Det norske Folks Historie/7/21

Fra Wikikilden

Imidlertid var Erkebiskop Eiliv afgaaet ved Døden den 2den November[1]. Han havde i lengere Tid været svag, saa at han allerede Trinitatis Søndag, d. 14de Juni, ikke selv kunde indvie den nye Biskop til Hole, Islendingen Egil Eyjulfssøn, hvilken han og hans Capitel efter den ovenfor nævnte Forestilling af Biskop Laurentius havde udvalgt, men maatte overdrage denne Forretning til Biskop Haakon af Bergen, som han nys havde indviet, og som maaskee i den Anledning endnu opholdt sig i Nidaroos[2]. Eiliv var unegtelig ej alene den ypperste og dygtigste Erkebiskop, som Nidaroos Provins nogensinde havde haft, og under hvilken den norske Kirke naaede Højdepunktet af sit indre Velvære og ydre Anseelse, men han var tillige ved sit Maadehold, sin Patriotisme og sin indgribende Indflydelse umistelig for Landets Ro og Lykke, hvilket man altfor snart fik at føle. Blandt hans reenkirkelige Foranstaltninger kan merkes, at han allerførst i den norske Kirke indførte Højtideligholdelsen af den saakaldte Christi Legemsfest, eller Thorsdag efter Trefoldighed, hvilken allerede havde været paabudt af Pave Urbanus d. 4de 1264, men ej almindeligt indført førend efter en ny Bestemmelse paa Conciliet i Vienne[3].

Erkebiskopens Død kom dog vist temmelig belejligt for Kongen og hans Omgivelser. Hans Cantsler, Provst Paal, aspirerede nemlig øjensynligt til Erkestolen, Landets højeste kirkelige Verdighed, og for den unge Konge tilligemed hans verdslige Raadgivere, som selv ønskede at have Rigsseglet til sin Raadighed, uden at bindes ved en Cantslers Control, og som vel allerede havde opgjort imellem sig, at Cantslerverdigheden for det første skulde henstaa ubesat, var det den nemmeste Maade at ordne Sagen paa, naar den nuværende Cantsler befordredes til den erkebiskopelige Verdighed, hvorved man tillige fik en paalidelig Mand paa denne vigtige Post, da man nemlig maatte antage, at Paal i det Hele taget var det nu herskende Parti, Agmundssønnernes, mere hengiven, end Erling Vidkunnssøn. Altsaa laa det baade i Cantslerens og Kongens Interesse, at den første blev Erkebiskop. Og til dette Maal synes de og med forenede Kræfter at have stræbt. Den 27de Decbr. bekræftede Kongen i Oslo alle Nidaroos Kirkes Tjenestemænd i de Friheder, som de nød saa længe Eiliv levede, og havde nydt under de forrige Konger[4], og med dette Brev reiste Cantsleren, efterat han ogsaa havde faaet Bekræftelsesbrev paa Mariekirkens Rettigheder[5], til Nidaroos, visselig for at bearbeide Chorsbrødrene til sin Fordeel, og medbringende enten det kongelige Segl, for i Kongens Navn at kunne udstede de Breve, som yderligere maatte ønskes, eller og, hvad der er rimeligere, beseglede Blanketter til Udfyldning. Thi idetmindste eet saadant Brev er endnu til, nemlig et, der er dateret fra Nidaroos den 29de Januar 1333, beseglet af Cantsleren og skrevet af den paa denne Tid sedvanlige Skriver Paal Klerk, hvori det, i Anledning af at der var klaget for Raadet over at forskjellige Mænd sidde i Nidaroos Kirkes Ombud, udføre Provstedømme og opbære Kirkens andre Indtægter siden Eilivs Død, uagtet dog Kirkeloven ved saadan Lejlighed tilkjendte Capitlet al Ret over Kirken, forbydes alle og enhver at befatte sig med Kirkens Ombud eller opbære dens Gods uden særskilt Ombud af Capitlet, og det derimod paalegges hver den, som allerede havde opbaaret noget, at betale det tilbage inden en Maaned fra dette Brevs Forkyndelse for ham, under Brevebruds Straf[6]. Ved saaledes at optræde som Capitlets virksomme Forsvarer maa Cantsleren have sat sig i Gunst hos dets Medlemmer, blandt hvis Tal han desuden forhen hørte, eftersom han blandt sine flere geistlige Beneficier ogsaa besad Canonicater i Nidaroos, Bergen og Orknø. Kom nu hertil hans store Anseelse, baade som Cantsler og som velstuderet Canonist, samt endelig Kongens varme Anbefaling, hvilken han ej kan have manglet, naar det paa den Maade betroedes ham at benytte Rigsseglet og Kongens Navn, da er det indlysende, at Valget maatte falde paa ham. Da Chorsbrødrene vare komne sammen til Valget, besluttede de at gaa frem, som det heder, ved Compromis, idet de overdroge til trende af sin Midte, Paal Paalssøn, Svein Erikssøn og Haakon Eysteinssøn, at samle Stemmerne og erklære den for valgt, hvilken „den større og forstandigere Deel af Capitlet befandtes at have stemt paa“ (quem invenirent a maiori et saniori parte Capituli nominatmn[7]). Det befandtes da, at alle eensstemmigt havde valgt Paal, og den nysnævnte Chorsbroder Svein erklærede ham saaledes for retmessigt valgt, hvilket Valg ogsaa strax efter blev behørigt forkyndt for Geistligheden og Folket. Paal modtog, som det forstaar sig, strax Valget, og reiste derefter tilligemed Deputerede fra Capitlet, der overbragte Valgbrevet, ned til Avignon for at faa den pavelige Bekræftelse og Indvielse. Om han paa Vejen indfandt sig hos Kongen, vides ikke med Vished, da man nu intet hører til ham i Norge førend i det følgende Aar, men det er rimeligt, deels fordi Kongerne nu engang betragtede saadant som en Høflighed, over hvis Tilsidesettelse de følte sig stødte, deels fordi han vel altid før sin Afsked maatte aflevere Seglet og nedlegge sit Cantsler-Embede, deels endelig fordi hans Vej rimeligviis faldt over Oslo og de Egne, hvor Kongen paa den Tid befandt sig. Da han og de Deputerede vare ankomne til Curien, udnævnte Paven efter Skik og Brug to Cardinaler til at granske Valget, og da de erklærede det gyldigt, bekræftede Paven det ved sin Bulle, dateret Avignon den 16de November 1333, idet han og under samme Dag udferdigede de sedvanlige Følge- og Anbefalingsskrivelser til Capitlet, Stadens og Diøcesens Geistlighed og øvrige Indbyggere, Lydbiskoperne, og Kongen. Paals Ophold ved Curien var altsaa temmelig langvarigt[8]. Hans Indvielse, der skete af Cardinalbiskop Anibaldi af Frascati, synes at have fundet Sted den 15de Decbr., og maa have været dobbelt, da han hidtil kun indehavde Diaconat-Graden, og saaledes først maatte indvies til Prest, førend han kunde indvies til Biskop[9]. Ved samme Lejlighed blev vel Pallium ham overgivet; den for ham udfærdigede Tilladelse til at reise hjem og tiltræde sit nye Embede er dateret den 20de Decbr. 1333[10]. Han kom saaledes ikke hjem førend hen i 1334[11].

