Det norske Folks Historie/7/54

Fra Wikikilden

Medens de nys omtalte Underhandlinger mellem Kong Magnus og Nabofyrsterne stode paa, og han øjensynligt trykkedes af Gjeldsforpligtelser til de tydske Stæder og maaskee til mange andre, som han ikke kunde tilfredsstille, begyndte ogsaa det store Laan af de pavelige Penge, som havde været tilstaaet ham i 1351, at volde ham Ulejligheder. Det er ovenfor nævnt, at de fra Sverige indkomne Penge allerede skulde have været tilbagebetalte inden Udgangen af 1351, og de fra Norge inden 1352. Dette var nu en physisk Umulighed, da de ikke engang alle vare indkomne inden den Tid, navnlig de norske, der ikke kom ind førend i Juli 1353: saaledes kunde der ikke for det første være Tale om nogen Tilbagebetaling. Imidlertid reiste Johannes Guilaberti tilbage til Curien, formodentlig deels for at aflægge Regnskab over hvad han indtil da havde udrettet og indhente nye Instructioner for sin videre Virksomhed, deels ogsaa for at gjøre den nye Pave sin Opvartning. Vi have seet, at han før sin Afreise fra Norden sendte en liden Remisse til det pavelige Kammer gjennem Handelshuset Malabayla. Det er muligt, at Innocentius den 6te i Førstningen har tænkt paa at kalde ham tilbage og benytte et andet Sendebud, muligt ogsaa, at Paven alene vilde skaffe en af sine Yndlinger en extra Indtægt, thi ved Skrivelse af 8de Februar 1353 beskikkede han sin Tjenestemand og Sergeant d’armes Raimund af Galance „for visse Anliggenders Skyld“ til sin Nuncius i Sverige, Norge og Danmark, og tilstod ham i Godtgjørelse derfor to florentinske Guldgylden daglig, hvilke Penge skulde udredes af den svenske Geistlighed selv. Der findes ogsaa et Brev skrevet den 1ste Februar derefter af Abbed Gaucelin, en af de Executorer, som Paven i denne Anledning havde indsat, til den svenske Geistlighed om at udrede disse Penge under partielt Banns Tvang[1]. Heraf følger dog ikke, at Raimund virkelig kom til Norden; han behøvede kun at sette sig i Bevægelse, for at Diæterne skulde løbe, og da der ikke er Spor af hans Nærværelse i de tre Riger, skulde man formode, at han alene er kommet et Stykke paa Vejen og derpaa vendt om igjen, uden at have berørt nordisk Grund, men efter imidlertid at have optjent en liden Sum Penge for den Maaned eller to, han rimeligvis har været undervejs, og som den svenske Gejstlighed vist har maattet rykke ud med. Om Innocentius den 6te ikke fra før af, som Cardinal, havde kjendt Johan Guilaberti’s Dygtighed som Inddriver og Forretningsmand, maa han vel idetmindste efter hans Tilbagekomst til Curien 1353 have kunnet overbevise sig herom. Denne hans Tilbagereise til og Ophold ved Curien falder i Høstmaanederne af 1353, da han den 18de Juli endnu var i Oslo, og i Januar 1354 allerede var kommen tilbage til Sverige og lod Skrivelser udgaa om at indbetale Fireaarstienden[2]. Han maa have faaet fornyet Fuldmagt til at varetage Pavestolens Tarv i Norden, altsaa til at indkræve Restancer, og navnlig til at fordre det store Laan tilbage, som Kongen havde faaet. Egentlig var det dog kun Sverige, hvilket hans Sendelse nu gjaldt, idetmindste kom han denne Gang ikke til Norge. De af ham udstedte Qvitteringer og andre i Anledning af hans Sendelse oprettede Documenter vise, at han i Sverige nu, foruden at tilbagefordre det store Laan af Kongen og iagttage alle nødvendige Forsigtighedsregler i Tilfelde af slet eller ingen Betaling, skulde inddrive Rumaskatten for Aarene 1351–53 og den føromtalte Toaarstiende, der egentlig var en Forlængelse af Clemens d. 6tes Treaarstiende af 1343; samt endelig hvad der var indkommet af den nye Fireaarstiende til Deling mellem Kongen og