Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/19

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Imidlertid var det Tidspunkt kommet, da Kong Magnus ifølge Bestemmelsen ophørte at være umyndig, og selv tiltraadte Regjeringen i begge Riger. Den udtrykkelige Bestemmelse selv kjendes ikke, men af den forhen omtalte Fredstractat med Danmark og Sverige af 22de Aug. 1322, der skulde vare i ti Aar, eller indtil Kongen blev myndig, sees det, at man allerede da idetmindste i Sverige havde sat Aaret 1332 som den Tid, da hans Myndighed skulde indtræde[1], og Begivenhederne vise, hvad der og ligger i Sagens Natur, at den samme Bestemmelse var truffen for Norges Vedkommende. Det berettes nemlig udtrykkeligt i Detmars paalidelige lübeckske Krønike, at der i dette Aar indfandt sig Gesandter fra Lübeck, Rostock, Stralsund og Greifswalde paa Baagahuus Slot hos Kong Magnus, da han blev erklæret myndig, for at anholde om Bekreftelse paa Stædernes Friheder i Bergen[2]. Ligeledes seer man at fra dette Aar forekommer ej længer i Kongebrevet den hidtil brugelige Talemaade, at Drottseten satte sit Segl ved Siden af Kongens, men det heder kun at „Cantsleren beseglede og N. N. skrev Brevet“. Drottseten omtales ikke engang, og Erling Vidkunnssøn nævnes herefter i andre Tilfælde ej under denne Titel, men kun som slet og ret Ridder: et Tegn paa, at han maatte have nedlagt Drottsete-Verdigheden og dermed Formynderskabet. Dagen, da Myndigheds-Erklæringen skete, kjende vi ej nøjagtigt. Det første hidtil bekjendte Kongebrev, hvori vi støde paa denne Forandring, er dateret Oslo den 24de April 1332[3], og det sidste hidtil bekjendte, hvor Drottseten nævnes, er dateret Bergen den 9de August 1331[4]; i Mellemtiden maa altsaa Erklæringen falde. Men da der ifølge hiint Udsagn af den lübeckske Chronist ej kan være Tale om Aaret 1331, og da Paal Einarssøn i Oslo endnu i et Brev af 9de April 1332 siges at være „tilsat af Raadet til at forrette Lagmandsembedet i denne Stad indtil en ny Lagmand kommer“[5], medens det i det nysnævnte Konge-Brev af 24de April heder om ham, at han, da hiint Brev af 9de August udstedtes, „sad i Lagmands Sted efter Thoralde Brandssøns Død“, altsaa nu ej længer forvaltede Embedet: bliver det heel sandsynligt, at Acten har fundet Sted i April Maaned, og intet ligger da nærmere at antage, end at det er skeet paa hans Fødselsdag, hvilken, som det tidligere er viist, netop indtraf i Slutningen af April[6]. Hvad Myndigheds-Erklæringen for Sverige angaaer, da er det her vanskeligere at finde andre bestemte Data, end hvad der kan hentes fra den oftere omtalte Fredsslutning med Danmark, hvilket dog i og for sig er tilstrekkeligt. Thi man har et Brev fra Kong Magnus, dateret Stockholm d. 23de April 1332, under hans Secret eller mindre Segl, tilligemed Knut Drottsetes[7], og det er aabenbart at dette maa være udstedt af Drottseten paa egen Haand, medens Magnus endnu var i Norge, thi han kunde ikke være den 23de April i Sverige, naar han var den 24de i Norge. Eller ogsaa maatte man antage, at Cantsleren i hans Navn har beseglet det norske Brev, medens han var i Sverige, hvilket dog er lidet rimeligt, da han i alle Fald kunde, som hidtil, lade denne handle paa sine Vegne. Derimod ville vi see Kong Magnus i sit eget Navn og under Rigsseglet, uden at nogen Drottsete eller Medudsteder nævnes, at udstede et Brev i Kalmar den 19de Juni, saavelsom et andet i Søderkøping den 9de August under sit Secret[8]; og her optræder han som fuldmyndig. Alligevel ophører endnu ikke Knut Jonssøn at føre Drottsete-Titlen. Kongen kalder ham selv saaledes i Breve fra Baagahuus af 14de October[9]; han forekommer under denne Titel lige ind i 1333[10], og optræder ikke under den mere beskedne Titel af Østgøta-Lagmand førend i et Brev af 15de Juni 1334, hvor Gregorius Magnussøn nu nævnes som Drottsete[11]. Vi ere saaledes berettigede til at antage, at Magnus vel ogsaa i Sverige er bleven erklæret myndig paa samme Tid som i Norge, men at han indtil videre har ladet Knut Jonssøn vedblive i Drottsete-Embedet, navnlig i den første Tid, inden han selv kunde komme til Sverige, og at saaledes Brevet af 23de April er udstedt af Drottseten paa Kongens Vegne, ikke lenger i Egenskab af Formynder, men som hans Fuldmegtig, hvorom ogsaa Anvendelsen af Secretet, som Kongen selv havde betroet ham, og den Omstændighed, at Raadet slet ikke omtales, synes at vidne. Men hvad det egentlig var, som bevirkede, at man netop stillede denne Tid som den, hvor Kongens Myndigheds-Alder skulde indtræde, er vanskeligt at sige. Thi Kong Haakon Magnussøns Anordning af 1302 om Kongearven og Rigsstyrelsen opstillede det 20de Aar som Myndigheds-Alderen for Norges Konge, medens man seer at Kong Erik Magnussøns og Hertug Haakon Magnussøns Myndighed regnedes fra deres 14de Aar[12]; den private Myndigheds-Alder var efter den nyere Landslov det 20de, forhen det 15de Aar. Men Magnus Erikssøn, født i 1316, sandsynligviis i April Maaned, fyldte i April 1332 sit 14de Aar[13], og denne Termin synes da – hvis den ej skulde have sin Hjemmel i den svenske Lovgivning – at være fastsat aldeles vilkaarligt, maaske ved de Forhandlinger i Oslo, der gik forud for den egentlige Unions-Act. Der er forresten ogsaa Tegn til, at den samme Myndigheds-Alder fastsattes for Kong Magnus’s Søn Haakon, hvorom i det følgende. Efter alt, hvad her er fremsat, maa det imidlertid antages for aldeles sikkert, at Magnus tiltraadte Regjeringen som myndig med sit fyldte sextende Aar i den senere Halvdeel af April 1332, og at den højtidelige Myndigheds-Erklæring, idet mindste for Norges Vedkommende, skete paa Baagahuus Slot, hvilket han herefter for det første synes at have valgt til sin Hovedresidens eller egentlige Hjemstavn, hvortil det nemlig ved sin Beliggenhed lige paa Grændsen mellem Norge og Sverige, og sin Nærhed ved Halland og de danske Landskaber, var fortrinligt skikket. Dog gjorde han ogsaa hyppige Reiser omkring i begge Lande, og besøgte navnlig nu for det første Sverige, hvor han formodentlig ikke paa lang Tid havde været. Thi saavidt vi kunne see, havde han tilbragt de sidste Aar ganske inden Norges Grændser, uden at begive sig længere østover, end til Baagahuus. Sommeren 1329 havde han, som det allerede er omtalt, tilbragt paa Østlandet, først, som det synes, i Tunsberg, siden i Oslo, hvor han den 3die September tilligemed Drottseten udgav et Forbud mod Viintapning i Bergen ved andre end dem, som enten Raadmændene satte dertil, eller havde faaet