Det norske Folks Historie/7/59

Legg til lenke
Fra Wikikilden

I al denne Tid, da Kong Magnus havde saa mange Bekymringer af Striden med sin Søn Erik og dennes Tilhængere, havde han ved Siden deraf ogsaa den Ubehagelighed at blive strengere og strengere plaget med Krav om Tilbagebetaling af det store pavelige Laan, .under Trusel om Excommunication, som tilsidst ogsaa virkelig paafulgte, og hvis Suspension Kong Magnus kun med Nød, som det lader, udvirkede ved den særdeles Yndest, i hvilken han stod hos Paven. Men da dette staar i den nøjeste Forbindelse med Collectorie-Anliggendet, og Nuncien Johan Guilabertis Virksomhed i Norden under sit tredie Besøg der, maa vi ogsaa nærmere betragte og følge denne. Johannes var, som det ovenfor er nævnt, kommen til Sverige om Høsten 1356 med Breve til Kongen og Dronningen, hvori disse paa det indstændigste, men dog meget venskabeligt, anraabtes om at betale Laanet tilbage, samt med lignende, mere eller mindre strenge, til begge Drottseterne, Erkebiskop Peter og Biskop Thomas, men ved Siden deraf ogsaa med Afskrift af hiin Dom af 24de October 1355, hvorved Kongen og Selvskyldnerne samt deres Arvinger under Banns Straf forpligtede sig at betale, samt med Brev til tre lübeckske Prælater om at forelægge Kongen endnu en yderste Frist, og, hvis Betaling heller ikke da fulgte, strax at skride til Excommunicationens Forkyndelse. Der stod i Commissoriet, at de, eller hvo af dem, som dertil opfordredes, strax skulde sætte sig i Bevægelse, og, efterat have manet Debitorerne tre Gange efter hinanden om at betale inden fire Maaneders Frist, skride til Executionens Forkyndelse, hvis Betaling endda ikke skete. Altsaa var det vel Meningen, at ingen af Executorerne skulde foretage sig noget, førend Nuncien udtrykkeligt opfordrede dem dertil. Den af de tre Prælater, der paatog sig Hvervet – thi det var nok, naar een gjorde det, – var Chorsbroderen Henrik Biscop, der sidenefter spillede en temmelig fremragende Rolle i disse Forhandlinger.

Johannes Guilaberti fandt, som han selv siden berettede for Paven[1], den venligste Modtagelse hos Kongen, og det kan derfor nok hende, at han har gjort alt hvad der stod i hans Magt for at behandle Kongen med Lempe og ikke gaa ham altfor hvast paa Klingen i denne Tid, hvor han havde saa mange andre Plager og Bekymringer, men holde Truslens Udførelse saa længe tilbage, som det passende kunde lade sig gjøre. For det første synes han at have haft travlt med Modtagelsen af de indkomne Collectionspenge. Den 17de September var han i Linkøping og modtog der af Biskop Nikolaus Rumaskatten for de tre Aar 1354–1356, saavelsom af Fireaarstienden hvad der var indkommet, nemlig ikke fuldt 680 Mk. svensk[2]. Det siges i alle de over disse Udbetalinger oprettede Documenter, at Fireaarstienden, der som bekjendt skulle betales i to Terminer aarligt i de fire Aar, alene for de fire sidste Terminer, altsaa de to sidste Aar, vedkom det pavelige Kammer. Altsaa seer man heraf, at der ved denne Tiendes Halvering mellem Kongen og det pavelige Kammer var gjort den Foranstaltning, at Kongen fik alt, hvad der kom ind i de fire første Terminer, Kammeret alt hvad der kom ind i de fire sidste. Og saaledes havde Kong Magnus formodentlig allerede faaet en stor Deel af hvad han skulde have, ligesom vi ville see, at han endnu fremdeles fik noget mere. Fra Linkøping begav Nuncien sig til Uppsala for at modtage den i 1351 afdøde Erkebiskop Hemings rørlige Gods, som allerede Pave Clemens havde ladet legge Beslag paa og forbeholdt det pavelige Kammer, formedelst Gjeld til dette[3], og som nu hans Efterfølger Erkebiskop Peter, Biskop Thomas af Vegsjø, og Chorsbroderen i Strengnes Byrge Gregoriussøn paa Pavens Befaling havde registreret og overleverede. Denne Forretning medtog flere Dage (11te og 12te October, 3die November), thi Efterladenskaber opbevaredes deels i Uppsala, deels paa de to erkebiskopelige Gaarde Arne og Karlaby, hvor man maatte begive sig hen, og imidlertid modtog Nuncien den 16de October i Stockholm Rumaskatten for de tre sidste Aar, og 185 Mkr. i Fireaarstiende af Biskop Magnus i Vesteraas[4]. Den nysnævnte 3die November, da Regnskabet over Erkebiskop Hemings Gods afsluttedes paa Karlaby, modtog Nuncien ogsaa de foreskrevne Udbetalinger af Erkebiskop Peter, nemlig Rumaskatten af Uppsala Diøcese for de tre sidste Aar, Restancer af Toaarstienden, 151 Mkr., og i Fireaarstiende for de fire sidste Terminer lidt over 619 Mkr.[5]. Nuncien blev nu i længere Tid i Stockholm eller nær derved; den 19de November afsluttede han der sit Regnskab med Biskop Thorgils i Strengnes, der betalte saavel Rumaskat som den hidtil ikke erlagte Toaarstiende, 300 Mkr., og Fireaarstiende, lidt over 295 Mkr.