Det norske Folks Historie/7/52

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Der høres i denne Tid saagodtsom intet om Tildragelser i Norge, og det er vel snarere et godt end et slet Tegn paa, hvorledes Stemningen og Tilstanden der maa have været. Naar Drottseten udviklede saa megen Kraft og Bestemthed imod de megtige tydske Kjøbmænd, er det ogsaa at formode, at han ikke var mindre energisk i sin Styrelse overhoved, og at han har forstaaet at hævde Lov og Ret og overholde Fred og god Orden indenlands paa en eftertrykkelig Maade, uden at ense, hvad der nok ogsaa var Tilfeldet, at han derved beredede sig mange Fjender blandt de øvrige Stormænd. Vi have ovenfor nævnt, at Kongen nu kom yderst sjelden til Norge, og da kun til den allersydøstligste Deel. Han befattede sig nu saagodtsom slet ikke med Norges Regjering, og næsten alt, hvad han forhandlede med Norge eller rettere med Norges Raad, synes kun at have vedrørt Krongodset, formodentlig med stadigt Hensyn til den Ordning og Deling af de kongelige Indtægter, som skulde skee, naar hans Søn Haakon virkelig tiltraadte Regjeringen. Den eneste Indgriben i Norges Lovgivning, der fra hans Haand vides at have fundet Sted i denne Tid, er et Forbud, som han fra Baagahuus den 23de April lod udgaa til alle Gaard-Ejere i Oslo mod at holde Skomagere i sine Huse, der arbeidede til Salgs, tvertimod en eldre, nu ej længer opbevaret Forordning af Kong Haakon, der bestemte, at Skomagere med sin Bedrift ikke maatte bo andetsteds i Oslo end i den saakaldte Myklegaard[1]. Hvorfor han her selv skreed ind og ikke overlod denne Forføjning, som alt andet, til Drottseten, lader sig vel neppe forklare paa anden Maade, end at Drottseten har været borte paa andre Kanter[2], eller at man, siden Kongen nu var i Nærheden, havde henvendt sig umiddelbart til ham med Klage over, at Kong Haakons Anordning overtraadtes: det Hele torde vel ogsaa være en Yttring af den fjendtlige Stemning mod Tydskerne, der nu, efter hvad vi have seet, herskede i Oslo, thi man maa vel antage, at Skomagerne her, som i Bergen, udelukkende vare tydske. Forresten erfarer man af denne Forordning, at der nylig havde været en stor Ildebrand i Oslo, thi Kongen anfører som Anledningen til Forbudets Gjentagelse, „at det var ham meldt, hvorledes flere Gaardsbønder i Oslo og andre Mænd nu før Branden holdt Skomagere i sine Gaarde“ o. s. v. Man skulde heraf næsten formode, at Branden har lagt hele Byen i Aske og paa den Maade bevirket en Standsning i hiin ulovlige Skomagernæring, hvis Fornyelse man efter Byens Gjenopbyggelse vilde søge at hindre.

Vi have seet, at Kongen tilbragte en lang Tid af Aaret 1352, lige fra Marts til ind i August, i Egnene mellem Elven og Øresund, snart i Skaane, snart i Halland, snart i Ljodhuus, snart indenfor den norske Grændse paa Baagahuus eller i-Marstrand. Hovedaarsagen hertil var vel især de nys skildrede Forhold i Danmark, som det var nødvendigt for ham at iagttage i Nærheden, og hyppige Underhandlinger med Danekongen. Men hans Besøg paa Baagahuus og i Marstrand have dog vist ogsaa staaet i Forbindelse med den Omordning af Dronningens Morgengave, som skete i det følgende Aar. Der maa i denne Tid, paa Grund af de unge Porsers Død, ogsaa være truffet flere nye Foranstaltninger betreffende Hertuginde Ingeborgs Besiddelser, og flere Forhandlinger desangaaende have fundet Sted mellem hende og hendes Søn Kongen. Det er saaledes allerede omtalt, hvorledes de i Vardberg den 25de Marts begge tilsammen skjenkede Nonneklostret i Skeninge alt det Gods i Hamarø, som var dem tilfaldet efter de afdøde unge Hertuger. Det er muligt, at Hertuginde Ingeborg paa denne Tid har været alvorlig syg og derfor betænkt paa at gjøre sine testamentariske Dispositioner, eller at hun især fandt Tiden belejlig dertil, medens Arvespørgsmaalet efter hendes Sønner blev afgjort, thi omtrent en Maaned senere, medens Kongen var paa Baagahuus, skjenkede hun til Hovedøens Kloster alt sit Arvegods (efter sin Moder Euphemia) paa Bygdøen (nu Ladegaardsøen) ved Oslo med underliggende Hængsø og Oxnøerne samt Bekkelagets Fiskeri[3], imod at Abbeden skulde stifte et nyt Altar, hvor der to Gange om Ugen skulde holdes Messer, den ene for hendes Skytshelgen Apostelen Paulus, den anden for alle Helgener, og hun selv med alle Hendes ihukommes, hvorhos der paa hendes Aartidedag aarligt skulde offres en Mk. Sølv paa Altaret og et Halvpunds Voxkjerte brende, samt Munkene have en Tønde Øl. Endvidere gav hun til det vordende Alter i Sjælebod sin hele Besetning paa Bygdø, nemlig 26 Køer foruden Oxer, Heste, Faar og Sviin, 4 Lester Korn og alt sit Bohave, og til Abbed Arnulf for hans Umag, forsaavidt som han havde hendes Ombud, al Sagøren, der tilkom hende fra dem, der havde forgrebet sig paa hendes Gods, saavel som alle Restancer af hendes lovlige Indtægter i Leding, Landskyld o. s. v., medens derimod det allerede indkomne skulde anvendes til hendes Bedste. Endelig gav hun Hovedøens Kloster, hende selv til Bønnehold og Sjælehjelp, 200 Mark forngilde[4]. Ved det samme Brev„ hvori disse sidste Bestemmelser anordnedes, skjenkede hun ogsaa, til Bønnehold og Sjælehjelp, Lysekloster sin føromtalte Gaard i Bergen, som hun havde kjøbt af Haakon Notarius for 60 Mk. brendt Sølv og givet den i Pesten afdøde Fru Ingebjørg Munaansdatter paa Livstid, imod at Abbeden og Munkene skulde holde saadanne Messer og Forbønner for Hertugindens, Fru Ingeborgs og andre Venners Sjæle, som Abbed Arnulf maatte komme overeens om med Abbeden og Conventet i Lyse[5]. Gaven af Godset paa Bygdø bekræftedes siden af Kongen. Hun havde saaledes i mindre end en Maaneds Tid gjort overvettes store Gaver til hellige Steder baade i Sverige og Norge[6], og heraf skulde man rigtignok helst slutte, at hun har troet sit Endeligt nær; men hvor syg hun end kan have været, saa overstod hun dog Faren dennegang, thi hun levede lang Tid derefter.

