Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/40

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kong Magnus tilkjendegav, umiddelbart efter det Thing i Uppsala, paa hvilket hans Søn Erik blev valgt til Thronfølger, at han agtede at drage til Norge for at bringe.de Anliggender i Orden, som endnu kunde trenge dertil, og fuldstændigt at berolige Folket, eller, som han selv udtrykte sig, at „reformere Riget og trøste Indbyggerne“. Han udstedte paa samme Thing en Bekjendtgjørelse herom og foreskrev, hvorledes der skulde forholdes med Regjeringen og den kongelige Dommermyndigheds Udøvelse i hans Fraværelse. Han indsatte nu ej længere nogen Drottsete i sit Sted, men udnævnte derimod en saakaldet almindelig eller General-Embedsmand (officialis generalis), nemlig Raadsherren Hr. Johan Christinessøn. Ham overdroges det at oppeberge alle de kongelige Indtægter, saalænge Kongen var borte, og i Forening med tre andre Medlemmer af Raadet inden hver Lagsaga at paadømme i Kongens Navn alle de Sager, der maatte vorde indankede for Kongens Domstol, dog saaledes, at Sager fra Gotland og Finland kunde afgjøres af General-Embedsmanden med de tre Meddommere i den Lagsaga, hvor han tilfeldigviis opholdt sig, naar de ej vare for vanskelige og indviklede, i hvilket Tilfelde de skulde afgjøres af det hele Raad. Dersom Landet hjemsøgtes med Krig, skulde saavel Riddere og Svene, som Borgere og Bønder, efterkomme General-Embedsmandens og de i ethvert Landskab værende Meddommeres Anordninger til Rigets Forsvar; naar Slotsfogder afgik ved Døden, skulde nye beskikkes af General-Embedsmanden med de tilforordnede Mænd o. s. v. Fremdeles stadfestedes den tidligere Forordning af 30te November 1335 om Landefreden, med flere Tillæg, f. Ex. at General-Embedsmanden skulde kunne ride gjennem Landet med 45 Heste, at Forbudet mod at ride med flere Heste end det i Forordningen bestemte Antal (der nu for ringere Mænd end Svene forhøjedes til tre) alene gjaldt Fredstid, ikke Herferd, i hvilken Riddere og Svene kunde ride med flere Heste; at tolv udvalgte Mænd inden hver Lagsaga skulde efterspore og paadømme alle i den forefaldne Forbrydelser mod Landefreden og denne Anordning, og endelig at hver den Frelses-(skattefrie) Mand eller Kone, som pro forma kjøbte skattepligtigt Jordegods, alene for at besvige Kronen dens lovlige Skat, skulde være at ansee som fuldkommen Tyv og stande til Rette som saadan. Endelig bad Kongen alle Riddere, Svene, Borgere og Bønder at være General-Embedsmanden og hans Tilforordnede lydige og hjelpsomme ligesom Kongen selv, og anmodede paa:det indstendigste Biskoper og Raad, Klerker og Lægmænd, saasandt de elskede Retviished, at melde og kundgjøre Voldsgjerninger, hvor de hørte derom, og understøtte dem, der skulde paadømme dem. Navnlig stilledes den Opfordring til Almuesmændene, hvem Voldsgjerninger overgik, at anmelde saadant uden al Rædsel for Raadet[1].