særeget Kongebrev derpaa[14]. Det er allerede omtalt, at ogsaa Erkebiskopen og Biskop Audfinn havde været tilstede i Tunsberg, og vi have derfor antydet, at dette maaskee har været et Høvdingemøde, der stod i Forbindelse med de Krigsbegivenheder, som just nu fandt Sted i Danmark, ja paa Norges egen Grændse. Det følgende Aar tilbragte Kongen vist ogsaa paa Østlandet, skjønt man ikke veed noget mere positivt derom, end at han i Oslo den 12te December, fremdeles med Drottseten, udgav en Forordning sigtende til at hindre den Forfalskning af udenlandske Varer, som fandt Sted i Bergen[15]. Altsaa har han vel tilbragt Julen i Oslo. Om Sommeren 1331 finde vi ham i Bergen, hvor han, som det heder, med Samtykke og Raad af Erkebiskopen, Biskop Salomon af Oslo, Drottseten og det hele nu sammenkomne Rigsens Raad udstedte en Forordning om Udlendingers Handel og Liggetid i Bergen, hvorom der i det Følgende vil blive nærmere handlet[16]. Heraf maa man da slutte, at der endog har været holdt et større Raads- eller Høvdinge-Møde i Bergen, og den Tanke ligger nær, at man her har aftalt, hvorledes det skulde forholdes ved Myndigheds-Erklæringen, saa at alt kunde gaa til paa den bedste og roligste Maade. Der er heller ingen Spor af at den strax ledsagedes af nogen Urolighed, eller at Drottseten endnu gjorde mindste Mine til at ville forlenge sin Myndighed. Siden, ville vi see, begyndte han vel Uroligheder[17], men saa lenge efter sin Fratrædelse fra Rigsforstanderskabet, at han aabenbart ej kan have hast saadant i Sinde, da han nedlagde det, og det uagtet han maatte forudsee, at hans fordums Medbejler til Magten, Paal Cantsler, som forblev i sit Embede, nu vilde faa langt mere at sige, end han. Dette Maadehold – forudsat at det var frivilligt – synes at tale til Erlings Roos. Men formodentlig har dog vel ogsaa Erkebiskopen, der i sin Tid udnævnte ham til Rigsforstander, udøvet en fordeelagtig Indflydelse paa ham.

See vi nu tilbage paa Erlings Virksomhed i de ni Aar, han førte Regjeringen, kan man vel ej sige at den viser sig som meget betydelig, eller at der overhoved skete Ting af synderlig Vigtighed, men vi erfare dog, at Norge i denne urolige bevægede Tid i det Hele taget bevarede sin Fred og indre Ro, at Ordenen og Sikkerheden i Landet, skjønt den lod meget tilbage at ønske, dog overhoved var bedre end i Sverige og Danmark, og at Landet hevdede sin Anseelse ogsaa hos fremmede Magter. Thi ej alene have vi seet Russerne slutte Fred paa en for Norge hederlig Maade, men ogsaa Englands Konge Edward II tilskrev d. 17de Febr. 1325 Erkebiskopen, Drottseten og Raadet, til Svar paa en Skrivelse fra dem om Fredens Fornyelse mellem begge Riger, at dette var en saare ønskelig Sag, i Betragtning af den Nytte, som Forbindelsen mellem Rigerne medførte, og han vilde derfor med Glæde modtage Gesandter i den Anledning[18]. Under Forhold som de nærværende, skulde der ikke lidet til, at holde saadan Ro, Orden og Anseelse vedlige. Alene en Konge, og det en kraftig Konge, vilde kunne have formaaet eftertrykkeligt at holde Magnaternes Ærgjerrighed og Hang til Selvraadighed inden de tilbørlige Grændser. En af deres egen Midte, om han end var saa megtig som Erling, formaaede det ej, idetmindste ikke til fulde, og et udtrykkeligt Vidnesbyrd herom have vi i en Retterbod, som Kongen selv fandt det nødvendigt at udstede endnu samme Aar, han blev myndig, hvori han siger, „at han har erfaret de Tiltag, som forskjellige Mænd har taget sig i Landet efter hans Moderfaders Død og i hans egen Barndom, idet de, skjønt det i Landsloven snarere er dem forbudt end tilladt, tage sig Svene og lade dem love sig Tro og sverge sig Eeder som Konger eller andre Høvdinger, hvoraf kommer og er kommet megen Ulydighed og Lovovertrædelse, gode og rolige Mænd til Ufred og Ulempe; disse Svene sidde hjemme i Stæder eller Bygder, yde Kongen og Kronen ingen Skyldighed, og ville ej svare nogen Mand Lov for sine Forseelser, men true altid med sin Husbonde, og rejser der sig nogen Ugjerningsflok i Landet, da ere disse de første og fremste til at slaa sig til Flokken forat rane og røve Thegnerne, der ville leve i Ro og Fred, saaledes som der en Tid oftere har hendt“[19]. Men uagtet denne Skildring af Tilstanden – hvorvel øjensynligt noget overdreven – just ikke er videre glædelig, saa maa man dog, naar man vil være retfærdig, tilstaa, at det var meget, at Erling desuagtet kunde overholde Fred og Ro saa vidt som det skete, og dette maa altid regnes ham til Fortjeneste. Seer man ej end saa mange positive Spor efter hans Virksomhed, og udrettede han end intet, der egentlig kunde kaldes glimrende, saa har han dog formaaet med kraftig Haand at holde de stridigste Gemytter nogenledes rolige, og det uagtet han derhos havde en alvorlig Opposition fra Geistlighedens Side at kæmpe med. Det var formodentlig og i Overbeviisningen om at han meente det Bedste og gjorde sit Bedste, at den maadeholdne, velmenende Erkebiskop Eiliv, hvem Fedrelandets Velvære synes at have gaaet for alt, stedse kjendeligt understøttede ham, og saa lidet som muligt gav Biskop Audfinn og dennes Tilhængere sit Medhold. Disse to Mænd i Forening skyldes det derfor vist især, at Norge holdt sig saa vidt uskadt af de voldsomme politiske Storme, der i denne Tid rystede Norden. Anderledes blev det sidenefter, som vi i det Følgende ville see.

Forholdet til Sverige synes under hele Formyndertiden at have været godt og den største Enighed at have hersket mellem begge Regjeringer, maaskee netop saa meget mere som de vare aldeles afsondrede fra hinanden, og Unionen egentlig ikke bestod i andet end en nærmere Alliance i Krig og Fred. Handlede ikke begge Regjeringer ligefrem efter Overleg med hinanden, saa fulgte de dog omtrent den samme Politik. Da Sveriges Rigsraad tog Magten fra Hertuginden, fulgte Norges dets Exempel. Efter Freden mellem Rusland og Sverige fulgte den med Norge. Da de Svenske fik det afgjort, at Knut Porse ej lenger skulde opholde sig i Riget, spore vi ogsaa fra den norske Regjerings Side et uvenskabeligt Forhold til ham. Og imidlertid findes der ikke noget Spor af at de svenske og de norske Magthavere have været i Uenighed, ej engang enkeltviis, og det uagtet Unionsactens Bud om, at den unge Konge skifteviis skulde opholde sig i Sverige og Norge, egentlig slet ikke overholdtes, da han tilbragte den meste Tid i Norge. Man maa næsten antage, at dette er skeet efter Overleg med det svenske Rigsraad, og at dette endog har fundet det bekvemmere saaledes.