[6]. Den 16de December modtog han, fremdeles i Stockholm og paa det kongelige Slot, Regnskab af Biskop Thomas i Vegsjø, der foruden Rumaskat betalte 5 Mkr., indkomne af frivillige Gaver i Kirkeblokkene, og lidt over 72 Mkr. i Fireaarstiende[7]. Ikke lang Tid forud, (den 28de October) havde Kongen af Erkebiskop Peter og Biskop Thomas modtaget 1231 Mkr. 12 Ør. 1 Ertog sv. Pen. af den ham tilkommende Andeel af Fireaarstienden[8]. Da Kongen paa denne Tid selv var i Stockholm, er det sandsynligt, at Nuncien netop nu forkyndte ham Dommen og satte ham en Frist, inden hvilken Betalingen skulde være skeet, hvis han ej vilde udsette sig for Excommunication. Man hører nu en Tidlang intet til Nuncien, der formodentlig ej har kunnet foretage sig synderligt paa Grund af Krigen, som nu udbrød mellem Kongen og hans Søn Erik, og som derfor vel har holdt sig rolig i det øvre Sverige, hvor vi ogsaa gjenfinde ham den. 17de November 1357, da han i Minoriterklostret i Stockholm modtog nogle Penge, som en Chorsbroder i Uppsala var skyldig i Annater. Han har altsaa ej været ledig, men gjort hvad han efter Omstændighederne kunde for at inddrive Restancer af forskjellige Slags. Kort efter begav han sig vestover for at drage til Norge og der fortsætte sine Opkrævninger. Den 12te December 1357 var han i Skeninge og modtog der en liden Sum i Annater; den 19de Marts 1358 gjestede han Biskop Nikolas af Skara paa hans Gaard Sekkestad og modtog her foruden Rumaskat og et ubetydeligt Beløb indkomne frivillige Gaver henved 730 Mkr. i Fireaarstiende, samt den hele Toaarstiende, 1459 Mkr., der dog liqvideredes i et tidligere for meget oppebaaret Beløb;[9] desforuden modtog han Annatpenge af et Par Chorsbrødre. Det er ikke usandsynligt, at Aarsagen, hvorfor Nuncien just nu reiste til Norge og søgte at undgaa at støde sammen med Kongen, var den, at han, som man seer, nu endelig havde maattet anmode Executorerne om at skride ind og tillige givet den pavelige Kammer-Ret Melding om Sagernes Stilling, samt opfordret den til at tage de nødvendige Forholdsregler, under hvilke Omstændigheder det maatte være mindre behageligt for ham at være nær tilstede. Dette maa nemlig være skeet ved Juletider, thi den 30te Mai 1358, altsaa noget over fem Maaneder derefter, udstedte Kammer-Auditoren en Skrivelse til Erkebiskoperne og Biskoperne af Köln, Mainz, Bremen, Lübeck, Schwerin, Ratzeburg, Verden, Lund, Uppsala, Linkøping, Vesteraas, Strengnes, Skara, Aabo, Roeskilde, Ribe, Slesvig, Odense, Viborg, Aarhuus og Vegsjø, om at da han nu forgjeves havde ladet Kongen første, anden og tredie Gang paaminde om at betale Gjelden, var denne derved forfalden under den i saa Fald bestemte Excommunication, og det paalagdes herved hine Erkebiskoper og Biskoper, paa alle Søndage og Festdage, under Klokkeringning samt tændte og siden slukkede Lys, at erklære ham excommuniceret, indtil nærmere Befaling indløb om at holde inde dermed[10]. Chorsbroderen Henrik Biscop, den af de tre Executorer, der besørgede Forretningerne, maa saaledes omtrent ved Juletider, efter Nunciens Anmodning, have fremstillet sig for Kongen, medens denne opholdt sig i Halland eller Skaane, og der have oplæst Dommen samt fordret Betalingen inden fire Maaneder, hvis Kongen ikke vilde udsætte sig for Excommunicationsstraffen, og Nuncien maa formodentlig samtidigt have tilskrevet Kammerretten om at have hiin Skrivelse rede, hvis Betalingen efter de fire Maaneders Forløb ej paafulgte. Derhos erfarer man, at Henrik Biscop, som formodentlig havde vanskeligt for at komme til Erkebiskop Jakob i Lund, der paa denne Tid befandt sig i Linkøping som Erik Magnussøns Fange, overdrog dennes Cantsler, Chorbroder Markus af Linkøping, at oplæse Dommen for ham. Dette skete den 1ste Marts 1358, ved hvilken Lejlighed Markus overdrog til Jakob, formodentlig i hans Egenskab af Primas for Sverige, ogsaa at besørge Dommen forkyndt for de øvrige Selvskyldnere, da han selv, som han sagde, havde formeget at bestille med Kong Eriks Forretninger, til at han kunde vinde Tid dertil. Heraf seer man forresten, at Henrik Biscop da endnu ikke havde naaet at forkynde Dommen og forelægge den yderste Frist for andre end Kongen selv[11]. Naar Skrivelsen fra Curien om at forkynde Kongen excommuniceret ikke udstedtes førend den 30te Mai, kan man neppe have hørt noget til dens Virkninger i Norden førend langt hen paa Sommeren, om den iøvrigt nogensinde blev sat i Verk eller afsendt fra Curien, thi paafaldende er det, at den endnu ligger i det pavelige Archiv, og man skulde saaledes nok kunne formode, at den af en eller anden Grund er bleven holdt tilbage, indtil den var bleven overflødig. Men hvorledes nu end dette forholder sig, da er det dog vist, at Kongen blev excommuniceret. Spørgsmaalet er kun, om det skete ifølge Auditorens Skrivelse og paa den af ham antydede Viis, eller paa en anden, mindre iøjnefaldende Maade, f. Ex. alene ved Henrik Biscop. Dette skulde man, naar man seer hen til det paafølgende, antage for rimeligst. Underligt er det forresten, at der ej findes Spor til, at Nuncien har blandet sig i Striden mellem Kong Magnus og hans Søn ved at optræde som Megler. Det eneste, hvoraf man maaskee fjernt skulde kunne gjette noget saadant, er, at da han den 12te December 1357 var i Skeninge, havde Erik den 8de været i Norrkøping, ej langt derfra, saa at de rimeligviis havde stødt sammen, samt at man ej længer derefter end den 5te Februar finder Kong Magnus og hans Moder i Skeninge[12]. Dette kunde maaskee udtydes som en Art af Forsøg til en Sammenkomst under Nunciens Megling, men der er i alle Fald ikke kommet noget synderligt ud deraf.