Efter disse Forberedelser og Kundgjørelser skulde man nu have ventet, at Kongen strax paa Vinterføret var dragen til Norge. Men det skete ikke. Fra den 27de December 1344 til den 5te Januar 1345 finde vi ham endnu i Stockholm[2], den 9de Januar skal han have holdt et Raadsmøde i Telge[3], fra 11te Januar til 20de Februar reiste han om paa Retterthing i Sødermanland og Østergøtland[4], den 20de Februar var han i Smaaland[5], og den 24de i Vardberg, hvor han endog meddeelte Lejdebrev, der skulde gjelde indtil førstkommende 25de Juli, for Sendebud fra Stralsund, hvilket synes at vise, at han idetmindste enten den Tid ventede at komme tilbage til Sverige, om han ellers for Alvor tænkte paa at forlade det for længere Tid[6]. Dette synes ogsaa meget mindre at have været Tilfeldet, som Kongen netop nu atter efter lang Tids Forløb udnævnte en Cantsler for Norge, nemlig sin Klerk og Vice-Cantsler Arne Aslakssøn, der tillige efter den oprindelige Bestemmelse blev Provst for Mariekirken i Oslo. At han ikke udnævntes til virkelig Cantsler tidligere, torde maaskee alene have sin Grund deri, at han var uegte født og havde maattet ansøge Paven om Dispensation fra denne Mangel, førend han kunde ordineres og modtage noget geistligt Beneficium, saaledes ogsaa Provstedømmet ved Mariekirken, uden hvilket han vel heller ikke kunde faa Cantslerverdigheden. Denne Dispensation var ham formodentlig bleven meddeelt saa betimeligt, at Kongen i Løbet af 1344, sandsynligviis under sit Ophold paa Baagahuus om Sommeren, kunde udnævne ham til Cantsler og Provst og overlevere ham Rigsseglet, thi vi finde ham allerede i Besiddelse deraf og udstedende Landsvist-Breve samt andre Skrivelser i Kongens Navn fra Oslo i Begyndelsen af Marts 1345. Sidenefter ansøgte han Paven om Tilladelse til at forene med dette Provsti ogsaa to eller tre andre Beneficier, hvilken Ansøgning Kongen varmt anbefalede, saaledes at den blev ham indvilget i Løbet af Sommeren 1345[7]. Man skulde næsten fristes til at tro, at der i Begyndelsen af 1345 har været holdt et Sammentræde af flere Raadsmedlemmer i Oslo, thi Erkebiskop Paal var der, ligesaa Hr. Haakon Agmundssøn[8], og et temmelig skarpt Brev, som den 9de Marts fra Oslo udstedtes under Kongens Navn og Segl til Borgar Audunssøn, om at opfylde hans forlængst afdøde Broder Hr. Bjarne Audunssøns Testamente til St. Laurentii Kirke i Tunsberg, synes Cantsleren ikke at kunne have ladet udgaa af egen Magtfuldkommenhed, men først efter Overlæg med dertil beskikkede Raadsherrer[9]. Man faar heraf det Indtryk, at det var saa langt fra, at Kongen for det første tænkte paa et langvarigere Ophold i Norge, at han meget mere ordnede Sagerne der, som om han tænkte i længere Tid at være derfra. Eller ogsaa maa man formode, at det vel oprindeligt har været hans Hensigt at begive sig did, men at hiin Anordning om Regjeringens Forvaltning i hans Fraværelse, hvorved Raadet og General-Embedsmanden egentlig fik al kongelig Magt i deres Hænder, har været ham aftrodset mod hans Vilje, og at han, for at den ej skulde komme til Udførelse, har forandret sin oprindelige Plan og besluttet sig til at holde sig inden Sveriges Grændser saa meget som muligt. En Skyndereise gjorde han maaskee til Norge, forsaavidt man kan antage, at han i Midten af Marts Maaned var i Jemteland, men han maatte da i saa Fald have reist utroligt hurtigt, saasom han endnu den 7de og 8de Marts befandt sig paa Langeryd i Smaaland eller Vestergøtland, og allerede den 15de og 16de udstedte Breve fra Berg og Brekke, der da skulde være de jemtelandske Steder af disse Navne. Sammenhængen hermed faar man neppe opklaret, man erfarer kun, at Kongen var personligt tilstede paa Berg og Brekke og lod indsegle med sit Secret, naturligviis fordi hans store Segl var i Cantslerens Hænder i Oslo. Det er ogsaa vanskeligt at indsee, hvad der netop nu skulde have bevæget Kongen til at reise saaledes over Hals og Hoved, Nat og Dag, til Jemteland, thi de to Retterbøder for dette Landskab, som han udgav paa Berg og Brekke, det ene tilladende Bønderne i Hamradal at have sit Vaabensyn om Vintren istedetfor ved Seljemannamesse, og den anden