Begge Riger vare med Hensyn til Begivenhederne i Danmark enige i at opretholde Venskab med Kong Christopher lige overfor hans Modstander. Det laa i Sagens Natur, fordi Knut Porse, hvis Foretagender vare lige farlige for begge Riger, var en af de fornemste eller maaskee den fornemste blandt disse. Om nu ellers dette ogsaa var Kongens egen Mening, da han kom til Skjels Aar, og det egentlige Hofparties, er et stort Spørgsmaal, thi man maa vel antage, at hans Moder udøvede Indflydelse paa ham, og vi have seet, at hun i sin Kjærlighed til Knut Porse var beredt til at opoffre Alt for at skaffe ham Fremgang. Men Raadet og Regjeringen i begge Riger var megtigere end det engere Hofparti, og saaledes skete alt, hvad der i begge Riger foretoges mod Knut Porse og hans Venner, i Kongens eget Navn, hvorved han tilsyneladende blev sin egen Moders Fjende. Men vi ville see, hvorledes han, efterat være bleven myndig, selv tildeels optog Knut Porses Politik, og byggede videre paa hvad han havde forberedt, til ikke liden Udvidelse af sin Magt og Anseelse.

Om Forholdet til de tydske Stæder, der beskjeftigede de forrige Kongers Regjering saa meget, nævnes der ej stort rinder Formynder-Regjeringen. Aarsagen kan neppe være den, at vi savne Efterretninger, men kun, at der ej er skeet nogen væsentlig Indgriben i de bestaaende Forhold, uagtet disse langtfra var, som det skulde være, thi Vintersidderiet og Vintersiddernes Opkjøb af Varer, deels til Udsalg i selve Landet, deels til Forhandling andensteds, vedblev endnu, som man seer, uden at Regjeringen eller Befalingsmændene formaaede eftertrykkeligt at hemme det. Det er allerede viist, at den første Formynder-Regjering forsøgte derpaa i hiint Brev af 19de Juli 1320, som i Kongens Navn udgaves i Raadsmødet i Bergen. Men det kan ikke have frugtet stort, thi i den allerede ovenfor berørte Forordning, given paa Raads- eller Høvdingemødet i Bergen den 9de August 1331, og som formodentlig var den sidste vigtige Regjeringshandling, hvori Drottseten deeltog, klages der over det samme. „Udenlandske Kjøbmænd“, siges der, „som sejle hid med sin retfærdige Kjøb-Øre baade fra Tydskland og de andre Lande, have ofte og ideligen klaget for os og vort Raad over, at de i ikke lenger her kunne gjøre slige Indkjøb som man forhen altid kunde regne paa, fordi det meste af Varerne, der falde her i Landet, sammensamles om Vinteren og flyttes bort, saa at der er lidet at finde, naar den egentlige Kjøbstevne skal være efter gammel Skik. Saa have og Raadmændene, Huusbønderne og andre Bymænd ideligen klaget over, at Byen her om Vinteren er saa opfyldt med udenlandske Mænd, der legge sig paa Smugleri og Smaahandel, at de Indsødte her ikke faa Kjøb for dem og neppe Mad til sin Mund. Og da det er vor Pligt at bevare for alle Mænd i vort Rige, som Gud har sat os over, deres Lov og Ret, for hver i sin Stand, eftersom Lovbogen viser, gammel Sedvane har været, og vore Forfedres, Norges Kongers, Forordninger byde, saa ville vi at alle skulle vide, at vi med Samtykke og Raad af Hr. Eiliv Erkebiskop, vor kjæreste Ven, Hr. Salomon, Biskop i Oslo, Hr. Erling Vidkunnssøn, vor Drottsete og hele det øvrige Riges Raad, som nu her dettesinde var sammenkommet, have gjort denne Anordning efter de førnævnte Mænds Raad, og baade Indenlandskes og Udenlandskes Bøn samt vore Forgængeres, især vor kjære Moderfaders, Kong Haakons (højlovlig Ihukommelse) Forskrift, – skjønt hidtil lidet deraf har været overholdt – at alle udenlandske Kjøbmænd, som komme hid, fra hvad Land det end er, med sin retferdige Kjøb-Øre og fare frem med nyttige Ting, skulle være Gud og os og alle vore Mænd velkomne, og selge og kjøbe efter gammel Sedvane med vort gode Orlov, saasnart de have taget sig Bryggeleje, oplosset, og gjort den øvrige Skyldighed saaledes som gammel Sedvane og forrige Kongers Anordning tilpligte dem, nemlig saaledes at de, som her komme ved Korsmessetid om Vaaren, kunne forblive her saa lenge de liker indtil Korsmesse om Høsten, men fra Korsmesse om Høsten indtil Korsmesse om Vaaren forbyde vi alle udenlandske Mænd, som ej her ere gifte og have norske Koner, her at sette sig ned eller leje Huus eller drive nogetslags Kjøbmandskab, og hver som gjør det, han vide, at alt det Gods, som han selger eller kjøber mellem disse Tider, skal være forefaldet til vor Kasse, ligesaavel som Betalingen, som derfor erlegges. Og hver Huusbonde, der til dem udlejer sine Huse i førnevnte Tid, skal bøde til os 8 Ertoger og 13 Mkr. (altsaa Brevebruds-Bod) for hvert Huus, og dertil hele Huuslejen, det Tilfelde undtagen, at udenlandske Kjøbmænd formedelst et eller andet Uheld maa rømme sit Fødeland, thi saadanne skulle kunne sidde her med Kone og Børn, efter den nærmere Bestemmelse som vi treffe dem angaaende, saasnart vi erfare, hvad Nødvendighed der bragte dem til at rømme hid. Og kommer endog nogle Kjøbmænd hid med sine Varer efter Korsmesse om Høsten, skulle de dog være Gud og os velkomne, og kunne opholde sig her saa lenge til de have faaet sine Varer godt solgte, og de vel kunne fare bort igjen, efter som Sysselmændene, Fehirderne og Raadmændene finde det passende. Vi forbyde og alle udenlandske Mænd at kjøbe Malt, Korn, Smør eller anden norsk Vare, undtagen det Vaadmaal, der bliver dem betalt i deres Tilgodehavende, og som de ikke her strax igjen kunne faa afsat. Ligeledes er det forbudt at nogen udenlandsk Mand, som sidder her i Byen, kjøber nogen saadan Vare, som af andre Lande kommer, for atter at selge den ud her i Smaat, med Undtagelse af Glys (Pyntsager) og Kramvare, hvormed der forholdes efter Lovbogens Lydende. Endvidere forbyde vi udenlandske Mænd at opkjøbe Naut, Sauder, Høns eller andre lignende Levnetsmidler i Herederne, og hverken indenlandske eller udenlandske maa kjøbe saadant uden paa Torvet i Byen. Overtræder nogen dette Forbud, da er det, der kjøbtes, forbrudt til Kongens Kasse, saa og Kjøbesummen, og bøde desforuden hver sin halve Mark, saavel Sager„ som Kjøber, hvad enten det er indenlandske eller udenlandske“[20]. Vi see altsaa tydeligt