I April 1358 var Nuncien kommen til Oslo, hvor han den 27de i Domkirkens Sacristi og i Overvær af Biskop Sigfrid og Abbed Jon i Hovedø samt Broder Magnus Jonssøn, en Predikebroder fra Roeskilde, opgjorde Regnskab med Biskop Haavard af Hamar. Denne indbetalte: i Rumaskat for de fire Aar 1354–1357 31 Mk. 2 Ert. 3 Pen. norsk; i Fireaarstiende 360 Mkr. norsk[13]. Fra Oslo maa han være dragen til Søs lige til Stavanger, hvor han var den 23de Mai og i et Kammer paa Biskopsgaarden opgjorde Regnskab med Biskop Botulf, i Overvær af Prest og Landprovst Audun paa Stødle samt nogle af Nunciens Følge[14]. Botulf indbetalte i Rumaskat for de fem Aar 1353–1357 18 Mkr. norsk Courant[15], deels i Kalve- og Lammeskind, deels i norsk Smaamynt; i Afdrag paa Restancer af Treaarstiende 4 Mr. Ører 2 Ertoger norske Penge og i Fireaarstiende 198 Mk. 6 Ører Ertoger 1 Pen. norsk[16]. Fra Stavanger reiste Nuncien videre til Bergen, hvor han en Dag i Juli[17], og i Overvær af Predikebrødrene Aake Ivarssøn og Valter, samt Guthorm Haraldssøn Prest til Mariekirken, modtog Opgjør af Biskop Gisbrikt samt hans Chorsbrødre Oddgeir Thorsteinssøn og Helge Hallsteinssøn, der i Rumaskat for de 6 Aar 1353–1358 betalte 215 Mk. 1 Øre i de nu casserede kobberblandende Myntsorter, kaldte Gunnarspening og Flosepening[18], 19 Sh. 8 P. Sterling, beregnet til 6 Mk. 4 Ør. 12 Pen.; 4 gamle franske Guld-Écus af Kong Philips, beregnede til 4 Mk. 4 Ører, samt 4 Piemontesiske Guldgylden, beregnede til 4 Mk. norsk Courant. Alle disse Penge havde i sin Tid været hævede af en afgangen Chorsbroder Olaf Simonssøn. Dernæst betalte de, fremdeles i Rumaskat, hævet for de fire Aar 1353–1357 af Chorsbroder Sigurd Ivarssøn, 85 Mk. 6 Ører 2 Ertoger norsk Courant; 21 Mk. 6 Ør. i den nu casserede svenske Mynt[19], beregnet til 14 Mk. 4 Ører; i smaa norske Penge, sedvanligt kaldet Skevpeninger, 5 Mkr., fremdeles 13 Sh. 2 Pen. Sterl., beregnet til 4 Mk. 3 Ører 3 Pen. norsk Courant. Endelig betalte de hvad Chorsbroderen Erlend Jonssøn havde hævet for Aaret 1357, nemlig 32 Mk. 2 Ør. norsk Courant og 2 Sti. 7 Pen. Sterl. beregnede til 7 Ører, samt 4 Ører 1 Ertog i Skevpeninger, beregnede til det samme i daværende norske Courant. For de 4 Aar 1349, 1350, 1351 og 1352 havde daværende Abbed Arnulf i Hovedø og Ingjald, nu Prior sammesteds, modtaget Opgjør. Endvidere betalte Biskopen og Chorsbrødrene i Restancer paa Treaarstiende 5 Mk.; og som endnu ubetalte Fordringer opstilledes 72 Mk. hos Magister Capellarum, 6 Mk. hos Presten til Fane, og 3 Mk. hos Presten til Herdla, hvilke disse Geistlige som kongelige Klerker fordrede sig fritagne for at betale. Af frivillige Gaver i Kirkeblokken var der indkommet 1 Mk. norsk Courant, 3 Sh. 1 Pen. Sterling, beregnet til 1 Mk. 6 Pen. norsk, og 1 Øre casseret svensk Mynt, beregnet til 2 Ertoger 6 Pen. norsk Courant. Endelig betaltes i Fireaarstiende 512 Mk., 3 Ører norsk Courant, hvori iberegnet 19 Mk. casseret svensk Mynt, der, omendskjønt den var ringere i Verdi, end den nu gængse norske Courant, dog blev tagen i Betaling som jevngod dermed, fordi Collectorerne edeligen godtgjorde, at de havde modtaget den, førend Cassationen var bleven bekjendtgjort i Byen; samt 6 Pd. Sterling, beregnet til 40 Mk. norsk Courant. Hertil kom et Legat, som en af Bergens Indbyggere havde givet til det hellige Lands Befrielse, nemlig 10 Mk. 6 Ør. 2 Ert. 6 Pen. norsk Courant, hvori iberegnet 21 Sh. 4 Pen. Sterl., beregnede til 7 Mk. 2 Eet. 6 Pen. norsk, og en Sølvskee vejende 1 Ør., beregnet til 6 Ør. norsk. Fra Bergen begav Nuncien sig sandsynligviis til Nidaroos, hvor han, fremdeles i Juli Maaned[20], gjorde Afregning med Erkebiskopen og Capitlet, eller dettes Repræsentant Chorsbroder Haakon Aamundessøn, i Domkirkens Sacristi, og i Overvær af Predikebroderen Nikolas samt den i Oslo boende franske Kjøbmand Johan Leblanc[21] og Andres Sigurdssøn, den hamarske Biskops Tjener. Der betaltes i Rumaskat, samlet af hiin Chorsbroder Haakon i Aarene 1353–1357, 73 Mk. norsk gangbar Smaamynt, hvori iberegnet 4 Sh. 2 Pen. Sterling, samt en liden Sølvskaal beregnet til 5 Sh. Sterling, og 23 Mk. i casserede svenske Penge, der gjaldt mindre end deres paalydende Verdi. Fremdeles betaltes i Fireaarstiende, samlet af Chorsbroder Haakon og hans Collega Lodin Thorersøn 973 Mk. 1 Øe. 6 Pen. norsk Courant, heri iberegnet 11 Sh. 3 Pen. Sterling, samt omtrent 300 Mk. casseret svensk Smaamynt. Fra Nidaroos er Nuncien da formodentlig dragen over Land, maaskee ledsaget af hiin Andres Sigurdssøn, til Oslo, hvor han endnu den 24de Juli i Domkirkens Sacristi og i Overvær af flere Predikebrødre, hvoriblandt Nikolas, Biskop Sigfrids Broder[22], modtog Regnskab af Biskopen for Rumaskat og Fireaarstiende. I Rumaskat betaltes for de sex Aar fra 1352 til 1357 inclusive 239 Mk. 7 Ør. 6 Pen., og i Fireaarstiende 1075 Mk 2 Ert. 2 Pen. Fremdeles Annater af den Præbende under Oslo Kirke, der