Det norske Folks Historie/7/41

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Hvad der holdt Kongen saa længe tilbage i Sverige, var formodentlig deels de Vanskeligheder, han stødte paa ved Revisionen af Kronindtægterne og Ordningen af Frelsemændenes Skattebyrder, deels og Forhandlinger angaaende den af ham paatænkte Fælleslov for Sverige, hvorom mere i det følgende. Han maa dog i Førstningen have haft et Haab om, at alle disse. Sager vilde kunne lade sig nogenledes ordne, thi vi see, at han i Begyndelsen af 1346 virkelig vovede at forkynde for den svenske Almue, at den herefter ikke skulde blive saa haardt betynget som før. Han holdt nemlig i Ljodhuus, i Begyndelsen af Februar[1], et nyt Møde med de ypperste af sine Raadsherrer og fik her, som han siger, disse til eenstemmigt at godkjende visse Tilsagn og Bestemmelser, som han siden lod udgaa under sit Navn. Han lovede nemlig højtideligt for Eftertiden ikke at ville betynge sine Undersaatter ud over sine lovlige Rettigheder, undtagen det skulde hende, at ydre eller indre Fjender, Russer og Hedninger, paaførte Riget Krig, eller han bortgiftede noget af sine Børn, eller reiste om paa Retterthing, eller i noget andet Undersaatternes Vee og Vel berørende Erende, hvorved han dog skulde gjøre sit Bedste for at falde dem saa lidet til Byrde som muligt, og Landskabets Biskop skulde med sex Riddersmænd og sex Bønder bestemme de nødvendige Bidrags Størrelse. Derhos bestemtes det, at de, som formedelst Armod paa Grund af tidligere Skattebyrder havde forladt sin Arvegaard og Grund, men nu ønskede at bosette sig der igjen, skulde, saafremt dette skete inden et Aars Forløb, i hele sex Aar ikke ulejliges med andre Udredsler, end hvad der behøvedes til Kongens personlige Udgifter og den fra gammel Tid vedtagne Transport, kaldet Huusførsel; alt dette lovede han skulde samvittighedsfuldt iagttages af ham og hans Efterfølgere, med Tilsidesettelse af alle slette og skadelige Skikke. At han til denne Lettelse, som han saaledes søgte at skaffe Almuen, fornemmelig tænkte paa den tilsvarende Tilvext af Indtægter, han kunde faa ved den bedre Ordning af Frelsevæsenet og Indskrænkning af det skattefri Gods, som det laa i hans Plan at iverksette, er umiskjendeligt, men derfor kan det heller ikke ganske have været med deres gode Vilje, at Raadsherrerne samtykkede deri, og dette bliver end sandsynligere, naar vi see, at Kong Magnus strax efter reiste til Norge, og først efter nogle Ugers Ophold her bekjendtgjorde hine Ljodhuus-Beslutninger fra Akershuus, den 7de og 9de April[2], med en Indledning, der udtalte den inderligste Medynk med Almuens Lidelser, og om ikke i udtrykkelige Ord, saa dog i kjendelige Hentydninger veltede Skylden derfor fra ham og paa dem, der i hans Mindreaarighed og senere havde haft Magten. „Det er en Konges Pligt“, siger han her, „at tænke paa sine Undersaatters bedst mulige Fremgang, saaat de baade kunne have Fred og nyde sit eget uhindret; vi have derfor Medlidenhed med Eder over de Lidelser og Byrder, I have undergaaet; vi kunne ikke tilbagekalde dem i Erindringen uden Hjertets Bitterhed, og vi bede for Guds og vor indstændige Bøns Skyld, at det maa vorde os tilgivet; Gud den almegtige veed, at vi hverken af Ærgjerrighed eller af Forfængelighed, men alene ved de store Vanskeligheder, vi lige siden vor Tronbestigelse have haft, ere blevne nødsagede til sligt. Giv det blot var Eder givet at kjende og forstaa tilgavns alle vore haarde Plager, hvormed vi uundgaaeligt have været hjemsøgte: dette og andet give vi Gud, der styrer Alt, og hans herlige Moder i Vold, ydmygt anraabende deres Barmhjertighed, at vi kunne styre til deres Ære og Eders Vel“. Kongen ankom til Oslo, hvor han først synes at have begivet sig hen, formodentlig sidst i Februar eller først i Marts[3]. Kanskee det var hans Hensigt, nu endelig at forblive i Norge en længere Tid, som han før havde haft i Sinde, og General-Embedsmanden Johan Christinessøn sees virkelig i hans Fraværelse at have udøvet sit nye Embede[4]. Men om Kongen end nok saa meget havde haft et saadant Forsæt, maatte dog de nærværende Forhold nu gjøre dets Udførelse umulig[5], og selv i de faa Maaneder, han blev i eller ved Norge, var han ogsaa en Stund nede i Ljodhuus, ja maaskee endog i Halland og Skaane, som det nedenfor vil sees. Hvad han især drev paa i Norge, var rimeligviis de allerede paabegyndte Undersøgelser om hans Indtægter, thi han sendte nu ogsaa en Ombudsmand til Island i dette Øjemed. Denne Mand var den forhenværende Gulathings-Lagmand Holte Thorgrimssøn, der tillige udnævntes til Hirdstjore over hele Landet, medens den forrige Hirdstjore, Hr. Grim Thorsteinssøn, der i 1345 var kommen over til Norge, nu vendte tilbage som Lagmand over Nordlandet. Denne Sendelse af Holte Thorgrimssøn tør have været besluttet af Kongen efter Overlæg med Biskop Orm af Hole, der var hos ham i Oslo og her den 10de Marts 1346 fik et meget omfattende Varnadebrev af ham, i hvilket Kongen endog indrømmede Biskopen Sagøre af alle Forbrydelser ringere end Ubødemaal. Dette viser, at Orm maa have været vel anskreven hos Kong Magnus. Merkeligt nok er det, at Holte Thorgrimssøn ved denne Lejlighed kaldes slet og ret Holte Bonde og heller ikke senere omtales som Ridder, det han dog synes at maatte have været, naar han kunde blive udnævnt til Hirdstjore. Til Lagmand paa Sønderlandet udnævnte Kongen Jon Thorsteinssøn, maaskee den samme, der tidligere havde været Lagmand i Ryfylke (s. o. S. 431). Af de egentlige Regjeringssysler lader det ikke til, at Kongen tog sig saa synderligt, men overlod dem fremdeles til Cantsleren og de øvrige, der maaskee vare ham tilforordnede, thi vi see, at Cantsleren idetmindste bekræftede Domme og udstedte Landsvistbreve i Kongens Navn, uagtet denne enten var ganske nær ved Haanden eller idetmindste ikke langt borte[6]. Kongen havde nok i Førstningen Hovedet fuldt af sine svenske Anliggender, ja han synes endog at have været mere end sedvanligt nedtrykt af dem, maaskee i Følelsen af, at han allerede ved den sidste Kundgjørelse paa en vis Maade havde kastet den første Feidehandske til Stormændene. Han tænkte ogsaa, som man seer, allerede nu paa Fornyelsen af Krigen med Rusland, der ikke var synderlig populær i Sverige. Maaskee har Kongen tillige følt sig syg eller haft Grund til at frygte for sin nær forestaaende Død. Thi ej længe efter, imod April Maaneds Ende, vendte han atter paa nogle faa Dage tilbage til Ljodhuus for her atter at samles med flere af sine Raadgivere og i Forening med sin Dronning at gjøre sit Testament d. 1ste Mai. Paa Vejen derhen, under sin Reise gjennem Borgesyssel, udøvede han den eneste Regjeringshandling, der under hele dette hans Ophold i Norge vides at være udgaaet fra ham i hans eget Navn, idet han nemlig baade fra Valdensholm og det ej langt derfra liggende