Kong Magnus forlod, som vi allerede have nævnt, Egnene ved Elven i August Maaned og tilbragte et Fjerdingaarstid i det østlige Sverige, tildeels beskjeftiget med at sidde Retterthing, men var allerede i December atter paa Vejen vestover og tilbragte Julen sandsynligviis enten paa Baagahuus eller Ljodhuus[7]. Fra Baagahuus lod han den 10de Februar 1353 udgaa et Brev til Lagmanden paa Hedemarken om i Forening med Provsten ved Mariekirken i Oslo, Hr. Peter Erikssøn, at optage Vidnesbyrd angaaende en Eng, kaldet Kongsengen, som, efter en til ham indkommen Angivelse, nogle Personer skulde have søgt at ville frahende hans Gaard Aflangerud paa Helge-Øen, idet han dog forbeholdt sig selv at dømme i Sagen[8]. Altsaa var det fremdeles Kronens Indtægter og Gods, der i Norge mest beskjeftigede ham. Paa Baagahuus var han fremdeles i Mai Maaned[9], og her samledes tillige hans Søn Haakon og Rigets Raad hos ham til et Møde, hvor nu en vigtig Foranstaltning blev bragt istand, der formodentlig var Hovedaarsagen til, og Frugten af, hans sidste forholdsviis langvarige Ophold paa denne Kant. Dette var den Ombytning af de til Dronning Blanche i Morgengave udlagte Besiddelser, hvorom der allerede i det foregaaende er talt. Ombytningen bestod i, at hun istedetfor Tunsbergshuus, Tunsbergs Fehirdsle og alt andet, der var givet hende til Morgengave i Norge, skulde have Baagahuus og Marstrand med hele Elvesyssel undtagen Øen Ordoost[10], hele Ranrike med Vettahered[11], samt hele Borgesyssel tilligemed Kongetolden og alle andre kongelige Rettigheder, Indtægter, Tjenester og Lydighed af Indbyggerne paa samme Betingelser og med samme Magt og Ret, som hine først udlagte Landskaber. Som Grund til denne Ombytning anføres deels, at hendes norske Besiddelser derved kom til at ligge nærmere hendes Besiddelser i Sverige, deels ogsaa anden deraf flydende Nytte for hende og hendes Børn. Det bestemtes udtrykkeligt, at om end Kong Haakon eller nogen anden retmæssig Konge i Norge vilde have Baagahuus, Marstrand og Elvesyssel tilbage, skulde hverken han eller nogen anden paa hans Vegne, indenlandsk eller udenlandsk, ligesaalidet som nogen af Kong Magnus’s Raad eller Tjenestemænd i Norge have Ret eller Myndighed til at fratvinge hende disse Besiddelser med Magt eller Dagthingning mod hendes gode Vilje, men de nu vedtagne Bestemmelser skulde ubrødeligt overholdes. Alt dette bifaldtes udtrykkeligt saavel af Kongesønnen Haakon, som af de tilstedeværende Raadsherrer, nemlig Erngisl Sunessøn, der nu var bleven Jarl paa Orknø (hvorom nedenfor), Erkebiskop Olaf, Biskoperne Sigfrid, Gisbrikt og Haavard, Abbed Arnulf i Hovedø, Orm Eysteinssøn, (der her ikke anderledes optraadte i Egenskab af Drottsete, end som den, der nævnes først af Ridderne i Raadet), Erling Vidkunnssøn, begge Hafthorssønnerne, Agmund Finnssøn, Eiliv Eilivssøn, Jon Brynjulfssøn, Peter Erikssøn, Provst til Mariekirken, Ivar Andressøn og Svaale Alvessøn. Alle disse lovede og tilsagde paa Ære, Tro og Love, og forbandt sig med Haandlag til, at de med fuldkommen Troskab skulde styrke, trygge og hjelpe Fru Blanche med Raad og Daad af al Magt mod enhver, der vilde gjøre hende nogensomhelst Fortrængsel i alt dette, og saavel Kongen.og Junker Haakon, som alle de øvrige, satte sine Segl derunder (6te Mai 1353)[12]. Da Blanches tilsvarende Besiddelser i Sverige, saavidt man af enkelte Brevskaber erfarer, bestod af Vermeland, Dalsland, Ljodhuus og Lindholmen med tilliggende Fogderi[13], er det unegteligt, at hun ved dette Bytte fik alle sine Herskaber samlede, hvilket var uligere bekvemmere for hende, end at have dem spredte. Det synes forresten af de foranførte Udtryk, som om det ej var Indtægterne alene af de nævnte Landskaber, men ogsaa Forvaltningen derover, det vil sige Rettigheden til selv at udnævne Sysselmænd og Befalingsmænd med Forpligtelse at holde hende dem til Haande, som var blevet hende til Deel. Idetmindste havde hun for sine svenske Besiddelser en egen Cantsler, Brynjulf Jonssøn, og det er ikke sikkert, om han ikke tillige var det for de norske; ligesaa see vi Regnskab for Bestyrelse af Vermeland og Oppebyrgsel af Indtægterne aflagt til hende[14]. Saa længe Forholdet mellem hende og Kongen var kjærligt, som hidtil, havde det ikke stort at betyde, om Bestyrelsen af hendes Morgengave-Herskaber gik i hendes Navn. Men naar Sønnerne voxede til, og der opstod Uenighed og Skinsyge mellem dem, kunde hun derved have det i sin Magt særdeles at begunstige den ene paa den andens Bekostning.