Kamret. Hiin Toaarstiende blev, som det synes, slet ikke erlagt, ja neppe engang forlangt i Norge, hvad nu end Grunden dertil kan have været. Fremdeles skulde han, som man seer, eftergranske, om der ikke endnu skulde være Restancer tilbage i Sverige af Clemens den 1stes Sexaarstiende. Idetmindste haves endnu en Thingsvidne-Art, optagen af Biskop Sigmund af Strengnes den 5te Juli 1354, angaaende Udredelsen af Sexaarstienden til de oftere omtalte pavelige Nuncier i 1326. Der verserede, heder det, en Sag herom mellem Biskopen og Johan Guilaberti, og denne synes at have paastaaet, at Sexaarstienden enten slet ikke, eller ikke tilbørligt havde været betalt. Det godtgjordes dog med Vidner, at den havde været ganske udredet, og hermed maatte vel Johan Guilaberti lade sig nøje[3]. Om lignende Krav fremsattes mod de øvrige Biskoper, eller om man lod det bero ved dette, er uvist. De fleste Udtellinger, der fandt Sted til Nuncien, skete mellem Juni og December, og da fik han allerede af de fleste svenske Biskopsdømmer ikke ubetydelige Beløb af Fireaarstienden[4]. Da denne skulde deles ligt mellem Kongen og Paven, maa den første derved have faaet nogen Hjelp i sin haarde Betryk, men stort kan det ikke have været.

Imidlertid havde vel Nuncien ogsaa begyndt sine Paamindelser til Kongen om at indbetale Laanet, thi der var ikke længer nogen Grund for ham til at vente dermed, og de Foranstaltninger, som i den Anledning skete, var af den Natur, at de allerede maa have været satte i Verk sidst i 1354 eller først i 1355. Han har vel neppe et Øjeblik været uvidende om Kongens Uformuenhed til at gjenbetale Laanet, men maa alligevel for Formens Skyld og forat sikre sig alle Retsmidler have fremsat et formeligt Krav, ej alene til ham, men til Dronningen og alle de øvrige, der havde givet Forløfte. Disse var dog ikke saa mange, som man ved Udstedelsen af Gjeldsbrevet i 1351 havde paaregnet. Det Samtykke og Medforløfte af de Stormænd, som da ej havde været tilstede, men som man dog havde bebudet som aldeles utvivlsomt, var virkelig ikke paafulgt, hvad enten nu disse Mænd vægrede sig ved at give det, eller at man havde forsømt at tilvejebringe det. Af de øvrige var Erkebiskop Heming af Uppsala død allerede i 1351, Peter i Lund og Sigge i Skara døde i Løbet af 1355, kort efter at Nuncien maa antages at have fremsat sin Fordring; Forpligtelsen til at tilsvare denne indskrænkedes derved til et faa meget mindre Antal Personer, og den blev ogsaa i samme Forhold vanskeligere for hver enkelt at efterkomme. Om Kongen har givet Nuncien noget Løfte om Afdrag, vides ikke, men vist er, at ingen Afbetaling skete, og at Nuncien derfor indankede denne Sag for det pavelige Kammer, hvis Jurisdiction Parterne i denne Sag havde underkastet sig. Dette gjorde han formodentlig personligt, da han nemlig selv i Aaret 1355 reiste tilbage til Avignon. Kongen, Dronningen og hans Medforlovere, hvoriblandt og Orm Drottsete, maatte nu antage en Fuldmegtig eller Procurator ved Curien, Johannes Palasini, Prest ved Apians Kirke i Elne Diøcese. Om denne Mand var Kongens faste Procurator, eller antagen alene for denne Lejlighed, vides ikke. Der kunde ikke være Tale om at fragaa Gjelden, men alene om at udvirke saa lang Udsettelse og saa taalelige Vilkaar som muligt. Det synes derfor at have været efter Overeenskomst mellem ham paa den ene Side og den pavelige Kæmereer Erkebiskop Stephan af Toulouse samt Skatmesteren Biskop Reginald af Palencia paa den anden, at han den 24de October 1355 mødte i Kammer-Retten for den pavelige General-Kammer-Auditor’s, Johannes Maurelli’s Stedfortræder, Johannes Faber, Prest til Corunsac, og her