dømt til Konge. Hermed kan han maaskee sigte til den foreløbige Hyldning i 1344, som ovenfor er berørt (S. 301), men det er ogsaa muligt, at der skete noget saadant, da Kong Magnus i Marts 1356 opholdt sig i Uppsala. Thi at de svenske Krøniker ikke vide at berette om noget saadant, har lidet at betyde, da de just ved denne Tid ere saa overhaands mangelfulde. Paa denne Tid maa det og have været, at Erik holdt Bryllup med sin Festemø Beatrix af Brandenburg og derved endmere fandt sig foranlediget til at fordre Kongetitel og egne Forleninger^[2]. Hvad der nu forresten er skeet eller ikke skeet, da er det tydeligt nok, at Erik ikke paa langt nær opnaaede hvad han ønskede, og at hans Fader ikke engang har villet tilstaa ham Kongetitlen, som han dog fra denne Tid af antog i alle offentlige Acter, og som ingen uden Faderen synes at have gjort ham stridig^[3]. Man erfarer ligeledes, at han gav sin paafølgende fjendtlige Optræden mod Faderen et Udseende, som om han alene vilde befri Landet for den uverdige Yndling. Dennes Handlemaade synes og at have været heel egenmegtig og skikket til at sætte ondt Blod, ligesom det og maatte vække Forargelse, at Kongen dyngede alle mulige Herligheder paa ham, med Tilsidesættelse af sin eldste Søn. Ikke nok med at han havde faaet Halland og Finland, gav Kongen ham Skaane at bestyre, efterat den forrige Befalingsmand, Hallsteen Peterssøn, uvist hvorfor, var fratraadt, og i denne Egenskab tog han ikke i Betænkning at beslaglegge eller inddrage den nys forud afdøde Erkebiskop Peters efterladte Gods, medens dennes udvalgte Eftermand Jakob Nikolassøn om Høsten 1355 var nede i Avignon for at hente sin Bekræftelse hos Paven. Kongen, heder det, fik rigtignok Skylden derfor. Den rette Sammenhæng torde vel alene være den, at da Erkebiskop Peter havde været en af de føromtalte Selvskyldnere ved det store Laan, og Kongen enten allerede havde faaet Melding om den pavelige Kammerretsdom af 24de October 1355, der forpligtede ham til at betale Laanet tilbage med en Maaneds Frist under Banns Tvang, eller han i alle Fald maatte være belavet paa et saadant Udfald af Processen, ansaa han sig berettiget til at seqvestrere Erkebiskopens efterladte Gods, der ifølge Gjeldsbrevets udtrykkelige Lydelse heftede for Laanet, ligesaavel som hele Erkestolens Indtægt; et Seqvester, hvorved han strengt taget endog ligesaameget varetog Kammerets, som sin egen Tarv. Man hører heller ikke, at Johan Guilaberti ved sin Ankomst til Sverige det følgende Aar i nogen Maade ankede derover eller drog Kongen til Ansvar derfor, om det end var naturligt, at Erkebiskop Jakob, da han kom tilbage med Pallium, blev forbittret og sluttede sig til Hertugens Fjender^[4]. Ogsaa fra de tydske Stæder hørtes Klagemaal over Hertug Benedict; de besværede sig til Kongen over, at deres Borgere, naar de besøgte Kongens Riger og Lande, tyngedes med nye og uvante Toldpaalæg m. m., og bad ham især formaa Hertug Benedict til at lade dem nyde sine gamle Friheder uforkrænkede^[5].

Den aabenbare Tvist mellem Kong Magnus og hans Søn Erik tog sin Begyndelse om Høsten 1356. Et Forsøg til at megle mindeligt Forliig mellem dem lader til at have fundet Sted ved Midsommertider i Ljodhuus, hvor baade Kong Magnus og Erngisl Jarl, der stod paa Eriks Parti, synes at have været tilstede, og hvor Erngisl derfor maaskee endog har mødt som Eriks Fuldmegtig^[6]. Men de paafølgende Begivenheder vise noksom, at Forsøget, om det har fundet Sted, var forgjeves. Kong Magnus vendte tilbage igjen til Stockholm, og Erik begav sig kort efter, formodentlig i September, til Kong Valdemar i Danmark, hans unge Frues Morbroder, neppe i anden Hensigt end at beklage sig over sin Fader og bede Valdemar om Hjelp imod ham. Valdemar tog venligt imod ham og viiste ham megen Ære; man kan heller ikke tvivle paa, at han gav ham Medhold og opmuntrede ham til at gjøre Opstand, skjønt han ikke aabenbart tog hans Parti, men snarere gav sig Mine af at være Magnus’s Ven og virke til hans Bedste. Fremdeles seer man af det følgende, at Erik enten personligt eller ved fortrolige Udsendinger har gjort Aftale med Hertug Albrecht af Mecklenburg, der formodentlig anstillede sig, som om han vilde varetage Stædernes Interesser mod Hertugen, og at Albrecht har tilsagt ham sin Hjelp i den forestaaende Feide. Da Erik var kommen tilbage, kastede han aabenbart Stridshandsken, idet han den 17de October 1356 fra Kalmar lod udgaa en almindelig Opfordring til hele det svenske Folk om at staa ham bi mod Benedict, som han kaldte sin og Kronens Fjende, med store Klager over den Skade, som Landet for hans Skyld havde lidt, idet saamange Borge og Landskaber, der tilhørte Kronen, vare blevne afsondrede derfra, – uden dog, som man seer, at kunne paaberaabe sig andet end dette, at Benedict havde faaet uforholdsmessigt store Forleninger. Selv giver han sig her, maaskee for første Gang, Kongetitel, idet han endog kalder sig „Svea og Gøta Konge og Herre over Skaane“. Derimod kalder han Benedict Algotssøn hverken Hertug eller Herre^[7]. Ej længe efter drog Erik til Halland og belejrede Vardberg, Benedicts Hovedborg, og til Erik sluttede sig ej alene Erngisl Jarl, flere Biskoper og mange“verdslige Herrer, men ogsaa Hertug Albrecht, der med en tydsk Krigshær var dragen over til Skaane og tillige havde faaet Grev Adolf af Holsten, Hertug Johans Søn, i Følge med sig^[8]. Mod denne Styrke kunde Benedict ikke staa sig, men tog Flugten, der siges ikke hvorhen, og Vardberg faldt i Eriks Hænder. Kong Magnus synes vel at have gjort et Forsøg paa at komme sin Yndling til Hjelp, thi det heder i de islandske Annaler, at han havde Leding til Elven i 1356, og vi finde ham strax efter Nytaar i Ljodhuus, omgiven af flere Herrer, hvoriblandt ogsaa Nordmændene Jon Hafthorssøn og Orm Eysteinssøn, der formodentlig have fort de norske Krigsfolk til ham, hvilke den islandske Annalist her nærmest maa have haft for Øje^[9]. Men Kongen med Rigets megtigste Mænd og en fremmed Hær imod sig var ej istand til at frelse Benedict, og Erik optraadte i sit Overmod aldeles som Herre i Landet, idet han „til Belønning“ for det Venskab og den trofaste Hjelp, Hertug Albrecht havde viist ham i at gjenvinde hans Rige, Sveriges Krones Besiddelser, der saa uforsvarligt vare bortgivne, og i Forventning om hans fremdeles Bistand, overdrog ham Skanør og Falsterbo Slotte samt et tilstødende Kirkesogn paa tolv Aar, og med alle kongelige Rettigheder, paa en enkelt Afgift nær, og derhos forlenede begge hans Sønner, Henrik og Albrecht, arveligt med Hertugdømmet søndre Halland samt de to tilhørende Hereder af Skaane^[10]. Dette viser noksom, at Eriks Klage over, at hans Fader uforsvarligt havde adsplittet Kronens Besiddelser, alene var et Skalkeskjul, thi nu bortgav han selv lignende Forleninger, og det endog til Arv, hvad dog Magnus hidtil ikke havde gjort, ej engang til Hertug Benedict. Der tales om, at Kong Valdemar sendte en af sine Mænd, Bo Falk, til Skibs i Erende til Kong Magnus, men at Erik fik ham opsnappet, formodentlig i Farvandet udenfor Vardberg^[11]; heraf skulde man slutte, hvad der ogsaa af de følgende Begivenheder bekræftes, at Valdemar, der aabenbart helst saa, at begge Fyrster stode nogenlunde med lige Kræfter over for hinanden, for at de desto bedre kunde svække hinanden indbyrdes og tilsidst desto lettere at ligge under for ham, nu frygtede for, at Erik skulde ganske faa Overhaand, og derfor paa en selv for Erik og Hertug Albrecht mistænkelig Maade nærmede sig Magnus. Hvorledes dette nu forholdt sig, saa maatte Kong Magnus bekvemme sig til ej alene at aabne Underhandlinger med sin Søn og slutte en Stilstand samt Trygd med ham i Ljodhuus, men ogsaa at undergive Tvistens Afgjørelse til Hertug Albrecht og Grev Adolf som Voldgiftsmænd og Dommere, idet begge Parter forpligtede sig paa Forhaand til at adlyde og rette sig efter deres Kjendelse. Brevet, hvori Kongen og hans Søn vedtog denne Forpligtelse, er dateret den 14de Januar 1357, og som Med-Forlovere satte elleve Herrer af begge Partier sine Segl for Acten, af hvilke de fem, nemlig Jon Hafthorssøn, Orm