Under dette sit Ophold paa Baagahuus, og formodentlig efter Overlæg med Raadet, bekræftede ogsaa Kong Magnus, som det allerede er nævnt, den anden Fornyelse af Stilstanden med Lübeck og udstedte tillige et Brev til Islendingerne om at udrede deres Tiende ordentligt, hvorom der i det følgende vil blive handlet[15]. Formodentlig udsendtes ogsaa herfra Ansøgning til Paven, som den 1ste Juli næstefter blev bevilget[16], om at den Predikning af Korset mod Russerne, hvortil Pave Clemens allerede havde givet Tilladelse, ogsaa nu maatte fortsettes efter den Maade, hvorpaa den skete i Frankrige mod de Vantroende, og som formodentlig medførte flere Fordele for ham selv[17]. Dette viser saaledes, at Magnus endnu ikke havde slaaet Krigen mod Rusland af Tankerne. Samtidigt udvirkede han og enkelte Beneficier for flere Geistlige af sine eller Dronningens Omgivelser, blandt dem den før nævnte Brynjulf Jonssøn, Dronningens Cantsler, der fik et Canonicat med Præbende i Skara. Endelig anholdt han om, og fik bevilget, at de Klostergeistlige, der ofte plejede at besøge ham og hans Dronning, eller hans Moder Hertuginden, eller tildeels endog boede hos dem, maatte, naar de sad de sad ved deres Bord, og det ikke var Fastedag, kunne nyde Kjødspiser, om dette end ifølge deres Kloster-Regler var dem forbudt. En saadan Begunstigelse satte man i de Tider megen Priis paa, saa ubetydelig den og nu maa synes for os. Efter disse Forhandlinger begav Kongen sig atter til Sverige for en Tid[18], medens Drottseten begav sig til Throndhjem for der at skifte Ret[19]. Men i October var Kong Magnus atter paa Baagahuus, hvor han og kaldte til sig Hirdstjoren Hr. Agmund Guthormssøn, og maaskee flere andre Herrer. Formodentlig skulde vel endnu enkelte Ting vedkommende Dronningens Morgengave og de hende tilkommende Indtægter bringes i Orden[20]. Her paa Baagahuus fik Kongen et Besøg af sin Svoger Grev Ludvig af Namur, maaskee i Anledning af Grev Henriks paatænkte Giftermaal. Ludvig traadte paa nogen Tid i hans Tjeneste mod en Løn af 100 Mk. aarligt, saasnart de pantsatte Indtægter af Markedet i Skaane atter tilfaldt Kongen[21]. I den følgende Maaned finde vi denne i Helsingborg, hvor han atter synes at have haft en Sammenkomst med sin Svoger Hertugen af Mecklenburg og Grev Henrik, eftersom han den 15de overdrog dem begge sin Fuldmagt til at underhandle med Lübeck om Forlængelse af Stilstanden, og tre Dage efter befuldmegtigede den første til paa lignende Maade at underhandle med Rostock, Wismar og Stralsund[22].

Umiddelbart derefter gjorde Kong Magnus en af sine besynderlige Skynde-Reiser, først til Stockholm, siden heelt op i Gestrekeland, ja maaskee endog endnu længere. I Stockholm var han den 19de Januar 1354 og holdt Retterthing; den 19de Februar var han ved Høsunda Kirke i Gestrekeland[23]. Det er muligt, at denne Reise stod i Forbindelse med en, som det synes alvorlig Trætte, der herskede mellem den ofteomtalte, vistnok noget voldsomme og myndige Sysselmand i Jemteland, Nikolas Peterssøn, og en vis Farthegn af Helsingeland, der vel har været en af de mere anseede Mænd i dette Landskab. I September 1353 havde de begge været i Stockholm og undergivet Afgjørelsen af deres Trætte til de tre svenske Herrer Nikolas Ambjørnssøn, Magnus Gislessøn og Gregorius Styrbjørnssøn, og forpligtet sig til førstkommende Nytaarsdag at indfinde sig paa Magnus Gislessøns Gaard Erby[24]. Om de holdt sig dette Løfte efterretteligt, erfares ikke, men usandsynligt er det ej, at Kongens Indskriden omsider har været befundet nødvendig, og at han, da han den 19de Februar var i Gestrekeland, da endog havde været heelt oppe i Helsingeland og nu befandt sig paa Tilbagevejen til Stockholm, hvor han maaskee tilbragte Paasken[25].

