Det norske Folks Historie/7/39

Fra Wikikilden

Størrelsen af Kongens Indtægter i Norge paa denne Tid lader sig vel neppe engang tilnærmelsesviis bestemme, men det kan ikke skjønnes andet, end at de, hvis de kun ordentligt opkrævedes og indkom, vilde kunne have været meget betydelige. For det første var der de egentlige Skatter, nemlig Ledingen af Kyst-Landskaberne og Vis-Øren af Indlands-Districterne, saavelsom hvad der indkom fra Skatlandene. For det andet maatte Landskylden af det overordentligt store Krongods endnu udgjøre store Summer. For det tredie kan Sagefaldet, især de temmelig hyppige Confiscationer, ej have indbragt saa lidet, og endelig begyndte nu vel ogsaa Tolden at kaste noget af sig. Men vi have allerede i det foregaaende seet, at der med Hensyn til de kongelige Indtægter havde fundet mange Misligheder Sted. Under Hertugindens og Raadets korte Herredømme var ej alene hele den under Kong Haakon samlede Beholdning forødet, men ogsaa Gjeldsforpligtelser indgangne, som senere vist have maattet efterkommes. Endnu i Begyndelsen af Drottsetens Regjering synes det, som om Hertuginden har søgt paa egen Haand at forføje over de kongelige Indtægter ved Breve under Kongens Secret, siden Rigsseglet ej var i hendes Hænder[1]. Og under Drottsetens egen Regjering, der maa betragtes som ført i Aristokratiets Interesse, kan man ikke tvivle paa, at den gunstigste Fortolkning stedse har været anvendt, naar Herrernes Interesser stode i Strid med Kronens, f. Ex. ved Afgjørelsen af Spørgsmaal, om hvor meget Gods enhver af Kongens eller Biskopernes haandgangne Mænd og enhver Prest skulde have skattefrit, det vil sige, hvorledes man skulde beregne de „Nev“, for hvilke han ifølge de eldre Bestemmelser var fritagen for at svare Leding eller Visøre til Jordegods[2]. Thi om end en vis Vedtægt i saa Henseende havde dannet sig, maatte der dog altid være Rum for mange Vilkaarligheder og Begunstigelser. Desuden stod det ikke i Kongens Magt at forhindre Tilvexten af Biskopsmændenes og Presternes Antal, og at idetmindste det sidste var i Tiltagende, er umiskjendeligt, ligesom det ogsaa maa antages, at Kongens haandgangne Mænds Antal idetmindste ikke aftog. At saavel disse, som alle de øvrige, der kunde gjøre Paastand paa større eller mindre Skattefrihed, søgte at strekke denne ud over de tilbørlige Grændser, ligger i Sagens Natur, og at det virkelig lykkedes dem, dertil findes Antydninger nok, om det end ikke udtrykkeligt siges; ej alene var Omstændighederne gunstige dertil, men Exemplet, som de saakaldte Frelsemænd i Sverige gav lige for deres norske Standsfellers Øjne, kunde umuligt andet end virke til Efterlignelse. I Sverige havde, som vi allerede have nævnt, Kong Magnus Byrgessøn tilstaaet Herrerne Skattefrihed imod at gjøre Rostjeneste, men uden tillige at bestemme Forholdet mellem denne Tjenestes Forpligtelser og Vedkommendes Besiddelser, hvad enten han nu ingen klar Forestilling gjorde sig om, hvortil denne Indretning vilde lede, eller han formodede, at Stormændenes Forfængelighed vilde bringe enhver til at holde det størst mulige Antal Folk for at kunne glimre med et stort Følge. Heri bedrog han sig nu heller ikke, men disse Følger, eller, som de kaldtes, Storflokker, hvormed Herrerne omgav sig, viiste sig siden at være saa uregjerlige