baade erkjendte Gjeldens Rigtighed, samt underkastede sine Committenter den Dom, Kammer-Retten maatte felde. Dette gik ifølge det vidtløftige derom oprettede Notarialdocument saaledes til, at Kæmereeren og Skatmesteren i Henhold til det Passerede (der optoges i Notarialdocumentet) fordrede Dom for, at Procuratoren og i hans Navn de Forpligtede skulde til en af hine pavelige Embedsmænd selv efter Godtbefindende fastsat Termin udrede Summen i Brügge, saaledes som det fra først af var bestemt; hvorpaa Procuratoren erkjendte Rigtigheden af alt hvad der var fremsat vedkommende Gjelden saavelsom sine Committenters Forpligtelse og underkastede Sagen i eet og alt til Kammerrettens Paakjendelse. Denne dømte nu, at Summen skulde være udredet i Brügge paa den foreskrevne Maade, og at i manglende Fald den Excommunicationsstraf, som de Forpligtede selv havde underkastet sig i Tilfelde af mislig Betaling, skulle kunne tilkjendes dem. Dette var vel ingen synderlig gunstige Vilkaar, men det maa vel allerede have været anseet som en Begunstigelse, at Excommunicationsstraffen ikke strax blev foreskreven som indtrædende ipso facto[5].

Med denne Dom og formodentlig med nye Instructioner blev Johannes Guilaberti sendt tilbage til Norden. Hans Beskikkelsesbrev, som nu ej længer er til, maa formodentlig have været udstedt i November 1355, thi den 28de i denne Maaned udstedte Paven en særskilt Befaling til ham om at indbetale alt, hvad han maatte faa inddrevet, enten i Brügge eller Brüssel til de florentinske Kjøbmænd Lorenzo Spinelli, Bancho Davantini og Perozzo Corsini, af det florentinske Handelshuus Alberti Antichi, der havde forpligtet sig til at besørge Remisserne til Kammeret, og som derfor og havde Fuldmagt til at meddele ham Qvittering i dettes Navn[6]. Herom udstedtes ogsaa under samme Datum et Brev til de nysnævnte Kjøbmænd. Johannes Guilaberti kom dog ikke afsted førend i Begyndelsen af det følgende Aar. Maaskee var det Pavens Hensigt at see Tiden noget an, om ikke Betalingen af Laanet nu ifølge den nysomtalte Dom skulde komme; men paa den anden Side synes rigtignok ogsaa Erfaring at maatte have viist, at et saadant Haab vilde være altfor sangvinsk. Imidlertid viiste Curien som sedvanligt endnu megen Langmodighed og Ulyst til at gaa et saa fromt Kongepar som Magnus og Blanche alvorligt paa Klingen. Paven forsøgte endnu ved indtrængende Bønner og ved at skildre sin egen Nød at bringe dem til at betale. Saaledes skrev han den 25de Februar 1356 til dem begge hver sit Brev, som Johannes Guilaberti skulde overlevere, og som ere ret oplysende baade om den Kjærlighed og Langmodighed, Paven i det længste nærede mod Kongen og Dronningen, og tillige om den Nød, hvori han selv maa have befundet sig. „Dersom du, kjæreste Søn“, siger Paven, „betænkte, hvilke Byrder af Omkostninger og hvilke forskjellige Slags Trængsler der uophørlig trykke den romerske Kirke, din Moder, og som jo ikke kunne være dig ubekjendte, da de ere vidt og bredt notoriske, tro vi for vist, og tvivle slet ikke paa, at din Hengivenhed for Kirken vilde røres til Medlidenhed, og dit Hjerte bøjes, saa at du ej alene ufortøvet vilde tilfredsstille den i hvad du virkelig er den skyldig, men at du dertil ogsaa af dine egne Penge rigeligen vilde komme den til Hjelp, da det sønlige Forhold har det ved sig, at man staar sin i Nød bestedte Moder bi og søger baade kjærligt og virksomt at afhjelpe hendes Trang. Men da formodentlig enten Mængden af de Forretninger, der optage dig, eller den lange Afstand har gjort, at du ikke ret har overvejet disse Trængsler og Byrder, ville vi herved korteligen beskrive dem for din Storhed og lade