Ester Midsommer vendte Kongen atter tilbage til Egnene ved Elven, hvor han den 26de Juli fornyede sine og sin Morfader Kong Haakons Varnadarbrev for Mariekirken i Oslo, dens hele Personale, og alle dens Ejendomme[26]. Faa Dage efter, 2den August, sluttedes det Mageskifte med Erkebiskop Olaf, Kastelle Kloster betræffende, som allerede er omtalt, og var da foruden Erkebiskopen selv ogsaa flere andre geistlige og verdslige Medlemmer af Raadet tilstede og bekræftede Overeenskomsten ved at sette sine Segl hos, nemlig Biskoperne Sigfrid og Gyrd, samt Provst Peter ved Mariekirken, og Drottseten Hr. Orm Eysteinssøn, Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Agmund Guthormssøn og Hr. Sigurd Hafthorssøn. Ved denne Overeenskomst er den Omstændighed at merke, at Hr. Orm Eysteinssøn, der ved det tidligere Raadsmøde, da Ombytningen af Dronningens Morgengave fandt Sted, ikke optræder som Drottsete, men alene som Rigsraadets første verdslige Medlem, her kaldes „Drottsete i Norge“ og maaskee endog i denne Egenskab har beseglet med Storseglet. Dette kan kun forklares paa een af to Maader, enten, at Kongen, uagtet han dog paa den Tid var paa Baagahuus, ikke har deeltaget i Overeenskomsten, ja at denne endog er sluttet mod hans Ønske af et enkelt Parti blandt Raadsherrerne, eller og, at Drottseten her nærmest er optraadt som Repræsentant for Kongesønnen Haakon, da de Kronejendomme, om hvis Afstaaelse til Vederlag for Kastelle Kloster der nu var Tale, laa i den Deel af Riget (det Throndhjemske), der ikke var forbeholdt Kong Magnus, og hvorover denne derfor ikke havde nogen Dispositionsret. Dette sidste torde maaskee være den sandsynligste Forklaringsmaade. Men imidlertid kunde det nok være muligt, at den Omstændighed, at Haakon ikke her, som ved Ombytningen af Morgengaven Aaret forud, selv var tilstede og gav sit udtrykkelige Samtykke – hvad nu Grunden dertil kan have været – siden har skaffet et maaskee endog velkomment Paaskud til at lade det hele Mageskifte gaa tilbage.

Hovedhensigten med Kong Magnus’s Ophold paa Baagahuus eller i Egnene mellem Elven og Skaane denne Sommer var dog neppe saa meget at ordne Dronningens Anliggender og hvad der vedkom hans egne Indtægter, som at samles med Hertug Albrecht af Mecklenburg og formodentlig, under hans Megling, paany at underhandle med Kong Valdemar om de skaanske Landskaber. Der var nemlig i denne Tid ganske vist noget i Gjære disse Landskaber vedkommende, og der plejedes temmelig langvarige og ivrige Underhandlinger mellem begge Konger, men desverre berettes det ikke, hvad der egentlig underhandledes om. Alt hvad der herom meldes, indskrænker sig dertil, at Kong Valdemar, efterat have dæmpet en Opstand af Friserne og derpaa ved St. Hans Tider holdt et Danehof i Nyborg, drog over til Sjæland og sendte derfra, ligesom før, tre Biskoper til Helsingborg for her at mødes med ligesaamange svenske Biskoper saavelsom andre af Kong Magnus’s Raadsherrer. Og derpaa, heder det videre, blev der sendt mange Mellembud frem og tilbage, indtil endelig begge Konger samledes i Helsingborg ved Michelsdagstider (29de Septbr.)[27]. Men hvad der var Gjenstand for disse Underhandlinger og for Kongens personlige Samtaler, derom nævnes, som sagt, ikke et eneste Ord, ligesaalidtsom der er opbevaret noget skriftligt Mindesmerke derom. Vi ere ene og alene overladte til Gjetningens vide og usikkre Feldt. Her ligger det visseligt nærmest at tænke paa, at der atter har været noget paa Bane om Skaane, men da det paa ( – den anden Side nu maatte være yderst ubelejligt og meget farligt for Valdemar at komme i Krig med Magnus, kan det alene have været med megen Lempelighed og Forsigtighed, at Spørgsmaalet vagtes. Det maa formodentlig ansees som Resultatet af disse Forhandlinger, at Kongerne det følgende Aar ved St. Hans-Tider atter mødtes i Helsingborg, og at der da sluttedes en Trygd (midlertidig Fred eller i Stilstand?) mellem Rigerne[28]. Men altsaa var det dog nødvendigt at slutte en saadan Stilstand eller ved særskilt Overeenskomst at forlænge Stilstanden mellem Rigerne, med andre Ord, det tegnede sig til Feide imellem dem, og hvorom? Neppe om andet end om Skaane. Man faar endog det Indtryk, at den kloge Valdemar har gjort sig saa hyppige Erender over til Magnus for derved at faa Anledning til personligt at vise sig for Skaaningerne, bearbeide dem i sine Interesser, vinde deres Hengivenhed og forberede deres Overgang til ham, naar han engang for Alvor søgte at vinde disse Landskaber tilbage.

