Det norske Folks Historie/7/20

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 139-145).

Da Kong Magnus tiltraadte Regjeringen, var han, som sagt, kun 16 Aar gammel. Om hans Barndom, Opdragelse og Evner nævnes der ikke et Ord, saa at det ej er muligt at danne sig den fjerneste Forestilling om de Forventninger, man dannede sig om ham. Ophøjet paa Tronen, endnu førend han ret havde lært at skjønne, og saaledes opvoxet uden at kunne erindre sig selv anderledes end som Konge over to Riger, havde han vel fra sin tidligste Barndom været vant til at smigres og føjes. Der tales ikke om at nogen erfaren Mand i Særdeleshed tog fra af hans Opdragelse. Hans letsindige Moder var allermindst dertil skikket, og fjernedes ogsaa tidligt fra ham. Drottseten var udnævnt til Rigsforstander, men ej til Kongens Opdrager, og der tales intet om at han gav sig mere af med ham, end Regjeringssyslerne fordrede. Kun sjelden havde han, som vi have seet, været i Sverige, han maa derfor vel i Sprog og Væsen have været fuldkommen norsk, og dette har vel og bidraget det Meste til, at Nordmændene, som vi i det Følgende ville see, var ham langt mere hengivne end de Svenske. Hans senere Liv viser ham som en temmelig svag, men ikke i sig selv slet Mand; han manglede aabenbart ikke god Vilje, og har derfor vel ved sin Tiltrædelse haft de bedste Forsetter. Hvad Bestemmelse man ellers havde taget – og en saadan synes dog at maatte være tagen – om Maaden, hvorpaa begge Rigers Regjering nu skulde føres af ham alene, ikke, som forhen, ved en særegen Formynderregjering for hvert: derom nævnes intet. I Sverige var Vanskeligheden ikke saa stor, hvor Raadets Magt nu engang var voxet Kongens over Hovedet, og hvor man saaledes i Kongens Fraværelse kunde hjelpe sig med Raadet under en Drottsetes Forsede som midlertidig Styrelsescollegium. Men i Norge, hvor det i eet og alt kom an paa Kongemagten, hvor man hvert Øjeblik maatte henvende sig til Kongen selv om Afgjørelse, og hvor denne altid skreed personlig ind i de fleste Forvaltningsgrene: der var det vanskeligere. Maaskee tænkte man at Sagen nogenledes kunde ordnes derved at Kongen tog sin Hovedresidens paa Baagahuus, hvori vi ogsaa i det Følgende ville finde at han mest opholdt sig, naar han ej var paa Reiser eller i Krig: derfra kunde han i faa Minuter, om det behøvedes, være over paa svensk Grund, og saaledes nemt lede begge Rigers Regjering. Dog er det temmelig vist, at han for det første ej tog sig saa meget af de egentlige Regjerings-Anliggender i Sverige, men indtil Videre overlod til Drottseten og Raadet at afgjøre vigtige Sager, som forhen, i hans Fraværelse, ja endog at forvare Seglet. Sommeren efter sin Regjerings-Tiltrædelse gjorde han vel nemlig, som vi ville see (s. n. S. 142), en Reise til det østlige Sverige, hvor han den 19de Juni var i Kalmar, og den 9de Aug. i Søderkøping, men allerede den 16de Septbr. finde vi ham atter paa Baagahuus, hvor han nu atter tilbragte nogen Tid^[1], og hvor, eller i hvis Naboskab han ogsaa var, medens Raadet eller Høvdingerne i Midten af Januar Maaned kom sammen til Rigsforsamling i Ørebro, og udstedte Anordninger i hans Navn^[2]. I Norge brugte han stundom den samme Fremgangsmaade^[3], men mere sparsomt, da han der synes at have været mere paaholden paa sin Magt, formodentlig især af den Grund, at han der havde større Magt.

