Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/53

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Samtidigt med alle de her omtalte Congresser og Underhandlinger fortælle de svenske Krøniker om en Regjeringshandling af Kongen, der, om den virkelig fandt Sted paa den Tid, hvortil den henføres, maa have staaet i den allernøjeste Forbindelse dermed. Kong Magnus havde nemlig, formodentlig allerede i længere Tid, kastet sin Yndest i en aldeles uforholdsmæssig Grad paa den svenske Herre Benedict Algøtssøn, hvilken han tilsidst endog ophøjede til Hertug saavel af Finland som Nordre- og Søndre Halland, eller, som Titlen lød, „Hertug af Østerlandene samt begge Hallande“. Denne Ophøjelse skal efter de svenske Krøniker have fundet Sted allerede den 2den Februar 1353, altsaa medens Kongen opholdt sig paa Baagahuus eller maaskee i Ljodhuus, og forholder det sig virkelig saa, da maa man formode, at denne Sag har været Gjenstand for ivrige Forhandlinger baade med Kong Valdemar under dennes tvende Sammenkomster med Kongen i 1352, og med Hertug Albrecht, der ej alene paa sin Hustrus Vegne havde private Arvefordringer efter Porserne, men ogsaa, efter hvad man i det følgende erfarer, paa sine Sønners Vegne synes at have tragtet efter at efterfølge dem i Forleningen. Det bliver under denne Forudsætning sandsynligt, at ogsaa de paafølgende Underhandlinger i 1354 drejede sig om den Sag. Alt vel overvejet, er det dog sandsynligere, at Kongen ikke gjorde dette uheldige Skridt førend i 1355, og at han dermed snarere overraskede idetmindste Hertug Albrecht og vakte hans store Forbittrelse, end at han foreløbigt skulde have aftalt det med ham eller nogen anden[1].

Hvor længe denne hans Yndest for Benedict Algotssøn havde vedvaret, er ligesaa uvist, som hvad Rolle Benedict selv tidligere havde spillet, og hvilken Ætt han tilhørte. Sandsynligviis var han dog en Søn af den daværende Lagmand i Vestergøtland, Algot Benedictssøn, der allerede nævnes 1322 og synes at være nær forbunden med selve Kongestammen[2]. I Aaret 1334 gav Kong Magnus Algot Benedictssøn som sin „kjære og troe Mand“ det Hverv at sette Nonnerne af Gudheems Kloster i Besiddelse af Kongsgaarden Rakkeby, hvortil Kongen ønskede Klostret forflyttet[3], og et Beviis paa, at Kongen allerede havde megen personlig Yndest for ham, eller i alle Fald at Kongens Yndest for Sønnen ogsaa bar rige Frugter for Faderen, var dette, at Algot ved Kongens Gavmildhed endog fik store og indbringende Besiddelser i Norge. Kongen skjenkede ham nemlig paa Livstid al det Gods, som Hr. Audun Hugleikssøn i sin Tid havde ejet, og som ved hans Domfeldelse var tilfaldet Kronen, beliggende fornemmelig i Nordfjord, og altsaa, som man seer, lige siden Hr. Auduns Henrettelse i 1302 bestyret som en samlet Masse. Naar denne Gave til Algot skete, vides uheldigvis ikke; men da det maa ansees meget sjeldent, ja vel endog stridende mod Foreningens Grundsetninger, at Kongen gav svenske Mænd saa store Besiddelser eller Forleninger i Norge, vidner den om den overordentlige Grad af Yndest, hvori enten allerede Algot selv, eller Sønnen Benedikt har staaet[4]. Sandsynligviis fik Algøt disse Besiddelser først, efterat Benedict var bleven Kongens erklærede Yndling. Nyere Historieskrivere have ligefremt yttret en Mening, at der herskede en utilladelig Kjærlighedsforstaaelse mellem Benedict og Dronning Blanche, og at det var hende, hvem han egentlig skyldte sin Ophøjelse[5]. Men de samtidige Kilder vide aldeles intet herom, der findes ikke engang noget Spor eller Tegn til, at Samtiden har haft