Men imidlertid havde ogsaa Hertug Albrecht af Mecklenburg været hos Kongen paa Baagahuus omtrent samtidigt med de nysnævnte geistlige og verdslige Raadsherrer, og da dette Sammentref ikke kan ansees som tilfeldigt, maa man antage, at saavel han, som de norske Raadsherrer have indfundet sig der efter Kongens udtrykkelige Ønske. Først og fremst bar vel hans Erende været at meddele og nærmere omhandle Udfaldet af det ham overdragne Hverv, at underhandle paa Kongens Vegne med Stæderne Rostock, Wismar og Stralsund. Thi at denne Underhandling endnu ikke havde ledet til nogen Overeenskomst, og at der endnu var mange Punkter tilbage at berigtige, erfarer man “ allerbedst af de Klagemaal over de nye Privilegier for Oslo m. m., som, efter hvad vi have seet, senere hen i dette Aar bleve opsatte i Rostock forat omsendes og vedtages af de andre Stæder og derpaa rimeligviis i forelægges Kongen eller Drottseten og Raadet. Det er derfor højst sandsynligt, at Hertug Albrecht nu har haft foreløbige Conferencer med de sidste om dette Anliggende og maaske har søgt at overtale Drottseten til at gaa mindre strengt tilverks. Men desforuden maa det, naar man seer hen til, at de føromtalte Underhandlinger med Kong Valdemar netop fandt Sted i Tiden fra sidst i Juni til sidst i September, altsaa baade før og efter Sammenkomsten i Baagahuus, og naar man derhos overvejer, i hvilket nært Forhold Hertugen stod til begge Parter, næsten ansees som afgjort, at han ogsaa, om just ikke ledede dem, saa dog idetmindste tog en virksom Deel deri. Hvis der tidligere kunde have indtraadt nogen Misstemning i Anledning af, at ogsaa Kong Magnus søgte Svogerskab med Valdemar, saa længe denne kun havde een Datter, der allerede var festet til Albrechts Søn, da ophørte nu denne Vanskelighed, eftersom Valdemars Dronning Heilwig. Aaret forud havde født ham endnu en Datter, den i hele Nordens Historie siden saa indgribende Margrete. Da et Giftermaal mellem hende og Haakon Magnussøn omsider virkelig kom istand, og da vi erfare, at det da laa baade ham selv og hans Foreldre synderligt paa Hjerte at bringe det istand, er det mere end sandsynligt, at det allerede nu har været bragt paa Bane, og ikke af nogen anden end Hertug Albrecht. Det maa have været noget saadant, hvorved han nu i en højere Grad end nogensinde vandt Magnus’s Hengivenhed og Tillid. Thi denne sluttede, her paa Baagahuus, den 9de August, et Forbund med ham, som paa det nærmeste kunde kaldes en Familietractat. Ved denne, der siges at være sluttet efter modent Overleg og Samtykke af begge Parters Raadgivere, bestemmes følgende: a) Kong Magnus, hans Børn og Efterfølger optage Hertug Albrecht, hans Børn og Efterfølgere til stue tro Mænd og Vassaller; b) for den Troskabshylding, som Hertugen allerede har aflagt til Kongen, og som hans Børn og Efterkommere herefter skulle aflegge til Kongens Børn og Efterkommere, skal der aarligt, første Aar paa St. Hans-Dag, de følgende Aar paa St. Mortensdag, ved Helsingborg af Kongens Skatkammer promte og uhindret udbetales Hertugen o. s. v. 200 Mk. brendt Sølv eller 1000 Mkr. skaanske Peninge; c) Hertug Albrecht o. s. v. skal troligen tjene Kongen o. s. v. og med broderlig Oprigtighed og udsøgt Troskab omhyggeligen søge hans og Rigernes Gavn, Ære og Fordeel, som det bør sig en tro Tjener mod sin Herre, hvorsomhelst det kan skee hans Ære uforkrænket: og omvendt skal Kongen o. s. v., paa Anmodning, naar Nøden kræver det, dagthinge for Hertugen til Beskyttelse af dennes Rettigheder, forsaavidt det kan skee Kongens Ære uforkrænket; d) Hertugens Søstæder og Søhavne skulle staa aabne for Kongens troe Tjenere, saaledes at disse frit og uhindret der kunne samle Lejetropper til Kongens Brug, opkjøbe alskens Nødvendigheder, leje Skibe dertil, og uden nogensomhelst Hinder eller Reclamation føre dem ud, ligesom de og skulle kunne ferdes der i fuldkommen Fred og Sikkerhed, saafremt de ikke ere blevne offentligt dømte fredløse der, eller der af nogen Aarsag er opstaaet Krig mellem Kongen og samme Byer; i første Tilfælde skulle de dog, naar de vare i Kongens Erende, nyde Lejde; e) Hertugens Undersaatter skulle, om de ville, kunne tage Tjeneste hos Kongen eller hans Arvinger mod Sold; f) Kongen skal have fuldstændig Myndighed til ad Rettens eller venskabelig Overeenskomsts Vej at bilegge alle de Tvistigheder, hvori Hertugen eller hans . Arvinger maatte komme med nogen anden, og omvendt skal Hertugen med fire af Kongens Raadsherrer have fuld Myndighed til at afgjøre alle de Trætter, hvori Kongen kunde komme; g) mellem Kongen og Hertugen eller Arvinger, og mellem deres Riger og Lande, skal der overholdes ubrødelig Enighed, Forbund og Fred, men hvis der, hvad ikke formodes, skulde opstaa nogen Misstemning eller Uenighed mellem dem, af hvilkensomhelst Aarsag, da skulle tre af Kongens og tre af Hertugens Raadgivere, efter aflagt Eed paa at ville være upartiske, have fuld Myndighed til at afgjøre Tvisten ad Rettens eller Overeenskomstens Vej, og kunne de ikke blive enige, da skulle de tilsammen velge en syvende, der efter aflagt Eed og nøje Overvejelse af alle Punkter har at erklære sig for en af de to stridende Meninger, hvilket Udslag begge Parter paa Forhaand forpligte sig til at godkjende og efterkomme, og skal ikke Freden eller Forbundet mellem dem herved rokkes, men fremdeles vedblive usvækket; h) naar Kongens og Hertugens Bern have naaet den lovbestemte Myndigheds-Alder og begyndt at bruge egne Segl, skulle de lade lignende Breve oprette og besegle dem. Ved Kongens Gjenpart af dette Brev, der endnu opbevares i det mecklenburgske Archiv i Schwerin, er det imidlertid at merke, at uagtet det i Indledningen beder, at Foreningen er sluttet efter Overleg med begge Parters Raadgivere, staar der dog intet om, at disse vare med at besegle Brevet, for hvilket der kun har hængt et eneste Segl, her endog kun synes at have været Kongens Secret[29]. Heraf synes man at maatte slutte, at Kongen, uagtet denne Tale om Overleg med Raadsherrerne, dog i alle Fald ikke har raadført sig med dem, der vare tilstede hos ham paa Baagahuus, skjønt deres Samtykke nu maatte være saa meget mere nødvendigt, som den største Deel af Riget, hvis Styrelse hans Søn Haakon i næste Aar selv skulde tiltræde, allerede nu ikke egentlig stod under Maguus’s, men under Drottsetens og Raadets Opsigt, og en Tractat, indgaaet af Kongen alene, derfor nu blot kunde være forbindende for Sverige og for den liden Deel af Norge som Kongen havde forbeholdt sig selv. Men heller ikke om svenske Raadsherrers Tilstedeværelse melder Brevet et Ord. Det kan ikke engang opdages, at der under Kongens Ophold paa Baagahuus har været svenske Raadsherrer tilstede, skjønt idetmindste tre Biskoper og i alle Fald neppe færre af de verdslige Raadsmedlemmer omtrent paa samme Tid, eller ikke længe forud, vare i Helsingborg og saaledes ej langt fra Haanden[30]. Der hviler derfor noget Mistænkeligt over hele denne Overeenskomst, som om Magnus stjal sig til at indgaa den uden Raadsherrernes Vidende. Den stod heller ikke længe ved Magt, og de kort efter følgende Begivenheder synes at berettige os til den Tro, at Hertugen alene indgik den for at gjøre Kong Magnus saa meget tryggere og for saa meget mere uhindret at kunne befordre sin egen og sin Ætts Fordeel paa hans Bekostning. Det var ellers altsaa i Følge denne Familie-Tractat, at Hertugen strax efter, den 8de August, som Kong Magnus’s Ombudsmand, meglede den nye Forlængelse af Stilstanden med Lübeck, hvorom der ovenfor er talt[31].