og var især under Formynderregjeringen blevne saa farlige for god Orden og almindelig Landefred, at Kongen, som vi have seet, kort efter sit Giftermaal paa Raadsmødet i Skeninge maatte faa indskrænket hine Følgers Størrelse og faa bestemt det højeste Antal Folk, hvormed Enhver efter sin Rang kunde omgive sig i Fredstid, naar han rejste gjennem Landet[3]. Meningen var nu vistnok ikke hermed, at Forpligtelsen for Enhver til at holde Folk i Krigstid ogsaa skulde være mindre, men det ligger i Sagens Natur, at de Krigsfolk, der ikke havdes bestandigt ved Haanden, ej saa let kunde skaffes frem i en Haandevending, naar Krig udbrød, og om de end kunde skaffes, saa vilde de dog være ganske uøvede, og derfor ikke af nogen videre Nytte. Følgen af hiin Bestemmelse, naar den efterlevedes, maatte altsaa blive den, at Stormændenes Forpligtelser bleve indskrænkede, medens den Rettighed, hvorpaa de hvilede, Skattefriheden, ligefuldt vedblev. Dette var ganske fordeelagtigt og behageligt for Stormændene, saa længe man lod deres Skattefrihed uantastet, thi desto mindre behøvede de at anvende af deres skattefrie Indtægter. Og disse søgte de ogsaa stadigt at forøge ved ideligt at tilkjøbe sig mere og mere Skattegods, for hvilket de ligeledes gjorde Paastand paa Skattefrihed. Geistligheden, hvis Friheder nu ogsaa stadigt var i Tiltagende, efterfulgte Adelens Exempel. Herved bleve følgelig Kronens directe Indtægter uafladeligt mindre og mindre, medens derimod de Udredsler, der skulde fordeles paa de overblevne Skattepligtige i hvert Hered eller Skibslag, kom til at hvile saa meget tungere paa det forringede Antal af disse, at mange af dem enten maatte gaa fra Gaard og Grund eller give sig som Lejglendinger under de Skattefrie[4]. Tillod nu end ikke de bestaaende Love og Forhold i Norge Stormændene og Geistligheden der at drive dette Uvæsen saa vidt, er det dog klart nok, at de søgte at gjøre hvad de kunde for at opnaa lignende Fordele, og at Kongens Indtægter ej vare hvad de kunde og burde være. Vi see ham derfor altid i Pengemangel. Under Formynderregjeringen havde man faaet en øjeblikkelig, velkommen Hjelp i den halve Sexaarstiende, hvoraf vel kun den mindste Deel anvendtes efter Bestemmelsen. Men saa kom Udbetalingerne til Skaanes Indløsning, hvilke vel egentlig skulde gaa af Sveriges Midler, men som dog, naar heller ikke disse strakte til, maatte hvile paa ham som en personlig Forpligtelse. De Misfornøjedes Opstand maa have voldt ham stort Pengetab, især da Sigurd Hafthorssøn satte sig i Besiddelse af Akershuus og derfor vel og tilegnede sig hvad der forefandtes i Fehirdslen; han havde Medgiftssummen at udbetale til sin Syster; hans Giftermaal og Kroning krævede Penge, end mere hans Krig med Danmark og Stæderne; muligt og, at Hofholdningen, som senere Forfattere have paastaaet, var noget ødsel, og at Dronningen her især var den skyldige[5]. Vist er det, at hans Pengemangel var ham heel trykkende, og at det nok var sandt, hvad han yttrede i sin Proclamation af 1336, at han kun havde den mindste Deel af Kronindtægterne tilbage til sit Ophold. (See ovf. S. 108). Det var derfor naturligt, at han i Længden ej kunde lade Sagerne gaa, som de gik, men maatte gjøre alvorlige og kraftige Foranstaltninger for at skaffe Kronen de Indtægter i begge Lande