forbydende fremmede Kjøbmænd at have Udsalg udenfor den rette. Markedstid mellem Vinternat og Thingets Slutning, ere ikke af den Betydenhed, at han ikke ligesaa gjerne kunde have udgivet dem andensteds. Det maatte da snarere have været Utaalmodighed over, at Sigurd Fyrd nølede saalænge med at aflegge den nye Sysselmand, Nikolas Djakn, Regnskab for Kronindtægterne af Jemteland; men disse Indtægter var neppe saa betydelige, at Kongen for deres Skyld skulde antages at ville have gjort en saa anstrengende Reise, uden i alle Fald at have lagt Tilbagevejen over Nidaroos og Oslo, hvor der dog ikke findes Spor af hans Nærværelse; idetmindste har man ingen hidtil fundet[10]. Denne Sag maa derfor staa hen som en Gaade, der vel neppe nogensinde vil blive opklaret. Om Kongens Gjøren og Laden hører man forresten intet førend i Midten af April, da han var i Ljodhuus, og, som man maa antage, paa Vejen til Helsingborg, hvor Erkebiskopen i Lund i de første Dage af Mai skulde holde et Provincialconcilium med alle de danske Biskoper, og hvor det er højst rimeligt, at Kong Magnus kunde ønske at være tilstede[11]. Det er ikke usandsynligt, at hans Hoved-Erende der i de Egne har været at bringe enkelte endnu ikke ordnede Anliggender vedkommende Søndre-Halland paa det Rene, thi der tales om en Samling, han i de første Dage af Mai havde i Lagaholm med flere af sine Raadsherrer, hvorved ogsaa Sigvid Ribbing, den forrige Befalingsmand paa Falkenberg Slot og Hersker over Søndre-Halland, synes at have været tilstede[12]. Formodentlig handledes der om Kongens Halvbrødres, Knut Porses Sønners, forestaaende Tiltrædelse til Hertugdømmet, da idetmindste den eldste af dem nu snart maatte være myndig, som det strax nedenfor skal vises. Nogen Sammenkomst med den danske Konge og Kong Magnus kan ikke have været paatænkt, da Kong Valdemar netop paa denne Tid var over i Estland og tilbragte et heelt Aar der, især, som man maa formode, beskjeftiget med at indlede det fornødne i Anledning af Estlands Salg til de tydske Riddere, hvilket det følgende Aar kom istand[13]. Endnu den 19de Juni var Kong Magnus i Helsingborg, hvor han paa den Dag bevilgede sine Svogre, Ludolf og Robert af Namur (formodentlig Brodersønner af Dronning Blanche), der tog Tjeneste hos ham, 200 Mr. br. Sølv aarligt af hans Indtægter af Skanør Marked[14]. Faa Dage efter var han atter i Østergøtland og sad Dom i Skeninge, og reiste derfra til Telge og videre til Stockholm[15]; var længer ud paa Aaret i Smaaland, derpaa atter i Halland[16], og tilbragte Julen sandsynligviis i Ljodhuus[17], hvor han endnu opholdt sig omkring den 1ste Februar 1346, idet han her, som vi ville see, holdt et Raadsmøde, og paa hiin Dag ligeledes anviste sin Dronning en aarlig Indtægt af Skanørs Marked og befalede sin Foged fortrinsviis at udbetale hende denne Sum, førend han udredede Penge til nogen anden[18]. Saaledes var det saa langt fra, at Kongen i dette Aar tog noget længere Ophold i Norge, at det endog er tvivlsomt, hvorvidt han betraadte norsk Grund. Det er muligt, at han har gjort hiin besynderlige Skyndereise til Jemteland) og det er heller ikke usandsynligt, at han har opholdt sig nogle faa Dage om Sommeren paa Baagahuus; men det er det Hele. Den af ham saa bestemt foregivne Hensigt at besøge Norge for at „reformere Riget og trøste Indbyggerne“, kom ej i 1345 til Udførelse. Men imidlertid synes Regjeringsforretningerne der nu at have været i bedre Gang, siden Cantsleren var udnævnt og Expeditioner kunde skee uden Kongens Nærværelse. Man skulde have ventet, at ogsaa en Drottsete var bleven indsat, men dertil findes ikke fjerneste Antydning. En Afdeling af Raadsherrerne maa formodentlig i Forening med Cantsleren have ført et Slags Regjering fra Oslo eller Baagahuus, og usandsynligt er det ej, at Forsædet i denne har været betroet Hr. Ivar Agmundssøn, der sidst havde været Drottsete, og hvis Stilling betragtedes som saameget overordnet de øvrige Raadsherrers, at vi endog ej længe efter finde ham nævnt foran Cantsleren[19], i der dog ifølge Anordningen af 1300 skulde have Barons Rang, og som selv altid nævnes forud for alle andre Riddere.