  1. ↑ N. gl. L. III. S. 173. Brevet er her aftrykt efter Originalen. Det siges udtrykkeligt at være indseglet i Kongens Overvær, altsaa vel med hans Secret; Seglet selv er borte.
  2. ↑ Vi ville i det følgende see, at Drottseten i det følgende Aar gjorde en Reise til Throndhjem for at skifte Lov og Ret. Han gjorde maaske slige Embedsreiser hvert Aar.
  3. ↑ Det er ovenfor (VI. 1. S. 319) viist, at Dronning Euphemia havde faaet hele Bygdøen med Tilligelser i Morgengave eller Livgeding. Dette var vel ved hendes Død enten ganske eller for en Deel gaaet over til Datteren. Om Hængsø see „Norske Samlinger“ 8vo. II (1858). 313.
  4. ↑ Om denne Gave udstedtes der tvende Breve, begge daterede Baagahuus St. Georgii Dag (23de April) 1352. I det ene bortgiver Hertuginden sit Arvegods paa Bygdøen m. v., mod at Abbeden skulde oprette et Altar o. s. v., ved det andet giver hun dette nye Altar sin Besetning af Kvæg og Beholdning af Korn m. m. Originalerne til det første er nu tabt, og man kjender det kun i en nyere dansk Oversettelse (Adversar. Huitfeld Ms. Arnamagn. 22. b. fol. samt kgl. Bibl. i Kbhavn, eldre Saml. 2850 qv.), hvor der i Dateringen urigtigt staar „Gregorius“ istedetfor „Georgius“. Det andet er endnu til i Original og aftrykt i Dipl. N. II. 312.
  5. ↑ Om Fru Ingebjørg Munaansdatter s. o. S. 499.
  6. ↑ Man seer, at Hertuginden med synderlig Forkjærlighed omfattede Hovedøens i Munkekloster i Norge og Skeninge Nonnekloster i Sverige. I det følgende Aar formaaede hun endvidere sin Søn Kongen til at skjenke dette Kirken paa Bjelbo, Familiens Ættegods. Brev af 29de Aug. 1350 i det sv. Rigsarchiv.
  7. ↑ Endnu forhaandenværende Breve, udstedte af Kong Magnus, vise, at han var den 30te August i Grenna i Smaaland, 11te Septbr. i Jønkøping, 17de i Stockholm, 4de October i Ørebro, 6–9de Novbr. i Nykøping og 5te December i Skara, altsaa paa Vejen vestover. Den 10de Febr. 1353 derimod var han, som vi see, paa Baagahuus.
  8. ↑ Dipl. N. II. 315. Der siges udtrykkeligt, at dette Brev er beseglet i Kongens Nærværelse, altsaa kan der ingen Tvivl være om, at han da var paa Baagahuus. Det sees endog, merkeligt nok, at Kongen har beseglet dette Brev med sit store Segl, som altsaa Drottseten, hvis han ei var tilstede, hvad der er det rimeligste, maa have afgivet for en kort Tid. Besynderligt er det, at der i det sy. Rigsarchiv findes et Brev af Kongen, udstedt 11te Febr. Mandag efter Invocavit s. A. fra Strengnes. Er dette ingen Feiltagelse, maa det være udstedt af Drottseten i hans Navn.
  9. ↑ Vi finde ham tidligst der den 3die Mai, da han tildømte Biskop Nicolaus i Linkøping, hans forhenværende Cantsler, Ret til at afhende nogle uindløste ham haandfaaede Panter.
  10. ↑ Ordoost var, som vi have seet, pantsat eller overladt til Dragsmarks Kloster, (s. o. S. 479.)
  11. ↑ Hvorfor Vettahered, der udgjorde en Deel af Ranrike, her nævnes særskilt, ligesom et Landskab for sig selv, er vanskeligt at skjønne. Muligt at det hidtil havde dannet en særskilt Forlening.
  12. ↑ Brevet herom er aftrykt efter Originalen, der nu opbevares i det danske Geheime-Archiv, i Dipl. N. II. 319.
  13. ↑ See herom ovf. S. 188.