tilbage, som i Tidens Løb vare den frakomne, og at hindre, at Skattegods fremdeles gik over i de Skattefries Hænder. Han forbød saaledes Adelen at kjøbe mere Skattegods og befalede, at alt saadant Gods, som fra at være skattepligtigt var blevet skattefrit, skulde optegnes og Indtægterne deraf beslaglegges, indtil man havde faaet oplyst, hvorledes det var kommet i de Skattefries Hænder, og om de virkelig kunde gjøre Rostjeneste deraf. Ogsaa med Hensyn til Kirkegodset synes lignende Foranstaltninger at have været trufne. De første Spor af disse Foranstaltninger, der naturligviis maatte være de Skattefrie meget imod, finde vi allerede strax efter hans Eriksgata, skjønt han endog ved denne havde maattet give alle sine Raadgivere og Riddere det udstrakte Tilsagn om Skattefrihed, som vi allerede have seet (S. 184). Thi det var endog umiddelbart efter Hjemkomsten fra denne Eriksgata, at han lod hiint sammesteds omtalte Forbud udgaa til Uppsalas næringsdrivende Borgere mod at unddrage sig deres Skattepligt under Paaskud af, at de beboede Frelsegods. Han hentydede siden til lignende Unddragelser af Frelsemændene i hiin nysnævnte Proclamation af 29de Decbr. 1336 (s. o. S. 198), hvori han beklagede, at han maatte tynge Folket med Skatter formedelst Formynderregjeringens uforsvarlige Ødslen med Kronindtægterne, og at Tyngden for meget havde ligget paa ham selv og Almuen, men derimod været altfor lidet baaren af dem, der havde modtaget Indtægterne selv. Efter 1340 lader det til at han har forsøgt at rykke sit Maal nærmere, eftersom man da finder, at Fortegnelser paa senere erhvervet Kirkegods ere optagne, i hvilke det udtrykkeligt anføres, om det er skattepligtigt til Kongen eller ikke[6]. Hovedforanstaltningerne, hine føromtalte udtrykkelige Forbud mod yderligere Indkjøb af Gods, synes dog ej at have fundet Sted førend ti Aar senere[7], faa varsomt maatte han her gaa til Verks lige over for et Aristokrati, der allerede var voxet Kronen over Hovedet. I Norge finde vi og, at han omtrent samtidigt gjorde Foranstaltninger, der tildeels synes at have samme Øjemed, nemlig at skaffe Kronen tilbage de Indtægter, den uretteligen havde mistet, og forebygge lignende Tab for Fremtiden. Allerede de Forholdsregler, hvorom Biskop Haakon taler i sine Breve af 1338–40, angaaende Mynten og andre Anliggender torde vel for en ikke ringe Deel staa i Forbindelse dermed, skjønt de rigtignok i Hovedsagen fremstillede sig som Følger af de Klager over slet Forvaltning, som de misfornøjede Stormænd havde udtalt (s. o. S. 238, 239). En meget rimelig Grund at paaberaabe sig for Undersøgelser og Efterregninger af Kronens Indtægter i Norge havde Kongen her i den paa Vardberg vedtagne Bestemmelse, at Kongesønnen Haakon skulde faa Regjeringen over Norge, naar han blev myndig, thi da Kongen agtede at forbeholde sig selv enkelte Dele, navnlig Skatlandene, som etslags Appanage, maatte det og falde af sig selv, at Kronindtægterne nøje bestemtes for siden at deles mellem ham og Sønnen. Hvad nu end Aarsagen har været, saa see vi, at der virkelig i Aarene 1344–46 skete nøjagtige Undersøgelser over Kongens Jordegods og Indtægter idetmindste i det sydlige Norge. I Marts 1344 reiste de ovenfor omtalte Kongsmænd Agmund Nikolassøn og Thorgils Smidssøn fra Heredsthing til Heredsthing i