Eysteinssøn, Andres Nicolassøn, Throne Peterssøn, Hallsteen Peterssøn, maa have staaet paa Kong Magnus’s Side, da de øvrige sex var Kong Eriks Tilhængere, nemlig Nikolas Arnbjørnsøn, Nikolas Thuressøn, Magnus Nikolassøn, Jon Thrugøtssøn, Karl Ulfssøn og Laurents Karlssøn^[12]. Stilstands-Acten, der nu er tabt, men hvori der udtrykkeligt maa have været bestemt en Dag, da Dommen skulde afsiges, var formodentlig af samme Datum og beseglet af de samme Forlovere. Imidlertid seer man, at Erik og Hertug Albrecht optraadte i de østlige Egne af Landet som Herrer^[13], medens Kong Magnus neppe kom længer østover end til Skara, men opholdt sig fremdeles i Egnene ved Elven, deriblandt ogsaa paa Baagahuus^[14]. Dog erfarer man af den endelige Dom, at der ogsaa rinder Stilstanden forefaldt enkelte Fjendtligheder mellem begge Parter. Den 28de April blev Voldgiftskjendelsen afsagt og det endelige Forliig afsluttet i Minoriterklostret i Jønkøping, hvor Kong Magnus og formodentlig ogsaa hans Søn Erik vare personligt tilstede. Kongen maatte underkaste sig højst ydmygende Vilkaar. Der skulde, saaledes lød de, herefter være ubrødelig Fred mellem Kong Magnus og hans Tilhængere paa den ene Side og hans Søn Erik og dennes Tjenere og Hjelpere, navnlig Erkebiskop Jakob og de øvrige Biskoper, samt Erngisl Jarl, paa den anden. Kongen skulde aldrig i sine Lande, Slotte eller Befæstninger modtage eller taale Hr. Benedict Algotssøn eller hans Broder Hr. Knut Algøtssøn, eller Hr. Arnbjørn Munaanssøn^[15], eller andre hans Tilhængere; han skulde ikke tillade, at de med hans Vidende samlede sig eller holdt til i Sverige, Norge, Halland eller Skaane, ligesaalidt som han middelbart eller umiddelbart skulde yde dem Bistand; handlede han herimod, og det kunde bevises for det svenske Raad, da skulde Medforloverne og hans øvrige Mænd kunne sætte sig fjendtligt derimod og tage Eriks Parti, indtil der raadedes Bod derpaa, uden at han selv var berettiget til at tage det ilde op, og hvis Benedict, Knut, Arnbjørn eller nogen af deres øvrige Tilhængere blev fangen, da skulde Kong Magnus aldrig hevne det. Kongen overlod efter modent Overlæg og med Raadets Samtykke sin Søn Erik Landskaberne Skaane med Øen Hveden, Bleking, Lister, Søndre-Halland, Østergøtland, Kalmars Fogderi, Verend, Njudung, Jønkøpings Fogderi, Visingsø og hele Smaaland undtagen Finnveden, og alle Østerlandene, nemlig Finnland eller Aabo’s Biskopsdømme, med Slotte, Befæstninger og alt Tilbehør, forbeholdende sig selv Stockholm med Tilliggelser, hele den Deel af Svithjod, der kaldtes „Ovanskogs“, Gestrekeland, Helsingland, Gottland, Øland, Vestergøtland, Dalsland, Vermeland, Nordre-Halland og Finnveden, ligeledes med Slotte og andet Tilbehør. Borgene i de føromtalte, Kongen forbeholdte, Landskaber, fornemmelig Vardberg, skulde bestyres til Nytte og Vern for Sveriges Rige og ikke overgives til andre end Erik som hans lovlige Efterfølger, eller dennes Sønner, om han fik nogen, eller hvis Erik døde uden at efterlade Sønner, til Kong Haakon, der da med det svenske Raads Samtykke ogsaa skulde efterfølge Kongen paa Sveriges Trone, og de, der nu eller herefter udnævntes til Befalingsmænd paa samme Slotte, skulde udstede en skriftlig Revers i dette Øjemed. Fra disse Slotte skulde heller ikke Erik eller hans Deel af Riget eller hans Tilhængere bekriges eller forulejliges, men derimod forsvares og understøttes; det samme skulde omvendt skee fra Eriks Side. Hverken Kongens eller Eriks Slotte skulde efterdags uden paa Sveriges gamle Raadsherrers Forlangende pantsettes eller afhændes. Eriks Tilhængere skulde uhindret faa beholde sine Ejendomme og Godser beliggende i Kongens Deel, og omvendt Kongens Tilhængere i Eriks. De Pantsettelser, som Kongen allerede havde gjort i de Erik tilfaldne Landskaber, og omvendt de, som Erik havde gjort i Kongens, skulde staa ved Magt, indtil Landskabets nuværende Herre indfriede dem. Den ene af Parterne havde ikke at blande sig i, om nogen i den andens Deel begik en Forbrydelse og forfaldt i Straf, men havde denne Besiddelser i begges Dele og dømtes fredløs, skulde begge deeltage i Confiscationen. Dersom der mellem Eriks Undersaatter opstod saa vanskelige Sager, at de ikke kunde afgjøres af ham og hans Raadsherrer, da skulde de henskydes til Afgjørelse af Kongen og de gamle Raadgivere for hele Riget, som til en højere Domstols. Alle Breve og Privilegier, udstedte til Dronning Blanche angaaende hendes Morgengave, skulde staa ved Magt. Begge Voldgiftsmændene forsømte heller ikke Lejligheden til at sørge for sin egen Fordeel. De tilkjendte sig selv efter Hertuginde Ingeborg af Øland, der ej længe forud maa have været afgaaet ved Døden, alt hvad der ved hendes Død var paa Borgholms Slot og paa Øen, undtagen hvad der var anvendt til Slottets Nytte eller hvad hun i sit Testament havde bortskjenket^[16], hvorimod hendes Moder Dronning Isabelle, der endnu levede, skulde faa hendes Kostbarheder og Godser andensteds i Sverige, som hun var arveberettiget til. Fremdeles bestemte de, at Kong Magnus skulde overgive alle Breve og Privilegier, som Kongen af Danmark havde udstedt angaaende Skaane, til fire Biskoper og fire blandt de fornemste af det svenske Raad, der skulde opbevare dem til Kongernes og hele Rigets Nytte. Heraf skulde man altsaa slutte, at disse Breve ikke vare fordærvede eller udleverede til Kong Valdemar, som enkelte have paastaaet. Al den Skade, der af den ene Part var tilføjet den anden i Mellemtiden efter Oprettelsen af Stilstanden i Ljodhuus, skulde godtgjøres efter Vurdering af udvalgte Mænd fra begge Sider, og begge Parters Mænd og Tjenere, fangne under Krigen, hvoriblandt Kongens Cantsler (Johan Karlssøn, Provst i Linkøping) skulde settes paa fri Fod, saavelsom de, der vare fangne under Stilstanden, navnlig Ridderen Andres Nikolassøn, og deres gode Ejendomme gives dem tilbage eller erstattes dem efter hine udvalgte Mænds Dom. Vadstena Gaard i Østergøtland skulde den af Kongerne have, der kunde bevise sin bedre Ret til den^[17], og hvad Gods Kong Magnus for sine Penge havde kjøbt i samme Landskab. skulde han beholde. Endelig skulde alle Indbyggere af Øst-Landene (Finnland m. m.) ligesom forhen uhindret kunne forhandle sine Varer i Stockholm^[18]. Kong Magnus maatte endvidere den 1ste Mai strax efter udstede særskilt Forpligtelsesbrev til Hertug Albrecht paa 12000 Mk. svensk og for den Sum give ham Anviisning paa Kron-Indtægterne for tre Aar af Kobberberget, Dalarne og tre Hereder i Fjadrundaland, under Forløfte af sex Raads-Medlemmer^[19]. Saaledes var nu ogsaa Sverige bleven deelt mellem Fader og Søn, ligesom Norge, og det er tydeligt nok at see, at Erik, der havde de fleste og mægtigste Høvdinger i Landet paa sin Side, spillede Mester ved Skiftet, thi det var Landets største og bedste Stykker, der tilfaldt ham. Man fandt det vel endog i sin Orden, at ligesom Haakon havde faaet det meste af Norge, skulde Erik have det meste af Sverige. Begge Kongeriger tilsammen udgjorde altsaa nu i Virkeligheden trende særskilte Riger, af hvilke Magnus’s laa i Midten, paa begge Sider af Rigsgrændsen. Dets vestlige og nordvestlige Grændse var først den nuværende Grændse mellem Bratsbergs og Nedenes Amter; derpaa gik den over Hardangervidden til Sammenstødet mellem Haddingdal og Numedal, indsluttede denne med Sandsverv og Eker til Dramsfjorden, gik derfra over til Borgesyssel indtil Rigsgrændsen og faldt sidenefter sammen med denne. Øst- eller rettere Sydøstgrændsen begyndte ved Ethra Aa, gik derfra i Nordøst til Vetteren og siden gjennem denne til den nordligste Ende, hvorfra den vendte sig østover, samt over Kolmorden til Braaviken, og fulgte derpaa Østersøen og Botnhavet indtil Begyndelsen af Norrbotn, eller Grændsen mellem Finnland og Helsingeland^[20]. Hvad der laa vestenfor og nordenfor hiin føromtalte Nordøstgrændse, tilhørte Kong Haakon, med Undtagelse af Island, der forblev under Magnus’s Højhed; hvad der laa søndenfor og østenfor den sidstnævnte Sydøstgrændse, Finnland uberegnet, tilhørte Erik, med Undtagelse af Øland og Gottland, der ligeledes forblev i Kong Magnus’s Besiddelse.