At Kong Magnus paa denne Maade ogsaa i Norge overdrog sin kongelige Rettighed til andre, skete neppe saa ganske med hans gode Vilje, og især har det vel faldet ham tungt at give Slip paa Storseglet, hvilket vi altid have seet ham med en vis ængstelig Skinsyge at bevare og højst nødigt at ville give fra sig. Man maa derfor slutte, at han heri alene har givet efter for alvorlige Forestillinger af Rigets Store, eller dem af disse, til hvis Raad han især plejede at lytte, og for Trykket af det almindelige Folke-Ønske, hvis Skuffelse ellers kunde have ledet til nye Uroligheder. Der findes ogsaa Spor til, at han idetmindste een Gang kort efter tilbagekaldte Foranstaltningen, men dog maatte bekvemme sig til atter at lade den trede i Kraft. Hans Stilling kunde saaledes i intet af Rigerne være ret behagelig, og man kan let forstaa, at han maaskee endog med Længsel har imødeseet, at den sidste Fredsslutning med Rusland, der formodentlig, som de forrige, kun var indgaaet paa ti Aar[20], skulde løbe ud, for at han kunde faa Anledning til at gjøre et Krigstog imod dem og saaledes baade skaffe Stormændene i begge Riger andet at tænke paa, end at raadslaa om yderligere Indskrænkninger af Kongemagten, og tillige faa Lejlighed til selv at vinde Anseelse og maaskee Krigsbytte og Udvidelse af sit Herredømme, medens han tillige derved steeg i Kirkens Gunst og kunde fremdeles gjøre Regning paa dens Hjelp, idet nemlig disse Krige mod Rusland endnu altid betragtedes som hellige Krige, til de troende Christnes Forsvar, og den sande Religions Udbredelse. Der forberededes i denne Tid just et almindeligt Korstog, idetmindste gjordes der fra Curien Anstalter til at indsamle Penge til et saadant, hvad enten nu det; virkelig var Alvor dermed, eller det skete alene for at skaffe Penge i det pavelige Skatkammer. I September 1343 udgik der Skrivelser fra Pave Clemens den 6te til alle Erkebiskoper og andre kirkelige Styrere inden den katholske Kirkes Omraade, hvori der yttredes, at da Tyrkerne nu i flere Aar jevnligt havde gjort Indfald til Søs i Romanien samt flere andre nærliggende Lande, navnlig i Negropont, havde han besluttet at sende en Flaade did paa et treaarigt Tog, der tillige skulde understøttes af Kong Hugo af Cypern, Johanniter-Ridderne, Venetianerne og flere, der ved Allehelgenstid skulde samle sig ved Negropont, i hvilken Anledning Erkebiskoperne opfordredes til overalt i deres Omraade at prædike Korset og opfordre troende Christne til at deeltage i dette Tog eller bidrage dertil som til et Korstog, tilsigende de sedvanlige Korstogs-Indulgenser for alle dem, der i disse tre Aar enten selv tog Korset og forblev et Aar i Krigen, eller sendte Andre for sig, eller ydede Penge; til den Ende skulde der, som sedvanligt, ved alle Kirker settes Blokke for deri at modtage de frivillige Bidrag[21] I Forbindelse hermed udskrev Paven under 1ste December samme Aar en ny treaarig Tiende af alle geistlige Indtægter undtagen af Johanniter-Riddernes, der skulde ydes aarligt i to Terminer, ved Allehelgenstid og Paasketid, og inddrives under Banns Tvang; de indkomne Penge skulde indtil Videre opbevares i Kathedralkirkerne eller paa et andet sikkert Sted paa Biskopernes og Capitlernes Bekostning[22]. Da denne Skrivelse kom til Norge, hvilket maa have været om Vaaren 1344, lod Biskoperne den strax højtideligt offentliggjøre. Men Paalægget maa formodentlig have mødt saadan Uvillje og Modstand fra den ringere Geistlighed, at Biskoperne ikke for det første kunde udrette noget og nærmere maatte overveje Sagen paa Provincial-Concilium, der maaskee fornemmelig i den Anledning holdtes i September 1344 i Bergen, og hvor Erkebiskopen selv, Biskop Thorstein af Bergen og Biskop Guthorm af Stavanger var personligt tilstede, og desforuden tre Chorsbrødre fra Nidaroos, to fra Bergen, en fra Oslo, en fra Hamar og en fra Stavanger, deels som Deputerede fra vedkommende Capitler, deels som Fuldmegtige for de fraværende