Haaleysa (i Oos)[7] gav en Forordning fra Oslo, i hvilken han bekræftede Stadens eldre Privilegier og derhos deels nærmere bestemte enkelte af dem, deels ogsaa fastsatte nye Bestemmelser, sigtende til at værne om Stadens Handel, saaledes fornemmelig at ingen Gester eller Fremmede maatte selge sine Varer i Smaat eller drive Landprang eller Forprang; at ingen udenlandske eller indenlandske Mænd maatte faa Borgerskab i Oslo uden med Raadsmændenes og Gjaldkerens Samtykke, at alle Indbyggere i Oslo skulde være under een Ret, hvad Mand han saa ellers var, med flere andre mindre Bestemmelser, alt under Brevebrudsstraf for hver den, som brød nogen af dem. Men denne Forordning, der siges at være indseglet i Kongens egen Nærværelse, havde sikkert, ligesom de øvrige med samme Tillæg fra denne Tid, ikke andet Indsegl end hans Secret, medens Storseglet fremdeles blev hos Cantsleren, thi denne nævnes ikke i hele Brevet, og det kunde næsten endog synes, som om Bestemmelsen, at alle i Oslo skulde være under een Ret, maatte være den fornemme Cantsler, som endnu havde beholdt Lendermands Rang, mindre behagelig. Testamentet, som Kongen og Dronningen gjorde i Ljodhuus, og som besegledes til Vitterlighed af Erkebiskop Heming, tre andre Biskoper, 14 verdslige Raadsherrer, som altsaa maa have været tilstede[8], indeholder intet særdeles merkeligt, uden disse to Puncter, først at al den Gjeld skulde betales, som de havde paadraget sig til Sveriges og Skaanes Gavn og Vern, dernæst, at da Kongen var forbunden til at gjøre et Tog mod Guds Uvenner, skulde hans Testament-Fuldbyrdere, om han døde, sende hundrede veludrustede Mænd paa hans Efterladenskabs Bekostning i dette Erende, hvor de bekvemmeligst kunne komme mod Guds Fjender. Heraf maa man vel slutte, at han paa Pavens Opfordring havde taget Korset. Formodentlig var det dog nok hans Hensigt, hvis han selv kom til at opfylde dette Løfte, da kun at gjøre det ved et nyt Tog til Rusland, og dette bestyrkes deraf, at han, til at bestride alle Udgifterne baade herved og ved de øvrige Udtellinger, anviiste samtlige Indtægter af Finland, „Skatter, Ruugkjerven, Falkelejet“ o. s. v. Men det ligger i Sagens Natur, at Testamentet intet nærmere herom kunde indeholde. Kongen tænkte forresten virkelig ogsaa paa at foretage eller lade foretage en Pilegrimsreise til selve den hellige Grav med hundrede Mand, saaledes som det kan sees af de Ansøgninger, han i det følgende Aar sendte til Paven, hvorom nedenfor. Fra Ljodhuus reiste Kongen atter nordover[9] og var i Tunsberg den 22de Juni[10], men hvad han der udrettede, og hvad der var hans Hensigt med Fremog Tilbage-Reisen, nævnes ingensteds. En Maaned derefter var han atter i Stockholm og reiste i hele August Maaned omkring fornemmelig paa Retterthing i Sødermannland, Nerike og Østergøtland[11], indtil han mod Slutningen af August paany drog sydefter[12], saa at han midt i Maaneden befandt sig i Lagaholm i Halland[13]. Da havde han atter belavet sig paa en længere Fraværelse fra det østlige Sverige. Han lod nemlig den 26de August, formodentlig medens han endnu befandt sig i Vestergøtland, en Kundgjørelse udgaa om, at da flere, hvis Sager under hans sidste Borteværen vare blevne paadømte paa den af ham foreskrevne Maade, havde skudt sig fra Dommen og appelleret til ham, „som dog for Rigerne Sveriges og Norges Skyld ikke altid kunde være tilstede“, havde han nu indrettet en saakaldet Kongsnevnd af tolv Dommere i hver Lagsaga, deri hans Navn skulde dømme. Denne sidste Reise foranledigedes udentvivl af de hallandsk-danske Forhold, og det er at formode, at han ogsaa i Mai Maaned, efterat han havde gjort sit Testamente, eller i Juni, efterat han var kommen tilbage fra Tunsberg, havde været nede i Halland, maaskee endog i Skaane, forat megle mellem Kong Valdemar og Holsterne, og at overhoved Magnus’s hyppige Reiser frem og tilbage i denne Tid torde for en Deel staa i Forbindelse med Kong Valdemars Bevægelser og Foretagender. Denne driftige Fyrste var nemlig fremdeles utrætteligt beskjeftiget med at faa frigjort de enkelte Dele af Riget fra de Pantsettelser, der hvilede paa dem, og at faa de fremmede Herrer ud af Landet. I 1345 havde hans Mænd indtaget Nestved og Padeborg, siden drog hans Drottsete, Nikolaus Lembeke, over til Laaland og angreb de Slotte, som Holsterne der havde inde, saa at Grev Johan selv maatte komme dem til Undsetning med en megtig Hær[14]. Dette skete, medens Kong Valdemar selv var over i Estland, hvor han tilbragte flere Maaneder, lige fra Sommeren 1345 til Vaaren 1346, for at ordne sine forviklede Forhold til den tydske Orden og især for at tilendebringe de allerede for længere Tid siden med Ordenen indledede Underhandlinger om at selge den Estland[15]. Alt dette var ogsaa foreløbigt bragt i Orden, da han om Vaaren vendte tilbage til Danmark og kort efter sin Hjemkomst erobrede Korsør[16] og Padeborg, saaat altsaa nu Vordingborg var det eneste Slot paa Sjæland, som endnu var i Holsternes Verge. Dette skred han derfor til at belejre, og Grev Johan vilde komme det til Undsetning med en Flaade, da Kong Magnus, som det i Detmars Krønike fortælles, lagde sig imellem og fik et Forliig bragt istand, hvorved Holsterne forpligtede sig til at overgive ham Slottet imod en Sum af 8000 Mi reent Sølv, hvorpaa virkelig Overgivelsen skete den 24de August[17]. Men paa den Tid var Kong Magnus oppe i Vestergøtland, og Kong Valdemar, om han ikke allerede havde forladt Sjæland, saa dog i Begreb med at forlade det og drage over til Preussen for at afslutte Salget af Estland. Denne Mellemkomst af Kong Magnus kan saaledes ej have fundet Sted i August, som det etsteds siges, men maa være skeet i Mai eller Juni, medens Kong Magnus var paa Vestkanten og saaledes let kan have gjort en Skyndereise ned til Skaane eller endog til Sjæland[18]. En Mellemkomst af Kong Magnus var her saa meget mere forklarlig, som hans Halvbrødre, Hertug Knut Porses Sønner, just ved denne Tid maa antages at være blevne myndige[19], og Kong Valdemar maatte have deres udtrykkelige Afkald paa den Ret, de ifølge Kong Christophers Lehnsbrev til deres Fader havde paa Estland[20], førend Salget af dette Landskab var kommet istand. Vel var Afstaaelsen paa deres Vegne skeet, medens de endnu vare mindreaarige, men for at Salget kunde skee med fuldkommen Sikkerhed, var det dog nødvendigt, at de selv efter at være blevne myndige fornyede Renunciationen. At Kong Magnus herved ønskede at være tilstede, er saa meget mere rimeligt, som der endog i Tilfelde af deres Død før ham maatte opstaa en eventuel Arveret for ham selv til den samme Fordring. Fuldstændigt var neppe endnu de Penge udbetalte, som han havde at udrede til Kong Valdemar for de afstaaede Landskaber[21], og dette var maaskee en bekvem Lejlighed for ham til at faa dem afkvittede; om dette er skeet, vides ikke, men