Hvad der mest beskjeftigede Kongen og hans Omgivelser i den nærmeste Tid efter hans Myndigheds-Erklæring, var Erhvervelsen af Skaane. Her havde Holsterne holdt saa slemt Huus, at Skaaningerne, efter forgjeves at have søgt at faa Helsingborgs Slot indløst, gjorde Opstand og overfaldt dem, hvor de traf dem, navnlig i Lunds Domkirke, hvor trehundrede af Tydskerne havde forsamlet sig, og ved Helsingborg, som de nu belejrede, saavelsom andre Slotte. Men da det var at forudsee, at de i Længden herved vilde komme tilkort, naar de ej fik Understøttelse, besluttede Erkebiskop Karl og Høvdingerne i Skaane at henvende sig til Kong Magnus, og overdrage ham Landet^[4]. De sendte derfor Bud til ham, som dengang formodentlig endnu var paa Baagahuus, og tilbød at underkaste sig ham, om han vilde staa dem bi. Han modtog Tilbudet, og bad dem at sende Befuldmegtigede, der kunde afgjøre Sagen, til Kalmar, hvor han ogsaa selv skulde indtreffe omkring Botolfsvake^[5]. Hidhen begav sig da Erkebiskop Karl med Capitlets Provst og Decanus samt mange af de verdslige Høvdinger, og her blev Sagen afgjort saaledes, at de underkastede sig ham, og lovede ham bestandig Lydighed, imod at han lovede at beskytte dem ved Lov og Ret, og opretholde enhver Stands retmessige Privilegier. Denne Overeenskomst skete formodentlig den 19de Juni, thi paa denne Dag udstedte Kongen en Stadfestelse paa alle de Privilegier, som Erkebiskopen af Lund, hans Kirke og Geistlighed havde faaet af de forrige danske Konger, og lovede at holde dem skadesløse for hvad Afbrek de i Kongens Tjeneste maatte lide, af det Gods, han ved deres Hjelp maatte erholde i Danmark. Lignende Beskyttelsesbreve har han vel og udstedt for de andre Stænder. Kong Magnus var jo vistnok endnu Kong Christophers Forbundne, men Hensyn hertil har neppe plaget ham, især da Skaane dog ikke stod under Christophers Raadighed, ja egentlig nu var faldet i hans Modstanders Hænder. Thi ej engang Grev Johan havde andet end sin egen Fordeel.for Øje, som man altfor vel seer af de Forestillinger han havde gjort Paven for at faa sine danske Besiddelser fritagne for Interdict. Desuden døde, som vi have seet, Kong Christopher kun faa Uger efter, og– Kong Magnus bestemte sig nu strax til at kalde sig Skaanes Konge, uden dog endnu at bruge denne Titel stadigt^[6]. Det var imidlertid ikke Grev Johans Agt, uden Videre at lade sig et saa stort Landskab fratage, og Kong Magnus maatte derfor strax gjøre Udrustninger. Den unge Konge tænkte formodentlig endog med stor Glæde paa, selv at draget Felten og vinde sine første Sporer, thi af et Brev, udstedt 17de Juli, erfare vi at han af Ridderne Hr. Ulf Arnbjønssøn og Gøtstav Nikolassøn havde kjøbt en Stridshingst for den store Sum af 80 Skr. Sølv (svarende efter Nutidens Sølvverdi til 6400 Spd.), som han ej strax kunde udrede, og for hvilken derfor flere af hans Riddere maatte gaa i Borgen^[7]. Men der blev neppe noget af dette Tog, derimod udrustede han Skibe, forat hindre Grev Johan og Grev Gerhard, der understøttede ham, fra at komme Helsingborgs Slot til Undsetning fra Sjæland. Der blev da, fortelles der, hemmeligt talt til en megtig Ridder paa Baagahuus (formodentlig Hr. Ivar Agmundssøn) om, at Kongen hellere burde kjøbe Helsingborg og Skaane af Grev Johan, end at vove sine Folks Liv; hiin Ridder bragte det for Kongen og Raadet, og man blev enig om at sende sex Riddere til den, der havde gjort Forslaget, for at erfare, hvorfra det var udgaaet, og om Kongen maaskee kunde faa Pengene laant i Lübeck. Men det viiste sig, at Forslaget ej var udgaaet fra nogen competent Autoritet, og at der ingen Penge var at faa. Da sendte Kongen en ej ubetydelig Styrke til Øresund, men endeel deraf strandede paa Dragør, og Folkene, som kom i Land, bleve drebte af de Tydske^[8]. Imidlertid maa vel ogsaa Grev Johan have fundet det raadeligst for Penge at opgive et Landskab, hvis Forsvar sikkert herefter vilde blive ham for kostbart, og en Fredsslutning kom derved istand den 4de November 1332 paa følgende Vilkaar: Kong Magnus og hans Arvinger faa Skaane med Bleking, Lister og Øvre Hveen, med Undtagelse af Bjerge- og Nordre-Aasbo-Hereder, der tilhøre Knut Porses Børn, mod en Sum af 34000 Mk. Sølv, kølnsk Vegt, dog med Gjenløsningsret for samme Sum, forbeholdt enhver, der