det mindste at udsette paa Blanches egteskabelige Troskab. Hun var, som man af Fru Birgittas Aabenbarelser kan slutte, ved sin Ankomst til Sverige endnu næsten et Barn, ungdommelig letsindig, og efter den strenge Fru Birgittas Mening „verdslig af Seder“, men ikke engang Fru Birgitta kaster mindste Stænk paa hendes egteskabelige Troskab, tvertimod bebrejder hun hende og Kongen for overdreven og misforstaaet Kydskhed, idet de, efterat have faaet de to Sønner, havde besluttet at leve sammen som Syster og Broder: en Beslutning, der fra Kongens Side maaskee enten kan være opstaaet af, eller senere have været Aarsag til, den Tilbøjlighed til unaturlige Laster, hvorfor han beskyldtes, men som de i alle Fald ikke længe synes at have overholdt, da det lader til, at de ogsaa efter Haakons Fødsel havde Børn sammen, der døde i en spæd Alder[6]. I alle Fald skulde man da formode, at det snarere var Kongen end Dronningen, hvis Yndest for Benedict Algotssøn krænkede Sedelighedens Fordringer. Dette faar nu staa ved sit Verd, vist er det, at Benedict dukker med eet op som Kongens erklærede Yndling, efterat man forud har hørt lidet eller intet til ham[7]. Det er merkeligt nok, at hans Gunst- og Magt-Periode, der kun var kortvarig, paa det nærmeste falder sammen med Drottseten Orm Eysteinssøns ikke meget langvarige Velmagtstid i Norge, og den af en Historieskriver i de allersidste Tider udtalte Formodning, at der har været en Forbindelse mellem dem begge, har derfor meget for sig[8]. Vi have seet, at Orm Eysteinssøn hørte hjemme i Elvesyssel, altsaa lige ved Vestergøtlands Grændse, hvor hans Æt saaledes kan have staaet i den nærmeste Berørelse med den vestgøtiske Lagmands; vi have seet Orm Eysteinssøn deeltage i det svenske Rigsmøde i Jønkøping vistnok som Norges Drottsete, men dog ogsaa som om han skulde være Medlem af det svenske Aristokrati: hvo veed, om ikke hans Hustru Boothild har været svensk af Fødsel, maaskee endog en Syster af Benedict Algotssøn, og om ikke derfor disse to megtige Mænd have følt sig desmere opfordrede til at understøtte hinanden indbyrdes? Desverre ville vel disse Spørsmaal neppe nogensinde kunne blive besvarede. Benedict Algotssøn blev eller var i 1352 gift med en Sigrid Nikolasdatter[9]. Nyere Historieskrivere berette, at han ogsaa havde været gift med Ingeborg, en Datter af Hr. Ulf Arnbjørnssøn (Sparre), og at han ved at forskyde hende gjorde sig hendes megtige Frænder til afsagte Fjender[10]. At et saadant Fjendskab virkelig fandt Sted, er vist nok, som vi i det følgende ville see, men om Aarsagen til Fjendskabet var den her angivne, eller om Benedict overhoved har været gift med Ingeborg Ulfsdatter, det maa staa ved sit Verd, da vi aldeles savne sikkre, samtidige Vidnesbyrd derom. Forholder det sig rigtigt, da maa det i alle Fald være skeet før Giftermaalet med Sigrid i 1352; thi Sparrernes Fjendskab mod ham var allerede udbrudt før 1356, og det er ikke sandsynligt, at han i Løbet af den korte Tid skulde have mistet Sigrid, egtet Ingeborg, og derpaa forskudt hende. Vi dvæle saa udførligt ved denne svenske Mand og hans Familieforhold, fordi de Ubehageligheder, den overvættes Yndest, der blev ham til Deel, forvoldte Kongen, ogsaa udøvede en kjendelig Indflydelse paa Forholdene i Norge, hvor han desuden ogsaa synes at have haft flere Forbindelser end den ovenfor gjetningsviis antydede med Drottseten. Allerede den Omstændighed, at hans Fader fik det store nordfjordske Gods, maatte ved Siden af hans Yndest hos Kongen give ham en ikke ringe Indflydelse paa de politiske Forhold i Norge.