i alle Fald er intet rimeligere, end at han tinder Paaskud af at varetage sin og sine Halvbrødres Tarv har benyttet sig af den Ret, Forliget af 2den August 1343, Artikel 4 (s. o. S. 281) hjemlede ham til selv at indløse Vordingborg, det vil sige sende Tropper derhen, ligesom tidligere til Kjøbenhavn, og beholde det i sit Navn, til Sikkerhed for hiin Fordring paa Estland, indtil Valdemar bekvemmede sig til at give et passende Æqvivalent, hvilket neppe skete, førend han i August, da Valdemar, som det heed, affandt sig med hine Junkere ved Hertugdømmet Holbek, det vil vel sige ved at eftergive Fordringer, som hvilede derpaa[22]; og heri kunde det nok være muligt, at ogsaa de Penge ere indbegrebne, som Kong Magnus skulde have. De 8000 Mk., som betaltes til Holsterne, ere saaledes formodentlig først anviiste til Magnus og siden af denne igjen til de holstenske Herrer. Derefter maa de to unge Junkere personligt have indfundet sig hos Valdemar, frasagt sig Fordringen og faaet sig Holbek overdraget, siden Kong Valdemar den 15de August fra Kjøbenhavn kunde give en Erklæring om, „at Junkerne Haakon og Knut, Hertug Knuts Sønner, i hans og hans Raadsherrers Nærværelse frivilligt havde frasagt sig alle Privilegier og Instrumenter, som Kong Christopher havde givet dem over Estland, og overleveret dem til ham højtideligt med Afkald paa alle Retsmidler, hvorimod han havde givet dem fuldkommen Erstatning i Hertugdømmet Holbek, saaledes at hverken de eller Kongen af Sverige, eller nogen anden herefter skulde have nogen Ret til Estland“[23]. Faa Dage derefter blev Vordingborg Slot overgivet til Valdemar, som saaledes endelig var Herre over hele Sjæland, og umiddelbart derpaa drog han over til Preussen, hvor nu, da intet længer var i Vejen for Salget, dette allerede kom i Stand den 29de August, for 19000 Mk. br. Sølv, og den første Udbetaling af 900 Mkr. allerede skete den 6te September til Kongen selv[24], der ved samme Lejlighed personligt var tilstede ved fin Broder Ottos Optagelse i den tydske Orden. Den formelige Overgivelse af Landskabet skete noget senere ud paa Aaret, i November[25], efterat Kong Valdemar imidlertid var kommen tilbage til Danmark. Muligt, at Kong Magnus endnu havde et og andet at afhandle med Valdemar, da han om Høsten 1346 atter begav sig til Halland. Men der maatte ogsaa være meget at ordne for ham i Anledning af, at hans Halvbrødre nu formodentlig have tiltraadt, eller idetmindste fordret at tiltræde sit fedrene Hertugdømme Søndre-Halland. Hvorledes det hermed er gaaet til, vides slet ikke: Krønikerne tie derom, og der findes ingen Brevskaber, som oplyse det. Men at Kongen ingen ret Tiltro har haft til sine unge Halvbrødre og frygtet for, at de maaskee vilde gjøre sig uafhængige, eller give sig under Kong Valdemar, er man berettiget til at slutte deraf, at Falkenberg Slot just i dette Aar blev ødelagt, og Throtte Peterssøn, som hidtil var Befalingsmand der, forflyttet til Vardberg. I Fejde er det neppe skeet, men formodentlig paa Besaling af Kongen, der ikke kunde ønske, at et saa fast Punkt, som sikkrede Overgangen over Ethra-Aa til Nordre-Halland, skulde være i hans Halvbrødres Hænder[26]. Skade, at vi vide saa lidet om denne vigtige Sag, saavelsom om Kongens Moder, Hertuginde Ingeborgs Stilling, efterat Sønnerne havde naaet Myndigheds-Alderen. Hun kaldte sig endnu i samme Aar og fremdeles „Hertuginde i Sverige, Halland og Samsø“[27], og har formodentlig mestendeels opholdt sig der i Egnen, for hvilken ogsaa Kong Magnus maa have haft en vis Forkjærlighed, siden han lod sine i en spæd Alder afdøde Børn begrave ved Aas Kloster i Nordre-Halland og tillagde det Indtægter og fordeelagtige Privilegier[28].

Kong Valdemar anvendte de erholdte Penge og den nys erhvervede Fredstilstand paa en heel besynderlig Maade, idet han, maaskee for at opfylde et Løfte man havde maaskee endog taget Korset), endnu i December Maaned samme Aar drog over Lübeck til Marienburg, i Følge med Hertug Erik den yngre af Søren„ og en heel Deel Adelsmænd, først, som det heed, for at stride mod Littauerne, og siden, da der for Øjeblikket ikke var nogen Krig med dette Folk, videre lige til Jerusalem, uden engang at indhente pavelig Tilladelse dertil, hvilket i hine Tider var nødvendigt, da man ellers blev sat i Bann. Han forrettede sin Andagt ved den hellige Grav og blev her slaaet til Ridder af Hertug Erik, hvorefter han igjen slog flere af sit Følge til Riddere. Han var hjemme i Danmark igjen allerede ved St. Hansdags-Tider 1347 og søgte strax ved Curien om Absolution for sig og sit Følge, „da de havde foretaget Reisen alene af Fromhed, og ej af Foragt for de hellige Nøgler“. Paven bevilgede ham strax (11te September 1347), hvad han forlangte, og overdrog Biskopen af Roeskilde at meddele Absolutionen[29]. Det var maaskee dette, der stod Kong Magnus for Hovedet, da ogsaa han omtrent paa samme Tid søgte Paven om at maatte drage til den hellige Grav eller sende hundrede Mand paa sin Bekostning. Hermed forenede han dog maaskee ogsaa en Handelsspeculation, thi han søgte ved samme Lejlighed om uden Excommunications, Suspensions eller Interdicts Straf at maatte sende Falke til Sultanen af Babylon (Cairo) og andre Lande, ikke til Foræring, som i gamle Dage, men til Salg, for om muligt derved at kunne faa betalt noget af den Gjeld, der saa haardt trykkede ham, „især formedelst den slette Forvaltning af Landet i hans Barndom, og de Forpligtelser, Bestyrerne i den Tid havde paabyrdet ham“. Paven tillod ham det, saa ofte han vilde, i en Tid af fem Aar, naar der kun ej ved samme Lejlighed bragtes Sager til Hedningerne, der kunde anvendes til christne Folks Skade[30]. Det synes ikke saa urimeligt, at Kongen kan have afsendt disse Falke med de selvsamme Mænd, der drog i Pilegrimsferd paa hans Vegne. Men en Mængde Falke maa det have været, eller og maa de have været umaadeligt betalte, hvis det virkelig skulde lønne sig at sende dem saa lang Vej for at selge dem. Det er af det Foregaaende bekjendt, at alle Jagthøge og Falke i Norge alene tilhørte Kongen og Erkebiskopen, og vi erfare af Biskop Haakons Brevvexling, at der ved Fehirdslen i Bergen altid havdes et Forraad af dem; paa den Tid laa der en ung Skotlænder i Bergen, sandsynligviis afsendt af Kong David selv, for at skaffe Falke[31], og slige Sendebud indtraf vist meget hyppigt. Formodentlig havde man og Falke ved de andre Fehirdsler, men neppe saa mange som i Bergen, thi her indbetaltes alle de kongelige Rettigheder fra Island, hvor især de fleste Falke fangedes. Besynderligt skulde det være, hvis Kongen virkelig har haft nogen Fordeel af dette Falkesalg. Men alene det, at han forsøgte derpaa, viser, i hvilken Nød han maa have befundet sig, thi hans Forfedre vilde vist have fundet det under sin Verdighed at selge Falke og ikke forære dem til fremmede Fyrster.