Det er ikke usandsynligt, at ogsaa Kong Haakon har været tilstede ved dette Mode og deeltaget i Forhandlingerne, saaledes at man, om man havde Rigsacten fuldstændig, vilde have fundet hans Navn som den fornemste af Medforloverne. Vi see nemlig, at han neppe tre Uger efter var sammen med sin Fader og sin Broder Erik paa et Raadsmøde i Lund, hvor Erkebiskopen af Uppsala og fem andre Biskoper saavelsom ti verdslige Raadsherrer vare tilstede, og hvor formodentlig flere af de Anliggender bleve ordnede, som Delingen gjorde det nødvendigt at tage under en nærmere Behandling^[21]. Det synes og saa meget mere at have været i sin Orden, at Kong Haakon tog Deel i alle disse Forhandlinger, som han i selve Forliigs-Acten, saavidt vides for første Gang, nævnes som fremtidigt Tronfølger i Sverige i Tilfælde af Eriks Afgang uden Sønner, ja endog som antagen dertil med Raadets Samtykke, gaa at han følgelig i højeste Maade var interesseret i disse Anliggender, og hans udtrykkelige Godkjendelse af de her bestemte Punkter ikke kunde undværes.

Ifølge Forliigsacten skulde Kong Magnus og hans Søn Erik gjensidigt tilgive dem, der i denne Fejde havde været imod dem. Blandt disse var og, som vi have seet, Erngist Jarl, der ligesom de fleste øvrige svenske Stormænd havde taget Eriks Parti, og hvem derfor ogsaa Kong Magnus, idetmindste indtil Videre, havde frataget Jarldømmet og ladet dets Indtægter seqvestrere. Nu derimod maa man antage, at han fik det tilbage igjen, saameget mere som vi senere finde ham, idetmindste tilsyneladende, i god Forstaaelse baade med Kong Magnus og Kong Haakon. Imidlertid havde dette Seqvester givet Anledning til, at der paa den føromtalte Alexander de le Ard’s, Malise Jarls eldste Dattersøns, Vegne, fremsattes Fordringer paa Jarldømmet. Den skotske Magnat Duncan Anderssøn lod udgaa et Manifest til Øernes Indbyggere, at han havde Malise Jarls rette og lovlige Arving i sin Varetægt, og da denne havde ubestridelig Ret til Jarldømmet, hvis Indtægter, som han erfarede, vare blevne seqvesterede paa Kongens Befaling, vilde han herved have Orknøingerne anmodede om, at de ikke vilde tillade, at noget af samme Indtægter førtes boet, førend hiin lovlige Arving var bleven dem forestillet, hvilket med det første skulde skee; i modsat Fald vilde han kræve dobbelt Erstatning af dem baade for sig og Arvingen, naar han nu snarest mulig indfandt sig paa Orknø; idet han dog forresten ogsaa vilde svare Kongen den Net, som ham tilkom. Dette gav han dem at betænke og raadede dem til at opføre sig fornuftigt, saa at de ikke gave enten ham eller Arvingen Aarsag til at bruge haardere Fremferd mod dem. Da Orknøingerne havde modtaget dette truende Manifest, lod de strax den 25de November i deres fælles Navn skrive et Brev til begge Konger, hvori de indtog Manifestet og anholdt om, at man vilde tage Forholdsregler mod denne Fare, som truede dem^[22]. Hvad Kongerne foretog i den Anledning, vides ikke; sandsynligviis er Truselen neppe kommen til Udførelse, da der ikke længer var Anledning til at paastaa Arvingens Ret varetaget, naar Erngisl havde faaet Jarldømmet tilbage og Seqvestret var ophevet. Man skulde have troet, at Erik og hans Tilhængere nu havde opnaaet, hvad de vilde, og udpresset nok Afstaaelse af Kong Magnus, men de umiddelbart følgende Begivenheder vise, at Enden var ikke endda, og at Magnus, for at faa Fred, maatte gjøre endnu flere Indrømmelser. Sagen var den, at den Hjelp, Erik havde faaet af Hertug Albrecht, var ham saare dyr, og at han ikke godt paa egen Haand kunde rede sig ud af de Forpligtelser, han i den Anledning havde paataget sig. Saaledes maatte han endnu under sit Ophold i Lund (den 24de Mai) udstede sin Forpligtelse til, i Løbet af Sommeren at skaffe de endnu manglende Beseglinger paa Forleningsbrevet med søndre Halland, og lade det overlevere til Hertug Albrecht eller Fuldmægtig inden førstkommende 6te October paa Skanør eller andensteds^[23], og to Dage efter maatte Hr. Nikolas Thuressøn med syv andre af hans fornemste Tilhængere i Malmø paa hans Vegne tilsammen forbinde sig til at betale nogle mecklenburgske Adelsmænd en Sum af lidt over 510 Mk. brendt i Erstatning for nogle Heste, som de havde mistet i den sidste Fejde, under Forpligtelse til at lide Maning i Lund, hvis Betaling ej skete til den 16de October, og desforuden erstatte Fordringshaverne det Udlæg, de maatte have, eller det Tab, de maatte lide ved at skulle kræve dem personligt^[24]. Dette viser noksom, at Albrecht og hans Adelsmænd maa have været brydsomme Forbundne, og at han ikke nøjede sig med de store Fordele, han allerede havde opnaaet. Deels for at opdrive Penge hertil og formodentlig meget andet, deels vel ogsaa for at tage sine nye Forleninger i Besiddelse, var det formodentlig, at Erik om Sommeren drog over til Finnland, medens Magnus blev tilbage i Halland eller deromkring^[25]. Da Erik om Høsten var kommen tilbage fra Finnland, lod han, uden at man kan see med hvad Ret, visse opnævnte Mænd blandt Indbyggerne i Uppland og andre hans Faders Besiddelser beordre til at møde i Arboga, og forandrede siden denne Bestemmelse derhen, at de skulde indfinde sig i Vesteraas for at lade sig føre af Finvid Ragnarsøn, en af hans Mænd, til Arboga, hvor denne skulde sige dem nærmere, hvad de havde at gjøre. Denne sidste Befaling^[26] er udstedt den 21de Oktbr. fra Vesteraas, der laa i hans Faders Landsdeel, og han indskjærper endydermere de Opnævnte „at fare spageligen frem i hans Lande“, som om disse Landskaber skulde tilhøre ham. Altsaa maa han have optraadt, som om han var Herre derover, hvad nu end Hensigten med Udskrivningen af denne Samling har været, om det var for at begynde en ny Fejde, eller for at tiltvinge sig en Skat. Der er Tegn til, at Erik ogsaa udførte andre Regjeringshandlinger i disse Landskaber, som om han, og ikke Faderen, var deres rette Herre^[27]. Overhoved seer man, at Forholdet mellem Fader og Søn atter var spendt. Tilsidst maatte Magnus virkelig bekvemme sig til at indgaa et nyt Forliig, hvorved han midlertidigt forøgede Eriks Besiddelser, hvad enten det nu var, fordi Erik antog en truende Stilling, og Magnus følte sig for afmægtig til at kunne gjøre ham Modstand, eller det virkelig, som det i Afstaaelsesbrevet heder, skete „af faderlig Medlidenhed med Sønnens Kval, Bekymmer og Gjeld“. Han overlod ham paa henved to Aar, eller til Michelsdag 1359, Stockholm med alle Oplandene oven Skogs, undtagen Nerike og Gaarden Konungsnes, paa det Vilkaar, at Indtægterne skulde deles ligt imellem dem, og Halvdelen af hvad Bønderne udredede anvendes til Betaling af Eriks Gjeld, Halvdelen til Erstatning af hvad Magnus havde udgivet. Døde Kongens Moder, eller hjemfaldt der Pant eller Lehn til Kronen, eller indløstes, skulde Indkomsterne ogsaa heraf deles ligt mellem Fader og Søn. Kun med deres fælles Samtykke skulde nye Forleninger, Pantsettelser eller Afhændelser finde Sted, eller Lagmænd og Heredshøvdinger udnævnes. Erik maatte ikke opbyde Kongens Mænd til Krigsferd, undtagen naar der skete almindeligt Opbud til Rigets Vern. Forøvrigt skulde Jønkøpings-Forliget bestaa uforandret, al gammel Uenighed og Mistanke paa begge Sider skulde ophøre, og hvis nogen ny opkom, skulde den bilægges af to Mænd paa Kongens, og to Mænd paa Eriks Side. Dette nye Forliig er dateret den 22de November 1357, uden at Stedet navngives; man skulde formode, at det var etsteds paa Grændsen mellem begges Besiddelser, som i Jønkøping eller deromkring^[28].