Biskoper[23]. Ogsaa Biskop Orm af Hole synes at have haft til Hensigt at indfinde sig ved Mødet, thi han afsejlede fra Island i Følge med Sira Einar Havlidessøn og den føromtalte Sira Runulf, der formodentlig skulde være tilstede som Biskop Jons Fuldmegtig[24], men der maa være kommet noget i Vejen, som hindrede deres Nærværelse, skjønt det er vanskeligt at sige, hvad det kunde være, siden den throndhjemske Chorsbroder Aslak, der nu vendte tilbage fra sin Visitatsreise paa Island og ligeledes var i Følge med dem, kom tidsnok til at kunne overvære Mødet[25]. Beslutningen, som man fattede med Hensyn til Treaarstienden, lød saaledes, „at da man efter det nøjeste Overlæg om, hvorledes det pavelige Mandat bedst kunde udføres, var kommen til den Overbeviisning, at det idetmindste med Hensyn til enkelte af Kirkeprovinsens Dele slet ikke i sin Heelhed kunde iagttages, var man bleven enig om for det første at stille Sagen i Bero, men at raadspørge det apostoliske Sæde selv angaaende de umulige og andre tvivlsomme Punkter; og til at bestride Omkostningerne ved denne Beskikning skulde Nidaroos Erkebiskop bidrage sex Pd. Sterling, Biskop Salomon i Oslo ligesaa meget, Biskop Hallvard i Hamar tre, og alle de øvrige Biskoper i Provinsen fire Pd. Sterling, Grønlands og Færøernes Biskoper undtagne, hvilke altsaa formodentlig skulde gaa fri formedelst deres Indtægters Ubetydelighed; hver Abbed og hver Abbedisse, og hvert Capitel skulde udrede Pund Sterling“. Man seer heraf, hvor ringe Hamars Biskopsstol regnedes i Sammenligning med de andre. Der maa saaledes være blevet sendt en eller flere betroede Mænd ned til Avignon paa hele den norske Geistligheds Vegne forat forhandle om denne Sag med Curien og erhverve den fornødne Besked. Hvo denne eller disse Sendebud var, erfares ikke, men man skulde næsten antage, at hiin anseede islandske Prest, Sira Einar Havlidessøn, var een af dem, eller idetmindste i Følge med dem, thi det berettes om ham, at han om Vinteren drog til Curien og blev i Avignon ni Dage, hvorfra han efter at have opholdt sig nogen Tid i Paris reiste tilbage til Norge og kom saa betimeligt, at han allerede i det følgende Aar (1346) kunde drage ud igjen til Island[26]. Heller ikke erfares der, hvorvidt den norske Geistligheds Forestillinger udvirkede nogen Lettelse. Meget mere bleve Byrderne forøgede, thi ved Skrivelse af 12te December 1345 til alle Erkebiskoper, navnlig ogsaa til Nordens, blev Tiden af tre Aar, i hvilken Tienden skulde svares og Korset prædikes, endnu udvidet til to Aar mere, og det som om aldeles ingen Forestillinger havde været gjorte. Vi ville desuden ogsaa idet Følgende see, hvorledes den der blev inddreven med Strenghed og indbragte et temmelig betydeligt Beløb[27].

  1. ↑ Om disse Foranstaltninger findes der tvende Breve, begge daterede Uppsala den 6te December 1344, Dipl. Sv. 3863 og 3864. Det første er et Brev paa Latin til Indbyggerne i Uppsala og Vesteraas Biskopsdømme, at han havde overdraget sin Domsret til Erkebiskop Heming saavelsom Ridderne Nikolas Arnbjørnssøn, Israel Byrgessøn, Upplands Lagmand, og General-Embedsmanden Johan Christinessøn, samt hvorledes der med Paadømmelsen af Sagerne, Fogders Nærværelse o. s. v. skal forholdes. Det andet, paa Svensk, er den almindelige Forordning, der forstørstedelen gjentager hiin eldre af 1335 om Storflokker m. m., handler om General-Embedsmandens Hverv at modtage de kgl. Indtægter, og at sidde Dom med tre Raadsherrer for hver Lagsaga, samt om en Tolvmandsnevnd for hver Lagsaga m. m. Hiint første Brev er aabenbart kun en nærmere Anvendelse paa de angivne Diøceser af den almindelige Bestemmelse om General-Embedsmandens og de tre Raadsherrers Dommerhverv, og man kan derfor ej tvivle paa, at lignende eller forresten eenslydende Breve ogsaa ere udgangne til de andre Landskaber, kun nævnende for hvert enkelt tre andre Raadsherrer (formodentlig Biskopen og to verdslige) ved Siden af General-Embedsmanden.