Dette Andragende var ellers ikke det eneste og vigtigste, som Kongen ved denne Lejlighed lod fremsette for Curien. Han indgav en heel Mængde Ansøgninger og sendte dem to af sine Capellaner, nemlig Magnus Østeinssøn af Surunda, Chorsbroder i Linkøping og Skara, og Tidemann Ulfredssøn, Canonicus i Aabo. Han medgav disse ogsaa flere Foræringer til Paven, hvoriblandt endeel hvide Falke. Den merkeligste og vigtigste af disse Ansøgninger varet fornyet Andragende om, at den danske Konges Afstaaelse af Skaane og Halland m. m. maatte blive bekræftet af Curien, hvilket, som vi erindre, Pave Clemens’s Formand havde afslaaet, under Paaskud af at man ikke havde undersøgt Forholdene og hørt alle rette Vedkommendes Forklaring. Kongen anførte til sin Fordeel, at Skaane, Halland, Bleking, Lister og Hveden laa i Sammenhæng med Sverige, og var i sin Tid ved hans Driftighed saavel ved Kjøb, som ved anden Adkomst blevne erhvervede fra den danske Konge, over hvilken Afstaaelse authentiske Brevskaber vare blevne oprettede, forsynede med begge Kongers Segl, og Gjenparter af disse Brevskaber vedlagdes, da man ej torde udsette Originalerne selv for Faren af at bringes den lange Vej. Det er ikke saa usandsynligt, at de nys omtalte Forhandlinger om Halland, som Kong Magnus formodentlig har haft med Kong Valdemar, og den fuldstændige Afbetaling af Kjøbesummen har ladet ham ansee dette for en passende Tid til at fornye Andragendet; han har maaskee og ventet sig større Medgjørlighed af Clemens, end af Benedict. Paven synes ogsaa selv at have modtaget Andragendet med Gunst, thi han gav virkelig sit liigt og overlod Udferdigelsen af Brevet derom til sin Cantsler, dog rigtignok kun forsaavidt en Bekræftelse kunde gives uden at have hørt den anden Part[32]. Men uheldigviis have vi ikke den egentlige Skrivelse, som i den Anledning udferdigedes, og vi erfare saaledes ikke, hvad den pavelige Cantsler har bestemt sig til. Man maa næsten formode, at han ikke har vovet at give nogen ubetinget Bekræftelse, og at Sagen saaledes kom til at henstaa som før.

De øvrige Andragender angik forholdsviis mindre vigtige Anliggender, men det er dog ikke uden Interesse at kjende dem, fordi man deraf seer, hvad det især laa ham paa Hjertet at udvirke af Paven, ligesom og hvorledes Sager, der vedkom det ene Rige, ved saadanne. Lejligheder af Kongen ganske sloges sammen med dem, der vedkom det andet. I den Orden, hvori Andragenderne findes opstillede i det Paven til Resolution forelagte Sammendrag[33], ere de følgende: a) at da Kongen paa Grund af sin særdeles Hengivenhed for den hellige Jomfru dagligen lader Messe synge til hendes Ære, og saa ofte det er muligt, med Musik (cum nota), bedes Paven at forunde enhver, der med sand Anger og Bekjendelse overværer denne Messe i Kongens Nærværelse, Indulgens paa hundrede Dage, eller saalænge det maatte behage Hans Hellighed;“ b) om Bekræftelsen paa Erhvervelsen af Skaane m. m., saaledes som ovenfor nævnt; c) at da Kongen har beriget Aas Cistercienserkloster i Halland med visse Indtægter, Privilegier og Hedersbeviisninger, samt ladet sine Børn begrave der, og overhoved bærer stor Hengivenhed for samme Kloster, vilde det behage Paven at bekræfte samme Privilegier, hvoraf Gjenparter medfulgte, da man ikke vovede at sende Originalerne den lange farlige Vej[34]; d) at det maatte tilstedes Kongen ved enhver Kathedralkirke i sit Rige een Gang at udnævne og ifølge apostolisk Autoritet at præsentere to Personer, hvoraf den ene skulde have en højere geistlig Verdighed, den anden et Canonicat eller en Præbende; e) at Kongen og Dronningen hver for sig maatte kunne velge sig en Skriftefader, der, naarsomhelst det behøvedes, kunde absolvere og dispensere dem i Tilfelde, ellers reserverede for det pavelige Sedes egen Absolution og Dispensation; f) at saasom Kongen allerede har faaet sig bevilget, at saa ofte som der holdes Prediken i Kongens Nærværelse, Predikanten, hvis han er Biskop, kan meddele et Aars, hvis han er af ringere Grad, 60 Dages Indulgens, vilde det behage Paven at udstrekke disse Tidsbestemmelser[35]; g) at Kongens (svenske) Secretær Nicolaus Markussøn, Sogneprest til Malmø, maatte faa Provision eller Exspectance paa det første ledige Canonicat eller højere geistlige Embede i den lundske Kirke[36]; h) at en Yvan Markvardssøn maatte faa et Canonicat og en Præbende i den schwerinske Kirke; i) at Kongen maatte sende Falke til Sultanen for at selge dem (s. o.); k) at der paa Grund af den store Mangel paa offentlige Notarier i Kongens Riger maatte tillades en Biskop, hvem Kongen overdrog dette Hverv, at beskikke med apostolisk Autoritet tredive saadanne, hvilke Kongen udnævner; l) at Kongen i paakommende Nødstilfelde kan lade Messe holde for sig før Dagens Frembrud; m) at han kunde drage i Pilegrimsferd til den hellige Grav med 100 Mænd eller sende hundrede Mænd i sit Navn, saaledes som ovenfor; n) at Ridderen Magnus Nikolassøn (formodentlig den, der i 1340 afgav Designationen over Inventariet paa Baagahuus Slot) og Berthold Skalle[37] maatte, skjønt endnu fraværende, faa Absolution, fordi de uden pavelig Tilladelse havde foretaget en saadan Reise til den hellige Grav; o) at da Kongen af Fromhed agtede at grundlegge og datere et Capell paa en af Malmene i Stockholm, maatte de Capellaner, som derved i sin Tid bleve ansatte, kunne begrave derved alle afdøde Fattige i Byen uden at spørge vedkommende Sogneprester om Lov; p) at Kongen, uden at spørge Biskoperne eller vedkommende overordnede Geistlige ad, maatte tage Klerker fra hvilkensomhelst Stad eller Diøcese i sine Riger i sin Tjeneste, og at disse skulde nyde Indtægterne af alle sine Beneficier, saalænge de tjene Kongen; q) at enhver Biskop i Kongens Riger maatte kunne dispensere ti eller tolv af ulovlig Forbindelse fødte Personer, som Kongen nævner, fra den i deres Fødsel liggende Hindring for at opnaa geistligt Embede; r) at Chorsbrødrene Magnus, Kongens Sendebud, saavelsom Sven af Ljodhuus[38] Chorsbroder i Skara, maatte faa Tilladelse til at