dig saaledes vide, at vi for at tilbageerobre Kirkens Landskaber, hvoraf den største Deel har været os berøvet ved nogle Tyranners Uforskammethed, have paataget og fremdeles paatage os store og uudholdelige Byrder og Bekostninger, og at saavel herved, som formedelst Formindskelser i Kirkens Indtægter, der tildeels skyldes netop hine Landskabers Optagelse af Andre, vort og Kirkens Skatkammer er saa udtømt, at det settes ud af Stand til for Eftertiden at udholde samme Byrder. Og derfor paaminde, bede og formane vi din Durchlauchtighed indstændigt, og bede dig endnu indstændigere, at du seer til at gjøre os Rede og Rigtighed for de os og Kammeret tilhørende Penge, som du nu allerede for lang Tid siden fik laant af vor kjære Søn Johan Guilaberti, Decanus i Dorpat og det apostoliske Sædes Nuncius, og at du uden længere Tidsforhaling vil lade den indbetale til os eller vore Folk i Flandern, som du har lovet, saaledes at vi hos dig, som vi og tro, ville finde sønlig Kjærlighed og Medlidenhed, og at vi ej nødes til at anvende noget andet Middel; thi da vi ikke kunne taale nogen yderligere Udsettelse heri, ville vi ellers søge ved Rettens Middel at holde vor Kirke skadesløs“[7]. I samme Tone, eller maaske endnu venligere, skrev han til Dronning Blanche, idet han takkede hende for al udviist Venlighed mod Nuncien. „Vi have“, skrev han, „erfaret af vor kjære Søn Johan Guilaberti, Decanus i Dorpat, baade medens han endnu var i hine Egne, og nu efter hans Tilbagekomst til det apostoliske Sæde, hvorledes du af oprigtig og sønlig Kjærligheds Hengivenhed for os og den romerske Kirke, hvilken vi efter Guds Vilje forestaa, bar understøttet samme Nuncius i Udførelsen af vore og selve Kirkens Anliggender baade venligt, kraftigt og betimeligt, hvorfor vi aflegge din Storhed vor rigeligste Tak, tilbyde dig med Taknemmelighed de apostoliske Gunstbeviisninger, og skulle, saavidt vi kunne det med Gud, befordre dine Ønsker med faderlig Hengivenhed. Da vi ellers nu trykkes ulideligen af de haarde og heftige Trængsler, som vi i Korthed beskrive for din berømmelige Mand, vor egen kjære Søn, Kong Magnus, i et andet Brev, og derfor paa det kjærligste bede ham om, at han ikke vil udsette med at gjøre os og Kirken Rede og Rigtighed for de Penge, han i sin Tid laante af samme Nuncius, og han, som du veed, lovede at betale tilbage, paakalde vi i denne Sag din Bistands megtige Hjelp og bede din Durchlauchtighed indstændigt, i Forhold til din Ærbødighed for os og det apostoliske Sæde, at gjøre dig virksom Umag for, at Kongen i dette Stykke efterkommer vor Begjering og for Alvor strider til dens Udførelse. Iligemaade, at du nu, naar samme Nuncius paa vor Befaling vender tilbage til hine Egne, tager venligt imod ham, som vi herved anbefale, og lader ham nyde din Hjelp, Yndest og Beskyttelse i at fremme sine Hverv, idet du maa være forvisset om, at vi med Guds Hjelp ville gjengjelde din Fromhed med Gunstbeviisninger“[8]. I dette Brev lod Paven ikke engang den fjerneste Hentydning falde til strengere Midlers Anvendelse. Ligesaa venligt og lemfeldigt udtrykte han sig i to ligelydende Breve, som han samme Dag skrev, et til hver af de tvende Drottseter, Nikolas Thuressøn i Sverige og Orm Eysteinssøn i Norge[9]. Derimod udtalte han sig bestemtere i to indbyrdes ligelydende Breve af samme Datum til Erkebiskop Peter i Uppsala og Biskop Thomas i Vegsjø, der begge var af de uheldige, som havde lovet at indestaa for Laanet. Brevene indeholde i Førstningen kun Anbefalinger for den til Norden tilbagevendende Johan Guilaberti, og Paven bevidner dem sin Taknemmelighed for den Forekommenhed, de allerede under hans sidste