En af hans heftigste Fjender paa Grund af sine nøje Forbindelse med Sparre-Ætten var en anden svensk Mand, der ligeledes paa denne Tid kom til at indtage en fremragende Stilling blandt Norges Aristokrati, og saaledes, uagtet han fremdeles vedblev at være svensk og lidet befattede sig med Norges Anliggender, dog ogsaa undertiden optraadte i Egenskab af norsk Magnat. Dette var den forhen omtalte, megtige Erngisl Sunessøn. Hans Ætt og Slægtsskabsforhold ere allerede tildeels berørte ovenfor (S. 318), og det er der viist, at han, uvist naar, men sandsynligviis omkring 1343, var bleven gift med en Datter af den daværende Jarl over Orknø, Malise af Stratherne. Af et Gavebrev til Kalmars Nonnekloster af 1360 erfares det, at denne hans Hustru heed Annot, og at han tidligere havde været gift med en Mæreta[11], hvilken, som man af et andet Brev seer, havde bragt ham Besiddelser i Østergøtland og Ovenskogs, som det heed, nemlig i Uppsalas og Strengnes’s Biskopsdømmer, mod hvilke Ejendomme han i 1348 tilbyttede sig endeel Godser i Smaaland og Halland af Ridderne Hr. Andres Æskilssøn[12]. Erngisl’s Syster Christine var gift med den nysomtalte Ulf Arnbjørnssøn (Sparre) og saaledes Moder til hiin Ingeborg, som Benedict Algotssøn skal have forskudt. Om Erngisl berettes det, at han, formodentlig efter Svigerfaderen Malise Jarls Død, drog over til Orknøerne og fik i Kraft af sin Hustrus Arveret en Deel af Øerne[13]. Dette synes at maatte være skeet i Mellemtiden mellem 12te Juli 1351, da han var tilstede ved Raadsmødet i Kalmar, og den 10de April 1353[14], da han pantsatte noget Jordegods til en af sine forrige Undergivne for 50 Mk. Peninger, thi i Løbet af disse syv Fjerdingaar forekommer han ikke i kongelige Breve, skjønt han hørte til Raadet, og det er derhos højst rimeligt, at hans Reise til Orknø falder i den Tid, ligesom og, at den for det første kun har forvoldt ham endeel Udgifter, hvortil han maatte reise Penge ved Laan og Pantsettelser. I dette Pantsettelsesbrev kalder han sig endnu kun slet og ret „Erngisl Sunessøn“, men ikke mere end 26 Dage derfra finde vi ham under Titel af „Jarl i Orknøerne“, og som den ypperste af Norges Raad medbeseglende det Document, der blev oprettet paa Baagahuus den 6te Mai 1353 angaaende Ombytningen af Dronningens Morgengave. Erngisl nævnes her allerførst blandt de tilstedeværende Herrer, endog førend Erkebiskopen selv og alle Biskoperne. Det er saaledes heel sandsynligt, at Kongen har udnævnt ham til Jarl ved dette selvsamme Møde, og da saadanne Udnævnelser fornemmelig plejede at finde Sted paa de større Festdage, er det rimeligst at antage, at den Ser skeet paa Himmelfartsdagen den næstforegaaende 2den Mai, hvorved altsaa Kongen tillige maa have bekræftet ham i de Besiddelser, han havde arvet paa Øerne. Vi ville i det følgende see, at denne Titel senere blev gjort ham stridig af andre Prætendenter, og at den neppe indbragte ham andre Fordele end den tomme Rang; imidlertid er dog denne hans Ophøjelse i 1353 et Tegn paa, at han da maa have staaet sig godt med Kongen, og da dette neppe vilde have været muligt, hvis Benedict Algotssøn allerede da havde været Kongens erklærede Yndling, bliver det herved end mere sandsynligt, at den sidste ikke kom ret i Vejret førend i 1355[15].