nok af dette Brev, at Tydskerne i de østersøiske Steder (thi andre menes ikke med de Udlændinger, som sad Vinteren over) fremdeles drev paa deres engang begyndte Bestræbelser, at indrette formelige Handelsfactorier i de norske Byer, fornemmelig i Bergen, saaledes at de Handelsfirma’er, der nu engang havde kastet sig paa den norske Handel, lod deres Fuldmægtige blive tilbage hele Vinteren over, naar den regelmæssige Sommerfart var ophørt, for at forestaa, hvad man kunde kalde Filialafdeliiiger af Hovedcontorerne i Lübeck, Wismar, Rostock, o. s. v. og derhos ved allehaande Opkjøb af de courante Varer at sikkre sig billige Indkjøbspriser, ja endog tildeels at tilvende sig det hele Forraad, for siden des bedre at kunne beherske Markedet og sørge for sin Fordeel, til Skade for de andre udenlandske Kjøbmænd, der holdt sig Loven efterrettelige og kom paa den regelmæssige Tid, hvor de da, for at faa Ladning tilbage og ikke vende hjem med halvforrettet Sag, formodentlig have maattet henvende sig til de tydske Opkjøbere selv, saaledes at disse altid bleve Mellemmænd mellem Producenterne og de øvrige fremmede Kjøbmænd, til stort Tab for begge Parter. Vi erfare derhos og, at de ligeledes allerede havde tiltaget sig at være Mellemmænd mellem disse Kjøbmænd ved Salget af de Maren de medbragte, til Indbyggerne, nemlig ved ogsaa af dem at kjøbe op i Stort, og selge ud i Smaat. Det ene flød af det andet, thi det faldt vel næsten af sig selv, at de fremmede Kjøbmænd, der næsten s intet andet Valg havde end at tage sine norske Varer af de tydske P Handels-Factorer, afgjorde Kjøbesummen uden at betale med rede Penge, men ved at give af sine medbragte Varer i Vederlag, saaat Handelen væsentligt blev en Tuskhandel, og derved de Varer, som Nordmændene selv skulde kjøbe, i samme Mon fordyredes for dem, som de Varer, de solgte, forringedes i Priis, især da man vel og maa formode, at Tydskerne, naar dette Opkjøbningssystem paa Landet i længere Tid havde fundet Sted, havde ved at give Landmanden Forskud af de rede Penge, de altid besad iForraad, bundet ham saaledes til sig, at han ikke kunde rive sig løs af deres Kløer, men altid maatte bringe sine Varer til dem, og de derved formeligt erhvervede et Monopol. Men dette laa nu engang i deres Plan, og man kan ej fortenke dem i at de søgte at anvende sine Capitaler og overlegne Forretningsdygtighed paa den for dem mest fordeelagtige Maade. Det var, og maatte ogsaa være forgjeves for den norske Regjering, med et Magtsprog at ville hemme dette System, naar Forholdene nu engang vare saadanne, at de ej vel kunde gestalte sig anderledes. Men man kan ligeledes heller ikke fortenke den i, at den arbeidede imod til det Yderste, især da disse Tydskeres Væsen og hele Maade at tee sig paa lige overfor Byens Borgere var højst anmassende og utaaleligt, og mangen vist allerede da maa have kunnet forudsee, til hvilken Yderlighed det vilde gaa (som det da og virkelig gik), naar de engang fuldkommen spillede Mester.

Om det venskabelige Forhold, hvori Norge paa denne Tid synes at have staaet med England, er der forhen talt[21], ihvorvel man ej erfarer, hvorvidt der virkelig ifølge Kong Edwards Opfordring blev sendt Gesandt til England for at fornye de eldre Forbundstractater. Forvirringen blev i denne Tid og indtil Edwards Drab i 1327 saa stor i England formedelst hans egen Dronnings og de Stores Opstand, at der vel neppe kunde blive synderlig Tale om Underhandling og fredelige Handelsforbund med fremmede Magter. Med Skotlands dygtige Konge, Robert Bruce, stod det norske Hof allerede i etslags nærmere Forbindelse, forsaavidt Enkedronningen Isabella var hans Syster. Om hun end i en ung Alder var kommen fra Skotland og vel for en stor Deel maa være bleven fremmed for ham, var det dog heel naturligt – hvad vi og finde Spor til – at hun fulgte en saa udmerket Broders Skridt med den største Interesse og fra Tid til anden modtog Efterretninger fra ham om det vigtigste, han udførte. Saaledes see vi, at da han i Aaret 1322 havde gjort sit heldige Tog ind i det nordlige England, erobret York, og tilsidst tvunget den kongelige Statholder i Nord-England, Andrew Hartclaw, Jarl af Carlisle, til at indgaa en formelig Fredstractat d. 3die Januar 1323, hvorved Skotlands Uafhængighed som særeget Kongerige for første Gang anerkjendtes fra engelsk Side, maa en Copi af dette for Robert saa vigtige og kjærkomne Document øjeblikkeligt være blevet oversendt til hans Syster i Norge, siden den findes indført blandt andre Breve fra den Tid i den bergenske Biskopsstols Copibog[22]. Thi Dronning Isabella levede sandsynligviis allerede da, som det tidligere er berørt, under denne Biskopsstols Beskyttelse og tildeels i selve Biskopsgaarden som etslags Lægsyster eller Proventdame[23], og de Breve af offentlig Charakter, der indkom til hende, betragtedes vel derfor, især naar de vare af nogen Vigtighed, som vedkommende Biskopsstolen. Maaskee har hun og selv ønsket Tractaten optagen i Copibogen, for at den ikke skulde gaa tabt, især da hun vel og siden maatte erfare, at Kong Edward ej vilde erkjende den, ja at Lord Carlisle endog maatte biede med Livet, fordi han havde vovet at slutte den mod Kongens udtrykkelige Forbud[24]. Endog hendes Datter, Enkehertuginde Ingeborg i Sverige, der, som det synes, henlevede sin meste Tid paa sin Livgedring, Øland og kaldte sig „Hertuginde af Øland“, eller „af Sverige og Øland“, synes ikke ganske at have været uden Forbindelse med Moderens Fedreland, Skotland, thi endnu i Aaret 1340 havde hun en Tjener eller Ven, hvis Navn Nigel Duncam noksom viser, at han var en Slotte[25]. Orknøernes Nærhed ved Skotland og Jarlens besynderlige Stilling som norsk og skotsk Vasall paa een Gang gav stundom Anledning til enkelte forbigaaende Ubehageligheder, saaledes som vi allerede i det foregaaende have seet. En saadan fandt ogsaa Sted i 1321, altsaa førend endnu Erling Vidkunnssøn var bleven Rigsforstander, som vi erfare af et Brev fra Kong Robert til de kongelige Sysselmænd paa Orknø af 4de August s. Aar. I dette Brev