  2. ↑ Dipl. Sv. 3872, 3378, 3880, Dipl. N. V. 175.
  3. ↑ Forordning i Hadorphs Udg. af Bjarkøretten, S. 19. Her nævnes rigtignok kun „Søndag efter Knutsmesse“, uden at der tilføjes, om det er Knut Hertugs eller Knut Konges; og da vi nu see af Dipl. Sv. 3966, at Magnus ved Knut Konges Messe (10de Juli) var i Telge, er det vel muligt, at Forordningen er at henføre til det samme Ophold, altsaa 17de Juli.
  4. ↑ Kongen sad 11te og 13de Januar Retterthing i Strengnes, Dipl. Sv. 3885, 3887, 16de Januar i Gaasunge, 3889, 20de i Nykøping, 3891, 3892, 9de Februar i Skeninge, 3896.
  5. ↑ Brev, dateret Hvetlanda 20de Februar. Dipl. Sv. 3900.
  6. ↑ Dipl. Sv. 3904.
  7. ↑ Arne Aslakssøn nævnes som Kongens Klerk, der beseglede hans Breve, og fulgte ham i Sverige fra 18de Januar 1342 til 13de Januar 1344, Dipl. N. I. 277, III. 220, V. 165, Norg. gl. L. III. S. 162, 163. Som Cantsler nævnes han allerførst den 6te Marts 1345, i Oslo, Dipl. N. II. 269. Han maa altsaa være udnævnt i Mellemtiden. Men da vi see af Kongens Brev til Sigurd Fyrd i Jemteland, dateret Ørebro den 11te November 1344 (Dipl. N. V. 174), at Kongen alene bruger sit Secret, ligesom senere den 5te Januar 1345 (sst. 175), kan man vel slutte, at han allerede da havde givet Storseglet fra sig, eller at altsaa Arnes Udnævnelse til Cantsler ligger mellem 13de Januar og 11te November 1344. Den Tid, da man rimeligst kan gjette paa, at Udnævnelsen skete, synes derfor at blive Juli Maaned, da Kongen opholdt sig paa Baagahuus og modtog Bøndernes Vedtagelse af Kong Haakons Designation til Konge, thi dette forudsetter, at endeel af Raadet og andre anseede Mænd vare nærværende, og kun ved et saadant Møde kan Udnævnelsen tænkes foregaaet. Pavens yderligere Dispensationsbrev for Arne, hvorved det tillades ham at modtage flere Beneficier, er dateret fra Villeneuve ved Avignon den 11te Juni 1345 (Regest. Clem. VII. commun. an. IV. l. 2. fol. 258, ep. 367). Det heder her, at Arne havde berørt i fin Ansøgning, hvorledes han allerede før (olim) havde søgt om og faaet Dispensation for Mangelen ved fin Fødsel og derpaa var udnævnt til Provst ved Mariekirken; denne Udnævnelse var altsaa skeet nogen Tid førend han skrev sin nye Ansøgning til Paven, og naar denne Ansøgning indvilgedes 11te Juni 1345, var den vist skrevet mindst et halvt Aar forud, altsaa i 1344. Blandt de Beneficier, som Arne ifølge Pavens Tilladelse forenede med Cantsler-Verdigheden, kan man med Vished nævne tre Canonicater, et ved Hamars, et ved Oslos og et ved Stavangers Domkirke, som det nedenfor vil sees.
  8. ↑ See Brev af 3die Januar 1345, (Dipl. Norv. II. 267), hvorved Hr. Haakon Agmundssøn solgte til Erkebiskop Paal noget Gods efter fin afdøde Svigergersøn Jon Hemingssøn; ligeledes Erkebiskop Paals aabne Brev, dateret Oslo 25de Januar 1345 (Dipl. N. I. 292), hvori han undersøgte en Klage af Hr. Jon Saltkarls Datter Gyrid over to Geistlige ved Domkirken, der forholdt hende noget Jordegods paa Follo. Den Omstændighed, at Erkebiskopen, ikke Biskop Salomon, her optræder som Dommer, synes at betegne hiin som Medlem af en Regjerings- og Doms-Commission.