Nu var da for en kort Tid Freden nogenledes gjenoprettet mellem Fader og Søn. Men aldeles venskabelig var det ej, og kunde det vel heller ikke være mellem dem. Kong Magnus søgte i et nærmere Forbund med Kong Valdemar en Modvegt mod Eriks, Meklenburgernes og Magnaternes Overvold i Sverige, og man seer, at der maa have været plejet livlige Underhandlinger derom mellem begge Konger lige siden den Tid, da Vardberg belejredes. Det falder derfor igjen af sig selv, at Erik og Hertug Albrecht sluttede sig til Valdemars Fjender og allerede den 9de Januar 1358 tilligemed flere andre forbundne Fyrster sendte ham en Krigserklæring^[29]. Kong Valdemars Stilling var paa denne Tid noget betænkelig, thi om Vaaren 1357 var den langvarige Gjæring i Jylland omsider udbrudt i en alvorlig Opstand, som ogsaa udbredte sig til Fyn, og Oprørerne understøttedes saavel af de holstenske Grever som af Hertug Valdemar^[30]. Dog havde Kong Valdemar med megen Klogskab organiseret Forsvaret og allerede vundet flere Fordele over sine Fjender; det var aabenbart at forudsee, at han, efterat have ydmyget dem, vilde vende sin mod Skaane under Paaskud af at komme Magnus til Hjelp, og deraf kan man forklare, at Erik og Hertug Albrecht hastede saa med at slutte sig til hans Fjenders Tal. Dette Skridt fremkaldte en tilsvarende Bevægelse fra Kong Magnus’s Side, thi i Begyndelsen af Marts see vi ham nede i Skaane, ja endog i Besiddelse af Helsingborg Slot, som han dog formodentlig Aaret forud ifølge Forliget til Jønkøping havde maattet overgive til Erik eller dennes Tilhængere^[31]. Der maa altsaa have fundet virkelige Fjendtligheder eller fjendtlige Demonstrationer Sted, og Helsingborg maa enten ved List eller Magt være kommen i Magnus’s Vold. Desuagtet sees det, at Erik, det være sig nu af Mangel paa Penge og Folk eller af andre Aarsager, ikke selv tog personlig Deel i Krigen, men holdt sig den længste Tid af Aaret oppe i Sverige^[32], overladende Byrden af den hele Fejde til Hertug Albrecht, der vel ogsaa i Midten af August Maaned 1358 med en stor Hær kom til Skaane for derfra at drage over til Sjæland, men fandt, at Kong Valdemar havde gjort saa gode Forsvarsanstalter der, at et Angreb ej var at tænke paa, og derfor afstod fra sit Forehavende, ja sendte endog en af sine Medforbundne, Hertug Barnim af Stettin, over til Valdemar for at dagthinge om en Stilstand, der sluttedes med den Aftale, at der senere skulde holdes et Fredsmøde i Stralsund. Her, siges der, underkastede flere af Herrerne, Hertuger og Grever – men det nævnes ikke hvilke – sig Valdemar og aflagde ham Hylding, ligesom det ogsaa bestemtes, at han skulde have en personlig Sammenkomst med jydske Herrer ved Nyborg. Her vilde han dog, maaskee af Frygt for Forrædere, ikke personligt indfinde sig, men sendte sin Søn og nogle Andre i sit Sted, hvilke udvirkede, at Befuldmegtigede fra Jyderne fulgte dem under Leide til Slagelse for her at underhandle med Kongen. Denne synes ikke engang oprigtigt at have ønsket Fred under nærværende Omstændigheder, thi han lod længe vente paa sig, og, da han endelig kom, lille Juulaften, forelagde ham dem Betingelser, som de fandt saa haarde, at de i Harme forkastede dem og vendte tilbage efterat have opsagt Stilstanden med 8 Dages Varsel^[33].

Valdemar havde vel i det Hele taget været heldig mod sine Fjender, men det seer dog ud til, at hans stolte Holdning for en Deel grundede sig paa det nøjere Forbund, hvori han nu var kommen med Kong Magnus, og den Sikkerhed, han havde for, ikke at blive faldt i Ryggen fra Skaane af, siden Nøglen til dette Landskab, Helsingborgs Slot, var i Kong Magnus’s Hænder. Dennes Stilling var ogsaa umiskjendeligt bedre end forhen. Det er tydeligt at see, at Tingene gik tungt for Erik, og at denne ikke høstede synderlige Fordele af sin Opstand. Den 9de October maatte han i Lund udstede Gjeldsbreve ogsaa til de holstenske Hertuger, et paa 1800, et paa 3000 Mk. br., at udbetale inden Udgangen af 1361^[34]. Muligt at flere af hans Tilhængere havde forladt ham; dette var idetmindste Tilfældet med en af de nærmeste, Erkebiskop Jakob i Lund, med hvem han skal være kommen i Uenighed om Øen Bornholm, eller om andre Erkestolen tilhørende Besiddelser, ja han havde endog ladet ham sætte fast^[35], saaat dette endog meget muligt kan have været det Paaskud, som Magnus tog til at begynde aabenbare Fjendtligheder og med dobbelt Iver drive Underhandlingerne med Kong Valdemar, med det Resultat, at nu virkelig en Trolovelse mellem Kong Haakon og Valdemars Datter Margrete blev aftalt. Kong Haakon, der i Begyndelsen af Aaret havde gjort en større Rundreise paa Oplandene, hvorom der i det følgende skal blive talt, tom selv i October 1358 personligt ned til Vardberg^[36], og det er ikke usandsynligt, at han bragte sin Fader nogen Hjelp. Det aftaltes, at han, hans Fader og Moder i Julen skulde besøge Kong Valdemar i Kjøbenhavn, og i den Anledning var det ogsaa, at Kong Valdemar skyndte sig saa tilbage fra Mødet med de jydske Herrer i Slagelse. Men Kong Magnus kunde dog ikke indfinde sig til den bestemte Tid^[37]. Eriks Anliggender synes at have optaget ham. I de første Dage af December saa nemlig Erik sig nødt til personligt at begive sig til ham, som da opholdt sig i Lund, og indgaa et nyt Forliig, hvorved han underkastede sig den Kjendelse, som denne den 2den Søndag efter Paaske i det følgende Aar skulde afsige i Helsingborg, og gav Biskop Nikolas af Linkøping, Erngisl Jarl og Hr. Nikolas Thuressøn Fuldmagt til paa sine Vegne at afgjøre det fornødne med Kong Magnus, Dronning Blanche, Kong Haakon og Erkebiskop Jakob angaaende Slotte, Landskaber o. s. v. Som dem, der med Magnus skulde være indbegrebne i dette Forliig og saaledes betragtedes som Medforbundne i Fejden mod Erik, nævnes udtrykkeligt Dronning Blanche, Kong Haakon, og fornemmelig „vor kjære Broder Kong Valdemar af Danmark, hans Tjenere og Hjelpere“. Kongen lovede paa sin Side, at naar han havde afsagt denne Kjendelse, og Erik vilde efterkomme den, skulde han inden 8Dage give ham Helsingborg tilbage, og hvis Kongen døde inden hiin bestemte Dag, skulde den, der sorte Befalingen paa Slottet i hans Navn, ligeledes overlade det til Erik. Told af Magnus’s Mænd, hvorblandt ni Riddere, beseglede Brevet med ham^[38]. Da dette Forliig kom saa sildigt istand som 10de December, er det let forklarligt, at andre i Forbindelse dermed staaende Forhandlinger ogsaa i de følgende Dage kan have opholdt Magnus saa længe, at det var umuligt for ham at indfinde sig hos Kong Valdemar i Juledagene. Det er endog ikke saa usandsynligt, at han har holdt sin Bestemmelse, at trolove Haakon med Kong Valdemars Datter, hemmelig for Erik og dennes Mænd, og at han derfor helst vilde see dem borte og hjemdragne til det øvre Sverige, førend han skred til Udførelsen. Erik dvælede heller ikke længe dernede, thi allerede i Januar var han i Søderkøping, og i Februar og Marts i Stockholm^[39]. Strax efter Eriks Bortreise, det maa have været i Januar eller Februar 1359, drog Magnus med sin Dronning og Kong Haakon over til Kjøbenhavn, og her blev den skjebnesvangre Trolovelse indgaaet, uagtet Margrete endnu kun gik i sit syvende Aar. Men Haakon var heller ikke mere end atten Aar gammel, og Afstanden mellem dem i Alder var saaledes ikke saa uforholdsmessigt stor. Da dette Skridt allerede i og for sig var en fjendtlig Demonstration mod Erik, og det saaledes ikke var at vente, at denne nu længere vilde respectere det sidst sluttede Forliig, faldt det af sig selv, at Magnus og Valdemar raadslog om, hvorledes de paa bedste Maade kunde verge sig mod ham og hans Ven Hertug Albrecht. Men det er af de faa og ringe Efterretninger, der ere os levnede om disse Raadslagninger, øjensynligt, at den listige Valdemar har benyttet sig af Magnus’s og Dronning Blanches bittre Stemning mod Erik og de svenske Høvdinger til at optænde deres Harme saaledes, at de glemte baade hvad de skyldte Riget og Familieforhold. Magnus, der, som der fortælles, saa sig foragtet og haanet af sin Søn, – det vil da vel sige, at Valdemar skildrede Forholdet saaledes – bad Valdemar om Hjelp og lovede i saa Fald at indrømme ham Helsingborgs Slot^[40]. Dette var det, hvad Valdemar vilde, og hvad han i mange Aar havde stundet efter. Helsingborgs Slot var Nøglen til Skaane, og naar han først havde faaet det i sin Vold, var Skaane hans, og han stod ved Maalet. Han var saa ivrig paa at faa denne Plan udført, at han, som man kan see, øjeblikkeligt samlede Krigsfolk og satte over til Skaane^[41]. Det lader dog til, at Magnus, da han kom til nogen Besindelse, begyndte at angre sine overilede Løfter, og at han i alle Fald ikke ved strax at oplade Helsingborg til Valdemar eller tage virksomt Deel i hans Krigsforetagender aabenbart vilde vise sig som den første til at bryde den med Sønnen nys sluttede Fred. Dette var formodentlig Aarsagen, hvorfor Valdemar først rettede sine Bevægelser mod den østlige Deel af Skaane og mod Bleking, hvor han indtog Sølvesborg tilligemed andre Slotte^[42]. Men Mangel paa Proviant nødsagede ham, besynderligt nok, til snart at vende tilbage igjen, og da denne Mangel, som vanskeligt kunde have opstaaet, hvis Magnus havde