maatte have Ret dertil. Deraf skal Kongen betale 5000 Mk. allerede den tilkommende 6te Januar i Lübeck eller Kjøbenhavn, og 5000 paa Fastelavnssøndag, for hvilke Afbetalinger tredive Riddere, Sverre og Borgere fra Sverige og Skaane stilles som Gisler. Helsingborgs Slot skal derpaa modtages af en skaansk Herre paa Kongens, og en holstensk paa Grevens Vegne i Fællesskab. For Halvdelen af de øvrige 24000 Mk. skal Sjøborg og alt hvad Kongens Moder Hertuginde Ingeborg besidder paa Sjæland, saavelsom Samsø, settes i Pant, og for den øvrige Halvdeel stilles Gisler, men dersom Kongen ikke kan raade over disse Besiddelser, skal der stilles Gisler for alle 24000 Mk. Opfylder ikke Kongen alle disse Betingelser, skal han miste Helsingborg og Skaane samt de i første Termin udlagte 10000 Mk., men saasnart han derimod ved Pant eller Gisler har stillet Sikkerhed for hiin Sum, skal den grevelige Besetning forlade Helsingborg, og dette Slot tilligemed Skaane fuldkommen aftrædes ham. Vil da Hertuginde Ingeborg aftræde Sjøborg med Samsø o. s. v. for 1200 Mk., skal det staa Grev Johan frit at modtage Sjøborg med tilliggende sjælandske Besiddelser imod at 1000 Mk., for hvilke han i sin Tid havde pantsat dem til Hertuginden, liqvideres i hiin Sum, som Kongen var ham skyldig^[9]; men havde Hertuginden allerede brugt de 10000 eller noget deraf, og hvis Greven derhos udløser en Fordringshaver, der havde Panteret i Samsø, skal Hertuginden eller hendes Børn afstaa deres øvrige Besiddelser i Sjæland for 2000 Mk. Derhos skal Hertuginden nu strax faa tilbage alt det Gods, hun besad i Sverige og Norge, da hun forlod disse Lande, og frit nyde og bruge det, ligesom og Kongen skal troligen forsvare hende i Besiddelse deraf. Ville ellers Kjøbmændene i de tydske Stæder sige god for alle de 34000 Mk. eller endeel deraf,. skulle Gislerne i Forhold til Summens Størrelse frigives. Hr. Eggard af Brockdorp, hidtil Befalingsmand paa Helsingborg, skal aftræde til Ridder Jens Offesøn, der her optræder som en af den skaanske Adels Formænd^[10], Slottet Lindholm med Tilbehør, men som dog atter skal oplades for Greven, hvis Kongen i Mangel af Caution maa tilbagegive Helsingborg. Hr. Eggard skal ligeledes forblive i Besiddelse af de førnævnte Bjerge og Aasbo-Hereder, hvilke Hertuginden havde pantsat ham for 1000 Mk. Sølv. Alle de Skaaninger, der i den sidste Krig have taget Grevens Parti, eller mistænkes af Kongen derfor, skulle beholde deres Ejendomme uforkrænkede, og alle Fanger skulle frigives. Den Gjenpart af dette vigtige Fredsforslag, hvoraf vi nu besidde Afskrift^[11], er dateret fra Helsingør, og udstedt af Hertug Valdemar, Grev Gerhard og Grev Johan, saaledes at denne, uagtet Hovedpersonen paa den Side, dog nævnes bag efter dem, der kun vare hans Medforbundne, fordi de vare af højere Rang. Den af Kongen udstedte Gjenpart, der maa have været opbevaret etsteds i de holstenske Archiver, er ej lengere til, og man kan saaledes ikke see, om den ogsaa er dateret fra Helsingør eller fra noget andet Sted, f. Ex. Baagahuus, hvor Kongen paa den Tid mest opholdt M. Det sidste er det rimeligste.

Skaane var nu vel afstaaet, men Pengene skulde staffes til Veje, og det holdt haardt. Hvorvidt Kongen, eller hans Befuldmegtigede, havde indhentet hans Moders Samtykke, førend de disponerede over hendes danske Besiddelser, vides ikke: hendes norske og svenske Ejendomme skulde vel, hvad man maa antage, tilbagegives hende som etslags Erstatning, og at hun virkelig fik de første tilbage, er vist nok, men derimod see vi hende fremdeles en Tidlang i Besiddelse af Sjøborg, og det lader saaledes ikke til, at Magnus strax fik den Lettelse i Betalingen eller Sikkerheds-Stillingen, som man ved Aftrædelsen deraf havde tilsigtet. Den Hjelp, man lod til at have ventet af de tydske Stæder, udeblev formodentlig, efter hvad man af Detmars Beretninger maa slutte, og Kongen maatte derfor tage sin Tilflugt til sine Undersaatters Bistand. En Rigsforsamling tilstevntes saaledes i Ørebro ved Midten af Januar eller.strax efter Julen, og imidlertid begav han sig til Oslo, for at tilbringe Julen der, og sandsynligviis ogsaa fra Norge skaffe sig Penge til de første Udbetalinger. Halvdelen af Kirketienden kom maaskee nu vel tilpas, forsaavidt den ikke allerede var opbrugt.