udvelge en Skriftefader med Ret til at absolvere dem fra alle deres Synder o. s. v.; s) at der maatte tilstaaes Eiliv Eilivssøn og Gyrid Erlingsdatter, der var beslegtede med hinanden i 4de Grad, den føromtalte Dispensation til at kunne indgaa Egteskab (see ovenfor S. 390); t) at der maatte tilstaaes de troende Christne, der besøgte Kongens Capell i Stockholm, visse Indulgenser. Paven indvilgede paa det nærmeste alle Andragender, idet han resolverede under 8de September[39]: a) at Indulgenserne for dem, der bivaanede Jomfru Marias Messer i Kongens Overvær, bestemtes til 40 Dage[40]; b) om Bekræftelsen paa Kjøbet af Skaane m. m. som ovenfor; c) at Privilegierne for Aas Kloster skulde bekræftes, naar det af Kongen angivne kunde lovligt constateres; d) at Kongen skulde kunne udnævne een Person ved hver Kathedralkirke til et Canonicat eller en Præbende, som han havde ansøgt, men at han til højere Verdigheder alene kunde udnævne een ved hver af sex Kathedralkirker, som han selv maatte bestemme; e) at Kongen og Dronningen kunde velge en saadan Skriftefader, som de havde søgt om[41]; f) at den Biskop, der predikede i Kongens Nærværelse, kunde give Indulgens paa eet Aar og 40 Dage, en ringere Geistlig paa 100 Dage[42]; g og h), at de nævnte Personer kunde erholde de attraaede Beneficier; i) at Afsendelser og Salget af Falke kunde skee i fem Aar, saaledes som ovenfor nævnt; k) at der kunde beskikkes tyve Notarier (altsaa dog ikke tredive, som Kongen havde søgt utro; l, m, n) at de ansøgte Tilladelser og Absolutioner bevilgedes[43]; o) at de Fattige i Stockholm uhindret skulde kunne begraves ved det Capell, som Kongen agtede at bygge paa Malmen, med Forbehold af vedkommende Sogneprests Ret[44]; p) at Kongen i sin Levetid kunde tage tyve saadanne Geistlige, som hans Ansøgning omtalte, i sin Tjeneste, og at disse kunde nyde Indtægterne af de Beneficier, de havde eller maatte erholde, uden at residere paa Stedet[45]; q) at Dispensation for illegitim Fødsel skulde kunne meddeles 24 af Kongen opnævnte Personer fødte udenfor Egteskab og 30 af ham opnævnte Sønner af Geistlige: her bevilgedes altsaa mere, end Kongen søgte om; s, t, u) at de to Chorsbrødre kunde velge sig en saadan Skriftefader for at absolvere dem paa det Yderste, at Eiliv og Gyrid kunde faa Giftermaals-Dispensation, og at store Indulgenser kunde gives ved Capellet i Stockholm. Sendebudene forsømte ikke Lejligheden til ogsaa at søge om enkelte Fordele for sine Venner. Blandt disse nævnes en pavelig Skriver og Abbreviator (Copist) ved Navn Magister Guillaume de Bega, om hvem det heder, at han længe havde troligt arbeidet i den romerske Curie for Kong Magnus’s Anliggender og endnu herefter vilde faa at bestille dermed; de søgte for ham om, at han, uagtet han allerede havde et Canonicat med Præbende og en Sognekirke under Rhodez Diøcese, ogsaa maatte faa en højere Verdighed ved en i Condom Diøcese, hvori han ligeledes veie Chorsbroder[46]. Alle disse Ansøgninger bevilgedes, og et Par Dage derefter (den 12te September) skrev Paven følgende særdeles venlige Brev tilbage: „Til „vor kjæreste Søn i Christo, Kong Magnus af Sverige. Dine til os „ankomne Capellaner og Sendebud, vore kjære Sønner, Magnus af „Surunda, Chorsbroder i Linkøping, og Tidemann Ulfredssøn, Chorsbroder i Aabo, have vi saavel af Consideration for Afsenderen som i „Betragtning af deres egen Bravhed modtaget venligen, og saasom vi, allerkjæreste Søn, gjerne ledsage dine Ønsker med apostolisk Yndest, have vi velvilligt hørt paa, hvad samme Sendebud paa dine Vegne forstandigt have fremsat for os, og saavidt vi med Gud have kunnet det, naadigt bevilget det, saaledes som de, der nu vende tilbage til dig, mundtligen ville kunne berette, og med hvilke vi ogsaa svare dig angaaende det Giftermaal, om hvilket du med dem tilskrev os. De hvide Falke og andre kongelige Gaver, som du med sønlig Hengivenhed har sendt os, have vi med faderlig Kjærlighed modtaget, og takke derfor din Fortreffelighed saa meget desto inderligere, jo større vi deraf kunne skjønne, at Virkningen er af din Hengivenhed for os. Avignon, 12te September, i vort Pavedoms sjette Aar“[47]. Paven antyder her saa let som muligt, at han ikke fuldstændigt havde kunnet indvilge alle Andragender. Formodentlig ventede dog heller ikke Kongen at faa dem i eet og alt bevilgede, og det synes kun ogsaa da at have været Skik og Brug at ansøge om mere, end hvad man venter at faa, for at være saa meget sikkrere paa at faa dette. Men ilde er det, at vi ikke erfare mere om det Giftermaal, hvorom Paven taler i sit Brev. Kongen synes at have skrevet særskilt til Paven derom, og dette Brev er, som de fleste andre til Curien indkomne Breve, nu tabt eller sandsynligviis strax tilintetgjort. Pavens Svar maa man af hans Udtryk i den nysanførte Skrivelse antage har været mundtligt, og dette synes at vidne om, at han i denne Sag ansaa en særdeles Forsigtighed nødvendig. Det sandsynligste, ja saa at sige det eneste, man her kan gjette paa, er en Giftermaalsplan for en af Kongens Sønner, skjønt de endnu var mindreaarige, og da nu efter en paalidelig Beretning[48] allerede Aaret forud det Egteskab skal have været aftalt, der længe efter kom istand mellem Kongens eldste Søn Erik, og den brandenburgske Markgrev Ludvigs Datter Beatrix, maa man snarest formode, at det er dette, hvortil der her sigtes, og som Magnus maaskee havde Betænkeligheder ved at aftale uden udtrykkelig Tilladelse af Paven, saasom Beatrix var Datterdatter af Keiser Ludvig, hvilken Paverne betragtede som sin bittreste Fjende, og som allerede længe havde været excommuniceret[49] og erklæret afsat. Da Keiser Ludvig døde kort efter[50], ophørte vel hine Betænkeligheder af sig selv. Men da Beatrix tillige var en Systerdatter af Kong Valdemar, og maaskee endog har været opfød i Danmark efter sin Moders Død 1341[51], bliver det saagodtsom afgjort, at det er Kong Valdemar, som har indledet dette Parti, og at Aftalen derom mellem begge Konger er bleven gjort ved Sammenkomsten om Sommeren 