Efterat Cantsler-Embedet saaledes ved Paal Baardssøns Ophøjelse til Erkebiskop var blevet ledigt, blev det, som vel de fleste allerede forudsaa, for det første slet ikke besat, men Kongen tog selv Seglet til sig, og lod Beseglingen af sine Breve forrette, som det heder, i sin Nærværelse, uden engang i Almindelighed at angive ved hvem. Brevene slutte sedvanligviis kun saaledes: „dette Brev blev gjort i N N (Oslo, Tunsberg, Baagahuus e. a. d.) og indseglet medens vi selv var tilstede (oss sjálfum hjáverandum); N N skrev det[12]; og den Secretær eller Klerk, som her sedvanligviis forekommer, er en Paal Styrkaarssøn, ogsaa simpelthen kaldet Paal Klerk, der optræder i denne Egenskab allerede ved 1328, og vedbliver deri til 1340, kun en eller anden Gang afløst af en Ivar Audunssøn, senere af en Halldor Agmundssøn. En eneste Gang (i 1334) finde vi at Kongen har ladet Hr. Haakon Agmundssøn besegle[13], og den sandsynlige Anledning hertil vil nedenfor (S. 160) blive omtalt; en anden Gang, den sidste, hvor Paal Styrkaarssøn nævnes, nemlig 23de April 1340, heder det at han baade indseglede og skrev[14]. Og dog stod heller ikke Provst-Embedet ved Mariekirken i Oslo den hele Tid ubesat, thi som Provst ved Mariekirken i Oslo nævnes første Gang i Septbr. 1337[15] en Hr. Erling Gullessøn, forhen Chorsbroder ved Kirken. Muligt at Embedet da først blev besat, siden Erling endnu i April 1334 kaldes slet og ret Chorsbroder[16] og ingen anden Provst i Mellemtiden omtales, men i alle Fald see vi dog, at Kongen har sat sig ud over sin Faders Forordning af 31te August 1313, der bød at Provstedømmet ved Mariekirken og Cantsler-Embedet stedse skulde være forenede. Aarsagen hertil behøvede nu vistnok ikke udelukkende at være Selvraadighed, men kunde gjerne simpelthen være den, at da Kongen nu forudsaa, at han vilde komme til at opholde sig hyppigere i Sverige end før, og derfor ogsaa komme i den Nødvendighed, derfra at udstede Breve vedkommende Norge, maatte han og have Rigsseglet med sig, hvilket altsaa ikke lenger kunde forvares af Provsten, naar denne ikke til Skade for sit Embede lange Tider af Aaret skulde opholde sig udenlands. Paa den anden Side var det heller ikke muligt under de nærværende Omstændigheder at vente, at Kongen, hver Gang han reiste til Sverige, skulde ville overdrage Regjeringen til Raadet eller et Udvalg af dette: og skete det en enkelt Gang, som vi erfare, da var det vel mest fordi Kongen følte sig nødsaget dertil. Men vi ville see, at han og beholdt Seglet under sin Forvaring, naar han var i Norge, hvor han dog kunde have Indseende med dets Anvendelse, og om vel ogsaa dette kunde lade sig forklare af den Aarsag, at det maaske alene vilde lede til Vidtløftighed, naar en Cantsler snart skulde modtage og forvare, snart igjen afgive Rigsseglet, saa er det dog umiskjendeligt, at han og hans Omgivelser med Glæde have grebet Lejligheden til at blive den besværlige Control, som Cantsler-Embedet medførte, kvit. Man merker det egentlig mest af Misfornøjelsen hos det Stormandsparti, der ved Kongens Tiltrædelse til Regjeringen tabte sin Indflydelse, og de Skridt, det forsøgte, øjensynligt for at fremtvinge en Forandring.

Hvad der overhoved ej kan have undladt at vekke nogen Misfornøjelse og Betænkelighed i Norge, var uden al Tvivl den Omstændighed at Kongen nu en Tidlang ganske synes at have været optagen med sin nye Erhvervelse, Skaane, uden at bekymre sig om stort andet. Deels var der mange Penge, som skulde skaffes tilveje til de første Indløsningsterminer, deels var der mange Enkeltheder at ordne, formodentlig især med Hensyn til Kongens Moder, over hvis Besiddelser i Danmark man havde disponeret. Det forhen omtalte Høvdingemøde i Ørebro, der neppe var sammenkaldt i anden Hensigt, end for at skaffe Penge tilveje, forsamledes ogsaa til den bestemte Tid, formodentlig endnu under Knut Drottsetes og Erkebiskopens Præsidium, og da vi af den under hans Navn her udstedte Erkjendelse, dateret 16de Januar 1333, erfare, at Prælaterne til Hjelp ved hiin Indløsning bevilgede ham Halvdelen af alle de svenske Kirkers Tiende som Laan, at tilbagebetale til næste Aar, maa man formode at ogsaa Lægmændene have grebet sig an, og tilstaaet ham en overordentlig Hjelp, især da vi finde at Udbetalinger nu herefter virkelig har fundet Sted[17]. Det er ikke usandsynligt, at det svenske Folk, eller idetmindste Adelen, har følt sin Nationalforfængelighed smigret ved denne Rigets store Tilvext, ej at tale om Skaanes Vigtighed for Sverige i strategiske Henseender, og at de derfor her med Iver have gjort alt hvad de kunde for at understøtte Foretagendet: ellers kan man neppe antage, at Kongen vilde have undladt, personligt at være tilstede ved Høvdingemøde. Men paa den Tid, dette holdtes, var han endnu i Norge, formodentlig i Oslo, og kom ej til Baagahuus førend efter Mødets Ophør eller mod Slutningen af Januar[18]. I Begyndelsen af Februar derimod drog han, som det synes, til Ljodhuus[19], og vi høre nu intet fra ham førend vi i Juni Maaned fandt ham paa Lindholmen, en liden Ø ved den sydlige eller svenske Deel af Hisingen (ligeoverfor det nuværende Gøteborg), som vi ogsaa tidligere have haft Anledning til at omtale, men hvor der nu fandtes et Slot, hvor vi see at Kongen herefter oftere opholdt sig[20]. Her paa Lindholmen var ej alene hans Moder, men ogsaa hele det svenske Raad tilstede[21], og uagtet vi ikke vide andet af hvad der skete paa dette Møde, end at et allerede tidligere med Biskopen af Linkøping indledet Bytte af Visingsø Slot m. m. med dennes Gaard Skelduvik i Østergøtland nu blev endeligt afgjort, kan der dog ej være nogen Tvivl om, at vigtige Forhandlinger have været plejede her, og at der navnlig maa have været truffet Bestemmelser angaaende Skaane og de Anliggender, som dermed stod i Forbindelse. Thi kort efter tog Kongen Skaane i formelig Besiddelse. Allerede den 10de Juli finde vi ham i Helsingborg[22], saaat det altsaa er tydeligt, at de Hindringer nu vare bortryddede, som stillede sig imod Besiddelsestagelsen, og at navnlig Helsingborgs Slot maa have været fuldkommen indløst. Den 12te Juli var han i Lund[23], og her, som i Helsingborg, see vi at han lod udgaa allehaande Beskjermelsesbreve: et Tegn paa, at han nu optraadte i Egenskab af retmessig Landsherre, og formodentlig paa en eller anden Festdag har modtaget Indbyggernes formelige Hylding. Men da han, formodentlig i Begyndelsen af August, atter forlod Skaane, synes han at have taget Vejen ind i det indre af Sverige; den 22de August var han i Ørebro, den 20de Septbr. i Stockholm, den 29de i Sigtuna, og lige fra 29de October til 6te Decbr. paa sin nys erhvervede, ovenfor nævnte Gaard Skelduvik, i Østergøtland[24]: ej førend den 26de Decbr. finde vi ham atter paa Baagahuus[25]. Under denne lange Fraværelse finde vi ikke et eneste i hans Navn udstedt Brev vedkommende de norske Anliggender, og der er saaledes al Grund til at antage, at han, optagen som han var med Skaanes Udløsning og de svenske Sager, aldeles ikke bar bekymret sig derom, og at dette har vakt Uvilje i Norge, hvor Forfatningen nu engang var saadan, at en Konge, naar han først havde overtaget Regjeringen, ikke godt kunde undværes i Landet, som den, til hvis afgjørende Autoritet man hvert Øjeblik trængte, uden at Regjeringsforretningerne og hele Statslivet mere eller mindre gik i Staa.