1. Dipl. Sv. 2943, 2947, 2948. Disse Breve ere dat. 16de Sept. og 14de Oktbr.
2. See Brev af 16de Januar 1333, dateret fra Ørebro, Dipl. Sv. 2909, hvorom mere nedf. Denne med Hensyn til Kongens Maade at fore Regjeringen paa højst vigtige Omstændighed, der af de forhaandenværende Breve vel nogenledes kunne anes, men ej tydelig sees, fremgaar nu med den største Klarhed af Petrus Gervasii Regnskabsbog, opbevaret i det vaticanske Archiv, men hidtil ej bekjendt. Han siger nemlig her i Regnskabet over sine Reise-Udgifter: „den 12te Januar 1333 drog jeg fra Linkøping til Ørebro, hvor der skulde holdes Rigsforsamling (parlamentum), og hvor Prælaterne skulde samles med Adelen; – da Rigsforsamlingen var til Ende, og jeg havde erfaret, at Kongen var kommen fra Norge til Sveriges Grændser, begav jeg mig til Kongen, og gav mine Førere 26 gr. tour. o. s. v.; ligeledes Portneren paa Baagahuus 12 gr. t. – – – Den 8de Febr. forlod jeg Ljodhuus efterat have sagt Farvel til Kongen, og begav mig til Skara“ o. s. v. Nu erfare vi af Dipl. Norv. III. 166 og II. 198, at Kongen den 27de og 30te Decbr. var i Oslo, altsaa har han tilbragt Julen her, og begav sig formodentlig strax efter Julens Ophør den 28de Januar til Baagahuus, hvorfra han og synes at have besøgt Ljodhuus i Februar, hvis ikke P. Gervasii Mening er at han sagde Kongen Farvel paa Baagahuus, og derfra drog til Ljodhuus. Vi see ligeledes af P. Gervasii Regnskab, at Kongen og hans Moder allerede d. 8de Juni vare paa Lindholmen (jfr. Dipl. Sv. 2992), altsaa kan han ej have været i Stockholm, da et Brev der d. 7de Juni udstedtes i hans Navn (Lübecks Urkundenbuch II. No. 562).
3. Vi erfare, at han paa den samme Tid, der ovenfor nævnes, ligeledes lod sin norske Cantsler reise til Nidaroos og der udstede samt besegle et Brev i hans Navn, da nemlig Brevet i Dipl. N. I. 221 er dateret Nidaroos den 29de Jan. 1333, men han kunde dog umuligt være der, naar han saavel efter hiin Rigsforsamlings Slutning som den 28de Decbr. var nede ved Gøta-Elven.
4. Suhm XII. 228, 229, Huitfeld S. 456.
5. Dette sees deraf at Stadfestelsesbrevene paa Geistlighedens Privilegier er dateret Kalmar d. 19de Juni.
6. Magnus kalder sig Sveriges, Norges og Skaanes Konge i Brevet, dateret Søderkøping 9 Aug. 1332 (Dipl. Sv. 2940), i to, dat. Helsingborg den 10de Juli 1333 og Lund d. 12te Juli 1333 (Dipl. Sv. 2994, 2990), og i et af 29de April 1324 (Dipl. Sv. 3053), men i de samme Aar kalder han sig ellers kun Sveriges og Norges eller i norske Breve Norges, Sveriges og Goters (d. e. Gotlændingers) Konge, indtil midt i 1335, hvor han i det mindste i svenske Breve begyndte stadigt at kalde sig „Sveriges, Norges og Skaanes Konge“ eller „Norges, Sveriges og Skaanes Konge“.
7. Dipl. Sv. 2937.
8. Detmar, ved 1332, S. 234, 235.
9. Om denne Transaction, der oplyser, hvorfor Hertuginden blev i Besiddelse af Sjøborg o. s. v., har man ingen andre Breve eller Notitser, undtagen hvad der nævnes i den ovenfor (S. 118) omtalte Tractat af 12te Nov. 1329.
10. Ved Siden af Magnus som Medcontrahent paa hiin Tid nævnes nemlig Erkebiskopen, Sum» Jonssøn (der nu blev en af de to Befalingsmænd paa Helsingborg) og Hr. Johannes Offesøn, hvem der og af de første 10000 Mk. forbeholdtes 70. Lindholms Slot laa i Svedals Sogn, Vemundhøgs Hered, i det sydligste Skaane, ved Byringe Sø.
11. Denne Afskrift, en temmelig ny, forefindes i det svenske Rigsarchiv, og var ej bekjendt førend den for faa Aar siden aftryktes i Dipl. Sv. 4de Bind, No. 2951.