Besøg i Sverige havde viist ham. Men derpaa heder det: „Da vor kjæreste Søn i Christo, Kong Magnus, uagtet hyppige Paamindelser fra os ved vore Nuncier og Breve, om at tilbagebetale de Penge, han, som du veed, skylder os og den romerske Kirke, og hvorfor baade du og andre have stillet os og Kirken Selvskyldnercaution, dog ikke har fundet for godt at gjøre os Fyldest, har vor kjære Søn Johan Maurelli, Provst ved Hellig Kors Kirke i Lüttich, vor Kammer-Auditor, hændet Dom over ham lydende paa Excommunication og andre Straffe; hvorfor vi til vore øvrige Bønner ogsaa føje denne, at du ved Offentliggjørelse og Executionen af samme Dom vil vise dig saa gunstig i Ord og Gjerning, at din Fromhed yderligere berømmes af Frugterne, og du ikke selv kommer til at lide nogen Skade; thi i Fald Kongen gjør Vanskeligheder eller fremdeles gjør Forhaling med Tilbagebetalingen, skulde vi jo nødvendigviis maatte have Regres til dig og de øvrige Medskyldnere“[10]. Denne lille Advarsel, der formodentlig ogsaa er kommen til andre da endnu levende geistlige Cautionister, viser, at det nu var Pavens Alvor at bruge strengere Midler. Besynderligt er det ellers, at Paven ikke skrev paa samme Maade til Biskop Nikolas af Linkøping, der dog i sin forrige Stilling som Cantsler havde deeltaget i Forløftet. Men til ham, saavelsom til Erkebiskop Olaf i Nidaroos og Biskop Sigfrid i Oslo, hvilke ej hørte til Cautionisternes Tal, skrev han den 1ste Marts Breve, hvori han alene sagde dem Complimenter for den Venlighed og Hjelpsomhed, de havde viist Nuncien under hans forrige Besøg, og bad dem at vedblive dermed samt at hjelpe ham til at faa udført sit Hverv, naar han nu atter kom til Norden[11]. Men det vigtigste Brev, Kongens Gjeld vedkommende, der nu udferdiges, var et, dat. den 22de Marts, hvorved Kammerauditoren, Johannes Maurelli, efter Pavens udtrykkelige Forlangende om at bringe Dommen i Udøvelse, paalagde Biskopen og Decanen i Lübeck, saavelsom den fornævnte Henrik Biscop, Chorsbroder sammesteds, under Straf, hvis de undlod det, for Biskopen af at underkastes Forbud mod at træde ind i nogen Kirke, for de andre af Excommunication, peremtorisk at forelægge Kongen, Dronningen, og de øvrige Medforlovere en Frist af fire Maaneder fra Forkyndelsesdagen at regne, inden hvilken de enten skulde have tilbagebetalt Laanet til Paven selv eller Kammeret, eller til de nævnte florentinske Kjøbmænd, eller og skulde paavise en lovlig Grund, hvorfor de meente sig fritagne derfor, samt, i Tilfælde af at ingen af Delene skete, da at skride til Executionens Forkyndelse. Iligemaade paalagdes det ved samme Skrivelse hine Executorer at indstevne de imidlertid afdøde Erkebiskopers og Biskopers Efterfølgere og Arvinger, der ifølge Contracten ligeledes vare pligtige at tilsvare Gjelden, med 120 Dages Frist til at møde for Kammerretten i Avignon, der at høre Procedure og at modtage Dom, hvilken, om de udeblev, vilde overgaa dem in contmnaciam[12].

Med disse Breve, og tillige med Anbefalingsbreve, ogsaa dat. d. 25de Febr. til Mestere, Schepens og Raadet i Tournay, til Borgermestere og Raadmændene i Lübeck, til Biskopen i Lübeck, til Chorsbroderen i Lübeck Henrik Biscop, pavelig Capellan, samt til Greverne Henrik og Claus i Holsten, begav nu Johan Guilaberti sig atter til Norden, efterat han den 31te Marts 1356 havde nedlagt i det pavelige Kammer de vigtigste Brevskaber vedkommende Kongens Gjeld[13]. Til Belønning for hans egne Fortjenester og formodentlig til desto større Skjerpelse af hans Iver havde Paven derhos den 21de Marts 1356 givet ham de Beneficier i den Würzburgske Diøcese, hvorom der ovenfor har været Tale[14].