efter Erkebiskop Paal var bleven overdragen til Sira Thore Gunnarsøn, 30 Mk. norsk, samt en Sølvskaal med forgyldt Fod, vejende 19 Øre, og et Stykke Guldbrokade, vurderet for 5 Guldgylden, testamenteret af Sira Eiliv, Prest ved St. Andreas Kirke i Oslo, i Hjelp til det hellige Land. Hermed vare hans Opkrævninger for Norge denne Gang sluttede. I Rumaskat havde han modtaget noget over 720 Mk. norsk, i Fireaarstiende lidt over 3119 Mk., tilsammen omtrent 3840 Mk., hvilket tillagt de ovennævnte Smaasummer kan regnes paa det nærmeste for 3900 Mk.; efter den angivne Cours af 3 Sh. Sterling for 1 Mk. norsk Courant udgjør altsaa dette 585 Pd. Sterling, hvilken omtrent svarer til det Tidobbelte i vore Penge: just ingen betydelig Sum at bringe hjem til den pavelige Kasse[23].

Nuncien begav sig nu atter til Sverige, hvor han i September Maaned befandt sig paa Stockholms Slot. Da Kongesønnen Erik samtidigt var der, tyder dette saaledes paa en venskabelig Forbindelse og visse Forhandlinger mellem dem, og det torde ikke være saa usandsynligt, at Nuncius idetmindste har forsøgt paa at tilvejebringe en bedre Forstaaelse mellem ham og Faderen. Aarsagen, hvorfor Nuncien nu opholdt sig i Stockholm, synes forøvrigt at være den, at han endnu ikke havde modtaget Indbetalingerne fra Aabo Biskopsdømme. Disse synes heller ikke at være indkomne: der findes ingen Qvittering enten for Rumaskat eller Fireaarstiende derfra, men alene for Annater, indbetalte af et Par enkelte Chorsbrødre. Ogsaa fra nogle andre Chorsbrødre i Strengnes og Uppsala, modtog Nuncien ved samme Lejlighed Annatpenge. Det hele Beløb af den i Sverige nu indkomne Fireaarstiende var omtrent 2580 Mk., altsaa ikke saa stort, som det fra Norge, men det maa erindres, at intet var indkommet fra Finnland, og at maaskee ogsaa allerede noget var indbetalt tidligere. Beløbet for begge Riger tilsammen var saaledes omtrent 5700 Mk. eller 855 Pd. Sterling, svarende til det Tidobbelte i vore Tider, altsaa et temmelig tarveligt Udbytte. Da nu ellers dette Beløb kun ligger indenfor Grændserne af den Halvdeel af Fireaarstienden, som tilfaldt Paven, maa det ansees for vist, at Kongen for sin Part idetmindste har faaet ligesaa meget, om ikke noget mere; stort mere kan det dog heller ikke have været, os saaledes tør man vel antage, at de Pengesummer, der ved denne Tiende er kommen i Kongens Hænder, ikke have oversteget 6000 Mk. svenske Penge eller 900 (9000) Pund Sterling, svarende til 4050 (40500) Speciedalere. Denne Sum, der desuden indkom stykkeviis, kan ikke have forslaaet langt.

Efter denne Tid hører man ikke noget til Johannes Guilaberti, førend om Vaaren 1360, da han befandt sig ved Curien, og der var Tale om at sende ham paany til Norden, saaledes som det strax nedenfor skal omtales. Han maa vel saaledes være vendt tilbage til Avignon enten endnu om Høsten 1358, eller, hvad der er det sandsynligste, efter Erik Kongesøns Død om Sommeren 1359, da man vanskeligt kan antage, at han forlod Norden førend han havde oppebiet Udfaldet af Striden. Paa den Tid maa baade. Kong Magnus, og de øvrige endnu levende Selvskyldnere have været lyste i Bann, uden at der dog findes Spor til at dette blev iagttaget, endmindre til hvad deraf senere Historieskrivere har været paastaaet, at Rigerne for den Sags Skyld bleve belagte med Interdict, skjønt vi rigtignok ville see, at dette senere idetmindste holdtes i Baghaanden, trods en Constitution af Pave Bonifacius den 3de, ifølge hvilken Interdict ej maatte forkyndes paa Grund af Gjeldssager[24]. Der er senere gjort store Ophævelser over at Kongen saaledes, som det heder, trodsede Excommunicationen. Men om her virkelig nogen Trods havde fundet Sted, vilde Brøden snarere have været de excommunicerede Biskopers, end Kongens, og Paven vilde ikke fremdeles have vedblevet at behandle Kongen med saa megen Lempe, ja endog at tilskrive ham med en saa umiskjendelig Velvillje, som vi ville erfare af de Skrivelser, vi strax herefter komme til at omtale. Den rette Sammenhæng torde nok være den, at Johannes Guilaberti selv, og Henrik Biscop, der enten fulgte ham til Curien, eller indtraf omtrent samtidigt med ham, baade for deres Afreise fra Norden have indrømmet alle Vedkommende en midlertidig Henstand med Excommunicationens Iverksettelse, indtil de havde foredraget Sagen for Paven, og derhos strax ved deres Ankomst til Avignon have gaaet i Forbøn for Kongen om at Fristen endnu i nogen Tid maatte forlænges. Dog er det ikke usandsynligt, at de misfornøjede og stridige Stormænd, hvis Betragtningsmaade af Forholdene egentlig er den, der udtaler sig i Riimkrøniken og i Ericus Olai’s Krønike, og som allerede sees at have gjort sig gjeldende hos Fru Birgitta[25], der under sit nuværende Ophold i Rom neppe kjendte Sagens rette Sammenhæng, siden have benyttet hiin over Kongen svævende Bannsettelse som et vigtigt Paaskud til at svigte den Troskab, de skyldte ham.