  14. ↑ Der findes i det sv. Rigsarchiv (Tidssaml. No. 37) et af 6 Mænd, hvoriblandt „Brynjulf Jonssøn, Dronningens Cantsler“, den 23de Marts 1354 udstedt Brev om et Overfald paa Heming Hemingssøn, der sees at have indsamlet Kongens Skat, altsaa var Foged eller Ombudsmand; et andet Brev, udstedt af Dronning Blanche paa Baagahuus 1358, indeholder en Erkjendelse af, at den samme Heming Hemingssøn havde aflagt rigtigt Regnskab for hende over alt hvad han hidindtil havde modtaget, oppeborget og hævet af Vermeland. Det maa altsaa kun være en sedvansmessig Talemaade, naar den af ham samlede Skat i 1354 kaldes „Kongens Skat“ og ikke udtrykkeligt „Dronningens Skat“, hvis man ellers ikke skal antage, at endeel af Skatten fra Vermeland ogsaa tilfaldt Kongen. Den, der nævnes først af hine ser Mænd, er Nikolas af Thingvalle, Chorsbroder i Skara; han har formodentlig været Prest til Thingvalle (ej langt fra det nuværende Karlstad) og Provst over Vermeland. Brynjulf Jonssøn, Dronningens Cantsler, var ligeledes, som vi af det her strax nedenfor omtalte Pavebrev see, Chorsbroder i Skara. Men af Maaden, hvorpaa hiint Brev af 1354 er bogstaveret, isærdeleshed af den Omstændighed, at f der betegnes med det ellers alene i Norge og paa Island brugelige Skrifttegn, skulde man antage, at Nedskriveren var en Nordmand, og da han vel maa have været en af de to geistlige Medudstedere, Nikolas eller Brynjulf, skulde man efter Navnet at dømme nærmest gjette paa den sidste.
  15. ↑ Lappenbergs Sartorius, S. 423, Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 435.
  16. ↑ Reg. Suppl. Innoc. VI. ann. 1. p. 2. fol. 503. jfr. Reg. cod. chart. ann. I. p. 5. fol. 173.
  17. ↑ Saaledes maa man vel forstaa Udtrykkene i Supplicationsrollen, der hentyde til en staaende Formular og derfor ikke engang udfylde en Sætning: „quatenus prædicationem crucis eidem per dominum Clementem successorem vestrum contra Ruthenos concessam, juxta formam Francorum regii etc. Dette maa vel omtrent udfyldes saaledes: quatenus … concessam, juxta formam Francorum regi datam dignetur (sanctitas vestra) renovare, eller noget lignende. Der sigtes vel til Bullen, hvorved Kong Philip af Frankrige fik Overbefalingen ved det paatænkte Korstog mod Tyrkerne.
  18. ↑ Den 26de August 1353 var Kong Magnus i Jønkøping, den 29de i Skeninge, hvor han skjenkede Klostret Patronatsretten til Bjelbo, saaledes som ovenfor er nævnt.
  19. ↑ Den 10de Septbr. 1353 udstedtes fra Throndhjem i Kongens Navn og under hans Segl et Stevningsbrev til Svein paa Aspe og Arnthor i Skard om at møde Sigurd Ottarssøn for Sørkve Lagmand i Anledning af Tvisten om Gaarden Lyng i Verdalen (see ovenfor S. 406.) Det slutter med den sedvanlige Formel „Hr. Orm Eysteinssøn. Drottsete i Norge, indseglede“. Altsaa har Drottseten været i Throndhjem i Regjeringsanliggender og formodentlig udstedt mange andre, nu tabte, Breve under Storseglet. Dipl. N. III. 281.
  20. ↑ Af et Brev, udstedt paa Thumn den 3die October 1353 af tre Mænd fra Borgesyssel, sees det, at disse den 28de September næst forud indfandt sig paa Thumn ifølge Indkaldelse af Hr. Agmund Guthormssøn, der da, som det allerede er viist, var Sysselmand eller udførte en Sysselmands Forretninger der, for at modtage Regnskab over den Arv, som han havde modtaget for Munaan Aamundessøns Børn og afhændet til en anden Mand, Gunulf paa Berg, men som nu en vis Thorgaut Jonssøn, der var kongelig Hirdmand og hyppigt anvendtes i mange Erender, (see Dipl. N. II. 340, 409, Isl. Ann. ved 1371), skulde modtage paa Dronning Blanches Vegne. Dette viser, at Dronningen nu allerede udøvede den Ret over Borgesyssel, som Mageskiftet Aaret forud hjemlede hende. Formodentlig maa Munaans Efterladenskab enten have være forbrudt eller og af Dronningen været taget under hendes Bestyrelse i Børnenes Mindreaarighed. Der siges fremdeles i Brevet, at efterat de nævnte tre Mænd havde biet forgjeves paa Thumn efter Thorgaut og Gunulf lige til Onsdag efter Michelsdag (2den October), og de nu ikke kunde vente længer, da de selv havde travlt, og Hr. Agmund stod reisefærdig til at drage til Kongen paa Baagahuus, optog de Inventariet paa egen Haand, og med Hensyn til enkelte Effecter, der manglede, erklærede Hr. Agmund, at han skulde berigtige dette med Dronningen, naar han nu traf hende. (Dipl. N. III. 363). Heraf seer man altsaa, at Kongen havde indkaldt Hr. Agmund til sig paa Baagahuus og maaskee selv allerede var indtruffen der med Dronningen, samt at der skulde handles om Sager, vedkommende dennes nye Besiddelser. Det er ikke usandsynligt, at Hr. Agmund nu skulde fravige Syslen og derefter gjøre Regnskab for det Gods, hvormed han sad inde. Thorgaut Jonssøn skulde da maaskee enten afløse ham som Sysselmand eller midlertidigt modtage hine Regnskaber.
  21. ↑ Brev af 16de November 1353, Dipl. N. IV. 364.
  22. ↑ Styffe, Bidrag o. s. v. No. 13, 14.