erindrede han først om de mange og forskjellige Overeenskomster, der tidligere havde været sluttede mellem Norges og Skotlands Konger, og allersidst mellem ham og Kong Haakon, hvorved det og var blevet bestemt, under en Straf af 10000 Mk., for den Overtrædende, at ingen maatte modtage den andens Fjende i sit Rige uden naar der var Haab om at et Forliig kunde komme istand[26], men skete dette ikke inden et Aar, skulde han strax udvises. Ikkedestomindre, skriver han, havde hine Sysselmænd nys inden sin Syssel paa Orknø modtaget hans Fjende Alexander Brun, der var overbeviist om at have begaaet Majestætsforbrydelse imod ham, og uagtet Henrik af St. Clair, kongelig Befalingsmand i Katanes, øjeblikkeligt havde fordret ham udleveret, havde de dog tvertimod hiin Forliigsartikel vegret sig derved, hvorfor han egentlig allerede kunde fordre den omtalte Bod af 10000 Mk. Sølv. Men i den Anledning tilkjendegav han dem, at han ønskede at faa et bestemt Svar i aabent Brev fra dem, hvoraf han kunde see, om de havde gjort det paa egen Haand eller efter deres Konges Befaling. Endvidere, skrev han, havde han af troverdige Folks næsten dagligt indkommende Klager hørt, at de ej alene paa nysnevnte Maade havde krænket Tractaterne, men at de og viste sig ubillige mod de skotske Undersaatter, der boede paa Orknø, idet de plagede dem med idelige Udpresninger og andre Forurettelser, og han kunde ikke tilbageholde sin Forundring over, at de saaledes viiste sig venligere mod Kongens Fjender, der egentlig ej skulde have Lov til at opholde sig hos dem, end mod hans troe Undersaatter, tvertimod al naturlig og menneskelig Ret. Hvad Svar Sysselmændene gav, vides ikke, men at Brevet er blevet sendt lige til Norge, seer man deraf, at en Afskrift, det eneste Middel, hvorved det er blevet vedligeholdt til vore Dage, findes i den oftere omtalte bergenske Copibog[27]. Man savner fra denne Tid Efterretninger om Begivenhederne paa Orknøerne. Man veed ikke eengang, naar den oftere omtalte Jarl af Orknø og Katanes, Magnus, den sidste af Angus-Ætten, døde; vi vide kun, at han levede endnu i 1320[28], og erfare af et Par Breve, at hans Hustru Katharina var Enke i Aaret 1329. Hun optræder her nemlig som handlende paa egen Haand, og kalder sig „Grevinde“ (kuncteis, d. e. countess) i Orknøerne og Katanes[29]. Disse Breve oplyse forøvrigt, hvad der allerede ovenfor er omtalt, at Drottsetens Hustru, Fru Elin, hendes Broder, Hr. Haakon Thoressøn, og hendes Syster, Fru Christina, Hr. Anders Bjarnessøns Enke, ikke havde arvet saa lidet Jordegods paa Orknøerne, hvilket nu Drottseten altsammen, – efterat have faaet sig Haakons og Christinas Parter overdragne – solgte til Grevinden ved Hr. Sigurd Jodgeirssøn Lande, som han dertil havde befuldmegtiget, og som rimeligviis netop paa denne Tid var kongelig Sysselmand paa Øerne. Man erfarer tillige, at hun, og derfor rimeligviis Jarlerne i Almindelighed, holdt en Fuldmegtig i Bergen til at varetage deres Tarv i Norge. Da Magnus Jarl ikke efterlod sig Sønner, og Jarldømmet, som vi ville erfare, gik over til en af hans Dattersønner, der paa denne Tid neppe kan have været voxen, var der saaledes neppe nogen ordentlig Styrelse paa Øerne, og da vi derhos have seet at Biskopen førte et temmelig uordentligt Liv, er det ikke sandsynligt at Tilstanden der var videre god. Det er vel derfor et stort Spørgsmaal, om Kong Robert fik nogen Rede paa den af ham omklagede Sag før sin Død, der allerede indtraf i 1329, hvorefter ogsaa i Skotland Formynderregjering og Uroligheder indtraadte.

De faa Mænd, som under Formyndertiden spillede nogen mere fremtrædende politisk Rolle i Norge, have vi allerede i Beretningens Gang haft Lejlighed til at omtale. Fremst i Rækken stod, nærmest Biskoperne, vistnok begge Agmundssønnerne, af hvilke Ivar, som vi have seet, havde den vigtige Post at være Befalingsmand paa Baagahuus, og Finn, som tidligere havde ligget i Fejde med Drottseten, var i 1328 Sysselmand i Bergen, saaat han vel enten var bleven aldeles forliigt med ham, eller og skyldte Cantsleren denne Befordring. Om Lagmanden Guthorm Kolbjørnssøn, der i Raadet synes næsten at have været endnu ivrigere Modstander af Geistligheden end Drottseten selv, er der ovenfor talt. Til Hr. Hauk Erlendssøn, der under de tvende sidste Kongers Regjering var saa anseet, hører man under Formynderregjeringen kun lidet; man erfarer alene, at han ved 1322 atter var Gulathings Lagmand[30], men i 1330 sendtes ud til Island i Kongens Erende med nogle nye Breve, samt andre Hverv, og reiste i 1331 tilbage til Norge, hvor hiin da sandsynligviis forblev til sin Død, to Aar efter[31]. Men imidlertid havde hans Søn, Erlend Haukssøn, været Lagmand paa Island i 1318[32] og nævnes tillige i 1330 som Ridder og en af Øens mest anseede Mænd. Næst Drottseten var vel blandt Rigets Stormænd, der omtrent stod paa samme Alternativ, neppe nogen mere anseet og højbyrdig end hans Svoger Hr. Haakon Thoressøn, der gjennem sin Moder Fru Ingeborg Erlingsdatter var beslægtet med Hertug Skules Ætt, og derved med Kongehuset. Han var, som det tidligere er nævnt, Sysselmand i Skidusyssel ligesom sin Fader Hr. Thord, og Staden Skidan eller Skien var vel derfor og hans sedvanlige Opholdssted, uagtet han vel fornemmeligen havde sine Besiddelser paa Vestfolden. Hr. Stig Haakonssøn til Mannvik (paa Brunlaaneset), der var Sysselmand i Skien efter Haakon, var sandsynligviis ogsaa hans Søn (see nedf. S. 159, Not. 4), og i saa Fald afgiver dennes Navn et ret merkeligt Tegn paa, hvor nøje Thore Haakonssøn og hans hele Huus maa have været forbundet med de Fredløse i Danmark, thi det kan neppe slaa Fejl, at han var opkaldt efter Marsk Stig, der maaskee døde paa den Tid, da han blev født[33]. Haakons Datter Æsa blev i Aaret 1331, „til Bileggelse“, som det heed, „af Familiefeider“, gift med Thorvald, en Søn af den oftere omtalte Hr. Thorvald Thoressøn paa Hjaltland, Kong Haakons Sysselmand der i Øerne, idetmindste erhvervedes d. 4de December 1330 pavelig Dispensation for dem, saasom de var beslægtede med hinanden