Hvad der i vore Optegnelser fra hine Dage meldes om de Bevægelser, der paa denne Tid fandt Sted i Norge, indskrænker sig til følgende korte Beretning i de islandske Annaler: „Hr. Erling, Hafthorssønnerne og Ulf Saxessøn forholdt Kongen Tunsberghuus, men gik siden i Kongens Vold, og Kongen skjenkede dem baade Liv og Ejendomme, undtagen Ulf Saxessøn; han indfandt sig ikke hos Kongen, og blev jaget i Landflygtighed“[26]. Her siges hverken af hvad Aarsag, eller paa hvilken Tid af Aaret dette skete. Hvis denne Begivenhed var henført til 1332, saa maatte man nærmest have gjettet paa, at Erling ikke godvilligt har givet Slip paa Rigsforstander-Verdigheden, men tilligemed sine Tilhængere indsluttet sig paa Tunsberghuus, indtil han siden nødsagedes til at overgive sig paa Kongens Naade. Men de bedste Bearbeidelser af Annalerne ere enige i at henføre Begivenheden til 1333, det samme Aar, som Paal Cantsler blev Erkebiskop, og Aaret førend han kom tilbage fra Curien: der kan altsaa ingen Fejltagelse være. Nu kunde det jo synes tenkeligt, at Erling allerede lige fra Kongens Regjeringstiltrædelse i April 1332 kunde have protesteret mod den nye Tingenes Orden, stillet sig i Spidsen for andre misfornøjede, og indesluttet sig paa Tunsberghuus, uden at Kongen eller rettere dennes betroede Mænd kunde begynde at foretage sig noget imod ham, førend i det følgende Aar. Men der er, som allerede forhen paapeget, ingen Spor af at noget saadant fandt Sted, eller at Kongens Regjeringstiltrædelse overhoved ledsagedes af Uroligheder, og saa sparsomme Efterretninger vi end have tilbage om de politiske Begivenheder paa de Tider, faa vilde dog neppe noget af saa stor Betydning sporløst være forglemt. Men en anden Sag er, at Erling ved sin Fratræden indtil videre kan have beholdt Tunsberghuus under sin Varetægt, og derimod siden, misfornøjet med Sagernes Stilling, kan have vegret sig ved at give Slip derpaa. Hertil kunde der nu være flere Grunde. For det første var vel han, som Fleerheden af Nordmændene overhoved, misfornøjet med, at Skaanes Erhvervelse – hvad der er tydeligt nok – altfor meget, ja vel endog næsten udelukkende optog Kongens Opmerksomhed, saaledes at derved hans Regjeringspligter med Hensyn til Norge forsømtes. For det andet havde man al Anledning til at befrygte, at denne kostbare Erhvervelse kunde foraarsage den norske Rigskasse utilbørlige Udgifter, og indvikle Norge i unødvendige Krige. Vi maa her erindre, at da de norske Høvdinger i 1323 tog Magten fra Hertuginden og overdrog den til Erling, var det netop, fordi hun havde paaført Norge Udgifter og indviklet det i unødig Krig for at erobre Skaane. Den Politik, som Erling og hans Tilhængere dengang fandt skadelig eller utilraadelig, havde de .vel nu neppe nogen Grund til at betragte med andre Øjne. Sagernes Stilling var ikke synderlig forandret. Havde Norge endnu ikke haft nogen ligefrem Udtelling i den Anledning – og dette vides ikke engang med Vished – faa var der dog al Sandsynlighed for at det kunde faa, i den Pengeknibe, hvori Kongen nu befandt sin. I alle Fald havde man nu de samme Factorer som for ti Aar siden: en ny uerfaren Regent, som havde altfor megen Lyst til at herske uden Control, eller i det højeste kun at lade sig lede af en Camarilla – og Begjerligheden efter en farlig Gebets-Udvidelse, der idetmindste ikke kom Norge til Gode; og af de samme Factorer var man vel berettiget til at befrygte det samme Product. Det er desuden vel at merke, at Tunsberghuus var en af Norges Fehirdsler, og sikkert en af de fornemste. Det er slet ikke usandsynligt, at Kongen i sin Trang for Penge til Skaanes Indløsning har gjort Miner til at ville skaffe sig Forsterkning af de der opbevarede Midler, og at Erling har troet at burde modsette sig det. – For det tredie er det – hvad vi ogsaa tidligere have antydet – umiskjendeligt, at den Camarilla, om man saaledes kan kalde den, der nu ledede den unge Konges Handlinger hørte til det Parti, som en Tidlang havde staaet i Opposition mod Erling og hans Tilhængere. Ivar Agmundssøn var, som vi vide, Høvedsmand paa Baagahuus, hvor Kongen havde sit meste Tilhold, altsaa havde han Lejlighed nok til at vinde hans Hengivenhed, den han vel heller ikke har ladet gaa ubenyttet hen; et Beviis paa dette ville vi snart faa, idet vi see Kongen udnævne ham til sin Drottsete, og hvis vi – hvad der neppe kan betvivles – have Ret i den Antagelse, som vi ovenfor have fremsat, at han var den „megtige Ridder“ paa Baagahuus, til hvilken hiint mystiske Bud henvendte sig for at faa Kongen overtalt til at tilkjøbe sig Skaane[27], er dette ej alene fremdeles et Tegn paa den Indflydelse, han troedes at udøve paa ham, men ogsaa ligefrem et Vidnesbyrd om, at han begunstigede den Politik, med hvilken Erling og de, der tænkte med ham, vare misfornøjede, saa at vi allerede heri see dem som Modstandere, om man ej engang vil tage Hensyn til, at Erling og hans Broder Finn Agmundssøn for faa Aar siden havde staaet fjendtligt lige overfor hinanden. Vi modtage overhoved det Indtryk, at den unge Konge, keed af at staa under Formynderskab, har, som det gjerne gaar, overført noget af sin Lede til Formynderskabet paa Formynderen selv, og saaledes viist ham Kulde, men med desto mere ungdommelig Iver lyttet til hans forrige Modstandere, og ladet sig paavirke af dem. Endelig maatte vel baade han og mange andre oprigtige Fedrelandsvenner føle Betænkelighed – endog uden Hensyn til nogen bestemt Politik – ved at see Kongen nu, især siden Cantslerens Fjernelse, løsrive sig fra alle betryggende Former og tage Forvaltningen ganske i sin egen Haand. Thi fordi om Erling, da han selv styrede, var misfornøjet med Cantslerens Control, er det derfor ikke sagt, at han nu, da han paa en vis Maade befandt sig i Oppositionen, ikke skulde ønske Kongen, eller rettere dem, der ledede ham, en lignende Control underkastede, helst naar Kongen fordetmeste holdt sig enten udenfor Riget, eller og i Rigets yderste, fjerneste Egne.