  9. ↑ Brevet til Borgar Audunssøn er dateret 9de Marts 1345 (Dipl. N. IV. 285). Tre Dage forud udstedte Cantsleren et Landsvistbrev i Kongens Navn (Dipl. N. II. 262); at Kongen da ikke var i Oslo, men at Cantsleren kun paa sedvanlig Viis brugte Kongens Navn og Rigsseglet, sees noksom deraf, at Kongen selv den 7de og 8de Marts var paa Langeryd i Sverige og afsagde Domme, Dipl. Sv. 3913, 3915.
  10. ↑ Om Vanskelighederne med Hensyn til denne Kongens Reise til Jemteland i Marts 1345 er der allerede ovenfor talt, S. 379, 380. Forordningernes Indhold alene vedkommende Jemteland, deres Datering fra Tiden, da Jemtemotet eller Landsthinget holdtes, og Navnene Berg og Brekke synes vistnok at tale for, at Kongen virkelig var personligt tilstede paa Thinget, men paa den anden Side synes det hartad utroligt, at han skulde kunne have reist did fra et Sted i Smaaland eller Vestergøtland, og da efter al Sandsynlighed over Dalarne, i syv Dage. Men maaskee det lod sig gjøre paa Vinterføret, medens Isene endnu vare tillagte. Med Bestemthed kan man vistnok heller ikke benegte, at Kongen har lagt Tilbagevejen om Throndhjem, fordi man intet hører til ham, siden han den 16de Marts var paa Brekke, førend han den 17de April sees at være i Ljodhuus; og da Erkebiskop Paal allerede den 2den April var tilbage i Nidaroos (Dipl. N. IV. 290), kan det vel være muligt, at han har skyndet sig hjem for at kunne modtage Kongen, hvis denne lagde Vejen om Byen.
  11. ↑ Kongens Nærværelse i Ljodhuus 17de April sees af Dipl. Sv. 3935. Provincialconciliet i Lund, see Dipl. Sv. 3946, og Suhm XIII. S. 134, 795 fgg.
  12. ↑ See Sigvid Tranas Morgengavebrev, dateret Baagahuus 9de Mai, hvor han udtrykkeligt omtaler Kong Magnus’s og flere Raadsherrers Nærværelse ved den egentlige Bortskjenkning i Lagaholm, Dipl. Sv. 3948; en nyere svensk Oversettelse, hvori Lagaholm ej udtrykkeligt nævnes, findes hos Suhm, XIII. S. 805.
  13. ↑ Der gives ogsaa Breve af Valdemar, daterede fra Reval 7de Januar 1345 (D. Sv. 3884), men her maa 1346 være meent, see Suhm XIII. S. 123. Formodentlig er Dateringen her regnet efter Incarnationen.
  14. ↑ Dipl. N. V. 181. D. Sv. 3061.
  15. ↑ Dom fra Skeninge 3die Juli, D. Sv. 3964, Brev fra Telge 10de Juli, 3966, fra Stockholm 29de Juli, 3974, 3975.
  16. ↑ Brev fra Kalmar 29de August, fra Vegsjø 28de September, D. Sv. 3991, 3999.
  17. ↑ Brev fra Ljodhuus 30te Decbr. 1345, D. Sv. 4028.
  18. ↑ Dipl. Sv. 4030.
  19. ↑ Nemlig i den ovenomtalte Dom, vedkommende Hafthorssønnernes Ret til Borgesyssel, af 12te Januar 1347, Dipl. N. I. 303. I det store Frihedsbrev for Mariekirkens Geistlige af 22de Juni 1300 (Dipl. Norv. I. 92), staar der udtrykkeligt, at Provsten skulde have Lendermands Ret. Altsaa maa Hr. Ivar Agmundssøn, naar han nævnes foran Cantsleren, idetmindste for Øjeblikket have haft Rang over ham, og dette kan neppe forklares paa anden Maade, end at han tillige har været etslags kongelig Statholder. Af denne Grund er det maaskee og, at han stundom har ladet Skidusyssel bestyre ved formelige Ombudsmænd eller Vice-Sysselmænd, ikke ved Lensmænd, see ovenfor S. 435.