i 4de Grad[34]. Det er ikke usandsynligt, at denne Thorvald Thoressøn blev Sysselmand paa Hjaltland, efter Faderen, som endnu levede paa denne Tid. Han synes at have haft overvettes store Besiddelser, ej alene i Hjaltland, hvor han havde sin Hovedgaard paa Papø, men ogsaa i Norge. Hans Datter, Herdiis Thorvaldsdatter, egtede den oftere omtalte Svein Sigurdssøn, Fehirden i Bergen, og bragte ham derved endeel af disse Besiddelser i Arv. Hun var dog kun hans anden Hustru, thi han havde været gift engang før, og havde i dette Egteskab en Datter, Sigrid, der ved hans Død, der indtraf mellem 1330 og 1332, allerede var gift, og havde to Sønner, Gudbrand og Svein, hvilke tilligemed Moderen den 11te September 1332 skiftede med Herdiis[35]. Denne beholdt altsaa baade sit fedrene Gods, og hvad hun havde faaet i Sveins Bo, og bragte dette som en riig Medgift til sin anden Mand, hvis Navn dog ikke kjendes, idet man kun erfarer af den Titel, der herefter gives hende, „Fru Herdiis“, at han maa have været Ridder. Vi dvele nærmere ved disse Slegtskabs-Forhold, fordi de gribe meget ind i de senere Tildragelser, da Hafthor Jonssøns og Kong Haakons Datter Agnes’s Sønner Jon og Sigurd, begyndte at spille en Rolle: Herdiis’s Moder, Fru Ragndiid, var nemlig en Syster af Hr. Hafthor Jonssøn[36], og Hafthorssønnerne saaledes nær beslegtede med hende. Det fremgaar overhoved heraf, at Drottseten, Hr. Haakon Thoressøn og Hafthorssønnerne udgjorde en Frendskabs- og Svogerskabskreds, hvortil ogsaa Fru Herdiis, og formodentlig og hendes Broder Thorvald sluttede sig, og som ved sin Magt og Rigdom maatte kunne udøve en betydelig Indflydelse, ej alene i selve Norge, men ogsaa paa Hjaltland, vel og paa Orknøerne. Og tildeels i Opposition med denne stod den anden megtige Familie-Kreds, der sluttede sig om Hestbø-Ætten i Ryfylke, hvilken fremdeles repræsenteredes af de oftomtalte Brødre Finn og Ivar Agmundssønner, og som paa en Maade, der nu ej kan angives, sees at have været beslegtet med den megtige Talgø-Æt, ligeledes fra Ryfylke[37].

Paa Island forefaldt der i denne Tid ingen merkelige Begivenheder, ligesaa lidet som nogen af Høvdingerne der viiste sig noget synderligt fremragende. Det synes som om Islendingerne, efter endelig at have opnaaet den Bekræftelse af Overeenskomstens Artikler, som de ønskede, nu gav sig nogenledes tilfreds, saaledes at endog Hr. Hauk Erlendssøn, der i 1330 var kommen ud med kongelige Breve om flere vigtige Gjenstande, kunde det følgende Aar tilligemed Hr. Ketil Thorlakssøn beregne Vis-Øren eller Skatte-Afgiften over hele Landet[38]. De mest udmerkede Mænd paa Øen var unegteligt i hele denne Tid Biskoperne, Jon Halldorssøn til Skaalholt og Laurentius Kalfssøn til Hole, begge usedvanligt dygtige i det latinske Sprog, den første fornemmeligt i at tale, den sidste til at gjøre Vers, ligesom han og berømmes meget for fine Indsigter i den canoniske Ret. Jon var, som det er viist, allerede bleven indviet i 1322 og kom Aaret efter ud til Island. Laurentius kom ej afsted fra Island førend om Høsten 1323, leed Skibbrud paa Haalogalands Kyst bed Brunney (Brønø), men fik reddet det meste af sine medbragte Sager, og reiste paa en Byrding til Nidaroos, hvor han strax gik op i Biskopsgaarden og ind til Erkebiskopen, kastede sig paa Knæ for ham, og bad ham om Tilgivelse for hvad han havde gjort imod ham. Men Erkebiskopen reiste ham strax op, sagde at alt forlengst var ham tilgivet, udbad sig derimod selv hans Tilgivelse, og indbød ham til at være sin Gjest. Indvielsen fandt Sted St. Hansdag 1324 i Overvær af Biskoperne Audfinn i Bergen og Viljam af Orknø: den sidste var formodentlig paa denne Tid over i Norge for at modtage Dom i de føromtalte Sager[39]. Samme Aar sejlede Laurentius over til Island, og holdt sin første Biskopsmesse paa Allehelgensdag. Han styrede nu sin Biskopsstol med megen Dygtighed i henved syv Aar til sin Død, d. 16de April 1331[40], men havde i den Tid flere Ubehageligheder, især angaaende Madrevalle Kloster hvilket allerede Biskop Audfinn siden Klostrets Brand i Aaret 1316 ved Brødrenes Uforsigtighed havde taget under Biskopsstolen, efterat have bortjaget Brødrene, og som heller ikke Laurentius nu vilde give Slip paa. Erkebiskopen udnævnte Biskop Jon og Abbed Thorlak af Thykkebø til Dommere i Sagen, og Laurentius tilbød sig at bygge Klostret op igjen, optage et vist Antal Brødre og sørge for deres Ophold, men sette en Prior til deres Forstander, forbeholdende sig selv at bestyre Godset og være deres Abbed. Herpaa gik Brødrene i Førstningen ind og paa disse Vilkaar kom nu et Forliig istand. Men sidenester satte Brødrene sig op mod ham, paastaaende at han ej havde holdt sig Forliget efterrettelig; ogsaa Biskop Jon lod sig ophidse imod ham, og optog Sagen paany, uden egentlig dertil at være berettiget, og det kom nu til temmelig alvorlige Ordvexlinger mellem begge Biskoper, indtil Laurentius, for Fredens Skyld, som han sagde, tilbød at lade Brødrene faa Bestyrelsen af Godset. Herpaa gik de ind, og saaledes endtes Tretten[41]. Ogsaa med Thingeyre Kloster havde Laurentius nogle Ubehageligheder angaaende nogle Tiendespørgsmaal[42]. Paa sin Dødsseng lod han skrive et Brev til Erkebiskopen, hvori han forestillede denne at Hole Kirke var langt bedre tjent med at have en islandsk, end en norsk Biskop, fordi en Islending kjendte bedre til Landsens Skik[43]. Eiliv rettede sig ogsaa derefter, som det i det Følgende skal vises. Et merkeligt Tegn paa den liden Vegt, man i de Tider lagde paa Coelibat-Budet, og hvor daarligt det i det Hele taget maa have staaet sig med Sedeligheden blandt Presterne, er dette, hvad Forfatteren af Laurentius’s Levnetshistorie, og hans store Beundrer, fortæller slethen, uden derved at gjøre mindste Bemerkning, og aabenbart uden at ansee det som nogen Plet paa hans Navn, at han under sit lange Ophold hos Erkebiskop Jørund i Norge havde en Søn med et Fruentimmer fra Borgund, ved Navn Thurid Arnesdatter, og hvad mere er, at den samme Thurid havde Søn med Sira Salomon, der senere blev Biskop i