Paa sin Reise til Curien, maaskee hos Henrik Biscop i Lübeck eller etsteds i denne Stad, synes Johannes Guilaberti at have nedlagt alle de Penge, han førte med sig fra Norden, nemlig hine 5700 Mk. svensk eller norsk Courant, og dertil henved 900 Mk. i Rumaskat, Annaler o. s. v., tilsammen omtrent 6600 Mi. svensk norsk Courant eller henved 6000 Gylden. Thi i de pavelige Kammer-Regnskaber findes antegnet, at den føromtalte Kjøbmand fra Asti, Antonio Malabayla, den 15de Mai 1360 modtog af den pavelige Skatmester 10000 Guldgylden i rede Penge, og 6000i en Anvisning paa den pavelige Collector for Sverige og Norge, der skulde udbetale ham dem i Tydskland[26]. Denne Collector kan ikke være nogen anden end Henrik Biscop, der just i dette Erende reiste til Norden.

Imidlertid, maaskee førend Johannes Guilaberti og Henrik Biscop endnu var komne til Avignon i 1359, havde Pave Innocentius besluttet at sende et nyt Sendebud, Klerken Egghard af Basdaw fra Verdens Biskopsdømme, til Sverige og Norge. Idetmindste udferdigedes der Pas og Anbefaling for ham til alle geistlige og verdslige Herskere paa hans Vej den 8de Septbr. 1359[27]. Men der findes ingen Spor til at han har været i Norden, faa at det vel kan være, at denne Sendelse er bleven indstillet, efterat Johan Guilaberti og Henrik Biscop imidlertid vare ankomne. Man fandt det formodentlig mest hensigtsmæssigt at sende disse. Omkring 18de Mai udferdigedes deres Instruxer og Følgebreve. Imidlertid var det dog maaskee alene Henrik Biscop, hvem det egentlige Inddrivningsverk nu overdroges, uagtet Johannes Guilaberti fremdeles kaldtes Collector. Thi kun om ham er der Tale, hvor der handles om Excommunicationens Forkyndelse eller Udsettelse. Johannes Guilabertis Hovedhverv synes det nemlig at have været, i Forening med Henrik Biscop at forestaa Lands Erkestol. Erkebiskop Jacob var, det vides ej hvorledes, kommen paa fri Fod, men havde tilladt sig flere Vilkaarligheder og aldeles forsømt sine kirkelige Forretninger, saa at det endog heder om ham, at han ikke som Erkebiskop sang en eneste Messe[28]. Det synes endog som om han strax efter sin Frigivelse begav sig til Bornholm, formodentlig fordi han der følte sig mere sikker. Paven erklærede ham derfor suspenderet, indsatte Johannes Guilaberti samt Henrik Biscop til midlertidige Bestyrere af Erkestolen og paalagde derhos den sidste at indstevne Erkebiskopen for Curien, paa Grund af hans voldelige og upassende Fremferd mod Provsten i Lund, Nikolas Axelssøn[29]. Meningen var altsaa vel den, at Johannes Guilaberti for det første skulde opslaa sin Bolig i Lund, medens Henrik Biscop drog videre.

Det fornemste af de Breve, som Henrik Biscop bragte med, var en pavelig Skrivelse til Kong Magnus af 18de Mai 1360, hvorved denne fik Udsettelse af Excommunicationen indtil det følgende Aars Paaske. I dette Brev roste Paven ham særdeles for den Gjestfrihed og Beskyttelse, som hine to Sendebud havde nydt hos ham. „De have nys“ skrev han, „med glade Miner berettet os om den kongelige Gavmildhed og Beskyttelse, hvormed du understøttede dem selv, deres Folk og deres Gods“. Dette har vel bidraget meget til at stemme Paven gunstigt for Kongen, men desuden havde denne nu virkelig faaet afbetalt noget, om end ikke saa meget, thi Gjelden, der tidligere beløb sig til over 19000 Guldgylden, angives nu kun til 15000, og der siges udtrykkeligt, at Kongen havde afbetalt endeel. Dette maa vel “altsaa være skeet ved Hjelp af hans Andeel af Fireaarstienden, og naar vi nys have seet Johannes Guilaberti modtage denne paa enkelte Steder for nogle af de første Terminer, da have vi heri maaskee netop disse Afbetalinger. „Det gjorde os ondt at høre“, skriver Paven, „at du formedelst altfor sildig Betaling har paadraget dig de apostoliske Straffedomme, og at disse ere blevne offentlig forkyndte over dig; men formedelst din Trones kongelige Glands, for hvilken vi med Rette have venskabeligt Hensyn, suspendere vi ved førnævnte Henrik de samme Domme indtil førstkommende Paaske af vor særdeles Naade, hvilken vi og gjerne, min Søn, udstrakte videre for dig og dine, hvis ikke den umaadelige Byrde af Udgifter, der paahviler os for de al Verden bekjendte Krige vedkommende Kirkens Landskaber, altfor meget trykkede os. Derfor bede og formane vi dig alvorligt, at du formedelst den Ærbødighed, du skylder Gud og det apostoliske Sæde, samt formedelst din kongelige Trones Herlighed foranstalter Resten af Summen ufortøvet udbetalt, saaledes at Gjelden kan faa en Ende, og at det apostoliske Sæde kan føle sig opfordret til yderligere Gunstbeviisninger, hvorom, samt om hvad dermed staar i Forbindelse, førnævnte Henrik vil kunne underrette dig med ligesaa stor Troværdighed, som om du hørte det af vor egen Mund“[30]. Hvad dette var for Gunstbeviisninger, vides ikke; formodentlig var det dog kun enkelte af