understøttet ham efter Aftale, er et Tegn paa, at denne har været aldeles uvirksom, kan man let forstaa, at Valdemar kunde nære nogen Uvilje eller Mistanke til ham, og, som det heder, „for dog ikke at vende tomhændet tilbage“ førte to af Magnus’s egne Krigsmænd fangne med sig til Sjæland og lod dem strengt bevogte. Han vilde vel i deres Personer idetmindste have en Sikkerhed for Opfyldelsen af Kongens Løfte om Helsingborg. Men Magnus, afskrækket herved, tænkte nu mindre end nogensinde paa at opgive Slottet. Imidlertid havde ogsaa Erik samlet en talrig Hær af Frelsemænd og Bønder, med hvilken han i Begyndelsen af April rykkede ind i Skaane og erobrede de af Valdemar tagne Slotte tilbage^[43]. Magnus og Haakon synes ikke at have gjort nogen videre Skridt for at standse hans Fremgang, men holdt sig, saavidt man kan see, roligt i Helsingborg^[44]. Thi efter som Sagerne stod maatte de nu helst ønske Forliget gjenoprettet. Der blev ogsaa sluttet et Forliig, men man erfarer hverken, hvorledes Vilkaarene lød, eller naar og hvor det blev indgaaet. Aarsagen er vel den, at da Erik saa kort efter døde, tabte det strax al Betydning. Formodentlig blev det indgaaet i Mai Maaned, og paa et eller andet Sted i Nærheden af Helsingborg. Vilkaarene kunne ikke have været synderlig fordeelagtige for Magnus, uagtet han dog beholdt det sidstnævnte Slot, thi der fortælles, at „Erik nu blev saa overmodig, at han endog forgreb sig mod Gud og Kirken“. Dette bestod rigtignok kun deri, at han gav Befaling til, at nogle Flygtninger, der havde søgt Fristed i en Kirke, skulde dræbes, og da man ikke kunde faa dem slæbt ud derfra, lod sætte Ild paa den, saa at den brandt op med alle Helligdomme og en heel Mængde Folk. Denne Beretning lader formode, at Erik efter Forliget med Haardhed har forfulgt og straffet dem, der havde taget Parti imod ham. Men, føjer Beretningen til, „hans Mangel paa Ærbødighed mod Gud blev ikke ustraffet, thi ej længe efter bortrykkedes baade han selv, og hans Hustru med Barn, af en braad og ynkelig Død“^[45]. Disse pludselige Dødsfald vakte strax en sterk Mistanke mod Dronning Blanche, at hun skulde have ladet ham forgive. I de islandske Annaler heder det, at Erik døde af Gift, og hans Hustru i Barselseng med Tvillinger. Den svenske Riimkrønike paastaar endog, at Blanche med Kongens Samtykke forgav baade Erik og Beatrix, og at Erik paa sit yderste skulde have sigtet hende som sin Morderske^[46]. Det kan ikke negtes, at hans Død kom meget belejligt for Kong Magnus, og at Blanche vel heller ikke har haft synderligt tilovers for ham, men det synes dog næsten utroligt, at hun skulde kunne have begaaet en saa unaturlig Forbrydelse, især da man ellers ikke finder Spor af nogen Grumhed eller særdeles Ondskab hos hende; hun var maaskee letsindig og forfængelig, men uden sikkert Beviis kan man dog ikke antage, at hun skulde have stræbt sin egen Søn efter Livet. Den danske Krønike, der aabenbart er samtidig, giver ikke engang mindste Antydning til noget saadant, og dens Ord tyder aabenbart kun paa en pestartet Sygdom. En saadan yttrede sig just ved disse Tider, fornemmelig i 1360, nemlig Smaakopperne, der især bortrev Børn og derfor kaldtes Barnedøden^[47]. Den kunde vel allerede have taget sin Begyndelse i 1359 og blandt sine første Offre have bortrykket Erik og hans Hustru, førend man endnu havde lært den nærmere at kjende og derfor øjeblikkelig satte den i Forbindelse med den forargelige Strid, som saa længe havde hersket mellem ham og Foreldrene. Dette er idetmindste en højst rimelig Forklaringsmaade af Oprindelsen til dette Rygte, der siden har været gjentaget af senere Forfattere, ja endog været sat i en højst vilkaarlig og af Luften greben Forbindelse med Blanches foregivne Kjærlighedshistorie med Benedict Algotssøn, for hvilken der, som allerede ovenfor nævnt, ikke findes Spor af Hjemmel. Eriks Død maa være indtruffen i Juni eller først i Juli, og formodentlig medens han endnu opholdt sig i Skaane^[48]. Allerede den 25de Juli havde Raadet, som da var forsamlet i Telge, modtaget Efterretning derom fra Kongen. For denne bortryddede Eriks Død unegteligt alle Vanskeligheder for det første, thi da Kongen underrettede Raadet om, at alle de Landskaber, der havde tilhørt Erik, nu faldt tilbage til ham, vovede de ikke at fremkomme med nogen Protest, men sendte Biskop Nikolas af Linkøping, Erngisl Jarl og Throtte Peterssøn til ham med Bøn om, at han vilde bestemme Tid og et Sted i den mellemste Deel af Riget, hvor han kunde samles med dem og Rigets Mænd forat raadslaa om og afgjøre, „hvorledes Kronen og Riget samt hele Sveriges Almue kunde bevares og opretholdes“. Dette var altsaa en fuldkommen Underkastelse. I Anledning heraf udskrev Kongen^[49] et Rigsmøde i Kalmar til den 13de October, hvor foruden Raadet ogsaa udvalgte Afsendinger af Landalmuen, Kjøbstedsborgerne og Geistligheden skulde forsamle sig, samt desuden enhver anden af Rigets Mænd, der for Landets eller sit eget Bedste vilde indfinde sig. Kongen havde gjerne, lagde han til, valgt et andet Sted længere oppe i Landet, end Kalmar, dersom han der havde anseet sig ret sikker. Altsaa troede han dog ikke rigtig Freden. Med Hensyn til Hertug Albrecht, yttrede han endelig, behøvede man ej at have nogen Betænkelighed, saa at nogen deraf tog Anledning til at udeblive, da det for hans Vedkommende skulde have sit Forblivende ved Bestemmelserne i den forrige Dagthingning. Sagen var nemlig den, at han selv nys (den 17de August) havde sluttet Forbund med ham imod Kong Valdemar^[50]. Thi da han allerede under sidste Fejde var bleven misfornøjet med denne, og nu efter Sønnens Død ikke mere trængte til hans Hjelp, nærmede han sig atter Albrecht, der, idetmindste saa længe han selv endnu laa i Krig med Valdemar, fandt det nyttigt at have Magnus til Allieret^[51]. Magnus lovede her at hjelpe Hertugen mod Kong Valdemar baade til Lands og Vands med hele sin Magt, ikke at indlade sig i noget Forliig med ham, uden at Hertugen deeltog deri, og ikke at gjøre Hertugen ansvarlig for de Uheld, han selv maatte have, m. m. Der findes intet, som oplyser, om Magnus virkelig tog Deel i Krigen. Man veed ikke engang, om Mødet i Kalmar blev holdt^[52]. Derimod see vi, at Kong Magnus i Søderkøping i Østergøtland den 18de November 1359^[53] indgik en Dagthingning med Sveriges Prælater og Høvdinger og udstedte en Forsikring, hvilken ogsaa Dronning Blanche og Kong Haakon beseglede, og hvis Hovedindhold var: at Hertug Benedict fremdeles skulde være ganske udelukket fra Sverige, da Rigets Mænd havde beviist og fremdeles vilde bevise, at han var „forvunden og udsvoren med Rigets Ret, saa at han ej kunde have Landsvist eller Fred i Riget; at om Hertug Benedict inden næste Paaske atter fik Kongens Brev paa nogle Lande og Slotte, og syntes Kongen eller hans Søn, at de for deres Æres Skyld vilde unde ham nogen Besiddelse“, da skulde det være „i andre Lande saa langt fra Sverige, at dette eller dets Indbyggere ingen Ulempe skulde have deraf“; at hverken Kongen, hans Hustru eller hans Søn skulde søge Hevn eller Straf over Nogensomhelst formedelst den Fejde, der havde fundet Sted i Riget for Hertugens Skyld; at Kongen skulde holde alle Bønder i Sverige og Skaane, høje som ringe, ved Lov og Ret og forsvare Kirker, Klostre, Riddere, Svene, Bønder og Kjøbmænd mod al Uret; at da Kongen og Rigsraadet havde erfaret, at mange i denne Orlog havde mistet sit Gods, som de vel havde Ret til at indtale, skulde nu i hver Lagsaga to gode Mænd med Lagmanden undersøge og afgjøre deslige Sager, saaat Enhver kunde faa sit igjen, som dertil var berettiget. Alt dette lovede Magnus og Haakon ubrødeligt at holde, og det er ikke usandsynligt, at ogsaa Haakon har udstedt en særskilt Forsikkring derom. – Heraf skulde man visselig formode, at det berammede Rigsmøde har været udsat og forlagte til Søderkøping, og at Høvdingerne have stillet Kongen en saadan Sikkerhed, at han nu ej tog i Betænkning at begive sig saa langt op i Landet. Her i Søderkøping er vel saaledes det egentlige Forliig sluttet mellem Kongen og Eriks forrige Tilhængere, og der har vistnok været udstedt mange flere Breve og gjensidige Forsikkringer desangaaende, som nu ere tabte. Vi see ogsaa Kongen strax efter ferdes om og skifte Lov og Ret i de øvre Dele af Sverige, hvor han endnu i August ej havde vovet at komme, og ligeledes see vi Mænd, der før var Eriks ivrigste Tilhængere, nu idetmindste tilsyneladende for en Tid at optræde som hans loyale Undersaatter^[54]. Begge Riger stode nu saaledes atter kun under tvende Konger, Magnus og hans Søn Haakon. Men hvor meente man vel, at Hertug Benedict, der altsaa fremdeles har holdt sig etsteds i Nærheden, til Ængstelse for de svenske Herrer, skulde faa hine nye Forleningen) Det maa ganske vist have været etsteds i Norge, især siden ogsaa Kong Haakon udtrykkeligt nævnes som den, der vilde „unde ham noget“. Nærmest ligger det her at tænke paa det føromtalte Audunske Gods i Nordfjord m. m., som før havde været overdraget hans Fader, der nu formodentlig var død, men Omstændigheder, der strax i det følgende skulle oplyses, tale ogsaa sterkt for, at Kongen maaskee har tiltænkt ham en større Forlening^[55].