Borgesyssel og optoge paa hvert Sted i Forening med enkelte af de tilstedeværende Thingmænd en Liste, først over Krongodset, siden over Lide-Tallet i Thinglaget, den første, som man tydeligt nok kan skjønne, til Beregning af Landskylden, den anden til Beregning af Ledingen. Der findes endnu to Brevskaber fra denne Omreise, det ene vedkommende Idde, det andet vedkommende Skjæbergs Thinglag; de ere begge affattede i samme Form som Bevidnelser af hine Thingmænd om, at de nævnte Herrer med dem efterregnede Krongodset og Lide-Tallet og optog Listerne, som meddeles i sin Heelhed[8]. Det kan alene betragtes som en tilfældig Omstændighed, at vi ikke have lignende Fortegnelser for hvert af de øvrige Thinglag saavel i Borgesyssel, som andensteds, thi det er tydeligt nok, at slige maa have været optagne, og at de ej alene maa have været indførte i hine særskilte Brevskaber, der udstedtes paa hvert Thing, men at de omrejsende Embedsmænd tillige indskrev dem i Protokoller for at have dem samlede. I samme Aar, 1344, berejste Guthorm Erikssøn, der nys havde været Sysselmand i søndre Gudbrandsdalen, tilligemed Thrond Krakessøn paa Kongens Befaling og efter hans Brev hele Oslo Fehirdsle for, som det udtrykkeligt heed, at undersøge og efterspore alt hvad som der berørte hans Interesser, siden han blev Konge; saaledes undersøgte de ogsaa under deres Nærværelse paa Loms Heredsthing Garmo-Ættens Adkomst til Thessevandet, som Kong Olaf den hellige i sin Tid havde skjenket Thorgeir gamle, og stadfestede dennes Efterkommeres Ret dertil i Kongens Navn efter den dem givne Fuldmagt[9]. Heraf seer man end tydeligere, hvorledes Sammenhængen var med denne Omreisen af kongelige Ombudsmænd i de forskjellige Fehirdsler. Der kan ingen Tvivl være om, at de førnævnte Herrer Agmund Nikolassøns og Thorgils Smidssøns Hverv har været aldeles det samme for Tunsbergs Fehirdsle, hvortil Borgesyssel hørte, som Guthorms og Thronds for Oslos. To Aar senere, i August 1346, see vi den samme Agmund Nikolassøn tilligemed en Agmund Ormssøn udstede et aabent Brev om Krongodset og Lideantallet i Roeims Skibrede i Ranarike aldeles efter samme Formular som hine Breve vedkommende Idde og Skjæbergs Thinglag[10]; altsaa have da disse Mænd venteligt bereist baade Ranrike og Elvesyssel i dette Aar. Ja endog til Island sees Undersøgelserne at have strakt sig, som det nedenfor skal vises. Vi berettiges heraf til at slutte, at Kongen har ladet lignende Undersøgelser foretage ogsaa i de øvrige Fehirdsler, og paa samme Maade, nemlig ved to Ombudsmænd, der reiste omkring fra Hered til Hered, holdt Thing med Indbyggerne, og i Forening med to, tre eller fire forstandige Mænd i hvert Thinglag eller hver Skibrede optegnede alt kongeligt Jordegods saavelsom Lidetallet, anstillede omhyggelige Undersøgelser om Maaden, hvorpaa Jordegods, der tidligere havde været Kongegods, var kommet i privat Mands Eje, især siden Kongens egen Tronbestigelse, fordrede Adkomstbreve fremlagte, og formodentlig da, hvor disse manglede eller ej var tilfredsstillende, erklærede vedkommende Gods for atter at tilhøre Kronen. For dem, der saaledes maatte afstaa, hvad de havde troet at besidde med Ejendomsret, maa en saadan Reduction have været meget forhadt, og de har vel ikke undladt at gjøre al den Modstand, der stod i