de sedvanlige kirkelige Indrømmelser eller Fritagelser, hvorpaa man i hine Tider satte saa megen Priis. Samtidigt skrev Paven ogsaa til Dronningen saavel som til de svenske Biskoper, foreholdt dem alvorligt deres Forpligtelser, og bad dem indstændigt om at opfylde dem samt at faa Kongen til at gjøre sin Pligt. „Da vi“, siger han, „trykkede af Byrderne ved Krigen i Lombardiet, altfor meget, – vi tilstaa det ugjerne – trænge saavel til hine Penge, som til endnu flere, bede og formane vi dig indstændigt, at du ved dig og Sine anbringer saa virksomme Forestillinger hos Kongen og dem af hans Mænd, som du finder det tjenligst, at disse Summer kunne faaes tilbage fra ham; ellers maa du have for Øje, at da du engang har gjort denne Gjeld til din egen, vil den ufortøvet, uden at træde nogen Ret for nær, blive krævet af dig“[31]. Men at det dog nu var Pavens Hensigt, at forsøge de yderste Tvangsmidler, seer man deraf, at Henrik Biscop ved Skrivelse af samme Dag virkelig fik Fuldmagt til at paalægge saavel Sverige, som Norge og Skaane kirkeligt Interdict, uden at Pave Bonifacius’s eller andre Bestemmelser heri skulde gjøre nogen Hindring. „Da vi“, siger Paven, „have i en af de vigtigste Anliggender prøvet fuldkommen Tiltro til din Conduite, bemyndige vi dig herved, af Grunde, som vi mundtligt have forklaret dig, til, naar det tykkes dig hensigtsmessigt, hvilket vi overlade til din egen Samvittighed at afgjøre, at belægge Rigerne med kirkeligt Interdict, simpelthen eller kun til en Tid, og tillige til at hæve det, trods vor Forgænger Bonifacius’s og andre modsatte Bestemmelser[32].

Ej længe efter reiste Henrik Biscop afsted, efterat han ogsaa for sig selv havde faaet endeel Begunstigelser af Curien[33]. Johannes Guilaberti kom neppe mere til Norden. Thi det er vist, at han døde ved Curien enten i det samme, eller i det følgende Aar, og da man ej mere hører til ham i de nordlige Lande, er det sandsynligt, at han ikke engang tiltraadte nogen Reise derhen, men at han formedelst Sygdom eller Alderdomssvaghed er bleven tilbage i Avignon, og der afgaaet ved Døden. Det sidste, man hører fra ham, er fra 17de Juni 1360[34]. Om Henrik Biscops Virksomhed i Norden erfares der heller ikke stort for det første. Det kan alene sluttes af senere Brevskaber, at han har haft flere Forhandlinger med Kongen og de svenske Prælater om den Sag, og at han, omendskjønt Betalingen endnu gik i noget Langdrag, saa at han endog stundom var nødt til, idetmindste at true med Excommunication, stundom vel og for en kort Tid at forkynde den, dog ikke fandt det nødvendigt, at skride til Interdict, og at Kongen fremdeles blev i den bedste Forstaaelse med Curien. Men for det første havde dog Kongen nu Fred indtil Paaske 1361, og derved var allerede meget vundet.

  1. ↑ Denne taler nemlig udtrykkeligt derom i sit senere Brev til Kongen af 18de Mai 1360, see nedenfor Side 686.
  2. ↑ Rumaskatten beløb sig til 128 Mkr. 5 Ører 2 Pen. svensk Courant, og Fireaarstienden nøjagtigt til 679 Mkr. 5 Er. 2 Ert. sv. C. Alt hvad vi her meddele om hele denne Indkrævning i Sverige og Norge, er hentet fra en i det pavelige Archiv opbevaret, omtrent samtidig, Afskrift af de originale Qviteringsbreve. Ogsaa af Originalerne til disse findes nogle faa, (de skulde nemlig udferdiges in duplo, for at et Expl. kunde forblive hos vedkommende Biskop, og et nedlægges i det pavelige Archiv), men disse Originaler ere meget ilde medfarne og tildeels ulæselige.
  3. ↑ Denne Gjeld angives ikke udtrykkeligt, men man skulde af enkelte Antydninger formode, at den var paadragen for Restancer af Toaarstienden. Egentlig havde allerede Joh. Guilaberti under sit forrige Ophold i Sverige foretaget Beslaglæggelsen og ladet optage Inventarier over Effecterne; disse bleve nu paany verificerede, og de Effecter, der befandtes med Rette at kunne kaldes een afdøde Erkebiskops Privat-Ejendom, overleverede til Nuncien.
  4. ↑ Summen var nøjagtigt: Rumaskat 35 Mkr. 5 Er. 14 Pen. sv. P., af frivillige Gaver i Kirkeblokken 10 Mkr., og i Fireaarstiende 185 Mkr. 2 Ør. sv. P.
  5. ↑ Summerne vare nøjagtigt: Rumaskat 102 Mkr. 1 Ør. 2 Pen. sv.; Toaarstiende 151 Mkr. 3 Ør. 1 Ertog, hvortil dog egentlig kom 130 Mkr., som Erkebiskop Heming havde skyldet, og som man havde liqvideret i hans Bo, samt 14 Mkr., som Decanen i Uppsala, Sigfrid, der siden blev Biskop i Skara, ligeledes havde været skyldig; Fireaarstiende 619 Mkr. 3 Ør. 1 Ertog.
  6. ↑ Summerne var nøjagtigt: Rumaskat 63 Mkr., og 295 Mkr. 3 Ører i Ertog i Fireaarstiende, samt 300 Mkr., deels i Restancer paa Toaarstiende, deels for de fire første Terminer af Fireaarstienden. Hvorledes det hænger sammen med dette sidste, er vanskeligt at forstaa, da jo Kongen skulde have hvad der indkom for de første Terminer. Men maaskee tog Nuncien det med Kongens Samtykke i Afdrag paa hans Gjeld.