1. Kongen og Benedict Algotssøn var den 8de Decbr. 1355 i Stockholm, Dipl. N. III. 287, ligeledes finde vi Magnus i Stockholm den 21de og 23de Febr. Den 21de Marts var han i Uppsala (ved Markedet?), den 1ste April sad han Dom paa Thorsharg (Thorshella), den 13de Mai var han atter i Stockholm, den 2den Juli formodentlig i Ljodhuus (D. N. II. 332), den 25de atter i Stockholm, den 18de Septbr. i Arboga, den 28de i Stockholm, ligesaa 28de Octbr. og 15de Novbr.
2. Tiden, da Erik holdt Bryllup, kjendes ikke med Sikkerhed; man seer kun af et Brev, han udgav i Stockholm den 25de Octbr. 1356, at det var højtideligholdt en Tid forud (jam dudum), Lagerbring III. 424.
3. Det er allerede ovenfor omtalt, at uagtet Erik selv altid kaldte sig Konge, finder man aldrig, at Kong Magnus selv har givet ham denne Titel, men at han alene kaldte ham „sin Førstefødte“, medens han derimod efter 1355 stedse kaldte sin Søn Haakon Konge. Saaledes f. Ex. netop i Forliget til Jønkøping 1357, hvor Fredsmeglerne, Hertug Albrecht og Grev Adolf, i Intimationen betitle baade Magnus og Erik som Konger, Erik endog desforuden som „Herre til Skaane“, medens Kongen selv kun kalder Erik sin „primogenitus“, Haakon derimod „dei gratia Norvegiæ rex“. Det maa altsaa heraf sluttes, at hvordan nu end den af Erik paaberaabte Hylding og Kongedømmelse har været beskaffen, saa har Kongen ikke villet ret anerkjende den.
4. Om denne Tildragelse fortælles der kun i det danske Chron. af 1357, Scr. r. D. VI. Der staar, at det biskopelige Gods (bona episcopalia) af Hertugen „aldeles confiskeredes“ (omnino sunt confiscata). Dette kan dog neppe tages i anden Betydning end ovenfor fremsat, især da den, der har nedskrevet Beretningen, aabenbart viser sig som Hertugens afsagte Fjende. „Bona episcopalia“ er desuden tvetydigt; det kan betegne Erkebiskopens private Efterladenskab, eller Biskopsstolens Gods. Men begge Dele heftede ifølge Gjeldsbrevet for Laanet. Der siges ellers ikke, naar det skete; man seer kun, at det maa have været en god Stund efter Kongernes Møde i Helsingborg den 24de Juni, og snarere seent om Høsten, medens Kong Magnus var i Bergen. Dette passer og dermed, at Erkebiskop Jacob ej kom hjem med Pallium førend 1356.
5. See Lappenbergs Sartorius II. S. 430, og Lagerbring III. S. 422. Brevet, der findes i Concept i det rostockske Archiv, mangler Aarstal, men er dateret 1ste August, formodentlig 1356, da Klagen over Hertugen mest vel angaar ham som Befalingsmend over Skaane. Og disse Klagemaal have vel formodentlig dannet det ostensible Paaskud til, at Hertug Albrecht tog aabenbart Parti med Erik Magnussøn.
6. See Folke Jonssøns Gjeldsbrev, dateret Ljodhuus d. 2den Juli 1356, (Dipl. N. II. 332), hvorved han tilstaar at være Kong Magnus skyldig 200 Mkr. Peninger, at betale paa Opfordring, dog saaledes at heraf skulde afgaa, hvad en Ride-Hest kostede, der skulde overlades til Erngisl Jarl. Heraf maa man slutte, at baade Kongen og Erngisl have været sammen i Ljodhuus, og at der tillige har været private Pengesager omhandlede mellem dem. Ellers kunde man, naar man med Styffe (Bidrag &c. S. XII) antager, at Eriks Bryllup med Beatrix ej fandt Sted førend om Sommeren 1356, ikke finde det usandsynligt, at det har staaet i Ljodhuus ved de Tider, og at dette har været Anledningen saavel til Kongens som Jarlens Nærværelse. Men da maa man og antage, at Striden mellem Kongen og hans Søn først efter den Tid tog sin Begyndelse.
7. Brevet er meddeelt hos Lagerbring, til. S. 429. At dette var hans første aabenbare Skridt raa Oprørsbanen maa sluttes deraf, at han ikke besegler det med „det Segl, han hidtil havde brugt;“ han havde altsaa endnu ikke faaet noget Kongesegl ferdigt.
8. Vardbergs Belejring og Hertugens Forjagelse omtales i Krøniker, medd. i Scr. R. Sv. I. S. 29, 58 (ogsaa Scr. R. D. I. 390); den sidste Begivenhed ogsaa i Chron. af 1357, Scr. R. D. VI. 530. Vi finde Erik ved eller paa Vardberg den 27de Decbr., da de Forleningsbreve, som strax herefter skal omtales, bleve udstedte, og de Herrer, som medbeseglede disse, vare altsaa, om just ikke tilstede, da Beseglingen bagefter kunde erhverves, dog i alle Fliid stam gunstige: det var Erkebiskop Jacob af Lund, Erkebiskop Peter af Uppsala, Biskoperne Nikolai af Linkøping, Magnus af Vesteraas, Thyrgils af Strengnes, Heming af Aabo, Thomas af Vegsjø, Erngisl Jarl, Nikolas Thuressøn, Ketil Glysing, Gøtstav Arvidssøn, Johannes Christinessøn og flere Andre. Endnu den 28de October havde Kong Magnus modtaget af Erkebiskop Peter og Biskop Thomas noget over 1231 Mkr. sv. som den ham tilkommende Halvdeel af Fireaarstienden fra deres Diøceser, altsaa havde de da endnu ikke erklæret sig for Erik.
9. See isl. Annaler, Udg. S. 288. Naar det her heder, at Kongen havde Leding ude til Elven, kan Annalisten neppe have meent en udelukkende af svenske Krigsfolk bestaaende Udrustning, men maa nærmest have haft de Tropper for Øje, der ogsaa afgik fra Norge.
10. Styffe, Bidrag, No. 17, 18, S. 25–32.
11. See Chron. af 1357, Scr. R. D. VI. 530: „Erik fik Overhaand over Benedict og jagede ham af Landet. Bo Falk, der fulgte til Skibs for at søge hans (vistnok Eriks) Fader i Kong Valdemars Erende, blev fangen af ham“.
12. Styffe, Bidrag No. 19, S. 33. At Stilstand sluttedes med en bestemt Dag sees af det endelige Forlig og ligger i Sagens Natur.
13. Den 4de April gav.Erik et Varnadarbrev for Vreta Kloster, dateret paa Vreta (Dalin II. 522); og den 15de April overlod Hertug Albrecht i Steninge Klostret i denne Stad paa sin Hustrus Vegne den Deel af Godserne Hamar og Farthæs i Halland, som han havde at fordre efter sine Halvbrødre Haakon og Knut Porse.
14. Den 28de Februar udstedte Magnus et Varnadarbrev for en Nicolas Prest til Svanga, dateret fra Vik, formodentlig etsteds i Vermeland, (Lagerbring III. 558); den 21de Marts var han i Skara; den 28de Marts gav han fra Baagahuus en Anordning, vedkommende en Retssag i Vermeland (D. N. III S. 249). At flere, hvoriblandt den nysnævnte Hr. Andres Nikolassøn, blev fangne under Stilstanden, sees af den endelige Forligsakt.
15. Hvad dette er for en Hr. Arnbjørn, der i den paa Latin forfattede Forliigsakt kaldes Dominus Abernus Monamusson, vides ikke. Af Fadernavnet Monam, Monan eller Munaan skulde man næsten slutte, at han har været en Nordmand, men heller ikke i norske Breve findes der noget om ham.