Oslo[44]. Disse Feiltrin hindrede dem saaledes ikke fra, begge to at opnaa den biskopelige Verdighed. Laurentius’s Søn, der heed Arne, blev siden en flink Latiner, og gik ind i Thingeyre Kloster samtidigt med ham selv, men han skal siden have forfalder til Drukkenskab. Laurentius og Salomons Exempler ere vistnok langtfra at være enestaaende, idetmindste finde vi saa mange Pavebuller fra de Tider, hvorved Sønner af Geistlige befries fra den dem paahvilende Illegitimitetens Plet, og kjendes gode: nok til at kunne modtage højere geistlige Verdigheder[45]. Laurentius er l ogsaa efter sin Død bleven merkelig derved, at hans Levnet er beskrevet, i saaledes som nys antydet, i en egen Saga, formodentlig af hans Lærling og Ven, Presten Einar Havlidessøn, der ogsaa har efterladt Annaler. Denne er den sidste historiske Saga, som paa Island er forfattet. Som en Prøve paa, hvor stor Overtroen i hine Tider endnu var, ej alene blandt Folket, men og blandt den højere Geistlighed, maa vi her omtale en Hexe-Proces, der i Aaret 1325 blev ført i Bergen, ved Biskop Audfinns egen Foranstaltning. Audfinn udstedte to Breve derom, hvoraf der endnu findes Afskrifter. I det første bekjendtgjør han, at omkring den 13de Januar 1325 kom det i stort Omtale, ogsaa blandt forstandige Folk, og tilsidst til hans Kundskab, at en vis Ragnhild med i det besynderlige Tilnavn Tregagaas, „nedtrykt af Vildfarelsers Blindhed, og ved sin urolige Natur fremmed for Guds Dyrkelse“, ej alene havde i lagt Planer til at skade Uskyldige paa Liv og Ære, men ogsaa var henfalden til Kjætteri og Overtro. Og da han nu ej kunde lade dette gaa hen uden at anstille Undersøgelser, lod han hende indstevne for sig til den 28de s. M. Hun mødte, men fragik aldeles Sandheden af de Punkter, hvorfor hun beskyldtes. Biskopen lod da fire skjellige Mænd, tre fra Fuse, en fra Haalandsdals Sogn – hun var altsaa selv været fra denne Kant – indkalde til Forhør og Vidnesbyrd, medens imidlertid hun selv blev sat i Forvaring. De indfandt sig til bestemt Tid, d. 5te Februar, og vidnede nu, at hun allerede engang forrige Høst havde fortalt om sig selv heel besynderlige Ting, nemlig at hun havde anvendt magiske Kunster og Besvergelser for at faa en vis Baard til at forlade sin Hustrue Bergljot (paa hvem Ragnhild var skinsyg) strax efter Bryllupet. Hun havde saaledes i første Bryllupsnat skjult i deres Seng fem Brød og fem Erter, og stillet et Sverd ved Hovedgjerdet, idet hun ogsaa selv gjemte sig ved Sengen, fremsigende denne Besvergelse: hritt ek ifrá mér Gönduls öndum; einn þér i bak biti, annarr i brjóst þér bíti, þriði snúi uppá þik heift ok öfund! herved skulde man spytte paa Vedkommende. Og ved hendes Tilskyndelser skilte virkelig Baard sig fra Bergljot, og reiste til Haalogaland, hvor hun sagde at hun selv skulde oppebie ham, altsaa vel efterat have begivet sig did paa Hexeviis. Alt dette og mere andet maatte hun selv tilstaa, da hun nogle Dage efter atter blev bragt frem for Biskopen[46]. I det andet Brev, der mangler Datering, bekjendtgjør Biskopen, at da Ragnhild efter lengere Fængsel, imidlertid „over al Maade havde spæget sig med Vaagen, Graden, Bønner og Fasten“, og ydmygt havde anholdt om at Biskopen vilde lade hende slippe med en passelig Poenitens, ligesom han og havde bragt i Erfaring, at hun paa den Tid, da Alt det ovenomtalte skete, ej havde været ved sin fulde Fornufts Brug, havde han, efter forud modtagen Eed af hende, hvorved hun afsvor alle sine Vildfarelser, paalagt hende den strenge Poenitens, at hun to Dage hver Uge, Aar efter Aar, samt Aarsdagen, paa hvilken Forbrydelsen var begaaet, skulde faste paa Vand og Brød, men derhos i de tre Uger før St. Hans og de tre Uger før St. Michels-Dag skulde faste paa sedvanlig Maade, samt endelig at hun i syv Aar skulde valfarte til hellige Steder udenfor Norge. Overtraadte hun noget af disse Punkter, skulde hun betragtes som tilbagefalden i Kjetteri, og overleveres den verdslige Domstol til Afstraffelse[47]. Man kan ikke undres saa meget over at saadant i de Tider kunde finde Sted, naar vi see, at Hexeprocesser forekom i Norge lige ned i det 17de Aarhundrede.

    Privilegier, i det andet overdrager Kongen noget af Krongodset til en af sine Tjenere, begge Handlinger forudsette Fuldmyndighed.

  1. ↑ See ovenfor S. 51.
  2. ↑ Detmar, S. 234, 235.
  3. ↑ Dipl. N. I. 217.
  4. ↑ Norges gamle Love III. S. 157. Jfr. nedenfor.
  5. ↑ Dipl. N. I. 216.
  6. ↑ Se ovf. V. 2 Side 627, 628, og Noten. Her er det viist, at Magnus’s Fødsel sandsynligst faldt i April 1316. Men hvis hans Fødselsdag indtraf tidligere, end 19de April, er det vel muligt, at Myndighedserklæringen i 1332 er udsat til denne Dag, som da var 1ste Paaskedag, for Langefastens Skyld.
  7. ↑ Dipl. Sv. 2922. Det er et Forbud mod Haandverkere og Smaahandlere ved Folklands Thingsted at drive deres Næring her, med Befaling at flytte ind til Sigtuna, Stockholm eller andre større Stæder. Der gives rigtignok Breve af K. Magnus udstedte i Stockholm d. 27de Juli og 30te Aug. 1331, Dipl. Sv. 2867, 2875, hvor hverken Raad eller Drottsete omtales, og hvoraf det første er udstedt under hans Secret, af hvilke man ved første Øjekast lettelig skulde forledes til at tro, at han handlede som myndig Konge, men undersøger man foregaaende Breve af 1331 og 1330, (f. Ex. Dipl. Sv. 2845, 2807, 2773), finder man det samme, altsaa, kan man intet deraf slutte. Det er desuden umuligt, at han, som vi af det ovenomtalte Brev af 9de August 1331 see, da kunde være i Bergen, naar han den 27de Juli og 30te August var i Stockholm; da nu hans Nærværelse i Bergen paa den Dag er hævet over enhver Tvivl, maa følgelig de stockholmske Breve være udstedte i hans Fraværelse og i hans Navn.
  8. ↑ Dipl. Sv. 2931 og 2940. I det første stadfestes den skaanske Geistligheds
  9. ↑ Dipl. Sv. 2947. 2948.
  10. ↑ Brev af 31te Jan. og 1ste Mai 1333, Dipl. Sv. 2964 og 2976.
  11. ↑ Dipl. Sv. 3069.
  12. ↑ See herom N. g. L. III. 50, jfr. ovenfor IV. 2. S. 27. 120.
  13. ↑ See ovf. V. 2. S. 6.
  14. ↑ Norges gl. L. III. 155.