1347, da der handledes om Vordingborgs Udløsning og sandsynligviis om Porsernes Afkald paa Estland. Thi naar det, som vi ville see, var den kloge Valdemars Plan ved Giftermaal at forbinde Magnus’s Huus med sit, og derved muligens drive det til ad fredelig Vej at bringe de Provinser tilbage til Danmarks Krone, som det ved Vaabenmagt vilde blive ham vanskeligt at komme i Besiddelse af, er intet sandsynligere, end at det samme allerede nu har været en af hans Yndlingsideer. Det er endog højst rimeligt, at der efter Valdemars Tilbagekomst fra Jerusalem ogsaa har været underhandlet om et Giftermaal mellem Kong Magnus’s anden Søn Haakon og en af Valdemars Døttre, enten den eldste, Margrete, eller den anden, Ingeborg, der netop var fød i April 1347, medens Kong Valdemar var borte paa sin Jorsalaferd[52]. Hvad der i høj Grad bestyrker disse Formodninger, er den Omstændighed, at den pavelige Indvilgelse paa Kong Valdemars Andragender er dateret den 11te September, altsaa to Dage efter hans Indvilgelse paa Kong Magnus’s, og Dagen før hans Brev til denne; dette viser, at der enten samtidigt maa have været svenske og danske Sendebud ved Curien, eller at Kong Magnus’s Afsendinger ogsaa have besørget Kong Valdemars Erender[53]. I sidste Fald bliver det vist, i første idetmindste sandsynligt, at begge Konger have haft et eller flere fælles Anliggender ved Pavestolen at besørge; men desuagtet maa man vel antage, at Valdemar intet har erfaret om det Andragende fra Kong Magnus, der gik ud paa at faa Salget af Skaane m. m. bekræftet af Paven. Ej længe efter tiltraadte vel Sendebudene Hjemreisen, dog synes de endnu den 14de September at have været i Avignon, eftersom Paven paa denne Dag meddeelte Hertuginde Ingeborg Tilladelse til at velge sig en Skriftefader, der kunde afløse hende paa det yderste de reserverede Tilfelde[54]. Thi formodentlig fik de ogsaa denne Tilladelse med, ligesom de vel og havde medbragt Ansøgningen derom.

  1. ↑ I Brevene fra Akershuus, hvor Mødets Beslutning meddeeltes, heder det nemlig, at disse udstedtes „efter eenstemmig Beslutning af vore ypperste Raadsherrer i Sverige, der samledes med os før Mariæ Renselsessest (Kyndelmisse) i Ljodhuus“. Altsaa var det og under dette Møde, at Kongen udstedte det nysanførte Gavebrev til Dronning Blanche af 1ste Februar.
  2. ↑ Der findes tre ligelydende Exemplarer af denne Kundgjørelse, en for Uppsala, en for Strengnes og en for Linkøping Diøceser, de to første udstedte 7de, det sidste 9de April 1346; man kan ikke tvivle om, at der ogsaa har været udstedt Exemplarer, nu tabte, til de andre Biskopsdømmer. Jvfr. Lagerbring, 3die D. S. 376.
  3. ↑ Varnadarbrevet for Biskop Orm er udstedt fra Oslo og beseglet i Kongens Nærværelse 10de Marts, see Finn Jonssøns isl. Kirkehist. I. S. 431; af 26de Febr. findes en Bekræftelse paa en Dom, udstedt i hans Navn, (Dipl. N. III. 236), men da det ej udtrykkeligt tilføjes, at han var selv nærværende, er det sandsynligt, at Cantsleren har udstedt det paa egen Haand, see nedenfor.
  4. ↑ Den 24de Marts bortlejer nemlig Johannes Christinessøn i Egenskab af General-Embedsmand en Kongsgaard. – Dipl. i sv. Rigsarchiv.
  5. ↑ Man seer saaledes af et Brev, K. Magnus udstedte den 26de August til alle i Upplands Lagsaga, at de, som havde været dømte i hans Fraværelse paa den af ham foreskrevne Maade, havde skudt sig fra Dommen og appelleret til Kongen, see nedenfor S. 457.
  6. ↑ See for det første det allerede omtalte Bekræftelsesbrev, udstedt i Oslo den 26de Februar 1346 (Dipl. N. III. 236). Havde Kongen her været tilstede, vilde der udtrykkeligt have været tilføjet „os selv nærværende“, altsaa maa Brevet have været udferdiget af Cantsleren paa egen Haand, uagtet det er højst sandsynligt, at Kongen allerede da var kommen til Oslo. Siden finde vi et Landsviskbrev, udstedt i Kongens Navn paa samme Maade fra Oslo og beseglet af Cantsleren den 21de Juni 1346 (Dipl. N. I. 297), medens derimod et Gavebrev, udstedt af Kongen fra Tunsberg den 22de Juni (Dipl. N. II. 284) siges at være beseglet i hans Nærværelse; hiint er saaledes udstedt af Cantsleren i Kongens Fravær, og beseglet med Rigsseglet, dette udstedt af Kongen selv, og formodentlig beseglet med Secretet. (Det er ellers at mærke, at det sidste i Dipl. N. er urigtigt henført til 21de Juni).
  7. ↑ Forordningen er trykt i Norges gl. Love efter en Lovcodex fra omkring 1400, III. S. 165. Her er den dateret fra Haaleysa, nu Haaløs i Oos Sogn ved Rakkestad-Elven. Men den findes ogsaa i den saakaldte „Privilegiebog for Christiania“ fra c. 1624 i det norske Rigsarchiv, omsat i det nyere Sprog; her nævnes som Udstedelsessted „Wallentzøhuuß“, d. e. Huset eller Borgen Valdensø, Valdensholm i Glommen (s. ovf. III. 552, IV. 1. 537) omtrent en Miils Vej nordligere. Kongen maa altsaa paa Gjennemreisen have udstedt een Gjenpart paa Valdensholmen, en anden paa Haaløs, en Miil sydligere, og man seer heraf, at han har lagt Vejen over disse to Steder, formodentlig for at komme til Sarpsborg, og derpaa drage videre sydefter. I den nyere Paraphrase findes Aaret urigtigt angivet til Kongens 22de Regjeringsaar (1341) istedetfor det 27de (1346). Thi strax efter Paasken 134l (Udstedelsesdagen er nemlig betegnet som Tirsdag efter Paaskeugen) var Kongen i Stockholm, Dipl. Sv. 3561, 3568.
  8. ↑ Testamentet er dateret 1ste Mai og aftrykt i „Handl. rör. Skand. historia“, T. 12. S. 3–37. Kongen sees her ogsaa at have betænkt udenlandske Kirker, navnlig Rocamadour (s. o. IV. 2. S. 555), Aachen, Sant Jago o. fl.
  9. ↑ Han var i Ljodhuus endnu den 3die Mai ifølge et Brev i det svenske Rigsarchiv.
  10. ↑ See ovf.; det af ham her udstedte Brev er kun en Bortstjenkelse af et lidet Grundstykke i Oslo til en Kolbjørn Thorleifssøn.
  11. ↑ Alt dette fremgaar af Breve i det sv. Rigsarchiv; den 22de, 23de, 26de og 27de Juli var Kongen i Stockholm baade med Dronningen og med en stor Deel af sit Raad. Den 5te August var han i Bjursund paa Fode, den 11te August i Ørebro, den 18de i Grenna i Østergøtland.