Hvad Hafthorssønnerne, Jon og Sigurd, angaar, da var det formodentlig snarere private Interesser, end politiske eller patriotiske Hensyn, der bragte dem til at sætte sig op mod Kongen. De vare, ligesom denne selv, Dattersønner af Kong Haakon. Var deres Moder end ikke egtefødt, saa vare de dog eventuelt berettigede til Tronen, og paa Grund deraf fordrede de maaskee større Forleninger end Kongen var til Sinds at give dem, og det kunde bestaa med god Orden. Det havde oftere været Skik og Brug, at Frænder af det kongelige Huus forlenedes med hele Borgesyssel. Erling Alfssøn havde haft den, og senere hans Søn Alf Jarl[28]. I Liighed hermed havde deres Moderfader Kong Haakon, formodentlig kort før sin Død, givet dem Lehnsbrev paa Borgesyssel, men sandsynligviis med det Forbehold, at det ej skulde træde i Kraft, førend de havde opnaaet Myndighedsalderen, siden man intet hører dertil, førend meget senere. Muligt og at endnu andre Betingelser have været tilføjede[29]. Naar de bleve myndige, vides ikke med Vished, da man ej kjender deres Fødselsaar, men da det er vist, at de levede endnu lige hen mod Aarhundredets Slutning, kunne de ej have været stort eldre end Kongen selv, og den eldste af dem, Jon, maa netop nu være bleven myndig, det vil sige have fyldt sit 20de Aar[30]. Sandsynligviis have de da nu enten allerede fremlagt sit Lehnsbrev for at gjøre det gjeldende, og faaet Afslag, af den Grund at ingen norsk Konge kunde kunde give Forlehninger længer end paa sin egen Livstid, eller, i Forventningen om, at deres Fordring ej vilde blive kjendt gyldig, paa Forhaand antaget en truende Stilling, og søgt Beskyttelse hos Erling. J Forbindelse med sin Tragten efter denne fyrstelige Forlehning have de vel og gjort Forsøg paa at kunne optræde paa fyrstelig Viis, omgivne med Huuskarle[31], m. m. ligesom Thornbergmændene fordum, men det er allerede ovenfor omtalt, at Kongen endnu i det samme Aar, han blev myndig, lod en Retterbod udgaa mod alle de Mænd, der i hans Myndighedstid havde antaget Svene eller Huuskarle, og ladet dem sverge sig Troskabs-Eed, som selve Kongen, uden Medhold i Loven, og til Skade for Landets Sikkerhed. I denne Retterbod, udstedt under hans Jule-Ophold i Oslo, den 18de December 1332, forbød han herefter Enhver, af hvas Stand og Rang han monne være, uden særskilt Kongebrev derpaa, at holde eedsvorne Tjenere eller hvad andet man kunde kalde dem, undtagen dem som de dagligen holdt paa sin Kost og Klæder[32]. Om denne Forordning ikke endog var udgiven nærmest med Hafthorssønnerne for Øje, saa er det dog aabenbart, at den maatte være dem yderst forhadt, netop paa den Tid, da de skulde optræde som selvstændige Mænd, og, som de vel selv tænkte sig det, næsten paa fyrstelig Viis, i Kraft af deres kongelige Herkomst. Det er højst rimeligt, at de endnu ved Siden af Fordringen paa at forlenes med Borgesyssel ogsaa have anholdt om Brev paa at holde Huuskarle, men ogsaa her faaet Afslag, eller og at de, forud visse paa Afslag, strax, ligesaagodt først som sidst, have overtraadt Forbudet og derved kastet Handsken mod Kongen. Uagtet Jon var den eldste af Brødrene, er det dog aabenbart, at Sigurd, den yngre, egentlig var den urolige og virksomme Aand, der satte Alt i Verk, medens Jon, den eldre, kun fulgte efter. Sigurd maa have besiddet en ikke ringe Grad af Ærgjerrighed, og fra ham udgik, saavidt man kan see, de fleste Uroligheder, der i de følgende tyve Aar rystede Norge.

I hvilket Forhold den forhen (S. 39) omtalte Ulf Saxessøn stod til Erling saavelsom Hafthorssønnerne, vides ikke; saameget er kun vist, at han maa have været af særdeles høj Byrd, og.formodentlig beslægtet eller i alle Fald nøje forbunden med dem, og at hans Hovedbesiddelser laa paa Hedemarken[33].

Tiden, da disse Uroligheder begyndte, synes at have været Høsten 1333, da Kongens langvarige Fraværelse i Sverige deels kan have begyndt at vekke nogen Misnøje, deels kunde give de Misfornøjede selv bedre Haab om at holde Modpartiet Stangen. I denne Tid opholdt nemlig, som det i det følgende nærmere skal omhandles, den pavelige Nuncius Petrus Gervasii sig i Norge; han var i Begyndelsen af August kommen til Bergen, men forlod denne Stad igjen, som han selv siger, den 12te September, efter Opfordring af Rigets Høvdinger, for at begive sig andensteds, hvor han skulde finde Biskoperne af Oslo, Hamar og Stavanger, og han gjorde denne Reise i Følge med Hr. Ivar Agmundssøn. Der siges ikke, hvad det var for et Sted, men af den Omstændighed, at den varede heelt til 1ste November, at han vant Følge med Hr. Ivar, Høvdingen paa Baagahuus, og at han allerede den 6te November var paa Reisen gjennem Sverige, maa vi slutte, at Stedet ej kan have været noget andet end dette Slot, eller Staden Kongehelle[34]. Heraf synes man da at kunne slutte, at et Møde baade af geistlige og verdslige Herrer har været holdt eller idetmindste paatænkt at holdes seenhøstes i 1333 i eller ved Baagahuus, efter Foranstaltning af Hr. Ivar, som i den Anledning endog selv havde begivet sig til Bergen, neppe i anden Hensigt end personligt at opfordre de derværende Høvdinger til at møde, og at man ogsaa har ønsket den pavelige Nuncius’s Nærværelse. At saa store Ophævelser forudsette en klekkelig Aarsag, er klart, og som saadan ligger det da aabenbart nærmest at gjette paa hiin Demonstration fra Erlings, Hafthorssønnernes og Ulf Saxessøns Side. At disse maa have mødt en alvorlig Modstand fra de andre Høvdinger, er klart, thi hvis alle Norges Stormænd havde holdt sammen, vilde Kongen neppe have kunnet udrette noget imod dem; nu derimod have de ganske vist merket, at de befandt sig i Minoriteten, og derfor snart tabt Modet. Og da det af de Vidnesbyrd, der ere forhaanden om Kongens Reiser og de Steder, hvor han opholdt sig i denne Tid, er tydeligt, at han ikke selv kan have ledet de Skridt, der nødte Insurgenterne til at falde til Fode, kan man, naar man med hvad der tidligere er yttret om Hr. Ivar sammenholder den nys meddeelte Underretning, ansee det for temmelig vist, at det var ham, som her handlede paa Kongens Vegne. Opstanden sees heller ikke alene at have indskrænket sig til at de misfornøjede Herrer forholdt Kongen Tunsberghuus. De søgte ogsaa at sette sig i Besiddelse af andre faste Punkter. Af en pavelig Skrivelse, som den følgende Sommer udferdigedes til Biskop Hallvard i Hamar, og hvori de for nogen Tid siden forefaldne Begivenheder omtales[35], erfares det, at da Sigurd, ledsaget af mange Medforbundne og Medskyldige, tilfeldigviis mødte Biskopen, omgiven af sine Tjenere, tvang han dem alle, dog uden at tilføje dem nogen legemlig Fornærmelse, til at følge med sig til et Huus, som tilhørte en af hans Frænder, holdt dem der, idet han dog viiste dem al tilbørlig Høflighed, fangne en Dag og en Nat, og slap dem ikke løs, førend Biskopen havde samtykket i at laane ham paa nogen Tid et Biskopsstolen tilhørende meget fast Slot. Dette Slot kan neppe have været noget andet end Mjøskastellet ved Ringsaker, hvorom allerede gamle Kong Haakon havde ligget i Strid med Biskop Paal[36]. At ogsaa Ulf Saxessøn ved denne Lejlighed var med, maa antages som vist, ej alene fordi han hørte hjemme paa Hedemarken, som det nylig er viist, men ogsaa fordi vi af andre Breve erfare, at han efter sin Tilbagekomst fra Landflygtigheden maatte indgaa et Forliig med Biskop Hallvard paa meget haarde Betingelser. Denne Omstændighed, at ogsaa en Biskop var bleven fornærmet, var det vel, som især gjorde det pavelige Sendebuds Nærværelse ved Høvdingemødet ønskelig, og herved bekræftes og, at Mødet, hvor alle tre Biskoper vare nærværende, holdtes i en mod de misfornøjede Høvdinger fjendtlig Hensigt. Det er ikke usandsynligt, at ogsaa Biskop Salomon af Oslo har været behandlet paa samme Maade. Idetmindste beretter et enkelt Brudstykke af islandske Annaler ved Aar 1339, at „Hroar, Sigurd og Ulf fangede Biskoperne Salomon og Hallvard, og ranede Gods fra dem“[37]. Da man oftere har Exempel paa, at de slettere blandt de isl. Annaler, hvortil dette Brudstykke visselig hører, henføre Begivenhederne til urigtige Aarstal[38], og der ikke andensteds, enten i historiske Optegnelser eller pavelige Breve eller andre Documenter, vedrørende de norske Biskoper og Høvdinger, findes mindste Tegn til at en saadan Voldsgjerning har fundet Sted efterat Forliget engang var kommet istand, medens derimod Ulf Saxessøn siden synes at have slaaet sig fra de Misfornøjedes Parti, og man dog heller ikke kan ansee Beretningen reent ud for opdigtet, bliver det temmelig vist, at den sigter til Urolighederne i 1333, og at Hensigten med Biskop Salomons Tilfangetagelse har været den samme, som med Biskop Hallvards, nemlig at aftvinge ham et eller andet fast Punkt, han kunde have at raade for, maaskee endog selve Castellet ved Biskopsgaarden i Oslo. Og Navnet „Hroar“ er da aabenbart kun fejlskrevet istedetfor „Hr. Joan“ d. e. Hr. Jon Hafthorssøn[39].