Det vides ikke, naar Johan Guilaberti kom til Sverige i Aaret 1356; man veed alene, at han var der i Begyndelsen af November[15]. Sandsynligviis er han kommen temmelig seent afsted og har vel ogsaa reist langsomt. Om hans Virksomhed i den første Tid af hans Ankomst veed man ikke andet, end hvad der staaer i Forbindelse med Indkrævningen af Rumaskatten og Fireaarstienden; derimod hører man endnu i et Par Aars Tid ikke stort om Kongens Gjeld, ligesom det er vist, og i det følgende nærmere vil blive omtalt, at der heller ikke blev Tale om nogen Excommunication og Paaleggelse af Interdict førend i 1358. Da man nu ikke kan formode, at en saa dygtig og nidkjær Agent som Johan skulde have forsømt at handle med tilbørlig Raskhed, maa man næsten formode, at der ved denne Lejlighed har fra Kammerets Side, af Consideration for Kongen, og neppe uden efter Tilkjendegivelse af Pavens eget Ønske, været anvendt flere end sedvanlige Formaliteter for at skaffe Kongen saa lang Henstand som muligt. Dette synes allerede at fremgaa deraf, at Kammer-Auditoren, uagtet Dommen lød paa een Maaneds Frist fra Afsigelsesdagen, dog ved hiin senere Skrivelse, længe efter at Fristen var udløben, udsatte den til 4 Maaneder fra Forkyndelsen. Er nu ikke Johan Guilaberti kommen til Sverige før Høsten 1356, og da maaskee ikke har forkyndt Dommen førend i October eller November, udsattes derved Fristen til Februar eller Marts 1357. Derpaa har det vel lykkets Kongen og de Medforbundne at faa en ny Udsettelse, og saaledes har vel Sagen slæbt sig hen indtil i Begyndelsen af 1358, da der formodentlig ej længer var nogen Forevending for at udhale Bannlysningen, og denne saaledes idetmindste for et Syns Skyld maatte forkyndes.

  1. See Celses Bullarium, S. 124, jfr. Lagerbring, III. S. 610, 611.
  2. See Joh. Guilabertis Skrivelse af 25de Jan. 1354 til Biskopen af Linkøping om at udrede Fireaarstienden, Celses Bullarium, S. 25.
  3. Vidnesdocumentet findes i samtidig Afskrift i det svenske Rigsarchiv. Paa Johan Guilabertis Vegne mødte som hans Fuldmegtig den strengnesiske Chorsbroder Byrge Gregoriussøn, der siden blev Erkebiskop i Uppsala. Man erfarer heraf, at Biskop Styrbjørn i Strengnes havde i dyre Domme maattet laane Penge af Hr. Erngisl Jonssøn, Erngist Neskonungssøn Marsk, Karl Neskonungssøn og Magnus Nicolassøn for at tilfredsstille Collectorerne. Blandt Vidnerne var den føromtalte Herlog Danssøn, forhen Kjeldermester hos Biskop Styrbjørn, nu Vaabensven hos Hr. Jon Hafthorssøn.
  4. Qvitteringerne ere daterede for Strengnes 1ste Juni, for Vesteraas 18de Juni, for Skara 8 Novbr., for Linkøping 18de Novbr., for Uppsala og Vegsjø 9de Decbr. Det erfares tillige af disse Qvitteringer, at der i Sverige var slaaet en ny Mynt, der skulde gjelde fra 22de Febr. 1354 af.
  5. Originalbrev i det pavelige Archiv. Man skulde formode, at ogsaa Johannes Guilaberti var tilstede ved disse Forhandlinger, dog finder man ikke hans Navn i Brevet.