16. Her bruges den Talemaade, at de nævnte Ting skulde „ubeskaaret gjengives og overleveres dem“ (integre restitui et etiam assignari), hvilket synes at antyde, at disse Herrer havde en vis Ret dertil, som om de skulde have laant Penge til Hertuginden eller hun naa anden Maade havde været dem forpligtet. Heller ikke indsees det, hvorledes de ellers, om de end vare noksaa uforskammede, skulde finde paa at tilkjende sig noget af hendes Efterladenskab. Men der findes ingen nærmere Oplysning om denne Sag. Naar Hertuginden var død, vides ikke. Man har kun et Brev af Kong Magnus, dateret Stockholm den 23de Februar 1356, hvorved han bekræfter en af hende skeet Gave af Jordegods, og hvori han kalder hende „carissima mater nostra“, men ikke med Tillæget „bonæ menmriæ“, hvorfor man maa antage, at hun da endnu var i Live, men laa paa sit Yderste og havde gjort sit Testament. Hendes Moder, Dronning Isabelle, døde ifølge de isl. Annaler S. 294 i Aaret 1358.
17. Det er besynderligt nok, at Klostret paa Vadstena her ikke omtales med et eneste Ord, thi det var dog allerede idetmindste bestemt, at Klostret der skulde anlægges, og Kong Magnus havde testamenteret en Mængde Penge dertil, s. o. S. 478.
18. Denne Voldgiftskjendelse med Kong Magnus’s deri indtagne Forpligtelse er aftrykt i Anhanget til Hadorphs Udgave af Riimkrøniken 2det B. S. 41–51. Men der maa ogsaa have existeret et Exemplar med Eriks Forpligtelse; ligeledes savnes i Aftrykket Omtale af Medforlovere og Medbeseglere, der dog ikke kunne have manglet. Blandt disse var idetmindste, som man maa formode, Biskoperne Nikolas af Skara øg Thyrgils af Strengnes, Nikolas Arnbjørnssøn, Gøtstav Arvidssøn, Nikolas Thuressøn, Throtte Peterssøn, Anund Sture, Magnus Gislesøn og Jon Hjerne, da det er vist, at de vare tilstede.
19. Styffe, Bidrag, No. 20, S. 34. Herederne vare Simbehundare, Thorstuna og Aashundare, og det bestemtes, at hvad der af Indtægten før hvert oversteg 4000 Mk., skulde afdrages paa Capitalen. Medforloverne og Medbeseglerne paa dette Brev vare netop de nysnævnte Biskoper og verdslige Herrer.
20. Denne Grændse, hovedsagelig regnet fra Ulutskræ, angives paa flere Steder, hvoriblandt ogsaa Dipl. N. III. 395.
21. Brev af 18de Mai i det sv. Rigsarchiv. Dette Brev indeholder, at Kong Magnus til Vederlag for det ofte omtalte Hamar eller Hamars Gods i Nordhalland, som Hertuginde Ingeborg havde overladt Skeninge Kloster, og til Liqvidation af 700 Mrk., som Løsning for det af hende pantsatte Farthæs, overdrog Klostret nogle af fine nysnævnte Godser i Østergøtland, at beholde saalænge, indtil Voldgiftsmænd havde afgjort, om endmere burde tilskydes. Brevet er beseglet af Kongen selv, hans Sønner Erik og Haakon, Erkebiskop Peter, Biskoperne Nikolas i Linkøping, Nikolas i Skara, Magnus i Vesteraas, Thyrgils i Strengnes, Thomas i Vegsjø, Hr. Nik. Arnbjørnssøn, Hr. Nik. Thuressøn, Hr. Ketil Glysing, Hr. Gøtstav Arvidssøn, Hr. Laurents Karlssøn, Hr. Benedict Philipssøn, Hr. Throtte Peterssøn, Hr. Magnus kolassøn, alle Riddere, Jon Christinessøn og Nik. Magnussøn, Svene. Det er utænkeligt, at alle disse Herrer skulde være komne sammen for dette ubetydelige Anliggendes Skyld. Det maa have været langt vigtigere Sager, hvorom de raadslog med Kongerne.
22. Dipl. N. II. 337. At den unavngivne Arving maa have været Alexander af le Ard er allerede ovenfor (S. 635) nævnt, og der kunde vel heller ikke være nogen anden, da de øvrige vilde være for unge dertil, baade Henrik Sinclair og Malise Sparre; den sidste blev vel desuden opdragen i Sverige.
23. Styffe, Bidrag, No. 21, S. 36. Hvorvidt Lehnsbrevet udleveredes til den bestemte Dag, vides ikke, men, at det udleveredes, seer man deraf, at det med sine Segl endnu findes i det storhertugelige mecklenburgske Archiv.
24. Styffe, Bidrag, No. 22, S. 38. Summen angives til 510 Mrk., 10 Gros, 2 Skilling.
25. Man finder Kong Magnus i Fjeraas i Halland d. 3die Juni, og Sønnen Erik i Viborg i Finnland d. 15de August, i Aabo den 7de September (Porthan ad Juusten. S. 260). Porthan anfører S. 466 ogsaa et Brev, der siges at være udstedt af Magnus i Aabo den 8de Sept. 1357, men det er tydeligt, at Aaret er fejlskrevet for 1347. At Magnus var paa Baagahuus eller i detmindste ventedes der sidst i September 1357, maa man næsten slutte af Dipl. N. I. 350, hvorom mere nedenfor.
26. Den er aftrykt hos Lagerbring, til. 438. Da der i denne Besaling heder, at de allerede til Arboga opnævnte Folk skulle indfinde sig i Vesteraas, er det klart, at der er udgaaet en tidligere Befaling til dem om at møde frem i Slængte. Befalingen er udstedt til Indbyggerne „i Upplandene og sydheds;“ det sidste maa betyde „Syd for Heden eller Heiden“, og det kunde maaskee verre et Spørgsmaal, om ikke dette Udtryk staar i Modsætning til „Ovanskogs“; i saa Tilfælde har Erik alene meent Indbyggerne søndenskogs og de af Upplandene (Folklandene ved Mælaren), der led under ham, og saaledes ikke henvendt Befalingen til andre end sine egne Undergivne. Men han har dog befalet dem at møde frem i Arboga og Vesteraas, der tilhørte hans Fader.
27. F. Ex. hans Stadfæstelse af Faderens Gavebrev til Vorfruberges Kloster i Anledning af den russiske Piges Indsettelse, dateret Strengnæs den 23de October 1357.
28. Et Udtog af Brevet findes hos Suhm XIII. 355. Men besynderligt nok omtales det slet ikke af Lagerbring, tragtet det berøres af Suhm II. S. 518.
29. See Fortsættelsen af det danske Chron. af 1357, i Michelsens og Asmussens Archiv für Gesch. Schlesvig, Holst. u. Lauenburg, II. S. 215.
30. Herom see nysnævnte Chr. i Michels. og Asm. Archiv II. S. 214 fgg.
31. Der findes et Brev af Kong Magnus, dateret Helsingborg 6te Marts (Tirsdag efter Oculi, 3die Søndag i Faste), hvori han gjør et Jordebytte med Hr. Throtte Peterssøn; ligeledes udsteder han den 4de Marts fra Helsingborg et Beskyttelsesbrev for Stralsunderne (Lappenbergs Sartor., II. S. 446). At han virkelig havde Helsingborgs Slot i sin Vold sees deraf, at han senere ved Sammenkomsten med Erik i Lund forpligtede sig til under visse Betingelser at give det tilbage (skulum wi hánum Helsingborgs hws etc. áter andwarda). Dog see vi ogsaa af ei Brev, som Hr. Nikolas Thuressøn udstedte, at denne Mand, Eriks Tilhænger, samme Dag var i Helsingborg. Mon han altsaa da dagthingede med Kongen just paa den Dag om Slottets Overgivelse? Den 10de April var han borte derfra, i Vestervik, hvor han paa Eriks Vegne afhændede Jordegods. Ved hiint Document af 6te Marts bortbyttede han Jordegods til sin Maag (Svigersøn) Anund Hemingssøn, der synes at have været en Søn af Heming Hemingssøn, Dronning Blanches Foged i Vermeland. Skulde maaskee denne Forbindelse have gjort ham noget mere vaklende i sin Troskab mod Erik, helst da denne sandsynligviis har ladet ham og de øvrige Forlovere i Stikken med Hensyn til den mecklenburgske Gjeld? Det skulde forresten synes af et Brev, som Kongens Moder Hertuginde Ingeborg udstedte i Skeninge den 5te Februar, og hvorved hun skjenkede Klostret alt sit Gods i Bjelbo mod at holde hendes Forældres, hendes Mænds, hendes Sønners og hendes egen Aartid, som om ogsaa Magnus da havde været der, saa langt inde i Eriks Landsdeel, siden Brevet er medbeseglet af ham. Men man kan ikke slutte noget bestemt herfra, da hans Segl kan være senere tilføjet, som det i de Tider ofte skete.