Undersøge vi nu fremdeles, hvo andre der kan have taget Parti med de Misfornøjede, stode vi først og fremst paa Hr. Guthorm Kolbjørnssøn, der stod saa heftigt paa hans Side under Striden med Biskop Audfinn i 1328. Vi finde ham i Tunsberg hele Tiden, fra 12te October til midt i December[40], altsaa netop paa den Tid, da hine, hvis vor ovenfor fremsatte Antagelse er rigtig, maa have haft Tunsberghuus inde; havde han ikke holdt med dem, vilde han vel have forladt Staden. Desuden er hans Nærværelse i Tunsberg d. 12te October netop bekjendt af et Document, hvorved han tilligemed et Par andre Mænd bevidnede Rigtigheden af en Copi af det Gavebrev, hvorved Fehirden Svein Klerk for tre Aar siden havde skjenket Hr. Erling Vidkunnssøn det betydelige Jordegods, om hvilket der ovenfor er talt. Altsaa optræder Guthorm som en Ven af Erling. Erling var paa den Tid ikke selv tilstede i Tunsberg,.men opholdt sig i Sogn netop paa den omspurte Gaard Hvaal, og fik sig den Deel overdragen af Sigrid Sveinsdatter, som hendes Fader havde skjenket ham[41]. Denne Iver for at sikkre sig den omtvistede Ejendom, der netop nu aabenbarer sig hos Erling, er ej uden Betydning, og kunde nok vidne om, at han følte sig indviklet i et voveligt Foretagende. Under hans Fraværelse fra Tunsberg har maaskee endog Guthorm selv haft Borgen rinder sin Varetægt, skjønt der vel ellers var nok af dem, hvem man med Sikkerhed kunde betroe dette Hverv. En anden anseet Mand paa de Kanter, der ogsaa sandsynligviis holdt med ham, var den nysnævnte Stig Haakonssøn, Sysselmand i Skien efter sin nys afdøde Fader Hr. Haakon Thoressøn, og Brodersøn af Erling[42]. Af Biskoperne have vi seet, at idetmindste Salomon og Hallvard maa have hørt til dette kongelige Parti, og det samme var vel og Tilfeldet med Biskopen af Stavanger. Biskop Haakon i Bergen derimod, ihvorvel han var altfor klog og forsigtig til at tage Parti, synes dog at have haft mest tilovers for Erling og hans Venner, og derfor heldet til deres Side: derpaa tyde hans senere Breve.

Hvor lenge denne Tilstand varede, kan ej med Bestemthed siges, ligesaalidet som der nævnes et Ord om, hvad Resultatet var af de Raadslagninger, som Ivar Agmundssøn, efter hvad der ovenfor er oplyst, maa have haft med de andre Høvdinger og maaskee Biskoperne samt den pavelige Nuncius, medens Kongen fremdeles holdt sig paa Skelduvik i Østergøtland, uden, som det synes, at lade høre fra sig. Omsider kom han før Juul til Baagahuus, men om det var alene for at holde Juul og Lystighed her, eller efter Opfordring af Høvdingerne, nævnes ikke. Det sidste bliver dog rimeligst at antage, da det erfares, at han, fremdeles trykket af Besværligheden ved at opdrive Penge til Indløsningssummen for Skaane, havde aftalt et nyt Møde med de svenske Biskoper, eller maaskee en heel Rigsforsamling i Ørebro til de første Dage af Februar[43], for at søge yderligere Pengehjelp. Thi hvis han ikke havde haft saa vigtige Anliggender at rette i Norge, vilde han vel have tilbragt den hele Tid i Sverige, uden at umage sig med den lange Reise til og fra Baagahuus. Uagtet man nu ikke veed noget om Kong Magnus’s Besøg paa Baagahuus om Julen 1333–1334 uden af en Bekræftelse, han anden Juledag udstedte paa den svenske Stad Jønkøpings Privilegier[44], saa finder man dog Tegn til, at han der maa have truffet overordentlige Foranstaltninger til at fjerne den truende Fare. Vi see nemlig d. 1ste Mai 1334, medens Kongen var i eller nær ved Stockholm[45], et Brev udstedt i hans Navn fra Tunsberg, beseglet af Hr. Haakon Agmundssøn i Biskop Salomons Nærværelse, og i September derefter ved et Raadsmøde i Nidaroos, medens Kongen fremdeles opholdt sig i Sverige, Hr. Ivar Agmundssøn føre Titel af „Kongens Drottsete i Norge“, hvilket paa denne Tid, som vi have seet, omtrent var eenstydende med „Rigsforstander“[46]. Altsaa er det klart nok, at Kongen, der af de anførte Aarsager ikke selv kunde gaa mod de Misfornøjede, men maatte gaa tilbage til Sverige, har indtil Videre overdraget sin kongelige Myndighed til Ivar Agmundssøn som Drottsete, og Hr. Haakon Agmundssøn, som Seglbevarer eller etslags Cantsler; og da saadant ikke kunde skee uden inden Landets Grændser og med Raadets Samtykke, kan man slutte, ej alene at dette var Hoved-Øiemedet med hans Vinterreise til Baagahuus, men ogsaa at disse vigtige Foranstaltninger ikke skete paa nogen anden Tid end netop under hans Jule-Ophold der. Han havde, som det synes at fremgaa af hvad der allerede er anført om Opstandens Ende, al Aarsag til at være tilfreds med sine Befuldmegtigede. Hvad Midler de anvendte, vides ikke, men det naturligste er at gjette paa, at bestemt Holdning fra deres Side, og Mangel paa Opmuntring fra Fleerheden af Indbyggerne, har bragt de Misfornøjede til at indsee det haabløse i deres Foretagende. Imidlertid maa man og antage, at Hr. Ivar har viist meget Maadehold, og mere med det Gode end med Magten søgt at udføre sit Hverv, da vi sinde, at der sidenefter herskede den bedste Forstaaelse mellem ham og de Overvundne. Formodentlig maa Sagen have været afgjort lidt for den 1ste Mai, da Hr. Haakon og Biskop Salomon befandt sig i Tunsberg, som nys anført, og Erling tilligemed Hafthorssønnerne have formodentlig i Følge med Hr. Ivar begivet sig til Baagahuus for at indfinde sig hos Kongen, der omtrent paa samme Tid havde forladt Stockholm, efter ogsaa her at have udnævnt en ny Drottsete, Hr. Gregorius Magnussøn[47], og over Axevalle begivet sig til Lindholmen, hvor han indtraf mellem den 20de og 24de Mai[48]. Her, eller maaskee paa det ikke langt