  6. Clement. VI. et Innoc. VI. literæ camerales, ann. 1–4 fol. Formodentlig var det vel ogsaa disse Kjøbmænd, til hvilke de af Kongen laante Penge skulde tilbagetales i Brügge, eller og maaskee Handelshuset Malabayla, der ligeledes havde Pavens og Curiens Pengeforretninger. Saaledes har man en Generalqvittering (smst. fol. 177), udstedt den 21de Nov. 1355 (kun 7 Dage forud) af Pave Innocentius til Antonio og Guideto Malabayla, hvori han melder, at efterat han havde givet sin Skatmester Biskop Reginald Ordre til med to andre Mænd at undersøge Malabaylernes Regnskab, blev det befundet, at disse blandt andet i Aarene fra 1348 til 6te Decbr. 1352 havde saavel af Kammerets Folk som af Nuncierne i England, Polen, Danmark og Norge samt andre Egne modtaget Penge og Kostbarheder, der omsatte i Gylden udgjorde 36964 Guldgylden og 10½ Gros i Sølv. Det skulde være ret interessant at vide, hvormeget der af denne Sum kom fra Norge. Det sees ligeledes af Skatmesteren Biskop Reginalds Regnskab for Aaret fra 31te Decbr. 1354–1355, approberet af Paven den 29de Mai 1358, at der i det Aar var indkommet fra Nuncierne i England, Sardinien, Portugal, Polen, Ungarn, Bøhmen, Aragon, Danmark, Sverige og Norge samt Kirkeprovinserne Køln, Toulouse, Auch, Vienne, Tarantaise, Lyon, Bordeaux, Tours, Sens, Rouen, Reins, Skrue, Air, Bourges og Narbonne 36052 Gylden, 9844½ Scudi, 9 Parisergylden, 500 spanske Doblas, 18 franske, 6 Kroner, 6 Angeli, 16 Pavilions, 20 Lions, 91 „Cathedræ“, 22 Aigneaux, 1904 Moutons, 98 Royaux fra Majorca, 9 Maravedis i Guld, 466 Gros de Tours, 124 alt. provençalsk, 7 Pd., 8 Sous, 1 Pen. pavelig Mynt.
  7. Regest. Innoc. VI. Secret. ann. 4 fol. 23. Om den Finansnød, hvoraf Paven leed i denne Tid, og som han saa ynkeligt beskriver i Brevet til Kongen, faar man den bedste Forestilling ved at betragte Udgifterne og Indtægtsposterne i det nysomtalte Regnskab for 1355. Her opføres som Indtægtsposier: a) Census og Visitationes (Prælaters Afgifter ved deres Besøg) omtrent 19150 Guldgylden; b) Servitspenge omtrent 39200 Guldgylden; c) forskjellige Indtægter, hvoriblandt dog ogsaa 14500 laante af fem Cardinaler, omtrent 200000 Guldgylden; d) Cancelliesportler (emolumenta bullæ) omtr. 3650 Guldgylden; e) fra Nuncierne, som ovenanført, 36052 Gylden foruden endeel mindre Pengesummer, der tilsammen med hine mindst maa have udgjort 50000 Gylden; f) Indtægter af Avignons Kirke og Biskopsdømme, foruden Naturalindtægter i Korn, Hø, Viin, o. s. v., omtr. 3200 Gylden; g) af den saakaldte pecunia tricecimæ omtr. 15500 Gylden; h) af decimæ florenorum omtr. 6200 Gylden; i) af Subsidier fra private Personer, 3100 Gylden. Disse Indtægtsposter, hvoraf Hovedsummen i Originalregnskabet opføres i Gylden, men endeel mindre Bisummer ogsaa, hvad vi allerede have seet Exempel paa ved Nunciernes Indbetalinger, i mange andre forskjellige Myntsorter, have vi her paa det nærmeste reduceret til runde Tal i Gylden. Den samlede Indtægtssum løber da saaledes op til 340000 Gylden, medens den i Regnskabet selv opføres til 318229½ Gylden, 18897⅙ Scudi og en Mængde meget smaa Summer i alleslags Myntsorter. Udgiftsposterne ere derimod: a) Til Kjøkkenet omtr. 12730 Gylden; b) til Bageriet m. m. c. 2500 Gylden; c) til Viin c. 6000 Gylden; d) til Stalden c. 1940 Gl. e) til Meublement m. m. c. 820 Gl.; f) til Bygning paa de pavelige Paladser i Avignon og Pont