  7. ↑ Summerne vare nøjagtigt: Frivillige Gaver i Kirkeblokkerne 5 Mkr. 6 Pen., Rumaskat 19 Mkr. 1 Ør. 3 Pen. – Fireaarstiende 72 Mkr. 1 Ør. 4 Pen. sv. P.
  8. ↑ Qvittering i det svenske Rigsarchiv.
  9. ↑ Summerne vare nøjagtigt; Rumaskat 47 Mkr. ½ Øre sv. P. Frivillige Gaver i Kirkeblokkene 11½ Mk. Fireaarstiende 729 Mkr. 6 Ører; Toaarstiende 1459 Mkr. 4 Ører. Dertil kom, heder det, 136 Mit: for de første Terminer af Fireaarstienden, men som tilligemed Toaarstienden blev liqvideret i hvad der forhen beviisligt var formeget oppebaaret i foregivne Restancer af Sexaarstienden. Ogsaa her maa der vel siges det samme om hine første Terminer af Fireaarstienden, som ovenfor.
  10. ↑ Originalbrev i det pavelige Archiv.
  11. ↑ Den forhen omtalte, samtidige Copi i det pavelige Archiv. Det kunde ved første Øiekast synes noget underligt, at Cantsler Markus gav Erkebiskop Jakob en saadan Commission, naar denne var fangen, men man maa dog antage, at han ikke egentlig holdtes i Fængsel, og meget godt fra sit Opholdssted i Linkøping kunde omsende skriftlige Paamindelser eller Gjenparter af de ham forelæste Acter.
  12. ↑ Alt dette fremgaar af, hvad der ovenfor er fremstillet i Beretningen om Feiden mellem Magnus og Erik.
  13. ↑ Det tilføjes her udtrykkeligt, at alle hine Merker i norsk Courant vare lige med den nu gjældende svenske Myntsort.
  14. ↑ Der staar „Audueno Curato et præposito rurali in Stadhum (der formodentlig maa læses Stadhlum) Johanne de Reppre filio Andree de Reppre quondam, et Johanne Corneti, famulis domini nuncii, Bergensis, Tornacencis et Canmracensis dioecesium. Man seer saaledes, at Provst Andreas hørte til Bergens Stift.
  15. ↑ Een Mark af denne siges her udtrykkeligt at svare til tre Sh. Sterling.
  16. ↑ Heri, siges der, var iberegnet 6 Mkr. brendt Sølv, to Écus, en keiserlig, en af forhenværende Kong Philip af Frankrige, begge tilsammen regnede for 18 Ører 2 Ertoger; samt 2 piemontesiske Gylden, tils. for 2 Mkr., og 9 Pd. 9 Sh. 6 Pen. Sterling, regnede for 63 Mkr. 4 Ert.
  17. ↑ Dagen er ikke angiven, men det maa have været allerførst i Juli, siden han endnu den 24de samme Maaned kunde være tilbage i Oslo efterat have lagt Vejen om Nidaroos.
  18. ↑ Disse Slags casserede (reprobata) Pengesorter siges at være cuprea, d. e. af Kobber, hvilket neppe betegner, at de vare Kobberpenge, men alene at de vare sterkt blandede med Kobber.
  19. ↑ Om denne svenske Myntsort heder det, at den før gik ligt og til samme Cours, som den endnu brugelige norske; man seer, at den siden regnedes ⅓ mindre. Dette maa da være den Myntsort, der var afskaffet fra 22de Februar 1354 af, (se ovenf.)
  20. ↑ Ogsaa her er Maanedsdagen udeladt. Det maa vel have været omtrent ved den 12te.
  21. ↑ Han kaldtes derfor ogsaa „Francés“ d. e. „français“; der staar: Johannes dictus Leblanc, aliàs Francés, mercator et habitator Osloensis.
  22. ↑ Der staar nemlig: præsentibus religiosis veris fratribus Thorberno lectore, Nicolao germano domini Episcopi, Magno Johannis, Johanne de Olstate (eller Obstate), Osloensis, Bergensis, Roskildensis et de Carmis, (Cammis, Caminis?) conventuum ordinis prædicatorum. Thorbjørn Lector var altsaa fra Conventet i Bergen, Nicolaus, Biskopens Broder, fra Oslo, Magnus Jenssøn var fra Roskilde og Johan af Olstedt eller Obstedt maaskee fra Camin.
  23. ↑ Man seer her fremdeles, at Oslo Biskopsstol, om ikke i sig selv var den største og indtægtsrigeste for Biskopen, dog var den, der indeholdt de fleste og bedst lønnede geistlige Embeder. Forholdet mellem alle fem Biskopsstole kan efter de angivne Summer betegnes som: Oslo 11, Nidaroos, 10, Bergen 5, Hamar 4, Stavanger 2.
  24. ↑ At Kongen excommuniceredes, erfares noksom allerede af det Pavebrev af 18de Mai 1360, som vi strax her nedenfor komme til at omtale. At de øvrige Selvskyldnere deelte Skjebne med ham, siges udtrykkeligt i det Document denne Sag angaaende af 21de Juli 1363, der ligeledes i sin Tid vil blive omtalt. Der staar nemlig „at Auditoren Johannes Maurelli excommunicerede saavel Kongen, som Medskyldnerne, blandt dem ogsaa Biskop Nikolas af Skara i Egenskab af Biskop Sigges Efterfølger. Af disse geistlige Medskyldnere levede endnu den 22de Marts 1364, da en betydelig Afbetaling fandt Sted, Erkebiskop Peter og Biskoperne Nikolas af Skara, Nikolas af Linkøping, Thyrgils af Strengnes, Heming af Aabo, og Magnus af Vesteraas. Om Excommunicationen tales der i Riimkrøniken, og der anføres som Grund, „at Kongen handlede mod Kirkens Frihed“; dette er, som man seer, urigtigt. Ericus Olai (Scr. r. Sv. II.) kommer Sagen noget nærmere, ved at angive, at han havde hævet de Penge, der tilhørte det apostoliske Kammer; her sigtes, som man seer, til Laanet, men Sandheden kommer dog ikke frem, hvad enten nu Forfatteren ej har kjendt den eller med Flid fordulgt den. Derhos tillegger han, at Riget belagdes med Interdict, hvilket i alle Fald ej skete førend senere, da Henrik Biscop i 1360 havde faaet Fuldmagt dertil, see nedenfor. Den ovenomtalte Bonifacius d. 8des Constitution (Extravagantes VIII. C. 2) siger udtrykkeligt, at intet Interdict kan paalægges formedelst Gjeld i Penge.