Da der nu var hengaaet omtrent en Generation, siden Unionen var bleven stiftet, og mange af dem, der da vare Spædbørn eller fødtes kort efter, nu vare voxede op til Mænd under disse Forhold og i Bevidstheden om, at begge Riger hørte sammen, om just ikke nødvendigviis under een Konge, saa dog under een Kongeslægt, kan man heraf ogsaa lettere forklare, hvorledes saadanne Forleninger uden strengt Hensyn til Indfødsret, som de nys nævnte, nu lettere kunde skee end før og neppe engang vakte synderlig Forargelse. Hvis man nøjere kjendte.de store Slægters Familieforhold i begge Lande, vilde vi vist allerede støde paa hyppige Indgiftninger fra det ene Land idet andet, og maaskee paa mange Børn af slige Egteskabet, berettigede til Arvegods i begge Riger. Vi have nu seet Algøt Benedictssøn og Erngisl Sunessøn faa Besiddelser inden Norges Omraade, og ligeledes omvendt Hr. Jon Hafthorssøn ved sit Giftermaal med en svensk Dame at erhverve Besiddelser i Sverige. Ogsaa Sigurd Hafthorssøn havde, uvist hvorledes, erhvervet Ejendomme i Vermeland, og vi have omtalt Sandsynligheden af, at Hr. Orm Eysteinssøn ligeledes ejede Jordegods i Sverige, saa at han kunde optræde blandt dets Magnater, ligesom Erngisl Jarl blandt de norske. Saaledes støde vi egentlig paa det samme Phænomen her blandt det verdslige Aristokrati, som vi allerede have mødt blandt Kirkens Embedsmænd. Unionen havde allerede selv udviklet Spirerne til en nærmere Sammensmeltning mellem begge Nationer, og disse Spirer var allerede komne saa vel til Kræfter, da Foreningen atter for en kort Tid løsnedes noget, at denne Adskillelse selv ikke længer havde saa meget at betyde, men at Bevidstheden hos Nationerne om at høre nærmere sammen fremdeles vedligeholdt sig, og at nye Forbindelser mellem de enkelte Slægter maaskee endog hyppigere end forhen bleve stiftede. Endogsaa Sprogene i begge Riger, altid meget lige indbyrdes, var nu paa god Vej til ganske at smelte sammen. De mange svenske Geistlige, som ansattes i Norge, de hyppigere Forbindelser og den idelige Omgang mellem de forenede svenske og norske Familier, bragte idetmindste Talesproget, tildeels endog Skriftsproget, i de højere Kredse i Norge til at nærme sig det svenske. Det kunde vel ved første Øjekast synes, som om det var en Skade for Norge, at dets eldgamle, velklingende, paa strengt-grammatiske Former rige Sprog nu stod i Begreb med ganske at vige Pladsen for et dengang endnu visselig lidet tækkeligt Overgangssprog, med mere afslidte end afslebne Former, uden strenge Regler, og derfor maaskee ikke engang af to Individer, der kunde skrive, skrevet paa en og samme Maade, men snart nærmende sig Oldsproget, snart det Svenske, snart en eller anden Bygdedialect. Og som en end større Skade kunde det vel ansees, at derved ogsaa den gamle herlige Literatur blev forsømt og forglemt og tilsidst saavelsom Sproget alene kom til at fredes og bevare sig paa Island. Men ved nærmere Betragtning vil man finde, at Skaden kun er tilsyneladende. Hvorsomhelst man vender sig i det civiliserede Europa paa den Tid og den nærmest foregaaende, iagttager man samme Phænomen. Den nøje Berørelse, hvori de forskjellige Nationaliteter lige siden Folkevandringerne vare komne med hinanden, og som mere og mere udjevnede deres mest iøjnefaldende Contraster, maatte ogsaa yttre sin Virkning paa Sprogene. I Egne, hvor der taledes tvende Sprog, et oprindeligt, et andet tilhørende senere Indvandrere, og hvor det ene ikke formaaede ganske at opsluge det andet, maatte der tidligere eller sildigere opstaa et Blandingssprog, i Førstningen uformeligt og vilkaarligt, siden mere og mere afslebet, uddannet og underkastet bestemte Regler. Saaledes i Italien, Frankrige, Spanien, England, idet paa ethvert