de Sorgue m. m. c. 8000 Gl.; g) til forskjellige Udgifter ved Modtagelsen af Kong Peter af Aragon, (hvoriblandt c. 460 Gylden til en ham af Paven foræret Hat og Belte) tils. c. 23300 Gl.; h) Gager til pavelige Embedsmænd c. 40000 Gl.; i) Almisser c. 10000 Gl.; k) Udgifter ved Bullen 143 Gl.; l) til Gjenvindelsen af de italienske Landskaber c. 192000 Gl.; m) Huusleje til Tjenestemænd c. 800 Gl.; n) Bevogtning af Avignon c. 14000 Gl.; o) contant udbetalt til Paven og af ham anvendt 36000 Gl.; dette tilsammen udgjør efter vor omtrentlige Beregning henimod 340000 Cl.; medens det i Documentet selv endog opføres til over 345416 Gl., saaledes at Aarets Deficit altsaa var henved 28000 Cl. Imidlertid var dog ogsaa Skatmesteren blevet noget skyldig paa det foregaaende Aars Regnskab, saa at denne Sum deri kunde afkvittes, ja at Paven endog fik en Ubetydelighed til Gode, nemlig henved 2600 Gylden, men altsaa dog ikke paa langt nær hvad han havde laant af Cardinalerne, og nu formodentlig ogsaa af Andre, men som ikke kom ind i dette Aars Regnskab.
  8. Regest Innoc. Secr. VI. ann. 4. fol. 23, 24.
  9. Sammesteds.
  10. Archetyp. epist. Innoc. VI. ann. 4 ep. 230. Dette er det originale Concept til Brevet, med Rettelser og Forbedringer.
  11. Regest. Innoc. VI. Secr. ann. 4. fol. 26. Det i Reg. indførte Brev er til Olaf; nedenfor tilføjes der, at ligelydende er udstedte til Biskoperne Nikolas og Sigfrid.
  12. Indtaget i et senere Forkyndelsesdokument for Erkebiskopen af Lund, hvoraf samtidig Afskrift findes i det vaticanske Archiv.
  13. Reg. Innoc. VI. Secr. ann. 4. fol. 23, 25. Den her nævnte Henrik Biscop blev kort efter, som vi ville see, udnævnt til Johan Guilabertis Medhjelper og spillede senere hen selv en ikke ringe Rolle som pavelig Agent. Originalfortegnelsen over de Breve, som Nuncien den 31te Marts 1356 deponerede i det pavelige Kammer, er endnu til i det vaticanske Archiv. Hvert af Brevene er her betegnet ved Anførelse af første og sidste Stavelse i dets næstøverste og dets næstnederste Linje. Heraf seer man da, at de nedl. Breve vare følgende: a) Originalgjeldsbeviset af 19de Marts 1351, der sees ogsaa at have været forsynet med Kongens Segl; det er endnu til; b) En Overeenskomst mellem Kongen og hans Raad, denne Sag angaaende (tabt); c) Ratification m. m. givne af Kongen efter hans Hjemkomst (synes at maatte være Documentet af 12te Juli 1351, men angivet forskjelligt); d) Det store Regnskabsbrev om hvad der var indkommet fra Norge; e, f, g, h, i, k, l) Ratificationsbreve udstedte af Erkebiskop Peter i Lund, Erkebiskop Heming i Uppsala, Biskoperne Sigge i Skara, Egisl i Vesteraas, Heming i Aabo, Sigmund i Strengnes og Thomas i Emma; m) Det nysomtalte store Domsbrev.
  14. Det er nemlig et Canonicat i selve Würzburg og Archidiaconatet i Kintzelsawe i Würzburgs Diøcese, „uagtet at Joh. G. besad et fast Capellani i Carpentras Kirke og havde faaet Provision til et Canonicat i Dorpat med Decanatet, og i Uppsala med Præposituren m. m., hvoraf han dog ej endnu var kommen i legemlig Besiddelse, og som han skulde give Slip paa, naar han kom i saadan Besiddelse af hint Archidiaconat“. Denne Udnævnelse skete „formedelst hans adelige Byrd, og fordi han var det apost. Sædes Nuncius i Danmark, Sverige og Norge“.
  15. Det tidligste af de af ham udstedte Qvitteringsbreve for Rumaskat m. m. i Sverige begynder med 3die November.