  25. ↑ See Revel. St. Birgiitæ, Extravag. Cap. 80. En, siger hun, skal gaa til Kongen, (s. o. S. 180) og bebreide ham flere Ting, blandt andet „at det er tvivlsomt, om han har den rette Tro, siden han, forbuden Kirken, dog lige fuldt er traadt ind i Kirker, og har hørt Messe“. Dette har igjen aabenbart Ericus Olai benyttet (Scr. r. Sv. II. 107) og varieret.
  26. ↑ Miscellanea Cameralia 1341–1365 i det pavelige Archiv fol. Mk. Der staar at Antonio M. skulde modtage hine 6000 Gylden „in partibus Alamaniæ“ af Collectorerne for Sverige og Norge. Den sedvanlige Cours i de Tider var, at en Gylden gik lige med 1 Mkr. Penninger af det Slags, hvoraf der gik 5 paa 1 Mk. brendt; men da det nu ved dette Laan udtrykkeligt var bestemt, at en Mark brendt skulde regnes til 6 Mk Pen., maa man for at finde Forholdet først dividere hine 6000 med 6, og siden multiplicere med 5; dette gjør egentlig 5500, men da denne Regning kun er omtrentlig, bliver Differencen ikke af Betydenhed.
  27. ↑ Innocent. VI Archetyp. epist. an. 7.
  28. ↑ Dette sidste fortælles i Erkebiskop Nikolaus’s Krønike. I den pavelige Skrivelse om hans Suspension heder det, at han som oftest var fraværende fra sit Sæde og forsømte dets Styrelse. Fraværelsen synes dog ifølge det Foranførte at have været for en stor Deel ufrivillig.
  29. ↑ Regest. Innocent. VI. Secreta ann. 8 fol. 28. Brevet om Stevningen er af 19de Mai. Det heder her, at han paa selve Domkirkegaarden i Lund og inden Kirkens Fredhelligt havde med væbnet Haand og Voldsanvendelse ladet gribe Nikolaus Axelssøn, der endog tillige var pavelig Nuncius, samt holdt ham fremdeles fangen. Samme Dag udferdigedes der Skrivelser til forskjellige Prælater i Norden og Tydskland om ved Kirkerne at publicere disse Forføjninger. Jfr. Bzovii Annales. XII. 1274.
  30. ↑ Secret. Innocent. ann. 8 fol. 26. Brevet findes ogsaa i Orginalconcept, i Archetyp. epist. Innoc. VI. ann. 7.
  31. ↑ Dette Brev findes alene i Concept, nemlig i Innoc. VI. archetyp. epist. ann. 7. Ved dette Sted, der handler om at ordentlig Betaling forventes, er der tilføjet i Margen af den, der corrigerede Conceptet: „attende: non penas. Dette kan enten betegne et udtrykkeligt Forbud mod at nogen Straffeclansul indføres eller og næsten det .Modsatte: en Erindring om at en saadan nødvendig Clausul her ej var indført. Det første er dog det sandsynligste.
  32. ↑ Secret. Innoc. VI., ann. 8. fol. 27.
  33. ↑ For det første nemlig, at han ogsaa under sin Fraværelse i Norden maatte nyde Indtægterne af sine geistlige Embeder, uagtet han ikke kunde besørge dem. Dette blev ham tilstaaet ved Bevilgning af 24de Mai 1360. Men desforuden findes ogsaa en heel Supplicationsrolle bevilget af Paven den 17de Juni derefter, og indgiven af „Collectoren i Sverige, Norge og Danmark“, angaaende Besættelsen af flere ved langvarig Ledighed tinder Curien devolverede Beneficier, og som indeholder flere Begunstigelser, tilstaaede Henrik Biscop. Man skulde ei Øjeblik endog næsten kunne antage, at Ansøgningerne vare indgivne af ham selv, men ved nærmere Betragtning viser det sig dog, at Forfatteren maa have været Johannes Guilaberti, thi Henrik Biscop omtales som en fra ham sorskjellig Person. Ansøgeren anholder om, at disse Beneficier maa overdrages til visse herefter nævnte Personer, der kunde bevare dem for, at deres Indtægter skulle usurperes af Lægfolk, og hvoraf flere endog baade havde staaet Collectoren bi i Sverige, og fremdeles kunde staa ham bi. Først og fremst ansøges for Henrik Biscop, Pavens Capellan, Bacallar i Lovkyndighed og bevandret i den canoniske Ret, samt nu afsendt til Kongen af Sverige, om et Canonicat med Præbende i Lund. Blandt andre paa denne Maade begunstigede maa vi nævne „Johannes de Alto“, der i Sverige skulde arbeide i Pavens Anliggender, og som nu fik et Canonicat med Præbende i Lund, samt en vis Johan Rudolfssøn, der skulde erholde den ovenfor omtalte, til Erkeprest i Oslo udnævnte Stigande Stephanssøns hidtil nydte Beneficium, Ivinala i Finnland, naar Stigande var kommen i rolig Besiddelse af Erkeprest-Embedet. Innoe. VI. Reg. Suppl. ann. 8. fol. 127.
  34. ↑ See den her strax ovenfor omtalte Supplicationsrolle. Han:maa være død en temmelig god Stund for den 30te October 1361, thi da fik Bromold, Erkebiskop i Riga, sin Ansøgning bevilget om at hans Frænde Nikolas af Tisenhusen, kunde faa Provision raa Decanatet i Dorpat efter ham (s. o. S. 564.) Det heder her udtrykkeligt, at Johannes Guilaberti var død ved Curien.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/59&oldid=80818»