32. Den 23de og 27de Mai samt 4de Juni var Erik i Stockholm, ligesaa 22de August.
33. Chron. i Asm. og Mich. Archiv S. 219. 220.
34. Scr. r. D. VII. p. 353.
35. Som Aarsag til Uvenskabet opgiver Magnus Matthiæ (series episc. p. 51) en Tvist om Bornholm; Svaning, at der tvistedes om Erkestolens Indtægter. Den rette Grund var vel, at han vilde sikre sig mod, at Erkebiskopen tog Parti med Valdemar. (Suhm XIII. 375). Om Fængslingen fortælles der i det danske Chr. af 1389, Scr. r. D. VI. 533, og der siges den at have fundet Sted 1358 i Aaos (Aahuus ved Helgeaa), hvilket vist ogsaa er ganske rigtigt, især da Huitfeld i sin Biskopskrønike betegner Dagen, den 5te Februar. Chr. Nicolai Archiepiscopi (Scr. r. D. VI. 530) taler og derom, men angiver urigtigt Aaret til 1359. Sandsynligviis var Jakob endnu fangen d. 1ste Marts 1358, da Eriks Cantsler Markus, Chorsbroder i Linkøping, i denne Stad som Fuldmegtig for Henrik Biscop, den pavelige Inddriver, forkyndte ham den føromtalte Dom af 1355 og paalagde ham at betale sin Andeel af det store Laan under Banns Straf. Samtid. Copi i det vaticanske Archiv.
36. Den 23de Oktober see vi Haakon medbesegle et Brev, hvorved Kong Magnus i Vardberg pantsatte Gaarden Aranes til Peter Duva.
37. Dette siges udtrykkeligt i det ofte anførte Chron. l. c. p. 220; vel nævnes ikke, at Kong Haakon ventedes, men da vi af Brevene see, at han da var hos Faderen, falder dette af sig selv.
38. Hadorphs Udgave af Riimkrøniken, 2det Bind, S. 32.
39. Breve af Erik i det sv. Rigsarchiv, daterede Søderkøping d. 24de Januar, Stockholm d. 2den Febr., Enkøping d. 15de Febr. Vesteraas d. 17de Febr.
40. Saaledes i Fortsettelsen af Chr. af 1357, (Michels. & Asmuss. Archiv l. c. S. 221), det eneste sikkre og samtidige, man har om denne Sag. Messenius’s Beretning (III. 19), at Brevene paa Skaane ved denne Lejlighed blev brændt, ligesom tilfældigviis ved Vaade-Ild, er kun en Gjentagelse med Variation af den tidligere Beretning om Seglenes Smeltning, og vistnok uhjemlet; mere torde vel derimod Huitfelds Beretning (S. 539) have for sig, at Valdemar skjenkede Magnus to Sogne paa Hisingen, thi det er forhen (S. 573) viist, at Magnus kan have pantsat disse 1352.
41. Det maa have været allerede i Febr. eller Marts, siden Chr. af 1357–63 udtrykkeligt beretter, at Valdemar var dragen hjem, førend Erik kom med sin Hær til Skaane, og did var han allerede kommen før 13de April, see nedenfor. Kongens Besøg hos Valdemar og Trolovelsen maa altsaa være skeet i Januar 1359.
42. Saaledes det nysnævnte Chronicon. Valdemar maa have gjort Begyndelsen med Malmø, da man har et Brev dateret 1ste Mai fra en Borger i denne Stad, Matthæus Merr, til Raadet i Lübeck, hvori han klager over, at da Valdemar med en heel Mængde Folk (cum magna turba populorum) var kommen til Skaane, havde Brevskriveren betroet en Lübecker, Hans Berthof, en Pakke Varer at gjemme, for at Fjenden ej skulde røve dem, men Pakken var forkommet. Lappenbergs Sartorius II. 464.
43. Allerede før 2den Marts havde Erik begyndt at udskrive Tropper, thi ved Brev, dateret fra Stockholm denne Dag, fritog han Vorfruberges Kloster, Bønder og Lejlændinger fra „den nys paabegyndte Udskrivning“ (Br. i sv. Rigsarchiv). Den 4de Marts laante Nic. Thuressøn paa hans Vegne 200 Mk. Pen. af Gudheems Kloster (sammesteds). Den 13de April udstedte Erik „fra sin Hær i Skaane“ Beskyttelsesbrev til Lübecks, Rostocks, og maaskee flere tydske Stæders Borgere, hvori det heder, at han i disse Dage var kommen med sin Hær til Skaane, at det gjorde ham ondt at høre, at nogle af hine Borgere, der med sine Varer var ankommen til Skaane, havde lidt Plyndring, hvorfor han herved tog dem i sin Beskyttelse, strengeligen forbydende Enhver at gjøre dem Fortred. (Lappenbergs Sartorius II. 463). Hans Hær kaldtes ifølge det danske Chronicon „Knubbehæren“, maaskee rettere „Klubbehæren“, fordi Bønderne muligtviis for størstedelen ej havde andre Vaaben end Klubber. At Erik erobrede Slottene tilbage, ligger, som det synes, i Krønikens Ord, „at han efter Forliget med Faderen „omstyrtede alt hvad Valdemar havde gjort;“ dette var ikke muligt, hvis der laa dansk Besætning i Slottene. Ligeledes siges der, at hans Hær fortærede de faa Forraad, som de Danske havde levnet. Det seer overhoved mere ud til, at de Danske have ilet tilbage af panisk Skræk for „Klubbehæren“, end af Mangel paa Proviant.
44. Den 6te April fornyede de i Forening paa Helsingborg Stilstanden med Lübeck. Dipl. N. III. 303.
45. Det danske Chron. l. c. S. 222.
46. Isl. Annaler, Udgaven S. 296, hvor dog tre Haandskrifter urigtigt henføre Eriks Død til 1360, to til 1361, og to rigtigt til 1359. Der staar her alene, at han blev forgiven (eitraðr) i Sverige, uden at der siges af hvem. Rimkrønikens Ord (Scr. R. Sv. I. 2. S. 55), ere disse: „thå förgaf hon med beggja thera råde Erik, som konung i Sverike var, och hon sjelf til werldene bar, som han i sitt ytersta sade, at modren honom thet gjordt hade.“ Dette har igjen Ericus Olai varieret paa sin Maade (Scr. R. Sv. II. S. 105), og fra ham er det igjen gaaet over til andre nyere Forfattere.
47. Chron. i Scr. R. Sv. I. 29, ved 1360.
48. Der findes endnu i det svenske Rigsarchiv et Domsbrev, udgivet af Erik Pintsedagen den 9de Juni, men som desverre mangler Stedsangivelse. Hans Død falder altsaa mellem 9de Juni, og saamange Dage før den 2.5de Juli, som udfordredes for det af Kongen udsendte Sendebud til at naa Sødertelge den sidstnævnte Dag. Den 3die Mai var han i Klakkethorp i Skaane og udskrev derfra en ny Skatte-Udredsel. (Dipl. i sv. Rigsarchiv)
49. Brevet er dateret Lund den 29de August 1359. Det bestemtes her, at der til Rigsdagen skulde møde 4 Almuesmænd af hver Lagsaga, visse Mænd fra hver Kjøbstad, og to Chorsbrødre med Biskopen fra hver Kathedralkirke.
50. Styffe, Bidrag No. 23, S. 30. Tractaten er dateret Falsterbod den 17de August 1359.
51. Albrecht havde imidlertid hjulpet de holstenske Grever i at bemegtige sig Femern, see det danske Chr. l. c. S. 223.
52. Der tales ingensteds i de forhaandenværende Krøniker og Brevskaber om et saadant Møde som virkelig afholdt, men paa den anden Side gives der heller intet Brev, som viser, at Magnus ikke til den bestemte Tid kan have været i Kalmar. Man har nemlig intet Brev fra ham i Tiden mellem den nysnævnte 29de August, da han skrev hiint Brev i Lund, og den 5te December, da han maaskee med Dronning Blanche var i Tunsberg (Dipl. N. II. 355).
53. Forsikringsbrevet er aftrykt hos Hadorph, S. 32–34.
54. Vi see Magnus saaledes d. 5te Januar 1360 afsige Dom i Stockholm, den 10de Marts i Jønkøping, med Nikolas Thuressøn til Vidne, den 21de tilsammen i Stockholm med Erngisl Jarl, Karl Ulfssøn, Nikolas Thuressøn, o. fl., ja i samme Aar endog Erngist Jarl som en af hans Krigshøvdinger. (Styffe, Bidrag No. 25, S. 42.) Der maa saaledes i alle Fald have fundet en Act Sted, hvorved Herrerne gik Magnus til Haande.
55. Hvor Benedict den hele Tid opholdt sig, siges ingensteds, men man skulde næsten tro, det havde været i Norge, og da rimeligst i de hans Fader skjenkede Besiddelser; er da Faderen paa denne Tid død, var det heel rimeligt, at Gavebrevet fornyedes for ham selv. At intet saadant forefindes, maaskee ej engang udstedtes, forklares noksom deraf, at Benedict allerede det følgende Aar blev dræbt, som det nedenfor skal berettes. Ellers er det heller ikke saa usandsynligt, at han kan have haft Tilhold hos Orm Drottsete paa Tunsbergshuus. Vistnok var det ved Fredsslutningen i Jønkøping bestemt, at Benedict heller ikke maatte opholde sig i Norge, men da dennes Artikler ved de senere Begivenheder og Forhandlinger factisk vare tilsidesatte, saa kan ikke hiint Forbud mere have lagt nogen Hindring i Vejen eller forvoldt Kongen og hans Mænd Betænkeligheder. At han maa have været i Nærheden og truffet Aftale med Kongen, seer man endog af selve den Omstændighed, at der nu var Tale om at give ham Forleninger i Norge.