derfra liggende Baagahuus, er det da, at hine Herrer bleve tagne til Naade. At deres Forseelse betragtedes som fuldkommen Landraadesag, sees deraf, at der var Tale om Liv og Ejendom. Efter Annalernes Ord benaadede Kongen dem aldeles, og man finder heller ikke andensteds noget yttret om at de maatte bøde; dette skyldtes vel mest deres Frændskab med Kongehuset, og Erlings Fortjenester, men vel og for en Deel Ivar Agmundssøns Forbøn. Sigurd Hafthorssøn havde ligeledes saa betimeligt tilbagegivet Biskop Hallvard det ham fratagne Slot, og godtgjort ham den lidte Skade, at Pave Johannes den 22de allerede den 25de Juni 1334 kunde bemyndige Biskop Hallvard til at løse Sigurd og hans Medskyldige af det Kirkens Bann, hvori de ved saadan Forgribelse paa Biskopens Person var falden, dog saaledes, at han ogsaa paalagde dem en passelig Pønitens. At Tilgivelsen fra Kongens Side maa have været oprigtig og fuldstændig, viser sig ogsaa deraf, at Jon Hafthorssøn tre Aar efter allerede var ophøjet til Ridder. Men hvorfor Ulf Saxessøn forlod Landet, om det var af Trodsighed, fordi han ikke vilde ydmyge sig, eller fordi Kongen fornemmelig var ham gram, vides ikke. Efter Beretningens Ord maa vi antage, at han blev lyst utlæg. Men ogsaa han blev efter faa Aars Forløb atter ganske tagen til Naade, som det i det følgende skal vises[49].

Det er saaledes umiskjendeligt, at Kongen, eller den Fraction af Høvdingerne, der for Øjeblikket nød hans Yndest og udøvede Indflydelse paa ham, fuldkommen sejrede i denne Kamp, om den kan fortjene dette Navn, hvor der neppe engang blev draget Sverd, men det Hele synes at have været afgjort ved Underhandlinger. Men det er ligeledes øjensynligt, at de have benyttet Sejeren med største Maadehold, hvilket dog vel neppe saa meget er at tilskrive den unge Konge selv, som de Høvdinger, der handlede paa hans Vegne. Thi om disse end i mangt og meget kunde være uenige med det andet Parties Ledere, saa var dog nu uden al Tvivl de fleste fornemme Ætter i Norge saa nøje indbyrdes forbundne ved Slegtskab og Svogerskab, at de ikke for Alvor kunde tænke paa at oprykke og ødelegge hinanden. Vi ville endog see Agmundssønnerne selv efter faa Aars Forløb at gjøre fælles Sag med Hafthorssønnerne, da disse paa ny begyndte Uroligheder, og som det synes med bedre Grund eller idetmindste efter bedre Forberedelser end denne Gang, hvor den største Mangel ved deres Foretagende synes at have været den, at det var uforberedt og planløst. Der er desuden al Grund til at tro, at den mere veltænkende Deel af Geistligheden har lagt sig imellem, isærdeleshed Biskop Haakon, hvilken vi idetmindste ved Ulf Saxessøns Hjemkomst ville see at optræde som Megler mellem ham og Biskop Hallvard, og senere under de paafølgende Uroligheder ved mundtlige og skriftlige Raad at søge at styre alt til det Bedste[50].

  1. Dette angives i de isl. Annaler.
  2. Isl. Annaler. De Annaler, der sette Laurentius’s Død i 1330, sette ogsaa Egils Indvielse i 1331, men da de dog sige, at han blev indviet af Haakon, og dennes Indvielse ingensteds settes tidligere end 1332, er det klart at dette Aar er det rette.
  3. Festens Højtideligholdelse blev ifølge Annalerne og Laurentius’s Saga Cap. 48 lovtagen paa Island 1325; i Norge maa det være skeet noget tidligere, da der siges at Biskop Jon havde bragt Bestemmelsen derom ud med sig (1322).
  4. Dipl. N. III. 166.
  5. Dipl. II. 198.
  6. Dipl. N. I. 221.
  7. Saaledes staar der i det pavelige Bekræftelsesbrev: vi støde her raa den samme Talemaade, som oftere forekommer, hvor der er Tale om Stemmegivning, som om ej alene Stemmernes Tal, men og deres Vegt skulde regnes. Dog har dette Tillæg om „de forstandigere Stemmer“ neppe noget at betyde.
  8. Alt dette angaaende Valget erfares af Pavens Bekræftelsesbrev, i Regesta comm. Johann. XXII. an. 18. part. 2. ep. 14.
  9. Han kaldes i Bekræftelsesbrevet „utriusque juris professor, in diaconatus ordine constitutus“ Om Indvielsesdagen, see Keysers Kirkeh. II. S. 244.
  10. Regest. Comm. Joh. XXII. an. 18 p. 2 ep. 886.
  11. Dette bevidnes ogsaa i Annalerne.
  12. Saaledes f. Ex. Brev af 8de Januar 1335, udstedt i Strengnes (Dipl. N. II. 210, IV. 216) innsiglat oss sjalfum hjáverandum, Ívarr Auðunarsun ritaði; af 17de Juni 1336, og 8de September 1336, det første udstedt paa Baagahuus, det andet i Stockholm (Dipl. N. V. 114 og I. 241): innsiglal oss s. hjàverandum; Páll Styrkárssun ritaði; af 10de Marts 1338, udstedt fra Tunsberg (Dipl. N. II. 227) og af 23de Aug. 1338, udstedt fra Baagahuus (Dipl. N. III. 199): innsigl. oss s. hjáverandum: Halldórr Ögmundarsun ritaði.
  13. Dipl. N. II. 205, dat. Tunsberg 1ste Mai 1334, her heder det: herra Hákon Ögmundarsun innsiglaði, Páll klerkr ritaði.
  14. Dipl. N. I. 266.
  15. Dipl. N. II. 224. Hr. Erling nævnes og i det nysanførte Brev af 23de mat. 1340.
  16. Dipl. N. III. 176. Hvad Tid Erling udnævntes til Provst, kan man ej med Bestemthed erfare: men af den Omstændighed at Kongen udtrykkeligt omtaler ham i Brevet af 1337, der er et Bekræftelsesbrev paa Mariekirkens Rettigheder, medens han derimod ej nævnes i det føromtalte Brev af 8de Septbr. 1336, der dog ogsaa er et saadant Bekræftelsesbrev, skulde man formode at hans Udnævnelse falder i Mellemtiden; og sandsynligviis stod endog Provstedømmet indtil da ubesat. Det er nemlig muligt, at Paal, som det ofte skete, har faaet Tilladelse til, indtil videre at beholde sine forrige Beneficier: idetmindste blev hans Canonicat paa Orknøerne ej besat førend i 1342 (Regest. Supplicationum Clem. VI. an. 1. p. 1. f. 264.