  15. ↑ Norges gl. L. III. 156.
  16. ↑ Norges gl. L. III. S. 157.
  17. ↑ See nedenfor, hvor der handles om Begivenhederne i 1333.
  18. ↑ Brev hos Rymer, Foedera T. II. P. 1. s. 590.
  19. ↑ Norges gl. Love, III. S. 160. Skade at vi ej vide nærmere Besked om de Begivenheder, hvortil her sigtes. Men af Betydenhed kunne dog ej disse Uroligheder have været, ellers havde man vel erfaret noget nærmere derom.
  20. ↑ Norges gl. Love, III. S. 157, 158.
  21. ↑ See ovf. S. 126.
  22. ↑ Nemlig den samme, hvis Afskrift der nu danner Bindet IV eller E i de bartholinianske Samlinger. Fredstractaten findes her S. 75 fg., og den er saa meget merkeligere, som den ej findes i Rymeri foedera, naturligviis af den Grund, at den ej blev ratificeret af den engelske Konge.
  23. ↑ See herom Brevene af 25de Marts og 31te Mai 1324, Dipl. N. II. 152, 154. I det første overlader Biskop Audfinn hende for alt det gode, hun havde beviist Bergens Biskoper og Kirke, et Steenhuus med Tilbehør nærved Biskopsgaarden til fuld Brugsret for Livstid. I det andet erkjender Biskop Audfinn at have faaet af hende en Gave af 300 gamle gode Mk., hvorfor han tildeels har indkjøbt Jordegods, og forpligter sig og sine Eftermænd til derfor at holde en Prest, som dagligen holder Messe for Jomfru Marias Alter i Mariekirken i Bergen. Af det føromtalte Brev af 18de April 1328 fra Audfinn til Hertuginde Ingeborg, Kongens Moder, (S. 103) sees ogsaa, at Biskopen har staaet i et nærmere Forhold til Enkedronningen. Biskop Haakon kalder hende i 1337 kun „min verdige Frue“ (Samll. V. 100, 142).
  24. ↑ See herom Fordun XII. 4, og Brevene fra disse Aar i Rymeri foedera.
  25. ↑ Dipl. Sv. 3477.
  26. ↑ Denne Bestemmelse findes ej i Tractaten af 29de Octb. 1312, hvorom ovenfor, see IV. 2. S. 572, men derimod i den oprindelige Fredstractat til Perth, af 1266, s. o. IV. 1. S. 457, og den gjelder ikke særskilt Modtagelsen af anden Parts Fjender, men Overtrædelse af Tractaten i Almindelighed.
  27. ↑ Brevet, dateret Culan (nu Cullen i Banffshire) d. 4de August 1331, findes nemlig i Barthol. E. S. 31, hvorfor det er aftrykt i Dipl. Norv. V. 68.
  28. ↑ Brev i Barthol. E. 134.
  29. ↑ Dipl. Norv. II. 168, 170. I det første, dat. Kirkevaag 24de Marts 1329, et Brev fra Grevinden til Drottseten, melder hun ham, at hun af hans Fuldmegtig Hr. Sigurd Jodgeirssøn har kjøbt det Jordegods, de tre Syskende ejede, men kun paa visse Vilkaar vilde modtage mindeligt Forliig med Hensigt til en Gjeld, som Haakon og Christine vare ham skyldige. I det andet Brev, dat. 4de April 1329, erklærer Grevinden, at hun kjøbte det omtalte Gods, som opregnes med Prisen for hver enkelt Gaard; de laa, som man heraf seer, alle i Ragnvaldsø.
  30. ↑ Dipl. Norv. I. 165.
  31. ↑ Isl. Annaler, 1330, 1332. Dipl. Norv. I. 220 See nedenfor S. 135 Note 3. Hauk døde 3die Juni 1334.
  32. ↑ Isl. Annaler ved 1318.
  33. ↑ Stig nævnes nemlig som Sysselmand i et Brev, han udgav fra Mannvik, d. 21de Febr. 1332 (Dipl. Norv. I. 215), og i saa Fald kan han dog paa den Tid ej have været saa aldeles ung: at antage ham født ved 1294 er derfor ganske rimeligt. Det siges her just ikke at han var Sysselmand i Skien, men dette fremgaar af Brevene i Dipl. Norv. I. 231 og 232.
  34. ↑ Johan XXII. Regest XV. p. 4 ep. 443. Hvorledes Slegtskabet udregnedes, vides ikke. Den Omstændighed, at Thorvald den yngre her kaldes „natus Thorvaldi“ &c., ej „natus quondam Thorvaldi“, viser at Faderen da endnu levede.
  35. ↑ Dipl. N. I. 220. Skiftet skete i Apostelkirkens Huse i Bergen i Overvær eller vel rettere under Bestyrelse af Hr. Hauk Erlendssøn, Islands Befalingsmand Hr. Ketil Thorlakssøn, og flere Herrer, hvoriblandt en Chorsbroder ved Apostelkirken, og Gulathingslagmanden Bjarne Agmundssøn. Herdises Ombudsmand, Lagmanden Thrond Krakessøn, var ogsaa tilstede.
  36. ↑ Dipl. N. II. 375. Da hun døde barnløs, blev omsider Sigurd Hafthorssøn hendes Arving.
  37. ↑ Herom see især Brevene i Dipl. N. IV. 174, 197 og 227 fra 1328–1336. Her finde vi en Fru Cecilia Isaksdatter, vistnok Datter af Isak Gautessøn, og Modersyster til den daværende Herre til Tolga, Gaute Haakonssøn, i 1336 tilstede paa Hestbø, som det synes ved en Familie-Sammenkomst.
  38. ↑ Isl. Annaler, ved 1331.
  39. ↑ See herom Laurentius’s Saga, Cap. 40–44, jfr. Isl. Annaler.
  40. ↑ Dødsaaret angives ikke tydeligt i Sagaen, og i Annalerne nævne enkelte 1330, een 1332, men de fleste, hvoriblandt den ypperlige Codex Regius, hvis Angivelser ere samtidige, 1331, og denne fortjener derfor at følges fremfor de øvrige. Jfr. nedenfor S. 145.
  41. ↑ Laurentius’s Saga, Cap. 52–60, jfr Annalerne.
  42. ↑ Laur. Saga, Cap. 48.
  43. ↑ Laur. Saga, Cap. 65.
  44. ↑ Laurentius’s Saga Cap. 16.
  45. ↑ I Laur. S. her ovf. Cap. 30 nævnes ogsaa flere islandske Prestesønner, hvilke Biskop Audun meddeelte Dispensation, blandt dem var den ovennævnte Einar Havlidessøn, hvis Fader Havlide, Prest paa Breidabolstad, var Biskop Auduns synderlige Ven. Biskop Audun havde ogsaa selv en Datter, som det ovenfor er nævnt.
  46. ↑ Flere af hendes Tilstaaelser lade sig ej passende gjengive. Hun oplyste tillige, at hun i sin Ungdom havde lært disse kjetterske Besvergelser af en Mand ved Navn Sørle Sukk.
  47. ↑ Brevene findes i Afskriften af den bergenske Copibog, Barthol. E. S. 87–98, og er derefter aftrykte i Samll. t. d. n. F. etc. V. S. 479–484.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/19&oldid=77852»