  12. ↑ Den 22de og 23de August var han nemlig paa Gøkheem i Vestergøtland. Da var og flere af hans Raadsherrer, hvoriblandt Johan Christinessøn, tilstede.
  13. ↑ Han udstedte her et Brev, hvori han tillod Erkebiskopen i Uppsala aarligt at udføre af sin Tiende 50 Lester Korn toldfrit. Jvfr. Lagerbring S. 377.
  14. ↑ See især Detmar, ved 1346, ligesaa Chron. i Scr. r. D, T. VI. S. 526.
  15. ↑ Kong Valdemar sees at have udstedt Breve fra Reval lige fra 25de Juni 1345 til 24de Februar 1346, see Regesta Danica. Den 18de April var han i Kjøbenhavn (Suhm XIII. 152, 171). Med Salget af Estland var Sammenhængen denne. Valdemar og hans Broder Otto havde allerede før den førstes Tronbestigelse overladt Estland til sin Svoger Markgrev Ludvig af Brandenburg som Pant for den Medgift, deres Syster Margrete skulde have haft, og i Aaret 1341 havde Valdemar virkelig befalet sin Statholder at overgive det til Markgreven eller hans Ombudsmænd. Denne afstod derimod i Febr. 134i sin Ret til den tydske Orden mod 6000 Mark Sølv, og Kong Valdemar tilligemed hans Dronning udstædte virkelig den 21de Mai derefter et formeligt Salgsbrev til Ordenen, hvorved denne for Afstaaelsen af hans Ret til Estland skulde betale 13000 Mark. Hermed gik det dog i Langdrag, og i April 1343 udbrød en farlig Bonde-Opstand, der gjorde det aldeles umuligt at bringe Handelen til Ende. Ordenen maatte komme Herrerne i Estland til Hjelp og fik som Pant for Omkostningerne herved flere af Landets Slotte i sin Besiddelse. Da Kong Valdemar siden lod dem opfordre til at give dem tilbage, vægrede de sig, og dette foranledigede Kongen til selv at drage derover. Og da blev endelig Salget fuldkommen aftalt og bragt paa det Rene. Valdemar skulde nu have 19000 Mk. Sølv, men Markgrev Ludvig ligefuldt sine 6000, og derfor oprettedes to Salgsbreve, et med Valdemar og et med Markgreven. See Monumenta Livoniæ antiqua III., Side 46.
  16. ↑ Detmar (S. 250) henfører Erobringen af Korsør til 1345, hvilket dog neppe er rigtigt.
  17. ↑ Dagen nævnes udtrykkeligt i det paalidelige Chronicon i Sc. R. D. VI. S. 526. Det er Detmar (S. 262), der beretter, at Kong Magnus lagde sig imellem.
  18. ↑ Suhm (XIII. S. 153) siger, uvist efter hvad Hjemmel, at Kong Magnus bragte i et Kloster i Kjøbenhavn den 23de August et Forliig tilveje, hvorved Grev Johan overgav Vordingborg og Laaland til Kongen for 8000 Mk., og at derpaa Vordingborg blev overgivet den 24de August. Den 23de August var Kongen, som vi have seet, paa Gøkheem i Vestergøtland og kunde saaledes ikke være i Kjøbenhavn. Men derimod er det højst rimeligt, at Underhandlingerne have været drevne og afsluttede i Mai eller Juni, og at Kongen beholdt Vordingborg som etslags Pant, saalænge der handledes med ham og Knut Porses Sønner om det endelige Afkald paa Retten til Estland, see nedenfor.
  19. ↑ Knut Porse var nemlig død i Mai 1330 (S. o. S. 119), og da han havde Bryllup i Juni 1327, maa hans Børn være fødte mellem 1328 og 1330, følgelig i 1346 ikke kunne have været yngre end 16 og ikke eldre end 18 Aar.
  20. ↑ Herom see ovenfor S. 118.
  21. ↑ I August 1343 stod idetmindste 4000 Mark Sølv igjen (s. o. S. 282), og naar det siden i Fredsslutningen af 18de November heder, at Kong Valdemar havde faaet de 8000 Mk., som vare stipulerede for Sønderhalland, kan der alene menes, at Magnus havde stillet ham fuld Sikkerhed derfor.
  22. ↑ Hvorledes den egentlige Sammenhæng er med Holbek, er vanskeligt at sige; Knut Porse fik det allerede af Hertug Valdemar i dennes korte Kongetid 1326 (s. o. S. 86) og har vistnok sidenefter beholdt det ligesaavel som Samsø, med hvilket det det lader til at have været forenet til eet Hertugdømme. Sidenefter have vi seet, at ved de paafølgende Forviklinger ved Kjøbet af Skaane m. m. kom der og til at hvile Gjeld paa Samsø (s. o. S. 143).
  23. ↑ Brevet er aftrykt i Monum. Livon. antiqua III. S. 41.
  24. ↑ Salgsbrevet er aftrykt sammesteds, S. 44, og Qvitteringen S. 48.
  25. ↑ See Brev af 4de November 1346, sammesteds S. 55.
  26. ↑ Beretningen om Falkenbergs Nedbrydelse findes i det med 1415 sluttende Chronicon, Scr. R. D. I. 387, Scr. R. Sv. I. 58. Hvitfeldt (S. 493) har den besynderlige Fortælling, at det skete ved „Hertug Erik i Sverige, der fortykte, at Hr. Bent Algutssøn skulde det indehave“. Dette er en fuldkommen Anachronisme. At Throne Peterssøn forflyttedes til Vardberg sees af Brev af 18de Juni 1349, Orig. i det svenske Rigsarchiv. Falkenberg ligger vel paa den nordlige Bred af Sæm, men regnedes dog til Sønderhalland, som man seer deraf, at Sigvid Ribbing var Høvedsmand der. Maaskee har dens Beliggenhed givet Anledning til Tvist om, hvem det skulde tilhøre, og Striden er bleven afgjort derved, at Befæstningerne raseredes.
  27. ↑ Brev af 10de December 1346, Dipl. N. I. 300.
  28. ↑ Dette vil sees af hans strax nedenfor omtalte Ansøgning til Paven.
  29. ↑ Der har været megen Strid om Aaret, naar denne Reise fandt Sted, see Suhm, XIII. S. 127, fg., men at 1347 er det rette Aar, skjønnes deels af de forskjellige, nu bekjendte Breve, der vise, at Valdemar hverken i 1345 eller 46 (til hvilke Aar enkelte henføre Reisen) var saa længe borte fra Norden, at han i den Tid kunde have været i Jerusalem, deels af det pavelige Absolutionsbrev, dateret Avignon tertio id. Sept. ann. 6. (d. e. 11te September 1347), Regest. Clement. VI. ann. 6. lib. 2. ep. 770, fol. 253. Man har og endnu den Supplicationsrolle, hvori Valdemar blandt meget andet ogsaa søger om denne Absolution, og som Paven under eet bifaldt nysanførte Dag (Regest. Supplic. Clement. VI. ann. 6. part. 2. fol. 83). Valdemar var endnu i Marienburg den 13de Februar 1347 og udstedte Qvittering for 5te Afdrag paa Kjøbesummen for Estland (Monum. Livon. ant. III. 63), men den 26de var han reist videre, thi da qvitterede Ridder Frederik von Lochen for 6te Afdrag i hans Navn (sammesteds S. 69), og vi høre ej mere til Kong Valdemar, førend vi den 24 Juni finde ham i Kjøbenhavn (Suhm XIII. 173).