deres Magt. Men der tales dog ikke udtrykkeligt om noget saadant, end mindre om nogen ny Opstand, saa at man maa formode, at det Hele er løbet fredeligt af: et Tegn paa, at Kongens Magt og Anseelse nu ikke har været ubetydelig. Det eneste, der kunde ansees som Tegn til, at Reductionsverket har mødt Hindringer eller Modsigelser, er den Omstændighed, at Spørsmaalet om Hafthorssønnernes Ret til Borgesyssel blev endelig afgjort ved en Rigsretsdom af 12te Januar 1347, saaledes at Forleningen med Borgesyssel ud over Kong Haakons egen Levetid erklæredes ugyldig, og at Hafthorssønnerne ingen Ret havde til Sysselen. Brødrene maa derfor paa en eller anden Maade have fremsat deres Fordringer, eller erklæret sig mod Reductionscommissærernes Afgjørelser, og fordret Sagen om Borgesyssel paadømt af Raadet. Dommerne var Biskop Salomon i Oslo tilligemed 14 andre Herrer, blandt dem Hr. Ivar Agmundssøn, Hr. Agmund Finnssøn, Hr. Ulf Saxessøn, og Bjarne Erlingssøn samt tvende Lagmænd, og at Dommen gik Hafthorssønnerne imod, uagtet de blandt Dommerne talte flere af deres fordums Meddeeltagere i Reisningen mod Kongen, ja endog Sigurds egen Svoger, Bjarne Erlingssøn, viser, at deres Sag heller ikke kan have været synderlig god, og at der intet lod sig sige til deres Fordeel[11]. I Sverige derimod reiste der sig, fra den Tid, da Kongen begyndte alvorligen at hindre Stormændenes Overgreb og varetage Kronens Rettigheder, et Misnøje og en Modstand blandt disse, der efter længere Rivninger endte med aabenbart Oprør og Magnus’s Forjagelse fra sit Rige. Det er imidlertid let at forstaa, at saadanne Rivninger i det ene af de to forenede Riger ikke undgik ogsaa at indvirke paa Forholdene i det andet, saaledes som vi nu i det Følgende ville erfare.

  1. See det i Kongens Navn og under hans Secret fra Tunsberg udstedte Brev af 18de Octbr. 1323, hvorved det forbydes Haakon i Hvaløerne og Thrond Krakessøn at optage Ledingen paa Varna, da Mariekirken og dens Prester skulde have den (D. N. I. 173). Man maa antage, at disse Mænd have været beskikkede af Drottseten til at opkræve Ledingen, maaskee fordi Sysselmands-Embedet her har været ubesat, eller at een af dem har været Sysselmand; og at Hertuginden, der endnu var hos sin Søn, paa egen Haand har indblandet sig i deres Forretninger. Dette var vist ikke den eneste Gang, om end ikke flere Exempler ere os levnede.
  2. See ovf. IV. 1. S. 589, IV. 2. S. 376.
  3. See ovf. S. 189, 190.
  4. See herom ovenfor S. 184. Jfr. Skildringen i Styffe’s Bidrag S. XII. XIII.
  5. Det er slet ikke usandsynligt, at Dronningen ej var nogen god Huusholder, og at Magnus var en føjelig og liberal Egtemand med Hensyn til hendes økonomiske Forhold, erfarer man af flere Omstændigheder, f. Ex. de Breve, hvori han tilstaar hende visse aarlige Indtægter af Skaane (s. nedenfor), men udtrykkelige samtidige Vidnesbyrd om hendes Ødselhed findes ikke.
  6. See Dipl. Sv. 3571, Fortegnelse, optagen paa Erkebiskop Peters Befaling, over det Gods, der siden Kong Byrges Kroning var kommet under forskjellige Kirker i Uppsalas Diøcese, med udtrykkeligt Tillæg om, hvorvidt det er frit for Skat til Kongen eller ej. Det er vistnok en aldeles rigtig Gjetning af Styffe (l. c.), at denne Fortegnelse er foranlediget ved en eller anden Foranstaltning af Kongen.