Sted Afvigelsen fra det oprindelige Landssprog stod i det nøjeste Forhold til det fremmede Elements oprindelige Forskjellighed fra hiint. Saaledes blev Forandringen i Italien og Spanien, hvor Striden kun for en liden Deel fandt Sted mellem germaniske og romaniske Elementer, men mest mellem forskjellige romaniske Dialecter indbyrdes, ringere end i Frankrige, hvor de germaniske Elementer allerede gjorde sig noget sterkere gjeldende; i England gik det germaniske Element endog sejerrigt ud af Kampen. Men paa ethvert Sted, enten saa Kampen var sterkere eller svagere, maatte nødvendigviis de regelmessige grammatiske Bøjningsformer, der ere egne for alle de gamle Sprog, saaledes som de kunde udvikle sig uden Paavirkning af fremmede Elementer, være det første, der gik i Løbet. Folk, der maatte tale hvad man kalder „gebrokkent“ med hinanden for at forstaa hinanden, kunde ikke anvende dem og hjalp sig – som det endnu i lignende Tilfælde skeer – med Partikler. Phænomenet gjentog sig overalt; Bortkastelse af de fleste Bøjningsendelser og Optagelsen ideres Sted af Partikler, eller Omvendelse af visse Omskrivninger, blev nu charakteristisk for den nyere europæiske Sprogeultur. Og da nu ogsaa Norden laa i Europa, og da ligeledes ogsaa her nogen Sprogkamp af lignende Slags havde fundet Sted, saa kunde heller ikke Nordens Folkeslag undgaa at berøres af den samme Sprogbevægelse, hvorvel de stridende Elementer var langt mindre forskjellige end i Syd- og Mellem-Europa; thi der var her ingen Strid mellem germaniske og romaniske, men alene mellem germaniske Elementer indbyrdes.

Det ligger i Sagens Natur, at Kampen mellem Nordisk og Tydsk begyndte tidligst og derhos var størst i Danmark, Tydsklands Naboland, og at det danske Sprog derfor allerede for en stor Deel havde skilt sig ved det overflødige Bøjnings-Endelser og overhoved tilegnet sig de væsentligste Kjendetegn paa den nyere europæiske Sprogcultur, førend man endnu i Sverige og Norge sporede Tegn til nogen Forandring. Men det er af det allerede udviklede klart, at naar det nyere danske Sprog, selv i hiin eldre, mere uformelige Skikkelse, hvori vi kjende det fra det 13de og 14de Aarhundrede, kom i Berørelse med det svenske og norske, maatte det, som ungdommeligere, friskere, og belivet af den nyere Culturbevægelses Aande, faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Culturperiode og stod lige overfor det som udlevede Oldinger mod en Yngling, eller som en uddøende Vegetation mod en fremskridende. Saaledes vilde vel under alle Omstændigheder seent eller tidligt den Sprogforandring have skeet baade i Sverige og Norge, som vi vide fandt Sted fornemmelig i det 14de Aarhundrede, først, som rimeligt var, i Sverige, siden i Norge, og den vilde alene kunne have været forebygget ved en Naturrevolution, saa voldsom, at den næsten maa ansees utænkelig, en Naturrevolution, der maatte have lagt et stort Hav eller uoverstigelige Fjelde mellem Danmark og de to øvrige Riger. Men den vilde maaskee ikke have gaaet faa hurtigt for sig, hvis ikke de politiske Forhold havde været saa særdeles skikkede til at fremskynde den. De mangehaande Berørelser, hvori fornemmelig Sverige kom med Danmark lige fra Midten af det 13de Aarhundrede, de svenske og danske Stormænds hyppige Samkvem, fornemmelig Erhvervelsen af Halland og Skaane, – alt dette maatte indvirke paa det svenske Sprog, medens dette igjen ved Unionen mellem Sverige og Norge kom til at indvirke paa det norske. At denne Sprogindvirkning paa Grund af de politiske Forhold blev noget sterkere, end den ellers vilde have været, og at derfor den Sprogforandring, som under alle Omstændigheder vilde være uundgaaelig, saasandt Sverige og Norge ikke vilde have stillet sig udenfor hele