  23. ↑ Breve i det svenske Rigsarchiv, det første en Dom, det andet“et Leidebrev, begge beseglede med Kongens Domssegl; man kan ikke her formode, at de ere udstedte af Drottseten i hans Navn, da denne ej engang nævnes.
  24. ↑ Nik. Peterssøns og Farthegns Brev af 20de Septbr. 1353, i det sv. Rigsarchiv.
  25. ↑ Breve i det sv. Rigsarchiv vise, at Kongen den 23de Marts (Midfaste Søndag) 1354 var ved Svanga i Uppland, den 31te Marts maaskee paa Kjætastad i Østergøtland, men 26de April (anden Løverdag efter Paaske) i Stockholm, Lagerbring III. S. 555. Endnu den 21de Mai var Kongen i Stockholm (Porthan ad Juusten p. 258); den 16de var han i Ørebro, hvor han udnævnte Dommere i en Jordetrætte mellem Nonnerne i Riseberge Kloster og Heming Hemingssøn, der, som vi have seet, var Dronningens Foged i Vermeland. Muligt, at ogsaa dette vedrørte Dronningens Interesser.
  26. ↑ Dipl. N. IV. 370. Her hentyder Kongen selv til, at han sjeldnere var i Norge, og at flere maaskee benyttede sig deraf til at handle imod hans Befalinger og Breve.
  27. ↑ Dette fortælles i det paalidelige Chronicon af 1357, Scr. r. D. IV. 527, 528. Huitfeld (S. 509) vil vide, at Erendet, hvorom Biskoperne skulde raadslaa, var „om Skaane, hvilket han (Kong Valdemar) meente, at Grev Johan ikke havde maattet afhende, eftersom det kun var hans Pant, og den Hylding, som Landet til Kong Magnus havde gjort, kun var skeet paa fornævnte Opladelse og derfor ikke kraftig; tillige skulde de tale om Nørrehalland og Søndrehalland, som kun var Fru Ingeborg forlenet her af Riget, og hvormed Grev Johan sig aldrig havde befattet“. At dette har været de Punkter, hvorom Forhandlingerne drejede sig, er saa rimeligt at gjette paa, at man netop deraf maa fatte Mistanke om, at det alene er en Gjetning af ham selv og ingen paa bestemte Data grundet Beretning, som Huitfeld meddeler. Messenius (Scondia T. III. S. 16) gaar endog endnu videre, idet han atter lader de ser Biskoper idømme Valdemar den føromtalte Mulct. Men hvor lidet han her er at stole paa, sees noksom deraf, hvad han umiddelbart efter tilføjer, at Valdemar, efter Sammenkomsten med Magnus den 29de Septbr., gav sin Ærgrelse Luft ved at hjemsøge og haardeligt straffe de stakkels Friser. Dette Tog mod Friserne skete nemlig allerførst i Aaret 1354, og den hele Combination, saavelsom Fortællingen om Mulcten, skyldes aabenbart alene Messenius’s egen Phantasi. Af et Brev, hvis Indhold Suhm anfører (XIII. 280) efter Brings Monument. scaniæ, hvor det findes meddeelt S. 110), og hvorved „Valdemar, Daners og Slavers Konge, samt Hertug i Estland, erklærer sig at indløse og udfrie alle de af Kong Magnus til Hertug Valdemar af Jylland og Grev Johan udgivne Breve, hvorved disse eller nogen anden faar Ret til at indløse Skaane m. m. for 34000 Mkr. Sølv“, skulde man ved første Øjekast slutte, at der i denne Tid havde været Tale om en saadan Gjenløsning, thi Brevet er dateret Vardberg Fredag før Ceciliesdag 1353. Men naar man nærmere betragter det, seer man tydeligt, at Dateringen er fejlagtig, nemlig at der er udeglemt et X foran L, saa at der skal læses MCCCXLIII. (1343), ikke MCCCLIII. (1353), hvorved Brevet ganske naturligt slutter sig til Rekken af de øvrige Breve, der udstedtes, Skaanes Afstaaelse vedkommende, paa Mødet i Vardberg, November 1343 (s. o. S. 286, 287), og af hvilke det sidste er dateret 20de November eller Thorsdag for St. Ceciliesdag (Dipl. Sv. 3747). Denne Datering efter St. Ceciliesdag er egentlig allerede tilstrækkelig til at vise det, thi derved bliver Brevet udstedt den 21de Novbr. og det sidste i den hele Rekke, medens derimod Fredag før Ceciliedag 1353 (d. 15de Novbr.) vilde falde saa langt forud for selve Helgendagen (d. 22de), at man snarere havde benævnt den efter en nærmere Dag, som „Fredag efter Briccius (den 13de), eller efter Mortensdag. Desuden kalder Valdemar sig efter Salget af Estland ikke længer i fine Breve „Hertug i Estland“, og allerede deraf fremgaar det, at Brevet er eldre end 1346. Nærmere Sammenligning af Brevet sne: de øvrige fra Vardberg 1343 viser overhoved, ein man end ikke havde de nysanførte Kjendetegn at gaa efter, at Brevet nødvendigviis maa være udstedt samtidigt med disse.
  28. ↑ Chron. af 1357, l. c. S. 529.
  29. ↑ Styffe, Bidrag o. s. v. No. 15, S. 20–23.
  30. ↑ Underhandlingerne i Helsingborg med de tre danske Biskoper maa nemlig ifølge Chron. 1357 have fundet Sted i Løbet af Juli eller August. Et svenskt Anliggende afgjorde ellers Kongen under dette Ophold paa Baagahuus, den 3die August, nemlig den ovenfor omtalte Bekræftelse af Fru Cecilie Glusings Datters Gave-Brev efter de gamle Love. Men heller ikke herved omtales nogen Raadsherre som nærværende.
  31. ↑ Styffe, Bidrag, No. 16, S. 24.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/52&oldid=80341»