  30. ↑ Brevet, der meddeler Bevilgningen, findes i Regest. Clem. VI. commun. ann. VI. lib. 4. fol. 111. ep. 200.
  31. ↑ I sit Brev til Kongen af 3die November 1337 (Samll. V. 108) skrev Biskop Haakon: „Vi beder Eder ej at tage det ilde op, at vi underrette Eder om den skotske Sven, der fulgte med os og havde Brev fra Eder paa, at Fehirden skulde affinde ham en hvid Terciel; han fik dog ingen, fordi der, som vi hørte, hverken fandtes nogen hvid eller graa: nu staar det til Eders Naade at bestemme, hvad der videre skal skee i denne Sag; vi saa dog gjerne for Eders Skyld, at han heller maatte blive affundet med en hvid Formeel, om den end var daarlig, eller saa mange graae, som dertil svarede, fremfor at han noget Øjeblik skulde sige, at han havde længe ventet for tilsidst intet at faa“. Om det samme Anliggende skrev Biskopen samme Dag til Bjarne Erlingssøn (sammesteds S. 104), og endelig den 31te Januar (sammesteds S. 113): „Saavidt vi erindre, have vi henvendt os til Eder om Thomas skotske’s Erende, og bede Eder endnu engang, medens Provsten er saa nær vor Herre Konge, at erfare, hvorledes han vil have det tilendebragt“. Det er ikke usandsynligt, at denne Thomas skotske stod under Beskyttelse af Enkedronningen, den daværende skotske Konges Fadersyster. Uagtet vel de fleste Falke kom fra Island og Norge, sees der dog ogsaa at have været drevet Falkefangst i Sverige og Finland, saaledes er der et Brev fra Kong Magnus, dateret Svartsjø den 25de Marts 1355, hvorved han overdrog Alvastra Kloster Falkefangsten ved Gaarden „Svæsthinger“, og i Kongens svenske Testamente (see ovenfor) nævnes blandt Indtægterne af Finland ogsaa „Falkeiejet“.
  32. ↑ Den pavelige Resolution lyder Ord til andet saaledes: Fiat par Cancellarium, si fuerint parte non vocata confirmanda.
  33. ↑ Dette Sammendrag findes indført i Regest. Supplic. Clement. VI. ann. 6. post. 2. fol. 64–65.
  34. ↑ Dette Aas Kloster kaldes i latinske Breve Asilum. Stedet kaldes endnu „Klostret“ og ligger i Viskerdalen ved Klosterfjorden.
  35. ↑ I den senere særskilte Resolution herpaa siges der udtrykkeligt, at allerede Pave Johannes den 22de havde bevilget de her i Andragendet omtalte Indulgenser; uafhængig heraf maa altsaa den Bevilgning af 24de Juli 1343 have været, hvorved enhver, der predikede for Kongen og Dronningen, uden Hensyn til hans kirkelige Rang, kunde meddele 100 Dages Aflad. See ovenfor S. 343.
  36. ↑ Denne Mand blev siden Cantsler og Provst, samt endelig Biskop i Linkøping, som det nedenfor vil sees.
  37. ↑ Saaledes maa formodentlig det latinske Navn „Bertholdus calvus“ gjengives.
  38. ↑ Denne Sven af Ljodhuus (Sveno de Lythosia) maa have været en højtbetroet Mand, thi i 1337 var han Kongens Foged paa Lindholms Slot, see ovenfor S. 188, Not. 1.
  39. ↑ Flere af de i Anledning af disse Resolutioner særskilt fra Curien udferdigede Breve findes indførte i Regesterne, som det nedenfor vil sees, alle daterede den 8de September.
  40. ↑ Den specielle Tilladelse findes i Regest. Clem. VI. commun. ann. VI. lib. 4. post. 2. fol. 132. ep. 161.
  41. ↑ Den særskilte Tilladelse hertil findes sammesteds fol. III. ep. 199, 202.
  42. ↑ Den særskilte Tilladelse sammesteds fol. 132. op. 163.
  43. ↑ Den særskilte Tilladelse til Messen før Dagens Anbrud, sammesteds fol. 318 ep. 6, til Pilegrimsferden, med samme Betingelse som til Falkeforsendelsen, sammesteds fol. III. ep. 201.
  44. ↑ Den særskilte Tilladelse sammesteds fol. 132. ep. 162.
  45. ↑ Den særskilte Tilladelse, med hosfølgende Conservatorier til Provsten l Linkøping, Decanus sammesteds, og Archidiaconus i Skara, sammesteds fol. 27 ep. 37.
  46. ↑ Regest. Supplic. Clem. VI. ann. VI. p. 2. fol. 65 verso. Kirken, hvori Guillaume de Bega ønskede en højere Verdighed, kaldes ecclesia Sti. Vincentii de Mansoagennesii, Condomiensis dioecesis; Canonicatet, han havde, var i eccl. beatæ Mariæ de Cabanesio, Ruthenensis dioecesis.
  47. ↑ Regest. Clement. VI. Secret. ann. VI. ep. 330.
  48. ↑ Nemlig Chron. i Scr. Rer. Dan. VI. S. 525.
  49. ↑ See Pave Johannes den 22des Brev til Sveriges Geistlighed af 5te Mai 1329, Dipl. Sv. 2714.
  50. ↑ Nemlig 18de October eller St. Lucas’s Dag, see Detmar, S. 267.
  51. ↑ Dette antages med stor Rimelighed af Gram, „Forbedringer til K. Valdemars Historie“, Kjøbenh. Selsk. Skrifter, 4de Deel. S. 55.
  52. ↑ Hendes Fødsel henføres i Chronicon Scr. R. D. VI. p. 526 udtrykkeligt til Paaskedag 1347. Vi ville senere see, hvorledes Valdemar under en anden politisk Combination, hvorved han nærmede sig Albrecht af Mecklenburg, her festede først Margrete, siden, efter hendes Død, Ingeborg, til dennes Søn, og at Haakon fik hans flere Aar yngre Datter Margrete (opkaldt efter sin eldste, i 1350 afdøde Syster).
  53. ↑ Man skulde næsten formode, at Valdemars Andragender ere forfattede, medens han i Juni 1347 opholdt sig i Lübeck (see Suhm XIII. 173), og at Magnus’s Sendebud have ledsaget ham did eller indfundet sig hos ham der, thi foruden hiin Bøn om Absolution indeholder hans Ansøgnings-Rolle kun Andragender om kirkelige Forfremmelser for tre af hans Hofklerker, hvoraf to vare fra Lübeck eller dets Naboskab, nemlig hans Cantsler, Henrik Vogt, Klerk fra Verdens Diøcese, for hvem han søgte om Wittstocks Sognekirke i Havelbergs Diøcese, og Dietrich Coesveld, en lübecksk Klerk, for hvem han søgte om et Canonicat og en Præbende i Lübeck. Den tredie var Johan Holt, Klerk fra Tournay, for hvem han søgte om et Canonicat ved St. Donatiens Kirke i Brügge.
  54. ↑ Regest. Clement. VI. commun. ann. VI. lib. 4. p. 2. fol. 301. ep. 274. Forøvrigt kan man her ikke see, om det er Hertuginde Ingeborg, Kongens Moder, eller den anden af samme Navn, Hertug Valdemars Enke, der menes; Brevet nævner nemlig kun „Ingeborg Hertuginde af Sverige“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/41&oldid=79500»