  20. ↑ Vi maa nemlig her berigtige en Fejl, der ovenfor, S. 233 og 246, er indløben med Hensyn til Angivelsen af Aarstallet for Fredsslutningen med Rusland i det byzantinske Aar 6847, idet den nemlig er henført til 1339, istedetfor til 1338. Det er forhen (S. 212 Note 1) viist, hvorledes Omsætningen af Aarstal efter den byzantinske Æra til Tidsregningen efter Christi Fødsel skal skee, nemlig saaledes, at Christi Fødselsaar antages at falde i det byzantinske Aar 5509, der begyndte med 1ste September næst forud og sluttede med 31te August Aar 1. Altsaa begynder byz. Aar 6845 med 1ste Septbr. 1336, 6846 med 1ste Septbr. 1337, 6847 med 1ste Septbr. 1338, og 6848 med 1ste Septbr. 1339. Da nu Fredsslutningen, i de russiske Annaler, henføres til Begyndelsen af 6847 og Dateringen, Mandag før Jomf. Mariæ Fødsel, altsaa i September, bliver Aarstallet her saaledes 1338, ikke 1339, og Dagen den 7de September. Dette passer ogsaa maaskee endnu bedre med hvad man veed om Kongens Opholdssteder, end 1339, thi det sees af Beretningen om de misfornøjede Høvdingers Sammentræde i Tunsberg sidst i August og først i Sept. 1338, og Bjarne Erlingssøn samt Gunnar Hviits Sendelse til ham, at han netop paa den Tid opholdt sig paa Baagahuus, eller Lindholmen (maaskee og i Ljodhuus), førend han tiltraadte Tilbagereisen til det østlige Sverige (s. o. S. 224), og enten Lindholmen eller Ljodhuus maa være meent med de russiske Annalers Ludovli som Stedet, hvor Freden sluttedes. Grunden til Fejltagelsen var den, at 1339 anførtes som Aaret i de tidligere Afhandlinger i dette Emne, see Kgl. Vitterhets Historie og Antiq. Acad. Handl. 20de D. S. 188.
  21. ↑ Denne Skrivelse, dateret Villeneuve 30te Sept. 1343, er oftere trykt, navnlig i Dipl. Sv. 3734, jvfr. 1569, og i Theiners Hungaria sacra I. S. 660.
  22. ↑ Bullen er trykt i Theiners Hung. sac. I. S. 658.
  23. ↑ Concilbeslutning af 15de Septbr. 1345, Dipl. N. IV. 293. De tilstedeværende Chorsbrødre vare Aslak, Arnfinn og Clemens fra Throndhjem, Arne, Chorsbroder baade i Oslo og Hamar, Gyrd, Chorsbr. i Oslo, Halldor (Jonssøn) og Gisbrikt, Chorsbrødre i Bergen, og Sighvat, Chorsbroder i Stavanger. Det er ikke usandsynligt, at hiin Arne, Chorsbroder i Oslo og Hamar, var netop Cantsleren, der her ikke optraadte i denne Egenskab, især siden vi ogsaa senere finde „Hr. Arne Chorsbroder i Hamar og Oslo“ omtalt som en af Medbeseglerne ved Kong Magnus’s og Dronning Blanches Testament af 15de Juli 1347 og nævnt umiddelbart efter Biskoperne, men førend alle Ridderne, hvilket viser, at han maa have haft Barons Rang, følgelig været Provst ved Mariekirken.
  24. ↑ De isl. Annaler, ved 1345, Udg. S. 266. Der siges udtrykkeligt, at Sira Einar og Sira Runulf reiste med paa Biskop Jons Bekostning, hvilket skulde synes at antyde, at de vare hans Fuldmegtige, navnlig Runulf, der tidligere havde været i Norge i denne Egenskab, s. o. S. 306.
  25. ↑ Annalerne (l. c.) udtrykke sig nemlig, som om Biskopen, de to nysnævnte Prester, Sira Aslak Chorsbroder, og dertil Hirdstjoren, Hr. Grim Thorsteinssøn, reiste over paa samme Skib. Hvis dette ikke forholdt sig saaledes, og Aslak var reist paa et andet Skib end Biskopen, kunde man nok tænke sig, at han havde haft en hurtigere Overfart, eller maaskee endog bar afsejlet tidligere, end Biskopen, og at denne er kommen for seent afsted, eller for sildigt til Norge.
  26. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 270.
  27. ↑ Clement. VI. Regest Commun. An. IV. l. 3. fol. 142.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/40&oldid=79480»