  17. Brevet No. 561 i Lübeck Urkundenb. II. dat. 25de Mai 1333, indeholder nemlig en Erkjendelse fra Johannes Hassendorp at have modtaget i Eggard v. Brockdorps Navn (s. o. S. 144) af Lübecks Raad de 3017 Mk. brendt Sølv, som Kong Magnus ved Ridderne Gisle Elinessøn og Karl Neskonungssøn havde ladet nedlegge hos samme Raad.
  18. S. o. S. 141.
  19. Nemlig forsaavidt man kan antage, hvad der vel og i sig selv er det rigtigste, at det var i Ljodhuus, hvor Petrus Gervasii sagde Kongen Farvel. Man skulde dog af Brevet No. 562 i Lüb. Urk. B., udstedt i Kongens Navn og dateret Stockholm 7de Juni, formode at Kongen da var i Stockholm; men P. Gervasii Regnskabsbog viser, at da denne den 8de Juni begav sig til Lindholmen, var Kongen og hans Moder allerede ankomne did. Forøvrigt er det muligt, at Brevet, der mangler Datum, er i Lüb. Urk. B. henført til et urigtigt Aar. Brevet indeholder nemlig en Skrivelse til Raadet i Lübeck om at tillade de Holster, hvilke han endnu var forpligtet til at lade Penge udbetale i denne Stad, uhindret komme der og modtage Pengene, uagtet der var opstaaet Strid mellem Staten og enkelte af Holsterne. Dette synes at have bevæget Udgiveren til at henføre Brevet til samme Aar, som det nys citerede Qvitteringsbrev af 25de Mai 1333; men vi vide jo, at der skete langt sildigere Udbetalinger, og Ordet „endnu“ (adhuc) i Brevet synes snarere at vidne om, at dette var en af de sidste.
  20. Dette Lindholmens Slot maa ej forvexles med det nys ovenfor omtalte, i Skaane. Lindholmen (Lindesholmen) ved Hisingen nævnes i Kong Haakon Haakonssøns Historie, s. o. IV. 2 S. 93. 97.
  21. Dipl. Sv. 2992.
  22. Dipl. Sv. 2994
  23. Sammesteds 2996. Saavel her, som i Brevet fra Helsingborg, staar der umiddelbart efter Dateringen „in præsentia nostra“, et Tegn paa, at Kongen her har været personligt tilstede.
  24. Dipl. Sv. 3001, 3003, 3004, 3007, 3010, 3015. Her findes ingensteds Ordene „in præsentia nostra“ anbragt, og det kunde synes tvivlsomt, hvorvidt Kongen selv var tilstede ved disse Breves Affattelse. Dog maa han idetmindste have været paa Skelduvik, da der ej er nogen rimelig Grund til at Drottseten eller Raadet skulde have holdt til der paa hans Vegne.
  25. Dipl. Sv. 3018–3020.
  26. Ordene i de forskjellige Bearbeidelser ere selv noget forskjellige. I Annales regii (dog kun Arne Magnussens Tillæg efter tabte Blade) heder det: „Hr. Erling og Hafthorssønnerne og Ulf Saxessøn forholdt Tunsberghuus for Kong Magnus, men gav sig siden i hans Vold“. Flatø-Annalerne tillægge, at Erling og Hafthorssønnerne gav sig i Kongens Vold, men at Ulf rømte. Andre melde kun, at Erling og Hafthorssønnerne forligtes med Kongen, men at Ulf rømte.
  27. S. o. S. 148.
  28. See ovf. IV. 1 S. 476 og IV. 2 S. 95.
  29. Det vil nemlig i det Følgende blive viist, hvorledes det ved en Dom af 12te Januar 1347 blev afgjort, at Hafthorssønnerne ikke i Kraft af Kong Haakons Brev, som de fremlagde, kunde gjøre Fordring paa Borgesyssel som Forlehning. Altsaa have de haft et saadant Brev, og da der ingen Indvending reises mod dets Egthed, men det alene anføres, at Kongen ikke kunde give Veitsler ud over sin egen Levetid, har det vel og været aldeles rigtigt fra Udstedelsens Side. Fordi man nu ikke finder dette Brev omtalt, førend i 1347, hvor det ved endelig Dom erklæredes ugyldigt, er det dermed ingenlunde sagt, at dets Indehavere ikke tidligere søgte at gjøre det gjeldende. Tvertimod er det heel sandsynligt, at det netop især har været dette Brev, og de andre dertil knyttede Fordringer, som foranledigede Hafthorssønnerne til oftere at yppe Fjendtligheder mod Kongen, som vi ville see, indtil man efter hiin Dom ej hører mere om saadanne; – kun ere de skriftlige Efterretninger om hine Tiders Begivenheder saa faa og magre, at der intet nævnes om Brevet, førend vi støde paa Dommen, hvorved det kjendes magtesløst.
  30. Om Hafthorssønnernes Fødselsaar er det umuligt at sige noget bestemt; man seer kun, at de endnu ikke vare fødte i Januar 1312, eftersom Kong Haakon i Brev af 8de s. M. omtaler Agnes’s „lovlige Arvinger“ som tilkommende. Var saaledes maaskee Jon født sidst i 1312 eller først i 1313, havde han i 1333 netop fyldt sit 20de Aar, og Sigurd kan neppe engang have været mere end 19 eller 18. Dette passer og godt dermed, at Sigurd ikke blev gift førend i 1342, som det vil sees, og at de begge levede saa langt ned i Tiden. De nævnes som levende endnu i 1386, see Dipl. Norv. I. 500. 600. At Jon var den eldre, sees deraf, at han var opkaldt efter Faderfaderen, og derhos blev Ridder meget tidligere end Sigurd. Han nævnes nemlig som Ridder allerede i 1337, see nedenfor, medens Sigurd ej fører denne Titel, førend ved 1356.
  31. Om Thornbergmændenes (Erling Alfssøns og Alf Erlingssøns) fyrstelige Optræden faa vi en Forestilling ej alene af hvad der berettes om Erlings og Alfs Magt og Anseelse, men ogsaa af Kong Haakons Brev af 13de Decbr. 1304 om Capellet paa Thornberg, hvilket de havde indrettet for sine „Hirdprester“, men hvis Indtægter (forfaldne til Kronen ved Alfs Utlegd) Kongen nu henlagde til et særeget Altar i Mariekirken, hvor der skulde læses Messe for deres Sjæl.
  32. Norges gl. Love III. 160, jfr. ovf. S. 126.
  33. Dipl N. I. 246, 256.
  34. For desto større Tydeligheds Skyld, og at enhver kan bedømme Rigtigheden af hvad her antages, anføres Petrus Gervasii egne Ord i hans Regnskabsbog: „Den 12te September drog jeg, efter Opfordring al Norges Riges højbyrdige Mænd (ad instantiam nobilium regni Norvegiæ), fra Byen Bergen, vendende tilbage til andre Dele af samme Rige, hvor Biskoperne at Oslo, Hamar og Stavanger skulde møde mig, og gjøre Regnskab for det, hvorom jeg havde procederet mod dem (nemlig Pavetienden ni m.), og var jeg undervejs ligetil Allehelgensdag, og gav Tjenerne hos Hr. Ivar Rova, Ridder, der førte mig, 12 s. Gros de Tours; iligemaade betalte jeg 4 s. Gros de tours for 4 Tønder tydsk Øl, som jeg gav dem at drikke; iligemaade forærede jeg en af bemeldte Tjenere en Hest, der kostede 8 s. gros de tours. – Item den 6te November betalte jeg Føreren, der førte mig gjennem Sverige i 8 Dage med sine Tjenere 5 Guldgylden“. Her kan nu vel den Fortolkning muligviis fremsettes, at Biskoperne ej skulde forsamles til Mødet, men kun møde ham paa forskjellige Steder undervejs, men dette gjelder da paa denne Reise l alle Fald kun Biskopen af Stavanger, da Oslo og Hamar laa for langt af Vejen til at Nuncien kan have opsøgt dem i deres Hjem, og ere de komne ham i Møde, kan det neppe have været andensteds end efterat Søreisen var tilbagelagt. Under alle Omstændigheder sees de verdslige Høvdinger at have handlet under eet, og Ivar maa i alle Fald samtidigt med Nuncien have været confronteret med Biskoperne.