den nyere Culturbevægelse, blev noget fremskyndet, er i sig selv, med al den Kjærlighed og Ærbødighed, vi maa have for Fedrenes ærverdige Sprog og herlige Literatur, saa langt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forsynet taknemmeligt, fordi det saa meget snarere bragte os ud af en forældet, hensygnende Culturperiode og stillede os ved Begyndelsen af en nyere og friskere. Vi maa glæde os over, at vi, uagtet Landenes afsides Beliggenhed, tilsidst ogsaa kunde blive berørte af den nyere Culturbevægelses Luftninger, og vi maa erkjende, at vi i dette Stykke endog vare heldigere end Tydsklands Folk, just fordi i Norden Sprogkampen har været større og Sprogene derfor selv have antaget en mere bøjelig og med den nyere Culturbevægelses Aand stemmende Charakter, end det tydske, der med alle sine Fortrin dog ikke har formaaet saaledes at frigjøre sig for den eldre Sprogperiodes grammatiske Ubehjelpeligheder, som de nordiske. Kun paa Island, og tildeels paa Færøerne, hvor uden nogen saadan Naturrevolution som den nysomtalte, dog et Hav danner en bestemt Afsperring, har det været muligt for det eldre Sprog at vedligeholde sig med sit hele fuldstændige Apparat af Bøjningsendelser og alle andre Kjendetegn paa en forlængst afsluttet og tilbagelagt Sprogperiode. Men her kommer det til Gode, at Sproget i en Rekke af Aarhundreder har, saagodtsom udlukkende af Islendingerne, været saaledes bearbeidet og ved en i Forhold til Folketallet næsten utrolig literær Virksomhed gjort saa vel skikket til at udtrykke alt hvad Folket behøver at tilegne sig af den nyere Culturs Begreber og Tankeforbindelser, at ingen Ulemper spores af dets tungvindte Apparat for dette selv; og vi kunne derfor med saa meget bedre Samvittighed udtale Ønsket om, at det endnu længe maatte leve og trives som den ædleste og ærverdigste Levning fra vor Oldtid.

  1. ↑ Benedict Algøtssøns Ophøjelse til Hertug 1353 omtales i det Chronicon 266–1430, som er meddelt i Scr. Sv. I. S. 22–32, og ligeledes i det andet fra 826–1415, som meddeles sammesteds S. 50 fgg., saavelsom i Benzelii Monumenta p. 81. Scr. R. D. I. p. 587. Paa første Sted (S. 29) staar der: „1353: Hr. B. Algotssøn udnævntes af Hr. Magnus, Sveriges Konge, til Hertug i Finland og Halland;“ paa sidste (S. 58): „1353: Hr. Magnus udn. Hr. B. Algotssøn til Hertug i Finland og Halland omkring Kyndelmesse“. Men sammenligner man begge Chronica med hinanden, saa vil man see, at enten den, der udarbeidede det ene, har benyttet det andet, eller at de begge ere forfattede efter et tredie, eldre, da saamange af de Notitser, der indeholdes i begge to, næsten stemme Ord for Ord. Derfor kan ikke disse to Notitser betragtes anderledes end som eet Vidnesbyrd, der desuden er nedskrevet maaskee 60 Aar efter den omhandlede Begivenhed. Derimod tales der idet næsten samtidige, højst paalidelige, danske Chron. af 1357, (Scr. R. D. VI. 530) først ved 1356 om Benedicts Ophøjelse til Hertug. Og det synes dog næsten umuligt, at han, hvis han allerede var bleven Hertug i Halland 1353 og en saa nøje Ven af Magnus, ikke med et Ord skulde været omtalt i nogen af de Breve, Kong Magnus har udstedt mellem 1353 og 1355, ikke engang i Familietractaten af 1354. Han var jo dog med som Forlover ved Tractaten med Grev Henrik 1352. I Brevskaber har man hidtil ikke fundet ham nævnt som Hertug førend i det fornyede Frihedsbrev for Borgerne af Kampen, som K. Magnus udstedte den 21de Juli 1355 (Dipl. N. V. 222). Derfor er det visselig rimeligere, at han først i 1355 fik sin Ophøjelse. Alt synes at vidne om, at denne skete hurtigt og overraskede saavel Kongesønnen Erik som Hertug Albrecht. Var den skeet allerede i 1353, saa vilde vel og Erik tidligere have gjort Ophævelser derover.