  7. See Kongens Brev af 10de Oct. 1351, Porthans Sylloge p. 94.
  8. See Brevene af 15de og 17de Marts 1344, Dipl. N. IV. 278. I det første er det Aslak, Presten paa Idd, og tre Bønder, som bevidne, at de to kongelige Ombudsmænd med dem efterregnede Kongens Jordegods og Lidetallet i Idd Thinghaa; i det andet er det tre Bønder i Skjæbergs Sogn, som vidne om det samme for Skjæbergs Thinghaas Vedkommende. Kongens Jordegods paa Idd var 1 gl. Øres Skyld i Aurebakke, 1 Lands Bool i Rud ved Sundomanes, 7 Ertogers og 5 Laupers Bool i Bakken, 1 Mks. Bool i Holt, i Sundomanes 6½ Saltsyderier, to bortlejede for 1½ Pd. Salt, hver af de øvrige for 1 Pd., i Ganderud 1½ Ør. B., i vestre Oos med tilhørende Laxefiske 2 Mks. Skyld, pantsat til Gunnar Hviit for endeel Penge; det halve Ærfjeld, fordum bortlejet for 4 Saald Pors, som nu ikke kunde faaes deraf, 3 Ør. Bool i Grunderud; tilsammen 3 Mkr., 5 Ørers, 7 Ertogers og 6 Laupers Bool, samt 572 Pund Salt aarligt. Paa Skæeberg var det 3 Mk. Bool i Bø, der afkastede 4 Mkr., i Berg 2 Mkb. efter den oprindelige Taxt (at skorunni), men bortbygget for 3 Mk. 6 Ører; i Holt 1 Mk. B., bortbygget for 1 Mk. 2 Ører, Thveit 18 Ør. B. oprindeligt, bortbygget for 3½ Pd. Malt og den tilhørende Fos for 6 Pd. Malt; Thorderud 15 Ør. B. oprindeligt, nu bortbygget for ½ Øre (30 Pen.), Tafsrud 1 Ert. B. oprindeligt, bortb. for 1½ Ertog; Austby 3 Er. B. opr., bortb. for det samme. Jorden maa have staaet høiest i Priis i dette Thinglag, siden saa mange af disse Gaarde vare bortbyggede endog for mere end deres oprindelige Skyld. Lidernes Antal i begge Thinglag var 41 og 43; see ovenfor IV. 1. S. 589.
  9. See Brev af 3die Nov. 1344, Dipl. N. II. 265. Det er af dette Brevs Indhold tydeligt, at naar det heder, at de skulde undersøge og efterprøve alt hvad der vedkommer Kongen og er skeet, siden han blev Konge i Norge, („alla þvi hluti sem honum varðaði ok gerzt hafa siðan hann varð konungr i Noregi“) alene sigter til Afhændelser af Krongods eller Kronindtægter.
  10. See Brev af 3die August, Dipl. N. IV. 305. Uheldigviis er dette Brev faa fuldt af Huller, at man ikke deraf kan faa en heel Liste over Godset og Liderne. Godset var her meget betydeligere end i Borgesyssel, thi hvad man kan læse af de optegnede Ejendomme i denne ene Skibrede, udgjør omtrent 50 Mks. Bool; Lide-Antallet er 62. Men Jordegodset stod her ikke i saa høj Verdi, thi om mange af Gaardene anføres det udtrykkeligt, at de var bortbyggede for mindre end den oprindelige Skyld. Saaledes f. Er. Lykke 5 Ør. Bool bortbygget for 4 Ører, i Thorp 6 Er. B. bortbygget for 3 Ører. De fleste af Gaardene vare bortbyggede for deres paalydende Taxt. Man maa altsaa slutte, at Borgesyssel var et mere yndet Opholdssted end mange andre Egne i Riget.
  11. Dipl. N. I. No. 303. Om de nærmere Forhold, under hvilke denne Dom blev afsagt, vil der i det følgende blive handlet.