  35. Dette Brev, indeholdende Tilgivelse for Sigurd, er dateret 25de Juni 1334, grunder sig paa et Brev fra Sigurd selv, og omtaler Begivenheden som foregaaet „dudum“ d. e. ifølge Stilen i deslige Breve „for nogen Tid siden“.
  36. See ovf. III. S. 889 ff.
  37. Isl. Ann. S. 250.
  38. Exempler herpaa ere for hyppige næsten paa hver Side i Annal-Udgaven til at jeg her behøver at paapege dem. Hvad der her desuden end mere bestyrker den Antagelse, at Begivenheden fra 1333 ved Skjødesløshed urigtigt er henført til 1339, er den Omstændighed, at disse Annaler altid kun angive Aarstallene med Aarets Søndagsbogstav, og at 1333 og 1339 have det fælles Søndagsbogstav C. Hvor let kan nu ikke en Notits, betegnet med C, og bestemt at indskydes paa det Sted, hvor Begivenhederne i 1333 omtales, være bleven flyttet til 1339?
  39. Naar der nemlig oprindelig stod hrioa (ɔ: herra ioann, kunde det let af en skjødesløs Afskriver læses som hroa’ eller hroar. Vel var Søn Hafthorssøn paa den Tid neppe Ridder, men han kunde være blevet det, da Notitsen blev nedskreven; desuden var han af saa fornem Æt, at Annalisten kunde antage ham for berettiget til Herretitel.
  40. Dipl. Norv. I. 224, 226.
  41. Dipl. Norv. I. 225.
  42. At Stig Haakonssøn stod i nøje Venskabsforbindelse med Erling, sees deraf, at efter hans Død gav Erling Jordegods i Sandehered til Mariekirken i Tunsberg som Sjælehjelp for ham (Biskop Eysteins Jordebog). Som Søn af Haakon Thoressøn, hvilket ogsaa Sammenligning mellem ham og Farfaderen Hr. Thores Vaaben vidner (Samll. t. d. n. F. og Spr. H. IV. S. 131, jfr. Tab. IV. f. 286, 287) var Stig Systersøn af Hr. Erling. Stig synes og at have deeltaget i Opstanden 1333, s. nedf.
  43. See Kongens Brev fra Ørebro af 9de Febr. 1334, hvor han med Samtykke af Erkebiskopen, tre Biskoper, to Biskopsfuldmægtige, og flere Prælater, laaner 1000 Mk. Sølv af Sveriges Geistlighed til Hjelp ved at udfrie de i tydsk Fangenskab værende Gisler for Skaanes Indløsningssum. (Dipl. Sv. 3031). Ogsaa Petrus Gervasii, som allerede var kommen til Skaane, blev af Kongen anmodet om at komme did; han siger vel ikke udtrykkeligt Stedet, men det kan ej være noget andet, begav sig 20de Januar fra Skaane, var 19de Febr. i Vadstena (Dipl. Sv. 3041, 3053), og den 5te Marts tilbage i Lund.
  44. Dipl. Sv. 3018–20.
  45. Den 29de April var Kongen nemlig i Stockholm, hvor han og var tilligemed sin Moder d. 4de Marts (Dipl. Sv. 3041, 3053).
  46. Dipl. Norv. II. 205 og III. 179. Brevene selv, hvorom mere sidenefter, ere ikke af synderlig vigtigt Indhold. Men betegnende nok er det, at det af 1ste Mai, udstedt i Kongens Navn, og indeholdende en Bekræftelse paa et gammelt Prov om Thesse-Vandet i Gudbrandsdalen (see foran I. 2. S. 605), ikke til Slutning har Talemaaden „oss sjálfum hjáverandum“, men alene „hjáverandum virðulegum herra ok vin várum hinum kærasta, herra Salamone etc.; herra Hákon Ögmundarsun innsiglaði, Páll klerkr ritaði“. Brevets Form og Indhold viser, at Udstederne have udøvet fuldkommen kongelig Myndighed, og at Landets Indbyggere henvendte sig til dem ganske som til Kongen selv, saa at der vel i den Tid endog har været udstedt Breve i Mængdeviis under samme Form. – Seglbevareren, Hr. Haakon Agmundssøn, om hvem der tidligere er talt, synes at have staaet i høj Yndest hos Kongen. Thi af en Dispensationsbulle, udstedt af Pave Benedictus d. 13de til Biskop Salomon d. 17de August 1336, hvorom der nedenfor yderligere vil blive Tale, seer man, at Kong Magnus, for at faa standset alvorlige Uenigheder i sit Rige, selv bragte et Festemaal istand mellem „sin Junker“ (domicellum suum) Jon Assurssøn (om ham see Dipl. N. H. 182, I. 255, han var formodentlig Søn af Drottseten Hr. Assur Jonssøn) og Elin, Datter af „hans Ridder, Haakon Agmundssøn, hvorved han endog selv sluttede Festemaalet og fremsagde Formularen, men siden, da Elin døde før Bryllupet, „til Forebyggelse af stor Forargelse og Feider“, ønskede at Jon skulde egte hendes Syster Cecilia, Enke efter Erik Viljamssøn paa Torge i Haalogaland, og selv anholdt hos Paven om den dertil nødvendige Dispensation, hvilken ogsaa i dette Brev meddeeltes.
  47. Kong Magnus var, som sagt, i Stockholm endnu d. 29de April, men den 20de og 21de Mai sinde vi ham paa Nyhnus, d. e. Axevalle Slot (Dipl. Sv. 3063, 3064). Han maa altsaa i Mellemtiden have forladt Stockholm. Nu see vi, at Hr. Gregorius, der endnu d. 9de April kun kaldes nobilis (3049), d. 6te Mai kaldes „Drottsete“, altsaa maa han imellem disse Dage have faaet sin Udnævnelse, og da Grunden hertil vel var den, at Kongen ønskede at have ham til at repræsentere hans Person i hans Fraværelse, maa samme Udnævnelse settes i umiddelbar Forbindelse med Kongens Reise.
  48. DipL Sv. 3066.
  49. De isl. Annaler omtale vel denne Feides Ende under samme Aar, 1333, hvortil de henføre Begyndelsen, men heraf følger ikke at begge Dele høre til eet og samme Aar. Det er en almindelig Skik, i slige Annaler, helst saa lidet nøjagtige som de fleste islandske ved disse Tider, og navnlig dem, der handle udførligere om nærværende Opstand, at berette Udfaldet af en Begivenhed under samme Aar, hvor denne omtales, om det end hører til et følgende.
  50. Vi kjende nemlig, som det vil sees, Biskop Haakons private Brevvexling for 1337–1340, eller idetmindste tilstrekkeligt deraf, til at see, hvorledes han søgte at virke paa Gemytterne, og hvorledes man endog maaskee især af hans Medvirken ventede sig Gavn. Den Slutning ligger nær, at om vi ogsaa havde haft hans Brevvexling for 1333 og 1334, vilde lignende Bestræbelser og Indvirkning deraf spores.