  2. ↑ Der har været stredet meget om Benedicts Herkomst; Ericus Olai, der skriver fuld af Animositet mod Magnus og lægger en utrolig Uvidenhed for Dagen saavel om Begivenhederne i og for sig, som om Chronologien, kalder ham endog „en ringe Mand“, hvilket man sikkert ikke behøver at ense. Naar vi see, at Algøt Benedictssøn havde faaet Besiddelser i Norge af Kongen selv, kan man vel ikke tvivle paa, at Algøt var den begunstigede Benedicts Fader, og han kaldes udtrykkeligt Lagmand i Vestergøtland, hvor han deeltager i det oftomtalte Møde i Jønkøping 1351. Messenius siger ogsaa (XIII. 190), at B. var Søn af Algøt Vestgøtalagmand; uheldigviis angiver han aldrig Hjemmel, men han kan dog ikke have grebet dette af Luften og maa vel derfor have hast noget for sig. Han siger ligeledes, at han var af Folkunge-Ætten. Dette bestyrkes af det Brev d. 1322 (D. S. 2333), hvortil ovenfor er hentydet, og hvor Ingegerd Svantepolksdatter, selv beslægtet med Kongeætten, synes som Vidner til en Gave, hun gjør, kun at have samlet Frænder og Nærmeste om sig; blandt dem er ogsaa Algot. Lagerbring (III. 419) siger, at B. førte en Løve i sit Skjold. Ellers vil man gjøre ham til et Medlem af Ætten Grip. Hans Broder var Knut Algøtssøn, formodentlig den samme, der egtede Sigvid Ribbings Enke Mæreta, Datter af St. Birgitta, s. o. S. 394.
  3. ↑ Dipl. S. 3064. I 1337 gav Algøt Benedictssøn, formodentlig den samme, noget Jordegods med sin Datter Birgitta til Vreta Kloster.
  4. ↑ See ovf. VI. 2. S. 452. Dipl. Norv. II. 365. Dette er et Brev, udstedt af Kongerne Magnus og Haakon 1361, hvorved de give Otto Romer med Hustru det Krongods i Nordfjord og andensteds, som Algot Benedictssøn havde faaet af begge Kongerne („af os“) paa Livstid. Altsaa maa han have været død i eller for 1361, hvilket passer med, at vi finde ham i Live endnu i 1356, han omtales nemlig under det Aar i det oftomtalte Chr. af 1357. Naar vi af hint Brev see, at begge Konger havde givet ham hin store Forlening i Norge, med andre Ord at dette var skeet efter Haakons Tronbestigelse i 1355, da faa vi ogsaa heraf en Bestyrkelse paa, at Sønnens Ophøjelse ei kan have fundet Sted faa langt forud som i 1353. Algøt Benedictssøn nævnes ogsaa i et Kongebrev af 3die Octbr. 1344 (Dipl. Sv. 3850) som Sven. Formodentlig er det ogsaa han, der den 27de Novbr. 1352 paa Fridin medbeseglede Benedict Algøtssøns Morgengavebrev, skjønt han ikke udtrykkelig nævnes som Udstederens Fader. Naar vi derimod finde en Algøt Benedictssøn, der d. 24de Juni 1368 udstedte en Panteforskrivning paa Jordegods i Fridin, da maa dette være Hertug B.s Søn, thi hans Fader var efter det foranførte død allerede før Udgangen af 1361.
  5. ↑ Dette siges allerførft af Messenius (III. 16 og XII. 190); det har siden været gjentaget som historisk Vished, men synes, som saameget andet af hvad Messenius anfører, at være blot og bar Gjetning af ham selv, fremsat som Factum. Dette har da Dalin (II. S. 509 faa) endvidere bearbeidet, idet han overhoved, og fornemlig i Kong Magnus’s Historie, opstiller de vilkaarligste Combinationer som ubestridelige Facta. Det vilde være spildt Møje at eftervise alle de Fejl, han saaledes har begaaet, og som senere Opdagelser gjøre end mere iøjnefaldende. Han, som saa mange, har formodentlig staaet i den Tro, at man alene ved slige Digtninger kan fortjene Navn af en „Historieskriver“.
  6. ↑ Om Birgittas Beskyldninger mod Kongen, s. o. S. 180. Om Dronningen (thi det kan ej være nogen anden end Blanche, som menes) siges der i Revelationerne VIII. 9, at hun blev gift med Kongen i en altfor ung Alder, i Cap. 10, at hun var for verdslig og talte gjerne upassende Spøg „loquitur scurrilia“ – hun har vel gjort sig lystig over Fru Birgittas Syner og Advarsler), i Capitel 10 tales der om Kongeparrets utidige Kydskhedsløfte, der saavidt skjønnes for Dronningens Vedkommende tildeels tilskrives hendes Magelighed og „Sky for Smerter“. Hertil sigter vel Ericus Olai, naar han taler om, at Kongen afholdt sig fra Dronningen, overgivende sig til „damnatissima libido“, at Dronningen i Førstningen var noksaa tilfreds dermed „af Haab om Hellighed og Afholdenhed“, men dog, tilsidst aabenbarede Sagen for Prælater og andre, hvorved slemme Rygter opkom; dog, tilføjer han, levede de noksaa ærbart og kjærligt sammen. Af de føromtalte Andragender til Paven i 1347, hvor der tales om, at de havde ladet sine Børn begrave ved Aas Kloster i Halland, sees det, at de havde haft Børn foruden Erik og Haakon; men var nu, som Fru Birgitta antyder, Dronningen neppe engang fuldvoxen i 1335, da hun blev gift, kan hun neppe have haft Børn før Erik; de, der begravedes ved Aas, maa saaledes have været fødte efter Erik og Haakon, altsaa kan hiint Afholdenhedsløfte ej have haft stort at betyde eller været længe overholdt.
  7. ↑ Han nævnes, saavidt vides, allerførst som Vidne ved Kong Magnus’s føromtalte Ratification af Gjeldsbrevet til Nuncien, dateret Kalmar 12te Juli 1351. Han fører her allerede Riddertitel.
  8. ↑ Keyser, den norske Kirkes Historie II. 8.
  9. ↑ Man har endnu hans Morgengavebrev, dateret Fridin 27de Novbr. 1352, hvorved han giver Sigrid sin Gaard i Hylleoos tilligemed en Mølle i Fagresand, Vatsbohered i Vestergøtland.
  10. ↑ Dette siges ligeledes af Messenius, l. c., og er senere gjentaget. Han synes, som sagt, ikke vel at kunne have grebet et saadant Faktum af Luften, men noget sikkert Vidnesbyrd derom har det været os umuligt at finde. Fjendskabet mellem B. og Sparrerne kunde man vel og forklare af de heftige Partistridigheder, der paa den Tid rasede i Sverige.
  11. ↑ Ved Brev af 21de Decbr. 1360 skjenker han Gods paa Øland til Kalmar Nonnekloster i Sjælebod for sine to Hustruer Mæreta og Annot. Det sidste Navn, der er skotsk, viser, at hun maa have været Malise Jarls Datter. Det er ogsaa klart, at hun maa have levet, da han blev Jarl (1353), siden det orknøiske Genealogi-Brev udtrykkeligt siger, at han ingen Børn havde med hende; hvis hun havde været død før den Tid, vilde han ingen Fordring have haft paa Arv efter Malise.
  12. ↑ Der gives rigtignok et andet Brev af 1349, hvorved han tilbagegiver Hr. Anders dennes Gods i Smaaland og Halland, hvilket han havde haft til Pant, men det synes da ej at kunne have været det samme, som det, hun tilbyttede sig, men noget andet og mere.
  13. ↑ Det orknøske Slægts-Brev, Symbolæ ad. hist. Norv. S. 24.
  14. ↑ Brev i det svenske Rigsarchiv. Dette Brev er dateret „Holtaboda-Ø“. Beliggenheden kjender jeg ikke.
  15. ↑ Om Erngisl Jarl er det forøvrigt at merke, at han efter Annot endnu havde en tredie Hustru ved Navn Ingeborg, der levede i 1378, da han gjorde sit Testament. Messenius bar om disse tre Giftermaal i sit Theatrum nobilitatis Svecanæ p. 47 givet højst urigtige Forklaringer. Han lader Erngist først være gift med „Margareta“, hvis Faders Ravn han ej nævner, derpaa med Ingeborg, Datter af Magnus Gudmarssøn, og endelig med „Agneta“ hvilken sidste da vel skal være „Annot“. Muligt, at M. har Ret deri, at Ingeborg var Datter af Magnus Gudmarssøn. I saa Fald var hiin Syskendebarn til Mæreta, Ulf Gudmarssøns og Fru Birgittas Datter, der var gift med den nysnævnte Knut Algøtssøn.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/53&oldid=80342»